Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Latest topics
» A beautiful night.... (Cherish Radcliff)
Today at 22:57 by Cherish Radcliff

» Ready for our weekend? (Charmeine Love)
Today at 22:47 by Charmeine Love

» I am really worried Doctor.... (Angelique Dümont)
Today at 22:30 by Angelique Dümont

» År 3038 - reklame
Yesterday at 8:51 by Adriana

» I know I did something wrong... but I'm not sorry - Niklaus XXX
Tors 14 dec 2017 - 13:46 by Harry Jepsen

» Face Claim
Ons 6 dec 2017 - 14:09 by Ryuu

» Dance of the Brush (Cherish Radcliff)
Ons 6 dec 2017 - 7:59 by Cherish Radcliff

» Do I know you? - Aleksei
Lør 25 nov 2017 - 19:18 by Aleksei

» How about no?
Man 20 nov 2017 - 1:52 by Roar

» Big changes - Khá
Lør 18 nov 2017 - 16:31 by Charmeine Love

Statistics
Der er i alt 674 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Sigrid

Vores brugere har i alt skrevet 240145 indlæg in 12012 subjects

How an identity dies, for another to emerge

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

How an identity dies, for another to emerge

Indlæg by Gæst on Ons 6 apr 2011 - 21:12

En historie, om hvordan lille Olga, blev en del af Nosferatu familien. Hope you enjoy :)


“The kids of tomorrow, dont need today, when they live in the sins of yesterday!” Det unge talent, Billy Talent's tekster, fløj over diskotekets højtalere, og rev sig løs for stedets få natteravne. Ikke mange var tilbage, på denne sene aften, men de ti tyve stykker der var, var så sandelig ikke ved at være trætte.. Selvom lørdagen, for længst var blevet til søndag, kl 05:00.
Ti af de mennesker, og få væsner der var til stede, dansede på midten af gulvet, og skubbede ivrigt til hindanen, I deres hav af bevægelser. Det var ikke en kamp. Ikke en fin dans. Det var de mange procenter, der killede hjernerne. Den resterende energi.. Hyperactiviteten. Alle disse factore, gik ind under denne tidlige morgens vilde dans.
“Cast off the cruch, that kills the pain, The red flag waveing never ment the same!” Lød det råbende fra mange af de dansende. De var ikke sikke på om de overhovedet var rigtigt det de sang. Det betød heller intet.. Natten havde været fantastisk, og skulle sluttes af med det aller sidste krudt der forblev I dem.
En af danserne, en ung kvinde, med flamende rødt hår, der var klippet kort I siderne, for at lave en hanekam, som lå afslappet ned af siden på hendes hoved, og over hendes ene øre. Når da ikke det ivrigt blev kastet rundt I cirkler eller op og ned af den livlige pige det sad på. Hun havde en pircing I hendes højre øjnbryn,en I tungen og et par I hendes ene øre. Hun bar en blod rød tank top, som ikke efterlod noget af hendes mave bart og en sort nederdel, der kun lige gik ned over hendes lår. De nederste folder af hendes nederdel, var flodsede, og revet I stykker, så store dele af hendes lår tit var bart, når hun lavede hendes ville bevægelser. På hendes venstre håndled, bar hun et sort nitte armbånd, med korte nitter, der ikke ville kunne skade nogen. På højre hånd, en sort handske, med utallige huller, der fremhævede hendes brune hud igennem det sorte stof. På håndledet hang et blankt sølvarmbånd, med utallige ting hængende på. I blandt disse, En lille knogle, et meget lille lyserødt bamse hoved og et simpelt rødt bånd. Fødderne var beklædt, med et par sorte læder støvler, den højre med en primitiv tegning af en bamse. På mange måder, mindede hun om den flok hun befandt sig med. En punk still, kun brudt af få detaljer, som hendes støvles tegning, og mange af tingende I hendes sølvarmbånd. Og hun passede også perfekt ind I den unge flok. Som en fisk I en dam.
Pigen hoppede rundt I en cirkel, og mødte en anden ung kvinde, der hoppede imod hende, og de svingede glad rundt I cirkler, inden de satte deres kinder sammen, og sang med på det afsluttende omkvæd af sangen.
“Cast off the cruch, that kills the pain, The red flag waveing never ment the same! The kids of tomorrow, dont need today, when they live in the sins of yesterday!” Pigerne grinede begge, og svingede hindanen rundt, for så at møde et par drenge, mindst lige så ivrige som dem, og de faldt I dans med dem lige så. Og selv da sangen sluttede, og de få sekunder der gik, inden den næste sang, svingede de stadigt glad med hofterne. Og da den næste sang begyndte, fandt de to piger meget hurtigt frem til hindanen igen, og hoppede glad I vejret, og skreg med på det indledne ord, til en af deres yndlings sange.
“Nightmare!!”

Den unge kvinde, luntede glad ud af døren, imens hun sang vider på sangen inde fra diskoteket, der efterhånden var i gang med at afslutte den lange nat. Hun blev efterfulgt, af hendes iltre danse partner, og de vendte sig begge, for at vinke, og ønske nogen få drenge der kom tumlende ud samtidigt, farvel. Drengene gjorde deres sidste desperate forsøg på at få, bare en, af de to piger med hjem I deres egen hytte, men de to piger fniste blot af deres lallede forsøg, og argumenterede at de knapt nok kunne gå. Hvor så efter en af drengene faldt om på jorden. Både pigerne og drengene grinede højt, for så at fortsætte. No hard feelings.
“Run away before you drown..” Nynnede den ene pige glad, imens hun langsomt luntede afsted.
“All the streats will beat you down..” Nynnede den rødhårede pige så som efterfølger på starten af omkvædet, og de hoppede så med siderne ind i hinanden, imens de fælles afsluttede det, med lystige råb.
“Fallen leaves, Fallen leaves, Fallen leaves on the ground!” De grinede begge, med stor glæde I deres stemmer, hvor efter de tumlede, på grund af deres sammenstød. Pigen med den flammende røde hankam, tumlede ind I en lygtepæl, og gispede kort, efterfulgt af en fnisen, hvor hun så svingede rundt om pælen en enkelt gang, for så at følge med hendes veninde.
“Ahh... Fuck.. Jill, du bliver nød til at holde mig fra at drikke så meget... Et par drinks mere, og en af de desperate unger havde nemt kunne få mig med hjem...” Sagde den sort hårde pige til sin veninde, og fniste, imens hun gik ulige fremad. Jill, den rødhårede, fniste blot, og rystede på hovedet, uden noget problem med at gå fremad.
“Aww Mimi, kunne ellers godt have forestillet mig, at du ville have elsket at ende der, hm?” Sagde Jill, med en drillende stemme. Den anden pige, grinte, og vraltede ulige imod Jill, for så at læne sig op af hende, og pegede på hende med en finger.
“Du! Må ikke kalde mig Mimi! Det er Miriam Milian for dig...” Sagde hun, med et ufatteligt fejlende forsøg på at lyde snobbet, hvor efter hun kun meget kort kunne holde masken, inden hun brød ud I en ilter latter. Jill grinede med, og lagde armene omkring Miriam, for at hjælpe hende med at holde balancen.
“Ja ja prinsesse, skulle vi nu ikke bare se og få dig hjem og I seng? Hjem og puttes?” Sagde hun, med et blidt smil, og et blidt kram.
“Ohh det ville være dejligt.. Jeg takker mange gange, frk Julia Parker..” Sagde hun, med endnu et forsøg på at lyde royal. Hun fniste så derefter, og hjalp Jill, ved at tage største delen af hendes egen vægt, for så at ligge armene omkring Jill, og hvile hendes hoved imod Jills skulder.
“Jeg er virkeligt glad for at du gad at tage I byen med mig igen.. Det.. Er altid meget sjovere når du er med Jill” Sagde Miriam, og smilede, imens hun lukkede øjnene, og lod uden at tvivle, Jill styre hende fremad, med fuld tillid til Jill. Jill smilede, og lagde hendes hoved imod Miriams, for at gnide deres hoveder sammen.
“Jeg skal nok tage med oftere Mimi.. Men det ville være dejligt hvis du gad at holde dig fra at blive så fuld, så jeg bliver nød til at bære din smukke røv hjem I seng hver gang..” Sagde hun, for så blidt at skubbe til Miriams hofte, med sin egen. Miriam grinede af Jill, og kiggede op på hende.
“Indrøm det.. Du elsker at bære rundt på min ufatteligt lækre røv...” Sagde hun med en drillende stemme. Jill rejste et øjenbryn, og kiggede ned på Miriam, som så så uskyldig ud hun kunne, inden de så begge knækkede ud i en lystig latter.

“Hvorfor går du stadigt I de støvler, med den tegning på, din tossede tøs? Troede ikke I piger var glade for at knække stilen?” Sagde kvinden, der fulgte Jill ud af hendes venindes hus, efter at have lagt hende I seng, efterfulgt med en blid latter. Jill smilede og kiggede tilbage på moderen, og rystede på skuldrene.
“Det minder mig om min kusine..” Sagde hun. Hun grinte ikke af det, men smilede blot, for at vise hun ikke var trist over det. Kvinden smilede tilbage, og nikkede en enkelt gang.
“Så syntes jeg endelig det er en god ide at beholde dem, søde.. Vi ses I morgen Julia..” Sagde kvinden, imens hun vinkede til Jill, som vinkede tilbage med et smil.
Miriam boede I de fattigere dele af Terre, hvor de skulle igennem flere af de smalle gyder for at finde ind. Klokken var omkring de 06:30, men det ville stadigt være mørkt I flere timer. Selvom Jill smilede, og luntede, så det lignede hun var glad og lystig, var der stadigt noget der killede, og gjorde hende stærkt nervøs. Var der altid I disse gader, ved denne tid. Hun vidste da også at det kunne være farligt, men hvordan skulle hun kunne forsvare, ikke at turde gå igennem dem? Nej hun kæmpede sig altid forbi hendes nervøsitet, og hjem fra disse kolde gader.
“Som at råbe.. Under vand..” Nynede hun, ganske stille, og hendes smil forsvandt langsomt. Hun havde det jo ikke fint.. Selvom hun blev ved med at sige det til sig selv, og til alle andre. Kun når hun tog sig af andres, glemte hun sine egne smerter.. Men hver gang hun var alene, tænkte hun på den lille piges ansigt. Foran spejlet, så hun hende. På tomme gader. Så hun hende. Selv det alcohol hun havde drukket, gjorde ikke at hun glemte den nu.. Sorgen af at have mistet. Det var derfor hun var meget mere ude nu, end hun havde været før.. Det var når hun var med andre, glemte hun sig selv. Så tog hun sig af de andre, og hun var selv mindre vigtig..
Jill sukkede, og rystede langsomt på hovedet, imens hun lukkede øjnene, og sank hendes ansigt imod jorden. En klar tåre gled fra hendes øje, inden hun igen åbnede sine øjne, og snøftede en enkelt gang. Men da stoppede hun op. De røde klatter foran hende, fik hende til at stoppe brat op, og stire med store øjne. Blod? Hun fulgte langsomt pletterne af blod, ind af den side gyde hun stod ved. Hun lagde sit hoved en smule på skrå, da det så ud til at der sad en person der inde. Hun sank en klump, og fortrød allerede at hun stadigt stod der. Hun rømmede sig, for så at stille kalde, med hvad der næsten mindede om en hvisken.
“H.. Hallo? Er.. Du okay?” Spugte hun. Hun stirede imod personen der sad der inde, og skulle til at tage et skridt imod ham, da et lavt hvæs kom der fra. Hvæset var sandeligt skræmmende, men det mindede mest om en skadet kat, der desperat prøvede at holde der dræbende slag væk, med sin klynkende væsen.
“R.. Rolig.. Jeg.. Vil bare hjælpe..” Sagde hun så stille, for så at tage et par skridt ind af gyden. Nu var hendes sorg igen helt glemt. Det var når hun hjalp, at hun glemte. Den lave hvæsen, blev nu erstatet af en lav knurren. Men hun stoppede ikke. Hendes hjerne ville ikke ind af gyden, men hendes hjerte tillod hende ikke at lade være. Hun måtte da hjælpe hvis hun kunne. Også selvom hun vidste at det sikkert ville være dumt.
Foran hende sad en høj herre, med sine arme sløvt faldet på hver side af ham, og hans blik rettet imod hende. Hun sank en klump, inden hun fik taget sig sammen, og satte hendes fart op, for at trippet over til ham, da hun så de mange blød pletter omkring ham. Hans åbne brune trench coat, gjorde at hans brystkasse var tydelig, og hun gispede, da hun så det store brutale sår der gik over brystkassen. Ved siden af dette sår, var han hæslig. Hans hud flodset, og hans ansigt forvredet I en smertefuld grimasse. Også hans ansigt var vansiret, og det var tydeligt at han havde været I en slem kamp. Men alt dette ignorerede hun fuldstændigt, og gik straks på knæ ved hans side, og rakte ud imod hans brystkasse, imens den anden hånd ledte I hendes støvle.
“Hvad er der dog sket.. bare rolig, jeg skal nok r...” Hun stopped ebrat op, da hendes fingre rørte hans hud, og som et stød fløj en rædselslagende tanke igennem hende. Han var død. Han var helt kold. Han sagde heller ikke noget længere, og han sad helt stille. Men. Han kunne da ikke være blevet kold så hurtigt? Det gav da ingen mening?
Men da mandens øjne så langsomt åbnede, og stirede op imod hende. Det gippede I hende igen, da hun faldt tilbage på røven, og stirede ind I de skræmmende øjne. Deres matte hvide farver sagde hende straks, at denne ikke var menneskelig.. Det skulle hun da for helvedet have set for lang tid siden. Da herrens øjne endeligt focuserede på hendes ansigt, blev de langsomt udspredte. Næsten som om herren var overrasket. Jill sank en klump, og vente sig hurtigt, og skulle til at rejse sig. Men herren var for hurtig, og lagde sin arm omkring hende, for så at trække hendes ryg imod ham. Hun skreg skræmt, og forsøgte desperat at vride sig løs.
“Nej! Nej jeg ber dig! L.. Lad være! J.. Jeg ville bare h.. Hjælpe! N... Argh!!” Skreg hun I smerte, da hun mærkede de skarpe tænder, borde sig ned I hendes hud. Hun spærrede øjnene op, og hendes læber spredte sig som til et skrig, men intet kom.. Et lavt klynk kom over hendes læber, inden hun bed tænderne hårdt sammen, og forsøgte at bide smerten I sig. I og for sig, var den ikke så stor.. Tænderne var fine og lige, og havde boret sig ned, som var de nåle. Godt nok ganske tykke nåle, men stadigt. Hun havde altid nydt at blive bidt, af sin partner, så for hende var dette blot et skridt vidre.. Nej det var ikke bidet der gjorde ondt. I hvert fald ikke så meget. Dete var hans grådige sugen. Smerten af, at hendes blod blev drænet af hende, langthurtigere end mange nåle nogensinde ville kunne. Ikke engang et sår på den brede blodåre, ville kunne få hende til at tabe blod så hurtigt. Hun klynkede endnu engang, og knugede sine hænder sammen, imens hun trak sine ben tættere ind til kroppen, så helle hendes krop var spændt, og smerten blev undertrykt. Det var så nu hun skulle dø? Ved denne unævntes nåde? Men I midten af smerten, kunne hun høre et klynk. Af anger? Var denne rent faktisk ked af at tage hendes liv? Nej. Det var garanteret bare et tanke, og hjerteløst bæst..
Hun kunne ikke længere mærke hendes fingre, eller bevæge hendes arme. Hun faldt om, som en følelsesløs dukke, I hans arme, og hendes hoved droppede tilbage, imod hans skulder. Men nu, da hun var så tæt ved at dø, og kun så lidt blod skulle tages for endeligt at afslutte det. Trak dette bæst tænderne ud. Hvorfor? Kunne han ikke bare gøre det færdigt? Hendes øjne flakkede, og kiggede ufocuseret op på herrens ansigt, som nu drejede imod hendes.
“Jeg.. Beklager.. Dette.. Var den eneste.. Måde.. Du kunne hjælpe mig på.. Mit sår er healet, og min eksistens.. Kan fortsætte.. Men.. Ved at gøre dette.. Har du mistet din egen.” Herren blev stille I kort tid, imens han fortsat stirede ned på hende. Undersøgende, som om han kendte den person han kiggede på, men ikke huskede noget af denne.. Eller ikke kunne fatte a han så det. Hans ansigt skar så over noget der kunne minde om sorg. Som om han angrede hans forbrydelse, og ville undskylde igen. Men Han tog sig hurtigt sammen, og hans grå vansirede ansigt, fik et koldt ansigt igen.
“Men.. Jeg kan tilbyde dig en ny.. En ny.. Eksistens.. Du.. Vil være mere død.. End I live.. Men.. Du vil have en familie der elsker dig.. Og.. Du vil ikke kunne huske.. hvad du mistede.. Det er dette.. Eller døden.. Jeg.. Beklager..” Sagde herren, med hans uffateligt hæse, og hakkende stemme.. Det lød næsten som om han måtte kæmpe samtlige sine ord frem. Jills øjne gled langsomt op I herrens tomme blik, og hendes læber delte sig.
Så hun havde egentligt ikke et valg? Måske skulle hun så bare vælge døden. Denne anden tilværelse, ville aldrig blive lige så god s.. Billedet af hendes kusine kom frem I hendes hoved. Den lille syv årigede, som måtte lade livet, på grund af kræft. Ikke en brutal død, som var det normale I disse Terres gader. Nej.. Hun døde af kræft, I så ung en alder.. Hun ville glemme det? Hun ville glemme alt? Alle andre billeder end hendes kusine var væk, og hendes hoved nikkede langsomt et par gange. Herren lukkede øjnene, og rystede kort på hovedet, inden han rejste hende en anelse, for så at bide fast igen. Denne gang gjorde det ikke ondt. Hun havde ingen følelse I kroppen længere.. Nu ventede hun bare på det sidste gardin. Der skulle befri hende fra smerten.. Smerten af at midste.. At midste mere end blod.

Et gisp passerede Jills læber, da hendes øjne blev skudt vidt åbne. De gnitrende blå øjne stirede tomt op I luften, imens hun drak fra det håndled der var imod hendes mund. Hvor var hun? Hvorfor? Hvad drak hun? Hvorfor... Gjorde det så ondt!?
Jill vred sig I smerte, men blev ved med at holde fast I håndledet der lå imod hendes læber, og drak blodet der flød fra det. Blødet smagte sødt. Guddommeligt.. Bedre end noget hun nogensinde havde smagt før! Men.. Hvordan vidste hun dette? Hun vidste ikke engang hvem hun var. Det eneste hun vidste var hvad for noget tøj hun lå I, hendes brændene varme hjerte, og at hun drak blod fra en herren hun heller ikke kendte. Håndledet blev pludseligt revet fra hendes læber, og hun kunne høre et lavt hvæs. Hun skreg så I smerte, og pressede sig hårdt ind imod herren hun sad ved. Hun lagde sin ene hånd imod hans brystkasse og den anden arm omkring ham. Hun klynkede, og hylede I smerter, da hun kunne mærke hendes krop ændre sig. Drastisk. Alt på hende brændte. Selv hendes øjne begyndte at brænde, I det det blå hav, blev erstatet med rødt, og en næsten lysende rød farve glødede op. Hun klynkede og skreg en sidste gang, inden hun blev fuldstændigt stille, og trak sine ben tæt ind til sig, imens hun trak vejret I hak. Hun mærkede nu et behov.. Et behov for noget hun manglede.. Dog ikke noget, men nogen. Hendes øjne gled langsomt op på herren hun sad op ad, og hun sank en klump, imens hendes øjne tickede. Herren sendte hende da et kærligt smil, og lagde sine arme omkring hende. Hun skulle til at tale, inden herren stoppede hende, og blidt tyssede på hende.
“Rolig.. Min pige.. Dine sanser.. Vil snart. .Slappe af.. Mit navn.. Er Vladimir Rasputin.. I mine arme.. Er du I sikkerhed.. Min kære.. Olga...” Sagde han, med en stille stemme, for at dulme smerten I hendes øre, som allerede var tor, pågrund af byens larm, selvom denne larm var langt væk. Hun lagde langsomt sit hoved imod herrens brystkasse, I det han kyssede hendes pande. Det måtte være ham.. Den hun havde manglet.. Det behov der skulle sættes.. Hendes fader.. Hun lod sin hånd glide ned af denne Vladimirs brystkasse, som den blidt nussede. Et lille smil, bredte sig over hendes læber. Også selvom smerten stadigt var stor.
Olga.. Det måtte være hendes navn..

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: How an identity dies, for another to emerge

Indlæg by Gæst on Tors 7 apr 2011 - 6:14

Den er god :o

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: How an identity dies, for another to emerge

Indlæg by Gæst on Tors 7 apr 2011 - 11:11

Mange tak :)

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: How an identity dies, for another to emerge

Indlæg by Damia on Fre 8 apr 2011 - 17:10

Mega fed ^__^ godt skrevet både fangene og godt beskrivende.
avatar
Damia
Highly competent (Rank 14)

Bosted : Skyggernes Grotter (i en grotte hvor det indeni ligner et helt normalt hus)

Antal indlæg : 978


Tilbage til toppen Go down

Re: How an identity dies, for another to emerge

Indlæg by Gæst on Fre 8 apr 2011 - 23:53

Mange tak :) Er glad for du kan lide den. Hehe..

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: How an identity dies, for another to emerge

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum