Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Statistics
Der er i alt 670 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Demetre

Vores brugere har i alt skrevet 238728 indlæg in 11996 subjects

Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Indlæg by Malakel the Vanquished on Tirs 11 maj 2010 - 19:34

Djævelens Yngling;
udspiller sig efter Ma'lakel har dræbt sin mor og er blevet ført til kirken hvor han ikke trives overhovedet. Historien bliver opdateret hen af vejen, håber i vil skrive med i synes om den.
Tak på forhånd - Anne-Dorthe.


Djævelens Yngling.


År 1150 - December.


Kirkelivet!

Blod skyen faldt ned om skulderene på ham. Varme imod den kolde hud. Det var midt i december, ikke langt fra det tidspunkt hans mor havde kaldt hans Fødselsdag, men dette ord, denne dag ville aldrig mere være speciel. På denne dag havde hans mor givet ham et kys på panden og givet ham lov til at stege et æble over bålet med frisk honning over og syltetøj i midten. Det smagte vidunderligt godt dengang. Han kørte forsigtigt tungen op i ganen imens han forstillede sig smagen og konsistensen af honning æblet! Så sødt, og lækkert at det var højde punktet hvert år i hans verden. Den varme stue, med taget der var lavet af stærke store egetræ's bjælker og de små rifter der var i dørkarmen efter hvor meget han var vokset det år. Brønden der stod ude i gården, om kranset af hyldebær buske om foråret og sommeren, og efterladt bar og nøgen hver vinter og efterår. Deres gamle hoppe ude i stalden der stod og gumlede på det hø Ma'lakel havde sat frem til den nogle timer før, og hønsene som deres lille hund Bite rende rundt efter hele tiden, så Ma'lakel måtte ud med mors kæp og jage ham ud af hønse huset. Den var så ustyrlig den dumme hund, men Ma'lakel havde elsket den over alt på jorden.
Der var langt fra dengang og så til nu! Endnu et piske slag lød, og endnu en bidende smerte fløj igennem den lille drenge krop der ikke var mere end tretten år. Igen kom blod skyen og lagde sig over hans skuldre og malede hans ryg. Han kneb øjne sammen i det tårerne løb ustyrligt ned af kinderne på ham. Han var bange, og frygtede hvert enkelt slag der ville ramme og sprætte endnu en luns af hans lyse hud op. Han havde sår, mærker; både blå og gule, overalt på kroppen. Det var sådan det gik sagde det, sådan det gik når man var en ustyrlig lille hore unge! Kirken der havde taget ham til sig, af barmhjertighed, havde gjort ham opmærksom på hvor syg og forkert han var. Hvor sært og urent et væsen der havde skabt ham. Horeyngel, skarns unge, djævle knægt, alle de skældts ord han ikke var blevet kaldt imens han fik nogle gode smertefulde knubs! Denne gang var det fordi han havde spyttet abbedissen i hovedet. En pæn flot rund spytklat der nok var den bedste han nogensinde havde lavet! Så han var selv udenom det, selv udenom smerten! Men de kunne vel bare lade ham gå, kunne de ikke? Hvorfor beholdt de ham når han nu var dette djævelens barn? Han havde tit undret sig, og tit tænkt på hvorfor kirken havde sagt ja til at tage ham ind da en af Sjærred 's ridderne kom med ham. Han havde fundet ham i skoven hvor han havde rendt rundt og klaret sig udmærket. Bedre end her! Endnu et slag kom, og han skreg! Det gjorde ondt, så ondt at det dirrede i hele kroppen, men det var godt. Det var en smerte han var begyndt at elske, begyndt at holde af, for den gav ham lov til at mærke han var i live og ikke var helt væk i flammerne. De dejlige flammer der omgav ham. Han kunne huske første gang han kom her, der havde han sat ild til nonnerne! Hvor var abbedissen blevet rasende, hun havde åreladet ham, tappet ham for blød indtil han var kridt hvid overalt, og lagt ham i en seng der var hård og ubehagelig. Men han var vant til det. Vant til behandlingen, og vant til tæsk! Det næste slag, og det sidste! Han bed smerten i sig denne gang, han gav kun et lille peb, kun et enkelt lille et. Så kom vandet, der blev presset op imod de åbne blødende piske sår og det sveg! Sveg som bare pokker! Men han smilede, bredt og sadistisk over den smerte der var blevet påført ham. En af nonnerne gik hen og løsende læder båndene der havde holdt ham fast. Han faldt på gulvet og de tog fat i hans arme og trak ham op.

,, Rejs dig dog!”, sagde den ene af dem.
Men den anden tyssede på hende. Man skulle ikke snakke til ham lige efter, det var dårligt for han kunne blive et med ”djævelen” som de sagde. Han fik røde øjne og prøvede at ødelægge og dræbe alt. Destruktiv som en sindssyg vædder der bare blev ved med at stange og stange indtil den havde ødelagt sine horn!
Han blev slæbt ind i det lille tav-værelse han havde fået. Der var al for varmt om sommeren og her om vinteren var der bidende koldt! Han havde sat stearinlys rundt omkring hans alkove som hans mor havde gjort når det var vinter. Hun havde fortalt at det holdt vinter ånderne væk så han ikke ville fryse når natten kom. Men abbedissen skænkede ham knap nok mad, så han havde været nødsaget til at stjæle de stearinlys han havde, uden at blive opdaget. Han var ikke blevet fanget i det endnu, og det var han glad for, hvis de fandt ud af det ville de gennemsøge hans værelse for andre tyve koster og han havde mange! Kisten under puden, med hans skat i. Den bestod mest af flotte røde sten og en pæn afbrændt stump træ fra Ma'lakel og hans mors gård. De mange tæpper han havde snuppet fra de andre nonner, og et smukt broderet lommetørklæde med et billede af et rødt kors han var blevet fascineret af, alt sammen på grund af farven. Det havde også smukke guld kanter, og var silke blødt! Men hans mest elskede skat, lå neden under bredderne i et hulrum han havde fundet engang han var blevet vred og havde trampet rundt for at gøre nonnerne nedenunder rasende! Dernede lå et lille sværd han havde fået af nok den eneste i hele kirken der brød sig om ham.
Nonnerne lod ham dumpe ned på det kolde gulv:

Søster Benedikte: ,, Så kan du blive her og tænke over dine handlinger! Og bede til at Gud tilgiver dig!”

Søster Laura: ,, Spild ikke vejret, gode søster, Gud har allerede forladt ham!”.

Med det forsvandt de to nonner og låste døren efter sig.
Ma'lakel satte hænderne imod de kolde bredder og skubbede sig stille op. Hans arme dunkede og gjorde ondt. Håndleddene sveg og havde mærker fra læder båndene der havde været viklet stramt om dem. Små klynk kom fra ham da han stille bøjede ryggen for at rejse sig, så sårene blev tvunget længere fra hinanden. Han vaklede imod alkoven, med tunge ujævne skridt. Han var næsten henne ved den da han faldt ned på gulvet igen, kun lige med finger spidserne på alkovens kant.
Jeg kan godt, tænkte han stædigt, og tvang sig selv til at kæmpe videre og komme på bene igen!
Han nåede det, satte sig på kanten af den hårde seng og faldt sammen imens han kravlede under de tre store uldtæpper. Som en lille killing, krøllede han sig sammen i en kugle med tæpperne over hovedet så man kun lige kunne se noget af hans trykke mørke brune hår der stak udenfor. Han lukkede sine tunge øjenlåg i imens han koncentrerede sig om at trække vejret lige så stille. Han ville bare sove nu. Han var så træt, at han ville kunne sove i en bunke mos hvis det skulle være. Mos, hvor ville det være dejligt hvis det snart blev sommer igen. Vinteren var den værste årstid, han hadet vinter, det gjorde ondt! Helt inde i sjælen skar det i ham at stå ude i sneen. Han gemte sig altid indenfor og var ikke til at få ud, i modsætningen til om sommeren, der var han ikke til at få ind igen.
Med tanker om sommer og solskin, faldt han i søvn. Han brummede svagt som en slags bjørn der lå i vinterhi, og bevægede sig ikke imens han sov. Hans krop gjorde stadig ondt og da han stille begyndte at svede begyndte sårende at svig og dirre igen. Natten efter en afstraffelse var altid den værste og i morgen tidlig skulle han ned til Broder Bastian, og få smørret salve og alskens kemikalier på sårene for at de ikke gik i betændelse, men... der var lang tid til imorgen!

__
Brænd Heksen?

Han vågnede ved at døren indtil værelset blev åbnet og nogle knirkende skridt kunne høres bag ham. Brummende som et utilfreds dyr der var blevet vækket, bevægede han sig og lod sine fingre glide over kanten på uld tæpperne som han stille trak ned for at se hvem det var. Der stod en mand, høj og med sort tykt skæg samt et tykt krøllet hår vis hårfarve matchede skægget. De dybt blå bedste far agtige øjne, stirrede direkte ind i Ma'lakels ulve grønne, og den robe klædte mand satte en finger op foran munden som tegn på Ma'lakel skulle være stille. Han satte lanternen, som han havde haft i den ene hånd, ned på det lille senge bord der stod ved sidden af Ma'lakels alkove og snakkede med en hæs og hviskende stemme:

Broder Mikael: ,,Se at komme op i tøj, Sjærreds mænd er her!”

Ma'lakel ømmede sig og satte sig halvt op i sengen:
,, Hvad vil de, bønder her?”.

Broder Mikael: ,, Tal ordentligt Ma'lakel, og se at få tøjet på. Du må væk herfra!”

Ma'lakel: ,, Broder, hvad sker der? Hvorfor?”

Broder Mikael: ,, Der er ikke tid til snak, se at komme i sving. Hvor er det sværd jeg gav dig?”

Den gamle broder så sig fortvivlet omkring efter sværdet imens Ma'lakel hoppede op af sengen men krøllede sig sammen igen på gulvet, på grund af smerterne fra ryggen.
,, Jeg kan ikke Broder, min ryg.. den er..”

Broder Mikael: ,, Der er ikke tid! Du må bide det i dig! Skynd dig så!”

Ma'lakel rejste sig og holdte tårer og små klynk tilbage, imens han gik hen og trak en stor uldtrøje ned over hovedet, og bandt læderbæltet om de mørke læder bukser der så ru og hærdede ud. De var ubehagelige i regnvejr, men til at ride og løbe rundt i skoven med, var de meget effektive sammen med skind støvlerne. Han trak den lune vams over sig og knælede ikke lang fra Broder Mikael der så ud som en mus der havde opdaget høen der svævede i luften, parat til at angribe. Han bankede på et af bredderne og den gik op samt nogle andre. Han satte sine tynde lange fingre ind under den og rakte hånden ned for at tage et lille lang sværd i en gammel læder skede op. Han så op på Broder Mikael efter han havde sat bredderne på plads igen.

Ma'lakel: ,, Broder, hvorfor skal jeg op inden solen er på himmelen?”

Broder Mikaels øjne faldt på sværdet og så over på Ma'lakel:
,, Godt, lad os så se at få dig væk herfra!”

Ma'lakel: ,, Brod-?!”

Han nåede ikke at sige meget mere før Broderen åbnede døren og styrtede ud med Ma'lakel i den ene hånd og lanternen i den anden. De kom ned igennem de lange sove gange hvor nonnerne hørte til og igennem en hemmelig gang der lå ved siden af Broder Bastians læge gemakker. Han åbnede døren ud til staldene og så kunne Ma'lakel hører det! Der lød skrig og råb, skældts ord fløj igennem den hellige kirke og det var ikke svært at hører hvem det var de så gerne ville have fat i:
,, Hvor er den djævle knægt?! Hvis i har ladet ham slippe væk, for jeg jer alle sammen hængt, find ham!”.
Ma'lakel's øjne lyste op i en grim form for nydelse da manden nævnte at han ville hænge sine mænd, men den forsvandt hurtigt igen da Broder Mikael lagde hænderne under hans armhuler og svingede ham op på en sort hest som Ma'lakel aldrig havde set før. Broderen gav ham et kort og bandt en pose mad til hestens læder sadle.

,, Tag til hjerte landet og find den gamle Enke, hun er min søster, jeg har markeret vejen på kortet du kan umuligt gå fejl med mindre dit dumme hoved virkelig er så sært som folk siger!”

Ma'lakel skulle lige til at åbne munden og komme med et beskidt svar tilbage da han opdagede det venlige smil i Broderens øjne.

Ma'lakel: ,, Hvad vil de med mig?! Hvorfor er de her, broder!”

Broder Mikael: ,, De vil brænde dig Ma'lakel. Der er blevet født fire døde børn i træk nede på Sjærred gårdrend-!”

Ma'lakel: ,, Og de tror det er min skyld?!”

Broderen nikkede, og Ma'lakel kunne mærke tårerne presse på, imens han udbrød:
,, Jeg har ikke gjort det Broder!! Det har jeg ikke!! Det er ikke min skyld! Jeg kan ikke gøre for det.. jeg...”
Tårerne trillede nu, ustyrligt! Han anede ikke hvorfor, måske var det smerten fra ryggen? Måske visheden om at han endelig kom væk fra den forbandede kirke? Eller også var det følelsen af at hans natur fik folk til at bedømme ham hurtigere end man ville dømme en gal hund.
Broder Mikael sagde ingenting, men blikket i hans øjne var ikke til at tage fejl af; han forstod Ma'lakel, forstod hvorfor han græd. Han gav ham ingen medlidenhed eller sagde nogle trøstende ord, og det var Ma'lakel glad for, der var ikke noget mere forbandet irriterende end når folk gav ham medlidenhed! Så smækkede Broderen hesten bagi, og den satte af i stærk galop. Ma'lakel var næsten lige ved at falde af, men holdt godt nok fat i tøjlerne til at han ikke dumpede ned på jorden. Han rejste sig med det samme i stigbøjlerne for at formindske smerten der kom fra ryggen. Og så sig over skulderen, på Broder Mikael der blev mindre og mindre. Da han var helt ude af syne rettede han blikket imod stigen igen, og red til selvom det gjorde ondt! Og selvom tårerne føltes koldere end vinden der fik hans halv lange hår til at slå piskeslag imod hans ansigt, sænkede han ikke farten overhovedet!

__
Vejen til Enken – Den Sorte Hingst

Han red hele resten af natten indtil eftermiddagen kom hvor han ikke længere havde så meget fart på men skridtede imens han udmattet hang med hovedet og holdt dovent fat i tøjlerne. Han følte sig så træt at smerterne fra ryggen ikke længere var til at mærke. Solen skinnede på den skyfri himmel selvom det var vinter, og da hesten stoppede op foran et skilt til to veje der delte sig, falde Ma'lakel ned fra den og lande i en glitrende hvid sne bunke. For første gang i lang tid, føltes kulden dejlig forfriskende og opkvikkende. Den sorte hingst rakte mulen ned til ham og puffede til ham som for at sige; kom nu op igen! Vi skal videre! Men Ma'lakel var så træt at han sagtens ville kunne falde i søvn lige her, i denne dejlige kolde sne! Hesten vrinskede utilfreds og blev ved med at puffe til ham i det han ikke rejste sig. Ma'lakel rakte opgivende en hånd op i luften:
,, Ja ja... bare lige.. fem minutter!”.
Men det gik hesten ikke med til, den begynde at rive ham i håret ved at tage fat med tænderne så Ma'lakel gav et højt jamrende: ,, Avv!”, fra sig!
,, Dumme møj hest, kan du ikke se jeg er træt!”
Hingsten slog fornærmet tilbage med hovedet over hans ord, og vrinskede igen af ham som for at sige: ,, hvad bilder du dig egentlig ind?!”. Ma'lakel så op på den sorte hingst i nogle sekunder og i de sekunder havde de en kort magtkamp. Han kneb øjne sammen i det han så på hingsten der stædigt stod over ham og stirrede tilbage. Og for første gang kunne han mærke en kildren i halsen i det han udløste en stille knurren han ikke selv, var klar over at han kunne frem kalde. Hesten rystede halsen og lukkede øjne efter det. Ma'lakel havde vidst vundet, troede han. Han rejste sig stille op igen og så imod skiltet samt vejene der havde delt sig. Han lavede en undende grimasse og gik hen imod hesten, men den sorte hingst var ikke tilfreds med at han bare var kommet op nu og trådte et skridt til siden i det han kom tætere på. Ma'lakel stoppede og så hen imod den med et spørgende blik. Hingsten løftede halen og spidsede ørerene som var den indstillet på at Ma'lakel ville styrte imod den. Han to et andet skridt og hesten gik et tilbage. Sådan fungerede det i lidt tid indtil Ma'lakel mistede til temperament, og en sort hingst med en lille dreng i hælene kunne ses løbe rundt i ring omkring skiltet!
,, Forbandede æsel kom he-arrh!!”
Han snublede over en træstub der havde gemt sig under et lag af den hvide glitrende sne. I en sky af hvidt faldt han ned med hovedet først og lå gemt i sneen. Hingsten hoppede rundt med halen løftet og vrinskede lystigt som om den hånede ham! Halv-dæmonen så op fra sneen med indædt had i sine øjne og stirrede vredt over på hingsten der stoppede op og løftede ørerne igen; parat til at lege tagfat endnu en gang. Han satte sig på rumpen og børstede sneen af sig imens han undgik at se på hesten; han ignorerede den. Efterlignede den snobbede gamle abbedisse Nora, når hun prøvede at afstraffe en med stilhed. Hingsten prustede og slog bagud med hovedet. Den hoppede rundt et par gange og blev ved med at vrinske for at få Ma'lakel's opmærksomhed, men han blev ved at ignorer dem. Til sidst stod den stille og så på ham imens han byggede et lille hus af snebolde. Den vrinskede endnu engang utilfreds og bevægede uroligt bene som om den anstrengte sig nu. Men Ma'lakel blev ved med at give hingsten en kold skulder og til sidst ende det med at hingsten stille skridtede hen til ham med mulen nede ved jorden; opgivende, og skubbede til ham imens den gav et ensomt vrinsk fra sig. Denne gang reagerede Ma'lakel og så over på hingsten der løftede ørerne idet den fik opmærksomhed igen. Han lagde en hånd på mulen af den:

,, Indrømmer du at du har tabt?”, spurgte han med en stemme der var lidt for lys til at være så mørk og hård som han gerne ville have den.
Hingsten lagde ørerne ned igen og gav et stille vrinsk fra sig. Ma'lakel nikkede og rejste sig op. Hingsten rystede manen og stod utålmodigt og ventede på at han kom op på sadlen. Det var varede lidt tid da hingsten var meget større end Ma'lakel selv, så han måtte have godt fat i sadlen og skubbe sig op med sine overarme der dunkede af smerte. Hans håndled var heller ikke særlig glade for den måde han udnyttede dem på efter den behandling de havde fået for ikke engang en dag siden. Han kom op og sad med rank ryg på hesten. Den store uldtrøje klæbede sig til den, da han havde blødt imens han havde reddet, og hver bevægelse gav et lille ryk i ham på grund af smerte. Han tog fat om tøjlerne og drejede hingstens hoved imod skiltet og bad den om at trave hen til det. Han rullede kortet op og så at han skulle ned af den venstre vej imod øst. Han havde ingen ide om hvor denne Enke boede eller hvem hun var men siden hun var Broder Mikaels søster, kunne hun ikke være helt slem. Det gav et jag igennem ham da han kom til at tænke på Broder Mikael; var han mon okay? Havde de fundet ud af at han havde hjulpet djævle ynglen og... havde de hængt ham som straf? Hans mave samlede sig sammen til en knude af skyldfølelse og hurtigt som for at slippe for tankerne, slog han hælene ind i siden på hingsten så den sprang afsted ned af vejen imod øst! Han ville ikke tænke på det! Ville ikke have de tanker, han kunne bare have ladet være med at hjælpe ham!

__
Vejen til Enken – Lindegården.

Det var ikke langt han havde reddet, højest nogle dage indtil han fandt en gård. Den så stor og fornem ud, et sted Ma'lakel aldrig ville være kommet hvis ikke han var løbet tør for både mad og kræfter. På ryggen af den sorte hingst, travede han ind i forgården hvor han blev standset af to bred skuldrede mænd der uden tvivl var vagterne på gården. Det var ikke så mærkeligt, med Tana're krigen oppe nord på ville alle de noble hyre lejesoldater fra forskellige steder. Nogle havde endda købt folk fra Fjaer Dalene, der lå langt øst på. Det ville tage cirka en uges rejse, og så var det oven i købet på heste ryg. De to mænd var klædt i noget tæt siddende læder rustning, med tilhørende skjold og et lang sværd ned af siden. Den ene af dem tog tøjlerne imens den anden stod og pustede sig op for at se større ud end han var.

Vagt: ,, Du ser sku' ikke for godt ud knægt, gør han vel Barney?”

Barney: ”Hvor er du fra?”

Ma'lakel: ,, L-langt herfra...”

Vagt: ,, Sig ikke... at du er oppe fra slagmarken i Skjöld?”

Ma'lakel sad et øjeblik og tænkte: tænkte på om det ville være klogt at sige nej eller ja. Hvis han sagde nej, og fortalte om kirken ville de sikkert udlevere ham til Sjærred. Alle de store gårde indgik freds alliancer, og det betød at hvis man var fjende af én gård, var man også fjende af den anden. Vagten så utålmodigt på ham og skulle lige til at sige noget igen da ham der holdt hingsten's tøjler afbrød:

Barney: ,, Lad nu knægten være Grork, det er tydeligt at han er fra den. Lad os hellere sende ham ind til heksen og få det overstået”.

Der gik et sug igennem maven på Ma'lakel da han nævnte en heks: de var ikke noget man sådan spøgede med, Ma'lakel havde selv hørt Mikael snakke med en engang, og hun så hverken ud til at være særlig rar eller have meget tilovers for andre folk. Det var på en rejse ned igennem Ene Dale, hans hjem og der hvor kirken han boede i lå, han befandt sig såmænd stadig i Ene Dale, det var først mange dags rejser før han krydsede grænsen til Svøde Egnen. Men det var en rejse igennem Ene Dale hvor de skulle finde en person som Mikael havde kaldt Ravnens Moder. Han havde bedt Ma'lakel blive tilbage med hestene men selvfølgelig kunne han bare ikke lade være med at liste efter. Han så hende slagte et får; hænderne kørte hurtigere end den bedste hyrde han nogensinde havde set, og hun var så smuk. Vidunderligt smuk! Hun havde et langt glat sort hår der gik hende helt ned til knæ haserne. Det var blevet flettet så det ikke kom for meget i vejen, og hendes struktur: så slank og elegant, som en rosen stilk! Hun havde flotte fyldige læber, øjne der funklede i aftens solen, og på hendes skulder sad en kuld sort ravn. Den skrappede utilfreds idet Broder Mikael kom op til dem. De snakkede i noget tid, men lige pludselig så Broder Mikael ufatteligt fornærmet ud, og gav hende ”jeg er skuffet”-blikket. Det hadefulde blik som Ma'lakel ikke kunne se på uden at få ondt i maven af skam. Hun slog engang med hovedet imod hendes hytte og snakkede videre til ham, med næsen i vejret som var hans ord noget så ubetydelige. Hun så arrogant og overlegen ud i forhold til gamle Broder Mikael. Ma'lakel havde sådan haft lyst til at rende over og stikke hende en på hovedet for at være på den måde overfor Mikael, men han holdt sig selv tilbage selvom det dirrede i hænderne for få lov til at slå hende. Så vendte Broderen sig om og Ma'lakel farede tilbage til hestene og skynde sig op på sin den brune. Han lod som om han altid havde siddet der og så over på Broderen da han kom tilbage ud fra træerne og svang sig op på den gamle grå hoppe, Belly. På hele hjemturen havde Broderen haft den tydelige blå blodåre i panden, den der fortalte at han var meget vred! Og Ma'lakel havde ikke turde snakke til ham af bare respekt.

Grork: ,, Kom så ned fra hesten knægt!”, sagde han tvært!

Det gav et sæt i Ma'lakel der havde været opslugt af mindet om Ravnen's Moder. Han nikkede blot til vagten og hoppede så af den store sorte hingst. Inden Barney trak ham ind i stalden hviskede Ma'lakel til den:

,, Bare rolig, jeg henter dig igen!”.

Hingsten skulle ikke føle sig alene, skulle ikke føle sig forladt. Det var sådan en hæslig ting at være, forladt, forældreløs. Han mærkede en stor ru hånd på sin skulder og så ind i Grork's øjne. Hans ansigt var kantet, rynket, og så havde han en lille smule dobbelt hage. Men han var glat barbaret. Hans øjne var blå men matte, der var ingen gnist i dem som der havde været i Broder Mikael's. Grork stod stille og så Ma'lakel i øjne, som havde den lille beskidte knægt hypnotiseret ham i nogle få øjeblikke. De grønne ulve øjne stirrede ind i de blå matte, det gule lurede i yderkanten af den grønne farve, og det fik dem til at se dyriske og fjendtlige ud selvom Ma'lakel ikke havde nogen intentioner om at være på tværs. Vagten skuttede og rømmede sig, hvorefter han skubbede Ma'lakel imod vejen op til de lidt større gård huse.
De gik i noget tid indtil de kom til det største af dem alle. Højt som fyrre træerne i skoven uden for kirken der hjemme. Ma'lakel måbede i det han så op på huset, og gik op af bjælke trappen. Grork bankede på døren tre gange og en lille luge i øjen højde blev slået op, og to bitte små næsten stikkende brune øjne stirrede mistænksomt på dem.

,, Hvad vil i?!”, kvækkede en stemme bag døren.

Grork: ,, Denne knægt red ind i gården på en sort hingst, han søger ly.”

De brune øjne målte Ma'lakel fra top til tå hvorefter de stirrede ind i hans grønne øjne. Ma'lakel følte sig som et får, der skulle vurderes og sælges. Som et dyr der skulle tjekkes for tærer inden man lod den komme ind i huset. Manden med de brune øjne skuttede sig også ligesom Grork, efter at have set ind i de grønne ulve øjne.

Manden: ,, Han ser sær ud! Er du sikker på han ikke er en tosse oppe fra Skjöld?”.

Grork: ,, Det kan sku' godt være, men han er en tosse der kan tale! De andre kunne knap sige deres eget navn! Og fruen har bedt om at tale med alle de strejfere der ligner nogle fra krigs marken.”.

Manden: ,, Nu vel, det må den gamle heks sku' selv tage sig af, jeg vil ikke have skylden hvis det er han bringer ulykke med sig.”

Grork fnyste utilfreds imens lugen blev lukket igen og man kunne hører skratten fra den anden side af døren. Ma'lakel så op på den store vagt, spørgende. Han forstod ikke helt hvad det var der var ved at ske, men han havde regnet ud at de troede han kom fra Skjöld. Der gik lidt tid og så åbnede døren endelig op for dem og de kunne gå ind. Først gik Grork ind og så fulgte Ma'lakel nervøst efter. Han lavede store øjne til de flotte malerier der hang på vægende, af hyldeblomst marker, kroger fra byer han aldrig havde været i, kvinder og mænd der sad i adeligt tøj. Det virkede som en helt anden verden der lå så langt væk fra ham. De gik på et rødt tæppe der så lige så flot ud som korset på det lomme tørklæde som Ma'lakel havde stjålet. Tingene?! Tingende de lå stadig i kirken! Træ stumpen fra ham og mors hus! De røde sten, hans skat! Han bed sig selv i læben imens han vredt rynkede brynene. Hvordan kunne han dog glemme dem! Hans skat, hvordan kunne han bare have efterladt dem på det hæslige sted! Men der var ikke tid til at tænke yderligere over det, for før han vidste af det var de allerede gået op af utallige trapper, nedad en masse gange, forbi hundrede vis af døre, og passeret flere tjeneste folk end Ma'lakel kunne nå at tælle. Så stod de udenfor en stor gylden farvet dør, og manden med de brune øjne der var klædt i det fineste tjener grej Ma'lakel endnu havde set, bankede på døren indtil der hvor ”heksen” sad. Der lød et formelt:

,, Ja?”.

Og Ma'lakel spændte i hele kroppen af frygt. Tøsedreng, at han ikke engang kunne mande sig op til at møde en gammel dame, der kunne lidt magi! Men han var bange, bange for at blive tryllet om til en tudse eller måske et vildsvin? Den brun øjede mand åbnede døren og Ma'lakel ventede på at Grork gik først ind. Men vagten rørte ikke på sig overhovedet!

Manden: ,, Gå nu ind knægt!”

Ma'lakel så skrækslagent over på manden, og rystede på hænderne. Han havde altså ikke den store vagt at gemme sig bagved mere? Godt så, han tog en dyb indånding, pustede sig op som en hane der skulle i kamp og gik noget så hjulbenet ind igennem dør åbningen! Rumpen gjorde ondt efter den lange ride tur så det var svært at gå normalt. Døren blev lukket bag ham og han var efterladt i et varmt rum med en brandende kamin ved sin venstre side, og et stort vindue med tunge violet røde gardiner i højre. Foran ham var et skrive bord lavet af mørkt egetræ, og ved det sad en ældre dame med mørkt gråt hår der var sat op i en stram knold. Han stod på et tæppe med de flottedes mønstre han nogensinde havde set, gulv tråde broderet ind i det, rød og konge blå farver der kærtegnede det. Alt sammen så fantastisk flot at Ma'lakel fik inderligt ondt af at stå oven på det!

,, Nåe?”, lød en blid stemme.

Ma'lakel så op på den ældre dame foran sig. Hun havde briller på der hang i en perle kæde omkring hendes tynde hals. En mørke grøn og blå kjole der gik helt op og dækkede hendes hals. Hendes øjne var lyse grønne næsten lige som Ma'lakel's bare at hendes syntes at være mere menneskelige. Hun lagde en hvid fjer pen fra sig og foldede hænder over et papir hun havde været i færd med at skrive på.

Heksen: ,, Hvem er du?”, spurgte hun med den blide og søde stemme der mindede om ens gamle bedstemor.

Ma'lakel: ,, M-mit navn er ... Mikael!”, løg han.

Heksen: ,, Ja så...”, kom det blot fra heksen der fik en pludselig snert af overlegenhed i stemmen.
,, Hvor kommer du fra Mikael?”.

Ma'lakel: ,, Fra Skjöld”, endnu en løgn!

Heksen nikkede roligt og så ned i bordet. Hun trillede tommel fingrene imens stilheden fik lov til at brede sig i rummet. Det fik Ma'lakel til at tage hænderne om på ryggen for at gnide fingrene imod hinanden. Hun var uhyggelig, og sær. Han havde en følelse af at hun holdt et eller andet tilbage. Og ganske rigtigt, så så hun endelig op efter noget tid. Hendes øjne mødte med det samme hans og Ma'lakel var fanget af hendes blik! De lyse grønne øjne glimtede med en overnaturlig gnist som han aldrig før havde set. Trolddom! Magi! Hendes blik var fast og bestemt, som så hun lige igennem ham. Så alle de ugerninger han havde gjort, alle de bande ord han i sin tid havde brugt. At han havde sat ild til nonnerne, spyttet abbedissen i hovedet, og at han havde været for fej til at turde gå ind i det her rum alene. Hun holdt hans blik og i modsætningen til vagten og manden med de brune øjne, så veg hendes blik ikke fra hans, han følte sig fanget!

Heksen: ,, Nu prøver vi igen.. hvem er du?”.

Han ville sige løgnen igen, at han hed Mikael og kom fra Skjöld men som ud af ingenting røg det ud af munden på ham:

Ma'lakel: ,, Mit navn er Ma'lakel Lemoris!”.

Han spærrede øjne op idet hans tunge talte uden han havde givet den lov. Uden at han havde brugt den til at sige de ord der gik igennem hovedet på ham!

Heksen: ,, Godt, hvor kommer du fra Ma'lakel?”.

Nej! Han ville ikke sige det, det ville han ikke, hun ville sende ham tilbage til Sjærreds mænd, og blive brændt som et syndens barn! Men uanset hvor meget han kæmpede med sig selv kunne han ikke styrer sin tunge:

Ma'lakel: ,, Fra Rends Kirken ved Ulve Bakkerne. ”

Heksen trak blidt på smilede båndet og nikkede til ham, men hendes øjne havde stadig fanget hans i et ubrydeligt greb!

Heksen: ,, Er du kætter ungen der er stukket af..?”, spurgte hun så.

Der blev Ma'lakel vred! Ingen skulle kalde ham kætter unge! Hans mor, det var vel ikke hendes skyld at hun... at hans far... det var ikke hendes skyld!

Ma'lakel: ,, Ja...”, kom det ud af ham igen!

Han knugede hænderne sammen, foldede dem til knytnæver, og stod stille. Han var ikke længere bange for hendes blik, han stirrede ondt tilbage på hende. Vred over at hun var så fej at bruge magi imod ham! At tvinge ham til at sige han var en kætter unge, et hore skarn! Til at give nonnerne og alle de åndssvage bønder ret i at han var uren! Hun så det godt, det kunne man tydeligt se for hendes ansigt blev blegt idet hans raseri nåede ind til hende. Som kunne hun se ind i hans hoved og overværer alle de forskellige måder han havde tænkt sig at slå hende ihjel på! Dræbe hende! Det ville han gøre, flå hende fra hinanden! Brande hende op og danse glad rundt omkring bålet! Men selvom hun kunne se alt denne ondskab og vrede i ham holdt hun stadig øjen kontakten. Hun var ikke en svag troldkvinde, og hendes alder havde garanteret tilladt hende at se meget værre ting end en lille djævle drengs vrede.

Heksen: ,, Rolig nu... jeg måtte jo spørge, ellers ville du aldrig have sagt det, vel?”.

Hun rejste sig op fra sin plads og slap endelig hans blik. Hun virkede rolig, som en flod der var i harmoni med alt omkring sig også selvom blæsten hvinede og skreg over den! Ma'lakel holdt hans øjne på hende selv da hun havde sluppet hans blik. Han var så vred stadigvæk, så rasende på hende! Hun havde såret ham på den værste måde man kunne såre en mand på, hans stolthed, hans værdighed! Hun gik elegant hen til kaminen og stirrede ind i ilden.

Heksen: ,, Hvad skal jeg gøre, Lemoris? Skal jeg sende dig til Sjærred for at blive brændt, eller skal jeg lade dig gå, og lade som om jeg aldrig har set dit ansigt?”.

Ma'lakels raseri faldt lidt mere ned efter hun havde kaldt ham ved hans efternavn. Det var der ingen der havde gjort før, det var altid knægt, eller Ma'lakel. Ikke hans efternavn, som lød så smukt og nobelt i hans ører. Han så på hende, mistroisk, han stolede ikke på hende. Hvad hvis hun bare legede med ham og lige om lidt kom der vagter og smed ham i fange hullet?

Ma'lakel: ,, Hvad tror du selv, jeg vil ikke brændes! Jeg vil være fri, jeg vil leve!! Ville du ikke også vælge livet frem for døden”, fløj det ud af ham.

Heksen smilede venligt:
,, Jo... Jo, det ville jeg jo nok.”

Ma'lakel nikkede over til hende, selvom hun stod med ryggen til:
,, Ja, så lad mig gå! Jeg skal bare hvile og så forsvinder jeg igen så hurtigt jeg kan De for mig aldr-..”, han blev afbrudt.

Heksen: ,, Al den vrede du går med, al det had til mennesker. Så giftig, og voldelig...hvor kommer den fra?”.

Hans øjne dirrede i det hun spurgte ind til det. Hadet? Mennesker? Det var fordi de var så onde, de var så grimme og ækle. Han hadet dem, hadet deres måde at tale på, hadet deres lugt, deres egoistiske tankegang, deres falske medlidenhed. Han kunne se det på dem, han kunne se alle deres fejl, alt deres råddenskab! Han så ned i jorden som om han skammede sig:

,, De er ulækre”, svarede han.

Heksen så forbløffet over på ham:
,, Ulækre?”, sagde hun spørgende.

Ma'lakel nikkede:
,, Ja! De er klamme og modbydelige ved hinanden men også dem selv, de taler om næste kærlighed, taler om deres Gud og alle hans bud, om venlighed og at man aldrig må slå ihjel.. men de laver jo ikke andet! De laver ikke andet end at slå ihjel, være onde, være ækle, og klamme!”, det sidste råbte han næsten.
Idet han følte ordrende så dybt, følte at de var så sande!

Heksen så bare tavst på ham i noget tid. Som om hun ikke kunne finde de rette ord at sige til drengen.

Heksen: ,, Men du er jo også selv et af disse mennesker...”.

Ma'lakel rystede på hovedet lige så hurtigt som hun nåede at afslutte sin sætning.
,, Nej!”, sagde han, med en stemme der lød så streng og så bestemt at et hvert barn ville krybe i respekt.
,, Jeg er anderledes...”.

Heksen rynkede brynene mistroisk. Og bevægede sig stille over imod ham, på en svævende måde som bevægede hun slet ikke fødderne for at gå. Hendes øjne var vakt med nysgerrighed, og man kunne ligefrem se hvordan hun studerede ham.
,, Såe, hvordan det?”, spurgte hun, med sin blide bedstemor stemme.

Ma'lakel tav, han følte at han havde talt over sig. Sagt noget han ikke måtte. Han så ned i jorden og sagde stille:
,, Ikke noget... bare glem det.”

Heksen gav et utilfreds lille snøft fra sig og gik tilbage på sin plads ved bordet, hun satte sig ned og greb pennen med en hurtig elegant bevægelse, slikkede kort på sin tommelfinger inden hun tog et nyt blankt papir fra bunken og dyppede pennen ned i blækket.

Heksen: ,, Du må gå nu...”, sagde hun kort og fast.

Ma'lakel så op, overrasket!
,, Vil du ikke... sende mig tilbage?”, spurgte han forvirret.

Heksen så ikke op fra sine papirer men blev ved med at skrive koncentreret:
,, Smut nu med dig inden jeg ombestemmer mig!”.

Noget i Ma'lakel lyste op, et håb! En triumf, en sejr! Han havde overvundet noget så forfærdeligt som dette her! Hurtigt bakkede han bagud, klodset og stadig ret hjulbenet. Han bukkede hovedet for hende og sagde på høfligste vis tak til hende igen og igen, hvilket han kun fik et irriteret snerren tilbage for. Han åbnede den store guld farvede dør og klemte sig ud igennem den sprække han nu kunne få frem ved at bruge alle musklerne i hans lille krop til at åbne den! Derefter stod han lige foran Grork og manden med de brune øjne. De havde garanteret lyttet! Det var ikke til at tage fejl af, i hvert fald ikke på Grork der overanstrengte sig så meget for at se ligeså hård og normal ud som før, at han blev helt rød i hovedet. Manden med de brune øjne var nu bedre til det, han skjulte det næsten ligeså godt som en mester tyv, men Ma'lakel kunne se det på ham idet han ikke turde se ham i øjne som før. Han havde hørt det hele, hørt ham råbe af heksen, hørt grunden til hvorfor han hadet mennesker.

Grork: ,, Såe? Er du fri knægt eller skal du i kachotten?”, spurgte han, dum som han var.

Det var det andet tegn på at de garanteret havde lyttet, man spurgte da ikke en person der var blevet dømt til at sidde nede i hullet om han skulle være der! Det var idiotisk, en hver kunne jo bare lyve og han tvivlede stærkt på at vagten kunne det samme sandheds trick som Heksen. Men Ma'lakel rystede bare stumt på hovedet, og Grork nikkede. Han satte en hånd på skulderen af ham og gik imod udgangen med den brun øjede mand lige i hælene.

-

Da de var kommet ud og Ma'lakel var alene med Grork, så han op på vagten:
,, Jeg ved godt at I lyttede...”, kom et fra ham, på en lettere drillende måde.

Grork så ned på ham med store øjne men så hurtigt væk igen! Som om han ikke turde, og rømmede sig.
,, Vel gjorde jeg ej!”, sagde han spydigt.

Ma'lakel smilede, for første gang i meget lang tid kom der et varmt, inderligt smil frem på hans læber. Og han lignede en normal lille glad menneske dreng vis liv var godt og dejligt! Så varmt var hans smil, så uskyldigt, så bedragerisk!

Vejen til Enken – Dia.


(fortsættes).


Sidst rettet af Malakel the Vanquished Ons 2 jun 2010 - 2:15, rettet i alt 3 gange

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Indlæg by Gæst on Tirs 11 maj 2010 - 22:02

Okay >_< Du har skrevet meget O_O' og jeg skal nok få det læst.. på et tidspunkt! >_<'! og når jeg gør skal jeg nok give dig respons på det T_T! Mark my words ill come back xO !

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Indlæg by Malakel the Vanquished on Tirs 11 maj 2010 - 22:26

Undskyld hvis jeg er gået alt for meget amok xD!

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Indlæg by Gæst on Tirs 11 maj 2010 - 22:33

Jeg læser den hvis jeg keder mig.. Så skal jeg nok komme med en ordenlig kommentar xD

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Indlæg by Malakel the Vanquished on Tirs 11 maj 2010 - 22:46

Thank you Bellz ^__^

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Indlæg by Gæst on Tirs 11 maj 2010 - 23:13

samme her fra ^^ lyder meget god i starten men er bare så træt at intet fanger mig overhoved lige nu xD

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Indlæg by Malakel the Vanquished on Tirs 11 maj 2010 - 23:19

Awww Dx.. håber ikke min historie er kedelig :/

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Indlæg by Gæst on Tirs 11 maj 2010 - 23:26

tror jeg ikke på! :D elsker at læse alt og bare fra at skimme den lyder den rigtig god n__n

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Indlæg by Malakel the Vanquished on Tirs 11 maj 2010 - 23:32

Weeee... har nemlig brugt lang tid på den xD så håber den er ok :P

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Indlæg by Gæst on Tirs 11 maj 2010 - 23:36

kender det godt D: jeg har en historie på 14 sider som jeg har brug rigtig lang tid på o__o' så er det rart når folk også kan lide det man har lavet xD

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Indlæg by Malakel the Vanquished on Tirs 11 maj 2010 - 23:38

Indeed !!! <3 ^__^..

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Indlæg by Gæst on Tirs 11 maj 2010 - 23:40

:3 <3 hehe, nå vi må hellere stoppe med at skrive også vil jeg prøve at læse din historie ^u^

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Indlæg by Malakel the Vanquished on Tirs 11 maj 2010 - 23:41

YAYY! ^__^

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Indlæg by Gæst on Ons 12 maj 2010 - 2:34

woooow! O_O' det er altså virkelig godt lave! Du er utrolig god til at beskrive ting, og du fanger læseren utrolig godt og holder en god rød tråd igennem hele historien.. kan slet ikke vente på at forsættelsen kommer :3

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Indlæg by Malakel the Vanquished on Ons 12 maj 2010 - 3:58

Tusind tak !! ^__^.. er glad for du synes det er godt og glæder dig til fortsættelsen :D

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Indlæg by Gæst on Tors 20 maj 2010 - 12:18

WOW!!!!!!! den er virkeligt god!! O.o fortsættelse, fortsættelse, fortsættelse!!! xD

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Indlæg by Damia on Lør 22 maj 2010 - 11:29

You Little.. Shiiit!!! xD
Haha fuck det er virkelig godt skrevet det må jeg
- desværre - indrømme og det er VIRKELIG langt
og mega godt detaljeret. Jeg følte virkelig følelserne
vælde op i mig mens jeg læste det som om jeg var
Malakel ^^ Virkelig det er en fed evne at kunne skrive så
godt! Og når jeg siger at du har skrevet godt detaljeret
mener jeg altså ikke at du har proppet en hel masse åndssvage
fyldeord ind blot for at få selve historien til at fylde mere.
- præcis ligesom jeg gør så derfor bliver mine historier altid så dumme >.<
Men virkelig godt skrevet og håber du vil fortsætte fordi så læser
jeg det - Promise!!
Og er nu selv ret stolt over at jeg læste DET HELE uden at vente til
at jeg kedede mig så jeg fik lyst til at læse *kigger sigene hen på thief*

Nårh men mega godt skrevet søde ;3

MVH Damia
avatar
Damia
Highly competent (Rank 14)

Bosted : Skyggernes Grotter (i en grotte hvor det indeni ligner et helt normalt hus)

Antal indlæg : 978


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel's Historie - Djævlens Yngling.

Indlæg by Malakel the Vanquished on Fre 28 maj 2010 - 3:49

Tusind tak ... jeg er rigtig glad for at i synes det er værd at læse selvom det er så langt :)! Jeg har updated det nu, så næste "kapitel" er Vejen til Enken - Dia. Jeg håber at i også vil kunne lide den del !! ^__^..
Igen rigtig mange tak!!!

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum