Plot ⤋

Vi befinder os i en fiktiv by, kaldet Di Morga, som er beliggen i Frankrig. Dette sted, vrimler med forskellige væsner, hvis eksistens er ukendt for den omgivende verden, der ikke er klar over de mange racer der befinder sig i verdenen udover nogle typiske mere kendte: Vampyrer og Varulve. I denne by lever de forskellige væsner side om side med hinanden. Dette resulterer i forskellige slag imellem disse, som ofte leder til et større tumult i byen. Tidsperioden er i vor nutid, placeret i Frankrig.

Latest topics
» What is going on?!
Yesterday at 23:25 by Khaa

» Oh ..f*** - [DuChance]
Yesterday at 19:21 by DuChance

» Religions neutralitet! (VIGTIG LÆS!)
Yesterday at 16:21 by Jay Wu

» Death is only another step (Nessa)
Yesterday at 5:36 by DuChance

» Interrupted business ~ Nicholas Tallon
Lør 18 aug 2018 - 1:59 by Kate Melora

» Visit from a friend - [Aleksei]
Søn 12 aug 2018 - 19:00 by Aleksei

» Show me you are worth it - Nightrage
Søn 12 aug 2018 - 13:32 by Nightrage

» Odd feeling - Amy S. Scott
Søn 12 aug 2018 - 10:03 by Jay Wu

» Try and tame this Demon (Emnesøgning)
Tors 9 aug 2018 - 11:08 by Carver Manning

» Long-lasting relationship, complicated history ~ Cain Devereaux
Ons 1 aug 2018 - 20:59 by Nessa

Nyheder


Mulig race ændring på Engle og Djævle i deres oprindelse. Vigtigt at få det læst, og deltaget i valget om denne ændring skal ske!

Statistics
Der er i alt 499 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Es

Vores brugere har i alt skrevet 252508 indlæg in 12757 subjects

A job, well done [Angeliepigen]

Side 2 af 2 Previous  1, 2

Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Søn 11 feb 2018 - 21:24

Hun kommenterede ikke yderligere med på hvad han fordrev sin fritid i. Det var tydeligvis for åbent et område til hende, og hun vidste at hvis hun begav sig ud i den samtale, så var hun kommet langt længere ud end hvor hun kunne bunde. Hun opgav hastigt den kamp, velvidende at det var slaget hun uden tvivl ville tabe. Hvad de andre gjorde kom hende ikke ved, men hun mente stadig at visse ting skulle man holde for sig selv, men hun var også opdraget i en langt anden skik end de russiske væsner ved bordet. Det var egentlig underligt at to dele af en verden kunne være så forskellige.
Hendes øjenbryn rynkede sig tænkende sammen, inden hun lod hendes indre diskussion falde til jorden, for så at rette sin opmærksomhed frem mod Tatiana ved starten af det næste emne.

Den ubehag, som hun ikke havde ænset før, begyndte nu at være fuld synlig for hendes blik, som hun afslog tilbuddet om at skjule sin race. Et var at skjule sin identitet, som hun havde gjort tidligere, ufattelig dårligt endda, men hendes race.. Nej det ville hun ikke gøre. Heller ikke selvom det betød liv og død for hende. Det ville skabe komplikationer uden tvivl, men det var hun ikke berørt af.. endnu.
Langsomt, ufattelig langsomt, vendte hendes blik sig væk fra Tatiana, for så at kigge direkte på Uth, som han sad krympet sammen i stolen i færd med at maltraktere sin gaffel. Det var et syn hun ikke havde forventet fra denne lalleglade person. Det var mere hendes stil, at se så ubehaget ud i situationer. Undrende, faldt hendes øjenbryn tæt sammen, inden hun drejede hovedet let, for at kigge på ham tættere på. Hun sagde ikke noget endnu, men ventede på at se om der ville komme en forklaring ud af ham angående den opførsel, som han sad under nu.
Det var først da Tatiana nævnte Renovdro, at hendes halve opmærksomhed lagde sig tilbage imod kvinden. Hun havde selv tænkt noget hen ad det samme, og hun ønskede ikke at forvolde dem yderligere problemer med ordensmagten.
Tænk hvis den udrensning ville ramme netop de folk, der sad her ved bordet. Hendes blik flakkede næsten utydeligt i ungernes retning, inden hun sænkede hovedet en anelse. ”Hvis Renovdro kan skjules..” begyndte hun så langsomt, som om hun måtte overdrage sin førstefødte til den onde heks. Hun sagde ikke mere, men nikkede blot som svar til hende. Hun var ikke sikker på om det overhovedet ville være smart at tage hesten væk fra gården, og havde egentlig håbet at han kunne blive her, imens hun ’arbejdede’. Desuden havde han nogle heste, som han skulle opdrage også.

Da det interessant emne var begyndt, drejede hendes blik sig som en høg imod Tatiana. Ørerne vippede ivrigt under hendes hår, der derfor flagrede en anelse, som hun indtog den indpakkede information. Hun vidste godt hvorfor det blev nævnt på denne måde, og for første gang, ønskede hun at ungerne ikke var til stede, så der kunne snakkes frit fra leveren i lokalet. Meget få ting kunne fange hendes interesse, som dette havde gjort. Men eftersom hendes familiedrømme allerede var knust, så var kamp og smerte det næstbedste.
Så de havde et våben, der neutraliserede eller svækkede alle deres. Gad vide hvilken form for våben det var, eller om russerne bare ikke havde været.. kreative nok i deres forsøg. Når man havde med væsner at gøre, fandtes der nogle fantastiske magier iblandt nogle af dem. Med den rette træning og brug, ville de være ethvert fysisk våben overlegen. Men skulle hun spørge ind til det våben? Ønskede hun selv at fremvise hendes evner for at vise hvilke muligheder der kunne komme i spil? Spørgsmålstegnet stod mere eller mindre malet i ansigtet på hende, som hun tænkte videre uden at sige noget.
Hun smilede dog ganske kort, da hun så børnene flyve ned fra deres stole, og løbe ud af lokalet. Det gjorde det nemmere.

Han selvsikkerhed var tydeligt på plads igen, som hans ord skar i hendes ører. Øjnene rullede kortvarigt rundt i ansigtet på ham, inden hun trak ganske kort på skuldrene. Hun hverken be- eller afkræftede hans kommentar, men lod den blot falde til jorden, med dette skuldertræk. Hun skar hellere tungen af, end gav ham den tilfredsstillelse at høre hende indrømme, at det slet ikke havde været så slemt.
Hun rettede sig i stedet op i stolen, inden hun trak benene op til sig, for at hvile fodballerne imod stolekanten. Hendes albuer lagde sig imod knæene, som hun kiggede på ham.
Hans hemmelighedsfulde tale begyndte, og for hvert ord, blev hendes øjne smallere og mere mistroiske. Det lød absolut ikke som en opgave for hende. Et bal, virkelig. Skuespil, slet ikke hendes kop te. ”..Og hvad er der galt med at være Angelie?” forsvarede hun sig irriteret over hans kommentar. Hun kunne sagtens være sig selv til et bal. Det var jo ikke fordi det krævede det helt store. Det gjorde det langt nemmere blot at pynte lidt på den person hun allerede var, end at skulle til at spille en helt anden. Desuden kunne hun faktisk godt være vellidt, hvis hun gad at forsøge på det, og ikke forsøgte at bore neglene i struben på enhver der åbnede munden.
Som samtalen kort gled over Uths danseevner, skar hun en kort usigelig grimasse. Hun havde allerede været vidne til netop dette talent, og hun havde været imponeret. Hun var sikker på, at han ville kunne få hende til at ligne en pauseklovn under en dans, hvis han ønskede det.
Fortrydelsen begyndte så småt at melde sig, som han åbnede munden for at gøre hende klar over, at vi altså ikke kun var der for at gå til bal. Hendes åndedrag lød godt, som hun sukkede lettet, inden det gik op for hende, at hun havde foretaget dette suk alt for hurtigt.
Hans sigende spørgsmål var ikke til at tage fejl af. Han vidste, at hun kunne udføre alle disse ting, men var det mon hvad hun ville? At skulle lege royal for en aften, var ikke noget hun drømte sig tilbage til. Det havde været en af grundene til, at hun var flygtet til at starte med.
Hun sank langsomt en klump i halsen, imens negle begyndte at skure imod stoffet på hendes kjole, i halvt desperate bevægelser. Det før så nysgerrige blik, blev nu vendt nedad, halvt dækket af skyggerne, som hun pressede læberne tænkende imod hinanden, indtil de var en tand for blege.
Der var også den risiko, at der var nogle, som havde set hende før til et sådan event. De ville vide hvem hun var, og så ville det hele blive spoleret ligegyldigt hvor gode skuespillere de var. Selvfølgelig handlede det vel også om hvilke roller de hver især havde.
Den lette svien i øjenkrogen fortalte dog, at der rumsterede nogle langt mere personlige minder inde bag hendes pande. Hendes ansigt havde fortrukket sig over i et lettere smertefyldt træk, som hun rejste sig fra stolen uden et ord.
Hun gik imod døren, men stoppede dog kort i denne, inden hun hævede hovedet en anelse uden at kigge tilbage imod dem, for at snøfte en enkelt gang. ”Jeg er ved Renovdro når du er klar” lød hendes stemme, der skælvede svagt, inden hun trådte igennem døren og ud af syne. Først her ville følelserne slå helt igennem, som hun vandrede udenfor uden hendes frakke, i retning af folden, hvor hendes hingst ville befinde sig blandt de andre krigsheste.
Der ville hun stoppe op, et par meter fra dem, indtil hendes hest ville mærke hendes tilstedeværelse og komme hen, for at lade hende gemme ansigtet imod hans flanke.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Tirs 13 feb 2018 - 15:19

Tatiana smilede varmt imod Angelie, da hendes hoved hang en anelse, da hun accepterede hendes tilbud, med et spørgsmål. Tatiana rakte hånden over bordet, og lagde den ved siden af Angelie’s tallerken, for at få hende til at se op igen, og hvis Angelie’s hånd lå på bordet, blev den elegante Aspara’s hånd lagt oven på.
“Dig, og Renovdro, skal ikke tvinges ud i at skjule jer, hvis I ikke ønsker det.. Renovdro er mere end velkommen til at være her, og være helt sig selv. Men.. Indtil ting bliver bedre i Rusland, ville det være en dårlig idé, for hans eget bedste, ikke at ride rundt om dagen.” Forklarede hun, blidt, og aede Angelie’s hånd en enkelt gang, hvis hun havde fanget den, før hun trak sin til sig igen.
“Men jeg tror at det er muligt, at få skjult Renovdro’s ydre. Jeg er ikke en specialist i Dyremasker, men jeg kender nogen jeg kan tage fat i.” Smilede hun kort, inden hun lod samtalen glide videre. Det var tydeligvis ikke en samtale, nogen ved bordet brød sig synderligt om.

Hendes irritation ved hans foreslag omkring at spille en anden, fik ham til at rejse øjenbrynet, og fnyse let en enkelt gang, nu med hans hoved en anelse på skrå.
”Det.. Forslag, kom sig af, at du til at starte med, ikke ønskede at -en- lille, enlig Elver, kendte dit navn, da du først mødte ham… Men du ville ikke have noget imod at lade en stor forsamling af Royale, og kendte, kender det? Jeg mente mere navnet.. At du skulle spille en anden, ved navn. Er sikker på at du sagtens kunne gøre dig som Royal.” Forsvarede han sig selv, men ikke i en fornærmet tone, men mere betryggende. Det var tydeligt, at Angelie ikke havde den store interesse i at skulle spille en anden, end den hun var. Og det ønskede han egentlig heller ikke at hun skulle. Hvis hun kunne være Royal for en aften, var det fint for ham. Om hun så spillede sig selv, eller skulle sætte sig dybt ind i en rolle, var han sådan set fuldstændigt ligeglad med. Så længe de kunne komme ind på Palæet.
Uth lagde godt mærke til Angelie’s udtryk, og hans øjne kneb en anelse uforstående sammen. Han kendte ikke til alle de ting der fløj rundt i hendes hoved, men blev en anelse nysgerrig efter at vide det. Nervøsitet var også begyndt at kilde, da det virkede til at Angelie fuldstændig fortrød hendes valg. Fortrød at tage imod opgaven. At hun ville nægte, og løbe sin vej.

Hans øjne gled forvirret efter hende, da hun rejste sig, og gik sin vej, og han rejste et øjenbryn. Hendes ord hjalp ikke ligefrem, og han kiggede lidt forundret ud i lokalet. Troede hun at de skulle afsted med det samme? Mente hun, når han var klar til at snakke mere om det? Han kiggede lidt spørgende hen på Hjalse, som lignede et lige så stort spørgsmålstegn.
“Var det mine ånde?” Spurgte han, med et voksende smil over læberne. Tatiana rullede med øjnene af hendes mand, og gav hans lår et blidt klap.
“Nej, skat, tror ikke at det havde noget med -os- at gøre..” Tilføjede hun, inden hun kiggede over bordet. “Færdig med at spise?” Spurgte hun de to mænd, som begge nikkede, og Uth rejste sig.
”Ja.. Mange tak for mad, Tati. Fantastisk, som altid.” Roste han, med et varmt smil, og hun nikkede tilbage med et af sine egne.
“Velbekomme. Gå du ud og snak med din Partner-in-crime. Vi skal nok ryde af.” Bad Tatiana, med et nik imod døren, og Uth klukkede med et smil. Hjalse kiggede op, og gav Tatiana et spørgende blik.
“Skal vi?” Spurgte han, drillende, og Tatiana kiggede ned med et bestemt nik. Han lo muntert, og gav Tatiana et klap bag i, imens han rejste sig. De to gik klukkende igang med at ryde af, og snakkede muntert om deres dag.


Uth forlod huset, efter at have samlet sin frakke op på vejen, med et lille smil, og bevægede sig langsomt i den retning Angelie var gået. Han havde lyttet til hende fodtrin, men selv uden at have gjort det, ville han nemt have fundet hen til dem. Renovdro havde fået de fleste andre hestes opmærksomhed ligeså, og havde samlet sig i en forsamling, der stod og betragtede hengsten, og den lille flok han havde anskaffet sig. De andre heste virkede en anelse nervøs ved Renovdro, og valgte at tage deres afstand. Et eller andet sted, nok ganske fornuftig.
Han kom nærmere ganske langsomt, og strøg sin hånd over en af Krigshestenes ryg, som stampede en anelse i jorden, og kiggede tilbage imod Uth. Uth kiggede på den, stadig med det samme lille smil, før han klappede den side, og så lænte sig en anelse op af den. Hesten flyttede sig ikke fra Uth, men tillod hans tilstedeværelse, og holdt i stedet fokus på det græs den var begyndt at tygge i.
Uth krysede armene foran sig, og betragtede Angelie. Han forblev dog stille, et øjeblik, og lod stilheden hærge over dem, inden han endelig begyndte at snakke.
”Kunne mærke på dig, at planen, som den er nu, går dig en smule på.” Startede han, med at udpege det åbenlyse, inden han kiggede over imod et par af de andre heste, der var begyndt at spæne ud over den hvide mark. ”Jeg har ikke tænkt mig at spørge hvorfor, da det virkelig ikke kommer mig ved. I stedet, vil jeg tilbyde dig, at være med i planlægningen, i stedet.” Tilbød han, og kiggede tilbage imod hende, med et lille smil.
”Som det er, lige nu, er den eneste vej ind, dette Bal. Palæet vi skal ind på, er simpelthen for tæt sikret. Men, på denne måde, kan vi også tage der ind, uden at skulle skjule -hvad- vi er, i det mindste.” Satte han på, som en bonus, og klukkede kort. ”Min originale idé, var at tage der ind, som et par. Mig, og så en partner der skulle spille min Kone. Hvilket.. Jeg ikke kunne forestille mig at du ville nyde. Søskende, ville nok virke lige så godt, nu hvor du også er Elver. Godt nok ikke blod søskende, grundet forskællen på vores øre, men ville ikke være første gange, en Royal, giftede sig med en.. Erh.. Anset som nederstående Familie. Bryder jeg mig.. Virkelig, ikke om at sige..” Han klukkede kort over det, og kiggede igen ud over marken, tænkende. Han fnøs kort, og rystede på skuldrene, inden han kiggede tilbage på Angelie. ”Alternativt, kan du da også altid spille min Tjener, hvis det er det Royale punkt der genere?” Spurgte han, med det samme varme smil hun efterhånden måtte være vant til at se.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Tirs 13 feb 2018 - 16:19

Det nagede hende, at ingen ved bordet ville fortælle hende hvorfor dette var så ømt et emne iblandt dem. Det virkede lidt som om, at de alle havde en stor hemmelighed, og hun selv måtte sidde tilbage som et spørgsmål, uden at få nogle svar med sin diskrete henvisning. Hun kunne vel åbne munden, men det virkede til at være det forkerte øjeblik at gøre dette.
Hun mærkede Tatianas hånd lægge sig over hendes, hvilket tvang hendes blik tilbage på kvinden, som denne fortalte nærmere. Hendes håb åbnede sig på ny, inden hun smilede forstående. ”I så fald, lader jeg kræget blive her og være sig selv” svarede hun som afslutning på samtalen. Hvis det skulle blive aktuelt ellers, så ville hun opsøge Tatiana igen, for at høre nærmere om disse såkaldte masker.

Som emnet skiftede, og hun havde udtalt sin frustration, måtte hun bøje hovedet en anelse i nederlag. Han havde ret i at hun ikke havde nævnt sit navn ved deres møde, men hun havde misforstået hvad han ellers havde ment med sætningen. Så hun kunne stadig være sig selv, dog bare under et fremmed navn. Det skulle ikke være et problem.
Dog havde hun stadig klumpen i halsen, ved tanken om hvad dette præcis ville indebære. Det virkede ikke som en god ide for hende, at blive involveret i dette længere. Der var for mange ’hvad nu hvis’ i hendes tanker, til at kunne gøre op for at tage på sådan en mission. Men hvis hun sagde nej? Hvad ville der så ske? Hun havde heller ikke rigtig råd til at afslå tilbuddet.
Til sidst havde hendes underdanighed taget styringen, og egentlig bare accepteret hendes skæbne. Hun lod ham bestemme, og hun fulgte trop. Sådan havde hun altid levet, og det havde fungeret ganske fint, sådan da.
Som hun rejste sig og gik imod døren, mærkede hun blikket i hendes ryg, inden hun hastigt forsvandt ud af syne, og videre. Hun hørte ikke hvad der ellers blev sagt, men regnede med at blive hentet når det var tid til at besøge hvem end det var som de skulle hen til. Imens havde hun muligheden for at samle sig selv og sine tanker.

Som hendes hest var kommet hen ved hendes sider, havde kinderne fået et genskær fra vandet, der befandt sig på dem. Hendes ansigt gned op og ned langs Renovdros hals, for at tørre dem væk, imens hun tog en dyb indånding. Den venstre hånd gled fraværende over hans frie halsstykke, imens hun samlede sig selv, for derefter at træde frem foran denne, og lægge en hånd på hvad side af hans hoved. Deres pander ville hvile imod hinanden, imens hendes øjne lukkede sig i.
Hun ænsede ikke at Uth var fuldt efter hende udenfor, men blev blot stående i den samme stilling, selvom den udækkede krop skælvede svagt under kulden. ”Vi er langt hjemmefra..” hviskede hun kærtegnende til dyret, som prustede næsten kærligt tilbage til hende. Hun havde stikket af afsavn i brystet, blandet med hele følelsen af at være fortabt og faret vild på livets vej. Hendes eksistens havde mistet sit formål, så hvem var hun nu?
”Vi skal til bal.. Men..” hun vidste ikke helt hvordan hun skulle formulere sig til hesten. Han kendte hende allerede og ville vide, at bal ikke var noget for hende. Det var der hvor man var nødsaget til at pakke alt ind, og aldrig sige hvad man egentlig mente. ”..Jeg kunne blive genkendt, og vores flugt ville være.. ligegyldig, Renovdro”.
Hestens hoved lagde sig hen over hendes ene skulder, som et utydeligt snøft kom fra hende. Igen indåndede hun den velkendte duft af råd, imens den beroligende vægt på hendes skulder, fik hendes åndedrag til at dulme en anelse i tempo. Øjnene var stadig blanke med enkelte tåre trillende, da hans stemme afbrød hendes stillestund.
Hendes krop hoppede svagt af chokket, inden hun lod forbindingen om hendes underarm glide henover ansigtet, for at tørre det af. Hun lyttede til hans ord, men drejede sig ikke for at kigge på ham i første omgang. Hun sagde intet til at starte med, heller ikke efter han tilbød hende at deltage i planlægningen. Hun havde ingen krav eller ønsker til hvordan det skulle foregå. Det var ikke der hendes problem lå.
Hun blev ved med at lytte til hans tale om mulighederne, uden at rette ansigtet imod ham. Hun stod vel mere eller mindre stift, gemt ind imod hesten, som hun overvejede mulighederne. Hun forstod godt hvorfor han havde valgt at tage derind som et par. Det var hvad der gav mest mening i sådan et selskab, især da de to på ingen måde lignede hinanden.
Hun kunne også agere tjener, men.. hendes skarpe tunge ville sætte spørgsmålstegn på det punkt. Det havde den allerede gjort, og selvom hun havde været tjener før, så havde hun været det på en helt anden måde.

Da han ikke sagde mere til sidst, overvejede hun i stedet hvad hun skulle gøre. Lysten til at svinge sig op på hesten og bare stikke af, sitrede i kroppen på hende. Det var ikke her hun hørte til, så meget havde hun set. Hun besad ikke de egenskaber det krævede at indgå i et omsorgsfuldt fællesskab.
Hendes ansigt drejede sig endelig imod ham, som hun kiggede blankt ind i hans øjne. Hun var ikke sikker på hvorvidt hun skulle grine eller græde. Hun gjorde intet, og lignede også en, der bare.. var der, uden følelser.
”Din plan forbliver.. som oprindeligt” svarede hun derefter monotomt, inden hun rejste hagen en anelse, for så at ranke ryggen. Det var måske ikke det bedste scenarie at skulle være gift med ham, men det var heller ikke det værste. Hun kunne godt acceptere det.
”Vil der være.. vestlige royale?” lød hendes stemmer derefter langsomt, og hvis man havde hørt nøje efter, ville man høre den knække en anelse, som bevis på, at det var der hendes største problem havde ligget i helt sammenhængen.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Ons 21 feb 2018 - 17:52

Som Uth havde nærmet sig, kunne han ikke undgå at overhøre et par af hendes ord, og han lavede en halv grimasse. Det var gratis information, som han havde stjålet til sig, på grund af hans øre. Information, han egentlig ikke ville have stjålet sig til. Det var ikke første gang, han havde overhørt noget, han egentlig ikke ønskede at overhøre, og ville heller ikke være den sidste. Han forbandede tit sine øre over dette.
Så hun var flygtet. Det havde han egentlig ikke været i tvivl over. Det var mere den anden kommentar, som han kunne bruge til noget. Det var hendes frygt for at blive genkendt, der skabte denne nervøsitet. Utrykheden. Det var virkeligt vigtigt for hende, ikke at blive genkendt af folk fra vesten. Hun havde inten gjort noget forfærdeligt, og flygtede fra konsekvenserne, ellers flygtede hun fra noget forfærdeligt. Uth forbanede sig selv, over overhovedet at bruge den information han havde stjålet sig til, på trods af at han brugte den til at tænke over løsninger. Mådet, han kunne være sikker på at hun ikke blev godkendt. Specielt, var han igang med at tænke over gæstelisten fra ballet. Hvem kom? Han var ret sikker på, at der ikke kom nogen fra den vestlige del af verden, der var Royale. Men han kunne ikke være sikker på de andre kunstnere der kom. Han selv, var kommet på listen som en kendt Danser, fra Tyrkiet, og var også der han mente de fleste ville komme fra.

Han fik slået sig ud af hans egne tanker, kom tilbage til nuet, og fik meldt hans ankomst, med hans spørgsmål. Han sagde også stadig, at han ikke ville spørge hvorfor, på trods af at han vidste det. I hvert fald nok.
Han betragtede hende da hun vendte sig om og stirrede på ham, og et øjenbryn blev rejst i vejret. Hendes manglene følelser var ubehagelige, og den monotome tone hun tog på sig, gjorde det ikke bedre. Hans smil sænkedes en anelse af hendes første ord, og sukkede ganske stille. Da hun dog stillede hendes spørgsmål, blev forståelse tydelig i hans ansigt, og han svarede med den samme varme tone som han plegede.
”Jeg tvivler. Stærkt. Det er en fødselsdag for en kendt Baron I Rusland. Med vægt på ‘Rusland’. Alle de Royale er fra Rusland, og Tyrkiet.” Startede han, med et lille betryggende smil, og strakte kort nakken, inden hans blik gled imod jorden, med et par ryst på hovedet, og et tænkende blik.
”De andre kunstnere, til gengæld. Jeg kan ikke være helt sikker, da jeg ikke tjekkede den liste grundigt. Jeg, er inviteret som en kendt Danser fra Tyrkiet. Også som.. Det eksotiske øjeblik, som værende Elver. Pff. Endnu engang, for de Adle lov til mere. De må åbenbart gerne invitere væsner ind i landet…” Han brummede kort, utilfredst, og rystede et par gange på hovedet, inden øjnene gled tilbage på Angelie. ”Men jeg kan skaffe listen af kunstnere der er inviteret. Den er ikke voldsomt stor, og vil kunne vide det i morgen, inden vi tager ud til dem vi skal snakke med.” Forklarede han, med et kort nik, inden han skubbede sig væk fra hesten han havde været lænt op af. Han løftede en hånd op, og kløede sig blidt i nakken, inden blikket gled tilbage på Angelie, og han sukkede endnu engang.
”Okay.. Jeg bliver nød til at sige det her, for det kommer til at gå mig på.. Jeg.. Hyre dig ikke, som en slave.. Some et værktøj, eller et våben. Jeg hyre en -partner-. Jeg ved ikke. Hvad. Du var vant til, der hvor du kom fra, men her..” Han startede, og lod sin arm falde ned langs hans side, imens hans blik gled væk fra hende et øjeblik, inden det lagde sig tilbage. ”-Her-. Betyder din holdning noget. Så. Ladder du planen forblive, fordi jeg siger det? Eller mener du også at det er det bedste valg der er? Please, giv mig lidt indput, for din mening betyder noget. Du er ikke tvunget til noget. Har du lyst til at rejse videre, og væk, er du velkommen til det. Vi ville ikke se ned på dig af den grund. Elvere er ikke just velkommen her, så, et eller andet sted, ville det nok give mest mening at rejse videre.” Forklarede han, og klukkede kort over hvor meget mening det gav. Hvorfor, var han der overhovedet endnu? Det spørgsmål fik han dog hurtigt svaret på, i hans egne tanker, og fik rystet det væk, og kiggede seriøst tilbage på Angie igen.
”Jeg vil bare give dig et arbejde, hvis du vælger at blive. Et, der bliver betalt. Umådeligt godt. Nok, til at du kunne skabe noget, du kunne kalde -dit- her i omegnen. Er sikker på, at Petrov ungerne, også gerne så at du blev, de virkede meget glade for dig.” Tilføjede han det sidste, med et stort smil over læberne, og et kort kluk. Smilet sænkedes dog en anelse, og han kryssede armene igen, og slog blikket imod jorden.
”Og. Jeg så også gerne at du blev. Vi arbejdede godt sammen i dag, og så gerne at det blev ved. Og. Er vel også ved at være lidt ensomt, at være en af de eneste Elvere i Rusland. Og, hey. Det er også en title du ville have her! Du ville være nummer 2 Elver, i hele Rusland!” Han tilføjede den sidste ‘lokkende’ tilføjelse, med et drillende smil, og hans arme en anelse ude.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Ons 21 feb 2018 - 21:14

Selvom stemmen var så monoton som noget overhovedet kunne være, ville man svagt kunne se, at hendes hånd, der lå imod Renovdros nakke, skælvede ganske svagt. Der kunne teoretisk være flere årsager til dette, men virkeligheden var, at Angelie ikke var fuldstændig følelsesforladt. Hun var mere end.. knækket sjæl emotionelt. Ikke noget man ville opleve hende fortælle nærmere om, og slet ikke i det selskab hvor hun netop befandt sig.
Hun blinkede et par gange, som hun opfattede hans blegnende smil ved hendes kommentar. Havde hun sagt noget forkert? Var han allerede ved at være træt af hendes konstante skubben? Hun vidste ikke grunden til det, men ideerne var mange. Anger, medynk, fortrydelse.
Hans stemme var dog hurtigt tilbage til det normale, som han begyndte at besvare hendes spørgsmål. Hendes tænder bed sig fast i underlæben, som han forklarede hvad det egentlig handlede om, som hun overvejede mulighederne for at lade det forløbe så fejlfrit som muligt. Hun havde et talent for at ødelægge selv de bedst planlagte missioner, grundet hendes impulsivitet og typiske raserianfald. At han overhovedet ville turde tage hende med til et sådan arrangement, viste vel en eller anden form for tillid.
Hendes øjenbryn fløj direkte op, som han nævnte at han var det eksotiske øjeblik. Endnu flere billeder af en let påklædt Uth, iført noget ufattelig glimtende tøj, strøg forbi hendes nethinde, som hun kvalte et fnis ved det indre syn. Hendes læber havde strammet sig en anelse, som hun langsomt genvandt kontrollen over det, imens hun forsøgte at presse billederne ud af hendes sind endnu engang.
”Og hvad vil jeg så være?” spurgte hun hastigt, eftersom hun ikke var sikker på, om han hovedet havde sørget for at have muligheden for en plus en med til ballet. De havde trods alt ikke kendte hinanden mere end et par dage allerede, og det virkede til at dette havde været planlagt længe inden.
Hun nikkede dog samtykkende til hans forslag om at skaffe gæstelisten over kunstnerne, inden hun tog en dyb indånding igennem næsen. Vejret blev holdt et øjeblik, inden hun pustede det ud ganske langsomt, som en let tåge formede sig foran hendes læber.

Hans næste kommentar begyndte, og hun stoppede automatisk i hendes bevægelser. En svag skælven ved mundhulingen af hendes underlæbe fandt sted, som hun følte sig en anelse blottet ved hans ord. Hvordan kunne han gennemskue hendes eksistens så hurtigt uden egentlig at have vidst det mindste om hende. Hendes blik vendte sig væk fra ham, for at falde imod jorden, inden hun trak ganske let på skuldrene. Ikke for at være ligeglad, men af mangel på at vide hvordan hun ellers skulle reagere på en sådan sætning.
Så han ønskede hendes mening på planen? Hun var ret sikker på, at han ville fortryde de ord ganske snart. Hun var ikke ligefrem typen der planlagde hendes angreb. Hun improviserede sig igennem det, båret af følelser. De selv samme følelser, som hun kæmpede med at underkue i hans tilstedeværelse. Besynderligt hvordan en som var så opsat på at skjule dem, stadig lod dem bruges som en drivkraft.
Hendes blik hastede dog tilbage imod ham, som benævnelsen om at rejse kom frem. Et svagt skær af frygt kom over hendes blik ved forslaget, inden hun rystede hastigt på hovedet. Hun havde bedt om tilladelse til at blive her og skabe en eksistens, et nyt liv. Han havde tilladt det og hun havde lovet det samme andetsteds et kvart år forinden.
”Vil du ikke have jeg bliver?” spurgte hun lige efter hans sætning om at det ville give mening, hvis hun rejste videre. Hun havde fået den opfattelse, at selvom hun kunne være en emotionel bombe og direkte belastende, så havde hendes tilstedeværelse været en smule mere ønsket end han nu gav udtryk for.
Ved benævningen af børnene, kom det oprindelige og naturlige smil dog frem på hendes ansigt. De var i sandhed unikke væsner de to unger. Hun havde nydt tide med dem, selvom den havde været kort. Ikke desto mindre havde det været al besværet værd. Kunne hun skrue tiden tilbage og vidst hvad hun gik ind til, ville hun have accepteret på stedet igen.
Som han vendte blikket imod jorden med armene beskyttet foran sig, faldt hendes hoved overrasket til siden. Han lignede mest af alt en, der var i fysisk smerte for at sige de ord til hende. Hun trådte væk fra Renovdro, for at stille sig foran ham. Hendes hoved faldt ned, for at stirre direkte op i hans ansigt, som forsøgte hun at kigge ind under huden på ham, bag øjnene, for at finde ud af hvad denne næsten beskyttende og generte positur omhandlede.
Hvis han ikke flyttede sig fra hende, ville hendes øjne klemme sig en anelse sammen, så de fremkom som smalle sprækker, inden hendes fingerspidser kløede efter at bringe ham ind i hendes manipulative domæne. Åbne op for de hemmeligheder han gemte så dybt. Det var først da hendes hånd var halvt hævet imod ham, at hun stoppede den i luften.
Et par sekunder gik, inden hun trådte et skridt væk fra ham, for så at lade hånden falde imod jorden, som hun overvejende vippede hovedet fra den ene side og over til den anden. ”Nummer to, huh” lød hendes stemme, tænkende. Hun var ikke vant til at være nummer to i noget som helst. Hun kæmpede sig op på toppen, og sparkede de andre ned, hvis de forsøgte at overhale hende.

Et skadefro glimt trådte frem i hendes øjne, inden hun blinkede det af ham en anelse. ”Indrøm det” lød hendes stemme, inden hun kastede let med hovedet, så håret svang sig let igennem luften og om på ryggen af hende. ”Du vil ikke kunne undvære mig nu hvor du har mødt mig” sætningen æmmede voldsomt af hendes selvtillid på området, og havde ikke behov for hverken hans be- eller afkræftelse.
I stedet lagde hun tænkende en finger imod hendes læber, som hun tappede let imod dem. ”Jeg synes stadig planen skal forløbe som du har planlagt” tilføjede hun igen. Ikke fordi hun bare fulgte ordrer, men heller ikke fordi hun mente det var det bedste. Hun var ganske enkelt bare ligeglad hvad det angik. Al planlægning i verden ville ikke gennemføre selve udførelsen af den. Den ville måske rette nogle bump på vejen, men når alt kom til alt, så ville de stadig gå ind i løvens hule i blinde, og måske være nødsaget til at ændre i planen, for at komme ud på den anden side, successfulde.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Tors 22 feb 2018 - 18:23

Uth lagde ikke mærke til hendes fingre, da han ikke var synderligt observant på dette. Når alt, kom til alt, var Uth ikke synderligt god til følelser. Drama, intereserede ham ikke, og stod ham fjernt. Han ønskede så simpelt som muligt en hverdag. At han stod her, for at forklare dette, var egentlig en anelse ude af karakter, for en person som ham. Han var god til mennesker, og god til at formidle følelser, men han var ikke god til at forstå, hvor de stammede fra. Det kom vel, mest af alt, af at han ikke helt forstod sine egne. Det eneste han havde gjort sig klog på, var følelser som skam og frygt. De få glimt han havde fået af frygt fra Angelie, havde allerede været nok, til at vide hun ikke ønskede noget med hendes fortid at gøre. Der var noget fra dengang, hun virkelig ikke ville i kontakt med længere. Frygten for denne fortid, ville vel dulme, før eller senere, men lige nu stod den stærkt.

Hendes spørgsmål til hvad hun ville være, fik Uth til at brede sig et stort smil, og klukke et par gange. Han nikkede hovedet fra side, til side, et par gange, og sendte hende et drillende, lettere lumskt smil.
”Mjah.. Hah. Der er vægt på -Kendt- danser. Jeg er ikke kun inviteret for at danse, men som samtale emne. En kendt Elver, fra Tyrkiet. Elver, er den eksotiske del. Det er Menneske Royale, og eftersom væsner ikke lovligt må bo i Rusland længere, ud over Dværge, er jeg.. Vi. ‘Eksotisk Materiale’. Der kommer nok til at være situationer, hvor vi bliver set, og talt en anelse ned til, men hvad kan man ellers regne med, fra Mennesker, der er blevet fodret med Guldskeer?” Han klukkede kort, og slog en anelse med øjnene, med tydelig afsky til noget af det han talte om.
”Men, ja. ‘Hvad vil du være’? Du vil være min Kone. Min ‘Plus-One’. Hvilket vil gøre dem endnu mere interesseret i den ene af os, og give den anden en mulighed for at snige sig fra mængden, på et eller andet tidspunkt. Om de så finder størst interesse i den.. Ergh.. ‘Højt stående Elver’, der har giftet sig ‘lavt’, eller omvendt.. Gerh.” Igen, mærkede han en let kuldegysning, og udviste fysisk ubehag, ved at kalde Angelie dette. Denne gang, var der dog en stor mulighed, at det var den anden vej der gjorde det ubehageligt. At omtale sig selv som ‘højt stående’. Lige meget hvad, så var det ikke behageligt for ham, og han måtte synke en klump, inden han fortsatte.
”Og.. Hvordan du er.. Er egentlig helt op til dig, så længe du ikke.. Du ved.. Kvæler nogen? Hah. Du kan vær så snærpende du har lyst til, for vi kommer der egentlig ikke som synderligt Royale. De regner naturligvis med pli, men det er ikke ensbetydende med, at skal udvise det. Jeg regner så sandeligt ikke med, at være synderligt dannet. Jo mere opmærksomhed jeg kan skabe mig selv, jo større af chancen for, at du kan glide uset fra mængderne, og finde det vi søger.” Forklarede han, med et smørret smil, og et tydeligt tegn på at være spændt på hele seancen. Han elskede at fornærme Royaliteter, og dette ville være den perfekte chance.

Hendes spørgsmål, fik ham til at ryste på hovedet et par gange, og klukke igen, inden blikket gled ned. Hans øjne så godt at hun nærmede sig, og så kiggede ned på ham, og hans mødte hendes. Han trak hans svar en anelse ud, med et drillende smil, som hun kiggede op på hende, bag indsnævrede øjne. Hans facade brød endlig i en blid klukken, inden han tilføjede hans sidste sætning, med en mere seriøs, og fast mine. Det varme smil, forblev dog, og han gled også over i det mere gøglende med de sidste ord, inden armene gled ud, som var han fortaleren på en scene.
Hendes første kommentar fik ham til at le varmt, og nikke et par gange, med en pegende finger imod hende.
”Damn, straight. Du for ikke lov, til at være Nummer 1, endnu! Også selvom du stadig har dine øre intakte. Gør mig bare til den.. Smartere Elver, at mine er klippet..” Forklarede han, med et dramatiseret ‘Hmpf’, i et forsøg på at gøre det tydeligt, at han ikke synderligt mente det ondt. Et eller andet sted, mente han vel at skammen var latterlig, men det var han ikke interesseret i at nævne for hende. Det var der stadig ingen der vidste, hvorfor stolthed var sådan en negativ ting i Uth’s mening.

Det skadefro glimt, fik Uth’s læber til at vokse ud i et varmt smil, og blinket fik ham til at le kort igen. Det var tydeligt, at Uth reagerede positivt på Angelie’s følelser, og når disse blev udvist. På trods af den negative hændelse tidligere, da hendes vrede var trådt frem, var han stadig mere glad ved denne reaktion, end ingen reaktion. Følelser var vigtige.
Hendes ord, fik ham først til at rejse øjenbrynene, og brede et stort, tilfreds smil. Han havde vel allerede gættet hvad der ville komme, men lo stadig da hun tilføjede det sidste. Han nikkede et par gange, da hun indrømmede at hun stadig syntes planen skulle forløbe sådan, og han pegede kort imod hende.
”Sådan. Nu kan jeg tro på dig. Godt at høre, at du kan se en Master Plan, når den bliver lagt ud for dig.” Tilføjede han, drilskt, og lo kort igen, inden han klappede hesten ved hans side. Dette fik hesten til at vrinske, og tage nogen hastige skridt væk fra Uth, og Elveren tog ligeså et par hastige skridt væk fra kræet, med afværgende arme, og et overrasket gisp. Det var tydeligt, at han ikke var synderligt trykke ved dyrene, og han kløede sig kort på armen, med en lav brummen. Han kom dog hurtigt over det, og kiggede tilbage på Angelie, igen med et smil, men en mere seriøs mine.
”Så.. Fortjener du også at høre, hvad vi faktisk er efter. Hvilket jeg først fortæller nu… Meeest af alt, fordi Andrei ikke er i nærheden.” Forklarede han, med endnu en kort, varm latter.
”Vi er ude efter en bog. Den bog, jeg sagde til Andrei, at jeg.. Havde… Erhm. Et eller andet skulle jeg jo sige, for at distrahere ham, så han ikke overmalede dig med spørgsmål.” Han lo kort, som han indrømmede hans løgn, og holdt hænderne beskyttende op.
”Jeg har dog fundet ud af, hvor den er! Hvilket, i sig selv, var en stor udfordring! Hah. Der er fandeme ikke mange af dem, og var af ren held, at en af mine kontakter hørte nogen snakke om det. Ellers ville vi ikke engang have vidst, at den var her. Den er den ene, af to kopier, af denne bog.” Forklarede han, imens han gik lidt rundt, og brugte sine armbevægelser, i hans fortælling.
”Det er en bog, skrevet af Shaka. Den første Nosferatu, efter hvad jeg har hørt fra Andrei, og Gamle H. Ved ikke hvorfor hun er så.. Fandens brændende, efter at få fingrene i den. Hun betaler.. Uden at overdrive, en halv bondegård, for at anskaffe sig denne bog. Er derfor jeg sagde, at du ville kunne lave dit eget sted her i landet, for det du får. Du kunne vitterligt købe ind, til at bygge dit eget hus. Hah, du ville, for en kort stund, have flere penge, end jeg har haft i mange år.” Forklarede han dybere, omkring deres mission. Det var tydeligt, at han var en anelse anspændt, omkring denne mission. Der var noget han virkelig gerne ville have disse penge til. Han samlede sig dog hurtigt op, og slappede en anelse mere af.
”Det. Er også grunden til, jeg gerne ville have en kompetent partner. Denne Mission… Den er vigtig. For mig. For Modstandsbevægelsen, der endnu ikke er helt startet op.” Forklarede han, mere afslappet, dog stadig seriøst. Denne Mission, var ikke en joke for ham. Han ville sagtens kunne nyde hans arbejde imens det stod på, men havde ingen intentioner om, ikke at tage den seriøst. Det ville han gøre tydeligt for hende, at hun også blev nødt til.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Søn 25 feb 2018 - 19:11

Hendes øjenbryn mimerede hendes tænkende ansigt, som han begyndte sin længere forklaring. Så han havde altså sørget for at have muligheden for at have en ekstra med ind. Det virkede en lille smule til, at han næsten havde misforstået hendes spørgsmål, men hun stoppede ham ikke, ej heller irettesatte ham. Det var underordnet hvorvidt hun ville afbryde eller ej, da der ikke ville komme nogle ændringer af den årsag.
Selvom hun fornemmede at nogle af de ord han sagde gik ham på, så reagerede hun ikke selv på dem overhovedet. I århundreder havde det været kendt at det var set ned på at gifte sig lavere end en selv, men alle steder ville den ene være højere end den anden. Om det var meget eller lidt, var i hendes øjne ligegyldigt. Desuden så var det en tør, gammel tradition, som kun nogle østeuropæiske stivnakker kunne finde på at holde ved lige, virkede det til.
”Lad være med at gå sådan på over at sige det” bemærkede hun, som hun fornemmede gyset igennem hans krop. Det generede ikke hende og han burde heller ikke være generet af det, eftersom det formegentlig ville være et attraktivt samtaleemne til det såkaldte bal.
Hendes øjne sendte et mere sarkastisk glimt imod ham, da kommentaren om ikke at måtte kvæle nogen lød. Det var ellers lige hvad hun havde tænkt sig at gøre. Hun nikkede dog forstående over for hans forslag. Han var klart den bedste af de to til at fungere iblandt så mange mennesker. Hun var derimod ganske god til at falde i baggrunden og snige sig omkring. Spørgsmålet var jo så bare.. hvad ledte de efter?

”Well.. Husband.. Du kan ikke klippe dem inden ballet.. Så ville du jo ikke være en elver, eh” bemærkede hun langsomt, som hun tænkende begyndte at bide let i neglen på hendes pegefinger. ”Og så er du ikke.. speciel.. eller nummer 1” tilføjede hun tænkende efter, inden hun blinkede let med det ene øje, for så at træde en anelse væk fra ham.
Hun undlod at traske mere rundt i netop dette emne. Hun vidste at det var ømtåleligt, fordi de netop havde diskuteret det førhen. Han var måske smartere ved at vanære sig selv, men hun var mere stolt for ikke at gøre det. Det var unødvendigt, og skulle det ske, at hun blev taget på grund af det.. Så var det måske ikke det værste der ville være sket i hendes liv.

Som han bevidst valgte at ignorere hendes kommentar, eller i hvert fald intet sige, himlede hun teatralsk med øjnene, inden hun så til hvordan han kortvarigt pegede imod hende. Ordene frembragte endnu et af de sarkastiske blikke, som hun delte ud af til fulde, inden hun rømmede sig en anelse. ”Jaja.. God plan.. fantastisk.. Jeg skal nok spolere den” svarede hun i stedet, selvom hun selvfølgelig havde tænkt sig at gøre det så diskret som muligt. Om det var hende eller en anden der ville spolere den, ville de finde ud af på dagen.
Hun nikkede i stedet næsten ivrigt for endelig at finde ud af hvad det egentlig var de søgte. Hun huskede godt, at han havde nævnt en bog over for Andrei, og hun smilede en anelse skævt ved indrømmelse over hvorfor det var bragt op. Det var kommet på et rart tidspunkt, og reddet hende, så hun kunne vel ikke bebrejde ham det. Hun ventede i stedet på at han fortsatte sin fortælling.
Hun stoppede sig selv i at klappe ironisk af ham, da han stolt fortalte han havde fundet lokationen, men lagde i stedet armene over kors, som hun lod hovedet falde fra den ene side til den anden. En bog som denne Gammel Heks ville have fat i. Hun havde forstået at kvinden ville være nosferatu.
Som forfatterens navn blev nævnt, ville et synligt gys gå igennem hende. Det var det samme navn hun havde hørt den aften hun havde rejst fra hendes hjemland. Grunden til, at det hele nu var som det var. Shaka. Hun vidste at genfødslen ikke var gået igennem dengang, men var det mon hvad denne Gammel Heks ville forsøge?
Angelies blik blev på stedet skeptisk, som tanken kom ind i hende. Hun kunne ikke lade det ske, men hun kunne heller ikke vende ryggen til nu. En anden ville tage hendes plads, og det ville ske alligevel. Hun kunne ikke have ladet ham dø for.. ingenting.
Hun ignorerede det faktum om hvor mange penge hun ville have imellem hænderne, hvis opgaven ville blive en succes. I stedet gik hende moralske tankegang på opdagelse omhandlende emnet og hvad køberen ønskede at gøre med denne bog.

Hendes alvorlige blik lagde sig på ham, som hun havde ranket ryggen en anelse. Hun forstod at han ønskede en kompetent partner, og uden at være for selvfed, så var hun det han havde behov for. Der var bare et lille problem. Hun ville vide hvad intentionen med bogen var før hun ville gøre noget som helst!
”Kan vi besøge køberen.. Heksen?” lød hendes stemme bestemt. Selvom det måske var formet som et spørgsmål, så var det mere sagt med tonen som en ordrer. Det var tydeligt i hendes stemme, at hun ikke ville gå på kompromis på netop dette område.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Søn 25 feb 2018 - 20:06

Hendes kommentar om ikke at lade det gå ham på, fik ham til at skære en let grimasse, og ryste kort på hovedet. Det kom ikke til at kunne lade sig gøre. Han ville aldrig have den stolthed der skulle til, for at eje det ‘kulturelle faktum’ at han var bedre end hende, blot på grund af hans øre, og den der fødte ham. Det ville næsten være lige så svært for ham, ikke at hade det var en ting. Han var vokset op, under den kultur. Levet med, at Elvere, med yngre familier, eller blandede familier, var lavere stående. Hans familie havde været adellige. Hele vejen op, ad familietræet. Deres øre, var aldrig blevet kortere, grundet blandinger med ‘laverestående’ familier. Andre adelige familier, havde altid giftet sig ind i hans, fordi hans var den højeste i blandt de østlige familier. Den ældste. Han havde engang ejet dette. Troet, på dette. Troet, at han en dag skulle giftes med en adelig kvinde, der højest sandsynligt ikke havde valgt ham, for noget der var.. -Ham-. Et eller andet sted, var meget af hans personlighed, kommet af dette.
”Det vil det alltid, Angelie. Jeg fik det ind med modermælken, og så.. Ja.. Things change.” Tilføjede han kort, men rystede det hurtigt af sig. ”Men, skal nok lade være med at trække så meget på det længere.” Lagde han ekstra på, inden han fortsatte sin lange forklaring.

Hendes bemærkning omkring hans øre, fik ham til at trække en anelse på hovedet, og ørene til at vippe en anelse. Noget, de ikke havde gjort i lang tid. Hans øre, virkede originalt mere som et dyrs, end et menneskes, og han kunne bevæge dem en anelse, alt efter hvad han ville lytte efter. Det kunne menneskers ikke, så han havde vendt sig til at lade være. At mærke den bevægelse igen, fik ham til at brumme ganske stille, og ryste et par gange på hovedet. Han klukkede dog lidt af hendes sidste ord, og nikkede et par gange.
”Yeah.. Guess I can’t. De når dog ikke at gro ud, før det står på. Er dog sikker på GH, har en løsning. Alternativt, er det vel egentlig bare en anelse healing, der skal til. Har du også vist dig udmærket til?” Han klukkede ledt, dog med en lettere akavet grimasse, og et ryk på hovedet.. ”Dog, ikke endnu. Skal ind i byen efter noget i morgen. Ville foretrække at forblive Alexander, i deres øjne.” Tilføjede han dog, så hun ikke fik nogen gode idéer. Han fortsatte hurtigt videre til det næste emne, men udviste ikke hans glæde ved, at hun lod det passere. Men den var der.

Hendes joke om at spolere hans plan, fik ham til at leg ganske blidt, og rystede på skuldrene.
”Mjah, så må vi jo improvisere. Jeg ville bare stærkt sætte pris på, at slippe ud derfra, i live. Og -med- den bog…” Tilføjede han også. Han var hoppet med på joken, men fik også tilføjet, i de sidste ord, hvor vigtigt det var for ham, at missionen lykkedes.
Uth bed mærke i Angelie’s skift i mine. Det fik ham til at ligge hovedet en anelse på skrå, men nævnte det ikke uden videre. Dog, da hun spurgte ind til at møde køberen, så han en anelse tænkende ud. Han tog et øjeblik, inden han endelig svarede.
”Ja. Det kan vi. Det var en del af planen, da hun skal have kontaktet arrangøre, og anmeldt min Plus-one’s tilstedeværelse. Altså, dig. Vi skal lige have opfundet et navn, og en mindre baggrund, så hun kan give den. De invitere ikke folk ind, med plettede baggrunde. Eller.. Den chance, tager vi os i hvert fald ikke.” Tilføjede han, og smilede en anelse, dog uden at tabe det tænkende blik. Han ville til at spørge hvorfor -hun- gerne ville møde køberen, men valgt at lade være. Hendes grund, ville nok komme frem når det var. Selv hvis hun havde negative intentioner, omkring Gammel Heksen, var de rikke megen mulighed for at det ville lykkedes hende. Der var en grund til, at man kaldte hende ‘Gammel’. Hun var en snu gammel skabning.
”Det! Bliver dog først i morgen, når jeg også har gjort et par andre ting klar. -Og- når du har fået dig en god nat’s søvn, i en -ordentlig- seng. Plus, jeg vil gerne bruge aftenen sammen med Petrov’erne. Har været væk i nogen tid. Var kun lige kommet tilbage, efter nogen måneder, da ungerne blev snuppet.” Forklarede han, nu med en helt anden mine over ansigtet. Glæden, og varmen, var blusset op igen, blot ved tanken om en nat sammen med Petrov familien, og han begyndte at træde baglæns, tilbage imod huset.
”Kom. Join os. Er ret sikker på, at det er -familie hygge- aften, i aften. Og du kunne trænge til lidt flere smil, i dag. Kunne godt virke til, at det er for længe siden, du har gjort dig nok i det. Og i kan altid snakke mere om missionen i morgen, hm? Come on. Gidder egentlig ikke til at forklare Natasha, hvorfor du ikke kommer op.” Han lokkede med alt der var i ham, med armene ude, i en indbydende gestus, alt imens han fortsatte med, at bakke bag ud.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Søn 25 feb 2018 - 22:38

Hun så til, som han virkede til at overveje hvad hun havde sagt. Da hans kommentar endelig kom, rystede hun en anelse på hovedet af det. Hun forstod sig ikke på den form for slægtskabning. I hendes øjne var der kun en grund til at være sammen med en anden, og det var der ingen der skulle bestemme. Det betød dog ikke, at hun ikke forstod sig på presset fra en familie. I hendes tilfælde havde hendes forældre vist bedst, dengang hun stadig levede under deres tag, og hun kunne kun tænke på hvor hun ville være i dag, hvis hun havde lyttet til dem og ikke været en rebelsk teenager.
Hun bemærkede dog hans sidste tilføjelse, inden hun igen rystede på hovedet. Det generede ikke hende hvorvidt han ville hænge sig i detaljen, hvis det var hvad han ønskede. Hun fremtvang et svagt smil, inden hun åbnede munden. ”I så fald kan jeg garantere at jeg.. vil være det laveste du finder” svarede hun en anelse kækt, i et helhjertet forsøg på at lette stemningen for ham på området. Desuden var det så sandt som det var sagt. Hun stammede ikke fra elverfamilien, hun var ikke engang født elver. Dertil havde hun levet sin tid som drow. Der skulle en del til at toppe det på statuslisten.

Hun lyttede til forklaringen, og skulle til at spørge ind til hvordan han så ville fremtvinge sine ører. Svaret kom dog inden hun nåede at åbne munden, og hun vippede et par gange med øjenbrynene, inden hun nikkede. ”En af de bedste” overdrev hun sine evner, eftersom der var mange og langt ældre healere end hende. Hendes evner var habile og ganske gode, men der var stærkere i verden.
Hun måtte dog kigge en anelse forvirret på ham ved næste sætning. ”Alexander?” lød hendes stemme spørgende, inden det gik op for hende, at det var ham der var denne Alexander. Men hvorfor ville han kalde sig selv det blandt et folk, der virkede til at kunne lide ham. Der virkede til at kende til hans race og liv.

Trykket på ordet var ikke til at tage fejl af. Det fortalte tydeligt hvor vigtig denne bog var for hans mission, og hvem var hun at skuffe ham på dette område. Desuden ville hun aldrig slå chancen for en udfordring fra sig. Dette skulle med sikkerhed ende ud i et ganske interessant kup, hvis de kom helskindet igennem det. ”Improvisering er hvad jeg gør bedst.. Og bare rolig, du skal nok få din elskede bog” bemærkede hun en anelse tørt, inden hendes ansigt lagde sig over i de alvorlige.
Hun så godt hvordan han kiggede undrende på hende, men hun var taknemlig for, at han ikke spurgte nærmere ind til grunden. I stedet brugte hun sine tanker på at lytte til ham. Så de skulle altså mødes med denne Gammel Heks. Hun stod for planlægningen, og Angelie nikkede langsomt ved en opdigtet historie. Det ville være det mindste af hendes problemer.
”Eowyn Falalithe” startede hun, som hun nævnte hendes dæknavn. Det var ikke første gang hun havde brugt det, derfor faldt det hende naturligt, som hun hurtigt udtalte det. ”Dog tænker jeg, at du allerede har et familienavn til os?” lød hendes spørgende stemme. Det var trods alt kutyme at kvinden overtog mandens navn, især når denne var den højere stående.
”Og du faldt for min uimodståelige personlighed og charme” hun kastede selvsikkert håret let ud fra kroppen, så vinden greb det og kort slyngede det rundt. Hun var ikke sikker på hvilken form for baggrund der var krævet af tyrkere, og slet ikke tyrkiske elvere. Det måtte være hans speciale, eftersom dette var hans land og område.
Igen måtte hun dog erklære sig enig med ham. Det var begyndt at være en anelse koldt at stå herude i kulden, og tanken om en varm seng var virkelig lokkende efterhånden. Hun forstod godt hans lyst til at blive hængende omkring hans nærmeste, selvom hendes fingre mest af alt kløede efter at komme afsted. Hun kunne dog ikke nægte ham det, og slet ikke efter kun at have været forbi ganske kort i månedsvis.
I stedet så hun til som han begyndte at bevæge sig baglæns imod huset, som indbydelsen kom til hende. Hendes ansigt reagerede i let overraskelse, som han påpegede hendes mangel på smil. Denne gang undertrykte hun ikke trangen, som hendes tunge rakte sig frem imod ham, inden hun begyndte at følge efter.
”Jeg ville gerne se dig prøve” bed hun blidt tilbage, imens hun forestillede sig Uth stå og nervøst forsøge at forklare Natascha hvorfor hun ikke ville være til stede. Hun overvejede det en anelse, som hun langsomt begyndte at følge efter ham. Han var ganske overbevisende når han ønskede det, især når han trykkede på de helt rigtige knapper.
”Jeg troede vi havde en aftale, om ikke at bruge børn imod mig” hviskede hun imod ham, som hun let himlede med øjnene, for at følge med ham imod huset og den såkaldte opholdsstue hvor familie hyggen ville befinde sig.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Man 26 feb 2018 - 17:07

Hendes forsøg virkede, og Uth klukkede muntert, med et par ryst på hovedet, og et dramatiseret gys.
”Fuck no… Så skulle du opføre dig som et lam, det.. Gider jeg ikke have med.” Tilføjede han, med et varmt smil, og kiggede kort ned af Angelie, inden øjnene kom op igen, med et enkelt nik.
”Bare kom som dig. Ingen grund til, ikke at gøre det underholdende. Og, så længe vi ikke bliver smidt ud.” Han lavede et okay tegn med hånden, og klukkede let. Han havde næsten været ved at indrømme, at han formentlig sagtens kunne se en kompliceret kvinde som hende, som hans kone, men var helt sikker på, at hun ville misforstå det, som mere end det var. Men han ville nægte at lade hende nedgøre sig selv, for at følges med ham til et Bal. Han var dog også sikker på, at det havde været en joke.

Hendes ‘overdrivelse’ af hendes healing evner, fik ham igen til at klukke let, og nikkede et par gange. Dette, var langt bedre, end det hun havde udvist før. Det, der havde virket som underkastelse, af hans planer, var kedeligt. Det var langt bedre at se hende sådan her. Humoristisk, glad og selvsikker. Han nikkede en enkelt gang af kommentaren, og rakte en tommelfinger i vejret.
”Wouldn’t doubt you, for a second. I så falde, kan du tage dig af det, inden vi bliver samlet op af kareten.” Tilføjede han, og ville lade det ligge der. Der var ingen grund til at få Gammel Heksen, til at take sig af det, når Angelie sagtens ville kunne. Hvilket ikke burde være noget problem, da det jo egentlig var en mindre skade.
Hendes spørgsmål til Alexander, fik ham til at skæve en anelse, og nikke et par gange. Han kunne se på hende, at hun selv havde opfanget den, men valgte alligevel at forklare.
”Myeah.. Mit Dæknavn. Bruger jeg, overfor folk der ikke kender mig. Skal du jo også lige vide, inden vi bevæger os uden for denne gård. Der hedder jeg Alexander. Bare, Alexander.. Uth-avel, har en.. Betydning, hvis de forkerte skulle høre det. Lad os.. Bare lade det ligge, for nu. Hah.. Bare husk det.. Alexander. De fleste kalder mig Alec, da det ligger mere naturligt for folk i mit hjemland.” Forklarede han, mest for fremtidens situationer. Der ville garanteret komme en dag, hvor de to befandt sig sammen i byen, hvor han helst skulle kaldes ved dæknavnene. Det gjorde ham ikke det store, at leve under et dæknavn. Stoltheden ved hans navn, døde sammen med meget andet i hans liv, og var for længst begravet. Den eneste grund han ikke bare gik under navnet Alexander, var vel at folk kendte til det. Det fortalte han i hvert fald sig selv, men han var ikke længere helt sikker.

Hendes kommentar om at improvisere, fik hans læber til at glide ud i et smil, og nikke et par gange. Han havde intet problem med at improvisere -hvis- ting slog fejl. Dog, ville han altid foretrække, hvis planer gik som forventet. Når han lagde planer, blev de altid lagt med henblikket, at han ikke skulle opdages. Ikke skulle fanges. Han havde noget han skulle nå, før han måtte blive henrettet. Indtil da, skulle han ikke fanges, under nogen omstændigheder.
Som han fortsatte, og da hun meget direkte, kom med hendes dæknavn. Han rejste sine bryn en anelse, i overraskelse, og nikkede et par gange. Han havde vitterligt ikke regnet med, at hun ville have et dæknavn. Noget havde givet ham idéen, at hun havde været højt stillet hvor hun kom fra, så at have et dæknavn, on the spot, var ikke forventet.
”Fint. Så er det da ude af verdenen. Og, ja. Mit halv Tyrkiske persona, er: Asil Bakkal. Efternavn en del mindre.. Elegant, men en -del- mere Tyrkisk. Fra hvad jeg har forstået på GH’s forklaring om Tyrkiske Elveres traditioner, så er deres navne blevet en del mere almene, og er gået væk fra oldtids traditionerne. Deres navne minder mere om menneskenes der. Hvilket egentlig er ganske fascinerende. Der var ikke den store chance for, at min familie havde ændret deres navn, for at kunne passe bedre ind blandt mennesker… Måske det havde hjulpet, hvis du havde.” Han forsvandt kort i tanker, men fik hurtigt slået sig ud af den igen, da han virkede til at komme på en idé.
”Hm. Vi kan altid sige, at mit persona havde været på en tour, og var faldet for din der? På den måde, kunne du slippe for at lave et accent? Med mindre du også ligefrem har sådan et i baglommen?” Klukkede han kort. Det havde lige så meget været for en grund, til det mere unikke navn. Det passede ikke så godt ind i det, han havde hørt om Tyrkiske Elvere, så det ville nok være bedst med lidt forklaring der.
Hendes selvsikre bud på hvad han var faldet for, fik ham til at le ganske kort, og nikke et par gange, som vinden fangede hendes hår. Det havde ikke været en hånende latter, men en varm og glædelig en af slagsen.
”Hah.. Ja, det, og så det flotte hår, og den gode røv.” Han smilede lettere sjofelt, inden han ikke kunne holde sig selv tilbage, og lo af hans egen sjofelhed, og måtte defensivt holde hænderne op. ”Beklager, beklager.. Jeg har ikke nedstiret din røv, det lover jeg.” Forsvarede han lystigt sig selv, og var klar på at forsvare sig selv fra et hvert slag der nu engang komme med hans sjofelhed.


Han klukkede let ved hendes kommentar om at prøve forklaringen, og rystede et par gange på hovedet, med et ryst på skulderen.
”Eh, jeg ville foretrække at lade være?” Lokkede han igen lidt, stadig uden at stoppe med bakke tilbage mod huset. Hans smil voksede en anelse, da hun så begyndte at følge efter ham, og han nikkede en enkelt gang. Hendes kommentar om ikke at bruge børnene imod hende, fik ham til at lave et dramatiseret blik, af uforståelse.
”Hvornår lovede jeg det? Det! Lyder ikke som mig, må have været noget du har hørt, et eller andet, andet sted.” Jokede han, med et glædeligt smil, og drejde endelig imod huset, med et tempo hvor Angelie kunne indhente ham.
”Og, indrøm du det nu bare igen. Du nyder, at bruge tid sammen med dem. Og det, kommer du ikke til at kunne gemme på længe. Det ser Tati da med det samme. Og hvorfor også lade som om andet er sandt?” Tilføjede han, med et varmt smil. Han ville virkelig gerne have hende til at indse, følelser var normalt her. At udvise kærlighed og venskab, kun var en gave, i disse kredse.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Ons 28 feb 2018 - 17:48

Da han nævnte, at hun bare kunne komme som sig selv, gled der et naturligt sleskt smil over hendes ansigter, som man fornemmede skyggerne danse ned over øjnene, for at skabe en mere dyster og farefuld stemning. Han legede med ilden på netop det område, og heldigt for ham, huskede han at sætte en begrænsning op. Hun var dog sikker på, at han ville ende med at fortryde netop den sætning kort inde i ballet.
”I så falde.. Vil jeg være mig.. Det er også langt nemmere” påpegede hun, som hun skrev sig bag øret, at hvis hun lavede ballade, var det bedre at det ikke blev opdaget før de var langt væk fra gerningsstedet. Desuden ville hun nok bruge størstedelen af tiden på at være usynlig og være på jagt efter den såkaldte bog, imens han tog sig af det mere diplomatiske og eksotiske, som han så fint havde kaldt det.

”kareten?” lød hendes spørgende stemme, som hun rynkede let på næsen ved ordet. ”Lever I stadig i det 18. århundrede?” hun måtte himle opgivende med øjnene ved ordet, som hun dog noterede at hun skulle ordne hans ører inden. Det skulle ikke være svært, selvom hun ikke ligefrem havde udført den form for arbejde før. At få noget til at vokse ud igen, men han besad allerede evnen til det, så det var ikke som at skulle gengro en afhukket hånd i det mindste.
Det var ved næste emne, at hendes nysgerrighed blev helt synlig, som al hendes fokus rettede sig imod ham. Hun fik vel også den forklaring, som hun et eller andet sted havde forventet. Dog fangede noget hendes interesse, som hun næsten utålmodigt ventede på, at han ville være færdig med at tale.
”Hvilken.. betydning?” spurgte hun bagefter, som hovedet faldt opmærksomt imod hendes ene skulder. Hun måtte huske at kalde ham det, skulle hun støde ind i ham uden for gårdens område. Det kunne være en mulighed, selvom hun ikke havde planer om at skulle ind til byen foreløbig..
Tanken slog hende i ansigtet, som hun daskede sin flade håndryg imod panden. For fanden.. Hun skulle vel have noget passende tøj til sådan en begivenhed. Hvad fanden gik en tyrkisk elver i, når de skulle være pænt klædt på? Hun brummede en anelse for sig selv, men sagde intet. Hun var ret sikker på, at det ville være bedre at spørge Tatiana til råds om påklædning, end Uth. Hun ville spørge kvinden senere, når hun fik muligheden.

Som emnet faldt på deres nye identiteter, trak hun en anelse beklagende på skuldrene. Hun var ikke vant til at bevæge sig i de mere østlige egne af Europa, og kendte derfor ikke til navneskikkene i disse områder. Endnu engang måtte hun bide fast i en af hans kommentarer. Det var som om, at han så småt var begyndt at give små brudstykker om sin fortid, serveret lige foran snotten på hende. Spørgsmålet var om han ville uddybe, hvis hun spurgte nærmere ind omkring det. Var hun overhovedet interesseret? Ja fanden da så. Om ikke andet, så bare for at have lidt baggrundsviden hun ville have i baghånden skulle det blive nødvendigt. Det var længe siden hun ikke bare havde fået al informationen om en person serveret for hende, men faktisk selv skulle grave det frem. Trættende arbejde, fængende, men trættende.
”Nogen chance for, at du vil fortælle hvad din families navn er?” spurgte hun derfor langsomt, selvom hun mest af alt forventede at få et nej.
Hendes ansigt skar en grimasse, som han nævnte hendes accent. Den var betydelig anderledes end den russiske, og bestemt også den tyrkiske. Desuden stod hendes blege hud i klar kontrast til hudfarven i det tyrkiske land. Hun kunne ikke lade være med at klikke let med tungen, som hun åbnede munden. ”Jeg.. har accenter.. Vestlig accent” ville hun derefter svare, som hun var slået over i en tyk essex klang, som var hendes fødested for mange år siden. Den ville komme frem når hun snakkede med andre fra det område af England, og efter så mange år, så lød den næsten fremmed i hendes egne ører. Hun nikkede dog for at erkende sin enighed. Det var bedst, med den idé, så hun ikke ved en fejl ville miste en nyligt lært accent.
Hendes blik blev på stedet skarpt, som han valgte at ligge en direkte kommentar på hendes røv. Hvis han havde haft tid til at betragte den, så havde han brugt for lidt tid på deres sidste mission, og kommende for den sags skyld. Som hans undskyldning derefter kom hastigt ud, skulede hun en anelse imod ham, inden hun fnøs ganske let. ”Brug hellere tiden på at betragte og komplimentere ledige kvinders .. assets” hviskede hun imod ham, som hun vendte blikket væk fra hans og hen imod en mindre hesteflok, der så ud til at stå sovende i aftenens lys.

Som hun endelig satte sig i bevægelse efter ham, lyttede hun til hans evindelige snakkeri om hvor glad hun var for ungerne. ”Jeg sagde det tydeligt, imens jeg slæbte et forbandet tungt lig igennem sneen den anden dag. ’Du vover at bruge det imod mig’” påpegede hun bestemt, som hun svagt løftede en pegefinger imod ham. Hun vidste dog godt, at han garanteret ville vende det imod hende en dag. Bare ikke at den dag var allerede nu.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Fre 2 mar 2018 - 19:59

Uth’s ene øjenbryn rejste sig kort i vejret af hendes slekse smil, og bredte sig langsomt et stort smil af sine egne. Det var tydeligt, at Angelie ville bringe en gnist med til Ballet, der ikke ville have været uden. Han stolede på at hun ikke ville ødelægge opgaven fuldstændigt, og hvis hun så i stedet bare gjorde den sjovere end den allerede havde mulighed for at være, var det jo blot endnu bedre. Han hoppede dog med øjenbrynene, da en anden tanke kom op, og så en smule tænkende ud.
”Eh.. Selvfølgelig. Hvis du kommer som dig selv… Så. Skulle du naturligvis også lade som om, du var.. Dig. Der ville være blevet forelsket i en af mine personligheder.” Tilføjede han, som en ‘downside’ til at komme som sig selv, inden han spillede en lettere dramatiskst sleskt udtryk ud.
”Som er.. Mindst.. Lige så sjofel, og forfærdelig som mig selv. Man er vel en danser.” Han slog over i et meget overbevisende Tyrkist accent, ved at ligge mere tryk på hans h’er, og og snakke med tungen en anelse tættere ved tænderne. Han vinkede med det ene øjenbryn et par gange, inden han kort klukkede, og rystede på skuldrene.
”Men han er nu ikke alt for slem. En håbløs romantiker. Måske en anelse mere sukkersødt end jeg forestiller mig -du- ville bryde dig om, men mon ikke du overlever. Bare den ene nat.” Tilføjede han, med en kort latter.

Ved hendes kommentar om hans brug af ord, lagde han hovedet en anelse på skulderen, og måtte himle en anelse med øjnene, med et kort ryst på hovedet.
”Nej.. Nej, det gør vi ikke. Var mere ment som et ‘ordsprog’. Skal satme ikke sidde i flere timer, bag et læs heste…” Lo han kort, med et par ryst på hovedet ved tanken. Den følelse heste havde med ham, var så sandelig gengældt.
Man kunne næsten se fortrydelsen på Uth’s øjne, da hendes synlige nysgerrighed kom frem. Han rystede kort på hovedet, og var allerede igang med at rejse en hånd, før hun overhovedet stillede hendes spørgsmål, og da det kom, smilede han kort, og rystede igen.
”Nej.. Der er en grund til, at jeg ikke bruger det, og holder det for mig selv. Udover chancen for at blive genkendt.” Svarede han, kort, og aflukkende. Skulle hun presse, ville han blot ryste på hovedet igen, og lade samtalen fortsætte, uden et svar. Han nægtede at snakke om dette emne, specielt med en der tilsyneladende ikke anså det store af ham. De var ikke venner. Tati og Hjalse var hans venner, og dem havde han ikke fortalt grunden til at ville lade hans families navn dø ud.
Han lagde mærke til hendes dask imod hendes egen pande, og rejste kort et øjenbryn. Det virkede ikke til at hun ville snakke om hvad der var faldet hende ind, så han valgte at lade være med at spørge, og klukkede i stedet bare, med et undrende blik.

Igen, virkede hendes tanker til at være gledet sammen, og drejet hende imod det spørgende humør. Han sukkede kort, og selvom hans blik blev en anelse frustreret, kom der stadig en kort latter fra ham, før hans smil var tilbage.
”Du, er godt nok nysgerrig, efter at vide alverdens ting fra en person, som du tilsyneladende ikke bryder dig synderligt om, er du ikke?” Spurgte han, en anelse søgende. Han havde vitterligt ikke opfattelsen af, at Angelie brød sig om ham, men alligevel var hun satans nysgerrig efter hans fortid. Mente hun kendskab var magt, og ville anskaffe sig så meget information fra alle, som muligt?
Som svar, rystede han dog kort hovedet igen, og rystede afværgende på skuldrende.
”Ingen grund til. Der er ingen mening i det navn længere. Det eneste den viden ville bringe dig, var navnet på en gravsten. Burde give dig en idé om, hvor meget jeg -ikke- har lyst til at snakke om den.” Forklarede han, uden den mindste dysterhed i hans stemme. Han virkede ikke til at han sørgede over det faktum, at hans Familienavn var dødt. Det var dog tydeligt i hans hårdre tone, at han ikke ønskede at snakke om det. Hans blik fik dog kort et glimt af eftertanke, og han nikkede kort et par gange.
”Hm. SKal nok prøve at lade være med at bringe ting op, jeg ikke ønsker at snakke om. Hjælper ikke ligefrem din nysgerrighed, forestiller jeg mig.” Klukkede han kort, og beklagede med endnu et nik. Han tænkte viterligt ikke over det, når han nævnte det. Alle andre var stoppet med at spørge, og han var vel, et eller andet sted, kommet over det. Angelie var bare en ny person i billedet, og kendte ikke nok til ham, til at vide disse ting.

Han havde nikkede godkendene af hendes valg af accent, og klukkede ganske kort ved idéen. Han så, så, kort tænkende ud, og klukkede igen.
”Det, lydder Engelsk. Så, fra England?” Spurgte han, inviterende, og nikkede hovedet fra side, til side, et par gange. ”Altid været meget glad for de Engelske accenter.” Tilføjede han muntert, som et uvist kompliment.
Hendes tydelige skift ved hans ellers muntre kommentar, fik ham til at rulle en anelse på øjnene, da han indså hvad han havde gjort. Han kløede kort sit ansigt med sin ene håndflade da hun bed tilbage, og gav et kort suk fra sig. Inden han forklarede sig selv, fik hans blik dog et lettere overrasket, og uforstået udseende, og han holdt armende uforstået ud.
”Fordi.. Det kræver.. Vildt meget tid, at kaste en røv et hurtigt nok blik til at bedømme den?” Spurgte han, retorisk, og indså med det samme hvor dårlig en idé det nok var, og skyndte sig at tilføje mere, i håbet om at stoppe hende fra at at svare.
”Jeg, har ikke stiret på din røv, Angelie, for fanden da.. Prøv, for gudernes skyld, at slå lidt koldt vand i blodet.” Lo han kort, før han var begyndt at bevæge sig imod huset, og smilede muntert. ”Og du var uforstået, da jeg kaldte dig Prude?” Smilede han igen drillende imod hende, og viftede kort med armen. ”En joke.. En joke.. For gudernes skyld, en joke. Tror ikke at jeg kan tage mere vrede i dag…” Skyndte han sig at afværge, med en kort latter, samtidig med at han tilføjede noget han næsten mente. Han havde ikke mødt så meget vrede, og så mange misforståelse, i flere uger, som han havde de sidste par dage.


Da de var kommet tilbage til huset, ville Uth have ledt vej op af trapperne, forbi Angelie’s værelse, og så de sidste trapper op, hvor trappen så også endte. Den endte ved en dør, som ledte ind i et forholdsvist stort loftsrum. Loftet var naturligvis skævt, da det lå lige op til taget, men lokalet var stadig behageligt varmet op. I den modsatte ende, end hvor de kom ind, stod der et pool bor, et bordfodbolds bord, samt en gammeldags Jukebox, der stillede brummede nostalgiske Rock numre ud. Jukeboxen var tydeligvis en gammel antik, og ikke ligefrem noget de valgte, fordi det var mest ind. Men der var noget ved de rustikke toner, og det lettere slidte look, der fik den til at passe ind til det gammeldags, selvbygget hus.
I midten af rummet, var der to sofa møblemanter. To firemands sofaer, stod her med ryggen imod hinanden, hvor den endte vendte imod et stort TV, og den anden imod en lille pejs. Foran peisen, lå der en hvid kat på et rundt tæppe, der lå og nød varmen fra flammerne, med en langsomt dansende hale. I sofaen der vendte den vej, sad Tatiana, med en bog i skødet, og nynnede stille med til den sang der spillede over Jukeboxen.
I det andet sofa møblement, sad Hjalse, med det ene ben over det andet, og hans arm over ryggen på sofaen, hvor hans hånd lå på Tatiana’s skulder, som hun havde sit hoved hvilende imod. Hjalse sad og så på TV’et, hvor et platform’s spil blev spillet af de to unger, der sad i to af de fire sækkestole der lå, rundt omkring imellem sofa og TV.
I den ende hvor de kom ind, var der et bord ved deres højre side, med stole rundt om, og en reol ved siden af med flere forskellige brætspil, og til venstre for dem, var der en lille trekantet bar, med et køleskab.

“Vil du være med igen, Papy?” Spurgte Natascha med et stort smil, da det virkede til at spillet var overstået, og Hjalse holdt hånden defensivt op, med en kort latter.
“Ah.. Tror lige, at jeg holder en pause, tak.” Forsvarede han sig selv, med et varmt smil.
“Jeres Papy kan ikke holde til, at få så meget pryl, på så kort tid.” Forklarede Tatiana, uden at tage øjnene fra sin bog, og fik begge børn, og hende selv, til varmt at fnise. Hjalse lo også, men skubbede kort til Tatiana’s hoved, og fik hendes opmærksomhed. Hun fniste af ham igen, og de lænede sig over sofa ryggene, for kort at kysse hinanden, inden alle kiggede over imod døren, hvor de to Elvere var kommet ind. Andrei lyste straks op, og viftede efter Uth.
“Avel! Kom og spi led os!” Insisterede han, og Hjalse lo kort.
“Ja, please.. Kom og giv de to unger noget udfordring! Helst også lidt tæsk, hvis muligt.” Lo Hjalse kort, sammen med begge unger. Natasha kiggede glad op til Angelie, og viftede også hende over.
“An.. Angelie! Vil.. Vil.. Vil du prøve?” Spurgte hun glad, med et stort smil. Uth smilede af børnenes opmærksomhed, og kiggede over på Angelie, imens han gik til baren, hvor han begyndte at blande nogen ting sammen, og afventede hendes svar.


avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Søn 4 mar 2018 - 22:13

Hendes sleske smil blev ikke mindre som han begyndte at snakke om hans sider, som han var sikker på hun ikke ville bryde sig om. Hun spidsede overvejende læberne efter den første kommentar, som hun lod blikket glide op og ned over ham, imens hun ventede på at han ville fortsætte sin snak. Der var altid mere havde hun efterhånden fundet ud af.
Selvom accenten ændrede sig en anelse, så forstod hun stadig hvad han sagde. Hun hmm’ede lidt for sig selv, inden hendes blik endnu engang lagde sig imod hans efter deres rejse over ham. ”Og hvad får dig til at tro.. at jeg ikke ville kunne være forelsket i en som.. dig?” Trykket på hendes stemme var blevet mindre, så ordene var en anelse højere end en hvisken. Det mystiske blik kom fra hende, inden læberne skilte sig en ganske svag smule fra hinanden. Hendes hænder lagde sig let imod hofterne, med tommelfingrene vendt imod rygsøjlen, inden hun løftede den ene hånd, for at sende et luftkys afsted imod ham.
Derefter slap hun den lettere forførende og legende personlighed, som hun rankede ryggen en anelse, inden hun blinkede en enkelt gang, og hendes blik vendte tilbage til det normale neutrale. Han havde advaret hende, og hun havde så sandelig tænkt sig at bevise, at hun ville være i stand til at overleve hans sukkersøde indstilling for en nat. Også selvom det var så langt fra hvad hun kendte, som noget overhovedet kunne blive.

Selvom hun ikke havde forventet at få et svar, ville han stadig kunne se et strejf af skuffelse glide over hendes blik, da han ubarmhjertigt afviste hendes spørgsmål. Hver gang hun havde haft et, der bare nærmede sig hans identitet eller fortid, havde han fejet hende væk. Det irriterede hende grueligt, selvom hun forstod det. Tanken om at dele personlige oplysninger med en fremmed var ikke.. lokkende, men derfor følte hun stadig irritationen og skuffelsen ved ikke at få sin vilje.
Hans anklagen imod hendes nysgerrighed frembragte blot et uskyldigt træk på skuldrene, som hun tyggede lidt på hans ord. Det var vel første gang, at han havde formuleret det på netop den måde. Det var jo ikke fordi hun ikke brød sig om ham.. Eller, det var det, men hun både hadede og nød hans selskab. Det var forvirrende at blive trukket i begge de retninger, men hun var ikke sikker på hvor hun helt stod på det punkt. Hovedsagen var, at hun egentlig syntes de var et godt partnerskab til missionerne, men hans selvfede meninger kunne skære ørerne af hende.
”Jeg.. hader dig ikke” kommenterede hun dernæst for ligesom at slå den hund af vejen, inden den ville vokse sig større. Hun var vel bare ikke god til mennesker og socialisering. Det var ikke noget hun havde haft behov for.. nogensinde.
Skuffelsen voksede sig frem endnu engang, en del tydeligere, som han fejede hende væk endnu engang. Igen vidste hun svaret inden hun overhovedet havde spurgt, men håbet havde alligevel luret i baggrunden, og nu var det knust i sneen for hendes fødder.
”Som du vil” svarede hun dernæst, som en afslutning på at hun havde smidt håndklædet i ringen. Hun ville lade være med at spørge i fremtiden, velvidende at hun ingen svar ville få. Hun kunne få dem en dag skulle det blive absolut nødvendigt, med nogle mindre behagelige metoder, men så vigtigt var det ikke for hende netop nu.

Ved hans spørgsmål om accenten, smilede hun svagt inden hun nikkede et par gange. Han formåede dog at få sneget en af de typiske komplimenter indimellem, som hun tog en dyb indånding for åbenlyst at himle med øjnene af ham. Hun vidste at det ville ske. Væsner og mennesker var om ikke andet, forudsigelige i deres opførsler. Han virkede også til at kunne læse hendes reaktioner ganske godt allerede, hvilket blev bekræftet i hans næste kommentar, selvom hun ikke havde nævnt det højt på noget tidspunkt, men tanken havde skam været der.
”Det kommer an på øjnene der glor” fnøs hun dog af hans såkaldte forsvar, inden hun rystede svagt på hovedet, mest for sig selv, inden hun begyndte at gå fremad imod bygningen. Hun var vel ikke blevet helt så fornærmet som hun måske gav udtryk for.
Hun kiggede dog overrasket imod ham, som han forsvarede sig selv, inden hun blot betragtede ham i stilhed. Hun var ovre hendes såkaldte flip for i dag. Det var ved at være sent, og det havde været en lang lang dag allerede, også selvom der ikke havde været meget arbejde i det, andet at gå. ”Your loss” svarede hun ham blot, inden hun fortsatte sin gang med ham igennem huset, indtil de havde passeret døren hvor hendes værelse lå.
Hendes blik skrånede ubehaget op imod kraniet over døren, inden hun satte tempoet lidt i vejret for at haste forbi det, og videre efter Uth.

Hun hørte musikken lidt inden de faktisk nåede døråbningen. Hun havde hørt det et par gange før, men igen var det ikke noget hun havde fundet tid til i sit tidligere liv. At lytte til musik. Hun kendte ikke genren eller numrene.
I stedet stoppede hun kort op ved døren, for at overse lokalet foran hende og personerne i det. Ungerne spillede et eller andet, Hjalse så tv, imens Taliana læste i en bog. Det var virkelig et hyggerum for enhver smag.
Da Andrei kaldte efter Uth, fremkom der dog et smil ved hende, inden hu lagde mærke til at Natascha vinkede efter hende. Hendes fødder satte sig i bevægelse, som hun gik over imod børnene, inden hun satte det ene knæ imod gulvet, for at sætte sig på foden af denne, imens det andet var bøjet helt ind imod hendes bryst.
Da hun blev spurgt om hun ville spille, skar hun dog et grimasse, inden hun lod blikket falde over selve spillet. Ikke at det gjorde en forskel, eftersom hun ikke kendte nogle spil. Hun puffede blidt sin krop imod Natascha, inden hun helt opgivende slog ud med hænderne. ”Men jeg ved slet ikke hvad I spiller” svarede hun derefter, med et svagt håb om måske at komme uden om det, og realiteten af at ydmyge sig selv i nærværet af dem alle.
”Og jeg er ikke sikker på min stolthed overlever et nederlag” hviskede hun dernæst til de to unger, inden hendes blik kredsede imod baren, hvor Uth befandt sig. Kort overvejede hun muligheden for om der ville befinde sig en god stærk whiskey i den, men skubbede dog tanken fra sig næsten på stedet. Alkohol med børn til stede var ikke en god blanding, også selvom hun ikke ligefrem var utrænet i procenterne.
Hendes blik vendte tilbage imod spillet og ungerne, som hun ventede på en forklaring på hvad det var det hele gik ud på.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Lør 10 mar 2018 - 8:11

Uth betragtede hende, som hendes blik gled op og ned af ham, og et øjenbryn rejste sig en anelse, imens han fortsatte med at snakke. Da hendes mere forførende spil så slod ind, og hendes ord lød, klukkede han en enkelt gang, og rystede kort på hovedet. Han tvivlede stærkt på, at der var nogen chance for, at hun kunne falde for en som ham. Hun havde ikke givet meget andet udtryk, end utilfredshed og irritation, ved de fleste af hans karaktertræk. Specielt hendes behov, for at gøre emner omkring intimitet, til et tys punkt, hvor han anså det som et fantastisk underholdende, og lærerigt emne, var nok det største tegn. Men måske han tog fejl? Måske modsætninger, kunne tiltrække hinanden? Han kunne ikke sige, at han havde den store forstand på kærlighed, men han følte ikke selv nogen anden tiltrækning til Angelie, end hendes attractive udseende, og mystiske natur. Var det nok?
Han fik rystet tankerne fra sig, og fnyste glædeligt af hendes luftkys, og lagde en hånd imod hjertet, og himlede en anelse med øjnene, med et ‘forelsket’ suk.
”Det varmer mit hjerte at høre. Måske Asil, kunne have fundet vejen ind, til Eowyn’s hjerte!” Han lo ganske kort at det dramatiske spil, før de fortsatte samtalen. Han havde dog stadig sin tvivl. Men den tvivl, lå i sandheden bag, og ikke i hendes evne til at spille sin rolle. Angelie virkede til, at kunne spille en rolle ganske fint, og hun havde allerede bevidst en evne, til at være seriøs når det galt. Den evne, var hun måske en anelse for god til, og var for seriøs det meste af tiden, men det kunne han vel ikke bebrejde hende for. Det virkede til, at hun kom fra en verden, hvor ‘sjov’ ikke rigtig var det man lavede mest af.

Hendes skuffelse ved hans afværgelser, var tydelig. Det ramte ham dog ikke, på nogen måde. Hun ville ikke kunne presse noget ud af ham, på den måde. Han havde set den samme skuffelse på andres ansigter før. Ansigter, der betød langt mere for ham, end Angelie gjorde. Folk han vidste, elskede ham. Tatiana. Hjalse. Andrei. De havde alle fået den samme afværgelse, og ingen havde fået nogle af historierne endnu. De kendte til hans navn, og hvad det betød, men ikke hvorfor han ikke ønskede det brugt længere. Ikke, hvorfor han blev vred, hver gang det efternavn blev brugt. Det navn var dødt, og begravet med det’s betydning. Eplith’Tyrnea-neldth ville blive glemt i de få historiebøger, der ikke var blevet brændt endnu. Præcis, hvor han også ønskede at være.
Hendes forsøg på at betrygge ham om, at hun ikke hadede ham, fik ham kun kort til at rejse et øjenbryn, og give hende et kort, mistroisk blik. Det var tydeligt, at han ikke helt troede på det udkast. Måske var had et stærkt ord, men han følte stadig ikke at hun brød sig om ham. Han var, i bund og grund, også ligeglad om hun gjorde, men han havde ingen interesse i at fortælle om sin fortid, til en person der ikke virkede til at bryde sig om ham. Hun havde nu skabt det billede, og der ville skulle mere til, for ham at tro på at det havde ændret sig. Ud fra hvad han havde set, indtil videre, så var han en god partner for hende, da han kunne skaffe opgaverne, der kunne indtjene hende nogen penge, som hun kunne leve for. Han var en måde at forblive i live på, hvilket han ikke havde noget imod. Han nød at hjælpe folk, og han kunne hjælpe hende på denne måde. Måske når hun havde kapital til at stå på egne fødder, ville hun kunne slappe en anelse mere af, og kunne leve, fri fra hvad hun end var flygtet fra, til at starte med. Først der, ville nogen af dem kunne vide, om de faktisk brød sig nok om hinanden, til at bibeholde deres partnerskab. Skulle hun vælge fortsat at hjælpe ham -der-, ville hun kunne bevise, om hun faktisk brød sig om ham, og ikke bare tolererede ham. For der var milevid forskel der.
Han lod det ligge, med hendes håndklæde i ringen. Der var ingen grund til at presse videre, eller gøre mere ud af det. Ville blot gøre hende mere nysgerrig, og det var heller ikke fair. Han gjorde sig selv til den mystiske figur, med en fortid der var værd at pille op. Han anså den ikke som værende det, så skulle han forsøge at lade være med.

Han lo, ganske kort, af hendes kommentar omkring det at stirre på en røv, og hoppede en anelse med øjnenbrynene.
”Nej.. Nej, kommer virkelig ikke an på personen. Det kommer an på, hvor længe personen kan få sig selv til at stirre, inden de bliver blufærdige, og ser væk. Komme an på, hvor meget man har lyst til at værdsætte, det man nu engang stirre på.. Man kan bedømme en røv, meget hurtigt, de fleste har bare ikke lyst, eller kan ikke, holde op med at stirre.” Gav han sin holdning, til det punkt, og lo kort igen med et stort smil. Han selv, foretrak da at sætte pris på de attraktive træk, en kvinde havde at byde på, men kunne da også sagtens stoppe sig selv. Kunne han ikke, havde han da ikke vundet sig ind i halvt så mange Royale kvinders senge.
Hendes næste bemærkning, fik ham til at rejse et øjenbryn, og se betænksom ud. Man kunne næsten se, at han forsøgte at holde sig selv tilbage, men tabte kampen, og holdt en finger op.
”Hvilket tab, taler vi om? Ikke at have stirret på din røv, eller ikke kunne tage mere af din vrede? Kan kun anse -en- a dem, som et tab. Og I så falde, er det en indbydelse?” Spurgte han, sarkastisk, og log endnu engang lystigt.


Natasha smilede stort, da Angelie kom over imod hende, og drejede rundt i hendes store sækkestol, der næsten kunne æde hele hendes krop op, hvis hun vejede lidt mere. Som Angelie kom tættere på, lænede Natasha en anelse til siden, for at kunne kigge over på hende, og fniste blidt da hun blev puffet til, for så at skubbe tilbage.
“Vi.. Vi.. Vi kan lære dig det!” Foreslog hun ivrigt, og lagde sig en anelse længere over på siden af sækkestolen, for så at klappe på den, som en indbydelse til Angelie. Man kunne næsten kun beskrive hendes øjne, som ‘hundehvalpe øjne’, som hun tiggende bad Angelie om at joine dem.
Hendes næste kommentar, fik Hjalse til at le hans lystige latter igen, og pegede imod børnene.
“Tæsk for du nok, men de to unger er nu gode vindere. De hovere kun overfor hinanden, og Uth. Uth, er den gamle idiot, du skal være forsigtig med!” Lo han, og Uth fnøs ovre fra baren, imens han rystede en Shaker med Whiskey, sur blanding og isterninger.
”Hey.. Jeg er også en god vinder.. Jeg hovere kun overfor de to nørder der, fordi de fortjener det.” Fniste han, som de to unger også fniste med. Det var tydeligt, at der ikke var noget ondt ment i hans kommentar, og Andrei satte sig en anelse op.
“Så du er med?” Spurgte han glad, og Uth nikkede et par gange, med shakeren lidt i vejret.
”Laver lige min drink færdig. Nogen andre der vil have noget?” Spurgte han, og Tatiana kiggede op fra hendes bog.
“En Mojito til mig?” Spurgte hun varmt, og han nikkede tilbage.
“Bare en øl til mig, tak.” Svarede Hjalse, og kiggede ned på Andrei, som han rejste sig, for at hente to kontrollere mere. Tatiana satte sig en anelse mere op, og rakte en arm omkring hendes mand, så hun kunne ligge hånden på hans bryst, som hun aede blidt, imens hun kiggede ned på Andrei, der gik over til Angelie, og tilbød den ene kontroller.
“Knurhår er en fantastisk læremester i Downfall. Du skal nok blive god til det, inden længe. Er ikke så voldsomt svært.” Forklarede han, med et varmt smil. Hvis ikke hun tog imod controlleren, lagde han den foran hende, og satte sig hen på sin sækkestol, før de to børn startede et spil op. Hvis Angelie viste interesse i spillet, ville Natasha begynde at forklare hvad der foregik. Uth ville dog kort afbryde dem.
”Ville du have noget, Angie?” Tilføjede han, før han lod dem fortsætte.
Spillet var ganske simpelt. Det var et 2d, Platforms, Party spil. Jorden var lava, og skærmen kørte konstant opad, i et voksende tempo. Det handlede så om at hoppe fra platform, til platform, og hele tiden komme opad, imens man sigtede efter at samle Power Ups op på vejen, som man kunne bruge til at beskytte sig selv imod forhindringer der skød ud fra siden, eller til at angribe de andre spillere, i et forsøg på at få dem til at falde.
Andrei vandt denne opgang, og gav et triumferende ‘yes’ fra sig. De to unger havde fnist, hjulpet, sukket og hujet, som spillet kørte, og det virkede til de begge havde hygget sig gevaldigt. Begge virkede omtrent lige gode til spillet, og det havde været meget lige. Natasha virkede heller ikke til at blive sur, ved sit tab, men fniste bare en anelse af det gode move, Andrei havde lavet imod hende.
Efter det spil var overstået, kørte der en video med selve spillet, imens der stod hvem der havde vundet, og under denne lille film, forklarede Natasha grundigt, hvad de havde gjort i løbet af kampen. Og hvis Angelie var interesseret i at joine, ville hun så forklare hvilke knapper hun skulle bruge.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Søn 11 mar 2018 - 21:19

Hans forelskede spil frembragte et svagt kluk fra hende, som hun så til hvordan han lagde hånden imod sit bryst. Hun var tydeligvis ikke ene om at kunne spille en rolle ganske effektivt, selvom hun var sikker på, at han nok ville være bedre til det end hende selv i det lange løb. Hendes roller havde det med at knække på et givent tidspunkt. Årsagerne var altid forskellige, men det skete næsten hver gang, oftest fordi hun enten blev virkelig vred eller egentlig bare begyndte at kede sig.
”Det måske må du hellere stryge, hvis de allerede er gift” bemærkede hun dog langsomt, inden hun løftede en hånd, for at vifte let med fingrene, hvor der var et diskret mellemrum imellem. ”Hvor er min ring, hm?” Begyndte hun spørgende, selvom det ikke generede hende. Hun var i forvejen ikke specielt fascineret af smykker, og hverken ejede eller ønskede dem. Hun havde altid fået andre, mere praktiske, gaver i stedet for.
Hun valgte dog ikke at fortsætte mere på det emne. Planen var lagt, karaktererne og dagen. Nu manglede den bare at komme, og så skulle hun have en alvorlig samtale med køberen af denne bog, før hun overhovedet vidste om hun ville gå med til en sådan opgave. Det ville Uth dog ikke vide, eftersom hun allerede havde accepteret den, men fandeme om hun ville lade det bæst genopstå efter al det der var blevet mistet for at stoppe det. Ligegyldigt hvor meget hun skyldte og respekterede væsnerne og deres sag i dette land.

Hun var godt klar over, at han let ville kunne have set hendes skuffelse over ikke at få noget at vide, men hun så ingen grund til at gemme det. Hans ihærdighed for at skjule sin fortid, gjorde hende blot endnu mere insisterende på at grave grundene frem en dag. Hun var vant til at få sin vilje på enten den ene eller den anden måde, og Uth skulle ikke blive undtagelsen for det. Hun måtte bare give det tid og forhåbentlig gøre det klar for ham, at hun ikke ønskede at vide det for andet end at stille hendes nysgerrighed.
Ved hans mistroiske blik, løftede hun bestemt en finger i vejret. ”Jeg hader dig ikke!” sagde hun endnu engang, mere bestemt, inden hun rynkede en enkelt gang på næsen. ”Hvis det var tilfældet ville vi ikke udveksle ord eller partnerskab.. Du ville ligge på jorden med overskåret hals”. Igen var stemmen ganske fast i sin tone, som selvsikkerheden skinnede igennem. Hun var overbevist om, at det ville være netop til hendes fordel, hvis hun havde hadet ham.
Hun lod dog også dette emne falde til jorden, ligesom han havde valgt at gøre, inden hun rystede et par gange på hovedet over hele ideen. Hun forstod ikke hvor den tanke var kommet fra, at hun direkte hadede ham. Hun havde hverken angrebet eller skadet ham på nogen måde, så hvorfor ville han have den idé.

Ved hans ellers så belærende lektion i begloelse af intime områder på kroppen, måtte hun inddrage et dybt, nærmest opgivende suk, over hans formaning. Han var igen eksperten på området, og hun lod ham beholde den titel, ved ikke at argumentere imod ham. Der var ingen grund til at forsøge at vinde den kamp på nogen måde.
”Så du.. har modtaget gaven, at kunne kigge uden at overbeglo, hm?” lød hun i stedet en anelse spørgende, selvom hun egentlig ikke virkede synderlig interesseret i svaret. I stedet var hun opmærksom på, at med det samme hendes sidste sætning havde forladt hendes læber, at hun havde valgt et dumt træk.
Hendes næsten advarende blik lagde sig hen imod ham, som hun så hvordan han kæmpede den indre kamp ved ordene, indtil han til sidst tabte den med bravour og spørgsmålene flød imod hende i stedet. Hendes dybe suk faldt endnu engang, inden hun veltilfreds lagde et smil på ansigtet. Et hemmelighedsfuldt et af slagsen, som hun rystede let på hovedet af ham. Hun sagde intet, svarede ikke på noget, men fortsatte i stedet blot.
Ikke fordi hun ikke kunne eller ville. Men mere fordi, at et svar ville fjerne mulighederne for en løbst fantasi og tankegang. De tanker, der altid rumsterede i hovedet lige inden man skulle sove. Ligegyldige tanker, der alligevel generede. Det var i hendes element den slags rumsterede, og hun ville lade det ligge der, med håbet om at det ville holde ham vågen, undrende, måske endda irriteret.

Som hun satte sig ved siden af Natascha, kiggede hun en anelse mistroisk imod skærmen hvor spillet foregik. Hun nikkede dog ganske langsomt sin accept ved pigebarnets tiggeri, inden hun sendte hende et smil.
Øjnene ændrede dog retning, da Hjalse begyndte at tale, inden de måtte videre imod Uth, da denne forsvarede sig selv. Lugten havde slået imod hendes næsebor, allerede som flasken var blevet åbnet. Hun indsnusede den let bitre duft, inden hun blev distraheret af Andrei, der kom hen til hende med en kontroller.
Hun takkede pænt, som hun tog imod den, inden hun holdt den mistænkeligt op foran hendes øjne, imellem tommel- og pegefinger. Det ville være tydeligt at se, at Angelie ikke havde holdt den form for spil imellem sine fingre før. Det var ikke den slags de havde haft der hvor hun havde levet. Der var alt gamle traditioner, og støvfyldte bøger. Ikke elektronisk underholdning.
Hun lagde den dog foran hende i stedet, som hun kiggede op på skærmen, da ungerne begyndte at spille. Hendes øjne gled flere gange fra skærmen og ned imod kontrolleren i Nataschas hænder, som hun lyttede.
Det var først da Uth stillede et spørgsmål, at hendes ryg rankede sig på stedet. Hendes øjenbryn klemte sig bekymret sammen, som kaldenavnet var blevet nævnt. Det var længe siden hun havde hørt det. Det var det navn hendes nærmeste havde brugt til hende, og ingen andre.
Hendes hoved drejede sig langsomt, indtil hun ville kigge sig halvt over skulderen, for så at kigge direkte på ham, med det samme bekymrede udtryk, der bar på en syndflod af følelser med sig. En voldsom blanding imellem forundring, forargelse, sorg, minder, bitterhed. Alt dette skiftede til at komme frem i hendes blik, inden hun huskede at han faktisk havde stillet hende et spørgsmål.
”Whiskey ville være godt” hviskede hun stadig forvirret over at høre det navn fra hans læber, inden hun tænkende vendte blikket tilbage imod skærmen, denne gang uden egentlig at følge med i hvad der foregik. I stedet havde hun suget underlæben ind imellem sine tænder, for så at tygge i den, imens hun forsøgte at få styr på følelserne, der bekæmpede hinanden inden i hende.
Som spillet sluttede med Andrei som vinder, fandt hun dog langsomt tilbage til virkeligheden, inden hun lyttede til Nataschas forklaring på hvordan man faktisk spillede spillet. Angelie nikkede imens som hun forsøgte at holde styr på informationerne om hvad man trykkede på, eftersom det ville være første gang med en kontroller for hende.
Forsigtigt samlede hun den op fra hvor hun havde lagt den, inden hun gjorde sig klar til at vise hendes, ikke eksisterende evner, i dette spil.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Søn 11 mar 2018 - 23:02

Uth rejst let et øjenbryn af hendes kommentar omkring dem allerede værende gift. Hans hoved gled en anelse på skrå, da hun rejste sin hånd, inden hvad hun hentød til slog ham. Han lo et par gange, og nikkede så et par gange, med et tænkende udtryk.
”Hmh.. Ja, det var også på huskeseddelen.” Tilføjede han, med et smil, og kiggede så spørgende på hende, som han rakte sin hånd ud imod hendes. Hvis ikke hun trak sig med det samme, ville han blidt tage imod hendes hånd, og ae to fingre over hendes ringe finger, for så at klukke svagere end han havde gjort før. Der var noget mere i den korte, lave latter, end hvad der plegede at være. Som om den idé han selv var kommet på, gjorde ondt.
”Heh.. Tror.. Jeg ved hvor jeg kan finde noget.” Tilføjede han, og virkede næsten tryllebundet af hans egne tanker. Forsvandt ind i et minde. Det gjorde også, at han helt glemte at han stadig holdt hendes hånd, og aede en finger imod Angelie’s ringfinger, hvis ikke at hun havde trukket sin hånd væk. Det gjorde han i akavet lang tid, før han selv faldt ud af hans tanker, og han rystede på hovedet, for så at trække hænderne til sig igen. Han rømmede sig en anelse, og sendte kort et beklagende blik, og et lettere akavet smil.

Hendes rejste pegefinger, fik Uth til at knibe sine øjne en anelse sammen igen, defensivt. Dog fik hendes reaktion ham til at afslappe i blikket igen, men kun for et kort øjeblik. I stedet, rejste han et øjenbryn en anelse overrasket, ved hendes næste kommentar, og han klukkede kort en enkelt gang.
”Wouw.. Det.. Var også et ekstremt niveau af had. Hah.” Han holdt hænderne op en anelse, og rystede en enkelt gang på skulderen. ”Jeg hader Heste… Derfor har jeg ikke lyst til at dræbe nogen af dem.. Ville bare foretrække.. At holde min afstand.. For det meste.” Han havde valgt ikke helt at lade emnet falde alligevel, da han lige ville tilføje, at det ikke var den form for had, han havde ment. Men måske, var det den eneste mængde had som hun forstod. I så falde, ville han være mere tilbøjelig til at tro på hende. Lige meget hvad, så var hans bekymring faldet en anelse, på trods af den lettere.. Aggressive niveau af had, hun havde hentydet til. Han var stadig ret så sikker på, at hun hellere ville bruge tid med de fleste andre I Rusland, end ham, men måske hadede hun ham faktisk ikke alligevel. Det skulle dog stadig bevises, på andre måder end bare en afværgelse. Han kunne også sagtens have sagt, med stor sikkerhed, at han var en kvinde, men det ville ikke have gjort det sandt at han sagde det. En løgn, var noget af det nemmeste at spinde, og Uth var stadig ikke helt sikker på, om han kunne læse Angelie. Det havde han ikke set nok af hende, til at vide.

Hendes kommentar omkring hans ‘gave’, fik ham kort til at ryste på skuldrene, og brede sig et kækt smil over læberne.
”Eh.. Kommer and på situationen. Situation’s fornemmelse. Det, er den stærkeste dyd at lære. Har man lært det, kan man klare sig ud af de fleste situationer.” Tilføjede han, som et svar til dette, og gav hende et kort vink med øjenbrynet.
Hendes tilfredse smil over læberne, fik ham til at se spørgende ud, inden hans læber bredte sig ud i et stort smil, og han kneb læberne en anelse sammen.
”Uhuu..” Nynnede han stille, og bevægede læberne, som om han ville tale, men valgte i stedet bare fortsat at smile, og ryste på hovedet et par gange. Af en der virkede så afværgende omkring sexuelle emner, vidste hun gang, på gang, at forførelse og pirring ikke stod hende fjernt. Endnu et interesse punkt, på hendes karakter.


Ungerne havde smilt glad ved Angelie’s accept, og Tatiana havde kort kigget over imod dem med et varmt smil over læberne. Hun var altid glad for at se hendes børn smile og grine, men hun var næsten lige så glad for at se, Angelie føle sig ind på stedet. Angelie havde virket som en person, der ønskede noget nyt i hendes liv. Og at sige ja til ting som dette, anså hun som et skridt, i den rigtige retning.
Uth havde været igang med at shake sin blanding færdig, da Angelie’s blik ramte hende. Hans reaktion, var vel stort set hvad man kunne forestille sig. For ham, havde det jo bare været en forkortelse af hendes navn. Men det han så i hendes blik, gjorde det tydeligt at det var så meget mere. Der kom et hint af noget mere overraskende i hans blik. Et næsten undskyldene hint, i det overraskede blik.
Da hun endelig lagde sit bud, nikkede han en enkelt gang, og sendte hende et lille smil. Ingen af de andre ville have set denne transaktion af blikke. Det havde været mellem de to, og kun dem. Uth slog så igang med at lagre rødvin over hans egen Whiskey, sur blanding, efter at have tilføjet isterninger. Og da han så skulle til at hælde hendes glas op, og skulle til at tilføje isen, stoppede han sig selv. Han så kort betænksom ud, inden han valgt at undlade Isterninger. Hun virkede mere som typen, der klarede sig fint uden, efter at have set hvor nemt hun håndterede hans kradsede Gin aftenen før.
Uth gik så imod de andre, og stoppede ved Angelie’s side, for at tilbyde hende den drink hun havde bedt om. Da hun tog glasset, ville hans fingre holde fast om det, indtil hun skænnede hans øjne et blik.
”Hversågod.. Angelie.” Han sendte hende nu et direkte undskyldende blik, og så et forstående smil. Det var tydeligt, at han havde opfattet hvad hendes blik mente, og han nikkede en enkelt gang for at sætte prik over dette. Mængden af følelser det kaldenavn havde ragt op, var ikke noget han ønskede at fremtvinge, og det ønskede han at hun vidste. Han skænte hende så et lille smil, inden han selv bevægede sig over imod den sidste ledige sækkestol, og faldt om i denne. Han satte sit glas på sofa bordet, efter at have taget et tungt sug fra denne, og sukkede glædeligt.
”Så! Er der nogen der skal have nogen tæv. Nævneligt, et par nørder, der tror de kan undgå Lava bedre end mig!” Udbrød han så, og slog over i den legende Uth, som alle i lokalet kendte. Blikkene der havde været skændet imellem de to Elvere, var forblevet deres hemmelighed.

De første par kampe, havde de alle fokuseret på, at sætte Angelie godt ind i spillet. En enkelt gang, havde Uth ubarmhjertigt slået Angelie ihjel, men havde sendt hende et drillende smil, inden han havde ladet sig selv falde i døden, for at kunne starte et nyt spil hurtigt op igen, så hun kunne få lært lidt mere.
Efter de indviende kampe, begyndte både ungerne, og Uth, at slå bissen på. De blev ved med at give Angelie plads, men det var nu blevet en legende magt kamp imellem de tre hærdede. Flere gange, havde en blanding af hæld, og hurtige reaktioner, nok sagtens kunne bragt Angelie en sajer, eller to, men kortene var klart lagt bedst ud for Andrei og Uth. I sidste ende, var det Uth der kom ud øverst, med Andrei kun bagud med et par sejre, og Natasha tæt bag ham. Alt, i alt, havde spillende været vennelige, og det sportslige i det, var ikke eksisterende. Det var tydeligt, at det handlede mere om at have det sjovt, end det gjorde at vinde, og de tre spillere var sluppet ud med lige stor glæde ved resultatet, go den latter spillende havde bragt.

Da spillende var færdige, og fnisende var overstået, havde Uth lænt sig tilbage i sin sækkestol, og lagt den ene hånd bag hovedet, og taget sin drink til sig med den anden, efterfulgt af et lavt suk.
”Tror at det var det sidste spil for mig.. Skulle jo nødig blive lige så store nørder som jer to.” Fniste han glad, sammen med de to unger. Der var tydeligvis ingen sure miner over den generalisering af de to unger. Hjalse lo kort sammen med dem, og kiggede kort på uret på vægen, for at se at klokken var ved at ramme de Ni.
“Nå.. Lige et par sidste spil, eller en film, inden det er sengetid for mig.” Udtalte han sig, og Tatiana gav et lavt suk fra sig på sofaen bag ham, i det hun også lukkede sin bog.
“Jeg er med på at se en film?” Tilføjede hun, med et smil, og begge unger kimede også med. Andrei begyndte at finde diverse film platforme på hans Playstation frem. Uth klukkede ligeså, og gav et nik fra sig.
”Jaa, hvorfor ikke? Har ikke travlt med at komme hjem alligevel.” Indrømmede han, og kiggede over på Angelie, for at høre hendes valg i idéen.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Man 12 mar 2018 - 12:02

Hun viftede en anelse med ringefingeren, der var ufattelig bar på det område hvor en ring burde befinde sig. Hun fjernede heller ikke hånden, da han begyndte at række ud efter den. Hun så i stedet en anelse mistroisk på ham, inden blikket faldt ned på hans hånd, som den nåede hendes og to fingre langsomt begyndte at stryge den omtalte ringefinger.
Undrende kiggede hun på bevægelsen han foretog sig, inden det hævede sig let, for at kigge lettere undrende imod ham. Han virkede til endnu engang at være gået ind i sine tanker, som om emnet havde frembragt et mere ubehageligt minde.
Akavetheden begyndte langsomt som tiden gik, men hun trak dog stadig ikke hånden til sig endnu. I stedet brugte hun tiden på at overveje hvorvidt det var noget han ville svare på. Hun vidste at det ikke ville ske på normal vis, men måske når han var så fordybet? Måske kunne hun bruge muligheden til at presse på i hans sind, i et forsøg på at blive lukket ind i det og derved finde grunden?
Hun rystede let på hovedet af sig selv, inden hun lod ideen falde til jorden. Det ville være et dårligt tidspunkt at så tvivl om hendes person i ham. Det ville være et brud at trænge sig ind i et andet væsens tanker på den måde, og måske ville han helt afskrive muligheden for at arbejde med hende hvis hun gjorde.
Da han virkede til at komme til sig selv, og slap hendes hånd, havde hun misset chancen. Hendes øjne kneb sig opmærksomt sammen, inden hendes ville forsøge at lægge sig imod hver af hans kinder. Øjnene ville være stirrende og dybe, som hun forsøgte at grave sig vejen ind bag hans. Hvis han åbnede op for hendes tanke, ville den runge let i hans hjerne. Hverken krævende eller stædig, men spørgende og tilbydende.
’Hvad var det?’ ville den nynne for sig selv, uden hendes læber ville bevæge sig. De ville ikke være helt inde i den drømmeverden, men hun ville alligevel tale til ham indefra hans hoved, i stedet fra hendes mund. Hvis han ikke ville åbne op, ville hun efter at have forsøgt at presse lidt hårdere på med den mentale kræft opgive forsøget og derefter lade hænderne slippe kontakten med hans ansigt.

Som emnet skiftede måtte hun blot trække let på skuldrene ved hans sammenligning. Det var på ingen måde det samme i hendes øjne. Der fandtes ikke grader af had, men blot det indrbrændte og altædende had. Det var det hun havde arbejdet med og følt i de fleste situationer. Der havde været tre følelser at fremvise i al den tid. Had, kærlighed og ingenting. Havde han mødt hende for femten år siden, ville sagen have været en hel anden. Dengang havde hele hendes eksistens været styret af overrumplende følelser, men med årene var de blevet dulmet ned til ingenting, hvor de kun flashede op engang imellem.

Hendes blik låste sig med hans i rummet. Hun så ændringen i hans, ligesom hendes eget fløj rundt i blandingen, imens hun tog en dybt indånding. Der blev ikke sagt noget, og det virkede til at være en forbindelse, som kun de to var klar over, at der foregik. De andre lyde omkring hende dulmede let ned til næsten ingenting, som hans forandrede sig over i det mere undskyldende. Det var heller ikke noget nogen af dem kunne have vidst, men de små ting betød oftest mest, og dette var endnu et af de mere omtålelige emner for hende.
Hendes opmærksomhed blev dog trukket tilbage til børnene, hvor hun næsten åndede lettet op. Hvis ikke hun var blevet trukket tilbage, ville hun formegentlig have fortsat sin stirren i flere minutter, hvor det sikkert ikke ville være gået næserne forbi de andre.
Da han tilbød hende glasset, lagde hendes fingre sig let om det, imens hun fulgte med i hvad Natascha var ved at forklare hende. Hun mærkede at han stadig holdt ved det, da hun forsøgte at tage det til sig, hvorefter hendes blik vendte sig imod hans. Hun kiggede let op, for så at låse det med hans. Først her blev ordene sagt, og hun var godt klar over hvad han signalerede med sine øjne. Hendes eget smil formede sig svagt på ansigtet, stadig med et næsten utydeligt hint af smerten, dog accepterende over for undskyldningen. ”Tak” hviskede hun, inden hun tog glasset til sig.
Blikket lagde sig på den brunlige væske, inden hun opdagede det faktum at der ikke var is i den. Hvordan havde han vidst det? Hun havde på intet tidspunkt nævnt, at hun foretrak den. Hendes øjne hævede sig fra glasset for så at kigge en anelse forbavset hen imod ham, efter han havde sat sig til rette og var ved at drikke af sit eget glas. Han ville højst sandsynligt ikke opdage det blik, men det var imponeret over hans evne til at være så god til at gætte rigtigt. Det var sket over flere omgange allerede på den korte tid, hvilket også frembragte den lette nervøsitet over at blive læst. Det var hendes opgave at læse andre, ikke at blive læst selv.
Hendes glas blev løftet op imod læberne, som blikket drejede tilbage imod skærmen, inden hun tog en let slurk af indholdet, for derefter at byde den let brændende fornemmelse velkommen. Derefter ville hun sætte glasset fra sig på bordet ligeså, og lægge hænderne om kontrolleren, som børnene gjorde.

Som spillene begyndte, opdagede hun hvordan noget så simpelt virkelig var svært når det kom til det hele. Det meste af tiden trykkede hun egentlig bare på tilfældige knapper, hvor hun engang imellem fik trykket rigtigt, hvilket uden tvivl var held.
Alligevel kunne hun ikke lade være med at fnise let over det, skønt hun brugte det meste af tiden som død. Det gav hende mere tid til at betragte de andre spillere og derved more sig over de små kommentarer og drillerier, som kom indimellem.
Hendes fingre vendte sig om imod glasset, da sejrskærmen kom frem, inden hun drak endnu engang af det, for så at lægge kontrolleren fra sig på gulvet. Det havde været udnerholdende, men for en som praktisk talt aldrig havde kigget på en skærm, så var hendes øjne begyndt at gøre en anelse ondt over at skulle koncentrere sig om alle de farver og bevægelser hele tiden.
Efter at have stillet glasset fra sig, knubbede hun blidt sine tindinger en anelse, imens de andre blev enige om at en film ville være en god idé. Det var endnu en af de mange glæder, som hun ikke havde haft meget at gøre med. Når man tænkte over det, så han hun brugt meget tid på at leve i fortiden, inden elektronikken var kommet til verden. Ikke af fri vilje, men fordi det var sådan de levede og altid havde gjort det.
Hun mærkede blikket på hende efter han havde nævnt snakken om ikke at komme hjem. Hendes kæber krampede let, som hun holdt at let gab tilbage for sig slev, inden hun nikkede. EN film var ikke en dårlig idé, selvom hun var klar over, at hun måske ikke ville være i stand til at holde sig vågen hele vejen igennem den.
Hendes ben skiftede let stilling, indtil de var korslagte imod gulvet, hvor hun havde sat sig frem for sækkestolen. Hun foretrak det lidt hårdere gulv, nok mest fordi hun var vant til det. Det gav en følelse af at være hjemme på en måde.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Man 12 mar 2018 - 20:40

Da han havde sluppet hende, og givet hans udkast, gav han et falskt smil fra sig, der ville kunne læses af enhver. Da hun rejste hænderne imod hans kinder, til gengæld, blev hans udtryk undrende i stedet, og han kiggede kort ned imod dem, før han rejste sine egne hænder, for at lægge sig imod hendes håndled. Og da hans øjne lagde sig imod hendes igen, mærkede han hendes indtrængen, og hans øjne kneb sig en anelse sammen.
Så, da hendes stemme rungede i ham, udvidede hans øjne sig straks, og hans hænder skubbede hastigt hendes væk fra ham, og han kæmpede sig ud af sine egne tanker. Det var ikke som om han havde nogen former for forståelse, på hvad hun havde fær i. Tvært imod, det modsatte. Han lukkede fuldstændigt ned for hans egne tanker, i et væld af kaotiske tanker, der ikke havde nogen sammenhæng. Dette, ville Angelie nok ikke se, da det ikke var hans tanker, hun forsøgte at læse. Dette, vidste han dog ikke.
”Wow! Wow..” Udbrød han, og tog et par skridt væk fra Angelie, stadig med hænderne i vejret, og nu hans øjne rakt væk fra hendes. Hans fingre knyttede sig i næver, og han tog en dyb indånding, imens øjnene lukkede sig i. Han var ret sikker på, at det ikke havde været et forsøg på at læse hans tanker, men ‘ret sikker’, var ikke nok.
”Du.. Var lige i mit hoved.. Håber.. Virkelig ikke. At du var igang med at anskaffe dig viden… Uden min tilladelse?” Spurgte han, en anelse strengt, inden øjnene gled tilbage imod hendes, og han sukkede, en anelse skuffet, og fortsatte hurtigt inden hun kunne svare.
”Jeg mærkede ikke megen tvang.. Ikke et behov, for at fortælle dig noget. Så det var nok ikke din intention, at stjæle informationen. Men det… Det der.. Var sidste gang, du udnytter mit behov for menneskelig kontakt, til at komme ind i mit hoved. Og det er forstået, ellers ses vi aldrig igen…” Hans stemme var rolig, men langt mere streng, og seriøs, end han havde lydet før. Selv i hans pludslige vrede, da de tidligere havde været oppe at skændes. Det punktum han satte, blev også sat med hendes svar i sig. Der var ikke noggle ‘if, and or but’s’. Den defensive reaktion, var et smertefuldt tydeligt tegn, på at han ikke var ukendt, når det omhandlede tanke vridere. Man så mange ting, når man levede flere hundrede år. Der iblandt, flere ondskabsfulde hekse, end godsindede. De var ikke alle GH’er, eller Tatiana’er.


Det lille tak fra Angelie af, havde fået Uth til at klukke lydløst en enkelt gang. Han nikkede kun ganske kort, og sendte hende et blink med det højre øje, i et med at hans læber bredte sig ud i det varme smil igen. Uth havde en udemærket situations fornemmelse, når det omhandlede følsomme informationer. Han kunne have sine egne gætterier, men havde ingen intentioner om at spørge ind, til de følelser der havde lagt bag det kaldenavn. Han kunne ikke regne med at hun ville holde op med at stille spørgsmål indtil ham, hvis han blev ved med at stille for mange spørgsmål om hende.

Det havde været en fryd for Uth, at se Angelie være så glad som hun var, da de havde spillet. På trods af hendes manglende evner i spillet, og det mange tab, hyggede hun sig stadig, ved at se alle de andre hygge sig. Hendes deltagen i aftenens underholdning, havde været værdsat, for alle i rummet.
Da enigheden var gået igennem om at se en film, kravlede Tatiana over ryggen på sofaen, for at sætte sig ved siden af Hjalse. Hun skubbede sig vej under hans arm, som han med en blid klukken lagde om hende, for at hvile sin hånd imod hendes hofte, og blidt stryge op og ned af hendes side, da hun lagde sig tæt op af ham.
”Jeg, stemmer på gyser.” Foreslog Uth, med et bredt smil, som han rejste sig fra sækkestolen, for at gå imod baren igen, med sit tomme glas. Natasha hoppede straks lidt op i sin sækkestol, og klappede hænderne sammen.
“Jaaa!” Hjuplede hun ivrigt, og Tatiana fniste, med et blik op imod Hjalse, som allerede var i færd med at ryste på hovedet.
“Noope… Nope. Du skal have din søvn i nat, Knurhår, ellers for du ikke ordnet dine opgaver i morgen.” Beordrede han, med et lille, forsigtigt smil over læberne. Natasha brummede utilfredst, inden hun så betænkelig ud.
“Hey… Det.. Det.. Det er Søndag i morgen! Jeg har ingen opgaver Søndag!” Udbrød hun utilfredst. Tatiana og Uth lo begge muntert, som Uth gik omkring baren, for at finde shakeren frem igen.
”Din Papy vil ikke se gyser, fordi -han-, ikke vil kunne sove. Og -han- har opgaver i morgen…” Forklarede han, med et stort sleskt smil, og Hjalse kiggede uskyldigt væk. Tatiana fniste en anelse, og klappede sin mand på maven.
“Vi skal finde noget andet end gyser.. Det er mig, der skal sove med vores lille bange Bjørn.” Forlangede hun, og Hjalse kiggede hurtigt ned på hende, imens hans hånd klappede hende blidt, men fast på siden, og fik hende til at hoppe en anelse med en uskyldig fnisen. De to udvækslede blikke, inden de samledes i et kys.
Natasha rullede en anelse på øjnene, med et opgivende suk, inden hun kiggede over op på Angelie. Hun smilede glad, inden hun rejste sig fra sin sækkestol, for så at få den møvet over ved siden af Angelie, og så ligge sig på maven oven på sækken, så de to sad tæt.
“Hvad så, med et eventyr, hm? Kan vi da alle se.. Der er kommet den der.. Remake, af Jungle Bogen. Hvad med den?” Foreslog Andrei så, imens han bladrede frem til filmen som han foreslog. Der var stort set enighed i idéen, og hvis ikke Angelie var skarpt imod, var det den der blev valgt. Andrei gjorde filmen klar, imens Uth spurgte omkring, om der var andre der ville have noget. Tatiana fik også pludseligt rejst sig, som om de havde glemt noget, og begyndte at finde skåle, og poser med slik frem fra nogen skabe ved baren.

Med et par skåle slik på bordet, og hver deres drikke, sad familien Petrov, og de to Elvere, så ud på aftenen med deres udvalgte film. Under filmen, var Natasha faldet i søvn, og gledet ned fra sin sækkestol, for så at lande på Angelie. Hun var bestemt ikke elegant i hendes fald, og lå langt fra ubehageligt hvor hun landede. Men hvis Angelie rykkede en anelse på hende, ville hun krumme sig en anelse sammen til en bold, nærmest som en velbehaget kat. Andrei var også faldet i søvn i hans egen sækkestol, og Uth havde måtte rede hans sodavand, for at spilde ud over det hele, da han næsten tabte den.
Da filmen sluttede, endte Hjalse det med et dybt gab, og strakte sin ene arm. Tatiana havde også ligget og døset en anelse hen, og var først nu begyndt at røre på sig igen, med en lav stønnen. Hjalse kiggede ned på sin kone med et varmt smil, som kiggede tilbage, inden hun lænte sig lidt op, for at lande et lille kys på hans læber. Uth strakte sig også, men gav intet gab fra sig. Han kiggede rundt på forsamlingen, og smilede varmt af hvad han så. Det var godt, at være hjemme igen. Nu var det så tid til, at rejse ud igen. Han kiggede over på Petroverne, som nu havde lænt deres hoveder sammen, og lukket deres øjne, imens Hjalses hånd blidt strøg op, og ned af Tatiana’s side igen. Uth klukkede let, og kiggede så ned på Angelie og Natasha.
”Skal vi bære de to i seng? Ligner at de gamle, er ved at falde om.” Klukkede han stille, inden Hjalse pegede en finger op imod ham.
“Du er fem gange min alder…” Brummede han stille, med et stort smil over læberne. Uth nikkede en enkelt gang, med en let grimasse.
”Mjah, men ikke desto mindre gammel.” Udbrød han varmt, med endnu en kort latter, inden han rejste sig, for blidt at samle Andrei op.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Man 12 mar 2018 - 21:56

Et kort øjeblik troede hun, at han ville acceptere det, da hans egne hænder havde lagt sig om hendes håndled. Hun nåede dog ikke at tænke yderligere over det, da hun så ændringen i hans ansigt som hendes stemme havde lydt. Hun gjorde ingen modstand da han skubbede hendes hænder væk, men kiggede dog blot en anelse undrende på ham. Hun var vel vant til at folk omkring hende tillod hende at gøre det, men de kendte selvfølgelig også til hvordan det fungerede.. Det gjorde han ikke.
Hendes underlæbe svævede ind imellem tænderne, som hun sendte ham et undskyldende blik. Det havde ikke været hendes intention at gøre ham utilpas ved situationen. Efter hans ord, skyndte hun sig dog at ryste hastigt på hovedet. ”Selv hvis jeg kunne, ville jeg ikke gøre det” forsvarede hun sig selv, som hun defensivt løftede hænderne en anelse op foran sig.
Hans næste sætning gav hende dog en hel anden information. Hun reagerede ikke på den overhovedet, men hun ville huske det fremadrettet, skulle hun kunne gøre brug af det senere hen. I stedet sendte hun ham et let smil, inden hun vippede lidt fra den ene fod til den anden, uden helt at vide hvorvidt hun skulle fortælle lidt, i et forsøg på at give lidt forståelse på det.
”Jeg kan slet ikke trænge ind i dit hoved, hvis ikke du tillader det” mumlede hun i stedet for, som for at lade ham overveje det en anelse, inden han begyndte at kaste med beskyldninger imod hende. Det havde slet ikke sket hvis ikke han havde åbnet op for muligheden til at begynde med. Hun undlod dog at nævne den lille bisætning til det, der omhandlede hendes mulighed for at trænge sig ind i hans søvn, uden hans tilladelse.
”Desuden.. stjæler.. jeg ikke information.. Faktisk var det et ganske simpelt spørgsmål, spurgt på en ukontroversiel måde, men ikke desto mindre bare et spørgsmål”. Hans beklagelser over hendes evne frembragte en vis trang i hende til at forsvare sig selv. Hun havde ikke gjort noget ondt eller smertefuldt imod ham. Egentlig havde hun blot stillet et spørgsmål, men han var tydeligvis ikke tilfreds med metoden, så hun valgte i stedet blot at stoppe sin snakken der, og huske på ikke at gøre brug af det igen. Hun ønskede trods alt ikke at de aldrig skulle ses igen, som han så fint havde truet med.

Som snakken om genren begyndte, så Angelie endnu engang fra den ene til den anden, som samtalen lød imellem dem. De kendte hinanden godt virkede det til, hvilket hun før havde opfattet. Dette gjorde det bare endnu tydeligere hvor godt. Hun sagde ikke noget, men kunne ikke lade være med at gemme et smil bag hånden, som det gik op for hende, at det var Hjalse der havde et problem med gyserfilmene. Det var virkelig underligt at se så stor en mand frygte en film.
Hendes blik lagde sig tilbage imod Natascha, da pigebarnet begyndte at rykke sækkestolen tæt over til hende, inden hun smilende rystede en anelse på hovedet over dennes opførsel. Det var dog let at se, at Angelie intet havde imod at ungen var tæt på hende.
Hun rystede svagt på hovedet ved tilbuddet om en genopfyldning af hendes glas. I stedet kiggede hun imod Tatiana, da hun rejste sig for at finde slik og skåle frem. Hun nikkede dog ved valget af film, eftersom hun ikke havde nogen mening eller idé om hvad der ville være godt eller dårligt at se. I stedet brugte hun tiden på at fundere over om dette var normalen i familielivet. Det var alt sammen noget hun ikke havde haft i hendes liv, men alligevel virkede det så velkendt og normalt, som noget alle burde kende til.

Halvvejs igennem filmen var hendes øjenlåg blevet en anelse tunge, som hun kæmpede let med at holde dem åbne. Det skulle dog hurtigt ændre sig, da den afslappede krop fra Natascha faldt direkte ned i skødet på hende. Angelie hoppede svagt i sin siddende stilling, inden hun skar en skæv grimasse, hvorefter hun forsøgte at strække benene en anelse, for at sidde mere behageligt med ungen liggende henover sig.
Pigen krøllede sig en anelse mere sammen, og Angelie småfniste lidt over den kattelignende opførsel, inden hun rakte op for at drikke resten af hendes glas’ indhold. Hun fulgte halvt med i resten af filmen, imens hun fraværende legede let med en tot af Nataschas hår, som hun snoede omkring hendes pegefinger gentagne gange, for så at vikle den ud og gentage processen.
Da filmen sluttede, strakte hun ryggen så godt hun nu engang kunne for ungen i hendes skød, inden hun drejede den sidelæns i begge retninger, indtil et svagt knæk lød fra den. At sidde ned så længe af gangen var ikke noget hun var vant til, og heller ikke hendes krop for den sags skyld.
Det var da Uth talte, at hendes opmærksomhed vendte sig imod ham, inden hun kiggede kort ned imod Natascha og videre hen på forældrene. De virkede absolut optagede af noget ganske andet end at falde om i hendes øjne dog. Hun smilede dog let, inden hun nikkede forstående.
En anelse besværlig fik hun lirket sine arme ind under pigen, inden hun fik trukket sine egne ben ind under sig, for derefter at komme op at stå på fødderne. Hun vippede en smule op på tæerne, for at vække liv i benene, imens hun holdt Natascha let ind til sig i et greb, som var hun en brud.
”Erhm.. Hvor er .. deres seng?” spurgte hun så langsomt, eftersom hun ikke kunne huske hvor halvdelen af noget som helst i huset var. I stedet ville hun blot følge efter Uth, indtil hun havde fået puttet Natascha i hendes seng.
Derefter ville hun takke sit godnat til Uth for så selv at finde frem til den seng, som hun skulle befinde sig i.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Ons 14 mar 2018 - 14:31

Hendes første forsvar, fik Uth til at se lidt søgende ud, og erindrede hvordan hun havde kunne manipulere information ud af ham, aftenen før. Det var ikke direkte stjålet information, men stadig information anskaffet med en underhåndet handling. Men da hun så nævnte det igen, måtte han klukke ganske kort, med et lille forsigtigt smil.
”Eh.. Information er stjålet, hvis fået adgang til underhåndet.. Heh. Og vi ved begge hvor manipulativ du kan være, når du har lyst…” Tilføjede han, med et lille vink med det ene øjenbryn. Han måtte også rejse skuldrene en anelse, uvidende. ”Og hvordan skulle jeg vide, hvad jeg gav adgang til? Jeg mærkede bare en følelse, og den lukkede jeg ind. Kunne jo ikke vide, at jeg lod dig ind i mit hoved.” Spurgte han, med et rejst øjenbryn, og samme lille smil. Han klukkede så igen, og rystede en enkelt gang på hovedet.
”Men.. Jeg havde heller ikke den opfattelse af dig. At du ville læse andres tanker, uden lov, selv hvis du kunne. Du er godt nok nysgerrig af helvedet til, men du virker ikke til at -ønskeø fjender. Hvilket man ville få, på disse kanter. Alle har et eller andet mørkt, de ønsker at gemme, her omkring.” Tilføjede han, som en beroligende tilføjelse. Han så kort tænkende ud, og brummede en enkelt gang.
”Måske lige bortset fra Hjalse.. Han virker sku så velfungerende, og all-round godhjertet. Og så, selvfølgelig børnene.” Klukkede han kort. Han fik det dog gjort klart, at han ikke var så vred, som det virkede til. Han stolede nok på hende, til at vide hun ikke havde forsøgt at læse hans tanker. Han kom så på, at der faktisk var stillet et spørgsmål, og rystede en enkelt gang på skuldrene.
”Forsvandt vidst bare ind i mine egne tanker. Jeg skulle se, om din finger ville kunne passe den ring jeg allerede havde.. Asil ville ikke give hans kone en simpel ring, som -jeg- ville have råd til… Så. Må hjem og lede igennem nogen gamle ting. Det var bare et par minder, der kom op. Skal jeg nok fortælle dig om, når du for ringen.” Han skubbede den historie, og det problem, videre til et senere tidspunkt, og gav ingen tegn på, hvor lidt han egentlig havde lyst til at fortælle om ringen, og dens tidligere ejer.

Uth var langt mindre forsigtig med Andrei, end Angelie var med Natasha. Han sørgede for at det ikke var ubehageligt for drengen, men han vidste hvor tungt begge Petrov ungerne sov, når de gjorde, og at han ikke ville kunne vække ham, uden at kaste rundt med barnet. Han bar dog stadig drengen i sine arme, så stillingen var så behagelig som mulig, for ikke at bøge hans ryg dårligt, som han gik igennem stuen, og undgik diverse borde, sækkestole, spildt slik og tomme skåle, der var udfordringerne på vej imod døren. Han nikkede imod den til Angelie, med et varmt smil, da han passerede hende.
”Jeg viser vej.” Klukkede han, og åbnede døren ud til trappe opgangen. Han stoppede dog op, og nikkede imod en dør ved siden af baren. ”De er igang med at bygge om i det andet loftværelse. Er meningen de skal der ind at bo i stedet, for at gøre denne tur nemmere.” Han klukkede kort, inden han ledte Angelie ned af trappen. Han havde været lavmælt i hans tale, for ikke at vække børnene.
Da de skulle til at gå forbi den etage, hvor Angelie’s værelse var, stoppede Uth kort op, og kiggede hen imod den dør, Angelie tidligere havde set en mand i jakkesæt forlade. Han kiggede så kort op på en af Pufftin’s skelethoveder, men valgte at lade vær, da han kom til at tænke på Angelie’s forhold til Pufftin. I stedet, fortsatte han ned på stueetagen, og ledte Angelie igennem Læse-stuen, og igennem en dør i den anden ende. Her, kom de ind på hvad, der tydeligvis var et børneværelse til to. Det var delt op i to sider, og det var ganske tydeligt hvis, der var hvis, når man kendte de to. Den ene side var komplet opryddet, med et par bogreoler, et stort Computer bord, med både en stationær og bærbar computer. Der var også en reol, dervirkede til at indholde diverse legetøj, samt en tøj reol.
I den anden side, var der en del mere rodet. Man kunne endda næsten se en streg på gulvet, hvor hvert barns halvdel endte. Den del var sat til med langt mere legetøj. Der var også et computerbord, med de samme to computere, samt tøj skabet, men ud over det, var der ingen sammenligning. Det meste af legetøjet var diverse dyr, men der var også en del dukker, af forskellige slags.
Sengende stod i hver side af lokalet, hvor den ene var pænt dækket, og den anden var en anelse skævere, og mere forhastet dækket. Det ene betræk var simpelt hvidt, med et mindre mindeværdigt design, imens det andet var mere farverigt, med et pænt, mindeværdigt, artistisk design af en hvæsende tiger på.
Uth klukkede stille da de trådte ind, og kiggede tilbage imod Angelie.
”Du for kun et gæt på, hvor hun skal hen.” Han smilede varmt, inden han gik over imod sengen med det simple design. Han fik holdt fast på Andrei med den ene arm, så den anden kunne trække betrækket ned, og han fik forsigtigt puttet den lille dreng. Han hjalp så Angelie hvis hun skulle bruge det, inden han tændte en lille lampe, på Andrei’s bord, der lyse op på loftet over ham.

Da de var gået ud, strakte han kort sin skulder, og kiggede så ned på Angelie med et varmt smil.
”Tak for en.. Interesant, dag.” Takkede han, med et lille smil over læberne, og en varm latter. Han begyndte så at bevæge sig imod udgangen, men vendte sig om på vejen. ”Jeg går hjem og henter mit køretøj, og så kommer jeg tilbage engang i morgen eftermiddag. Tager nogen timer, at køre ud til GH, og de ville foretrække at vi kom når mørket er faldet på.” Tilføjede han, og gjorde sig klar til at dreje imod udgangen, og hvis ikke han blev stoppet, ville han vandre ud i mørket.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Ons 14 mar 2018 - 19:26

Det uskyldige smil plantede sig straks på hendes ansigt, som han snakkede om hendes manipulative indvirken. Det var oftest ikke noget hun gjorde med vilje, men hun kunne tage det i brug skulle hun ønske det. Det var hvad hun havde gjort aftenen inden, som han bestemt også havde bidt mærke i.
Ved den næste spørgende kommentar, vendte hendes blik sig kortvarigt væk fra ham. Hun huskede sig selv på, at selvom hans selskab virkede så imødekommende, så kendte han hende ikke. Hun var vant til at dem hun omgik også kendte til hendes evner. Øjnene søgte langsomt tilbage til ham, inden hun mumlede noget uforståeligt i første omgang. ”Det kunne du ikke” svarede hun derefter, som for at give ham ret. Hun hadede indimellem det faktum, at han så tit havde ret på så mange punkter. Aldrig havde hun skulle forklare sine handlinger så ofte, eller måtte undskylde for dem.
Hun lod derefter emnet falde, eftersom der ikke var nogen grund til at grave dybere ned i dette. Der ville formegentlig blive tid til at snakke mere om disse ting senere. Desuden havde hun ikke tænkt sig at fortælle meget mere uden at få noget igen. Det ville ikke være fair at det kun gik den ene vej trods alt.
Selv da han nævnte ringen, lod hun emnet være. Hun forstod hvornår hun skulle spørge videre indimellem. Selvom han ikke virkede til at være så vred, som hun først havde troet, så var der ingen grund til at presse på. Han havde trods alt sagt, at hun nok skulle få historien bag den.
Derfor nikkede hun ganske enkelt, inden hun kiggede væk fra ham.

Med Natascha i armene, måtte hun rette lidt på sit greb, for at få et bedre udsyn for pigen, der slapt lå i armene på hende. Hun strakte halsen indimellem for at se hvor hun placerede fødderne igennem labyrinten på gulvet.
I hælene på Uth stoppede hun da han gjorde, inden hun kiggede i den omtalte retning, for at se et værelse i fuld gang med at gennemgå en renovering. Hun nikkede kort, inden hun brummede let over vægten. Det var længe siden, at hun havde været nødt til at bære nænsomt på noget, og normalt blev kroppe slynget over hendes skulder, men denne holdning var uvant for hende, og tærrede da også på hendes kræfter.
Som de nåede ned ad trappen og igennem læsestuen, og ind ad den dør der førte til ungernes værelse. Hun stoppede kort, for at tage området iøjesyn. En let latter lød fra hende, da hun så de to modsætninger så tydeligt i rummet, der afspejlede deres personligheder.
Allerede inden Uth havde sagt noget, var hun gået i gang med at navigere sig over gulvet, der bestod af endnu en labyrint. Hun skar ansigt, da hendes fod landede på et tøjdyr, hvilket kort bragte hende ud af balance. Efter et par usikre skridt genvandt hun den, inden hun endelig nåede over til den rodede seng.
Hun flyttede pigen rundt i armene, indtil hun kunne vride den ene fri, for at trække dynen til side. Derefter lagde hun Natascha ned i sengen, for så at proppe dynen godt omkring den lille pige. Lige som Uth tændte hun natlampen ved sengen, inden hun bevægede sig imod døren, for at gå ud af denne.

Uden for døren, lagde hun en hånd imod den højre skulder, inden hun kørte højre arm rundt et par gange, for at lirke op i den spændte muskel. Hun skar en skæv grimasse, som et svagt knæk lød fra den, inden hun kiggede op imod Uth, som hun mærkede hans øjne på hende.
”Selv tak” hvskede hun tilbage til ham, inden hun tillod sig selv at sende ham et naturligt smil, som hun blev stående, da han bevægede sig imod udgangen. Hun nikkede til ham som han fortalte om morgendagens planer. Det passede fint. Så havde hun også tiden til at fange Tatiana og komme ind og finde i gallakjole til den fest.
Da han var gået ud af døren, bevægede hun sig selv op til sit værelse, for at lukke sig ind, klæde sig af og til sidst lægge sig i sengen med et tilfreds suk, inden hun ville sove.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Side 2 af 2 Previous  1, 2

Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum