Plot ⤋

Vi befinder os i en fiktiv by, kaldet Di Morga, som er beliggen i Frankrig. Dette sted, vrimler med forskellige væsner, hvis eksistens er ukendt for den omgivende verden, der ikke er klar over de mange racer der befinder sig i verdenen udover nogle typiske mere kendte: Vampyrer og Varulve. I denne by lever de forskellige væsner side om side med hinanden. Dette resulterer i forskellige slag imellem disse, som ofte leder til et større tumult i byen. Tidsperioden er i vor nutid, placeret i Frankrig.

Latest topics
» What is going on?!
Yesterday at 23:25 by Khaa

» Oh ..f*** - [DuChance]
Yesterday at 19:21 by DuChance

» Religions neutralitet! (VIGTIG LÆS!)
Yesterday at 16:21 by Jay Wu

» Death is only another step (Nessa)
Yesterday at 5:36 by DuChance

» Interrupted business ~ Nicholas Tallon
Lør 18 aug 2018 - 1:59 by Kate Melora

» Visit from a friend - [Aleksei]
Søn 12 aug 2018 - 19:00 by Aleksei

» Show me you are worth it - Nightrage
Søn 12 aug 2018 - 13:32 by Nightrage

» Odd feeling - Amy S. Scott
Søn 12 aug 2018 - 10:03 by Jay Wu

» Try and tame this Demon (Emnesøgning)
Tors 9 aug 2018 - 11:08 by Carver Manning

» Long-lasting relationship, complicated history ~ Cain Devereaux
Ons 1 aug 2018 - 20:59 by Nessa

Nyheder


Mulig race ændring på Engle og Djævle i deres oprindelse. Vigtigt at få det læst, og deltaget i valget om denne ændring skal ske!

Statistics
Der er i alt 499 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Es

Vores brugere har i alt skrevet 252508 indlæg in 12757 subjects

A job, well done [Angeliepigen]

Side 1 af 2 1, 2  Next

Go down

A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Lør 27 jan 2018 - 15:09

Om morgenen
Udkandt’s Rusland


Efter en god nats søvn, vågnede ungerne som de første, af de der havde sovet. Angelie ville have vågnet med et tyndt, men praktisk, tæppe, der var blevet lagt over hende i løbet af natten. Bålet havde også holdt hele natten, med en anelse hjælp fra Uth, der ikke havde lukket et øje. Da folk vågnede, havde Uth gjort en ydmyg, men fyldigt måltid, til de få mennesker de var. Der var ikke meget, så det var kun lige nok til at lægge en bund, mere ville der ikke skulle til, for den lille rejse foran dem. Der var også stadig noget af det magiske brød, hvis nogen ville have mere, som der da også blev taget af, i løbet af rejsen.
Efter måltidet, havde alle pakket sammen, og sat imod Petrov familiens hjem.


Hen af eftermiddagen
I udkandten af byen Yoklav


De to børn havde begge været til fods hele rejsen, af eget valg. De havde været lige så lystige og glade som aftenen før, men det var nemt at mærke på dem, at de også var begyndt at blive spændt. De ville hjem, nu. Der havde ikke været nær så megen snak som aftenen før, netop på grund af denne spænding, og behov. Uth havde dog distraheret dem med en lille sne kamp, undervejs. Det var ikke så meget en snebold kamp, da sneen ikke var synderligt god til at lave bolde af, men i stedet de tre der kastede stimer af sne efter hinanden, med glade grin. Hvis Angelie stillede spørgsmålstegn ved, hvor smart det var at børnene blev våde, inden de var hjemme, ville både børn og Uth nævne, at der ikke var så langt igen, så de overlevede nok. For så at kaste lidt sne imod Angelie også, med en hilsen og et drillende grin fra Natasha.

Da de var et godt stykke væk fra de fleste andre bjerge, og i nærheden af et mere enligt bjerg, begyndte Natasha at sætte farten op, og kiggede over skulderen, med en vinkende arm.
“Vi.. Vi.. Vi er der.. Næsten!” Kaldte hun energisk, imens hun begyndte at løbe. Uth klukkede let af børnene, da Andrei også satte efter hans søster. Han kiggede dog over imod Angelie, inden han selv satte farten op, og nikkede imod hende for at få hendes opmærksomhed.
”Hey.. Tatiana, the kids mother, has a barrier up around their farm. It isn’t visible, or possible to feel, really, because it does so little. It iis.. Basically a doorbell. As well as a warning, for Tatiana. With it, she can feel the presence of people on their grounds. Which means, she’ll know that you’re here.. She’ll also know, that he’s here.” Tilføjede han, med et nik imod Renovdro, hvis denne var med dem i det øjeblik. ”Don’t exactly know how she’ll react on that, so might be a good idea to ask him to stay, so we can warn her about him entering? Your choice. Just thought I’d warn you.” Tilføjede han, med et varmt smil, inden han selv satte i en lidt fastere, og hurtigere gang, efter de to børn.

I deres løb, faldt Natasha på vejen, da de forlod den store skov, de efterhånden havde rejst i, i et godt stykke tid. Pigen rejste sig dog hurtigt, og fortsatte sin ufornuftige hast imod den lysning, de nu var i.
Da Angelie lige så kom ud, ville hun se en stor dal, der lå imellem det enlige bjerg, og den skov de netop havde forladt. Lysningen gik ned i en bakke fra skoven, hvor på bunden af den, der var en stor farm, bestående af to beboelsesbygninger, og to store stalde. Bakken gik så også op på den anden side af farmen, og imod bjerget. Den vej gik der også en markvej, der sandsynligvis ledte imod civilisation et sted på den anden side af en anden skov.
Som en del af dalen, var der en kæmpe indhegning, som også ledte ind i skoven de var gået ud af, bare en del længere hænde. Indhegningen ledte hele vejen hen til en af de store stalde. Laget af sne inden for denne indhegning, var stort set undseelig, og under var der et fint lag græs, som de mange, store koldblodsheste tog nyttelse af. Det var tydeligt, at både hestenes gang, samt højest sandsynligt, også lidt menneskelig hjælp. Uden for indhegningen, gik der også flere heste, der traskede rundt. Flere af dem legede i sneen, og tæskede frit rundt, uden noget til at holde dem inde.
Nede i midten af de fire bygninger, var der en stor gårdsplads, med en brøn i midten. Der var to hestevogne, hvor der var flere folk der var igang med at flytte tunge kasser frem, eller tilbage fra dem. Angelie ville kunne høre folkene skynde sig en anelse, og et par utilfredse stemmer der brummede ordre frem, og tilbage. Virkede til at de var bagud med arbejdet, og burde være rejst videre allerede.

De to børn, fortsatte med hastigt at løbe ned af bakken, imod deres hjem. Angelie ville se en dør, stort set blive tæsket op, og en ung kvinde komme ud af denne. Det var langt væk, men Angelie og Uth’s skarpe øjne og øre ville både have set dette, og så hørt kvindens råb.
“Natasha!? Andrei!? Hjalse! Hjalse, Oni doma!” Råbte hun, og satte i løb imod de fire nyankomne. Angelie’s øre ville også hurtigt opfange de iltre, og næsten urealistisk hurtige skridt, der knaste igennem sne, og kom inde fra den store hesteindhegning. Dette startede en trampen af hove, da hestene i denne indhegning virkede til at løbe sammen med de menneskelige skridt der hastigt nærmede sig. Dette var meget længere væk end kvinden fra bygningerne, men nærmede sig langt hurtigere. Det tog heller ikke længe, inden en menneskelig skikkelse overhalede de gigantiske heste, i et sådan sprint, at enhver vile have vidst med det samme, at denne ikke blot var et menneske. Og som skikkelsen nærmede sig, ville Angelie også høre en hjorts prusten, blandet med et menneskes hulken, da hun nu også kunne se at den menneskelige skikkelse havde vokset horn, og bar et hjortehoved.
I det sekund børnene så denne skikkelse, satte de i løb imod ham, og Natasha klynkede lykkeligt, da hun i et hop forvandlede sig til en sneleopard igen, og satte i et lige sprint imod skikkelsen. I hendes leopard form gav hun hulkende kald fra sig, da den sprintede imod sin far, som lige så kom hendes vej.
Da de to skikkelser næsten mødtedes, faldt den store, mandlige skikkelse i knæ, og gled hen af sneen, med sine arme ude, og en lav brøllen.
“Natasha!” Udbrød han lykkeligt, og greb pigen der nu hoppede direkte i favnen på ham, hvilket kastede ham bag over i sneen, og han lo lystigt, ind imellem den grædende jubel. Han omfavnede sin datter, der hastigt gik igang med at slikke hans ansigt, som nu langsomt forvandlede sig til et menneskes igen. Natasha gav stadigt glædelige squeaks fra sig, inden hun selv langsomt forvandlede sig tilbage, og lagde begge sine arme om sin far, som han hurtigt kom op i knæ. Manden var stor, og muskuløs, dækket i en tæt, tyk læder jakke, samt praktiske arbejdsbukser. Hans hoved bar et stort skæg, hans næse var en anelse skæv, og hans øjenbryn pjuskede. Han havde bestemt ikke noget Aspara blod i årene, som hans datter havde, og lignede et helt almindeligt, fejlfyldt menneske. Skader i huden, lidt for store øre, der stak ud af hans uldne, kaotiske krøller, og plamager over de grove, behårede hænder. Men den kærlighed, og lykke, der var tydelig i mandens ansigt, var smukkere end noget andet.
Han hulkede igen, da han gik en anelse op på sine fødder, nu bærene på sin datter, imens han tog nogen flere skridt imod Andrei, som også var på vej, men naturligvis var en del langsommere end hans søster.
“Andrei! Haha! Aah.. Åh, min Andrei.” Manden snakkede fransk, med et nordisk accent, da han faldt i knæ igen, og tog sin søn ind i hans omfavnelse, og faldt næsten bag over endnu engang, af drengens momentum.

De tre genforenede familie medlemmer, forblev knyttet sammen i sneen, helt indtil kvinden også var begyndt at nærme sig. Uth havde sat sit tempo ned, for at lade familien genforenes, men var nu også ved at være derhenne, højest sandsynligt med Angelie ved sin side.
“Moi deti! Moi Detii!” Hulkede kvinden lykkeligt, med et kæmpe smil over det perfekte ansigt. Kvinden, var tydeligvis Aspara. Hendes former, hendes ansigt, hendes hår, alt var perfekt, tråds de våde tåre der efterhånden havde smurt hendes kinder ind. Hun havde langt sort hår, og bar en simpel kjole, en anelse tykkere i stoffet end balkjoler. Kvinden faldt også i knæ ved de tre, og de to børn bevægede sig hurtigt over for også at kunne kramme deres mor. Familien sad i lykkelig gråd, længere end hvad der var behageligt for deres knæ, i den kolde sne.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Lør 27 jan 2018 - 16:14

Som det lille slæng havde begivet sig ud fra hjemrejsen fra grotten, havde Angelie været mere eller mindre stille. Børnene og Uth havde heller ikke sagt meget denne morgen. Det hele handlede vel mest om, at de alle glædede sig til at komme hjem. Hende.. ja hun var mere nervøs. Hun var blevet advaret om hvordan magikere og væsner var ilde set i dette land, og hun forventede vel halvt at blive brændt på et bål, hvis hun begav sig videre i Rusland.
Hendes støvler traskede afslappende igennem sneen i flere timer, inden hovslagene nåede hendes ører. Hun kiggede ikke op fra jorden, men mærkede nærværet af Renovdro, der slog ind ved siden af hende og fulgte tempoet. Angelie klappede ham fraværende, inden hun skævede ud gennem øjenkrogen, for at betragte dem alle.
Hendes syn på dem var ændret efter gårsdagens hændelser. Til det bedre kunne man vel kalde det. Det skæve smil kom over hendes ansigt, som hun så til hvordan bjergene skiftede til skov, for derefter at begynde at munde ud også.
Det var her, at hun hørte Natascha råbe op om at de var tæt på. Angelies hoved rejste sig rankt op nu, som hun så til hvordan ungerne satte tempoet i vejret.
Som han drejede sig imod hende, lyttede Angelie opmærksomt. Hun fulgte hans finger, som han pegede imod hendes hest, hvorefter hendes øjenbryn hævede sig overvejende.. skulle hun lade hesten blive uden for den såkaldte barriere. Hun rystede lidt på hovedet af sig selv, inden hun selv satte tempoet op, for at følge med flokken.

Som de nærmede sig dalen, så hun til sin store fornøjelse en gård i bunden. Der var kreaturer omkring, løstgående. Hun kunne ikke lade være med at stoppe op og kort indtage synet, inden hun så hvordan børnene var løbet i forvejen. Hende selv, satte tempoet i en gang. Hun stoppede efter et par skridt, og kiggede tænkende imod Renovdro. “Behave, please” brummede hun hviskende til denne, inden hun daskede let til dyret med sin skulder, for igen at genoptage sin gang,
Kappen lå endnu engang om hende, efter at børnene var vågnet, og Natascha havde afleveret den tilbage til hende. Med et let slag, slog hun hætten op for ikke at blive genkendt på sine ører, inden hun nærmede sig, skråt bagved Uth.

Der skete meget på en gang pludseligt, og Angelie måtte se til, som en kvinde først kom flyvende igennem en dyr. Fra den anden ende, trampede hovene vildt, og hendes opmærksomhed blev rettet den vej, for nu at se en halvt Hjort komme spænende ud fra hestenes fold. Natascha var igen blevet den lille unge, og Andrei.. ja han var Andrei.
Hun betragtede familien, som de blev genforenet. Endnu engang følte hun sig malplaceret i denne verden. Hun stoppede op på respektfuld afstand, hvad enten Uth fortsatte eller ej. Det var ikke hendes plads at nærme sig mere end dette. Hun klappede Renovdro, som hun så til, hvordan de alle fandt sammen.
På hendes ansigt kunne et svagt smil fornemmes, som hun nød at børnene var kommet sikkert hjem. Det var først nu, hvor forhandlingerne var tilbage til menneskelige, at hun tog et nærmere blik på børnenes forældre.
De var begge perfekte, men på hver sin måde. En person indre blev trods alt altid afspejlet i dets ydre. En smuk personlighed, skabte et smukt menneske. Dette var tilfældet her,

Kvindens flotte sorte hår, sad præcist som der burde, og mandens buskede krøller og skæg sad helt hen i vejret. Hun grinede let for sig selv over hvordan to så forskellige personer mon havde fundet hinanden. Inden hun rystede tanken af sig.
Hendes blik søgte i stedet imod Uth, som om hun forventede, at det var ham der bestemte hvad hun skulle gøre. Hvis han ikke sagde noget, ville hun bare blive stående på stedet.
Som tiden dog gik, måtte hun overveje hvorvidt det var sundt for familien, at sidde i sneen så længe.

Sent from Topic'it App
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Søn 28 jan 2018 - 7:23

Uth havde lagt mærke til, hvor stille Angelie var. Han holdt øje med hende, fra tid til anden, og var sikker på at han mærkede lidt nervøsitet i hende. Han håbede at hun ikke var blevet mere skræmt væk, efter snakken aftenen før. At hun stadig mente det, hun havde sagt. For det gjorde han. Specielt med et bestemt job, havde han brug for en hånd, igen. Han mente dog, at han ville kunne overtale hende, til i det mindste at blive til dette, før hun rejste væk. Der var ganske god profit, i opgaven. Plus, han var ret sikker på, at hun havde ment hendes manglende interesse i at arbejde sammen, som en joke.

Som den lille familie tog hinandens selskab ind til sig, forblev Uth på den samme afstand som Angelie. Han ønskede ikke at forstyrre, og på trods af at var en kærlig, og glad person, så var dette ikke helt hans element. Der var lige et par takker mere glæde og kærlighed, end han kunne håndtere.Mindede ham om ting, han havde mistet. Ting, han aldrig ville få tilbage igen.
Så de to Elvere blev på en mindre afstand, og observerede genforeningen sammen. Nogen flere folk fra gården, var begyndt at komme ud imod familien, de to Elvere, og døds hengsten, og havde samlet sig et stykke fra børnene og deres forældre, hvor de nu stod, smilende. Det var en sjov blanding af væsner. Der var et par Dværge, en enkelt Aspara, og et par der virkede som almene mennesker. De bar forskellige klæder, og havde tydeligvis hver deres opgave på gården. Almen arbejdskraft, men stadig tæt nok på familien, til at de to unger betød noget for dem.
Da børnene endelig slap deres forældre igen, og snøftende trådte et par skridt tilbage, for at kigge op. Natasha så de andre da hun gjorde, og fniste glad da hun slap sin far, og løb imod dem. Flokken af væsner sagde alle hej, på hver deres måder, og hun gik fra person til person, og krammede dem hver i sær. Andrei fulgte også med hende, med et gnub på hans hoved fra sin mor på vejen.
Nu hvor børnene var væk, kiggede deres far over imod Uth, med et stort, varmt smil over sine læber. Den gigantiske mand lo lystigt, og tog nogen hurtige tridt hen imod Uth, med armene fremme.
“Tak! Tak, Uth’Avel!” Brummede hans dybe stemme, glædelig, da endnu en tåre forlod de allerede røde øjne, og hans store arme lagde sig omkring Elveren. Uth smilede varm, og skulle til at tage et skridt frem, netop som den store Navajo’s krop mødte hans, og han blev løftet op fra jorden. Uth’s ansigt skar en let grimasse, af de store armes styrke, der nu krammede ham så hårdt de kunne.
“Ergh.. Det.. Var så lidt.. Der ved du, Hjalse…” Fik han mast frem, hvilket ikke stoppede den store mand i hans kram, de ri stedet lo, og trykkede lidt hårde. Uth klukkede et par gange, efterfulgt af en lav gispen efter luft. Tatiana var også kommet over ved hendes mands side, og klappede ham en enkelt gang på skulderen.
“Ty narushayesh' yego, bol'shoy chelovek. Moy khod!” Fniste hun, og fik den store mand til at løsne sit greb. Uth tog en dyb indånding derefter, men fik ikke længe til at trække vejret, før kvindens hænder blev slynget omkring hans hals. Tatiana skulle stå en anelse på tæer, for at nå omkring Uth’s hals, og for at ligge et hurtigt kys på hans læber, efterfulgt af flere kys over resten af hans ansigt. Der var ikke en elskers kærlighed i kyssene, men kunne mere sammenlignes med de kys man gav et barn, man længe ikke havde set.
“Spasibo Spasibo! Ogromnoye spasibo! Bez tebya ... Prosto .. Spasibo!” Takkede kvinden, mellem flere af hendes kys, inden hun lagde sit hoved på hans skulder, og græd let i glæde.

Hjalse havde taget et skridt væk fra Uth, for at lade hans Kone give hendes tak, hvilket gav ham tid til endelig at lægge mærke til Angelie og hendes hest. Hans brune øjne udvidede sig en anelse ved synet, og hans store hoved lagde sig en anelse på skrå. Hans øjne var uforstående, og der var vel et eller andet sted, en anelse frygt i det blik han sendte. Angelie var en han ikke kendte, i dette øjeblik, så han holdt sin afstand. Han fik dog hurtigt Uth’s opmærksomhed, da hans Kone endelig havde sluppet ham, med rystende hænder. Hendes grønne øjne havde nu også ramt Angelie’s, og så til med en helt anden følelse bag. En nysgerrighed, der mindede meget om kvindens datters. Og selvom hun kiggede på Angelie, gled hendes blik også oftere imod Renovdro.
Uth tog et skridt væk fra de to Petrov, og kiggede tilbage på Angelie med et smil.
”Hjalse, Tatiana. Dette er Angelie. Angelie, det er børnenes forældre, som du jo nok havde gættet. Hjalse, og Tatiana Petrov.” Startede han med kort at introducere, og Hjalse bukkede hovedet en anelse, samt Tatiana nikkede hendes, i høflighed.
”Hun er ikke her fra, hvilket I nok vil kunne høre fra accentet. Stødte ind i hende den anden dag, og hun tilbød at hjælpe mig. Opgaven gik langt mere flydende, med hendes hjælp. Tør næsten sige, at tingene var gået helt anderledes, hvis hun ikke havde været der.” Han gjorde det ikke helt tydeligt, hvad han mente med den kommentar. Men uden Angelie, havde en af kidnapperne nok nået teltet, hvilket ville have bragt børnene i yderligere fare. Han havde nok kunne klare opgaven alene, men børnene var mere sikre, og uskadt, på grund af hende. For ikke at nævne det slemme blå mærke Natasha ville have, hvis ikke for Angelie.
Denne introduktion, fjernede helt hintet af frygt i Hjalse øjne, og et varmt smil strålede op bag det halvkrøllede, skæve skæg. Han lo en enkelt gang, og gik imod Angelie, med en hånd fremme.
“Enhver ven af vores Avel, er en ven af en Petrov.” Udbrød han, med endnu en latter, som om det havde været den eneste information fra Uth der skulle til, for at fjerne frygten fra hans øjne. Taknemligheden i hans stemme, tilgengæld, skyldtes resten af den information han var blevet givet. Og hvis Angelie tog den hånd han tilbød, ville han ligge sin anden hom om hendes ligeså, i et kærligt, fast håndtag. Skulle deres hænder have mødtes, ville Angelie’s fine, lille elegante hånd nærmest forsvinde, i de gigantiske, let behårede Navajo’s hænder. Alt forsvandt, i den mands hænder. Han ville kunne gemme hele Angelie’s hoved i hans hænder, og kunne højest sandsynligvis knuse hendes kranie, med megen indsats.
“Tak.. Af hjertet tak, for deres hjælp, i at samle min flok i.. Min familie, igen..” Han klukkede let, da han lige måtte rette på sig selv. Han skulle lære sig selv, ikke at kalde sin familie for flok, også selvom han vidste at Tatiana elskede det når han gjorde. Han skulle lære det, så han ikke gav fremmede en grund til at få tanken at de var væsner.
Tatiana trådte også frem, og lagde en hånd imod hendes mands arm, for blidt at skubbe ham til siden, og lade hendes grønne øjne møde Angelies. Tatiana bar et varmt, og kærligt blik. Den slags, der smeltede hjerter, og hendes race blev endnu tydligere. Kvindens inviterende ansigt, og smukke krop, gav billedet af, at hun ville kunne få -alt- hvad hun ville have, fra næsten alle. Hendes bevægelser var forførende, selv når hun ikke gjorde nogen indsats for det, og hun lagde en hånd imod Angelies overarm, for blidt at ae den med en finger.
“Spasibo.. Angelie.. Tak. Det.. Det betyder alverdens, hvad du har gjort for vores Uth.. For os.” Takkede hun, varmt, med en sukkersød stemme, der lød flirtende, selv uden at tænke over det. Stemmen var fin, og klar, og udviste en kærlighed for den hun talte til, der kunne virke næsten akavet, for folk der ikke kendte hende. Fik det til at virke som om, at hun flirtede med Angelie, lige ved siden af hendes mand. Uth klukkede stille for sig selv, af denne realition, da han selv havde vendt sig til det, når hun snakkede med ham, men at høre hende snakke med Angelie, havde mindet ham om det igen.

Efter at have takket Angelie, var begge Petrovernes øjne, dog gledet tilbage imod Renovdro. Tatiana’s pupiler udvidede sig en anelse, og hendes hoved gled langsomt på skrå, så et par af de sorte lokker lagde sig foran hendes ansigt.
“Goodness.. Han er da vel nok en lille skat, er han ikke?” Spurgte hun, med et skridt imod hesten, og interesserede øjne. De grønne øjne, blev omringet af mørke skyer, som hun kiggede ind i Renovdro’s øjne, og hvis den kiggede tilbage, ville den høre hendes hvisken i dens egne øre, da hun brugte en af hendes evner.
”Hej, min smukke ven.. Du.. Er kommet langvejs fra, er du ikke? Og du er vidst.. Sulten.. Men.. Det er du vidst altid, hm?” Hendes evne var, at kunne tale med de døde, som så normalt også kunne tale tilbage. Hun snakkede mede de fleste af deres heste, når de var kommet i en alder, hvor de skulle slagtes. Hendes mand snakkede dem til ro, inden de blev dræbt så humant og smertefrit som muligt, før Tatiana talte dem væk fra verdenen, og takkede dem for den indsats de havde gjort for hendes families liv. Renovdro, fandtes dog et sted mellem verdenerne, og hun var ikke helt sikker på om han ville kunne forstå. Hun kunne snakke med menneskelige levende døde, som skeletter og levende lig, men hun havde aldrig haft chancen for at snakke med en levende, død hest.
Imens hun hviskede med Renovdro, hvilket ingen andre ville rigtig kunne høre, bare se hendes læber åbne sig, og en mørk sky forlade hendes hals, som om hendes ånde var blevet til tyk røg, gik hun imod det store kræ. Hjalse gjorde det samme, og gav en prusten fra sig, som han snakkede med de andre meste med. Der var ikke ord indblandet, da dyrs kommunikation normalt fungerede helt anderledes end menneskes, men hvis Renovdro stadig havde nok hjerne som en hest, ville han se det som en beroligende, og indbydende velkomst.
Tatiana, som hendes datter havde gjort tidligere, gik nærmere Renovdro, uden at spørge Angelie, og holdt sin hånd lidt frem. Hun var dog forsigtig, hvis Renovdro viste nogen former for modstand, og trådte væk hvis han gjorde.
“Der er.. Blevet brugt noget meeeget.. Mørk magi, for at skabe denne skat. Og der skulle højest sandsynligt flere Magikere til? Du havde nogen magtfulde venner, der hvor du kom fra, Angelie.” ‘Roste’ hun, uden at tage øjnene fra Renovdros, for at holde hendes magi i skak, hvis altså Renovdro overhovedet modtog det. Hvis Renovdro, eller Angelie, ikke bad hende om at holde sig væk, eller jagtede hende væk, ville Tatiana træde over til Renovdro, og ae sin elegant hånd ned af hans snude, stadigt uden at tage øjnene fra hans.
“Men nok også nogen farlige ‘venner’. Den slags, der oftest skaber flere problemer, end de løser.” Fniste hun blidt, og Hjalse måtte nikke sit hoved på skrå en enkelt gang, med et kluk.
“Altså.. Er jo ikke alle mørke Magikere, der bære deres evnes element i personligheden.” Roste han dog, med et varmt smil imod hans Kone, som også smilede, men stadigt med de grønne, mørke øjne imod Renovdros.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Søn 28 jan 2018 - 9:02

Som han stoppede på den samme afstand som hende, glanede Angelie let imod Uth, halvt undrende over hvorfor han ikke var på vej ned for at hilse. Det var jo tydeligt, at han kendte familien godt, men alligevel stod han her på afstand, som en fremmed.. som hun. Hun sagde dog stadig intet imens det hele stod på, og det var først da grebet endelig så ud til st blive løsnet, for at sende børnene videre, at Angelie opfangede at der var dukket en del andre væsner op i gården. Nogle racer var tydeligere end andre, men på den anden side. Det var vel svært at skjule sin højde på naturlig vis. Dværgene havde heller ikke virket til st være en jagtet race, af hvad hun havde forstået.
De blå øjne fulgte tålmodigt Natascha, som denne begik sig rundt for at kramme alle andre. Hun måtte skjule et skævt smil over den opførsel, da det var præcis samme måde, barnet havde imødekommet hende. Der var noget uskyldigt og kært over det, men ikke desto mindre ville det nok skabe problemer for ungen i fremtiden.
Hun sukkede næsten opgivende ved tanken om ikke at have ungerne med sig længere. Selvom tiden havde været kort, så havde deres fremtoning, nysgerrighed.. ja selv alle Andreis spørgsmål, været en hyggelig del af rejsen. Det ville ikke blive det samme uden de to.

Blikket drejede sig fremadrettet, som den enorme mand kom vadende direkte hen imod dem, og takkede Uth helhjertet. Hun trådte hastigt et skridt skråt bagud, som manden omfavnede elveren og løftede denne op. Havde hun ikke vist bedre, ville hun tro at manden var igang med at male Uths knogler til mel. Omfavnelsen virkede så voldsom og hård. Hendes ansigt skar en ubehagelig grimasse ved synet, lige inden kvinden også nåede hen, for at redde Uth fra mandens greb.
Den næste tak, som kvinden gav var sp meget anderledes, at Angelies øjne udvidede sig forskrækket ved synet. Hvad var det med væsnerne på disse kanter, og deres evner til at udvise al den følelse. Selvom hun ikke forstod det russiske, så forstod hun taknemmeligheden i stemmen. De to var tydeligvis glade for at børnene var kommet tilbage i god behold.

Hendes ansigt var halvt skjult under hendes hætte, men hun mærkede det tydeligt, hvordan opmærksomheden havde drejet sig hen imod hende. Hendes klare blå øjne, skinnede let, som hun rejste hovedet og kiggede direkte på de to væsner foran hende, som Uth præsenterede hende. Hun sagde ikke selv noget, og da manden rakte hånden frem, drejede hendes blik ned på denne, imens hun betragtede den næsten mistænksomt.
Til sidst, rakte hun dog hendes højre hånd frem, for at godkende håndtrykket. Eller.. det var vel mere et forsvindingsnummer, for Angelies hånd var fuldstændig skjult imellem mandens to, hun mærkede dog klemmet om den, inden kvinden virkede til at få ham til at slippe grebet.
Hun nåede dog ikke at komme sig helt over håndtrykket, før hun mærkede en langt mere elegant hånd lægge sig på hendes overarm. Blikket vendte sig automatisk imod kvinden, for at møde dennes grønne øjne. Hun lyttede opmærksomt, som kvindens hånd aede hende. Stemmen bar det flirtende så naturligt, at Angelies blik måtte flakke imod Uth i en form for nødhjælp. Var dette normalt? Det virkede som om kvinden forsøgte at forføre hende.
Hun sagde dog intet, men kiggede dog tilbage for at bøje hovedet respektfuldt nedad, som en velbekomme til de to.

Hendes blik fulgte de to opmærksomt, som de betragtede Renovdro, for derefter at glide imod hesten. Lille skat var nok ikke de ord, som hun ville have brugt om kreaturet, men hun havde efterhånden lært, at væsnerne på disse kanter var besynderlige. De virkede alle ganske tilpas og imødekommende, som om der aldrig lå en fare om det andet hjørne.
Denne gang trådte Angelie dog ikke ind.
De lysende øjne i hestens halvt rådnede kranium vendte sig imod kvinden, som denne nærmede sig. Der var intet skær af liv i dem, men alligevel ville man kunne se forståelsen af sproget i disse. Hoven skrabede igen imod sneen under ham, for at efterlade rimfrosten i sneen. Han kastede hpvedet op og ned i en nikkende bevægelse, som ordene om mad blev nævnt for ham. Kræget var umætteligt på det punkt.
“Zhennu. Dos phuul acting saph natha feher” hendes opgivende brummen ekkoede i baggrunden, og hesten drejede kort hovedet for at sende et fnys i hendes retning, Angelie fniste diskret ved hans opførsel, og så hvordan hestens opmærksomhed hurtigt blev vendt tilbage imod kvinden.
Det var da manden kom med hans prusten, at Renovdros blik vendte sig imod ham. Øjnene lyste af den usagte besked, hvor man fornemmede at han rankede sig stolt en anelse, for at vise at han på ingen måde var som andre almene dyr. Hvad andre heste ville betragte som imødekommenhed og prusten, ville Renovdro anse det som værende et barnligt forsøg.
‘... The hairy human thinks I’m a horse’ ville hans irriterede stemme lyde til Tatiana, eftersom denne allerede havde udvist talent for at tale til ham igennem sindet. Renovdros lavmælte prusten sendte en tåge imod manden, og man ville kunne anse det som værende et fnys af denne, som for at sige, at han ikke forstod noget som helst.
Hans opmærksomhed lagde sig tilbage på kvinden ganske hurtigt derefter. Det var et interessant væsen for hesten.

Som kvindens ord lød, rømmede Angelie sig en anelse utilpas, som hun flyttede vægten fra den ene fod og over til den anden. Hun vidste ikke præcis hvor mange det havde taget, men hun vidste der havde været mere end en dødemager på spil for at skabe denne gave til hende. At kvinden tilmed kommenterede på, at hun havde haft nogle magtfulde venner, sendte et ufravigeligt gisp ud fra hendes mund. Observerende var hun tydeligvis, og der var vel ingen grund til at skjule det.
“Ja..” var det eneste hun sagde. Men det ene ord dækkede samtlige at de spørgende kommentarer. Ja det var meget mørk magi, ja der var mange dødemagere og ja hun havde magtfulde venner dengang. Angelie nægtede dog at kommentere på den næste sætning om hvorvidt de havde været farlige. Det havde de vel, for den forkerte person. For hende, nej.
Hendes blik søgte ud imod Uth eftersom han var den eneste, som hun kendte bare en anelse, og måske kunne søge hjælp ved. Hendes hest var blevet grød under kvindens kontrol.
Hun lyttede kun til resten af deres samtale, inden hendes blik lagde sig på Renovdro. Kvinden havde nået ham helt, og aede nu hestens mule. Han brummede let under berøringen, inden hovedet faldt halvt ned imod jorden i en form for overgivelse og respekt.
Det dybe opgivende suk rungede fra Angelie, som hun slog ud med armene. “Great.. han ville rulle rundt hvis hun bad ham om det..” beklagede hun sig til Uth, som hun himlede opgivende med armene. At hesten skulle forestille st være en død krigsmaskine, var ikke at se nu. Ved Angelies kommentar, modtog hun et fnys fra Renovdro, der også virkede til at himle med øjnene af hende nu. Selvfølgelig ville han ikke rulle rundt, virkede det til st han sagde, men de var begge klar over, at kvinden havde en mere direkte forbindelse til ham, end mange andre nogensinde havde haft.

Sent from Topic'it App
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Søn 28 jan 2018 - 10:43

Hjalse bed mærke i Elver kvindens tavshed, og nikkede en enkelt gang efter hans tak. Han gjorde intet forsøg, på at få hende til at tale, da han, et eller andet sted, heller ikke havde den store interesse. Hun var ukendt. Noget han ikke var sikker på. Han mærkede tiltroen til denne kvinde omkring sig, fra hans Kone, og Uth, hvilket var den eneste grund til, at frygten i hans øjne var forsvundet. Den eneste grund til, at han ikke holdt en stor afstand til Angelie. Han var i sikkerhed her, ved hans Kones og Uth’s side. Samt, hans heste. De havde stadig en lille gruppe Krigsheste, der ikke var helt gamle nok til at blive trænet, men de var stadig en fare for dem der gik dem imod, og han kunne høre deres hove i nærheden.
Og ganske rigtig, så var der en gruppe af de fritgående heste, der var kommet gruppen nærmere, men dog stadig holdt deres afstand. De store, muskuløse heste, betragtede deres herre, og dem der omringede ham, men deres øjne var fastlåst ved Renovdro, da de opdagede ham. Hestene prustede for dem selv, og holdt et vågent øje ved Ren. Der var en hvis respekt i hestenes opførsel, og flere af dem løftede, og sank deres hoveder, spørgende. Renovdro virkede bestemt til at få en del opmærksomhed, på gården.

Der var ikke megen hjælp at finde fra Uth, da Angelie kiggede over på ham, grundet Tatiana’s flirtende natur. Han sendte hende bare et lettere kækt og drillende smil, og vinkede med det ene øjenbryn. Hun skulle have lov til at misforstå det, som han havde gjort, første gang han mødte Tatiana. Havde indtjent ham et slag over skulderen, og et par søvnløse nætter. Dog virkede det ikke til, at Angelie tog det så meget til sig, på nuværende tidspunkt, og hun kunne altid spørge senere.

Tatiana’s hoved lænede sig en anelse tilbage, da hun hørte Angelie tale Sortelvisk, og klukkede stille et par gange.
“Længe siden.. Jeg har hørt det sprog..” Sagde hun, stille, og fniste sammen med Angelie, af Renovdro’s reaktion. Da han begyndte at fnyse af hendes mand, lagde Tatiana sit hoved en anelse på skrå, med et skævt smil. Hjalse, til gengæld, tog et skridt tilbage, og holdt hænderne en anelse op. Frygten vendte ikke tilbage i hans øjne, da hans Kone stadig stod imellem ham, og den døde hest, men det var tydeligt at han ikke ville tage nogen chancer. Tatiana’s øjne kneb spørgende sammen af Ren’s reaktion, inden hun lyttede til hans begrundelse. Den fik hende til at fnise lystigt, og nikkede et par gange, inden hendes hals og mund åbnede op, som for at udgyde noget, og noget mere sort røg gled ud fra hende.
”Don’t get him wrong, dear. He doesn’t understand the kind of power, that went into creating a beauty, such as yourself. Even I, am amazed. You are a beauty, for people like me.” Hviskede hun igen til Ren, mens hendes hånd begyndte blidt at ae op og ned af hans snude.
Tatiana’s hoved var skrånet en anelse bagud, for at vise hun lyttede efter Angelie’s svar, som hun så også fik. Ikke noget hun havde lyst til at snakke om, tydeligvis. Tatiana’s nysgerrighed gnavede sig vej igennem hende, men hendes forstand på maner holdt spørgsmålene tilbage. Andrei havde fået sin nysgerrige natur fra hende, hun havde bare lidt flere år til at have trænet sig i at vide, hvornår man stillede spørgsmålene. Hendes hoved gled en anelse på skrå, de Ren bukkede hovedet for hende, og smilede varmt af den venskabelige gestus. Hun følte sig beæret, da de døde sjældent havde plads til maner, og respekt, for dem der ikke var deres herskere.
Angelie’s reaktion fik Uth til at fnise let, og rystede på skuldrene.
”Eh, Hekse.. Kan man ikke helt hamle op med, når det kommer til de døde.” Jokede han med et smil, og Tatiana fniste af de andres snak. Hendes øjne forblev imod Renovdro’s, mens hendes hånd gled blidt over dens hår, og omkring en af dens åbne sår. Hun fik et tænkende blik et øjeblik, og lagde så blidt en hånd under Ren’s hoved, som for at få den til at kigge i hendes øjne igen. Hun kunne kun tale med den, hvis de kiggede hinanden i øjnene, da hun ikke var hestens herskerinde. Hendes hals åbnede op igen, og sort røg steg op fra hendes indre, for at tale med Ren igen.
”Understanding you.. Is a difficult thing to Master.. But. It can be taught, without even needing any attunement to the Dark Arts. I happen to be a good teacher, in these arts. I want this choice to be yours, because not all Dead, want the living to understand them.. But I could teach your Mistress to understand you.. I know, that you already understand her, and the two of you have a connection. She understands the things you do, but she could learn to hear that beautiful voice of yours, that you’re hiding in there?” Tilbød hun Ren, og lagde blidt hånden imod hans pande et sekund, inden hun drejede hovedet en anelse.
“Jeg kan forstå ham, og han mig.. Men hans bånd er med dig, Angelie. Han vil altid adlyde dig først.. Og han ville kunne gøre ting, han havde lyst til.. Og.. Jeg tvivler på at han ville have lyst til at rulle rundt på jorden.” Fniste hun stille, stadig uden at tage øjnene fra Rens, så hun kunne forstå ham, hvis han svarede hende.

Uth slap endelig Tatiana, og kiggede i stedet over på Hjalse, som havde bakket over på hans side. Han gav Hjalse’s skulder et klap, hvilket slog den store mand ud af en tanke, og han hoppede, let forskrækket.
”Hey, Hjalle.. Har I ikke stadig et rum ledigt, inde i det store hus?” Spurgte han, og Hjalse nikkede et par gange, og kiggede ned imod huset, hvor han også så Andrei og Natasha være på vej tilbage til deres forældre.
“Øøh, jo, det har vi.. Yealuun familien rejste i sidste uge, så det store rum har stået tomt siden. Hvad da, vil Nina ikke have dig på loftet længere?” Hjalse lo muntert, og gav Uth’s arm et hårdt slag, der fik Uth’s krop til at træde et skridt bag ud, og han lagde sin hånd over armen.
”Aharh, dit store brød… Nej.. Jeg må stadig gerne bo på Nina’s loft, så længe hun ikke ligger mærke til, at jeg bor på Nina’s loft.” Svarede han, kækt, med et lumskt smil, og Hjalse brød ud i endnu en dyb, rungende, og varm latter, med begge hans store hænder på maven.
”Nej, det var ikke til mig. Men, Angelie her. Hun har rejst meget langt, og jeg tror ikke engang hun ved, hvordan en seng, dyne og pude ser ud længere.” Drillede han, med et smil over imod Angelie. Hjalse kiggede også over imod Elver kvinden, med hans smil dalende en anelse. Det var ikke mistrohed han viste, men en hvis frygt ved tanken, om at lade en så ukendt person, bo i hans hus. Uth havde timet sit spørgsmål, helt perfekt, netop som Natasha var kommet tæt nok, og hun gispede spændt imens hun løber foran sin far, og tog hans ene hånd.
“Årh, må.. Må.. Må Angelie blive boende!? Be om?” Tiggede den lille pige, og Hjalse måtte bryde frygten i hans ansigt, og smilede i stedet varmt over til Angelie, for at tale direkte til hende.
“Du har i hvert fald lavet et godt indtryk på min mindste, og Uth..” Roste han hende, med det varme, kærlige smil, over det store skæg. Andrei trådte op på siden af sin far, og kiggede også op.
“Og mig.” Tilføjede han, før han smilede varmt over til Angelie. Hjalse kiggede ned på sin søn, og rejste let et øjenbryn.
“Selv Andrei? Hm.. I så falde, skal vi bare have hørt den gamle.. Det er hende, of Pufftin, der bestemmer hvem der flytter ind.” Svarede han, med et smil, og kiggede over mod Sin Kone, som nu havde drejet hovedet, og kiggede tilbage på Angelie. Hun så lidt søgende ud, som for at læse om Angelie faktisk ville være interesseret, før hun smilede varmt.
“Hvis du mangler et sted at sove, i en ordentlig seng, og et varmt bad når du vågner, så er du mere end velkommen til at blive boende, for en tid?” Tilbød hun, imens hendes hånd gled ned fra Ren’s mule, og hendes øjne tilbage imod hans øjne.
“Din kære ven her, er også velkommen. Så længe han kan opføre sig?” Sagde hun, spørgende, men åbnede munden og lod sort røg flyde ud fra hende igen.
”The horses around here.. We keep them.. We feed them.. We care for them. They help us.. They feed us. They care, for us. You are welcome to stay here, if you can behave around them. They, sure seem to find you interesting.. Already got a crowd.” Tilføjede hun, med et nik imod den lille flok af de kæmpe Krigsheste, der stod lidt væk, og holdt stadig tæt, og nysgerrigt øje på Renovdro. Tatiana’s læber smilede stort.
”Du kunne måske endda træne dem.. Jeg er sikker på, at de unge kræ, ville kunne lære meget af en hærdet, stærk kriger, som dig?” forkælede hun hesten med sukkersøde komplimenter, og fniste stille. ”When you get hungry, there is plenty of game, in the forrest’s around here.. However, the Spear Mountains, over there, is owned by a Were Family. You need permission to hunt there, which my husband could get you. Also, all Black and Brown Deer, are Protected. Many of them are Navajo. My family in law. You don’t touch those. Mostly, for your own sake, I am sure you understand.. You’d protect the things you like as well.”
Selvom hendes stemme i hans hoved ikke var truende, så var der en undertone der sagde, at hun også havde tænder, at hun ikke ønskede at bruge dem, men ville hvis hun skulle.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Søn 28 jan 2018 - 16:22

Uth var tydeligvis ikke til meget hjælp, da hun søgte ham ud. Hun fik en overvældende lyst til st slå ham hårdt på skulderen, eftersom hun var helt sikker på at dette morede ham lige en tand for meget efter hendes smag. Hun sank i stedet en klump i halsen, som kvindens forførende stemme talte til hende, inden hun vendte opmærksomheden imod hesten.
Uths ord frembragte derefter blot en enkelt brummen, som hun lod armene glide over kors, let overvejende hvorvidt dette var en god ide. Hun stoppede det dog ikke. Ungernes forældre måtte være gode mennesker. Det var den opfattelse hun havde fået fra begyndelsen. Desuden.. ville hun ikke skuffe dem ved at stoppe hvad end der foregik imellem de to.
Det var først da Tatiana igen talte, denne gang til hende, at Angelies blik blev en anelse stolt. Det glædede hende en anelse, at hun ikke var halvvejs til at miste hendes kære kreatur, selvom han formegentlig kunne få en langt mere behagelig tilværelse på disse kanter. Hun vidste dog godt, st hun havde overdrevet med den sidste bemærkning med at rulle rundt, men det virkede nu ellers tæt på, sådan som han opførte sig pænt. Eller pænt var vel et forkert udtryk, det var nok mere accepterende.
“Mh Meh.. måske ikke, men..” hun stoppede dog sin kommentar, som forsvandt ud i luften med et hovedrysten.

Hendes blik drejede rundt, som Uth begyndte at snakke med manden. Hun lyttede diskret til samtalen, inden hendes hoved faldt en anelse på skrå, næsten undrende. Vidste denne person virkelig ikke, at Uth befandt sig på hendes loft? Han var skruppelløs på nogle gange, var han ikke. Hun måtte sukke opgivende over hans opførsel, inden det gik op for hende, at hele denne samtale omhandlede et sted at sove for hende.
“Jeg ved udmærket hvordan en seng ser ud” beklagede hun sig hastigt, inden hun sendte ham et fratruende blik, som han nok efterhånden havde lært at ignorere, eftersom hun endnu ikke havde skåret halsen over på ham i søvne.
Det var først da Nataschas stemme lød, at det gik op for hende, at børnene var kommet tilbage til den lille forsamling. Hun sendte pigebarnet et drillende smil, som denne tiggede om at lade Angelie blive. Det betød vel at hun havde gjort et godt indtryk.
Manden måtte da også kommentere på dette, hvilket fik Angelie til at hæve et øjenbryn halvt. “Uth’avel ville få et godt indtryk af enhver kvindelig formet person” mumlede hun opgivende til Hjalses kommentar om st gøre indtryk, inden Andrei også nåede at istemme sin enighed. Hun havde hørt rigeligt om hans såkaldte dame erobringer til at kunne konstatere en sådan bemærkning, og mene den dybt seriøst. Dog var det også blandet med den let drillende undertone, som blev brugt lidt ofte i disse tider.

Hendes øjne lyste en anelse op ved tilbuddet, inden hun skulle til st sige noget, men kvinden kom hende i forkøbet. Tilbuddet om et bad var som musik i hendes ører. Og dertil et varmt et af slagsen endda. Hun kunne ikke huske hvornår den mulighed sidst havde budt sig. “Jeg ville udleve alle Andreis spørgsmål for et varmt bad” pointerede hun som en accept til tilbuddet, inden hun kiggede lidt over forsamlingen og familien.
“Jeg kan hjælpe til, hvis der er behov for det “ tilføjede hun dog efterfølgende, da hun trods alt ikke forventede noget gratis. Hun regnede nok med, at hun kunne bruges til et eller andet på disse kanter, om ikke andet så noget arbejde.
“Han skal nok holde sig i skindet” tilføjede hun omkring Renovdro, der valgte igen at kaste let med hovedet. Kvindens opmærksomhed var dog allerede tilbage på hesten igen, for at have deres hemmelighedsfulde samtaler.

Renovdro havde endnu ikke svaret på kvindens spørgsmål, men lyttede i stedet nysgerrigt til tilbuddet om at kunne hjælpe med at træne de almene heste. Hans hoved hævede sig stolt, som for ar vise at han uden tvivl havde erfaringen til at udføre en sådan opgave, men spørgsmålet lå mere i om han ville gøre det.
Hans prusten fortalte dog hurtigt, at han ikke var bange for de såkaldte formskiftere der var familie. Dog lovede han at lade dyrene være, bare for ikke at komme i klemme iblandt dette folk, der tilsyneladende skulle være deres nye hjem for en tid. Han havde trods alt stadig chancen for st jage, hvilket var mere end han havde haft andre steder.
Han overvejede endnu engang kvindens tilbud om muligheden for st kunne kommunikere direkte med sin ejer, og man ville kunne se ham trippe overvejende med vægten flyttede fra den ene side og over til den anden. Han nikkede derefter til sidst med hovedet, inden denne vrinskede faretruende højt med et kold og modbydelig lyd, inden han foretog et unaturligt sving med overkroppen, for st trampe i fuldt fart over til den mindre gruppe af nysgerrige ungkræ, der havde fuldt med opmærksomt.
Han ville stoppe foran dem, og stolt hæve sig op, modtage komplimenter i form af vrinsk, men han bed ikke ud efter dem.

Igen måtte Angelie dunke sig opgivende i hovedet over hans selvfede opførsel. Han mindede vel lidt for meget om det folk, der havde skabt ham efterhånden. Hun tænkte det ikke, men han mindede umådeligt meget om hende selv, hvis man kiggede godt efter.

Sent from Topic'it App
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Søn 28 jan 2018 - 18:45

Uth smilede af Angelies utilfredshed ved situationen, og klukkede let af hendes ‘men’. Han vidste at Tatiana havde, og stadigt belærte flere elever i Mørke kræfter. Hun hjalp mest dem der mangled kontrol over deres Mørke kræfter, men måske hun kunne lære Angelie netop dette trick? Han holdt det for sig selv, indtil videre, og valgte i stedet bare at opservere.


Hendes kommentar om at vide hvordan en seng så ud, fik Uth til at ryste på hovedet, med endnu en kort latter, og et blik der sagde, at det bestemt havde været en joke. Uth opserverede børnene komme til Angelies ‘forsvar’, og smilede varmt af de to unger, som de lagde stemmer i. Dog, da Angelie kom med hendes drillende bedømmelse, klukkede han kort, inden Hjalse brød ud i endnu en høj, dyb hjertelig latter. Han slog sig selv på maven, og så Uth over den samme arm han havde slået før.

“Hah! Hun kender dig allerede alt for godt, kan jeg høre!” Lo han muntert, og Uth måtte tage sig til armen igen, med et smertefuldt udtryk.

”Arh, for.. Fanden da, Hjalse! Husk nu hvor hårdt du kan slå.” Beklagede Uth sig med et smil, og en kort latter. Det var tydeligt, at smerten ikke gjorde ham så meget, ej heller var så stor som hans beklagen fik det til at lyde. Hjalse lo bare, efterfulgt af hans unger, som også kiggede fnisende op imod Uth. Uth skulede komisk ned imod dem, før han grinnede endnu engang.

”Håber også at han begynder at give -jer- kærlige klap over skulderen, når I engang bliver store nok til ikke at blive til støv, når han dasker til jer..” Fnyste han, og de lo alle fire igen.


Hendes kommentar om at ville leve med alle Andrei’s pørgsmål, for et bad, fik Andrei til stille at fnise, og Hjalse at le et par gange igen, med et blik ned imod sin søn.

“Så må hun viiirkelig gerne ville have et varmt bad…” Sagde han i en drillende tone, og tilmed drillende smil over de store læber, som hans søn daskede til hans lår, med et fnys.

Hendes tilbud om at hjælpe til, fik Tatiana til at smile, med et kort nik, inden hun vendte opmærksomheden imod den store hengst.


Tatiana smilede en anelse, ved hans stolthed, og nikkede et par gange. Allerede der, vidste hun, at han ikke ville være en trussel mod deres heste. De var gode, og kloge kræ, og vidste at de ikke skulle lægge sig for hårdt ud, mod noget som Renovdro.

Da han gav tegn på, at han ikke var bange for formskifterene, gled der langsomt et næsten manisk smil over kvindens læber, og det grønne skær i hendes øjne blev fuldstændig dækket af de sorte skyer, ellers i udkanten. Røgen fra hendes hals blev sortere, og tykkere, som om den forsøgte at kvæle lyset uden for hendes mund.

”They.. Are also harmless. But I.. My sweet friend.. Won’t be, if you hurt any of my family.. Or any of their pack.. I trust you, when you say that you won’t. And they’ll stay out of your way. They are skittish, liable to run.. But this turns them into prey, to some predators. Their instincts, taking a hold. Yours won’t, will they?” Tatiana vidste at stolthed kunne både være en god ting, men kunne også være farligt. Hvis Renovdro følte sig for stor, kunne han begynde at tro, at han kunne gøre hvad han ville. Dette, var en tegn på dominans. Tatiana ville ikke kunne ødelægge den magi der havde skabt Renovdro, men hendes evner med Mørk Magi, kunne gøre hans tilværelse forfærdelig. Hendes Magiske essens lyste næsten op, for alle der var stærke inden for Mørk Magi, og ligeså de der var skabt af det. For Renovdro, ville hendes krop have begyndt at ryge, med den samme røg, hvis ikke endnu mørkere, som den der kom ud af hendes mund.

Det maniske smil forsvandt fra hendes læber, og hendes hånd aede blidt Renovdros mule, som røgen begyndte at forsvinde fra hendes krop. Hun havde udvist sin pointe.

”I trust you.. So don’t think of this threat. There is plenty of game in our forests, and you are welcome to indulge yourself. Our home, is yours.” Fik hun lige tilføjet, inden Hesten spænnede afsted imod den lille flok. Tatiana’s hånd var stadig på hans hoved da han fløj afsted, og fulgte den kort da han gjorde, i det røgen fra hendes hals ligeså forsvandt.

Hjalse tog et par hurtige skridt imod sin flok, frygt nu tydeligt i hans øjne igen. Han holdt hånden ud imod Renovdro, som for at ville til at løbe efter denne, men Tatiana fik hurtigt talt ham ned.

“Besshumnyy, Hjalse.. Se.” Beroligede hun ham, og han stoppede straks, og observerede i stedet et rovdyr, sprinte imod ham, og hans families, levebrød.


De andre heste vrinskede højt, da Renovdro kom over til dem, og bøgede hovedet i underkastelse, og respekt. En af dem holdt dog hovedet en anelse højere end de andre, og tog også et enkelt skridt imod Renovdro, for så at stampe imod jorden. Der gik dog ikke længe, hvor de to store hengste sloges med vrinsk og trampen, før den almene hest også bøjede hovedet, og traskede blidt i jorden.

Tatiana smilede blidt af synet, og kiggede over imod sin mand, med et lille vink.

“Tror den flok, bliver en af de bedste vi har haft.” Hun smilede varmt imod hendes mand, som kiggede spørgende over imod hende. Hun gav ham et vink med øjenbrynene, og kiggede så tilbage imod Angelie, og holdt hænderne let ud.

“I hjalp vores Avel, med at redde vores børn. Det første du for til gengæld, bliver ikke opgaver på vores gård. Hvad ville det være for en tak?” Hun smilede varmt, og tog et par skridt nærmere.

“Din smukke hengst, har lovet os, at han vil lade min mands familie være, når han går på jagt. Han virke, ligeså, til at have tryllebundet vores egne Krigs heste. Han vil blive en god læremester for dem.” Hun kiggede over mod Hjalse, som smilede stolt af hans kone, og man kunne se en anelse forlegenhed i hendes blik, samt et glad smil.

Hendes øjne gled dog tilbage imod Angelie, og hun nikkede en enkelt gang, inden hun gik imod Elver kvinden. Hun lagde en hånd blidt på Angelie’s skulder, og aede den ned langs hendes overarm, imens hun gik forbi og imod gårde. Hun sendte de andre et blik imod de andre over skulderen, og nikkede mod gårdspladsen.

“Kom du med, Angelie. Jeg vil vise dig hen til dit rum. Har noget i ovnen, jeg hellere må gå ind og se til, inden længe, og ville gerne lige uddrive dit værelse, før jeg skal se til det. Så du kan indlogere dig selv.” Tilbød hun, med et varmt smil, og holdt øje med om Angelie fulgte med. Uth kiggede ned på børnene, og nikkede imod huset.

”Den der kommer først ind i køkkenet, får den største småkage!” Udfordrede han smilende, inden han satte i hastigt løb imod husene. Natasha fniste ustyrligt, inden hun tog et par hurtige skridt, for så at forvandle sig til en Sneleopard igen, og sprinte efter ham. Andrei satte også i løb, og rejste truende armen efter de to andre, som næsten havde det samme tempo, som han overhovedet ikke kunne matche.

“I snyder! Hvis ikke mor blev sur når jeg gør det, ville jeg lænke jer begge til hinanden!” Råbte han truende, da han løb forbi Tatiana og Angelie. Tatiana fniste blidt af de tre, og holdt en arm op i luften efter dem.

“I holder jer fra de nybagte! Evelyn er lige blevet færdig med dem, og de er ikke til jer!” Råbte hun efter dem, før hun rystede på hovedet. Hjalse kom op på siden af hans Kone, og gav hende et kys på kinden, inden han gik imod indhegningen igen.

“Jeg går ud og ser til Vitie igen. Det er begyndt at gøre ondt på hende.” Sagde han, med et kig over hans skulder. En blid rose farve havde spredt sig over den smukke kvindes kinder, som hun kiggede efter sin mand, og nikkede en enkelt gang til ham.

“Gå ud og pas hende.” ‘Beordrede’ hun, inden hun kiggede tilbage på Angelie.


“Jeg mente det, med at vi ikke vil sætte dig igang med opgaver i dag. At tilbyde et gratis bad, og en gratis overnatning, er det mindste vi kan gøre.” Sagde hun blidt, imens hun elegant gled igennem sneen, hendes kjole en anelse våd både i bunden, og omkring hendes knæ, hvor hun havde siddet tidligere.

“Men.. Jeg vil også tilbyde dig noget mere. Så ville jeg føle mig bedre tilpads, når vi nu ikke kan betale dem det store.” Forklarede hun, og kiggede tilbage imod Angelie, fra jorden foran sig.

“Det du så mig gøre før? Talte med din smukke hengst? Det er ikke den store udfordring at gøre. Kan bare være svært at lære. Nemmere, hvis man er bundet til den døde, man prøver at tale til. Hvilket du er. Jeg vil gerne tilbyde dig, at belære dem omkring den evne.. Du behøver ikke engang være knyttet til mørke kræfter, for at lære det.” Tilbød hun endelig, imens de to begik sig ind på den store gårdsplads.

Sent from Topic'it App
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Søn 28 jan 2018 - 23:00

Den hovedrysten, som hendes øjenkrog opfangede, fik Angelie til straks at dreje sin fulde opmærksomhed imod Uth. Det velkendte blik, som han sendte hende på netop dette tidspunkt, fik hende til at fnise næsten ustyrligt ved synet. Hun havde gjort det til et rent talent at tage alt han sagde bogstaveligt, samtidig med at hun kunne misforstå og overse enhver form for joke, der kom ud af dennes mund.  
Hendes ene øje blinkede drilskt imod ham, for ligesom at vise, at hun altså havde opfanget netop denne joke, men hvorfor spolere noget der var så underholdende, som dette?

Hendes såkaldte kommentar omkring elveren, frembragte tydeligvis en enorm latter fra den enorme mand, der måtte holde sig selv på maven af grin, og tilmed slå til Uths arm endnu engang. Overraskelsen stod malet i ansigtet på hende, som hun så scenariet udspille sig. Hun var ikke skabt til at bringe latter, blot ved at sige sin mening. Hun forstod ikke helt hvor dette kom fra overhovedet, men sagde dog ingenting. Hun havde tydeligt ramt hovedet på sømmet, for Hjalse mente åbenbart, at hun kendte Uth allerede. Det gjorde hun dog ikke. Hun havde kradset lidt i overfladen, men det havde ikke været meget mere end det. Ligesom han havde kradset let i hendes egen.  
Hun begyndte dog at smile for sig selv, da Uth begyndte at true børnene. Hun havde en ide om at det nok aldrig kom til at ske, men det var vel sødt at han forsøgte. Hendes hoved rystede let over det hele, inden hendes næste kommentar lød angående Andrei.  

Hendes blik faldt muntert ned på den lille dreng, velvidende, at hun trods alt havde lovet at fortælle ham flere historier når den rette tid var der. Hun vidste, at han brændte inde med langt flere end han havde givet udtryk for allerede.  

Som kvindens døde form ændrede sig foran hesten, ville man kunne se denne træde et varsomt skridt baglæns. Angelie rettede opmærksomt blikket hen imod de to, inden hun overvejede hvorvidt kvindemennesket mentalt mishandlede hendes stolthed. Han var ikke typen der bakkede væk fra noget.  
Bestemt satte hendes ben hende i bevægelse, inden hun stillede sig helt op ad siden på Renovdro, for at lægge en beskyttende arm omkring hans flanke. Blikket lagde sig på kvinden, imens hun betragtede de to i deres usagte samtale.  

Hesten hørte stemmen i sit hoved, og dette blev kastet iltert fra side til side. Ikke for at sige nej nej, men mere for at glemme det syn, som kvinden netop var blevet til. Dette var uvant for ham, at en anden kunne tale direkte, og virke i så tæt forbindelse med døden som han selv var.

Det lave prust kom dog fra ham efter hun havde talt færdig, en accept af hendes krav på at han skulle opføre sig ordentligt, hvilket han havde tænkt sig at gøre under alle omstændigheder. Hans ejer havde brug for basen for en periode så derfor måtte han også holde sig på god fod med dem. De var trods alt uadskildelige.  
Hans ører viftede frem og tilbage, som kvinden igen talte til hans sind. Denne gang brummede han veltilfreds, inden han fjernede mulen ud af kvindens greb, for at puffe let til Angelie, som om han forsikrede hende om at det var okay.  
Derefter satte han sig i bevægelse og hen til hesteflokken.  

Angelie så kort frygten vende tilbage i mandens ansigt, som om han troede at Renovdro havde tænkt sig at fortærre hans kære dyr. Hun blev stående hvor han havde efterladt hende, og så i stedet til, som han nåede hesteflokken.  
Hendes øjne voksede en anelse, da hun så hvordan han pustede sig op foran de andre, der tydeligvis underkastede sig ganske hurtigt, med undtagelse af en enkelt.  
Renovdros øjne ville stirre frygtindgydende på netop denne hest, inden han ville sænke hovedet en anelse, for at kunne pruste sin dødslugt direkte ind i næseborene på den. Han rejste sig derefter op på bagbenene, for at fremvise sin overlegenhed.  
Den almene hest bøjede sig derefter for ham.  

Angelie kunne ikke lade være med at være en lille smule stolt over hendes bæst, som han accepterede sit nye lod på gården. Hun var ret sikker på, at han nok skulle opføre sig præsentabelt efter at have set dette.
Hendes blik vendte sig dog imod kvinden, spørgende, da hun snakkede om at dette ville blive den bedste flok de havde haft. Hvad havde de to aftalt imellem hinanden, som hun ikke kendte til?
Svaret på det spørgsmål fik hun dog kort efter, og endnu engang måtte hun vise sig overrasket. Så Renovdro havde sagt ja til at lære de andre af sin erfaring.  
"Erh.. Vi får se hvorvidt det så er en god ting" mumlede hun en anelse usikkert, eftersom hun vidste, at denne havde et talent for at være en anelse makaber. For ikke at nævne hans stædighed og spydige opførsel indimellem.  

Da kvinden rørte ved hende igen, gik der et svagt gys igennem hendes krop. Hun havde stadig ikke helt vænnet sig til al denne berøring, som de syntes så glade for her på egnen.  
Da kvinden dog bad hende følge med, fik hendes ben dog hurtigt sat sig i bevægelse, som hun fulgte med kvinden ned imod gården. Hun sagde ikke noget, da hun i baggrunden hørte Uth udfordre børnene.  

Hun løftede en pegefinger, foran hende, for at få kvinden til at holde pause, inden hun tålmodigt lyttede til jordens tromlen under de løbende fødder.  
Lige som Uth skulle til at passere dem, ville hun vippe foden ud til siden i et forsøg på at spænde ben for ham, og derved give børnene en mere fair chance for at vinde. Hvis det ville lykkes hende, ville hun fløjte uskyldigt, som for at garantere at det i hvert fald ikke havde været hende, som havde gjort dette.  
Hun så sneleoparden komme susende, og lidt tid efter ville Andrei også passere.  
Hun lyttede nu blot, imens hun betragtede skikkelserne fare imod huset, for at få fingrene i de såkaldte småkager.  

Hendes blik vendte sig i stedet imod de to voksne, der nu snakkede om en Vitie. Hendes bryn rynkede sig en anelse ved lyden om at denne var i smerter. Hun sagde dog intet, før manden var gået imod indhegningen.  
"Hvem er Vitie?" Spurgte hun så langsomt, da han var uden for hørevidde, imens hun så hvordan kvindens kinder havde ændret farve, og det var tydeligvis ikke på grund af kulden.  

Et svagt smil trådte langsomt frem på hendes ansigt ved kvindens ord, inden denne begyndte at kalde hende for Dem. Hun løftede hænderne i vejret, som for at stoppe hendes tale. "Sig du, vil du ikke nok" bad hun, da det høflige var alt for tæt på hjemme og den status hun havde efterladt der. Det havde aldrig interesseret hende, at være tiltalt på den måde, og slet ikke nu.  
Hun lyttede derefter langsomt til kvindens tilbud, om at hun kunne lære at tale direkte med Renovdro, som hun selv havde gjort.  

Hendes øjne blev tænksomme, som hun begyndte at tygge i den ene pegefinger. Hun stoppede kort bevægelsen for at kigge alvorligt på kvinden. "Jeg er ikke sikker på jeg har lyst til faktisk at høre hans sarkastiske kommentarer og spydigheder" peb hun en anelse, eftersom hun var næsten sikker på, at han aldrig ville lade hende få fred fra disse. Selvfølgelig ville det også bringe gode ting med sig, men var det det værd?
"Lad mig.. Overveje det en dags tid?" Spurgte hun langsomt, spørgende, for ligesom at have muligheden for også at have en snak med Renovdro om dette emne. Hun vidste ikke om han ønskede dette eller ej endnu.  
Det var her, at det gik op for hende, at underlaget havde ændret sig, og de næsten var nået ned til hovedhuset, hvor de andre var løbet ind.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Man 29 jan 2018 - 19:59

Tatiana smilede beroligende til Renovdro, da denne havde bakket væk, og netop som hendes form blev normal igen. Hun klappede blidt siden af hans hoved, inden han gav sin accept, og hun nikkede et par gange.
”Thank you.” Takkede hun kort, inden hesten red afsted imod flokken af Krigsheste. Hun havde på fornemmelsen, at Renovdro ville have fulgt hendes instrukser, uden den trussel hun havde tilføjet. Han var et klogt, og loyalt væsen, og han vidste dette sted passede hans herskerinde. Hvilket betød, at han blev nød til at følge reglerne. Ellers ville han ødelægge det for Angelie. Dog fortrød Tatiana ikke hendes valg. Stolte hengste, skulle ofte holdes i kort snor, og mindes om at de ikke var udødelige. I dette tilfælde, var han det, men hun var slet ikke i tvivl om, at hun kunne gøre denne udødelighed langt mindre interessant for dyret. Det ønskede hun naturligvis ikke at gøre, hvilket hun også var sikker på at hengsten vidste. -Men- nu vidste han at hun kunne, og ville, hvis hun skulle.

Angelie’s tvivlsomhed omkring det gode ved aftalen imellem Tatiana og Renovdro, fik Asparaen til blidt at fnise. Hendes fnisen flød sukkersødt igennem luften, med en sådan tone, der kunne smelte de flestes hjerter. Endnu engang, trådte Aspara delen af hende i karakter. Den naturlige charisma omkring hende, virkede nærmest magisk. Hjalse fnøs en enkelt gang, og kiggede over mod Renovdro og flokken.
“Eh, hvis han ender med at lære dem noget upassende, skal jeg nok få dem på geled igen.” Gryntede han tilfreds, i hans nordiske accent, før han smilede lumskt, og kiggede over på sin kone.
“Alternativt, hvis de bliver for trodsige, kan vi altid sælge dem til ‘hæren’.” Han lo kort, med spydghed i hans tone, og hans Kone gled ud i et tilfreds smil.
“Præcis.” Svarede hun, med en ondskabsfuld tone i stemmen, og de fnøs begge iltert. Det var tydeligt, at de ikke havde store tanker omkring den hær, som de snakkede om. Specielt hvis man opfangede, at de snakkede om at sælge ulydige Krigsheste til dem. Ulydige Krigsheste, som de Koldblodsracer Petrov familien handlede i, var til stor fare for en effektiv hær.

Tatiana’s hoved gled en anelse på skrå, og hun observerede Angelie i stilhed med et nysgerrigt blik.
Uth havde stadigt kigget tilbage imod børnene, da Angelie’s fod kom frem, hvilket ikke gav ham megen chance for at reagere. Hans fod klappede hårdt imod Angelie’s, hvilket sendte ham i en hastig tumlen, inden han faldt forover sneen, med en komisk blanding af et overrasket gisp, ustyrlig latter og så et ‘uff’ som han landede i sneen. Tatiana, Hjalse og Andrei begyndte alle at grine, og Natasha gav en squak fra sig da hun sprintede forbi som en sneleopard.
Oy! Hrumpf, du kostede mig en stor småkage!” Brokkede han sig, med et smil over skulderen, imens han hastigt kom på fødderne, og begyndte at fortsætte hans løb imod husene. Han stoppede dog, ganske få skridt fremme, og vendte sig om, for at gå baglæns, med et tænkende blik. Han stoppede op, og gned hans fod fra side til side et par gange, inden han pegede imod Angelie.
”Hey, do var på vej i et varmt bad, ik?” Spurgte han kort, inden hans smil gled hurtigt ud i et lumskt grin. Han tappede tæerne imod jorden, som han netop havde skabt kontakt med, og pegede sin finger ned imod jorden, et par skridt fra Angelie. Fingeren pegede så op i himlen, og en stor sten, fra det område lidt væk fra Angelie, fløj hastigt direkte op i luften over de to kvinders hoveder. Den var langt fra tæt nok på kvinderne til at ramme nogen, men stenen var ikke alene om at stige til vejrs. Alt den sne der havde ligget over det område, blev skudt op i luften, og kastet ind over alt i en stor omkreds, hvilket bestemt indblandede kvinderne. Uth pegede så fingeren ud bag kvindenre, og stenen fløj harmløst flere meter væk fra kvinderne, og landede over på sneen en god afstand fra alle.
Det var harmløs drillery, men de to kvinder ville hurtigt være blevet omfavnet af sne. Hjalse brød ud i endnu en hjertelig latter, og klappede sig selv på maven endnu engang, som Tatiana gippede, hendes kjole og hård smurt ind i sne flere steder.
“Ey! Jeg var ikke på vej i bad!” Beklagede hun sig efter Uth, med et blik ned af sig selv, og armene lidt ud til siderne. Uth rystede på skuldrene med et stort smil.
”Eh. Ingen krig, uden Civile ofre.” Han gav Angelie et vink med øjenbrynet, og satte så i sprint efter børnene endnu engang.

Hjalse var stadigt kommet op på siden af sin kone, og givet hende sit kys på kinden, hvilket hurtigt havde varmet hende op igen, og bragt det glade smil tilbage over hendes læber.
Tatiana kiggede tilbage på Angelie, nu igang med at fjerne den smule sne hun kunne fra hendes kjole, og smilede varmt med spørgsmålet.
“Det er en af vores arbejds Hopper. Hun bære på føl, og har nogen komplikationer. Hun er en gammel skat, og vi var lidt nervøse da hun blev gravid igen. Er hendes attende.. Vi begyndte at strække den lidt, allerede med den sidste. Men hun har givet os nogen af de bedste heste, vi har haft i lang tid, og hun virkede interesseret i at prøve igen. Så, vi gav hende chancen. Betyder så også, at vi skal holde ekstra øje med hende nu.” Forklarede hun Vitie’s historie, imens de stadig bevægede sig imod husene.

Angelie’s afbrydelse om at blive kaldt ‘du’, fik Tatiana til at se lidt overrasket ud, inden hun indså at hun havde sagt ‘belære dem’, og smilede kort med et accepterende nik. Det var egentlig ikke fordi hun havde tænkt sig at kalde hende ‘de’, det havde bare været et slipå på tungen. Dog lagde hun mærke til Angelie’s reaktion, og noterede i sindet, at hun skulle nævne det over for de andre. Ikke reaktionen, men at hun foretrak ikke at blive talt til som ‘de’. Flere af dem der arbejdede på farmen, talte op til alle dem omkring dem, da de havde brugt det meste afderes liv, som undersåtter. Det var den ene god ting der var sket, under udrensningen. Mange væsner havde undsluppet slaveri, da deres herre blev dræbt. At de fleste af disse nu ‘frie’ væsner, var naturligvis også blevet dræbt, eller fængslet, men nogen af dem der slap væk, var kommet til Petrov familien.

Angelie’s svar, fik Tatiana til at smile og grine stille et par gange, med et par korte nik.
“Naturligvis. Dette er ikke en evne, alle ønske sig at have. Og dem der straks ville sige ja, ville jeg være mere forsigtig med at belære.” Forklarede hun, imens deres fødder begyndte at bære dem over gårdspladsen, der var belagt i brosten.
“Hvis det kan berolige dig, har jeg spurgte Renovdro. Spurgte ham først, ud af respekt for væsnet. Det er vigtigt altid at respektere de døde. Selv dem skabt, for at være bundet til d…” Tatiana blev afbrudt, af en lav, stort set uhørlig stemme, der virkede til at flyve rundt omkring Asparaens hoved.
“Tati! Tati! Tati! Undskyld! Undskyld, jeg gjorde det igen!” Beklagede den lyse, lave stemme sig hurtigt.. Tatiana blinkede og så vildt forvirret ud, og kiggede rundt omkring sig inden hun fnyste utilfreds.
“Nati? Nati, hvad har jeg sagt?” Spurgte hun utilfreds, og ledte stadig efter den der havde snakket til hende. Et øjeblik efter, kom der et lille, uskyldigt blink, som om et mikroskopisk kamera havde blitset bag Tatiana’s hoved, og ud fra dette lys, voksede der sig en lille lysegrøn krop, besat med sommerfugle vinger, der blafrede for at holde den oppe.
“I.. Ikke.. Alt for lille.” Undskyldte den lille Alf, med en finger imod sine læber. Tatiana vendte sig om for at kigge på pigen, der nu kiggede ned imod sine fødder, som gned deres tæer imod hinanden.
“Og hvad har jeg også sagt?” Spurgte hun, med øjenbrynene rejst, og et kort nik imod Angelie. Alfens hoved gled på skrå, og hun kiggede over imod Angelie. Pigen så betænksom ud, som om hun virkelig prøvede at skubbe et minde frem i hendes hoved, inden hun holdt hånden i vejret.
“Uh! Ikke afbryde!” Svarede hun så, ekstatisk, stolt over at have husket det. Hun havde allerede glemt, at hun lige havde gjort to ting hun var blevet bedt om at lade være med, på grund af denne sejr. Tatiana nikkede en enkelt gang.
“Nemlig. Du gjorde begge disse ting…” Brummede hun lavt, og Alfens store smil forsvandt, og hun viftede med armene.
“Men.. Men.. Men, det var vigtigt!” Beklagede hun sig, panisk, inden Tatiana vinkede med sin hånd, og nikkede.
“Ja, ja, hvad nu?” Spurgte hun, og holdt en finger op imod Alfens mund, da denne åbnede sig. “Hvad har du nu ødelagt?” Tilføjede hun, hvilket fik Alfen til at holde en pause, og kigge imod jorden igen, hendes fødder igen igang med at gnide imod hinanden.
“En krukke.” Mumlede hun stille, hænderne nu bag hendes ryg, som et barn der havde stjålet en småkage.
“Var det med vilje?” Spurgte Tatiana, med begge øjenbryn rejst. Alfen bed sig selv i læben, før hun sukkede.
“Jaaa… Men.. Men.. Men jeg skulle fortælle Pufftin noget, og han ville ikke lytteee!” Brummede pigen utilfredst, nu med et udtryk som en utilfreds otte årig, der ikke måtte få en sodavand. Tatiana sukkede, og rystede på hovedet et par gange.
“Du skal lære at kontrolere dig selv, det er derfor du er her. Pufftin irriterede dig ikke engang, gjorde han?” Spurgte hun, med øjenbrynene rejst igen. Pigen sukkede, og rystede på hovedet. “Nej, det tænkte jeg nok. Flyv ind, og samle op efter dig selv. Når du er færdig, så siger du undskyld til Pufftin.. Okay?” Beordrede hun, og den lille pige nikkede, nu flov igen. “Dygtig. Og så tager vi en times tid sammen i aften, så vi kan arbejde på de tvangstanker, okay?” Bad hun, og lagde hånden bag pigen, for at skubbe hende fremad. Alfen fniste glad, og fløj imod køkkenet igen, og Tatiana rullede på øjnene, med begge fingre imod hendes tinninger.
“Eerh.. Trik Alfer…” Sukkede hun opgivende, før hun kiggede tilbage imod Angelie. “Jeg beklager.. Der er.. Pludselig langt flere folk at holde orden i, nu til dags. Hvor kom vi fra?” Spurgte hun sig selv, med et lavt suk.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Man 29 jan 2018 - 22:19

Da kvinden begyndte med den sukksersøde fnisen, kunne Angelie ikke helt være upåvirket af denne. Hun sukkede næsten længselsfuldt, velvidende at hun selv aldrig ville kunne være forførende på den samme måde, som denne kvinde var helt naturligt. Hun.. måtte kæmpe for det, som hun alle dage havde gjort. Ikke at det sagde så meget, eftersom hun havde brugt halvdelen af hendes liv i et forhold og den anden i et andet. Det var ikke adspredelse hun havde stor erfaring med. Desuden havde hun egentlig bare skulle være sig selv sidst. Det næste, hvis der overhovedet blev et, ville nok ikke være lige så nemt for hende, eftersom hun ikke ligefrem strålede af imødekommenhed.
Hun tog dog parrets beroligende attitude til sig, og åndede lettet op ved at de ikke ville være dårligere stillet, hvis hendes hest skulle lære deres unoder.. Nej ikke hvis, men når, for hun var sikker på det ville ske. Han ville ganske enkelt ikke kunne lade være.
Dog var det kommentaren om at sælge dem til hæren, der opfangede hendes opmærksomhed. Hendes blik blev hurtigt interesseret, som hun skiftevis kiggede på den ene og over til den anden. ”I er ikke fan af dem?” selvom sætningen var formet som et spørgsmål, så var det egentlig en konstatering. Uth havde givet hende den samme følelse omkring disse hære. Hun havde selv hørt en ved ankomsten, men havde ikke skænket det megen tanke før nu, hvor det endelig var kommet på banen igen.

Da Tatiana blev stille ved hendes fingerløft, bredtes der et lumskt smil over hendes læber. Hun kunne ganske enkelt ikke lade denne chance passere. Så da Uths fod kolliderede med hendes, for at sende ham i en ikke så elegant bevægelse med fronten i sneen, brød hendes latter igennem den kolde luft. En uskyldig og ærlig latter, som var sjælden, imens en lattertåre trådte frem i den ene øjenkrog, for at skabe sit rene spor ned langs hendes kind.
Som han brokkede sig, kiggede hun veltilfreds ned på ham, inden hun kvalte de sidste hikkende grin. ”All is fair in love and war” svarede hun simpelt, inden hun så hvordan han hastigt kom på benene, for at indhente Natascha, der allerede havde passeret dem.
Det var dog først da han stoppede op, og begyndte at bevæge sig baglæns, at hun fik en næsten dårlig smag i munden. Hendes skridt blev langsommere, som han vendte sig for at tale. ”Oh.. oh no you won’t” startede hun lettere nervøst, som hun løftede en finger, for at pege anklagende imod ham. Med det ry hun havde hørt om indtil videre, var hun ganske sikker på, at han planlagde at afbryde hende midt i det forestående bad, for at hælde noget ulækkert i vandet. Ifølge hende brugte han trods alt enhver mulighed for at være sjofel.
Det var først da hans magi trådte ind, at øjnene blev om muligt endnu større. Stenen, som var over hendes hoved på dette tidspunkt, fik hende til at kigge op, lige tids nok til at blive gennemblødt af alt det mudrede og beskidte sne, der blev kastet ned imod hende og Tatiana i voldsomme kaskader.
”I will kill you in your sleep Uthavel!” truede hun gravalvorligt, som hendes krop rystede svagt over kulden, inden hun kiggede ned ad sig selv med et håbløst udtryk i øjnene. Hendes neutrale tøj var gennemblødt og jordrester var at finde på det. Hun rejste let, hvilket betød at hun kun havde et sæt mere.. Som ikke var passende til dette rum. Man måtte jo arbejde med det man havde, og folk havde svært ved at modstå en elverkvinde i kjole. Så længe hun holdt munden lukket selvfølgelig.
Som han blinkede imod hende, undertrykte hun utilfreds lysten til at række tunge tilbage imod ham, inden hun rystede let opgivende på hovedet, for derefter at skubbe hendes hætte tilbage og begynde at vride det værste vand ud af hendes hår.

Hun lyttede derefter til Tatianas forklaring om hvad denne Vitie var. Havde hun overvejet det lidt, kunne hun vel have gættet sig til det, men hun nikkede i stedet blot, inden hun ønskede det bedste på hestens vegne. Atten føl var ikke så lidt, og en hest burde have stoppet længe før det nummer. Men menneskene her forstod sig langt bedre på de dyr, end nogen anden hun før havde mødt, så hun var sikker på at de var i de bedste hænder.

Selvfølgelig var kvinden forstående over for at hun havde brug for tænketid til at modtage en sådan evne. Hun smilede taknemmeligt til Tatiana, inden hun nikkede. Det var farligt at give sådanne evner til skødesløse væsner, hvilket hun selv kunne have tendens til at være. Men hun forstod mere eller mindre Renovdro allerede, dog uden den direkte kommunikation, så hvilken forskel ville det egentlig gøre, udover at de kunne diskutere telepatisk? Det kunne selvfølgelig også være praktisk, men også farligt. Hun måtte tænke over det, uden tvivl.
Hun nåede dog ikke meget mere, før en stemme begyndte at klinge i luften og afbrød Tatiana. Angelie selv kigget forvildet rundt, indtil hun så den lille alf komme frem ved Tatianas skulder. Angelie måtte ryste hastigt på hovedet for at være sikker på, at hun så rigtigt.
Hendes hoved nærmede sig skulderen og alfen, uden at blande sig i de tos samtale. Hun studerede denne ganske nysgerrigt, da hun aldrig havde set en alf før. Aldrig. Di Morga var blevet slettet for den race som hun var ankommet til landet. Interessant.
Hendes finger hævede sig, for at nærme sig den lille skikkelses vinger, i et forsøg på at røre dem, men alfen fløj hastigt afsted inden hun helt nåede til det punkt. Hendes blik fulgte denne, som den fløj afsted imod en bygning, stadig forundret over synet.
”Hvad?” spurgte hun forvirret, som Tatiana snakkede til hende igen, da alfen stadig fyldte i hendes hoved. Hendes blik vendte sig tilbage imod kvinden, som hun prøvede at huske hvor det nu var de var blevet afbrudt.
En vind slog imod hende, og det våde tøj fik Angelie til at skælve en del, inden hun klaprede tænderne sammen. ”Måske.. Det bad var passende.. For os begge” spurgte hun i stedet, da det lokkede langt mere at få varmen tilbage i kroppen, før de fortsatte det samtaleemne omkring Renovdro.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Tirs 30 jan 2018 - 16:45

Ved Angelie’s kommentar, smilede Tatiana let, imens Hjalse fnøs stille, inden han satte imod hestenes indhegning.
“Som den er lige nu, er den styret af Ruslands.. ‘Frælser’.” Det sidste ord i Tatiana’s sætning, blev sagt med en spydighed, der kunne gøre de fleste glade for, -ikke- at være personen på den anden side af Tatianas misbehag. Hjalse spyttede ligeså til siden, ved nævnelsen af denne person, og gav en lav brummen fra sig, der lød til at være Russiske Bandeord.
“Nej.. Nej, det er vi bestemt ikke. Mange af dem er stakler, der ikke har noget valg. Men det ændre ikke at de arbejder for en blodtørstig tyran, der fortjener indtet mindre end en korsfæstelse, og utallige år under en Forrådnelses forbandelse…” Svarede Tatiana, med en vrede i hendes stemme, der virkede helt ukarakteristisk, ud fra hvad Angelie havde set fra hende indtil videre. Det gamle ordsprog; ‘Hell has no fury, like a woman scorn’, ville passe bedst, ved det udtryk Tatiana havde, i det øjeblik. Hun kølede dog sig selv ned, og sukkede frustreret, med hendes øjne lukket. Folk med tilknytning til Mørke Kræfter, ville have set Tatiana’s krop ryge endnu engang, hendes vrede tydeligvis noget hun knapt nok kontrolerede.
Hendes blik gled dog tilbage imod Angelie, og smilte forsigtigt.
“Men det.. Kan vi snakke om, en anden dag. Ved ikke hvor meget du ved om Ruslands nuværende tilstand, men vil jeg gerne sætte dig lidt mere ind i, over en kop te. Een anden dag. Lad os ikke komme ind på dystre emner som dette, I dag. I dag, er en glad dag.” Sagde hun, startende med en varm tone, men afsluttende med en bestemt. Hun ønskede tydeligvis ikke at snakke om dette emne, på nuværende tidspunkt.

Ved Angelie’s kommentar, om hvad der var fair, fniste Tatiana stille, og rejste et øjenbryn, tvivlsom om hun virkelig var klar på at gå igennem med den udfordring. Uth, lige så, rejste sine øjenbryn, med et blik der udviste at han tog imod udfordringen.
Tatiana’s fnisen stoppede heller ikke helt, da de to kvinder blev overmalet i den kolde, beskidte sne, også på trods af hendes brok. Og ved Angelie’s trussel, kunne hun da heller ikke holde en latter inde, som også blev fulgt trop af Uth’s egne, inden han pegede med begge hænder imod hende.
”All is fair, in love and war!” Gentog han, fra hende selv af, og lo lystigt inden han vendte sig om. ”Especially War!” Udfordrede han, inden han vendte sit fokus tilbage imod børnene, og jagten.
Tatiana fniste en anelse igen, imens hun selv var begyndt at få sne væk fra hårdet, men gik dog ikke i gang med at vride det.
“Ooh, håber du ved hvad du har fumlet dig selv ind i, der.. For den knægt giver ikke op. Har han aldrig gjort. Så du skal kunne modtage, så godt som du gir, i den krig.” Fniste hun, med et drillende smil mod Angelie.

Tatiana smilede over Angelie’s egen forviring ved den lille afbrydelse, inden de begge var sat imod huset igen. Hun nikkede, enig med Angelie’s idé, og pegede imod huset de havde været på vej hen imod.
“Lyder som en plan. Du har eget bad på det værelse vi låner dig, så kan du samtidig gøre, når du bliver indlogeret.” Foreslog hun, med et varmt smil imod Angelie. “Rummet er dog Familie rummet, så hvis der kommer en flygtningefamilie, så bliver vi lige nød til at flytte dig. Er jeg sikker på vi kan finde ud af, til den tid. Håber jeg ikke bliver et problem?” Spurgte hun, med et forstående smil, og lagde det op til hende. Det var ikke det eneste værelse de havde, med det var det bedste. Hun kunne, i det mindste, bruge det her til aften, og så kunne hun altid flytte ind i et af de mindre, hvis hun foretrak det.
Tatiana så ud til at være kommet på noget, og pegede imod den dør den lille Alf var fløjet ind af.
“Det var forresten Nati. Hun er en Alf. Vi kalder hendes art Trik Alfer. Hun er i gang med at afvende sig hendes dårlige vaner. Hun er dog lydig. Så hvis du ikke ønsker hendes.. AD/HD at bære på, skal du bare sig det til mig. Men hvis ikke du har noget imod en irriterende lille drille Alf, på afvænning, skal du være mere end velkommen, til at fjerne noget af ansvaret fra mig.” Hun lo igen kort, netop som de trådte op af de få trappetrin der var op til husets hovedindgang.

Da de kom ind, stod Uth lige i døråbningen til venstre fra indgangen, og snakkede med børnene på den anden side af døren, ude af syne for de to kvinder.
“Men jeg er klogest!” Brokkede Andrei sig, og hoppede op efter et eller andet, som Uth holdt oppe i luften.
”Men, du kom ikke først… Det ville jeg have gjort, hvis ikke Angelie havde snydt.” Forsvarede han sig selv.
“Men.. Men.. Men jeg -kom- først!” Brokkede Natasha sig, og Uth klukkede kort, inden de blev afbrudt af Tatiana, som klaskede ham over baghovedet, hvilket fik Uth til at krybe en anelse sammen, med et gisp. Hun tog så hurtigt småkagen, og kastede den ned til Natasha.
“Natasha kom først, så hun vandt.. Og -du-” Vrissede hun, overdramatisk, med en pegefinger imod Uth, imens hun fortsatte længere ned af gangen. “Du vasker mit, og Angelie’s tøj.. I aften, Avel…” Beordrede hun. Uth brummede utilfredst, og holdt armene ud.
”Natasha havde allerede spist en af de små kager, og nu er der ikke flere tilbage…” Klynkede han drillende, og Natasha slog hans side.
“S.. Sladrehank!” Uth lo blidt, og rystede på hovedet.
“Ikke flere småkager! Der går ikke længe, inden der er mad, unger.” Beordrede hun så, og begge børn brummede utilfreds, mens Uth slog armene opgivende ud til siden.
”Jeg fik ikke engang nogen…” Brummede han, inden de tre bevægede sig ind i et andet rum, alt efter hvad Angelie havde gjort.

Tatiana kiggede så endelig tilbage imod Angelie, og pegede ind i det rum Uth og børnene næsten havde været.
“Det er vores spisestue. Der er en Kantine, til de flygtninge vi huser, i det større hus ved siden af. Men du spiser sammen med os, så det er der vi mødes til aftensmad, hvis ikke du kommer ned før det. På den anden side af spisestuen, er så køkkenet.” Forklarede hun, inden hånden pegede den anden vej. “Der inde er fælles stuen. Vi bruger den ikke så meget mere, siden vi har fået TV’et, og det meste af underholdningen rykket op på loftrummet. Nu er det mere bare et.. Læse rum. Vi har en masse bøger der inde. De fleste er på Russisk, men der er også en hel del Franske. Også et par Norske.” Tilføjede hun, tænkene. Hun ventede et øjeblik, hvis Angelie skulle ønske at se ind i rummet. Hvis hun gjorde, ville hun se en stor stue, med reoler, fyldt med bøger, ved næsten alle væge. På gulvet, var der flere sofaer og stole, sat op i små afdelinger, og nogle enkelte alene ude i kanterne.

Tatiana fortsatte, og pegede på en dør ved siden af en trappe opgange, og kiggede over skulderen.
“Den her leder ned i kælderen. Der har vi de fleste af vores egne fødevare, og så videre.” Hun skulle til at gå op af trappen, inden hun kom til at tænke på noget, og pegede imod et Menneskeligt skelet hoved der hang på vægen, midt i gangen.
“Det der.. Det er en af vores Hus Ånd’s hoveder. Jeg forklarer dig lige lidt mere om ham, når vi kommer op på dit værelse.” Forklarede hun, og nikkede op ad trappen, før hun selv bevægede sig op af spindeltrappen.

Lige som de kom op ad trappen, mødte de endnu en lang gang, og trappen fortsatte ligeså opad, hvor Tatiana startede med at pege op.
“På den næste etage, der har vi den fælles stue, som kun er til os. Der er du også velkommen.” Forklarede hun, og drejede så imod en dør for enden af gange, og trådte ind.

Rummet var stort, men simpelt. Der var to dobbeltsenge, uden noget specielt pænt ved dem, andet at det hele var rengjort. Rummet havde et lille TV op af den ene væg, og en computer i det ene hjørne, og en dør der ledte ud til et badeværelse. Tatiana trådte ind, og holdt armene ud, imens hun drejede rundt for at smile til Angelie.
“Her har du deres værelse. Som du kan se, er det designet til en del flere folk end en, men det finder vi ud af.” Forklaede hun, og kiggede så op på vægen imellem de to senge, hvor der igen hang et skelet hoved. Dette var dog et alternativt af slaksen. En del tykkere. Et Dværge Hoved.
“Og her, har du også Pufftin igen. Pufftin er en ånd, der hjemsøgte vores hus for en tid tilbage. Han gjorde noget jeg ikke kunne tolerere ved mine børn, og.. Ja, nu er han husets butler. Lad os ikke gå for dybt ind i hans nye.. Kontrakt.” Tatiana fniste lumskt, inden hun gik hen imod hovedet, og bankede den et par gange på panden.
“Du kan altid kontakte Pufftin, hvis du har spørgsmål, men jeg slukker for hans kontakt til dit rum. Ellers har du ham på besøg, hver gang det ikke passer dig. Oftest når du ikke har tøj på…” Hun smilede igen, og rystede et par gange på hovedet. “Oh, og du kontakter ham, som jeg lige gjorde.. Et par bank på panden, oooog.” Hun ventede et øjeblik, før hovedet blev fyldt med en sort røg, og et par gule øjne kom frem i røgen, og lagde sig i øjenhulerne. Røgen omkring øjnene lagde sig, så det lignede at skabningen havde øjnene ubehageligt meget åbent, og hovedet drejede sit blik imod Tatiana.
”Mmmjaaaeh?” Spurgte Pufftin, i en langsom stemme. Stemmen var rungene, og lød som om det var flere mennesker der talte på samme tid, og sage det samme.
“Pufftin, jeg skal lige have lukket for det her link. Luk lige ned for din kontakt med det.” Bad Tatiana, med et vink med den højre hånd. Hoved drejede sig nervepirende langsomt hen imod Angelie, og den hvide underkæber bevægede sig langsomt åbent i et gisp.
”Uuuuuh, nyyy besøøøgendeee?” Spurgte han, så underkæben rallede en anelse. Han lo stille, blandet med en læt hosten, inden hans underkæbe knækkede halvt af, så den han og dinglede i den ene side.
”Ååååh, neeej.. Seee nu deeer… Den knææækkede igen… Jeeeg er træææt, af det heeer hoooved… Kan jeeeg ikkeee få diiig til aaaat sætte den pååå igen?” Spurgte han, med et lumskt blik imod Pufftin. Tatiana tog do fat i hovedet, og drejede irriteret ansigtet imod hendes.
“Nej.. Og smut så ud af det her rum, inden jeg selv uddriver dig.. I tvang.” Brummede hun, kommanderene, og Pufftin så ud til at trække sig en anelse tilbage imod vægen.
”Ooohkaaay… Suuure, gaaamle heks…” Brummede Pufftin irriteret, inden Tatiana lagde hånden på hovedet, og røgen hurtigt forsvandt. Hun rullede en anelse på øjnene, inden hun satte kæben på plads igen, og trykkede hovedet ind imod væggen, så det gav et lille klik, og det nu sad en anelse dybere i vægen. Hun sukkede stille, og kiggede så tilbage på Angelie.
“Hvis han spørg dig om at gøre noget, for -hans- skyld, skal du ikke gøre det.. Han for bare nydelse af at se levende lave ting. Ha kan dog ikke lyve, så hvis han siger at jeg har kaldt efter dig, eller bedt dig om at gøre noget, så er det sandt.” Forklarede hun, med et varmt smil, inden hun kiggede tilbage på hovedet. Hun pegede på det, imens de grønne øjne gled tilbage på den nye gæst.
“Vil du have hovedet ud? Det kan tages af, hvis du ville foretrække at være foruden? Jeg tænder for et hoved oven over ydersiden af din dør, så han altid kan kalde på dig, eller du kan komme i hurtig i kontakt med nogen i et af husene.” Forklarede hun, endelig færdig med hendes rundvisning.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Ons 31 jan 2018 - 12:27

Som hele emnet var gledet ind på Ruslands måde at diktere deres land på, klappede Angelies læber sig en anelse sammen, imens hun blot lyttede ganske opmærksomt. Hun fornemmede hurtigt misbehagen i kvindens stemme, og skrev sig bag øret, at det var en dårlig ide at komme på tværs a Tatiana. Vældig flink og rar, men hun havde fornemmelsen af, at kvinden kunne gøre stor skade, hvis denne var arrig nok.
Hendes læber strammede sig en anelse ved påtalen om, hvilken skæbne dem der arbejdede for en sådan regering fortjente. Hun så igen den svage lighed imellem dette land og hendes eget, hvilket satte hende på den uskrevne liste over de personer, hvis det havde været i dette land det var hændt. Hun sagde dog ikke noget, og læbetvisten var næsten usynlig for den person, der ikke kiggede direkte på hende og var opmærksom. Hun havde trods alt lært at skjule hendes følelser godt med årene.
Hun nikkede i stedet ganske kort, som for at vise at hun forstod at det ikke var tiden eller stedet for fortsættelsen af dette emne. Desuden ønskede hun ikke at tænke nærmere over det, når hun nu skulle tilbringe nogle dage på deres farm.

Det var muligt, at Uth ikke var typen der bakkede væk fra en udfordring. Problemet var bare, at det var hun heller ikke. Hun så det næsten for sig ude i fremtiden, at dette kunne forvandle sig til noget lettere ekstremt drilleri, nu hvor hun indirekte havde erklæret krig imod denne elvermand.
Hun lyttede til hvordan de begge så til at more sig ganske kosteligt ved alt dette, inden hendes smilebånd twitchede let omkring smilehullet. Hans kommentar frembragte et næsten identisk og udfordrende blik ved hende, som det havde gjort ved ham selv. ”Better watch your back” smådrillede hun let, som det udfordrende blik sendte et kort vink, inden han forsvandt efter ungerne.
Hendes opmærksomhed vendte sig på Tatiana, som denne kom med den venlige advarsel, inden Angelie selv rankede ryggen en anelse. ”Oh.. Jeg har fornemmelsen af, at den kommer til at blive interessant” kommenterede hun i stedet uden at sige mere om hvorvidt hun ville putte sin energi i den eller ej. Selvfølgelig ville hun det. Stoltheden tillod ikke, at hun bakkede ud nu. Problemet var dog bare, at hendes evner krævede en anden form for rum, end Uths ville gøre. Måske hun skulle gøre forsøget når nattetimerne ville slå ind?

Angelie fniste let ved enigheden om at få varmen tilbage i kroppen, inden hun nikkede forstående. ”Jeg er bare glad for, at der er en plads. Om det er i sengen eller i stalden.. Så længe der er varmt” svarede hun enkelt, inden hun vendte blikket over imod den dør, som alfen var fløjet ind ad. Åh så det var køkkenet, gik hun ud fra.
”Erh..” startede hun dog, da tilbuddet om at tage sig af alfen kom på banen, inden hun kløede sig betænkeligt bag sit højre øre. ”Den tålmodighed ejer jeg ikke” indrømmede hun langsomt, selvom alfen var lille og mindede om et barn, så virkede denne ikke til at have været et reelt barn helt.

”Jeg snød ikke!” brokkede hun sig hastigt, efter at være kommet ind ad døren lige tids nok til at høre Uth anklage hende foran ungerne. ”all is fair, remember!” tilføjede hun derefter hastigt, inden hun måtte se til som Tatiane daskede ham over baghovedet. Hendes øjnene voksede en anelse munter, som hun spruttede en fnis ud imellem de lukkede læber.
Hun så derefter blot til, som Natascha fik hendes kage, og Uth brokkede sig endnu mere over ikke at have fået nogen. Hun tvivlede på, at det var sandheden dog.
Derefter fulgte hun med Tatiana for at lytte til hendes forklaring om rummene, som de passerede. Hun afbrød ikke, men da de nåede biblioteket, måtte hun nysgerrigt kigge indenfor, inden hun fløjtede dæmpet ved synet. Der var så mange bøger, at hun aldrig ville komme igennem dem. Måske var der nogen, der kunne give hende et indblik i hele dette lands historie, både nutiden og fortiden.
Da de kom til skelethovedet, kiggede Angelie mistroisk op imod det. Om nogen, så vidste hun hvor ustabile ånder kunne være. Hun havde jo selv vandret rundt som et sådan væsen, inden hendes genoplivning.

Det var først da de nåede hende såkaldte værelse, at Angelie måtte blinke et par gange ved synet. ”Tatiana.. Det.. Er alt for meget” mumlede hun hastigt, eftersom hun bare var hende og egentlig kun havde brug for en enkelt seng. Der var plads til langt flere mennesker end en i dette rum. Hun protesterede dog ikke yderligere, mest for ikke at være til mere besvær. Hun var taknemmelig for muligheden om en seng og badet.
Hun lyttede derefter til forklaringen om hvordan hun kunne tilkalde ånden, og kiggede igen mistroisk på imod dværgekraniet. Da dette langsomt lyste op, og bevægede sig så langsomt, at hun næsten fik ondt i øjnene af at kigge på det, måtte hun gyse let ved synet.
Hun sagde intet før selve ånden var væk igen, inden hun kiggede på Tatiana med et næsten bedende blik om at sørge for, at denne ikke kom ind i rummet til hende overhovedet.
Hun rystede let på hovedet, inden hun filtrede sine fingre om hinanden, imens blikket flakkede op imod kraniet og tilbage igen. ”Hvis det ikke er for.. besværligt.. Ville det være rart at få det.. ud” hviskede hun langsomt og usikkert, selvom hun havde tilbudt at fjerne det. Det var igen fordi hun ikke ønskede at være mere til besvær end nødvendigt. Selvom tilgangen til værelset var lukket, så havde hun allerede en dårlig fornemmelse af at blive overvåget af denne ånd. Ånder var ikke nogle, som hun ønskede for meget kontakt med. De mindede hende alt for meget om hendes værste perioder som død. Hun gik hellere i en bue uden om dem.

Bagefter smilede hun taknemmeligt til kvinden, som hun begyndte at trække den våde frakke af, og ligge den til at tørre henover en stol. ”Tak.. virkelig” huskede hun derefter at sige, inden hun ville vente på at kvinden forlod lokalet, før hun ville fjerne de resterende våde klæder og begive sig i det varme bad, som hun havde manglet.
Hun ville bruge noget der nærmede sig en time i det, for tålmodigt at skrubbe alt skidt og snavs af hendes krop og vaske håret grundigt.
Det våde tøj ville hun samle i en bunke i hjørnet af badeværelset, inden hun ville have iført sig det andet sæt tøj, som hun havde bragt med sig på rejsen.
Det ville bestå af en ganske simpel, lang olivengrøn kjole, med et brunt flettet bælte omkring livet. Ærmerne ville stoppe ved albuerne, så om den ene underarm ville hun lægge en brun forbinding, for at skjule arret på denne.
Imens hun gik ud af værelset, ville hun være i gang med at flette nye fletninger i håret, for derefter at klipse dem fast med guldringene igen. De ville sidde næsten som før, men stadig anderledes.
Hun ville gå imod det bibliotek, som hun havde set på vejen, og som hun stoppede i døråbningen, beundrede hun synet endnu engang, for derefter at træde ind og betragte en reol til højre.
Blikket ville glide opmærksomt ned over hylden, indtil hun faldt over en bog, med et brunt cover og en indgravering med titlen og forfatterne på forsiden.
Med bogen i hånden, plantede hun sig midt på gulvet, med benene placeret i skrædderstilling under kjolen, for derefter at slå op i bogen, og skimte igennem teksten på siden.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Ons 31 jan 2018 - 16:18

Tatiana smilede stort, da Angelie råbte af Uth, og rystede kort på hovedet. Det gjorde han altid, men gjorde ikke meget for at stoppe drillerier, og pranks. Han tog gerne imod, blot for at have ‘retten’ til at give igen. Han havde altid været et legebarn, men endnu mere siden hans families død. På mange måder, havde han været en anden mand. Han havde ikke ville fortæle hvad der skete, på trods af at Tatiana havde spurgt ham et par gange. Hun mente at det var bedst at komme ud med sådanne ting, men Uth havde valgt at bære den viden alene. Det var specielt efter han begyndte at kappe sine øre, at hun var begyndt at spørge ind.
Da Angelie nævnte at det ville blive interessant, fniste Tatiana lidt igen, og nikkede hovedet fra side til side.
“Ja, det må vi jo se. Men hvis det bliver for meget, skal du bare huske at sige til.. For han stopper ikke. Det barn vil altid have det sidste ord.” Hun klukkede lidt igen, og tog øjne tilbage imod Angelie, med et lettere smøret smil.
“Men.. Jeg forestiller mig, at du er en kvinde der kan tage imod, så godt som hun gir.” Sagde hun, med et lille glimt i øjet, som ikke engang havde været bevidst. Hun fortsatte dog også, som om dette glint ikke var sket.

Tatiana smilede ved Angelie’s flexiblitet, og rystede et par gange på hovedet, som et sikkert nej.
“Med hvad du har gjort for vores familie, kunne vi absolut ikke finde på at indlogere dig i stalden. Så snart vi har et af de mindre lokaler åben, så for vi gjort plads til dig der. Virker også som om det er længe siden, at du har haft et -sted-.” Besluttede hun for Angelie, med en bestemt og varm tone. Petrov familien var altid velkommen til fremmede, hvis Tatiana ikke mærkede lumske tanker bag deres besøg. Andrei havde hans bedømmelse af folks karakter, fra hans mor. Bestemt ikke fra hans far. Han så det bedste i alle. Men Tatiana selv, var ret god til at bedømme folk.
Ved Angelie’s indrømmelse af manglende tålmodighed, klukkede Tatiana bare et par gange, med et kort nik.
“Der.. Skal også meget til med hende. Hvis du ønsker at hun holder sig væk, siger du bare til.”Tilføjede hun, inden de fortsatte.

Angelie’s forsvar havde fået Uth til at dreje sig for at se dem komme ind, hvilket kun gjorde at Tatiana kunne klaske ham i panden i stedet, hvilket fik ham til at skære en grimasse, og klukke.
”Jo du gjorde. Jeg fik et handikap, på grund af din indblandelse, hvilket gjorde at Knurhår vandt.. Ellers, så havde jeg jo tydeligvis vundet.” Brokkede han sig med et smil, og Natasha udbrød.
“Nehej, jeg ville have vundet uden Angelie’s hjælp!”

Tatiana viftede kort med hånden af Angelie’s reaktion, og smilede varmt til hende.
“Det er jo kun midlertidigt. Vi for sat et mindre op til dig senere. Indtil vidre, er det lige til pads.” Tilføjede hun, i hendes forklaringer.
Hun havde godt bik en anelse mærke til Angelie’s ubehag ved Pufftin, og sørgede for at lukke ham helt ude en anelse hurtigere. Det fulde ubehag havde ikke været tydeligt, så hun gættede bare på, at det var det almene ubehag ved at blive holdt øje med. De grønne øjne kiggede tilbage på hovedet, da Angelie havde bedt om at få det fjernet, og rystede på skuldrene, inden hun rakte ud efter det. Hun tog fat i nakke klognerne, drejede en enkelt gang, og hev hovedet af vægen. Hun kiggede så tilbage på Angelie, med hovedet i den ene hånd, som hun drejede rundt så det kiggede imod hende selv.
“Intet problem. Pufftin og hans forbindelser, er ganske nemme at kontrollere nu. Han er fuldstændigt passiv, og ude af stand til nogen af hans gamle tricks. Nu er han bare.. Stor i munden.” Forklarede hun, og klappede hovedets underkæbe, for at få hovedet til at klapre en anelse, inden den ene side af leddet knækkede igen, så underkæben hang endnu engang. Tatiana fniste blot en anelse af dette, inden hun gik imod døren, for at lade Angelie tage sit bad. Hun smilede varmt til Angelie’s tak, og strøg igen hånden over Elverens overarm, imens hun passerede.
“Don’t mention it. Selv når du engang kommer videre, er du altid velkommen på Petrov Farmen.” Tilbød hun hjerteligt, inden hun trådte ud af rummet, og imod trappen.
“Lad Angelie være, Pufftin. Du har ikke tilladelse til at holde øje med hende.” Tilføjede hun, allerede på vej ned af trappen, uden overhovedet at kigge tilbage.
”Oooh, kaaay… Hvorfooor er i leeevende, så keeeeeedeligee” Brummede det fra over døren, inden en lyd klikkede fra gulvet af, da det hoveds underkæbe også faldt af. ”Ikkeee min skyyyld…” Forsvarede Pufftin sig selv, inden en lav lyd fortalte, at ånden forlod hovedet igen.


Da Angelie forlod sit værelse senere, var en anden person også lige gået ud af hans værelse, nogen skridt længere nede af gangen. Manden bar et hvidt jakkesæt og en utændt cigar imellem tænderne. Fra mandens krage, enden af hans ærmer og bunden af hans bukser, steg der konstant en hvid røg op, der dog hurtigt forsvandt i luften omkring ham.
“Låser du lige døren, Pufftin.” Bad manden, imens han rettede på sit jakkesæt.
”Gøøør, det seeelv…” Brummede Pufftin hovedet der hang over hans dør, med en hvid fedora på hovedet.
“Gør som der bliver sagt, Pufftin.. Det er ikke kun Tatiana der kan…” Gik han igang, uden den mindste mine, imens han tog hatten ned fra hovedet, og lagde det på hans eget. En klikkende lyd lød, som døren blev låst, og manden nikkede en enkelt gang af hovedet.
“Tænkte jeg nok.. God aften, Pufftin.” Gav han sin afsked, med et vink over skulderen, inden han gik imod trappen. Da han begyndte at gå, var Angelie netop uden for døren, og han kiggede op med et smil, og et enkelt nik.
“Ny gæst? Jammen velkommen til det eneste hospitale sted, tilbage I Rusland.” Velkommede han hende, med en hånd på hans hat, og et kvart buk. Manden stoppede dog ikke i hans gange, og begyndte at gå ned af trappen, inden han tog et dybere kig på Angelie, og fjernede cigaren fra hans mund.
“En Elver? Neeej.. Du må da være et godt stykke her fra. Må den lille Sværdfæger da være glad ved.” Han klukkede dystert, imens han gik ned af trappen, og vinkede over hans skulder. “Hav en god dag!” Kaldte han, inden han gik, og selv hvis Angelie havde sagt mere til ham, var han ikke stoppet, men i stedet allerede ude af døren, i fær med at tænde sin cigar med spidsen af en finger.


Angelie havde fået lov til at være uforstyret i en times tid, inden Uth kom gående ude fra køkkenet, med hænderne i lommerne. Da han trådte ind i lokalet, rejste han begge øjenbryn, og stirrede overrasket ned på Angelie.
”Wow. You wear that pretty well, for someone who fights as well as you do.” Roste han, med et lille smil, imens han bevægede sig over imod en af stuens sofaer, for at falde om deri.
”Dinner’ll be done in a few minutes.” Fortalte han, imens han ledte igennem en af hans jakkes lommer. Han havde ikke skiftet, men bar ikke længere den store kappe, men i stedet bare det tykke læder han havde haft under. Lædderet var lavet til at slås i, så havde dele af den dækket med tykkere lædder, for at virke som rustning.
Han fandt en pose frem fra lommen han havde ledt i, og kastede den over ved siden af Angelie. Posen klingrede lystigt som den landede, og gav en god idé om hvad den indeholdte. Skulle hun åbne og checke den igennem, ville hun se en stor mængte Russiske mønter. Hvis hun vidste hvor meget disse var hver, hvilket hun nok ikke gjorde, ville hun vide at det var mere end rigeligt til at overlevet i et par uger I Rusland, selv hvis man skulle betale husleje et sted.
”Your part of the pay. And.. Again.. Thank you.” Sagde han, i en mere seriøs tone, og skænkede hende et varmt, taknemmeligt smil. ”You really where a big help.. And, good company for the kids on the way home.” Tilføjede han, og lagde hænderne bag hovedet, med blikket op imod loftet. Han klukkede stille, og skar et drillende smil. ”I, of course, still think you’re an absolute drag.” Tilføjede han, i en meget falsk tone, og kiggede over imod hende, med et smil der næsten virkede til at håbe hun ville misforstå det.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Ons 31 jan 2018 - 17:32

Øjenbrynet hævede sig en anelse sarkastisk i vejret, som Tatiana nævnte at hun sikkert kunne tage imod lige så meget som hun gav. Blikket drejede sig næsten alt for langsomt imod hende, inden Angelie åbnede munden. ”på ingen måde” svarede hun derefter, hun smilet placerede sig på hendes læber endnu engang. Men nye luftforandringer, og derved nye leveveje. Hun kunne simpelt ikke være sit gamle jeg i et land som dette, og slet ikke blandt disse væsner. Desuden var hun begyndt at overveje om en anden levestil måske ville være bedre. Det var jo ikke fordi hun ikke kunne lære det, det var mere at hun ikke havde prøvet. Men det var tiden.

Som hun bevægede sig efter Tatiana, kiggede hun let over skulderen imod Uth. ”Dit grødhoved er et handikap” svarede hun barnligt tilbage, inden hun forsvandt og derfor ikke ville kunne høre hans næste kommentar, hvis der kom sådan en.

Følelsen af frisk hud og sæbe hang i luften om hende i rummet. Hun indsnusede selv den nye forandring, og følte sig mere levende end død efter det langevarende bad.
Som hun åbnede døren, faldt blikket ned på gulvet foran denne. Kæben fra kraniet lå for hendes fødder. Mistroisk knælede hun ned for at samle den op, inden hun trådte et skridt længere ud, for at skule op imod kraniet over døren, der manglede den kæbe, som hun stod med i hænderne. Hun burde vel egentlig sætte den på plads.
Stemmen fangede hendes opmærksomhed, og blikket fløj hastigt imod skikkelsen, der havde snakket. Det røg ud fra næsten alle åbninger af denne mandsling. Hun nikkede i første omgang til manden for hans velkomst, imens hun fumlede let med kæben imellem fingrene.
Det var først, da stoppede op lidt nede af trappen, at Angelies ansigt frembragte et udtryk af overraskelse. Indtil hun huskede, at hendes ører ikke var dækkede. Brynene rynkede sig dog en anelse ved den næste kommentar. Hun tog et par skridt imod trappen, for at kigge efter ham. ”Hvem?” spurgte hun rådvild, men han virkede til blot at fortsætte sin gang.

Hun skulle til selv at begive sig ned ad trappen, inden hun kom i tanke om, at hun stadig stod med skelettets kæbe imellem hænderne. Hun sukkede ufattelig tungt, inden hun trådte tilbage foran døren, for først at lukke den og igen stirre op på kraniet, overvejende.
”Nej” mumlede hun for sig selv, og vendte rundt, med beslutningen om at finde Tatiana eller en anden til at sætte denne på plads. Hun havde ikke tænkt sig at røre dette åndehul med en ildtang.

Som minutterne gik, bladrede hun siderne i bogen, som hun havde læst dem igennem, imens ansigtet mimerede forskellige udtryk alt efter hvad hun læste. Ved siden af hende havde hun lagt kraniets kæbe.
Det var ved lyden, af den velkendte stemme, at hun hastigt kiggede op fra siderne, for at se Uth komme ind igennem døren. Hans kommentar havde vel egentlig været en form for kompliment, men hun kiggede egentlig mere mistroisk op imod ham ved ordene. ”I will still kick your butt” svarede hun let, som hun rankede hovedet en anelse stolt, inden hendes blik vendte tilbage imod bogen, der lå i hendes skød.
Hun nikkede let ved talen om maden, der snart ville være klar, uden at kommentere på dette. Det var da lyden af noget blev kastet imod hende, at hånden hævede sig og rakte ud, for at gribe fat i posen, som han havde kastet. Lyden af den velkendte klirren fortalte tydeligt hvad posen indeholdt, og hun åbnede den ikke for at tælle efter. Hun vidste ikke engang hvor meget der skulle være, og hun havde ikke sagt ja for pengenes skyld, selvom de faldt i god jord i tider som disse.
”Your very welcome” svarede hun derefter til hans tak, som hun lukkede bogen for at kigge op imod ham, som hun betragtede det taknemmelige smil, som han sendte hende. Hun mærkede hvordan smilehullerne formede sig i ansigtet, som hun gengældte det imens han talte videre.
Hun skulle egentlig til at gøre klar til at rejse sig fra gulvet, som hans sidste kommentar faldt. Blikket ændrede sig straks tilbage imod det lettere irriteret, som hun bar naturligt det meste af rejsen, inden børnene var blevet fundet.
”Am not!” brummede hun utilfreds, som hun rynkede let på næsen, for at vise sin afsky over at blive kaldt kedelig. Hun var vel kedelig i forhold til ham, men hun havde da fornuften med sig. ”Im just careful” tilføjede hun derefter langsomt, inden hun let kom på benene.
Hendes krop bevægede sig over for at stille bogen tilbage på den plads, hvor hun havde taget den, inden hun drejede rundt for så at opdage kæbestykket. Hun gryntede ubehaget ved synet, inden det gled imod Uth igen.
Blikket ændrede sig langsomt tilbage imod det lettere forførende fra grotten af, som hun plantede et lokkende smil på læberne. ”Any chance you may help me with .. that?” spurgte hun hviskende, som hun pegede på kæbestykket på gulvet. Hun havde virkelig ikke lyst til at røre det, ej heller sætte det på plads. Desuden ville det vel være en lille sejr, hvis hun kunne lokke ham til at gøre det, i stedet for at skulle finde Tatiana til at gøre det senere.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Ons 31 jan 2018 - 18:30

Angelie’s spydige kommentar efter Uth, havde fremprovokeret en hjertlig latter fra de to børn, og en lille fnis fra Tatiana. Uth havde samlet læberne i et utilfreds utryk, og skulet af børnene.
”Hvis side er i egentlig på? I plejer at være på min side! Møgunger..” Brummede han af dem, efterfulgt af et glad smil, inden de tre bevægede sig imod køkkenet.
”Men.. Jeg har da ikke et grødhovede, har jeg?” Spurgte han, glad, som de tres latter og snakken forsvandt ind i køkkenet, og Angelie’s skarpe øjne nok fokuserede en del mere på Tatiana.

Det mistroiske blik fra Angelie, havde fået Uth til at holde hænderne op i forsvar, imens han faldt ned i sofaen med en klukken af hendes kommentar.
”Somehow… I feel like I’ve heard that before.. And.. Had that happen before… Mmnaaah.. I’m usually such a generally likeable person. Can’t possibly see -why- anyone would kick me.” Mente han uskyldigt, med et stort smil imod Angelie.
Uth så efter, imens Angelie begyndte at se pengende igennem, og rejste let et øjenbryn, med en kort latter.
”They’re all there. Not that you know how much you where actually getting. Kinda getting the feeling, you didn’t do this for the pay?” Spurgte han, videne. Det var trods alt heller ikke hans grundlag. Han gjorde hvad han var god til, og han blev betalt for det. Han ville ikke nægte betaling, da det trods alt var det han levede af, og at han var venner med sin klient, ændrede intet. De betalede med et smil, og han tog imod med hans eget. Uth betragtede Angelie’s ansigt som hun smilede, og hans eget voksede en anelse op.
”While you’re adorable, when you’re angry, you are much prettier when you smile.” Gav han et underhåndet drilleri, efterfulgt af et ærligt kompliment. Smilet, var dog drilskt, imens hans ene hånd kløede hans venstre øre, med et lettere ubehaget udtryk, inden han snakkede videre.

Hendes barnlige reaktion, fik Uth til at le lystigt, og lagde sin venstre fod over den højre, og rettede lidt på skuldrene. Han nikkede til hendes forklaring, og gav hende et videne udtryk.
”Sure are.. And ain’t no harm in that. And, you know I was kidding.” Tilføjede han med et kærligt smil, og kneb øjnene sammen en anelse lumskt, inden han kiggede tilbage imod loftet. ”Aaand, maybe a bit prude. Which! There is no harm in, either.” Lo han kærligt, imens han knækkede nakken.
Da hans blik lagde sig imod Angelie’s igen, kunne man fysisk se hans krop få en kuldegysning, og hans øjne kneb sammen igen. Han klikkede med læberne et par gange, inden han rømmede sig en anelse.
”My you can be… Seductive.. Quite viciously so, for someone who seems such a Prude.” Han indrømmede det i en tone, der lød komplimenterende, hvilket det også var. Han var vitterligt overrasket over, at hun kunne hoppe frem og tilbage imellem de to ting. En der virkede så forsigtig omkring et sexuelt emne, samtidig kunne slå over og være så fandens forførende når hun ønskede. Hans øjne gled dog ned imod kæben, og hans læber skar ud i et drilskt smil igen.
”What? Dropped your jaw? I’m not -that- amazing.” Han lo kort af hans egen dårlige joke, inden han satte sig op, og kiggede over imod det menneskelige skelet hoved der hang på væggen over en af sofaerne. ”He can pick his jaws up himself. Neither of us are going to do him that favor.” Forklarede han, og samlede en kuglepind op fra sofabordet, der havde ligget sammen med en bog med kryds og tvers. Han kastede kuglepinden på hovedet, hvilket fik det til at tilte en anelse til siden, for så at fylde med røg, som det ovenpå havde.
”Hvaaad? Hvorfooor?”[/b] Klynkede hovedet let, og drejede ned imod Uth, med så trist et udtryk et skelet hoved kunne have.
”Naawh.. Såret dine ikke eksisterende følelser?” Spurgte Uth, med et smøret smil, og hovedet sank en anelse.
[i]”Eeerh.. Diiig… Hvaad vil duuu?”
Beklagede Pufftin sig, med røg knebet sammen om de to gule øjne.
”Orh, prøv da at lade som om du har savnet mig… Du har tabt en kæbe. Den ligger her nede.” Forklarede Uth, og pegede imod kæben, imens han selv lagde fødderne op på bordet. Et lavt suk kom fra Pufftin, og han kiggede først ned imod kæben, og så kort op på Angelie.
”Jeeeg.. Henter deen.. Seenere..” Udtrykte han ynkeligt, inden røgen skulle til at forsvinde, og Uth kiggede overrasket op.
”Hvorfor senere? Er ikke ligefrem gode maneer, at lade en kæbe ligge midt på stue gulvet?” Spurgte han, med hans hoved en anelse på skrå, og hænderne bag hovedet igen. Hovedet kiggede kort ned på Uth, før den rystede på sig.
”Til fooorskel.. Foor diig.. Veeed jeg.. Når jeeeg, ikkeee, er velkooommen..” Forklarede han kort, inden røgen i hovedet igen forsvandt. Uth lignede stadigt et stort spørgsmål, da hans øjne gled tilbage på Angelie.
”Wow.. Think.. You’re probably the first, he’s actually decided -not- to bother.. Except for Hjalse, Natasha and Andrei.. Must’ve made an impression?” Spurgte han, med et rejst øjenbryn.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Ons 31 jan 2018 - 19:22

Hendes blik sagde mere end ord ved hans snak om sit ååh så fantastiske jeg. Øjenbrynene var hævet en anelse, imens blikket usagt sagde noget i stil med, virkelig. Hun kunne komme på flere grunde til hvorfor netop hun ønskede at stikke ham et veltilpas spark bagtil. ”Firstly.. You’re so full of yourself..” startede hun, som en pegefinger hævede sig i vejret. Langefingeren fulgte langsomt derefter. ”Secondly.. Your so called jokes are horrible and.. rude”. Hendes ringefinger ville derefter hæve sig i vejret, som hun kiggede spørgende imod ham. ”Want me to continue?” spurgte hun derefter, som et let skadefro smil langsomt formede sig. Hun mente det egentlig ikke så slemt, som det måske ville lyde, men hun kunne godt lide ideen om at sparke hans ego ned på jorden, hvor de andre også befandt sig. Ligegyldigt hvad han svarede, ville hun dog ikke fortsætte med at kommentere på dette emne. Det var trods alt ikke så slemt, som hun kunne få det til at lyde. Nogle af stunderne havde endda været noget nær.. hyggelige.
”I wouldn’t know if they were or not” svarede hun hurtigt, eftersom hun egentlig ikke havde talt mønterne, men mere bare hvirvlet rundt i dem, for at høre den klingende lyd, når de ramte imod hinanden. Nogle ting lærte man først at værdsætte, når man ikke længere havde det i overflod. Såsom nødvendigheden af valuta.. Og våbensmede.. Hun kunne ikke bare sende et par blinkende øjne længere, når hun manglede nye våben, hvilket desværre var noget hun havde tendens til at have brug for.
Hun rystede langsomt på hovedet ved spørgsmålet om at have gjort det for pengenes skyld. ”No.. I didn’t” erkendte hun langsomt, som hun kiggede op på ham med et ærligt udtryk. De vidste vel begge godt hvorfor hun i så fald havde gjort det. Udover det faktum, at han havde tilbudt mad for hendes hjælp i en tid hvor det havde været kærkomment. Og efter hun havde mødt familien og børnene især, så fortrød hun det på ingen måde. Det havde været kræfterne og omvejen værd. Det havde givet mange goder med sig.

Selvfølgelig vidste hun, at han havde joket, som han gjorde med næsten alt andet. Hele den facade, som han havde sat op omkring hans vittigheder, var en anelse belastende at skulle kæmpe sig igennem dog. Hun havde vel bare accepteret, at det var sådan det var, men det gjorde også at hun ikke altid kunne se hvornår han egentlig mente noget alvorligt.
Et utilfreds grynt kom fra hende, da han ligefrem kaldte hende prude. Inden hun kunne nå at stoppe sig selv, kastede hun det nærmeste efter ham, som var posen med de mønter han havde kastet imod hende. Det havde førhen været en ganske hyppig reaktion fra hende, når hun blev hidsig.
”Just because i don’t open my legs for everything, does.. not make me prude” stemmen rystede en anelse under hendes temperamentsfulde adfærd, som hendes øjnes farve begyndte at hvirvle en anelse ind imellem hinanden. Dog efter et par dybe vejrtrækninger og lidt tid i stilhed, formåede hun dog at få sig selv dæmpet ned. Hendes øjne lukkede sig et lille minuts tid, inden de åbnede sig med det helt anderledes udtryk imod ham. Det var vel egentlig lige præcis hvad det gjorde, men der fandtes langt bedre udtryk at bruge end netop dette. Det var mere anset som et skældsord i hendes øjne efterhånden, fordi det var sådan det oftest blev brugt.

Igen kom nedgørelsen omkring hende i ordet, skjult i noget der skulle minde om et kompliment, eller det valgte hun at tage det som. Øjenvipperne flaprede et par gange, inden hun forsigtigt bed tænderne imod sin underlæbe. Det var først da hans blik vendte sig imod kæben, og den rungende latter begyndte, at hun selv mistede kontrollen over hendes forsøg.
Forvirret kiggede hun på ham, inden kommentaren faldt. Et opgivende ’aargh’ ekkoede fra hende, som hun måtte slå håndfladen imod hendes pande over hans forfærdelige humor. ”Trust me.. Takes more than.” hendes blik elevaterede op og ned af ham et par gange. ”that to make my jaw drop” skød hun ham til jorden endnu engang. Hvorvidt det var sandt eller ej, ville hun ikke kunne vide, eftersom de ikke havde været i en sådan situation, hvor det burde ske, i hvert fald som det gjorde i filmene.
Hun lyttede dog til hans forklaring om at Pufftin åbenbart selv kunne samle dem op. Åh hvis bare hun havde vidst det inden hun faktisk havde slæbt den hele vejen herned. Som han kastede kuglepennen imod hovedet, så Angelie den flyve langsomt, inden hun selv trådte langt langt bagud, for at kunne stille sig bag sofaen, som Uth lå i og skjule sig en anelse bag ham, imens røgen formede sig om kraniet.
Hun sank en klump i halsen, som de to begyndte at konversere, imens kuldegyset gled ned langs hendes krop, og sendte en ubehaget dirren igennem hende. Fingrene pressede sig en anelse ind i sofaens stof, imens blikket var rettet imod det såkaldte talende skelet. Det var vel egentlig lidt komisk. Hun red rundt på en død hest uden problemer, men når det kom til ånder.. Så gik hun langt for at undgå at træde på deres vej.
Det var da Pufftin kiggede direkte imod hende, at et enkelt lille klynk kom fra hendes mund, kun lige højt nok til at Uth ville kunne høre dette. Hun stirrede tilbage imod de triste øjne, der kiggede imod hende, inden denne skulle til at forlade dem igen. Dog nåede ånden at komme med en let forklaring, inden han forsvandt helt.
Hun sagde ikke noget, men mærkede hvordan Uths spørgende blik langsomt vendte sig om imod hende. Hendes fingre krampede stadig til sofaens armlæn, som han begyndte at snakke til hende. Hendes øjne vendte sig langsomt, som det let paniske glimt i dem langsomt begyndte at snævre sig indad, som hun til sidst kiggede direkte ind i hans.
”hm?” spurgte hun, inden hun huskede hvad det egentlig var han havde sagt. Hun vidste ikke helt om det var hende eller Tatianas skyld, at han havde besluttet sig for ikke at genere hende, eftersom hun ikke selv havde gjort andet et at skule mistroisk til kraniet over værelset, blandet med det paniske ubehag.
”Propably ’cause Tatiana told him to leave me alone.. pretty.. strichtly.” Hviskede hun langsomt, for at være sikker på, at Kraniet ikke ville kunne høre hende. Eller det håbede hun i hvert fald.

Hendes blik fik et meget alvorligt udtryk over sig, som hun huskede at hun stadig stod og gemte sig krampagtigt bag sofaen og ham. Hendes fingre løsnede sig langsomt, for til sidst at give helt slip på armlænet, dog uden hun mistede alvorheden.
”Shouldn’t tease spirits like that.. they .. uh..” hendes stemme var ligeså alvorlig som hendes blik, der flakkede en enkelt gang imod hovedet og tilbage. ”uh.. they.. ehm.. vengeful.. angry.. powerful..” hun kunne ikke helt fremsætte en hel sætning, men meningen om dem kunne fornemmes håbede hun, inden hun rystede voldsomt på hovedet for at glemme hele sceaneriet.
”You said something about food” bad hun hastigt, som hun greb fatomkring hans håndled, for ivrigt a trække ham med ud af biblioteket, mest fordi hun absolut ikke ønskede at være i lokalet nu hvor ånden havde vist sig derinde.
Hun havde samtidig helt glemt, at hun havde kastet pengeposen efter ham, som hun forsøgte at trække ham med sig, hvilket selvfølgelig kun villle kunne lade sig gøre, hvis han selv fulgte med.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Tors 1 feb 2018 - 20:30

Da Angelie begyndte at remse hendes begrundelser for, hvorfor folk ville gøre skade på ham, gled Uth’s smil sig en anelse større. Hendes første punkt, fik ham til at nikke forstående et par gange, med læberne presset sammen, som om han indså at der nok var noget om det. Men med det andet punkt, skar han en let grimasse, og mimede et ‘aaah’, med den ene hånd vippende en anelse, for at udvise en ikke fuldstændig enighed. Nogen af dem var nu ellers meget gode, mente han selv. Specielt de ubehøvlede af dem.
Så da hun spurgte om hun skulle fortsætte rakte han hænderne i vejret, i et tegn på overgivelse.
”Nah, think I got the p.. Uh.. Don’t forget the fact, that I am a thief, a murderer, a scoundrel, a sinner, and, generally, just bad company. But, hey, I survive, and my sanity is still.. Somewhat intact.. Some would even argue, that that is only the case, because of the self confidence, and horrible humor..” Lagde han et meget rimeligt grundlag for hans måde at opføre sig, på bordet. Han nævnte ikke alene og aret, da han allerede havde indrømmet rigeligt med hvad han havde sagt. Uth var en skald, der omfavnede alle de problemer han havde, og holdt dem i skak. Knækkede denne skald, og han ville eksplodere ud i den mand, han forsøgte at glemme.
Hendes indrømmelse over ikke at ane hvor mange penge det var, fik Uth til at smile varmt, og kigge ned imod posen igen. Han havde tidlig vist, at hun ikke havde gjort det for pengenes skyld. Havde hun, ville hun have bedt om dem for længe siden.
”You’ll have enough there, to keep yourself fed for.. At least a week, or two, depending on your consumption. Two, or three weeks, if you don’t buy anything else, but food.” Forklarede han hende, og smilede tilbage.

Uth’s ene øjenbryn rejste sig en anelse, da Angelie gryntede, og så lidt efter hidsigt kastede hendes pose med penge efter ham. Han havde ikke regnet med reaktionen, og den halvtunge pose ramte ham i brystet, og han skar en grimasse i smerte, inden han greb fadt i posen, inden han hastigt rejste sig op på begge fødder, i en bestemt, og lettere aggressiv stilling. Hans øjne brændte med den samme flamme som Angelie’s, og nok med den samme mangel på selvkontrol i det øjeblik. Det havde været en unnaturlig reaktion, fra Uth af. Det var længe siden, at hans temperament var blevet testet, men det gjorde den åbenbart af denne reaktion. Den var så pludselig, og fuld af en flamme der normalt var et tegn på fjendskab. Uth’s gule øjne stirrede ned, fra det hoved, og så lidt til, han var højere end Angelie, og de var efterladt i stilhed. I stilheden fandt han sin ro igen, sammen med Angelie, og et twitch med hans hoved, og et stille suk, slappede han af i sin stilling igen. Han strak sin nakke en anelse, og rystede på hovedet.
”No.. Someone who does that, would either be a woman owning her body, and enjoying sex, or a whore. No, a Prude is someone who reacts negatively around sexual subjects. Like they want to hide it. Like it is this.. Unspeakable thing. While people like me, thinks sex is supposed to be -both- fun, and passionate. I talk about it, because it is an interesting subject to explore. To learn things about other people. Doesn’t mean I necessarily want to get in their bloody pants. If I wanted to court someone, I sure as hell wouldn’t tell the person about past ventures. That’s a horrible pickup line. And it’s not like it hurts anyone. I’m not mentioning any real names here. I respect people's privacy enough to not do so. Not even the women who scorned me. I might be an idiot, but I’m -not- an asswhole, believe it or not.” Hans stemme var en del mere seriøs og en anelse irriteret, end hun havde hørt den før. Han rullede kort på øjnene bag efter, og lænede sine ben tilbage imod sofaen.
”But, Sorry. Wasn’t even meant as an offence. I’ll deter the subject.” Lovede han, og kastede posen med pengene på bordet imellem dem, imens han satte sig tilbage i sofaen, og pegede på den.
”And that? That’s pretty fucking heavy… Shouldn’t throw stuff around. You’ll end up breaking something. Or, me. Which I guess you might’ve enjoyed.” Brummede han, som en afslutning, og gned en hånd imod hans brystkasse, hvor hun havde ramt, inden han kaldte på Pufftin, for at afslutte samtalen. Han ønskede vitterligt ikke at snakke videre om det. Angelie havde fået noget ud i ham, som han ikke ønskede. Noget han normalt satte et forsvar op imod. Men nej. Som natten før, havde hun presset noget frem, der skulle være forblevet begravet. I hvert fald mellem venner.


Uth havde holdt en anelse øje med Angelie, og hvordan hun havde lagt ham i mellem hende og Pufftin, som om hun regnede med at han ville hoppe ned efter hende. Hans øjenbryn rejste en anelse, og kiggede frem og tilbage mellem de to, som samtalen lød, og endte med et lettere forvirret blik imod hende.
”Did you.. Just whimper?” Spørgsmålet var stille, og ikke nødvendigvis noget han ville have et svar på, da han i stedet fortsatte med hvad han ellers ville have sagt. Og hendes forklaring, fik ham til at rejse begge bryn, og kigge tilbage på hovedet et øjeblik, før tilbage på hende.
”Iii rather doubt that. Tatiana can make sure he won’t look in your room, can’t make sure he won’t both you. She can tell him not to, but that doesn’t usually mean he won’t.” Tilføjede han, stadigt overrasket. De eneste han ikke plegede at genere, var dem der vitterligt var bange for ham. Hvilket jo gjorde at Uth kunne ligge to, og to sammen, hvis ikke hendes tydelige panic havde været nok. Og da hun fortsatte, og stort set fremstammede en forklaring, smilede Uth en anelse beroligende, og holdt en hånd defensivt frem.
”Woohw, wohow.. Pufftin was all of these things, until Tatiana learnt his name. He is all but entirely exercised at this point, and only has the powers his Mistress allows him to h..” Han blev afbrudt i hans forklaring, af Angelie’s pludselige behov for at komme ud af rummet, og rystede let på hovedet med en lav klukken. [b]”All right, all right.. Leaving the room Pufftin had been in.


Da de to kom ind i spisestuen, ville de møde Hjalse, og børnene. Hjalse sad i en lænestol i den ene ende af rummet, imens Andrei sad på en af stolene ved bordet og Natasha var hoppet over i hjørnet efter noget.
“Jaaa, spil.. Spil.. Spil os en saang, mens vi veenter!” Insisterede Natasha, da hun fandt en lille guitar frem fra en hylde i et skab, som hun hoppede over til Hjalse med, som let klukkede. Netop som han gjorde, kom Tatiana fnisende ud fra køkkenet, og kiggede hen imod sin familie, med et par bordskånere i hænderne.
“Ja, spil en sang, imens I dækker bord.” Hun kiggede op til Uth og Angelie som de kom ind, og sendte de grønne øjne ned til Angelie. Hendes øjne skannede hende et kort øjeblik, med velbehag i blikket, og nikkede et par gange. “Pæn kjole du havde med dig.. Passer dig rigtig godt.” Roste hun, og kiggede ned til Natasha, med et nik imod Angelie. “Passer den hende ikke?” Spurgte hun pigen, med et varmt smil, og Natasha kiggede endelig op til Angelie, med strålende øjne.
“Wooow.. Den.. Den.. Den er.. Fantastisk?” Andrei nikkede, med et let ryst på skulderen, da han ikke var helt sikker på hvad hun ville sige, da Natasha så spørgende hen på ham, inden hun kiggede hastigt tilbage på Angelie. “Fantastisk!” Roste hun også, og løb over for at kige nærmere på den. Uth klukkede let, og gav plads til at Natasha kunne gå i cirkler om Angelie, imens Hjalse rejste sig, og lod fingrene glide langsomt over strengene, som for at starte en sang. Han kiggede rundt på de andre, som alle så ud til at være enige i hans valg, og sangen slog igang.
Sangen var en lystig, glædelig sang, der fik de lyttende til at synge med. Sangen var dog på Russisk, men dens varme og energi var smittende, og de to børn og Uth gik igang med at danse glædeligt rundt, imens de gik fra skab, til skab, for at finde de ting frem som de skulle bruge. Alle sang lystigt med på sangen, imens de tog pauser imellem at dække bord, for at danse i cirkler med hinanden i armene. Sangen virkede lidt til at være en lystig druk sang, man ville synge til arrangementer, eller lignene, på den måde som de alle kom hinanden ved.
Uth sendte Angelie et varmt blik, imens hans glade, varme stemme sang videre på Russisk, og han gik imod hende. Han gav hende et indbydene buk, og hvis hun nejede tilbage, ville han lægge armen omkring hendes, og danse i en cirkel omkring med hende. Den stramme og lettere aggressive Uth der havde vist sig tidligere, var tydeligvis glemt, og lagt væk, for at give plads til den varme, og glæde, han foretrak.
Havde Angelie taget imod dansen, ville Natasha hoppe ind da Uth slap, for så at tage nogen flere ting til bords. De kunne ligeså høre Tatiana synge med fra køkkenet, samt den lille Alf Angelie havde mødt tidligere, og et par andre stemmer hun endnu ikke havde hørt.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Tors 1 feb 2018 - 22:00

Hendes oprejsning af den tredje finger stoppede halvvejs, som han begyndte at fortælle, at han havde opfanget hendes pointe. Selvfølgelig havde hun smurt lidt tykt på, bare fordi hun havde muligheden for det, for egentlig havde hun jo fundet nogle af hans vittigheder sjove. Med undtagelse af dem, som blev sendt i hendes retning, og krænkede hendes personlighed. Hvilket var næsten dem alle sammen, eftersom han tydeligvis anså hende som værende en tør og kedelig person på nogle områder.
Ørerne sitrede let under håret, som han fortsatte sin plapren om at hun skulle huske præcis hvad han var. Hun havde vel egentlig gættet sig frem til disse ting, men det var første gang han sagde det højt til hende. Blikket ændrede sig til at mere interesseret af slagsen, som hun lyttede opmærksomt til hans fortælling om sig selv. Siden det svage øjeblik i grotten, var dette mere eller mindre det meste han havde åbnet op, og så havde hun ikke engang skulle kæmpe for det.
Smilet bar glimtet af taknemmelighed for at han fortalte hende dette. Det havde sikkert ikke været meningen, men alligevel fik det hende til at føle sig en anelse mere lukket ind.
Hendes hånd vejede lidt pungen, som han fortalte hvad den indeholdt, inden overraskelsen lyste frem fra hende. ”That’s way too much..” begyndte hun sin erklæring, som for at sige, at hun ikke kunne tage en betaling, der kunne dække hendes behov i en halv måned. Det var jo useriøst mange penge for en lille, nem opgave. Godt nok vidste hun ikke hvad den russiske valuta lå i, men hun vidste at et sådan job ikke burde betale så godt til to mennesker.

Som hun var kommet op og havde kastet posen efter ham, så hun til som den ramte ham midt i brystet. Brynene var rynket tæt sammen i arrigskaben. Hun så ham skære et ansigt af smerte, inden han selv kom på benene, for at sende hende et ligeså indædt blik som hendes eget.
Hendes blå øjne glanede vredt op imod hans gule, som hun klemte dem halvt sammen, så de endte i en skulen i stedet for. Hænderne hang ned langs hendes sider, imens fingrene krampagtigt knyttede sig sammen.
Hun vidste ikke helt hvad det var med ham, som kunne frembringe så forskellige reaktioner på så kort tid. Han formåede bare at gøre hende virkelig vred det ene øjeblik, og det næste var det glemt. En uendelig rutchetur af følelser, der blev kastet frem og tilbage.
Lysten til at slå ham var der stadig, som de stirrede på hinanden i den intense tavshed. Det ville ikke være rigtigt at gøre det, men det ville være så fandens tilfredsstillende. Hun gjorde det dog ikke af respekt for hjemmets ejere og at hun egentlig skyldte ham lidt mere end et slag i ansigtet. Havde det ikke været for ham, ville hun sikkert være faldet omkuld i en snedrive, indtil den såkaldte raceudrenselseshær ville have fundet hende.
Med hendes egen afslapning kom hans også. Hænderne åbnede sig langsomt, inden hun vendte blikket væk fra ham, for at kigge ud i luften til højre, mest af alt for at undgå hans blik. Et svagt anstrøg af skam over hendes opførsel flashede kort henover ansigtet, inden hun hævede en hånd let, som han begyndte at snakke.
”please just..” forsøgte hun at bryde ind, dog uden held. Hun måtte høre sætningerne til enden, for derefter at tage sin kort taletid. ”It’s a touchy area.. Just leave it from now on” færdiggjorde hun sin sætning med indrømmelsen. Hver gang det blev drejet i den retning, ville det bringe minder med sig. I særdeleshed minder hun forsøgte ihærdigt at fortrænge.
Hendes blik vendte sig let imod ham ved lyden af posen, der klirrende landede på bordet imellem dem, som hun trak let på skuldrene. ”I would” svarede hun på hans konstatering. Ikke fordi det var sandt eller ej, men fordi det gav hende nydelse at kunne trække muligheden op for ham, at hun ville skade ham, selvom det ikke var tilfældet. Hendes såkaldte ære ville ikke kunne tillade hende at gøre det over en sådan bagatel, men det vidste han jo ikke.
Selvom der lå en lettere nedladende kommentar på tungen, holdt hun den tilbage. Det var ikke tidspunktet at komme med en sådan en. Det virkede mere som om de var gået to skridt tilbage hvad angik åbenhed, og hendes person, der havde kunnet joke tidligere. Det var forsvundet fra hendes sind netop nu.

”No.. was the wind!” vrissede hun hviskende tilbage imod ham, som svar på hans spørgsmål. Selvfølgelig havde det været hende, men det ville hun aldrig indrømme højt. Hele hendes fortid med ånder og deres væsen, var en tid hun huskede alt for godt, både fra hende selv, senere fra det genfærd, der havde hjemsøgt hende konstant. Forbandet være ånder. De døde burde forblive døde.. Hun burde være forblivet død. Man skulle ikke lege med naturens balance på den måde, men dengang havde hun været pisse ligeglad. Det skulle vel også bide hende bagi senere.
Hun sagde ikke noget ellers, før hun fik ham på benene, afbrudt midt i en sætning. Den frie hånd greb fat om posen med guld, imens den anden stadig havde fast i ham. Sådan ville hun hastigt vandre ud af rummet. Blikket vendte sig endnu engang mistroisk op imod skelethovedet, som hun rynkede ubehaget på næsen ved synet. Hun ville aldrig kunne vænne sig til tanken om at skulle bo under samme tag med en ånd. Urhg..

På vejen mod spisestuen, havde hun sluppet sit greb i ham, inden hun havde stukket posen med mønter ind under hendes kjole ved halsudskæringen. Hendes blik scannede let over rummet som de trådte ind i, hvor hun så at alle de andre tilsyneladende var samlet. Hun huskede end ikke om hun havde været i så stor en forsamling før i så lille et rum. Hun forsøgte altid at undgå sådanne situationer.
Hun så til som Natascha kom hoppende med et instrument, for at give den til hendes far, imens de alle bød ind i plagen om en sang. Hun var selv stoppet op lige inden for døren, som Tatianas blik gled op og ned ad hende. Lysten til at kravle i skjul igen, hang stadig på huden af hende, som denne komplimenterede hende.
Smilet var imødekommende, selvom det kun var svagt, inden hun nikkede taknemmeligt med hovedet, høfligt, som Natascha kom hen for at cirkulere omkring hende. Hendes hoved rystede opgivende fra side til side over pigebarnets muntre opførsel, som hun lod sig inspicere af hende.
”Ikke så fantastisk som din” erklærede hun sig derefter uenigt, som hun kildende lod sin pege- og tommelfinger tage et blidt greb om hendes nakke, for at kilde den blidt.

Som tonen lød, virkede det til at de alle kendte den. Imponeret så hun til da alle som en begyndte at danse rundt alt imens de dækkede bordet op. Som en flok, der alle havde hver deres plads og gang. Det var tydeligvis noget de havde gjort mange gange før. Hendes hoved var gledet på skrå, nysgerrig over hvordan de formåede det uden at brage ind i hinanden.
Hun kendte ikke sangen, hvilket vel ikke var underligt, da de kom fra forskellige steder og miljøer.
Hun fornemmede dog blikket, der var blevet rettet imod hende. Hendes syn snævrede ind på den ene person, som hun lyttede til den ukendte sang, som han sang imens han nærmede sig hende. Han var vendt fra den ene yderlighed til den anden, og virkede nu til helt at have glemt det lille sammenstød de havde tidligere.
Bukket fra ham, fik hende til at fnise ganske kort, inden hun selv måtte stille den ene fod bag den anden, for at neje tilbage, som en accept til hans indbydelse. Hun rakte sin arm frem til ham, for derefter at blive slynget rundt i cirklen.
Hendes partner blev dog skiftet ud ganske kort efter da han slap hende, og Natascha nu havde indtaget pladsen i stedet. Hun svang rundt sammen med pigen et par gange, som hun hørte harmonien af de mange stemmer. Nogle hun kendte, andre hun aldrig havde hørt før. Ikke desto mindre, frembragte det et ganske muntert ansigtsudtryk ved hende, især nu hvor ungerne var tæt på igen.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Lør 3 feb 2018 - 16:29

Uth lagde ikke mærke til den lille udstedelse af skam fra Angelie, og udviste ingen af hans egen. Han skammede sig ikke over, ikke at finde sig i at få kastet ting på sig. Vrede var fint, men at det skulle lede imod vold, var unnødigt. Han var ikke helt sikker på at hun faktisk havde villet lade det komme så langt, men det gjorde det. Havde det ikke været en tung pose med guld i, men i stedet en kniv hun havde haft i hånden, hvad så? Havde hendes arrigskab så ledt til et knivsår? Være? Det var de tanker, der gjorde at han reagerede sådan. Det var også en af tingene, der gjorde at han ikke tog den længere. Havde det gjort mere ondt end dette, havde han nok gjort det mere tydeligt, præcis hvad der var i vejen med det hun gjorde. Hvorfor det gjorde mere ‘skade’ end den blide biden af smerte i hans brystkasse. Hun havde lært ham, at han skulle træde mere varsomt, hvis han ønskede at være i nærheden af hende. Han brød sig ikke om at træde varsomt.
Ved hendes beden om at lade det ligge, og ikke gå i nærheden af det emne, måtte han fnyse en anelse, med et ryst på hovedet.
”Because -my- past isn’t? Didn’t stop you from digging a nail right under that old wound, letting out all the pus and bacteria from that.” Mumlede han stille, imens han satte sig ned. Ordene blev ikke sagt, med den store interesse i at grave videre i det. Det var fint med ham at stoppe det, og han reagerede heller ikke på hendes ‘indrømmelse’. Lod hendes være de sidste ord i den diskussion. Han havde intet behov for at have det.

Natasha fniste glad ved den drillende kilden af nakken, og prøvede at bevæge sig væk fra den, før Hjalse begyndte at spille, og hun lystigt gav sig til at danse med.
Andrei begyndte blidt at tromme på bordet med melodien, da sangen gik videre, og Natasha og Uth dækkede bordet op, i takt med det hele. Selvom det virkede helt som en velfungerende maskine, var der en anelse bumpen ind i hinanden, men det blev gjort til mere en del af dansen, og løjerlighederne, end de ‘fejl’ det jo nok i teorien var. Natasha delte bestik ud, imens Uth lagde talerkener, og han måtte række ind over Natasha da de mødte hinanden, på værd deres vej rundt om bordet, og de fniste blodt af dette, imens de fortsatte dansen og opdækningen.
Uth havde smilt stort da Angelie tog imod hans arm, og så med glæde hvordan deres tidligere uenigheder var falmet, som han havde ønsket de ville. Der var ingen pointe i at hænge ved det dårlige. Det var altid den nemme løsning. At surmule og vrisse over ting man ikke var enige i, men det eneste man fik ud af det, efter Uths mening, var dårlige dage. Efter hans mening, var det meget bedre at ligge tungt, på de tider der var fyldt med glæde. Tider som disse, hvor de lystigt kunne danse i cirkler om hinanden. Uth udviste ikke den samme ekspertise i denne dans, den handlede ikke om at være elegant. Handlede om at være latterlig. Sjov. Alternativ. Så i stedet var han langt mere oprusende og flyvende, end den flydene kontrol han havde udvist tidligere. Og da han slap Angelie, for at give hende over til Natasha, var han i stedet rendt hen til Andrei, for at give ham den samme tur, med den samme mængde af glæde.

Tatiana kom ud af køkkenet med en gryde fyldt med kartofler, som hun bevægede sig over imod bordet med. Der var langt flere kartofler end familien ville kunne spise for en aften, men der var også lavet til at husets flygtninge kunne spise rester dagen efter. Gryden så voldsomt tung ud, for en lille kvinde som Tatiana. Godt nok var hun en lettere høj kvinde, men hendes arme så synderligt muskuløse ud. Men frem for at se ud til at hun led under vægten, bar hun den uden problemer, og dansede da også med til sangen imens. Hjalse bevægede sig over imod hans Kone da hun kom ind, imens hans fingre fortsat gled over strængene. Han stillede sig op af hendes ryg da hun rakte gryden ind over bordet, for at ligge denne på en bordskåner, imens hun kiggede bag over. Hendes ene hånd slap gryden, men den så ikke ud til at falde som den burde have, men i stedet så den nærmest ud til at svæve hen imod bordskåneren, imens hendes anden hånde skubbede med. Den landede blødt imod bordet, og Tatiana lænede sin ryg op af sin mand, med øjnene over skulderen, og op imod hans ansigt. Hun havde et lystigt, og lettere flirtende udtryk i øjnene, imens hun gned sin ryg ned af Hjalse’s side, alt imens han bukkede sig en anelse ned, som for at jagte hende. Hendes hård løftede sig en anelse, presset imellem hende og Hjalse, før hun rejste sig igen og han gjorde det samme. Hun drejede så omkring, og lagde begge hende imod siderne af hans ansigt, og aede ned af hans kinder. Dog, da de slap kinderne, og kun rørte ved skæg, tog hun blidt fat for at trække ham ned imod hende, og de klukkede begge ind i et kærligt kys. Alt dette, havde de gjort alt imens de sang, for så først at tage en pause for kyssets skyld, inden de så slap hinanden igen, og hun bevægede sig imod køkkenet igen. Hun gik forførende imod køkkenet. Hjalse lo en enkelt gang, og rakte en fod op for at give hende et blidt spark bagi, som kun fik hende til at grine og fortsætte med et lige så forførende blik over skulderen.

Tatiana og de andre fra køkkenet begyndte at bære ting ind, alt imens sangen begyndte at træde ud i et mere roligt tempo, og de syngende kunne observere hvad der kom på bordet.
Der blev dækket op til en ret der lignede et stykke kød, indbagt i en dej, og panko rasp. Til, var der kartofler, en fyldig form for kyllingesauce, samt både kogte og rå grøntsager.
Retten fik Uth til at nynne stille, imens han rystede kort på hovedet af udvalget. Det var bestemt ikke et udtryk af afsky, der lå over hans ansigt, men stor tilfredsstillelse. Han kiggede over på Tatiana, som hun stod og opserverede udvalget, for at sikre sig det hele var der. Resten af køkkenpersonalet var også til stede, hvilket Angelie nu ville se bestod af en ekstremt tynd, og umådeligt bleg pige i hendes teenage alder, med rødlige øjne, samt en lettere budtet Dværge kvinde, der stod med begge hænder imod hendes liv, og kiggede med stolte grønne øjne ud over måltidet.
Tatiana nikkede et par gange, og kiggede over imod de to af personalet.
“Tror det var det hele. Tag i bare og gå over til Kantinen, og hjælp til d.. Eller, Yuolet, tag lige og hent tyttebær geleen. Glemte vi.” Bad hun roligt, og de to kvinder nikkede. Den tynde pige adlød glædeligt, og løb ud til køkkenet, for at komme tilbage med et glas med en mørk gele i, før hun selv løb imod en af de andre store bygninger på gården.
Tatiana sukkede stille, og holdt armene lidt ud, med et blik ud imod de andre, som Hjalse stoppede hans fingres dans over strengene.
“Priyatnogo Appetita!” Udbrød hun varmt, inden hun trak en stol ud på den ene langside af bordet, hvor Hjalse gjorde det samme ved siden af hende. Uth skulle til at sætte sig ned, før Natasha tog fadt i Angelie’s hånd, og forsøgte at trække hende hen til stolen ved siden af den plads hun tilsyneladene plegede at sidde.
“Du.. Du.. Du skal sætte ved.. Ved.. Ved mig!” Insisterede den lille pige, med et glitrende smil. Uth klukkede en anelse, og satte sig i stedet ved bordenden, som nu ville være med Angelie på den ene side, og Tatiana den anden.
Tatiana kiggede så til Angelie, og lænede sine albuer imod bordet, før hun begyndte at fortælle om hvad der blev serveret.
“Kartofler, grøntsager, kogte, stegte og rå, og så har vi Chicken Kiev. Det er en banket kyllinge fillet, rullet rundt om en klat hvidløgssmør, og så indbagt i en blanding af almindelig og panko rasp.” Smilede hun varmt, med et søgende blik. “Og du må ikke være for høflig. Sig endlig til hvis der er noget af det du ikke bryder dig om, eller ikke tåler. Der er rigeligt andet at vælge imellem i køkkenet.” Beroligede hun åben, og lagde sine hænder på hver side af hendes tallerken, inden Hjalse satte i gang, og begyndte på grøntsagerne.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Søn 4 feb 2018 - 22:57

Hendes tænder bed sig let fast i hendes underlæbe, som hendes blik søgte væk fra ham, inden hun måtte erkende, at hun havde begået en fejl. Det var ikke noget hun sagde højt, men ikke desto mindre var de begge klar over det.
Det var først da hun hørte hans lavmælte fnys, at hun vendte blikket undrende tilbage imod ham, for at modtage det næste verbale slag i ansigtet. Hun skælvede en anelse ved hans ord, som hun endnu engang måtte indrømme, at han havde ret. Hun havde været ufattelig ivrig efter at kende til hans fortid, men hun var ikke villig til at give noget igen på den bekostning. Man skulle vel kunne gå på kompromis i dette tilfælde?
Hun sagde ikke noget i et langt stykke tid, men kiggede kun på ham, for at se om han havde noget at tilføje. Stilheden virkede dog dunkende imellem dem, som hun tog en dyb indånding, for så at nikke let.
”You’re right. It was.. rude of me to pry” hviskede hun lavmælt, inden hun sank en klump med følelsen af ikke at kunne trække vejret ordentligt. Hun skrev sig bag øret, at hun fremover måtte betale med en information, hvis hun ønskede noget igen. Som hun havde gjort i starten. Det havde ikke været til hendes fordel dog, men det kunne det næste vel være.
”Something for something.. Promise” tilføjede hun derefter, inden hun løftede hagen en anelse, for at kigge direkte på ham denne gang.

Der skete så meget i det hjemlige køkken, at Angelie først ikke var klar over hvor hun skulle kigge hen. Der blev sunget, danset og dækket bord, alt sammen i en stor sammenspilning. Hun åndede derfor en anelse op, da Uth reddede hende ud fra situationen, ved at lede hende ind i en munter, lettere fjollet dans. Dette var et helt ukendt område for hende. At skulle te sig dumt med vilje var ikke noget hun normalt havde befundet sig i. Hendes bevægelser var en anelse stive, og en hel del mere diskrete end hans, som hun drejede rundt en enkelt gang, for at gribe om Nataschas hænder.
Med et mere piget smil, hoppede hun rundet et par gange med pigen, inden hun løftede hende en lille smule over jorden, for at svinge omkring hende selv med Natascha i armene. Hun satte derefter pigen ned, inden hun fortsatte med at te sig en anelse mere barnligt med hende som dansepartner, end hun havde gjort med Uth.
Hun havde næsten helt glemt deres sammenstød, som hendes blik fangede ungernes forældre på den anden side af bordet. Hun stirrede ikke direkte imod dem, men ud af øjenkrogen kunne hun se hvad der foregik. Lidenskaben og den gengældte kærlighed strålede ud fra parret i netop dette øjeblik. Hun kunne ikke lade være med at føle sig misundelig ved synet. Sådan havde hendes aldrig været. Ikke hvor det havde strålet omkring dem på den måde. Og da slet ikke hvis andre havde været til stede. Det var ikke noget man viste offentligt der hvor hun var kommet fra.

Hendes opmærksomhed lagde sig dog tilbage på Natascha, indtil selv hun fornemmede hvordan sangen og dermed og dansen, begyndte at ebbe ud. Hendes næsebor blev fyldt med duften af al den hjemmelavede mad. Selve retten var ukendt, men ikke desto mindre så duftede det som noget helt særligt og lækkert. Hendes øjne gled hen over bordet, for at se al maden fylde det op, med undtagelse af spisepladserne.
Det var først da Tatiana nævnte et ukendt navn, at hun lagde mærke til de to andre væsner, som stod i køkkenet. Lettere overrasket, gled hendes blik over de to kvinder, som den ene farede ud i køkkenet efter geleen, og den anden gik imod en anden bygning. Det var virkelig en besynderlig samling, som befandt sig på disse kanter. Så mange væsner under et tag ville være endt i ren katastrofe hvor hun kom fra, men her havde en overordnet magt tvunget dem sammen, og de levede uden at flå hovederne af hinanden. Imponerende.

Hun så til som de andre langsomt begyndte at indtage deres pladser, indtil hun mærkede Natascha gribe om hendes hånd, for at trække hende imod den anden langside af bordet. Hun måtte le kærligt over Nataschas insisteren, inden hun lod sig rive med hen.
”Som du ønsker” svarede hun muntert, som hun så hvordan Uth skiftede plads, for at hun kunne komme til at sidde ved siden af ungen. Hun placerede sig let på stolen, rankede ryggen per automatik, inden hun foldede hænderne i skødet.
Blikket lagde sig på Tatiana, som hun begyndte at fortælle hvad der stod anrettet. Det var først da hun nævnte, at hun ikke skulle være høflig, at Angelie måtte hæve hænderne op i en stoppende bevægelse. ”Det ser fantastisk ud.. Jeg er vant til mad på vejen.. Jeg vil ikke forspilde chancen for et hjemmelavet måltid” peb hun hastigt, som om det var noget nær det bedste hun nogensinde havde set. Det var nok heller ikke helt ved siden af. De daglige indtag af vildtfanget småkravl ville aldrig kunne hamle op med dette. Angelie var på ingen måde den kræsne type, slet ikke når man vidste, at hun havde brugt flere år, hvor hun ikke engang havde haft smagsløg eller muligheden for at indtage føde.
Hun ventede som tingene blev sendt rundt, inden hun tog en lille smule af det hele, inden hun sendte det videre rundt om bordet.
Det var først da alle andre var gået i gang med at spise, at hun selv samlede bestikket op, for tålmodigt at putte lidt mad i munden, tygge det i en uendelighed, for derefter at synke. Et tilfredsstillende mhm ville derefter lyde fra hende. Hele kropspositionen forblev dog stadig rank, som hun sad til bordet. Det var inddyrket vane fra de fine selskaber hun havde været tvunget til at deltage i. Positur og udseende var alt, og det var ikke nær så let at lægge på hylden, som så mange andre vaner havde været.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Ons 7 feb 2018 - 11:56

Hendes reaktion gjorde det klart, at hun følte hun havde lavet en fejl. Hun sagde det ikke, men det var heller ikke nødvendigt. Det eneste der betød noget, var at hun vidste Uth’s holdning til bruget af vold i aggressioner. Dog satte han pris på, at hun kunne se det. Vrede og aggressioner var svære at kontrollere, så Uth regnede ikke ligefrem med at det var noget han aldrig ville se igen. Men nu vidste han da, i det mindste, at hun angrede at have ‘gjort skade’ på ham. Alt, i alt, var det en lille smerte, der snart ville forsvinde, men hvis hun havde været igang med noget med en kniv? Virkede ikke til at dette var noget hun ikke ramte med, når der var noget hun ville ramme.
Da hun også indrømmede at hun havde været uhøflig, kiggede han dog op, med en anelse overraskelse i blikket. Han havde ikke regnet med, at dette også ville være noget hun ville angre. Han smilede en anelse af hendes løfte, og han nikkede tilbage imod hende.
”Thanks for the apology. And yeah.. That’s a promise. And, I’ll live. Won’t even say you owe me one.” Hans drillende smil gled over ham igen, og alt den irritation og vrede der havde været imellem dem, var væk fra hans side af, i det øjeblik. ”Aand, it is not like you’re the first to work seductiveness against me. I could tell you some rather.. Colorful stories about that, one day, but that’d be your sore spot, so.. Won’t promise anything.” Hans drilske smil forsvandt ikke, og hans glæde i at drille Pufftin lidt efter, var vendt tilbage.


Da Tatiana havde præsenteret maden, sukkede Uth stille, med et kort ryst på hovedet. Hans øjne gled over på Angelie ved hendes ros af maden, og smilede glædeligt over imod Tatiana.
”Altså, Tati, det her er stadig grunden til, at jeg ikke spiser med ved jer, -hver- eneste dag.. Jeg ville jo blive tyk, og doven, som Hjalse.” Han smilede stort med et drilskt kig over imod Hjalse, som langsomt voksede et stort smil, og så lo hjerteligt endnu engang, og rejste sin kniv.
“Jeg ville kaste ting efter dig, hvis ikke jeg vidste min Kon ville rive skæget af mig, hvis jeg gjorde!” Brummede han muntert, og truede med at ville kaste smørkniven, inden Tatiana gav ham et smæk i siden.
“Der har du fuldstændigt ret..” Startede hun til Hjalse med et strengt blik, inden hun smilede uskyldigt over til Uth, med hovedet en anelse på skrå.
“Jeg troede dog at du ikke spiste med, fordi du spiste hjemme ved Nina, hm?” Spurgte hun, med et drilskt bid i tonen. Hjalse sad ved siden af, og rejste øjenbrynene, med et stille “Uuuh…” Uth hostede let, imens han rakte sin tallerken over imod Kartoflerne, og tog et par stykker.
”Myeah.. Det.. Gør jeg da også..” Forsvarede han stille sig selv, og Tatiana lagde sit hoved let på skrå.
“Nå? Syntes eller at hun fortalte mig, den anden aften, at hun jagtede dig ud af hendes slagteri, med et hvis køkken værktøj?” Spurgte hun, stadig med den samme ‘uskyldige’ og naive tone, som om hun faktisk var overrasket. Uth rullede en anelse på øjnene, imens han satte sin tallerken tilbage.
”Hvorfor er du altid venner, med dem jeg kommer på tværs af?” Spurgte han, med et lavt suk, og kløede sig blidt på hagen, imens han tog imod sausen. Hjalse klukkede let, imens han rakte sin gaffel ud for at fange et stykke kylling, og pegede med sin kniv imod Tatiana.
“Fordi hun er venner med alle i byen, Avel.. Spørg mig lige, hvor svært det er at holde en hemmelighed, eller at overraske hende…” Brummede han, og delte sine ‘sorger’, med et muntert kluk. Tatiana smilede tilbage imd Hjalse, og lagde en hånd imod hans lår.
“Du ved at jeg ikke spørge dem ind til, hvad du laver, skat.” Forsvarede hun sig selv, med et sødt smil, og han smilede tilbage, med brynene rejst.
“Ikke længere…” Sagde han, med en sigende tone, og et glad kluk. Tatiana nikkede hovedet fra side til side et par gange, imens blikket gled tilbage imod Uth.
“Mmh, ikke mere.. Men hvad skete der, Avel?” Spurgte hun, imens folk fortsatte sendte mad rundt. Børnene gik igang med at spise, så snart de havde fået en ny del af maden på deres tallerkener, imellem de intervaller der var at de fik den næste del. De tog begge lidt a været, dog tog Andrei kun de stegte grøntsager, imens Natasha kun tog de rå. Hjalse tog ingen grøntsager, men i stedet to stykker af kyllingen. Uth’s joke med at Hjalse var ‘tyk’ havde bestemt kun været en joke. Den kæmpe mand var langt fra tyk, men var muskuløs, og havde den perfekte størrelse til hans krops højde. Tatiana tog intet, indtil videre, men fokuserede på samtalen imellem de tre. Uth’avel tog også lidt af været, men tog dog ikke så mange af grøntsagerne, men ellers fyldte han sin tallerken godt op, og holdt sig ikke tilbage med saucen.
Uth sukkede stille af Tatiana’s prikkeri, og kiggede imod hende, efter at have fyldt sin tallerken.
”Mmmh.. Komplikationer. Hun ville have mig til at arbejde for hende, frem for bare at betale… Det var ikke den originale aftale, eller for den sags skyld en aftale, jeg ønskede at acceptere. Hun blev irriteret, jeg blev irriteret, og… Kooom.. Måske.. Til at nævne at jeg havde haft en dame, eller to, på besøg, imens hun var I Moskva” Hjalse lo stille, og rystede et par gange på hovedet.
“Dit fucking dyr..” Smilede han drilskt, og kiggede imod Uth med et lumskt blik, imens Uth rystede på skuldrene.
”Hvilket jeg ikke har, men.. Det havde den ønskede effekt. Bortset.. Selvfølgelig fra, at jeg nu skal finde et nyt sted at bo… På et, eller andet, tidspunkt må hun da ligge mærke til, at jeg sniger mig ind og sover på loftet, om natten..” Han smilede drilskt, og Hjalse lo muntert. Tatiana rullede på øjnene, med et ryst på hovedet, og kiggede imod Angelie.
“Håbløse..” Brokkede hun sig med et smil, inden hun gled sine egne øjne over maden. Hun rejste sin ene hånd for at løfte sin tallerken, inden hendes anden dansede igennem luften foran sig. Med hendes fingres dans, svævede et par kartofler op fra gryden, samt et stykke kylling fra fadet, hen på hendes tallerken. Hun rakte sin tallerken over til grønsagerne, og Hjalse fik lagt en god ske af det rå op.

Som folk var begyndt at spise, var Tatiana’s øjne kort faldet over Angelie, og hun smilede varmt af hendes reaktion på maden.
“Glad for at se det falder i god jord.” Takkede hun godhjertet, imens Hjalse selv gav en lyd fra sig.
“Altid, smukke.” Roste han sin Kone, med et blidt skub med hans albue, som fik Tatiana til at klukke muntert, med takkende øjne mod hendes mand. Hjalse spiste bestemt ikke pænt, men hurtigt og med ryggen en anelse bøjet over maden. Man kunne dog se, at han flere gange stopped sig selv i, at skynde sig for meget. Det var i hans natur at spise hurtigt, for at kunne komme videre, eller nå at få noget næring, inden han skulle løbe igen. Børnene spiste begge pænt, dog ikke med den samme royale stilling, men mere afslappet. Uth spiste som lidt af en blanding. Han sad ikke pænt, men en anelse lænt tilbage, og efter at have skåret det meste af hans mad ud, var han begyndt kun at bruge hans gaffels hånd til at tage bider af sin mad.
Tatiana smilede over til Angelie, imens hun var gået igang med sin mad, og efter at have sunket en bid, spurgte hun.
“Angelie? Nogen idé om hvad du vil lave, her i Rusland? Du virker mig ikke som en, der faktisk har en destination?” Spurgte hun blidt, med hovedet en anelse på skrå, inden en ny bid kylling gled imellem tænderne.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Tors 8 feb 2018 - 15:28

Han såkaldte kommentar om farverige historier, fremtvang et ubehaget rynk på næsen, inden hun hastigt rystede let på hovedet. Hun var faktisk ganske sikker på, at hun kunne forestille sig disse helt uden at høre hans fortællinger på området. Desuden var hun ikke just interesseret i at høre mere om hans kærlighedsliv.
At hun ikke var den første til at udnytte det faktum, at han ikke kunne afvise forførende kvinder, undrede hende dog bestemt ikke. Han virkede indtil videre til at være ganske medgørlig, når det var dette hun benyttede sig af. Alle havde vel en form for svaghed, og for hende, så det ud til at dette var hans. Ikke at hun kunne bebrejde ham det.
Hun sagde dog ikke mere i denne forbindelse, eftersom det virkede til at de var nået frem til en fredsaftale. Hun bar ikke nag efter dette, og det virkede heller ikke til at han gjorde overhovedet.

Som al snakken gik henover maden, lyttede hun opmærksomt med til samtalerne, der så ud til at ændre emne fra øst til vest. Forvirret forsøgte hun at følge med, indtil denne Nina dukkede op på listen igen.
Hun stoppede sin bevægelse med gaflen, der var i gang med at indføre en rå grøntsag i munden på hende, inden hun kiggede lidt fra den ene af de voksne og imod de andre, for så at vende det tilbage igen. Da der var et ledigt øjeblik i samtalen, åbnede hun munden. ”Hvem er.. Nina?” spurgte hun nysgerrigt, eftersom det var anden gang hun hørte om denne person.
Det frembragte dog et hastigt fnis, da hun forestillede sig en dame jagte Uth ud af køkkenet med en kødhakker hævet højt over hovedet. Han havde uden tvivl selv bedt om det, men det måtte have været en underholdende syn for verden.
Da grunden til jagten endelig blev indrømmet, fik overraskelsen et stykke kød til at sidde fast i halsen på hende. Et par hastige host, med hånden for munden, lød fra hende, inden hun skar ansigt af hans lette omgængelighed på emnet endnu engang. Hun sagde ikke noget om det ellers, men fokuserede i stedet på maden foran hende, inden hun vendte blikket imod børnene kortvarigt, inden hun fornemmede at Tatiana kiggede på hende.
Hendes kommentar frembragte et smil fra hende selv, inden hun trak på skuldrene. ”For evigt håbløse” tilsluttede hun hastigt sin mening, inden hun himlede lettere opgivende med øjnene.

Som stilheden kort lagde sig igen, brugte hun tiden på at nærstudere personerne samlet ved bordet. En hyggelig lille familie var de, med alle deres forskelligheder.
Hun fornemmede blikket der hvilede på hende, og havde mistanken om at et spørgsmål snart ville falde ned fra loftet, og dunke imod hendes hoved.
Ganske rigtigt hørte hun Tatiana stille det, og Angelies blik lagde sig på kvinden, som hun overvejede hvordan hun skulle besvare det. Hun startede dog med at ryste på hovedet et par gange, indtil det gik op for hende, at det ikke rigtig besvarede det ordentligt. Det mindste hun kunne gøre var vel at bruge stemmen denne gang.
Blikket flakkede en anelse væk fra kvinden for så at fastlåse det med denne endnu engang. ”Jeg har ikke nogen destination” svarede hun langsomt, for at gøre hende klar over, at hun havde ret hvad dette punkt angik. Og indtil dagen forinden havde hun heller ingen planer for hvordan hun skulle rejse, hvad hun skulle lave, eller hvor hun skulle hen.
”Jeg.. tvivler på, at der er meget.. lovlydigt arbejde for en som mig i dette land” tilføjede hun derefter langsomt, inden hendes hånd slap kniven, for så at pege sigende imod hendes ene øre. Det let korrupte smil stod dog fastspændt i hendes ansigt, eftersom lovlydigt ikke var noget hun havde begået sig i førhen. Men af hvad hun havde hørt efterhånden, så var elverne de værst stillede væsner i landet, hvilket måtte siges at være uheldigt for hende netop nu. Havde hun været hvilket som helst andet, havde hun muligvis haft en chance for andet end at blive hovedløs.
”Og jeg.. nægter.. at skære dem af” tilføjede hun hastigt, inden nogen overhovedet overvejede at frembringe den mulighed. Ikke fordi hun var for stolt til at gøre det, men fordi hun var stolt over hvad hun var og ønskede på ingen måde at skulle skjule det. Desuden gjorde håret og hætten det meste af det arbejde for hende allerede, når hun var på farten.

Spørgsmålet havde sat tankerne i gang ved hende, som hun tyggede lidt på gaflen. Blikket blev en anelse fjernt, imens den rankede stilling sank tænkende sammen, indtil albuen på gaflens side, hvilede imod bordkanten. Hendes evner var ikke meget bevendt heromkring heller. Måske den healende, men resten… De var ikke bevendt nogle steder, hvis det ikke var for at udføre mentale ustabilitet og tortur. Selvfølgelig havde hun muligheden for at fremvise minder og billeder, hvis modparten tillod dette, men det havde været.. deres.. ting. Hun havde ikke brugt det med andre til dette formål. Hele det med at være på et andet stadie, end det virkelige, var en løjerlig ting. At kunne dreje sandheder og forvrænge løgne, et vågent mareridt eller drømmen.
Hendes øjne blinkede let et par gange, inden hun koncentrerede sig om at vende tilbage til de andre omkring bordet. Hun havde en nutid at være i, selvom det var svært ikke at fordybe sig i sig selv.
Blikket lagde sig endnu engang på Tatiana, inden hovedet faldt en anelse på skrå. ”Jeg har ingen idé..” indrømmede hun langsomt, som hun rynkede kort på næsen.
”Det eneste jeg kender til er at kæmpe og beskytte..” hun sænkede gaflen fra hendes bidende tænder, for at lægge den fra sig på tallerkenens kant. ”..Det er jeg til gengæld ganske god til”. Desværre var det nok bare ikke denne evne, som ville hjælpe hende her i landet. Hun havde trods alt lovet Uth ikke at terrorisere folket. Det gjaldt sikkert også de såkaldte hære, der marcherede rundt.
”hm..” tænkte hun overvejende, inden hun hævede øjenbrynet en anelse. Gjorde det nu også det? Ideen om at infiltrere og skabe besvær imellem hinanden var lokkende. Det var noget hun var god til. Måske hun måtte det? Om ikke andet, så for at stille hendes stridslyst.
Sigende blev blikket vendt imod Uth, uden at hun sagde noget. Hendes øjne glimtede iltert ved tanken, som de havde gjort, da han havde tilladt hende at de kunne dræbe mændene tidligere. Det selv samme kampparate glimt, der lyste hendes ansigt op i et ufattelig kortvarigt skær, inden hun afventede om det var tilladt eller ej.
Hvis han ikke forstod hendes intet sigende spørgsmål, ville hun tilføje et enkelt ord ’hærene’, som for at fastslå hvem hendes tanker var underlagt. Hvis han stadig ikke ville forstå spørgsmålet, ville hun dog ikke sige mere, men blot lade det falde til jorden til et senere tidspunkt.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Tors 8 feb 2018 - 18:10

Som familien snakkede, havde de også børnene og Angelie med i deres blikke, og holdt ikke samtalen indbyrdes. Børnene fniste også ind imellem, og mange af Tatianas rul på øjnene var henvendt imod Angelie, af de to mænd.
Med Angelie’s spørgsmål, kiggede Tatiana over med et let suk.
“Hun er en af mine gode veninder.. Byens Slagter.” Forklarede hun, som en start, og Uth kiggede over til Angelie, med et lettere lusket smil.
”Og min udlejer, i en lang periode. -Kun- udlejer…” Tilføjede han, standfast, og Hjalse fnøs med et stort smil, men uden at tage øjnene fra hans kylling.
“Mhmm.. ‘Kun’.” Tilføjede han, og Uth kiggede over imod ham, med et stort smil. Hans øjne gled over til Tatiana, med sigende øjne.
”Tati?” Spurgte han, med det samme luskede smil, og Tatiana sendte et tilbage.
“Af hvad hun fortæller… Så, ja.. -Kun-. Men, jeg kender Nina.. Og eftersom hun ikke havde en kæreste i et stykke tid da du flyttede ind… Så er jeg tilbøjelig til.. Ikke at tro på hende.. Nina har altid haft en.. Glædelig interesse, i nyt kød..” Tilføjede hun, med et smørret smil, og ungerne så forvirrede ud, imens Uth hostede lidt på et stykke kartoffel, og Hjalse klukkede muntert.
“Så elegant…” Tilføjede Hjalse, og Tatiana fniste stille med det samme smil, imens hun fortsatte med at spise. Uth klukkede lidt da han havde fået sin mad løs i halsen, og nikkede hovedet fra side til side et par gange.
”Mja, vi var måske lidt.. Glade ved at møde hinanden.. Men, Nina er svær at sige nej til..” Tilføjede han, med en defensiv hånd op. ”Jeg prøvede at holde mig i skindet. Jeg vidste at det ville ende sådan som det gjorde den anden dag…” Afværgede han, og Tatiana måtte nikke, videne.
“Ja, hun er svær at sige nej til.. En bedre sælger, skal man lede længe efter..” Indrømmede hun, imens hun skar noget kød over. Uth smilede let, og kiggede tilbage imod Angelie.
”Så, med andre ord.. Hun er Yoklav’s slagter.. Et rart lille menneske. Tror at du passede hende som barn, gjorde du ikke, Tati?” Spurgte han Tatiana, med et nysgerrigt blik over imod hende. Hun fnøs dramatisk, med et lille smil, og kiggede tilbage imod ham.
“Nu for du mig jo til at lyde gammel… Men jo, det gjorde jeg. En livlig lille tøs, fra da hun kunne gå på to ben..” Svarede hun, med et varmt smil. Uth nikkede hovedet et par gange, fra side til side, imens Hjalse gled et bredt smil over læberne, velvidende hvad der kom. Man kunne næsten også se, at Uth var igang med at angre hvad han ville sige, før han faktisk sagde det.
”Mja, du er også sådan lidt ga… Aargh… For.. Satana!” Udbrød Uth, efter Tatiana havde lavet noget under bordet, der havde fået Uth til at trække sig selv op i sin stol, og rakte hånden ned på hans fod.
“Tal pænt, foran børnene..” Bestemte Tatiana stramt, uden at tage øjnene fra sin mad, og Uth udbrød et brokkende piv, og pegede en hånd imod Hjalse, som om han plejede at bande en hel del. Hjalse brød da også ud i et varmt grin, inden samtalen fortsatte igen.

Spørgsmålet til Angelie, fik også Uth til at skæve over en anelse, og lytte interesseret med. Børnene drejede sig også imod hende, dog en delt mindre diskret, og mere fokuseret. Uth prøvede i det mindste at undgå, at Angelie følte at alle kiggede på hende.
Hendes første del af svaret, fik et lille, lumskt smil over Uth’s læber, og han nikkede hovedet et par gange, fra side til side. Der var rigeligt, hvis man ønskede det. Og hende kommentar omkring hendes øre, fik ham også til at nikke hovedet et par gange, med et lille smil over læberne. Tatiana smilede blidt, og Hjalse gjorde sit bedste for ikke at kigge op. Det var tydeligt, at han ikke var så voldsomt stærk, socialt, og følte sig en anelse akavet ved det. Han havde ondt af Elverne i landet, men han vidste ikke om Uth ville bryde sig om denne følelse. Om han ville føle det ubehageligt. Så han prøvede at fokusere på maden.
Imens Angelie tænkte over hvad ellers hun skulle sige, slog Tatiana dog ind, og lænede albuerne imod bordet, holdt en pause fra at spise.
“Der er jo andre måder at skjule dem på. Foruden at dit hård og hætte formår det udemærket.” Fik hun tilføjet, med et varmt smil, dog et kort stiren imod Uth, med et mere sigende blik. Uth rystede ganske langsomt på hovedet, og Tatiana’s øjne gled tilbage imod Angelie. Hun havde fået det svar hun skulle bruge fra ham af.

Da Angelie fortsatte, med hvad hun var god til, rejste Uth let et øjenbryn, og kiggede op på hende, med et lille smil. Han havde lænt sig tilbage i sin stol, med den ene arm lænt over ryggen på den, imens den frie arm rykkede rundt på en af de få stykke kød tilbage på hans tallerken.
”Hvad ligner jeg? En Syerske?” Spurgte han, en anelse drillende, og nu med et lumskt smil. ”Der er masser at arbejde for en kæmper. Når jeg ikke træner lokale Militser, tager jeg job som Sellsword.” Startede han, og kiggede ned på hans gaffel, som han drejede sit kød rundt i cirkler. Helle familien havde drejet deres øjne imod ham, næsten spørgende, inden han fortsatte, stadigt med øjnene imod kødet.
”Og der kommer snart til at være.. Masser… At lave, for en der kæmper.. Beskytter..” Sagde han, lavmeldte, og Hjalse sank hastigt maden han havde i munden.
“Så du -har- tænkt dig at gøre det? Det var ikke bare fordi du var fuld?” Spurgte han, ivrigt, nu med den ene hånd på bordet. Det var første gang han havde sluppet sit bestik, efter han var begyndt at spise. Tatiana kiggede også søgende på Uth, og børnenes øre var næsten spidset. Uth kiggede op på Hjalse, og nikkede så langsomt.
”Jeg har tænkt mig, at se hvad jeg kan gøre.” Indrømmede Uth, hvilket fik Hjalse til at slå hårdt i bordet, hvilket fik det til at hoppe en anelse, sammen med børnene og Tatiana som alle fik et let shok.
“Da! V zaklyucheniye! Doloy zheltyye znamena!” Udbrød han, ekstatisk, inden hans kone lagde en hånd på hans overarm, og gav den et blidt tryk. Hjalse var stadig ekstatisk, men han kiggede undskyldende rundt på de andre. Uth klukkede en enkelt gang, og rystede langsomt på hovedet.
”Er jo ikke sikkert, at det bliver muligt i nærmeste fremtid.. Men.. Jeg har en idé, om hvem vi kan kontakte om hjælp. Specielt nu…” Tilføjede han, og skævede et blik imod Angelie, med et stort smil. Han pejede så imod hende med sin gaffel.
”Hvis du ønsker at blive.. Og en måde at starte godt ud på. Så har jeg et muligt job til dig.” Tilføjede han, ingen han puttede det kød der var på gaflen i munden, og rystede så kort på skuldrene, med en lille latter.
”Måske ikke lige drømme jobet, da du ville arbejde sammen med mig… Men, du kan overveje det. Så helst at have et svar i morgen, så jeg kunne bringe dig med i planlægningen.” Tilføjede han, med et drillende smil, før han færdiggjorde hans mad.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Angelie on Tors 8 feb 2018 - 19:17

Hun opdagede ikke hendes fejltagelse i spørgsmålet, før hun så hvordan Uths luskede smil kom frem på hans ansigt. Hendes øjne voksede en anelse i hendes ansigt, inden hun forsøgte at læne sig til siden imod Natascha, for at skabe mere afstand til ham. Hun vidste hvad der ville komme, da snakken begyndte.
”Jeg tvivler på ’kun’ er et ord du kender” mumlede hun lavmælt, inden hun fik proppet en bid i munden, for uskyldigt at vende blikket en anelse imod loftet. Hendes stemme havde været dybt alvorlig ved den kommentar, eftersom netop dette emne havde været oppe at vende et utal af gange efterhånden.
Hastigt sank hun maden i hendes mund af frygt for at kløjes i det endnu engang, inden hun modstod trangen til at stikke to fingre i ørerne og synge lalala lyde.
Det virkede til, at de alle tog let på dette emne, som var det hverdagssnak for dem. Indimellem lagde hun lettere forfærdet hånden foran hendes mund, for at skjule den stod åben i ren forargelse. Dog talte hendes øjne for sig selv alligevel, som hun vendte blikket væk fra dem og imod hendes tallerken, for fokuseret at skubbe en ært rundt i en cirkel med gaflen.
Hun hørte klonket under bordet, og ved Uths udbrydelse, tog det ikke mange hjerneceller at regne ud, at Tatiana havde sparket ham. En lav klukken kom fra hende ved synet af ham, som han trak foden til sig, inden hun rystede lettere opgivende på hovedet.
Hun så til som irettesættelsen kom, og frydede sig en anelse ved synet. Det var næsten mærkeligt at se, at der ikke kom en eller anden skarp bemærkning tilbage.

Hun mærkede blikkene på hende, som knive der truede med at prikke ind igennem den blege hud. Hun måtte synke en klump i halsen ved den fulde opmærksomhed fra dem, inden hun startede sin samtale.
Da Tatiana nævnte noget om andre metoder til at skjule hendes identitet, skar hendes ansigt over i en næsten forfærdet grimasse. Hun rystede hastigt på hovedet, uden at opdage den stillesigende samtale imellem Tatiana og Uth.
Hun ville langt hellere kæmpe sig igennem samtlige hære end at skjule sin identitet. ”Det.. Nej.. Flinkt af dig at tilbyde, men..” hastede hun sit svar, med halve sætninger, inden hun igen rystede på hovedet. Det var ikke noget hun ville kunne acceptere på nogen måde. Hendes race var hende. Hun havde kæmpet sig igennem helvedet for at få den, og til helvede med dem, der ville tvinge hende til at skjule det.
Hun kiggede dog imod Tatiana med et mere spørgende blik. ”Men..” startede hun så langsomt, inden hun overvejende stoppede sig selv. Hun rystede derefter igen på hovedet, som var det ikke noget. Hun havde overvejet muligheden for måske at skjule Renovdros identitet, men det ville kræve for meget. Det var ikke bare udseendet, men også magien.. Og lugten. Desuden var han ganske nyttig i sin originale form, hvis man så bort fra Petrov familiens reaktion på ham.

Hendes øjenbryn hævede sig en anelse udfordrende i vejret ved Uths drillende kommentar. Hun rystede så på hovedet et par gange, for at sige, at han bestemt ikke lignede en syerske. Hun lod ham dog færdiggøre sin sætning, inden hun næsten alt for tålmodigt lænede sig en anelse tilbage i stolen, for at lægge armene over kors. Den udfordrende positur blev forstærket en anelse, som hun kiggede alvorligt på ham.
”No.. I was convinced you’d sell your..” hendes blik gled kortvarigt hen over ham, som hun slog over I det engelske af hensyn til ungerne. Eller i hvert fald til den ene af de to. Hun færdiggjorde ikke sætningen, men hendes blik fortalte uden tvivl hvad hun mente. Hans pleasures.
Hun vidste ikke helt hvad det var der kom over hende, men hun havde bare lysten til at bide skarpt tilbage ved hver eneste given mulighed imod ham. Måske var det hans lallende attitude og ufølsomme omgang af visse emner. Hendes høflighed forsvandt som dug for solen, når de muligheder bød sig. Det havde de altid gjort, men aldrig over for fremmede, eller folk hun ikke kendte. Der var hun stille som vinden før en storm. Et tålmodigt individ, der ville sprænge i luften på et ugivent tidspunkt.

Alle skarpe bemærkninger forsvandt med det samme han talte igen. Hendes øjne voksede en anelse, inden hun interesseret lænede sig en anelse frem imod ham igen.
Hendes hånd rakte frem, og klappede ned på gaflen, der havde kørt kødet rundt på tallerkenen, for at stoppe bevægelsen. Det lave klirk lød, inden hun klemte øjnene en anelse sammen. Det var tydeligt at hendes fulde opmærksomhed lå på emnet, og at hun krævede den fulde opmærksomhed den anden vej også. Hans udtalelse gjorde det hele så hemmelighedsfuldt, hvilket hun ikke var god til. Hun ville vide hvad han præcis snakkede om, når det omhandlede den form for arbejde.
Et kort øjeblik havde hun glemt, at der også var andre til stede i lokalet, indtil Hjalse talte til ham. Hun blinkede overrasket, inden hun fjernede hånden fra gaflen og rettede sig op igen, for at kigge frem og tilbage imellem de to.
Da den enorme hånd slog imod bordet, som hoppede let, imens servicet klirrede imod hinanden, hoppede hun også selv af overraskelse. Hun forstod ikke hvad han sagde, men tonen var ikke til at tage fejl af. Noget begejstrede ham, og hun ønskede at vide hvad det var endnu mere nu.
”Specielt nu?” spurgte hun undrende, som han pegede imod hende med sin gaffel. Hun forstod ikke hvad han mente, og anede stadig ikke hvad denne opgave overhovedet omhandlede. Men, var det ikke ligemeget? Hun ville gerne lave noget, især noget der indebar kampe. At gøre det hun var bedst til, skabt til mere eller mindre.
Hendes blik blev per sekundet mistroisk om hans tilbud om et job. Hun skulle til at åbne munden for at høre, om det betød at hun skulle trækkes med ham dag ud og dag ind endnu engang, for hun tvivlede stærkt på at hendes sanitet ville kunne holde til det. Han svarede dog for hende, som om han havde vidst hvad hun havde tænkt.
Hun fnøs ganske let af ham, inden hun modstod trangen til at række tunge af ham. Hun behøvede ikke betænkningstiden. Selvom hun ikke ville indrømme det, så havde sidste opgave været, til dels, hyggelig. Hun nød vel bare muligheden for at spille en anelse kostbar nu hvor chancen var der. Desværre havde hun allerede spurgt om lov til at blive, og for at kunne blive, var hun nødsaget til at blive vellidt blandt folket her, og for det.. Hun var sikker på, at det ville være nemmere med hans hjælp end uden.. Også selvom han virkede til at holde landsbyens damer med selskab på tværs af hinanden.
Hendes pegefinger trommede let imod hendes læber, inden hun trak hendes svar ud et øjeblik. Blikket lyste en anelse op, inden det fulde tandsmil kom frem. Nikket fulgte langsomt trop, inden hun åbnede munden, for at istemme et ”Jeg vil med”.
”Men.. Hvad er det?” spurgte hun så hastigt, eftersom det virkede til, at hun egentlig var den eneste, som ikke vidste hvad denne opgave var. Det lød som om, at det var noget stort, som var under opsejling. Hun havde erfaring med stort. Det var et mareridt indimellem, men det var de bedste kampe hun havde deltaget i. Det var der hun kunne shine med både evner og fysik.
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Uth on Søn 11 feb 2018 - 19:37

Angelie’s kommentar fik Uth til at rejse et øjenbryn, og smile lumskt for et øjeblik. Han holdt dog hænderne defensivt oppe, og forklarede sig selv videre.
”Var det måske heller ikke førhen, men, tro det, eller lad være.. Nina vidste hvad hun gik ind til. Hun vidste, at jeg ikke ville mere end at.. Leje…” Forklarede han, med et hop på øjenbrynene, og et kort kluk. Tatiana fniste kort, og nikkede hovedet fra side, til side, et par gange.
“Det var vidst heller ikke andet, at Nina havde interesse i. Hun har altid været imod et fast forhold.” Måtte hun give Uth, og han holdt også armene sigende ud.
”Se? Og så er der vel ingen skade sket?” Spurgte han, med et glad smil, og Tatiana rejste et øjenbryn, og rystede kort på hovedet.
“Bortset måske fra, at du fik hende til at tro, at du brugte hendes hjem som et horehus, når hun ikke var hjemme?” Uth måtte give sig, og nikkede et par gange.
”Mja, den var måske i dårlig stil, men.. Var nu det værd, at se hende ansigt.” Han smilede lumskt, og samtalen endte der, med en kort later.


Med snakken om at få skjult sine øre, faldt Uth en anelse dybere ned i sin stol, og stirede ned på sin gaffel, som han også fastnede sit greb i. Man kunne næsten se et fysisk ubehag i Uth ved emnet, og han trak en læbe ind imellem sine tænder, imens hans fingre bøgede hans gaffel en anelse. Stoltheden Angelie udviste, fik både Tatiana og Hjalse til at smile, forstående, og det var tydeligt at det var en af de få ting, Uth og dem, absolut ikke var enige i. Tilgengæld, var det også tydeligt, at Tatiana var forståelig over for Uth’s standpunkt. Hun lagde en hånd på Uth’s håndled, og gav ham et blidt tryk, hvilket fik hans opmærksomhed. Hendes sigende blik, gjorde det tydeligt at de blev nød til at tilbyde Angelie det, på trods af at de vidste hvor ømt et emne det var for ham. Han holdt sin hpnd afværgende op, og smilede forstående med et kort nik, inden Tatiana vendt opmærksomheden tilbage imod Angelie.
“Jeg forstår dig godt, og vil ikke presse emnet.. Men overvej det, i det mindste, hvad omhandler Renovdro. Jo mere du viser ham frem, jo mere rusker du i regeringens trammer, og jo større er chancen, for endnu en ‘Udrensning’. Hvilket vil gøre livet svære for de andre væsner, der bor i Rusland. I hvert fald indtil ting ændre sig.” Bad hun, og Uth holdt sig stadig uden for emnet, det fysiske ubehag ved det stadig tydelig på ham.

Hendes bid ud efter ham, fik bare Uth til at smile endnu større, og klukke ganske kort. Hendes kommentarer ramte ham ikke, da han udemærket godt vidste hvad for en person han var. Hvad Angelie valgte at tro om ham, kom vel ud fra hvordan han teede sig, så ville da ikke være overraskende hvis hun troede det. Dog satte han ingen kommentar ved det, men valgte i stedet at tage det som et kompliment. At hun mente han ville kunne tjene penge på dette, anså han ikke som en negativ ting. Han havde kendte flere, der solgte deres kroppe, som var glade og tilfredse mennesker. Det var ikke altid mørke og sorg, i den sexuelle branche.

Da Angelie kimede ind med hendes første spørgsmål indtil emnet, havde Tatiana skænket sine børn et blik, inden hun selv kiggede imod Angelie, og kom de andre i forkøbet. Hun var sikker på at hun kunne være mere.. Taktisk, omkring emnet, omkring børnene.
“Vi har tænkt os at destabilisere den nuværende regering.” Startede hun, og Hjalse fortsatte.
“Kæmpe imod.. Uth har været rundt omkring i Rusland de sidste par måneder, for at finde ud af hvad folks holdninger er til det.. -Vi- her, er ikke de eneste, der ikke har i sinde at forlade vores hjemland.. Rusland er også vores!” Brummede han, stolt, og slog igen i bordet, en anelse mere blidt denne gang. Hans kone smilede op til ham, og lagde en hånd imod hans lår, inden hun kiggede tilbage på Angelie. Det var tydeligt, at Tatiana var elt enig i dette. Uth havde fortsat siddet med hans blik ned imod hans gaffel, som han drejede rundt imellem fingrene.
”Det er bare ikke helt så nemt, som et oprør. Regeringens indsats tropper har et våben, der hæmmer, stort set alle våben, vi har brugt imod dem. Det våben, er vi igang med at forstå. Skaffe os et af, som vi kan undersøge. For ikke at nævne, at vi ikke kan gøre meget, her i Yoklav, så længe vi har en borgmester der følger Regeringen så blindt som han gør.” Forklarede Uth, og Hjalse sagde en brummende forbandelse som Uth nævnte deres borgmester.
De to børn havde siddet og lydigt været stille, men havde endlig fanget Tatiana’s blik, og hun smilede ned til dem med et vink med sin frie hånd.
“Løb i bare oven på, I to. Jeg kommer op om lidt.” Tillod hun, og de to unger løb glædeligt op. De spurgte ikke om andre ville med, da de begge vidste at de voksne snakkede om noget vigtigt. De vidste godt hvad der foregik, men de vidste også hvordan deres mor havde det med, at de blandede sig i emnet. Så de to løb deres vej, for at flyve op til fællesrummet.

Da det kom ind på emnet om Angelie’s tiltræden, smilede Uth stort da hun endlig gav sig, og sagde ja. Han så en anelse overrasket ud, over at hun var så hurtig til at acceptere. Han havde egentlig regnet med, at hun skulle overveje det lidt, da hun vidste at det ville være ved hans side.
”Så slem, er jeg så heller ikke, at hænge ud med?” Drillede han, og lagde endelig gafflen fra sig. ”Vi er igang med optakten, til at kæmpe imod. Det vi skal lave, er at skaffe en.. Betaling. Til nogen der vil kunne hjælpe os. Det bliver ikke en nem opgave, og det kommer til at indebære skuespil. Med mindre, at du gerne vil til Bald, som Angelie?” Spurgte han, med et drillende smil, inden Tatiana kimmede ind, spørgende.
“Bald? Skal I til Bald?” Spurgte hun, og Hjalse klukkede stille bag ved.
“For det, er da lige din scene, Uth.” Lo han muntert, inden Tatiana kiggede sigende op til ham, med et lille smil.
“Du har tydeligvis ikke set Uth danse…” Sagde hun, med en drillende tone i stemmen, og Hjalse måtte rejse et øjenbryn. Tatiana fniste, og kiggede tilbage på Angelie. “Er næsten jaloux.” Sagde hun, i den samme drillende tone, inden hun fik et blidt skub af Hjalse, og hun lænede sig tilbage imod ham, og han lagde armen omkring hende, smilende. Uth klukkede også kort, og holdt hænderne en anelse op, da han næsten allerede kunne mærke Angelie’s fortrydelse ved hendes accept.
”Nu, skal vi jo altså ikke til Bald, for at danse. Dem der holder et Bald, har noget, der ikke tilhøre dem. Noget vi skal have, så vi kan sælge det til nogen andre..” Fik han hurtigt tilføjet, for at undgå genovervejelser fra Angelie, inden han så også kiggede imod hende.
”Hvad vi kan skaffe, kan jeg fortælle dig om i morgen aften. Vi skal ud og snakke med dem, som skal have det. Der kan jeg sætte dig en anelse mere ind i det. Tror du, det er en opgave du kan udføre? Lade som om du er Royal, stjæle og måske løbe og slås?” Spurgte han, en anelse sigende, med et drillende smil.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: A job, well done [Angeliepigen]

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Side 1 af 2 1, 2  Next

Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum