Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Statistics
Der er i alt 670 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Demetre

Vores brugere har i alt skrevet 238744 indlæg in 11996 subjects

Ronald's baggrundshistorie

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Ronald's baggrundshistorie

Indlæg by Gæst on Tirs 5 jul 2011 - 13:30

Jeg undskylder for fejl, den blev lavet klokken *Biib* om natten! xD

He knows



”Han er klar til Dem, nu.”
”Godt... send ham bare ind.”
Ordene kunne han allerede i hovedet, og selvom han havde bind for øjnene, vidste han stadig hvor han skulle gå hen. Han var så vant til det.
Han blev ført hen på det som han altid havde haft i hovedet som sofaen, siden der ikke var nogle lagner, eller tæpper og stoffet føltes sært imod håndfladerne, men selvfølgelig ville de flytte sig på et tidspunkt... ind til rummet ved siden af. Det var der sengen stod.
Han mærkede hånden lette sig fra hans skulder, hvorefter døren blev lukket i. Den knirkede altid så forfærdeligt... gad vide hvorfor de ikke fik det lavet?
En anden knirken fik hans opmærksom hed. Den samme knirken han hørte hver dag. Han mærkede hvordan sofaen gav efter for vægten. Kort efter mærkede han hånden på sit lår. Kuldegysninger. Det fik han altid når hånden kom.
”Ron...” Han kom tættere på nu. Hviskede ind i hans øre, som var én af hans vigtigste sanser når det kom til stykket. ”...Du ved godt hvor meget jeg holder af dig. Ikke?” Hånden på hans lår blev ført længere op. ”Det er jo derfor, jeg gør det.”

Ronald slog øjnene op med et sæt. Det eneste der var at se var den evigt kolde og mørke væg, som han så tit havde siddet og stirret på. Han satte sig op, hvilket fik tæppet som dækkede hans nøgne krop, til at glide ned og afsløre en tynd drengekrop. Han tog sig til hovedet, lod en hånd glide igennem hans mørke, tykke hår, hvorefter han vendte ansigtet op imod det høje loft, hvor en enkelt lyspære lyste rummet op. Eller... halvt op.
Da det gik op for ham, hvor mørkt der faktisk var, slog han øjnene op og lod sig hurtigt glide hen i hjørnet hvor han krøb sammen. Det var for mørkt.
Han hørte at der blev rodet ved låsen. Klik. Døren blev flået op, og lyden af fodtrin fyldte rummet. ”Ron...?” Han mærkede hånden i sit hår, men han rystede kun manisk på hovedet. ”Bare rolig... jeg har et lys med!” En sød kvindelatter fyldte det ellers rolige rum. Ronald åbnede tøvende øjnene og stirrede op på det kraftige kvindemenneske. Hun stod rigtigt nok med et tændt stearinlys i den ene hånd, som hun smilende rakte frem imod ham. Han tog hurtigt imod det, var ligeglad om han brændte sig på den brænd varme stearin. Lys.
”Jeg forstår dig ikke, Ron... sære lille hvalp.” Hun rystede grinende på hovedet, hvorefter hun bukkede sig ned til ham. ”Kom så op, klokken er snart ti, og vi skal have gjort dig klar til første omgang.” Hun tog fat i hans tynde håndled og trak ham op på benene, hvorefter hun førte ham hen imod døren.

”Jeg har ikke lyst i dag.” Hans stemme gav genlyd i det store badeværelse.
”Sikke noget sludder... op med armene.”
Han hævede armene over hovedet, så hun kunne vaske ham ordenligt. ”Det går jo ikke at du kommer ind, helt beskidt, vel?”
”Jeg mener det, Nanny... jeg vil ik'.” Han vendte hovedet ned imod vandet, for ikke at møde Nannys alt for velkendte blik, som med garanti ville gennembore ham. ”Hvorfor ikke? Er du syg? Har du det dårligt?” Hun satte en hånd for hans pande, selvom det nok ikke gjorde det helt store, siden han sad i det varme vand.
”Nej, jeg... vil bare ikke.”
Nanny lod hånden glide ned fra hans pande, mens hun så på ham med et ømt blik. Efter et par minutter, voksede smilet på hendes fyldige læber. ”Hvalp, du ved jo hvor meget han holder af dig. Han elsker dig meget højt, så du er nød til at vise ham at du også holder af ham, okay? Du ved hvor sur han kan blive... Maria ligger stadig på hospitalet efter det lille uheld, og så er det jo kun dig som kan gøre ham glad igen, ikke?” Hun strøg ham kort over håret, hvorefter hun med et lystigt suk rejste sig op. ”Kom så... vi mangler stadig at finde noget tøj frem til dig.”

Ronald spiste morgenmad imens Nanny fandt tøj frem til ham. Kød. Det samme som han altid fik. Kanin. Det eneste han faktisk kunne fange selv, når bæsterne var så dumme at gå hen til tremmevinduet nede i kælderen, hvor han holdte til. Men han var så vant til det, at det ikke gjorde noget... det var jo kun tre måltider om dagen.
”Her, prøv og se om du kan passe det.” Nanny kom ned i køkkenet med en bunke tøj over armen. Han kunne skimte... hvid, og blå var det vidst. Nyt og fint som altid, det var i hvert fald ikke noget han havde haft på før. Han var altid mest... rød. ”Rejs dig, Hvalp.” Nanny smilede sødt til ham, da han kom op på benene og slentrede hen foran hende. ”Ud med armene.”
Han mærkede det bløde, lyse stof kilde mod huden, dække den til, og den mest vidunderlige duft fyldte hans bihuler... utrolig velkendt. Nanny lukkede den foran, ved hjælp af nogle små, fine knapper som var syet fast i stoffet. Den var for stor. Den gik langt ud over hans fingerspidser, men da han spørgende så på Nanny, smilede hun bare, og nikkede en enkelt gang. Det var meningen.
”E-er det...”
Hun nikkede, da han endnu ikke var færdig med sætningen. Det var Hans skjorte, hvilket gjorde Ronald endnu mere forvirret, end han var. Hvorfor skulle han have den på?
Han så Nanny tage det blå stof, frem som han havde lagt mærke til før. Et helt almindeligt stykke stof. Han så i et øjeblik på det, før han vendte sig om, så hun kunne binde det rundt om hans hoved, dække hans øjne så han ikke kunne se noget. ”Ingen bukser?” Mumlede han lavt, og drejede ansigtet en smule. ”Ikke i dag.”
Der var stilhed i flere minutter, før han endelig hørte hendes suk, hvorefter hun tog ham i hånden og begyndte at gå. Han kunne vejen i hovedet, han havde gået der så mange gange at det var til at blive syg af. Om lidt ville de passere den ting han blev ved med at dunke foden ind i, lige indtil et par dage siden.. han havde endelig lært at trække sig en smule til venstre. Nu passerede de badeværelset, en uhyggelig statue han altid havde vist stod der, men aldrig havde kunnet se. Og nu kom de til trappen. Tredive trin, havde han talt til, engang for længe side, og hver dag blev de talt om. En. To. Tre. Fire... syvogtyve. Otteogtyve. Niogtyve. Tredive. Enogtredive. Enogtredive? Han måtte have talt forkert et sted... for han vidste med sikkerhed at der var tredive.

Der blev banket på døren, med tre lette bank.
”Han er klar til Dem, nu.”
”Godt... send ham bare ind.”


Vil blive opdateret, hen af vejen! Må meget gerne kommenteres! ;D

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ronald's baggrundshistorie

Indlæg by Gæst on Tirs 5 jul 2011 - 13:53

Ej, hvor er det spændende! Jeg sad klistret til skærmen! xD

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ronald's baggrundshistorie

Indlæg by Gæst on Tirs 5 jul 2011 - 13:55

Yay! Positive feed-back! Tak! :D

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ronald's baggrundshistorie

Indlæg by Gæst on Tirs 5 jul 2011 - 13:56

Opdaterer du ikke snart? Jeg vil vide, hvad han skal! xD

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ronald's baggrundshistorie

Indlæg by Gæst on Tirs 5 jul 2011 - 14:04

Nee~ Vi må se hvornår jeg får tid! xD

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum