Plot ⤋

Vi befinder os i en fiktiv by, kaldet Di Morga, som er beliggen i Frankrig. Dette sted, vrimler med forskellige væsner, hvis eksistens er ukendt for den omgivende verden, der ikke er klar over de mange racer der befinder sig i verdenen udover nogle typiske mere kendte: Vampyrer og Varulve. I denne by lever de forskellige væsner side om side med hinanden. Dette resulterer i forskellige slag imellem disse, som ofte leder til et større tumult i byen. Tidsperioden er i vor nutid, placeret i Frankrig.

Latest topics
» Silent Applause (Sapphira Dunham)
Tors 18 okt 2018 - 12:52 by Kaylan Du'Dannan

» Missed you - [Alain]
Søn 14 okt 2018 - 15:08 by DuChance

» I am really worried Doctor.... (Angelique Dümont)
Søn 14 okt 2018 - 14:20 by Zakaroff

» Still Very Much Alive (Sapphira)
Søn 14 okt 2018 - 14:10 by Nightrage

» Show me you are worth it - Nightrage
Søn 14 okt 2018 - 14:02 by Nightrage

» Music and alcohol - [Aleksei]
Søn 14 okt 2018 - 1:01 by Aleksei

» Oh ..f*** - [DuChance]
Lør 13 okt 2018 - 23:45 by Desire Murdoch

» What is going on?!
Lør 13 okt 2018 - 22:48 by Khaa

» Face Claim
Lør 13 okt 2018 - 22:13 by Jacintha Phillips

» Let me know what you think - [Caleb]
Lør 13 okt 2018 - 21:44 by Caleb

Nyheder


Mulig race ændring på Engle og Djævle i deres oprindelse. Vigtigt at få det læst, og deltaget i valget om denne ændring skal ske!

Statistics
Der er i alt 500 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Liv Isason

Vores brugere har i alt skrevet 252723 indlæg in 12764 subjects

Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Side 1 af 3 1, 2, 3  Next

Go down

Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Angelie on Lør 6 jan 2018 - 20:37

De sensitive ører opfattede et sted nogle kilometer fra hende, den taktiske træsken af fødder, der marcherede i takt. Efter lyden at dømme ville der være et par få hundrede fodsoldater. Dette foregik dog langt uden for øjets syn. Derfor reagerede hun ikke yderligere efter kort at have observeret dem værende i modsatte retning af hende selv.
På denne årstid var sneen tyk i det sydlige Rusland. Man kunne spore fodspor i sneen, enkelte for st vise at vejen blev betrådt, men ganske sjældent. Fodspor betød at der måtte være en form for civilisation i nærheden.
Med solen på vej op i den østlige horisont, kunne man mærke varmen fra dennes stråler, der langsomt gav genskin i det hvide lag under hende.

Med en tjch lyd, satte hingsten under hende sig ned i bevægelse til en ganske blid gang. Døden hang om den, mens de åbne sår bar præg af kulden. Dette gjorde de dog altid, eftersom hovene under denne var lige så isblå og kolde som omgivelserne. Dens tomme øjne stirrede frem for sig, hvorefter et grotesk fnys sendte en tåge fremadrettet.
“Usstan zhau, Renovdro..” hviskede hun forstående, inden en forhov utålmodigt skrabede imod jorden. Det var godt at hingsten ville advare hende, hvis nogle kom for tæt på, eftersom hun var levende, udmattet og sulten.
Mønterne var sluppet op, og vildtet var fornuftig nok til at holde sig på afstand af det døde væsen under hende. Det havde resulteret i ingen mad og vandet var også lige på grænsen. Hun måtte finde en by.. et sted med andre til stede.

Med et let pres af højre knæ, dirigerede hun hingsten lidt imod højre, for at gå i retningen af de fodspor, der også bevægede sig den vej. Det var trods alt hendes bedste mulighed. Desuden var dette væk fra det k9mpagni hun havde hørt lidt inden.
“Ori'gato udossa ragar fol cahallin wiu” hviskede hun næsten kærligt ned til hingsten, inden hun satte tempoet op i en rytmisk trav.
Kappen svævede let efter hende, og skønt hendes ører og ansigt var godt skjult, ville man alligevel se de klare blåfarvede øjne og vinrøde hår under hætten.
Kroppen var rank og stolt, spinkel underneden, skønt overtøjet skjulte det godt.
Inden under kappen var hun iført ganske simple læderbukser og en sort lsngærmet trøje i uld.

avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Uth on Lør 6 jan 2018 - 22:01

”Daa, da.. Da, da ya budu.. Vy znayete, chto ya vsegda. Vse yeshche zhiv, ne ya?” Havde den blide tunge på den modne Elver sunget betrykkende, inden han begav sig ud i det kolde værd. Endnu engang havde han måtte betrykke den ældene kvinde om, at han ville holde hovedet lavt.
Han havde netop afleveret endnu en betaling til den ældre Aspara kone, der boede i udkanten af Yoklav. Trods hendes alder, var hendes ungdoms skønhed stadig tydelig i hendes blide ansigts rynkede kanter. Og Uth havde aldrig kunne sige nej til et yndigt ansigt. På trods af at dette ansigt altid betvivlede hans evne til at skjule sig, hvilket et eller andet sted også var kært.
Vladja havde boet i Yoklav længere end alle andre folk i byen, og på trods af at alle vidste at hun hverken var Dværg, eller menneske, blev hun stadigt accepteret. Dog var hun anset som en særling, og de fleste ignorerede hendes eksistens. Dog ikke Uth. Vladja kendte til samtlige Uth’s hemmeligheder, og havde altid holdt dem tæt, og accepterede ham som en søn. Noget kun få havde givet ham de sidste hundrede års tid. Uth hjalp hende med lidt af hvert, her og der, og kom med mad til hende når han havde overskuddet. Hun havde aldrig haft brug for hans hjælp, men han havde altid givet den. Specielt hvis hans opgaver ledte ham hendes vej, hvilket det gjorde i dag.

Uth havde efterladt hans motorcykel på Vladja’s farm, da dens larmende motor ikke ligefrem gjorde det nemt at forholde sig incognito. Var ikke ligefrem nødvendigt at dem han udsøgte, vidste at han kom længe før han gjorde.
Med hans store rygsæk over skuldrene, kappe omkring kroppen og pigge under skoene, begav han sig mod syd, den retning han mente var mest realistisk gerningsmændene var gået. Rejsen var ikke alt for lang, da han vidste de ikke kunne rejse synderligt hurtigt. De havde to unge ‘passagerer’ med sig, og de blev ikke fragtet i vogn. Han var faktisk sikker på, at de måtte have valgt at slå lejr for natten, og så rejse videre om morgenen. Dette ville mene at de ikke var langt.

Uth gik i knæ og begik sig under en gren med et tykt lag sne på sig, da hans sårede øre opfangede en lyd. På trods af at hans øre var kappede korte, var hans hørsel stadigt lige så skarp som altid, og opfangede snildt en hest’s tunge fodtrin imod den knirkende sne. Han gik hurtigt i knæ, og sank hans lange fingre igennem sneen, for at røre den frosne jord under den. Hans hoved blev lagt en anelse på skrå, da han mærkede fodtrinene fra den store hest, samt trin langt bag denne fra et kompagni af soldater. Trods hans gode hørelse, kunne han mærke langt mere med fingerspidserne, og jordens rytme.
Det var dog ikke kompagniet af soldater, der forvirrede hans sanser. Det var jordens reaktion på hestens tilstedeværelse. Jorden reagerede ikke normalt på dennes trin. Der var ingen varme omkring den. Som om der ikke var noget liv i hesten? Nysgerighed buldrede op i Elveren, og hans læber spredte et spændt smil, da han satte i gang imod lyden.

Angelie ville ikke have noget problem i at høre Uth være på vej. Hans beklædning var tung, og han forsøgte ikke rigtig at være stille. I stedet, så hun ham tidligt, traske lystigt hen af vejen hun selv begav sig på. Vejen var ikke synderligt bred, da den blev brugt mere som en genvej for gående, til den større vej hvor kompagniet begav sig. Der ville kun lige netop være plads til at Angelie’s hest, og Uth, kunne bevæge sig forbi hinanden.
Dog da Uth endelig så den han begav sig imod, bevæge sig op fra en lille bakke hun nettop havde besteget, stoppede han op. Angelie havde kunne nyde en stille nynnen fra Elveren, der måske ville minde hende om gamle Elviske folkesange. Hans nynnen var, taktisk valgt, imødekommende og venskabelig, og ville have givet de færeste grund til at afvige fra hans vej. Han kunne ikke vide hvor langt denne skabning han bevægede sig imod kunne høre, og han vidste at han ikke ville have kunnet snige sig ind, så han tog den direkte løsning.

Uth forstod hurtigt hvorfor jorden reagerede så mystisk på hesten. Det var ikke på grund af sneen’s dække, men fordi hesten ikke var i live. Uth’s nynne havde stoppet, i takt med at hans gang gjorde, og han stod nu med et overrasket blik, og betragtede hingsten, og dens rytter. Hans hoved var en anelse lænet tilbage, nærmest som om han regnede med at blive angrebet af synet, og han trådte stille til siden, for at give mere plads til hesten da den kom nærmere. Hans blik var undersøgende, og forvirret. Det var længe siden han havde set så åbenlyst et tegn på magi, at det havde fejet fødderne væk under ham, og stemmen direkte ud af hans mund.

Skulle Angelie blot ride forbi ham, ville hans hoved langsomt dreje med hende, og glide frem og tilbage over hende, men mest af alt den truende hest. Han kiggede et kort øjeblik imod himlen, imens hans hjerne desperat forsøgte at forstå hvad han havde set, og han så endlig rystede på hovedet, og kiggede tilbage imod Angelie, for så at gå imod hende.
”Excuse me! Sorry, but you’re not from around here, are you?” Han valgte det Engelske sprog, da dette var det mest udbredte han kendte, og han var fast besluttet på, at hun ikke var fra Rusland.
”I can tell by the fact that you aren’t exactly trying to.. Hide.. Your.. Uhm.. Your ears! Yeah.. And, well, of course the… Unique. Horse you’re riding…”
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Angelie on Søn 7 jan 2018 - 0:11

Hørelsen opfangede det hurtigere end hendes blik, hvilket var at forvente, eftersom vedkommende havde en gang, der virkede mere ivrig frem for forsigtig. Det var tydeligvis helt fremmede og anderledes kanter af verden hun befandt sig på. Dette fik hende til at sætte tempoet ned til skridt, som hun så skikkelsen befri sig af en nærliggende bakketop.
Vejen var ikke synderlig bred, så derfor så hun stille til som personen trak sig ud til siden for at lade hende passere.

De lå øjne vendte sig skarpsindigt og nærmest beskyttende imod denne, inden hendes blik rettede sig nedad i håb om at skjule hendes identitet. Hvem vidste hvor langt væk hun skulle for at finde fred. Manden foran hende, virkede dog langt mere interesseret i hesten, ja næsten skræmt.

I første omgang virkede det som om, at hun havde tænkt sig blot at passere ham uden ydeligere snakken, indtil hun brat stoppede op med hesten, ligesom han begyndte at snakke. Hvad havde hun gang i.. hun søgte efter en landsby, og her lige bag ved hende var en mand, der muligvis var klar over hvor en sådan by befandt sig.
Med et let sving drejede Hundested omkring for at stoppe med fronten til ham, for derefter at kunne kigge ned på ham. “I..” hun nåede ikk at sige mere, før manden talte til hende.
Hans race var ubekendt for hende, eftersom mandens ører ikke var lange. Jovist havde han elvernes naturlige skønhed, men det fandtes der andre racer og mennesker, som næsten opnåede den samme effekt.

Let lænede hun sig fremad, for at hvile hovedet imod halsen på hesten, imens hun nysgerrigt betragtede ham med sit undersøgende blik. Et forsøg på at aflæse ham for at finde ud af om han var venligtsindet. Den fløjtende melodi hun før havde hørt tydede på det, selvom disse var ukendte for hende. Selvom hun var elver af race, var hun drow af natur og opvækst. Det var alt hun havde kendt til i næsten to årtier.
Som hans engelske flød, måtte hun hæve det ene øjenbryn i undren, før det gik op for hende st det højre øre havde sneget sig fri af hendes hætte. Med et lille ryk i hætten, bragte hun øret i skjul endnu engang, for derefter st tage den næste kommentar til sig.
Han havde i sandhed ret. Hun var ikke fra disse kanter, nok nærmere langvejs fra. Hånden gled automatisk kærtegnende over halsen på hesten, som denne fnyste foragteligt af manden, og man fornemmede næsten st den slikkede sig om munden for en bid.
“renovdro.. Nau!” Hviskede hendes melodiske stemme bestemt, henvendt til kreaturet, inden gun rømmede sig diskret og vendte hovedet en anelse til den højre side.

Med en yndefuld bevægelse, lod hun det ene ben glide over hingsten, for derefter st glide ned ad sadlen, for at ramme sneen med et let bump. Hendes øjne kneb sig en smule sammen, da sollyset skar i dem, dog kun et ganske kort sekund, før hendes blik vandrede over personen foran hende i elevationsbevægelsen. Der var ikke meget at se, da hun var dækket af en kappe ligesom hende selv.
“you’re correct.. I’m not from around here” konstaterede hun let, for derefter at hvile hendes korpus imod hesten, i et forsøg på at slappe lidt af. Hendes krop var tærret efter dagene uden mad, pause or ordentlig søvn. Hun havde prøvet det før, men før havde målet holdt hende igsng.. nu.. havde hun 8ntet mål, kun en flugt.
“I’m looking for a village.. a place to earn some coin.. with food and a bed” tonefaldet var spørgende, med forventningen om at hun kunne få svaret fra manden.

Hun bed dog mærke i, at han lagde vægt på at hun ikke skjulte sig. Hvorfor? Var væsner ikke eksisterende i hele verden? Var de i fare her? Nej.. væsner var og havde altid været mennesket overlegen. Så hvorfor skulle hun skjule sin race. Hun var stolt over st være tildelt elvergenerne, også selvom hun ikke var født med dem. Det var.. hun fik en klump i halsen, og i et ganske split sekund, ville man fornemme sorgen i blikket, som hun vendte det væk fra ham og hen imod en tilfældig snedækket bakke.

Sent from Topic'it App
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Uth on Søn 7 jan 2018 - 0:44

Uth’s øjne havde skinnet et blidt, vensommeligt skær, indtil de bed mærke i hestens blik. Uth’s hjerte pumpede en anelse hurtigere, i takt med at han indså hvor usikker en situation han havde bragt sig selv i. Han havde, endnu engang, regnet med det bedste i to kreaturer, og frygtede nu at han havde lavet en fejl. Hans lange elegant fingre lagde sig langsomt, og gemt bag den mørke brune kappe, omkring hans fine sværd’s greb, og gjorde sig klar. Dog blev hestens hungren hurtigt afslappet af Elver kvindens blide stemme, og Uth, som hesten, slappede straks af. Det var pinefuldt længe siden at han havde hørt en anden Elver’s stemme. De sidste han havde hørt, var blevet kvalt af Russiske troppers stramme greb, og han havde begravet flere af dem selv. En usynlig sorg gled over ham, imens hans hånd gled væk fra hans sværd igen.

Uth’s forhenværende frygt til Elver kvindens hest blev kvalt, i det samme sekund hun tæmmede den. Dens makabre udseende gjorde ham intet, men dens effekt på Yoklav’s befolkning, det frygtede han. Det var hans held, at han var stødt på kvinden før at hun ankom. Det ville have skabt politisk tumult endnu engang, og Silver Serpent Claw ville vende tilbage til byen. Han var ikke sikker på at de kunne skjule byens væsner endnu engang.
Hans øjne betragtede kvinden som hun steg ned fra hendes hest, og træt lænede sig op ad den. Han gættede på at hendes rejse havde været lang, og tærende. Han lyttede til hendes svar, med et varmt, forstående smil, og nikkede et par gang. Han pegede en arm i den retning hun havde travet, og hintede ligeså med et nik.

”Well, you’re on the right path to a town. You can see Yoklav right over the next hill top, there.” Han lod sin arm falde ned langs hans side, for så at holde dem ud, opgivende.
”Buut, I’m afraid you wont find any of the other things you’re looking for, there.. Or.. Anywhere in Russia, really. At least not if anyone sees those ears, and your horse.” Forklarede han kort, imens hans venstre arm skubbede hans kappe ind til sig, og lænede sig så imod grebet på hans sværd, der stadigt var ude af syne.
”Creatures, and the Magic they control.. Aren’t really well seen around here.. In fact, they are brought for execution, or to Prison Camps immediately. Especially.. Our kind. Elves. Most of us.. Well. Get executed on sight by the Dwarven SSC.” Forklarede han lidt dybere, med et lættere dystert glint i øjet. Dog bredte der sig et lille smil på hans læber da han var færdig, og ledte imod hans næste ord.
”It is.. Good to see some of my own kind again, however.. My name’s Uth-avel.. But most call me Uth. Or Avel. It is a pleasure to meet you, stranger.. Where do you hail from? I’d guess France, or somewhere around there? I’ve heard that creatures live relatively open around those parts.” Han introduserede sig selv med et formelt bug med hovedet, imens hans frie hånd rakte op imod hans øre, for at klø sig et par centimeter over hans venstre øre.. Håret dækkede dog hurtigt øret igen, og gav kun et sekunds blik på sårende. Han virkede ikke til at have en Elver’s lange øre, men hvis hendes skarpe sanser fangede øre i det sekund, ville de have set at de var kappede.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Angelie on Søn 7 jan 2018 - 7:38

Bevægelsen af hans hænder gik under ingen omstændigheder hendes blik forbi. Hænder, der var ude af syne, var farlige og dødbringende. Hendes næse dirrede næsten usynligt, som hendes blik gled mod det dækkede område under hans kappe, hvor de formegentlig havde skjult sig ved, eller omkring, et våben af en art. Hun måtte stoppe sig sig i ikke at give et opgivende suk, der ville blive efterfulgt af en spydig kommentar. Det var ikke derfor hun var her. Desuden ville hun tabe en sådan kamp i hendes nuværende situation. Dumdristighed lå til hendes natur, men havde hun et direkte dødsønske ville hun ikke stå her idag.
Hun lod bevidst kappen falde lidt ud til siden, hvor man ville kunne se genskinnet fra piskens krogformede takker, da denne var slynget sammen og hang ved bæltekanten. Det kæreste eje, som hun havde fået tildelt efter den gamle var blevet hugget i stykker.

Hendes håb om muligt tag og mad blev dog sat en brat stopper for, efter det lige var flammet op. Yoklav, en by. Men ak.. hm ville ikke være velkommen et sådan sted. Hendes blege fingre gled hen over panden, næsten opgivende, imens tankerne begyndte at rumstere på kryds og tværs. Måske hun skulle ride sydpå i så falde. Finde et land hvor racerne var velkomne. Hun ville ikke skjule hvad hun var, og det ville blive over hendes kolde lig, før hun sendte Renovdro væk. Bæstet havde været loyal i et lille års tid. Hendes gave..
igen måtte hun stoppe sig selv yderligere i tankerne, for ikke at lade dem vende tilbage. Hun var her for at skabe et liv for sig selv! Finde afklaring på hvordan man kom videre, når det virkede som om halvdelen af en var blevet flået ud.
SSC? Øjnenes fjerne blik forsvandt for derefter st lægge sig skarpt på elveren, da han svarede hende med yderligere information. ‘Som os’. Det hang i luften imellem dem, og det var her, at Angelie tog et mere nøje syn på elveren foran hende. Så han tilhørte racen.. hendes race. Han var en elver. Brynene kneb sig undrende sammen, da hun sammensatte denne information med hans udseende.
Hans dystre glimt blev opfanget, inden det forsvandt lige så hurtigt, som hun gik ud fra hendes egne forvildede glimt gjorde. Det var forståeligt. At blive henrettet bare fordi man var af en speciel race, anden race endda, en menneske og dværg virkede det til. Uheldigvis tilhørte de begge åbenbart den mest henrettede af dem.

Tænderne klaprede kort imod hinanden, inden hun overvejende fugtede hendes læber. Alt imens talte og præsenterede han sig selv. Uth’avel.. han mente det var rart at møde hende? I så falde kendte han ikke til hvem hun var. Dog skubbede hun sig varsomt from, for at hvile på hendes egne fødder, som han regnede ud at hun kom fra Frankrigs område. Så han kendte til Di Morga? Det ville kunne være farligt at nævne hendes navn i så falde.. hun havde trods alt været indblandet iblandt de højere magter der i mange år.
Hendes overvejelse gik på hvorvidt hun skulle præsentere sig selv, eller stikke ham en løgn. Det tog tid, og man ville få opfattelsen af, at hun slet ikke havde tænkt sig at besvare hans gestus. Imellemtiden fulgte blikket hans hånd, der kom fri afkappet, for at klø omkring et øre. De blå øjne spilede sig op, da hun anede såret fra hvor spidserne ville være kappet af. Han havde ladet sine ører skamfere! Hvorfor? Jojo de lignede et menneskes, men nu hvor hun var sikker på hans race, så skinnede det kraftigt igennem.
“Your ears” åndede hun overrasket ud, så tågen forlod hendes læber, imens hun prøvede at forstå hvad der kunne drive en til at miste toppen af dem. Hun ville for alt i verden ikke opgive hendes egne.. så hellere henrettelsen.
“My name is..” tilføjede hun dog hurtigt efter, imens hun hang et kort sekund ved dette.. “An..ya”. Navnet havde en fremmed form i hendes mund, men alligevel nævnte hun det med en sikkerhed, der gjorde st han måske ville tro på det. Hendes toneleje ændrede sig en halv oktav, og selvom han ville kunne gætte at hun løj, ja så tvivlede hun oprigtigt på at en fremmed ville gide at finde ud af hvorfor.. efter de var færdige her ville deres veje formegentlig aldrig krydses igen.
“It is a pleasure seeing another living creature” tikføjede hun, ved at lægge tryg på levende. For en tre dages tid siden, havde hun måtte passere en vampyrerrede. Hun kunne lugte blodet derfra, velvidende at hun måtte have skyndt sig væk. Det var her hun havde forsøgt st indtage sit nærende måltid, hvilket var blevet kort. Skrigene fra de jagtede i byen, havde gjort Angelie klar over, at det var på tide st rejse videre. Så uden at se sig tilbage, var hun redet ud af byen. Hun hadede vampyrer, et indgroet had til racen i sig selv. Det var skabt af nogle makabre fortidslevn, der stadig jagtede hende ind i livet nu.
Med trykket i hendes sætning, ville elveren måske endda opfatte hendes dobbelttydede mening af ordet.

“Udos zhal'la mumbaro Werneth, ssinssrigg” hendes elverhvisken var henvendt til hesten. Hun kunne tale på hendes eget sprog, fransk, til den, men af vane var det drow, der kom fra hende. Sukket efterfulgte sætningen, inden hun modtog en utilfreds prusten, samt den isnende forhov, der skrabede utilfreds imod jorden. Hun var ikke den eneste der var sulten. Hun var dog den eneste af de to, der kunne dø af det.

“So..” start3de hun, som blikket vendte sig tilbage imod elveren. “How far do I need to go south to be... welcome?” Spørgsmålet var bittert, uden håb i sig. Hendes kæber var trukket stramt i irritation over at skulle ud på endnu en tur. Ganske underholdende, hvis man kiggede på de to.. modsætninger. Han smilede og var indbydende, imens hun vrængede næse og forsøgte ikke at lade andre komme tæt på.

Sent from Topic'it App
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Uth on Søn 7 jan 2018 - 10:15

Angelie’s utilfredshed med hans svar var ganske tydelig, men satte ikke en stopper for Uth’s varme smil. Det var nemt at se på Angelie, at hun ikke havde meget valg i hendes rejse, og det var jo ikke fordi at hus over hovedet, og føde, var umuligt i Yoklav. Han kunne skafe hende det, og ville så sandelig tilbyde det. Specielt til en af hans egen art. Det ville ikke være noget problem, at finde nogen der ville tilbyde hende hus over hovedet. Ej ville det være et problem at finde et sted til hendes hingst. Der var gode folk i Yoklav. De fleste var bare bange. Den nuværende borgmester af byen, var ikke ligefrem på væsnernes side, og gjorde alt for at ‘rense’ byen for alle arter der ikke var Dværge og Mennesker. Men, de levede et liv. Det var alt de kunne gøre. De kunne prøve at flygte, som så mange andre gjorde. Men Rusland var deres land. De var ikke klar til at flygte. Det var Uth’s opfattelse af tingene. Han nægtede at forlade Rusland. Han havde en regning med en familie i landet, og den skulle betales før han ville gå. En betaling der kun kunne modtages med blod.
De mørke tanker kunne ikke se på Elverens ansigt
Hans smil forsvandt dog fuldstændigt, da hun nævnede hans øre, og han kiggede hurtigt væk, med et tick på den højre skulder. Hans blik fyldtes med skam og skyldfølelse, og forstod så sandelig hendes overraskelse. Der var vanære, i at skamfere sine øre, ingen tvivl om det. Men Uth ville ikke opdages, og det ville være ekstremt svært at skjule hans øre. Den dag han havde taget valget at begynde at kappe dem, havde han næsten opgivet hans ene mål med hans fortsatte eksistens. Dog var hadet for stort, og et valg blev taget. Fra den dag, havde han korte, menneskelige øre. Det var nemt at skjule de sår der var tilbage af længden, så det gjorde ham stort set umulig at genkende som Elver.

Han lagde intet ord på, omhandlende hans øre, men lod hende i stedet fortsætte. Det virkede som om at hun trak på ordene. Som stor folke kender, var det ganske tydeligt hvad hun lavede. Og da hendes navn blev udtalt, blev det blot mere tydeligt. Dog, gjorde han ikke det store i det, men smilede let da hun nævnte hendes glæde ved at møde et levende væsen.
”Anya, huh? Good name, for someone who wants to fit into these parts.” Han ville ikke skjule, at hendes løgn ikke var gået igennem, men ville også vise hende at han var ligeglad. Hun havde garanteret sine grunde, til ikke at ville tilkendegive sit eget navn. Og han kendte alt til at ville skjule sig selv. Det var evigheder, siden han havde brugt sit hus’ navn.

Endnu engang faldt hendes stemme over i et fremmedsprog, dog ramte sproget plet denne gang. Det var Drow. Sort Elver. Men det var ganske tydeligt, at denne kvinde ikke var Drow. Hvor kom denne naturlige evne til at tale Drow? Et sprog, de fleste af hans art foragtede. Det var tungt. Grovt. Uth havde ingen grund til at hade dette sprog, og blev derfor, i stedet, blot mere nysgerrig. Denne Elver kvinde var en gåde, og han elskede gåder! Han havde allerede utallige spørgsmål til hende, som han måtte gemme til senere, men som han blev nød til at finde svar på. Der var ikke nogen chance, for at han ville lade hende gå, hvis det kunne undgås.
Da hun spurgte ind til hvor at hun kunne accepteres, så Uth betænksom ud et øjeblik, imens hans ene hånd rakte omkring hans rygsæks ene spænde. Hans gule øjne gled imod syd, og hans hoved blev lagt en anelse på skrå.
”Humh… Belaruse, Ukraine and Romania, are pretty much out of the question. They are pretty primitive in these areas, considering the times, and don’t really know about creatures. If they saw one, they’d probably react like humans always do, when introduced to something new.” Startede han, imens en hånd gled op for at klø hans hage.
”I mean.. Turkey, might be a pick, if it wasn’t for the constant wars down there. When it isn’t religious wars, it is racial ones. Beautiful country, but stupid people.” Han klukkede let med den kommentar, og rystede på hovedet, for at gøre det tydeligt at han ikke mente det helt store med kommentaren.
”I’d probably say, as far as Africa. The few places I’ve seen there, seem to’ve incoorporated our kind, and others into their cultures. The part I visited when I was there, exalted Elves. There was a Neer there.. Quite powerful. And she helped the surrounding countries with her farsight, and in return, the Human, and creature, villages around, offered sacrifices.” Forklarede han igen, og nikkede et par gange, før at han rystede på hovedet.
”I’d probably go there, but that doesn’t matter. If it is food, water and shelter for a night you seek, it is possible to get in Yoklav. The people there, aren’t bad. Just.. Afraid. Do the right thing to them, and they’ll help you. And I can help you with food and water, right now, if you’d help me out on a venture?” Foreslog han endelig med et varmt smil, og holdt hænderne indbydene ud imod Angelie.
”If you help me out on a  little job, I’ll share what I’ve got with you on the way. I’ll even offer..” Han så betænksom ud et øjeblik, inden han fortsatte. ”Thirty percent on the job. Ahh, and if you end up proving invaluable, we’ll split the pay even, how about that? Oh, and the family I am currently working for, would probably.. Hm.. Definitely, feel indebted to you. You might even find a place with a roof over head, for your Stallion?” Foreslog han varmt, og begyndte langsomt at bakke imod skoven bag ham. Han havde allerede brugt for lang tid, på at stå stille. Han skulle i bevægelse igen. Holde varmen oppe. Indhente hans bytte.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Angelie on Søn 7 jan 2018 - 10:58

Ja selvfølgelig. Hun så skammen da snakkes faldt på ørerne, og selvom de måske var opdraget i to forskellige slags elver verdener, så var hun sikker på, at dette træk ville være det samme. Ørerne og, i hendes verden, håret var urørligt. Det ville være en dødssynd at ødelægge dette. At hun ikke fik et svar, frembragte en næsten skuffet surmulen, inden hjørnetænderne satte sig fast i underlæben et kort øjeblik. Hvordan kunne hun forvente at han ville dele noget så personligt med hende, når hun ikke engang var villig til at dele sit navn med ham. Han havde sine grunde som hende, men viden var uundværligt, magtfuld... hun elskede at få viden uden at sætte sin egen ind i spillet. Så dette begyndte st være en leg. En hun ville vinde.. måske.
Som forventet faldt hans kommentar på navnet. Hun havde ikke overvejet, at det var et typisk russisk kvindenavn, men mere det første der var faldt hende ind. Det var tydeligt at han ikke troede på hende, hvilket blot frembragte et hemmelighedsfuldt træk i mundvigen, og et på skuldrene, som i et lydløst ‘det var et forsøg værd’. De vidste nu begge, at de skjulte på historier, som modparten kunne være interesseret i at kende, hvis man lige så bort fra den del med at han heldigvis virkede ligeglad med at kende hendes navn.

Ups. Hun så nysgerrigheden rumstere på sig, da hun havde talt til hesten. Så han kendte til det. Eftersom han stadig stod der med det klæbrige Imødekommende smil, gik hun ud fra, at det nok ikke generede ham, hvilket var besynderligt. To grene af samme race med forskellige kultur, der foragtede hinanden. Hende selv der hverken var helt det ene eller andet. Det kunne meget sammenlignes med menneskenes krige indimellem. Og ærligt talt, var deres folk ikke kommet videre end den svage eksistens af mennesket.
Hendes blik fulgte hans hånd, da denne rakte imod hans rygsæk som han begyndte at snakke. Hvert ord skar i hendes indre. Det var de tætteste lande, og stadig langt nok væk til at det ikke var en mulighed.. nu i hvert fald. Håbet sank dybere, da det gik op for hende, at chancerne lige så små andre steder. Hun havde vel håbet på, at andre lande var lige så frie som Di Morga, men selvfølgelig ikke. Der havde også været engang hvor de havde været nødt til at skjule sig der.
Havde han ikke stået og betragtet hende, ville hun have kastet sig til jorden og slået i sneen et par gange. I stedet stampede hun blot med foden, som et barn, der ikke havde fået sin vilje. En typisk reaktion, dog lidt forfinet for hans øje. Hun var så småt kun halvt lyttende, da han beskrev Afrikas områder, imens hendes fingre fraværende pillede i hestens åbne sår lige over forbenet. Kreaturet lod sig ikke mærke med det. Det skete til tider, og den var jo allerede død og til dels følelsesløs.

Hendes øjenbryn hævede sig hurtigt, og pilleriet stoppede, da han nævnte muligheden for mad. Der var en hage.. der var altid en hage. Så han ønskede hendes følgeskab på sit eventyr. Havde hun ikke haft eventyr nok i sit liv efterhånden? Overvejende lagde hendes blik mod hans gule øjne, som om hun overvejede tilbuddet. Det gjorde hun vel egentlig også, men stoltheden hang hende på rygraden. At modtage alt dette for at give intet virkede så.. lavt. Især da tilbuddet om at modtage tredive procent blev kastet på bordet. Men havde hun overhovedet et valg? Ikke at hun før havde været vant til valg i livet. Hunhavde tit givet dem, men det havde altid været pest eller kolera valg. Var det mon det samme her?
Hans blik fortalte hende intet om, at han prøvede st lege med hende. Hmm..

Øjnene spærrede sig op. Gik han fra hende, bare sådan? Hun havde ikke engang svaret, og han var allerede halvvejs inde imellem træerne.
Uden yderligere omtanke, småløb hun efter ham, hvorefter tscjh lyden kom. Hovene fulgte efter hende, så de begge havde et tempo, til at, kunne nå op på soden af elveren.
“Rude” bemærkede hun, da hun nåede op til ham, for at sætte tempoet i det samme som hans, alt imens hingsten gled mod højre, ud af syne, med håbet om muligheden for en vildfaren ræv eller andet kød.
“I accept your generous offer, Uth’avel” hendes stemme klang let med ordene, imens den bar på eftersmældet af indrømmet nederlag. Hun havde slået sin stolthed ned med en kæp. Hun var ikke hjemme hvor hun kunne gøre hvad hun ønskede uden at komme i problemer.. end ikke det kunne hun vel længere, ej heller ønskede hun det. Hendes tanker var på.. andre ting, noget af tiden.. okay, de fleste flød stadig rundt derhjemme.
“If you’d care to enlighten me about this so called.. venture” brummede hun lavmælt, som der var gået et par minutter. Hun brugte med vilje hans accent på ordet, og udtalte det på samme måde. Hvor han havde den fra, var hun ikke klar over. Var det den russiske monstro.

I øjenkrogen så hun bevægelsen. Det måtte betyde, at hingsten var kommet for langt væk. Hendes håndled slog et smæk efter at have vippet kappen til side. Piskens ende snoede sig om halsen på en sneræv. Denne Døde på stedet. Hvorefter hun fløjtede et par toner, imens hun halede dyret ind imod dem. Hovene kom hastigt klonkende tilbsge fra samme side, denne var forsvundet.
Angelie nåede knap nok at befri hendes våben, og kaste dyret til hesten, før denne frådede det i sig som en Bjørn efter honning.
“Teknilur fa'la zatoast” hendes øjne rullede opgivende af Renovdro, inden hendes opmærksomhed vendte tilbage på Uth.

Sent from Topic'it App
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Uth on Søn 7 jan 2018 - 15:24

Uth havde ikke længere tid til at stå stille, og havde med vilje valgt at lade hende overveje hans tilbud, imens han havde vendt sig, og begået sig imod skoven. Hans gang var afslappet til at starte med, imens han ventede på at se om hun skulle vælge at tage imod hans tilbud. På trods af hans hast, ville han ikke forlade denne Elver kvinde i nød, skulle hun ønske hans hjælp. Han var dog forholdsvis sikker på, at hun ville tage imod hans tilbud. Sulten skreg næsten af hende, og hans tilbud om føde, må have været uimodståeligt, for snart hørte han hendes hastige trin imod ham, og han satte selv farten up. Hans gang blev til en hastig traven, frem for afslappet lunten. Han løb ikke, men det var ikke langt fra.

Uth klukkede let med hendes første kommentar, og nikkede et par gange for at give hende ret.
”True..” Svarede han kort, med et smøret, men venligt smil imod hans nye ledsager. Han nikkede ligeså, da hun tog imod hans tilbud. Han trak en anelse på skuldrene, og hev i stropperne fra hans rygsæk.
”Thank you.” Takkede han kort, og lod hende stille spørgsmålet. Det ville ikke være en overraskelse, for selv den dummeste, at hun ønskede at vide hvad det helt præcis var at hun accepterede. Han smilede fortsat, imens han hev den ene strop af skulderen, for så at trække rygsækken om foran sig, og åbne den.
Hans læber skulle til at tale, netop som han hørte et lavt smæld bag sig og han vendte sig i et sekund, igen med hånden imod grebet på hans sværd. Hans øjne havde fået et mere truende glær, og hans udtryk var kort blevet fyldt med vrede. I et sekund, havde han troet at han var blevet forrådt. At kvinde nu pludselig ville angribe ham. Det ville ikke være den første gang. Han var normalt god til at læse folk, men han havde taget fejl før. Grueligt.
Dog, da hans øjne faldt over pisken, og det døde dyr i den anden ende, slappede hans krop hurtigt af, og han stod strakt igen.
”Scared the shit out of me, Lady..” Brummede han lettere dramatiseret iritabelt, før hans læber, skar et stort smil igen. ”Whipped things before, I take it?” Hans smil blev til et grin, inden han vendte sig om, og svingede afværgende med den ene hånd, og satte i trav igen. ”Which was a statement, -not- a question.. Not yet sure I’d want to know the answers I might get to that question.” Uth lo muntert, imens han fortsatte med at lede igennem sin sæk. Hans øjne blev dog draget imod Angelie’s døds hest, og det offer den nu fortærede.
”Charming.. Your companion.” Klukkede han kort, med en lille grimasse, før han igen ledte igennem sin sæk.

Endelig fandt han det han ledte efter, og løftede et langt stykke brød, der var pakket ind i et stykke stof. Han bandt det fri fra stoffet, og knækkede brødet midt over. Han gjorde dette imens han fortsat vandrede fremad, og tvang Angelie til at følge efter, og så række ud efter det halve brød, han nu rakte over skulderen, uden at tage øjnene fra skoven som de nu bevægede sig dybere ind i.
”There you go.. First bit, of the pree payment.” Tilbød han, og regnede med at hun ville tage brødet ud af hans hånd, imens han selv tog en bid af hans del, for så at pege fremad med brødet.
”The reason I am hurrying this up, is that we are tracking someone. A group of Humans, or humanoid looking creatures, heading southward.” Begyndte han at fortælle, imens han gnavede videre på sit brød. ”They are slow walking, because they are travelling with two young children. And these children, don’t exactly want to come.” Forklarede han videre. Han kiggede over sin skulder på Angelie, imens han tog endnu en bid af hans brød. Brødet var ikke ligefrem naturligt lavet, af menneske hænder. Der var magi i brødet, der fik det til at smage specielt, som var det sødere end alment brød. Brødet indeholdt desuden alt hvad en krop skulle bruge for at fungere, og kunne udgøre en fuld diet. Ikke en sund af slagsen, men præcis hvad man skulle bruge på vejen, i Ruslands aggressive vejr.
”These children has been kidnapped from their homes yesterday. I’ve been hired to go get them back. Which I intend to do. Which is now what you intend to do, unless you wanna give me the rest of that bread back?” Han smilede kort tilbage imod Angelie igen, inden han kiggede frem, og fortsatte uden om det træ han havde bevæget sig imod, imens han kiggede tilbage. Det virkede som om at Uth ikke havde brug for at se hvor han gik, for at vide hvor træerne var.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Angelie on Søn 7 jan 2018 - 17:15

Hans reaktion på hendes accept, fik hende næsten til at mærke et stykke af dårlig samvittighed. Burde det ikke være hende, som takkede, eftersom det trods alt var hende, der fulgte med på hans eventyr og ikke omvendt. Der var trods alt noget i det. Han havde sit liv her, og nu var hun den fremmede der trængte sig på. Fornemmelsen af at ende i gæld til denne person blev dog skubbet bagerst i hendes tanker. Hun skulle nok vise sit værd for ham. Om ikke andet så fordi hendes egoistiske selv ikke tillod andet, og et slag på hendes stolthed ville ramme hårdt, hvis hun endte som det typiske ubrugelige pigebarn.
Hun var dog ikke forberedt på, at hendes aktion med pisken ville frembringe en vrede. Hun så anspændtheden i hans positur, indtil det gik op for ham hvad hun havde foretaget sig. Det bratte stop gav hende dog muligheden for at trække vejret dybt. Det raske tempo var ikke noget hun var vant til, og slet ikke efter at være slidt ned på denne måde. Luften var kærkommen, som et par dybe indåndinger kom ned i lungerne.
Den glubske fortærende af det døde dyr ved siden af dem ekkoede diskret imellem træerne, alt imens at manden talte på den modsatte side og endnu engang havde sat tempoet op.
Angelie måtte smålunte for at følge med ham, da hendes højde ikke var ligesom hans. Faktisk var hun relativt lav for en elver at være.
Læberne skilte sig ad for at svare ham på den muntre kommentar, næsten ivrigt. Det var et område hun var stolt på. Et sted, hvor hendes passion og perfektionisme lå. Hans afvejende hånd og ordene fortalte dog hurtigt efterfølgende, at han ikke ønskede et svar på dette.
En let og utilfreds fnysen kom fra hende, som hun rullede den sammen, kærtegnende. “And who said I would ever tell you if I’ve ever used it before?” Svarede hun tilbage en anelse skarpt, dog med undertegnelsen af en diskret drillende tone.
En ide opstod langsomt i hendes hoved, inden et undeeægende blik lagde sig på Uth, “last time this was used.. except hunting of course.. “ startede hun drillende, Imens det årvågne blik blev hvilende på ham, for at se han reaktion på det. Fødderne traskede næsten lydløst igennem sneen i skoven. Hendes hænder hægtede pisken fast ved bæltet, og lod kappen skjule den endnu engang, og dermed også hendes ben. Hun trak hætten tilbage fra ansigtet og helt ned, så håret med guldperler og fletninger, blev løsnet og foldede sig ud, til det nåede halvvejs ned over hendes ryg. Ørerne var dækket under de røde lokker.
Havde han vist blot den mindste form for nysgerrighed ved hendes korte fortælling, ville hun fortsætte med dette. Hvis han ikke gjorde, lagde hun intet mere i sætningen og lod den i stedet falde til jorden.
“Was when I hunted a bigger prey.. much bigger”. Hun gik ikke mere i detaljer hvad dette angik, og havde heller ikke tænkt sig at uddybe meningen med hendes ord.

Som han endelig fik fundet det han havde rodet efter i rygsækken, knurrede hendes mave faretruende højt, blot ved duften af indpakningen. Der var ingen tvivl om, at dette var mad. Hendes ansigt skar en skæv grimasse ved lyden, inden hun tog imod det halve brød, som han rakte frem imod hende. Fingrene brækkede et mindre stykke af det, som hun trillede imellem tommel- og pegefinger. “Thank you Uth’avel” mumlede hun langsomt, inden hun undrede sig over hvordan han kunne blive ved med at smile. Fik han aldrig ondt i kinderne af det?
Det var først da han tog en mundfuld af brødet, at Angelie selv puttede det stykke i munden, som nu var formet spm en lille kugle. Smagen var rig og anderledes end noget hun havde smagt længe, magisk mad var ikke noget hun var vant til, og af ren overraskelse tog hun endnu et stykke og spiste dette, blot for at være sikker på at hun ikke havde taget fejl. Fornemmelsen af at hendes krop modtog hvad den havde råbt for længe, var behagelig, og hun selv glødede en anelse op i huden, som hun lod blikket vende sig fremad.

Historien fik en sten til at falde tungt ned i maven på hende. Egentlig havde det været hende ligegyldigt hvad dette handlede om. Hun havde accepteret en aftale, og havde i sinde at overholde den. Men ved ordet af børn.. hendes øjne fik en hinde, der kort gled over den klare blå farve, som nuancerede i rasende bevægelser. Det varede ganske kort, før hun fik lagt bånd på sig selv, og kort rømmede sig.
Det var her truslen om at tage maden kom i spil. Ufravigeligt trak hun brødet væk fra ham og rystede på hovedet, idet hun ikke ville tillade ham at snuppe det nu hvor hun endelig havde fået det imellem fingrene.
“I said I’d help.. I would never break an oath” kommenterede hun ærligt og en lille smule for hårdt. Han kendte hende ikke, men han burde vide, at spidsører altid overholdte hvad de lovede. Desuden ville hun på ingen måde bakke ud og virke svag. Hvad hun dog ikke nævnte var, at hun gerne ville hjælpe børnene. Børn var rene og de mindede hende om den ungdom hun selv havde opgivet alt for tidligt i hendes eget liv, de mindede hende om den drøm hun havde haft, men aldrig gik i opfyldelse.
Læberne pressede sig hårdt sammen, som hun lige akkurat fik øje på træet, som han selc havde undgået med lethed. Angelie måtte dog hoppe et skridt til siden, for ikke at vandre med næsen direkte ind i stammen. Hun havde været for optaget af tanker til at se hvor hun havde gået.
En let hovedrysten tvang hende tilbage til virkeligheden, inden hun skævede imod ham igennem øjenkrogen. Betragtede ham nysgerrigt, næsten en anelse forunderligt,

“So.. the.. ears” startede hun prøvende, men pressede dog ikke på, hvis han endnu engang ville feje hende af uden et svar. Hun måtte dog erkende, at nysgerrigheden var vækket i hende til at vide det, måske hun kunne slå en handel af med ham. Hun stillede et spørgsmål og derefter han. Hun var villig til at gøre forsøget i hvert fald,
“If you tell, ill answer your question.. truthfully” det sidste ord tilføjede hun, eftersom de begge var klar over, at hun allerede havde stukket ham en løgn. Dette sagde hun dog kun, hvis han ikke havde skåret hende af inden.

Sent from Topic'it App
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Uth on Søn 7 jan 2018 - 21:05

Uth havde godt nok lagt mærke til Angelie’s besvær med at følge hans trav. Dette var en anden grund, til at han skyndte sig en anelse med hans sæk. Han vidste at Vladja’s Sukker brød, ville være præcis hvad hun havde brug for. Havde han ikke følt at han allerede havde brugt for meget tid, ville han have sænket tempoet. Men de havde noget at indhente, så han måtte bare håbe, at denne nye bekendtskab kunne bide det i sig.
Det virkede det til at hun kunne. Dog kunne hun ikke bide sin egen tunge i, og begyndte at fortælle om sin pisk, og Uth drejede langsomt hovedet for at kigge over sin skulder, med et smørret smil over hans læber.
”Ooh, boy.. Fine.. Lay it on me.” Han inviterede hendes historie, med endnu et kluk, i et med at han lavede et lille hop over et væltet træ. Piggene under hans sko, gjorde at hans fodfæste aldrig svækkede. Det gjorde lige så, at noget på ham konstant var i kontakt med jorden. Noget Angelie ikke ville kende til formålet med.
Hans øjne betragtede hende kort, da hun trak hætten af hovedet, og hans læber skar et ubehaget smil, i et ganske kort sekund. Hun bar alt det, han selv havde måtte skære fra sig, for at kunne eksistere i den verden han gjorde nu. Hans hår var aldrig groet ekstremt langt, da han havde måtte bære den skam fra ung, grundet hans navn. Det var dog andre minder, hendes smukke hår bragte med sig. Minder om andre. Hans smile forsvandt et øjeblik, og han rystede tankerne fra sig, for at se ligefrem igen.
Da hun gav hendes korte, detalje løse forklaring, tog Uth sig et øjeblik, med et rejst øjenbryn. Han brød så ud i endnu en kort, let latter, i et med at han kiggede over skulderen imod hende igen.
”You don’t joke a lot, do you, dear? I was afraid you were going to tell me of ventures, in bed, with some lavish Prince of southern Europe!” Lo han igen, inden han kiggede over hendes skulder, med et smilende, dog sigende blik. Der var spørgsmål at stille her. Ting der fik hans nysgerrighed til at blusse. Men, han spurgte ikke. Han holdt sine spørgsmål tilbage. Han ønskede ikke at grave i hendes fortid. I hvert fald ikke nu.

Hendes tak for hans brød fik ham til at smile igen, og kiggede kort tilbage på hende. Han nikkede blot en enkelt gang, før han fortsatte med at fortælle.
Han lo kærligt af hendes reaktion på hans joke, og rystede endnu engang kort på hovedet.
”You -really- don’t joke around a lot. O’course you won’t break an oath, you, are an Elf. We are.. Moostly trustworthy..” Tilføjede han med en let klukken, imens hans øjne gled over en høj klippe foran dem, og han lagde hovedet tilbage en anelse, med et tænkende blik.
”Well. With that, then we are saving the Petrov children.” Tilføjede han, og kiggede igen ned i sin sæk. Han tog en flaske uden etiquette frem, og rakte den tilbage imod Angelie. ”Something to flush it down with as well.” Tilbød han, med et varmt smil. Han ventede til væsken næsten havde rørt hendes læber, eller indtil hun havde lugtet til dette, med at sige mere.
”Careful, though. Burns like hell, aaall the way down. But, you won’t feel cold for ages with that in you.” Tilføjede han hurtigt, for at hun ikke drak af det før advarslen. Skulle hun lugte til det, ville væskens duft nærmest angribe hendes næsebor. Det lugtede af kraftig alcohol, med et mildt hint af enebær. Meget mildt..

De var nettop ved at nå den høje klippe han tidligere havde set, da hun stillede hendes brændende nysgerrighed tilfreds. Hans øjne lukkede kortvarigt i, i det at han var stoppet for bunden af klippen. Han fnøs let ved hendes tilbud om en aftale, et kort smil på hans læber imens han kiggede tilbage imod hende.
”Of course.. ‘Why would an Elf shame himself like that’? Great travel conversation.” Sukkede han kort, inden hans læber igen skar et kort smil, og han rystede på skuldrene.
”What the hell.. Sure.. Deal” Han tog imod aftalen, og gik langsomt i kn;, imens han begyndte at forklare.
”I cut them.. Every single week. They grow back, and I’m not really sure why.. In fact, it is becoming quite a drag. Every single week, I have to redo the shame, of removing those acursed tips.” Forklarede han koldt, imens hans fingre gravede sig igennem sneen foran sig, for at røre den kolde jord under det hvide dække.
”I come from an ancient, pureblood line, and I’ll be the Prince of somewhere, one day!” Han overdramatiserede tydeligvis. Det virkede til at være en forsvarsmekanisme fra Elveren. Ty til humor, for at dulme dystert humør. Hvis Angelie kendte dette om hendes egen race, ville hun vide at gamle, fuldblods familier’s øre, var længere end normalt. Han sukkede dog kort.
”My ears are.. Long.. Annoyingly so. I can’t hide them, if I don’t cut them. So, I cut them. If I didn’t, I’d have to leave Russia, to avoid immediate execution, like any other Elf remaining. And Leaving Russia.. No.” Afsluttede han kort, imens hans ‘jne lukkede i, og han kort koncentrerede sig på jorden under dem, og langt borte fra. Som han havde gættet, var der liv, et godt stykke væk fra den anden side af klippen. De var gået uden om, men havde været nødsaget til at vende tilbage, for at undgå det store kompagni der stadigt marcherede rundt i udkanten af hans evner’s synsfelt.

Han rejse sig igen, og børstede kort noget sne væk fra hånden, inden han tog et par hurtige skridt frem, og hoppede op på klippen foran dem. Han begyndte at klatre et par få skridt op af klippen, inden han kunne nå at hive sig selv op. Han havde sat af på en udsats, der selv havde knækket sig fri fra klippen, netop som han trådte over til den.
”Well.. That’s my reasons.” Sagde han kort, og vente sig tilbage for at kigge ned fra klippen. ”Now, my turn.” Startede han, imens han knælede ned, for så at ligge sig imod den kolde sne, og række hånden ned. Sådan, ville hun kunne sætte af på den sten der stak ud i bunden af klippen, og netop nå at hoppe op, og gribe imod hans hånd. Dog, trak han den til sig, og lagde den imod klippens top.
”Why do you never smile? And don’t give me a ‘Never have anything to smile at’, that ain’t fair. I could’ve just say that I cut mine.” Spurgte han endelig, og smilede stort ned imod Elveren for bunden af klippen. Hans afpresning om at ville have hans svar, før at han ville hjælpe hende op, stoppede hurtigt, før han rakte hånden ned.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Angelie on Søn 7 jan 2018 - 22:11

“I beg you pardon!” Udbrød hun næsten foragteligt over hans såkaldte joke. Hele faktummet af at han nok havde ment det i ren sjov gik hendes næse forbi, da han mere eller mindre beskyldte hende for at bruge hendes ben i soveværelset med en Royal. Hans sigende blik, frembragte en skolen fra hendes side af, inden hun utilfreds traskede op på siden af ham, “I do not sleep around to acquire a higher position! I earn it!” Bemærkningen bed og smagen af afsky brændte imod hende kølige læber, som hun vendte blikket væk fra ham og frem for sig.
Egentlig var hendes vrede måske bundet i hvor tæt på sandheden han egentlig havde været. En forvrænget del af sandheden, men ikke desto mindre tæt på den. Hun ville dog kunne forstå hans tro på, at det var hende der havde været den afgivende slåer. Det var normal kotume i hendes klan.. eller.. gamle klan var det vel mere eller mindre. Hun havde ikke været ved dem i år trods alt. Igen var det ikke sandheden, men det var der nok ingen grund til at gå i dybere detaljer med.
Muligvis havde hun haft et tættere forhold til hendes hersker, men hendes position var ikke kommer for at sprede hendes ben. Hun havde været nyttig på mange områder, og bevist sit værd flere gange.

Igen kom hans mening om, at hun ikke jokede meget. Det var ikke en frihed hun havde haft tid til. Drømme, håb og jokes var ukendte og brændte broer, som hun aldrig havde været tæt på. Hun sukkede næsten opgivende over hans behov for st kommentere på det to gange.
“Jokes aren’t something I prioritized or ever had time for” der var ikke noget ydeligere at ligge i denne kommentar. I stedet måtte hun blot ryste lidt på hovedet, hvorefter hendes langfingernegl kradsede imod næseryggen, som hun opdagede klipperyggen, som han betragtede.
Hun puttede det resterende af brødet i en lomme på kappen, inden hun så ham række en flaske frem imod hende. Hendes læber føltes pludseligt tørre, selvom hun ikke havde bemærket det før. Den højre hånd rakte frem og tog mistænksomt imod flasken, inden hun fjernede proppen og løftede den op til næsen. Indsnusningen fortalte hende, at denne tydeligvis indeholdt en form for alkohol med et hint af.. bær. Skeptisk, modtog hun hans advarsel om at den brændte.
Hans ord var en underdrivelse. En slurk af indholdet, og hun hostede voldsomt et par gange. En anden luksus hun ikke havde haft meget tid til, var alkohol. Det blændede sanserne. Hendes læber føltes røde af varme, som hun gnubbede dem imod sin håndryg, og stirrede anklagende på Uth, som hun rakte flasken tilbage imod ham. Hun var næsten sikker på at dette måtte more ham inderligt, og hans smørrede fastsatte smil, fremtvang en lyst til at stikke ham en flad, for at se om han kunne virke andet en selvsikker og smilende hele tiden.
Hun holdt dog den brændende lyst tilbage, som de stod der ved fodenden af klippen. De skulle.. op? Der var bare et lille problem.. hendes hingst var ikke til bjergbestigning.

Der forsvandt smilet, og blev erstattet med et fnys, for igen at smile. Selv ved noget så alvorligt blev han ved. Hun var vel en smule fascineret over hvordan det var muligt for ham, og beundrede det. Hendes smil var så sjældne at man skulle tro hun aldrig havde haft evnen, men det var nok det samme. Han havde tydeligvis nok for dem begge.
Hun lyttede opmærksomt til hans historie og måtte hæve øjenbrynet i overraskelse over at han skulle være prins. Ham? Den smilende lalleglade elver med dårlig humor. Det der fangede hendes interesse var dog også, st han måtte skære spidserne af hver uge. Tænk at skulle gentage en sådan handling hver eneste uge, og hun måtte vel indrømme at det var noget, at han gjorde det, hun havde ikke gjort det i hvert fald. Hun var heller ikke født ind i deres race, måske det gjorde at hun havde et mere specielt forhold til hendes udseende end han. Hin tog det ikke for givet, og plejede det nær tiden var der.
Hendes viden på ørerne var bekendt, hun nikkede forstående, velvidende at hendes ikke var halvt så lange som hans formegentlig ville være.
Hun sagde intet som han mærkede på jorden og rejste sig, for at påbegynde bjergbestigningen. I stedet drejede hun en kvart omgang og lagde sin pande imod Renovdros med en hånd under hvert af hans tomme øjne. “Ragar jalbyr I'dol lu'thalra udossa” hviskede hun kærligt til dyret, inden hun kyssede den imellem øjnene. Hingsten drejede rundt og satte afsted i galop væk fra dem og dybere ind i skoven. “Zexen'uma doeb d'ml'aen!” Råbte hun efter den, hvorefter hun modtog et dødt vrinsk.

Hun kiggede tilbage lige tids nok til at se ham sætte af fra et klippestykke og trække sig op af bjergsiden. Åh ja. Det var vel ikke til st undgå bjerge, og sukket genlød opgivende, som hun så hvordan han knælede og rakte en hånd ned imod hende. Galant..
Hendes fødder trådte prøvende op på det lille klippestykke, inden hendes blik rettede sig alvorligt imod hans. “Better not drop me” mumlede hun, inden hendes fødder satte af i et højt spring, så hendes fingre lige akkurat kunne lukke sig om hans underarm, hvis ikke det var fordi han trak den til sig i samme øjeblik.
Hun trådte ned fra klippestykket, og satte utilfreds hænderne i hver sin side, som hun stirrede op på ham. Virkelig.. det var sådan han ville lege, som om de havde alverdens tid.
Spørgsmålet skar i hendes indre. Hun havde regnet med mange spørgsmål, men lige netop dette? Hvordan skulle hun svare på det? Hun smilede da? Nogle gange.. okay meget sjældent, men stadig. Spørgsmålet tvang hende til faktisk at måtte tænke over et svar til ham. Hun kunne jo tydeligvis ikke bare komme med en flad undskyldning, da han allerede havde udelukket muligheden.
“Frankly its true.. I do not have a lot to smile about anymore.. and for your information. I do know how to smile” svarede hun bidsk tilbage imod ham, hvorefter hun måtte ryste let på hovedet.

Hun trådte op på klippestykket, imens hendes blik stadig kiggede alvorligt op imod ham. “I come from a world where showing emotions are showing weakness.. I learned to hide them well.. I also..” en klump satte sig i halsen, som hun lukkede øjnene i og tog en dyb indånding. Her mindede hun sig selv om aldrig at slå en handel af med Uth igen, men hun var tro mod sit ord.
“I lost my mate, my soul and my home.. you wouldn’t know how it feels if you haven’t lost someone that took everything you were with them.. I don’t expect you to understand”.
Prøvende strakte hun armen op imod ham, som hun åbnede sine øjne. Denne gang var de dækket af den klare overflade, uden at der løb noget ud af den fængende øjnekrog. Hun ventede på st se om hendes svar havde været nok til st han ville lade hende komme op nu.

Sent from Topic'it App
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Uth on Man 8 jan 2018 - 15:45

Hendes pludselige reaktion på hans joke, fik hans bryn til at rejse sig, og kigge overrasket tilbage imod hende. Han vendte sig om, for at gå baglæns med hænderne defensivt op foran sig, og et hurtigt ryst på hovedet. Det varme smil på hans læber, forsvandt dog stadig ikke. At tilsyneladende have fornærmet hende, virkede ikke til at genere ham. Det gjorde det så sandeligt heller ikke. Hans humor var sarkastisk, og venskabelig. Det ville hun opfatte før, eller siden.
”Woouw.. Wow.. No one said aaanything, about aquireing a higher position. You can have sex with a Prince, without wanting to get a position out of it? I was making a joke about kinky stuff… About using a whip during sex. You turned sex into a tool, I referred to it as fun. This defensiveness… Makes me think, you’ve -actually- done, what you say you haven’t.. Eh? Eeh?” Det virkede ikke til at hans, måske lettere irriterende humør, havde en stop knap. Skulle dette gøre Angelie irriteret nok til at lange ud efter ham, ville han blot hoppe til siden for at undvige, for så at undskylde igen.
”Not like there is anything wrong with spreading legs for a position. A lot of powerful women throughout history, gained a lot by doing that.. Men too! And.. Hell, if I could bring stability back to Russia, by spreading my cheeks for the Tsar? Oh, my cheeks’d be wide open, in a heartbeat!” Forklarede hurtigt, hvorfor hans joke ikke havde betydet så meget. Han virkede ikke til at mene, at der var nogen skam i dette. Overhovedet. Han virkede ikke til at have den store skam i kroppen. Han smilede stort igen, inden han vendte sig for at fortsætte.
Hendes kommentar omkring jokes, røg hans tanker let forbi, dog bed han mærke i det. Han kunne ikke forestille sig et liv, uden jokes. Uden tid til dem? Der var altid tid til jokes, og humor. Det varmede en, på de kolde nætter, og holdt hjertet bankende. Der var mange kolde nætter i Rusland, så Uth havde brug for godt med jokes.

Uth betragtede Angelie, imens hun snakkede Drow endnu engang, og lagde hovedet en anelse på skrå imens han observerede hingsten ride afsted. Han pegede til højre for sig, hen af klippens gang.
”There is a way around the cliff, if you want him to join up with us again? It’d just take him an hour, or something like that, to catch up with us again. He’d just have to head straight that way, following the cliff. Eventually, it’ll turn into a hill, and he can just swoop around, and head right back in our direction. We wouldn’t wait for him, but he seems a capable enough tracker?” Foreslog hand, inden han gjorde sig klar til at samle hende op, og så til at stille sit spørgsmål.

Han strakte sin nakke en anelse, imens han lyttede til hendes forklaring. Hans smil forsvandt et øjeblik af hendes forklaring, og hans øjne gled imod klippestene imellem dem. Han slikkede kort sine læber, inden han kiggede tilbage imod hende, nu med endnu et smil, dog mere misfornøjet nu.
”No.. Guess I might not understand.. But.. Think I do..” Forklarede han kort, inden hans smile blev en anelse større, dog med sorg gemt bag blikket. ”I still smile. I have to, or I’d go insane. Well… Maybe I already am, but that’s beside the point. Come, along.” Tilbød han, og rakte sin hånd ned igen. ”And I’m not dropping you. That is one thing, I don’t joke about.. Trust. Just, aim to grab my wrist. It’ll be easier.” Foreslog han, og gjorde sig klar.
I det hun hoppede op for at gribe fat i ham, rakte han en anelse længere ned, og greb fat i hvad der nåede i nærheden af ham. Skulle hun ikke kunne nå hans håndled, så hans fingre greb fat i hendes, ville hun mærke et fast, og hårdt greb, der ville gøre ret så ondt, da han klemte til for at holde hendes vægt. Han havde ingen intentioner om at tabe hende. Skulle hun nå op og få fat i hans håndled, ville han gribe hendes, og trække hende op med det samme, fast greb. Der var styrke i hans greb, arm og resten af hans krop, da han begyndte at løfte sig, for at trække hende op. Han regnede med at hun stod imod klippen, for ikke at få revet hendes arm op af klippens kant, imens han brugte sin krop som modvægt. Det var ikke det store problem, da hans krop indeholdt en del mere vægt, end den fine lille Elver kvinde’s. Ikke blot grundet de to hoveder han var højere end hende, men mere de muskler hans krop var bygget op af. Der var langt mere styrke i Uth, end der var i den mest almene Lys Elver.

Da hun kom over klippens kant, trak Uth hende et par skridt længere fra denne, for så at klappe hende en enkelt gang på ryggen, imens han gik forbi hende, og imod deres destination.
”See? I’m trustworthy..” Smilede han kort over sin skulder, inden han kiggede frem igen, og så tænkende ud.

”Alright. I’m going to comment on your secret.. You’re welcome to comment on mine as well.” Startede han. Det virkede til at denne Elver kvinde, gik meget op i aftaler, og sjældent gav noget, uden at give igen. Han ville tilbyde det samme.
”Your world, sounds like a cruel one. Emotions, a weakness? No, I refuse to believe that.” Commenterede han, med et par ryst på hovedet. Han brugte meget sine arme og hænder når han snakkede, for at ligge dybere tryk på vigtige punkter.
”Without, showing your emotions.. What are we? Without emotions, there is only cruelty, cold and heartlessness left. A lack of emotion, destroyed Russia’s soul. Look at the unliving, as an example..” Fortsatte han, og kiggede tilbage imod Angelie. ”The majority of Vampires and Ghosts, are cruel and vengeful spirits. These, are avoid of emotions. The ones, however, who still carry emotions, can actually be quite pleasant. Because they feel..” Han tog et skridt over en stor sten, igen uden at kigge frem for sig, stadig som om han slet ikke skulle bruge sine øjne for at vide hvor han gik. Dog kiggede han frem igen, og holdt hånden op foran sig selv.
”There is.. So much beauty, in emotions.. Joy.. Compassion.. Passion. Love! No, none of these, are weakness’. They are.. Vulnerabilities.. They create objects and people, you can’t stand to lose, this is true. But. There is also strength.. Camaraderie. Friendships. Lovers. Family. All of these, will be by your side, if needed. It is a.. Wholesome, existence. I know, that if I ever got in trouble, I have friends who’d.. Probably die for me. And I have people, I’d risk my life for, in a heartbeat! This.. Community, is a powerful one.” Han formulerede hans holdning, som var han trænet i det. Trænet i at holde foredrag og forklare sin side af emnet.
”And what is the strengths of being emotionless? You’ll never lose anyone, because no one is near, or dear to you… Uhm. I.. Can’t think of any other strengths. There is the weakness’ of it.. You’ll be alone.. You’ll only ever have ‘allies’, who’ll only stick by you, if it is profitable to them. Otherwise, they’ll let you burn at the stake, rather than risk their own neck for you. No.. Showing emotions, is part of being humanoid.. A part, I’d never trade in for anything. Even when emotions has hurt me, more times than I could count.” Han afsluttede med et standfast nik, imens han skubbede en gren af vejen, hvilket fik sneen på den til at dale der fra i en hvid dans. Uth virkede stadig glad, dog var han mere seriøs i hans forklaring. Hans holdning til dette var stærk, og tilsyneladende ikke noget han havde siddet inde med. Han havde snakket om dette før, og ingen havde endnu kunne få ham på andre tanker. Han ville aldrig ofre sine følelser, for at være stærker. Han var intet, uden hans følelser.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Angelie on Man 8 jan 2018 - 16:41

Hans kommentar og forklaring gjorde alting meget tydeligere. De så verden igennem to vidt forskellige øjne. Deres meninger var ild of vand, så forskelligt som noget kunne blive.
“It is a tool” brummede hun defensivt, kun højt nok til at han ville kunne høre det. Hendes blik stirrede utilfreds på ham, som han bakkede og så på hende. Hun begyndte næsten at fortryde, at hun havde accepteret hans tilbud om at følge med, hvis dette var måden deres rejse ville forløbe. Trangen til at stikke ham en lussing var der stadig, som hendes hånd knyttede sig under kappen.
Hun valgte med vilje ikke at kommentere yderligere på hans anklage, efter hendes øjne havde klemt sig sammen til små sprækker. Hendes hånd svang ud efter ham, men han undveg den med lethed.
Små utydelige eder kom over hendes læber, inden hun overrasket stoppede op. Nej, det ville han da vel ikke? Tanken fik hendes næse til at vibrere, og en hovedrysten, næsten opgivende, begyndte.
“Be my guest to do so” imens hendes tænder skar lidt imod hinanden. Måske en smule dobbeltmoralsk fra hendes side, men tanken om to mænd sammen på den måde, gav hende en smag af afsky i munden. Hun sagde det ikke højt, og hvis han hældede til den side, ønskede hun emnet lukket og låst på stedet.

Som hun i stedet hørte hovene forsvinde, nikkede hun til ham. “Oh he will find us again. Don’t worry.. he’s a clever boy” svarede hun blot, inden hun måtte kigge op imod ham.
Hemdes forklaring havde været god nok, da en hånd blev sænket imod hende. Så han troede hvordan hun havde det? Og bar stadig evnen til at smile. Det var dog en anelse betryggende at høre, at hun kunne stole på ham. Ikke at hun gjorde det, men det hjalp lidt.
Fødderne satte for anden gang i et spring, for at lade sine tynde fingre lukke sig om hans håndled. Hun mærkede hans gøre det samme, inden hun satte tæerne imod klippen, for ikke at blive skamferet på vejen op, som han hev hende opad.
Grebet var stramt, og havde det ikke været fordi hun var vant til det, så ville det nok have gjort ondt.
Hendes knæ landede i sneen, og da han slap hende, gned hun kort hendes håndled, da hun mærkede klappet i ryggen. Hans næsten absurde kommentar om at være til at stole på, frembragte et svar fra hende selv. “Watch it.. or I might kick you down the next..” det var vel en form for humor fra hendes side. Han skulle dog vide, at hun meget muligt kunne finde på det, sådan som han smilede og hoppede rundt.. dom en legesyg unge.

Hun kom op på fødderne, børstede det værste ane af hendes kappe, og satte i et passende tempo bag ham, som han begyndte endnu engang. Da han nævnte, at hendes verden var ond, ville han for første gang opleve hendes skæve smil, der fremviste den hvide tandrække bagved. I hendes øre var et sådan kommentar et kompliment på en måde, for han havde ret. Det ville virke sådan, men den var langt mere end blot det.
Hendes smil begyndte dog at falme hurtigt efter, som hans prædiken fortsatte.
Da hans blik vendtes mod hende ved nævnet af spøgelser, gik der et tvist igennem hendes krop, en kuldegysning af en art, som hun undlod st kigge i retning af ham, men i stedet imod jorden, hvor hun styrede uden om en sten, der stak op igennem sneen. Han var en klog mand, men stadig blev det udtrykt på en irriterende måde. Hun vidste da godt, at følelser var stærke, men det havde ikke gjort, at hun fremviste dem til alt og alle. Få havde oplevet dem og de få.. var væk nu.
“Emotions makes you do stupid mistakes.. better off without those” kommenterede hun i stedet, for at understrege, at de havde to forskellige meninger på det punkt. Og endnu engang ramte hans ord en nerve i hende. Allierede var hvad hun havde skaffet sig igennem tiden. Nogle brugbare, mens andre.. ja ubrugelige. De havde været der, men hun var godt klar over, at det kun havde været halvt. Ligesom hun selv havde været der halvt, hvis hun fik noget ud af det samtidig.
Hendes blik hævede sig og mødte hans. Han ville ikke kunne se noget i hendes øjne, da hendes læber skiltes. “We’re allies” kommenterede hun derefter, som en form for spørgsmål om han havde tænkt sig at lade hende brænde på pinden, hvis det var en sådan situation de ville ende ud i.

Ved øjenkrogen så hun sneen falde af grenen, som hun selv dukkede sig under, i stedet for st skubbe ad vejen, som han havde gjort. Hendes fødder satte tempoet i vejret, indtil hun ville have forbipasseret ham, for derefter st tage en dyb indånding. Hun foretog sig en beslutning, inden hun kiggede tilbage imod ham.
“It wasn’t a prince.. it was the Valshar” hendes stemme glimtede let, næsten drillende, inden hendes blik drejede sig ud imod venstre, som hun stoppede op. Langt, langt væk, snoede sig en lille røgsky op igennem luften, som dansende slanger, der hev efter vejret.
Hendes hoved lagde sig på skrå, men pegede det ikke ud. Han havde sikkert set det selv og eftersom det var ham der var kendt i dette land, ville det være hans mening der var gældende på hvad det kunne være.

Sent from Topic'it App
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Uth on Man 8 jan 2018 - 20:15

Hendes korte, stille kommentar om at sex var et værktøj, fik et af hans øjenbryn til at rejse sig, og han kiggede kort imod hende med et spørgende blik. Dog stillede han ingen spørgsmål imod dette. Virkede ikke ligefrem som noget der var passende at snakke om. En anelse mere personligt, end han ønskede det skulle blive. Men da hun toneløst sagde at han skulle være velkommen til at sove med Tsaren, kneb begge hans øjne sig en anelse sammen, og han skar en grimasse. Dette var ikke ligefrem et billede han egentligt havde ønsket sig. Ikke et billede han havde fået, da han blot havde joket omkring det. Han kiggede hurtigt tilbage imod hende, og holdt begge hænder ud, defensivt.
”I don’t.. I don’t -want-, to bed the Tsar.. That.. That was a joke.. Please.. Tell me, you knew that was a j.. Urgh..” Brummede han misbehaget, dog stadigt med en kort latter igennem hans udtryk af afsky. ”Of course.. Of course you didn’t.. Get that.. Gods, the pictures..” Lo han igen, og rystede hurtigt på hovedet, for at prøve og få billederne ud af det.

Hendes trudsel fik ham til at grine igen, og holde armende defensivt ud, endnu engang.
”Now, now.. Let’s remain civil..” Bad han grinnene, mens han fortsatte deres vandren. Det virkede til, at intet kunne skyde igennem hans humør. Det virkede næsten for højt, og som om det dækkede over noget. Som om hans humor, og hans jokes, var en måde at skjule noget på. Dette var ikke helt forkert en tankegang. De ting de havde snakket om, havde fået hans tanker i løb, og han tænkte langt dybere end hans smilende, glade facade.

Han bed kort mærke i det smil hun bar sig, da han havde kaldt hendes verden ondskabsfuld. Han smilede ikke igen. Dette havde ikke været en joke, og hvis ondskab var det der kunne få hende til at smile, begyndte han at tvivle på hans ledsager. Han ville nok holde et ekstra øje på hende, fra nu af. Han vidste ikke hvad hun havde tænkt, da han nævnte børn. Ud fra hvad han vidste, kunne hun sagtens være en hedensk, og glubsk kannibal, i fåreklæder, med en sød tand for småbørn…
Da hun nævnede muligheden for fejltagelser når man havde følelser, smilede han let, og kiggede over imod hende igen.
”Not having them.. -Is- a mistake.” Sagde han rebelsk, og klukkede endnu engang. Dog gjorde han ikke mere ud af det, men lod dem have hver deres mening. Han ville få hende til at smile, før eller siden. Højest sandsynligt når de fandt Petrov børnene. Lille Katia Petrov kunne få en hver til at smile. Selv nogen der var så god til at virke kold.
Da hun kaldte dem allierede kiggede han efter hende, før hun overhalede ham. Til forskæl for hendes øjne, lyste Uth’s op med alle de følelser det spillede sig i ham. De var lige så varme, og imødekommende som hans smil og ord var.
”Yeah.. We are. Does that mean I’d risk my life for you? Hm, yeah, I probably would. And not just because you are usefull to my job, no.. Because it’d be the right thing to do. And, there is something charming about that coldness of yours.” Tilføjede han, med et kort vink med højre øjenbryn, og et kort kluk.
”However, if I had the choices of saving you, or the children. I’d save the children.” Dette sagde han lige ud i et, og havde ikke brug for et sekund til at overveje. Der var ingen debat, i hans sind. ”And I’d expect you to do exactly the same, where you in my role. Me, or the children. We’re adults, we’ve probably both had our fill of mistakes, as well as sins. They’re still kids. They deserve a chance to grow up, and make their own horrible mistakes.” Klukkede han kort. Hans blik fik et træk af dybe tanker, og hans hovede lagde sig en anelse på skrå.
”Hmh.. Would I save you, or my own skin, in a completely fictional scenario?” Tænkte han stille, og trommede kort på læberne, og kiggede væk et øjeblik. Han øjne gled dog hurtigt tilbage, og han nikkede en enkelt gang.
”Probably you..” Svarede han så, med et kort nik, før han så fortrydene ud. ”Hmm, or maybe me.. Can’t quite decide who’s the prettiest..” Endnu engang slap hans varme, lystige latter sig fri, og han rystede kort på hovedet. Dog trak han det hurtigt tilbage, med en rejst finger.
”That, was a joke, of course..” Forsvarede han, inden han gik ind i en overdramatiseret, sarkastisk stemme, imens hans hånd pege imod hans eget brystkasse. ”I, am obviously the prettiest of the two of us.” Sarkasme kunne ikke være mere blødene, end det var i hans stemme. Han havde indset, at jokes pralede ret hurtigt af Angelie, og tænkte at han hellere måtte gøre det så tydeligt som det var ham muligt, at han jokede.

Hans bryn rejste sig en anelse, da hun indrømmede noget de havde snakket om tidligere, og hans læber tegnede et stort smil over hans læber. Han skulle nettop til at kommentere, da han så det samme som hun, og han stoppede brat op. Hans øre virkede til at hoppe en anelse, som om de forsøgte at høre noget, inden han knælede hurtigt ned. Han skubbede så meget af sneen under hans fødder væk han kunne, så han kunne ligge hans håndflade imod den kolde jord. Hans ‘jne gled i, og hans blik rakte imod røg skyen. Hans hoved drejede langsomt fra side til side, nærmest som om han var svimmel.
”Mmh.. Four large creatures.. Two.. Small ones. One laying down.. One.. Hah.” Han lo muntert, med et kort ryst på hovedet, i det han rejste sig og børstede sin hånd fri for sne igen. ”Umnaya devochka.. It is definitely them..” Sagde han glad, inden han satte imod røgskyen, imens blikket gled tilbage imod hende. Han nægtede at lade dette gå. Han var sikker på at han havde hørt noget lignende ‘Valshar’ før.
”Valshar, huh? Sounds.. Fancy. What is it, exactly? I’m sure I’ve heard, or read about something alike that. Was he hot? Good in bed?” Spurgte han, med hoppende øjenbryn, før han lo endnu engang. Der var stadigt en god tids rejse til de ankom til den lille lejre folkene havde slået op, og der var ikke nogen chance for at han ville holde sig fra at snakke på resten af rejsen. Ikke før han selv begyndte at kunne høre deres mål.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Angelie on Man 8 jan 2018 - 21:13

Hun skar ikke en mine, men hævede dog det ene øjenbryn i betvivlede, da han begyndte at forklare hvordan han ikke havde ment sætningen omkring zaren. At dømme ud fra den vel skjorte afsky, virkede det som om, at det enten var et ømt emne for ham, eller også fik det ham til at føle sig lige så utilpas ved tanken, som hende selv. Måske var der faktisk få ting de kunne være enige om. Havde hun været et munter drillende fjols som ham, ville hun nok have kommenteret på, at zaren ville sætte pris på et sådan sæt baller, men det var ikke hendes væremåde.
Istedet fik øjnene et tæt på uskyldigt træk, inden hun fløjtede let af ham. “You don’t want to huh.. yet you brought it up.. “ svarede hun næsten overvejende, inden hun rystede let på hovedet af ham.
“You’re .. weird..” der var ikke meget ellers st lægge i den kommentar, inden hun vandrede videre, tvunget til at lytte til hans evindelige sludren. En mand af mange ord kunne man kalde ham. En evne til at snakke om alt.
Da han brokkede sig let over de billeder hun havde givet ham, trak hun let på skuldrene. “You’re welcome” tilføjede hun efterfølgende, som om hun havde gjort ham en tjeneste, at skabe dem for ham.
Og var det ikke nok, så ønskede han også at hun nu skulle opføre sig civiliseret. Hun var end ikke helt sikker på hvordan man gjorde dette. Det var år og date siden hun havde været nødt til at gøre den slags. Men hvor man manglede en evne, så havde Angelie andre.. formegentlig ikke nogle, som han ville sætte pris på, så hun holdt dem for sig selv. Forhåbentlig kunne hun kontrollere lysterne, hvis de skulle komme frem i hende, når de nåede deres mål.
Hendes blik studerede ham nøje i dette øjeblik, som hun overvejede om han var så glad af samme årsag at hun ikke var. Bar han mon på noget tungt indeni også? Det ville give mening. Alle bar på noget, nogle værre end andre, så hvorfor skulle han ikke. Han håndterede det bare anderledes end hun gjorde.

Hun opfangede at han ikke mente det var et passende emne at smile over. Men han smilede over sit hjemland, selvom han var jagtet bytte her. Hun smilede over hendes, hvor hun havde jagtet byttet i årevis. Der hvor hun havde fået livet, fået det taget fra hende, fundet meningen med at leve, og mistet den. Der var meget mere end bare ondskab bag smilet, skønt han nok ikke ville have opfanget dette.
Endnu et diskret smil kom frem, da han komplimenterede hendes kolde person. Det var de færreste der forblev venligtsindede efter fem minutter i hendes nærvær. Enten var de flygtet, dræbt eller i kamp. Man kunne vel ikke bebrejde hende det, eftersom det var det liv hun havde kendt til i så mange år. Hun havde været livvagt, og tvunget til at gøre alt for at beskytte personen. Senere blev det fordi hun ville og ikke af pligt, men det behøvede han ikke kende til.
Hun blev dog afbrudt, som han begyndte hele snakken om at sætte børnene før hinanden. Selvfølgelig. Det ville hun altid have gjort, ligegyldigt hvad han havde ment. Børn mindede hende om det hun aldrig selv havde fået, og det skulle de opleve. En ordentlig opvækst og chancen for et liv med en familie.
Hendes stemme knurrede dog faretruende, som han begyndte at overveje imellem hende og ham. Lagede han virkelig sjov om et sådan emne? Hans beslutning gik frem og tilbage imellem dem, indtil han lod det blive afgjort af noget så overfladisk som udseendet.
Inden hun kunne nå at stoppe sig selv, slog hun opgivende sin håndflade imod panden, og rystede let på hovedet. “I refuse to discuss the dilemma you’re having, based of appearance” mumlede hun hurtigt, så han ikke ville forsøge at få hende til at svare på hans problemstilling.
Hun forstod ikke hans måde at tænke på, og da han mindede hende om at det var en joke, brummede hun endnu engang opgivende. En brummen, der endte ud i, at hun tabte underkæben en anelse, da han hentydede til, at han var den kønneste af de to. Med et rullende blik, fortsatte hun sin vandring forbi. “Good thing I can save myself in that case” lød hendes svar, med snerten af en munter tone underneden, men den var ufattelig svag.

Da han stoppede som hende selv og knælede imod sneen, satte hun sig tænkende på hug, som hun betragtede ham dybt. Hendes albuer hvilede imod lårene, alt imens fingrene trommede tænkende imod hendes læber. Det var den længste stilhed der havde været, og hun udnyttede den til at skue ham an. Hendes ører summede let, som han berettede om lejren og satte i bevægelse. Så han havde evner. At vide det bare ved at røre jorden, ville hun gætte på det var en form for manipulering af elementet under sneen.
Hun rejste sig roligt, inden hun fulgte trop.
Stilheden blev dog hurtigt brudt, da han begyndte at spørge ind til hendes kommentar. Og igen.. udseende og.. hun gispede forfærdet, da han ville vide om deres intime stunder. Øjnene voksede en anelse, inden hånden lagde sig over hendes ansigt i et forsøg på at skjule flovheden, der viste sig i kinderne.
“I am not gonna answer that!” Svarede hun ud imellem fingrene. Hun havde næsten overhørt det første af spørgsmålene, som hun kunne svare på, uden at give for meget information, forhåbentlig.
“The leader of a drow clan where I come from” mumlede hun dernæst, stadig flov over hans direkte håndtering af sætningen. Hun svarede ikke på resten i ren trods over at dele den form for information med en fremmed. Det var ikke noget man snakkede om med fremmede, eller nære for den sags skyld.
“I doubt you’d want the details considering your reaction earlier about the whip” brummede hun i stedet grav alvorligt, da der trods alt altid havde været fysisk vold indblandet i netop de scenarier. Verbal også for den sags skyld. Ikke at hun beklagede sig. Hun tvivlede aldrig et øjeblik på, at det var sådan det skulle være iblandt elskende. De havde elsket hinanden.. havde de ikke?

Sent from Topic'it App
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Uth on Tirs 9 jan 2018 - 4:06

Hendes stadigt manglende evne til at opfange en joke, fik ham endnu engang til at ryste på hovedet, og le, opgivende denne gang. Han nikkede ligeså et par gange af hendes kommentar om at være mærkelig, som om han var enig med den holdning.
”Now -that- I can live with.. Rather weird and irritating than.. Cold and.. Plain out boring.. I’ll take weird -any- day.. A ny day!” Lo han kort, og rystede endnu engang et par gange på hovedet. Han havde ikke sagt noget den dag, han mente så meget som dette. Han ville tage hans glæde, og evne til at se det sjove og glade i ting, over at være kold og kynisk, en hvilken som helst dag.
”If I was to be as angry and tight winded as you, Anya, I’d probably go insane. Think I prefer my sanity too much for that. Not to mention how horrible a company I’d be, to the people around me. I happen to enjoy your coldness.. It is refreshing, because you don’t seem to be a bad person. Others wouldn’t get it. They’d suspect that you are -exactly- as cold as you display yourself as. You don’t really want people to like you, do you?” Spurgte han, og mente spørgsmålet fuldt ud. Han vidste at det ikke var alle, der ville kunne se igennem hendes kolde facade. Mange ville misforstå den, som en der havde noget ondt at gemme på. Det havde hun sikkert også, men han var dog sikker på at der var mere bag den facade. Der var et godt hjerte et sted der inde. Hvorfor han var sikker på dette, ville han ikke helt kunne have svaret på, i det øjeblik. En ting var han dog sikker på, at forklare hans jokes, var begyndt at blive tungt. Han følte næsten at han havde brug for en pause. Som om det var hende, der var igang med at bryde igennem hans glæde, frem for at han forsøgte at bryde igennem hendes vrede og kulde.
Igen havde han opfanget et smil, på det mærkeligste tidspunkt. Da han komplimenterede hende i hendes kolde ydre. Hun ville virkelig gerne være kold, og kynisk? Anså det som noget at være stolt af? De to var så vitterligt forskellige, at det næsten gjorde ondt at tænke på, at han nød hendes tilstedeværelse. Kunne sagtens være, at det blot var godt at være sammen med en af hans egen race igen. At det havde intet at gøre med hendes personlighed. Der var dog noget nuttet, i hendes evne til at misforstå -alle- hans jokes. Han var dog færdig med at forsvare sig selv. Hun måtte selv tænke sig til, hvornår han jokede efterhånden.
Han rullede let på øjnene, da hun endnu engang formåede at lade sarkasmen gå hendes næse forbi. Han skulle til at udbryde at han var færdig med at joke, da hun sagde at hun måtte redde sig selv, og han med det samme opfattede den lette snert af munterhed på hendes stemme. Hans øjenbryn rejste sig en anelse, i det han også nikkede en enkelt gang.
”Yeah.. I am certain you can.. And if I am actually as shallow as I suggest, you might have to.. I am sooo done, explaining when I am joking. You’ll just have to think I am as horrible, or stupid, as my jokes suggest. -Or- actually start realizing I don’t mean, like.. Half the things I say. At least not the bad stuff.” Han klukkede endnu engang, og rystede på hovedet over, at han overhovedet blev nød til at tilføje dette. På trods af at han havde set alle de ting han havde, ville han ikke bytte med nogen. Specielt ikke nu. Han havde aldrig sat pris på hans egen evne til at være glad, og optimistisk, mere end han gjorde i hendes nærvær. Var han blevet lige så kold og vred som Angelie, ville han nok have gjort noget dumt, og forhastet allerede, og fået sig selv slået ihjel.
”But.. Good to hear, that you can actually be a little chipper, once in a while. I’m certain a laugh would look beautiful, on your pretty face.” Komplimenterede han igen, dog uden at kigge tilbage på hende.

Imens hun reagerede på hans kommentar, skar han et bredt smil, imens fingrene ledte igennem hans taske igen. Endnu engang fik hendes afsky ham til at le. Den der manglende evne til at vide, hvornår han faktisk mente et spørgsmål, og aldrig opfattede retorik. Dog, da hun forklarede hvem en Valshar var, kiggede han igen op imod hende, nu med et overrasket blik. Dog dulmede denne overraskelse sig hurtigt, i det han indså at dette sagtens kunne have noget at gøre med hendes kolde natur. Drow var ikke ligefrem kendt for deres venlighed. Eller jokes, for den sags skyld. Han trak hans Gin op fra sækken igen, og tog sig selv en stor slurk af denne, for så at brumme med et tilfreds hvæs. Han tilbød alkohollen imod hans companion igen, regnede dog egentlig ikke med at hun faktisk ville tage imod. Hans anden hånd rakte ned i siden af hans kappe, og tog et læder skin frem.
”I didn’t exactly ask for any details, now did I? Even if it hadn’t been a rhetorical question, it could’ve simply been a ‘yes’, or ‘no’.” Forklarede han kort med en latter, inden han tog en stor tår af hans vandskind. Skulle hun ikke have taget imod alkoholen, ville han lægge denne i sækken, og så tilbyde vandet. Tog hun imod hans Gin, ville han også tilbyde vandet.
”A Leader though, hm? Tried something like that once, too. A Duchess. Not the prettiest thin.. Pretty damn good in bed, though. Fiery..” Forklarede han, med et velbehaget rysten på skuldrene, som om mindet varmede ham op. ”Hm, the Duke didn’t appreciate my charms, though.. Me and my brother had to flee the Duchy, only wearing our knickers and bags. Apparently, he’d been buttering up the daughter of the two…” Han lo muntert, og rystede et par gange på hovedet, af det varme minde. Minder om hans rejser over havet med sin lillebror, var minder af den slags man ikke havde lyst til at glemme.l På trods af at de altid mindede ham om, at hans bror ikke var der længere. Der var en sorg bag det varme smil han bar sig i et stykke tid efter de minder kom frem. En sorg, han ikke kunne magte at skjule. Dog var velbehagen større. Han havde fundet en guldmine af gode minder. Slagsen man kunne tage frem, hvis alting virkede mørkt og koldt for en tid.

De var begyndt at nærme sig det punkt, hvor de kunne høre lave, brummede og frustrerede stemmer. Hvis de stadigt snakkede efter dette punkt, ville han tale lavt, og forsigtigt. Han vidste ikke hvem disse folk var, eller om de havde nogen former for evner, og god hørelse. Han havde ikke tænkt sig at tage den chance.
Han kunne dog ikke præcist opfange hvad de råbte over, men kunne tydeligt høre forskellen i humør. En var voldsomt hidsig. Som om der var sket ham noget. Der var også en halten i hans skridt, for at gøre det være. En anden virkede frustreret, over at den første var hidsig. Måske gjort noget dumt.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Angelie on Tirs 9 jan 2018 - 8:13

Da han nævnte, at han ville have mistet hans sanitet, måtte hun bide sig let i læben for ikke at udbryde, at den vist allerede var tabt for længe siden. Det var ikke hendes plads at dømme ham på den måde, og hun ville muligvis opfatte det som en fornærmelse. Hun ønskede ikke at fornærme den mand, der havde taget hende med og givet hende mad, selvom det ikke havde været nødvendig. Hun stod trods alt i gæld til ham, og havde i sinde at betale den.
Som spørgsmålet lød, måtte hun overveje om dette var et han mente, eller endnu en afhandling flyvske tanker. Hun satte sig på det første, efter at have ladet blikket betragte hans ryg et øjeblik.
“My existence and life were never ,want for me to be liked.. I was meant to be feared..” svarede hun langsomt, overvejende, inden hun trak let på skuldrene. “I happen to accomplish that goal quite.. perfectly” denne kommentar bragte hendes ansigt tilbage i tænkende folder. Det var egentlig ikke et helt svar, for hun nævnte ikke hvorvidt det var sådan hun foretrak det. Ville hun have gjort det anderledes hvis muligheden havde været der? Nok ikke.. bitterhed og hævn havde ædt i hendes sjæl lige så længe hun kunne huske. Årsagerne havde været forskellige, dog havde det ikke været det eneste.

Hans ord bragte hende tilbage til deres virkelighed, som hun måtte betragte ham næsten undrende. Det var som om, at hun blev nødt til st overveje hver eneste gsng han åbnede munden, hvorvidt det var noget hun skulle tage alvorligt. Det var trættende, men selvom det ikke virkede sådan, ja så var det faktisk begyndt.
Da de to muligheder dukkede op for hende, måtte hun kradse sig diskret i den ene øjenkrog. Selvom hun ikke sagde det højt, mest for ikke at booste det enorme ego, som hun synes han havde fremvist et par gange, var hun dog sikker på, at han ikke var et dårligt menneske. Anderledes i sine prioriteringer, men ikke dårlig.
Hun skulle egentlig lige til at åbne munden og fortælle sin konstatering, da han kaldte hende kvidrende og snakkede om noget så uskyldigt, og fremmed, som en latter. Hvornår havde hun sidst haft en latter, hvis ikke det indebar tortur af et offer. En sådan normal og munter latter? Havde hun nogensinde haft det? Hun huskede det ikke. Det blanke slør gled over hendes ansigt endnu engang, inden hun lod emnet falde. Ansigtet vendte tilbage i sit neutrale selv for en stund, som disse tanker flød rundt i hende.
Det var nok en ting hun ikke ville formå at fremmønstre. Latter hørte sig til for andre, der ikke var hende. Hun havde ikke muligheden for det før, og egentlig glemt hvordan nu.

Som stilheden lå imellem dem, så hun hvordan han drak igen af den brændende væske fra flasken. Hun rystede let på hovedet, da han tilbød denne til hende, som hendes blik vendte sig imod røgen, der steg til vejrs længere fremme.
Hun hørte egentlig godt, at han snakkede lidt i baggrunden. Hendes ører vibrerede let ved lyden fra ham, inden hun blinkede et par gange. Det nærværende blik vendte tilbage imod ham, som hun lydløst tog imod skindbeholderen, som hans fortælling begyndte. Hun satte den op til læberne, og nåede kun lige at få vandet ind i munden, før en voldsom hoste begyndte i overraskelse over hans måde, at snakke så.. frit om det på. Hendes krop bøjede sig en anelse forover, inden hun dunkede sig selv let imod brystet, for at kunne trække vejret ordentligt igen.
Hun ville derefter kigge misfornøjet op imod ham, som hun måtte ryste opgivende på hovedet. Det andet forsøg på st drikke indtraf, og det lykkedes hende også denne gang.
“Got a brother huh?” Svarede hun i let spørgende tone, af nysgerrighed og for at dreje emnet væk fra deres eskapader med damerne. Det gjorde hende utilpas at skulle diskutere den slags så roligt. Det var ikke sådan verden burde være, var det.
Her opfangede hun sorgen. For første gang virkede det til, at han ikke forsøgte at skjule noget bag sin humor og latter. Hendes årvågne blik lagde sig insisterende på ham, som hun rakte vandet tilbage imod ham. Uvidende på hvad hun skulle gøre i sådan en situation. Skulle hun spørge, eller lade det ligge?
Hun sagde intet i en tid, for at se om der kom en forklaring i stedet, uden hun blev nødt til at bringe det op og måske ramme en nerve, der ikke skulle røres.

Hendes ører sitrede, da første tegn på stemmer nåede hende. Blikket vendte sig fremad, selvom hendes øjne ikke ville kunne se noget endnu. Desuden ville hun heller ikke kunne forstå dem, da personerne formegentlig ville snakke russisk. Et sprog hun ikke havde haft lært. Hun var faktisk afhængig af at han foretog al kommunikation, men det var hun også bedst til. Han var den mest diplomatiske af de to, og hun.. ja hun ville dræbe dem på stedet uden st spørge overhovedet.
Fingrene tog fat om hætten, hun tidligere havde sænket, for at hæve den op over hendes hov og skjule hendes identitet endnu engang. Han havde jo sagt, at det ikke var velset at være race, og hun ville ikke give dem gode ideer. Måske skar de ørerne af folk og solgte dem heromkring. Ikke st hun ville lade det ske selvfølgelig.

Sent from Topic'it App
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Uth on Tirs 9 jan 2018 - 16:42

Han lagde mærke til at hun tænkte en anelse mere over dette spørgsmål. Gjorde ham faktisk nervøs, om hun nu aldrig ville tro at han mente et spørgsmål, netop som hun også overvejede. Dog gav hun sin kommentar til spørgsmålet, og på trods af at det ikke var et svar, så var det nok. Han følte ikke at hun havde et svar. Men den kommentar hun havde givet, fik hans smil til kort at svinde, og et mildt suk undslap hans læber.
”Sorry, but.. That sounds a lot like the excuse of a tyrant.” Startede han, men gjorde det tydeligt at han ikke var færdig, men fortsatte. ”Fear can be a powerful tool. But don’t think, for a second, that the Tsar has more friends, because of his cruelty. Because of the fear he imposes. Fear just generates hate.” Rystede han kort på hovedet, og dukkede sig for endnu en gren i hans vej.
”I don’t know what you come from. And I don’t want to judge you. Your choices may have been necessary, may not. I don’t care. But.. Yoklav doesn’t need more fear.. Nor does Russia. Plenty of that already. Consider the alternative, instead. Trust me. No one is -made- to be something. Childhood experiences, and education, creates a baseline. Then you can choose what to do with this.” Uth talte mere seriøst nu, med en fortællende mine, der gjorde det -meget- tydeligt at han mente hvert et ord nu. Han virkede langt mere fornuftig, og klog, end hans ellers venskabelige og farverige attitude, og humor, måske viste. Hans øjne gled så imod Angelie, med en langt mere seriøs mine.
”Please don’t become another problem for Yoklav, that I’ll need to solve as well. I don’t need another enemy.” Hans ord lagde det op til den der hørte det, om det var en trussel, eller en bøn. Det hældede dog mest til bøn, hvilket det også var. Han ønskede vitterligt ikke flere problemer, og hvis man levede et liv for at skabe frygt i dem omkring sig, var man den slags Uth tog sig af. Han var træt af at blive trådt på. Træt af at se hans venner, og for den sags skyld enhver, blive trådt på. Der var nok smerte i verden. Han ville, og gjorde, alt i hans magt, for at putte en anelse kærlighed og smil i den i stedet. Noget måtte udveje lidelsen.

Da hun hostede i vandet hun havde forsøgt at drikke, lo Uth dog muntert igen, og rakte pakkede hans alkohol godt ned i sækken igen. Det var tydeligt, at hun ikke var vant til at snakke sådan omkring sex, hvilket ikke nødvendigvis var godt at han vidste. Nu vidste han hvad han kunne bringe op, hvis hun fik behov for at blive irriteret.
Af hendes spørgsmål dalede hans smile, blot en anelse, dog forblev det der stadig. Et sørgmodigt, men varmt smil.
”Yeah, well.. Had. Lost him a good while back.. Him, and the rest of the family. Right around when the coup started, and the cleansing begang.” Svarede han, uden at ligge log på. Betød intet at hun vidste dette. Der var to muligheder for hvad der skete efter denne dag. De gik hver til sit, og I så falde var denne viden ubrugelig for hende. De kunne blive sammen som medarbejdere, og så vidste hun da hvilke punkter hun skulle være forsigtig med at trykke på.
”He was a good guy.. Even for a Pirate. We sailed together, back in our trading days. Well. Trading and Piracy. We were different people then.. I.. Was different.” Tilføjede han, med et lettere stolt smil. Hans bror havde været en god mand. Det havde været ham, der holdt Uth’s temperament og ego nede. Stoppede ham fra at være direkte ondskabsfuld til søs. Det var stort af en person med hans fortid, at snakke om frygt så fornuftigt han havde gjort tidligere. Mange ville spørge ham hvordan han kunne prædike om frygt som så dårlig en ting, når han engang selv havde levet af det.
Han fortsatte ikke med dette emne, og det virkede hellere ikke rigtig til at han ønskede at det gjorde. Han kunne altid fortælle mere, en anden dag, hvis hun overhovedet ville være interesseret. Denne dag, var ikke tiden. Var ikke nødvendigt at hun lærte alt om ham, på den første dag de kendte hinanden.

Som de kom tættere på, blev stemmerne mere tydelige, og de kunne begynde at forstå de ord der kom fra dem. I det de kunne, gik Uth en anelse ned i knæ, og begyndte at snige sig fremad i stedet. Forsigtigt fjernede han sækken fra hans ryg, og lagde den op af et træ på hans vej, imens hans øre forsøgte at opfange den hidsige samtale imellem de to der snakkede.
“Mit ben, er fuldstændigt rødt, for fanden! Hendes bid var fucking giftigt! Se..” Rasede den ene på fransk. En stor del af den menneskelige befolkning i Rusland snakkede Fransk, eller en blanding af fransk og Russisk, grundet den lange tid under Fransk erobring.
“Eto ne znachit, chto vy mozhete navredit' yey, vashemu serdtsu!” Svarede den anden tilbage på fransk. Uth’s stemme begyndte langsomt at forklare samtalen, da han regnede med at Angelie også kunne høre det.
”Natalia apparently bit one of them. Her bite can be infectious, if she choses to. She can’t control it yet, but her mother knows the cure for it, so it hasn’t caused any problems. Yet. But. Might not mean they know what she is, yet. They have hurt her, however. Han hviskede ganske stille, på trods af at der stadig var længe til at de ville være tæt nok.
“Hvad fuck mener du!? Jeg er da ligeglad med, at hun har et par ar, hun skal fucking fortælle mig hvad det her er! Jeg vil ikke miste benet, for at Grand Meisteren kan manipulere hans satans dukker!” Råbte den fransk talende mand, med hidsig desperation i stemmen.
“Da, konechno, nam nuzhno znat', chto eto takoye, no vy ne prichinyayete yey bol' bol'she, chem u vas uzhe yest'! Tebe nuzhno uspokoit'sya!” Svarede Russeren, med en brummende dyb stemme. Uth så betænksom ud, imens han fortsat sneg sig fremad.
”Apparently they want to try and.. Manipulate, the kids? Maybe slavers? Maybe a rising clan?” Hviskede han undrende igen, inden han kiggede over imod Angelie.
”Were on the field are you the strongest? From far away? Short distances? Close and personal?” Med alt hvad han sagde på nuværende tidspunkt, fik hun hans seriøsitet at føle. Der var ingen humoristisk undertoner i hans tale nu. Nu, var det tid til at arbejde.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Angelie on Tirs 9 jan 2018 - 17:46

Som endnu en af hans prædikener tog form på hendes vegne, rynkede brynene sig mere og mere for hver sætning. Da han nåede til delen med ikke at dømme hende, kunne hun ikke holde munden lukket længere. “Sounds A lot like judging to me” svarede hun en anelse vredt inden hun måtte udholde resten af hans såkaldte tale.
Hendes blik nægtede at se hen imod ham, men var i stedet blot fremadrettet og forbi ham, fikseret på røgen foran dem. Han vidste det ikke, men havde alligevel konstateret at hun ville være et muligt problem. At hun var kommet her, blot for st skabe problemer i et nyt land. Hele dette fik hende næsten til omgående at fortryde, at hun havde tilladt sig selv muligheden for at tænke, at denne rejse kunne være .. hyggelig. Nu var det egentlig bare som i starten fra hendes side. Lukket ned, uden at lade ham komme tættere ind under huden på hende.
Hendes ansigt var neutralt, som hun havde skubbet hætten på plads, og sørgede omhyggeligt for at hendes hår og ansigt var dækket, dels på grund af den uvante kulde, og også for ikke at blive genkendt, da hun hørte udtalelserne på fransk. Først havde hun troet, at hun havde hørt forkert.

“You’re right.. you don’t need another enemy.. nor do I plan to stick around long enough to be one” lød hendes svar enkelt, som hun sukkede lydløst, inden hendes blik drejede en anelse imod højre og bagud. Hvor mon den forbandede hest blev af. Hun håbede han ikke var løbet på jagt, nu når de var så tæt på det såkaldte mål.
Nah, Renovdro ville ikke forlade hende på den måde. Han ville være her snart, hun havde ingen grund til at tvivle på det. Aldrig havde han brudt en ordre fra hende.
Et kort øjeblik undrede hun sig over hvad hun havde gjort for at give ham den mening om hende. Alt taget i betragtning, ville hun selv mene, at hun havde opført sig ganske eksemplarisk under denne tur. Hun havde ikke givet ham grund til at tro, at hun var her for at skabe problemer, men nu hvor det lå usagt i det åbne, ville hun egentlig bare blive færdig og væk. Ud af Rusland, og måske.. østpå, helt til Asien.

Hun lyttede til historien om hans bror, der.. vent.. hendes tanker stoppede op ved et mere interessant faktum. De havde begge været pirater på et skib. Under hættens skygge, glanede hun hen imod ham, og så nu på denne elver igennem fornyet øjne. Så han havde ikke været meget bedre end hende selv. Pirater var trods alt ikke kendt for deres venlighed og åbenhjertede modtagelse. Det virkede virkelig dobbeltmoralsk, når hun nu hørte dette.
Om det var i trods eller indebrændthed var ikke til at vide. Men hun nægtede vitterligt at give ham tilfredsstillelsen af st se, at dette nye emne havde fanget hendes opmærksomhed. Det faldt hende interessant hvordan han kunne sige så meget om hende, når han havde været præcis det samme. Eller nok ikke præcist men noget derhen ad.

Da stemmerne skænderi blev tydeligere, så hun ham falde imod jorden og snige sig nærmere. Hendes hånd løsnede først pisken fra hendes bælte, inden hun fra indersiden af overarmen frembragte to kasteknive. Med våbnene i hånden, lod hun sin kappe glide over skuldrene og falde til jorden. Den ville gøre hende mere skade end gavn, hvis hun beholdte den på.
Hun lagde sig fladt bed i sneen, inden hun som han sneg sig en anelse længere fremad. Ørerne vippede nysgerrigt, som hun forstod halvdelen af samtalen. Fransk. Overrasket forsøgte hun at få et bedre kig på manden. Var han mon fra Frankrig i så falde, måske fra Di Morga?

Hans spørgsmål skabte ingen tvivl denne gang, dette var et område hun kendte godt, hendes blik fjernede sig ikke fra de to personer da hun svarede. “About 2 meters distance.. and closer” hviskede hun hæst, som tågen formede sig foran hendes læber, imens hun sigende løftede pisken op fra sneen for at lade ham se den. Hun behøvede ikke nævne, at hvis hun skulle lade magien bruge, ville hun være nødt til at være gemt godt af vejen, langt væk. Forhåbentlig blev det ikke nødvendigt.
Hendes hånd klappede let imod låret, for at være sikker på fløjten befandt sig på sin plads, inden hun tænkende vippede en af knivene imellem hendes fingre, som et stykke legetøj.

Sent from Topic'it App
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Uth on Tirs 9 jan 2018 - 20:34

Han rystede kort på hovedet, da hun opfangede hans ord, præcis på den måde han havde ønsket hun ikke gjorde. Han havde selv været det hun forklarede, engang. En der blev frygtet. Han fandt ud af at det ikke bragte noget godt med sig, andet end kort succe. I det lange løb, var der bare mere smerte. Han sukkede kort, da hun sagde at hun ikke havde nogen intentioner om at blive, men det fik ham blot til at ryste på skuldrene.
”Fine.. Run somewhere else, and be a source of fear there.. Or take my advice, and find a good home in Yoklav. There’s good people there. I can’t judge you. I’ve done horrible things, I don’t get the privilege to judge. What I want to give you, is the advice of someone, who’s tried both sides of this coin. And fear isn’t worth the short satisfaction. And.. I think you know that. If you still, truly, believed you were just meant to be feared.. Then why would you leave a place that sounds like it awards it?” Sagde han, mere som et retorisk spørgsmål, end noget andet.. Han ønskede vitterligt ikke et svar, hvilket han hurtigt fik sat punktum på. ”That was a rhetorical question. Don’t answer it now, but try to think about it. And remember there is no shame, in being wrong. But something like this. Well, it is up to you to choose if I am. I -know- that for me, I am right. I am far more comfortable being loved, than feared.” Tilføjede han, imens hans læber igen gled ud i et lille smil. Han var færdig med denne diskussion, på nuværende tidspunkt, og han var tilfreds med hvor han stod. Hun havde allerede sagt, at hun havde tænkt sig at skride så snart dette var overstået, så han følte ikke at han havde noget at frygte for hans venner, hvis hun skulle vælge at forblive frygtet. Og hvis han faktisk trængte igennem, kunne han muligvis få en anden til at indse at frygt ikke var vejen. Og i hans øjne, ville han gøre hendes liv et mere opfyldt af slagsen. Kærlighed, og omsorg, var langt stærkere følelser.


Som de lå klar til et angreb, drejede han kun let hovedet, uden at tage øjnene fra deres mål, for at lytte på hendes svar. Han nikkede et par gange, og skubbede kort sine fingre ned i sneen.
”We need to know, if they know. If they don’t know what the children are, they don’t all need to die. Some of them, might just be doing their job. Following the leader. Desperate times. If they don’t need to die, we can just break a few limbs, and do a bit of damage. Make sure they won’t be kidnapping anymore people.” Bad hans stille, igen uden at tage øjnene fra skænderiet. Drab var ikke den vej han først hællede imod. Hvis han blot tænkte på at dræbe, var han ikke bedre en Tsaren. Bedre end dem der hængte væsner for åben gade, blot for at være anderledes. Disse folk havde godt nok gjort noget forfærdeligt, men alle skulle have en mulighed for at blive bedre.
Hverken han, eller Angelie, nåede dog at reagere på det ønske, før hans frygt blev realiseret, da skænderiet fortsatte.
“Hvorfor tog vi også den opgave!? Vi kidnapper ikke folk, for helvede… Og nu er mit ben fucking forgiftet!” Råbte den ene, hvilket hurtigt blev afbrudt af den anden.
“Nu, my ne mogli by znat', chto ona byla grebanym monstrom! Prekrasno .. YA poydu za ney” Vrissede han hidsigt på Russisk, inden han drejede imod det lille telt der var slået op i den anden side af den lille lejer. Han tog et højt skridt over den ene af de fire der havde lagt sig, og satte imod et lille telt.
Uth vrissede lavt, og strammede hans fingre til klør, før han rejste sig bredt. Da han gjorde, lignede det at jord fulgte med hans fingre. Som om han havde revet dem op af jorden så hurtigt, at det havde skabt en lille eksplosion. Hurtigt var det dog tydeligt, at hans fingre virkede som en magnet for jorden, som det begyndte at sætte sig imod hans hud.
”They know.. They all die. Stay behind me, and use me as a moving shield. You can shoot and whip around me. I’ve got the Russian one. Don’t kill him immediately.” Nærmest beordrede han. Han ville snakke med den Russiske. Imens han snakkede, var der begyndt at flyve sten op fra sneen også, som nu alle begyndte at samle sig omkring ham. En tornado af sne, sten og jord begyndte at forme sig omkring hans fødder, og bevæge sig langsomt opad. Under tornadoen, ville hun kunne se sten og jorde sætte sig fast ude på hans tøj, og skabe et ekstra lag hud, i form af et beskyttende lag sten.
Tornadoerne fortsatte, selv da han trådte frem fra træerne, og satte imod den lille lysning kidnapperne befandt sig i. Der var stadigt et godt stykke over til dem, før de var inden for de to meter Angelie havde bedt om, og der var ikke tid til langsomt at snige sig tættere. Russeren var på vej imod Natasha, og han måtte ikke få en chance for at få fat på hende.

”Ey! Hold jer fra den pige!” Råbte han, for at få gruppens opmærksomhed. Hans franske stemme bar hans tunge, russiske accent end del vredere. Det var ikke den bedste sang stemme, men den var perfekt til at skabe frygt i folk, skulle han ønske det. Hans skridt blev sat en anelse op, og han regnede stærkt med at Angelie ville følge efter. Sten havde næsten samlet sig om hele hans krop, og inden det næsten var komplet, trak han sit sværd frem fra kappen, og holdt det ud til siden. Sten og jord, gjorde at han var mere end bredt nok et skjold, for den betydeligt mindre Angelie at få dække bag ved.
“Hvad.. Satan!? Skyd den! Få fat i børnene!” Råbte den der havde snakket russisk før, i det han satte i hastige skridt imod teltet. I det han gjorde, trampede Uth i jorden, hvilket fik en stor samling af sten til at flyve op foran ham. Han svingede ud imod stenene, hvilket fik dem til at flyve imod Russeren, og forme sig som en klemme, der landede perfekt på mandens arm, og slyngede ham baglæns med et brøl i smerte. Personen der havde ligget ned begyndte hastigt at rejse sig, imens den der havde et dårligt ben fik trukket hans pistol frem, og skød hastigt flere skud imod Uth. Hvert skud klingede af på stenene der dækkede ham, og rev nogen af stenene af med sig. Den sidste til stede fik rejst sig fra den træstub han havde siddet på, og fumlede for at finde et stort gevær fra hans ryg.
Uth stod ikke stille et øjeblik, men træk den væg Angelie kunne bruge til at gemme sig bag ved, fremad. Ham selv. Han var et omvandrende skjold, og de havde ikke tid til at finde en mere diskret løsning. Det skulle ske -nu-. Og på denne afstand, var han ikke andet værd end et omvandrende skjold. Hvilket han, uden tvivl, også klarede ret så godt.[/b]
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Angelie on Tirs 9 jan 2018 - 21:30

“I never said I believed I was meant to be feared.. I said that was my purpose., call my a tyrant.. call me a coward. I did a job and I was damn Fucking good at it.. I also happened to enjoy it.. most of the time” hvæset hun vredt af ham, eftersom han havde fået trykket på nogle lidt for ømme nerver under huden på hende. Hun lå blot i sneen og betragtede mændene i lejren, imens ørerne opfangede noget af samtalen og fik oversat den anden.
Hun lod snakken falde til jorden for nu, eftersom der var vigtigere ting at begive sig ud i. Der var to små børn i den lejr, og hun kunne ikke lade være med at småfnise, da en af mændene brokkede sig voldsomt over st være blevet bidt af det ene. Mænd.. pff.. typisk.
Han havde dog ret på et punkt. Hun foretrak også at blive elsket, men den tid var forbi. Hun tvivlede på det nogensinde ville ske igen.

Hendes suk var så opgivende, da hun fandt ud af, at hun ikke bare måtte dræbe dem. En ordre var vel en ordre, selvom hun tydeligvis ikke var enig. Det hjalp dog lidt på det blødende sår, st hun i det mindste ville få lov til st brække en knogle hist og her. “Oh I’ll make sure of that” hendes smil trådte endelig i ren karakter, som hendes hoved faldt let til den ene side. Tydeligvis tilfreds og spændt over hvad der snart ville ske. Adrenalinen pumpede allerede igennem hendes krop, som hun næsten dirrede imod jorden.
Som den korte stund gik, blev hendes blik intenst. Der foregik et eller andet, men hun forstod ikke hvad. Det fik hun dog hurtigt en forklaring på fra Uth, og smilet gik denne gang over i folderne af et fuldt tandvisnende smil, inden hun blinkede let med det venstre øje til ham. “Now that’s more like it”. Hun tog sig ikke synderlig af ordren. Der var rigeligt af de andre til at gøre op for at miste chancen for at dræbe en.

Hendes koncentration brød dog kortvarigt, da han begyndte at manipulere jorden omkring ham. Der foregik så meget, at hun havde svært ved at se hvad der skete med hans krop, før næsten hele stenlagte sad på ham. Hun hørte den franske ordre fra lejren, og var allerede klar over, hvad hun burde gøre. Hendes krop rullede et par gange til siden, da tornadoen var uden for hendes rækkevidde. Hun rejste sig let op fra jorden og stod bag ham, ude af syne for mændene. Hans størrelse gjorde dog, at hun ikke havde det bedste sigte.
“Don’t drop me” hviskede hun til ham, som en advarsel, ligesom hun havde gjort ved klippesiden. Hendes fødder satte af i et hop, så fingrene kunne nå hans skuldre og trække hende opad. Hendes fødder satte sig imod hver af hans sider, så hun ville være i stand til st tage sigte over hans skulder.
Det tog et kort øjeblik at få overblikket over hvad der foregik, inden hendes højre hånd slap grebet, som han bevægede sig fremad. Fra indersiden af hendes ærme, frembragte hun endnu en kniv, som hendes blå øjne hvilede på manden, der fumlede med geværet. Det var nok våbnet, der ville gøre mest skade på stenmanden.
Hendes øjenbryn vippede let, som hendes håndled vred kniven fremad, så denne susede imod manden. Selvom afstanden stadig var lang, var dette trods alt et speciale hun havde oparbejdet. Hun vidste den ville kunne nå, og kort efter suset havde genlydt fra dens blad, hørte man en krop falde til jorden med et bump i lejren. Han var ikke død, men kniven havde boret s ig dybt ind i halspulsåren på vekommende. Det ville kun tage et par sekunder mere, før han ville have forblødt på jorden.

Hun dukkede sig ned bagved hans ryg endnu engang, imens hun lyttede til skudsalven fra den fransktalende mand. De måtte vel snart være inden for en rækkevidde? Der var to tilbage og den såkaldte leder.
Det burde være ren barnemad. En skam. Hun havde det ellers lige så sjovt.
Ude på højrefløjen hørte hun den arrige vrinsken af død, inden lugten også nåede hendes sarte næse. Så bæstet var endelig ved at dukke op. Så havde de da noget transport i baghånden. Selvfølgelig var den også en ganske habil kæmper, for hvordan skulle de kunne dræbe en Død hest.
Han var dog ikke tæt nok på endnu til at udgøre nogen fare eller hjælp for dem. Men ekkoet af hovslag,der slog imod jorden, rev i ørerne.

Sent from Topic'it App
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Uth on Ons 10 jan 2018 - 5:09

Hendes vredes udbrud, blev stort set ignoreret. Han hørte det, men lagde ikke vægt på det, da hun prøvede at lave om på hvad hun havde sagt. Hun havde sagt, ordret, at hun var ment til at blive frygtet. Hun havde sagt at hun var god til det, og nu sagde hun at hun nogen gange nød det. Hun gav ham en blanding af signaler, han ikke helt vidste hvad han skulle gøre med. Hvis hun nød det arbejde, der gjorde hende frygtet, lød hun som en tyran, i fåreklæde. Men at hun kaldte det et job, som hun blot havde udført, fik det til at lyde som om hun intet valg havde haft, hvilket var mærkeligt hvis hun nød det. Med mindre hun havde fået nydelse af det, for ikke at miste besindelsen, eller knække? Han vidste intet omkring hendes opvækst, så han valgte at træde mere varsomt frem over. Han var sikker på at hun havde fanget pointen, og at han ville beskytte dem han holdt nær imod hende, skulle hun vælge at begynde at skabe frygt i folk igen. Det var det vigtigste. Han ville ikke lade hende sprede mere frygt i Yoklav, end folket allerede led under.
Hendes behag ved idéen om at skade folkene, virkede ikke til at være mærkeligt for ham. Et eller andet sted, havde han også haft mere lyst til at dræbe dem, så han kunne ikke bebrejde hende. De havde også taget et valg. De havde valgt at følge en ordre, der ledte dem til at kidnappe. Og kidnappe børn, ligefrem. Et eller andet sted, fortjente de ikke at overleve. Dog virkede det ikke til, at de alle var lige glade ved idéen. At det havde været deres leder, der tog det sidste ord, og ledte dem ned af denne vej. Men at de vidste hvad børnene var, satte det sidste søm i deres grav. Han kunne ikke tillade, at de fortalte videre hvad Petrov børnene, og derved også den ene af deres forældre, var. Uth var fast besluttet på, at død var den eneste udvej nu. Deres liv -måtte- ende, for at beskytte Petrov familien’s identitet. Så kunne han pryde sig ved, at der var fire mindre folk i verdenen, der kunne finde på at kidnappe uskyldige folk.

Da han hørte Angelie’s ordre, gjorde han sig klar til hvad end den ville indebære. Om hun så valgte at hoppe heldt op på hans skuldre, eller blodt ryggen, var han klar. Dog håbede han, for hendes skyld, at hun ikke havde tænkt sig at hoppe op på skuldrene. Det ville fuldstændigt fjerne hans effektivitet som skjold.
Da hun så hoppede op på ryggen af ham, lagde han hurtigt hans frie arm omkring det ene af hendes ben, for at gøre hendes balance mere stabil, så hun kun skulle tænke på at holde fast i ham med det andet. Han kunne ikke ligefrem holde fast i hende, med den hånd han bar et sværd. Dog lagde han armen ned imod hendes ben, for at støtte en anelse mere, men hand turde ikke at presse for hårdt. Hans krop var trods alt omkredset af sten, og han vidste ikke helt hvor hårdt han ville kunne komme til at klemme. Var ikke ligefrem tit at han holdt fast i noget, i denne form, som han ikke var interesseret i at gøre skade på.
Uth gik umådeligt stabilt, da han mærkede at hun gjorde sig klar til at kaste sine våben, og han så hurtigt at det var det værd at sænke farten, da hendes præcision var perfect. Manden der nu faldt om, havde ikke engang haft et sekund til at reagere.
Da han så mærkede at hun dukkede sig længere bag ham, begyndte at sætte farten op til en hastig traven, og gik direkte ind i skudsalven imod ham. Det sidste skud i mandens magasin blev dog holdt tilbage i et par sekunder, før denne blev fyret af. Manden var ikke nogen grønskolling. Hans sigte var yderst præcist, specielt det sidste skud, der landede imod hjelmen af sten på Uth’s hoved. Uth’s tempo blev sænket en anelse, da han drejede hovedet med et irriteret grynt. Skugdet havde fjerne en del af beskyttelsen fra hans hjelm, og halvdelen af hans pande, højre øjenbryn og hele øjet var nu ubeskyttet. Han skar en grimasse, med et vredt fnys, inden han næsten satte i løb imod modstanderne. Manden der endelig havde fået rejst sig op, trak sit sværd op fra det’s skede, og holdt det klar foran sig.
”Take out the guy with a bad leg, before he can reload. I’ll take care of the last guy.” forlangede han igen, dog var hans forlanging ganske fornuftig. Han ville selv ikke kunne nå hen til manden med en pistol, før han kunne skyde igen, og han var ikke længere beskyttet ved øjnene.
Få sekunder efter han ordre, var de inden for de to meter Angelie havde bedt om, og Uth kiggede halvt over sin skulder.
”I’m going to drop you, so I can fight the guy with a sword. If you can’t hit the gunner, stay in relative cover behind me, and I’ll bring the fight closer to him.” Denne gang startede hans ord kun ud som en ordre, men endte ud i forslag. Men hvad han sagde han havde tænkt sig, gjorde han, og hans arme slap støtten imod hans ben. Og hvis ikke at hun hoppede af, ville det begynde at være mere end hindring, end en hjælp, at hænge på hans ryg, da han spurtede de sidste par fod imellem ham, og manden der nu bar et sværd. Uth’s lange, elegant sværd blev svunget oppefra, og ned, imod hans modstanders eget sværd, hvilket sendte en sky af bitte små sten ud fra Uth’s hånd, da metallerne mødte hinanden. Der var dog langt mere kraft i Uth’s slag, end hans modstander havde regnet med, og blokeringen blev revet ned med lethed. Manden undveg dog resten af slaget, før han selv sendte et sving imod Uth’s side. Uth ignorere svinget, og lod det i stedet hamre imod stenene på hans side. Hukket ramte uheldigvis et af de steder skud allerede havde svækket hans rustning, og sværdet sank en anelse i. Dette var både uheldigt for Uth, som nu havde et sår i siden, dog lille og ubetydeligt. Men mest uheldigt for ham der angreb, da hans sværd nu sad fast. Uth kiggede hurtigt imod manden. Det ene gule øje der var fri, brændte med en kødæders glæde ved at have fanget sit bytte, hvilket fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hans modstander. Dog var det ikke længe denne mand fik lov til at være bange, da en knyttet hånd blev hamret direkte i solar pleksus på manden. Slaget forårsagede en høj, knækkende lyd, da manden’s rygrad måtte give igen, for det hårde slag, fra hvad der kun kunne beskrives som en stor, vred sten i bevægelse. Manden tumlede forover, imens hans hjerne langsomt reagerede på, at hele hans krop nu var lammet, grundet bruddet på hans rygrad. Dog lod Uth ham ikke lide længe, inden bladet på hans sværd blev skubbet ind i mandens hjerte, og endte hans kamp for overlevelse. Hans sværd var gledet ind i manden, som en varm kniv gennem smør.

Manden Uth havde angrebet tidligere, lå stadigt i baggrunden og vred sig med jævne mellemrum. Armen der var blevet ramt af sten fængslet, som nu lå omringet af sten på jorden, brækket flere stedet. Dette gjorde det også umuligt for ham at gribe pistolen som han havde i den side stenen lå. Det eneste han havde kunne tage frem, var hans lange jagt kniv, som han nu lå med, og stirrede forskræmt imod kampen der foregik foran ham.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Angelie on Ons 10 jan 2018 - 10:44

Blodet pumpede i kroppen, da hun mærkede hvordan hans ene Stenarm lagde sig om benet i en form for støtte. Det tillod hende nemmere at holde balancen, som den massive klippemand bevægede sig fremad. Bag hans ryg, holdt hendes ene hånd fast ged skulderen på ham, imens den anden krammede om pisken, der foldede sig ud bad dem og slæbte hen ad jorden.
Det var da de var tættere på, at hub kiggede op på det dummest tænkelige tidspunkt. Salven af skud, der havde rykket noget sten af Uth ved hans ansigt, sendte et par skarpe flirter henover ansigtet på hende. Tre røde flænger trak sig fra hendes øjes kant og ud mod årets start. Et lavt hvæs kom fra hende, som ansigtet drejede med såret og øjet klemte sig sammen i refleks.
Det var først da han nævnte at han ville slippe, at hun genvandt kontrollen over hendes syn. Hun nikkede let, inden hendes eget greb løsnede sig, for at kunne glide ned og mærke fødderne placere sig på jorden med et let bump. Hun stod stadig i skjul bag ham, men efter han skiftede retning imod den anden mand, var hun ubeskyttet.

Manden foran hende var optaget med at skifte magasinet på sit våben. Han var ferm til det, og det gik hurtigt. Klikket lød og han smilede let inden pistolen hævede sig for at tage sigte imod Uth. Det var her hendes våben sang igennem luften. Takkerne reflekterede imod solens stråler, som de bed sig fast om mandens skydearm. De borede sig ind i dennes hud, og med et uforsigtigt ryk, drejede pistolen til side og skød ud i luften, hvor der intet var at ramme. Samtidig blev halvdelen af håndleddet rykket over i bevægelsen, og man ville høre i skrig af smerte ekko.
Manden tabte pistolen imod jorden, som Lyden af knusende knogler summede i hendes ører. Ud af øjenkrogen så hun den anden mand, næsten flyve efter slaget denne havde modtaget. Hun fløjtede en anelse imponeret, inden en anden lyd trommede.
Hove, der slog imod jorden. Hun rystede næsten opgivende på hovedet, inden hendes pisk løsnede sit greb om mandens halve håndled. Han faldt imod jorden og Anfelie svang igen. Denne gang for at ramme pistolen, så den gled ud af hans rækkevidde.

Den sorte skygge passerede hendes og med hovedet bøjet, bremsede hovene hvinende imod sneens underlag, inden hesten kæber svang sig unaturligt åben. Rådne spidse tænder greb fat om mandens ansigt, der skreg igen. Renovdro tyggede veltilfreds sammen og lyden af et kranie, der blev knust til pulver, kom fra dens mund.
“Enjoy” brummede hun tilfreds, inden hendes opmærksomhed vendte sig imod Uth. Hun så et mindre sår, og et kort glimt af adrenalinens nydelse. Han havde nydt dette lige så meget som hun havde.

Smaskelydene fra hingsten tog hun sig ikke af, da hun gik over imod Uth i stedet. Hendes blik var fokuseret på såret han havde, og fingrene kløede efter at få lov at lukke det, hvis han ønskede dette.
“I can.. fix that if you’d like” hviskede hun roligt, inden hun kiggede op imod ham. Han var nødt til ikke at være en kæmpe sten hvis hun skulle lukke hans sår.
En anden tanke ramte hende, som hun kiggede over mod teltet. Her så hun manden med den kæmpe kniv ligge og se bange ud. Hun himlede let med øjnene og gik over imod denne. I første omgang ville det se ud som om hun ville ende hans liv. Pisken slæbte stadig efter hende.
Den ene fod trådte nu hen over ham, og Angelie var omhyggelig med lige at træde den ned på manden, da hun passerede, for st nå teltet. En hmrpgh lyd kunne høres ved dette, og hun trak telt åbningen til side, for at lade de blå øjne kigge ind i dette.
Blod dryppede stadig fra hendes egne flænger i ansigtet, men hun havde ikke registreret såret endnu. Deres mål var trods alt ikke nået helt endnu. Når hun havde fundet ud af om børnene var inde i teltet eller ej, ville hendes krop mærke udmattelsen og smerten.

Hvis børnene ikke var i teltet, ville hun kigge tilbage imod Uth. “They ain’t here” ville hendes konstatering lyde. Hvis de var, ville hun kigge på de to unger, inden hunsørgede for, at de ikke kom ud, før der var lidt hyggeligere. Når hendes hest var færdig med at fortærre manden, og Uth sagde det ville være sikkert.


Sent from Topic'it App
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Uth on Ons 10 jan 2018 - 16:28

Uth havde ikke reageret det store på hvad der foregik ved Angelie, dog havde han lagt mærke til hendes effektivitet. Der var ingen tvivl om, at det havde været en bonus at tage hende med. Hun havde mere end tjent hendes del af belønningen for opgaven. Hun var hurtig, og præcis. Det havde ikke udlignet odsne, da mændene havde været fire, dog var det tydeligt at Angelie og Uth var bedre trænet, og havde overhånden. Han var ikke sikker på, hvordan det ville været gået alene. Han ville nok have været mere taktisk, men det ville også have gjort dette farligere for børnene. Det havde været et godt valg, at dele sin mad med denne kvinde, til gengæld for hendes hjælp.
Da han havde slået livet ud af hans egen modstander, havde han drejet sig imod lydene af hove, som han egentligt først havde reageret på nu. Han havde kunne høre på hovenes trit, hvem det var, da disse var lige så kolde og døde som de havde været tidligere. Da hesten så udvidede sine kæber, og bide manden i ansigtet. Uth lavede en grimasse bag hans stenhjelm, som så langsomt kom til syne da stenene alle begyndte at falde fra hinanden. Det var tydeligt at han forestillede sig den afgang manden havde taget. Det sidste syn være de kæber, gribe ned efter ham?
”Erh.. What a way to go.. Would almost feel bad for the man, was he not a kidnapper of children. Worst day ever.. Infected by a poisonous bite, whipped by a torture device n’ devoured by a Death Steed.” Han fnøs let, inden hans blik lagde sig over Angelie, da hun nævnte hans sår. Han kiggede kort ned på det, før hans øjne gled tilbage imod Angelie, øjenbryn rejst.
”A healer now as well, are you? My. Quite a sheet of qualifications. Glad you decided to bare with me, and come along. Thank you, but let’s finish up here first. It isn’t too bad.” Takkede han, med taknemmelighed i blikket, inden det gled ned imod manden, som Angelie snart gik imod.

Uth bevægede sig langsomt over imod manden, fulgte trit med Angelie. Manden rystede over hele kroppen, og kunne ikke engang holde hans kniv stille. Han ruskede i kroppen da Angelie kom tæt på, og hulkede højt en enkelt gang.
“Pozhaluysta, pozhaluysta. Tebe ne nuzhno ubivat' menya. Vy poluchili nas .. Vy .. Vy mozhete…” Manden nåede ikke at sige mere, før Uth holdt sit sværd imod ham, for at få ham til at tie stille.

Da Angelie åbnede teltet, og kiggede ind, kunne hun se en pige, der lignede at hun var i en alder af otte, og en dreng omkring ti års alderen. De to trak sig tæt sammen da hun kiggede ind, og den lille pige sendte et højt, aggressivt hvæs, med en lav knurren i baggrunden. Pigen var ikke en almindelig lille menneskepige, men havde ansigtstræk der minede hen af et kattedyrs. Hun havde to set af knurhår, hendes øre stak spidse og behåret op fra hendes gulligt blonde hår. Hendes pupiller var tynde, og en hale der stak ud imellem hende og hendes bror, der var lige så gullig som hendes hår, var rejst. Den venstre side af hendes ansigt var huden blålig og sort, på den ellers meget blege hud, og hendes ene øje var let hævet. Det var ikke en lussing der havde forårsaget denne afmærkning, men et slag med en knyttet næve. Drengen lignede et helt almindeligt menneske barn, og bar frygten af dem begge to i hans ansigt, da han kaldte højt.
“Aveel!?” Råbte han, forskræmt. Han havde hørt Uth’s stemme tidligere, og vidste at han var der ude, men kendte ikke denne kvinde der nu kiggede ind.
”Jeg er her, jeg er her, Andrei. Hun er med mig, bare rolig. Hun er god nok. Ved godt hun kan være lidt uhyggelig, med det røde hår, men hun er god nok.” Drillede han med et bredt smil, imens han stadig kiggede ned på manden foran ham. Han svang klingen på hans sværd lidt fremad, da manden virkede til at han ville til og tale, hvilket hurtigt stoppede ham igen.
Den lille piges humør vendte sig på et sekund, og hendes øre rejste sig igen. Hendes pupiller blev langsomt tykkere, da nysgerrighed spredte i sig igen. Efter Uth’s kommentar, fniste hun endda en smule, inden hun satte sig lidt op fra hendes bror.
”Hvis I er blevet såret, eller har ondt, så lad lige min ven kigge på jer, okay? Og bliv lige der inde, indtil videre. Vi har lige nogen ting vi skal...” Startede han, med et blik ned på manden foran sig, og et kort et over imod Renovdro, der stadigt fik blod til at sprøjte til højre og venstre, og han lavede endnu en grimasse. ”Erh.. Ordne.. Nogen ting vi lige skal ordne. Hun taler dog ikke Rusisk. Ikke helt sikker på Fransk, men ellers bare peg på hvor det gør ondt, okay?” Forklarede han med et nik, inden han kiggede over imod Angelie, for at se om hun var okay med hans ordre til børnene. Hvis hun var, ville hans blik glide tilbage på manden foran ham.

”Now then.. I’ll be speaking English to you, you little asswhole, because.. They don’t need to hear this.. Hope you understand, or you’ll just have to go, without giving me any information.” Der var en knurren til hans stemme, imens han stirred ned på manden. Da han blev færdig med at snakke, svingede han sit sværd med præcision ned på kniven, hvilket sendte den flyvende gennem luften væk fra lejren. Inden manden egentlig nåede at reagere på dette, skar hans ansigt et udtryk af smerte, og skulle til at skrige, da Uth var knælet ned over ham, og stak nu hans klinge igennem hans frie overarm. Han lagde lige så hans hånd over munden på manden, så da han skreg var det ikke vildt tydeligt for børnene i teltet.
”You understand?” Manden nikkede hastigt, og Uth smilede glubsk, imens hans gule øjnes pupiller indsnævrede sig.
”Good. Now. Not gonna lie to you.. No reason for that. We’re both adults, we can have a civilized conversation, and tell each other the truth here.. The Lady isn’t listening.” Forklarede han med en ubehagelig tone i stemmen. ”You -are- going to die today.” Lovede han, imens han kørte bladet på hans sværd ned af, og gjorde hans sår større. Manden forsøgte igen at skrige, men var stadig dæmpet af hånden ove rhans mund.
”It can be fast, or painfully slow. You can tell me the truth, or I’ll unleash the Lady on you.. Iii have a feeling, that she has a talent for making things slow, and painful. I’ll let you in on a secret.” Tilføjede han, og lænede sig tæt ned til manden, og gav et falsk hvisken, som han tydeligvis kunne høre. ”I think she’ll enjoy it, as well.. She’s a little coo coo. Yeah.. Kinda scares me. And I work with her. Yeheah.. I wouldn’t want her working on me, in that way.” Truede han igen, inden han satte sig normal igen, med et ondskabsfuldt smil. Smilet forsvandt dog, og hans blik blev alvorligt, inden han skar bladet ud af mandens arm, og løsnede en stor luns kød fra armen. Endnu et overdækket skrig kom fra manden.
”Tell me the truth.. Do you know who hired you?” Spurgte han kort, stadigt uden at tage hånden væk fra mandens mund. Det skræmte blik, og den høje hulken virkede som om han talte sandt, da han begyndte panisk at ryste på hovedet.
”Where were you meeting?” Tilføjede han, og rejste let på en finger.
“The Crossroads on Yokoslav hills..” Svarede manden hurtigt. Det var alt hvad Uth skulle bruge. Han rejste sig, og stak hurtigt sit sværd direkte i mandens hjerte, og han var død på stedet.



Samtidig, i teltet, efter han havde givet sin ordre til børnene, kiggede pigen stadigt nysgerrigt på den ukendte kvinde i åbningen. Hun begyndte at sætte sig op, for at nærme sig Angelie, inden hendes bror tog fat i hendes arm. Hans frygt var stadig farvet over hans blik, og holdt sig så langt tilbage i teltet han kunne. Hans søster kiggede tilbage på ham, og slog hans hånd af.
“Avel stole på hende! Jeg stole på hende..” Hendes Fransk var ikke det bedste endnu, og hendes accent havde en tyk undertone af Russisk. Dog, det faktum at hun allerede kunne halvandet sprog, var et under. Hendes grønne øjne kiggede så op på Angelie igen, i det at hun begyndte at kravle lidt tættere på, på hendes knæ. Hendes hale var stadig rejst og puffed op, men hårende var langsomt begyndt at falde, i takt med resten af hendes udstråling. Hun løftede sin højre hånd, og pegede op på siden af hendes ansigt, på det meget åbenlyse smerte.
“Nat.. Navn.. Er Nat..” Startede pigen, men sloges meget med resten af hendes navn. Hun var sikker på at det skulle udtales helt anderledes på Fransk, hvilket ikke ligefrem var sandt.
“Natasha.. Det er næsten det samme, Knurhår. Bare lidt mere T, på T’et.” Belærte hendes bror hende forsigtigt, uden at tage øjnene fra Angelie, og Natasha nikkede ivrigt..
“Nadasha..” Rettede hun med et enkelt nik, uden nogen skam i ansigtet over ikke at kunne finde order.
“Tasha.” Rettede han igen, nu med et lille bitte smil gemt væk i frygten.
“Natasha!” Udbrød hun ivrigt, da hun fik sagt det med mere tryk på T’et. Hun fniste lidt, også uden at tage hendes nysgerige blik fra Angelie.
“Hvad.. Hvad dit? Hvad, er, dit?” Spurgte hun, med hendes hoved en anelse på skrå.
avatar
Uth
Beginner (Rank 5)

Bosted : Yoklav - Lille forstad i udkants Rusland

Antal indlæg : 57


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Angelie on Ons 10 jan 2018 - 17:28

Hans ansigt fortalte nok, da hun så hvordan han reagerede på hesten. Hun havde trods alt set det før, så for hende var det egentlig ganske normalt. Kræget havde en tendens til at tro, at alt hun dræbte var til ham, og i dette tilfælde ville hun ikke nænne at skuffe den. I stedet trak hun blot let på skuldrene, inden blikket kortvarigt vendte tilbage til det blodsprøjtede scenarie. “Could have been worse” svarede hun langsomt og overvejende. Det kunne det sagtens, men der var ingen grund til at bruge tid og kræfter på det.
Hendes øjne kneb sig en anelse sammen ved hans næste kommentar. Hun var usikker på hvorvidt det var endnu et af hans sarkastiske sætninger. Hun lod dog ikke til at reagere på det, udover et kort nik, inden hun havde fortsat sin vandring hen til teltåbningen.

Fingrene lagde sig om læderet, inden hun trak det til side, for at se ind i det. Der befandt sig to små unger, hvoraf den ene mindede mere om en menneskelig kat. Hendes øjne blinkede et par gange af let overraskelse, som en usynlig sten sank ned i maven på hende. Det skræmte blik ved den ene fortalte nok, og den anden hvæste.. hun måtte tvinge lysten tilbage, da hun fornemmede at hun var på vej til at hvæse igen, men stoppede det hurtigt.
Halvdelen af ansigtet, der var dækket af et blåt mærke, så hun til at gøre ondt. Pigen tog det nu pænt, men af erfaring vidste hun at et sådan mærke ville brænde hver gang ansigtet fortrak sig.
Da drengen begyndte at kalde, skar hun ansigt, så sårene fin et par dråber til st pible ned ad kinden. Det var først da hun hørte et svar bag hende, at det gik op for hende, at det var elvermanden han kaldte på. Et tungt suk kom fra hende, som hun rystede let på hovedet og lod blikket glide tilbsge imod Uth. Så hun skulle lege barnepige, hvilket egentlig passede hende fint. Pigen havde ændret attitude, og mindede egentlig meget om en barnlig udgave af hende selv.. Fiesty.
Hun nikkede igen som svar til, at hun nok skulle tage sig af børnene, inden hun trådte et enkelt skridt ind i teltet, så hun stadig kunne høre hvad der foregik ude på den anden side. Hendes nysgerrighed var for stor til at lade den mulighed passere.

Hendes spidsede ører vippede let frem og tilbage, da han nævnte at hun ikke lyttede. Selvfølgelig lyttede hun. Det var først, da han brugte hende som en direkte trussel, at hun måtte ryste overrasket på hovedet. Helt ærligt. Det var også der, st hun stoppede og vendte fokusset på ungerne. Det var trods alt dem hun skulle betragte. Med hovedet let på skrå så hun på pigen, der kravlede fremad efter st have nævnt, at Uth stolede på hende. Det betvivlede hun dog, men det var vel godt nok, at de troede det.
Da pigen var kravlet hen foran hende, havde Angelie sat sig på hug, for at nå ned i en nogenlunde højde på dem begge. Hun så fingeren der pegede på ansigtet, inden denne begyndte at snakke.
Tålmodigt lyttede hun, inden hun måtte smile næsten fornøjet, da hun udtalte sit navn efter at være blevet belært af drengen. Det gik hende dog ikke forbi, at denne ikke havde nævnt sit eget navn.
“Natasha huh” svarede hun roligt, inden hun rakte en hånd frem, for at lade den forsigtigt hvile imod pigens ene side af ansigtet.

Varme bølger begyndte at vibrere fra hendes fingerspidser, som hun sitrede let under berøringen. Bølgerne ville snart være gledet under huden på pigen, for roligt at varme områderne op. Heale blodkarerne, der var sprunget for at farve ansigtet og til sidst fjerne hævelsen. Efter et par minutter, hvor hun havde undersøgt resten af pigen med hendes evner, trak Angelie hånden til sig og klappede hende internt på kinden. “Så god som ny” lød hendes stemme på fransk. Hun havde trods alt talt sproget længe og det kom tydeligt til gavn her.
Da pigen spurgte om hendes navn, måtte Angelie fnise let efter st have set glæden over st udtale sig eget rigtig. “Angelie.. jeg hedder Angelie” hendes parade var faldet ved de to små, og hun præsenterede sig ved det rigtige navn, ganske enkelt fordi hun glemte, at det ikke var hvad hun kaldte sig selv på disse egne.
Hendes blik vendte sig imod drengen, inden hun betragtede ham kortvarigt. “Er du skadet?” Spurgte hun og løftede sigende hånden i tilfælde af, at hendes franske ikke var forståeligt. Hun tilbød under alle omstændigheder at se på ham, hvis denne ønskede det.

Der gik lidt tid, med noget overvejelse, inden drengen kom hen ved siden af sin søster. Han rystede dog let på hovedet, inden der blev peget op på hendes eget ansigt. Åh.. det havde hun glemt.
En hånd tørrede det værste røde blod væk, inden hun blinkede muntert, “De er gode til st virke farlig.. lad dem blive.. desuden..” hun stoppede hendes kommentar, eftersom den ikke var passende over for børn.
Hendes ansigte vendte sig et kort øjeblik, for st kigge ud af åbningen. Hun tog stedet iøjesyn og opdagede, at Renovdro var færdig med at fortærre sit måltid. Uth havde dræbt manden på nuværende tidspunkt. Så var det sikkert at komme ud? De ville ikke kunne skjule blodet i sneen, men ligene kunne hun da trække lidt væk.
“Vent her et øjeblik” smilede hun, inden hun rejste sig, for at træde ud af teltet.

Hende fløjten begyndte som hun startede ved manden, der stadig havde hendes kniv i halsen. Hun trak den ud, for at rense den i sin trøje, inden hun stak den i en skede ved armen. Med et greb om begge dennes fødder, begyndte hun at trække liget om bag en større sten, så det ikke ville kunne ses fra teltet.
Hun småhoppede hen til mand nummer to, som Uth havde brækket knoglerne på, inden hun foretog samme procedure.
Til sidste nåede hun over, hvor hun stillede sig ved siden af ham og kiggede ned på russeren. Øjnene vendte sig tilbsge imod Uth inden hun himlede let med dem.
“Threatening people with ‘the lady’ ain’t really nice you know... that ones yours.. clean it up.. chop chiop” skyndte hun på ham, og dette ville være den første drillende og muntre kommentar, der fik hendes øjne til at lyse svagt.

Det var først, da det sidste lig var gemt væk, at Angelie hævede stemmen en anelse. “Så må i komme” ville hun kalde, og regnede stærkt med, at ungerne ville komme ud af teltet.
Hendes hånd knipsede let, som hingsten stillede sig ved hendes side, denne havde været flink, og havde bragt hendes kappe og Uths rygsæk tilbsge til dem, efter den havde spist.
Hun klappede den blidt på mulen, eller hvad der var tilbage af den og hviskede et tak imod øret. Renovdro åbnede munden, så hendes kappe og rygsækken faldt til jorden. Angelie samlede kappen op, for at begynde at børste sneen af den. Jun ønskede ikke at blive kold og våd ved at tage den i brug. Det var muligt, at en af ungerne skulle få behov for den, og en influenza var ikke at spøge med på så kolde kanter.

Sent from Topic'it App
avatar
Angelie
Proficient (Rank 16)

Bosted : En hus, en seng.. Et træ.. Hvad hun bevæger sig forbi, da Angelie ofte rejser rundt i verden enten på quests eller som tjenestehund

Antal indlæg : 1676


Tilbage til toppen Go down

Re: Questing, adventure and danger [Bassemanden]

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Side 1 af 3 1, 2, 3  Next

Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum