Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Statistics
Der er i alt 670 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Demetre

Vores brugere har i alt skrevet 238729 indlæg in 11996 subjects

Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Ahngel on Tirs 19 okt 2010 - 22:58

Hey guys.. Mig og Ma'lakel kedede os lidt her i ferien og besluttede os at starte på en ide der havde rumsteret i en tid.. Nemlig hvordan det ville se ud hvis en barneudgave af Ahngel og en barneudgave af Ma'lakel mødtes. Her snakker vi om de 14 år. Da Ma'lakel jo egentligt er sygt gammel. (og jeg mener syg! Han kunne være min gran gran gran gran...) Så derfor laver vi et tidsparadoks ^^ .. HUSK dette emne er FIKTIVT og har ikke noget med ingame verdenen her på vie la mort at gøre... Her kommer de første postts fra os, som vi vil opdaterer herinde lidt efter lidt. Jeg gør det klart. INGEN kommentare på denne side.. ris ros og fillijongongong bedes at leveres over PM eller i chatten hvor vi ofte holder til. Here goes! xD

Jeg lagde ud med at poste.
Sted: Björk - Den forladte Kirke (skovområde)
Tid: Tusmørke - sent på aftenen
Vejr: Regn - storm - torden og lyn
Dato: 23 Juni - 1500 efk.
Omgivelser: Ruiner fra krigen

For blot få dage siden var byen ikke længere et sikkert sted at befinde sig.. end ikke for de noble udøde der da endnu ikke havde fået sit overtag over hele frankrig, som dog havde været under stærk indflydelse. Lucifer'nes rækkesti havde allerede været godt igang da og var allerede nået til den tolvte oog dets yngels år. Frankrig var dog stadig menneskedominans da og vampyrene, som disse skabinger kaldte sig, var særdeles sårbare overfor denne fjende der syntes at vide mere og mere om dem i disse krigsramte tider. Angrebene var alle blevet gjort af natten.. ødelæggende de steder hvor de solsky væsener kunne søge tilflugt og gemme sig for morgendagens velkommende stråler, som menneskene så som pausen fra den voldsomme lemlæstelse af den ellers blomstrende by. For vampyrene betød det undergang at tage dette åndedrag.. for de kunne slås. De kunne kæmpe imod hver viking der måtte komme og vinde, men de ville ikke kunne gemme sig fra deres fakler eller stoppe dem i at nedbrænde gårde og palæer.. derfor var det usikkert at blive der under optøjerne. Dette var præcis hvad den royale nuværende alfahan havde haft i tankerne og havde uden videre overvejelse taget de vigtigste ejendele med sig på sin midlertidige flygt til dette sted. Björk. Bringende en kvinde af ung alder. Et menneske velogmærke og så sit yngel. En ung dreng der ikke syntes ældre end de 13-14 år, men med øjne der udviste en stilfærdig overvejende mine, som en ældre herre kunne have. Sjældent med et lyst glimt i øjet.
Regnen havde for længst gennemblødt den øvre etage af den faldefærdige kirke den aften. Den tætte skov der omgav bygningen var dog beskyttende for den kolde aftenvind og gjorde opholdet mere behageligt under denne sene sommertid. Lange dybe suk kunne høres fra kælderens øverste lag, hvor denne unge kvinde lå og sov over en ligeså gammeltudseende seng med halm og et enkelt tæppe over sig. Hånden havde hun om denne unge drengs side der sad på sengekanten ved hendes ryg og langsomt bevægede fingrene igennem hendes hår med et roligt udtryk. Hendes ansigt var.. strengt og dybfølt.. Sørgende over at vide at hendes fødeby måske aldrig ville være genkendelig og ikke mindst ulykkelig over sin position i denne virkelighed. Alfahannens blodbrud. Bleg efter års tjeneste under den tolvte Lucifer og tynd af anstrengelse for at leve med langt blondt krøllet hår der gik til midten af hendes ryg og mahognibrune øjne der nu var lukkede under de lyse øjenlåg. En midlertidig viv for højvampyren, men noget andet for dennes søn, Lucifer den Trettende, der sad ved hendes side og kærtegnede de lyse krøller med det altid tænkende udtryk. Ahngel kaldte hun ham.. Hun gjorde.. kvinden Lucy der allerede var svag af blegsot, selovm det ikke var noget Ahngel vidste eller Lucifer for den sags skyld. Der ville endnu gå mange år inden hun ville dø.
Lucys suk virkede nu endelig mere regelmæssige og derved tillod Ahngel sig at rejse sig fra sengen med et let knirk fra de let rådne brædder. Drengen var mager, dog ikke så meget som den syge kvinde han holdt så smerteligt meget af. Han var mere naturligt spinkel, dog ikke så høj.. Han ville dog vokse når han ville nå en alder af 16 .. Hans hår var sort og gik til hans skuldre. Sort som en ravn, dog tørt og med slidte spidser. Det lagdes over et ansigt, som i starten godt kunne sætte tvivl igang om hvorvidt dette barn egentlig VAR af hankøn. Alene hans fysik og ansigtsudtryk viste det.. han havde store øjne med en hidsig rød farve der syntes at give ham et faretruende udtryk, ligemeget hvor rolig han så måtte være. Huden var, som hans artsfæller hvid som marmor og med få krakkeleringer i form af mangfoldige små ar der kunne findes rundt omkring på hans krop, som var dækket af tynde sorte hoser, klippet ved benet af før ha været en beklædning af en rigmand. Udover en hvid skjorte og en ganske kort mørkebrun jakke med et forfaldent emblem over hjertet. Stille gik drengen hen over det tynde loftlag, som da ugjorde kælderetagens første gulv med få huller og ødelagte planker. Han stoppede op og kiggede op imod den åbne kælderskaft der lod lidt nattelys glide ned til dem sammen med en lugt af skovbund, muld og regnvand.. Først efter få sekunders stirren blev lugten lavet om til en blodig blanding. Lucifer var endnu ikke tilfreds? Nok fordi han ikke kunne finde mennesker. Et sadistisk smil gled ind over Ahngels læber og gav det ellers uskyldige barneansigt et rebelskt udtryk der frydede sig alene over hans faders mangel på tilfredsstillende bytte. Han vendte om og gik ned ad den næste kælderskaft, imod det nederste lag kælder, hvor gamle vintønder og få reoler stadig stod. I hjørnet stod hans egen forklaring på en seng og lidt længere væk hans faders.. større end hans egen selvfølgelig. De skulle være så langt fra lyset så muligt når dagen kom, men Lucy.. Hun insisterede på at være deroppe. Skøre menneske.
Endnu en knirken lød da Ahngel satte sig op i sengen, ryggen mod væggen og knæene hævet foran sig. Ud i mørket så han og betragtede ingenting og alting. Han nød stilheden og det faktum at han ikke kunne lugte HAM overalt. Lucifer, som han ønskede i helvedets brændende dyb. En bitter mine gled ind over hans ansigt inden han kilede sin hvide hånd ind under gevanterne på hans overkrop og fiskede efter et vedhæng om hans hals. Korsets merkante form gledd igennem hans fingre og også dets uregelmæssigheder.. for dette var egentligt intet kors. Det havde den originale form, men var forvrænget af torne der syntes at komme ud derfra som en uplejet gren af et sølvlignende materiale og med små røde brillianter der drislkt glitrede i det dunkle lys.. kun oversteget af de røde barneøjne der tomt så ud for sig. Sikken tilværelse..

_
Ma'lakel poster.

Der gik et jag igennem kroppen da hingsten tog et hop over en træstup der var faldet sammen. Og da han blev hamret tilbage ned i læder sadlen, tog han sig til den ene arm og gav et jammer fra sig. Det blødte, sveg, og løb ned af indersiden på den ru hør trøje, som kradsede imod huden. Det fik ham til at glemme tøjlerne et øjeblik, uheldigvis og han fløj ned på siden af den sorte hingst der skulle til at stoppe op, men det var en dårlig idé, de var næste bag ved ham, han kunne skimte hestende i det fjerne der kom riddende. Deres armbryste rettet imod dem, parate til at gennembore hver legemsdel hvis de fik chancen for det. Han råbte af dyret, bad den om at blive ved med at løbe, imens han holdt fast i sadlen med en hånd og havde sidsen af sin ene tilmudrede støvle i stigbøjlen. Hans arm dunkede og var ubrugelig, de havde haft ramt inden at han nåede at komme ud af porten, og var ikke stoppet, endnu ikke efter at han havde ført dem igennem kradt, over bakker og igennem smalle pasager, uanset hvad gav disse mænd bare ikke op! Men det kunne vel kun forventes når man jagtede djævelens yngel! De skulle jo fange ham, det var det de skulle, fange ham og smide ham tlbage i 'hullet' indtil at han kom igen! Men fandme nej om Cedric skulle få ham at se igen. Hans greb i sadlen blev stærkere og han trådte ned i stigbøjlen for at skubbe sig op ad. Hingsten gav et hvin fra sig i utilfredshed, men den valgte at bære over med det og blive ved med at gallopere afsted, ned af den smalle skovstig. Den mørke grønne kappe flabrede bag ved ham som han svang sig op og faldte derefter flat ned på bagdelen af den sorte hingst som han fik sig sig på plads i sadlen igen. Hjertet slog, og adrenalinen fortsatte med at løbe rundt i kroppen på ham. Hans halv lange hår var allerede blevet helt gennemvædet af regnvandet og listede sig til hans ansigt, men noget af det svang sig stadig med hans hoved i det han så sig bagover for at få øje på dem. De grønne øjne gav et svagt glimt i det han ikke så noget, hestende var ikke til at se længere. Havde de mon opgivet?! Eller også var de sakket bagud! Det måtte de. Men så, et hvinende heste skrig fløj igennem luften sammen med dens egermands sidste brøl inden at det blev stoppet brat, som blev manden kvalt! Ma'lakel spærrede øjnende op, og trak tøjlerne tilbage så den store hindst stejlede. Han rynkede brynede i undren, var de mon blevet overfaldet af et dyr? Måske.. skulle han vende om for at hjælpe.. nej! Nej de var selv udenom det! Det var havd de havde godt af, for at tjene så ondskabsfuld en herre! Aldrig, aldrig nogensinde, efter hvad de havde gjort, de fortjente hvad end der blev dem givet. Med den overbevisning gav han hingsten et lille puf i siden og den begyndte atter at gallopere.
Der gik en rum tid med bare at ride, armen begyndte at dunke mere og mere, og hvor hvert skridt hingsten tog gav det et jag i armen på ham. Det mørke hår der nu var fuldstændig sort på grund af den heftige regn, gled ned over hans ansigt som han lænede sig fremad imod hestens mann og lod pandens ligge derned. Den sorte hingst gav et sørgmodigt hvin fra sig og sænkede farten så de blot skridtede afsted. Vandet løb ned af den grønne kappe og fik den hurtigt gjort lige så våd som resten af hans krop. Vandet, vandet var en plage, han anede ikke hvorfor men den gjorde ham ondt. Vandet hadet ham ligeså, ligesom Gud, som kirken og som alle de forbandede bønder heletiden talte, præsterne der heletiden snakkede, fablede op om ting de intet vidste om. Hore unge, djævle skarn, dæmon barn. Hvorfor? Hvorfor havde Gud skabt ham sådan. Han så blankt ud imod de mange træer og buske der omgav dem, og der blev straks flere og flere af dem. Han kunne mærke svimmelheden der næsten altid indtræf når regnvandet blev for meget. Halsen var ved at lukke sig sammen, og det blev gradvist sværer og sværer at trække vejret orgentligt. Men lige som han var ved at falde ind i en dyb, ulideligt, søvn der ville vare indtil han igen var tør, stoppede den sorte hingst op og han kunne mærke sig selv glide ned af den men havde ikke kræfterne til at stoppe det, så han lod sig falde ned i mudderet. Hans klare grønne øjne gled lige så stille i, lukkede sig så småt imens at det sidste hans øjne lagde sig på var... en kirke?! Der gik et sug igennem maven på ham af angst, og den skrigende hvinen som hingsten kom med blev straks mere og mere tydelig for ham da han blev revet tilbage til virkeligheden i frygt for at han var havnet det sted han netop var flygtet fra. De grønne øjne blev spærret op i rædsel! Han satte hænderne imod mudderet selvom det gjorde ondt i den ene arm, og tvang sig selv og at sidde imens at han kravlede baglæs bagud. Hans syn var atter flakkende, og han så ikke kirken for det den virkeligt var endnu: faldefærdig, ødelagt. Hans brystkasse fortsatte i store ryk op og ned imens han stirrede på det han frygtede allermest. Men som der gik lidt tid hvor det kun var regnens stille hvisken der lod sig høre, begyndte hans syn så småt at komme igen, og han så de flækkede murer, og væltede rum. En dunk kunne mærkes på den ene side af hans kind, en varm mule tykkede sig derimod og han så ind i hingstens sorte øjne, først med rædsel men derefter med et smil, som det gik op for ham at det ikke var en 'rigtig' kirke. Med et svang han armene omkring dyrets mule og pressede panden imod den imens han svagt grinte for sig selv og gentog at det ikke var en rigtig kirke, igen og igen.
Han rejste sig op, usikkert på sine ben som var klædt ind i et par lange læder bukser der afviste vandet i modsætningen til hans øvre halvdel. Han vaklede hen imod ruinerne og så sig omkring efter et sted han kunne finde ly. Hingsten gik ned mulen stukket ned imod græsset og så ud til at være noget så ligeglad med regnen. Hans hænder gled over nogle våde hvid kalkede sten, og der kom noget ondskabsfuldt ind over ham ved at se på de ødelate vægge og smadrede vinduer. Men som han spejded efter et sted at finde ly fik han øje på en åben lem ned til.. en kælder?! Hans hjerte slog et ekstra slag, og han vaklede ivrigt imod det, prøvede at løbe men snublede halvvejs for derefter hurtigt at skubbe sig selv op igen og kravle det sidste stykke hen til hullet som han hurtigt kom ned i ved at falde derned, så det gav et stort bumb. Høet og støvet klistrede til ham som han jamrende prøvede at skubbe sig selv op, uvidende omkring om nogle andre skulle være derinde.

-
Ahngel Poster:

Lugten af blod fra Lucifers erinder hist og her omkring området var efterhånden blevet en stillestående konstant, som lugten af røg nær et lejrbål og Ahngel lagde ingen notits af det endnu. Han var, på grund af sin ringe størrelse som vampyryngel ikke blodtørste og koldblodig af natur endnu. Et langdraget suk gled igennem ham inden han slap korset og lod det igen lægges imod hans brystkasse.. Det var koldt. Urimeligt koldt derimod, men han lagde ikke meget i det da hans krop selv ikke var varm overhovedet. Tværdigmod. Man skulle vænne sig til hans temperatur og lagde man armene om ham, ville man vige en smule for at igen lade sig prøve.. når der nu endelig var nogen der turde at gøre det.. Der var ikke mange kandidater udover mennesket der lå og sov ikke langt over vampyrens hoved. Et stilfærdigt nik kom fra ham, som accepterede han en konsekvens i en sindslig diskusion. Han lod igen benene hænge for at læne sig yderligere op ad væggen for at lægge vægten imod højre side og komme ned og ligge, støttende på sine ribben og hans underarm, som var placeret under hans tænding som støtte for den ukomfortable seng. Der var ikke meget at give sig til, men det var nu alligevel på en måde bedre og Lucifer var beskæftiget.. det var endnu bedre.. for når man ikke fandt andet end stilhed og mangel på tørst i hjemmet, så fandt herren på helt andre måder at få forløsning på sine bestialske tanker.. Ahngel lagde kort sin frie arm glide hen over hans bækken, ind under trøjen for at stryge sine fingre over et ar der syntes friskere end de andre. Han bed kort tænderne sammen og fangede sin underlæbe imellem de skarpe hjørnetænder. Stille begyndte tanker at falde ind over ham.. opsluge ham og fjerne synet et øjeblik og erstatte det med sindslige billeder. Han selv.. voksen, høj og magtfuld stående over et midefyldt kadaver af hans fader.. skåret til ukendelighed.. Et stille smil gled ind over Ahngels ansigt af den lyse fremtidsvision han havde.. Noget undrede ham dog.. Hvorfor havde han blå øjne i sit eget hoved? Mere nåede han ikke at tænke inden en meget høj lyd gjode kælderrummet synligt for ham igen. Han spærrede brat øjnene op og satte sig op i sengen, udstødende endnu et ulideligt knirk. Ahngels pupiller dirrede da en meget speciel lugt fangede hans opmærksomhed.. Blod.. Blod i nærheden, men ikke en sort som han før havde smagt eller duftet til.. blandet med mudder, muld, skov og klovdyr, men med blodet som det mest markante. En spørgende mumlen kom fra Lucy som lå på etagen hvor selv samme lyd kom fra. Ahngels pupiller snørrede sig sammen inden hans tandkød automatisk træk sig tilbage og tillod hans mere frygtindgydende ansigt at komme til syne, selvom det nu ikke ville skræmme livet af nogen som helst. Hvis det var en af de barbariske hunde kunne han bare komme an! Han sprang ud af sengen og hev fat i det rådne træ der udgjorde trappens gelænner og trak først sig selv op på første trin og derefter fortsætte på uhørlige fødder op på salen hvor Lucy og denne befandt sig. Lucy sad oprejst i sengen, med lagenet over sig.. kun iført en underkjole hvor en anden gevandt lå ved sengens side. Hun betragtede med roligge brune øjne denne person der var væltet igennem skakten. Ahngel havde nu hverken set på Lucy før han havde betragtet personen. En dreng.. ca. på hans egen alder og i en sørgelig tilstand. De røde øjne var fast placeret på drengen.. nu med et mere tomt udtryk end frygtindgydende. Måske bange og måske ikke.. det kunne ikke rigtigt defineres. Lucy vendte stille ansigtet imod Ahngel og mødte ham med et kærligt smil, dog med matte, bekymrede øjne. Ahngel så tilbage med et trodsigt blik, som vækslede de ord blandt hinanden på et mentalt plan, men nej.. De havde ingen mental kontakt.. faktisk var de begge ganske ubrydelige med deres hoveder. Lucy var altid så stille.. tavs og lod som om hun var glad for at lukke døren til sit kammer og lade tårene rende, hvorimod Ahngel.. Ahngel var bare.. tavs når det var.. Det havde startet for kun et år siden.. Hans sind var begyndt at blive mørkere.
Med en genstridig mumlen gik Ahngel hen imod den liggende person og kiggede først på ham med en form for: Jeg er ikke bange for dig - mine, men derefter tøede det op til noget passivt inden han bukkede sig ned og uden videre varsel hev drengens arm over sin egen skulder og derved holdt ham oppe. Det var omfattende... denne vampyrdreng havde en styrke der allerede kunne sammenlignes med en voksen menneskemand, men selvom det for mange individer var stærkt var det blandt vampyrene endnu meget svagt.. faktisk svagere end gennemsnittet. Næsten på samme level som Jean måtte have, hvorend han så var henne nu.. Forhåbentligt stadig i live. Jean var den eneste der nogensinde havde været i stand til at smile og give Ahngel et klap på skulderen samt et oplivende blik når Lucifer, hans herre, ikke kiggede. En kort mumlen kom fra drengen.. Han talte tydeligt fransk, selvom denne sagte mumlen egentlig kunne være alt. Han ville, hvis drengen altså ingen modstand gav, tage ham med ned på den nederste etage for derefter at lade ham dumpe ned ved sin egen seng, hvilket ikke huede ham.. Det var bare det blik hun havde sendt ham. Hun ville.. af alle mennesker være den eneste der kunne sno ham om sin lillefinger uden at få sved på panden. Hun så ikke denne dreng som Ahngels næste måltid, selvom det heller ikke var noget der virkede tiltalende for den unge vampyr. Blodet lugtede anderledes og derfor.. frastødende! Derefter ville han igen uden at sige et ord bevæge sig væk fra denne skabning og placere sig på den anden seng med fronten imod denne og stirre stift og lettere koldt imod, som en simpel reaktion nnår man egentligt ikke ønskede videre kontakt men alligevel var pokkers nysgerrig. Han tænkte sig om i en tid.. prøvede kort at sige noget, men tav. Han havde hele sit liv talt i den franske tunge, så at slå over i et nyt sprog måtte tage tid. Daefter gled igen et hovent og overlegent blik hen over ham inden han rynkede brynene og sagde med en trodsig stemme og en engelsk tunge:
Bringer du flere barbarer?
_
Ma'lakel poster:
Han faldt sammen igen. Alle de kræfter der burde være i den stærke drenge krop var ikke nok til at kunne få ham på benene så han kunne komme væk fra de små dråber af vand der ellers ville komme igennem den lille indgang ned til den første kælder etage. Han mærkede ikke kvindens tilstede værelse, han kunne ikke mærke noget. Hans krop var følelsesløs, som når man er alt for forfrossen og ikke kan mærke sine fingre. Varmen fra hjertet der ellers normalt holdte ham varm når det var koldt om natten, kunne ikke hamle op med alt det vand der omgav ham, men på samme tid slåssede det med fugtigheden omkring ham. Det var en klam og ulækker følelse at have hør trøjen klæbende til sig, for ikke at nævne det stykke af den, der løb indover de mørkebrune læder armbeskyttere der sad fra håndens slut til albuens begyndelse. Han kryb sammen imens han han svagt kunne høre noget der nærmede sig fra endnu en lille indgang længere henne. Munke?! Overlevne munke! Nej det kunne ikke passe, han var ellers så sikker, så ufattelig sikker! Tåre begyndte at presse sig på ud af de lukkede øjne der blev knebet sammen imens at han klynkede svagt og skælvede i frygt. Han ville ikke, han bedte Gud, tiggede ham om han ikke nok ville lade ham være. Men han fik ikke sit ønske opfyldt, for en hånd tog fat om hans skuler, dog virkede denne hånd ikke lige så stor som en normal mandehånd, men da han blev trukket med op på benende med styrken fra havd han genkendte at være en fuldvoksen mands lod han sig blot rejse op, dog overrasket over mandens lave højde. Han lod sig fører, uden nogen form for modstand. Hans kropssporg var af en der havde givet op, han accepterede det. Han kom aldrig nogensinde væk, han skulle forevigt, forevigt være nede i 'hullet'! I hans hoved kunne han allerede se Cedric's smilende ansigt derefter udviklede sig til et smil der senere ville smile over at skamfere hans krop. Hadet trængte sig på! Susede igennem kroppen på den fjorten årige dreng, nej han ville ikke! Men selvom han besluttede sig for ikke at lade sig fører mere så gik han alligevel med, og lod sig dumpe ned på jorden uden at give mengen lyd fra sig. Og som han lå der, kryb han sammen igen, so pelsen der lå på det øverste af hans grønne kappe gled op og aede ham nænsomt på kinden. Han trak hænderne op til munden og knæende op til brystet og lå ellers bare med øjende knibet sammen imens han mumlede svagt for sig selv, ting som man ikke kunne tyde fordi de blev så kvalte i de mange tårer der gled ned fra de lysende grønne ulve øjne. Han trak lugten helt ned i lungerne imens han bare ventede på at hører lyden af en skakt luge der lukkede i, og lyden af mande stemmer der talte sammen. Det trykkede alle steder, i hele kroppen gjorde det ondt, men det var en psykisk smerte, for han kunne ikke mærke noget fysisk, ikke engang den smertende dunken fra hans arm. Han blev ved med at mumle, inden at der blev talt til ham på et sprog som han ikke forstod. Hans bøn, for det var hvad det var, han havde citeret Fader Vor stille for sig selv, men da der han blev snakket til stoppede det. Han syntes ikke at stemmen lød til at tilhøre en voksen mand, men nærmere... en dreng. De sammen klemte øjne, åbnede sig helt men han kunne ingenet se overhovedet, der var for mørkt.. Han blikkede svagt et par gange og lod de tårer der sad i kanterne af øjende glide henover næse og kind. Med et udtryk der ikke var sørgmodig men stadigvæk tilhørte et væsen hvis livs glæde var blevet nedbrudt og som på samme tid så ud til at være rædselslagen, vendte han sig halvt om, så han kunne se sig omkring efter den person der havde talt til ham. Som hans øjne stille gled højere og højere op, fik han øje på.. et par rød glødende øjne der betragtede ham i mørket! Med dette som det eneste han kunne se strøj han op fra sin liggende position op i en siddende og skuttede så langt væk fra de røde øjne så muligt, indtil han selvfølgelig kom til en anden halmballe seng, det blev hans ryglæn imens at hans lysende grønne ulve øjne stirrede skræmt ind i de røde. Begge hans hænder var nede p jorden, men den venstre blev derefter bragt på til hver hans hofte som om han ledte efter noget. Hans sværd! Det var stadig på hingsten! Han satte igen hånden ned på jorden igen imens at han fortsatte med at have øjnende på den fremmede. Tøvende fik han fremstammet:
,, F-forsvind.. d-djævel! Jeg er ikke din søn!! Jeg er Gudsbarn!", han kneb øjnede sammen igen. ,, Guds barn, ikke dit!! G-gå med dig!", disse ord blev talt på det eneste sprog han kendte til, hans moders sprog: svensk.
--
Ahngel poster

Et opgivende suk sammen med en let truttet mund kom over Ahngels ansigt da denne person så larmende begyndte at 'flagre' rundt og råbe op. Specielt på et sprog så irriterende som på svensk. Ahngel rynkede på næsen inden han rejste sig op, stadig med fronten imod drengen inden han gik hen imod reolen og vintønderne der stod på den inderste væg. Hans ryg vendt imod drengen med et ansigt der ikke syntes at tøve over at denne ikke turde røre ham alligevel. Et kort langvarigt suk slap ud, som når en unge ikke magtede de pligter han var blevet sat i gang med. Ahngels hænder gennemrodede et par hylder inden han fandt et stykke hvid voks frem og et stykke snor.. muligvis en vaje, samt en fugtig tændstik som havde ligget og suget fugt til sig i gud-ved-hvor-længe. Han betragtede den kort med et opgivende udtryk inden han så bagud imod drengen. Hans nederste del af ansigtet gemt væk bag hårdet der havde sat sig stædigt ved hans halssider. Han drejede atter om og gik imod sengen hvor han havde siddet, men satte sig i stedet på gulvet, så deres højder ikke ville være meget anderledes. Han flacerede svovlstikkens sorte spids imellem sine tørre læber, klemmede lidt til og tørrede fugten af således, efterladende en lille sort streg som han daefter fjernede ved et let tungeslag hen over den nederste læbe. Han placerede voksstykket foransig og lagde det stykke snor derover for derefter at presse pegefingeren derimod og lade vajen synke ned i voksets masse.. Han løftede kort sin hånd og lugtede derefter til fingerspidserne for at få fat i den lille snært af brændbar væske der måtte sidde derpå. Det lugtede sprittet og stejlt, som om man ikke kunne få nok af et enkelt åndedrag. Ahngel kiggede fortsat ikke på drengen da han kørte det lille stykke træ imod gulvets stenunderlag og skabte en gnist over det og transformerende til en lille gylden flamme der oplyste Ahngels ansigt.. drejede på skyggerne og fik hele kælderrummet til at virke levende af alene dette enkle lille lys. Ahngel sskyndte sig at lade spidsen af træet ramme snoren for derefter at vifte det i luften og reducere ilden til en lille grå røgsky i luften.. Et lille utilfreds hvæs kom fra ham da han med sin ene fod skubbede lyset lidt vvæk fra sig uden at vælte det inden han tog sin håndryg imod det ene øje, let skyggende for det andet. Pokker tage det skarpe lys. Han strakte sig yderligere og gav lyset et puf længere imod drengen og lod først nu sine øjne lægges på ham. Hans blik var ikke iskoldt længere, men studerende. Han så imod denne jævnaldrenes ansigt og fiskede hver eneste detalje ud derfra.. derefter lagdes hans øjne ned på blodet ved dennes arm.. Øjenlågene sænkede sig halvt og lod ham indtage et tænkende udtryk. Lange øjenvipper dannede en skygge over de røde øjne, der nu stadigt dansede i kontrasterne til egen ild og flammen foran ham. Han lænte sig igen tilbage imod sin faders seng og løftede knæene foran sig og begge hænder hvilende i skødet imens han stadig stille betragtede denne skabning. Ordene som denne før havde udtalt rungede let i Ahngels hoved og søgte små lysende ord han kunne huske fra de få timers øvelse han havde fået fra hjemmet. En sur og stædig mine trådte i kraft da han indså at han rent faktisk ville få brug for at tale det møgsprog.. Som enhvert andet barn ønskede han nu at holde sig til sit modersmål, men så igen.. Denne person havde hidkaldt ord som Gud og Djævel, hvilket var to begraber han allerede kendte til... Så var der noget med et barn også, men hele sætningen havde gået for hurtigt til at han havde opfanget alt, så han besluttede sig for at prøve igen, dog med en mere utålmodig tone end før, da han jo egentligt bare var blevet mødt med råben og skrigen.
"Er du alene om at være her..?" mumlede han så.. Hans tale på det svenske sprog var selvfølgelig rustent og ikke grammatisk finpudset, men det var dog kommunikation, var det ikke?
_
Malla poster:

Han forholdt sig stille, næsten helt stiv i frygt for at gøre noget der måske kunne gøre denne djævel foran ham vred. For alt i verden ville han ikke gøre de røde øjne rasende, han kunne ikke slå fra sig hvis denne valgte at partere ham og æde hans sjæl som djævelen nu kunne. Hvorfor nu?! Hvorfor lige nu hvor at alting gik så godt, skulle han kontakte ham. Måske var alt det som alle de andre bønder sagde sandt, og han virkelig var søn af djævelen og ikke gud. Han fulgte øjnende og lyttede efter de skridt djævelen tog imod en retning. Han kneb øjnende sammen, bange for at denne ville gå hen til ham, men heldigvis så syntes han at skritende ikke kom tættere men gik længere væk, indtil at han ikke kunne se denne person i rummet mere. Men, han indåndede lugten endnu engang, der rang en sær lugt af, råd i hele rummet, noget som han først havde lagt mærke til nu hvor han kneb øjnende sammen og fokusserede på djævelen der var i rummet sammen med ham. Var det sådan djævelen lugtede, af død? Han rystede på hænderne, så meget at han selv vidste det, for følelsen i kroppen var stadig svagt ved at komme igen. Der gik lidt tid hvor han ikke rigtig kunne høre så meget udover noget skramlen, og så kom der skridt igen. De gik, imod ham! Han kneb øjende endnu hårde sammen som ville det hjælpe, ville det få det hele til at gå væk og han ville faktisk bare være faldet i søvn herinde, og det var som forventet bare overlevne munke. Men.. han øjne øjende svagt, et eller andet sted indeni ham, ville han hellere være her, i et rum emd selveste djævelen end at skulle se på dem, og høre på dem. Hans øjne blev lukket i igen, da der kom lys i rummet. Det skar i dem da hans øjne endnu ikke havde vænt sig til lyset igen, og han vendte svagt hovedet væk fra det først men øjnede derefter de rødspringte øjne og så ned på gulvet, fyldt med halm og skridt, derefter kunne han hører kratten, som vis noget blev skubbet hen over et gulv. Men han rettede ikke øjnede ligefrem. Han ville ikke.. se ham. Hvad nu, hvad nu hvis han så på ham, så ville Gud måske aldrig nogensinde holde hånden over ham igen. Med den overbevisning rettede han hovedet lige frem men så ned i jorden. Lyset oplyste hans væsen, og afslørede den brunlige farve der var i det nu halv fugtige hår der gik ham til lidt ned over skuldrende, men havde form så hvis man tog fat i spidsen ville det gradvist blive mere og mere kort dets tættere man kom fra ansigtet, og så krøllede det. Det snoede sig i spidserne og bølgede derefter let indtil det kom et lille stykke over halvvejs hvor det derefter blev glat. Hans hud var brunlig, meget sært i forhold til at normale nordmænd var lyse i huden. Hans hør skjorte var brun, imens at hans kappe der også bar fugtig og kam var lidt lysere end den havde været før. Pelsen var fra en brun-grålig ulv, hvis ryg skind var blevet syet på det øverste af kappen, og hans stølver var brune, ru, læder støvler der så ud til at være godt mudret til. På den venstre side af skulderen kunne man se en reft i kappen med blod klager hang fast i den grå brune ulve pels.
Det gav et lille sæt i ham da der atter blev talt til ham, på et sprog som han faktisk forstod, men med nogle grammtiske fejl, så han måtte gætte sig til noget af det som 'djævelen' spurgte ham om. Men den lille fejl i sproget fik Ma'lakel til hurtigt at tvivle på om dette virkeligt var djævelen og ikke blot en dæmon. Djævelen ville aldrig lave sproglige fejl når han skulle sno en skabning om sin lillefinger. Men han turde stadig ikke se op. Han trak det ene ben ind til sig imens det andet lå ustrakt, og sad da ellers som før, med ryggen imod den anden halmballe, og hænderne imod det snavsede gulv.
,, J-jah.. A-altså.. udover.. m-min hest", stammede han.
avatar
Ahngel
Master (Rank 21)

Bosted : Officielle bolig: Hans slot, lidt uden for Paris, Frankrig - Midlertidig bopæl: Lejlighed i Terre centrum

Antal indlæg : 3469


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Ahngel on Ons 20 okt 2010 - 2:39

Lugten af frygt og dennes stammende stemme var begyndt at kede Ahngel en smule og han lænte ryggen tilbage imod halmsengen med et opgivende udtryk der kun kunne defineres som en ung drengs kedsomhed.. det var vel godt det samme.. Lucifer ville nok alligevel æde denne dreng når han kom tilbage, hvis han altså besluttede sig for at gøre en ende på det blodbad som han åbentbart hyggede sig med. Ahngel lagde begge hænder bag nakken som en afsleppet støtte inden han så op igennem det hullede loft. Hna kunne høre Lucy nynne en stille og velkendt melodi inden hun igen lagde sig ned og lod hamlet skrible omkring sin tynde krop. Ahngel sukkede stilfærdigt og sendte en bekymret mine igennem luften. Lucy.. Der var noget hun ikke fortalte ham, var der ikke? Hvorfor nu igen? Hvorfor var hun altid så pokkers stille og smilende..? Ahngel bøjede hovedet lidt frem og skød tankerne fra sig som kun syntes at virke deprimerende. Hans øjne skimtedes ved lyset ikke så langt fra drengen der stadig måtte krumme sig sammen ved Ahngels egen seng. Ahngel lagde hovedet på skrå med en utålmodig mine inden han hejste sig arm og bukkede den bagover for at fange en håndfuld halm i sin hvide barnehånd. Han tog den til sig, hvilede hænderne igen mellem hans bryst og knæer for at begynde at binde kbuder derpå. Han skævede af og til drengen imens han bandt inden han til sidst rettede sig op med et halvirriteret udtryk, som var han trær af at vente på dennes blik skulle lægge sig på ham. Med en rolig overhånd kastede han det lille bundt halm på drengen bare som en lille påmindelse om at Ahngel var der! Han hadede for alt i verden at blive ignoreret eller undgået.

"Har du tænkt dig at sidde sådan hele natten?" sagde han så, igen på svensk med denne lidt rustne accent. Hans stemme var endnu lys som et barns og havde ikke nået pupertetens forandring derved. Hans ansigt tøede stille op og hvis denne person endelig ville beslutte sig for at kigge op, ville Ahngel sende ham et drilskt smil, selvom det nok kun ville være svagt synligt på grund af mørket, men i sammenligning til lyset før det voksstykke brændte, så var alt noget mere overskueligt. Ahngel bevægede benene ned i skrædderstilling og krummede ryggen en smule med en endnu tænkende mine daefter.
"Kaldte du mig en djævel?" sagde han så, som om han ikke havde hørt rigtigt første gang.. Han rettede sig lidt op og kløede sig kort i det ravnesorte hår der let overlagdes med en gylden nyance fra det lille lys, som ligeså lagde et gyldent skær over resten af hans spinkle drengekrop. Han smilte stille igen.. sagte og måske en smule mørkere end før.

"I så fald skulle du se min fader..."
avatar
Ahngel
Master (Rank 21)

Bosted : Officielle bolig: Hans slot, lidt uden for Paris, Frankrig - Midlertidig bopæl: Lejlighed i Terre centrum

Antal indlæg : 3469


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Malakel the Vanquished on Ons 20 okt 2010 - 3:05

Han var stille. Så stille at man næsten ikke skulle tro at det var ham som sad der. Hans øjne stirrede stadig ned i gulvet, som om at der ikke fandtes andet i hele lokalet. Han legede til at han ikke var der, i hans hoved sad han på en græs mark oppe i Ulve Bakkerne, sammen med hingsten og var igang med at flette siv fra den Røde Mose nær nymfe boet. Men virkeligheden var jo en helt anden, og da han fik kastet en lille stråknude imod sig gav det et sæt i drengen og han trak sig i den modsatte side som den lille strå knude lande, opførte sig som om at den kunne æde ham hvis ikke han passede på. Han lyttede endnu engang da drengen talte men gav intet svar. Dog kunne man se han reagerede da drengen nævnte ordret djævel og derefter hans fader. Var der endnu en? Men, djævelen kunne kun være et væsen! Så drengen var alligevel bare en dæmon, og dæmoner vidste han at han kunne klare, hvis bare han ikke viste den at han var bange, men netop det var en lille smule for sent. Han trak en lille stykke af underlæben ind imod hans gane med hans ene skarpe hjørne tand, imens at hans øjne flakkede væk. Han kunne jo se på ham, men.. måske ville det gøre ham vred, ligesom det plejede at gøre når han så på menneskene? Men hans øjne var altid det der havde fået folk til at give ham ærefrygt, så måske, med hans 'bæst' øjne kunne han få denne dæmon til ikke at spise ham. Der gik nogle minutter hvor at han ingenting sagde, men så rettede han endelig blikket op, en lille sved perle gled ned fra hans tænding og langs kinden. Og da stirrede dyrisk grøn-gullig ind i flammende rød. Farvespillet i de grønne øjne var ubeskriveligt, og lignede noget der ikke var fra denne verden. Det let lysende skær der lå over dem indikerede overlegen styrke på et plan der var overmenneskeligt, afslørede blandede følelser, nogle der var stærke og modstridende, trodsige, disse følelser blev reflekteret af det gyldne farvespil, hvorimod det der var bange og skræmt lå i det grønlige. To ting der konstant kæmpede om hvem der skulle være den førende men så alligevel var mere harmonisk end noget andet i hele verden. Øjne er dørende indtil menneskets sjæl, så måske repræsenterede de den kaotiske harmoni der rasede inde i den forvirrende lille Ma'lakel.
Han åndede ind via næsen og pustede ud igen, hvorefter han prøvede ikke at lade stemmen knække over i en stammen der ville indikere at han stadig følte frygt, men selvom rædslen kunne lugtes fra flere mils afstand af ham, så kunne man også mærke et menneskes rebelske vilje til ikke at lade sig overtage af frygt, ligge i ham. Hans øjne funklede på grund af lyset og fik dem til at virke mere vilde, mere levende... end noget andet.

,, Du er ingen djævel... du.. ", indånding. ,, hvad er du? Og hvad laver du her?! Hvis du er en dæmon så burde du vide at krigen allerede er slut og du skulle vende hjem..".

Derefter kunne man se små rynker der meget svagt skilte sig ud fra hudens andre fysiske trækninger, og han trak det andet ben op til sig og skubbede sig op fra gulvet selvom det dunkede i benene og skælvede i kroppen. Med en overbevisning der kun kunne stamme fra et menneskes naive sind sagde han med en streng, og hård stemme:
,, Jeg er ikke bange for dig!".

Som han gjorde ændrede øjnenes udstråling sig, og det virkede som om at det gyldne begyndte at spille mere indover det grønne, som var det aggressive i hans sjæl ved at overskygge det stilfærdige. De lyste af en pludselig fjendtlig, nøjagtighed, og blev til et blik man normalt vis kun så hos et bestemt dyr: en ulv. Som havde den fjorten årige dreng, adopteret ulvens piercende stirren når den fæstnede sine lysende øjne på dets bytte. Men denne fjendtlighed var ikke dissideret udfordrende, mere en form for naturlig ting der nok bare kom til drengen uden at han helt var klar over hvordan.

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Ahngel on Fre 22 okt 2010 - 3:12

Ahngel lod endnu sine øjne stille ligge på drengen, men rullede kort med dem da han endelig begyndte at tale igen, som var han allerede træt og utålmodig af det lille, i hans hoved, opspind og frygt. Hvem pokker prøvede han overhovedet at narre med de giftige øjne og de bidende bemærkninger. Et lyst legende smil gled ind over Ahngels ansigt inden ahn igen flyttede de himmelvendte øjne fra loftet og ned på denne person der sad ikke langt fra hans egen front. Meh.. Han vidste ikke hvad Ahngel var for'nen? Der kunne man se? Alle de steder Ahngel før havde befundet sig, var der ingen anden reaktion at finde udover almindelig ærefrygt overfor hans noble race og høje status. Smilet bredte sig lidt fra noget lyst til noget mere drillende inden han lod læberne parteres og udstyre ham med et udseende man nok ikke havde forventet af en spinkel køn dreng som han selv. Hele hans mund var nemlig prydet med nærmest kridhvide tætte tænder med lange hjørner dertil og med skarperer kanter end det menneskelige tandsæt måtte have. Noget af et gradsbørstigs smil at have for sådan en ung dreng. En let pegen på sit eget ansigt med den højre pegefinger medførte at han igen lukkede læberne sammen, men stadig smilte stille. Hans førhenværende fjendtlighed var smeltet væk i samme nu som denne dreng syntes at være bange for han selv.. Hvorfor skulle han opføre sig fjendtligt over noget han troede han kunne besejre alligevel? Han kneb øjnene en smule sammen inden han igen sænkede fingeren og sin hånd imod gulvet, hvor hans korte, dog hårde negle begyndte at skrabes hen over underlaget og efterlade en lille hvid ridse deri.. En ren refleks.. en vane om man ville, som at bide negle eller tygge i sine hårspidser for at lade dem klistre sammen og skille dem ad igen.
"Hvad jeg er?" sagde han så med en let langtrukken stemme. Det var ikke fordi han havde misforstået spørgsmålet, men var bare usikker på hvordan denne dreng kunne vide så lidt.. Men så igen. Ahngel havde ikke den fjerneste ide om hvor den lugt stammede fra.. den der flød ud fra drengen.. Hvad for en race det måtte være? Ikke noget han havde sat tænderne i før ialfald. "Jeg er en Toreador Nosferato.." sagde han igen med et bredt smil. "Vi kalder det bare 'vampyr'." sagde han så med en pustende lyd på den sidste stavelse, som hviskede han det ud i luften, men nej. Hans stemme var endnu høj som den var før uden at overskyde alle andre lyde. Ahngel rettede sig lidt op og smilede igen over den anden kommentar han havde fået stukket i hovedet lidt før. Bange? Hvem var det helt præcist den dreng prøvede at overbevise? Ahngel eller han selv? Frygten skinnede nærmest som en lampe over drengens hoved, men det vidste han jo ikke.. det var dufte som Ahngel havde lært sig at tyde en smule.. Han kunne jo ikke læse tanker, så andre alternativer måtte han udvikle for at være et skridt foran sit offer ude i den virkelige verden. Den sag han blev 'han' så nyttede det jo ikke at de kunne tænke hvad de ville.. det sagde Lucifer ihvertfald.
En lettere intenst stirren kom fra Ahngel daefter da han besluttede sig for at afprøve denne skikkelses egentlige mod overfor ham selv. "Er du ikke bange?" sagde han så med en lys og forventningsfuld stemme, som tændtes et lille lys i hans blik og udstråling. Hans øjne begyndte stille at spille i gyldne og blodige farver imens han stadig begloede drengen med en nyfunden nysgerrighed. Endnu et tandsmil kom til syne inden han bukkede sig forover og begyndte at kravle hen imod drengen.. Langsomt og med et lettere dystert, dog alligevel muntert smil i sin egen syge forstand. "Vi drikker blod." sagde han så. "Vi æder mennesker normalt." fortsatte han med en tone som syntes ham helt normal. "Med dem her." sagde han så for at stoppe op et øjeblik og pege på sine hjørnetænder ved kort at skyde læberne tilbage. Han lukkede igen munden til og fortsatte med at nærme sig drengen. Kom han ikke væk, ville Ahngel sætte sig på knæ lige foran og fortsætte med at kigge uden et eneste blink. "Hvis du ikke er bange for mig, så rør dem." sagde han så og pegede endnu engang imod hans mund. Han lod et meget diskret smil skyde hen imens han lod disse hjørnetænder være synlige.. Han betragtede stille drengen.. Kunne han røre dem efter han havde fortalt hvad man gjorde med dem. "Du er ikke den første der tror vi er djævle.."
avatar
Ahngel
Master (Rank 21)

Bosted : Officielle bolig: Hans slot, lidt uden for Paris, Frankrig - Midlertidig bopæl: Lejlighed i Terre centrum

Antal indlæg : 3469


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Malakel the Vanquished on Fre 22 okt 2010 - 3:58

Hvad var det egentlig han prøvede på? Han.. kunne jo ikke. Han kunne ikke gøre noget som helst, ikke engang imod en dæmon. Han.. nej! Tankerne blev skubbet væk, han blev nød til at være stædig denne gang ellers ville det gå galt selvom det allerede så ud til at det var gået galt. Det var gået galt lige fra det sekund han lod sig slæbe med herned. Efter at have stået op i lidt tid, var det som om at det fjendtlige i hans blik lige så stille begyndte at syne hen, og blive noget mere opgivende på en sær måde, og frygten. Frygten lå stadigvæk som en klump i halsen på ham! Som et gult dyr der lå i maven, og blev større. Angst, men angst for hvad? Døden? Hvis han døde ville det så ikke være bedre? I sidste ende, så kunne kan vel blive fri, kunne han ikke? Men på den anden side var han alt for glad for livet til at ville give op på det. Han måtte kæmpe, og overleve det her uanset hvad det væsen så var. Han sank lidt ned igen, dumpede ned på rumpen igen og sad endnu engang med benede let spredt ud til siden imod jorden og hænderne imod gulvet og stirrede ind i den røde farve. Derefter talte denne, igen med små fejl som Ma'lakel måtte gætte sig til at rette, men han forstod det meste, dog var dette navn, denne betegnelse, først den lange form der ikke gav mening for Ma'lakel overhovedet men den korte prøvede han stille at udtale for sig selv. Dog spærrede han svagt øjnene en smule op da han lagde mærke til den intensitet der lå i vampyrens blik lige pludselig. Han havde aldrig set eller hørt om en vampyr før, så derfor var alt han fik af vide omkring det nyt for ham, dog fik den forventningsfulde tone i drengens stemme alarm klokker til at ringe, og han trykkede sig automatisk tættere imod halm ballen bag sig så det gav nogle små knas. Hans hjerte slog et ekstra slag da drengen så bevægede sig over imod ham, det var ikke svært at se at denne barbar dreng ikke ønskede den slags nærvær med Ahngel! Men han løb dog ikke skrigende væk da denne bevægede sig tættere og tættere på ham, dog gik ordrende der blev sagt igennem i hans hoved gang på gang. Blod? Mennesker?! Spise?! Og så med deres tænder? Straks, som drengen sad imellem hans ben på knæerne foran Ma'lakel, ændrede blikket i hans øjne sig, og i det han blev bedt om at røre ved dennes tænder så så han ikke ud til at tøve særlig meget.
,, Hvis du virkelig var en djævel.. ville du så ikke.. have ædt mig?", sagde han meget lavmælt, og blikket i hans øjne blev til en form for, fascination.
Han rakte de mørke beskidte fingre op imod den anden drengs lyse læber, lod kort disse strejfe over ydersiden af det letter lyserøde hud før at han faktisk lænede sig en smule frem og lod spidsen af hans finger glide over de lange hjørne tænder. Hans hjerte slog stadig hurtigt, men alligevel begyndte der at kører noget sært rundt i kroppen på ham. Noget beroligende. De gylden grønne øjne der før havde virket så fjendtlige blev forvandlet til noget mere afbalanceret og efter at have rørt ved vampyr drengens tænder faldt den unge Ma'lakel's øjne ned på vampyrens hånd og greb fat om den, til trods for den kulde der skød igennem hans fingre da han gjorde det, forblev grebet en lille smule stramt. Han førte da dennes hånd op til hans egen mund og lod sine egne læber separerer og hvis vampyr drengen tillod det, ville han lade dennes hvide fingre glide over en række af skarpe miniature hjørne tænder som denne selv besad. Imens at fingerspidserne atter rørte dem så han på den udøde dreng med en afventende reaktion. Som forventede han at han måske havde fundet svar på noget, noget som han ikke vidste noget om. Måske kunne dette væsen fortælle ham, hvad han var?

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Ahngel on Fre 22 okt 2010 - 19:44

Drengens ord var klare for Ahngels oversættelser. Selvom der kun var blevet udtalt ganske få ord imellem dem, så var det allerede lagret i Ahngels hukommelse som stenhårde genstande der skulle meget til at brække. Ordenes sammensætning og forståelsen derved blev klarere allerede og på den korte tid var hans sproglige egenskaber allerede forøget, dog ikke så meget at alt var klart og tydeligt. Igen smilede han en smule bredere da drengen endelig løftede fingrene og rørte ved Ahngels hjørnetænder. Han mumlede kort derved da han allerede var igan med at svare på drengens spørgsmål. "Dit blod er anderledes. Jeg æder det ikke." igen rustent, men med en ret klar mening om at han ikke ville spise hvad han ikke kendte til. Ahngel var krædsen og var som mange andre jævnaldrene ikke den der ville prøve nye ting uden at få et skub dertil.. ikke fordi han var synderligt glad for hans vaner og daglige rutiner, men hellere det end at det kunne ricikere at blive værre. Han lukkede munden igen og fulgte drengens hånd der tog fat i hans eget kølige håndled. Ahngel mumlede lidt uforståeligt på fransk til sig selv og lagde hovedet på skrå. Han rettede blikket imod drengens mund og strakte fingrene en smule da han lod dem røre ved drengens eget tandsæt. Ahngel gjorde store øjne og lod pegefingerspidsen vippe og stød let imod den ene skarpe hjørnetand. De kunne minde om en vampyrs, men der var noget mere robust over disse. "Jeg tænkte nok at du intet menneske er." sagde han så. "Blodet er anderledes." mumlede han derefter for igen at mumle noget for sig selv på fransk. Han stirrede koncentreret på drengen i en tid og fæstnedes sine egne småiltre røde øjne imod de grønne.. Selvom den tiltrækkende effekt ved disse øjne først ville nå et højdepunkt om få år, så kunne det endnu mærkes. Denne lille trækken i fingerspidser og øjenlåg.
"Hvad kan du?" sagde han så og lagde hovedet på skrå med et interesseret udtryk. "Han du gøre noget specielt?" uddybede han sagte og rettede sig lidt op, for at skubbe sig lidt tilbage så han ikke sad så tæt på denne alligevel. For at være ærlig havde denne lille nnærhed blot været en essens af egen nysgerrighed og initiativ, men nu blev det for meget. Han ønskede ikke at være på en afstand så man kunne mærke en andens åndedrag. Det sendte gys igennem Ahngels krop. En sukkende lyd kom fra overetagen og lod til at fange Ahngels opmærksomhed en tid. Han vendte øjnene skarpt imod loftet, hvor man akkurat kunne se en smule igennem. Ahngel kunne ihvertfald. Lucy var vel faldet i søvn igen. Ahngels isnende og observante vagthundsblik tøede op og han så igen frem for sig og kom med et kort trættende suk, som var han en blanding af irriteret og udmattet. Han løftede knæene foran sig og lagde armene deromkring for at hvile hagen imod knæene. Han så igen imod drengen med et tavst udtryk. Et beskedent lille smil kom da frem som en lille forsikring om at stemningen ikke var død fra hans side. En række host kom fra Lucy derefter.. dog ikke så slemme, men mere som en rettelse på sin hals. Ahngel trak musklerne i kæben tilbage som en kat der lagde ørene tilbage. Den lyd irriterede ham noget så frygteligt, også selvom det til tider blot var små rømmelser.
avatar
Ahngel
Master (Rank 21)

Bosted : Officielle bolig: Hans slot, lidt uden for Paris, Frankrig - Midlertidig bopæl: Lejlighed i Terre centrum

Antal indlæg : 3469


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Malakel the Vanquished on Fre 22 okt 2010 - 20:07

Ma'lakel blev siddende som en sten efter at vampyr drengen trak sig og talte til ham om at han ikke var et menneske. Det fik drengen til at rynke brynede lidt, det første tegn på en decideret personlighed kom frem. Men denne lyttede, lyttede til hvad den anden dreng sagde til ham, som afhang hans liv, hans eksistens af det.
Hvis han ikke var et menneske, hvad var han så? var han mon også en af disse.. vampyrer? Eller var han noget helt andet. Og hvordan kunne drengen fastslå hvad han var og hvad han ikke var bare ved lugten af hans blod? Spørgsmålstegn hobede sig op i den unge Ma'lakel's hoved og det blev næsten for meget. Specielt på det tidspunkt hvor drengen spurgte hvad det var han kunne? Ja, hvad kunne han egentlig udover, hans drømme? Der gik noget tid hvor at han ingenting rigtig sagde, han sad stille med et betænksomt udtryk. Dog så han også op i det kvinden hostede men kunne ikke se igennem de små revner i konstruktionen. Det svage lys gjorde at han ikke kunne bruge sit syn til fulde. Hendes hosten bed han dog mærke i kort, imens at han overvejede hvor sundt det egentlig var at ligge deroppe på denne tid, og så i så fugtigt en tilværelse. Hvis hun altså var et menneske, var det uundgåeligt at hun ville blive syg af det, måske få lungebetændelse. Men hans opmærksomhed blev dog rettet imod hans 'værelses kammerat' igen.

,, Jeg.. uhmm.. jeg har specielle drømme.. ", forklarede han. ,, Og nogle gange bliver det jeg drømmer til virkelighed og jeg..", han så ud til at tøve lidt, og blive lettere nervøs, men så dog stadig ud til at være besluttet på at svare denne dreng.
,, og jeg vågner ved at jeg brænder... med en.. blå ild..? Det.. og så.. bliver folk bange for mine øjne."

Det sidste blev sagt efter at hans blik stille var faldet ned på gulvet igen. Han kunne ikke helt forstå hvorfor at hans krop reagerede så mærkeligt men når han så ind i drengens røde øjne var der noget der stak kort i fingerspidserne og fik en varme til at køre rundt i kroppen. En varme der let lagde sig over hans kinder og næse. Den var alarmerende da han kun havde mærket dette på... bestemte tidspunkter der ikke havde en rar plads i hans hukommelse.

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Ahngel on Tirs 26 okt 2010 - 23:40



Ahngel betragtede endnu drengen med et tænkende blik imens han lyttede. Hans holdning var krummet en smule idet han igen havde indtaget den lettere defensive stilling med knæende foran sit spinkle torso. Man skulle tro at han selv ville mærke en bitter drift af sygdom med sådan en figur, men han virkede ikke til at være påvirket af den mindste fysiske lidelse. Hans mund blev mindre og øjnene en smule større da drengen nævnte sine drømme og om ikke andet ild, som instinktivt fik ham til at se ned på det lille brændende stearinlys og forestille sig det opsluge denne dreng, men.. uden at skade ham eller hvad? Et observant blik fulgte da Ahngel vippede lidt fra siden til siden for at se andre vinkler af drengen. Nej. Ingen afbrændt kød som han kunne lugte og ej heller afsvedenhed? Hvad pokker var han for en i det hele taget? Han kom med en kort brummende lyd da han syntes at være opgivende på det punkt at finde tegn på drengen der kunne tydes til andet end en almindelig drengekrop. Selv havde han jo.. dem, men de kunne være ligemeget. De sad alligevel fast hvor de var så længe. Godt det samme. Ahngel løftede da hovedet og nikkede til ham.
"Hvis du da er en vampyr, er du mægtig." sagde han så.. denne gang mere rustent end før da hans ordforåd på synonymerne dertil ikke var bredt endnu, så meningen kunne misforstås på flere måder. Hvad han dog mente var at det måtte være en gave ikke at lade sig dø af brændsel, som nu engang altså VAR den mest hyppige dødsårsag blandt vampyrene. Om det var den skrigende sol eller den hellige ild der var skyld deri, var underordnet. "Vampyrer tåler ikke ilden." sagde han da og så kort ned imod stearinlyset og pressede instinktivt fødderne tættere til sig. Han så op igen da lyset syntes at være for skarpt og langsomt ændredes hans øjne fra små og stikkende til ganske runde og varme, som et kattedyr der akkurat trådte ind i mørket. Lysfølsomhed var nøgleordet. Selvom de lignede mennesker ville de altid være nattedyr, som ulven og katten. Da smilte han igen til drengen og nikkede til ham inden hans krops syntes at slappe mere af og hans muskler endnu ikke var spændte i at holde sig fra lyset. Han rykkede blot et par centimeter mere væk og lod sine hvide tænder komme til syne i en bredere udgave af dette varme barnesmil.

"Du skal kalde mig Ahngel-." sagde han så og lukkede læberne atter i igen og kiggede på drengen.. bestemt forventende et navn fra dennes side ligeså med afventende store farverige øjne. Et lille smilehul dannede sig nederst på kinderne da smilet strammede lidt til for derefter at dø langsomt hen igen.
avatar
Ahngel
Master (Rank 21)

Bosted : Officielle bolig: Hans slot, lidt uden for Paris, Frankrig - Midlertidig bopæl: Lejlighed i Terre centrum

Antal indlæg : 3469


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Malakel the Vanquished on Ons 27 okt 2010 - 0:21

Der gik en dunken igennem finger spidserne som han holdt dem imod det kolde gulv. Kulden var ved at kunne mærkes igen, og hans krop begyndte endnu engang at søge varmen, at længtes efter den så stærkt at det gjorde ondt i kroppen. Det begyndte at prikke i de inderste lag af huden, og den unge dreng gav et indædt klynk imellem vampyr drengens ord. De var diskrete og kunne knap høres men de var der! Han holdt den udødes blik indtil at denne vampyr unge selv fjernede dem fra hans egne. Alt imens at hjertet slog en lille smule hurtigere, også selvom der var noget der fik hans krop til at føles tung. Han følte sig på en måde døsig, eller også var det afslappet i dennes selskab, men på samme tid fandt han denne ting alarmerende, og brød sig ikke om den! Han koncentrerede sig om at trække vejret lige så stille imens at han hørte på disse væseners svaghed overfor ild. Det fik ham til svagt at rynke på brynende en smule. Hvis det var tilfældet, så kunne han vel umuligt være en af dem?
Som vampyren skuttede sig længere væk fra lyset, bevægede Ma'lakel sig tættere på. Den pinefulde prikken i finger spidserne blev værre dets tættere han kom på det lille lys, men på samme tid vidste han at så snart han var tæt nok på ville det gå væk igen. Han kravlede så tæt på lyset som han kunne, sad næsten lige over det, for at suge den varme som det indeholdt til sig, med et sultent blik. Der gik et lille sæt igennem hans krop som drengen sagde sit navn. Han så svagt op og så ind i de røde øjne endnu engang, så de grønne mødte det lava røde. Med en meget lille stemme som var det blot en mumlen, afprøvede han sin udtale af navnet:
,, Ankel.. Arang.. Ahngel.."
Hans øjne faldt betænksomt ned på stearinlyset igen, og han rakte hænderne ud imod det, lod først finger spidserne blive brændt af den lille flamme, holdt dem inden i den, og gav så et meget lettet ansigts udtryk. Som var der en byrde på hans skuldre der blev løftet! Han lukkede øjnene kort og indhalerede den fugtige og klamme luft, hvorefter han endnu engang så op på Ahngel. Og da kom der for første gang et smil frem på denne drengs læber. Et varmt, nærmest taknemmeligt smil, der tændte et lille lys i de gylden grønne øjne. Og med en stemme der ikke længere syntes bange eller forvirret gav han sit navn.
,, Mit navn er Ma'lakel.. men.. jeg bliver kaldt for Malak af mit folk."

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Ahngel on Tors 28 okt 2010 - 0:49


Ahngel lyttede stille til drengens forsøg på at udtale hans navn, hvilket først ikke lod til at gå så godt. Ahngel syntes dog at det var ganske ligetil og selvom det jo egentligt ikke var hans officielle navn, så var han tilfreds med at denne kun kendte til dette lille synonym. Han smilte da igen bredt da drengen formåede at sige navnet i en klang der kunne forstås og rent faktisk lyde som det egentlige navn, trods det var rustent. Han nikkede kort og plantede sine fingre over begge knæer og lod dem hvile derved i en tid, let pillende ved det grove stof der udgjorde hoserne der gik til midten på de tynde skinneben og lod bare fødder stikke ud derunder. Ahngels forventningsfulde blik havde ej været spildt, da drengen ligeså kom op med et navn. Ma'lakel? Navnet havde sådan set allerede sat sig i hans hoved som en korrekt udtale, selvom hans tunge dog ikke ville rettes dertil lige med det samme og ville således gøre så at han ikke ville få de tre første forsøg rigtige, selvom de alle lød som. Han nikkede kort ved denne forkortelse og kom til at smile igen da han egentlig fandt navnet lidt komisk. Mest fordi at ord med så flade lyde ikke hørte hjemme i hans modersmål, så ordet: Malak, ville lyde mærkeligt for Ahngel. Han samlede atter kæberne og nikkede engang med et stille udtryk for igen at bevare sin kølige aura, som så havde ladet sig fade mere og mere jo flere sekunder han egentligt brugte med denne Ma'lakel. Egentlig var han normalt ikke så imødekommende, men der var gået mange dage uden konkret selskab. Disse tanker ledte stille tilbage til frankrig, hvor en bekymring blussede op. Mon hun var kommet væk fra landsbyen og i sikkerhed? Ahngel bed sig stille i underlæben inden han rettede sig op med en hurtig bevægelse, som havde noget kort prikket til ham uden han havde opdaget det. Han vendte instinktivt hovedet imod loftet igen da et velkendt antal bump hørtes i en rytme der kun kunne ligne ET slags fodtrin. Ahngel sank diskret en klump da han kunne høre Lucifers jernhæl træde ind på de ødelagt fliser i den øverste del af den ødelagte kirke. En lugt af frisk blod fulgte derved og sødede hele den kvalmende lugt op med en lunken døende dunst af tabte menneskeliv. En speciel form for råd blandet med duften af muld og fyrretræ. Lucifer havde vel været vidt omkring, havde han ikke? Ahngel rejste sig hurtigt op og kiggede på Ma'lakel. Han så først tøvende ud med et sammenbidt udtryk inden han kom med et angerfuldt hvæs sammen med et udspekuleret udtryk imens han lagde øjnene imod den bagerste væg med den fyldende hylde og tønderne der før havde opbevaret forskellige former for nektar der endnu stank af alt for ældes alkohol. Igen sås en synkebevægelse fra Ahngels hals der pludselig føltes så ufattelig tør, som en kalkvæg. Meget hurtigt bøjede han sig imod Ma'lakel og fangede hans håndled, og hvis denne dreng ikke lod sig føre, ville Ahngel trække ham efter sig med en lettere panisk holdning, men med et spændt udtryk og en fortrukket mund der glødede af alvor og tidspres. Han ville, når han kom tæt nok på hylderne bevæge sig om bag Ma'lakel med en lidt for hurtig bevægelse af tre trin.. Han ville skubbe ham ind bag tønderne og forhåbentligt forsegle drengens spørgen ved at sætte en pegefinger foran sine egne læber og tysse uden lyd. Han trådte et skridt tilbage og viftede kort med hånden så Ma'lakel forhåbentligt lod sig vinke bag tønden som gemmested. Skridtene fra Lucifer blev knagende idet han trådte ind over den øvre etage af kælderen og lod sig kort overvære den sovende Lucy. Ahngels tanker galoperede idet han kort skimtede tilbage for at se om Ma'lakel var velgemt for derefter at stirre imod lyset. Lugten af Ma'lakel ville være for oplagt for Lucifer.. hvilket betød der skulle gøres andet. Ahngel havde aldrig villet æde af folk han havde talt med.. specielt ikke hvis de havde underholdt ham eller lignende, og det var sådan set nok grund for Ahngel til at dække over denne dreng der kaldte sig selv for Ma'lakel. Makel? .. Han satte sig på hug foran lyset og bed sig fast i egen tunge inden han stille, dog lettere febrilskt lod sin håndflade nærme sig den og glide ind over flammen. Han begyndte meget rigtigt at hviske derefter. Små ord lige efter hinanden der af en eller anden grund syntes at forhindre flammen i at blive så stor at den ville opæde hele hans krop. Mourir sagde han. Igen og igen. En lille form for besværgelse der ville tænde grundlaget for hans evner som necromancer i fremtiden, men nu blot var et lille trylletrick. Den lille flamme brændte den nederste del af håndfladen rigtigt nok og Ahngels ansigt trak sig sammen i en sviende forfatning. Det gjorde ondt som bare pokker, men smerte var efterhånden noget han kunne overkomme. Han tog atter hånden til sig da lugten af brændt kød havde ladet sig fylde den lille kælder. Ahngel så imod sin hånd med et let fortrydende blik. Hans hånd var praktisk talt krakeleret på det bløde stykke og små klinkelignende stykker af hans hud dryssede let derfra med små glimt imod lysets flamme. Han vendte atter blikket imod trappen da Lucifers skridt syntes at blive nærmere og mere faretruende.
avatar
Ahngel
Master (Rank 21)

Bosted : Officielle bolig: Hans slot, lidt uden for Paris, Frankrig - Midlertidig bopæl: Lejlighed i Terre centrum

Antal indlæg : 3469


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Malakel the Vanquished on Tors 28 okt 2010 - 1:36

Lysende i Ma'lakels øjne brænde stadig i det han så på hans værelseskammerat med en nyfunden varme. Der var ikke noget at være bange for, eller i det mindste ikke mere. Hvis disse vampyrer ikke kunne tåle ild så havde han da et triumf kort. Det havde været sandt det med drømmende, men han havde undladt at fortælle om de andre små 'særheder' han besad. Som når han lavede denne lille kugle af ild der lå nogle få centimeter over hans håndflade. Han forstod ikke hvad det var, for han kunne ikke mærke varmen fra den, men han havde i en tidlig alder lært at andre fandt den varm og modbydelig. Den brændte, ligesom ild men havde farve som himmelen på en skyfri sommerdag. Lyse blå, selvom den slags lyseblå fandt man mere i en krystal. Han lod sine øjne falde ned på stiringlyset endnu engang, for at indtage den rolige atmosfære der velsignede dem begge i nogle få øjeblikke indtil at vampyr drengen pludselig så ud til at opfange noget, som Ma'lakel ikke gjorde. Hans grønne øjne søgte atter Ahngels kønne ansigt, og fulgte det som denne rejste sig med stor hast.
,, Hva-..", skulle han til at spørge inden at der kom et hvæs fra vampyr drengen og Ma'lakel tiede.
Som havde han på en måde opfanget allerede der at der var noget galt. Han fulgte Ahngels bevægelser og fik efterhånden en ide om hvad det var som skulle til at foregå, også selvom han stadig følte sig dehydreret, træt og svimmel. Så da drengen greb fat om hans håndled og prøvede at få ham på benene faldt Ma'lakel først sammen igen, da hans ben gav efter. Et lille klynk kom fra ham ligeså, indtil at han fik sig kæmpet op igen, som var det udelukkende viljestyrke der tillod ham at bevæge sig. Uden at stille spørgsmål kravlede han ind imellem tønderne da de var kommet hen til dem. Den bidende lugt af gammelt alkohol samt træ der rådnede, fik ham dog til at fnyse enkelt gang, bare for at få det værste af lugten væk inden at hans lugtesans vænnede sig til den. Han satte sig først i yderkanten af tønderne, så han kunne se drengen imens at han satte sig foran det lille stiringlys og begyndte at... gøre skade på sig selv?! Ma'lakel skulle til at række en hånd ud imod drengen fra ind imellem tønderne, da han også opfangede det. Fodtrin! Fodtrin der kom tættere og tættere på, startede oppe fra det værelse hvor kvinden havde været, hvorefter det gik nedad. Imod dem?! Panisk kravlede Ma'lakel baglæns indtil at han kom til væggen og stødte ryggen imod den. Hans vejrtrækning hakkende og hæs. Pupillerne udvidet i frygt for at det måske var denne fader som drengen før havde omtalt, eller også var det noget værre?! Noget som selv denne vampyr dreng frygtede? En lille lok af hans brune hår faldt ned over hans venstre øje og nedover næse og mund, imens at han febrilsk prøvede at holde styr på hans hamrende hjerte, og den ujævne vejrtrækning. Det skulle nok gå alt sammen.. det kunne trods alt ikke være ligeså slemt som hvis det var Cedric der kom gående ned af trappen, eller kunne det?

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Ahngel on Lør 30 okt 2010 - 23:42


Lugten var intakt og fyldte stort set hele kælderen for de fintfølende væsener, som vampyrer var, selvom Ma'lakel nok ville havde besvær med at lugte det blandt den stikkende alkohol og træets råd og mug, for ikke at tale om den almindelige fugtighed der var i kælderen fra starten af. Ahngel rynkede kort på næsen og betragtede sin håndflade i en tid, hvor et aflangt arvæv havde dannet sig i form af en mørkegrå sårskorpelignende udkødning. Ahngel bed tænderne sammen og bevægede sin frie hånd hen over såret med en gentil bevægelse inden han vendte blikket skarpt imod trappen, hvor en skikkelse syntes at ses. Ene sort kunne ses fra underdelen af den person der ko mere og mere til syne jo længere denne bevægede sig graciøst ned ad trappen for at sætte sine fødder på kælderens klamme sten. Som Ahngel, lange sorte hoser der gik i et med en lang sort kappe lavet af en sort pelssort, der smygede sig om dennes mærkværdige kropspositur. Han var ufattelig høj og mærkeligt bygget. En umådelig tynd talje, som gik i et med brede skuldre og et ganske bredt brystpart ligeså. Hans hals var bar og en lang ravnesort manke var blevet ført bag om ryggen i en doven sammenføring med en lederem, som ledte det lange hår ned ad ryggen og stoppede ved den øverste del af dennes lænd. De sorte glatte totter sad over hans ansigt de steder hvor de havde været for korte til at samles i remmen bagtil og satte noget sløset over dennes ansigt. En kantet kæbe og et let højt kindben tilhørte dette væsen og blev tydeligt vist idet han trådte ud på gulvet og vendte blikket imod Ahngel. Mandelformede smalle øjne, men med en glødende iris der ikke syntes at have en pupil tilhørende. Et ganske satanisk blik, som end ikke Ahngel kunne overkomme med sine store og forholdsvist feminine øjne. Personen der overvældede drengen var hans fader, som han havde talt om foran Ma'lakel nogle minutter før. Dem omtalte djævel der kaldtes Lucifer og var således den tolvte i den lange række af de stolte og magtfulde alfahanner. Over dennes hals, i højre side, stod bogstaver som en søjle i form af en tatovering eller scarifaction, hvor der med arabiske bogstaver stod: Mort De Sang med en mørkerød gotisk skridt, som smygede sig om den marmorhvide, næsten stenglatte og fejlfrie hud. Et utilfreds udtryk dannedes på dennes ansigt ved synet af sit yngel siddende foran sig.. tilsyneladende skadende sig selv på en ild, som han udtrykkeligt vidste var ond for dem. Lucifer smilede dyster idet han gik et skridt nærmere sit afkom og bukkede sig imod det.
"Det lugter.. dreng.." hvislede han mørkt med en stemme der syntes at hænge i luften omkring dem som et ekko. Selvfølgelig var alt Lucifer sagde udtalt på modersmålet.. Fransk.
Fra kappen udstrakte Lucifer sin højre hånd og lod den bydende føres imod Ahngel, som med store øjne forsøgte at forholde en rebelsk stilhed. Lucifers hænder var lange med markante fingre der syntes at gå i et med en lang sort spids klod, der skulle gøre et alternativ til en menneskes negl. Ahngel så ikke engang på hånden og holdt sit eget brandsår til sig. Lucifers bydende hjælpehånd.. det var for godt til at være sandt. Lucifer rynkede kort på næsen og lod øjnene omkredse den røde farve med et iltert udtryk inden det klarede op. Hans læber parteredes idet han smilte bredt. Ikke kun hjørnetænderne på denne var skarpe, men stort set hele gabet af de ydre tænder udgjorde et rovdyrs modhagere i et ganske ens mønster. Få sekunders ondskabsfuld klukken og et lidt for negativt ladet venligt smil fik Ahngels blik til at fjernes fra hans fader. Lucifer rettede sig da op og holdt endnu hånden imod Ahngel.
"Du beder selv om det, udførende sådanne stupide handlinger, min søn.." Han smilte igen inden hans fingre i en let makaber position hældte sig opad i en viftende bevægelse, og som var det skabt i et spejlbillede, blev Ahngels hånd hevet til ham af en usynlig kraft, tvingende Ahngels arm at strække sig, så han rejste sig op og lade den hvide i Lucifers store håndflade, hvor de lange skrækindjagende fingre lukkedes om dem. Ahngel kom med et kort hvæs inden Lucifer med en ganske ligeglad udstråling vendte Ahngels hånd i sin, så såret vendte imod ham. Et kort knæk fra bevægelsen hørtes i Ahngels håndled, som fik ham til at udsende et kort gip af ubehag.
"Det må fjernes.. er du ikke enig.. 'Ahngel'?" hvislede Lucifer inden han bukkede sig imod Ahngels hånd, som ville han kysse den. Ahngel kiggede vantro på sin fader, da denne handling ofte synes af den healende evne, som vampyrene kunne pågive hinanden. Ahngel sank en klump, men blev instinktivt roligere idet han efterhånden lod sig tro at denne ikke havde bagtanker denne gang... og dog... Lucifers skarpe tænder lukkede sig om sårskorpens kant og, med en opadløftende bevægelse, hev han med tænderne skorpen af med en let rivende lyd, som var Ahngels hud på hånden lavet af stof. Ahngel bed tænderne hårdt sammen og lukkede ligeså øjnene i, da det sved. Lucifer smilede makabert inden han lukkede læberne om den aflange skorpe og indtog den med det blodslimede underlag den havde. Blod piplede frem fra Ahngels håndflade og igen løftede Lucifer Ahngels hånd til sig og lod tungen glide hen over såret. Som gjorde tungen ondt kom et kort smertestøn fra Ahngel, som nu støttede imod gulvet for at få sin hånd til sig. Lucifer, som ingen notits tog af drengens besværligheder, rettede sig op og smilede inden han slap sin søns hånd. Ahngel dumpede tilbbage på gulvet og tog sig til hånden med et sammenbidt udtryk.
"Det lugter bedre.. er du ikke enig?" Hviskede Lucifer og lagde hovedet på skrå med en legende, dog kynisk holdning der overragede hans søn. Ahngel, som i sin position, yndede sig selv at se hen imod Ma'lakel i en vinkel, som Lucifer ikke spottede.. Bare for at se om han endnu var velgemt.
avatar
Ahngel
Master (Rank 21)

Bosted : Officielle bolig: Hans slot, lidt uden for Paris, Frankrig - Midlertidig bopæl: Lejlighed i Terre centrum

Antal indlæg : 3469


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Malakel the Vanquished on Søn 31 okt 2010 - 0:22

Ma'lakel forholdt sig roligt, presset op imod væggen. Næsten som en sten, som var han en del af den gamle kælders bygnings struktur. Og som fandtes han ikke! Men hans vejrtrækninger og den hurtigt bevægende brystkasse, fortalte en anden historie, en anden, meget mere levende historie, om hans tilstedeværelse. Et øjeblik strejfede tanken om at flygte ham: hvis han blot kunne vente til at personen var kommet ned, for derefter at liste sig op af trapperne ligeså! Men hans støvler ville give en frygtelig larm op af dem, og han var slet ikke sikker på hvor meget han kunne presse sin udmattede krop ydeligere inden han ville besvime. Dog blev alle tanker om at flygte slettet fra hans indre tankespind da han hørte et par sko der blev solidt plantet på gulvet, blot nogle meter fra ham. Hans let fraværende blik blev rettet ligeud, imens at de sorte pupiller spandt sig en smule sammen for derefter at udvide sig i frygt. Det var svært at se, for ikke at nævne endnu sværere at lugte, men hans hørelse var ikke skærpet på nogen måde, så han kunne tydeligt høre den rullende tunge, den nye stemme, og det fremmede ordsprog der blev slynget ud i luften. Han forstod det ikke og havde heller ingenting set. Han valgte hurtigt at sætte hænderne op foran ørerende som en refleks han havde lært ved at bo i samme gemak som Cedric. Dog blev presset på dem mere og mere løst og han kunne høre mere og mere af det der foregik. Drengens hvæs fik hans grønne øjne til at lyse svagt i et gulligt skær, som en kats ville gøre i mørket. Og han kunne mærke en ufrivillig trang til at se, til at finde ud af hvad der skete. Nysgerrighed, måske? Eller også noget sadistisk gemt inden i den lille drenge krop der svagt prikkede til ham, og bad ham kravle lidt frem for at tage et smugkig ud igennem tønde sprækken forude. Han stirrede på den i nogle sekunder, hvor han ikke kunne bestemme sig. Det var farligt.. farligt at bevæge sig frem af. Men kunne han virkelig modstå fristelsen og lade være?! Han ville gerne se ham, denne vampyr drengs fader som han før havde omtalt som en djævel.
Han satte først den ene hånds fingerspidser imod det fugtige mug beklædte sten gulv, og så den anden, for derefter stille, så lydløst som han kunne, kravle hen til tønde sprækken endnu engang og lade sine øjne se på den scene der fik hans indre til at isne! En rivende lyd skar igennem hans ører og et gru opvækkende billede blev for evigt gemt i hans erindring.
Hans hjerte hoppede næsten op i halsen på ham, og han glemte et øjeblik at holde vejret. Selvom han kunne mærke hver en del af hans krop skælve i rædsel blev han også fyldt med en sær form for fascination samt rebelsk vrede. Han kunne se drengen kæmpe for at komme væk, samme måde han selv havde prøvet at vride sig løs fra Cedrics kolde hænder. Han kunne ikke se faderens ansigt da denne havde vendt ryggen imod tønderne, men denne Ahngels ansigts udtryk som han faldt imod gulvet, og trak sin blodige hånd til ham fik det til at gøre ondt. Et sted som han ellers aldrig rigtig kunne føle noget fra: i brystet. At være ulykkelig, var noget han kendte til, men ligefrem at føle det fysisk det var en ny og meget overvældende følelse. Som fik han ondt af at se på drengen, som følte han medlidenhed, havde lyst til at kravle ud og forsvare ham, selvom han ikke kendte ham. Selvom en værre skæbne ville overgå ham hvis han kravlede ud. Han ville holde om ham, og bare græde. Han havde for første gang nogensinde lyst til at græde. Ikke engang da hans mor brændte ihjel foran ham, havde han grædt, da havde han knap følt. Men nu, nu ville han knuge monster drengen indtil sig og fortælle at han vidste det, han vidste hvad han måtte føle når ham bare lå der. Uden et ord, bare stilhed, en stilhed man troede kunne redde en, men som alligevel aldrig hjalp.
Som Ahngels røde øjne søgte hans ville denne kunne skimte de lysende katte øjne inde fra tønde sprækken, og noget af en hånd der endnu engang stille rakte ud efter ham, som ville han ud for at hjælpe, men alligevel blev siddende. Med et blik der spurgte: er du okay? Selvom han godt vidste at drengen umuligt kunne være det, sad han og så til som en anden forskræmt kujon, der gerne ville hjælpe men ingenting turde gøre i frygt for egen skæbne.

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Ahngel on Søn 31 okt 2010 - 1:31



Ahngel fik ganske rigtigt øje på Ma'lakel i mørket, men vendte aldrig hovedet helt for at se direkte på ham. Det ville være for åbenlyst for Lucifer, som nu havde bevæget sig hen imod den halmseng, som Ahngel før havde siddet op ad. Han tog med sin højre hånd fat i en lille samling perler der udgjorde kniplingen til pelsen, der udgjorde hans overkrops påklædning. Han tog den af og smed den over sengen med et ligegyldigt udtryk. Han vendte sig kort imod Ahngel igen. Ikke helt, men nok til at hele den modbydelige person kunne ses i profil. Han skævede først til ryggen af sin søn, som endnu ikke så tilbage, men blot stirrede ind i flammen. Lucifer mumlede kort inden han med et vift med hånden igen tog en let kontrol over Ahngels skadede hånd, der slog til lyset og lod det falde på gulvet og gå ud imod den fugtige sten der udgjorde gulvet. Ahngel hev hånden til sig igen og så først da imod Lucifer endnu engang med et hadefuldt blik. Lucifer bredte et smil og stirrede stikkende tilbage på Ahngel, som opgav at lege kylling med blikkene. Han hadede øjenkontakt med Lucifer. Det var altid endt i skrammer og ar, for ikke at tale om sindslige strabadser. Lucifer vendte igen blikket og så imod den sorte pels over sengen.
"Hvis er kreaturet udenfor kirken?" sagde han så i en mørk tone idet de stikkende røde øjne vendtes imod den side, hvor Ahngel befandt sig. Ahngel sank en klump og mærkede langsomt spændingen ophobes i hans brystkasse. Hesten? Den langtrukkede tid der skulle bruges til et svar, fik Lucifer til at rynke på næsen inden han gik hen til Ahngel med lange tunge skridt. Han satte sig på hug foran drengen og kiggede direkte på ham. Ahngel gippede kort og kiggede direkte tilbage, ganske uønsket dog at skulle møde de øjne, der havde det med at hjemsøge ham når hans syn ikke var mere.
"Hvis er det, dreng?" sagde Lucifer da igen og lagde langsomt hovedet på skrå imens hans øjenbryn krummedes. "Har her været nogen?!" Lucifers øjne søgte derefter Ahngels hals, hvor en synkebevægelse kunne skimtes. Igen spredte læberne sig fra hinanden og lod de sylespidse tandrækker vises. Det var ikke svært at se at Lucifers krop ikke var som de normale vampyrer, men havde noget lettere dæmonisk over sig. Deform krop.. mærkelige bevægelser og endnu mærkeligere evner. Det ville dog være svært at forestille sig at denne faretruende vampyr engang havde lignet Ahngel så meget at end ikke en mor kunne adskille dem. De samme kroppe.. næsten. Hvis det ikke var for Lucifers syge misbrug af sine kropsødelæggende evner, ville han være ganske normal af udseende.. Smuk tilogmed. En ren form for skønhed i stedet for den blodbesmittede dominerende udgave han var vokset til. Meget vel ville Ahngel en dag selv ende op ligeså, hvis han altså ikke ville få det stoppet i tide. Dette misbrug.. denne form for lemlæstelse af magierne ville også betyde Lucifers endeligt den dag Ahngel ville træde ind som alfahan i en alder af sytten år. Endnu.. alt for ung.
Ahngel lykkedes endeligt at flytte sit blik fra Lucifers efter en tids kamp om at løsrive sig eller lade ham vide hvad han ville. "Her var et menneske og hans broder for få minutter siden. Den ene brækkede nakken da han faldt af trappens ræling og den anden flygtede med liget ved egen hest." hviskede Ahngel så og lagde langsomt armene om sig selv i en defensiv position. Lucifer himlede kort med øjnene og rettede sig op. Det var en sølle historie, men det var alt Ahngel kunne finde på før det så ud som om han fandt på det. Lucifer rejste sig op og vendte ham ryggen. "I så fald... håber jeg at finde et menneske og et lig ved min næste jagt." mumlede han og sendte et blik tilbage på Ahngel, som syntes at være naglet til gulvet. "Ellers må jeg vel æde fra andet der lige falder mig ved hånden." Lucifers øjne flakkede imod loftet da Lucy udstødte host. Lucifer smilede ondskabsfuldt inden han igen hev pelsen til sig, slog den om sig og gik imod trappen, som han forsvandt op ad. Trinene forsvandt udenfor og Ahngel krummede sig kort sammen med et højt suk, som havde han holdt luften inde i flere minutter. Igen sank han en klump og knejsede nakken imod loftet med et usikkert udtryk. Han bed sig kort i læben inden han igen så ned.. havde ikke Ma'lakel i hovedet i lige dette øjeblik.
avatar
Ahngel
Master (Rank 21)

Bosted : Officielle bolig: Hans slot, lidt uden for Paris, Frankrig - Midlertidig bopæl: Lejlighed i Terre centrum

Antal indlæg : 3469


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Malakel the Vanquished on Søn 31 okt 2010 - 2:41

Ma'lakel blev ved med desperat at forholde sig gemt imellem tønderne, selvom det rev og stak i brystet om at få lov til at storme derud. Han vidste ikke hvad der blev talt om, men alligevel så kunne han næsten mærke på hele atmosfæren at det ikke var godt. Det fik hårene på hans arme til at rejse sig under uldtrøjen, og som han for første gang fik lov til at betragte herren i egen person lod han ligesom drengen en klump synke, og krøb en lille smule tilbage i frygt for det selvsikre, dominerende væsen der var gået over imod sengen. Han stirrede, kunne ikke lade være, som var selve det fuldvoksne væsen hypnotiserende for ham. Han lod de grønne øjne sluge hvor enkel detalje ved denne sært udseende herre, der førte sig frem som ejede han alting. Alt han rørte, så, hørte, lugtede, alting. Men Ma'lakel kunne ikke som altid rynke på næsen af ham, og lade sig selv finde fejl, forbande eller sværger døds eder over denne. Hans hoved, havde ikke rigtig en tanke i sig udover denne sort hårede person, der til trods for drengen var... mærkelig uden at han helt kunne sætte sin finger på hvad. Han vågede dog fra sin trance da denne flyttede sig igen, og satte sig på hug foran drengen, hvor deres øjne mødtes. Igen udvekslede de ord som Ma'lakel ikke forstod men som han et eller andet sted alligevel gjorde. Ordrende gav ikke mening, men krops sproget kunne han så svagt tyde. Som den voksne igen trak sig væk og tog fat om den sorte pels der havde udgjort dennes over beklædning, trak Ma'lakel sig igen lidt væk, og holdt vejret for ikke at lave nogen som helst lyde imens at denne gik op af trappen og forsvandt endnu engang, for at komme tilbage på endnu et spontant tidspunk. Efter at de sidste fodtrin ikke længere kunne nå Ma'lakel's øre trak han igen vejret, og så op ad en stund, imens at han endnu engang vende det mentale billede af manden inde i sit hoved.
... Han var.. smuk..
Gled det igennem hans tanker, inden at der gik en form for sæt i ham, som blev han taget fat i og han kravlede imod tønde sprækken, kun med billedet af drengen i sit hoved. Han skyndte sig derhen for at klemme sig ud igennem sprækken og snuble på vejen hen til vampyr drengen der vel stadig lå på gulvet. Efter at være kommet op og give et lille: 'urgh!', i det han snublede, rande han over til drengen i al hast og faldt svagt på knæ foran ham, hvorefter han bøjede sig ind over ham med hænderne rakt ud imod ham men stadig uden helt at røre ham, som var han bange for hvad der ville ske hvis han gjorde det.
,, är du okay?", spurgte han med et lettere panisk toneleje.

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Ahngel on Tirs 2 nov 2010 - 23:35


Ahngel sad som forstenet og lyttede til det døende ekko af Lucifer der forsvandt ud i natten endnu engang. Ud efter en menneskesøn og hans afdøde broders krop, som ikke fandtes. Ingen af dem fandtes, men det log til at Lucifer havde ladet sin fornuft overgå af hans aldrig tilfredsstillede sult efter menneskeblod og kød. Han var en af de få vampyrer, som Ahngel nogensinde havde set, som fandt menneskets kød som en dyd ligesom blodet. Ahngel nakke bøjede sig en anelse imens han instinktivt slappede mere af i kroppen og lod samtlige nerver spænde sig op og løsne for ubehaget i hans nakke, for ikke at tale om at lade såret i hans håndflade heales langsomt, dog efterladende en vedhængende duft af hans eget blod. Hans opmærksomhed blev fanget af Ma'lakel der tumlede ud fra tønderne og klodset satte sig ved ham. Ahngel bukkede instinktivt hans ansigt lidt mere, så det halvlange sporte hår gled ned over hans ansigt, som ville.. under skjulet være anstrengt og tillukket, med sammenspændte øjne og læber forstrakte under hans sammenbidte kæber. Det sydede i hans baghoved over den manglende forløsning på hans vrede, men han havde lært at når man først havde taget så meget i sig, kunne han ikke slippe lidt ud af gangen. Han nægtede at græde. Var der noget han hadede var det at græde. Det værste var dog at se andre græde... Han kunne ikke holde det ud. Græde var ikke godt og blev det aldrig. Selv havde han før ikke haft erfaring med glædestårer overhovedet. Det havde aldrig kunnet falde ham ind at udladninger der ofte kom fra stor psykisk smerte kunne have en sammenhæng med glæde. Aldrig. Det snørrede.. spændt sig ind i hans nakke, som bundet læder og trak på huden og nerverne der ligeså skreg. En blussende varme løb til hans pande og kinder og farvede dem let røde inden han atter kunne ånde ud og rette blikket op imod Ma'lakel. Hans ansigt var nu koldt. Koldt og falskt, selvom en tydelig bitterrød sørgmodig tone kunne skimtes i de nu matte øjne. Han gav et kort ryk fra sig da han i øjenkrogen så Ma'lakels arme nær hans krop.. bare et kort ryk, som havde han ikke opfanget det før nu og havde egentlig i sinde at flygte fra det inden hans fornuft bad ham lade vær.

"Du kan ikke være her." sagde han så med en hæs tone, som han forholdt stille imens risikoen for at den ville knække, døde hen. Han lod knæene støde mod gulvet, løftede det ene og lod sig rejse op med en kort usikkerhed, der døde hen blot et sekund derfra.
"Kom.. Jeg finder et sted du kan gemme dig." sagde han så og rakte sin hånd imod Ma'lakel. Den sårede hånd godt nok, men på Ahngels holdning i forhold dertil, viste han ingen ubehag i den længere. Den havde allerede ladet væv gendanne og havde allerede det første hudlag over sig. Et sørgmodigt og lidt falskt smil kom fra Ahngel, hvis øjne syntes at have klaret mere op i takt med at den ulidelige spænding i baghovedet var stoppet. Gået i hi for denne gang.
avatar
Ahngel
Master (Rank 21)

Bosted : Officielle bolig: Hans slot, lidt uden for Paris, Frankrig - Midlertidig bopæl: Lejlighed i Terre centrum

Antal indlæg : 3469


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Malakel the Vanquished on Ons 3 nov 2010 - 0:01

Han så på drengen som ville han sige noget, som skulle hans læber til at forme ord og tunge til at udtale dem. Men der kom ikke noget ud fra den lille åbning, og de bløde lysebrune læber lod sig atter forene i en lige steg der ikke udviste megen følelse. Alting lå i øjnene på Ma'lakel som han sad foroverbøjet over drengen der fortsat bare lå foran ham. Der gik et lille sug igennem maven, som tankene faldt på om han var okay. De grønne øjne bevægede sig ned imod dennes hånd næsten øjeblikkeligt, men det var svært at se skaden da hånden jo blev presset ind imod drengens brystkasse. Han rynkede svagt med brynene, og fik et bekymret udtryk et kort øjeblik. Han kunne næsten mærke fingrende der skælvede, som de var ved at lægges på drengens krop. Han ville så gerne sige noget, bare et af de ord han havde tænkt imens at han som stum tilskuer bare havde set på og ikke gjort noget. Ingenting gjort! Hvorfor havde han ikke det! Hvorfor havde han ikke reageret, måske kunne han have gjort noget, stoppet noget, et eller andet! Men han vidste godt at hans tanker var urealistiske, han ville ikke kunne gøre noget. Ingenting faktisk. Han havde jo hverken sit sværd eller et andet våben udover sine næver. Han var god til at slås, men efter at have set hvad drengens fader gjorde syntes den idé at blive dårligere og dårligere.
Der kom endnu et sug i maven som han fik øjenkontakt med drengen, og lagde mærke til det lille spjæt denne kom med ved den nære kontakt Ma'lakel næsten gav ham. Men udtrykket i drengens ansigt var ikke som han havde regnet med, koldt, næsten fjendtligt i Ma'lakels verden. Men så alligevel ikke. Han så til imens at drengen kæmpede sig op på benende, og hørte på de ord der rullede ud af munden på denne.
Men lige som man skulle tro han endnu engang ville være stille og bare gøre som der blev bedt om, rakte han hånden op og greb fat om drengens håndled, inden at håndens fingre lukkede sig om hans eget. Med et ryk, der pludselig havde en over menneskelig styrke, som fandt han pludselig en nyfunden kræft i sine tanker, prøvede han at få drengen ned på knæ igen og hvis det lykkedes ville han se ind i drengens røde øjne, med et alvorligt blik og en stemme der signalerede samme alvor som blikket i de lysende ulve øjne:
,, Men hvad så med dig?? ... Kommer han ikke igen og gør dig fortræd, gør han ikke?"

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Ahngel on Ons 3 nov 2010 - 0:57



Ahngel betragtede stille Ma'lakel med en forholdsvist fattet mine, selvom en masse tanker gik igang og stillede af igen. Rutinetanker. Det samme igen og igen. Han ventede på den lille kontakt ved Ma'lakels håndflade imod hans. Ma'lakel tog fat om Ahngels hånd, hvilket automatisk fik Ahngel til at trække sig tilbage for at hjælpe Ma'lakel op... dog kom der ikke meget opbakning fra Ma'lakels side.. snarere tværdigmod. Ma'lakel trak Ahngel til sig, så Ahngel kavt halvt skvattede bagud da han forsøgt at hive ham til sig. Han dumpede ned foran Ma'lakel igen med et bump fra knæende der stødte imod gulvet. Et ret overrasket ansigtsudtryk var massivt plantet på Ahngels ansigt da han så direkte tilbage på Ma'lakel. Efter få blink og et tomt udtryk i øjnene, hævede det ene øjenbryn sig skæptisk i takt med at Ma'lakel startede med at tale til ham. Ordene sved først og tanken om at se Lucifers ansigt efter at ha ladt ham finde ud af at han havde stukket ham en løgn, var gyseligt... dog kunne han finde på værre ting end hvad der dukkede op i hans hoved for det lille, allerede indspillede scenarie af ham overfor sin høje faderfigur.
Ahngel rynkede kort på næsen og fik et halvirriteret udtryk over sig. "Jeg kan ikke komme udenom det alligevel." sagde han så med et opgivende udtryk, som egentlig var en underdrivelse for hvor skræmmende billeder der dukkede op. Ahngel bøjede da hovedet igen en smule og fokuserede på noget der ikke var til at fange. Han veg vel bare væk fra Ma'lakels blik en stund. Det var begyndte at prikke i øjenkrogene.
"Og.. Det behøver du heller ikke bekymre dig om. Jeg klarer mig." sagde han så og rejste hovedet igen. Han smilte bitter-stolt og nikkede. "Ihvertfald." mumlede han så.. "Det blir ikke bedre af at blive her." sagde han så og lod blikket lysne en smule. Selvom der var et smil, syntes det nu ikke specielt munter, som det havde været før Lucifer havde trådt derned. En stille skramlen fra Lucy brød Ahngels øjenkontakt med Ma'lakel og drage et suk, som havde en storm lige lagt sig.
avatar
Ahngel
Master (Rank 21)

Bosted : Officielle bolig: Hans slot, lidt uden for Paris, Frankrig - Midlertidig bopæl: Lejlighed i Terre centrum

Antal indlæg : 3469


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Malakel the Vanquished on Ons 3 nov 2010 - 1:26

Ma'lakel ser ikke ud til at opfange den lille irritable trækning på Ahngel's næsetip, men opdager dog blikket i de røde øjne meget hurtigt. Som han holder fat om drengens håndled, strammes det en smule, men dog ikke så meget at det ville gøre skade på drengen. Næsten håbefuldt venter han på vampyr drengens ord, forhåbning om at han siger at det gør hans fader ikke igen, løgne, løgne som han ude mærket godt vidste det var. Når de først havde lagt hånd på en én gang, så gjorde de det også igen.. og igen. Med et lettere bedrøvet blik over drengens ord, falder de grønne øjne stille ned imod det kolde sten gulv, hvor små lag strå stadig ligger over de mørke sten. Han trækker svagt et lille stykke af underlæben ind i munden for at bide sig i den, imens han ser ud til at tænke sig om et kort sekund. Han havde lyst til at spørge, lyst til at sige det, men han kendte jo ikke denne dreng. Han vidste ingenting, udover... jou, han kendte ham. Ved Gud og alle hans helligånder så kendte han ham! Måske ikke bevidst men underbevidst! Han kendte følelserne, vreden, alting som han vidste også fór igennem drengen lige så vel som det havde gjort ved ham, alle de gange.. alle de mange gange Cedrics blege hånd havde kørt ned langs hans hals, for derefter at gribe fat om den og stramme grebet!
Han så op igen, ind i drengens øjne med en klar beslutsomhed, rynkede svagt brynende ned imod midten, så han fik små rynker der. Greb fat i drengens anden hånd med sin egen, holdt den der, og lod svagt fingrende flettes ind i Ahngels egne, og sagde så bedende:
,, Kom med mig! ... Min hest er stærk og hurtig.. og jeg kender skoven bedre end den kender sig selv.. hvis vi rejser nu kan vi nå langt væk herfra! Langt nok måske!".

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Ahngel on Ons 3 nov 2010 - 13:55


Ahngels let oplyste ansigt sygnede hen og døde da der ikke kom et svar tilbage. Ikke noget blik der sagde: Ja det er okay! og ikke nogen forsvindende effekt på emnet, som Ahngel helst var foruden. Det var vel også derfor han ofte smilede... i hvert fald til dem han ikke kendte. Han gad ikke tale om det.. for så begyndte det igen at prikke, svige og spænde sig ind som en grov snører. Ahngel lagde igen blikket en smule nedad med et opgivende udtryk. Opgivende var han. Opgivende over at det ikke var ligetil at gå udenom... Ikke med den dreng i hvert fald. De fleste ville holde sig på afstand og lade det ligge.. stoppe med at tænke på det. Da mærkede han Ma'lakels anden hånd snører sig imod hans egne. Ahngel kiggede kort på hænderne, hvor fingrene flettede sig til et regelmæssigt mønster. Han sank diskret en klump og kiggede atter på Ma'lakels bedende, dog beslutsomme ansigt med en tavs mine. Da de første ord blev slynget ud, faldt Ahngels mine hen i en undrende og ret overrasket tone. Flygte? Flygte fra Lucifer. Tanken var helt absurd og havde egentlig en form for mørk komik i sig, da Ahngel egentlig var klar over at det ikke ville være så ligetil.. Et glimt af barnligt håb skinnede dog igennem.. på trods af den syge Lucy der lå på etagen over dem og sov. Lucy ville være alene?.. men.. Lucifer havde aldrig lagt hånd på hende eller skadet hende rent fysisk udover selvfølgelig.. hans æden af hende. Det var nok også kun på grund af hendes blod han holdt hende i live.. Ville Lucy være sikker? Et hav af spørgsmål dukkede op i Ahngels hoved. Hvad nu hvis.. Både fordele og ulemper fandtes ved begge sider. På den ene side.. flygte.. dog højst sandsynligt blive nød til at stå til regnskab for Lucifer før eller siden, men på den anden side ville Lucifers raseri have sit toppunkt når han kom tilbage efter at have fundet ud af sandheden bag sin søns løgn. Ahngel bed sig stille i underlæben imens hans øjne flakkede tænkende rundt og fokuserede på forskellige ting i kælderen. Han så atter på Ma'lakel med et mere afklaret ansigt.
Hans legetøj er i Frankrig. Der er grænser for hvor stor skade han ville kunne påføre...
Ganske rigtigt.. Det værste Lucifer formåede var at begynde at bruge alle hans dimser fra Point Du Lacs kældre. Skulle man straffes.. skulle det være så langt fra Paris som muligt.
Ahngel sukkede med en tavs mine, men sagde først ikke noget, som var det meste af ham egentlig imod det. Et kort instinktivt klem kom fra Ahngels højre hånd idet han slap underlæben med sine øvre tænder.
"Han vil skade dig hvis han finder os." sagde Ahngel så og sendte Ma'lakel et blik osende af alvor. "Jeg ved ikke hvor meget..."
avatar
Ahngel
Master (Rank 21)

Bosted : Officielle bolig: Hans slot, lidt uden for Paris, Frankrig - Midlertidig bopæl: Lejlighed i Terre centrum

Antal indlæg : 3469


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Malakel the Vanquished on Ons 3 nov 2010 - 14:26

Ma'lakel ventede på sit svar, utålmodigt! Måske lidt for utålmodigt, i det hjertet galoperede afsted i brystkassen på den unge dreng vis hensigt med dette nære spørgsmål blot var at befri en han følte havde brug for det. Der ligesom han selv havde brug for at komme væk, at slippe ud af en verden fyldt med lænker, og kældre. Det gøs i ham da billedet af den rådne kælder celle kom frem i hans erindringer. De kolde sten der udgjorde ens vægge, loft, og gulv, der var ikke noget han frygtede mere end at være indspærret. At være i et bur uden at kunne slippe væk, uden at kunne komme fri fra Cedric's hænder, hans øjne, og stemme. Uden at blive begramset, og misbrugt. Han fulgte derfor Ahngel med øjende, i en hver tøvende trækning der kom fra den unge vampyr. Han kunne næsten ikke holde det ud, der var ikke særlig meget at tænke over, uanset hvad kunne man jo ikke bare blive siddende, og lade andre sparke til en! Igen og igen, uden at sige fra, uden at gøre noget ved det!
Hans pupiller klemte sig svagt sammen da drengens øjne mødte hans igen, og hans ord begyndte at sprede sig som gift i Ma'lakels blod årer. Angst, angsten var den største fjende, og Gud havde været vidne til Ma'lakels ræd! Hans frygt for at blive fanget, og se Cedric i øjende, imødekomme hans vrede, og tage den straf som han vidste ville slå ham halvt ihjel. Men selvom at visheden var der, og risikoen lå som et prikkende tæppe over ens hud, så var det en risiko man måtte tage: for friheden!
Han slugte en klump, og så derefter Ahngel ligeså i øjnene:
,, Jeg er ikke bange for døden... Gud vil ikke lade mig slippe ved at gå den i møde... og jeg... jeg vil ikke sige jeg ikke er bange for at det går galt.. men er det ikke det værd.. for friheden?!", de grønne øjne, var rolige selvom at han vidste risikoen, og at han kunne dø, ligeså vel som drengen selv kunne ved at tage med ham. Men han var ikke bange for døden.. det eneste han var ræd for, var et bur.

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Ahngel on Søn 21 nov 2010 - 21:27



Følelserne dundrede ligefrem ud fra Ma'lakel og gav en mærkelig lugt fra sig, som Ahngel med sine unge år indenfor faget, endnu ikke havde lært at tyde. En ting kunne han dog tyde. Det var bittert. Bittert og koldt. Usikkerheden syntes et øjeblik at glide af Ahngels ansigt og en mærkelig form for alvor trådte frem. Et blik der ikke syntes at tilhøre Ahngel i sidste ende.. Det var for dybt og for tankefuldt. For alvorligt til en ung drengs ansigt. Ma'lakels ord var brave af en sort. Uselviske, men desværre fremmede for Ahngel, selvom han så perspektivet. Problemet var blot at han så sjældent havde mødt en med denne holdning.. Lucy havde aldrig udtalt sig på emnet og Rahmielle var ikke til at huske for det. Hendes hykleri.

"Friheden er alt værd.. Sin egen." sagde han så og rettede sig lidt op imens han lod blikket falde til de sammenflettede fingre. Han begyndte stille at bevæge fingrende, bare for et lille tjek på en måde. "Sin egen virkelighed er.." gentog han sig selv og så igen op på Ma'lakel. "Men andres frihed? Er den værd at risikere sin egen sikkerhed for?" sagde han så og lagde hovedet på skrå med en åbenlys tvivl. Ahngel var enebarn. Ahngel havde aldrig haft mulighed for at ofre noget større for en.. eller.. jo, men ikke i denne sammenhæng. Overhovedet ikke i den sammenhæng. Et tørt smil kom fra hans mund inden han atter vendte de røde øjne nedad.
"Desuden.. tror jeg nok at det i sidste ende nok ikke bliver en død man ender med at ofre. Hun sagde at døden var let sluppet." han sænkede stille skuldrene og bed sig let i læben.
Det vil sige... det mente hun jo indtil hun selv tog en smutvej.
avatar
Ahngel
Master (Rank 21)

Bosted : Officielle bolig: Hans slot, lidt uden for Paris, Frankrig - Midlertidig bopæl: Lejlighed i Terre centrum

Antal indlæg : 3469


Tilbage til toppen Go down

Re: Ma'lakel og Ahngel - Asyl

Indlæg by Malakel the Vanquished on Ons 19 jan 2011 - 18:28

Han så på den jævnaldrende dreng. Blikket i dennes øjne var slet ikke til at tage fejl af, det var et blik Ma'lakel kun havde fundet hos voksne. Voksne og folk som var ældre end ham selv, eller havde prøvet meget mere. Måske var det visdom der drev dette genkendelige blik frem, eller også var det fornuft. At kunne være realistisk omkring sine valg, i stedet for bare at løbe ud i dem. Han var selv løbet uden helt at tænke sig om hvad konsekvenserne ville have. Blodet overalt ved alteret, stilheden som guds ærkeengle stirrede direkte ind i hans korrupte sjæl og gav ham dødsdømme han knap turde tænke på.
Men at brænde i skærsilden? Ma'lakel havde aldrig mærket flammernes bid, eller den forbrændte huds svigen. Så hvordan skulle han kunne forestille sig sådan en straf? Når den for ham, ville være ligegyldig!
Han lyttede på drengen som denne talte. Han klemte dennes hånd svagt, da drengen bevægede sine fingre. Han talte om at ofre andre for sin egen frihed. Om ... samvittighed?
Ma'lakel rynkede svagt brynende efter at denne havde talt færdig, og skulle til at åbne munden for at spørge hvem hun var? Men tiden var ikke til det.. ikke mere snak. De måtte skynde sig. Cedric kunne have sendt flere mænd ud for at lede efter ham. Han gav drengen til roligt smil, nærmest for at betrygge ham, imens at dennes hånd fik endnu et klem. Og da rejste Ma'lakel sig op, og med mindre Ahngel fulgte trop ville han trække denne op at stå også:
,, Hvis du vil have sikkerhed skal du grave dig helt ned under jorden, og håbe på at ingen finder dig, for derefter bare at lade dig selv dø... så længe du lever, er du ikke sikker... ", til trods for hans ord smilte han stadig opmuntrende til Ahngel.
,, Døden er nådig... men, et bur er en straf. Hvis man vil være fri må man gøre det selv. Hvis du vil med mig... så må du godt... men hvis ikke, så håber jeg Thor giver dig styrke... og Odin fortsætter med at gør dig vis..".
Derefter ville han tage nogle skridt tilbage imod trappen, og med mindre Ahngel ikke lod hans hånd slippe sit tag, ville han give slip: lade sine solkyssede fingre glide væk fra vampyrens i en sidste nær-kontakt inden han ville vende sig imod trappen. Han tog dog en hånd til siden, og humpede lettere komisk hen imod den. Til trods for hans overmod, var han stadig såret, og måtte derfor anstrenge sig for at gå.

Malakel the Vanquished
Proficient (Rank 17)

Bosted : Nid de la Voix i Frankrig.

Antal indlæg : 1467


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum