Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Latest topics
» Ready for our weekend? (Charmeine Love)
Today at 9:53 by Charmeine Love

» A beautiful night.... (Cherish Radcliff)
Today at 9:43 by Cherish Radcliff

» I am really worried Doctor.... (Angelique Dümont)
Yesterday at 23:00 by Zakaroff

» År 3038 - reklame
Yesterday at 8:51 by Adriana

» I know I did something wrong... but I'm not sorry - Niklaus XXX
Tors 14 dec 2017 - 13:46 by Harry Jepsen

» Face Claim
Ons 6 dec 2017 - 14:09 by Ryuu

» Dance of the Brush (Cherish Radcliff)
Ons 6 dec 2017 - 7:59 by Cherish Radcliff

» Do I know you? - Aleksei
Lør 25 nov 2017 - 19:18 by Aleksei

» How about no?
Man 20 nov 2017 - 1:52 by Roar

» Big changes - Khá
Lør 18 nov 2017 - 16:31 by Charmeine Love

Statistics
Der er i alt 674 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Sigrid

Vores brugere har i alt skrevet 240114 indlæg in 12012 subjects

Its this my destiny? [Privat]

Side 1 af 3 1, 2, 3  Next

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Tirs 5 jul 2011 - 19:47

Sted: Terres gågade
Fortsættelse af emne:
http://www.vielamort.com/t7763p30-le-bar-de-la-solitude-touch-me-andrija#163257
Omgivelser: En lang gågade med butikker og cafeer
Vejr: Sommer og sol, 30 grader
Tid: Midt på dagen, plus et par minutter

Privat - Guinevere



Der var ikke en vind der rørte sig, heller ikke mange steder at finde skygge, og de få steder man kunne finde skygge var allerede fyldt godt op med mennesker – eller væsner af forskellige slags. Det eneste væsen man ikke fandt, var vampyr, selvom der sikkert var nogle der havde en eller anden fisks ring der gjorde kunne, men ellers var det vampyr fri dag, som alle de andre, folk var i overraskende glædeligt humør, sad på de mange cafeer der fyldte gaden samt med diverse butikker med alt lige fra is butikken til tøj og skobutikkerne. Ja, det ville være en udmærket dag at holde en strand fest, eller en fest i Sombre, sådan set burde man bare være glad og lykkelig, men der kom en lille tordensky vandrende rundt blandt de ellers så glade skyer. Der var gået en uge siden Andrija var flygtet over hals og hoved, væk fra Guinevere, en dæmon som havde alt, og måske mere end han ville vide af. Siden deres lille sammenstød havde han holdt sig langt væk fra alt hvor han kunne komme i tanke om hun var, så det var et sats at gå på Terre gågade hvor der var så mange mennesker, og væsner. Hun kunne udmærket være en af dem, hvilke også var grunden til at han konstant kiggede omkring sig, for at sikre sig at han ikke fandt nogle smuk dæmon, med langt lyst hår og blå øjne. Han vidste ikke om han skulle frygte det, hvis det endelig kom til stykket eller ej, men han var sikker på han ikke var populær ved hende længere, og han ville også helst bare glemme hende, men nej, selvfølgelig kunne han ikke det, hun havde placeret sig i den del af hans hjerne hvor der aldrig blev slettet noget, arkivet om man så kunne sige.
Han havde været helt galt på den, ingen fester eller kvinder en hel uge! Han burde virkelig købe noget at drikke eller noget, for at få sig selv lidt i gang, men lysten var der ikke rigtigt. Det eneste der var sket var at han var begyndt at storryge, og gik som han gjorde i dette øjeblik med en ’pind’ mellem læberne, hænderne i lommerne på de mørke jeans, og let åbenstående skjorte. Han ville ikke have ladet den stå åben hvis det ikke havde været så varmt, og fordi han ikke havde bemærket det, for det ville minde for meget om Guinevere til at han ville lade den stå åben, så heller dø af varme! Ærmerne var smøget op til albuerne og på fødderne bar han allstars. De metal grå øjne tog endnu en tur omkring sig, hvilke igen kunne få ham til at ligne et jagtet dyr som var blevet jagtet ud i en skov, hvor jægeren kunne være alle steder, og det var faktisk meget tæt på rigtigt, blot at det ikke var en direkte skov, og han ikke var jagtet der ud. Han stoppede op ved byens springvand, hvor han kiggede ned i det klare vand, der nok snart ville blive godt grumset af alle dem der var oppe at bade. Han sukkede, og lukkede kort øjne, mens han trådte et skridt væk fra springvandet, for at gå videre. Som lyn dæmon havde han aldrig været specielt glad for noget der bare kunne minde en lille bitte smugle om vand, selvom han udmærket kunne tåle det, han var jo ikke nogle robot, selvom det ville være cool. Et glædes løst smil gled over hans læber, mens han traskede videre et eller andet sted hen, uden at tænke over at kigge over skulderen. Var det det lille smil? Nej, næppe, der var ikke rigtigt noget der kunne rede ham op af sit ’hul’ han var endt i. Hvorfor han egentligt var så påvirket af det der var sket, var han bange for at han vidste. Men han ville stadig ikke indrømme det, han nægtede det, vente ryggen til, og stirrede fortsat ned i jorden hvor folks sko gled forbi.


Sidst rettet af Andrija Lør 9 jul 2011 - 12:37, rettet 1 gang

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Tirs 5 jul 2011 - 20:27

Hvorfor hun havde taget stilletter på, på en dag som denne, kunne hun ikke rigtig besvare. Det var ikke fordi hun skulle på bar eller noget, arbejde, nej hun havde ikke nærmet sig byens diverse bare. Grundet til at hun absolut ikke havde lyst til det, og fordi hun var bange for at støde ind i en hvis dæmon. Det var ikke fordi hun ikke gerne ville lade ham vide hvad hun tænkte om ham lige nu, fordi hun havde skam en masse skænselsord hun gerne ville fyre af på ham. Hun var mere bange for hvad hun ville komme til at gøre ved ham. Hun havde ikke været så såret over noget, og sur på nogen i årtier, og det bragte desværre al hendes magi i sig, i kog. Og inderst inde ville hun nok også helst ikke gøre ham fortræd. En grimasse lod sig snige sig ind på hendes ellers kønne ansigt som hun tænkte den tanke. Et eller bånd havde sat sig på hende den aften hun havde mødt Andrija. Et forfærdeligt bånd der gjorde at alt hvad hun så mindede hende om ham. De smukke grå bygninger der grundlagde gågaden i Terre, var som hans lystrige metalgrå øjne. Flokke af fyre der stod og røg cigaretter ude foran caféerne mindede hende om hans måde at stå på. Selvsikker, styr i sagerne. Hendes tempo øgede sig, som om hun prøvede at flygte fra tankerne. Hvorfor hun havde valgt at tage til gågaden var stadig ikke klar i hendes hoved. Hun havde prøvede at tænke sig til de steder hvor han muligvis ikke var, men det eneste hun var kommet til hvor han kunne være, var i parken og en af barrene i byen. Hvilket gav hende alt for mange steder til at slå sig ned ellers. Hendes lyseblå sommerkjole, blafrede i den kunstige vind der var rundt om hende. Den var af et tyndt, tyndt stof. To lag, da det yderste var gennemsigtigt. Den gik hende til et stykke før hendes knæ, og havde fine tynde stropper. Under brystet var et mørkeblåt bånd, der var bundet med en sløjfe i ryggen. Og denne kjole, fløj let omkring hende som i en Hollywood film, af den kunstige vind hun sørgede for at have omkring hende så hun ikke gik rundt og svedte dagen lang. En herlig glæde, som Guinevere på ingen måde gengældte, befandt sig i gaderne i Terre på denne vidunderlige sommerdag. Og hvis hun ikke havde været så på tværs med alt som hun var, ville hun sikkert have fået indsmigret sig på nogle fyre og ladet dem byde hende på drinks. Men ingen alkohol var tiltrækkende i dag. Hun kunne også lade sig nyde nogle af de vidunderlig mange sko eller tøj. Eller kosmetikforretninger for den sags skyld, men intet af det så indbydende ud.
Hun lod irriteret sine øjne lukkedes, da hendes før, lette hovedpine, begyndte at blive værre. Og så lod hun sig ellers gå videre med sine lange, blonde krøller danse omkring hendes ansigt, på hendes skuldre. Da et par stødte ind i hende åbnede hun øjnene for hurtigt at vrisse af deres undskyldning, og hun stoppede op for at indtage sine omgivelser som så yderst kedeligt ud taget i betragtning det var den smukke natur i den sommerfulde Frankrig. Hun kiggede sig tilbage over skulderen for at se parret gå forelsket videre og grimassen tog fat i hendes træk igen. Tsk. Forelskelse. Latterligt. Men uundgåeligt. Selv for den bedste. Hun lod et frustreret udbrød flyde over sine læber, og vendte sig om for at gå videre, men for så at stoppe helt.
Hun håbede inderligt at det var hendes hoved der prøvede at gøre grin med hende. Gøre hende mere irriteret, vred og sur end hun var i forvejen, men lige meget hvor mange gange hun blinkede med øjnene ændrede billedet foran hende sig ikke. Nej, det var skam ganske enkelt, og utrolig tilfældigt. Det korte, pjuskede hår, hun flere gange havde ladet sine fingre køre igennem. En skjorte med de øverste knapper åbne, som om hun lige havde haft fingrende i dem. Den stadig selvsikre attitude i hans holdning, som dog så en smule slatten ud. Og de metalgrå øjne, hun sagtens kunne se på afstand. En utrolig kølig vind opbyggede sig omkring hende, og spredte sig usynligt i gågaden. Folk forvirrede og undrende. Men Guinevere kunne ikke stoppe det. Synet af ham fik hende til at gennemgå ydmygelsen han havde udsat hende for da han bare forlod hende, nøgen, i parken. Og med faretruende skridt, med genlyd gik hun imod ham og springvandet. Den kølige vind følgende med sig.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Tirs 5 jul 2011 - 21:13

Han fortsatte lidt endnu, da han pludselig kom i tanke om at han burde tage sig et kig omkring, men hun var der jo ikke, så han udskød det, og fortsatte sin gang uden at bemærke de mennesker der kom med overrasket udbrud over noget bag ham. Han lod blikket glide rundt for at finde et sted han kunne side, mens han tog smøgen mellem to fingre, og pustede en lille sky ud, før han smed den fra sig i et af de offentlige askebære. Han kiggede rundt og før han skulle til at gå videre men stoppede. Hvad var det han havde set? Han vente sig halvt om, og så de lyse krøller danse rundt om ansigtet og de blå øjne der var rettet mod ham. Stiletterne lyd næsten som jordskælv da hun kom hen til ham. Han ville for længst have taget flugten hvis han da ellers havde kunne få kroppen til at lystre, men nej, den blev hvor den var, mens han målte hende med øjne, og prøvede at gætte hvad pokker det var hun ville. Det var nok ikke så svært, en røvfuld på åbengade, det skulle nok blive sjovt. Tænkte han tørt, og ventede på hun kom helt hel. Han skilte let læberne, mens han kiggede på hende, men han vidste ikke hvad han skulle sige, og hun ville meget muligt gerne først sige noget, så han blev ved med at kigge på hende, men lod omhyggeligt være med at se hende i øjne men pressede læberne sammen mens han holdte øje med hendes lemmer, for at de ikke pludselig skulle komme flyvende igennem luften og ramme ham. Han ville nødig slås ned på åben gade, så heller røvfuld. Han tøvede og vidste tydeligvis ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han følte sig som fanget i et net. Han kunne selvfølgelig diske op med et ’hej’ og så et smil for hele 25 øren, men det ville nok bare gøre hende mere vred end hun allerede var, så den ide droppede han, og gik i gang med at prøve at forudse hvilke øgenavne hun ville smide i hoved på ham. Han havde aldrig personligt været særlig god til det at gætte, så hans dårlige forsøg inde i hoved på ham gav ham ingen hjælp. Det undrede ham i grunden helle ikke, hvad skulle han også stille op med hende. Han fjernede blikket, fra hende, og stirrede væk fra hende, som sikkert ikke ligefrem ville dæmpe hendes vrede, men hvad kunne han gøre?

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Tirs 5 jul 2011 - 21:34

Så han havde fået øje på hende. Godt. Hun gad ikke lave et ’overraskelsesangreb’ eller hvad fanden det var rollingerne kaldte det nu om dage. Det var ikke lige så ydmygende. Det undrede hende dog at han ikke prøvede at få det fjernet et sted længere væk fra menneskemængden i gågaden, han havde trods alt muligheden endnu, da hun manglede et stykke før hun nåede ham. Men det passede hende fint. Jo flere vidner til dette, jo bedre ville hun have det inden i. Måske. Det første hun lagde ud med var i hvert fald at give ham en ordentlig, ringende lussing på hans venstre kind, så en flok unge kvinder ved siden af udstødte flere højlydte gisp. Tøsebørn, tænkte Guinevere og skulede ondt til dem før hun vendte blikket tilbage til Andrija. Med al sin magt hun havde i sin krop lod hun den ellers hårde vind hun havde fået frembragt, forsvinde. Desværre var det en åben plads med adgang til menneskers udsyn. Mennesker som ikke kendte til de magiske væsner der færdes imellem dem til hverdag. Og desværre var hun så loyal overfor sin hemmelighed at hun ikke ville risikere at afsløre noget som helst. ”Din perverse skiderik.” Hvæste hun af ham, og han fik endnu en lussing på den samme kind. ”Er det normalt for dig bare sådan at efterlade de kvinder du finder rundt omkring i bare, nøgen, midt i en offentlig park?” Hun trådte tættere på ham, og lod sin pegefinger prikke på hans brystkasse, der heldigvis for ham var beskyttet af hans skjorte. For hun vidste at hende negle lige nu var syle skarpe, ligesom hendes tænder også var. Og hvis hun ikke var forkert på den havde hendes øjne også taget en meget mere unaturlig blå farve på. Heldigvis lod hendes hår sig være den samme blonde farve som altid, i stedet for det kulsorte hår der ellers hørte med i hendes dæmon udvikling. Hun håbede inderligt, at han bare på et eller andet punkt, var en smule, bare en lille bitte smule skræmt af hende. En del i hende ville allerhelst vælte ham om på jorden så hun kunne sætte sig ovenpå ham og tæske livet ud af ham, så var der en del af hende der gerne ville have hende til at flygte, langt, langt væk fra ham. Og så var der en del af hende der allerhelst ville slå armene om hans hals og kysse ham. Og nu stod hun der med de tre dele der splittede hende ad og vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre. ”Intet sagde du. Intet! Du forsvinder bare lige pludselig uden det eneste ord.” Endnu en lussing. ”Jeg håber inderligt du er stolt af dig selv. Sådan at lokke en til at tro du vil have hende og så behandle hende som skrald, midt inde i det hele.” Den prikkende følelse i hendes øjne var der igen, og hun vidste ikke rigtig om hun havde magten til at kæmpe imod væsken der var i gang med at samle sig derinde.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Tirs 5 jul 2011 - 22:37

Han mærkede hendes slag og blinket overrasket over kraften i det, men det var jo nemt nok at slå hårdt. Han havde nok forventet hun ville sige noget mere før hun slog ud efter ham igen, som atter ramte. Han kiggede på hende uden at svare, han vidste ikke hvad han skulle svare. ”Nej …” Hviskede han så tone løst mens han stirrede på hendes finger der bar tydelige tegn af at have dæmon negle for enden. Øjne virkede kolde som passede til den isblå farve de nu havde antaget, helt anderledes end hans. Han vidste ikke hvordan han skulle bortforklare det, og fik heller ikke tid, før endnu en syngende lussing ramte ham. Da hun virkede til at være færdig med at slå på ham, sænkede han kort blikket, og tøvede. Det var nok ikke det bedste sted at være, men hvis hun ville gøre mere kunne hun jo bare slå og sparke alt hvad hun ville. Han forstod hendes vrede, og var faktisk overrasket over at hun ikke kastede sig over ham med næb og klør. Han ville sikkert ikke lade hende rive ham i stykker, men alligevel ville han gerne have haft mere vrede fra hende, det virkede som om hun tøvede uden at vide hvad hun skulle gøre.
Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen, uden at vide hvad han skulle sige. Det var nyt at hans partnere vendte tilbage for at give ham en røvfuld, men hun af alle havde vel også krav på at få et svar – hvis han så blot kunne give hende det, men han vidste ikke hvad hans svar var. Han ville frygtelig gerne sige hvad det var der var problemet, men han kunne ikke finde de rette ord og for ikke at ligne en dum fisk lod han sin mund forblive lukket. Det forvirrede ham at hun havde sagt at hun – kunne lide ham, eller var der andre ord der lå gemt? Han kunne ikke forstå hende. Han kiggede undersøgende hendes ansigt igennem i et forsøg på at finde andet end iskold had men kunne ikke finde andet. Om det var det eneste hun følte eller om det blot var gemt bag en facade var han ikke sikker på, men betød det så meget.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Tirs 5 jul 2011 - 23:46

Guinevere kiggede såret på ham som han bare stod der og kiggede på hende. Intet, intet fik hun ud af ham. Så han var altså fuldstændig ligeglad med hende. ”Nej?” Hvæsede hun. ”Nej?!” Hun skubbede til ham med kraft i sin bevægelse. ”Og alligevel er du fuldstændig ligeglad med hvordan jeg havde det!?” Hun ville højst sandsynligt komme til at sige ting hun ikke ville have gjort hvis hun tænkte klart. Men nu, fordi ’følelser’ var involveret kunne hun ikke finde ud af noget som helst mere. Hun vidste at det var nytteløs at blive ved med at give ham lussinger. Hans kæbe ville nok bare ende med at ryge af. Og så ville hun nok aldrig få svar på hvorfor fanden han havde efterladt hende der. Fordi det var, egentlig helst det hun ville have ud af det her. Og så at han fik på det rene at det bare ikke var okay at behandle hende på den måde. Overhovedet. Og derfor gik hun til angreb med sine knyttede næver på hans brystkasse i stedet for. Hårde stød. ”Havde du slet ikke tænkt på at du måske gik over en streg? Havde du slet ikke tænkt at under alt det som du åbenbart holdt meget af den aften, så fandtes der faktisk følelser?!” Hun gav ham endnu en lussing og fortsatte med at slå løs på hans brystkasse, mens forbipasserende blev ved med at stille sig op. ”Jeg kan tage meget. Utrolig meget. Men det, det var fandme lavt!” Hun skubbede til ham igen. Hårdere den her gang, og som han vaklede bag ud, tættere på springvandet, hev hun fat i hans skjortekrave. Med et blik, der lige nu indeholdt mest vrede, var også pludselig fyldt med sår. Dyb sår som hun ikke kunne gemme bag alt hendes koldhed. Lige meget hvor meget hun ellers ville. For fanden tage ham, så havde han vækket monsteret i hende. Det monster hun havde gemt væk og håbet aldrig ville komme tilbage og vise sine grimme følelser. Og hun mærkede, irriterende som det var, tårer på sine kinder. Om hun havde prøvet det før kunne hun faktisk ikke huske. Det føltes væmmeligt, vådt, varmt. Forfærdeligt. Og selvom han nok nåede at se det, så skubbede hun ham alligevel ikke fra sig. Så hårdt at han røg ind i kanten på springvandet og ned i vandet. Lidt chokeret over det, gik hun hen til kanten og kiggede ned i vandet. Utrolig forvirret over alting, stod hun bare.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Ons 6 jul 2011 - 0:13

Han vaklede et skridt tilbage da hun placeret sine hænder på hans brystkasse og skubbede til ham. Han mente ikke at have sagt noget om den sag, men han droppede at påpege det, for det ville nok ikke hjælpe. Han blev nød til at stille sig beder hvis han ikke skulle vælte under hendes slag som hun lod regne ned over hans brystkasse. Han prøvede at gribe ud efter hendes hånd, men fik kun den ene, så hun med den anden kunne give ham endnu en af sine snart berømte syngende lussinger der fik til at slippe hendes hånd, så hun igen fik muligheden for at hamre løs på hans bryst. Han ville nok have sagt noget for at tø hende op, eller for at prøve at tø hende op, men det hjalp ikke, det vidste han, så der var ingen grund til at prøve. Han blev overrasket over at hun sagde hun havde haft følelser for ham, der var selvfølgelig nogle der havde det, men det var forelskelse i hans udseende, og den gled jo hurtig i baggrunden som tiden gik. Han havde aldrig troet at Guinevere kunne have følelser på det område, ikke at hun var kold og kynisk – det var alligevel bare ikke det han havde set komme. Om det var fordi han var så forvirret eller hvorfor vidste han ikke, men han blev overrasket igen, da han blev nød til at gå flere skridt tilbage for ikke at vælte. Hendes slag stoppede hvilke lettede betydeligt, så han ikke blev nød til at være boksebold for hendes knyttet næver. Han blev endnu en gang overrasket over at hun greb fat i ham og kiggede på ham med øjne der var flydt med vrede og sorg – og vand! Gennemsigtige tåre der langsomt trillede nede af hendes kinder. Han skulle til at fjerne hendes hånd, for at prøve at give en forklaring fra sig, men han nåde ikke at gøre noget før han mærkede sine han blev skubbet bagover ned i springvandet, som omslugte ham med sit en meter dybe vand. Hele kroppen, fra top til tå.
Han var gået i chok i det sekund han havde ramt vandet, men han fik hurtig styr på sig selv, ved først at lukke manden, så der ikke kom mere vand ind, og så gribe fat ud efter kanten og give sig op mens han gispede efter luft, mens han kæmpede for at få vandet ud af lungerne og luft ind den anden vej. Han sad lidt og fik kastet en masse vand op, som der var kommet enormt meget af, selvom han næsten ikke havde brugt mere end ti sekunder under overfladen, men det havde nok en del med at gøre at han slet ikke kunne lide vandet. Efter længere tids hosten og hakken fejede han sit våde hår væk fra øjne så han kunne se noget, mens han kom på bene. Hvis det havde været alt andet end vand hun havde skubbet ham ned i, ville han nok have ændret udseende, men om det var godt eller dårligt var ikke helt sikkert, men han skiftede ikke form – han kunne ikke. Han kiggede blot tavst på hende, før han rede sig i land, og stod så der og dryppede. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, for ved alle normale andre omstændigheder ville han give placere et knæ i maven på hende, så hun ville falde sammen, for så at gribe fat i hendes lyse krøller, og tvinge hende til at se på ham, mens han udspurgte hende om hvorfor, men han blev stående og kiggede på hende med et roligt blik, eller næsten roligt. ”Er du færdig, eller skal jeg en tur der ned igen?” Spurgte han køligt mens hans blik kiggede ind i hendes øjne. Hvis han skulle der ned igen, fortrak han selv at gå der ned, og ikke blive hævet der ned. Han kiggede endnu en gang ned af sin krop, hvor hans tøj nu sad helt klæbrigt op af ham.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Ons 6 jul 2011 - 0:33

Chokeret over det hun havde gjort, gik hun helt hen til kanten og lænede sig over den for at se om han kom op igen. Hun vidste ikke om hun skulle lade resten af sin vrede passere og hjælpe ham op, men før hun fik besluttet sig for det var han allerede op ved overfladen igen. Det glædede hende vel at han måtte spytte en masse vand ud. For nu, nu havde han også prøvede at blive ydmyget. Om det ville påvirke ham det mindste vidste hun ikke. Og hun havde desværre røbet en masse under sit vredesudbryd. Alt for meget. Tænk at hun kunne være så dum at lade sådan en ting slippe. Havde hun ikke brugt årtier på at prøve at nedtrykke alt det fis, og så bare lige pludselig så springer det hele ud som vand fra et springvand. Følelsen af at ville flygte var utrolig stor nu. Og det var alt hvad hendes hjerne fortalte hende at hun skulle gøre. Men hendes ben ville ikke lade sig flytte og hun blev så stående og så ham klatre ud af springvandet. ”Er du færdig?” Spurgte han. Det var hun vel. Jo, hun havde da stadig en masse vrede i sig, men hun havde ikke nogen lyst til at slå på ham mere. Det nyttede alligevel ikke noget. Han tog ikke sådan yderligere skade af det. Og hun brød sig ikke rigtig om det. Sådan en tøs du er blevet, tænkte hun. Og det var hun. Hun kunne ikke slå ordentligt, gøre vold. Og hun stod og havde tårer løbene ned af sine kinder. Totalt ude af sit element. ”Ja.” Svarede hun iskoldt tilbage. ”Jeg er færdig.” Du behøver ikke lege fisk mere. Havde hun lyst til at tilføje. Men dårlig humor var nok ikke det rette at blande ind. Hvad mon han ikke tænkte om hende? Sådan at stå og græde foran ham. Han fandt hende stensikkert utrolig utiltrækkende i forhold til aftenen ugen forinden. Der havde hun været kold, følelsesløs, selvsikker, sexet og havde styr på sagerne. Og nu, ja nu var hun kold, såret, blød inden i, grædende og totalt forvirret over de ting hun følte inden i og de ting hun ikke kunne finde ud af omkring ham. Hvorfor havde himmelen også valgt at falde ned over hende nu!?
Hun tog et skridt tilbage fra ham. For at give ham plads. Men måske også fordi en del af hende var bange for om han ville begynde at angribe hende tilbage. Hun havde ingen ide om hvilken slags dæmon han var. Han kunne have alverdens kræfter. Måske ting hun slet ikke ville kunne forstille sig. Og bare i muskler ville han kunne kvæle hende hvis han lystede. Så underligt hvordan det hele kunne ændre sig fra dag til dag. Hvorfor havde hun dog ikke bare været blevet hjemme i sin lejlighed? Hun følte sine negle blive normale igen. Hun kørte stille sin tunge under sine tænder, som på ingen måde skar. Hun vidste ikke om øjnene havde den normale kolde, lyseblå farve, men det undrede hende meget hvis de ikke skulle være normale igen. En fiasko. Det var det hun følte sig som. En stor fiasko.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Ons 6 jul 2011 - 0:55

Han kiggede tavst på hende mens hun gav ham hendes iskolde svar mens de stod og stirrede øjne ud af hinanden. Han slog blikket ned igen og vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre ved sig selv eller hende for den sags skyld.
Som et lyn fra en klar himmel fik han en ’ide’ som ikke var nogle rigtig ide, men bare noget han gjorde før han fik stoppet sig selv eller gjort noget der kunne minde om at stoppe sig selv da han greb ud efter hende, og trak hende ind til sig. Han havde kun i et kort glimt set hendes øjne skifte farve, men det betød ikke rigtig noget om hun havde de bløde blå øjne, eller de iskolde øjne der kunne minde om noget man skulle op nord på, til polerne for at se. Han fandt hendes læber som han ganske let berørte med sine egne våde læber mens han lage en arm omkring hendes talje, og trak hende ind til sig så hun blev godt våd de steder hvor hendes krop berørte hans.
Det var først da deres læber var presset mod hinanden at der kom lidt mere tankevirkning oppe i hans hoved. Selvom det tydeligvis ikke var noget han havde forventet af sig selv at se på nogle måde chokerede det ham ikke. Men han lod sit førhen ’dårlige helbred’ glide igennem sin krop, mens han prøvede at undersøge det, som han blidt berørte hendes læber. Han lod blev ved med at undersøge det, nu med nye øjne som man kaldte det. Det var anderledes, varmt i psykisk forstand, noget der kunne få en ukendt glæde til at boble rundt i hans krop mens han trak hende længere ind til sig.
Den anden der ikke lå omkring hendes hofte gled forsigtigt op af hendes ryk, op i nakken hvor den gled ind under de bløde krøller og lage sig oppe omkring hendes skuldreblade. Han stønnede kort mod hendes læber, uden at slippe dem, uden at give hende en chance for at komme ud af hans greb der trak hende hårde ind mod sig. Hvis det var således det føltes kunne han forstå hvorfor folk var så forgabte i hinanden. Hvis det var denne fantastiske følelse folk kunne dele, som han ikke havde kendt og som heller ikke savnede forstod han bedre deres glæde til deres udkårende. Var det ikke bedre at tage mange år om at finde den rette, og så virkelig finde den rette?
Han måtte give folk ret i alt hvad de havde sagt, at det var det bedste i verden, det kunne såre, men det kunne til den grad også glæde. Det var fantastisk, man kunne svæve på en lille lyserød lammesky over solen der gik ned i vest, være helt opslugt ...

Var det dét folk kaldte ….
kærlighed?

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Ons 6 jul 2011 - 2:55

Hvis nogle spurgte hende om hendes liv pludselig var fyldt med overraskelser, så måtte hun ærligt svare ja. Hun ville også fortælle dem at det hele var en omgang værre rod som hun ikke kunne finde ud af. Hun ville nok vrisse af dem, bare fordi hun simpelthen ikke kunne finde ud af en skid mere. Hendes øjne mødte hans kort i en form for stirrer konkurrence. Ingen af dem sagde et ord til hinanden. For hvad var der at sige? Det hele var kaos, og hun vidste ikke hvad han ville gøre med hende lige nu. Ville han vende sig om og gå? Ville han gå til angreb på hende som hun havde gjort med ham? Eller ville han gøre en helt tredje ting, en uventet ting? Hun havde ikke den fjerneste idé om det, men som hun var stenet til jorden ville der ikke går lang tid før hun fandt ud af det. Som han med lynets hastighed fik fat i hende, holdt hun været da hun forventede et slag fra ham. Men i stedet for mærkede hun hans arme snog sig omkring livet på hende og hans læber mødes med hendes. Han gjorde det uventede. Det hun ikke kunne gætte sig til. For havde hun forudset dette, så havde hun på ingen måde gjort noget som helst af hendes skader før. Denne omfavnelse var ikke som de andre, den sene aften de mødtes. Den var forsigtig, men fast, som om hun ville forsvinde fra hans arme hvis han ikke holdt godt nok om hende. Som om hun ville glide væk hvis han gav slip. Og kysset. Det var ikke heftigt med tunge, tænder eller noget. Det var ømt, blidt, fyldt med følelse og forsigtighed i sig. Og som de to ting kombinerede sig, samtidig med at hendes kjole blev vådere og vådere jo mere han pressede hende tæt til sig, forlod al vreden sig fra hendes sind, og blev i stedet fyldt med de tanker hun så inderligt havde prøvede at ignorerer den sidste uge.
Så det havde været hans grund for at efterlade hende i parken. Han havde flygtet, ligesom hende, på sin egen måde, væk fra disse følelser der var mere end tydelige i de to. Følelser der ville vise en svaghed i deres normale attitude. Følelser der gjorde dem sorgbare for omverdenen. Men også følelser der ville gøre dem stærke. Lade dem træde ind i en hel ny verden med muligheder hinsides deres fantasi. Og hun lod dem flyde igennem sig som alting blev klarere og klarere for hende. Hun forstod pludselig alle de bøger hun havde læst om den vidunderlige eneste ene. Hun forstod alle de piger der svimede over ham den perfekte. Hun gav dem ret. Der fandtes den person, som havde alt der gjorde en hel. Man fandt dog nødvendigvis ikke personen med det samme. Det havde Guinevere allerede erkendt dengang Léon smed hende på porten. Men sådan som hun stod med Andrija, og lod ham fylde hende med alle mulige ukendte, glædelige, dejlige følelser, så indså hun at det hun havde følt for Léon ikke var andet end en lille småforelskelse i det ukendte og nye. Det kunne på ingen måde måle sig med det hun følte for Andrija som han stod og holdt om hende nu. Den varme sensation der flød igennem hende, som ikke havde en skid med den normale begær og lidenskab hun følte gang på gang. Var det virkelig det som man kaldte kærlighed? Den følelse som hun troede hun kendte og frygtede. Men som hun lige nu lod sig velkomme som en nær ven der havde stået udenfor og banket på. Hun var sikker på at det var det. Og det var åbenlyst at hun ikke var den eneste af de to der havde det på denne måde. Glad over at have fundet ud af præcis hvad hendes tanker havde lingrede om i den sidste uge, lod hun sine arme glide omkring hans hals, for at komme endnu tættere på ham, som om hun ville miste ham hvis han gav slip, og hendes hænder fandt glad op i hans hår som nu var vådt efter at havde været i springvandet. Tårerne på hendes kinder faldt ikke længere. De sidste der havde løbet en tur havde heller ikke været triste tårer, de havde været glædeståre. Denne dæmon, havde alt, og hun var ganske sikker på at hun nu kunne kalde ham sin.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Ons 6 jul 2011 - 10:11

Det ville nok være en løgn hvis man mente han var glad, at han havde det fantastisk kunne man nok heller ikke kalde det, men det var noget tæt på det, blandet med forvirring og kaos i hans hoved. Han kunne da godt se at det var dejligt, ikke at have sit ’dårlige helbred’ men hvad fanden skulle man gøre når hele ens verden pludselig faldt sammen om en! Det var vel ikke kommet som nogle overraskelse, det var vel mere – noget der blot havde ventet, og han var jo i bund og grund selv skyld i det, med sin flugt sidste uge. Hans første uge hvor han faktisk ikke havde rørt nogle kvinde, ikke en gang hvis han skulle give et lille håndtryk eller diverse andre høflige ting. Hans første uge, hvor han ikke havde berørt alkohol i nogle form, blot – ladt det stå til skue på alle barre som han var gået forbi. Hans økonomi ville blive overraskende god denne måned efter denne uge uden at han havde brugt så meget som en lille krone på alkohol. Han havde så brugt en mindre formue på cigaretter, men dét – dét var der en grund til ikke?
Han slap hende langsomt mens han kiggede på hendes nu våde lyseblå kjole – lyseblå? Kaiden trådte straks frem i hans hoved med sit lange hvide platin hår med sorte striber, den lysebrune hud og de orange øjne. Hvad der var sket vidste han ikke, men hun kunne på ingen måder slå Guinevere som stod foran ham og – stadig grad! Om det passede med det man sagde ”kærlighed gør blind” vidste han ikke, men han var sikker på at Kaiden kunne ligge nummer to, men aldrig nummer et. Heller ikke i hendes blå dress med vinduerne i kirken der var blæst ud, selvom hun ville gøre det, hvis det var enhver anden for der var jo ikke noget videre gudeskønt over Guinevere der stod med en våd kjole midt på gågaden i Terre efter at have slået utallige gange på ham, og sent ham en tur i springvandet. Men den sidste del ville andre folk ikke vide, så måske hun alligevel havde en chance?
Det havde overrasket ham at hun ikke havde skubbet ham væk, men blot lagt sine arme omkring halsen som så ud til at have det fint efter alle hendes bide- og negle mærker hun havde efterladt fra halsen og ned af ryggen på ham. Hun virkede pludselig så nem, sårbar, fyldt med følelser, ikke de samme som han havde set hende med i bilen hvor der var et utroligt begær i dem begge, men det var vel bare noget der kom, de havde vel begge gjort det så mange gange – at den følelse ikke var noget nyt, den var ikke skræmmende, noget der fik dem til at gå i panik. Det var denne nye – for ham. Han kendte den ikke, han kendte den lige så lidt som kirke og undervands ture i havet, ned for at se delfiner og klovne fisk. Han kendte den lige så meget som en ulæst bog, og det var jo ikke ligefrem fordi han elskede at udforske noget nyt, jo, kvindernes kroppe, de var oftest de samme, men alligevel ikke. Han vidste altid hvor han skulle trykke for at give den bedste nydelse for dem, og hvordan han derefter kunne skille sig af med dem. Og det var bestemt ikke på den måde han havde efterladt Guinevere, på en bænk, uden tøj, om natten i en offentlig park. Han forstod hendes vrede, ja, den forstod han, men han forstod ikke hvorfor hun havde været villig, hvorfor hun blot lod ham kysse. Hvorfor hun ikke havde smækket ham en på låget og derefter skredet, det ville have været noget han kunne forholde sig til, men nu! Nej, ikke det, ikke at hun blot blev stående, og prikkede til det spinkle korthus han havde bygget op efter mange år, som han havde troet var limet sammen, så der komme både vind og blæst, regn og torden, og de ville ikke en gang hælde lidt til den ene side, men nej, en stor fejltagelse – en meget stor en. Hun var kommet som ud af den blå luft, og så havde hun med sine tindrende blå øjne, det gyldne hår og et hånligt smil på de fine læber lænet sig en smule frem, og med et dovent lille smil pustede til huset, så det hele faldt sammen om ørene på ham, så han blot kunne sidde befippet, skuffet? Vred? Og kigge på den bunke kort der lå tilbage.
Han lod armene falde ned langs siden på hende, og fjernede med en let hånd hendes hånd omkring nakken. Han kiggede lidt på hendes hals, mens han inderligt håbede hun ville skride, gå, lade ham stå der drivvåd til hun var langt væk, så han kunne forsvinde, helt og aldeles forsvinde og ikke stikke snuden uden for en dør i mange tusinde år, bare forsvinde. Men det ville på den anden måde også såre ham – hvorfor? Svaret var enkelt, kærlighed. Nok var det et fantastisk billede med smukke blomster og sommerfugle, men som andre også sagde – det gjorde ondt, mere end han ville lade sig vide af, han ville egentligt helst bare stikke halen mellem bene og flygte og hals og hoved, benægte hende at komme, men så ville han sikkert få mere end et par lussinger og en svømme tur hvis de mødtes igen, hun ville sikkert først banke ham i gulvet, og derefter forsøge at drukne ham – i havet. Det var bestemt ikke det han ville, faktisk ville han helst ikke se hende, men hans krop som stadig syntes fandens godt om den følelse hun havde plantet i ham, forbød ham at gå.
Han gik hen til springvandet, og satte sig på kanten, noget han ikke ville gøre når han var sin fulde fem, men det havde han ikke været hele ugen, så hvorfor så nu? Han begravede ansigtet i hænderne, og lod et kort irriteret suk slippe over hans læber, mens han prøvede at få sin krop til at lystre, få den væk. Men nej, ikke for ti kopper pis vil den væk, den ville blive, berøre hende igen, men nu troede han da lige at det var hjernen der styrede kroppen, men nej, ikke i kærlighed, tydeligvis ikke. Han bed tænderne sammen som nu var blevet de lange syle spidse tænder som dannet i fint takket mønster.
Han vidste ikke om man kunne føle de to ting for én og samme person, men det gjorde han. Han hade Guinevere over alt på jorden, hun var skyld i at det hele var brast sammen, at han ikke havde kunne gøre en disse uden at føle sig som et truet dyr de sidste mange dage, hvilke slet ikke ville ligge til ham, slet ikke som dæmon, at løbe rundt i skjul for omverden. Han havde frygtelig meget lyst til at kaste sig over hende, og slå hende ned – gerne til døde hvis det var, for så bare at kunne sætte sig møjsommeligt til rette, og bygge sit hus op igen, men aldrig ville kunne få det gjort færdig, for han ville aldrig kunne leve med sig selv hvis han dræbte hende, aldrig ALDRIG! For som den modsatte part, den han altid havde hadet, var han helt fortabt i hende, hun ville sikkert kunne sno sig om hendes lillefinger, han ville følge med som en villig lille hund med en hale der piskede frem og tilbage mens den konstant forsøgte at glæde hende i hoved og røv.
Han lukkede kort øjne mens han virkelig prøvede at dæmpe, gerne at fjerne sin kærlighed til hende, dræbe alt hvad der hed det, men det var noget stædig noget, måske derfor man kaldte det ”Tro, håb og kærlighed.” Han fortrak ordsproget ”Sex, drugs and Rock N’ Roll.” Noget man kunne forholde sig til, ikke ligesom det kærlighed. Hvis han virkelig ville, stod hun jo inden for række vide til at han kunne flå hoved af hende, og han ville sikkert også kunne gøre det, hvis ikke han var sikker på han ville tabe, så snart hun satte sig mod ham, for så kunne han bare sidde som en eller anden nuttet labrador med store hvalpe øjne, selv når hun kastede sig over ham med lange negle og klør, ville han stadig sidde som den lille hvalp og kiggede på hende med logrende hale. Hun kunne så dræbe ham, eller lade ham rådne op et eller andet sted, mens han slikkede sine sår, og aldrig kom ud, eller hun ville kunne lænke ham til havets bund så han kunne ligge dér og rådne op – det ville stå hende helt frit, han ville ikke kunne skade hende. På grund af den ene lille ting: Kærlighed. Hvorfor kunne det slå alt det andet? Had, vrede, fordømmelse, frygt, panik og alt det andet som for syv potter pis gerne ville slå hende ned, dræbe hende … Kunne han ikke, kunne han virkelig ikke gøre det? Gribe fat i hendes hoved og rive til, til han kunne høre et dejligt knæk, og hun ville synke sammen, så måtte han overleve uden det fandens korthus? Det var en sød drøm, sådan som kærlighed var, men bare at han kunne rejse sig op, ville være noget af en sejer, han kunne nok godt rejse sig op, og flygte over hals at hoved, hvis han så ville sammenarbejde, men at slå hende ihjel ville være så godt som umuligt. Ligesom at prøve at få sin verden til at hænge sammen igen. Umuligt – ud til den side han aldrig ville kunne nå, selv ikke med de bedste midler eller stærkeste kræfter og evner som han kunne have.
Han kunne knuse hendes krop mod jorden ved bare at lade tyngdekraften hive i hende, men tanken blev ikke færdig før han droppede det, for han ville sikkert ikke kunne gøre det, ikke så meget som at løfte en lillefinger. Han var vel det man kaldte hjælpeløs?

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Ons 6 jul 2011 - 13:08

Forvirringen der ellers havde taget en smule af som han havde taget hende i sine arme, blussede op igen lige så snart han gav slip og vandrede hen til springvandet for at sætte sig ned med hovedet i sine hænder. Igen uden at sige noget til hende. Hun kiggede på ham med halv åben mund. Forventede han at hun kunne gætte sig til hvordan han havde det? Hun kunne sku da ikke læste tanker, for fanden! Eller, var alt det som hun følte for ham, slet ikke gengældt fra hans side? Havde han bare kysset hende på den fantastiske måde, hun aldrig var blevet kysset på før, en distrahering så hun ikke skulle slå løs på ham igen? Så kunne han jo lige så godt have skredet. Og lige nu, lige nu som hun stod der og mærkede den irriterende, stikkende følelse af sår vælde ind over hende igen, så ville hun egentlig ikke have ham i nærheden af hende. Hun havde faktisk troet at han følte noget for hende, men nej, det hele var vel bare et spil for galeriet? Med et stille, frustreret suk på sine læber kørte hun sine hænder igennem sit lange hår. Hun kunne seriøst ikke finde ud af ham mere! Hvad ville han? Hun stod der, forsvarsløs, og han kunne gøre med hende som han ville. Og så valgte han at sætte sig et stykke fra hende og lægge hovedet i hænderne. Det kunne hun ikke bruge noget til. Hun kunne ikke analysere hvad det var. Om det var en hentydning til at hun skulle gå. Eller om det var en hentydning til at hun skulle sætte sig ved siden af ham, eller… Hun var ikke sikker på om der var flere muligheder, i så fald hvis der var, kunne hendes hoved ikke kapere at skulle tænke sig til det. Med en let rysten i sin krop, lod hun sine arme omfavne sig selv, for at holde resterne af hende oppe. For det hele var faldet sammen inde i hende. Og som hun troede at han ville være den der skulle bygge det op igen, havde han givet slip igen. Den tynde, blå kjole klistrede sig op af hendes krop og hun følte sig ekstrem utilpas. Med flere mennesker fra gaden der stadig stod som publikum, og heden var solen hun ikke havde energi til at kæmpe imod. Hovedpinen fra før var nu større end nogensinde, og hun følte sig ekstrem svag. Et sted at sidde var det hun havde brug for, men hun kunne jo ikke bare sætte sig midt på gaden. Og det var udelukket at hun satte sig ned ved siden af Andrija. Ikke når hun ikke kunne finde ud af hvad hans næste træk var. Og hun ikke bare gå hen og sætte sig på en bænk, for så ville hun aldrig finde ud af hvad fanden der foregik op i knolden på den fandens dæmon, hun lige pludselig var blevet totalt forelsket i. For det var vel det hun var. Forelsket i ham. Den forbandede følelse der enten kunne sendes helt ned i helvede, eller op til Gud i himmelen. Hun var ligeglad. Så længe den ikke inficerede hende. Men det havde den gjort. Og hun havde jo egentlig været glad over det, da han havde kysset hende. Havde hun ikke reageret som han troede? Havde han håbet hun ville skubbe ham væk, give ham endnu en lussing og så skride? For om hun så gerne ville gøre alle de ting, så strittede hendes krop kraftigt imod. Specielt et sted i kroppen. Lige inden bag brystet, der sad der en muskel der hev og sled i alle hendes lemmer for at makke ret. For den ville skam have at hun blev hvor hun var. Ingen steder måtte hun gå. Nej hun skulle blive der, og vente på hvad han ville gøre. Men det kunne hun bare ikke klare. For hun kunne mærke den forfærdelige følelse af en prikken i hendes øjne, og hun havde ikke nogle planer om at stå der med tårer i øjnene og vendte på en godkendelse eller nok mere sandsynligt, en afvisning. Nej, for så ville den høje selvsikre mur i hende nok bryde helt sammen. Og hun skulle ikke nyde noget af at skrabe jorden i kuldkælderen. Det var til de små tøsebørn at gøre det. Selvom hun var godt på vej til at blive sådan en. Et tøsebarn. Med ingen selvsikkerhed, sårbarhed på størrelse med en elefant og ingen selvrespekt. Nej, den person ville hun ikke være.
”Jeg håber… jeg håber at du kan finde ud af hvad du vil.” Med et trist blik, igen fyldt med tårer som langsomt banede sig ved ned af hendes kinder, kiggede hun på ham, før hun vendte om på hælen for at gå tilbage den samme vej hun var kommet. Om det var den rigtige beslutning vidste hun ikke. Hendes hoved var selvfølgelig utrolig stolt af hendes beslutning, men hendes krop, specielt hendes fandens hjerte, mente at det var det dummeste nogensinde. Efter et par meter stoppede hun for at kigge sig tilbage på ham. En del af hende håbede inderligt på at han ville stoppe hende, men der var også den del, der håbede på at han ville skride til helvede. Den blev dog nedgjort af den del, der håbede på at han ville kalde hende tilbage til ham. Men hvis han virkelig følte det samme som hende, så ville han vel komme efter hende ikke?

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Ons 6 jul 2011 - 13:35

Om han kunne finde ud af det? Var det ikke tydeligt nok at han ikke kunne det? Han skar kort tænder, og lyttede til hendes stiletter der forsvandt et eller andet sted hen, mens han ikke overraskende var splittet mellem og følge efter hende og blive. Han sukkede og lod hænderne falde, for at rejse sig op, og lade en hånd køre igennem det fugtige hår, mens han kiggede ned af sig selv, som var ved at tørre. Det var altid noget så han ikke gik rundt og lignede en vandmand. Han stod kort og overvejede hvad han skulle, han kunne følge efter, eller han kunne skride og glemme hende, presse hende helt ud af sit hoved. Det blev dog hurtigt bestemt hvad det var han skulle, da hans ben pludselig begyndte at følge efter hende, mens han stak hænderne ned i bukselommerne. Så ville kroppen pludselig godt lystre? Fantastisk! Tænkte han tørt, mens han fulgte lyden af stiletter dog uden at se hen mod lyden, men alle andre steder.
Så var kærligheds scenen færdig, og så kunne folk godt tage at pille af, han skulle ikke stå til skue for dem længere. Han hade at være centrum. Han fulgte tavst efter hende med lange hurtige skidt så han til sidst ente oppe på siden af hende, og afmålte sine skridt efter hendes, så de gik ved siden af hinanden. Så var han kommet efter hende, og op på siden af hende, så manglede han bare at sige noget, men det lykkes ikke at få noget frem. Hans mund forblev tavs, uden lyden af et eneste pip. Han lukkede øjne et kort sekund og overvejede at give hende en undskyldning, af den ene eller anden art, men – ville det ikke virke lidt – forkert, for hun vidste vel godt at? Han vidste det ikke en gang selv, så hvordan fanden skulle hun vide det? Han droppede at finde rundt i den tanke, og kastede sig over at finde ud af hvad han skulle gøre.
Han skilte let læberne fra hinanden, mens han prøvede at finde ud af hvad han skulle sige. Han kunne besvare hendes spørgsmål? Men hvad skulle han så svare? ”Jeg …” Han tøvede kort, før han lod det sidste komme ud. ”… tror jeg ved det.” Han greb ud efter hendes hånd, og trak hende med ind i en smøge hvor de kunne stå lidt væk fra gågaden. Han skubbede hende blidt op af muren og kiggede ind i hendes blå øjne uden at vide hvad han nu mere skulle gøre. Skulle han bare give efter for det der kærlighed som allerede havde fået ødelagt alt han kendte og så bare håbe på at det gik godt, så godt som det nu kunne? Han slog blikket ned, mens han let berørte hendes læber der virkede bløde og tillokkende, men han vidste ikke hvad der ville ske hvis han gav slip, og bare kastede sig ud i det – ukendte? Han havde aldrig været meget for at prøve noget helt nyt, en smugle konservativ var man da! Han smilede tørt af sig selv, og lod sin hånd falde ned langs siden, mens han stadig ikke vidste hvad han skulle gøre.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Ons 6 jul 2011 - 14:02

Skulle hun skrige? Hun havde utrolig meget lyst til det. For hun blev med at tørrer det våde stads af sine kinder, men det kom bare igen på ny. Om og om igen. Som en flod fyldt med saltvand. Hun mente aldrig hun havde vist tårer før. Ikke engang dengang hendes forældre var myrdet. Nej, der havde hun været så vred at følelsen af sår slet ikke havde, kunne vise sig. Og det var det samme dengang hun var blevet forladt af den skide franskmand i Grækenland. Sorgen ville bare ikke komme frem da vreden var for stor. Men lige nu, lige nu var vreden overhovedet ikke en størstedel af hendes følelser. De fandens følelser som hun slet ikke kunne skjule, gemme væk. Hun havde indset at hun måtte lade dem omfavne hende. Tage hende over. Og hun var egentlig også ligeglad. For hvis hun skulle have det dårligt, kunne det da ikke blive værre end det hun følte nu. Lyden af en der gik bag hende, prøvede at følge op på hende, fik hendes hjerte til at rase op i hastighed. Men hun vendte sig ikke om, hun kunne ikke få sig selv til at gøre det. Det virkede forkert. Men den duft der lingrede i luften, der kom tættere og tættere på hende. Den var så genkendelig. Op på siden nu. Dog nænnede hun ikke at kigge ud af øjenkrogen. Bange for at blive skuffet var nok den største grund. Skuffet over at se det ikke var ham alligevel. Det ville hun ikke kunne klare. Men før hun rigtig kunne få rede på hvad fanden hun ville gøre nu, hørte hun en stemme der rev hende ud af alle sine tanker. Hun nåede kun hurtigt at se hans metalgrå øjne på hende, før han havde hevet hende ind i en smal passage. Med ryggen skubbet op mod muren var hun fanget. Ikke at hun havde planer om at flygte om hun så ville det eller ej. Det var jo det hun ville have fra ham. Et svar. Og han havde engelig fået åbnet munden. Som han kiggede ind i hendes øjne, gengældte hun blikket ved at kigge ind i hans. Ville han sige mere? Hans fingre berørte let hendes læber, og hun følte den sitrende fornemmelse inde i, bygge sig op. For selvom alt der her kærligheds halløj, som hun ikke helt forstod, var kommet frem, var hendes tiltrækning af ham ikke gået væk. Overhovedet. Den var næsten blevet større. Fristelsen til bare at kysse hans læber og glemme alting, var utrolig stor. Men det var ikke det hun havde brug for. Hun havde brug for svar. Svar så hun kunne få alting til at falde på plads igen. På den ene eller anden måde. Det måtte dog betyde han havde et eller andet for hende som han nu var fulgt efter hende. Men hun var stadig ikke sikker på hvad. Hendes blik hvilede på hans, der lige nu var slået ned. Fristelsen for at lade sine hænder glide op til hans ansigt, til hans bryst, det kriblede i hendes fingre. Men hun kunne ikke få dem op. De var som limet fast til hendes sider, og hun kunne kun vendte på hvad han ville sige til hende, gøre ved hende.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Ons 6 jul 2011 - 14:24

Han trak vejret dybt, mens han stadig ikke vidste helt hvad han skulle gøre. Give op? Det lå ikke til ham at gøre det, det kunne ikke passe at han - bare skulle give op! Selvom der ville være noget godt at komme til, så - hvad ville der mere ske?
Han sukkede lidt, og kiggede op i hendes øjne, mens han forgæves prøvede at læse hvad der stod i dem. Han kunne ikke se hvad hun ville, eller hvad hun tænkte sig at gøre, han kunne ikke se vrede eller noget, kun de våde tåre der gled ned af hendes kinder og fik dem til at glinse let i det svage lys der kom ind fra solen. Der var faktisk behageligt køligt der inde, ikke for varmt, eller for mange mennesker - der var ikke andre end dem. Han tog blidt fat i hendes hånd, og lod en finger glide over de slanke finger mens hans blik stadig var rettet mod hendes øjne som han han næsten kunne se lige frem for at se hvis han ikke kunne. Det var utroligt hvor høje hæle kvinder kunne bære!
Han lænede sig ind over hende, og nærmede sig hendes læber, dog uden at møde dem - endnu. Han vidste at hvis han gjorde det ville han give op, give efter for sin kærlighed til hende. Han kunne stadig ikke lide det, selvom det var hende, for han kunne virkelig ikke finde ud af hvordan det fugerede! Han kunne finde ud af sex, og kvinders, og mænds lyst, men det havde blot været begær, noget man kunne styre, men kærlighed, det var ustyrligt, noget som under alle omstændigheder ikke kunne styres! Han trak vejret dybt før han ganske let berørte hendes læber, med lukket øjne.
De føltes dejlig bløde, perfekte, noget han ville have, eje. Først var det ganske let, blødt så han kunne mærke hendes bløde læber til deres fulde, men det blev langsomt heftigere mens han greb hårde fat i hendes hånd som om hun ville slippe væk.
Han blev ved med at benægte den dejlige følelse der gled op i ham, selvom den stædig blev ved med at vente på at han gav op så den kunne begynde at hovere over at han havde tabt, at han - havde kastet sig ud i noget som han helt sikkert ikke kunne finde ud af. Han var næsten skuffet over hvor let han gav efter for følelsen, hende. Den anden hånd som han ikke havde fanget hende med gled op af hendes lår, op til hendes hofter og gled rundt omkring hendes talje hvor den lage sig til rette og nød hendes varme krop. Hvis det bare forblev således kunne han måske lige klare det, finde ud af det, men han var bange for at der var mere end dette bag det, at det ikke blot var kys og berøringer. Det var det der var forskellen fra sex til kærlighed. Sex var overfladiske følelser, berøringer og kys, mens kærlighed var noget andet? Han følte han var ude på ret så dybt vand, hvor han ikke kunne svømme, men gjorde det noget. Han lod kort sin tunge spille over hendes læber, før han trak sig tilbage, og vente hoved væk, så han ikke skulle kigge på hende mens han trak vejret dybt og lukkede øjne, mens han lod de tre verdens kendte ord glide over sine læber.

"Jeg elsker dig"

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Ons 6 jul 2011 - 15:05

Hans øjne igen på hendes, denne gang så de ud til at være mere sikre. De var faste på hendes. Holdt hendes blik så hun ikke kunne se væk. Hun var ikke sikker på om hun kunne sætte navn på de ting hun så i hans øjne, men det så i hvert fald ud til at være ting der gjorde ham usikker i sin sag. Om hvad han skulle gøre ved hende. Hvad han skulle sige til hende. Og skulle hun sige noget til ham? Hun vidste ikke om hun kunne sige noget til ham. Og hvad det så skulle være. Den dejlige varme følelse gled fra hendes hånd og op i hendes krop, som han let tog fat i den, og lod sine finger glide over hendes. Kærtegnede dem, ligesom hendes læber. Hun havde for længst givet op og ladet alle de dejlige følelser, der gjorde hende blød inden i, flyve rundt i hendes krop som om de altid havde hørt hjemme der. Et stille støn gled ud over hendes læber, som hans kom tættere på hendes, og så alligevel ikke helt. Han stoppede, og om det var godt eller dårligt for hende at han gjorde det, var noget hun ikke helt kunne finde ud af. For selvom hun havde givet op på at kæmpe imod det ukendte inden i, så var hun overhovedet ikke sikker på om hun ville kunne klare alle de følelser han satte i gang inde i hende. Men det så ud til at det ikke var hende der bestemte det lige nu. For som hun lod en sprække forme sig imellem sine læber for at sige noget, hvad som helst, fandt hans læber hendes, i et noget så dejligt kys. Hans læber der var bløde og varme, kærtegnede hendes på en helt speciel måde. Hun bød glad den varme følelse velkommen og lukkede sine øjne i for at lade alle tankerne fra før, forsvinde fra overfladen.
Dette var rigtigt. Hun kunne mærke det. Lige meget hvor meget de ville hade det, så var det, det her der var rigtigt. De passede sammen, både fysisk og psykisk, og der var ingen måde de kunne slippe fra det. Som om han tænkte det samme, følte hun hans tag om hendes hånd blive strammere, samt kysset blive heftigere, og hans frie hånd gled langsomt op ad hendes ben, op ad hendes lår, hendes hofte, om bag hendes talje for at holde hende tæt ind mod sig. Selv lod hun sin frie hånd glide op til hans kind, der fik nogle få strøg før den plantede sig i hans hår, som den nu kendte så godt. Det her var perfekt, og alt i hendes krop skreg at det var rigtigt. At alting skulle være som det var. Hans tunge rørte hendes læber let før han så lod kysset bryde sig. Og hun så ham kigge væk, med et undrende blik på hendes ansigt. ”Jeg elsker dig…” Ordene rungede i hendes øre som kirkeklokker. Elskede. Han elskede hende. Han følte præcis det samme for hende, som hun gjorde for ham. Alle hendes bekymringer og tanker om sorg, kunne tage og skride et hvis sted hen, for de betød ikke noget mere. Han havde erklæret sin kærlighed for hende, nok med en smule overtagelse fra hans indre organer, men han havde gjort det, og det beviste bare at han var alt det hun ville have og mere til. Med et usynligt smil på sine læber, lukkede hun øjnene som hun tog en dyb indånding, og så kiggede hun på hans ansigt, der vendte væk fra hende lige nu.

”Jeg elsker også dig…”

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Ons 6 jul 2011 - 15:33

Han tøvede mens han blev ved med at stirre ud i luften mens han lyttede til hende. Det virkede lettende og dejligt at høre hende sige det, men alligevel ikke - han burde blive mere glad over for det, det var jo ikke hverdag der var en der erklærede sin kærlighed over for en, hvor man mente det, men han ville på en måde heller have haft hun - havde gjort noget andet? Men hvorfor? Han havde jo givet op, der var ingen grund til at bekæmpe det men alligevel var han ikke glad?! Ikke som han burde være, der var noget der ikke ville passe sammen. Han vidste ikke hvad han skulle gøre nu, for han havde det lille problem han ikke anede hvad han skulle gøre, var det dét der skræmte ham? Næppe, eller var det virkelig? Han lukkede øjne og prøvede at tænke på noget andet, men det var selvfølgelig umuligt for ham, man kunne ikke bare begrave sig i tanker om noget helt andet når - når hvad? Hvorfor kunne han ikke bare blive glad? Hvorfor skulle han stadig benægte det, selvom han da mente han havde givet op? Han måtte efter noget tid indrømme at det ikke kun var problemet med at være forelsket der kostede ham kvaler, men hvad var det så? Han kunne åbenbart ikke, var det sådan det hang sammen? Kunne han ikke forelske sig i nogle? Han kiggede tøvende op på hende, men kun et kort øjeblik så hun ikke skulle se hendes forvirring, frygt for at det var rigtigt. Blev han virkelig nød til at gøre det igen? Forlade hende uden at sige et pip til hende og flygte igen? Nej, nej, det kunne han vel ikke? Han trak vejret dybt i et forsøg på at skubbe tankerne væk, men de blev, ligesom hans glæde som ikke var glæde og alle hans spørgsmål der ikke kunne findes svar på - ikke fra ham. handlede det om at han bare skulle give ordenligt slip på det før? Bare lade det hele være tabt på gulvet og så fortsætte? Nej, d-det kunne han ikke, han ville ikke, hvad havde han så tilbage at holde fast i? Han prøvede en sidste gang, panisk og forvirret at presse sine læber mod hende i et heftigt, intenst kys som han håbede kunne hjælpe ham. Han lod sin finger løbe ned af hendes kind, kæbe, hals ned til kravebenet, hvor han borede fingrende ind i hendes hud, som han gjorde ved hendes hænder, mens han prøvede at få styr på sig selv. Men - nej, intet svar. han slap hendes læber med et stille suk, derefter hendes hånd, før han drejede rundt på hælen og flygtede ud af smøgen endnu en gang forvirret, vred, panisk - ja - håbløs?
Han drejede ud på gågaden hvor han satte farten og løb ned igennem gaden for at komme så langt væk fra hende, mens han prøvede at undgå at løbe ind i for mange, mens han satte kurs mod - et eller andet sted. Han vidste ikke helt hvor det var, men han skulle væk. han ville ikke have hørt hvis hun løb efter ham eller hvis hun gjorde noget andet, han skulle bare væk, mens han delvist håbede at hun ville følge efter, måske var det derfor han ikke satte farten mere op, men holdt den nede i menneskeligt tempo?
Fordi han inderst inde ville have hun skulle komme og hjælpe ham?

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Tors 7 jul 2011 - 0:11

Noget var galt. Hun kiggede på hans ansigt der stadig var vendt væk fra hende. Hun havde fortalt ham, at hun gengældte hans dybe følelser for hende, men han lod ikke til at være videre glad for det. Var det ikke det der var meningen? Han havde fortalt hende at han elskede hende, hun havde fortalt ham det. Og burde alting så ikke være i den skønneste orden? Perfekt? Tilbedende kiggede hun på ham, som om det ville hjælpe ham med at vende hovedet. Men ingen reaktion kom fra ham. Hun kunne ikke rigtig sige, at hun havde forventet, at han ville vende hovedet, give hende et stort, kærligt smil, røre hendes kind og derefter tage hende hånd for så at gå af sted, hånd i hånd, ned af Terres gader, som et andet forelsket par. Men en reaktion havde hun dog forventet. Desperat åbnede hun munden for at sige noget. Også selvom det var hende der havde sagt de seneste ord. ”Andri-”, hun blev afbrudt af hans læber der fangede hendes i et heftigt kys, der pludselig gjorde hende utrolig forvirret. Det var ikke fordi hun ikke nød det, for det gjorde hun, for hendes skyld kunne de kysse dagen lang. Men hun kunne bare ikke få det hele til at give mening. Så var han pludselig helt anderledes, sårbar, følsom, fortalte hende noget stort, og nu, nu lod han sit gamle jeg, som hun kendte, tage over ham igen. Hun følte hans hånd klemme om hendes. Fingrene fra hans frie hånd gled langsomt ned fra hendes kind, langs hendes kæbe, hals, ned til hendes bare skuldre hvor hans tag blev hårdt. Som om han prøvede at få noget fra hende. Og så pludselig var det hele væk.
Som hun nåede at åbne sin øjne så hun hans ryg forlade passagen. Hun kiggede måbende efter den forsvunden ryg og stod stadig stenet op ad væggen. Hvad nu!? ”UGH!” Et frustreret udbrød kom ud fra hende og hun sparkede ud efter den bare luft. Hvorfor kunne han ikke bare beslutte sig for noget? Hun lod sig glide ned af muren med hovedet i hænderne. Han gjorde hende skør. Både på den gode og den dårlige måde. Men lige nu, mest på den dårlige måde. Hendes hoved føltes som om det skulle springes. Tårerne gled igen ned af hendes kinder. Denne gang var de dog en lettelse. Som om de tog noget af hovedpinen. Og for første gang lod hun små hulk overtage hende. Hænderne lod hun glide op af sit hoved og igennem sit hår. Hun havde lyst til at rive i det, få de andre smerter til at forsvinde. Nej. Fandme nej. Hun ville ikke give op. Sådan lade ham gøre hende svag. Som et forsvarsløst dådyr. Med et fastbesluttet mål, tog hun skoene af. Hun rejste sig op, tørrede tårerne væk, som bare kom på ny. Rettede på kjolen, der igen var tør, og satte så i løb, med skoene i hånden.
Der var utrolig mange mennesker og hun kunne ikke se Andrija. Hun vidste dog hvilken retning han var løbet i, og lige nu håbede hun at alt det der fis med sjælevenner osv. lå i dem, så hun kunne finde den fandens dæmon. Med hjælp fra luften, bar den hende næsten som hun fløj, og hun løb næsten umenneskelig hurtigt. Men ikke helt, for hun skulle ikke til at afsløre noget. Og inden længe kunne hun dufte essensen fra ham. Hun havde ingen idé om hvordan hun så ud, om hun lignede en fortvivlet idiot. Men hun var også ligeglad. Hun skulle finde ham, og have af vide hvad fanden han ville med hende. For hun ville ikke kunne holde til flere af de her afvisninger. Så ville hun briste. Og der, der var hans ryg. Hun skubbede til nogle folk som råbte alle mulige skældsord på det bedste fransk efter hende. Men det var lige meget, hun kunne nu se ham helt. Og med al sin sidste energi i hendes knækkede stemme råbte hun ud;

”ANDRIJA!”

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Tors 7 jul 2011 - 0:45

Han hørte hende ikke før han hørte hende kalde hans navn. Af overraskelse stoppede han op, og kiggede sig kort over skulderen, mens han let knep øjne sammen, samt læberne. "Hvad?" Snerrede han irriteret og kiggede køligt på hende. "Hvad vil du nu?" Han vente sig helt omkring så han stod med front mod hende. Det var i grunden ikke meningen at hans vrede skulle gå ud over hende, men hun virkede bare som den nemmeste at smide hele skylden på, og det var vel også hende ikke? Det bestemte han sig for, og sked stort pis i om det var rigtigt eller ej. "Ne znam šta je u vašem umu , ali ne možete da dobijete više od mene , zar ne!"* han kom lidt efter i tanke om hun sikkert kunne forstå ham, men gjorde det noget? "Ako želite da bilo šta kažeš onda je to sada reći ..."** Uden at vente på at hun ville sige noget drejede han om på hælene og havde bestemt sig for at tage hjem, helt hjem, hvor han ville være langt væk fra hende, meget langt. Serbien. Han trak vejret dybt et kort øjeblik før han gik i et hurtigt tempo som hun så kunne følge hvis hun ville og kunne, men hun var jo luft dæmon, så det burde hun jo. Det undrede ham lidt hun så så forgrædt ud, men hun var jo kvinde, de havde så let ved at sætte sig til at tude og så tro at hele verden ville komme og hjælpe dem, men hun kunne tro nej, hvorfor dog gøre det, det gavnede ingen af dem. Han var lidt efter fremme ved en parkeringsplads hvor han fiskede nogle bilnøgler op af sine nu tørre bukser, for at låse op til en ældre pick up der stod mellem en masse en smugle nyere biler, der fik hans til at se endnu ældre ud. Han åbnede døren og hoppede ind, mens han lukkede efter sig. Startede bilen, og drejede hurtigt ud, og kørte nåde hensynsløst ud på vejen og satte kurs mod lufthavnen. Han knugede hårdt om rettet imens han prøvede at ignorer de små stik i brystet der sagde sit tydelige sprog om at dén del af ham bestemt ikke var tilfreds med hans valg, men nu var det ham der bestemte og ikke det forbandet hjerte! Det kunne ligesom alt det andet skride, bare det holdt sig langt, langt væk. Selvom han havde givet op for følelsen var hans egen benægtelse af hende ikke regnet med ind i stykket, han håbet at det så bare var det, men nej, han havde været naiv. Efter alle de år uden denne kærlighed havde hans krop lært at afvise alle tegn på kærlighed, men nu? Der gik det hele sammen, selvom hans krop burde have klaret det, men tydeligvis ikke, hans krop havde lige gennemgået en kæmpe naturkatastrofe, som stadig ikke var slut. Den blev nådesløst ved med at fortsætte og ville nok ikke stoppe i den nærmeste fremtid. Han var nu kommet ud på vejen der førte direkte til lufthavnen som han ville være ved om ti minutter, ti minutter mere i dette forbandet land! Hvor fra han troede der ville være et fly klart til ham så snart han fik adgang, billetterne vidste han ikke, men det skulle der være, eller bare et fly af den ene eller anden form! Lige meget hvor, så kunne han flyve til Serbien senere.

*Jeg ved ikke hvad der er i dit hoved/dine tanker, men du får ikke mere af mig!
**Hvis du vil sige noget, så sig det nu...

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Tors 7 jul 2011 - 1:32

Guinevere havde aldrig været tæt på at slå nogen ihjel. Men det her var ved at løbe løbsk. Hun følte sig officielt som et stykke legetøj, som man kunne gøre med hvad der passede en. Forlade den, træde på den, elske den, hade den, smide den, råbe af den, alt uden der ville gøres nogen skade. Men det gjorde der.. desværre. Hun kiggede på ham med øjne der lige nu var fyldt med had. Ikke så meget had mod ham, for det havde hun fundet ud af at hun ikke kunne mere, men så imod hans humør. Uheldigvis forstod hun hvert eneste ord han fyrede af hende, så da hun ikke nåede at svare ham, boblede vreden over i hende. Hun så ham storme af sted, for tredje gang i denne uge, og denne gang satte hun efter ham med det samme. Hun gjorde det dog ikke opmærksomt, da hun på ingen måde gad at have ham til at råbe alt muligt hun ikke kunne nå at svare på igen. Nej, nu måtte hun udtænke en plan. For han var virkelig, virkelig svær at finde ud af. Hun stoppede op. En plan? Hvad var der gået af hende!? Hvor var den selvsikre, kvinde, der kunne få drenge og mænd til at falde på knæene for hende. Kunne indsmigre sig til hvad som helst. Vidste hvad hun vil. Gemte alt der havde med følelser at gøre, og lukkede totalt af for dem. Hvor var hun henne? Hvad havde han gjort ved hende? For det var jo hans skyld. Det måtte være hans skyld. For der var ingen andre hun kunne give skylden. Og hun vidste at det på ingen måde kunne være hende selv… troede hun i hvert fald. Håbede hun. For ellers betød det at hendes selvsikkerhed, og selvrespekt var blevet til en omgang grød. Varmt, blødt, splattet grød. Klamt og uvelkommen.
Hun kiggede sig omkring. Hvor var han blevet af? Lyden af en bil fik hende til at reagere, og som hun kneb øjnene sammen tydede hun føreren. Ham. Hun havde tre muligheder. 1. stå og glo på ham køre væk fra hende for altid og græde som en anden tøs. 2. løbe sin vej og gøre et ihærdigt forsøg på at glemme ham og alt hun havde lavet med ham. 3. hoppe op på det bagerste af bilen, efter at have givet sine sidste kræfter i et ordentligt tilløb. De var alle tre utrolig tillokkende på hver sin måde. Specielt nummer to. For det var hvad hendes rigtige jeg ville have gjort. Men nu var hendes rigtige jeg der ikke mere. Hendes rigtige jeg, var blevet overfaldet af følelser og kærlighed og ødelagt totalt. Så hun havde kun valgmulighed 1 og 3. Nu var 1’eren utrolig tillokkende, da det betød at hun ikke skulle kæmpe mere og bruge sine kræfter. Hun skulle bare give ind. Give op. Men det var det hun ikke ville, give op. Det for svagt. Selv for den person hun havde udviklet sig til i den sidste uge. Så det blev nummer tre. Det dristige, måske umulige, og uforudsigelige valg. Stadig med skoene i hånden satte hun i løb efter bilen. På den side hvor han ikke ville kunne se hende i spejlene. Og med et elegant spring, hoppede hun op i luften og landede på laden, lydløst. Stadig uset. Forhåbentligt. Hun satte sig ned i hjørnet helt oppe foran, og sukkede ud. Hun havde ingen ide om hvor han ville hen. Men noget tydede på ud af byen. Hvor, det vidste hun ikke.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Tors 7 jul 2011 - 11:52

Han kørte ind langs rækkerne af biler, for at holde så langt oppe ved indgangen som overhoved var muligt, så han slap for at vade frem og tilbage på parkeringspladsen som var enorm af en parkeringsplads at være, men der skulle jo være plads til når folk var væk i en uge. Han sprang ud af bilen, tog nøglen med for at låse før han begyndte at gå, men stoppede pludseligt op, da han så noget lyset der sad oppe på ladet af hans bil. K-kunne det virkelig passe! Han snurrede rundt, og kiggede med kølige øjne på hende. ”Hvad?” Hvad vil du sige?” Hvis hun så absolut ville sige noget at hun tog med ham her ud for at gøre det, måtte det da være noget i nærheden af at det var vigtigt. Han stønnede kort, og lod blikket glide ned af hende mens han overvejede hvad det kunne være hun ville, der kunne være så fandens meget, og hvis hun ville holde en mindre tale, selvom det ikke ligefrem så sådan ud, så måtte han vel heller berede sig eller flygte? Et kort irriteret støn slap ud mellem hans læber, da han lænede sig op af ladet, for at afvente et eller andet fra hende, mens han begravede sig i tanker om at verden bestod af valg, hvis man ikke tog de rigtige – hov, så døde man sgu lige et par år før beregnet, det var sgu ærgerligt men sådan var verden jo sjovt nok skruet sammen. Det var nemt nok for ham at holde den vrede facade oppe, nu da han havde besluttet sig for dén og nægtede alt andet at komme ind, men hvis hun kom tæt nok på ville det nok krakelere og det hele ville ryge sammen – igen. Men vrede kunne altid holdes kunstigt oppe, det var noget med andet med glæde, for der skulle man hele tiden holde et eller andet kunstigt smil oppe, mens vrede – der skulle man jo bare tænke på det rigtige?
Hans blik lå stadig på hendes smukke ansigt der lyste med de blå øjne der var indrammet af lange øjenvipper der fik solen til kaste lange mørke skygger ned på hendes kinder, hvor øjenvipperne dækkede for solen, ned på de høje kindben videre ned på kinderne, hvor hendes fyldige læber tog over, for at blive erstattet af en slank ren hals der gik ned til en slank velformet krop der kunne sit kram. I sand en meget smuk kvinde med de n blå kjole omkring sig der lyste hende endnu mere op end de lyse askeblonde lokker der faldt ned af hendes skuldre. Hans øjne gled ned til hende sko, hvor der for en gang skyld formede sig et lille smil på læberne. Han ville også være overrasket hvis hun havde kunne klare løbeturen – og springet med de sko på, så helt unaturlig var hun da heller ikke – endnu. Han lod let fingeren glide over overfladerne på bilen, rene og lige, næsten utroligt så gammel bilen var, man kunne sikkert finde nyere versioner af den, men doven som han til tider nu en gang var, havde han ikke orket at købe en ny, og den kørte overraskende fint! Men hvad skulle han egentligt gøre med den? Kunne hun tænke sig at tænke et vrag af en bil? Det gjorde hun nok ikke, hun havde sikkert en som hun kunne bruge. Han lænede sig mere op af bilen mens han tydeligvis gav udtryk for at han kede sig bragt, men bare for at være lidt høflig blev han stående og kiggede på hende. Det syntes han nu ikke han skyldte, ikke efter hvad hun havde gjort efter hans hoved. Vælte hele verden, så burde man da komme for en domstol! Og dømmes til døden. Han skar kort tænder af hans latterlige tanker, og vente sig om mod hende. Hvis der ikke snart kom gled i hendes taletøj skred han, og så kunne hun få nøglerne så hun kunne køre hjem hvis hun ville det.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Fre 8 jul 2011 - 0:37

Guinevere mærkede et ryk i sig og så at bilen nu havde stoppet. Som en tiger på spring satte hun sig til rette hvis han nu skulle se hende. Hun måtte indrømme at hun ikke var helt sikker på hvad hun skulle gøre når han så hende. Inderligt håbede hun på at hendes improviseringevne stadig virkede, trods det meste af hende var totalt i smadder. Bildøren smækkede i og hun betragtede ham, som han gik forbi hende med vrede skrevet på hans ellers kønne ansigt. Som et spejl mente hun at hun så hende selv i kanten af hans øjne. Og ganske rigtigt. Hans skridt stoppede op og i et aggressivt vend på hælen mødte hendes blå øjne hans grå. Et sug gik igennem hendes mave som han åbnede munden og hun følte sig stum. Den tone. Det fik hende til at tro at han var en helt anden person. Men det var det ikke. Det var den ganske samme person som hun ugen før havde gjort det med på bagsædet af en bil, det var den samme person der havde fortalt hende at han elskede hende, og det var den samme person der hele TRE gange havde gået fra hende. Forladt hende uden nogen grund. Det var den samme person der gjorde hende skør inden i, fysisk og psykisk, den samme person som hun lige nu hadede fordi hun også elskede ham.
Hun så hans øjne følge hendes træk. Hendes hår, ansigt, hals, kjole, sko… ja hendes sko. Hvis hun ikke følte sig usikker i alt, så mente hun at et smil krøb på hans læber. Men hun var ikke sikker på noget som helst lige nu. Takket være ham. Hun rejste sig op og kiggede på ham, mens grøden inden i hende skvulpede rundt med alle de fortabte tanker og følelser og den forhenværende stolthed hun havde i sig. Det at han talte til hende som om alt dette var hendes skyld, irriterede hende grænseløst. Især fordi han tre gange havde skredet fra hende uden at give hende en ordentlig forklaring, hvilket havde endt med at gøre hende skrub forvirret. ”Hvad jeg vil!?” Sagde hun med sammenknebet læber og et blik der sagde alt hvad det skulle. ”Jeg vil vide hvad fanden du vil!” Hun tog det lille spring og landede let og elegant lige foran næsen på ham. Nu uden hæle var hun slet ikke lige så høj som ham, men hun var ligeglad med at hun måtte kigge op på ham, for det gjorde hende ikke mindre sur. ”Du bliver ved med at kysse mig og så skride. Og du har endda også erklæret din kærlighed for mig, og så skrider du. Jeg er fandme ligeglad med at det her … har en eller anden mærkelig effekt på dig… Hvis du ikke kan klare det, så må du gå.” Det var en løgn, og det vidste hun godt. Men hun havde vel ikke magten over ham. ”Men, jeg kræver at du fortæller mig hvorfor du forlader mig. Jeg vil have en forklaring, for jeg kan ikke holde ud at skulle efterlades uden svar og et hoved der er ved at springes, fordi du ikke kan mande dig op og sige det til mig!” Uden at vide det havde hun fået bevæget sig utrolig tæt på ham. Og som et sidste desperat håb indefra, fangede hun hans læber i et noget så heftigt kys, der i en kort stund fik hende til at glemme hele deres problem. Hun trådte et skridt tilbage og kiggede intenst ind i hans metalgrå øjne der lyste sølvagtigt fra lysets skær. ”Giv mig en forklaring… Det er alt jeg beder dig om.”

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Fre 8 jul 2011 - 1:22

Nå, hun kunne sige noget, og faktisk også gøre noget! Han kiggede på hende, da hun utrolig let sprang ned fra ladet, og lande lige foran ham, som gjorde ham letter panisk, som han af alt magt prøvede at dække for. Det var utroligt at hans vrede kunne forsvinde bare hun stod der! Han pressede tænderne sammen mens han nedstirrede hende med et anspændte kæber. Allerede da hun havde sagt ordne vidste han hvad han ville svare. At han ville væk, langt væk helst, men han fik ikke indført et ord. Måtte han gå? Men hvorfor fanden stod hun så der og råbt og skreg ham op i hoved som om han var kommet til at knække hendes hæle på hendes nye stiletter? Det virkede ulogisk i hans hjerne. Han måtte indrømme hun havde fat i den lange ende, med at han ikke kunne mande sig op, og at han vel i bund og grund var det der blev kaldt kujon når han bare skred fra hende over hals og hoved, men nej, dette ville han selvfølgelig aldrig indrømme over for sig selv, det var han lidt for stolt til. De begyndte at gøre ham yderst urolig på den måde hun nærmede sig på, for hvis hun gjorde det, hvis hun kom meget tætter på ville hans mur igen falde sammen over ham. Han gik mere eller mindre i panik da hendes læber pludselig berørte hans. Det var fantastisk, men han kunne ikke rigtig nyde det, da han udemærket vidste at hun ville vinde, han ville jo i grunden ikke kunne forlade hende, hvilke virkede for sukkersødt i hans øre til at han brød sig om det. Da hun endelig slap ham og stirrede op i hans øjne ville hun sikkert tydelig kunne se hvor - fortabt? Hjælpeløs han i bund og grund var, forvirret og panisk? Han ræv sit blik fra hende, som om det var et kært eje hun tog fra ham, som hun ville have igen. Han trak vejret heftigt mens han panisk prøvede at mod kæmpe lysten til at springe ind i bilen og flygte igen, men hun ville sikkert stoppe ham, selvom han næsten var blevet trænet i at flygte. Han kunne heller ikke bare lade hende stå der igen mens han flygtede over hals og hoved. Hans hånd der stadig lå på siden af ladet knugede krampagtigt fast imens han stadig havde vente hoved væk, så hun ikke skulle se hans panik i øjne som det ikke lykkes ham at skjule. Han var overhoved ikke sikker på om han kunne gøre noget eller sige noget, han vidste ikke hvordan det ville lyde eller se ud. Om han ville bryde sammen?
Han lukkede langsomt øjne mens han forgæves utallige gange prøvede at bekæmpe sin stadig voksende panik og lyst efter hende, ikke på den måde han havde det med andre kvinder, men anderledes, noget som altid havde ligget i ham siden - siden hun havde smidt ham i springvandet, men først havde rørt på sig da han havde givet sin kærligheds erklæring og nu brød ud i lys lue, og truede med at overtage ham som en slags evne hvor man overtog andres kroppe.
Han stod helt tavs, og håbede inderligt ikke at hun tvang ham til at se på hende, eller sige noget. At hun ville slå ham ned ville være meget nemmer at forstå, det ville være noget han kunne forholde sig til, men dette ... denne ting som hun havde starte i ham, kunne han stadig ikke finde ud af, disse - følelser. Han ville for alt i verden gerne væk, men han skyldte hende mere end af flygte endnu en gang, det gjorde han virkeligt, det kunne de begge blive enige om, men han kunne ikke rigtig få noget over sine læber. Han åbnede langsomt øjne igen men kiggede stadig ikke på hende, stadig væk, alle andre steder.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Fre 8 jul 2011 - 10:56

Trangen til at rive hårene ud af hovedet på sig selv væltede ind over hende som hun tavst stod og så på ham. Intet kom ud af hans mund. Intet! Hvordan kunne det være så svært for ham at sige bare én sætning? Med et forgæves håb om at slappe af lukkede hun øjnene kort for så at se på ham igen. Hans blik var vendt væk fra hende nu, men han havde ikke undgået at lade hende se det korte glimt af panik og fortvivlelse. Nå, så hun var altså ikke den eneste af dem der ikke kunne samle brikkerne inden i igen. Men hun havde på fornemmelsen at hun var den eneste af dem der nogenlunde havde accepteret factsene. Hvilket bare gjorde det hele så meget sværere. Det så dog ud som om hendes nærvær havde en eller anden effekt på ham. For hver gang hun kom ekstra tæt på ham så han ikke fokuseret ud. Og lige så desperat som før nærmede hun sig ham. Forsigtigt lagde hun sin hånd på hans bryst i et forgæves forsøg på at få ham til at se, at trods dette virkede så forkert som det kunne, var det også rigtigt på en helt mærkelig måde som ingen af dem kunne beskrive med ord. Hun rystede på hovedet af sig selv inden i, hun lod som alle de andre overromantiske tøsebørn. Og det var hun i hvert fald ikke. Det ville hun aldrig blive. Men hun indrømmede at nogle af tingene havde lydt lokkende igennem de mange årtier. Ikke at hun nogensinde ville fortælle det højt til nogen.
Hun lod sine fingre glide over det stykke bart han havde af sit bryst hvor knapperne var åbnede. Hendes fingre sitrede, som lysten for ham boblede op i hende. Om det var den helt samme lyst som den hun havde haft for ham i starten, kunne hun ikke sige. Men lige meget hvad hun ellers havde af forfærdelige dybe følelser for ham, så var lysten der stadig. Og forhåbentlig var den også i ham. ”Andrija.” Hun vidste ikke hvorfor hun sagde hans navn. I håb om at han ville fortælle hende hvad fanden der skete op i knolden på ham. Om det var et forgæves forsøg på at få ham til at kigge på hende. Eller om hun bare gjorde det, fordi hun følte at det var naturligt. Endnu en gang lod hun sig gå op på tæer for at lade sine læber møde hans. Hun lod sine læber forsatte ned af hans kæbe, til hans hals og så igen hans læber. Lige nu ønskede hun allermest at alle de her følelser ikke var der, og kun begæret de havde delt før fandt sted i dem. Det ville være så meget nemmere. Hun skulle f.eks. ikke føle sig som en komplet idiot, ved at prøve at få ham til at tale. Med et stille, uhørligt suk trak hun sig tilbage, stadig med sine hænder på hans bryst. Følelser. Hvor undervurderet de var i magt. For de havde fået magten over dem. Nu var det bare om at få dem til at gøre noget ordentligt ved dem.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Gæst on Fre 8 jul 2011 - 12:09

Han blev ved med at kigge væk da hun placerede sin hånd på ham, oppe ved hans skjorte krave mens han kæmpede for at trække vejret roligt - og for den sags skyld bare blive stående. Han lukkede igen øjne, stadig uden at møde hendes blik, bare stirre væk til han ikke kunne fordi hun krævede hans læber. Han blev stående hvor han var, mens hun kyssede løs, mens han prøvede at forhindre sig selv i at skubbe hende væk, men også at ligge armene omkring hende og trække hende ind til sig og drukne i hendes bløde læber de gled over hans. Han stønnede kort mens hendes læber gled ned af hans hals, og derefter lande på hans læber igen, efter deres lille afstikker. Han skar tænder, ikke fordi han ikke kunne lide det, for det kunne han godt, det var vel mere dét der var problemet. "S-stop ..." Han skubbede hende væk fra sig, mens han igen prøvede at holde styr på sig selv, mens han så snart han kunne vente blikket væk fra hende.
Kunne hun ikke bare gå, og lade ham være? Forsvinde og han ville gøre det samme, og så bare ligge alt det her bag dem, og lade som om det aldrig var sket? Det ville være hundrede gange letter, men hun ville nok ikke lade ham gå, før han gav hende et svar. " ... væk." Han kiggede på hende og tøvede kort. Han gik hen til hende, lod let sine læber stryge over hendes, mens han bekæmpede trangen til at gøre mere end blot dette, for så at gå hen mod lufthavnen. Nu havde han givet hende et svar på hvad han ville, så burde han vel få lov til at gå ikke? Han prøvede ivrigt og ihærdigt at fjerne sin lyst til at vende sig om og gå tilbage til hende, ligesom i slutningen af alle disse romantiske film, hvor de elskede til sidst mødes i kys og kram med solnedgang, men hvis han - efter hans eget hoved - skulle komme videre i livet, blev han vel nød til at gå fra det? Som en ulykkelig kærligheds historie. Så skulle filmen slutte nu og her, og han kunne så oppe i flyet sidde og tænke løs, for så i nummer to, at vende tilbage. Åh ja, det kunne være kønt. Eller også skulle filmen slutte når flyet fløj? Han stoppede sine filmtanker for at lede efter et sted man kunne købe biletter. Han tøvede kort, før han gik hen til noget der kunne minde om et billet udsalg. hvis hun valgte at følge efter hans ham i det lille halvhjertet flugtforsøg ville han ikke kunne høre hende over larmen inde i velkomsthallen, måske hvis hun havde stiletter på, men hvis hun gik på bare fødder ville han nok ikke bemærke hende før - det var for sent? For hun måske slog ham ned og trak ham med ud af lufthavnen i bevidstløs tilstand for så at binde ham til bilen og tvinge svaret ud af ham? Det kunne da rigtigt være hyggeligt!

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Its this my destiny? [Privat]

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Side 1 af 3 1, 2, 3  Next

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum