Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Latest topics
» Ready for our weekend? (Charmeine Love)
Today at 2:42 by Khaa

» A beautiful night.... (Cherish Radcliff)
Today at 2:37 by Caleb

» I am really worried Doctor.... (Angelique Dümont)
Today at 2:33 by Zakaroff

» År 3038 - reklame
Fre 15 dec 2017 - 8:51 by Adriana

» I know I did something wrong... but I'm not sorry - Niklaus XXX
Tors 14 dec 2017 - 13:46 by Harry Jepsen

» Face Claim
Ons 6 dec 2017 - 14:09 by Ryuu

» Dance of the Brush (Cherish Radcliff)
Ons 6 dec 2017 - 7:59 by Cherish Radcliff

» Do I know you? - Aleksei
Lør 25 nov 2017 - 19:18 by Aleksei

» How about no?
Man 20 nov 2017 - 1:52 by Roar

» Big changes - Khá
Lør 18 nov 2017 - 16:31 by Charmeine Love

Statistics
Der er i alt 674 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Sigrid

Vores brugere har i alt skrevet 240188 indlæg in 12012 subjects

End of the line

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

End of the line

Indlæg by Gæst on Lør 14 apr 2012 - 22:23

Sted: På en café ved den nærliggende gågade.
Tid: Lidt over 22, stjernerne er ved at vise sig.
Vejret: Skyfri himmel og stjerneklart.
Omgivelser: Et par andre cafégæster, der er til fernisering.

Olivia trådte ind i det hyggelige lokale, der udgjorde en fin lille café. Det var ikke en helt almindelig café, denne café lå for det første i den dyre ende samt at den i aften husede en moderne kunstners værker. Der var fernisering og hver ledig væg var nu dækket af overmalet lærred. Kunsten sagde egentlig ikke Olivia det store, men hun kunne være heldig at finde noget nyt til sin kunstsamling.
De høje Louboutinhæle klikkede mod det lakerede trægulv, lyden stoppede dog kort da hun gjorde holdt for at orientere sig i det lille lokale. Der var et eller andet galt. Hun kunne fornemme at stemningen var helt skæv, til trods for at ingen lod til at lægge mærke til det. I hvert fald ikke endnu.

Langsomt gik hun et par skridt hen til bardisken, for at bestille et enkelt glas rødvin. Den eneste menneskelige drik hun kunne klemme ned, hvis man så bort fra blod. Det tog ikke den kønne bartender lang tid at hælde en dyr vin op i et glas uden at spilde en dråbe. Til trods for at Olivia ikke så ud til at være mere end i starten af tyverne, behandlede folk hende alligevel som var hun ældre.
Hun tog imod glasset og nåede kun lige at tage et skridt, før end at en kugle ramte hendes vinglas og den mørkerøde væske sprøjtede til alle sider. Den første tanke der slog den rødhårede kvinde var, hvor svært det ville være at vaske rødvin af den hvide skjorte. Sikke dog en ubetænksom mand.
Men da hun så op og fik øje på ejeren af pistolen, gik det op for hende at det ikke bare havde været for sjov. Manden ville jo røve butikken.

I et enkelt øjeblik overvejede hun at springe ind og afvæbne den unge mand, der tydeligvis virkede utroligt rolig over situationen. Men hun kom hurtigt bort fra det igen. Hun ville ikke tiltrække sig unødig opmærksomhed, så det var kun hvis den sortklædte mand truede nogen på livet eller en eller andens liv kom i fare, at hun ville tage aktion. Ind til da måtte hun spille offer.

"Alle sammen ned!" beordrede røveren med en uhyggelig ro i stemmen. Det virkede yderst planlagt, det her. Især skuddet rettet mod vinglasset. Det ville skræmme folk i caféen og det havde sin effekt. Alle og en hver stod nu presset mod væggene eller lå ned på gulvet. Selv Olivia måtte se sig nødsaget til at sætte sig på det mørke trægulv, for ikke at vække gerningsmandens vrede. Ingen skulle komme i vejen for ham, så ville det blot gå galt. Heldigvis var der ingen børn herinde. De ville alt for let tiltrække opmærksomheden og det kunne sten sikkert genere en sådan forbryder i sin handling.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: End of the line

Indlæg by Gæst on Lør 14 apr 2012 - 22:37

Jonathan havde svært ved at forholde sig til om han skulle være glad for faderens hjemkomst, eller om han nærmere skulle være irriteret. Nu havde han rejst verden rundt, og var kun lige hjemme en uge, med et overfyldt skema, der indeholdte at trække sønnen med til reception, med en eller anden ukendt, men meget moderne kunstner. Jonathan havde hurtigt opgivet at diskutere med sin far, da det virkede til at det bare ville blive overflødige ord. Han havde derfor bare iklædt sig en hvid skjorte og et par rene bukser, i håb om at det var nok.
De var ankommet i en ekstremt stor firhjulstrækker, som ligesom rasten af familiens biler, var ude i det ekstreme, men til trods for det, lod ingen af familiens medlemmer sig påvirke af det. De lod som om det var det mest naturlige i hele verden at komme anstigende i en vogn der nemt kunne forveksles med en kampvogn. Det var bestemt ikke hvad Jonathan følte inden i, men han sagde ikke noget om det, men forblev tavs omkring emnet.
Kunsten der var inde på den lille chafée, der holdte natte åbent, fordi skaberen, kunstneren, havde en idé om at de ville skabe et bedre udsyn til vedkommendes billederne. Selv kunne hybriden ikke afgøre om han var helt enig i den sag, men han sagde ikke noget om det. Han lod det ligge, imens han nippede en smugle til den velkomstdrink han havde fået stukket i hånden. Den havde en bittersød smag, ikke noget der faldt i Jonathans smag, men han valgte at ignorere det, og sluge væsken. Heller det, end at få en over nakken, fordi man ikke opførte sig respektabelt.
Jonathan havde nær tabt glasset, da der lød et højt skud tæt ved siden af ham. Han snurrede forvirret rundt, og rå en bevæbnet sortklædt mand. Han faldt næsten i, med mørket i lokalet.
Jonathan var ikke sen til at afsætte glasset ved den nærmeste solide overflade, hvorefter han mere eller mindre, som rasten af gæsterne, kastede sig ned på maven. Han kunne ikke rigtig finde ud af hvad den sortklædte mand ønskede i denne chafée. Kunsten var ikke specielt imponerende, men måske var den en skilling eller to vær?
Fordi Jonathan lå så nær den bevæbnet mand, kunne han hurtig se muligheden i at vende sig rundt, og hugge sin fod ind i benet på manden, men han blev dog meget hurtig enig med sig selv om, at det nok ikke var den bedste idé. Derfor blev han pænt liggende, mens manden nu fik de ting han ønskede sig.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: End of the line

Indlæg by Gæst on Søn 15 apr 2012 - 19:02

Olivia brød sig ikke om situationen, til trods for at hun stadig bevarede overblikket over situationen. Hun havde svært ved at håndtere tingene, når hun ikke længere havde et overblik over det hele. Lige så snart hun mistede overblikket, følte hun sig utilpas. Men hvis hun kunne bevare det, ville hun sjældent blive generet - med mindre der altså kom en arrogant forbryder og spildte rødvin udover hendes tøj. Det irriterede hende gevaldigt. Nu skulle hun enten hjem og finde en eller anden måde hvorpå hun kunne få pletterne væk eller også skulle hun finde et renseri som holdt åbent om natten - det fandtes vel ikke.

Et dybt suk forlod rødmalede læber og lyden tiltrak, desværre, gerningsmandens interesse. Han rettede blikket mod hende og gik et par skridt frem. Blikket i de kolde, kyniske øjne ændredes pludseligt. Han lod til at finde hende interessant.
Langsomt gik han ned på et knæ og rakte sin frie hånd frem mod hende for at gribe fat i den i forvejen ødelagte skjorte. Han rejste sig hurtigt og hev hende med sig op. Det slog Olivia ud af balance, at hun sådan blev hevet op. Det tog hende lidt tid at få genvundet balancen igen, men hun fik hurtigt rettet sig op og strøg hurtigt hænderne hen af de sorte bukser. De røde negle greb fat om den store clutch og et anstrengt, men dog høfligt smil spillede falsk på hendes læber. Hendes manerer bød hende at opføre sig pænt til trods for situationen. Inde i hende brændte et eller andet efter at slå manden ned og forlade stedet med det samme. Men al hendes erfaring forbød det.

At røbe sin identitet som overnaturligt væsen betød, at hun måtte forlade Di Morga. Hun ville ikke kunne opretholde et liv hvis alle og enhver vidste, at hun var en vampyr. Et noget så forfærdeligt et monster som en blodsugende morder. Hun væmmedes ved sin forbandelse, men hun havde lært at leve efter de kår der nu blev budt hende. Til trods for at det var svært. Yderst indviklet og hårdt. Men hvert eneste drab, hver eneste gang hun drak, hver gang hun tog næring til sig tog hun i kirke efterfølgende og bekendte sine synder. Religionen hjalp hende til at overleve sin forbandelse.

Den sorteklædte gerningsmand hev i hendes hår, så hun måtte læne hovedet så meget bagover som hun overhovedet kunne, for ikke at lide alt for meget. Hvad ville han dog med hende?
Selvom at det var Olivia selv der var rovdyret her, brød hun sig ikke synderligt om at have en blottet hals. Der var en svag lugt af et andet overnaturligt væsen, men hun kunne ikke slå fast hvem det var, eller hvad det var. Det var i hvert fald ikke en vampyr. Det var heller ikke gerningsmanden, hvilket var et godt tegn.
Det høflige smil var forsvundet fra de røde læber og var nu erstattet af en sammenbidt mine. Hun forsøgte at virke så menneskelig som muligt. Men hvordan ville et menneske reagere? Sikkert gå i panik, hvilket Olivia pure nægtede at gøre. Aldrig skulle et simpelt menneske få hende til at gå i panik. Tsk.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: End of the line

Indlæg by Gæst on Søn 15 apr 2012 - 22:08

Ligesom alle andre i caféen, der kunne se den fremmed mand, fulgte Jonathan den bevæbnet mand, der pludselig syntes at have fanget noget af interesse. Det var sikkert blandt en af de personer der lå på gulvet, det var hvad han skød på, og det viste det sig også senere hen. En rødhåret kvinde, iklædt en vin plettet kjole. Han lod blikket glide undersøgende ned af kvinden, som egentlig så ganske køn ud, men det gjorde alle kvinder i Di Morga - næsten. Den fremmed mand virkede meget optaget af hende, så det var nu man skulle handle, men hvordan. Det var lige spørgsmålet.
Jonathan kunne vælge kort sagt at slå manden ned, men det ville nok ikke ligefrem gavne på nogle måde, da det så bare ville ende med at det var ham der fik en dom, frem for tyven, eller hvad manden nu var, som jo rigtig 'fortjente' den. Det skulle være en handling i forsvar, hvilke blev lidt svært når manden var bevæbnet med en pistol. Mon han kunne ramme, og skyde? Til sidst, efter at han mente at han ikke rigtig kunne trække det længere, drejede han rundt, og skubbede til det bord, hvor han havde sat sit glas, så glasset faldt ned på gulvet.
Jonathan veg tilbage væk fra glasset, hvor efter han sprang på bene. Det ville nok redde tid nok til pigen, så hun enten kunne få bene på nakken, eller give ham en i mellemgulvet. Hvad hun valgte at gøre, var han stort set lige glad med, men hvis hun skulle angribe ham, så skulle hun til at være hurtig. Nok kunne Jonathan forvandle sig til en kanin, men gæsterne ville nok glo lidt hvis der pludselig hoppede en lille hvid kanin.
Så kom han til spørgsmålet, om det var hemmeligheden, eller livet, hvilke han skulle være hurtig til at afgøre. På den ene side, ville hans far nok ikke blive så vildt glad for at han åbenlyst, til offentligheden, viste at han ikke var hel normal, men på den anden side kendte han i hvert fald én der ville blive ked af det hvis han døde. Forhåbentligt flere, ellers endte det med at blive meget sørgeligt. Der var heller ikke så meget at rafle og tænke over, for hvis manden begyndte at skyde efter Jonathan, ville han i ren automatik forvandle sig til kanin, og tag bagpoterne på nakken. Hvis kvinden der imod valgte at tage sagen i egen hånd, og kaste sig over manden - hvilke Jonathan gerne ville se - så ville han nok komme løbende hende til undsætning. Hans tilstedeværelse ville nok ikke hjælpe så meget, men de kunne måske få afvæbnet manden, hvilke ville være et stort skridt, især for en som Jonathan, der aldrig havde været den actionfyldte type.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: End of the line

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum