Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Latest topics
» Ready for our weekend? (Charmeine Love)
Today at 20:03 by Charmeine Love

» A beautiful night.... (Cherish Radcliff)
Today at 18:47 by Caleb

» I am really worried Doctor.... (Angelique Dümont)
Today at 18:39 by Zakaroff

» I know I did something wrong... but I'm not sorry - Niklaus XXX
Today at 13:46 by Harry Jepsen

» Face Claim
Ons 6 dec 2017 - 14:09 by Ryuu

» Dance of the Brush (Cherish Radcliff)
Ons 6 dec 2017 - 7:59 by Cherish Radcliff

» Do I know you? - Aleksei
Lør 25 nov 2017 - 19:18 by Aleksei

» How about no?
Man 20 nov 2017 - 1:52 by Roar

» Big changes - Khá
Lør 18 nov 2017 - 16:31 by Charmeine Love

» It is just fun! - Edward
Søn 12 nov 2017 - 22:40 by Edward Charleston

Statistics
Der er i alt 674 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Sigrid

Vores brugere har i alt skrevet 240092 indlæg in 12012 subjects

Cold As Ice - ÅBENT!

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Cold As Ice - ÅBENT!

Indlæg by Gæst on Fre 10 feb 2012 - 19:44

//Dette er et åbent emne, men jeg kræver lige meget hvad, at alle der deltager, skriver over 200-300 ord, så alle får noget ud af det. Desuden beklager jeg meget, hvis jeg er lang tid om at svare.//

Sted - Metroen -Terre
Tid - 2300
Vejr - For koldt til at bevæge sig udenfor. Omkring -7 grader. Snebyger af og til samt hagl.


Lykken var kortvarig, eller det var i hvert fald hvad folk sagde. Men hvad nu hvis lykke ikke fandtes? Var folk virkelig så opsatte på, at finde den lykke, lige meget om den var kortvarig eller aldrig kom? Var folk virkelig så desperate? Det var det eneste spørgsmål hun manglede svar på. Hvordan kunne folk være så egoistiske og så opsatte på at få fat i deres lykke, de kun ville finde oprigtigt en gang i livet? Hvordan kunne de folk, der alligevel havde penge nok, blot lade en skrøbelig pige med en ganske lille chance for at overleve i kulden, ligge og lide i så lidt tøj, på en metrotation helt henne i hjørnet? I mørket, I håb om at ingen ville se hende, for de gjorde det alligevel ikke. Hvordan kunne det være, at folk var så… Egoistiske? De kiggede jo ikke engang på hende, sikkert bange for at få dårlig samvittighed eller måske ikke. Mange var tydeligvis ikke glade for at hun opholdte sig et sted som her, men hvor skulle hun ellers være? Metrostationen var helt klart det varmeste sted i byen, hvis man levede som hun gjorde. På gaden, uden tøj og uden mad. Alene.

Ovre i hjørnet sad en skikkelse, som ingen rigtig ønskede at kigge på. Ikke fordi det var skræmmende og heller ikke fordi det var hæsligt. Folk havde bare andet at se til og der var ikke plads til endnu en hjemløs i Terres gader. Så mange vidste godt at de hjemløse, nok ikke ville klare denne vinter uden hjælp, mad og ordentlig påklædning, men hvor skulle de dog på den hjælp fra? Ikke en eneste sjæl var barmhjertig nok, ikke engang når det var et barn, til at hjælpe de personer der havde brug for det. Var der virkelig ingen der kunne se, at det var de hjemløse der havde det sværest? Var der ingen der havde opfattet og forstået at de hjemløse ikke ligefrem havde udstyret til at bo på gaden? Mange regnede vist bare med at kvinderne blev prostitueret og at mændene de bare… ja, de døde vist bare. Det var sådan nogle folk opfattede de hjemløse.
Rystende af kulde og sammenkrøllet, forsøgte pigen at holde varmen. Håret dækkede stadig hendes forfrosne ansigt. De kinder der for et år siden havde været røde og lune, var nu blege og næsten blå og læberne, der for et år siden havde været så yndige, var nu ikke røde og lækre længere, nærmere blå og lilla. Meget kunne man sige om hende, men der var ikke særlig mange der udtrykte hendes skønhed. Alle så hende som en kloakrotte der blot skulle udryddes. Men Ree kæmpede for sin overlevelse, selv i den bidende kulde der havde givet hende en forkølelse og en halsbetændelse… Hun havde ikke råd til medicin, så hun måtte vel snart indse at tiden var inden for hendes afsked. Livet var for hårdt, men hun ville ikke give op endnu.
Med klaprende tænder og rystende ben, fik den unge pige rejst sig op og samlede sine få ting sammen. En slidt rygsæk, et slidt og hullet tæppe og en dunk med vand i. Mad havde hun intet af og havde snart levet af vand i en dag eller to. Livet var hårdt som hjemløs, men når ingen tog ansvar og var barmhjertige, så var det næsten værre. Hun havde ikke valgt at leve sådan, hvorfor fik hun så ikke chancen for at leve på en anden måde. Ganske simpelt. Penge.

Det første det bedste offer, der lige kom forbi, var en ud af mange mennesker der strømmede ind og ud af de varme metroer. Enten her til Terre for at komme hjem eller feste, hvis ikke de stod på metroen og kørte væk fra det mylder der alligevel var på gaden over stationen. De fleste folk ville dog blive betragtet som vanvittige, for hvem ville dog bevæge sig ud i kulden? Hvem ville dog risikere at blive forkølet eller syg? En tåre trillede ned af den unge piges kind. Hun lod til at være omkring de 13 eller 14 år gammel. Hendes hals gjorde ondt, brændte og gav hende besvær med at trække vejret. Hendes næse var tilstoppet og hun lignede en der havde arbejdet i en kulmine. Og sidst men ikke mindst, bar hun ikke andet end et par slidte bukser med hul på begge knæ, et par nedslidte støvler og en tynd, utrolig tynd bluse. Var der virkelig ingen der ville få medlidenhed med dette stakkels barn? Var hun virkelig så usynlig som hun selv mente at hun var? Hvorfor var alle så opsat på lykke, at de glemte alt omkring dem? Glemte dem der virkelig havde brug for lykke. Nemlig dem der stod uden varme, uden hjem og uden mad? Var folk virkelig så dumme og egoistiske?
Et par stivfrosne fingre greb ud efter en tilfældig persons jakke, gav sig til at klynge sig fast, selvom hendes krop føltes livløs og stiv. Den ville ikke reagere på grund af de kolde lemmer. ”U-undskyld…” Hendes stemme var lys og hvis man lyttede godt efter, kunne man godt høre hendes vejrtrækningsproblemer. ”Kunne De ikke hjælpe mig? Det gør så forfærdelig ondt.” De blå øjne var rettet ned mod hendes fødder, da hun allerede vidste svaret. Hun ville blive rystet væk eller skubbet væk af denne person. Alle var så optaget af alt muligt andet, at de ikke så denne unge pige der snart ville fryse ihjel. Var der da virkelig ingen barmhjertige sjæle i Terre?

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Cold As Ice - ÅBENT!

Indlæg by Gæst on Lør 11 feb 2012 - 15:28

Hun havde ikke andet end sat sig ind i taxien, før hun stod ud igen. Dunsten af cigeratter, øl, tyggegummi og gammelt læder var en stor pærevælling, hun havde fået mere end rigeligt af. Røjserne var ikke engang færdige med at dryppe. Hendes øre var nu ikke kolde, men næsen løb langt. Så det var det. Chaufføren fik et par skejser, og hun fik bevægelseshæmmede tåspidser. Og hovedpine. Haglene var hårdere end de plejede på grund af minusgrader, men hun var sikker på, at hendes nyfundne grønne strikhue gjorde sit, med at holde tankerne varme og minderne lune. Og ørerne. Og så syntes hun, hendes krøller tittede ud under strikhue på den helt rigtige måde i aften, også selvom vejret hærgede og huede, når nogen tabte en hat eller et halstørklæde. Hun samlede nogle af disse tabte ting op og håbede, ejerne ville komme efter dem. Men nogle gange gjorde de ikke. Som for eksempel hendes grønne hue, der ikke var hendes, men som hun bar, fordi ingen endnu havde udråbt ret på den. Og den klædte hende velsagtens med sit friske pift i hverdagen og hendes charme.
Når Jean gik, så tog hun sig tid. Hun hastede ikke af sted som mange andre, men nød omgivelserne og hvad de kunne byde hende. I aften lagde hun sig ud med Moder Natur. Jean vidste bare, hun ikke ville indfanges eller begrænses af nogen. Hendes hormoner teede sig stadigvæk som en rutsjebane. Mon det nogensinde ville forsvinde? Et sted dybt i hende håbede hun på, det blev, for efterhånden var de blevet en del af den frie sjæl, hun besad. Og indtil videre også den frie krop.

Hendes skridt var yndefulde, men gummistøvlerne bragte en vis asen til gangen ned af trinnene til de underjordiske gange med én destination: centrum. Intuitivt greb hun om gelænderet med en nøgen hånd, der både var frostbidt og skrammet over knoerne. Jean smilede. Et smil som hver søn, far og bedstefar fra Paris til Haag havde fortalt vennerne om. Det lyste endnu ikke i hendes øjne med den barnlige gnist, man så hos syv-årige drenge. Og det kom det heller aldrig til. Hun tænkte på, hvordan det bragte hende hen til de minder om dagene på vingården, hvor hun hver dag sneg sig gennem hegnene og huggede søde druer fra rankerne. Den autentiske erindring fik hende til at slikke som munden, som kunne hun stadig smage druernes søde smag, der blev gjort til bitter vin gennem årene.
Et stilfærdigt, lykkeligt, og velsignet kort grin bølgede over Jeans smil. Kulden var snart væk, vidste hun, for hun boede lige op ad Metroens modsatte side, og hun gik ofte denne vej om vinteren, når hun skulle hjem. Der var noget hyggeligt over Metroen i hendes øjne.
Og så skete er noget, som var ganske nyt for den relativt unge madame. En ting, der aldrig før var sket i Metro-undergrunden, tog sted. En utrolig ung pige hagede sig til Jeans jakke som en malle, og Jean tog sig i, at ville se på hendes klods. Hun forsøgte, ikke at vende sine efterårsgyldne øjne mod pigebarnet men for sent. Jean var forbløffet. Pigen var yngre, end Jean først havde troet, og meget yngre, end hvad Jean kunne holde sig fra. Jean gloede. Så lagde hun mærke til, at pigen snakkede. ”…det gør så forfærdelig ondt.”
”Så så, min pige.” Jean knælede ved siden af pigen og opgav, at kæmpe imod sin intuition. Hvad nyttede det, at sige nej til de store, blå, blanke øjne og så ligge søvnløs resten af natten, når hun vidste, at hun ville komme herned morgenen efter for at hjælpe pigen, som nok var draget videre til et andet sted, et bedre sted? Jean lagde hånden på pigens skulder, men var meget nøje med at afpasse sin slagkraft, da hun aede pigens arm. Hun anede ikke hvorfor, men det var nok for at gnide noget liv i den stive skabning, hun nu så på.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Cold As Ice - ÅBENT!

Indlæg by Gæst on Lør 11 feb 2012 - 22:31

//Besvarer muligvis imorgen. I er stadig velkomne til at joine...//

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Cold As Ice - ÅBENT!

Indlæg by Gæst on Man 13 feb 2012 - 11:20

En lille gnist af varme, opsøgte straks hendes spinkle og lille krop, da et par efterårsgyldne øjne hvilede på hende. Tårerne væltede selv ud af de blå, blanke og frosne øjne. Kinderne blev hurtige våde, men tårerne frøs og hendes kinder blev atter tørre og fik den blålige, blege farve tilbage. Inde bag de lilla læber, klaprede tænderne og hjertet i hendes bryst, kæmpede umådelige meget for at holde den lille krop i gang. Kæmpede for at pumpe blodet rundt i den forfrosne krop, der snart ville døse hen og løbe i armene på døden, der blot stod og ventede på hende.
Selv ventede hun også på et sted at hvile. Den evige hvile, ville snart trække hende til sig. Give hende det hun havde savnet så længe. Give hende hvile og varme.
Kvinden knælede ned ved hendes side, lagde en varm hånd mod hendes arm og gned en smule varme i den… mildt og varsomt. Øjeblikkeligt væltede tårerne ned af hendes kinder igen, da berøringen og den lille smule varme der kom, næsten gjorde ondt. Det var som en flamme. En flamme der brændte hendes hud, nåede helt ind til hendes knogle. Men varmen var kortvarig og smerterne forsvandt i takt med varmen. Kort efter den var forsvundet, kom den dog tilbage på en ny og meget bedre måde.
Tårerne hørte op og kinderne blev næsten frysetørret. En sølle lille hosten kom fra hendes strube, tænderne blev bidt sammen i smerte. Halsen brændte nu. Mere end hendes skulder havde gjort for et øjeblik siden. ”Du må hjælpe mig. Det gør så ondt…”

Ingen andre mennesker lod til at bemærke den lille hændelse der var sket. Ingen bemærkede kvinden med den grønne hue eller den lille pige med det slidte tøj. Alle havde så travlt med alt muligt andet, at det ikke havde tid til at se sig om. Se den kritiske situation, nogle mennesker faktisk stod i.
Alle havde for travlt med deres eget liv, at de ikke bemærkede de lidende mennesker i kulden. Og hvem skulle dog tage sig af dem? Hvem ville dog tage sig af mennesker, der alligevel ville dø meget snart? Hvem ville risikere at få medfølelse og dårlig samvittighed, hvis de lod et blik hvile på staklerne? Det var der ingen der ville, hvilket gjorde Ree frygtelig ondt.
Den lille pige faldt nærmest sammen. Trådte et par skridt væk fra denne kvinde, hun ikke kendte navnet på, mens hele hendes krop rystede. Forvirret og med blanke øjne, kiggede hun på damen, der enten havde rejst sig op, eller stadig sad knæet ned der hvor pigen for lidt siden havde stået. Sorgen var tydelig på hende og det samme med hendes knogler. Arme, ben og ansigt var smalt og så udhungret. Heldigvis var det ikke så tydeligt gennem hendes meget tynde beklædning, det var hendes tilstand dog. En hver kunne se, at denne unge pige, der ikke var meget ændre end tolv eller tretten år, ikke havde den længste levetid tilbage.
Ude fra mængden, kunne man høre snak og livlige samtaler. Der var dog en sætning der vækkede Rees opmærksomhed. En eller anden person, der tydeligvis gik alene og lige var gået forbi dem, kom med en sætning der gav hende en varm følelse inden i. Der var altså alligevel nogle der lagde mærke til hende?

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Cold As Ice - ÅBENT!

Indlæg by Gæst on Tors 16 feb 2012 - 7:41

*Host* .___.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Cold As Ice - ÅBENT!

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum