Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Latest topics
Statistics
Der er i alt 674 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Sigrid

Vores brugere har i alt skrevet 240094 indlæg in 12012 subjects

Rykker du en balde? - Åbent emne!

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Gæst on Søn 18 dec 2011 - 22:23

T: 12:30
V: Solskin - vinter
S: Metroen
O: Terres travle indbyggere, en enkelt hjemløs, en konduktør og nogle duer.


En flok stressede duer vimsede rundt om en halv spist sandwhich, der var blevet efterladt på betongulvet ved siden af skraldespanden. Elijah undrede sig over, hvad der havde forhindret den tidligere ejer i at ramme ordentligt i. Hvem end denne person var, så blev han en smule irriteret over vedkommendes skødesløshed, men så igen, duerne blev jo mætte af det, så et eller andet sted kunne det jo undskyldes med, at det var naturens gang. Naturens gang, tænkte han. Så smuk en beskrivelse, også selvom det er en løgn. Der er jo næsten ikke noget som helst natur tilbage på jorden, det hele er efterhånden præget af mennesket, så burde det ikke formuleres som: menneskenes gang?

Elijah stillede sig ud på kanten af perronen og spejdede ind i den mørke grotte, hvorfra en varm vind tog form, og det skilte pandehår, der endnu ikke var langt nok til at blive en del af de to rottehaler, blev blæst i uorden. Først da to blinkende lygter kom til syne som et dådyrs opspilede øjne i vejkanten en mørk sommernat, trådte han tilbage og nød følelsen af at hele undergrunden rumlede i glæde over togets ankomst. Det var selvfølgelig kun alt sammen noget, han bildte sig ind, for menneskene omkring ham hverken jublede eller hujede muntert.

Dørerne klappede op, et par stykker trådte ud, og endnu flere trådte ind. Elijah havde aldrig været skub-og-mas-typen, så han lod sig affinde med, at blive puffet en smule bagud. Det, der betød noget, var jo at komme med, så kom sidepladserne i sidste række. Hvis nu alle skubbede, så ville man da heller aldrig komme nogen steder? I hvert fald skubbede Elijah sine tanker væk, og sneg sig nøjsomt ind i metroen, hvor en nervøs fugtighed allerede kriblede ham i nakken.


Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Gæst on Søn 18 dec 2011 - 23:28

Caspian blev mast ind i metroen. Der var overraskende mange mennesker til trods for tidspunktet. Det var midt på dagen og alligevel var der skræmmende mange mennesker der skulle med den lille metro.
Måske var det også en kombination at det korte tog og et stigende antal ældre mennesker som skulle ud for at klare deres daglige gøremål?
Han var egentlig ligeglad, så længe han kom med. Han ville bare hjem nu. De sidste par dage havde været turbulente for ham og han var endelig kommet nogenlunde igang igen, men det var ikke ensbetydende med at han var i humør til at stå spærret inde med en mur af mennesker omkring sig.

Han blev presset ind mellem en ældre dame og så et fremmed væsen. Det lugtede ikke af menneske men af noget andet og noget overnaturligt.
Et stød fra den gamle dame fik Caspian til at tumle ind i væsnet og han måtte gribe fat i en af de stænger der var i det ældre transportmiddel, som man kunne holde fat i, hvorefter han greb ud og fik fat i væsnets trøje, så han ikke skulle falde.
"Undskyld, det var ikke med vilje.." beklagede han og gav hurtigt slip på den fremmedes trøje.

Han hadede måden hvorpå folk teede sig i den tætpakkede undskyldning for miljøvenlig transport. De masede sig frem og var ikke blege for at give folk en albue i siden eller smadre en taske ind i skulderen på dem.
Det irriterede ham nogle gange grænseløst og han sukkede svagt, da han mærkede den samme gamle dame puffe til sin ryg. Hun virkede en anelse for aktiv hvis man tog hendes alder i betragtning. Men han sagde intet.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Gæst on Man 19 dec 2011 - 0:00

Elijah følte sig ufattelig klodset, som han stod der og forsøgte at gøre sine skuldre så smalle og ubetydelige, som det var ham muligt. Når han blinkede, kunne han mærke, at hans øjenlåg var blevet ubehagelige og tunge af sved, og han følte sig på alle tænkelig måder dårligt tilpas. Rent faktisk følte han sig fristet til at stå af næste gang metroen satte bremserne i, men kampen om at komme ud igen fra den tætte folkemængde, var næsten ikke friheden værd. Hvis jeg dog bare kunne synke ned i mine sko, sukkede hans hjerne, og han forestillede sig sit liv som en film, hvor hans stemme fungerede som kommentater på alle hændelserne. Synke helt ned i sålen...

"Det er helt ganske helt... jeg... i orden!" spruttede Elijah forfumsket og mærkede blodet bruse op igennem sin krop. Med hjertet bankende hurtigere end han kunne tælle til i brystet, så han ordentligt på vedkommende, der havde hægtet sig fast i hans striktrøje. Det var først her, at han virkelig overvejede, om det var i orden eller ej. Havde det været en ulækker type med beskidte hænder, havde det bestemt ikke været okay, men havde han sagt "I orden!" alligevel. Men nu var ejeren af denne hånd jo ikke ligefrem ulækker eller beskidt, han havde nogle store øreflipper, men skidt pyt. Ikke desto mindre nåede Elijah rent faktisk at tænke tanken, at det havde været bedre, hvis han havde grebet ordentligt fat om hans arm, og ikke kun i det bløde tekstil.

Toget gav et ryk og fik menneskene til at bevæge sig som bølger på et uroligt hav. Elijah stod stivnet som en søjle i et forsøg på at virke så normal som overhovedet muligt. Han kunne godt lide at glide ind med mængden, ingen tvivl om det. Ofte tolkede folk det som, at han var sky overfor opmærksomhed, men det var jo slet ikke sådan, det hang sammen i hans hoved. Han var bange for dårlig opmærksomhed. Dårlig omtale. Så ville han faktisk hellere have ingen overhovedet. I smug betragtede han gutten, der havde taget fat ham (eller som havde taget fat i trøjen i hvert fald), og han følte sig lidt ambivalent om han ville have hans opmærksomhed eller ej. Fyren behøvede jo selvfølgelig ikke tale til ham. Men lidt øjenkontakt ville nu ikke skade, konkluderede hans hjerne og langsomt gik det op for ham, at fyrens øjne stirrede alle andre steder hen end på Elijahs egne.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Gæst on Man 19 dec 2011 - 9:49

Caspian mærkede hvordan de mange lugte rev ham i næsen. Men det var ikke alle lugte som var lige charmerende.
En kvalmende duft af én som havde taget al for meget parfume på blandede sig med et eller andet ildelugtende. Hvem det var, kunne han ikke sætte en finger på.
De mange lugte gjorde ham ør i hovedet og hans greb om metalstangen strammedes.

Det var altid så akavet at stå så tæt op af andre mennesker, der var så mange uskrevne regler og alt for mange som ikke overholdt dem.
Et lavt irriteret suk gled over hans læber, inden han måtte sende et anstrengende smil til en dame med to børn som var på vej ud. De små børn var monstre i denne sammenhæng, hvor de gladeligt gik ind i alt og alle, så man måtte stå på tær og krumme sig så meget sammen som det kunne være muligt, for ikke at træde på de små børns fødder.

Dog stjal det fremmede væsen hans opmærksomhed, da han snakkede til ham. Han virkede lidt fortumlet, det andet væsen. Det var først nu at Caspian egentlig tog sig sammen til at forsøge at specificere hvad han var.
Manden, for han lugtede da som en mand, lugtede samtidig af dyr. Så hans gæt ville være at han var en form for animagus eller varulv, men han turde ikke gætte. Især ikke her hvor der var så mange mennesker.

"Er du okay?" spurgte han en anelse bekymret og lagde hovedet let på skrå.
Han lod de hvide øjne hvile på hvad der kunne være hans nye ven. Et svagt smil gled over hans læber, men han vidste ikke hvordan han så ud.
Dog duftede den anden person godt, hvilket altid var et godt tegn.

Toget rykkede igen og af ren refleks greb han ud efter den fremmedes arm, for at sikre sig han ikke faldt. Det var ikke en handling han havde tænkt over, men det var det første der skød gennem hans hoved da han fornemmede rykket.
Han må ikke falde. Sådan havde hans tanke været.
En ny tanke slog ham; kunne han være en skytsengel? Kunne han være ment til at beskytte én? Og kunne denne person mon være den fremmede foran ham? Det virkede uvirkeligt..

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Gæst on Man 19 dec 2011 - 10:18

En figur i en lang sort kappe med en hvid edderkop broderet ind på ryggen sad helt forrest i metroen, sammen med en gruppe andre der havde stort set det samme tøj på, det var dog tydeligt at det var denne der bestemte over de andrem da de havde en underdagning kropsholdning og hhver eneste gang metroen drejede så folk bevægede sig som et hav, var der en af dem der var klar til at gribe personen i kappen. Lugten der kom fra denne var sød og næsten sygelig, perfumen var bestemt en vild leden ting ved denne ellers meget skræmmende karakterm hvis aura var nok til at få dem der sad bagved til at frygte for deres ve og vel med god grund.

Tormica sad med et lille ur i hånden, tiden var næsten inde til at hun ville lade planen begynde, de sortelvere der var i toget var blevet udset og de ville blive elimineret inden nogen helt fattede hvad der skete... Ingen skulle stå i vejen for hende og D'tarion klanen ville falde. Roligt lod Tormica hætte falde ned og afslørede hendes korte og helt hvide hår, hendes røde øjne spejlede sig i ruden foran hende, så alle kunne se at hun kiggede rundt på dem, hendes blik var forbundet med overlegendehed, hun vidste hun var bedere end alle disse low-life... De var knapt nok rigtige væsner i hendes verden.

Men to sprang i øjnene på hende, de var ikke bare som de andre, den ene var tydeligt engel og den anden var hun ikke sikker på, men disse to kunne blive til et problem.

Tormica talte sekunderne til den næste station, hvis de ikke valgte at stige af, ville de blive vidner til det første led i den store renselse.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Gæst on Man 19 dec 2011 - 11:41

Tormica skrev: Men to sprang i øjnene på hende, de var ikke bare som de andre, den ene var tydeligt engel og den anden var hun ikke sikker på, men disse to kunne blive til et problem. Efter hun nikkede kort, rejste to af de andre der havde den hvide edderkop på ryggen og gik ned igennem toget, til de stod foran englen og den anden person, "Vores frue opfordre jer kraftigt til at stå af på næste station", de to sortelveres stemmer var enstemmige og deres forholdsvis store kroppe og muskuløse udseende gjorde at de ikke virkede til at være nogen man spøgte med. Uden at sige mere, gik de tilbage til deres sæder.

Tormica talte sekunderne til den næste station, hvis de ikke valgte at stige af, ville de blive vidner til det første led i den store renselse.


//OOG. Høhøhø. //

Elijah sænkede hagen og forsøgte at fange trøjens krave, så han kunne skjule lidt af sit ansigt. Det var en af de striktrøjer, som han normalt ikke ville gå iklædt i offentligheden. Det var en af de striktrøjer, som han pakkede sig ind i derhjemme, når han fik ondt af sig selv, og ikke behøvede andet end trøjen og en sørgelig mængde varm kakao og Baileys.

Han fæstnede sine grønblå øjne på en skaldet man, der stod foran ham med ryggen vendt til. Elijah havde altid ladet sig fascineret af de tykke deller, som skaldede mennesker ofte havde i nakken; pulserende og glinsende af sved som var det noget levende, der groede ud af dem. Det føltes som et knytnæveslag i maven, da fyren igen talte, og hans blik fór væk fra den skaldede mand, hvis ryg han af og til følte sig fristet til at hvile panden imod.
"... ah...jah..." kvækkede han og sank en klump på en og samme tid. Synke helt ned i sålen, gentog hans hjerne, og ordene gav genlyd, som havde han råbt det ud i en kirke, hvor han var den eneste tilstedeværende. Fyrens pludselige berøring ætsede igennem striktrøjen og brændte mod huden. I et kort sekund var det som om, at hans fingre borede sig helt ned og trykkede mod selve knoglen, selvom han godt var klar over, at sådan noget kun foregik inde i hans fantasi.

På nippet til at skrige højt forsøgte Elijah ikke at få øjenkontakt med fyren, det ville simpelthen være for meget. Nu ville han bare ud, og han ville droppe jobsamtalen og tage hjem i seng. Åh, gid jeg dog bare kunne komme ud... Men en maskulin stemme slog hans tanker omkuld. Blev han direkte bedt om at forsvinde ud af vognen? Hans øjne flakkede i retning af stemmen og synet af de to lidt for store mænd i den modsatte ende fik en kuldegysning til at løbe igennem hans krop. Han skulle endelig ikke være til besvær. Han måtte ud. Det virkede som det eneste rigtige, og ligesom en kvinde med sit barn på hoften, masede Elijah sig hen til dørene, og ventede på at toget holdt helt stille.
På den anden side af glasset blev perronen synlig, en flok mennesker stod og kiggede spændt ind, men af en eller anden grund blev de ved med at bevæge sig. Toget standsede ikke. Det trillede bare langsomt videre. Panisk hamrede Elijah på døråbneren, men intet lod til at reagere på hans tavse kald om hjælp. Barnet fornemmede uroen i togvognen og brød ud i gråd.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Gæst on Man 19 dec 2011 - 17:40

Caspian så passivt til mens at den fremmede virkede til at gemme sig. Han undrede sig over dette væsen, så underlig og dog så interessant.
Det virkede underligt. Men efterhånden var alt underligt, det var de færreste ting som gav mening nu til dags. Et svagt suk gled over hans læber og han lukkede kort øjnene.

Men to fyrer fik ham til at se op igen, til trods for at han ikke kunne se. De bad dem om at forlade toget?
Et eller andet i Caspian hviskede, at det var en god idé at gøre hvad de sagde. Men han gjorde dog intet for at komme af. Han kunne ikke få sig selv til at stige af toget.
De to personer havde trigget hans nysgerrighed og han følte hjertet slå en anelse hurtigere.

Dog lod det ikke til at hans nye ven ville blive i toget. Caspian fornemmede hvordan den anden banede sig vej gennem mængden og nu lod til at stå foran dørene. Men toget satte kun farten ned i det den passerede stationen. De kunne ikke komme af, de var dømt til at blive.
Det valg de havde fået var ikke længere et valg.
Han hørte hvordan der blev slået på skilledøren, men lige lidt hjalp det.

Normalt ville han være gået i panik, han ville forsøge at komme ud og modarbejde den kvælende angst for det indelukkede rum. Men der skete ingenting. Absolut ingenting.
Et barns gråd skar igennem den trykkende stemning og han pressede sig op af den ene væg i metroen. Toget satte farten op og en monoton stemme afslørede at der ville være 2 minutter til de nåede den næste station.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Gæst on Man 19 dec 2011 - 18:13

En irriteret rynke fandt vej til Tormicas ellers stramme ansigt, de to mænd hun havde forsøgt at få til at forlade toget var der endnu, den ene var tydeligt blind og den anden havde ikke formået at komme ud, at metroen ikke var stoppe kunne være ligemeget, han kunne have smadret ruden og hoppet for hendes skyld, han var alligevel ikke andet end en mand og en meget, meget spinkel en af slagsen. Hun fnøs irriteret, de kunne bare have gjort som hun havde sagt, nu måtte de blive vidne til det hun ville gøre og ingen af dem ville få chancen for at stå i vejen for hende.
Vreden var at spore i hendes smukke ansigt, men skønheden var ikke at forveksle med at hun var sød, hun var som en edderkop, en sort enke, smuk og yndefuld at se på, men dødbringende at trodse eller trænge op i en krog, snart ville de andre sortelvere enten elske eller frygte hende... Som en poet engang sagde, "det er bedere at være frygtet end elsket, skulle man stå overfor valget af de to".

Tormica kiggede på hendes lille ur igen, viseren ramte præcis kl. 12:40. Tiden var inde, de var præcis lige langt fra de to stationer så det var tid at sætte det hele igang med et brag om man ville.
Med et skrig, satte metroen bremserne i og en tung lyd af jern der lukkede fortalte at dørene ind til toget var blevet spærrede så man hverken kunne komme ind eller ud. Et lille smil faldt over Tormicas læber, mens hun rejste sig og trak hætten ned så alle kunne se hendes ansigt, hun lignede en kvinde på omkring 25, men hendes reelle alder var meget højere. Barnet som skreg fik et hårdt blik og skræmt fra vid og sans stoppede det, med lange skridt gik hun op ad gangen, mens hendes mænd fulgte hende som hunde.
Med en klar og lys stemme der igen forrådte hendes sande natur sagde hun, så alle kunne hører det og det var tydeligt at det var rettet mod alle de andre sortelvere i toget, "Længe har D'tarion klanen være den øverste og mest magtfulde, længe er vi andre blevet undertrygt og holdt nede af dem som mener de har fundet en bedere vej. Sandheden er dog at svaghed og ydmygelse er det eneste der har fundet vej til D'tarion, de har en mand, en MAND! Som leder. Dette er en hån mod vores gud og vores kultur, så derfor er vi nød til at rense ud og bekæmpe D'tarion som de rotter de er!".
Tormica rettede sin hånd mod en sortelverkvinde, som havde et tydeligt D'tarion klanmærke på brystet, dernæst lød der en lille lyd af metal der skar igennem kød, mens en klinge foldede sig lynhurtigt ud fra hendes håndled og gennemborede kvindens hjerte, så hun bare faldt om på gulvet.

Tormica kiggede derefter undt på alle, "hvis i er D'tarion, sig det da... eller jeg vil slå hver og en af jer ihjel!"

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Gæst on Man 19 dec 2011 - 20:23

Med håndfladerne mast mod glasset i toget døre, pressede Elijah sin næsetip mod sit spejlbillede og lukkede øjnene. Det var pludselig helt mørkt ude på den anden side, i det de befandt sig i tunnelen mellem to perroner.
"Syge kælling..." hviskede han lavmælt til kvinden i højtalerne, der trods komplikationerne stadig fablede om, at de ville nå til næste station om to minutter. Disse to minutter ville føles som år, det stod meget klart for ham. Han skulle vente to år, før han kunne komme ud af denne ulidelige trængsel, og et ur et sted i hans baghoved gav sig til at tælle hvert øjeblik, der passerede. Han nåede ikke at tælle til mere end fem, før endnu et ryk fik passagererne til at gynge ustabilt. Gulvet knirkede og skreg under hans fødder, der var beklædt med grå ruskindsstøvler, der nåede et stykke over anklen. Den lille hæl gav ham et svaj i ryggen som en kvinde, og fik ham til at føle sig smidig og elegant; togets bremser fik dog denne graciøsitet til at blegne.

En ny kvindestemme nåede Elijahs øregang, men menneskene foran ham gjorde det umuligt at se, hvem den tilhørte. Måske var det også bedst, for måske kunne han på denne måde bare synke ned i knæ og glide ud gennem en tilfældig sprække i døren og forsvinde fuldstændigt? I et forsøg på bedre udsyn kastede Elijah blikket over skulderen på den skaldede mand, og fæstnede sine øjne i den anden ende, hvor en kvinde med kortklippet frisure stod og prædikede. Det var lidt som at befinde sig midt i en drøm, der ingen mening gav. Hvad i al verden fablede hun dog om? D'tarion... D'ta... D'tadi... Hans hjerne havde glemt, hvordan ordet udtales, men det virkede heller ikke som noget, der var vigtigt at huske. Alligevel hang han ved spørgsmålet: Hvad var det? Og hvorfor var det lige, at han var midt i alt dette? Hvorfor var kvinden med barnet midt i alt dette? Den skaldede mand? Den gamle dame, der ikke længere stod og prikkede ham fyren med det skøre blik i ryggen, men snarere lugtede som om, at hun havde tisset i underkjolen? Hvorfor var de her? Var det Guds straf? Han skulle lige til at spørge sig selv, hvorfor kvinden med det blødende hjerte også var her, da det gik op for ham, at det jo var en skidt ting, at hun blødte fra brystet og lå på gulvet. Livløs. Noget i ham fortalte ham, at han skulle græde. Han måtte græde. Det var en slags nødvendighed for selve overlevelsen. Hans øjne blev derfor slørede med salt væske, som spærrede hjernens udsyn til hele optrinnet. Kvindens tale var som en motorsav, der blev sat i tomgang et sted i det fjerne, han kunne kun høre lyd, men ingen ord fik taget form i larmen.

Hans bevægelser foregik i slowmotion, da han hævede sin hånd med de lakerede negle og lagde den over sin mund. Han havde lyst til at skrige, græde og kaste op på én og samme tid, men dette trafikale sammenstød gjorde at intet skete. I stedet stod han bare naglet til stedet, hvorefter han langsomt gled ned i knæ.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Gæst on Man 19 dec 2011 - 20:46

Caspian hørte en ny stemme, det var hende hvis .. undersotter, måtte det vel være, havde bedt dem forlade toget. Det ville give mening, eftersom der nu vare fare på færde. Stemningen ændrede sig brat fra at være nogenlunde trykkende til at være panisk.
De hvide øjne lukkedes i og han lyttede efter. Han ville lokalisere den fremmede fra før. Noget sagde ham at han skulle passe på ham, skulle beskytte ham mod alt ondt.
Tilfældige råb og skrig forstyrrede ham dog. Men han sorterede det fra, men i stedet for at finde sin fremmede ven, var det kvinden han nu hørte.
Var hun rablende sindssyg?
En irriteret trækning gled over hans ansigt, men den blegnede dog da lugten af blod spredte sig i det offentlige transport middel. Hun havde slået den første ihjel.

"What the FUCK is your problem?!" udbrød han og folk bredte sig ud til siden, så der var en lige linje fri mellem Caspian og den besynderlige elver.
"Så fordi din leder er en mand, skal uskyldige mennesker dø? Så du slår ihjel for at slå ihjel? Hvilket oprør!" bifaldte han sarkastisk og fik banet sig vej til den fremmede fra før. Manden var faldet på knæ og det virkede til at han.. Græd? Kunne det passe?

Passagerene rykkede sig for ham, da var i et øjeblik sat på pause. Deres frygt var sat på pause. Hans svar til kvinden var kommet bag på alle, de havde ikke forventet det og det lammede deres frygt.

"Du skal ikke være bange..." mumlede Caspian og strøg den fremmede animagus over ryggen, mens at hans hele tiden holdt sine sanser fokuseret omkring kvinden. Hun ville helt sikkert komme med et eller andet udspil. Men hendes før så gennemtænkte plan kunne sagtens pilles i stykker.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Gæst on Man 19 dec 2011 - 21:33

mandlige sortelvere havde rejst sig, de var tvunget af kultur og tusindevis af års indoktrinering til at adlyde Tormica, en kvinde og så enda en kvinde med rangen af moder, som den broderede edderkop tydeligt viste, en efter en blev de trukket af hendes mænd ned i den anden ende af toget, hvor der lød et lille hug efterfulgt af et tomt bump fra en død krop, eller bare et skud og samme tomme bump. Noget andet var kvinderne, de var ikke bundet til at adlyde hende i samme grad som mændene, men alligevel var der enkelte der rejste sig for at følge deres slaver i en ærefuld død.
Andre valgte dog på det skammeligste at forsøge at blive forbigået ved at sidde ned, de havde ingen ære, ingen vilje... De var svage og måtte luges ud.

I det korte øjeblik hele seancen nu havde forløbet skete der ikke noget, to mænd var døde og en kvinde ville være den næste, men da skete der endelig noget. Tormica løftede det ene øjenbryn og så totalt uimponeret ud over drengens udbrud, hvem troede han at han var? At tale sådan til en kvinde blev i hendes klan straffet med noget meget værre end døden, men siden han ikke var sortelver forbarmede hun sig over ham... Han skulle dog lærer en lektie han aldrig ville glemme.

Tormica kiggede ned, kvinden der havde sat sig til at hulke, var vidst ikke helt en kvinde alligevel. Idet Tormica trådte frem for at gå ned mod dem, samlede folk sig foran hende som en mur, hun fik et lille smil på læben og kiggede kort ned "Jeres liv er mig totalt ligegyldige... de fleste af jer er mænd og ikke engang af min race, en tilværelse som slaver ville være for god til mange af jer... så fjerne jer... nu!". Hendes stemme var engleblid og ikke mindst skræmmende på den mest vanvittige måde tænkelig.
Folk flyttede sig ikke og manden der stod ligeforan hende valgte at sende et hånligt smil efterfulgt af en kommentar der ville ændre hele resten af det der ellers skulle have været et kort ophold, for at sende en besked til Zane og D'tarion klanen. Mandens bryske stemme lød svagt i Tormicas øre, "Som kom da pigebarn, jeg gør ikke bare som dine sortelvervenner og går lader migselv til din kommando". Tormica lænede sig ind mod ham og hviskede, mens to knive langsomt sank ind i brystkassen på ham og kom ud så alle kunne se dem på ryggen, "Så må i alle dø".

Efter den store skaldede mand var faldet om på jorden og nu gispede efter vejret, trak alle de andre rejsende ud til siden, så Tormica havde fri bane til de to drenge der sad på gulvet, med en stemmer der ikke ansporede til diskussion sagde hun, " Hvad er jeres navne... og tal aldrig sådan til en der er så meget mere værd end dig selv slave", Tormica sparkede hårdt ud efter Caspians ædle dele så hun kunne være sikker på at få den fornødne ro. bag hende var det ved at være de sidste der blev slået ihjel som frivilligt havde rejst sig, derefter ville hendes mænd gennemsøge toget og dræbe resten, men disse to var blevet hendes ansvar nu, efter at den ene havde valgt at være ulydig overfor hende.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Gæst on Man 19 dec 2011 - 21:54

Caspian lyttede til det forfærdelige optrin der udfoldede sig bag ham. Måske var det dumt at stå med ryggen til den sindssyge kvinde, men det gjorde han nu altså.
Han fortsatte også med at stryge den kære animagus over ryggen og en trang til at kende hans navn strøg igennem ham.
"I tilfælde at at du kunne bruge det til noget; så hedder jeg Caspian" mumlede han og smilede svagt til det arme væsen. Det kunne være svært at se det mindste positive i denne situation, men det måtte han forsøge at gøre alligevel.
Forsigtigt strøg han animagusen over håret og lod en finger stryge ham hen af kæben, inden han gav slip på det kære væsen og rettede sig mod det bindegale kvindemenneske.

Da hun stillede sig foran dem og fremlagde en lille, forældet tale om sin status som kvindelig sortelver. Årh, det var da til at brække sig over. Han måtte kæmpe for at holde en hånlig latter tilbage.
"Så skrid dog hen og leg din forældede leg et andet sted! Vi lever i fremtiden, vi lever i det 21. århundrede! Vi gider ikke spille efter dine latterlige regler!" udbrød han med en hånlig undertone.
Da hun sparkede ud efter ham undveg han adræt og rettede de hvide øjne mod det skøre væsen. Hun ville sikkert have undervurderet ham. I kamp var han langt mere effektiv end man skulle tro.
"Du burde lade dig indlægge, maniac!" snerrede han og stillede sig ind foran animagusen, så denne var beskyttet. Englen ville ihvertfald kunne nå at beskytte ham til at han selv fik taget sig sammen og kom væk.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Gæst on Man 19 dec 2011 - 22:35

Hans hjerne nægtede at godkende noget af det, der skete. Den lukkede alle tilstedeværende ude. Selv det lille barn blev skubbet til side og fyren, der havde brudt ud i nogle ord, som Elijah ikke havde opfanget. End ikke da han var vaklet hen mellem ligene og lagde en trøstende hånd om ham registrerede hans hjerne det. Man kan ikke græde i mere end 10 minutter, forklarede han sig selv. Hvis man græder over det, er det selvforskyldt. Han trak sine knæ tættere op om hagen, lagde sine arme om dem og lukkede sine blå øjne i. Selvom han ikke havde set det, så fornemmede han stadig, at den skaldede mand med dellerne i nakken ikke længere trak vejret.

Da Elijah åbnede sine øjne, befandt han sig under en blå himmel, hvor nogle plyssede skyer af og til blevet drevet forbi af en lun brise. Han vidste, at han var omringet af træer, for det yderste af deres kroner kunne ses i kanterne af hans synsfelt, og det var ganske vist helt i orden alt sammen. Desuden havde han jo været der før, så selvfølgelig vidste han, hvordan det hele så ud. Han kendte stedet bedre end de fleste, for han kendte det ligesom fuglene. De kvidrede små hemmelige melodier, som kun han kunne synge med på, og han vidste, at de bød foråret velkommen.

"Elijah..." hørte han sig selv hviske, men han tvivlede på, at kvinden med de store bryster havde hørt det. Denne Caspian havde måske opfanget det, men det var heller ikke sikkert, for pludselig fór han op og gav sig til at tale. Elijah lagde sin pudredet kind mod sit knæ og vendte derved ansigtet væk fra hele situationen, så han i stedet kunne stirre ind i døren i et håb om, at den snart ville gå op. Så snart han fik muligheden for at flygte, så ville han gøre det. Bare den mindste chance. Den mindste sprække og han ville forvandle sig og gøre forsøget på at komme ud.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Gæst on Man 19 dec 2011 - 23:25

Der kom et lille hyl fra den sidste elverkvinde, som hendes hoved blev skilt fra kroppen nede mellem alle passagerende, det barn som sad i en barnevogn ved siden af hende hylede som besat, men denne var uren, faderen var tydeligvis ikke sortelver, så denne kunne ikke opfattes som andet end et misforster, der ville have været blevet dræbt ved fødsel, havde det stået til Tormica. Grunden til hendes tanker var forsvundet fra det oprindelige med at sparke den blinde i klodserne, var fordi denne havde valgt at tale til hende og som enhver anden kvinde i hendes klan havde hun udviklet en meget brugbar evne til bare at fokusere på noget andet mens det stod på og lade det flade som baggrundsstøj, så hun ikke kunne blive for fornærmet, det var trods alt et offentligt rum og hun ønskede ikke at tilsmudse sit navn ved at blive åbenlyst vred på noget så lavt som en blind engel.
Med hoved let på skrå kiggede hun ned på den meget feminine dreng der sad ved siden af hende, efter at den blinde havde valgt at flytte sig og snakke til hende som om hun ville tage sig tid til at hører efter. Drengen var et underligt syn, det var som om han forsøgte at være en kvinde, han havde enda pudret sit ansigt.
Selvom Tormica ikke var meget for at sige det, var drengen nok den der havde den største mængde af hendes respekt i toget... ikke at den var på noget højt sted, men til forskel fra alle andre var den der. Hun kiggede nysgerrigt på ham og halvt smilede til sidst, hendes stemme var igen blød som smør og totalt uden den mindste kant af ondskab, "Hvad er det du frygter? Jeg ved ikke om jeg skal kalde dig pige eller dreng". med en finger løftede hun hans hage og kiggede ind i hans øjne, som om hun undersøgte hans sindstistand, "jeg har et forslag til dig... du kan komme med mig og forlade dette sted, forlade det og være sikker på at der intet vil ske med dig. Og din engleven, vil ikke blive straffet for hans mangel på respekt for det stærke køn", Hun smilede lavt til Elijah, "Hvad siger du? Vil du væk herfra".

Det mest underlige ved den lille 'snak' var at den var oprigtig, hun havde ikke tænkt sig at gøre drengen noget, han var for interessant til at hun ville lade ham forsvinde igen. Desuden var Tormica lidt af en heks og hun havde med så meget styrke som hun turde prøvet at påvirke hans tanker om at det var det bedste valg at følge med hende, men nu da dette var gjort og de fleste af elverne der skulle dø var døde, var der ikke andet tilbage end at vente på et svar, inden hun var nød til at forlade stedet.
Men englen, skulle lige have klippet sine vinger, hun rettede blikke mod ham og sagde stille, "jeg beundre dit mod 'mand' og for det vil jeg lade dig leve... for nu, men tro ikke at dette vil blive glemt. Jeg vil finde dig når du sover, jage dig i dine drømme og frem for alt tage alt hvad du har kært fra dig!".

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Gæst on Tirs 20 dec 2011 - 19:27

Elijahs vejtrækning nåede ikke helt ned i lungerne. Ilten sprang i stedet op og ned i halsen på ham, så hans flade brystkasse rystede uroligt i stedet for at bevæge sig rytmisk op og ned, man kunne vel sige, at han hyperventilerede. Det virkede meget surrealistisk at en kvinde gik og stak det ene menneske ned efter det andet. Var det ikke kun mænd, der gjorde den slags? Hulemænd, der slog hinanden over hovedet med en kølle i stedet for at sætte sig ned ved et rundt bord og diskutere det ligesom forretningskvinderne. Havde papirlappen slet ikke så stor betydning længere? Det stykke papir, hvor man bare skulle skrive sin underskrift, og så var alt i orden? Hvor var papiret?

Før han vidste af det, befandt de opspændte bryster sig meget tæt på ham, og en slank finger hævede hans ansigt. Hendes berøring fik et gys til at løbe ned ad ryggen på ham, og endnu et regnskyl af bittesmå sveddråber lagde sig om perler over hans ferskenfarvede overlæbe. Han følte sig sløj og syg, og den pludselig nærvær med en massemorder gjorde ham ikke ligefrem mere klar i hovedet.
"... Åh... du behøver slet ikke kalde mig noget..." hviskede han forsigtigt med sin relativ lyse stemme og glippede kort fra hendes øjne og ned på hendes bryster. Det var forkert at stjæle, lyve og at slå ihjel, hvilket jo måtte betyde, at hun var forkert, og han nåede den konklusion, at hun ikke fortjente dem. Brysterne. "Jeg har ikke lyst til at dø. Det har ingen. Og dem der har... de egner sig ikke til livet. Men resten er uskyldige..." Hans stemme dirrede nervøst, mest af alt fordi han bare tænkte højt. Han opfattede slet ikke, at han rent faktisk talte. "Ham manden, der rejste sig... han ønskede ikke at leve. Men barnet..." Endnu engang stoppede han halvkvalt op og blinkede nogle tårer væk, så de i stedet kunne pible ned ad de blege kinder. "... man vælger ikke selv, hvem man bliver født af. Tror du på skæbnen? Barnet er slet ikke gammelt nok til at fatte, at det har et valg... Man vælger ikke selv, hvilken krop, man bliver født i." Omkring her følte han, at kvinden kunne se direkte gennem hans tøj, og han fik lyst til at fratage hende sine våben, så han kunne gennemhulle sit underliv.

Da kvinden vendte sin opmærksomhed mod Caspian, kom han vaklende på benene. Alt mod på livet lå stadig og krympede sig på gulvet, så han følte sig helt tom, da han fik rettet sig ud i fuld højde. Selvom hælene gjorde ham få centimeter højere end fyren med de uhyggelige øreflipper, så følte han sig stadig lille og ubetydelig i situationen. Hendes ord gav ikke længere mening, og selvom han i et kort øjeblik havde følt sig fristet til at forsvinde med kvinden, så var denne trang nu forsvundet. Havde hun ikke lige sagt, at der intet ville ske ham? Som om et tryllebånd blev klippet over mellem Elijah og kvinden, trådte han febrilsk mod den blinde og greb fat i hans arm, der hvor albuen fik den til at bøje.

"Nej..." gispede han, og han følte, at små blå dun kom til syne i hans nakke. De var heldigvis meget små og dækket af resten af håret, men han vidste, at de var der. "Du har fået det, du kom efter..." peb han og vrængede sit ansigt i et forsøg på at stoppe med at græde ukontrolleret.


Sidst rettet af Elijah R. Tirs 20 dec 2011 - 20:44, rettet 1 gang

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Gæst on Tirs 20 dec 2011 - 20:34

Caspian fornemmede hvordan den sindssyge kvinde ignorerede ham, men det var for så vidt ligegyldigt. Hun kunne ikke blive ved med at overhøre hvad han sagde, hun ville ikke blive ved med at lukke det ude.
Den mærkværdige kvindes opmærksomhed blev ledt mod Elijah som stadig sad på knæ og var sikkert ved at gå til af angst. Stakkels animagus. Et eller andet stak ham i hjertet. Var den mon medfølelsen med det kære væsen?

Da kvinden talte, måtte han beherske sig for ikke at bryde ind. Det ville sikkert bare gøre det hele værre. Han ville ikke udsætte Elijah for mere end højest nødvendigt.
Det vred sig i ham for at hoppe ind og beskytte det sarte væsen, men han turde ikke af frygt for at provokere det hæslige kvindemenneske. Måske han ville trigge et eller andet i hende, så hun bare udryddede hele banden?
Da hun tilbød ham at komme med ham væk, tilbød ham at slippe uskadt fra toget, frygtede han at Elijah ville tage imod tilbuddet. At han ville tænke på sig selv og efterlade resten til at dø.

At forlade Caspian i toget ville nok ikke være det aller værste han kunne, englen kunne jo bane sig vej til toppen af toget og finde en lem, han kunne kravle ud af. Hans vinger kunne jo hjælpe ham til at komme væk fra den hæslige situation i metroen.
Han skulle aldrig have taget det tog, han var nær kommet for sent til og så formåede han alligevel at mase sig ind. Dumt.

Men da Elijah svarede den gale kvinde, blev Caspian overrasket. Han havde ikke forventet at det sære væsen ville svare hende igen og da slet ikke på den måde. Det var lige før at Caspian smilede. Men det virkede upassende.
Det kære væsen var intelligent, han var klog og vidste godt at situationen langt fra var sikker. Han kunne, mod alle englens forventninger, håndtere situationen langt bedre end han selv kunne.

Hans tanker omkring Elijah blev dog hurtigt brudt da den kvindelige elver vendte opmærksomheden mod sig selv igen. Hun begyndte at true ham. Kunne hun mon trylle? Var hun også heks - i en eller anden afskygning?
Desværre - for hende - var englen ikke modtagelig overfor magier rettet mod ham. Hendes trussel ville ikke røre ham. Kun hvis hun havde tænkt sig at opsøge ham og slå ham ihjel. Det ville han dog forebygge så godt som det nu var muligt.
"Jage mig med hvad?" vrængede han og et hånligt smil gled over de smalle læber. Han brød sig ikke om det bizarre kvindemenneske. Hun var da godt nok noget af et oldtidsfund.
"Du har allerede modsagt dig selv, psycho.. Alt hvad jeg har kært indbære også Elijah. Jeg er hans skytsengel, bitch!" snerrede han og lagde sin hånd ovenpå animagusens, efter at denne havde taget fat ved hans albue.
Han lod blidt sine fingerspidser kærtegne væsnets håndryg mens at han så vidt muligt forsøgte at skubbe hans indtrængende sindsstemning ud af hovedet. Den direkte kontakt skød en lyst til at tude op i Caspian og han kæmpede ihærdigt for at skubbe den fra sig.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Gæst on Tirs 20 dec 2011 - 22:59

Tormica kunne mærke hendes dominans smuldre overfor de to væsner, mens alle andre i toget syntes at være totalt i hendes magt, ved enten frygt eller syg beundring, havde de to alligevel formået at stille sig trodsige for hende. vreden ulmede som en flod af lava under hendes hud, hun kunne mærke hvordan hadet og vreden bredte sig som en løbeild og spredte sig helt ud i hendes fingerspidser, som fik en næsten mat sort farve.
Rasende som en tyr i en arena var hun, ingen skulle stille sig trodsig for hende og da slet ikke når hun tilbød dem begge frihed ved at tage den ene med sig. Hun var direkte bestyrtet over at ingen af dem kunne se det gode ved at hun skilte dem ad og lærte mandekvinden at opfører sig anstændigt som det han øjensynligt forsøgte at være, nemlig en kvinde.

Hun stod helt stille, det var tydeligt at vreden bredte sig fra hendes, frygt og rædsel stod malet i ansigterne på de mænd hun selv havde bragt med og de krøb sammen bag hende i det ene hjørne af toget. Med et øresønderrivende skrig, der ville skære som knive i ørene på folk, løftede hun ved hjælp af skygger sig fra gulvet. Den kappe hun havde på ryggen blafrede som om en storm fandt sted, men der var ingen vind og hendes øjne lynede i den røde og nærmest sataniske farve, *1"vel'bol morfethen dos talinth usstan orn ori'gato dos dro nin... Vel'bol morfethen dos talinth usstan gumash naut end dos whol dosst hawressae? Ol xal naut tlu nin, drill usstan swariy usstan orn ragar tu' d' dos. Lu' dos mirshann, Usstan orn tear dosst alti'uin dal dos usstan lu' rip doeb dosst tounge!". Tormica faldt langsomt ned på gulvet igen og vendte ryggen til dem begge, tidsplanen var allerede overskredet med flere minutter og der ville ikke gå længe inden nogen fandt vej ned til metroen, for at se hvad der foregik, tiden var nu det mest vigtige og hun kunne ikke lade sig blive fanget på så lurvet et sted, med så meget urent blod over det hele.

Kort inden hun nåede ned til sine egne mænd vendte hun sig rundt og trak hætten over hoved, "Dig skytsengel", hun løftede en finger og pegede mod ham, "Smertemagi, vil få selv den mest modige og frygtløse til at krybe som et barn... Og hvad angår barnet, så er det sandt nok ikke dets valg, forældrene burde ikke have fundet sammen og skabt dette misfoster til at starte med", Tormica drejede hoved en smugle og kiggede ned på barnet med et lumsk smil og overvejede om hun burde dræbe denne, men hun lod være, "Skæbne er ikke en ting jeg har ret til at udtale mig om, kun en, den almægtige Lolth kender min skæbne, jeg tjener hende og udfører hendes befaling".
Roligt og næsten som om vredes udbruddet fra før var glemt, smilede hun legesygt til dem, "I vil møde mig igen".

Tormica drejede rundt på hælen og stillede sig nu helt ned til hendes mænd, som begyndte at kærtegne hendes ben med deres ansigter og tage fat om hendes, som på en af de gamle statuer fra det antikke Grækenland. Hun smilede igen sygt mens skygger samlede sig omkring hende og hendes mænd og de et sekund senere forsvandt sporløst fra toget.

*1. Sortelvisk og betyder :: what makes you think i will let you live now... What makes you think i could not end you for your insolence? It might not be now, but i swear i will find both of you. And you angel, I will tear your wings from you myself and rip out your tounge!

//out//

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Gæst on Tors 22 dec 2011 - 10:52

Det var da kvinden hævede sig nogle centimeter over jorden, at Elijah vaklede et skridt tilbage, trådte på en død hånd og til sidst mistede fodfæstet. Aldrig havde han været så snavset før. Intet af det mudder, han nogensinde var blevet udsat for, kunne måle sig med den røde, klæbrige masse, der bredte sig ud i mørke plamager på gulvet. Han vidste, at bunden af hans støvler var dækket af det, han vidste, at han kanten af hans lange strik nu var dækket af det, han vidste, at han havde sat sin hånd i det i et forsøg på at gribe sig selv, og han vidste, at det nu sad oppe under hans negle, hvor det ville blive siddende længe nok til, at det ville størkne.

Det eneste af den grå dames snak, som Elijah opfangede, var, at hun ville møde dem igen. Til det fik han hurtigt nået konklusionen, at det vel bare var et spørgsmål om aldrig nogensinde at tage metroen, selvom han et eller andet sted godt var klar over, at det slet ikke var så enkelt. Intet i livet kunne umuligt være så enkelt, at man bare skulle undgå at tage metroen. Selvfølgelig kun hvis metroen var selve livet, men det betød jo så, at man skulle dø. Elijah var blevet træt af folk, der døde.

"Hun er væk..." gispede han af uforklarlige årsager, og det gik op for ham, at han havde befundet sig i en slags vågen bevidstløshed. Han havde været til stede, men uden rigtig at være det, hvilket måske var noget af det, man kaldte chok. Men ikke desto mindre var det fuldstændig unødvendigt at sige højt, for enhver kunne jo tydeligt se, at hun var forsvundet ud i den blå luft; og hvis man ikke kunne se, så kunne hendes fravær i hvert fald fornemmes. Luften omkring dem føltes tom og kvalmende, og selvom Elijah mere end noget andet ville være glad for, at hun var forsvundet, så kunne han ikke lade være med at tænke på, at det betød, at kvinden med barnet i sine arme, det forladte barn i barnevågnen, Caspian og ham var de eneste tilbage. Alle andre lå urokkelige på gulvet og tildelte atmosfæren en fæl stank af død og jern med et snert af en ukendt sødme, der kunne få Elijahs indre organer til at slå knuder på sig selv.
"Hvordan kommer vi ud?" spurgte kvinden og forsatte med at vugge barnet i sine arme. Hendes hud var sort, men ikke på samme grålige måde som kvinden med de store bryster. Det var en eksotisk kulør, som var hun fra en caribisk ø, og hendes lange hår var flettet, så det lignede strå, og var sat op i en snoet knold.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Rykker du en balde? - Åbent emne!

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum