Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Statistics
Der er i alt 670 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Demetre

Vores brugere har i alt skrevet 238603 indlæg in 11995 subjects

Bittersweet goodbye - Novelle

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Bittersweet goodbye - Novelle

Indlæg by Ahngel on Tirs 10 aug 2010 - 18:23

Porten var åben og hans naive unge vendinde var allerede på vej for at konfrontere sin forhadte fader. En fader der havde forgrebet sig på hende, ædt af hende og ødelagt hendes sind. Aubrei var dog i en helt anden verden den aften, ligesom personen der for blot få dage siden lod hende gå igennem Port Du Lacs døre og lod hende finde vejen igennem de forpinte rum for at møde den Død som hun kaldte for fader. Skreg fader. Forbandede ham.
...
Hun kunne vel klare sig, kunne hun ikke? Hun klarede sig altid, gjorde hun ikke? Ligemeget hvor ofte hun forsøgte at tage sit liv og ligemeget hvor meget blod hun havde tappet fra sig selv af alene trappen. Ahngel tænkte slet ikke på at gribe ind da, som han havde gjort så mange gange før. Stoppet hende og råbt af hende fordi han nægtede at se sådan på hende. En ynkelig vampyr han var. Vrængede når han så en af de kæres blod over fløjelstæppet. Han skulle ikke ha stoppet hende, men ha lagt sig under såret med åben mund og bedt hende om at snitte såret mere åbent, bare fordi der var for megen luft imellem slurkene af den røde væske. Forbandet være ynkeligt menneskeligt sind. Sådan ville Ahngel dog ikke tænke før hans skæbne ville fuldbyrdes. Da var hans sind stadig forædt og korruptet. Stadig der havde han endnu ikke husket hvad Lucy var dørende af og endnu havde han ikke husket hende, som var den eneste der nogensinde havde været en del af hans liv uden at vide hvad han egentlig var. Asma var langt væk, var hun ikke? Da troede han bare at hun var endnu en af de mange efterfølgere han havde fået sig på skolepladsen. Han havde ikke gennemskuet hvad hun var for ham da. Et ødelagt fragment af en splittet hukommelse.
Dog var intet af det hvad Ahngel fokuserede på nu. Alt han så på var den røde stribe der løb fra den unge blonde kvindes mund idet hun endnu engang hostede med den alt for tørre lyd. Hosten fra et døende menneske. Døende af blegsot og døende af den tid det tog Ahngel at tage tilbage til Point Du Lac.
Lucys slappe hånd lå i Ahngels imens hendes blide brune øjne lå på ham. Hun smilte til ham. Det lille stykke papir mellem deres hænder blev ført imellem Ahngels fingre, som endnu lignede en ung hånd. Hånden fra en blot sekstenårig vampyr.
-Hvorfor fortalte du mig aldrig om det?! Hvorfor sagde du aldrig...!
Ahngels stemme knækkede øver idet han bed tænderne sammen med en umådelig kraft. Allerede som den magre arrede sekstenårrige var han allerede i stand til at lægge ti menneskelige mænd uden at få blod på panden. Lucy jamrede kort over Ahngels tag i hendes hånd.
-Ahngel. Hold op. Det bliver ikke bedre af det...
Ahngel så igen på hende, nærmest brændende af raseri.
-Hvorfor for helved! Hvorfor fortalte du ingen om det! Ikke engang Lucifer?!
Lucy tav og sendte Ahngel et mat, men alvorligt blik.
-Lucifer vidste alt. Han vidste at du ikke ville nå tilbage alligevel. Du ville ikke kunne huske det.
Hun hostede kort inden Ahngel tog en hånd til hovedet. Huske? Hvordan kunne han glemme at hun skulle ha blegsot! Den fordømte kvinde havde aldrig sagt det til ham. Han ville ha husket det!
Ahngels ret så rodede tanker blev frarøvet ham idet Lucy stille kyssede hans fingerspidser. Hun smilede sagte og vente blikket oppå ham. Hun rettede sig med besvær sin magre krop op og flyttede puden fra sig, hvor der lå en lille hvid bog.
-Tag denne med dig. Gør det nu. Du skal ikke gå ned over det her. Det er ikke din skæbne.
Ahngel kiggede åndssvagt på hende med et udtryk der sagde at han kunne snappe ud efter hende hvert øjeblik. Han tog ikke bogen dog, men blottede kort tænder af hende. Lucy sukkede opgivende. Hendes blonde hår krøllede stadig som havde hun været ude i regnen og hendes øjne virkede ligeså heller ikke syge, men hun duftede sådan. Syg og døende. Indelukket og bitter som et støvet loft. Hun var dog smuk. Smuk af en døende kvinde og smuk af et simpelt menneske at være. Bleg, men ikke ligeså bleg som drengen ved hendes side. Hun lagde sig stille ned igen og smilede til Ahngel.
-Jeg ville nu ønske at det ikke var her jeg skulle dø..
Hun hviskede stille hvorefter hun lukkede øjnene for en stund. Ahngels blik blev igen bittert idet han nærmest spyttede ud.
-Tag dig sammen! Du kan ikke dø! Jeg kunne bare gøre dig til-
-Hold op Ahngel. Selvom du ville, kunne du ikke. Dit blod bør ikke bruges til at skabe flere vampyrer.
Ahngel tav og så vredt væk. Mærkede den ubegahelige sammensugning i hans mellemgulv. Følelsen af et savn der allerede ophobede sig, men han nægtede at græde. Nægtede det for alt i verdenen. Han ville ikke gøre hendes død til.. Hun skulle ikke dø grædende. Ahngels øjne lagdes stille på Lucy, hvis øjne stadig ikke var åbne. Hun var dog stadig til stede. Han kunne mærke hende. Hun havde ikke sluttet sig til stemmerne igen. Hendes benede hånd bevægede sig op ad hans brystkasse, hvor han tog fat i den, blot for at holde den imod hans hjerte i en tid. Hendes hånd var så tynd. Alt for tynd.. som en gammel kones. Hun var for ung. Blot de syvogtyve år. Ikke andet. Endnu smuk som var hun ikke ude fra de toppende start-tyvere. Endelig åbnedes hendes mund den smule i et sørgmodigt smil. Fik hende til at se ud som om selve munden ikke havde noget at gøre med den sovende person hun gav sig ud for at være.
-Jeg er bange.. Jeg har tit ønsket det her, men..
Hendes stemme knækkede idet de små sølvtårer begyndte at piple frem. Hun så op på ham derefter med et forvrænget ansigt. Hun var på nippet til at bryde sammen. Sådan en ren frygt i hendes øjne. Den skar sig igennem Ahngel som var det en nål.
-.. jeg ville ønske du ville æde mig i stedet..
Ahngel spærrede øjnene op og strammede sit greb om hendes hånd, hvorefter han lænte sig ned imod hende.
-Hold op.. Lad være med at bede mig om det..
Lucy bed sig i læben og trykkede øjenlågende sammen idet endnu en ladning tårer gled ned over hendes kinder. Hendes øjne åbnedes igen og hun så direkte på Ahngels tomme ansigt. Hendes øjne var klare til trods for de mange tårer.
-Undskyld, Ahngel. Undskyld at jeg lader dig alene..
Ahngel hvæsede indelukket og kiggede skarpt på hende. Hvad fanden tænkte hun dog på? Alene? Hah! Han havde været alene hele sin tid hvor han havde været væk hjemmefra. Han havde været på sin egen hånd og langt væk fra hende og hendes kloge og beskyttende ord. Lucy havde ikke været sammen med ham så længe og så nu.. først nu fortalte hun om hvordan hun ville lade ham alene. Ikke engang i det utal af breve der var blevet ham sendt til skolen. Der havde ikke været en eneste undskyldning eller det mindste ord omkring at lade ham alene.. Hvad troede hun selv? Troede hun på hele ideen om at have hende i sit hjerte.. Det eneste der var i hans hjerte lige for tiden var den irriterende stikkende følelse for hver eneste gang han følte noget der ikke passede ind i Lucifers fordømte tankegang.
Ahngel åbnede kort munden med et strengt udtryk, som ville han til at angribe hende rent verbalt. Han
stoppede dog og betragtede hende tavst. Hun virkede så angrende.. pokker tage menneskenes skyldfølelser.. De smittede så fordømt af på ham. Alt for tit. Han var blevet for blød overfor hende. Hun
havde tæmmet ham fra den første aften da Lucifer for anstigende med hende. Ung og ødelagt af vind af vejr for ikke at tale om de rent psykiske kvaler hun havde sig påtaget. Hun havde aldrig fortalt ham om det. Hun havde aldrig nogensinde villet tale om sine egne følelser. Hun smilede altid blot, viftede med hånden og gjorde folk bevidste på at det ikke var noget specielt.. Eller rettere.. gjorde Ahngel bevidst på det. Lucifer var ligeglad. Det havde han altid været. Han havde aldrig bekymret sig om hendes psykiske velbefindende.. rørte det ikke hendes blod, så var det for ham ikke noget af betydning overhovedet. Han kunne vel skifte sin blodbrud ud, ikke.. som han havde gjordt før. Tanken om Ahngels mor fik ham til at rette sig op igen og drage et suk.
Lucy lagde stille sine tørre hænder imod hans kind og strøg en enkelt sort hårtot væk derfra, for derefter at gøre tilsvarende så det blanke ravnehår ikke gik ind over de røde øjne der så tomt så på hende. Væk i tanker igen, men lod sig lyse op idet hendes lille smil kom frem og lod tårene overskygge, som var hendes øjne sterinlys og tårene skygger som veg væk derfra. Hendes smil havde altid været varmt på sin egen døde måde.
-Selvom jeg nok har været en af de eneste der nogensinde har kaldt dig derved.. vil du så ikke love mig, at du bliver ved med at hedde Ahngel? Lucifer trézieme passer ikke til dig. Du er langt fra som din fader.
Hun lagde blikket lidt imod siden, så det blonde krøllede hår snog sig den smule om den hvidgrå pude og hendes blege ansigt. Ahngel kiggede først måbende på hende. Sikke en irelevant ting at komme op med på den måde. Snakkede hun udenfor sin egen død? Ahngel sænkede skuldrene og trykkede kort den ene hånd af hendes der endnu lå imellem hans fingre og hans håndflade og trykket imod brystkassen. Han førte den op ganske blidt og lagde hendes fingre imod sine kolde læber. Lucy krummede stille fingrene med en kærlig bevægelse om hans egne. Det lille ømme kys fra Ahngel lod sig omforme idet han lod hendes hånd stryge over hans kind.. bare for at have lod til at røre hende på den måde. Han ønskede hendes berøring og også selvom hun ikke selv måtte have kræfterne dertil.. så ville han være hendes styrke. Hendes sværd og hendes skjold.
De varme fingre af hendes lod til endelig at miste sit tag om hans ide hendes kraft for at holde armen oppe også lod sig formindske. Et langvarigt suk kom fra hende idet hendes krop for hende mærkedes ufattelig tung. Åndedrattet var stoppet og nu ventede hun på at det ville tage sit i hendes lunger og hendes hjerte.
-Glem ikke bogen..
Hun hviskede... men selvom det nærmest var lydløst, kunne Ahngels udøde hørelse fange det som talte hun højt og klart imod selve hans øregang. Han slog de røde øjne op og kiggede dirrende på hende.. mærkede hvordan hendes eksistens begyndte at tage flugten.. at blive en del af alle de evigt larmende stemmer. Dem der sang.. og dem der skreg. Dem der enten forblev i smukke toner i evigheden og dem hvis lidelser ikke ville stoppe nogensinde.
Lyset forsvandt langsomt fra de store brune øjne med den ret så lille pupil. Brungrønne, men på samme måde med et gyldent strøg over sig. Den hånd som Ahngel før havde følt imod sit ansigt dumpede ned over hendes gut og lod sig ligge der med urørlige bøjede fingre.. Selv i døden var der intet man kunne sætte en finger på.. man skulle tro hun blot sov, det kønne menneske. Ahngels blik lagde sig ned imod hendes gyldne hår derefter. Et kort øjeblik af interior tavshed og lammelse herskede ham da. Først da han lod hendes anden hånd lægges over den anden, bøjede han sig ned.. lod begge knæene støde imod det røde tæppe under ham, så hans ellers ranke ryg fra før, blev bukket og bukket ned imod hende. Han hvilede sit hoved ved hendes side og kiggede imod hendes tavse profil.. i den vinkel virkede hendes mørke øjenvipper en hel del længere end før.. smukke smilende Lucy. Hvorfor sagde du aldrig noget?
Ahngels hænder imod stoffet der omgav dem krummedes og rev imod det rene fabrikat. For helvede.. FOR HELVEDE!! .. Et voldsomt had begyndte at boble igennem Ahngel, dog endnu med tavse stirrende øjne. En vrede der ophobedes og dannede farver i ham. Dannede i serdeleshed en tynd rød farve, som lod sig koncentrere og mørkedes imod hans nederste øjenlåd, for derefter at glide ned over hans kind og ned på det hvide stof. Tårer af blod. Saltet blod eller rød korrupt saltvand. Ikke engang i hendes fysiske nærvær var det muligt at tage afstand for den røde væske.
Minutterne gik.. De gik langt og jo flere sekunder der gik, jo mindre blev den tavse tårestrøm imod det kolde ansigt. Ikke engang en vrængelse af indetrykt smerte derfra. Ikke engang en nedadvendt mund. Blot et stenansigt, hvor blodet løb ud af revnerne som et ødelagt potteskår. Lucy... Lucy var død. Hun var der ikke mere. Hun lå ikke længere og ventede på sofaen. Hun sad ikke længere på balkonen og foldede fugle i papir. Hun smilede ikke mere.
Den sidste smertefulde følelse gled ned over de misfarvede kinder og Ahngel rejste sig med en stiv bevægelse. Han kunne ikke blive der. Han havde noget at gøre. Han havde en der ventede på ham i dybet. Bogen.. den hvide bog havde han allerede glemt og den ville fortsat være glemt indtil de kommende år efter hendes død. Hans sidste år inden hans omvending ville det være. da ville han sætte sig opgivende på den kolde sengekant og mærke en fast genstand bag puden imod sit baghoved. Da ville han tage bogen frem og læse dens ord. Læse hvad hun havde skrevet ned. En dagbog ville han finde, men en dagbog hvor han ikke fandt sit eget eller Lucifers navn i. Han fandt dyr derimod. Han fandt en ravn og en kat.. Han fandt begreber han endnu ikke kendte og nogle han havde hørt før. Han fandt sidst i bogen et navn som pirrede imod hans hukommelse. Et, som før i bogen bare var beskrevet som 'A' .. Navnet tilhørte en af hans kendinge. Det tilhørte en der længe havde gået forbi hans næse uden at han havde fundet ud af hele sammenhængen...
avatar
Ahngel
Master (Rank 21)

Bosted : Officielle bolig: Hans slot, lidt uden for Paris, Frankrig - Midlertidig bopæl: Lejlighed i Terre centrum

Antal indlæg : 3469


Tilbage til toppen Go down

Re: Bittersweet goodbye - Novelle

Indlæg by Gæst on Tirs 10 aug 2010 - 19:22

Så smukt... og alligevel så trist. :'(
Mega godt skrevet, blev helt rørt af det.. *tommel op* :D

Don't dare to say more...

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Bittersweet goodbye - Novelle

Indlæg by Gæst on Tirs 10 aug 2010 - 20:21

Oh My.. shit den er jo.. jeg begyndte at græde.. kan ligeså godt sige at den rørte mig virkelig meget. Har du nogensinde overvejet at blive forfatter eller noget ?

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Bittersweet goodbye - Novelle

Indlæg by Ahngel on Ons 11 aug 2010 - 15:57

Rørte den jer? O___o .. Jeg sad sådan lidt: Damn! Jeg har skrevet en kliché..
Jeg er glad for at i kunne lide den ^^
avatar
Ahngel
Master (Rank 21)

Bosted : Officielle bolig: Hans slot, lidt uden for Paris, Frankrig - Midlertidig bopæl: Lejlighed i Terre centrum

Antal indlæg : 3469


Tilbage til toppen Go down

Re: Bittersweet goodbye - Novelle

Indlæg by Gæst on Ons 11 aug 2010 - 17:13

haha XD altså det kunne have været bedre måske - men jeg kunne ikke have skrevte det bedre :p

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Bittersweet goodbye - Novelle

Indlæg by Gæst on Ons 11 aug 2010 - 17:22

Jeg elsker den, som den er... ^^

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Bittersweet goodbye - Novelle

Indlæg by Gæst on Ons 11 aug 2010 - 17:26

Jeg vil prøve iKKE at flippe ud men... OMFG ... Det kunne bare ikke blive bedre.. >__> *Stirre på Kitty* Vær´ gang jeg læser et eller andet om Lucy... for mit hjerte bare et slag.. *snøft*
Super gået drengen-bag-skærmen ^^

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Bittersweet goodbye - Novelle

Indlæg by Ahngel on Ons 11 aug 2010 - 18:04

Danke ^^ Hehe..
avatar
Ahngel
Master (Rank 21)

Bosted : Officielle bolig: Hans slot, lidt uden for Paris, Frankrig - Midlertidig bopæl: Lejlighed i Terre centrum

Antal indlæg : 3469


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum