Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Statistics
Der er i alt 670 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Demetre

Vores brugere har i alt skrevet 238744 indlæg in 11996 subjects

Glimps' of the past, tales of a fallen tyrant..

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Glimps' of the past, tales of a fallen tyrant..

Indlæg by Gæst on Lør 18 dec 2010 - 3:27

Her i denne tid med krig og ødelæggelse, finder jeg mig ti i at side og kigge dovent rundt på Vie La Mort, og bestemte mig for at lave noget i stedet.. Så jeg skrev et par udtag fra Vladimirs fortid.. Og så var det jeg tænkte.. Hvorfor skulle jeg side alene med det?
Jeg vil gerne lige advare med et sidste par url ord, disse tekster er nok ikke det bedste der findes, men de er små indblik i hvad Vladimir var engang.. Han var ikke altid den søde rare køter han render rundt og leger nu...

//I disse historier, er all tale, naturligvis russisk, da dette for det meste sker i Rusland.. Der er datoer på, så bliver ikke svært at følge med.. Håber folk kan lide det, og eller i det mindste gider at give lidt critic.. Godt eller dårligt.. Så længe maneerne er i orden :) Tak..//

Fall of Vladimir

D. 17 Januar 1238

Hastige skridt traskede igennem den meget lange koridor på Влади́мир(Vladimir) slottet der ligger ved den store Влади́мир(Vladimir) by, der var ved faldelaget af dets storheds tid. Mongol-Tatar horderne var allerede trængt ind i den østlige del af byen. Dette var dog det dummeste de kunne gøre. Denne indgang til byen var oplagt, og enkel. Næsten for oplagt... Da denne indgang gjorde at horderne skulle marchere tæt forbi det store Влади́мир slot, hvor i grunden til Влади́мир’s succes ligger gemt. Det store slots høje mure, fik det næsten til at ligne at dets nabo, en Russisk storby, var bygget i dennes skygge. Hvilket den på sin hvis også var. I og med at Влади́мир var vokset, lige så var dette slot. Grunden til dette? Er nettop den person der traskede igennem den mægtige koridor, imod slottets store port.. Denne grund.. Grev Vladimir Rasputin...
Den lave velkændte knurren kom fra den rassende person der bevægede sig igennem koridoren, og knuggede sin højre hånd. Hans lange lilla greve kappe, med elegante guld ingravering, formet som en løve, der holder et scepter, og med en konge krone på hovedet, gled næsten elegant over det fine tæppe. Han bære også et lilla sæt tøj, som passede perfect ind med den fine koridors lilla tæppe, som gjorde at det næsten lignede at det var en del af tæppet der bevægede sig rundt. Hvis ikke denne herres ansigt ødelagde nyancen. Den grå hud, skar sig igennem alle de fine farver, og formede den eneste form for kontrast, ud over de solide grå væge. Og på dette grå, nyansefri ansigt, var to mat hvide øjne plaseret. Der var ingen farve i disse øjne, og intet lys. De ville næsten kunne blive forvækslet med glaskugler, der var blevet lagt et krid hvidt stykke stoff omkring.
Da manden nåede den store port, blev denne skubbet op, hvilket gjorde portende delte sig, og den kraftige regn slog straks imod grevens ansigt. Lige uden for døren stod en kamp påklædt mand og en gruppe trompetister. Et par trappetrin under dem stod en horde af fuldt udrystede soldater, bare klar til at marchere ud af slottets ydre mure, og ned for at stoppe den Mongolske horde.
Den kamp påklædte leder stod med en hjælm under armen, og han rejste med et sin højre hånd, og skulle til at slå den fremad, men lige i det, greb greven fat i hans håndled med et fast greb for at stoppe hans ordre. Få sekunder efter, blev den robuste rustning omkring hærførerens hånled presset stramt omkring hans håndled, hvilket også lavede et blødende sår. Greven lagde så en hånd på hærførerens skulder, og trak håndledet tilbage, og der ved brækkede armen. Hærføreren skreg i smerte, og faldt i knæ. Trompetistens horn blev så derefter revet i stykker, af fire lange klør der var groet ud af grevens lange grå fingre. Greven hvæsede så hidsigt ud over mængden af soldater, hvis rustninger næsten spillede en melodi, via regnes tunge dråber der slog imod dem.
”HVEM!! Sagde at i skulle samles!!” Hvæsede han hidsigt, og kiggede imod den lille gruppe af hærførere, og kneb sine øjne sammen. De stod alle som lamslået, og pegede så imod den person han havde fat i. Greven kiggede langsomt ned på ham, og knurrede lavt. Han rejste så sin højre hånd, lod kløerne trække sig så langt ud de kunne, og borede dem igennem førens hjerte, hvilket smadrede det fuldstændigt uden for redning. Manden nåede knapt nok at skrige, inden hans liv var ovre. Greven trak så sine klør tilbage, og lod manden falde. Det lave bump der kom fra ham, fik et par af de andre elite soldater til at gippe en smule. Imens blodpølen fra hans bedste hærføre langsomt gled ud i en stor pøl omkring ham, kiggede greven ud over sin hær.
”Влади́мир! Har fortjent dette! De betalte ikke det jeg forlangte, og de valgte at ignorere vores advarsler! Deres krig imod Mongol-tatar horden, har intet med os at gøre! Lad krigen gå sin gang! Vi blander os ikke!!” Hvæsede han højt. En taler trådte frem bag ved greven, og hviskede til ham.
”Herre.. Влади́мир er et praktis, og vel betalende emne.. Vi kan ikke bare lade...” Greven fagtede en hånd imod taleren, og hvæsede lavt.
”Bah.. Spar mig dine taler Gratok...” Hvæsede han, og vendte tilbage imod den lange koridor med et hvæs. ”Tilbage i jeres baraker, og afvent hordens ankomst her i stedet!” Hvæsede han, og lavede en fagt bagud. Det var tydeligt på hæren at den ikke var helt tilfreds med dette, og der kunne høres megen lav snerren, dog var der ingen der ville turde at sige deres greve imod. Ingen ville midste en arm...
Den lave brummen af Влади́мир slottets hær, blev kun overdøvet af skrig, høje brag, og lyden af altædende flammer, nede fra Влади́мир by. Invaderingen af Влади́мир var begyndt, og snart ville dette falde.. Et mægtigt rige, på vej til at svinde hen i historien.. Og dette forræderi, fuldstændigt glemt, og ikke husket af andre end de få uddødelige i denne hær..


Sidst rettet af Vlad Tirs 21 dec 2010 - 23:43, rettet 1 gang

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Glimps' of the past, tales of a fallen tyrant..

Indlæg by Gæst on Lør 18 dec 2010 - 3:32

A Throne of evil. A Throne of dismay. A throne of blood.. The Throne of a Tyrant…

D. 15 August 1355

Det store trone rum, er fint beklædt med en nyance af lilla, guld og røde farver. De store gardiner dækker samtlige vinduer, som for at holde solen ude, også selvom at det er nat, og solen slet ikke befinder sig på himlen. Rummet havde kun været stille, i ganske få minutter, og nu igen blev det gennemskåret af et skingert skrig af fortvivelse og smerte, for så kort efter at blive erstatet med en gurglende lyd, og en hakkende hosten.
Dette postyr kommer fra tronen, fra et fortabt kvindemenneske, som sidder på tronen, med sit hoved lænet tilbage, og struben nu skåret over, med et perfect cut. Kvinden, en simpel bonde pige, der stadigt var igang med at blive kvalt i sit eget blod, blev holdt i position hvor hun var, med en hånd på hendes ene skulder, og af de to vansirede kreatuer, der foran hende stønnede, og hvæsede højt. Kvinden var blevet et offer, for dette slots sadistiske greve, og hans brud.
En tungespids gled op af kvindens hals, for at slikke en tynd linje af blod fra dennes hals, for så derefter at blive ført ind i den stønnende, feminene mund, og slugt ned imellem to støn, og blev så efter dette efterfulgt af et højt hvæs imod loftet, da fire klør, langsomt blev boret ind i dennes bare lår. Greven, hvis klør det var, hvæsede tilbage, og bed straks hans bruds nakke, hvilket fremtvang et højt piv, for så at blive efterfulgt kun af stønnen, og hvæsende var blevet revet væk. Grevens brud, Olga Rasputin, bed, næsten blidt, i den nu livløse kvindes hals, og rev et lille stykke af kvindens kød med sig, som hun langsomt tykkede på, alt imens hun stønnede. Greven hvæsede så højt, greb dominant fat i brudens hår, og tvang hendes hoved tilbage, for så at ’kysse’ hende intenst. Dog fremmanede dette kys ikke kærlig stønnen, som kys burde, men i stedet lave pivende klynk, da greven flere gange bed sig fast i brudens læber, og hendes tunge. Da greven igen trak sine egne læber, og tænder fra hendes, var hans dækket i hans bruds, og deres offers blod, som langsomt gled fra hans hage, og ned på brudens nøgne ryg, i det han brød ud i et højt, og gennemtrængende hvæs, imod loftet. Et hvæs der kunne høres over alt på slottet.. Et hvæs, der kunne få et helt slot til at ryste en smule, som fik de en kuldegysning.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Glimps' of the past, tales of a fallen tyrant..

Indlæg by Gæst on Ons 22 dec 2010 - 0:03

Betrayal unpunished

D. 7 september 1812

Et højt brag kunne høres, på den Russiske armés højre front, og skrigende fra lemlæstede, eller blinde mænd skar over resten af arméens tropper. To kanoner blev mistet i denne eksplotion, og et højt hvæs skar sig over kampgrunden.
”Ram nu for helvede de kanoner! De river jer i stykker!!” Kom det fra den høje herre, i et fint lilla sæt tøj. Alle andre havde ruslands lande farver på, og bar alle våben, men denne ene herre, havde sit helt eget tøj, og så stadigt ud til at have styringen over en del af den russiske armé. Den lange linje af kanoner gjorde klar til affyring, og der kom en høj gennemtrængende stemme: ’Klar!’ og den fine herre rejste sin hånd, og pegede så imod Napoleons armé. Stemmen der før havde råbt at kanonerne var klar, råbte nu ’fyr!’, og en salve af kanonkugler blev sendt imod Napoleons kanon linjer. Nogen stykker af deres kanoner blev smadret, og slaget fortsatte. Den fine here strakte sig lidt op, og kiggede ned på hans første linje af musceteers, og nikkede en enkelt gang.
”Første linje! Klar! Anden tredje og fjerde, holdt!” Råbte han og holdt sin arm i vejret. Den forste linje gjorde sig klar, ved at den første række knælede ned, og pegede deres lange muskets imod linjen foran dem. Napoleons front linje gjorde sig nu også klar på sammen måde, dog få sekunder senere end dem. Den fine hærførre pegede så frem imod Napoleons tropper, og skreg. ”Første linje! Fyr!” Og dette gjorde de. En salve af bly klumper, blev fyret imod den franske linje af tropper, og størstedelen af deres første linje, faldt i knæ, med høje skrig. Kort tid efter blev der retuneret skud, og en salve af bly fløj imod den rusiske linje. Dog faldt ikke halvt så mange russere, som der gjorde franksmænd.
”Lad!” Blev der så råbt, og tropperne gjorde sig igen klar, ved at sætte deres Muskets ned på jorden, og putte nyt krudt og bly i løbet. Den fine hærføre pegede nu til sin højre side, imod en anden linje af kanoner, og rejste sin hånd i vejret. Ovre fra kanonerne, kom en stemme der råbte: ’Klar!’ og i det den fine herre pegede frem for sig, blev der råbt: ’fyr!’ og en salve af kanon skud blev affyret. Disse kanon kugler eksploderede på vejen imod franskmændenes anden og tredje linje, og store dele af disse tropper blev tæsket til jorden, og skreg i smerter. Disse shrapnel skud, var noget Grev Vladimirs teknikkere havde stjålet fra britiske planer, og det var altødelæggende for den franske hær. Der ville ikke gå lang tid, før at denne måtte flygte, hvis ikke at de snart fik hjælp.
En Nosferatu i stor rustning kom løbende op ved siden af greven, der stod bag sine tropper, i sit fine lilla, næsten kongelige outfit.
”Grev Rasputin.. Napoleon har sent en stor batalion af heste ud imod vores venstre flanker, de vil rive folkenes morale i stykker hvis de når at slå til.” Sagde denne store Nosferatu, og kiggede ned på Vladimir. Vladimir nikkede langsomt og pegede der ud.
”Tag серый(grå) og løb dem i møde Baldork..” Sagde han. Den høje robuste Nosferatu kiggede undrende ned på Vladimir.
”Greve.. серый er er din personlige garde, hvis jeg tager dem med, er du uden beskyttelse, skulle de franske..” Vladimir afbrød ham med en høj hvæsen.
”Bardok gør som jeg siger! Min søn er her stadigt.. Vi skal nok klare os.. Tag så серый, og kom afsted.. Vi skal ikke miste folkenes morale! Det er fandeme det eneste der får de rotter til at lave noget fornuftigt...” Hvæsede han, og kiggede frem for sig igen. Han havde givet sine hærførere frit lejte, og kampen blev ført via deres ord, indtil han kaldte for andet.
Vladimir kiggede over skulderen da han hørdte trin bag sig. Det var hans søn, ivan, og to fuldblods Vampyre, af Ventrue klanen. Vladimir hvæsede lavt, og kiggede frem for sig.
”Hvad har du bragte dine kæledyr med ud i fælten for Ivan?” Sagde han, og knurrede lavt. Han sendte så et gennemtrængende blik tilbage på ham, og kneb dem sammen. ”Havde jeg ikke også bedt dig om at skaffe dig af med hende...” Sagde han, og nikkede imod den ene Ventrue. Dette smukke elegante væsen, kneb sine øjne sammen, og hun hvæsede lavt. Vladimir spærrede sine øjne op, vendte sig hastigt, og løb næsten de få skridt hen imod kvinden, og greb fat rundt om hendes hals med sine lange fingre. Hun klynkede en enkelt gang, og hang fortabt i Vladimirs faste greb.
”Og du hvæser af mig, dit afskum!!” Hvæsede Vladimir højt. Ivan prøvede straks at fjerne Vladimirs arm, imens han lavt knurrede.
”Far! Stop så! Vi er her for at...” Ivan nåede ikke at afslutte hans ord, inden den anden mandlige Ventrue borede en pæl ind i hjertet på Vladimir. Vladimir hvæsede højt i smerte, gav slip på kvinden, og slog manden væk, med så hårdt et slag at han fløj flere meter tilbage.
”Afskum! Jeg for dig hængt op, så du kan få lov at se din sidste solopga...” Vladimir blev afbrudt da hans søns tænder borede sig ned i hans nakke, og rev et stort luns kød af ham. Vladimir skreg i smerte, og vendte rundt, så han slog Ivan væk også.
”IVAN! Hvad laver du!! Hjælper du.. Disse.. Disse insekter! Imod din egen far! Imod din Greve!!” Hvæsede han højt. Kvinden der var gået lidt tilbage, og blidt havde sine fingre på hendes blå mærke omkring hendes hals.
”Du.. Er en.. Tyran.. Vladimir.. Vi vil have dig væk fra din trone.. Dig.. og helle din.. Urene klan.. Er en afskygelig plet, på vores races historie...” Knurrede hun lavt. Vladimir spærrede øjnene op, og løb imod kvinden.
”Hvad!!” Hvæsede han, og greb fat i kvindens hår, og hev hende ned på knæ. ”Tror du, du er, Ventrue! Din klan er blot en facade af falskhed! Gemmere jer bag jeres ’smukke’ ydre! Gemmer jeres sande udyr! Men inders inde! Dybt.. HER!” Hvæsede han, og borede sine 10 centimeter lange klør, ned i kvindens nakke, så de nåede helt ned til hendes hjerte, og fik hende til at klynkke i smerte. ”Nede! Er i præcis... Som os!!” Hvæsede han, og rev så sine klør frem, så han rev kvindens ene side af hendes brystkasse i stykker, og tilod blod, og indvolde at falde ud fra hende. Hun nåede at skrige gennemtrængende, inden hendes liv var slut, og hun faldt død til jorden. Ivan spærrede øjnene op, og hvæsede hidsigt, da han løb imod Vladimir.
”Nu er det nok far! Dit tyrany er ovre!” Hvæsede han, og hoppede på Vladimirs ryg, og rev endnu et stort stykke fra hans hals. Vladimir hvæsede, og forsøgte at rive Ivan væk, men hans kræfte svinede hen. Han kunne snart ikke mere, så ivan hoppede nemt væk fra ham.
”Det.. her.. Vil ikke.. Dræbe mig... Olga.. Min garde.. Vil.. Vil stoppe j.. Jer..” Hvæsede han lavt, i det han faldt i knæ, og mere af hans blod forlod hans krop. Ivan fnøs af Vladimir, og sparkede hans brystkasse, så han faldt tilbage.
”Ha.. Hvad tror du, at din ’garde’ løb ind i? Franske fuldblods vampyre.. Ikke usle mennesker... De er sikkert allerede alle blevet slagtet af franskmændenes overtal.. Og Mor? Det var hende der lod mig vide hvad jeg skulle gøre for at svække dig!” Hvæsede han af Vladimir, og sparkede hans kind. Vladimir hostede højt, og blod sprøjtede ud fra hans mund, og på det kolde grass under dem. Vladimir kiggede langsomt op på Ivan, med rystende øjne.. Selv nu, frygtede Vladimir ikke døden.. Han ville hellere acceptere det.. End han ville acceptere nederlag... han hostede, og pressede øjnene sammen. Han kunne mærke hans energi forsvinde, og hans blod var nu, næsten helt drænet. Ivan kiggede imod den mandlige Ventrue, og nikkede en enkelt gang.
”Husk vores aftale.. Han dør ikke.. Ingen solopgang.. Han skal i hvile.. Så han kan blive vækket igen..” Sagde han, og gik så væk fra Vladimir. Vladimir drejede sit hoved, og kiggede imod Ivan. Han prøvede at synke en klump, og kneb langsomt sine øjne sammen. Dette forræderi ville Vladimir aldrig glemme.. Og hvis Ivans betingelse blev holdt.. Og Vladimir en gang vågnede igen.. Ville Ivan føle smerte, som han aldrig havde.. Vladimirs vrede, ville ikke dulme med tid.. Vladimir, ville aldrig glemme...

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum