Plot ⤋

Vi befinder os i en fiktiv by, kaldet Di Morga, som er beliggen i Frankrig. Dette sted, vrimler med forskellige væsner, hvis eksistens er ukendt for den omgivende verden, der ikke er klar over de mange racer der befinder sig i verdenen udover nogle typiske mere kendte: Vampyrer og Varulve. I denne by lever de forskellige væsner side om side med hinanden. Dette resulterer i forskellige slag imellem disse, som ofte leder til et større tumult i byen. Tidsperioden er i vor nutid, placeret i Frankrig.

Latest topics
» Hate the Nightmares [Manda]
Yesterday at 17:59 by Manda

» Careful, I bite [Emnesøgning]
Yesterday at 17:27 by Manda

» Sorry to disturbe Mr. Tallon [Nicholas]
Yesterday at 16:40 by Amy Sophia Scott

» Face Claim
Yesterday at 13:54 by Nadia

» Earning a Living [Angelie]
Yesterday at 12:10 by Angelie

» Death is only another step (Nessa)
Yesterday at 0:49 by DuChance

» Oh ..f*** - [DuChance]
Yesterday at 0:21 by DuChance

» Varulveflok [PLOT]
Ons 20 jun 2018 - 22:54 by Sapphira Dunham

» Oh hi there ~ Manda
Ons 20 jun 2018 - 16:18 by Manda

» Should I give it a try?? - Desire
Ons 20 jun 2018 - 16:11 by Manda

Nyheder

Siden har fået sig et nyt layout, som følge til at gøre siden mere personificeret, og overskuelig. Check Her hvilke områder det pårører, og hvilke ændringer der er tale omkring.

Siden er endnu ikke færdig, der vil derfor foregå ændringer løbende. Hvis man har ønsker er man velkommen til at kontakte Admin på PM

Statistics
Der er i alt 535 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Nadia

Vores brugere har i alt skrevet 252185 indlæg in 12747 subjects

What comes up must go down // Jeb's

Side 2 af 2 Previous  1, 2

Go down

Re: What comes up must go down // Jeb's

Indlæg by Jebediah on Tors 22 feb 2018 - 15:07

Mi’serable kiggede op, da Angelie kom over ved hendes side, og smilede varmt op til Elveren. Da hun blev knuget ind til den andens side, sukkede hun stille, og lænede sig villigt imod den anden kvinde, efter at have revet kniven fra dens plads. Hun pressede sig selv en anelse imod Angelie med smerten, da det ikke just var en behagelig en af slagsen. Normalt gjorde smerte hende ikke det store, var nærmere en velkommen følelse, men ikke når hun var drænnet, som hun var nu. Følelsen af ikke at have spist alt for længe, var allerede igang med at vokse i hende, og Angelie var begyndt at lugte endnu bedre end hun plejede. Det var dog ikke noget problem at bekæmpe denne følelse, da hun trods alt levede med den mere ofte end de fleste Vampyre gjorde, men den var der stadig. Tanken om, at lade hendes tænder synke i Angelie’s hals, og smage på hendes livskraft. Den havde været der før, men i lidt mindre… Desperate, og mere legende omstændigheder.
Angelie’s forklaring, fik Mi’serable til at klukke ganske kort, og ryste på hovedet, inden det faldt ned på Angelie’s skulder. Så, da takket kom, gled de matte rød eøjne op imod Angelie, og hun smilede varmt.
“Det, skal du ikke takke for, smukke. Tror også du gav lidt igen, den ene gang? Var lidt svært at ligge mærke til, når jeg kontrollere. Men er ret sikker på, at jeg stirrede ned i kornet på det satans våben, den ene gang, før du rev det væk.” Svarede hun, smilende, som hun nævnte at det var gået begge veje. Og havde Angelie haft muligheden, ville hun også have reddet Mi’serable flere gange, det var hun slet ikke i tvivl om.

Da Signet kom frem, og Mi’serable snakkede med ham, satte hun sig en anelse op, men uden at rykke sig væk fra Mi’serable. Da Angelie rejste sig, kompenserede hun med sin raske arm igen, og tog ikke øjnene fra Signet. Signet, til gengæld, tog et par skridt væk, afvigende fra Angelie’s gang, tydeligvis ikke interesseret i at starte noget. Mest af alt interesseret i, at komme så langt væk fra de to kvinder, som muligt. Hans grå øjne betragtede ganske kort pisken, med en grimasse, der kun kunne skabes af en blanding af foragt, og respekt. Endnu en grund til, at han ville væk. At se på et våben, der netop havde revet ham i stykker, flere gange, var ikke synderligt tilfredsstillende.
Da Angelie kom tilbage ved Mi’serables side, lænede Nosferatuen sig forsigtigt op af Elveren, tydeligvis for træt til rigtig at tage sig af sig selv, hvis hun havde en mulighed for andres støtte. Hun bar ingen skam, over at læne sig op af andre.

Angelie havde gjort det tydeligt, at hun ikke var interesseret i at indføre et ord, og Signet bukkede et dybt farvel. Da han vendte sig om for at gå, kom han dog på en tanke, og rakte ned i sin lomme, imens han vendte sig om. Op af hans lomme, løftede han Krystallen Jebediah havde efterladt sig, og holdt den op imellem højre hånds pegefinger, og tommeltot, for kvinderne.
“Den her, er det kun mig der vil være i besiddelse af. Den vil min bror aldrig have. Hvis I ser mig igen, og jeg kan fremvise den, så ved I, at det er mig. Og på trods af at I ikke tror det, så vil jeg -jer- kun det bedste. I betød tydeligvis noget for Jebediah, så det gør I også for mig nu.” Tilføjede han, inden han lagde Krystallens ene spids imod hans håndflade, før den sank ind i huden på ham, med et mørkt, lilla omrids, for så at forsvinde ind i hans hånd.
“Må jeres vej, bære godt med sig.” Han nikkede endnu et kort farvel, inden hans krop forsvandt i en tyk røg sky, som så tyndede ud, og fløj imod døren, og ud i natten.

Mi’serable havde set en anelse overrasket ud, over Signet’s tilføjelse, og rejste kort et øjenbryn, inden hun gav et stille fnys fra sig.
“Hmh.. Virkede ligefrem sandt… Måske han ikke er så slem, som han ellers virkede til.” Brummede hun stille, mest af alt til sig selv, inden hun kiggede op på Angelie, og lod hende hjælpe hende op. Et lavt hvæs af smerte kom fra Mi’serable, og hun holdt sig kort til armen, imens hendes ben vaklede en anelse under hende. Hun rystede hastigt på hovedet et par gange, inden hun klukkende gik imod den nærmeste væg.
“Nej.. Nej… Det. Orker jeg simpelthen ikke, lige nu.” Klukkede hun af sig selv. Hvis ikke Angelie hjalp hende, på vej over imod vægen, ville hun gå en anelse skævt, og vakelvårent, og også, stort set, falde op af vægen. Hun satte sig med ryggen op af denne, og kiggede på Angelie, da det var tydeligt, at hun havde haft noget at sige til hende. Hun nikkede en enkelt gang, for at åbne op for hvad end det var hun ville sige. Hendes sårede arm faldt ned langs hendes side, og den raske lagde sig i hendes skød. Hun sad med hendes ben trukket op imod sig, og til siden, og hendes øjne voksede en anelse ved Angelie’s ord, og hun sank en klump i stilhed. Først, virkede hun en anelse trist over hendes valg, men det tog ikke lang tid, før et smil voksede over hendes læber, da Angelie kyssede hendes kind. Hun nikkede kort på hovedet et par gange, nu med blikket imod jorden.
“Godt.. Godt, for dig. Angie.” Sagde hun så endelig, og lod blikket glide op på kvinden igen, stadig med let slørede øjne. “Også bedst, ikke at fortælle mig hvor hen. Også selvom. Det gør lidt ondt. Men.. Måske, jeg kan få dig til, at give mig en lille ting, inden du går?” Spurgte hun, med et lidt overdramatiseret tiggende blik.
“Sid med mig, imens jeg venter på min Blodbank? Jeg kommer ingen vegne, før jeg har fået et par dråber, at gå på. Og.. Ville hade, at side her, alene.” Bad hun, med et kort kluk. Hun lukkede ganske kort hendes øjne, inden de åbnede igen, og en sort hinde var gledet over, og havde gemt den ellers kaotiske øjne bag sig. Det var mærkeligt, at se hendes øjne i en simpel, enestående farve, da de ellers var en kamp mellem flere farver. Hendes blik gled over bag Angelie, og hun sad sådan i et par sekunder, uden at sige noget, men hendes læber bevægede sig en anelse. De snakkede dog ikke Fransk, men et fremmedsprog.
Kort efter, lukkede hun øjnene igen, og kiggede så op på Angelie igen. Skulle Angelie acceptere at blive, og sætte sig i nærheden af Vampyren igen, ville Mi’serables krop næsten falde over Angelie’s, med en lav fnisen, og hun ville ligge sit hoved på Elverens skød, med endnu et trættende suk.

avatar
Jebediah
Novice (Rank 3)

Bosted : Intet

Antal indlæg : 20


Tilbage til toppen Go down

Re: What comes up must go down // Jeb's

Indlæg by Angelie on Søn 25 feb 2018 - 19:45

Angelie knugede let Mi’serable ind til sig, som hun smilede for sig selv ved hendes kommentar. Hun havde ret. Angelie havde reddet hende fra den kugle, men samtidig var hun selv blevet reddet fra et par stykker. De var vel lige gode om det når det kom til stykket.
Stadig var det mindste hun kunne gøre at takke hende. Hun skyldte sit liv på flere måder til den satans forførende vampyr, og gang på gang blev hun forbavset over, hvor glad hun var for at stå på den gode side. Hun var sikker på, at hun aldrig ønskede at skulle stå for skud for denne kvindes vrede.
Efter at have hentet sit våben, lagde hun endnu engang sine arme beskyttende om Mi’serable, så hun kunne holde vampyrens vægt med sin egen, inden hun ventede på at Signet ville sige sit farvel.
Hun så til som han stoppede i sin gang, for at fremvise glasstykket. Hun lyttede til hans ord, og hun ville huske dem for nu, men hun håbede at hun ikke skulle krydse veje med denne djævel igen. Det var forvirrende at vide der var to af slagsen, og selvom denne Signet ikke havde gjort noget for at fortjene hendes vrede, så kunne hun ikke lade være med at hade ham alligevel, fordi han var en gengivelse af den person, der havde truet hende, og taget Jebediah fra hende nu også.

Ved Mi’serables kommentar, fnøs hun en anelse. Man skulle tro, at kvinden havde været i hendes hoved lige forinden. Angelies blik vendte sig ned imod hende, inden hun rynkede ganske svagt på næsen. Han virkede sandfærdig, næsten på grænsen til venlighed, men der var bare noget over ham, som hun ikke brød sig om.
Som hun forsøgte at hjælpe Mi’serable op, opdagede hun hurtigt, at kvinden ikke var i stand til at tage nogen steder i dette øjeblik. I stedet hjalp hun hende støttende over til væggen, tålmodigt, inden hun lod hende glide ned i den siddende position.
Hun blev selv stående kort, som hun fik sagt hvad hun ønskede. Hun så glimtet af tristhed i Mi’serables blik, inden hun blev smittet af det store smil, der trådte frem i stedet. Hun knælede ned, for selv at vende ryggen imod muren, med det ene ben strakt fladt ud, og det andet bøjet. Hun nikkede forstående til, at det var bedre ikke at nævne noget om hvor. Hun ville heller ikke kunne det, selv hvis hun ønskede at vide det.
”Selvfølgelig” svarede hun på den sidste bøn, inden hun lod den ene arm glide ind bag Mi’serables nakke endnu engang, for så at trække den til sig igen. Så hun ventede på blod. Hun måtte himle lettere opgivende med øjnene over vampyren, inden Angelie rakte ned i støvlen, for at fremtrylle den samme kniv, som hun havde skåret halsen over med. Hun lagde den imod hendes håndled, inden hun trak den tværs over. Hendes læber spændte sig, som et skarpt hvæs kom fra af hendes læber.
Blodet flød fra det nu åbne snit, som hun bydende rakte det frem imod Mi’serable. ”Drik!” beordrede hun, og nægtede at tage nej som et svar. Det var det mindste hun kunne tilbyde hende, og hun vidste at Mi’serable ikke var typen der mistede sin selvkontrol. Der var altid en mulighed, men hun stolede mere på denne, end hun havde gjort på mange andre førhen.

Hun mærkede kroppen, der faldt ind over hende, og Angelies frie hånd, begyndte fraværende at stryge igennem Mi’serables hår, som hun ventede på at denne ville tage imod hendes tilbud om maden fra hende.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: What comes up must go down // Jeb's

Indlæg by Jebediah on Søn 25 feb 2018 - 21:06

Mi’serable tog imod Angelie’s støtte, med et varmt, taknemmeligt smil, og var faldet om op af væggen med det samme, dog mindre anstrengt suk. Det var tydeligt på kvinden, hvor anstrengende kampen havde været for hende, og Angelie så hende i et meget sjældent lys. Den trætte, Mi’serable. Kvinden var normalt fuldt med energi, og aldrig til at slå ud af hendes element. Men nu, var hun træt. Som et menneske, der ikke havde sovet, og spist, i flere dage.
Det var også en svag Mi’serable, der var til syne. En kvinde, der tilsyneladende ikke havde noget imod, at den anden i lokalet, vidste hvor sårbar hun var, i dette øjeblik. De der havde set Vampyre, når de var udsultet, så oftest desperate folk, der ville gøre alt for en dråbe blod. Det var ubehageligt for de udødelige, at være sårbare, så adrenalinen slog ind. Selv i de døde. Men Mi’serable, i dette øjeblik, var anderledes. Hun gjorde intet forsøg, på at skjule hendes sårbarhed, men lod sig selv falde i Angelie’s skød. Fuldstændigt, under Elverens finger, skulle denne have mørke tanker. Om Angelie opdagede dette, eller ej, var det nok den største udvisning af tiltro, nogen kunne give. At lægge sig i en andens hænder.

Hendes blik, dog en anelse fjernt, fulgte Angelie’s hånd, da hun rakte ned efter hendes kniv. Frem for frygt, eller mistro, var der forvirring og mangel på forståelse i hendes blik. Hun kiggede spørgende op på Angelie, inden duften ramte hendes næse. Det var ikke, da kniven ramte Angelie’s håndled, og lod blodet flyde. Det var da hendes tanker, indså hvad Angelie havde gang i. Det var som om hendes ældste, og bedst skjulte instinkt slog ind. Lysten, og behovet for blod. Hun havde ikke været udsultet i mange, mange år, og havde stort set glemt følelsen, men hun huskede den nu. Instinktet var gået ind, og fik hende til at reagere. Hun ville nok ikke kunne afslå et tilbud om blod nu, selv hvis hun virkelig ønskede det.
De kaotiske øjne dansede i en blodig rød farve, som hun trak sin underlæbe, ind imellem hendes tænder og bed blidt imod den. Hun trak vejret, dog ikke livsnødvendigt, men for at lugte blodet mere intenst, da bladet havde ladet Angelie’s blod flyde. Mi’serable sank en klump, med blikket imod håndledet, da det blev tilbudt hende. Et gys gled visuelt igennem hendes krop, og hun sukkede dybt, som hendes øjne gled op på Angelie’s. Hendes læber skar et lumskt smil, og hendes ene øjnbryn vinkede en enkelt gang.
“Af en.. Der ellers er så genert, ved du virkeligt, hvordan man pirre en kvinde…” Svarede hun, drilskt, inden øjnene gled tilbage imod håndledet.
Hun rejste langsomt sine hænder, for blidt at gribe om Angelie’s håndled. Hun drejede sin krop en anelse, så hun blidt kunne trække såret ned foran sine læber, uden at Angelie skulle have armen i en ubehagelig, eller mærkelig stilling. Hun trak langsomt håndledet de sidste centimeter til hendes læber, og lod dem kysse håndledet. Kontrollen over hendes blod lyst, blev styret professionelt. Det var ikke første gang, hun skulle drikke fra nogen, med denne lyst bankene igennem blodet på hende.
Kysset var blidt, og kort, og det sekund blodet ramte hendes læber, trak hun benene en anelse op imod sig selv, med et lavt støn. Læberne åbnede sig så op, og lagde sig videre om håndledet, så hun kunne begyndte at trække blodet til sig. Hendes øjne himlede en anelse, inden de lukkedes helt i, med endnu et lavt støn, da Angelie ville kunne mærke Vampyrens tænder blidt lægge sig imod hendes hud. De bed ikke til, men lå der bare.
Der gik dog ikke længe, før en lyd kom fra Mi’serable, der næsten kunne tyde lidt som en lille undskyldning, inden to små prik kunne mærkes på Elverens håndled. De to hug tænder, voksede sig langsomt ud, og sank sig ned i den ene side af hendes håndled, og hun ville kunne mærke blodet strømme en anelse hurtigere. Hun ville dog også mærke, det euforiserende stof, der blev givet tilbage. Det var meget normalt, at Vampyres bid, gav et eller andet tilbage, når det tog blod. Mest normalt, var det bedøvende. Ved nogen, var det lammende, som Vladimir. Men ved Mi’serable, var det en velsignelse. Angelie ville mærke en varme vokse op i kroppen, som om der ikke var ved at ske noget dårligt, ved hendes håndled. Som om der ikke sad en ile, på hendes arm, der var igang med at suge livet ud af hende. Det euforiserende ved stoffet, fjernede også den, ellers trættende fornemmelse, der kom af at få tappet blod. I stedet, ville hun føle sig frisk, og klar, til hvad end hun havde i tankerne som det næste hun skulle. I hendes tilfælde, endelig videre med hendes liv. Men varmen, kom med en bi-effekt. Varmen, var ikke unaturlig, men opstod af lyst. Ikke helt den samme lyst, som konstant brændte i Mi’serable, men lysten til et andet menneskes nærvær, og begær. Lysten var brændende, dog ikke blændende, men den var der, som den altid var, bare en del mere koncentreret.

Mi’serable tog ikke meget, men bibeholdt hendes kontrol, og trak sig endelig fra Angelie’s håndled, med et lavt suk. Hendes krop skælvede en anelse igen, som hendes øjne himlede, og hun trak sin underlæbe imellem tænderne igen. Denne gang, bed hun et lille hul i læben, så hendes eget blod kom en anelse frem, og hun lagde endnu et kys på Angelie’s håndled, inden hun slap. Inden Angelie fik hånden op, for at kunne se ‘såret’, ville såret være væk, og i stedet erstattet af to små prikker, der hvor tænderne har været.
Mi’serable sank en klump i stilhed, og drejede sig endelig for at kigge op på Angelie. Hendes læber smilede stort over hendes ansigt, og energien var tilsyneladende tilbage. Hun sagde først intet, men stirrede bare op, med et blik der udviste hendes taknemmelighed. Efter et kort stykke tid, begyndte hun dog endelig at bevæge sig på sig, for at sætte sig op, og rykke over, i Angelie’s skød. Her lagde hun begge arme om halsen på Angelie, og trak hende ind til sig, med et lavt suk.
”Tak.. Angelie. Ikke bare for dette, men.. Også for at være en god ven. Venner er ikke svært, for en som mig, som kan tvinge folk til at være venner med mig. Men venner som dig.. De, er en del svære at finde.” Takkede hun, med en brændende ærlighed i stemmen, og et lavt suk. Hun lagde et blidt kys på Angelie’s kind, før hun lænede sig en anelse tilbage, og skar en kort grimasse.
“Og… Sorry, at jeg bed, men.. Tænkte det var bedre sådan. Kan ikke have, at du starter din rejse ud, med at være træt af blodmangel. Din krop vil have dannet sig nyt blod, inden nogen træthed grundet mangel opstår. Men.. Eh. Tænker, at du nok også kan mærke bi-effekten.” Det sidste, tilføjede hun med et drilskt smil, og en lettere ondskabsfuld latter.
avatar
Jebediah
Novice (Rank 3)

Bosted : Intet

Antal indlæg : 20


Tilbage til toppen Go down

Re: What comes up must go down // Jeb's

Indlæg by Angelie on Søn 25 feb 2018 - 23:07

Angelie havde haft en fornemmelse af at Mi’serable ville have affejet hendes tilbud, hvis hun bare havde sagt det. Med denne gestus, håbede hun på, at duften og smagen ville lokke nok til at hun ville acceptere det. Hun ville hellere være lettere afkræftet, end lade Mi’serable være helt uden. Det tog hårdt på kroppen, vampyr eller ej, at bruge så mørke magier, som denne besad. Det vidste hun, og kunne hun hjælpe, ja så gjorde hun det.

Et ganske kort øjeblik fornemmede hun hvordan øjnene på Mi ændrede sig svagt over i det røde kaos, som denne bed imod sin underlæbe. Angelie ventede tålmodigt, og smilede accepterende, da hun mærkede hvordan øjnene fikserede sig imod hendes åbne hud. Da Mi kiggede op på hende, nikkede Angelie en enkelt gang, inden hun hørte stemmen.
”Mi’serable!” udbrød hun en anelse chokeret, som hun gispede let over kvindens kommentar, inden hun sukkede dybt, ufattelig opgivende, som hun mærkede hænderne imod hendes hud. Hun gøs ganske svagt, spændt, velvidende at en sådan oplevelse enten kunne ende ud i at være den mest euforiserende oplevelse eller værste smerte, alt efter hvad vampyren ønskede.
Hendes arm fulgte med Mi’s bevægelser, som hun lænede hovedet tilbage imod væggen, for derefter at lukke øjnene ventende på hvad der snart ville komme. Hun mærkede læberne kysse imod hendes blege hud, inden hun fniste ganske lavt, mest for sig selv, for derefter at mærke hvordan blodstrømmen langsomt begyndte at løbe ud af hendes sår. Den tvungne ændring i cirkulationen frembragte et ubehag i hendes krop, som om noget unaturligt var i færd med at ske, men hun lod sig ikke mærke af det. Hun mærkede tænderne imod sin hud, lokkende med deres stof i sig.
Klynket lød og Angelie mærkede den skarpe smerte i håndleddet, som tænderne sank ned igennem hendes hud. Hendes ryg svajede hastigt, dog uden at trække armen til sig. Øjnene klemte sig kortvarigt sammen, inden hun blev overvældet af følelsen af varme. Smerten blev erstattet med en lettere kildende fornemmelse, der bevægede sig lige under huden på hende.
Hun trak vejret ind dybt, som hendes fingre havde stoppet med at lege med Mi’s hår, imens denne spiste fra hende. Hun smilede for sig selv, et bredt og muntert tandsmil, som et menneske på heroin, inden hun stønnede svagt ved følelsen af Mi’s læber imod hendes hud, selvom det var så simpelt et sted som håndleddet.
Lysten til kvinden var der bestemt, også selvom det ikke var en tanke Angelie normalt ville have fået. Det havde nok mest været fordi lejligheden aldrig rigtig havde været der, og hun havde været i et fast forhold. Man kunne sige meget om hende, men hun var loyal.. var. Hun havde brudt alle reglerne tidligere den aften, så hvorfor stoppe?
Hun vidste godt hvorfor, men begæret til at være sammen med Mi var næsten rivende i hendes indre. Det var ikke en mulighed, og så enkelt var det. Hendes indre var allerede splittet og hun frygtede at hvis hun tilføjede endnu en detalje, så ville det ende galt. Hun ville miste sig selv på vejen.

Som læberne slap grebet om hendes hud, åbnede Angelie langsomt øjnene. Hendes blik gled ned imod Mi, som denne endnu engang kyssede hendes håndled, inden grebet forsvandt om det. Hun behøvede ikke kigge på hendes håndled for at vide, at såret allerede var væk. Hun havde set kvinden kæmpe en kamp med netop den evne ved sig selv, og hun kunne ikke lade være med at fnise let ved tanken.
Hendes hoved dinglede ganske svagt, imens det brede smil stadig var på hendes ansigt. Dog gik der ikke længe, før hun vendte blikket ned imod Mi, da hun mærkede hende bevæge sit hoved i hendes skød. Angelie kunne se forandringen med det samme, og hun kunne ikke lade være med at fnise igen, nu hvor den livlige Mi var vendt tilbage til hende.
Hun bevægede sig ikke, da Mi kravlede op i skødet på hende, men mærkede i stedet armene falde om nakken på hende, inden hun lod sig blive krammet ind imod Mi. Hun lagde selv armene omkring livet på hende, som hendes hage hvilede imod Mi’s skulder. Hun nikkede let ved hendes ord, og kunne kun være lige så taknemlig for det samme. Hvem ville have vidst, at de to ville gå hen og faktisk være venner og ikke bare allierede.
Hun mærkede Mi’s læber imod hendes kind. En svaglig rød farve dukkede op på stedet, som hun forklarede sin årsag til at bide hende. Det havde ikke gjort noget, hun havde vel egentlig forventet at det ville ske. Det var ved benævnelsen af bi effekten, at Angelie trak sig væk, for så at kigge ind i Mi’s øjne.
”Jeg.. mærkede den” indrømmede hun inden ansigtet skar ud i en skæv grimasse, som den ondskabsfulde latter rungede. Hun rystede på hovedet, for at tvinge den ud af sit sind, hvor den ekkoede videre, inden hun overvejede at daske Mi blidt. ”Du kunne godt have advaret mig” peb hun derefter, som hun strammede læberne imod hinanden, og forsøgte at skule op imod hende.

Hun ventede en anelse mere, inden hun langsomt ville rømme på sig. De var begge healet nu, og havde vel ingen grund til at blive hængende længere. Hun havde en lang rejse foran sig, og Mi havde formegentlig også noget hun skulle rapportere tilbage. Alligevel ønskede hun ikke at skulle rejse allerede. Men blev hun hængende, ville hun blive ved med at udskyde det, gang på gang, og aldrig holde det løfte hun havde lovet.
”Jeg vil savne dig, Mi” hviskede hun brødebetynget, som hun igen mærkede hvordan tårerne tvang sig på inde bag hendes øjne, dog uden at bryde frem endnu. Denne nat ville hun ikke bare have mistet en, men to betydningsfulde væsner i hendes liv. Hun håbede bare, at hun en dag ville krydse vej med Mi igen, og forhåbentlig ikke efter alt for lang tid.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: What comes up must go down // Jeb's

Indlæg by Jebediah on Tirs 27 feb 2018 - 16:44

Angelie’s reaction på hendes lille drilske kommentar, fik Mi’serable til at fnise ganske stille, og sende hende et lille vink med øjenbrynet. Selvom kvinden var træt, var hun stadig sig selv, bare en anelse dulmet. Og det eneste der skulle til, for at løslade hendes naturligt flirtende opførsel, var netop hvad Angelie havde tilbudt. For hende, ville overførslen af blod, altid være en sensuel ting. Hun vidste hvad det gjorde ved hende selv, og dem hun drak fra, men lige så meget når andre skulle drikke fra hende. Hun ville altid have den lyst, Angelie ville komme til at føle, om et øjeblik. Det, var hvordan hun altid følte sig, med mindre der gik for lang tid imellem hendes arrangementer. I disse få tilfælde, var lysten blændende. Alt ædene. Det var ikke en følelse hun var fan af, specielt da det havde ledt til mange ubehageligheder, mod folk hun havde været venner med.
Som begyndte at drikke, kunne hun langsomt lugte effekten på Angelie, ud fra hendes blod. Det flød hurtigere igennem kroppen på hende, og fik højest sandsynligt tanker frem i hendes hoved, der ikke havde været der før. Det var en af de gaver hun havde fået med hendes Embrace, der ikke gjorde hende noget. Hun elskede at pirre folk, hvilket alle der kendte, eller bare så hende, nok ikke var i tvivl om. At vide, hvad der nok rendte igennem hovedet på Angelie, var bare sjovt for hende, også selvom hun var ret så sikker på, at det ikke helt faldt i god jord ved Angelie. Det lille støn fra Angelie, gjorde det tydeligt at hun ikke gik uden effekten, og et let smil bredte sig over Mi’serables læber, imens de stadig var plantet om Elverens håndled. Hendes krop bøjede sig en anelse, som hun skælvede ved smagen af Angelie’s blod, og hendes øjne måtte himle en anelse, som effekten ramte hende selv. Hun trak det ene ben tættere op ad sig selv, og krummede tæerne, og lod den velkendte følelse glide over hende. Hun kæmpede ikke imod denne følelse, men lod den flyde igennem sig naturligt, hvilket også var ganske klart på måden kvinden erotisk krummede på sig. Hun gjorde intet forsøg, på at skjule hvor godt det føltes.

De gentagende fnis fra Angelie, fik Mi’serables læber til at brede sig i et drilskt smil. Det havde i hvert fald ramt hende, og fået hendes humør en anelse op. Mi’serable havde aldrig været god til at sørge over ting, så hun var ikke helt sikker på om det var passende, i netop deres nuværende situation. Men, et eller andet sted, var hun også ligeglad. Bare tanken om, at hun kunne få Angelie til at smile, og fnise, ligefrem, så kort tid efter en traumatisk oplevelse? Det var guld værd for hende.
Med Angelie’s indrømmelse, smilede Mi’serable varmt, og legede stille med en tot af det røde hår. Hun havde lænet sig en anelse tilbage fra krammet, så da Angelie peb, og skulede af hende, kunne hun ikke holde en blid latter tilbage, vinkede igen med et øjenbryn.
“Nawh.. Du kan ikke sige, at det ikke føltes godt. For så ville jeg ikke tro på dig. Og hvorfor skulle jeg spolere overraskelsen?” Fniste hun stille, og lænede sig frem for blidt at ae deres næser imod hinanden, i ganske få sekunder. Hendes fingres leg med Angelie’s hår, var blevet mere automatisk, og hun tænkede egentlig ikke over det længere. Hun havde altid været fascineret af hendes smukke, lange hår, og hun var overrasket over, at hun aldrig havde rørt ved det før.

Mi’serable smilede varmt, da Angelie indrømmet at hun ville savne hende, men smilet blev ganske kort en anelse bittert, og trist, som tårerne kom frem. Kvinden sank en klump, og hvis man kendte til hende, ville man godt kunne se på hende, at hun var en anelse tabt ved ord. Normalt var Mi’serable hurtigt, som en pisk, med hendes tilbage kommentarer. Men her, måtte hun tænke, et øjeblik, og de sad i en kort stilhed, inden hun endelig fandt frem til ordene. Hendes læber gled tilbage i det varme, kærlige smil, som hun rejste sin ene hånd, for at lægge den på Angelie’s kind, og tørre et par tåre væk.
“Og jeg dig.. Men.. Du må ikke sige det, som det er sidste gang vi ses.. Det. Tillader jeg ikke. Det er godt du løber. Det her, er ikke længere et sted for dig. Du fortjener noget mere varme i dit liv, og jeg skal nok sørge for, at du holder dig til det. SKal nok se dig væk herfra, med et kys på kinden, og et vink. Men. En eller anden dag. Så finder jeg dig.” Forsikrede hun Angelie, og lod sin hånd glide ned på Angelie’s hals, da hun havde tørret tåre væk. Hendes tone havde været selvsikker, og seriøs. En tone hun kun brugte, hvis hun talte ord hun var sikre omkring. Angelie ville garanteret have hørt den før, og når hun brugte den, skete hvad hun sagde -altid-. Hendes øjne fokuserede på Angelie’s, imens en finger blidt aede hendes hals, hvor hånden nu var landet.
“Vi.. Har begge mistet en i dag.. Jeg.. Skal nok sørge for, at vi ikke mister en til.” Tilføjede hun, nu med et lille sørgmodigt smil. “Jeg.. Ville ønske, at jeg kunne se dig videre, med en anelse mere varme, så der ikke bare er sorg.” Indrømmede hun stille, da det lille smil voksede en anelse igen. Hun var sikker på, at Angelie’s sorg, ville æde hende op, hvis ikke hun kunne tage noget godt med sig, videre. Hvis intet andet, så bare en tanke. Det håbede hun, at hun havde tilbudt med de ord. At hun ville bruge dem.
Mi’serable, havde ikke engang langt mærke til, at hendes krop havde sat sig tættere op af Angelie’s, og fysisk holdt hende fra at flytte sig fra væggen, imens ansigter kun var kommet nærmere, og nærmere. Det var vitterligt instinktivt, og havde ikke skænket hende en tanke. Som om hendes krop var begyndt på noget, der ikke lod øverst i hendes egne tanker.
avatar
Jebediah
Novice (Rank 3)

Bosted : Intet

Antal indlæg : 20


Tilbage til toppen Go down

Re: What comes up must go down // Jeb's

Indlæg by Angelie on Søn 4 mar 2018 - 22:53

Under det mere intime øjeblik åbnede hendes øjne sig svagt, for at kunne kigge imod Mi da hun var i færd med at drikke. Hendes hud virkede pludseligt en anelse mere glinsende og tiltrækkende for Angelie, som hun havde en følelse af at have lyst til at røre ved den. Hendes frie hånd hævede sig en anelse, inden den svagt trak håret fri fra Mi’s nakke, for derefter langsomt at lade en pegefinger løbe ned over det bløde område.
Et svagt gys gled igennem hende selv, som hendes vejrtrækning blev en anelse dybere og hastigere. Underlæben blev fanget imellem hendes tænder inden endnu et støn svagt lød fra hende. Øjnene lukkede sig endnu engang i, som hun lod sig glide hen i fornemmelsen og følelserne der flød med hendes åbne sår. Hun følte ikke grunden for at lukke dem helt ned, men hun lod sig heller ikke rive helt med.

Som følelserne langsomt begyndte at aftage efter Mi havde sluppet hendes greb om håndleddet, måtte Angelie begynde at vende tilbage til den virkelighed de netop befandt sig i. En verden, der var ubarmhjertig og rev alt fra en, som man holdt af. Det var næsten som om at Di Morga havde fået en stor fed plet og de højereståendes kort, med den kommentar om at intet godt måtte ske i netop dette land. Det rørte ikke hende selv meget, men hun vidste hvordan virkeligheden var nu. Hun mærkede spændingen i brystet lige under huden, selvom hun skjulte den godt for Mi.
Et svagt smil kom fra hende, som hun mærkede næserne gnide henover hinanden, inden hun sukkede dybt af kommentaren. Selvfølgelig fandt kvinden dette underholdende. Hun var bevidst om hvor tæt de var på hinanden, og hvordan hendes hår blev drejet omkring vampyrens fingre, som hun kiggede ind i øjnene på Mi.
”Det føltes.. godt” indrømmede hun med en hæs stemme, inden hendes smil blev en del bredere. Det var vel en følelse man ikke helt ville kunne beskrive før den ville blive oplevet. Et rush som havde man taget et euforiserende stof, blandet med en lidenskab så blændende at alt andet ville blegne ved siden af. Hun havde aldrig haft netop denne følelse, så kraftig en tiltrækning til et andet individ, som i det øjeblik.

Angelies eget smil begyndte langsomt at forsvinde, som tårerne trådte frem på Mi’s. Hendes eget blik gled over imod et mere sørgeligt et, inden hun rakte op, for blidt at trække den første tårer væk fra hendes ansigt, inden hun tyssede beroligende til hende.
Hendes egne begyndte svagt at titte frem, inden hun sank en klump i halsen. I dag ville være en ny dag, med en ny start og et nyt liv. Men hun ønskede ikke nyt, men bare dele af det gamle tilbage. Hun ville have Mi ved hendes side, men det ville ikke være muligt i dette øjeblik.
Hun grinede en anelse ynkeligt ved kommentaren, inden hun trak Mi ind til sig. ”Selvfølgelig ses vi igen.. Du.. finder mig altid” påpegede hun i et forsøg på at stå stærkt, selvom hun ikke følte sig som den stærke netop nu. Men det var sikkerheden i Mi’s stemme, der forsikrede hende om at alt skulle gå. Dog var der dele af peptalken hun ikke var helt forstående over for. Hun havde varme i hendes liv, sådan da. Hun havde ingen planer om at opsøge en ny kilde til den.
Som fingeren fremtvang små gys igennem hendes hals, nikkede hun langsomt af Mi’s ord. De havde begge mistet en i dag, og det var ikke et kønt øjeblik. Men de måtte begge leve videre, for dem alle.
Endnu engang snøftede hun kort, inden hun krammede kvinden tæt ind til sig i et hårdt knug, uden at give tegn på at slippe det igen foreløbig. ”Vi vil klare det.. Jeg.. Vil klare det” hviskede hun sørgmodigt imod Mi’s øre, inden hun knugede hende ind til sig endnu engang, før hun langsomt slap grebet om hende. Det sidste Mi havde behov for, var bekymringer om hendes mulighed for ikke at komme videre. Hun skulle nok komme igennem det. Det var ikke første gang hun havde mistet, og det ville heller ikke blive sidste. Selvom det var den værste, så havde hun et løfte at holde, og det havde hun tænkt sig at gøre.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Side 2 af 2 Previous  1, 2

Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum