Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Latest topics
Statistics
Der er i alt 674 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Sigrid

Vores brugere har i alt skrevet 240094 indlæg in 12012 subjects

"Der Magische Ledersnüre" Just-'bout Full Story(Under progress)

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

"Der Magische Ledersnüre" Just-'bout Full Story(Under progress)

Indlæg by Gæst on Ons 22 jun 2011 - 16:47

DETTE ER EN FORTSÆTTELSE!


Udover det vil jeg bare gerne have jer til at læse den, og derefter kommentere.
Læse, fordi det er godt for jer og fordi jeg vil have respons.
Kommentere, fordi at jeg ellers mister skrivelysten og jo så ikke vil skrive videre - og så er det jo dejligt at få noget nyttig kritik :)

Kapitler:
1. Kapitel - Armbåndet der Absorberer[♀]
2. Kapitel - Ave atque vale[♂]
3. Kapitel - Unsuccessfull party[♀]
3. Kapitel, del 2 - I Loved Her[♂]
4. Kapitel - Freakin' Nightmare[♂]
5. Kapitel - Jump Out, Fall In[♂, ♂]





1. Kapitel - Armbåndet der Absorberer[♀]


Hendes skridt gav genlyd i labyrinten, hun forsøgte at ligge bag sig. Hendes lange glatte hår var fugtigt og ikke længere så glat, men dets farve var næsten sort af skidt og mudder. Hendes ansigt var fuldt af svedperler, og hendes mosgrønne mørke øjne flakkede hvileløst omkring til den ene side hvor der var hæk og til den anden side, hvor der var hæk. Hun løb, det hamrede i hendes brystkasse under den tynde engang hvide, men nu falmede natkjole. Hendes sorte armbånd, bar skrånende bogstaver der stavede navnet; Hudson. Hendes stakåndede vejrtrækning lød som en langsomt besværlig stønnen, og alle lyde blev gjort langsommere - og hun løb langsommere.
*Jeg skal dø, i en drøm.* tænkte hun, og fnyste af sig selv og blod fløj ud af hendes mund, og landede foran hende. Men ikke hendes eget blod, hans blod. *Ikke i en drøm, Audrey. I et mareridt* hviskede en indtrængende stemme i hendes ører, hans stemme.
Lyset fra solen badede bølgerne hun kunne spejde gennem sten-kirkehvælvingen, i gyldne og kærligt varme farver. Vandets brusen var svag, fordi hendes hjerte bankede højlydt og føltes som om det sad i halsen på hende og forhindrede hende i at trække vejret bedre. Og dybere.
Hendes mund afgav anstrengte gisp når hun svajede og nåede åbningen ind mod labyrinten, kirkehvælvingens åbning. Solens varme stråler, strakte sig som om de ville lede hende ud med sig i havet - men kunne ikke nå hende.
Hun kastede sig mod karmen, hendes skuldre stødte mod og det ville sikkert give hende et blåt mærke. Et mærke det blå vand, der brusede på den anden side, alligevel ville skjule. Hun trådte ind i mørket, fra hvælvingen og stod under et slags tag som hvælvingen dannede over hende. Hendes ben skælvede, og hendes bare fødder der var trætte, ømme og beskidte af blodpøle fra labyrinten, vaklede videre ud mod vandet. Hendes hjerterytme blev langsommere, da hun lukkede øjnene for at lytte til bølgernes brusen og hun trådte ud i vandet - al hendes smitte blev vasket væk af vandet, og solens stråle velsignede hende med sin varme. Hendes fingerspidser rørte vandets bølgende overflade og snart strømmede vandet gennem hendes fingre, selvom hun ikke havde flyttet sig overhovedet bortset fra det sidste skridt ud i vandet. Der lugtede - nej duftede - af salt, og havtang og sand. Og af våde sten, som bølgerne skvulpede opad..

Nu kom tidevandet, og hun flyttede sig ikke, men ventede på at vandet steg hende til over knæene, nu hoften og senere til halsen før hun smilede og lod en bølge opsluge hende helt.. Og så var hun væk.
Forsvundet, og tilbage var kun hendes sorte armbånd - med 'Hudson' navnet på, men det så ud til at falme længere ind i læderet det var lavet af? Som om.. bogstaverne blev absorberet og gjorde plads til mere? Noget andet måske? Det var som om navnet 'Hudson' aldrig havde stået på det sorte læder.



2. Kapitel - Ave atque vale[♂]


Lyden af glade menneske-stemmer, der var ude og shoppe netop den dag var overalt, de fyldte alle hans tomme tænke-rum. Men heldigvis var hans hoved også fuldt af tanker, som han sad der i skyggen på trods af solen skinnede alt for godt til at det bare var tilfældigt. Hvilket det heller ikke var. Ugen før, om mandagen, var en pige blevet dræbt. Eller dræbt var så meget sagt, hun havde taget sit eget liv og var druknet i havet. Mange havde fået nyheden om pigens død via avisen, som stadig var i omløb denne søndag-morgen. I Avisen stod der som overskrift:
"16-årig pige, fundet død nær Tysker-godset". Det var trykt på hver eneste avis, der gik rundt i den kedelige flække af en by som folk kaldte Chaconné. Men i hvert fald, så solen ud til at skinne så kraftigt for at gøre op for det frygtelige drab - og for hvor svært for ham, for han havde kendt denne pige.
Og selvom han skam prøvede sit bedste på ikke at tænke over det, kunne han ikke. Delvist fordi folk omkring mumlede og hviskede og råbte op om hvor frygteligt det var at pigen var død. Hun havde jo bare været en uskyldig lille pige ikke? sagde de, og nogle vovede at sige; Stakkels familien Hudson. Deres datter.. hvor er det dog trist.
Men Avis-artiklen sagde;
"16-årige Hudson-pige, fundet ved søbredden uden for Tysker-godset - et yderst velkendt sted, for enhver forsker og alien-entusiast. Pigen bar ikke andet end et sort læderarmbånd, da Hr. Dietrich(ejeren af godset) kom gående med sin labrador Max, på deres daglige rute og hunden snusede rundt i vandkanten, og fandt pigen. Den rystede Dietrich, ringede til politiet som tog sig af sagen siden. Obduktionen i torsdags viste, at pigen var druknet i ferskvandet." Og ved siden af artiklen et billede af pigen; en bleg mørkhåret pige, med et fredfyldt smil og lukkede øjne. Hun bar ikke andet end en tynd, beskidt natkjole, og det sorte hår der faldt i lokker ned om hendes bare skuldre var plettet af skidt og mudder og sand. Et stykke søgræs hang stadig fast ved hendes kraveben og huden var som voks, på det billedet og blitzen kameraet havde taget billede med, skinnede i de dråber af vand der beviste at hun faktisk var druknet. Han kunne huske det billede så nøjagtigt, fordi det havde brændt sig fast i hans hjerne og desuden også fordi han lige nu stirrede til højre på en mand med fuldskæg i røde nuancer, som læste avisen med billedet på forsiden.
En vind spredte sig gennem gaden, og mindede ham om hvor han sad. Hans ryg var lidt krum, knæene bøjet og underarmene hvilede dovent på dem mens hænderne ude for enden var foldet, de stærke fingre var flettet sammen og hans brune øjne var stadig helt utroligt sørgmodige mens han sad i skyggen og ikke turde tale, af frygt for gråd måske kom ud, til trods for ord. De sten han sad på, var kolde og hårde men han var ligeglad for de var ikke værre end hans sorg. Hans sorg over at have mistet en han elskede, og det værste var, at han selv havde været en af de mennesker der havde sagt; Stakkels Pigebarn, hun fortjente ikke at dø. For han havde ikke læst avisen selv som alle andre, men fået det af vide af sin ven Rick i går - ja, den selv samme Hr Dietrich der ble nævnt i avisen -, lørdag aften. Rick havde vist ham avisen og han var frosset fast til den ende af stuen han stod i, før han overhovedet havde kastet et ordentligt blik på avisen på middagsbordet var hans øjne klappet hårdt i og hænderne knyttet hårdt til de blev følelsesløse af blodmangel. Han havde genkendt den pige der var på billedet, hans ven. Hans søster. Hans egen, stille, barmhjertige Amelia.
Han rystede på hovedet så de sorte krøller svirpede om hans kønne ansigt og til sidst gemte hans øjne, som så ned i jorden igen - han tvang sig ud af mindet igen. Det var for frygteligt, sådan en ting burde ikke ske mod nogen han elskede så højt! Hvorfor havde hun gjort det??? Hvorfor var hun død fra ham? Han tænkte ikke på hvad han havde i hånden netop da, men det var armbåndet. Det skide forhadte armbånd, som ikke beskrev hans sorg nok selvom det føltes godt at mase det - klemme det sammen til en klump. Også selvom læderet stadig foldede sig ud igen lige bagefter.
I en hidsig bevægelse, rejste han sig, børstede sine brune knæbukser af og skulle til at proppe armbåndet ned i lommen på sin blå skjorte med hvide prikker. Men lod være, fordi han simpelthen ikke kunne. Ikke når det var noget, hun havde haft på. Han tog det på i stedet, og bandt en solid knude om håndleddet af lædersnorene. Han så lidt på smykket, og huskede hvordan hun havde værnet om det som var det en guldhalskæde, eller et dyrt unikt smykke af ædelstene.
Lugten af bilos, steg hurtigt til hans næse da han begav sig gennem gaderne igen. Han sendte dystre blikke til alle som vovede at kaste et enkelt blik på ham, og de begyndte straks at hviske for de havde jo ikke andet at lave, i denne lille by end at snakke sladder? De hviskede; Og stakkels Wallace, hans lillesøster tog jo livet af sig selv.. Han fortsatte dog med at gå, og ignorerede de mærkelige blikke der blev sendt ham. Han gik bare, gennem de snavsede solbeskinnede lange gader i Chaconné.

Det næste sted Wallace(eller Wace, som hun havde kaldt ham da hun engang levede) fandt sig selv var på toppen af et højhus med næsen udover kanten af taget. Duerne på dette tag, var grå og hvide med sølv-skinnende næb som glinsede i solskinnet. Han bar stadig armbåndet, men nu stod navnet Hudosn der igen - og meget tydeligere. Hvor længe havde det gjort det?
Lugten på taget mindede ham om morgenen, hvor alt var frisk og nyt og man stod udenfor og så på det dug der var i græsset fra natten før. Sådan var det også her, bortset fra at duggen var væk og der duftede af frisk, kold luft der slog mod hans ansigt og skubbede hans krøllede hår bagud fra hans solgyldne ansigt. Hans ansigt med de markerede kindben, den lidt for store næse og de fyldige brede læber og hans mørke skægstubbe. Ja, han bar tydelige præg af sorg og mismod den unge Wace. Kulden trængte gennem hans skjorte, og bukser og armbåndet om hans håndled blafrede mystisk i vinden.
Hvad mon der var dernede? Ville det være klogt at kigge? Eller hvis han nu sprang.. ville han så se hende igen? Og så sprang han. Det sidste han hørte før han stillede sine sko, var skrig. Skrig af chok, og forbavselse over den krop der kom hastende ned mod dem fra højhuset af. Og så lukkede han sine øjne, og blæsten trængte gennem hans tynde blå-hvide skjorte og både bukser og skjorte blafrede og BANG! Han ramte fortovet, og hørte ikke andet end stilhed. Fredfyldt stilhed.



3. Kapitel - Unsuccessfull party[♀]


Jeg var lige fyldt 17 år. Var på vej til en fest hos min fætters ven. Selvom nu både min kusine og min fætter var død, var der vel plads til andet også. Mit navn er September Gatsby, jeg er 17 år. Jeg blev født en Torsdag morgen, i September 1993. Jeg døde i en gul minibus mærket af Tyske BMW, på den træffelige dato 5. November 2011. Her er hvordan min dag gik, før jeg døde:

Jeg var både trist og glad. Trist fordi jeg lige havde slået op med min kæreste Rick - men jeg elskede ham -, og fordi min kusine Amelia og min fætter Wallace havde taget livet af sig selv ifølge aviserne. Og glad, fordi jeg som nævnt, var gået fra min kæreste Rick for godt en uge siden. Det der tyngede mig mest var at jeg stadig elskede Rick, men jeg havde aldrig været i stand til holde på nogen fyr. Jeg havde det bedst når jeg var fir, jeg ved ikke hvorfor. Selvfølgelig, var jeg også ked af at min kusine Amelia - min bedste barndomsven - var død, og at hendes bror - min barndomskæreste - også havde stillet skoene. Der var åbenbart nogen der havde ment at jeg skulle have Wallace's og Amelias ejendele, for jeg havde dem nu i kasser pakket ned bagi - jeg var trods alt, deres nærmeste og eneste nulevende slægtning, selv mine forældre var døde for ganske lang tid siden - undtagen en ting; et sort læderarmbånd man selv bandt fast. Jeg havde valgt at tage det på fordi det matchede mine støvler og min nye jakke. Og så var jeg i øvrigt meget glad for læder. Men jeg var i live endnu, og var på vej til fest hos Rick. Det var ikke et slemt brud vi havde, vi er stadig venner - selvom det gør ondt, når jeg ser ham må jeg altså se ham en gang i mellem. Heller have ham som ven, end slet ikke. Men det var jo mig der gik fra ham, og nu spørger i sikkert; Hvorfor? Jo, nu skal jeg forklare det. Længe før jeg mødte Rick i Chaconné center, havde jeg været forelsket i tanken om frihed, om et frit land og ytringsfrihed til alle - også indfødte og negere og emigranter. Ja, jeg var lidt hippie-agtig i min indstilling men mit liv var - ville jeg selv kalde det - okay. Jeg havde familie, venner, var forelsket - både i Rick og i Friheden -, og havde rent tøj at tage på. Hvad mere kunne man ønske sig? Der er masser ting. Make-up, tøj, penge, fyre, skønhed? Hævn, var det jeg ønskede mig allermest i dagene før jeg mødte Rick. Men så den dag jeg mødte Rick, det var en tirsdag og eg var ude og købe ind for jeg havde fået min egen lejlighed, ændrede alt det sig. Jeg blev til en anden pige, en anden September. Og åbenbart, var det ikke den pige Rick forelskede sig i, for 2 uger efter, gik jeg også fra ham - han havde været mig utro.

Så nu var jeg på vej til en fest, både for at få snakket en ekstra gang med Rick og for at få set ham en sidste gang før jeg tog af sted på 'vinter-visit' hos min 'kæreste' - som bestod af mig selv, min bil og et kolossalt lad kontanter i vinteren, hen til de varme lande. Min bil hostede og stønnede, i tiden mellem jeg startede den, og til den blev varmet op og så måtte stoppe ind på en tankstation i nærheden af Ricks hus. Mens jeg fyldte benzin på min gule BMW-minibus, så jeg op på himlen og følte modet falde som en sten der landede i mit bryst. Vejret var kedeligt, decideret kedeligt med den grå himmel, skyfri og ren og så var der trykkende.. Det trak op til regnvejr. *Perfekt* tænkte jeg, og et lille skub i min hånd, fortalte mig hvor meget benzin jeg ikke havde plads til i min tank. Jeg betalte med kreditkort i automaten ved siden af, det var en ubemandet Shell-tank. Mig, og min gule BMW, trillede ud fra benzintanken til rytmen af Infernals 'Club Erotic' - for fuld skrue, så hele bussen rystede. Rytmen blev kortvarigt brudt af et skraldende lyn, der flækkende og oplyste himlen, og udløste et voldsomt regnvejr. Jeg satte viskerne i gang,og fortsatte med at køre at sted i BMW'en. Regnen slørede mit udsyn, og den høje musik gjorde at jeg ikke hørte andet end lyden af bussens stønnen og klagen mens jeg kørte.
Vandputter på vejen gjorde, at jeg skred flere gange og bilen slingrede - selvom jeg kun kørte 30 km i timen på en vej hvor man måtte køre 50. Heldigt at jeg var så god en fører, og havde bestået min kører prøve i fjor med Bravur. Det var godt at jeg var den eneste der var ude og køre i aften, og imens jeg sad og tænkte på hvordan mon Rick havde klaret sig efter vores brud og om han havde fundet sig en ny, var der gået 30 minutter og jeg var nået ud omkring hjørnet af den vej Rick boede på. Jeg drejede stille og roligt ned af gaden, mens jeg skrålede "PUSH ME INTO THE LIGHT.." mens jeg prøvede at se ud af ruden, med mine azurblå øjne.. Alt der efterfølgende skete foregik så hurtigt at jeg ikke så det, og adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig: En skikkelse sprang ud foran mig på vejen, lav, aflang og havde 4 ben; en då. Det var ikke en han, men en hun for den havde ikke nogle 'horn' ud fra panden. Jeg gispede højt, drejede voldsomt på rattet, slog hovedet mod forruden fordi jeg havde glemt selen som var i u-du, og slap rattet men begge hænderne før jeg fløj - langt - væk fra bilen. Jeg fangede en lyd i baggrunden, af metal der bliver knust og krøllet sammen - min bil! Fuck! Av! Mit ben var brækket, og en smerte jog op igennem min rygrad og ind i kraniet på mig(bogstaveligt talt) som jeg forestillede mig lyn ville føltes.
Mit syn slørede sig, jeg så sorte pletter og tænkte kun på min bil. Hvad skulle jeg gøre uden den? Shit shit shit og atter Shit-o-fuck! Ophidsede stemmer, såvel som nysgerrige og enkelte gange brudt af gisp, strømmede mig i møde i de få gange jeg hoppede ind og ud af bevidsthed. De glimt jeg fik, de gange jeg var fysisk vågen længe nok til at registrere det var; Den kolde regn der skyllede ned af mit ansigt, og noget der smagte metallisk i min mund, og noget der ikke passede ind i mit kæbeparti - blackout - en lampe der blændede mig med dens lys, og stadig regn der skyllede mig ren for skidt og blod - blackout - Jeg lå i nogens skød, her var lunt. Mit hoved hvilede på noget groft, og der duftede som Rik plejede at gøre. Den måne der svævede over i mit ansigt var også det samme som hans: havgrå øjne, gylden hud hvor næsen og kindbenene var lyserøde af kulden der trængte gennem mit tøj,sort hår der indrammede hans ansigt og stod i kontrast til gadelygtens hvide lys, der skinnede bag ham. Det var først indtil han talte, og jeg kunne høre at jeg indså at det var Rick, der så ned på mig med det sorte hår dryppende ned over mit ansigt og med mit blod i mundvigen og MIT hoved i sit skød. "Temp, Temp, Temp" sagde han til mig, det var det han altid kaldte mig i stedet for September. Jeg kom i tanken om min bil, fordi jeg så det gule lys bag ham og drejede hoved - FUCK! Alt blev sort igen, og jeg kunne stadig høre ham hviske; "Temp, Temp, Temp, Temp.." noget varmt ramte mig i ansigtet og på øjenlågene og det kom i små stød som regn - men varm regn. Jeg kunne ikke se hvad det var. Det føltes som om han rystede, hans hænder der holdt mit ansigt gjorde i hvert fald, da han hviskede efter en kort pause; "jeg elsker dig" og atter engang blev smerten i mig forstærket, både i brystet og i nakken da jeg så det allersidste glimt; en sammenkrøllet gul masse der glinsede i lyset fra lygtepæle - massen var meget langt væk, måske 20 meter? Og så mærkede jeg intet. Bare tomhed, bortset fra den brændende smerte der lynede om min hånd der hvor Wallace's og Amelias armbånd havde siddet og prydet min blege arm.




3. Kapitel, del 2 - I Loved Her[♂]


Jeg fik selv stablet det hele på benene, og nu kører festen på skinner. Jeg fik en af mine venner til at hjælpe med at sætte lydudstyr op, så musikken kommer fra alle rummets hjørner, og videre ud i lokalet hvor alle mine venner og mindre gode venner danser tæt op af hinanden, nogle mere sexet end andre. ”SEXBOMB SEXBOMB, YOU'RE MY SEXBOMB!” De svedige kroppe vrider sig i takt til musikken, griner, kysser, eller drikker mangefarvede drikker med nuttede paraplyer i. Jeg spotter hurtigt to lækre tøser inde i midten, begge med små lårkorte kjoler, så deres ben kan ses, den enes er godt glimtende mens den andens blot er rene og bløde. Jeg sidder lidt derfra i en grøn lænestol af fløjl placeret i hjørnet af rummet, og ser ud af det mørke vindue. Mens jeg ser, at vejen derude er sort og mørk og skinner af regnen der trommer stille mod ruden i forhold til musikken, og et lille dådyr græsser i udkanten af skoven, tænker jeg på hende. Hvordan vi plejede at sidde i denne stol, og se film som The Imaginarium of Dr. Parnassus og Wolfman, tæt klemt sammen med kun en medium skål af popkorn mellem os, Vores øjne klistrede til skærmen. De store projektøre, oppe ved huset, når ikke helt derud i haven, men de små papirslamper der hænger i træerne rundt omkring oplyser dog stedet en smule. Jeg ser ned på det blå glas jeg holder mellem hænderne, og sukker. Jeg aner ikke hvad der er deri. En eller anden var bare kommet og havde stukket den i hånden på mig. Jeg lader min pegefinger følge rillerne i glasset. Dette er min fest. Min studenterfest. Folk fra min skole er kommet som det passer dem, løbende. Alle er inviteret, og og alle må gøre som de vil. Min ekskæreste September Gatsby, kommer senere på aftenen. Hun er absolut den lækreste, mest sexede pige på hele skolen. Eller, det er vært fald, hvad jeg mener. Hun var min fristelse, min egen uimodståelige Temptation. Og det er hun stadig, kun – i har slået op, det gjorde hun. Min Tempe, og så kvajede jeg mig. Så hvis du spørg mig nu, hvorfor jeg var hende utro – ved jeg det ærligt talt ikke. Der findes ingen bedre pige, mere sexet eller lækker eller fræk end hende i denne verden for mig mere. Det er en af de ting, der bare.. sker? Man kan ikke styre det, man gør det bare. Et svagt smil glider over mine læber, mens jeg vender mig om, og kigger på uret over i det ene hjørne af lokalet. Hun burde have været her nu, hvorfor er hun ikke kommet, er der sket hende noget? Har hun droppet festen? Er vi ikke gode nok venner, har hun fundet en anden? … Jeg bliver straks bekymret, og sætter glasset fra mig, for at gå ud til nogle der holde øje med hvem der kommer ind, om det er de rigtige. Jeg hedder forresten Rick. Rick Rayborn. Mine øjne skimter mængden før jeg går, og finder hurtigt min bedste ven. Adam. Han presser sig vej gennem mængden, og kommer mig prustende i møde. Han er ikke den tyndeste fyr, ham Adam. Men han har været min bedste ven siden tredje klasse, hvor han gav mig sin madpakke, da min egen var blevet væk. ”Hey dude” ånder han tungt. ”Jeg har hørt September er her om lidt”. Jeg ser op på hans buttede ansigt. ”Er det rigtigt?” spørg jeg. Hjertet hopper en enkelt gang, ved lyden af hendes navn. Han nikker ivrigt, og før jeg kan nå at blinke forsvinder han ind i mængden, af dansende kroppe igen. Jeg ser igen ud af det store vindue, hvor nogle billygter skinner ind ad. De har fanget mit syn. Og jeg ser den gule mini-bus som køre afsted på den asfalterede, glatte våde vej. Jeg hører et lyn, og ser hvordan dådyret jeg så tidligere, springer forskrækket ud på vejen, hvordan den gule mini-bus rammer et træ, hvordan forruden smadrer, og en person bliver kylet ud, rammer jorden, hvor den ruller lidt hen af den for at stoppe under gadelampen ud for min havegang, og bliver så liggende. Alt er stille. Regnen trommer. Eller i mit hoved er det. Musikken i baggrunden, er som en svag summen, af toner. Jeg er lammet, det var hendes bil der kørte galt, Septembers gule minibus som jeg tit har tilbudt at skifte bremsen på – men var det så også hende der lige var fløjet ud og landede på vejen, ude foran min have? Jeg kunne ikke tro det, eller rettere; jeg turde ikke. Jeg åbner terrasse-døren i det store dobbelt-vindue jeg har set ud af meget af aftenen, og spæner ud til den sorte skikkelse på jorden. Regn eller ej, jeg er overbevist om at jeg skal derud nu. September er stille. Hun har altid været stille, brokker sig aldrig. Selv ikke hvis det gør ondt. Jeg kan se det på hende. Hendes højre arm, ligger i en grotesk stilling, og ligeså gør benet. Et lyn flænger himlen, igen. Vores blikke møder hinandens. Hendes grønne øjne var tågede og blinkede hele tiden, hendes læber prøvede forgæves fange mere af den luft hun desperat manglede. Regnen der skyller ned af kinderne, efterlader sig en ren sti af hvid hud, som bliver lyst røde af hendes blod. Jeg sætter mig ned på knæ, og børster hendes hår, der er ulækkert af blod, væk fra hendes ansigt. ”Tempe, Tempe, Tempe!” hvisker jeg, og tårerne løber ned af mine kinder, og rammer hende i ansigtet. Hun reagere og åbner øjnene. Hendes åndedræt, bliver pludselig roligt, og tungt, og hendes øjne, bliver klare – bare et øjeblik.”Tempe, Tempe, Tempe, Tempe!” siger jeg desperat, prøver at få endnu reaktion fra hende Hun ser hen på sin gule, sammenkrøllede minibus, som jeg ved hvor højt hun elsker, med sine allersidste kræfter. ”Jeg elsker dig.”siger jeg, og indser først da hun er væk for mig, hvor sande de tre ord er. Hvor meget de betyder, selvom de kun var ord. Jeg ser livet forlade hendes øjne, og hendes ansigt blive slapt. Jeg ser min store kærlighed dø, i mine arme og jeg græder.




4. Kapitel - Freakin' Nightmare[♂]


THE VAMPIRE PARROTS OF TELEGRAPH HILL

A flock of wild parrots lives in the city of San Fransisco.
They are South American cherry-headed conures-bright
green with a red head, a little smaller than a typical pigeon.
No one is quite sure of how they came to the City. It's
likely that they are are the descendants of..


Jeg kan mærke hvordan mine øjne fejer henover siden, så legende let som mange gange før. Jeg kan tilmed høre mine egne tanker der oversætter de engelske ord, i mit hoved. Bogen jeg sidder med, forekommer mig bizar og alligevel hylende morsom. Jeg tænker: *Hvad er lige pointen med den overskrift?* Og et smil kruser på mine læber, da jeg overvejer mulighederne og føler mig kog fordi jeg er sikker på at have regnet den ud denne gang. Men kun kort varer denne følelse ved, da min næse fanger duften af lasagne der siver ind gennem den lille dør jeg har sat på klem med en sutsko. Min hjerne distraheres af min mave, der fortæller mig at jeg er sulten – meget sulten. Jeg ser op, rundt i det mørke værelse hvor kun lyset fra min grønne læselampe oplyser bogens sider og det stof jeg sidder på, og udgør min dyne. Jeg ser også, at jeg ikke har fået ryddet op i lang tid; et rod af sokker, undertøj og t-shirts der hænger over sengens gavl eller stolens ryg, eller ligger henslængt på mit skrivebord eller bare smasket ned på gulvet sammen med de bøger jeg ikke har plads til, på min tøjdækkede bogreol. Til gengæld, er min tøjkommode næsten tom for tøj – igen. Det ene af mine to vinduer, sidder oppe over døren og lukker det sølvhvide måneskær ind foran min dør der stadig er på klem – jeg sukker, og rejser mig endelig for at vandre ned i køkkenet holdt i gult, hvidt og sort hvor jeg finder min far i færd med maden.
Jeg sætter mig hen ved køkkenets disk, og frembringer et gennemsigtigt glas som jeg skubber henover bordet til min far så han kan fylde det, når han nu er i gang med at vaske sine brede, uplejede mandehænder. Inde fra stuen af kan jeg høre min mors stemme når hun taler i telefon, jeg genkender hendes tonefald som høfligt og ydmygt – et tonefald der kun bliver benyttet når hun snakker med mine lærere. Jeg ser hen på døren og overvejer om jeg skal tage flugten, da min far taler til mig iført et lyseblåt, stribet hvidt tørklæde. Dog, alt jeg kan se af ham nu, er hans ryg beklædt af en sort t-shirt og en sløjfe fra snorene på forklædet. Bukserne han bær, er så slidte at de ikke er værd at nævne. Han bær desuden en hvid kokkehat der hælder til venstre, der skjuler hans brune krøllede hår. Hatten minder mig om en sammensunket svamp. Far vender sig om for at sætte maden på bordet da han får øje på midt glas, og stopper brat i samme bevægelse. Hans kind buler lidt ud, og jeg ved straks at han smager på en kommentar.
”Har du ingen arme, Jamie?” han ser stadig på glasset, og står med det store dampende sølvvfad i hænderne.
”Jo far.” svarer jeg. Jeg smiler, og min mor træder ind i køkkenet, med telefonen i hånden.
”Det var din lærer. Hr. Gamble” siger hun, og piller ved telefonens antenne. Det er en gammeldags trådløs sort klods. Hendes stemme er glat, og alt alt for neutral. Som sædvanlig sukker jeg og retter blikket med hende for første gang i dag, uden en form for bebrejdelse.
”Hvad ville han? Chit-chatte om mine dårligere karakterer i matematik?”
”Du indrømmer det altså?” Hun ser på mig, skuffet.
Jeg trækker på skuldrene, og far blander sig igen.
”Nu er der mad,” annoncerer han muntert for endnu en gang at bryde den spændte stemning der vendte tilbage til huet – som den havde gjort så mange gange før. Han sætter fadet på bordet, og
skænker mig vandet. *Dobbelt Triumf!*
Far vender sig om igen, for at tage peberet ned.
”Lad nu være med at bruge det hele.” mumler han imens ud gennem sit fuld-skæg.
”Lad os snakke når du får barberet den der larve af fjæset.” svarer jeg.

Efter lasagnen bliver jeg sendt op på værelset, for at læse lektier. Min mor hænger sig tit i min skolegang, jeg tror det er fordi hun er mærkelig. Jeg bekymrer mig jo ikke om den, så hvorfor skulle hun?
Da jeg endelig bliver færdig med at børstet mine tænder, kravler jeg ned under den kølige bløde tykke dyne og pakker dens dejlige fylde omkring mig. Jeg opdager dog alligevel hurtig,t at jeg ikke kan sove – her er alt for stille. Jeg rejser mig og krydser møgsommeligt gulvets på min vej til vinduet, og løsner haspen for at skubbe vinduet åbent. Noget jeg ikke har gjort siden jeg var 3 år gammel, og havde mareridt. Først står jeg bare og nyder brisen der kommer ind af vinduet, og lugter til duften af nat og kulde der mænger sig med duften af gammel maling der skaller af neden for mit vindue og nu falder blidt ned mellem græsstråene fordi jeg tvang vinduet op.
Jeg lukker min øjne, og tænker kort på den forløbne dag før jeg søvnigt tager de 7 dovne skridt hen mod min seng. Søvnen tager mig ind i sin trygge frie favn kort efter.

Jeg vågner med et Z. Jeg er stadig vågen. Jeg ligger stadig i min seng. Under min dyne. Og tænker. Sveden bader mig og min dyne klæber. Mit åndedræt er tungt, og bryder den stilhed jeg har holdt så meget af men nu finder ubehagelig. Jeg husker min drøm gennemgår den i detaljer.
Den handlede om mig. Jeg sørgede over noget, nej.. nogen. En jeg havde holdt af, en jeg elskede, og som var død for nylig. Jeg var også vred. Men hvorfor var jeg vred? Det var fordi DE ikke var gode nok til hende, fordi DE drejede det hele om og gjort det til en løgn.
Jeg sætter mig op, svedig og med en brise der rammer siden af mit ansigt, jeg ser ud af vinduet og ud på natten. Det er stadig mørkt, så det kan ikke være længe siden jeg gik i seng – eller faldt i søvn.
Jeg havde stået oppe på en klippe, nej.. ikke en klippe, noget mere lige og civilt. Offentligt faktisk, og også noget der kun var højt nok til at jeg kunne se udover den smukke by. Jeg husker hvordan jeg havde syntes, at udsigten havde været betagende og lammende. Bagefter det, husker jeg at jeg sprang og derefter.. ingenting.
Nogen banker på, det gibber i mig. ”Hvad nu?” svarer jeg irriteret, over at være blevet afbrudt i min hjernerodning.
”James.. kan du ikke lukke vinduet? Jeg fryser..” siger min lillesøsters trætte, og runde, skingre stemme til mig. Jeg kan se hendes silhuet i døren, hvor månelyset står bag hende og får hende til at virke så uskyldig med det blonde hår, der matcher mit og de små runde røde æblekinder, samt de brune øjne vi begge også har ejet. Jeg smiler mat, vidnende om at mine egne øjne er virkelig fraværende.
”Selvfølgelig Deme.” siger jeg og hiver dynen til side. Hendes navn er Demetra, efter den græske gud. Vejen gennem rodet er lidt mere gennemtrængelig nu da jeg har været der tidligere på natten. Min arm rækker dovent ud efter vinduet og svinger det ind, den anden hånd lukker det og nu vender jeg mig om.
Hun sidder i min seng, hendes lille buttede krop er næsten gemt væk i mine dyner men jeg kender min seng godt nok til at vide at min søster, er den bule under dynen.
Jeg smiler, og går over til hende igen. Jeg kravler indover sengen, og lokalisere mig hvor hendes hoved er, før jeg begynder at kilde hende. Hun vrider sig, og fniser. Jeg bliver ved, og da hun endelig er tvunget op over dynen stopper jeg min drilske leg.
”Må jeg ikke sove hos dig?” fniser hun til mig, og ser op på mig med sine store, brune øjne. Jeg åbner først munden til protest, da jeg kommer i tanke om mit mareridt. Og at hun selv tit har dem, i den alder.
”Jo” siger jeg i stedet. Og sammen putter vi os tilbage under dynen, men selv ved min søster ved siden af mig kan jeg ikke fordrive tanken om mit freaky mareridt.



5. Kapitel - Jump Out, Fall In[♂, ♂]


”Jeg gør det altså.” siger jeg ind i røret, med lav stemme. Bilerne ude på vejen drøner forbi i denne her fremmede by af navnet London. Det er en skam, at den første gang jeg er her er for at tage mit eget liv. Lugten af bilos fylder telefonboksen, og siver ind gennem døren jeg har sat på klem da jeg gik herind for nogle minutter siden. En stemme taler til mig, fra den anden ende af røret:
”Lad nu være, Rick. Det her ville du ikke have ønsket, det ville hun ikke have ønsket.” stemmen er desperat, og tilhører en teenager dreng – en af mine gode venner ved navn James. Normalt er hans stemme rolig, lidt hæs fordi den er i overgang, men nu; er den skræmmende panisk og han hvisker.
Min pegefinger fra den frie hånd som ikke holder røret, snor sig omkring ledningen og omvendt. Jeg hører ham sukke, da han ved hvorfor jeg ikke svarer. Han sårede mig. Groft.
”Undskyld Rick, men det passer.. Hun ville have ønsket, at du ville være stærk – for hendes skyld. Og hvis ikke for hendes, så for min skyld Rick? Min og Septembers?”
Jeg lader ham endnu en gang lide ved min tavshed, mens jeg lytter og lugter og ser tingene og indtrykkene omkring mig. Lugten af byens os; lyden af menneskestemmer og båthorn der mænges med lyden af hans åndedræt i telefonen; menneskerne der går rundt i gaderne med farverige shopping-poser, og kedelige sorte mapper på vej til arbejde. Busser der svinge rom hjørner med faretruende fart ligesom September havde gjort det den nat, til min Studenter-fest..
Jeg mindes den kolde regn, og kulden der drev igennem mig ved synet af den lemlæstede pige. Den lemlæstede pige med de grønne øjne, og det blodige tøj. Jeg mindes at hun hvisker mit navn? Var det noget jeg ikke havde hørt den nat? Nej, det er ikke hendes stemme.. det er James i telefonen.
”Ja,” siger jeg roligt, jeg har jo masser af tid til min bus kommer. ”Jeg er her endnu”. Jeg hører ham ånde lettet op, og hans mor derefter spørge ham hvem han snakker med. Jeg hører ham også svarer, at det bare er en gammel ven – fandeme ja det er! En gammel ven, min bare! Jeg knuger fast om det sorte rør i min venstre hånd, og stirrer intenst på ruden. Solen skinner, den lille boks jeg står i er blevet varmere, skyerne forsvinder og efterlader en nøgen blå himmel over mig.
*Hvilken dejlig dag at dø på* tænker jeg. James er vendt tilbage til telefonen igen, og han snakker stadigvæk.
”Rick jeg beder dig – Du er min bedste ven!” jeg hører ham græde og tænker på, om jeg mon også ville have grædt for ham. Jeg græd for September, men ville jeg have grædt for Jamie?
”Du må ikke slå dig selv ihjel, Rick! Hører du, jeg beder dig.. lad nu være..” han klynker og hulker, men jeg selv er bare kold.
”Undskyld Jamie.” jeg ser en rød bus fra firmaet TRANSDEV svinge om hjørnet længere nede, den har en reklame på siden som fortæller mig:
Call over 40 countries for only 1p.
Under den overskrift der faktisk afslører det hele og lader resten stå bart, ser der en liste over de lande man kan ringe til; Bangladesh, Brasilien, Pakistan, Polen, Kina, Rumænien og nogle få andre.
”Jeg må gå nu, Jamie. Hav et godt liv, og nyd det. Farvel” Jeg lægger på, skubber den røde boks-dør op og træder ud på fortovet med øjnene klistret til den bus med reklamen jeg så før. Den drejer ned af vejen, hvis sorte fortov jeg står på. Min højre hånd ligger endnu på boksens håndtag og leddet er prydet af et sort læderarmbånd, det var det eneste smykke jeg nogensinde så hende med. Jeg studere det et øjeblik før jeg træder et skridt ud på vejen – og endnu et, et til, hele to skridt har jeg taget. Jeg fortsætter mens bussen styrer mod mig i rasende fart. Jeg stopper ved antallet af 4 skridt. Jeg ser op, i tide til at se noget rødt komme imod mig. Derefter er det som om jeg drukner i et hav, og bølgerne plasker op omkring mig som vilde rovdyr. Og et af disse rovdyr, har bidt sig fast i mit højre hånds led med sit glubske gab.


I DEN ANDEN ENDE:

Frygt. Eller er det rædsel? Måske er det følelsen af at være venneløs – igen. Tavsheden breder sig over linjen, og udover lyden af dunk som jeg hurtig forbinder med at han har forladt telefonen er der dødt. Jeg kalder hans navn; ”Rick?!” Rick Rayborn, tal til mig din skid!” Jeg græder stadig, men nu er det ikke kun for Reick, nu er det også for mig selv. Hvordan kan jeg nogensinde finde en ven som ham? Han var unik, speciel, og - indtil for nylig – glad og tilfreds med sig selv. Men sås kom ulykken.. hvor hun døde.
Jeg prøver at få bare små lyde ud af den døde forbindelse, uden held desværre.
”RICHARD RAYBORN!” råber jeg ind i telefonen, og næste nu er lyden af fødder på trapperne den stærkeste lyd. Jeg ved hvem det er – min søster, Demetra. Jeg ved at jeg græder og at jeg ser frygtelig ud, fordi den er 4 om morgenen her i Chaconné. Min hals snører sig sammen af gråden, mit hjertes rytmer bliver hårdere men holder sin hastighed, alting bliver klarere for mig – selv det, at min 4-årige søster stirrer vantro på mig med sine store runde og søvnige øjne virker klart.
”J-j-jamie?” hvisker hun bange da hun begiver sig over mod sin grædende storebror. Jeg ligger på, og bliver siddende som jeg gør på gulvtæppet; med ryggen til og ansigtet i hænderne. ”J-jamie?” stammer hun igen.
Jeg sukker dybt og lader min krop kollapse på gulvet. Demeters små dunk når hendes uklædte fødder rammer gulvet ryster gulvet under mig, og snart sidder hun ved min side – som altid.”Jamie.” siger hun bare til mig, i et respektfuldt og næsten forundret tonefald.
”Deme” sukker jeg, og mærker efter det hendes hånd på min pande.
”Er du syg?” spørg hun. Jeg ryster på hovedet.
”Har du ondt i maven?” hendes uvidenhed giver mig skyldfølelse, og jeg ryster igen på hovedet.
”Jeg er ensom.” siger jeg, og først da fjerner hun mit blonde hår fra min lyse klistrede pande, og ser ned på mig med et bekymret uskyldigt smil. Et smil så sødt, med alle de små bitte mælketænder i hendes mund. Hun bliver ved at stryge mig over håret mens hun mumler en af sine yndlings-historier for mig, for at jeg falder til ro. Jeg lytter og priser mig lykkelig for, at min søster i det mindste stadig har sit liv og sin rene barnlige uskyld, som jeg for alt ikke må ødelægge.
Jeg falder ind i søvnen igen og lader dens bløde dyne dække mit sind, med mindet om min søsters omsorg.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: "Der Magische Ledersnüre" Just-'bout Full Story(Under progress)

Indlæg by Gæst on Ons 22 jun 2011 - 17:03

Jeg har læst det hele igennem og du er nød til at træffe en beslutning om du vil skrive i 3 persons datid, eller om du vil skrive i nutid. Fordi når der enten bliver sagt eller mumlet noget er det i nutid, og der hedder det i datid: *Spurgte, *Mumlede.

Det er nemlig lidt forvirrende når det meste er i datid, men så at der lige kommer noget nutid engang imellem, ellers er det rigtig godt skrevet!^^

Læg også mærke til hvor du har skrevet andre ord så som: fjerner.. hvor det hedder *fjernede..

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: "Der Magische Ledersnüre" Just-'bout Full Story(Under progress)

Indlæg by Gæst on Ons 22 jun 2011 - 17:11

Det var hurtigt du fik læst det hele.. O.o.. :D
Okay, så vil jeg i fremtiden prøve at tjekke for grammatik, stavefejl og tids-former(dvs datids-, nutids-, og fremtidsformen).
og så vil jeg højst sandsynligt også skrive i nutid fremover :)
Så jeg undskylder hvis det er for forvirrende, men jeg har tendens til at lade mig rive med og derfor glemme at rette evt. fejl :/

men tak for kommentaren, det er virkelig hjælpsomt :) Og jeg har faktisk fået at vide at jeg har problemer med tidsformerne før, så jeg arbejder på det.. men da de folk der tidligere har læst mine historier, er ca 14-15 år gamle som jeg selv så har det været vanskeligt at få noget brugbart ud af dem :) så MANGE TAK :D

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: "Der Magische Ledersnüre" Just-'bout Full Story(Under progress)

Indlæg by Gæst on Ons 22 jun 2011 - 17:50

D-det var en lang og - tragisk historie, men god, bundet sammen et sted :)

Nå, men nu til respons :)

Nutid og datid, men det ved du, så det behøver vi ikke trampe mere i. Derefter undre det indlæg med Jamie mig lidt, for kan ikke rigtig se hvad det skal bruges til, selvfølgelig er det interesse arbejde, men jeg kan ikke se, som læser hvad pokker jeg skal bruge den del af historien til.
Der ud over ved jeg godt at det gør ondt at miste men kan alligevel kan jeg ikke se hvorfor broren vil dø for søsteren, og derefter ekskæresten/kæresten vil lade livet for kæresten, normalt kommer man jo videre derfra.

Jeg elsker dine beskrivelser, og kan især godt lide det med køkkenet og glasset :P Vel fordi jeg kan se lidt af mig selv deri? Men dine beskrivelser er rigtig gode, der er rigtig mange tanker i, og jeg har totalt forelsket mig i det første, fra søsteren/kusinen, dog skriver du noget med at det ikke var hendes blod, men hans? Og det der armbånd?! Navnet, hva fuck sker der lige med det?

Nå men gennemgående kan jeg godt lide historien, god måde at skrive på og kender bestemt godt det med at leve sig ind i ting. Kan rigtig godt lide det hele, dog er der hist og her mangler der kan holde læseren fast, da der ikke sker så fandens meget, ja, undskyld mig, men det er ikke fordi der er en rød tråd der holder det sammen, som får en til at læse videre, men hvis man ser bort fra den, er historien fantastisk!

Kort sagt, der er mangler, men hvis man ser bort fra dét er den god, gode beskrivelser, ikke allemulige gramtiske fejl, det er læslig og man forstå det.

Råd til næste gang, hvis du igen vil skrive en historie: Behold dine fantastiske beskrivelser (er helt fortabt i dem) samt dine personer, de skal ikke være de samme, eller det bestemmer du selv, men bare - argh, indrømmer det bare som det er, elsker dem ^.^
Det eneste jeg mangler er den røde tråd der "tvinger" læseren frem i historien.

Oh! Vil da også lige sige jeg elsker Septembers tanker omkring den stakkels bil ^^ Godt skrevet!

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: "Der Magische Ledersnüre" Just-'bout Full Story(Under progress)

Indlæg by Gæst on Ons 22 jun 2011 - 20:55

Hele pointen kommer til sidst, jeg ved godt der er en masseløse tråde.. men de bliver bundet sammen til sidst. I promise
Det der bliver bundet sammen er faktisk mange af de ting du spørger om(for ikke at sige dem alle); det med Jamies indlæg fx, og der kommer også en forklaring af hvorfor de alle slår sig selv ihjel, så bare rolig du.. forklaring følger i næste kapitler(for historien er jo som overskriften tyder, ikke helt færdig)

Den med køkkenet og glasset, har jeg fået fra en af mine venner så den er dedikeret til hende <3

Okay, jeg vil prøve at huske de dersens ting til mine andre historier :) Regner da med at jeg bliver ved at skrive et godt sytkke tid endnu :D

Heheh, ja, det er også min yndlingsdel.. hun er besat af den bil.. :)

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: "Der Magische Ledersnüre" Just-'bout Full Story(Under progress)

Indlæg by Gæst on Ons 22 jun 2011 - 21:06

Glæder mig til at se hvorfor pokker de alle skal lade livet, stakkels mennesker!

Det glæder mig forrasten du har taget noget af det jeg har skrevet :) Du ved selv hvilke del det er.

Lyder godt, glæder mig til at læse det fremtidige projekter, hvis de kommer her ind :)

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: "Der Magische Ledersnüre" Just-'bout Full Story(Under progress)

Indlæg by Gæst on Ons 22 jun 2011 - 21:08

Åh jamen der er skam en grund.. :P

Ja jeg gør, og det var jo så lidt :) Jeg tror det er godt jeg snart har ferie, så den her kan blive afsluttet.. :)

Det gør de.. ellers ligger de inde på http://www.diagon-alley.com under min bruger Angel ^^

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: "Der Magische Ledersnüre" Just-'bout Full Story(Under progress)

Indlæg by Gæst on Ons 22 jun 2011 - 21:13

Vil tage et kig der ind, hvis min computer ellers gider :)

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: "Der Magische Ledersnüre" Just-'bout Full Story(Under progress)

Indlæg by Gæst on Ons 22 jun 2011 - 21:17

Awezome :) Mange tak?!

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: "Der Magische Ledersnüre" Just-'bout Full Story(Under progress)

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum