Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Latest topics
Statistics
Der er i alt 674 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Sigrid

Vores brugere har i alt skrevet 240094 indlæg in 12012 subjects

This is probably it... - Ladia Martines

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

This is probably it... - Ladia Martines

Indlæg by Gabriel on Man 7 aug 2017 - 0:42

Sted Søen, La marécage
Tid 6:30
Vejr 17°C, overskyet, men vindstille og tørt.




Gabriel kunne godt lide at tænke på sig selv som en hårdfør vampyr. Han havde overlevet nogle vilde ting efterhånden, som var nok til at give de fleste kvalme. Han kunne for eksempel sige at han havde set sine egne indvolde ligge på et bord foran sig uden at brække sig. Primært fordi at hans mavesæk ikke rigtigt fungerede længere, og det var noget magi eller sådan noget, som gjorde at hans krop optog energi fra det blod han drak, men det var en anden side af sagen. Han havde også formået at miste diverse lemmer, og selv sy eller gaffatape dem fast igen indtil det groede sammen. Han havde endda på et tidspunkt brækket sit ben og efter at have rykket det på plads igen, skulle de bare gås væk.

Men sølv kunne han ikke bare lige gå væk.

Lortet forhindrede Gabriels krop i at hele, og oven i det, så kunne det lamme dele af hans krop, hvilket var tilfældet nu. Den unge vampyr, som slæbte sig igennem skoven havde et skudsår midt på det venstre lår, hvor kuglen sad fast, formentlig i selve knoglen. Han kunne i hvert fald ikke mærke sit ene ben, og det sveg som en i helvede når han forsøgte at halte afsted. Blod sev ned af hans ben, og malede skovbunden under hans fødder rød. Koldsved drev ned af hans ansigt og ryg, og ærligt talt måtte han være noget af et syn. Han havde det samme tøj på, som han havde haft på de sidste par uger, med mørkegrå sweatpants, en mørkegrå tanktop, sin sorte og alt for store hoodie som stod åben, og så hang hans armygrønne messenger taske over hans skulder. Derudover bar han nogle sorte sneakers og hvide tennissokker. Eller... De havde været hvide. Den højre var en grålig brun og den venstre var mørkerød.

Med et smertefuldt støn, knækkede Gabriel sammen ved søens bred, og han greb en kniv fra sin taske, som han brugte til at gøre hullet i sine bukser større, så han faktisk kunne se såret. Det så ikke godt ud. Huden så nærmest rådden ud omkring såret, og der var alt for meget blod til at det kunne tegne godt. Kniven faldt til jorden, og med rystende hænder forsøgte han at vaske blodet væk med vand fra søen. Infektioner var ikke et problem for ham, men han skulle have sølvkuglen ud af sit ben hurtigst muligt, og for at kunne gøre det, måtte han få blodet væk, så han kunne se hvad han havde med at gøre.
Hullet var dybere end han troede, så han kunne ikke rage kuglen ud med sine bare hænder, og uden en tang eller noget lignede, havde han ikke så meget at vælge imellem. Han rodede rundt i sin taske indtil han fandt hvad han ledte efter - et læderbælte. Han foldede det halvt over, og stak det i sin mund for ikke at knække sine tænder når han skulle gøre det næste.

Gabriels vejrtrækning var sporadisk og rystende, da hans største prioritet lige nu ikke var luft. Nej, det var at få sølvet ud af sit ben. Han greb igen sin kniv, og med en smule tårer i øjnene, stak han det ned i såret igen. Endnu en smertefyldt lyd lød fra ham, denne gang tættere på gråd eller et skrig. Han begyndte at blive desperat. Horisonten var allerede ved at lysne, og han vidste at det ikke ville vare længe før han ville kunne mærke den brændende fornemmelse på sin hud.
Han kunne næsten ikke se noget for sine tårer, da han ragede rundt i skudsåret med kniven, indtil han mærkede metallet, som ganske rigtigt sad lige op af hans lårbensknogle. Der var efterhånden nogle ret tydelige bidemærker i bæltet, men endelig efter flere minutters ragen rundt, fik han løsnet sølvkuglen fri fra sin knogle, og fik den lidt længere ud. Nok til at han kunne smide kniven og trække kuglen ud med sine fingre. Et lettet hulk lød fra ham, da han sad med sølvet i hånden og kunne lade det falde til jorden. Med sin nu væsentligt mere blodige hænder, tog han noget af sit ekstra tøj fra sin taske - en gammel t-shirt - og bandt den om sit lår for at tage noget af blodet, og lagde så pres på det med bæltet. Men det var også noget af det sidste han kunne, inden han faldt sammen på jorden.

Det her måtte vel næsten være det sidste for ham. Med solen der snart ville finde vej til horisonten, kunne han ikke nå at finde ly. Han havde sovet nogle nætter i grotterne lige udenfor skoven, men han vidste at han ikke ville kunne nå derhen inden det var for sent. Han var heller ikke i en tilstand hvor han ville kunne lede efter en forladt bygning som han kunne bryde ind i og hvile i indtil det blev nat. Nej, lige nu kunne Gabriel knapt nok løfte en finger, så meget havde det tæret på hans krop. Det var flere dage siden han sidst havde fået et ordenligt måltid og med al det blod han havde mistet, havde han ikke mere energi. Opgivende lukkede han sine øjne og håbede inderlidt at han ville miste sin bevidsthed inden han blev brændt op.
avatar
Gabriel
Competent (Rank 10)

Bosted : Hvorend han kan søge ly i løbet af dagen.

Antal indlæg : 392


Tilbage til toppen Go down

Re: This is probably it... - Ladia Martines

Indlæg by Ladia Martines on Tirs 8 aug 2017 - 18:18

Daggryet var efterhånden lige om hjørnet. Man kunne så småt se solens stråler klatre deres vej op over bjergene syd for Di Morga. Træerne hviskede sagte til hinanden de få gange en lille brise skyllede sig ind over dem og indimellem, som en mus fanget i en labyrint. Fuglene havde været vågne i flere timer, og kvidrede frem og tilbage, som om de hver i sær fungerede som et vækkeur for hinanden. Det ville ikke undre hende hvis dværgene var vågnet på samme tid som fuglene, og påbegyndt deres arbejde i minerne. Det var måske en stereotypisk forestilling at alle dværge arbejdede i de forskellige grotter rundt omkring Di Morga, de kunne jo lave andre ting, lige som at hun, Ladia kunne befinde sig andre steder end kun i skoven, selvom det helt klart ville være det sted hun foretrak. Specielt nu når sommeren var brudt frem og menneskerne strømmes frem og tilbage imellem hinanden blot for at stå i vejen og frigive sved fra kroppen, som gjorde at man klistrede sig fast til dem, på en klæbende og ikke mindst frastødende måde, der vakte lysten til at gå i bad fem gange om dagen frem i de fleste. Eller i hvert fald Ladia.

Om hofterne dansede en omslået nederdel, som var bundet sammen omkring den venstre hofte. Stoffet dansede omkring de lange stænger imens hofterne førte en gyngende gang med dets gule farve og hvide og grønne blomster som skulle forstille at være solsikker. Omkring overkroppen, var der en tætsiddende tanktop i sort som indrammede den spinkle struktur som Ladia besad af. Hen over skuldrende var hun beklædt med en uldtrøje i to velkendte kontraster, sort og hvid. Skuldrende var bedækket af den mørke kontrast sort, hvor om ned langs armene ville der forekomme en spættet sammenblanding af den hvide og sorte, ned til hånd ledet som skiftede til helt sort. Om fødderne var beklædt med nogle græske sandaler som slangede sig op langs bækkenbenet. En fugl fløj hen over hovedet på hende, som fik hendes mørke hår til flagre let i luftstødet fra fuglens vingefang. De mørkebrune øjne fulgte den i dens jagt efter en orm eller to som den sikkert kunne give til sine fugleunger.

I det fjerne kunne nogle lyde høres. Det mindede for Ladias vedkommende lidt om et såret dyr der klynkede. Usikker på hvem eller hvad det var der lavede lyden, valgte hun at undersøge det. Muligheden for noget uforventet kunne være stor, eller også var der en ganske simpel forklaring på det. Et såret dyr som var blevet skudt ned under jagt sæsonen, men havde overlevet, men med konsekvenser. Hendes skridt blev hurtigere og længere, desto tættere på lyden hun kom, imens solens stråler kom tættere og tættere på bjergtoppen. Med et nåede hun frem til søen, hvor hun så hvad problemet var. Intet såret dyr, eller det kom an på hvordan man så det selvfølgelig. Men et menneske… Eller hun gik ud fra at det var et menneske - hun var ikke helt sikker. Som Aspara var Ladia allerede bekendt med overnaturlige væsner, men hun var endnu ikke i stand til at skille dem fra hinanden, specielt ikke når de lignede normale mennesker. Der var blod på hans tøj, det hele så ret voldsomt ud fra kvindens synspunkt. Uden at være klar over det, var hun løbet hen til manden, eller knægten. Vedkommende så ikke særlig gammel ud, men havde muligvis en etnisk afstamning lige som hende selv.

”Er du okay?” Kom det fra hende, ordene faldt nærmest hen over hinanden, imens hun prøvede at finde ud af hvad der var galt, med blikket rettet imod såret på hans lår, som var forbundet med en gammel trøje, kunne hun ikke vurdere skaden.
”Har du brug for hjælp?” Spurgte hun på nu, i tvivl om hun skulle gribe ind, og trække ham med hjem til hendes lejlighed. Solens første stråler ramte svagt de højere træers kroner, imens fuglene begyndte at bade sig i solens stråler med nogle lette elegante dansetrin i luften.
avatar
Ladia Martines
Novice (Rank 2)

Bosted : I udkanten af Di Morga, lige på grænsen til Forét.

Antal indlæg : 14


Tilbage til toppen Go down

Re: This is probably it... - Ladia Martines

Indlæg by Gabriel on Ons 16 aug 2017 - 15:28

Gabriel måtte se sølle ud, med tårer der lydløst gled nedover hans kinder, og øjne der udmattet var rettet imod himlen, som syntes at begynde at lysne. Ikke nok til at han brændte op, men nok til at hans hud begyndte at svide. Forbandet være hans unge alder - det ville tage flere minutter før det var overstået.
Men godt som Gabriel fandt sig selv i en håbløs situation, var der pludselig en over ham, og hun sagde et eller andet han ikke helt forstod. Hvad var det hun sagde? Han koncentrerede sig mere, og indså at hun talte fransk til ham, så han skulle lige vende ordene i sit hoved igen, inden han forstod det. Om han havde brug for hjælp?

Måske var det adrenalin, måske var det en vilje til at leve, som bare først slog ind nu hvor Gabriel havde en der kunne hjælpe ham, men uanset hvad det var, fandt hans krop energien til at panikke. Stemmerne i hans hoved råbte og skreg, og han forstod ikke halvdelen af hvad de sage. Hans vejrtrækning blev hurtigere, på renden til at hyperventilere, og han satte sig straks op igen. Han skulle væk derfra. Nu. Han kunne sagtens forsøge sig med at drikke pigens blod, men det ville ikke hjælpe ham i sikkerhed inden solen stod op, så han måtte tage den eneste anden mulighed - han blev nødt til at bede om hjælp.
"Hjælp- fuck, where's- I need- Jeg skal væk- shit-, fuck, I can't stay-" En blanding af bandeord og bønfaldelser om hjælp på skiftevis fransk og engelsk lød fra hans mund, og de overlappede hinanden så det næsten var uforståeligt, mens han panisk forsøgte at kom op og stå. Hans hænder gled i muderet omkring søen, men til sidst formåede han at komme op, og han hinkede praktisk talt over til det nærmeste træ som han kunne støtte sig op af.
"Jeg skal væk herfra- jeg kan ik- vær sød at hjælpe- jeg vil ikke ." Panikken i hans stemme var tydelig, som han tiggede efter en eller anden måde pigen kunne få ham i sikkerhed. Han vidste ikke om hun ville gøre det, han var trods alt en vampyr, hvilket ikke ligefrem gjorde ham populær, men det var hans eneste håb for at overleve.
avatar
Gabriel
Competent (Rank 10)

Bosted : Hvorend han kan søge ly i løbet af dagen.

Antal indlæg : 392


Tilbage til toppen Go down

Re: This is probably it... - Ladia Martines

Indlæg by Ladia Martines on Ons 23 aug 2017 - 15:18

// Der kom lidt God Mode ind over i forbindelse med at få ham flyttet et andet sted hen, håber det går? ^^' //

Den unge mands jamren gjorde det klart for hende at han havde brug for hjælp. Solen var lige på nippet til at vise sin glød i det hun besluttede sig for at tage fat omkring hans arm, og slynge den over hendes skulder, så han støttede sig op ad Ladias slanke krop. Da hendes styrke ikke var noget videre at prale af, tog det lidt tid for hende at vænne sig til vægten af manden. Hun sagde ikke noget, mest af alt fordi hun var dybt koncentreret i hendes mission om at redde denne ukendte person. Det hele virkede lidt som en drøm. En ret spøjs en. Noget som ikke kunne være virkeligt. Men det havde alle sikkert tænkt hvis de stod i den samme situation som hende.

Der gik nogle minutter med solen lige i hælende på dem, imens hun trak manden afsted. Han var vidst ikke meget ældre end hende selv, vurderede hun. Eller dette var på grundlaget for, hvor gammel han så ud til at være. Ladia var jo i teorien ikke i tyverne. Hun var langt ældre, og ville forsætte med at ældes indtil hun engang blev dræbt, det var en uhyggelig tanke, hun kunne forsætte med at blive gammel og lige meget hvad ville hun ikke komme til at dø en stille død, medmindre en eller anden gjorde en ende på det.

Et udmattet pust gled henover hendes læber da hun endelig tårnede op ved hendes indgang. Bygningen var mere eller mindre efterladt i udkanten af Di Morga, som lå lige på grænsen til Forêt. Med en hastig bevægelse fik hun åbnet døren op, og hevet den unge mand med ind. Lige inden Solen for alvor skinnede henover trætoppene. Hun åndede kort ud, inden hun fik taget sig sammen igen. ”Vi er der lige om lidt… bare lige nogle trin mere” forsikrede Ladia ham om, men også sig selv. Det var en besynderlig morgen.
Det ene øjeblik havde hun taget sig en tur i skoven for at nyde morgenluften, det næste øjeblik havde hun travlt med at hjælpe en helt fremmed person, hun aldrig nogensinde havde mødt i sit liv. På første sal, lukkede hun op for sin lejlighed, hvor hun ansporede manden hen på sin sofa. Gardinerne var allerede trukket for, da hun ikke havde fjernet deres dække inden hendes spadsere tur.

Lejligheden var ret så lys. Flere steder befandt der sig en masse store og små planter, som nærmest skabte en skovagtig følelse. Væggene var hvide, med forskellige retro billeder på, som stammede fra firserne. Sofaen som hun havde lagt den unge mand på, var beige med farverige puder med diverse mønstre. Gulvet var lavet af træ, og foran sofaen var der et gulvtæppe i pastel grøn farve. ”Jeg bliver nødt til at fjerne dine bukser hvis jeg skal se nærmere på såret…” påpegede den unge kvinde, med et afventende blik på manden imens hun bed sig lidt i underlæben.
avatar
Ladia Martines
Novice (Rank 2)

Bosted : I udkanten af Di Morga, lige på grænsen til Forét.

Antal indlæg : 14


Tilbage til toppen Go down

Re: This is probably it... - Ladia Martines

Indlæg by Gabriel on Fre 29 sep 2017 - 17:58

Gabriels krop føltes tung, så kvindens hjælp, var ikke bare for at støtte ham på det ben, som han ikke kunne gå på, men hun måtte praktisk talt bære ham. Man kunne vel sige at det var heldigt at han var så lille, og at hun var væsentligt højere end ham, for det gjorde det lidt lettere. Han gjorde naturligvis også hvad han kunne for at hjælpe hende, ved at støtte så meget som han nu kunne med sit raske ben. Dog kunne han ikke lade være med at panikke indvendigt, da han begyndte at mærke en brændende fornemmelse i sin nakke - et sikkert tegn på at solen snart var på himlen. Fornemmelsen spredte sig til al bar hud, og røde plamager begyndte at vise sig på hans knoer, kinder og næseryg. Men i stedet for at give op, gjorde panikken bare at Gabriel puttede endnu mere energi i at komme væk. Nu havde han trods alt en chance for at overleve, så det var ikke nytteløst.

Det varede heller ikke længe før de stoppede foran en bygning, og kvinden slæbte ham indenfor. Lettelsen og udmattelsen satte sig hurtigt derefter, og han måtte indrømme at han var taknemmelig for, at blive lagt på noget blødt. Hans vejrtrækning var stadig hurtig, og påvirket af angsten fra tidligere, men blev gradvist langsommere, og det blev pludseligt svært at holde øjnene åbne, så han lukkede dem, mens hans krop faldt ned efter panikken. Godt nok var han vampyr, og blev ikke fysisk træt, men psykisk var noget helt andet. Og lige nu havde han lyst til at ligge ned den næste måned på denne her sofa, for at hvile sig. Men som det ofte var, ville virkeligheden desværre ikke det samme.
Kvinden snakkede om at se på hans sår, og selvom Gabriel ikke kunne få infektioner, vidste han godt at det var en god ide at sørge for at det hele groede ordenligt sammen. På grund af den viden, og at han var for træt til at diskutere, satte han sig op, og begyndte at tage sin make-shift bandager af. Først røg bæltet, og med det faldt t-shirten hurtigt af hans ben, så man kunne se alt blodet omkring det. En anelse besværet fik han trukket sine sweatpants af, inden han dumpede ned og ligge på sofaen igen, med sit sårede ben ud mod kvinden. Han var godt nok en anelse bekymret for hvor snavset kvindens sofa blev af at han lå der, men besluttede sig for at det var hende der havde lagt ham der, så det var teknisk set ikke hans skyld.

"Jeg har pillet kuglen ud selv, så hvis du bare fjerner snavset og binder det op med nogle bandager, burde det hele af sig selv." Hans stemme var mere fattet nu, omend end smule hæs og lettere tynget af smerten, men panikken var ikke til at finde, ikke engang over tanken om at være blevet skudt. "Jeg kan nok gå nogenlunde i løbet af idag, og i værste fald, er jeg nødt til at jage senere. Uanset hvad, er jeg ude af dit hår i aften."

//Det er helt fint! Og jeg beklager det sene svar, jeg er startet på ny uddannelse, og har været mere tynget af det end jeg troede jeg ville blive x.x//
avatar
Gabriel
Competent (Rank 10)

Bosted : Hvorend han kan søge ly i løbet af dagen.

Antal indlæg : 392


Tilbage til toppen Go down

Re: This is probably it... - Ladia Martines

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum