Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
 

Plot ⤋

Vi befinder os i en fiktiv by, kaldet Di Morga, som er beliggen i Frankrig. Dette sted, vrimler med forskellige væsner, hvis eksistens er ukendt for den omgivende verden, der ikke er klar over de mange racer der befinder sig i verdenen udover nogle typiske mere kendte: Vampyrer og Varulve. I denne by lever de forskellige væsner side om side med hinanden. Dette resulterer i forskellige slag imellem disse, som ofte leder til et større tumult i byen. Tidsperioden er i vor nutid, placeret i Frankrig.

Latest topics
» Golden Sun - Caine Blackwell
Today at 11:45 by Caine Blackwell

» ☽ The Raven ☾
Today at 10:32 by Rayna

» Evan 'Magistar' Bayek Knight
Today at 10:07 by Magistar

» Kommende relationer
Today at 3:18 by Desire Murdoch

» Immortalem: Racebeskrivelse (NY RACE!!!)
Yesterday at 23:45 by Thomas Darwill

» Charmelia Malkavian
Yesterday at 23:33 by Thomas Darwill

» There you are~Alistair
Yesterday at 22:15 by Talia

» Alistair Gornez
Yesterday at 21:18 by Thomas Darwill

» Love at first sight - [Khá]
Yesterday at 14:04 by Khaa

» You didn't have to - [Morgan]
Yesterday at 13:59 by Morgan L. Withers

Nyheder

Siden har fået sig et nyt layout, som følge til at gøre siden mere personificeret, og overskuelig. Check Her hvilke områder det pårører, og hvilke ændringer der er tale omkring.

Siden er endnu ikke færdig, der vil derfor foregå ændringer løbende. Hvis man har ønsker er man velkommen til at kontakte Admin på PM

Statistics
Der er i alt 568 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Charmelia

Vores brugere har i alt skrevet 246654 indlæg in 12254 subjects

A job, well done [Angeliepigen]

Side 2 af 2 Previous  1, 2

Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Søn 11 feb 2018 - 21:24

Hun kommenterede ikke yderligere med på hvad han fordrev sin fritid i. Det var tydeligvis for åbent et område til hende, og hun vidste at hvis hun begav sig ud i den samtale, så var hun kommet langt længere ud end hvor hun kunne bunde. Hun opgav hastigt den kamp, velvidende at det var slaget hun uden tvivl ville tabe. Hvad de andre gjorde kom hende ikke ved, men hun mente stadig at visse ting skulle man holde for sig selv, men hun var også opdraget i en langt anden skik end de russiske væsner ved bordet. Det var egentlig underligt at to dele af en verden kunne være så forskellige.
Hendes øjenbryn rynkede sig tænkende sammen, inden hun lod hendes indre diskussion falde til jorden, for så at rette sin opmærksomhed frem mod Tatiana ved starten af det næste emne.

Den ubehag, som hun ikke havde ænset før, begyndte nu at være fuld synlig for hendes blik, som hun afslog tilbuddet om at skjule sin race. Et var at skjule sin identitet, som hun havde gjort tidligere, ufattelig dårligt endda, men hendes race.. Nej det ville hun ikke gøre. Heller ikke selvom det betød liv og død for hende. Det ville skabe komplikationer uden tvivl, men det var hun ikke berørt af.. endnu.
Langsomt, ufattelig langsomt, vendte hendes blik sig væk fra Tatiana, for så at kigge direkte på Uth, som han sad krympet sammen i stolen i færd med at maltraktere sin gaffel. Det var et syn hun ikke havde forventet fra denne lalleglade person. Det var mere hendes stil, at se så ubehaget ud i situationer. Undrende, faldt hendes øjenbryn tæt sammen, inden hun drejede hovedet let, for at kigge på ham tættere på. Hun sagde ikke noget endnu, men ventede på at se om der ville komme en forklaring ud af ham angående den opførsel, som han sad under nu.
Det var først da Tatiana nævnte Renovdro, at hendes halve opmærksomhed lagde sig tilbage imod kvinden. Hun havde selv tænkt noget hen ad det samme, og hun ønskede ikke at forvolde dem yderligere problemer med ordensmagten.
Tænk hvis den udrensning ville ramme netop de folk, der sad her ved bordet. Hendes blik flakkede næsten utydeligt i ungernes retning, inden hun sænkede hovedet en anelse. ”Hvis Renovdro kan skjules..” begyndte hun så langsomt, som om hun måtte overdrage sin førstefødte til den onde heks. Hun sagde ikke mere, men nikkede blot som svar til hende. Hun var ikke sikker på om det overhovedet ville være smart at tage hesten væk fra gården, og havde egentlig håbet at han kunne blive her, imens hun ’arbejdede’. Desuden havde han nogle heste, som han skulle opdrage også.

Da det interessant emne var begyndt, drejede hendes blik sig som en høg imod Tatiana. Ørerne vippede ivrigt under hendes hår, der derfor flagrede en anelse, som hun indtog den indpakkede information. Hun vidste godt hvorfor det blev nævnt på denne måde, og for første gang, ønskede hun at ungerne ikke var til stede, så der kunne snakkes frit fra leveren i lokalet. Meget få ting kunne fange hendes interesse, som dette havde gjort. Men eftersom hendes familiedrømme allerede var knust, så var kamp og smerte det næstbedste.
Så de havde et våben, der neutraliserede eller svækkede alle deres. Gad vide hvilken form for våben det var, eller om russerne bare ikke havde været.. kreative nok i deres forsøg. Når man havde med væsner at gøre, fandtes der nogle fantastiske magier iblandt nogle af dem. Med den rette træning og brug, ville de være ethvert fysisk våben overlegen. Men skulle hun spørge ind til det våben? Ønskede hun selv at fremvise hendes evner for at vise hvilke muligheder der kunne komme i spil? Spørgsmålstegnet stod mere eller mindre malet i ansigtet på hende, som hun tænkte videre uden at sige noget.
Hun smilede dog ganske kort, da hun så børnene flyve ned fra deres stole, og løbe ud af lokalet. Det gjorde det nemmere.

Han selvsikkerhed var tydeligt på plads igen, som hans ord skar i hendes ører. Øjnene rullede kortvarigt rundt i ansigtet på ham, inden hun trak ganske kort på skuldrene. Hun hverken be- eller afkræftede hans kommentar, men lod den blot falde til jorden, med dette skuldertræk. Hun skar hellere tungen af, end gav ham den tilfredsstillelse at høre hende indrømme, at det slet ikke havde været så slemt.
Hun rettede sig i stedet op i stolen, inden hun trak benene op til sig, for at hvile fodballerne imod stolekanten. Hendes albuer lagde sig imod knæene, som hun kiggede på ham.
Hans hemmelighedsfulde tale begyndte, og for hvert ord, blev hendes øjne smallere og mere mistroiske. Det lød absolut ikke som en opgave for hende. Et bal, virkelig. Skuespil, slet ikke hendes kop te. ”..Og hvad er der galt med at være Angelie?” forsvarede hun sig irriteret over hans kommentar. Hun kunne sagtens være sig selv til et bal. Det var jo ikke fordi det krævede det helt store. Det gjorde det langt nemmere blot at pynte lidt på den person hun allerede var, end at skulle til at spille en helt anden. Desuden kunne hun faktisk godt være vellidt, hvis hun gad at forsøge på det, og ikke forsøgte at bore neglene i struben på enhver der åbnede munden.
Som samtalen kort gled over Uths danseevner, skar hun en kort usigelig grimasse. Hun havde allerede været vidne til netop dette talent, og hun havde været imponeret. Hun var sikker på, at han ville kunne få hende til at ligne en pauseklovn under en dans, hvis han ønskede det.
Fortrydelsen begyndte så småt at melde sig, som han åbnede munden for at gøre hende klar over, at vi altså ikke kun var der for at gå til bal. Hendes åndedrag lød godt, som hun sukkede lettet, inden det gik op for hende, at hun havde foretaget dette suk alt for hurtigt.
Hans sigende spørgsmål var ikke til at tage fejl af. Han vidste, at hun kunne udføre alle disse ting, men var det mon hvad hun ville? At skulle lege royal for en aften, var ikke noget hun drømte sig tilbage til. Det havde været en af grundene til, at hun var flygtet til at starte med.
Hun sank langsomt en klump i halsen, imens negle begyndte at skure imod stoffet på hendes kjole, i halvt desperate bevægelser. Det før så nysgerrige blik, blev nu vendt nedad, halvt dækket af skyggerne, som hun pressede læberne tænkende imod hinanden, indtil de var en tand for blege.
Der var også den risiko, at der var nogle, som havde set hende før til et sådan event. De ville vide hvem hun var, og så ville det hele blive spoleret ligegyldigt hvor gode skuespillere de var. Selvfølgelig handlede det vel også om hvilke roller de hver især havde.
Den lette svien i øjenkrogen fortalte dog, at der rumsterede nogle langt mere personlige minder inde bag hendes pande. Hendes ansigt havde fortrukket sig over i et lettere smertefyldt træk, som hun rejste sig fra stolen uden et ord.
Hun gik imod døren, men stoppede dog kort i denne, inden hun hævede hovedet en anelse uden at kigge tilbage imod dem, for at snøfte en enkelt gang. ”Jeg er ved Renovdro når du er klar” lød hendes stemme, der skælvede svagt, inden hun trådte igennem døren og ud af syne. Først her ville følelserne slå helt igennem, som hun vandrede udenfor uden hendes frakke, i retning af folden, hvor hendes hingst ville befinde sig blandt de andre krigsheste.
Der ville hun stoppe op, et par meter fra dem, indtil hendes hest ville mærke hendes tilstedeværelse og komme hen, for at lade hende gemme ansigtet imod hans flanke.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1660


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Tirs 13 feb 2018 - 15:19

Tatiana smilede varmt imod Angelie, da hendes hoved hang en anelse, da hun accepterede hendes tilbud, med et spørgsmål. Tatiana rakte hånden over bordet, og lagde den ved siden af Angelie’s tallerken, for at få hende til at se op igen, og hvis Angelie’s hånd lå på bordet, blev den elegante Aspara’s hånd lagt oven på.
“Dig, og Renovdro, skal ikke tvinges ud i at skjule jer, hvis I ikke ønsker det.. Renovdro er mere end velkommen til at være her, og være helt sig selv. Men.. Indtil ting bliver bedre i Rusland, ville det være en dårlig idé, for hans eget bedste, ikke at ride rundt om dagen.” Forklarede hun, blidt, og aede Angelie’s hånd en enkelt gang, hvis hun havde fanget den, før hun trak sin til sig igen.
“Men jeg tror at det er muligt, at få skjult Renovdro’s ydre. Jeg er ikke en specialist i Dyremasker, men jeg kender nogen jeg kan tage fat i.” Smilede hun kort, inden hun lod samtalen glide videre. Det var tydeligvis ikke en samtale, nogen ved bordet brød sig synderligt om.

Hendes irritation ved hans foreslag omkring at spille en anden, fik ham til at rejse øjenbrynet, og fnyse let en enkelt gang, nu med hans hoved en anelse på skrå.
”Det.. Forslag, kom sig af, at du til at starte med, ikke ønskede at -en- lille, enlig Elver, kendte dit navn, da du først mødte ham… Men du ville ikke have noget imod at lade en stor forsamling af Royale, og kendte, kender det? Jeg mente mere navnet.. At du skulle spille en anden, ved navn. Er sikker på at du sagtens kunne gøre dig som Royal.” Forsvarede han sig selv, men ikke i en fornærmet tone, men mere betryggende. Det var tydeligt, at Angelie ikke havde den store interesse i at skulle spille en anden, end den hun var. Og det ønskede han egentlig heller ikke at hun skulle. Hvis hun kunne være Royal for en aften, var det fint for ham. Om hun så spillede sig selv, eller skulle sætte sig dybt ind i en rolle, var han sådan set fuldstændigt ligeglad med. Så længe de kunne komme ind på Palæet.
Uth lagde godt mærke til Angelie’s udtryk, og hans øjne kneb en anelse uforstående sammen. Han kendte ikke til alle de ting der fløj rundt i hendes hoved, men blev en anelse nysgerrig efter at vide det. Nervøsitet var også begyndt at kilde, da det virkede til at Angelie fuldstændig fortrød hendes valg. Fortrød at tage imod opgaven. At hun ville nægte, og løbe sin vej.

Hans øjne gled forvirret efter hende, da hun rejste sig, og gik sin vej, og han rejste et øjenbryn. Hendes ord hjalp ikke ligefrem, og han kiggede lidt forundret ud i lokalet. Troede hun at de skulle afsted med det samme? Mente hun, når han var klar til at snakke mere om det? Han kiggede lidt spørgende hen på Hjalse, som lignede et lige så stort spørgsmålstegn.
“Var det mine ånde?” Spurgte han, med et voksende smil over læberne. Tatiana rullede med øjnene af hendes mand, og gav hans lår et blidt klap.
“Nej, skat, tror ikke at det havde noget med -os- at gøre..” Tilføjede hun, inden hun kiggede over bordet. “Færdig med at spise?” Spurgte hun de to mænd, som begge nikkede, og Uth rejste sig.
”Ja.. Mange tak for mad, Tati. Fantastisk, som altid.” Roste han, med et varmt smil, og hun nikkede tilbage med et af sine egne.
“Velbekomme. Gå du ud og snak med din Partner-in-crime. Vi skal nok ryde af.” Bad Tatiana, med et nik imod døren, og Uth klukkede med et smil. Hjalse kiggede op, og gav Tatiana et spørgende blik.
“Skal vi?” Spurgte han, drillende, og Tatiana kiggede ned med et bestemt nik. Han lo muntert, og gav Tatiana et klap bag i, imens han rejste sig. De to gik klukkende igang med at ryde af, og snakkede muntert om deres dag.


Uth forlod huset, efter at have samlet sin frakke op på vejen, med et lille smil, og bevægede sig langsomt i den retning Angelie var gået. Han havde lyttet til hende fodtrin, men selv uden at have gjort det, ville han nemt have fundet hen til dem. Renovdro havde fået de fleste andre hestes opmærksomhed ligeså, og havde samlet sig i en forsamling, der stod og betragtede hengsten, og den lille flok han havde anskaffet sig. De andre heste virkede en anelse nervøs ved Renovdro, og valgte at tage deres afstand. Et eller andet sted, nok ganske fornuftig.
Han kom nærmere ganske langsomt, og strøg sin hånd over en af Krigshestenes ryg, som stampede en anelse i jorden, og kiggede tilbage imod Uth. Uth kiggede på den, stadig med det samme lille smil, før han klappede den side, og så lænte sig en anelse op af den. Hesten flyttede sig ikke fra Uth, men tillod hans tilstedeværelse, og holdt i stedet fokus på det græs den var begyndt at tygge i.
Uth krysede armene foran sig, og betragtede Angelie. Han forblev dog stille, et øjeblik, og lod stilheden hærge over dem, inden han endelig begyndte at snakke.
”Kunne mærke på dig, at planen, som den er nu, går dig en smule på.” Startede han, med at udpege det åbenlyse, inden han kiggede over imod et par af de andre heste, der var begyndt at spæne ud over den hvide mark. ”Jeg har ikke tænkt mig at spørge hvorfor, da det virkelig ikke kommer mig ved. I stedet, vil jeg tilbyde dig, at være med i planlægningen, i stedet.” Tilbød han, og kiggede tilbage imod hende, med et lille smil.
”Som det er, lige nu, er den eneste vej ind, dette Bal. Palæet vi skal ind på, er simpelthen for tæt sikret. Men, på denne måde, kan vi også tage der ind, uden at skulle skjule -hvad- vi er, i det mindste.” Satte han på, som en bonus, og klukkede kort. ”Min originale idé, var at tage der ind, som et par. Mig, og så en partner der skulle spille min Kone. Hvilket.. Jeg ikke kunne forestille mig at du ville nyde. Søskende, ville nok virke lige så godt, nu hvor du også er Elver. Godt nok ikke blod søskende, grundet forskællen på vores øre, men ville ikke være første gange, en Royal, giftede sig med en.. Erh.. Anset som nederstående Familie. Bryder jeg mig.. Virkelig, ikke om at sige..” Han klukkede kort over det, og kiggede igen ud over marken, tænkende. Han fnøs kort, og rystede på skuldrene, inden han kiggede tilbage på Angelie. ”Alternativt, kan du da også altid spille min Tjener, hvis det er det Royale punkt der genere?” Spurgte han, med det samme varme smil hun efterhånden måtte være vant til at se.
avatar
Uth
Beginner (Rank 4)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 43


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Tirs 13 feb 2018 - 16:19

Det nagede hende, at ingen ved bordet ville fortælle hende hvorfor dette var så ømt et emne iblandt dem. Det virkede lidt som om, at de alle havde en stor hemmelighed, og hun selv måtte sidde tilbage som et spørgsmål, uden at få nogle svar med sin diskrete henvisning. Hun kunne vel åbne munden, men det virkede til at være det forkerte øjeblik at gøre dette.
Hun mærkede Tatianas hånd lægge sig over hendes, hvilket tvang hendes blik tilbage på kvinden, som denne fortalte nærmere. Hendes håb åbnede sig på ny, inden hun smilede forstående. ”I så fald, lader jeg kræget blive her og være sig selv” svarede hun som afslutning på samtalen. Hvis det skulle blive aktuelt ellers, så ville hun opsøge Tatiana igen, for at høre nærmere om disse såkaldte masker.

Som emnet skiftede, og hun havde udtalt sin frustration, måtte hun bøje hovedet en anelse i nederlag. Han havde ret i at hun ikke havde nævnt sit navn ved deres møde, men hun havde misforstået hvad han ellers havde ment med sætningen. Så hun kunne stadig være sig selv, dog bare under et fremmed navn. Det skulle ikke være et problem.
Dog havde hun stadig klumpen i halsen, ved tanken om hvad dette præcis ville indebære. Det virkede ikke som en god ide for hende, at blive involveret i dette længere. Der var for mange ’hvad nu hvis’ i hendes tanker, til at kunne gøre op for at tage på sådan en mission. Men hvis hun sagde nej? Hvad ville der så ske? Hun havde heller ikke rigtig råd til at afslå tilbuddet.
Til sidst havde hendes underdanighed taget styringen, og egentlig bare accepteret hendes skæbne. Hun lod ham bestemme, og hun fulgte trop. Sådan havde hun altid levet, og det havde fungeret ganske fint, sådan da.
Som hun rejste sig og gik imod døren, mærkede hun blikket i hendes ryg, inden hun hastigt forsvandt ud af syne, og videre. Hun hørte ikke hvad der ellers blev sagt, men regnede med at blive hentet når det var tid til at besøge hvem end det var som de skulle hen til. Imens havde hun muligheden for at samle sig selv og sine tanker.

Som hendes hest var kommet hen ved hendes sider, havde kinderne fået et genskær fra vandet, der befandt sig på dem. Hendes ansigt gned op og ned langs Renovdros hals, for at tørre dem væk, imens hun tog en dyb indånding. Den venstre hånd gled fraværende over hans frie halsstykke, imens hun samlede sig selv, for derefter at træde frem foran denne, og lægge en hånd på hvad side af hans hoved. Deres pander ville hvile imod hinanden, imens hendes øjne lukkede sig i.
Hun ænsede ikke at Uth var fuldt efter hende udenfor, men blev blot stående i den samme stilling, selvom den udækkede krop skælvede svagt under kulden. ”Vi er langt hjemmefra..” hviskede hun kærtegnende til dyret, som prustede næsten kærligt tilbage til hende. Hun havde stikket af afsavn i brystet, blandet med hele følelsen af at være fortabt og faret vild på livets vej. Hendes eksistens havde mistet sit formål, så hvem var hun nu?
”Vi skal til bal.. Men..” hun vidste ikke helt hvordan hun skulle formulere sig til hesten. Han kendte hende allerede og ville vide, at bal ikke var noget for hende. Det var der hvor man var nødsaget til at pakke alt ind, og aldrig sige hvad man egentlig mente. ”..Jeg kunne blive genkendt, og vores flugt ville være.. ligegyldig, Renovdro”.
Hestens hoved lagde sig hen over hendes ene skulder, som et utydeligt snøft kom fra hende. Igen indåndede hun den velkendte duft af råd, imens den beroligende vægt på hendes skulder, fik hendes åndedrag til at dulme en anelse i tempo. Øjnene var stadig blanke med enkelte tåre trillende, da hans stemme afbrød hendes stillestund.
Hendes krop hoppede svagt af chokket, inden hun lod forbindingen om hendes underarm glide henover ansigtet, for at tørre det af. Hun lyttede til hans ord, men drejede sig ikke for at kigge på ham i første omgang. Hun sagde intet til at starte med, heller ikke efter han tilbød hende at deltage i planlægningen. Hun havde ingen krav eller ønsker til hvordan det skulle foregå. Det var ikke der hendes problem lå.
Hun blev ved med at lytte til hans tale om mulighederne, uden at rette ansigtet imod ham. Hun stod vel mere eller mindre stift, gemt ind imod hesten, som hun overvejede mulighederne. Hun forstod godt hvorfor han havde valgt at tage derind som et par. Det var hvad der gav mest mening i sådan et selskab, især da de to på ingen måde lignede hinanden.
Hun kunne også agere tjener, men.. hendes skarpe tunge ville sætte spørgsmålstegn på det punkt. Det havde den allerede gjort, og selvom hun havde været tjener før, så havde hun været det på en helt anden måde.

Da han ikke sagde mere til sidst, overvejede hun i stedet hvad hun skulle gøre. Lysten til at svinge sig op på hesten og bare stikke af, sitrede i kroppen på hende. Det var ikke her hun hørte til, så meget havde hun set. Hun besad ikke de egenskaber det krævede at indgå i et omsorgsfuldt fællesskab.
Hendes ansigt drejede sig endelig imod ham, som hun kiggede blankt ind i hans øjne. Hun var ikke sikker på hvorvidt hun skulle grine eller græde. Hun gjorde intet, og lignede også en, der bare.. var der, uden følelser.
”Din plan forbliver.. som oprindeligt” svarede hun derefter monotomt, inden hun rejste hagen en anelse, for så at ranke ryggen. Det var måske ikke det bedste scenarie at skulle være gift med ham, men det var heller ikke det værste. Hun kunne godt acceptere det.
”Vil der være.. vestlige royale?” lød hendes stemmer derefter langsomt, og hvis man havde hørt nøje efter, ville man høre den knække en anelse, som bevis på, at det var der hendes største problem havde ligget i helt sammenhængen.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1660


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Side 2 af 2 Previous  1, 2

Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum