Latest topics
» Face Claim
Today at 2:11 by Christian

» Emne-, plot- og relationssøgning!
Today at 2:10 by Astrid

» Hos psykologen
Today at 1:33 by Morgan L. Withers

» Aria Foxwell
Yesterday at 20:42 by Aria

» Fashion show - Leetha (xxx)
Yesterday at 19:11 by Bailey

» Deal with the Devil (Maze)
Man 24 jul 2017 - 22:30 by Morgan L. Withers

» You're worse than nicotine. (XXX)
Tors 13 jul 2017 - 19:06 by Roar

» Proud Warrior or Caged Beast? (Maze)
Man 10 jul 2017 - 20:48 by Nightrage

» Afstemning: Beholde specifikke foras og in-game plots?
Man 10 jul 2017 - 15:41 by Thomas Darwill

Statistics
Der er i alt 511 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Ridley

Vores brugere har i alt skrevet 212220 indlæg in 10341 subjects

You are not connected. Please login or register

AuthorTopic: Under The Howling Moon - Lucan

Under The Howling Moon - Lucan
« on: on Søn 23 apr 2017 - 0:44 »

Gæst

Gæst


Det var en stille lørdag. Dagens lys havde forladt vinduerne og hendes dag var brugt indenfor til at redigere billeder og træne hendes digitale tegninger. Som hun sad der ved sit skrivbord alene i lejligheden så hun stille ud af vinduet og der ramte det.
Clari rev hendes skuffe ud og hev en måne kalender op. Fuldmåne er idag. tænkte hun som hun så dagens månefase.

Endnu havde Clair faktisk ikke tage et billed i alle hendes år af en fuldmåne og hun følte i det øjeblik at det næsten var livsnødvendigt at tage afsted for at få dette billed, men hvor!? Skovene i udkanten af Di Morga! Det måtte være det perfekte sted, hun kendte den skov godt efter hendes mange ture ind i naturen for at finde billed steder og var næsten sikker på at hun selv i mørket ville kunne finde stedet i nærheden af den store sø hvor to træer var begyndt at gro sammen som en fletning af grene. Gennem dem skulle billedet tages.

Clair rev sig nærmest ud af sin Lørdags pyjamas og hev over sig et par grå skinny jeans, en marineblå skjorte og en grå blazer. Ud over tog hun hurtigt sin grå frakke og hev bilnøglerne ned fra deres plads på væggen ved døren udad til. Hun skyndte sig så hurtigt afsted at hun var ved bilen som hun indså hun havde glemt at låse, så hun vende tilbage låste og tog til sin bil.
Speederen var holdt på et lovligt niveau i lyset af lygtepælende, men da hun kom nærmere skoven så hun at månen så ud til snart at være faktisk fremme og ikke gemt bag horisonten endnu. Så speederen fik et ekstra tryk og hun parkerede hurtigt bilen. Hun tog sin kamerataske med linser, kamera og backup hukommelses kort, over sin skulder og låste bilen. Aldrig havde hun skyndt sig så meget for et billed, men noget var over denne nats måne, og hun måtte have det billed, for nu havde inspirationen slået rod.

Clair begav sig ind mellem træerne skridt for skridt, hvor grenene og vådeblade fra nattens regn knækkede og blev kvast under hendes fødder. Hun kunne se lidt forud, men ikke særligt langt og efter nogle få minutter var hun næsten sikker. Hun var faret vild i en skov, midt om natten, alene. "Det her er sådan noget der kun sker for mig." Hun sparkede til en lille sten som ramte et træk som gav en lille hul lyd. Men som lyden af det kunne høres indså hun ved lyden af en knækket gren at hun ikke var alene.

Hurtigt vende og drejede hun på hælene for at finde en eller anden person der også måtte være herude, men ærgerlig talt ville hun helst finde at der ikke var nogen og så bare have haft hørt hendes egne skridt. Men der stod den, en shillouet af en eller anden, hun kunne ikke se hvem og hun havde været for glemsom til at tænke på lommelygte så hun ende med at bruge sin egen stemme til at finde ud af hvem personen måtte være. "Undskyld. Men hvem der? Er jeg på privat grund eller... Når nej? Hendes knæ begyndte at ryste af nervøsitet som hun ventede svar fra den fremmede skikkelse i skovens dybe mørke.

Under The Howling Moon - Lucan
« on: on Søn 23 apr 2017 - 18:03 »

Lucan

Beginner (Rank 4)

avatar

Mørket havde lagt sig over verden, denne lørdag aften. Normalt noget, der ikke havde den helt store betydning, men lige netop i aften skabte det røre i det gamle hotel. Faktisk havde der været en anspændt stemning de sidste par dage, som fuldmånens træk kunne mærkes i dem alle. Hele flokken havde været på kanten, arrige og lette at hidse op. Lucan var ingen undtagelse, men han havde en opgave som flokleder og som sædvanligt gjorde han alt, hvad han kunne, for at leve op til den opgave. Skænderier var afbrudt, flokmedlemmer sat på plads og de sædvanlige forberedelser overset.

Men et eller andet skulle gå galt og det gjorde det også i aften. To af medlemmerne var røget i totterne på hinanden og den ene var kommet tilskade. Selvom flokkens læge godt kunne klare det selv, var Lucan blevet i hotellet for at sikre sig, at alle var parat. De som ønskede det blev låst inde i de dertil indrettede bure i kælderen og resten tog så langt ud i skoven som muligt. Nogle i flok, andre alene. Da personen var sikret i kælderen, sagde Lucan farvel til sin bedste ven og tog ud i skoven, der heldigvis lå på den anden side af vejen, hvor hotellet lå.

Heldigvis. For månen var efterhånden begyndt at kigge op over horisonten og Lucan måtte koncentrere sig om ikke bare at skifte lige der midt på vejen. Det var for tæt på bebyggelse. Selvom hotellet lå lidt afsides i industrikvarteret, var der stadig folk alt for tæt på. Nok ville Lucan ikke spærres inde som et dyr, men han ville alligevel gøre alt hvad der var muligt for, at han ikke skadede nogen. Så hurtigt bevægede han sig ind i skoven, iklædt det slidte tøj, der bestod af et par gamle løse cowboybukser, en t-shirt og en gammel hættetrøje. Hele hans krop skreg for at skifte skikkelse, men han holdt trangen nede med hård hånd. Der var et stykke til at han kom ind til sit foretrukne sted at skifte, der hvor han kunne gemme sit tøj og sin ekstra mobil, stedet han kunne finde tilbage til i sin ulveskikkelse, så han ikke skulle gå nøgen hjem.

Han var så koncentreret om at styre sit indre dyr, at han ikke opdagede mennesket, før han hørte hendes stemme. Hun stod i mørket og kiggede på noget længere fremme. Lucans nattesyn var bedre end et menneskes og for ham så det ud til, at hun forvekslede et træ med en person. For et øjeblik overvejede han, om han skulle fortsætte uden at stoppe op. Hendes rene menneskelugt gik klart igennem natteluften og han vidste, at hun ikke ville komme levende igennem natten, ikke som menneske i en skov fyldt med varulve. Han lukkede øjnene og tog en dyb indånding i et forsøg på at slappe lidt af, men han kunne fysisk mærke månens begyndede opstigning på nattehimlen. Om lidt ville de første hyl begynde at lyde.

Nej, han kunne ikke lade mennesket dø i klørene på en varulv. Eller endnu værre, blive bidt og blive en selv. Hurtigt trådte han igennem underskoven og styrede direkte mod hende, mere lydløst end man skulle tro af sådan en stor mand.
"Du kan ikke være her. Du bliver nødt til at komme ud af skoven. Lige nu." Han tog sig ingen tid til høflighedsfraser. Som sædvanligt ragede han op over folk med sine 1.90 og der var ingen venlighed i hans ansigt, der var lettere fortrukket og meget alvorligt. Hans brune øjne stirede mørkt på hende. Hans stemme var naturligt dyb og en smule hæs, men nu var den endnu mere hæs og hvis man hørte godt efter, kunne man næsten høre en dæmpet knurren under den.

Under The Howling Moon - Lucan
« on: on Søn 23 apr 2017 - 21:26 »

Gæst

Gæst


Som hun så hen mod silohueten og intet svar kom hurtigt gik hun blot et enkelt skridt tættere for at se hvem det mon var der ville være herude på sådan en tid af natten. Dog som hun kom en smule tættere og så blade på skikkelsen indså hun det ikke var hvem end hun måtte have hørt. Men en stemme brød gennem mørket og hun vende sig hurtigt for at se hvem end der måtte være her. "Du kan ikke være her. Du bliver nødt til at komme ud af skoven. Lige nu." hørte hun fra en høj mand der kom mod hende. Hun trådte hurtigt tilbage for mandens hurtige bevægelser og størrelse i mørket virkede meget mere skræmmende end de sikkert var.
Ikke at kunne se hvor hun trådte hen bagud blev grundlag for et fald på halen som en lille stub blokerede hendes vej væk fra hvem end manden var. "Argh! Hvem der!?" Hendes stemme var panisk og bange.

Hun rejste sig så op fra jorden og drog vejret ind for at prøve at lade sine tanker slå rod. Hun sende manden et undrende blik og indså noget hun selv før havde tænkt. "Vent! Hvorfor må jeg ikke være i her? Skoven er ikke privat ejet?... dog som ordene havde forladt hende og det undrende blik forsvandt så hun ned i jorden "El-Eller tager jeg fejl?
Hun vende sig rundt og så mod den vej hun var halv-sikker på at hun kom fra. "Undskyld, det var dumt at spørge. Hun begyndte med hurtige skridt at gå afsted for at komme væk men blev stoppet af lyden som skød gennem skoven. Et hyl fra det der lød som en ulv ekkoede gennem træerne og Clair så tilbage på manden fra før "Les Loups" - Ulve. Hendes blik var ligeglad med lyden. Hun blev ikke bange for det faktum at det skulle betyde hun var tæt nok på en ulv til at hører selve lyden, men chancen for at tage et billed af den virkede fantastisk. Hendes kamera kom op til hendes øje som hun ventede at se bevægelse i buskaserne omkring hende, men da hun så det ville hun ønske hun ikke havde.

Skikkelsen der bevægede sig var meget større end hun forventede og hun tog ikke et billed, men kameraet kom langsomt ned som hun gabte vidt åben af forbløffelse.

Under The Howling Moon - Lucan
« on: on Man 24 apr 2017 - 17:55 »

Lucan

Beginner (Rank 4)

avatar

Lucan kunne sikkert have sagt sig selv, at han ville skræmme livet af pigebarnet, men han havde ikke tid eller fokus til at tænke over det. Lige nu var det primære mål at få hende ud af skoven. Men han vidste også godt, at hvis det ikke gik hurtigt nok, ville han være nødt til at tænke mere på sig selv og begynde at løbe i den modsatte retning. Jo længere væk han kunne nå at komme fra hende, jo mindre var sandsynligheden, at det var ham, der gjorde hende ondt. Og det var måske en kynisk tankegang, men han ville nu hellere, at han han slap for dé mareridt.

Mennesket blev så forskrækket, at hun væltede og den hurtige bevægelse fik det til at give et ryk i hans krop, som jagtinstinktet gav sig til kende. Det fik ham til at stoppe op og stå stille, mens hun selv kom på benene. Månen kunne efterhånden skimtes og Lucan trak vejret dybt og roligt for at holde sin krop i ro. Og da hun snakkede til ham, var han ved at give op på at svare, da han ikke var sikker på, at han kunne åbne munden uden at hyle.

Det første hyl lød igennem skoven og det var godt, at mennesket havde ryggen til ham, for hans ansigt bevægede sig. Unaturligt, som knogler og muskler for et kort øjeblik flyttede på sig. Han var allerede ved at miste kontrollen. Han fik øje på skikkelsen samtidigt med hende og han trak hurtigt vejret igennem næsen. Det var en af hans egne. En fra flokken. Lettelsen skyllede kort igennem ham, men intet var sikkert. Han var stadig menneske og han var ikke sikker på, at han ville kunne kontrollere en fra sin egen flok i varulveskikkelse, hvis han ikke selv havde skiftet.

Hurtigt trådte han frem og greb kvindens arm, inden han begyndte at slæbe af med hende i den retning, hvor skovens udkant var. Hun havde bevæget sig et godt stykke ind og han var ikke sikker på, at han ville kunne holde sig selv i kontrol så længe.
"Du er i fare." Den knurrende undertone var blevet tydeligere og han undgik at se på hende, da han godt vidste, at hans øjne nok ikke længere var brune, men havde fået en gyldent orange farve. Det føltes som om, at hele hans krop brændte og kløede. Han havde lidt hårdere fat om hendes arm end han ville og hans negle var begyndt at vokse.
Det slog ham, at hun nok slet ikke vidste, at der eksisterede varulve, siden hun befandt sig i skoven under fuldmåne, det sted i Di Morga med flest forvandlede varulve.
Samtidigt med at han slæbte af sted med hende, holdt han øje med skikkelsen i skoven, der lidt skråt for dem fulgte efter. Formenligt kunne flokmedlemmet lugte ham, men hvor længe det ville holde hende på afstand... det måtte tiden vise.

Under The Howling Moon - Lucan
« on: on Tirs 25 apr 2017 - 13:42 »

Gæst

Gæst


Clair stod stille som hun så mod buskaset hvor skikkelsen var løbet fra og undrede sig over størrelse, det virkede ikke helt virkeligt. Men pludseligt mærkede hun manden fra før, hans hånd strammede om hendes håndled som et ryk i hende sende hende afsted gennem skoven med ham. Hun var bange, men han fortalte hende at hun var i fare, hvilket hun også selv nu havde gættet, men under hans egen stemme kunne hun hører en underlig knurrende lyd, en lyd der skræmte hende som hun i sit håndled kunne mærke hans fingre nærmest... gro? Nej det var ikke hvad der skete tænkte hun.
Hun vidste præcis hvad det her var. Det måtte være en hallucination eller noget. Mandens hånd havde klør og hendes håndled led under hans styrke som han slæbte hende afsted.

Mindre så ved hendes håndled opstod som hans klør sårede det. Og hun så kort før en gren slog hende i fjæset hans øjne hvis farve virkede underligt gyldent orange, en farve hun ikke før havde set da hun så ham inde i skoven. Det her må være en drøm. Måske faldt jeg og slog hovedet ude i skoven! tænkte hun for sig selv efter grenen havde ramt men de stadig var på farten over stok og sten.
"Hvor er vi på vej hen? Og hvad sker der lige her!?" råbte hun pludseligt for at få nogle svar, for godt nok ønskede hun inderligt det bare var en drøm eller en hallucination, men smerten i hendes håndled var virkelig og det var hun sikker på.

Clair prøvede at rive hendes håndled fra manden og stoppe som hun skreg "Er det her en eller anden joke!? Hvad fuck sker der her!? Du siger jeg er i fare, men alt jeg ser er en eller anden mand der hiver mig afsted og en eller anden mand gemt i et kostume som prøver at drille?" hendes stemme var fyldt af forvirring og nervøsitet som hun stod og så manden. Hun ville vide præcis hvad der skete, for hun var bange og kunne næsten ikke få vejret hvis ikke snart en eller anden forklaring kom istedet for de vage ting manden før havde sagt.

Under The Howling Moon - Lucan
« on: on Tirs 25 apr 2017 - 18:30 »

Lucan

Beginner (Rank 4)

avatar

Lucan havde ikke tid. Ikke tid til at snakke, ikke tid til at være blid. Hårdt hev han hende af sted uden tanke for, at han måske skadede hende. Hvis han følte, at hun var ved at falde, hev han hende nærmest helt op i luften, inden han sænkede armen og slæbte hende videre. Hvis han ikke havde haft behov for at koncentrere sig så meget om sin egen krop, ville han have smidt hende over skulderen og være sat i løb, men det kunne han godt mærke, at det kunne han ikke. Måske et kvarter tidligere, men månen bevægede sig alt for hurtigt op for himlen. Normalt ville han have skiftet for længst, sammen med de andre. Han vidste, at han kunne trække forvandlingen, han havde gjort det før, men det havde været under andre forhold. At rende rundt ude i skoven, kunne høre sine artsfæller hyle og lugtet den skarpe lugt af menneske ved sin side var næsten for meget.

Pludseligt begyndte mennesket at råbe højt. Lyden skar sig ind i hans ører og han kunne se varulven, der fulgte efter dem, komme nærmere, som kunne den høre et byttedyr råbe for sit liv. Igen kunne han mærke sin krop bevæge sig på den unaturlige og smertefulde måde, der fortalte, at han var ved at skifte skikkelse. Det fik ham brat til at stoppe op og lukke øjnene for et øjeblik, inden han hurtigt vendte sig i mod mennesket og bukkede sig, så han kom ned i øjenhøjde med hende. Med de forkertfarvede øjne så han stift ind i hendes.

"Stop med at larme, du lokker hver eneste varulv i skoven den her vej." Hans blik gled kort ud til siden for at holde øje med den anden varulv, der var stoppet op. Han kunne næsten fornemme dens forvirring over at dens leder ikke var, hvad han burde være. Hans stemme var utydelig, som hans indre kæmpede med at skifte og hans stemmebånd var begyndt at forme sig til ulvens lyde. Hurtigt så han på hende igen.
"Jeg prøver at få dig i sikkerhed, inden jeg selv skifter. Så ti stille og løb. Forstået?" Det sidste var nærmest kun en snerren og han trådte et skridt tilbage med lukkede øjne. For et øjeblik så det ud som om, at hele hans krop bevægede sig, som var der fyldt op med slanger under hans tøj. Med en voldsomt kraftanstrengelse fik han styr på sig selv og hans øjne var faktisk brune, da han så på hende igen. "Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde det tilbage." Også hans stemme var lidt mere normal. Om hun ville efter ej, greb han fat i hende igen og begyndte at trække af sted med hende. Han krydsede voldsomt fingre for, at hun havde en bil eller de ville ende ud et sted, hvor hun kunne komme indenfor.

Under The Howling Moon - Lucan
« on: on Fre 28 apr 2017 - 2:09 »

Gæst

Gæst


Som hun fik ham stoppet fra at løbe så hun på ham og hun kunne føle hans vrede som han så på hende. Hans øjne virkede ikke længere menneskelige og hvis ikke han havde skabt den kontakt mellem deres øjne han havde, så ville hun aldrig have troet ham. Varulve. Hun havde aldrig troet det, men som han trådte tilbage efter at have snærret "Forstået!?" af hende og hans krop vred sig under hans hud var hun overbevist. Ingen mand ville nogensinde kunne lave en så god special effekt og især ikke foran hende uden en computer eller noget!? Så der var kun en mulighed! Han fortalte hende fucking sandheden!
Men varulve finde jo ikke!!? De er jo kun ting i børne historier og eventyr! tænkte hun som hendes ansigt formede en forskræmt mine. Men hun nikkede ja til ham og begynde selv at løbe med selvom Lucans fart klart var over hendes egen, men hun gjorde ikke bare at hun var på slæb.

"Okay! Du er ved at blive sindsyg Clair! Det nu! Du har tabt de sidste rester af din fucking forstand!" hendes tanker fløj afsted som hun kunne se at Lucan klart havde det svært med det her, at det var svært at holde sin menneskeform og hun kunne nærmest føle hans smerte.
Og det gjorde det ikke bedre at hun tit ud af øjenkrogen så ulveskikkelsen fra før i buskaserne omkring dem og nu hvor hun var overbevist så hun den igen og igen og hver gang blev hun mere og mere frygtig overfor den, for hun ønskede på ingen måder at hun skulle dø herude i en skov. Så hvis hun skulle følge efter manden for at komme i sikkerhed! Så var det fandme hvad hun ville gøre.
"Hvor er vi på vej her!?" halv råbte hun mens de løb for at hun var sikker på at han kunne høre hende. Hun var nysgerrig, for ville hun virkelig kunne nå til parkeringspladsen? Og hvor var den overhovedet, for til Clair så alle træerne ud til at være det samme.

Under The Howling Moon - Lucan
« on: on Lør 29 apr 2017 - 13:40 »

Lucan

Beginner (Rank 4)

avatar

Lucan kunne med lettelse konstatere, at mennesket nu løb mere villigt selv. Det gjorde det noget nemmere at løbe igennem skovbunden. Selvom hans krop sloges mod sig selv og hans sind var hårdt koncentreret om at være menneske og ikke lade sig opsluge af ulven, var han ikke i tvivl om, hvor de var på vej hen. Hans stedsans var god, desuden kunne han lugte, hvor hun havde gået før. Og den retning hun kom fra sagde ham, at det nok var i retning af en af de større parkeringspladser, der lå lige ud til skoven i industrikvarteret. Og ganske rigtigt dukkede der en sti op, som gjorde deres løb meget lettere, nu der ikke var grene og buskads man kunne falde over.

"Ud af skoven." Ikke at det ville frelse hende, men det ville give hende en chance. Især hvis hun havde en bil med. Ellers måtte de bryde ind i en af bygningerne. Hvis de kom så langt.
Hans krop vred sig igen og han var nær væltet, men holdt balancen og fortsatte sit løb. Det begyndte at glimte med lys forude, et tegn på gadelygter. Om hun kunne følge med eller ej, satte han farten en smule op, desperat efter at få det overstået, så han kunne give slip på sig selv.
Varulven fulgte dem stadig og kom nærmere og nærmere, sikkert ved at beslutte sig for, at det enten ikke var hendes flokleder eller at det var et forsøg værd at slå både ham og mennesket ihjel. Nok var flokken loyal, men som et blodtørstigt dyr holdt loyaliteten ikke så langt.

Endeligt væltede han ud af skoven, der stoppede brat som asfalten tog over. Hurtigt så han sig om efter en bil eller andet han kunne få hende i sikkerhed i. Månen var bevæget sig op på himlen om skinnede klart ned over dem. Nu hvor han var helt udsat for månens lys, knækkede han pludseligt sammen med en hundeagtig klynken, som hans krop gjorde et endnu mere intenst forsøg på at få ham til at skifte. Han slap hendes håndled og bakkede et par skridt væk fra hende, mens han kæmpede for ikke... at... skifte... Da han så op igen, var hans øjne igen gul-orange og hans ansigt så skævt ud, som han kunne fornemme det skubbe sig ud i en snude.
"Find... sikkerhed..."

Under The Howling Moon - Lucan
« on: on Man 8 maj 2017 - 13:08 »

Gæst

Gæst


Clair kunne ikke lide synet af manden der nærmest vred sig i smerte som hun kunne se hans krop bevæge sig på underlige måder mens de løb. Hun ville helst kunne stoppe op og hjælpe ham på en eller anden måde. Men ud gennem træerne kunne hun se asfalten af parkeringspladsen til skoven. Clair opdagede hurtigt han slap hendes hånd led, men havde ikke brug for ordene han sagde til at hurtigt finde ud af hun skulle blive ved med at løbe.
I fulde spurt satte hun afsted hen over parkeringspladsen og så sig først tilbage mod manden og skovbrynet da hun var nået bilen som var den eneste der stod.

Hvad sker der lige her!? hun fiskede efter sine nøgler med hendes rystende fingre og selvom det var mørkt prøvede hun ihærdigt at få dem frem hurtigt. Som nøglen til bilen lå i hendes hånd åbnede hun hurtigt døren til passager sædet og hoppede nærmest ind og smækkede døren efter sig. Hun kørte en rystende hånd over hendes hår og prøvede at få vejret ordentligt, men hvad skulle hun gøre!? Hun havde set ting som hun ikke vidste hvordan hun skulle forklare og ingen ville tro på hende alligevel.
Clair tog fat i sin kamera taske, lagde den på sædet og skynde sig at starte bilen som hun satte sig føresædet. Hun ville have skyndet sig at træde speederen i bund og bare komme væk, men hun måtte have bevis. Så hurtigt tog hun kameraet som Lucan stod i skovbrynet og hun håbede det ikke var forsent som hun skynde sig at tage et billed. Dog som blitzen lyste brynet op kunne hun se flere skikkelser end hun lige havde forventet og i ren panik kastede hun halvt om halvt sit kamera til sæddet ved siden af og trådte speederen i bund. Hun var på vej hjem hurtigt, men med hendes nye viden om at det var varulve kom spørgsmålet til hendes tanker. Jeg håber virkeligt de ikke kan løbe særligt hurtigt... Oh gud...

Under The Howling Moon - Lucan
« on: on Lør 13 maj 2017 - 19:32 »

Lucan

Beginner (Rank 4)

avatar

Lucan nåede at se kvinden løbe af sted, men vidste, at han ikke kunne gøre mere. Månens kraft var for stor. Med hurtige, krampagtige bevægelser fik han hevet trøje og t-shirt over hovedet og samtidigt skubbet skoene af sine fødder. Bukserne måtte han give op på, som han ikke kunne få dem spændt op med fingrene, der nu var begyndt at knække og få lange klør. Og som han endeligt lod forvandlingen flå igennem hans krop, mærkede han lettelsen og friheden strømme igennem sig. Forvandlingen var hurtig og smertefuld, men smerten var blot en velkommen følelse. Som hele hans krop ændrede sig til et stort ulvelignende bæst, blinkede verden i skarpt lys, hvilket afslørede, hvad hans næse allerede havde opfanget. Flere varulve. Ikke fra hans flok.

Varulven fra hans egen flok sprang frem i mod ham, men han snerrede af den og hun bakkede et par skridt med hovedet sænket, som genkendelse af sin flokleder. Lyden af bilen, der på hvinende dæk kørte væk fik ham til at vende ørerne bagud, men nu var hele hans koncentration på de andre varulve. Det var tid til at slås.

Sponsored content



Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen Besked [Side 1 af 1]

Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum