Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email



Latest topics
» Once Upon a Masquerade Ball (Hazel)
Today at 15:30 by Khá

» In distress //Zak
Today at 15:15 by Zakaroff

» Fashion show - Leetha (xxx)
Today at 8:54 by Leetha

» Busy Opening.... XXX(Cara)
Yesterday at 22:05 by Caleb

» Face Claim
Yesterday at 3:06 by Maze

» First Date
Yesterday at 0:06 by Noah Harris

» Is That How You Repay Me?! (Lucien)
Lør 24 jun 2017 - 2:04 by Sascha

» Between Lies and Lovers
Lør 24 jun 2017 - 2:03 by Sascha

» The curse inside //Caleb
Ons 21 jun 2017 - 23:06 by Alyssa

Top posting users this month
Caleb
 
Cara
 
Sascha
 
Khá
 
Zakaroff
 
Jordan
 
Hazel
 
Danayela
 
Lucien
 
Leetha
 

Statistics
Der er i alt 644 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Lazarus

Vores brugere har i alt skrevet 243748 indlæg in 12657 subjects

You are not connected. Please login or register

Gå til side : 1, 2  Next

AuthorTopic: Et hul i himlen

Et hul i himlen
« on: on Tirs 25 okt 2011 - 23:19 »

Gæst

Gæst


Tid: Eftermiddagstid.
Sted: Gågasden, tæt på lejlighederne.
Vejr: Koldt, det blæser og er rigtigt efterårs-agtigt!
Omgivelser: Et par få mennesker som har forvildet sig ud i kulden, bygninger, butikker - hvad der nu plejer at befinde sig i en by!

Privat - Caspian

Jeg smutter nu, mo-… oh.” Rach grinte kort af sig selv, idet hun greb fat i den lilla frakke, som hang på stumtjeneren i gangen. Hun havde nok ikke vænnet sig til at skulle bo alene nu, men det var det som var bedst for alle, sådan som tingene var nu. Men hun kunne jo hurtigt få fat på sine forældre, hvis der var noget i vejen, så det var jo ikke det. Hun måtte hellere anskaffe sig en papegøje, eller noget i den stil… én af dem som kan tale! Hun greb fat i et grønt æble fra skålen, før hun hev døren op og trådte ud på opgangen. Der lugtede lidt af kælder… og vasketøj, men hun kunne jo ikke ligefrem stille en luftfrisker op midt i det hele, og hun skulle jo ikke ligefrem bo ude på opgangen, vel? Hun sprang elegant ned af stentrapperne og hev døren til friheden op, med et lettet smil.
Gud, hvor var det egentlig koldt, efterårsdagene plejede da ikke at være så kolde? Sådan havde det i hvert fald ikke været i England. Hun havde i hvert fald ikke opfattet det der. Godt hun havde taget frakken med! Rach bed ned i æblet og holdte det i munden, så hun kunne svinge frakken om sig og lukke den, med de store, sorte knapper foran. Hun skulle huske at købe hue og luffer, næste gang hun kom til en tøjbutik. Dem hun havde derhjemme var blevet væk under flytningen, så Gud måtte vide hvor de lå nu! Hun bed til, så et godt stykke af æblet røg ind i hendes mund. Argh, surt! Hun blinkede et par forpinte gange, hvorefter hun havde vænnet sig til det. Gid at livet var ligesom et æble! Bare tag en bid og sut på det i noget tid, så vænner du dig til det!

Et hul i himlen
« on: on Ons 26 okt 2011 - 16:58 »

Gæst

Gæst


Caspian kom gående ned af gaden, han bar en kort læderjakke i sort læder, der sad uden på den sorte og rødternede skjorte. Håret havde siddet perfekt da han gik ud af døren for nogle minutter siden, men nu var det blæst tilbage. Ikke at han gjorde det store nummer ud af det, men han ville gerne føle sig lækker selvom at han ikke selv ville kunne se det.
Som altid havde han den lille pen i hånden med radaren, der skannede hver eneste overflade han gik forbi. Hvert eneste objekt som radaren fangede, ville resulterer i en vibrationen som han så ville kunne mærke. Det var det eneste objekt, Caspian ikke kunne leve uden. Gik han uden den, ville han føle sig rigtig blind. Hvilket egentlig var lidt komisk, eftersom han intet kunne se. Han kunne kun skelne lys fra mørke.
En hånd strøg gennem det korte, brune hår og rettede på de sorte Rayban solbriller. De dækkede de hvide øjne, som kunne jage mange på flugt. Der var kun få der havde fundet dem fascinerende og ingen af dem, sås han med længere.
De naturligt rosafarvede læber spidsede til og Caspian begyndte at fløjte en melodi fra Disney. For nogle år tilbage, da han boede i London havde han taget sig af en lille pige. De havde set samtlige Disneyfilm sammen, eller hun havde set dem og fortalt Caspian hvad der skete. Den pige havde han aldrig glemt. Hun betød en hel del for ham og gjorde det stadigvæk.
En velkendt duft af varulv strejfede hans næsebor, men han slog det hen som var det minderne der spillede ham et puds. Savnet stak ham pludseligt og han stoppede kort op, for at finde en cigaret frem. De hjalp ham til at falde ned igen. Han fiskede en krøllet pakke op af bukselommen på de afvaskede, grå bukser og tog så én cigaret op. Han fandt lighteren frem fra jakken og tændte smøgen. Han tog et hvæs og lukkede øjnene, men lugten af varulv var der stadig. Det var Rachel. Han var ikke i tvivl.

Et hul i himlen
« on: on Ons 26 okt 2011 - 18:30 »

Gæst

Gæst


Sur, sød. Sur, sød. Hun gjorde sit bedste for ikke at ramme streger og revner som var i jorden, imens smagen af æble eksploderede i hendes mund. Bid efter bid blev det mindre, og til sidst havde hun spist alt det hele, bortset fra huset selvfølgelig. Hun kastede det, med underhåndskast, ind i en gyde som hun lige passerede. Så kunne dyrene også nyde noget frokost, det var bedre end at smide det ud!
Hun stoppede op, for at lade blikket glide rundt på bygningerne. Godt. Hvis hun ikke tog meget fejl, lå der en slags tøjbutik ikke så langt fra hvor hun stod, så kunne hun måske købe hue dér? En fløjten fangede hendes interesse. Hun lod øjnene glide søgende rundt for at finde den person det kom fra. Det var jo en Disney sang, var det ikke? Èn af de gode gamle, fra den gang man var lille! Hun huskede hvordan hun altid sad og så dem sammen med… tja… sammen med… Hm. Det måtte vel have været hendes bror, eller sådan noget? Men, efter uheldet snakkede han jo ikke til hende mere, så hun tog sikkert fejl. Nårh. Uanset hvem det var hun så Disney film med, havde personen sikkert glemt alt om hende. Hun havde aldrig været en særlig vigtig person, men det kunne være fuldstændig lige meget!
Hendes lyseblå øjne faldt på en ung mand på omkring de… tja, hun havde altid været elendig til at gætte aldre, men han så i hvert fald ung ud. Han stod ganske rigtigt og fløjtede! Sjovt at sådan en person lige skulle stå og fløjte noget så barnligt som Disney! Hvor fantastisk! Verden havde brug for flere mennesker som ham! Hun betragtede ham, idet han fiskede en cigarret frem. Der ødelagde han det lidt selv. Sådan en usund vane burde sådan en fin mand da ikke have! Hmpf! Rachel begyndte at gå igen, men kurs imod den unge mand. Hun greb fat i cigarretten med pege- og tommelfinger og hev den til sig. ”Ved du ikke at man kan dø af den slags?” Hun rynkede surt på næsen og så irriteret op på ham. Det slog hende lige at han måske ikke var så venlig, som hun håbede på at han var, men nu måtte hun jo bare bede til at han ikke blev alt for sur på hende.

Et hul i himlen
« on: on Ons 26 okt 2011 - 19:31 »

Gæst

Gæst


Caspian nåede kun et enkelt hvæs mere, inden at personen kom gående. Den person, han mente måtte være Rachel. De havde været som søskende dengang, han havde passet på hende og hjulpet hende med alt hvad han kunne. Han ville give sit liv for hende, hvis det nogensinde skulle gå galt. Det tætte bånd de havde knyttet, havde været svært at bryde. Men uheldet havde skilt dem ad. Caspian havde haft brug for luft og plads, men samtidig havde han mistet hende. Det havde gjort ham ulykkelig, men han havde intet kunne gøre og langsomt havde han accepteret det.
Da hun tog hans cigaret, gjorde han ingen indvendinger. "Du har altid været stædig.." mumlede han blot, næsten så utydeligt at man ikke kunne høre det, og stak begge hænder i lommen på bukserne. Han havde genkendt hende på stemmen og hendes energiske skridt. No wonder at hun havde været krigerisk i skolen. Men som altid var han kommet hende til undsætning og rodet hende ud af det meste. Det havde været ham, hun havde ringet til, før sine forældre.
Det var også hende, der var inspirationen til en af de mange tatoveringer på hans overkrop. En ulv der hylede på indersiden af hans overarm. Han ville holde hende tæt ind til sig og beskytte hende, hvilket placeringen illustrerede. Det var hende der havde valgt designet og havde været med ham nede og få den lavet. Han stolede nok på hende, til at lade hende bestemme over hvad der skulle være på hans krop resten af livet.
På hans ene håndled hang et armbånd af perler, ét af de der som små piger altid lavede i børnehaven eller skolen. Et som Rachel havde lavet til ham. Da han løftede hånden, kom det til syne fra skjorteærmet. Han havde løftet hånden for at lette på solbrillerne, han tog dem af og foldede dem sammen, inden han lod dem dumpe ned i lommen på læderjakken.
Hun ville uden tvivl kunne genkende ham nu. Hans øjne var ikke til at glemme. I starten havde de givet hende mareridt, men efterhånden havde hun lært at de ikke var farlige og følte en hvis tryghed ved de velkendte hvide øjne. Den slørede, hvide hinde lå over de engang så blå øjne.
"Du burde give mig den ene glæde i livet, honey.. Cigaretterne er min måde at slappe af på.." sagde han med et skuldertræk og stoppede så igen begge hænder i lommerne på bukserne.

Et hul i himlen
« on: on Ons 26 okt 2011 - 21:15 »

Gæst

Gæst


Hun smed cigarretten fra sig på jorden og lod sin foden mase den flad imod cementen. ”Jeg er aldeles ikke stædig!” Hun stirrede hårdt op på ham, idet noget gik op for hende. Altid? Hvad vidste han om det? Havde de måske mødtes før? Det kan jo bare være at hun havde glemt det, eller bare haft andet at tænke på, hun huskede jo ikke alle ansigter.
Da han lettede på solbrillerne og fjernede dem helt, stirrede hun fast ind i de hvide øjne han besad. Hun havde set dem før, det var helt sikkert! ”Mm…” Hun tog en dyb indånding, men den klump hun havde i halsen gjorde det næsten umuligt for hende at gøre det. Hun klemte munden sammen til en tynd streg og hendes næsebor udvidede sig, da hun gjorde sit bedste for ikke at begynde at tude midt på gaden. ”C-Cas…?” Hendes stemme var lille og tilbageholdt. Hun lod hænderne glide op foran sin mund, idet hun vendte blikket ned imod jorden. Det var Caspian, var det ikke? Ham hun havde tilbragt det meste af sin barndom med. Ham som altid havde passet på hende, og holdt hende i hånden, når der var noget galt! Hendes Caspian! ”Ugh…” Uden at tøve slog hun armene om hans hals og gemte ansigtet ind imod hans skulder. Hun holdte ham tæt ind til sig, stod på tæer for bedere at kunne nå, da hun aldrig havde været specielt høj.
Folk stirrede på dem, men hun kunne ikke være mere ligeglad! Hun havde ikke tænkt sig at give slip, og det måtte han bare finde sig i! ”Undskyld hvis jeg lugter af frugt, men jeg har lige spist et æble!” Hendes stemme knækkede over. Hun tænkte ikke ordenligt. Det var noget åndsvagt at sige, sådan midt i det hele. Rach førte hånden op ved sine øjne, så hun kunne tørre tårrene væk, hvorefter hun løsnede grebet en smule. ”Du kan ikke være det bekendt bare at… at…” Hun snøftede højt, og tog en dyb indånding, så hun kunne få tankerne på plads igen.

Et hul i himlen
« on: on Ons 26 okt 2011 - 21:47 »

Gæst

Gæst


Caspian lyttede, mens det langsomt gik op for hende, hvem han var. Da hun lagde armene om ham, var han ikke sen til at lægge begge arme om hende og lade kinden hvile mod hendes hoved. Årh, hvor var det skønt at holde hende i sine arme igen. Hans lille Rach. "Rachel... Rachel.." gentog han mumlende ned i hendes hår og kyssede hende på panden.
Gensynsglæden var stor og minderne strøg forbi hans indre blik. Han huskede hvordan at han hentede hende på regnvejrsdage og lavede kakao til hende. Han huskede hvordan de havde faldet i søvn sammen på sofaen, når de så en af de mange Disneyfilm. Et stort smil tegnede sig over hans læber og han lukkede øjnene, mens han indsnusede duften af hende.
"Jeg kan godt lide æbler..." mumlede han ned mod hendes hår. Han var ligeglad med hvor dumt det lød, alt hun sagde havde relevans for ham lige nu. Hans dejlige Rachel. Endelig var de sammen igen. Han skulle aldrig være taget afsted og fortrydelsen væltede som en bølge ind over ham.
Han frigjorde en hånd, for at kunne løfte hendes hoved med tommel- og pegefinger. "Ikke græde, min lille ulv.. Jeg er hos dig nu..." hviskede han og strøg tårerne væk. Selv kæmpede han for ikke at fælde en enkelt tåre. Men kampen blev for hård, da hun konfronterede ham med det, han havde frygtet. Nej, hvor skulle han aldrig have forladt hende. Lige meget hvad. De skulle være sammen forevigt. Det havde de lovet hinanden.
"I know..." hviskede han og vendte hovedet væk. Selvom stemmen kun var en hvisken, lød den forpint. Det plagede ham, at han havde forladt hende. Hans lille, hjælpeløse ulv. En enkelt klar tåre trillede ned over hans kind og han opdagede det kun fordi at den klare væske var varmere end hans kinder. Han snøftede hurtigt og tørrede den væk.
"Men jeg er her nu og jeg går ingen steder.. Aldrig nogensinde vil jeg forlade dig igen.." lovede han og havde igen vendt hovedet mod hende. "Den smerte er for ulidelig at bære igen..." tilføjede han og strøg hende over kinden. Hun var blevet større siden sidst. Næsten voksen.

Et hul i himlen
« on: on Ons 26 okt 2011 - 22:37 »

Gæst

Gæst


Hun grinte kort over hans kommentar. Godt lide æbler… det var da herligt. Hendes øjne gled i da han let løftede hendes fine, lille ansigt med tommel- og pegefinger, hans beroligende ord blev hængende i luften i noget tid. ”Du ved da godt at jeg aldrig græder… jeg sveder bare ud af øjnene.” Hun grinte let igen, imens vandet fossede ud af hendes øjne. Hendes hjerte bankede utrolig hurtigt, det gjorde næsten ondt, men det var en god smerte. Hun kunne stadig huske hvordan hun havde ligget inde på sin seng og grædt, da han lige pludselig bare forsvandt. Men hun havde aldrig troet på at de skulle se hinanden igen. Og dette var jo bare et tilfælde. Skæbnen havde bragt dem sammen igen.
”Nu skal du jo ikke begynde, også…” Hun smilte, da hun så hvordan han vendte ansigtet væk. Måske blev det for meget for ham? Det var i hvert fald det hun godt ville tro. Han havde da ikke forladt hende uden grund. Sådan noget kunne han da ikke finde på, der måtte være en logisk forklaring på hvorfor han gik. Det kunne jo være at hans… hans forældre havde sagt at han skulle flytte væk fordi… hm… eller noget. Det var ikke vigtigt! Hun mærkede hans hånd på sin kind, og hendes smil blev større. Hun greb fat i hans hånd og gav den et kort klem, mens hun betragtede de lyserøde og lilla plastikperler som hang i en fin snor rundt om hans håndled. Tænkt at han havde gemt det gamle bras. Men, hun kunne ikke lade være med at synes at det var sødt gjort. Noget hun havde lavet og givet til ham. ”Denne gang, slipper jeg dig ikke at syne!” Mumlede hun roligt mens hun stille lod fingrene glide hen over hans håndryg.
Hun stirrede så op på ham igen, med et spørgende blik. ”Hv-hvad laver du egentlig her? Bor du her? E-er du lige flyttet hertil? Har du… har du haft det godt? Ehm…” Spørgsmålene var uendelige men de havde vel tid nok til at komme igennem det hele. Hun havde ikke tænkt sig at slippe ham igen. Aldrig.

Et hul i himlen
« on: on Tors 27 okt 2011 - 16:56 »

Gæst

Gæst


Caspian frydede sig over at høre hendes grin igen. Det var en af de ting, han havde savnet mest. Hendes optimistiske person og det glade væsen han havde tilbragt så lang tid med. Det havde været svært at leve uden. I perioden inden han mødte Rachel, havde han været langt nede. Intet havde lykkedes for ham og han lukkede sig inde i flere dage, i sin lejlighed. Han havde intet gidet. Indtil han en dag var udenfor og var støt ind i hende. Hun var løbet fra sin skole, fordi nogle drenge havde drillet hende. Siden den dag havde de været uadskillelige.
"Yeah, right.." mumlede han og trykkede hende endnu engang ind til sig. Hendes fjollede ideer og stædighed gjorde ham glad. Hun var stædig som kun hun kunne være det. Det var skønt! De havde haft de vildeste diskutioner når hun ikke havde gidet i seng eller ikke lige gjorde som hun blev bedt om. Men det havde altid endt med at han kildede hende og hun gav op.
Han grinede kort af hendes overbevisning om, at hun ikke ville slippe ham af syne. "Så må du jo flytte ind?" svarede han, men han mente det faktisk. Det kunne være rart at have hende tæt på igen, lige som dengang.
"Og jeg slipper heller ikke dig af syne.." drillede han og gav hendes hånd et enkelt klem. Han mærkede hvordan hendes fingre gled beroligende hen over hans håndryg. Det var det han havde gjort, hvis hun havde haft mareridt. Men nu var det hendes tur til at ae ham.
"Det var mange spørgsmål!" grinede han og bed sig eftertænksomt i læben. "Jeg har hørt om stedet her og er lige kommet hertil.. Lige pt. lever jeg af arven fra min far, mens jeg tilpasser mig miljøet. Det tager altid så lang tid at få skabt overblik når jeg kommer til et nyt sted... Og ja, jeg har det godt.. Jeg er helt tilfreds med tilværelsen, nu hvor jeg har dig.." svarede han og smilede svagt.
"Hvad med dig selv? Hvordan har du det? Hvad går du og laver?" spurgte han og lagde hovedet let på skrå. Han var nysgerrig.

Et hul i himlen
« on: on Tors 27 okt 2011 - 18:48 »

Gæst

Gæst


Rachel var målløs. Hun stod og stirrede på ham, med sine store, blå øjne da han havde sagt at hun måtte flytte ind. Han måtte da lave sjov med hende. Det kunne hun da ikke… han ville sikkert blive træt af hende på et tidspunkt, men på den anden side… det var jo hendes Caspian. Og hun arbejdede jo, så hun kunne hjælpe til, hvis der manglede penge! ”Mener du virkelig det?” Hun fik næsten lyst til at tude igen. Han havde altid været så sød ved hende. Altid, selvom hun altid havde været lidt af en dramaqueen og en skrigeballon. Sådan var hun selvfølgelig ikke nu. Hun var jo næsten voksen, så hun var vokset fra det. Men hun ville aldrig vokse fra Caspian!
Det var rart at høre hans rolige stemme igen. Den havde hun selvfølgelig ikke helt glemt. Nårh hun havde slået sig, eller bare havde en dårlig dag, havde det altid hjulpet at snakke med ham, lytte til hans beroligende stemme, når han prøvede at få hende i bedre humør. Et kys på panden, et kram og så var det hele godt igen. Hun havde haft det så godt i al den tid, og hun var knust da det stoppede. En varmede i det mindste hendes hjerte en smule, da han sagde at han havde det fint. Ikke at hun troede det værste om ham, men det var jo altid rart at vide at dem man holdte af havde det godt. ”Mm… Jeg har det vel fint nok. Mor og far har betalt for en lejlighed til mig, til jeg har penge nok selv, og så arbejder jeg i en bager længere inde i byen… jeg står godt nok kun i kassen og sætter ting på plads, men det er jo tanken der tæller.” Hun grinte kort, og trak hurtigt på skuldrene. Oh, det skulle hun huske. Hvis Caspian mente det han sagde om han hun kunne flytte hjem til ham, måtte hun nok ringe til mor og far først, så de ikke behøvede at tænke på lejligheden. Det var vel okay, hun havde heller aldrig haft det så godt med at hendes forældre altid skulle passe på hende, bare på grund af det der ulve-noget. Hm… måske det ville ændre sig nu?

Et hul i himlen
« on: on Tors 27 okt 2011 - 21:20 »

Gæst

Gæst


Caspian måtte trække på smilebåndet af hendes målløshed. Selvfølgelig mente han det! Han ville give alt for bare at kunne ligge på sofaen med hende og se Disneyfilm. Det plejede også at være hende der lavede mad, eftersom Caspian ikke kunne selv. Det var nok hans eneste handikap. Madlavning og bilkørsel var umuligt. Heldigvis havde han en privatchauffør han kunne benytte sig af, hvis det var.
"Selvfølgelig, love! Lejligheden er stor nok og jeg har savnet dig! Intet ville være bedre end at bo med dig!" svarede han og lo hjerteligt af hende. Årh, hvor var hun dog præcis som hun altid havde været. Præcis som Caspian elskede hende.
Caspian nikkede, da hun fortalte om sit liv. Hun var okay, hun levede et helt normalt liv. "Du er jo 18 år nu, ikke? Går du så i skole et sted?" spurgte han nysgerrig og tog hende under armen, for at gå videre. "Vil du ikke gå lidt med mig?" bad han og smilede til hende.
Han havde altid elsket at gå med hende, for hun beskrev altid hvad hun så for ham. Og nogle gange var det sjove iagttagelser hun gjorde sig. Især når de havde gået i parken derhjemme havde hun set de sjoveste ting, ting der fik Caspian til at ønske at han kunne få synet igen.
Normalt var det ikke en ting han ville have, men hendes beretninger gav ham lysten til at se igen, til at dele synet med hende.

Et hul i himlen
« on: on Tors 27 okt 2011 - 22:02 »

Gæst

Gæst


Rachel grinte af hans svar, og kunne alligevel ikke holde en rødmen tilbage. Hendes kinder blev varme og mere rosa i det, men det lagde hun ikke så meget mærke til. Hun var alt for optaget af Caspian. Han mente det! Han mente det rent faktisk! Lige nu kunne hun ikke blive gladere, det var en vidunderlig følelse hun havde i hele kroppen! Det var herligt at høre hans latter igen. Det var noget af det hun havde savnet mest. Når hun kom til at sige noget dumt havde han altid grint på sådan en sød måde, som fik hende i et bedre humør, dog blev hun sur lige så mange gange.
”Heh, jeg går til sådan et kunstkursus. Jeg kan godt lide at male og sådan, så jeg tænkte at det kunne være sjovt.” Hun trak endnu en gang på skuldrene. Han vidste hvor gammel hun var. Det fik hende til at smile igen, hun følte sig vigtig på den måde. Sådan en følelse kunne kun Caspian give hende. Hun tøvede ikke med at gå med ham, da han tog fat i hendes arm. Selvfølgelig ville hun da gå med, hvad troede han selv? Han hun bare ville vende sig om og gå hjem igen? Aldrig! ”Helt sikkert!” Hun viklede sin arm om hans, hvorefter de begyndte at gå.
Det bragte minder frem. Gode minder, som hun umuligt kunne glemme alt om. Det nægtede hun simpelthen at lægge fra sig. Sin barndom.
"Nårh, hvor bor du så henne, Cas-Cas? Er det langt væk? Bor du helt alene? Arbejder du slet ikke? Har du nogen dyr?" Endnu en række af hendes mange spørgsmål, men hun var jo bare nyskerrig. Hun elskede Caspian, så det betød meget for hende at han havde det godt, og ikke blev rodet ud i problemer. Han var jo blind. Ikke at det havde bekymret hende før, men byen her var meget anderledes end det hun var vant til. Og hun ville passe på ham! Som alle de gange han havde passet på hende!

Et hul i himlen
« on: on Tors 27 okt 2011 - 22:15 »

Gæst

Gæst


Caspian mærkede hendes glæde ved hans tilbud og han fornemmede et ja! Det ville også tage byrden fra hendes forældre, som altid havde kunnet lide ham. Hver eneste gang Rach havde skændtes med sine forældre, havde de vidst hvor hun var. Hun havde ikke stukket af fra ham, kun blevet væk en gang eller to. De gange havde været hans værste mareridt. I de øjeblikke ville han have solgt sin sjæl for at kunne se igen, så han kunne finde hende. Det havde været de værst tænkelige scenarier der var skudt gennem hans hoved, lige indtil at den lille pige kom løbende og tog hans hånd.
Efter hver episode havde han forkælet hende, givet hende lige hvad hun ville have, for at sørge for at hun havde alt. Hans fadderlige/storebror instinkt var fuldt ud tændt når det gjaldt hende.
Han elskede at forkæle hende, elskede at beskytte hende, elskede i det hele taget at tage sig af hende. Han gav hende gerne hele verden, hvis han kunne. Hans fars formue, som han havde arvet, hjalp også på det. Dog havde hendes forældre været mindre glade for alle de ting han gav hende, så de havde ladet dem blive en hemmelighed og alle tingene blev så hos ham.
"Kunstkursus? Det lyder spændende! Kan du ikke male noget til mig?" bad han interesseret og fulgte hende, mens de gik. Han havde altid kunne lide hendes kunst, især fordi hun gav det struktur, så han kunne føle det og fornemme værdien af kunsten.
"Jeg bor faktisk lige hernede.. Det er en meget dejlig lejlighed i stueetagen, indrettet præcis som den gamle.." forklarede han og gav hendes arm en klem.
"Jeg bor sammen med min hund, en saarloos ulvehund. Den mindede mig om dig i lugten, så jeg tænkte at jeg godt kunne bruge en førerhund, når nu du ikke var der.." forklarede han, uden at være pinligt berørt over at han havde valgt en hund der mindede ham om hende. "Og nej, jeg arbejder ikke.. Lige nu arbejder jeg på at skaffe mig et indre overblik over den her by, så jeg kan bevæge mig friere rundt.. Det tager meget energi, så jeg kan ikke koncentrerer mig om så meget andet.." svarede han og sendte hende et smil.

Et hul i himlen
« on: on Tors 27 okt 2011 - 22:57 »

Gæst

Gæst


Om… hun kunne male noget? Til ham? Hun smilte, idet hun lagde hovedet mod hans skulder. Tænkt at sådan en lille ting kunne gøre hende så glad og varm indeni. Hun kunne huske hvordan hun altid forklarede ham hvad der var på billederne, hvordan han fik hende til at gå ned i detaljer så han fik det hele med. Hun elskede virkelig sådan noget. Og nu kunne hun også give ham noget for alle de ting han havde givet hende. ”Selvfølgelig!” Var hendes svar. Som om hun kunne sige nej.
”Oh, virkelig?” Tænk at de boede så tæt på hinanden, uden at have lagt mærke til det. Det gav det hele sådan en fantastisk eventyrs-stemning, og det elskede hun. Deres eget lille eventyr, huh? Det skulle hun fortælle til mor! Hun ville blive overlykkelig over at høre at Caspian er kommet tilbage… eller… at de bumpede ind i hinanden ved et tilfælde og nu skulle til at bo sammen. ”En hund?” Hun smilte lidt af ham. Det var i hvert fald noget han kunne finde på at gøre. Hun havde altid set ham som et hundemenneske, eller måske ville det være mere passende at sige et ulvemenneske? Og endda fordi den mindede ham om hende gjorde det hele en smule bedre, men også en smule mere pinligt.
Hun så op på han ud af øjenkrogen, og tankerne fløj rundt i hovedet på hende. ”Jeg kan da bare hjælpe dig? Du ved… følge dig rundt i byen og sådan noget, så du ved hvor alting er!” Hun smilte stort nu. Det var da en god idé, var det ikke? Det ville blive ligesom i gamle dage, hvor de bare lå på sofaen og så film, mens hun stille forklarede hvordan den onde heks havde taget Ariels stemme, så Ariel kunne få ben og se prinsen igen. Den film elskede hun så meget. Sangene i den var vidunderlige, selvom hun ikke kunne forstå dem ordenligt på det tidspunkt. ”Jeg vil godt se din lejlighed…”

Et hul i himlen
« on: on Tors 27 okt 2011 - 23:26 »

Gæst

Gæst


Caspian havde fundet sine solbriller frem igen og tog dem på. Han skærmede sig mod nysgerrige blikke fra folk på gaden, det var ikke altid lige fedt at stå ud fra mængden. Men det havde han altid gjort. Hans tidligere liv havde været dybt præget af, at han ikke var som de andre i banden. Det havde både gjort ham frygtet og populær, men samtidig havde han været en outsider. Det havde været fedt i starten, han havde endelig været noget! Men med tiden blev det ikke særlig sjovt.
"Det vil jeg glæde mig til at se.." han brugte konsekvent verbet "at se" fordi han stadig følte sig berettiget til at bruge det. Bare fordi han ikke kunne se noget med øjnene, betød det ikke at han intet kunne se.
"Ja, virkelig.. Men jeg er næsten lige flyttet ind og de sidste par dage har jeg ligget med en voldsom migræne.." nikkede han og smilede svagt. Det var som om, at hun lindrede alle hans sorger og smerter.
"Ja, en hund.. Hun er en dejlige pige, på godt og vel de 3 år.. Hun hedder Ariel.." svarede han og grinede lavmælt. Hun havde altid elsket Ariel, så hvorfor ikke opkalde sin hund efter det? Han havde faktisk ligget og set Disneyfilm med hunden, men det havde kun været en halvhjertet erstatning - han elskede hunden, men Rach var noget for sig!
“Hjælpe mig? Er du sikker på det? Det tager mange præcise gåture, der skal lægges mærke til de mindste detaljer, du skal gentage det samme igen og igen til jeg selv kan finde rundt..." svarede han. Det var en god idé, ja. Men det var hårdt. For ham alene var det endnu hårdere. Han havde levet af smertestillende og vand de sidste to dage, hvilket godt kunne ses hvis han smed sin jakke.
"Min lejlighed? Hm.. Okay så..." indvilligede han så og nikkede et par gange. Det tog ham ikke lang tid at finde vejen til lejligheden i stueetagen. Døren var der en avanceret fingeraftrykslås gemt under det, der lignede en normal lås. En nøgle ville gøre det hele meget mere besværligt for Caspian og pengene til at overtale viceværten og resten af beboerne havde han haft og det havde resulteret i låsen nu.
"Right this way, love..." mumlede han og førte hende hen til en anden dør med samme låsesystem. Inde bag døren hørtes en højlydt bjæffen og piben. Da døren gik op sprang en stor, ulvelignende hunhund frem mod dem. Caspian afværgede hunden og den gik mod Rachel. "Ariel sit!" kommanderede han og hunden satte sig, inden den nåede at hoppe op af Rachel.
Lejligheden lignede den gamle, alle møblerne stod samme sted, alle rummene var arrangeret på samme måde, blot var alt interiøret nyt og moderne. På sofabordet lå samtlige Disneyfilm, med historien om den Lille Havfrue øverst.

Et hul i himlen
« on: on Fre 28 okt 2011 - 12:38 »

Gæst

Gæst


”Jeg skal nok proppe en hel masse farver på, og så kan du også vælge hvad der skal på!” Hun lavede et lille hop og gav hans arm et lille klem. Det skulle nok blive sjovt, og hvis han hjalp hende var det bare bedre! Rachel så koncentreret op på ham, da han fortalte. Det var heller ikke så lang tid siden hun var flyttet ind i sin lejlighed, men hun kunne godt finde rundt i byen, eller… det gik da meget godt, ifølge hende, så hun ville ikke få problemer med at følge ham rundt, hvis han sagde ja til idéen. ”Det var synd…” mumlede hun, som svar på hans migræne. Det var ikke noget man ikke kunne klare med en kom kamillete, og hun skulle nok lave al den te han kunne drikke!
Tre år, hvad? Det var lang tid… havde de virkelig ikke set hinanden i så mange år? Og det var endda kun hundens alder! ”Mm… Ariel?” Hun grinte lidt. Det var de særeste ting som Caspian huskede, men det var nu sjovt. Det kunne selvfølgelig bare være at han også kunne lide filmen, men hun følte sig mere speciel på den anden måde. ”Det er dejligt at høre at du ikke har været helt alene i så lang tid.” Hun lagde hovedet mod hans skulder og lukkede øjnene i et kort øjeblik. At være alene kunne gøre folk helt syge, at Caspian var blind gjorde det hele en smule værre. Bare at tænke på alt det han havde været igennem gav Rachel en dårlig fornemmelse i maven.
”Lad nu være, Cas-Cas. Du ved at jeg altid vil hjælpe dig! Jeg har ikke noget imod at gå så mange ture og forklare, det bliver sjovt!” Hun hev lidt i hans arm, ikke af nogen bestemt grund, men det var vel en gammel vane, når hun var sammen med ham. Hun fulgte roligt med. Han vidste jo sikkert hvor han skulle gå hen, desuden havde han jo den der pind og også hende, hvis nu han skulle til at gå ind i noget. Hun lagde mærke til tingene omkring dem, så hun kunne finde vej en anden gang. Hun havde altid elsket at være hos ham, så hun glædede sig til at se hvordan han boede, fulgte godt med i hvordan han låste døren op med fingeren. ”Mm…” Hun smilte, da hun hørte den pivende lyd derinde fra. Det kunne næsten kun være hans hund. Ariel. Rachel stirrede på hunden med store øjne, da den høre at Caspian ville have at den satte sig. Hun satte sig på hug foran den og gav sig til at kæle den. ”Du må undskylde at jeg sådan stjæler din herre, lille ven.” Hun smilte til den og rejste sig igen for at se sig omkring. Den lignede jo sig selv.

Et hul i himlen
« on: on Fre 28 okt 2011 - 15:33 »

Gæst

Gæst


Caspian trådte længere ind i lejligheden, der faktisk var overraskende stor i forhold til de andre i området. Han smed sin jakke på sofaen og lagde derefter sin pen på et lille sofabord. Der lå den altid og der skulle den altid ligge. Han brugte hænderne til at føle sig frem med når han var hjemme eller også fulgte han lyden af Ariel.
"Det lyder godt!" svarede han, til hendes idé om at han selv kunne vælge farverne til sit maleri. Lige nu var der næsten ingen pynt i hans lejlighed. På køleskabet hang et utal af tegninger, hun havde lavet til ham og på et skab i stuen stod en lang række billeder af ham og hende. Men det var det.
Der var også et enkelt billede af Caspian og hans gamle lærer. En lærer han havde haft et fantastisk forhold til, han havde været hans mentor og støtte gennem mange, mange år. Dog havde et uheld med Rach været skyld i hans død. Selvom at Caspian godt vidste, at det ikke havde været hendes skyld og at det var omstændighederne der resulterede i det forfærdelige udfald, havde han i starten givet hende skylden.
Det var derfor han havde forladt hende. Han havde ikke kunne holde hendes latter ud, han havde ikke kunne klare at lytte til hende leve, når den person som var det tætteste på en far han nogensinde havde haft, var død.
Idag gav han hende ikke længere skylden. Det havde været et uheld at han var røget ud foran bilen, hun havde kun skræmt ham. Men fortid var fortid og nu måtte han leve i nuet. "Har du lyst til noget?" spurgte han og tog selv et glas vand.
Ariel gned snuden mod Rachels hånd og logrede lykkeligt med halen. Hunden var både velopdragen og legesyg. Men da den hørte Caspian rode rundt i køkkenet, smuttede den fra Rach og ud til ham. Den satte sig forventningsfuldt ned og lod halen feje hen over gulvet.
"Så skidt da...." mumlede han og kastede en gulerod til hunden, som den greb. Og så listede Ariel ellers afsted med guleroden i munden.
"Vi kan jo tage Ariel med ud og gå?" foreslog han og lagde hovedet let på skrå, mens han så i retning af hende.

Et hul i himlen
« on: on Man 31 okt 2011 - 19:11 »

Gæst

Gæst


Rachel betragtede nysgerrigt alle billederne og tegningerne som hang rundt omkring, og hun kunne ikke lade være med at smile lidt. Det var jo ret mange år siden, når hun tænkte over det. Gad vide hvorfor han egentlig forlod hende dengang… det fik hun nok aldrig at vide, uanset hvor meget hun spurgte. Caspian ville sikkert bare smile, rode hende i håret og finde på et eller andet han kunne tage sig til, for ikke at komme til at svare på spørgsmålene. Det var egentlig ret frustrerende… også selvom hun ikke engang havde spurgt endnu, men hun ville ikke ødelægge det hele igen, ved at gøre han sur, eller irriteret, og endda ikke nu, hvor han havde tilbudt hende at flytte ind i den alt for velkendte lejlighed.
Hun så hen på ham, da han spurgte hende om hun havde lyst til noget. ”Nej tak.” Hun mærkede Ariels våde snude mod sin håndflade, og kunne ikke lade være med at smile. Hun blev siddende, da hunden smuttede ud til Caspian, men der gik ikke lang tid før hun også tumlede ud til ham. Hun grinte lidt da hunden luntede af sted med guleroden i munden, og hun lænede sig tilbage mod køkkenbordet med et tilfreds suk. ”God idé!” Fastslog hun, til hans forslag om at gå en tur med Ariel. ”Vi kan jo gå ned i parken… Eller legepladsen!” Hun greb fat i hans arm med et stort smil. Hun havde virkelig savnet deres gåture… og nu Ariel var med kunne de jo lege med hende. Oh. Caspian syntes sikkert at hun var barnlig nu… Virkelig. Det havde hun jo ikke lyst til. Eller… det kunne være rart hvis det bare var som før, men hun var jo ældre nu, og det var han også. Men hun ville jo altid være hans lille pige, så det kunne vel være lige meget når det kom til stykket. ”Hvad synes du at vi skal?”

Et hul i himlen
« on: on Man 31 okt 2011 - 20:52 »

Gæst

Gæst


Caspian lagde sin hånd oven på hendes, da hun tog fat i hans arm. Han ville gerne ud og gå med hende. På det sidste havde han ikke været ude at gå så meget som han ville, migrænen havde holdt ham i sengen og han havde kun været ude for at lufte Ariel. Men nu var migrænen væk og nu var hun der, så han havde al god grund til at gå.
"Jeg synes, at vi skal gå en tur ned til legepladsen.. Eller.. Parken!" foreslog han, da han kom i tanke om, at hun jo ikke længere var en lille pige. I hans verden var hun stadig et lille, skrøbeligt væsen som han ville gøre alt for at beskytte. Det var jo det han havde gjort, det var det han altid havde gjort.
Han vristede sig fri af hendes greb og gik hen mod det bord, hvor både hundesnor og hans pen lå. Det bords placering kendte han så godt, at det ikke var noget problem at finde det. Han kunne lokalisere det bord fra hvilket som helst sted i lejligheden.
"Du må bestemme hvor vi går hen, så længe du vil fortælle.." sagde han og sendte et smil i hendes retning, hvorefter han kaldte Ariel til sig.
Hunden bjæffede begejstret og løb hen mod ham. Kløerne mod det lyse trægulv afslørede hendes færden, sammen med den lille bjælde i hendes halsbånd. Caspian klikkede snoren i det brede læderbånd om hundens hals og rettede sig så op. Pennen lå i hans lomme, eftersom han nu havde både hund og hende til at føre sig.
"Ariel kan bedst lide parken.." sagde han, uden at vide hvorfor. Måske fordi turen mest var for den store hund.
Han åbnede døren, efter at have samlet sin jakke op og taget den på. Det var jo efterår udenfor og han gad ikke blive syg, ikke nu.

Et hul i himlen
« on: on Tors 3 nov 2011 - 23:15 »

Gæst

Gæst


Rachel mærkede hans hånd oven på sin, og lukkede kort øjnene for endnu en gang at lade tankerne føre hende tilbage til dengang de var sammen. Han ville holde om hende, når hun græd, tage hendes hånd når hun var bange. Det var surt at blive voksen. Ældre. Hun var ikke et lille barn længere. Hendes underlæbe vibrerede kort, indtil hendes tænder tog fat i den og ødelagde det tynde lag læbepomade, som hun havde fedtet dem ind i, for ikke at få tørre læber.
”Parken lyder fint,” hun kunne ikke få det ordenligt ud. Der sad en klump i hendes hals, som fik det til at lyde som om hun skulle til at tude. Hun ville ikke have at han bemærkede det, hvad var sandsynligheden også for det? Hun havde ikke engang sagt det specielt tydeligt… men det var jo Caspian, det her. Whatever, kryds fingre og håb på det bedste. Ja!
Han vred sig fri, og hun lod sig læne op af køkkenbordet endnu en gang, bare for at tage en dyb indånding, hvilket fik klumpen halvt væk. Det var vel godt nok. Hun stirrede op på Caspian da han smilte til hende og kaldte på hunden, som med det samme luntede hen til ham for at få sin snor på så de kunne smutte.
Den var nu ret pæn den hund… og dén havde været hendes afløser? Hun fniste kort af tanken, idet hun smuttede ud af døren sammen med Caspian. Det ville være rart, bare at sætte sig ned og se de gamle Disney-film, men det måtte de vente med til senere.

Et hul i himlen
« on: on Fre 4 nov 2011 - 16:24 »

Gæst

Gæst


Caspian stoppede kort op da hun snakkede, han kunne godt høre at et eller andet besværede hende. Måske en klump i halsen? Men han kendte til hendes stolthed og hendes stædighed, så hvis han kommenterede det, ville hun blankt benægte det.
Så han undlod at kommentere det og istedet åbnede han døren. Han rakte armen ud og ventede på at hun tog den, så hun kunne guide ham gennem menneskemylderet på gågaden.
Men idet han gik hen til hoveddøren med Ariel og hende, slog regnen pludseligt mod døren og han mærkede hvordan de tunge regndråber ramte hans ansigt i det han åbnede hoveddøren. Selv Ariel trak sig lidt tilbage. Hun var ikke glad for regn.
"Well... Måske vi skulle holde os indenfor til regnen var overstået?" foreslog han og så hen mod hende. Han var heller ikke selv så glad for regnen, det kunne være hyggeligt, men han foretrak at blive indendørs og lytte til den blide trommen mod ruderne.
"Kom, så laver vi kakao og ser Løvernes Konge!" smilede han og trak hende med sig indenfor i lejligheden igen. Han klikkede snoren af Ariel, der pænt lagde sig i sin kurv. Han smed sin jakke på sofaen og gik ud i køkkenet, stadig med de slidte læderstøvler på.
Her fandt han en gryde, en mælkekarton, sukker og kakaopulver frem. Det tog ham ikke lang tid at få gryden varmet op og hældt mælk i. Det var en af de få ting som han kunne i et køkken.
Da hun var lille, havde han altid lavet kakao til hende på regnvejrsdage. Efter en lang dag i skolen sagde hun sjældent nej til varm kakao med flødeskum. I al den tid han havde været væk fra hende, havde han altid haft både fløde, kakaopulver, sukker og mælk nok til hvis han pludselig skulle lave det til hende. Men hver eneste gang han smed en gammel karton piskefløde ud, stak det i hans hjerte ved tanken om, at han var alene uden hende.
Et svagt stik mærkede han også nu, men det var på grund af glæde. Han lukkede øjnene og lod panden hvile mod den kølige emhætte der hang over kogepladen. Det var en genial kogeplade han havde anskaffet sig - gryderne blev stående på blusset på grund af magnetisme og det hjalp ham i de få tilfælde, hvor han selv måtte klare at lave sin mad.
"Sætter du ikke Løvernes Konge på? Så kommer jeg med kakao lige om lidt!" kaldte han over skulderen og lod piskeriset køre gennem den varme mælk.

Et hul i himlen
« on: on Søn 6 nov 2011 - 12:38 »

Gæst

Gæst


Hun greb hurtigt hans hånd, da den blev rakte frem imod hende. Han stoppede op og Rach stirrede ventende på ham. ”Hvorfor-…” hun afbrød sig selv, da hun hørte regnen. Hun brød sig ikke om regn… hun kunne ikke lide vand generelt. Det var for vådt… og koldt. Hun var jo teknisk set en hund, men hun var bare én af dem som var født med de forkerte gener. Hun kom ved en fejl til at tænke på de animagusser som kunne forvandle sig til en kat. Stakkels, små pus
Rachel smilede lidt, da Caspian havde forslået at blive hjemme. At vente til at regnen stoppede, var den bedste idé nogen var kommet med i dag, i hvert fald udover den vidunderlige idé hun havde fået om at gå ud og købe hue og vanter. Nu hun tænkte over det havde hun ikke fået købt en dyt endnu, men det kunne hun altid rende ud og købe, hvis det blev koldere, det her var vigtigere end at holde varmen. ”Ja!” Hun grinte lykkeligt. Kakao, Løvernes Konge, det kunne næsten ikke blive bedre! Hun blev trukket indenfor igen, hvor hun begyndte at tage overtøjet og støvlerne af, så hun nu stod i en mat, lyserød T-shirt og et par løse selebukser. Hun luntede efter ham ud i køkkenet hvor hun betragtede ham mens han fandt alle de nødvendige ting frem, som man skulle bruge til at lave kakao. Hun kunne ikke holde smilet tilbage. Det var ligesom i gamle dage, hvor hun sad på køkkenbordet og ventede utålmodigt på at få noget at drikke. Det føltes helt rigtigt det her.
Hun vågnede op fra sine tanker, da han bad hende om at sætte filmen på. ”Okay!” Hun sendte ham en thumbs up, hvorefter hun roligt luntede hen til stuebordet hvor filmene lå. Hun fandt hurtigt Løvernes Konge, hvorefter hun gik i gang med den store proces i at få den ind i maskinen. Det lykkedes hende da også til sidst, uden at ødelægge noget og det hele! Rach smilede stolt, hvorefter hun placerede sig i sofaen. ”Bare sig til hvis jeg skal hjælpe med noget, Cassie.”

Et hul i himlen
« on: on Søn 6 nov 2011 - 12:52 »

Gæst

Gæst


Caspian fik lavet kakao færdig og gav sig nu til at piske flødeskum, med de elektriske piskeris. Lyden af køkkenredskabet overdøvede alt andet og han faldt hen i sine egne tanker.
Minderne om deres tid sammen skar hurtigt igennem og han huskede pludselig hver eneste lille detalje ved de dage, som havde det været igår. Der havde været både op- og nedture, men sammen havde de haft flere gode en dårlige dage.
Dog huskede han også de dage, hvor hun var kommet løbende og havde kastet sig i hans arme, fordi et eller andet var gået galt eller hun havde haft en dårlig dag. Han havde altid blot lagt armene om hende og ladet hende græde ud. Det var det, der hjalp bedst.
Samtidig huskede han de dage, de havde taget til stranden og gået langs vandet, eller når de havde været i forlystelsesparker eller alle de gange, hun havde vundet over ham i kortspil.
Deres liv havde været så tæt forbundet, at de knap nok kunne undvære hinanden i en dag. Rachels forældre havde i længere tid opfordret hende til at være mere sammen med sine klassekammerater end Caspian. Det resulterede i, at han havde måtte undvære hende i nogle dage af gangen, over en længere periode, da hun legede med pigerne fra sin klasse.
I den periode havde han intet lavet. Først når hun trådte ind af døren til hans lejlighed, livede han op igen. Men det havde hun aldrig vidst, for han fandt altid på en eller anden historie om hvad han havde foretaget sig mens hun var væk.
Da flødeskum og kakao var færdigt, fandt han en tragt og hældte kakaoen op i to store glas som han bar ind i stuen, sammen med flødeskummen og skumfiduser. Han turde ikke tage chancen og fedte hele køkkenet ind i flødeskum, så det måtte hun hjælpe med.
Han satte det fra sig på stuebordet og satte sig så ved siden af hende. I et øjeblik tøvede han, men rakte så ud efter hende og trak hende ind til sig. Han knugede hendes spinkle krop ind mod sin og kyssede hende i håret. "Jeg forlader dig ikke.." mumlede han. Han havde et behov for både at sige det til hende, men også sig selv.

Et hul i himlen
« on: on Man 14 nov 2011 - 22:51 »

Gæst

Gæst


Rachel lænede sig tilbage i sofaen og lagde hovedet tilbage for at stirre op i loftet. Duften af kakao pirrede hendes bihuler og fik hende til at tage en dyb indånding imens lyden af piskeriset fyldte rummet. Hun vidste egentlig ikke hvad hun ellers skulle gøre. De kunne jo ikke føre en samtale, på grund af larmen fra piskeriset, og hun havde ikke lyst til at råbe unødvendige ting og sager. Hun havde vel kun sine tanker at bruge? Men hvad var der at tænke på?
Hun betragtede lydløst de mange billeder som hang rundt omkring, af hende og Caspian. Gode tider… gode minder. Problemet var bare at hun havde været så lille. Hendes hjerne var ikke i stand til at huske alle de mange timer de havde tilbragt sammen. Den var stadig for simpel, men de vigtigste ting var der dog stadig. Som dengang hun var stukket af, og var løbet ned på den daværende legeplads og gemt sig. Det var begyndt at regne… det begyndte at blive mørkt. Hun var bange. Hun havde grædt, men han fandt hende! Hun havde sikkert lugtet langt væk af våd hund, men han fandt hende, og det var det vigtigste. Han havde holdt hende tæt ind til sig og ladet hende grædt i fred, indtil de var taget hjem igen for at drikke varm kakao og se tegnefilm.
Hun kom tilbage til virkeligheden igen, da piskeriset stoppede, og hun stirrede overrasket hen på Caspian. Hun vidste egentlig ikke hvorfor. Måske… måske fordi det gik op for hende hvor lidt han havde forandret sig, eller måske fordi han aldrig holdte op med at overraske hende. Hun smilte og satte sig op for at hjælpe ham, men inden hun fik nået at gøre noget trak han hende ind til sig og placerede et fint kys i hendes hår. Jeg forlader dig ikke. Hans ord gav ekko i hendes hoved og hun kunne lige så stille mærke tårrene presse sig på. Hun lagde armene om hans hals, pressede sig tæt ind til ham og lod tårrene komme ud. Det ene hulk efter det andet. Hun havde stadig ikke grædt færdigt. Han var hos hende nu. Og han måtte ikke gå. Det ville hun ikke have. Han skulle blive hos hende.

Et hul i himlen
« on: on Ons 16 nov 2011 - 11:18 »

Gæst

Gæst


Caspian fornemmede hvordan tårerne pressede på hos hende og han var forberedt, han var altid forberedt. Normalt ville kvinders gråd gøre ham utilpas, han havde normalt utroligt svært ved at håndtere når andre græd i hans nærvær.
Men ikke Rachel. Med hende var det noget helt andet, for hun var så meget anderledes, så meget mere i hans verden, at han gladeligt ville nedkæmpe hver eneste drage og uhyre på hendes vej, for at hjælpe hende.
Han rykkede lidt på sig, så han fik et ben op i sofaen, der hvilede helt ind mod de store puder, som udgjorde deres ryglæn. Han trak hende derefter længere indtil sig og strøg hende over håret.
Han havde aldrig set ideen i at berolige folk med ord, love dem guld og grønne skove bare for at de lukkede munden og ikke længere tudede øjnene ud af hovedet.
Til gengæld så han ideen i beroligende lyde og derfor havde han altid blot mumlet eller nynnet et eller andet beroligende tæt ved hendes øre. En melodi fra Disney, en række tilfældige ord som hun forbandt med noget godt.
Det følte han, at han kunne stå inde for og derved kom de ord eller lyde nemmere over hans læber.
Han blev ved med at holde hendes krop tæt ind til sin og nussede hendes ryg, hendes nakke, kyssede hende et par gange i håret. Men han tyssede aldrig på hende. Det syntes han var respektløst. Han foretrak at hun selv fik lov til at vælge, hvornår hun ville stoppe med at græde.
Han sad genre med hende i timer, hvis det skulle være. De havde faktisk siddet sådan for nogle år tilbage i et par timer, til hun til sidst ikke havde kunnet græde længere.
Han spurgte heller aldrig ind til hvorfor hun græd - det fortalte hun selv, hvis hun følte at det var nødvendigt.

Et hul i himlen
« on: on Lør 26 nov 2011 - 9:02 »

Gæst

Gæst


Hun mærkede varmen fra hans krop. En tryg følelse skød over hende, som hun lå dér, tæt ind til sin beskytter og græd. Hun kunne ikke lade være med at smile indvendigt, da hun mærkede hvordan Caspian placerede sit ben oppe i sofaen. Han kunne sikkert mærke at de skulle sidde sådan i noget tid endnu, hvilket hun bestemt ikke havde noget imod. "Mm," et kort snøft kom fra hende.
Hun græd stadig, men ikke så meget som før. Kun små lyde kunne høres fra hende nu. En dyb vejrtrækning, som blev forpurret af en klump i halsen, små snøft og andre ting som kunne forbindes med én der prøvede at holde gråd tilbage. Ikke at hun behøvede at holde det tilbage. Caspian havde aldrig klaget over det, og var altid så god til at forstå, spurgte aldrig hvad der var galt, så det endte næsten altid med at hun sagde det. Men... hun havde jo ingen anelse om hvad hun skulle sige nu. Hun vidste ikke hvorfor hun græd. Nok fordi det havde været så lang tid siden at hun havde været hos ham. Og nu sagde han at han aldrig ville forlade hende.
Rachel lod sin hånd glide ned på hans brystkasse, hvor hun roligt berørte det rødternede stof, hans skjorte var lavet af. Hun tog et par dybe indåndinger, bare for at få det sidste ud af sit system. Hun slappede nu af i kroppen, og lukkede roligt øjnene sammen. "Tak," mumlede hun stille op til ham. Det var det eneste ord hun lige kunne komme på. Han havde sikkert ingen anelse om hvor taknemmelig hun var for at have ham. Det var ikke det samme at lave varm kakao helt alene og sætte sig ned for at se en film. Det blev kedeligt i længden. Hun var jo trods alt atten år, men sammen med Caspian var det anderledes. Hun lod et lille smil poppe frem på sine læber og lagde sig tættere ind til ham. "Jeg elsker dig, Cassie."

Sponsored content



Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen Besked [Side 1 af 2]

Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum