Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email



Latest topics
» Once Upon a Masquerade Ball (Hazel)
Today at 15:30 by Khá

» In distress //Zak
Today at 15:15 by Zakaroff

» Fashion show - Leetha (xxx)
Today at 8:54 by Leetha

» Busy Opening.... XXX(Cara)
Yesterday at 22:05 by Caleb

» Face Claim
Yesterday at 3:06 by Maze

» First Date
Yesterday at 0:06 by Noah Harris

» Is That How You Repay Me?! (Lucien)
Lør 24 jun 2017 - 2:04 by Sascha

» Between Lies and Lovers
Lør 24 jun 2017 - 2:03 by Sascha

» The curse inside //Caleb
Ons 21 jun 2017 - 23:06 by Alyssa

Top posting users this month
Caleb
 
Cara
 
Sascha
 
Khá
 
Zakaroff
 
Jordan
 
Hazel
 
Danayela
 
Lucien
 
Leetha
 

Statistics
Der er i alt 644 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Lazarus

Vores brugere har i alt skrevet 243748 indlæg in 12657 subjects

You are not connected. Please login or register

AuthorTopic: Tyv! - Andrew D.

Tyv! - Andrew D.
« on: on Man 11 apr 2011 - 19:19 »

Gæst

Gæst


S: Cafe på Terres gågade.
O: Menneskefyldt cafe og løbende tjener
V: Udenfor lunt, med lidt skyer på himlen
T: Middagstid

Yuki gik og balancerede med en bakke mellem de lange rækker af border og stole hvor folk sad og snakkede, drak og spiste. Det var det sidste bord hun skulle klare i dag før hun fik fyraften. På hendes bakke stod der en kold øl og Coca Cola. Hendes blik gled rundt i lokalet for at finde det bord der havde bestilt disse drikkevare. Rummet var delt op i to afdelinger, et til dem der fortrak at sidde på en stol, med et bord, og så dem, der heller ville sidde i en af de røde sofaer ved de små lave borde. Alle møblerne var lavet i metal og skinnede som om de lige var kommet fra butikken. Borende så også helt nye og rene ud, man kom aldrig her ind uden at få et helt rent bord. Over hvert bord han der en lampe med kunstigt lys, som lyste hele lokalet op, næsten mere end det var udenfor. Man skulle ikke komme der ind hvis man ikke kunne lide lys. Borende og stolene stod tæt, så det var ikke nemt for Yuki, eller nogen anden af komme forbi, og slet ikke fordi folk ikke kunne finde ud af at sidde ved deres bord. Det irriterede altid Yuki at folk ikke havde lært det. Det var jo ikke så svært. Der var to farver der gik igen og igen i hele rummet, uanset hvor man vendte blikket, grøn og hvid. Ligesom stanken af pomfritter altid hang i luften. Hvis Yuki ikke havde arbejdet der så lang tid ville hun nok have bemærket det, men hendes ellers så fine næse syntes ikke længere at være generet af lugten.
Hun fandt endelig bordet henne i den ene ende af cafeen ved de små røde sofaer. Der sad en mor, med hendes datter, som sad med hoved ned i en af de utallige spille maskiner som der jo var sådan på mode. Det lignede en DS, men hvilke en af slagsen, der var jo så mange! Det var ligesom colaen og øllen hun gik rundt med. Der var også så mange slags, og det var umuligt at finde rundt i hvad der var hvad. Hun stillede colaen foran pigen, som straks kastede sig over den, som om hun var en grip, og øllen foran moren, sammen med regningen. Hun stillede sig til at vendte på der kom nogle penge. Det eneste der kom var et kort. Hun sukkede lydløst og kæmpede sig tilbage igennem skoven af borde og stile. Hun kom tilbage fem minutter efter med maskinen så kvinden kunne komme til at betale med kortet.
Da hun havde været nede og aflevere drikkevarerne gik hun op mod baren som var godt fyldt op med folk der lige skulle have en at opkvikke sig på, inden dags arbejde begyndte. Hun var glad for at det ikke var hende der skulle på arbejde. Hun misunde dem der arbejde på et kontor, at de kunne sidde alene med deres arbejde, de skulle ikke kæmpe med utilfredse kunde, og hvad der ellers fulgte med dette job. Men hun skulle ikke beklage sig. Det var en god løn. Yuki gik om bag disken med bakken og lagde den på bordet som allerede var fyldt op med bakker. ”Jeg smutter nu.” Sagde hun til sin chef der stod med ryggen til hende og blandet et eller andet sammen. ”Er det allerede nu!” Han lød en smugle overrasket. Yuki var allerede gået om bag ved for at skifte den hvide skjorte, de sorte bukser og forklædet ud med en sort corsage, en sort kort nederdel med tyl i og bånd. Da hun havde fået tøj på, fiskede hun sin parfume op af tasken, og pressede. En dejlig frisk duft kom ud fra flasken. Hun greb sin børste nede i tasken, og lod den glide igennem sit sorte hår.Hun tog sin sandfarvet jakke på, og greb sin håndtaske. Hun vendte sig om, og gik ud mod butikken igen.
”Hey, Yuki, kunne du ikke lige hjælpe med nogle borde der over?” Spurgte hende Chef inden hun kunne nå at snige sig forbi ham. Hun sukkede, tydeligt irriteret på ham, men hun vidste hun vil få en lille bonus, og det var jo ikke fordi hun skulle skynde sig videre. Det var overraskende så hurtigt der blev skiftet. De folk som før havde siddet og hyggesnakket var nu smuttet og afløst af nogle nye folk. Hun lagde sin taske omme bag disken og hjalp en af hendes kollegaer med en bakke der var højt belæsset med tallerkner og glas i alle former og størrelser.

Tyv! - Andrew D.
« on: on Man 11 apr 2011 - 22:07 »

Gæst

Gæst


Nu var det ikke just, fordi Andrew kunne prale med at have rendt rundt i Di Morga i uendelige tider, men et eller andet sted følte han allerede, han kendte stedet forholdsvis godt. De sidste par døgn havde han brugt på at rejse rundt og opleve de forskellige ting, der var værd at besøge. Selvfølgelig var Terre noget af det, der hurtigst var faldet i hans interesse. En stor by med massevis af tegnebøger og skjulte skatte, der bare ventede på at lande i hans hænder. De skreg jo ligefrem efter ham! Han måtte dog give sig selv den credit, at han ikke havde så meget som strejfet en af disse små læder-beholdere proppede med små, runde metalstykker eller overmalede sedler. Okay, måske lige den ene, men så heller ikke flere - cirka..

Pro tempore befandt Andrew Darrius sig midt på Terres gågade. Oprindeligt havde det bare været for at kunne observere byen og de forskellige seværdigheder, der nu måtte findes i den, men et eller andet sted kunne han virkelig også godt bruge noget nyt tøj. Det var jo ikke ligefrem, fordi han vandrede rundt med et klædeskab under armen, og han havde efterhånden vandret langt og længe i den hvide T-shirt, de mørke jeans og de grå lærredssko; hvilket i den grad også var tydeligt. Skoene var de mest medtagede, i og med at sålen var ved at skille sig fra resten af skoen. De var ikke videre optimale mod at holde kulden væk fra fødderne, og vand havde de da slet ikke nogen chance mod. Han blev ved med at sige til sig selv, han skulle finde nogle mere praktiske tennissko, men alligevel kom han vandrende ud i nogle tynde lærredssko, denne gang i en sort farve, da han forlod en af de bedre udseende skobutikker - selvfølgelig havde han ikke betalt. Næst stod den på en ny T-shirt og en jakke. Førstnævnte var umådelig beskidt og havde sågar en lang flænge hen over bagsiden af venstre skulder. Den brune jakke, han havde haft på, da han første gang var bevæget sig ind i Di Morga, bar han ikke længere. Han havde mistet den ved mødet med Angelie, så sådan en måtte han selvfølgelig også finde en ny af. Bukserne kunne godt klare sig lidt endnu.

En halv time senere bevægede hybriden sig ind på en tilfældig café, nu iført en grå T-shirt med noget ligegyldigt, farvet skrift på brystet og med en let hættetrøje udenover, denne også i en grå farve. Det hele passede forbavsende godt sammen til trods for det faktum, at det ikke var noget, han havde tænkt det mindste over. Nu var det eneste, han manglede bare noget at spise.

Mylderet af mennesker var grænsende til det kaotiske. Snak, latter og små grynt steg op mod loftet i en kontinuerlig strøm, mens røg fra cigaretter snoede sig op i flotte spiraller og lagde sig trygt om lampernes glødende ansigter. Det var næsten, som om der var lysere herinde end udenfor; noget af en bedrift, måtte man sige. Men på den anden side var det, som om der altid hang en dyster atmosfære over hele Di Morga; en atmosfære, der effektivt formåede at holde bare en smule af solens stråler fra at bringe glæde til landet. Strøtankerne blev kastet til siden, mens den skarpe lugt af pommesfrittes fortsatte med at bore sig op i Andrews næsebor. Det var ham et mysterium, hvordan nogen kunne klare at befinde sig i rummet længere tid af gangen. Vanesag, forklarede en stemme inde i hans hoved ham.
Netop som hybridens mave brokkede sig højlydt, stoppede en pige op, hvor hun ellers havde haft retning direkte mod ham. En dyb stemme bad hende hjælpe med nogle borde - så hun måtte altså være en ansat. Det trak i smilebåndene; det var næsten alt for godt til at være sandt. Inden servitricen bevægede sig hen for at yde assistance, placerede hun godtroende sin taske lige bag disken. Uden at tænke over det bevægede Andrew sig i tre skridt hen til stedet, hvor tasken stod. Han havde prøvet det så mange gange før - det var rutine. Alt for nemt. At en overvægtig idiot skulle vise sig at have et sygeligt behov for at skubbe til Andrew på lige nøjagtigt det rigtige tidspunkt, kunne han på ingen måde have forudset. Det stod ham soleklart, da tasken faldt ned på gulvet og kastede halvdelen af sit indhold ud på fliserne, at han var opdaget. Uvilkårligt gled blikket opad og fandt med det samme det sted i rummet, hvor et sæt mørke øjne var rettet direkte mod ham og den taske, der retmæssig tilhørte øjnenes ejermand. Instinktivt sprang han op og snoede sig fleksibelt gennem menneskemylderet. Af en eller anden grund syntes de at klemme tættere sammen om ham, men ikke desto mindre nåede han helt udenfor uden at mærke en tyngende hånd på skulderen. I sin iver efter at komme så langt væk som muligt, styrtede hybriden bare i en vilkårlig retning - en gyde; fantastisk..

Tyv! - Andrew D.
« on: on Man 11 apr 2011 - 22:26 »

Gæst

Gæst


Yuki drejede om på hælen da hun hørte en parfumeflaske ramme gulvet. En eller anden mand stod bøjet ned over den. Deres øjne mødtes et kort sekund, før manden sprang op og to flugten. Yuki kastede et hurtigt blik på sin taske, hvor en stor del af indholdet, en alt for stor del efter hendes mening lå til udsyn for alle andre i butikken. Hun vendte sig hurtigt om mod sin kollega. ”Tag min taske!” Råbte hun og var selv hurtigt løbet efter manden der løb mod udgangen.
Yuki som var let til tås fulgte hurtigt efter ham og fik nogle råbende skrig efter sig. Aldrig før havde hun prøvet at blive kaldt så mange skæld ord på så lidt tid! So, svin, kælling, luder og meget andet. Hvis hun havde haft tid, ville hun nok have givet dem en over snuden, men så heller få fat i manden. Hun drejede skarp om et hjørne og fik væltet et bord hun lige var ved at vælte over. Igen fik hun hældt en spand skældsord i hoved, men nu var manden kommet meget langt foran. Hun susede ud af døren, og væltede ind i en ældre herre som hun lige holdt stående. Hans bemærkning blev et hårdt slag over skinnebenet. Hvis hun ikke havde været så opsat på at fange manden foran hende havde den gamle mand også fået en, men nu var hun altså kommet så langt.
Det gik meget godt lige ind til hun var ved at blive kørt over af en bil på vejen efter tasketyven. Hun gav bilisten fingeren før hun stormede videre. Hun så ham løbe ind i en gyde. Blindgyde? Det håbede hun på, han skulle ikke slippe godt fra det her! Hun satte farten yderlige op så han ikke skulle forsvinde inde i gyden men bedst som hun kom der ind, skred hun i et gammelt æble men nåde dog at få grebet fat i en skraldespand som rullede! Hun fik stablet sig på bene med en masse æder og forbandelser.

Tyv! - Andrew D.
« on: on Man 11 apr 2011 - 23:14 »

Gæst

Gæst


Normalvis plejede Andrew at befinde sig i mere naturlige og udfordrende omgivelser, når han virkelig havde brug for at hoppe rundt og gøre bruge af sine atletiske evner. Denne gang var det i et mylder af lumre kroppe, og det hæmmede ham en del. Det var ikke, fordi han decideret led af klaustrofobi, men det skulle ikke være nogen hemmelighed, at han foretræk at befinde sig steder, hvor han i det mindste kunne ånde uden at være bange for at inhalere en svedende mands armhulehår eller smække hånden ned i en rapkæftet tantes sveskebudding. Ikke desto mindre gik flugten faktisk ganske succesrigt. Et par remoulade-klatter og en mørk plet af kaffe på højre underarm var det eneste, der bevidnede, at han havde været i fuld firspring.

"Phew," sukkede han teatralsk, tillod sig et meget kort hvil. Da postyret bag ham nærmede sig med al for stor hast, skyndte han sig videre og endte som sagt i sin iver i en blindgyde. Skraldespande i hver side trykket op mod murene, der var nok tre til fire meter fra hinanden. Fem meter høje. Han ville garanteret godt kunne hoppe derop, hvis han virkelig prøvede. Netop som han skulle til at bøje ned i knæene for at samle energi til den plan, der gik ud på på det groveste at trodse tyngdekraften, hørtes et rabalder bag ham, da en skraldespand blev væltet, og han snurrede rundt, endte med blikket rettet mod kvinden fra før. Forbandet!

Han tvang sig selv til at slippe den beredte stilling, han havde indtaget med let spredte ben og bøjede knæ, der tillod ham omgående reaktion, hvis det skulle blive nødvendigt. Han vidste ikke, om hun kunne udgøre nogen fare. Chancen for at hun skulle være et uskyldigt og forsvarsløst menneske var desværre ikke så skræmmende stor. Uvis omkring, hvad han skulle sige, forholdt han sig tavs.

Tyv! - Andrew D.
« on: on Ons 13 apr 2011 - 14:57 »

Gæst

Gæst


Hun kiggede på manden med et olmt blik. Hvis hun havde været fra en tegneserie ville hun helt sikkert have dampet ud af øre og næsen. Hun var godt sur over hendes jagt. Normalt var det hende der blev jagtet for det første, og for det andet plejede det ikke at gå så galt.
”Nå, nu stopper jagten.” snerrede hun til ham. Hun turde slet ikke tænke på hvordan hun selv så ud efter den vilde jagt. Men nu var det også den lille uheldige tasketyv der stod foran hende der skulle ordnes, så kunne alt det andet komme bagefter.
Hun stod og overvejede mulighederne for at han var et menneske, det gjorde hun altid når hun mødte mennesker, det var jo sådan at Di Morge jo næsten havde flere væsner end mennesker, men det passede vidst ikke, det var nok noget hun havde fået sagt til sig selv, for lang tid siden.
Hendes kiggede på tasketyvens holdning, klar til kamp eller flugt var det vel? Det vidste hun ikke noget om, hun havde aldrig prøvet at blive bestjålet før, og det irriterede hende at det var lykkes den lille tasketyv at komme så langt som hen til hendes taske! Hun var glad for den person der havde fået tasken ned på gulvet så hun vidste hvem tyven var.
Hendes egen holdning var også klar, men det var til jagt eller kamp, eller hvad den lille tasketyv nu havde i ærmet. Han var dog ikke så lille, tyven, han så rimelig høj ud, men nu var hun jo heller ikke så høj, sådan af kropsbygning, mere en lille fiks kvinde på 165 cm godt og vel.
Intet denne højde kunne bruges til, ud over hun var helt fantastisk til at flygte, da hun kunne komme ind af de selv mest umulige sprækker.

Sponsored content



Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen Besked [Side 1 af 1]

Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum