Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Statistics
Der er i alt 670 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Demetre

Vores brugere har i alt skrevet 238744 indlæg in 11996 subjects

Vladimirs tåre..

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Vladimirs tåre..

Indlæg by Gæst on Lør 1 jan 2011 - 18:26

Ja jeg havde sagt, og næsten lovet, at jeg ville lave en historie eller emne, hvor det blive vist at Vladimir ikke altid har været den samme kolde person som han er nu.. Engang var han en smule mindre kold.. Hehe.. Jeg kunne slet ikke skrive noget så perfekt, og sentimentalt som Ahngels: Fanfic - Breath.. Hvis ikke du har læst den, vil jeg henvise dig til den, under 'At være Kreativ'.. Fantastiks historie der blev skrevet der..
Men altså det her er en historie jeg arbejdede på i lang tid, dog imens jeg var syg, så må undskylde mange gange for eventuelle fejl..
Endnu engang er det en historie, hvor al snak der er i denne, er på russisk, da detmeste også foregår der.. Jeg har skrevet det på dansk, men url er det fransk.. Håber at i kan lide den..



Silent drips of water and blood

Lave dryp, skar i stilheden, som var det sten, der klikkede imod den skrøbelige vandoverflade.. En let vind, sendte en blid hvislen igennem grotten, og gjorde næsten den skumle grotte, idyllisk. To unge Nosferatuer, bevægede sig med faste, hårde skridt, imod grottens væge, og deres skikkelser drev igennem mørket som usynlige skygger, der blot ville trække sig til de mørkeste dele af grotten, for at kunne forsvinde fuldstændigt.

Endnu et dryp.

Ved en tunnel udgang, kunne den lave hvislen, fra den unge Nosferatu: Olga, høres, da hun snakkede med den unge 'gæst' de kort tid havde haft.. Alvar Alcedin Austerlin.. Han havde nægtet at live i Nosferatuernes grotter.. Havde nægtet at tilbringe mere tid her, end nødvendigt.. Nægtet, ikke at sove ved sin herre.. De to satte kurs, imod Quatré, og havde efterladt den ældste Nosferatu, der nu sad alene på sin trone. Hans hænder næsten omfavnede arm støtternes stenede ender, imens armene lå hen af dem. De lange fingre, som slanger bølgede ned over klippestykkerne, og kløerne klikkede imod stenen, og sente lave lyde, ud i den tomme grotte.. Nosferatuen stirede ud i ingen ting, og så samtidigt, alt.. Fortiden.. Nutiden.. Fremtiden.. Han sad med det helle i hans hoved. Som et stort kaos. Sådan var denne gamle Nosferatus tanker, i denne tid.. Det var ved denne tid, at han kunne fastlåse dem.. Som en roulettes sten, der endeligt lagde sig afslappet på sin plads.. Og det var aldrig til at vide, hvor stenen næste gang ville lande.. Hvor ville Nosferatuernes tanker hvile.. Nosferatuens blik gled langsomt imod tunnelen, hvor de unge vampyre langsomt forsvandt, længere ud imod, den langsomt døende nat.. Hans tanker blev drevet tilbage. Han kiggede langsomt frem for sig, og lod tankerne flyve, og minderne rende..

Endnu et dryp.

Fin musik klang igennem det store slot. Det store orkester der spillede, var opstillet i slottets teater, og deres musik var lystig, men rolig. Der var ingen mennesker i den store sal.. Ingen stor forsamling der, for at høre det store kendte orkester.. Blot et par, der dansede foran dem.. Dansede en fin vals.. Dette pars dans, virkede næsten som en på roser.. Idylisk.. Perfekt.. Som om intet kunne røre dem, hvor de var nu.. Ingen kunne skade dem. De havde intet at skulle være bange for.. Forsigtige over.. Alt var perfekt.. Den høje fine herre i paret, var klædt i et fint og elegan, lille kongeligt sæt, og han kiggede forkelsket ned på hans partner.. Denne en lavere, og kvindelig figur, også klædt i en meget fin, dog hvid kjole, ved siden af hans lilla.. De fine, lyse farver, spillede næsten sammen, i deres elegante dans, og hendes lange hvide kjole, lavede buer, med hvert enkelt skridt de tog. Dette Nosferatu par, var Vladimir og Olga Rasputin.. Vladimir, en hersker over en by, og et slot, og hans kone, Olga, som også var den Nosferatu, der forvandlede ham.. Deres elskevs dans, var blot en dag, for at fejre deres kærlighed.. Vladimir havd eingen interesse, for nogen andre end hans kone.. Og hans unge søn.
”Far, far far!” Kom det råbende fra en glad ung dreng, der lignede en på en alder af 5, som kom løbende imod de to elskovs partnere. Dette var Ivan.. Vladimirs søn. Han bar en rotte i sine hænder, som desperat forsøgte at slippe ud af den unge drengs greb. Parets dans stoppede, og en lav latter kom fra Vladimirs læber.
”Ja, ja min søn, hvad er der dog?” Sagde Vladimir, og lod sin venstre arm, forblive om Olgas Talje, som lænede sit hoved imod Vladimirs skulder, og sin hånd på hans brystkasse, imens hun kiggede ned på deres søn. Hun fniste lavt da hun så rotten som drengen havde fanget, og rystede langsomt på hovedet.
”Jeg fangede den far! Jg fangede rotten!” Sagde drengen glad, og rejste rotten imod sit gab, da dette åbnede, og hans tænder hvæsede frem.
”Godt min lille Ivan, rigtig g... Nej nej!” Sagde han, og stoppede hurtigt Ivan i at sætter tænderne i rotten. Ivan kiggede forundrende op på Vladimir, da han bukkede sig ned ved Ivans side, og kiggede påham med en lav latter.
”Jamen.. Jeg kan da lugte dens blod.. Og.. Og jeg fangede den.. Skal jeg så ikke.. Spise den?” Spurgte han med et undrende blik, imens rotten vred sig, og desperat prøvede at komme fri. Vladimir måtte endnu engang lade en latter glide over ham, og han rystede på hobedet. Han ruskede blidt Ivans korte hård, og trak ham ind til sig, så hans ryg var imod hans brystkasse, og hans hoved ved siden af hans.
”Nej nej min søn.. Vi spiser ikke rotter.. Til maden vil du få fint kød fra en hjort, og blod fra et menneske.. Du skal ikke spise rotter min søn.. Lad den nu løbe, og forsøg at fang den igen.” Sagde han, og fik Rotten rusket fri af den ellers stærke unge drengs fingre. Rotten pillede desperat af sted for at forsøge og slippe væk. Ivan så sur ud og stampede på gulvet.
”Faar...” Klagede han. Vladimir lo, og holdt fat i den lille rebelske knægt, og pegede så på rotten.
”Se min søn.. Se dens bevægelser.. Dens desperathed.. Udnyt dette, og fang den.. Gør det til en jagt.. Det er god træning..” Sagde han og smilte til Ivan. Ivan fnøs lidt, men kunne alligevel ikke lade være med at grine da Vladimir kyssede hans kind.
”Far, lad vær med det!” Sagde han, og vred sig ud af Vladimirs greb, for så glad at jagte efter rotten. Vladimir lo, og rejste sig op, så han igen stod ved Olgas side. Olga lænede sig igen imod Vladimir, og kiggede udmygt op på ham. Vladimir smilede tilbage, og kyssede så kærligt sin brud. Hun pressede sig imod ham, og kørte sin hånd hen over hans brystkasse, for så at kigge efter sin søn da deres læber slap. Vladimirs blik rejste sig langsomt, og kiggede efter sin glade søn.. Hans alt..

Endnu et dryp.

”Gør det! Ivan!” Kom det højt fra den vrede Nosferatu. Han stod, klædt i sit fine lilla, royale sæt tøj, og hans faste blik var fastlåst på den unge Nosferatu der stod foran ham. Denne Nosferatu var ligeså klædt i lilla, men mindre beklædt med guldlige farver, og mere udmygt, end den gamles fine sæt. Den gamle Nosferatu pegede ned på liget af en ung kvinde, der lå imellem dem begge. Den unge kvindes, normalt fine lyse hud, var nu blevet revet ud i en bleg livløs farve, og tynde linjer af blod, virkede næsten som en direkte kontrast, da det løb ned over hendes bryst. Den unge Nosferatu hvæsede hidsigt, og lagde sine hænder over sine øre, og ruskede i sigselv, og hvæsede så ud imod den ældre Nosferatu.
”Hvorfor fader!! Hvad skulle jeg få ud af det!? Jeg har fået det blod jeg skulle bruge! Er det ikke nok!?” Hvæsede han. Den ældre Nosferatus øjne udspærede sig endnu mere, og hans muskler spændte i en truende og vred udspild af dominans.
”SØN! Nu gør du som jeg siger, og flå det kød af hendes hals!! Du er en Nosferatu, vær stolt af det, og gør hvad vi bliver nød til! Tag hendes legeme, for at dit eget kan forblive!!” Hvæsede han hidsigt. Hans stemme rang over helle det store slot, og hans vrede var som altid tydelig, for alle på hans slot. En kvindelig Nosferatu kom langsomt hen til døren bag den unge, og lænede sig op af dørkammen, og lagde sin hånd på den, og lod siden af hendes hoved hvile, imens hun kiggede trist imod de to mænd. Ivan hvæsede endnu engang.
”Nej Vlad! Jeg nægter! Kødet fra okser er lige så godt, det tager jeg! Jeg vil ikke æde af mennesker! Jeg er ikke et monster!!” Hvæsede han vredt. Den kvindelige vampyr, lagde sine tynde fine fingre over hendes mund, og den stod let åben, og en tåre undslap hendes ene øje, da et lavt gisp kom ud fra hendes læber. Den unge Nosferatu lod sine øre synke en smule, og han kiggede tilbage på kvinden. Han sank en klump, og kiggede ned i jorden.
”U.. Undskyld.. Mor.. Jeg.. Jeg v..” Den unge man kunne slet ikke finde ord. Han havde ikke kun kaldt sig selv et monster, men også hans mor.. Og hans far... Faderen spærrede sine øjne op, og greb ud efter Ivan, og fik fat i hans krave. Ivan klynkede en enkelt gang da han voldligt blev hevet imod sin far, og han kiggede op på ham. Dennes vrede var ikke at tage fejl af. De mat hvide var vidt udspæret, og hvis man kiggede dybt nok, ville man ligefrem kunne mærke flammerne i dem. Den gamle vampyr rejste in højre hånd, og Ivan vidste allerede nu hvad ville komme. Et højt smæk, skar igennem stilheden, og et lavt klynk endte senen.
Endnu et dryp.
Vladimir sider på den store fine trone, smykket med guld detaljer, og lilla puder. Hans ansigt var gemt i hans hænder, og klynkende lyde kom fra denne. Han rokkede frem og tilbage, og vrede hvæs kom fra ham. Hans klør groede langsomt ud af hans finger, og tårerne rendt ned af hans kinder, og hans øjne var sammen knebet. Han hvæsede højt og hidsigt, da hans klør borede sig ind i hans hoved. Ind i hans skald. Punctuerede hans hud.. Fik blodet til langsomt at pible frem fra hullerne der så fint blev formet, af det skarpe, og spidse klør. Vladimir hvæsede højt og i smerte i det han lænede sit hoved tilbage, og vendte og drejede kløerne i hans hud. Vladimir fjrnede så de blodige klør fra sit hoved, og stirede direkte på den unge kvindelige vampyr ved hans side, der stod ved siden af tronen. Hun havde haft en besked fra fuldblods Toreadore klanen, der gerne ville have et ord med Vladimir. Men Vladimir.. Havde ikke tid. Han rejste sig, og rev voldsomt ud efter den unge kvinde, og hendes strube blev brutalt revet over. Hun gispede,og spærrede øjnene op i overraskelse, og smerte, da hun lagde en hånd op for hendes, nu voldsomt blødene strube, og forkvalte klynk kom fra hende, imens hun bakkede bagud, og så faldt ned på jorden. Hun vred og klynkede fortsat i smerte, imens hendes uddødelige liv, langsomt rendte ud, med mindre og mindre blod hun havde i kroppen..
Blod gled ned forbi Vladimirs øjenkroge, fra de slemme sår han havde forårsaget sig selv. En smule blod, gled sin vej ind i Vladimirs øje, men han blinkede ikke. Han stirede fast imod den forblødende, og døende kvinde, med vrede, og sorg skrevet i ansigtet. Sorgen var ikke for kvinden. Men noget helt andet. En kvindelig Nosferatu løb hurtigt ind af den store dør, og kiggede først ned på kvinden, så Vladimir. Hun klynkede en enkelt gang, og løb over til Vladimir.
”Elskede.. Hvad har du dog gjort ved dig selv.. Lad det nu heale...” Sagde hun omsorgsfuldt. Hun løb helt op ved siden af Vladimir, og pressede sig imod ham. Han hvæsede hidsigt af hende, men hun udviste ingen angst, og aede blot, blidt hans hår, for at kunne se de blodige sår, og hun så straks mere trist ud, og rystede på hovedet.
”Intet være, end hvad vores forbandede søn...” Hvæsede Vladimir, og knurrede lavt, og kiggede væk. ”Han nægter at gøre hvad der er nødvendigt.. Nægter at æde af et menneske.. Han nægter at gøre hvad han skal for at blive stærkere! Han komme aldrig videre hvis ikke han gør det! Han vil ikke kunne overleve kun p...” Vladimir stoppede midt i sin sætning, og kiggede ned på gulvet, med et lavt klynk. Han kiggede så langsomt op på Olga, hans kone., og endnu en tåre gled fra hans øje. En blodig tåre, der gled ned over hans allerede blodige kind.
”Han.. Vil aldrig kunne klare sig uden for slottet..” Sagde han stille, og lod sig selv falde ned på sin trone, og lukkede sine øjne. Olga sukkede lavt, og spredte sine ben, for så at sitte sig på hans lår, og trak sigselv tæt på ham, og fik ham til at kigge ind i hendes øjne.
”Hvorfor.. Klynker jeg over dette? Hvorfor.. Kan jeg ikke bare være ligeglad.. Hvorfor elskede? Hv.. Hvorfor?” Spurgte han, og kiggede op på Olga. Olga smilede halvt, og lod blidt en finger glide hen af Vladimirs tining, og skubbede lidt af hans halvlange hår tilbage.
”Fordi du elsker ham skat.. Du elsker ham jo, han er din søn.. Du vil ikke miste ham, når du lader ham forlade de sikre rammer..” Sagde hun med en blid stemme, og lænede sig op, for at kysse Vladimirs pande, da han lod sit hoved sænke sig, og han lukkede øjnene. Hans sår begyndte langsomt at samle sig, og lukke, så mere blod ikke forlod ham.
”Er jeg.. Ynkelig.. På grund af dette? Fortjener jeg.. Overhovedet.. At have en søn.. Når jeg kan.. Klynke sådan.. Over ham?” Spurgte han, og kiggede udmygt, halvt op på Olga, stadigt med en trist mine. Olga så trist ud, og lagde så en hånd på Vladimirs kind, og rejste hans ansigt, og hun sank sit eget, så hun var udmyg foran ham, og hun kiggede ind i hans øjne, imens hendes øre langsomt sank.
”Vladimir.. Du er en god far.. Dit temperament vil du lære at kontrollere.. Og en dag.. Vil Ivan se dette.. Og.. Han vil respektere dig.. Og elske dig.. Bare vent..” Sagde hun, med en lav og blid stemme. Vladimir smilede langsomt, men blidt, og hans øre sank også en smule. Han kyssede så Olgas læber blidt, og kærligt, og lagde sine arme omkring hende.
”Jeg blev.. Velsignet.. Den gang, du gav dig selv til mig..” Sagde han stille. Olga klynkede glædeligt en enkelt gang, og kyssede tilbage imens hendes hænder lagde sig blidt på hans kinder. Hendes læber begyndte langsomt at bløde, da Vladimir smilte bredt, og hans øre rejste sig. Olga kiggede ind i Vladimirs øjne, da hun mærkede de små huller han bed i hendes læbe, og hun begyndte langsomt at smile lumskt, da Vladimirs øjne rejste sig. ”Jeg mangler.. En smule.. Blod...” Sagde han stille, og hans smil blev straks mere lumskt. Olga fniste, og pressede sig selv imod Vladimir, da hans hånd tog et fast greb, på hendes ene balde.

Endnu et dryp.

Vladimirs krop, var gennemtæsket. Blå mærke havde samlet sig over hans krop, og der var utallige lange rifter fra sværd, og knive. Han hang med sine håndled lænket til loftet, og hans føder nåede ikke jorden. Der var kun meget lidt blod tilbage i hans krop. Han var ikke døden nær, da at blive drænet, ikke vill dræbe en mægtig vampyr som ham. Dette ville blot ligge ham i dvale.. Dette ville svække ham, og hanville kunne blide dræbt under sin søvn, men selve dræningen, ville ikke være fatalt.
Hans øjne åbnede langsomt, og hans blik kiggede sløret omkring sig. Det var flere dage efter, at han var blevet forrådt af sin søn, og sine slaver, og han havde hænget i dette tomme rum lige siden. Han havde ikke været ved bevistheden, så havde ikke kunne se hvad der var sket. Han blinkede et par gange, for at få hans øjne på klar fod igen, og da de var, kiggede han rundt efter personer.. Han ville se hvem der havde holdt ham her. Han ville vide præcis hvem han skulle jagte, når han kom fri.. For han ville komme fri... En eller anden dag.. Ville han komme fri.. Men der var ingen.. Kun mørket.. Og han havde ingen kræfter til at kunne se i mørket særligt godt. Men han kunne så pludseligt høre skridt.. Skridt, der trådte imod ham. Han kiggede hastigt rundt, og han fik så øje på en skikkelse foran ham, og knurrede lavt.
”Hv.. Hvem... Er du.. Lad mig.. Se dig.. Så jeg ved.. Hvem jeg skal jage... Når jeg vågner.. Igen!” Vrissede han hidsigt. Skikkelsen stoppede kort op, inden han så fortsatte, og kom tæt nok på til at Vladimir kunne se ham. Vladimirs knurren forsvandt da han kunne se personen foran sig, og hans øre sank. Det var Ivan.. Hans søn.. Ivan trådte helt tæt på ham, så han kun stod en armsrækning væk, og stirede op på sin fader. Vladimir lukkede langsomt sine øjne, og lod sit hoved synke.
”Far.. Du bragte dette over dig selv.. Du er selv skyld i alt dette.. Byen går under, og dit slot vil blive jævnet ved jorden.. Intet vil blive husket af dig...” Sagde han med en vred og hadfyldt stemme. Vladimirs øjne forblev blot lukket, og hans hoved sunket. Ivan vrissede, og lod sin håndflade, svinge imod Vladimirs kind, og en høj smækkende lyd, da denne hånd slog imod Vladimirs kind. Der kom stadigt ingen lyd fra Vladimir. Hans tanker var ikke fyldt med vrede.. Ikke fyldt med had.. Kun sorgen havde brudt ind i ham.. Ivan kneb sin øjne sammen, og hvæsede lavt.
”Du har aldrig elsket andre end dig selv far! Andre har aldrig betydet noget for dig! Det handlede... Altid kun om dig!! Mor var blot en dukke. .En du skulle bruge for at få mig.. Jeg.. Var blot et legetøj... En du kunne træne.. Oplære.. Og så gøre til en tyran.. Som dig selv!” Hakkede Ivan vider i Vlad. Vlad pressede sine øjne sammen, og ganske lidt blod, blev ofret, for at lade en dråbe forlade hans øje. Han var knækket.. For ham, var han allerede død.. Ivan hvæsede endnu engang og rejste sin hånd, og skulle til at slå Vladimir igen, da en dør bag ham blev åbnet, og en mandlig vampyr, af Ventrue klanen trådte ind. Ivan gik langsomt tilbage, og så ud til at respektere denne mand, på en måde han aldrig havde sin egen far. Vladimir kiggede sørgmodigt imod sin søn, for så at kigge på Ventruen. Denne fine herre stod med næsen i sky, og kiggede på Vlad, som om han ville kigge ned på ham, hvis altså han var højere end ham. Ventruen trak så sit finde tynde svær ud fra dennes skede, og pegede den på Vladimirs brystkasse..
”Nu dræner vi dig.. Nosferatu... Og så bliver de smidt i havet.. I en kiste.. Og der vil de flyde, indtil den dag du forbander et nyt sted med din tilstedeværelse... Imens. Udrydder vi.. Resten af din forbandede pest, af en klan.. Vi vil ikke efterlade en eneste af dem.. Ikke en!” Hvæsede Ventruen af Vladimir, inden han pressede det fine sværd igennem Vladimirs brystkasse. Vladimir reagerede ikke på sværet, mere end en let løftet læbe.. Smerte der var langt være, raserede i hans indre.. Det var hans skyld, at Nosferatu klanen nu blev udryddet i Rusland.. Og måske andre steder.. Det var hans skyld, at hans syn rebellerede, og fandt en fader figur i en anden.. Det var hans skyld, at hans elskede kone, skulle se en sol opgang.. Den blodige tåre, faldt fra hans hage, og til jorden under ham.

Endnu et dryp.

En høj knasende lyd, kom fra Vladimirs trone. En lyd der kunne mest forklares, som en bouldozer, der kvaste sten, med dennes store gab. En fin rød streg, var løbet ned over Vladimirs ansigt, og havde samlet sig under hans hage, for så at falde i en dråbe, ned på hans skød, og efterlade en lille fin blod plet. Vladimirs øjne var sammen knebet, og spændt til det yderste lige så resten af hans ansigt. Hans højre hånds fingre, var boret ind i tronens hårde sten, og havde derved ødelagt armlænet. Vladimirs ansigt udviste ikke sorg.. Ikke glæde.. Men had.. Vred.. En ukontrollerbar vrede.. En vrede der brændte i hans indre, en vrede der brændte så mægtigt, af en af Ma'lakels flammer ville føles som en velsignelse for Vladimir. Vladimir kunne ikke holde denne længere, og han rev et stort stykke fra sin trone af, i det han rejste sig, spredte sine arme ud til siderne, og foldede sine fingre og lange klør ud, i det han skreg imod loftet af gråtten.. Han skreg så højt at hans stemme rev igennem kloarkerne.. Igennem grotterne.. Hans skrig ville næsten kunne høres af alle over jorden, som havde bedre øre, end hvert almindeligt menneske. Efter Vladimirs lange skrig, rev han ud efter sin trone, så denne blev revet halvt i stykker. Han gjorde det igen, og så igen, indtil der næsten ikke mere var tilbage af hans trone. Han hamrede så sine hænder imod resterne af tronen, så små sten, og store klumper af sten blev spredt ud til siderne. Vladimir sad så der.. Sad der på knæ, i midten af smuldret fra hans trone.. Og her faldt han i søvn.. En dyb.. Velsignende søvn.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum