Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email



Latest topics
» Søger folk der vil lege
Today at 17:37 by Lazarus

» Once Upon a Masquerade Ball (Hazel)
Today at 10:29 by Khá

» In distress //Zak
Today at 10:10 by Zakaroff

» Varulv: Race Beskrivelse (Nye ændringer LÆS!!!)
Yesterday at 18:04 by Thomas Darwill

» Busy Opening.... XXX(Cara)
Yesterday at 16:25 by Caleb

» I know I did something wrong... but I'm not sorry - Niklaus XXX
Yesterday at 13:45 by Harry Jepsen

» Fashion show - Leetha (xxx)
Man 26 jun 2017 - 8:54 by Leetha

» Face Claim
Søn 25 jun 2017 - 3:06 by Maze

» First Date
Søn 25 jun 2017 - 0:06 by Noah Harris

Top posting users this month
Caleb
 
Cara
 
Sascha
 
Khá
 
Zakaroff
 
Hazel
 
Jordan
 
Danayela
 
Lucien
 
Leetha
 

Statistics
Der er i alt 644 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Lazarus

Vores brugere har i alt skrevet 243761 indlæg in 12658 subjects

You are not connected. Please login or register

Gå til side : 1, 2  Next

AuthorTopic: Samvittighed (Gabriel)

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Tors 2 feb 2017 - 17:39 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Sted: Constantines lille hjem i Logemente
Tid: Tæt på midnat
Vejr: Trist og gråt

Det var et par uger siden, at Constantine havde taget den lange tur ud til et slot i bjergene. Et slot hvori der boede en engel, der kunne hjælpe ham med at komme af med den forbandede hånd, som sortelveren Zane havde givet ham, efter at have brændt hans egen af. Det fortalte lidt, hvor desperat han havde været for at komme væk fra Zane, at han havde opsøgt en engel, et væsen, der kunne slå ham ihjel som en edderkop under en sko. Men desperat havde han været og det havde også vist sig, at englen kunne og ville hjælpe. Med advarslen om, at det ikke ville blive behageligt. Og det havde det absolut heller ikke været.

Constantine selv vidste ikke, hvor længe der var gået siden han havde været ved at brænde op i hellig ild. Det var som om, at han ikke rigtigt længere var til stede i virkeligheden, men begravet i de minder og følelser, der ikke alle var hans, som englens magi havde fremtryllet i hans indre. Skrig, smerte, smagen af blod og synet af lidende mennesker og væsner, alle med øjne der tiggede ham om ikke at slå dem ihjel, ikke at skade dem mere.

Det meste af tiden havde han brugt, sammenkrøbet i hjørnet af sit soveværelse. Han havde ikke sovet, ikke drukket blod, intet andet end at stirre tomt ud i luften. En gang i mellem var han kommet på benene, havde gået hvileløst rundt i det lille hjem, inden han havde sat sig igen og igen forsvundet ind i sit hoved.

Nu sad han inde i stuen, op af væggen i skrædderstilling, med alle sine nøgler spredt ud foran sig i en halvcirkel. Hver eneste nøgle var taget fra nogen, som han havde slået ihjel. Hver eneste nøgle havde en lille seddel med en dato. Den dag, han havde taget nøglen. Det var ikke første gang, at han sad med dem, lod fingrene glide over dem og samlede en op, som han stirrede lidt på, mens minderne, både hans egne, men også offerets, flimrede forbi ham. Efter lidt tid lagde han den og samlede en anden op.
Den nøgle han sad med lige nu, tilhørte den unge kvinde, som han havde slået ihjel og som havde været det sidste minde, han havde set, mens Khá havde udrenset hans indre med den hellige ild. Kvinden, som han tankeløst havde suget alt blodet ud af, mens hendes lille datter havde set det hele. Det var en gammel nøgle, en af de ældste, han havde. Det var ikke ret længe efter, at han var kravlet op af jorden og havde startet sit nye liv som vampyr. Han havde reageret på sulten, beruset af følelsen af udødelighed og havde ikke tænkt sig om. Hans skaber havde også straffet ham for det, et af de første forsøg på at styre den ligegyldighed som Constantine havde for alt og alle.

Tankerne var hårde, han var hadefuld over for sig selv og samvittigheden, den som aldrig betød ret meget for ham, red ham som en mare. Konstant og smertefuldt. Alt det, han havde gjort, alle folk, han havde slået ihjel, tortureret og behandlet som han ville.
Med en langsom, manisk bevægelse gned han den ene finger fra sin venstre hånd, nu af kød og blod, hen over nøglens ru overflade, mens han stirrede med et tomt og dødt blik ud i intetheden. Hvor længe, han havde siddet sådan vidste han ikke, han registrerede intet. Selv ikke, da en bil dyttede ude på gaden, fik han til at reagere. Han var ikke til stede.

Han så død ud. Ingen vejrtrækning, ingen liv i de grå øjne og manglen på blod havde fået hans kinder til at synke ind, hans øjne til at ligge dybt og hans hud til at blive så bleg, at den næsten var gennemsigtig. Han lugtede heller ikke specielt godt, som hans krop forsøgte at gå i forrådnelse.
Normalt ville et par uger uden blod ikke få ham i sådan en forfatning, men englens magi havde suget al kraften ud af ham og han burde have tømt en person, i samme øjeblik han var nået tilbage til byen.

Men han kunne ikke. Han kunne ikke.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Tors 2 feb 2017 - 23:30 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Det var ved at være over en måned siden Gabriel havde set Constantine sidst. Men efter at have diskuteret frem og tilbage med Julien, hvor Gabriel sagde at det var bedre at holde sig væk, og Julien mente at han skulle opsøge Constantine, var de gået på kompromis, så nu opsøgte Gabriel altså den ældre vampyr. Han var blevet sat af, af Julien, og stod nu foran hoveddøren, med en taske over skulderen. Han havde en alt for stor mørkegrå trøje på, som han muligvis havde nakket hjemme hos Constantine, og under det en sort t-shirt, samt et par lyseblå bukser, og sine sorte vans. Derudover havde han sine høretelefoner hængende om sin hals, hvor ledningen førte ned til hans baglomme, til hans mobil.

Han bankede hurtigt på døren, og vippede lidt frem og tilbage på sine fodballer mens han ventede. Men der nogle sekunder uden han kunne høre noget derinde. Så han bankede igen. Stadig intet. Var han ikke hjemme? Gabriel tog i døren, men der var låst. Måske burde han gå igen, men han huskede stadig Juliens ord. Det var mærkeligt at han bare var forsvundet på den måde. Om ikke andet burde han have prøvet at smadre Gabriels mod ved at sige til hans ansigt, at han ikke ville ses mere, bare for at være provokerende. Eller bare smadre Gabriel helt generelt.
Så i stedet for at smutte, lynede han sin taske op, og fandt et dirkesæt til låse frem, hvorefter han begyndte at dirke låsen op. Det tog ham ikke alt for lang tid, han var trods alt godt øvet i den slags, så ingen længe hørte han et klik, og kunne åbne døren. Han skubbede den op, og pakkede sine ting ned, inden han gik ind i huset, og tændte lyset på sin vej.

Endelig kom han ind i stuen, og ærligt talt blev han meget overrasket over hvad han så. Constantine sad der bare, som et eller andet lig, og stanken af død - ikke bare vampyr, men død - nåede hans næse. Havde han haft noget i maven, ville han nok have fået kvalme af lugten, men i stedet smed han tasken på gulvet.
"Cos- Constantine? What's wrong- like, are you okay?" spurgte han, selvom svaret var et tydeligt nej, og nærmede sig langsomt. Hvad end der foregik, så var vampyren langt ude, og ærligt talt ville han ikke komme for tæt på. Hvis han havde et mentalt nedbrud, kunne han sagtens beslutte at Gabriel var fjenden. Han havde trods alt tortureret Constantine.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Fre 3 feb 2017 - 10:51 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Constantine reagerede ikke på, at der var nogen, der bankede på. Heller ikke, da der var nogen, der pillede ved hans lås eller da døren gik op. Han registrerede det simpelthen ikke, langt væk i samvittighedens kvælende smerte.
Først da nogen udtalte hans navn, skete der noget. Det maniske gnideri på nøglen med tommelfingeren gik i stå. Lidt efter flyttede han langsomt blikket til Gabriel, som han stirrede på i et øjeblik uden noget liv i blikket. Men langsomt dukkede genkendelsen op, hurtigt forfulgt af ren og skær skræk. Hurtigt sænkede han blikket til bunken af nøgler foran sig.

"Go away. Leave me alone." Han havde ikke brug sin stemme siden han havde besøgt englen og den var så tør og hæs, at den næsten var uhørlig. Samtidigt lød det lidt lige som om, at han manglede et par tænder - og det gjorde han også. På et af sine mere vågne øjeblikke, havde han med fingrene hevet sine to vampyrtænder ud, i ren og skær selvhad over at være den, han var. Den uklare logik bag det havde været, at nu kunne han i det mindste ikke skade nogen på den måde. De lå nu ude i vasken på badeværelset. Hans krop havde ikke haft energien til at gro et par nye, ud over at man lige kunne ane et par hvide spidser.
At han snakkede engelsk var ikke noget, han spekulerede over. Efter al den tid, han havde været sammen med Gabriel, var det ikke noget han behøvede at spekulere over mere, så det var lige så meget en automatisk reaktion som hvis han havde skulle tale fransk.

Tomt stirrede han lidt på nøglerne foran sig, inden han, så hurtigt hans stive og trætte krop kunne bevæge sig, greb en af de to store glaskrukker, han havde haft dem i og febrilsk begyndte at samle nøglerne sammen mellem hænderne for at putte dem tilbage i krukkerne. Det blev dog kun til et par håndfulde inden han gik i stå, med hænderne hårdt knugende om de nøgler, han havde i dem. Selvom han ikke havde kræfter nok til at klemme specielt hårdt, var det hårdt nok og smerten skød op igennem hans hænder.
Han skammede sig. Her sad han omgivet af nøgler fra folk, han havde slået ihjel. Folk han havde mishandlet og ladet lide. Hvilket sygt væsen var han ikke? Hvilket forfærdeligt væsen var han ikke, et væsen der havde rejst igennem sit udødelige liv med døden i sine fodspor? Alt det lidelse han havde forsaget, legemliggjort af disse små stykker metal.

Hans hage faldt helt ned til hans bryst og hans hænder begyndte at ryste, som han spændte endnu mere op i de døde muskler for at få så meget smerte fra metallet i sine hænder som muligt. En enkelt tåre faldt fra hans kind, som hans vidt åbne, stirrende øjne fyldtes med vand. Han havde allerede glemt, at Gabriel var der.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Fre 3 feb 2017 - 12:38 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Gabriel rynkede lidt på panden ved Constantines ord, da den ældre vampyr virkelig så udmagret ud, for ikke at nævne at han lignede en der var blevet mishandlet. Det var efterhånden lang tid siden at Gabriel havde set ham sådan, og ærligt talt var det ikke noget han havde lyst til at tænke på. "How can I leave you alone, when you're like this?" mumlede han stille, men det så ikke ud til at han blev hørt. Ærligt talt anede Gabriel ikke hvad han skulle gøre. Det eneste han vidste hvordan han kunne ordne, var tørsten, som Constantine måtte føle. Så igen åbnede han sin taske, denne gang for at give en halvliters flaske med blod i.

Ærligt talt var han ikke sikker på, om Constantine ville lade ham komme for tæt på, men han tog alligevel nogle langsomme skridt hen imod ham. "I have some blood for you. You look pretty..."
Malnourished?
Gross?
Terrifying?
"... beaten up.

Han stod stadig et par meter fra Constantine, da denne begyndte at samle nøglerne op. Han håbede lidt at vampyren var ved at komme til sig selv, men godt som han tænkte det, gik vampyren i stå, og begyndte i stedet at gøre skade på sig selv med de nøgler. Han slap flasken, og skyndte sig over, og gribe begge vampyrens hænder, for at lirke nøglerne ud af dem. "What the hell is going on?? Why are you acting like this?" Constantine var så svag, at Gabriel sagtens kunne holde begge hans hænder immobile, og han holdt dem op imod væggen, for at han ikke kunne gøre mere skade på sig selv end han allerede havde gjort.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Fre 3 feb 2017 - 17:47 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Smerten fra hans hænder var god og føltes rigtig, som han klemte og klemte og var på vej ind i de tanker, minder og følelser, der ikke var hans egne. Som et skrigende mørke i en blodrød farve, der svøbte sig om ham. Han havde ikke lyst til at være det sted, han ville væk, slippe for den psykiske smerte. Men samvittigheden ville ikke slippe ham og han kunne ikke andet end tænke på alt det onde, han havde gjort.

Pludseligt var der nogen, der greb fat i ham og den fysiske berøring hev ham ud af mørket. Først så han hænderne, der havde fat om hans og der efter så han op i et par velkendte blå øjne. Gabriels øjne.
Hans egne øjne gik fra at være tomme til at blive fyldt af skræk. Skræk og en sårbarhed, der var decideret menneskelig. Hårdt forsøgte han at rykke sig fri af Gabriels greb, men var så svag, at han ikke havde en chance.
"Don't... DON'T TOUCH ME!" Han forsøgte virkeligt at komme fri, men indså hurtigt, at han ikke kunne. I stedet trak han sine ben op foran sig, som forsøgte han at beskytte sig selv i mod vampyren foran sig. "Don't hurt me, please don't put me in the chair again, I know I deserve it, but please don..." Hans stemme knækkede og han trak hulkende vejret ind igen for at fortsætte sin paniske snak. "... please, just kill me, I don't want to, I can't take it, don't hurt me, I just wanna die, I deserve to die, I deserve to die..." Hans stemme faldt i styrke som han snakkede og var til sidst ikke mere end en mumlen med en stemme, der var tyk af gråd, som tårerne begyndte at løbe frit ned over hans kinder.

Samtidigt var han langsomt holdt op med at kæmpe og forsøgte nu bare at krybe sammen så godt han kunne med Gabriels tag i hans hænder. Hans krop rystede i skræk og udmattelse over den uanseelige kræftanstrengelse, som det havde været at forsøge at rive sig fri. Gabriels tilstedeværelse, fysiske berøring og faste greb i Constantines arme, fik prikket hul på et eller andet og virkeligheden væltede ind over Constantine og pludseligt kunne han bare ikke mere. Hvorfor levede han? Han fortjente ikke at leve, et monster som han var. Han ønskede dybt og inderligt, at Gabriel ville slå ham ihjel, så han ikke skulle håndtere samvittigheden og de minder, følelser og tanker, som englens magi havde fremtryllet i hans sind og ikke taget med sig igen, da den slap ham. Hvis Constantine slet ikke havde haft nogen form for samvittighed, ville han sikkert ikke have lidt sådan, men han havde haft en lille rest tilbage, og det var den, som magien havde fået til at eksplodere i hans indre. Om Khá havde vidst, at det ville ende sådan, det var svært at vide, men det var det, der var sket.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Lør 4 feb 2017 - 21:32 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Gabriel blev mere end bare lidt skræmt af Constantines reaktion, og ærligt talt var det lidt som et stik i hjertet. Han vidste godt at selvfølgelig var hvad han havde gjort mod den ældre vampyr ikke noget de bare lige kom sig over, men det var ikke noget der havde påvirket dem sådan rigtigt i et godt stykke tid nu. Jo, nogle gange brugte Constantine den mod ham når de kom op og skændes, velvidende om, at Gabriel lidt halvt fortrød det. Kun halvt fordi, ellers havde han aldrig mødt Constantine. Men ellers snakkede de ikke om det, og Constantine så ikke rigtigt ud til at lade sig påvirke af deres voldelige møde.

"Come on, you know I won't hurt you, and I definitely wouldn't kill you. We're friends, remember? You help me with work, and sometimes we hang out and stuff like that." Han holdt sin stemme rolig og langt blidere end han plejede overfor Constantine, for det ville nok ikke hjælpe alt for meget at tale til ham, som han gjorde normalt. Hans greb om vampyrens håndled løsnedes også en smule, men ikke nok til at han ville kunne slippe fri uden videre. Han så søgende på Constantines ansigt, efter bare det mindste tegn på genkendelse, inden han med et suk gav helt slip, på den ene hånd, og forsigtigt strøg sine fingre igennem sin vens hår. Derefter rejste Gabriel sig og gik over og samlede flasken med blod op.

Tydeligvis ville Constantine ikke lytte til ham, så der var ikke så meget andet at gøre. I løbet af et splitsekund, sprang han over på den ældre vampyr, og rykkede ham indtil Gabriel sad bag ham. Hurtigt skruede han låget af flasken, tvang Constantines hoved tilbage ved at holde fast i hans hår, så den hvilede imod Gabriels skulder, og tvang flaskens munding halvt ned i halsen på vampyren. Da han formåede det, lagde han den hånd, som havde holdt fast i Constantines hår, over, og holdt ham for næsen. Selvom vampyrer ikke behøvede at trække vejret, kunne chok-situationer godt gøre at det føltes som noget man var nødsaget til, og forhåbentlig ville det få Constantine til at drikke blodet, for ikke at få noget af det ned i lungerne.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Søn 5 feb 2017 - 13:46 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Constantine hørte ikke rigtigt efter, hvad Gabriel sagde, selvom den yngre vampyrs stemme var blid. Da han endeligt slap ham, faldt hans hænder ned mellem hans ben og bryst og han lagde sin pande på sine knæ, mens han rokkede svagt frem og tilbage. Følelsen af Gabriels fingre i hans hår, fik ham til at fare sammen, men det var også det. Han var så træt og udmattet, både af det psykiske tortur, som englemagien havde givet ham, men også fordi han ikke havde sovet i de par uger, der var gået siden turen op til slottet. For ikke at tale om manglen på blod.

Han kunne høre Gabriel bevæge sig rundt, men var ikke interesseret. Så længe han ikke hev ham af sted for at blive bundet fast i stolen igen, var han ligeglad. Han kunne slå ham ihjel uden han ville flytte sig.
Men det var ikke det, der skete. Pludseligt hev Gabriel rundt med ham og satte sig bag ham. Constantine fór forskrækket sammen, men begyndte først at strikke i mod, da Gabriel greb fat i hans hår og lugten af blod nåede hans næse. Synes at flasken med den røde væske fik ham til at vågne op og han begyndte at kæmpe i mod det, som Gabriel ville prøve på.
"Nej, jeg vil ikke..." Han greb fat om Gabriels arm med sin ene hånd, men var ikke stærk nok til at forhindre ham i at presse flasken ind i mellem hans læber og et stykke ind i hans mund. Panisk begyndte Constantine at sparke ud og forsøge at flå hans arm væk, men han havde ikke styrken til at gøre det store modstand, ikke i mod en anden frisk vampyr.

Smagen af blod bredte sig i hans mund og han forsøgte at lade være med at synke, selvom hele hans krop skreg på at han skulle drikke, fordi han var så sulten. Gabriel tog ved om hans næse og pludseligt kunne han ikke trække vejret. Ikke at det var nødvendigt, men skrækken ved ikke at kunne få luft i lungerne alligevel, fik endeligt synkerefleksen i gang. Følelsen af væsken, der gled ned igennem hans spiserør og ned i maven, smagen og lugten, ja selv konsistensen, gjorde et eller andet ved ham. De første to slurke var ufrivillige, de næste knapt så meget og til sidst kunne det næsten ikke gå stærkt nok med at få slugt blodet. Han holdt op med at kæmpe i mod og lukkede i stedet øjnene, hvor tårerne tog stadig trillede ud, nu fordi han var så splittet mellem afskyen over sig selv og nydelsen ved at drikke den livsnødvendige væske.

Da flasken var tom, hvilket gik lidt for stærkt, skubbede han sig hårdt væk fra Gabriel og ud af hans greb og væltede om på gulvet, hvor han kørte sin underarm over sin mund og så på Gabriel med et blik, der havde et svagt glimt af den gamle Constantine blandet sammen med den samme sårbarhed fra før.
"Why... why did you do that? I... didn't want it... I..." Lidt forvirret rynkede han panden og sænkede blikket til gulvet, der nu var dækket af nøgler, der var spredt ud over det hele. "I'm so tired and now I feel sick." Det var både en klynkende, men også en surmulende konklusion. Med lukkede øjne lagde han sig ned på gulvet på ryggen, hvilket var lidt mere Constantine-agtigt end noget andet, han havde lavet siden Gabriel kom. Som blodet spredte sig i hans krop, også selvom det ikke var så meget, var det som om, at noget lettede lidt fra Constantines sind, lidt lige som en heftig hovedpine, der blev lidt lettere efter en panodil. Ikke meget, men lidt. Bare lidt.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Man 6 feb 2017 - 22:20 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Gabriel havde et fast greb om Constantine, både med armene, men også med sine ben, mens han tvang blodet ned i halsen på ham. For selvom Constantine var svag nu, betød det ikke, at Gabriel skulle lade sine parader falde endnu. Så først da den ældre vampyr selv slappede af og selv drak, løsnede Gabriel sit greb en smule, og slap hans næse, samt trak flasken lidt ud, så han kunne drikke mere behageligt. Det var en lettelse, at Constantine selv drak, og at han ikke længere kæmpede imod. Så var der forhåbentlig håb forude om at kunne få den gamle Constantine tilbage - eller i hvert fald en Constantine, som ikke var selvskadende.

Så snart at flasken var tømt, var vampyren væk igen, og denne gang blev Gabriel siddende på gulvet. Han havde ikke mere blod, som han kunne stoppe ned i halsen på Constantine, så hvis han skulle have fat i noget mere, måtte han ud og jage. Om han så kunne få ham til at drikke direkte fra kilden, eller skulle få det ud på flaske, det var jo så noget han måtte finde ud af på et andet tidspunkt.

Ved Constantines spørgsmål, trak han på skuldrene. "Real friends don't let their friends starve themselves to death - or whatever happens to a vampire. So unless you're gonna go out and get your own food, you better get used to it." Han rejste sig op, og strakte sig lidt, inden han gik over til sin taske og smed den over skulderen. Lige nu var den anden vampyr bange for ham, så der var vel ikke andet for end at finde mere føde. Hans fysiske nærvær hjalp tydeligvis ikke på situationen, så for nu måtte han bare proppe Constantine med blod. Det var nok lidt risikabelt, for hvis han ikke skiftede mening om Gabriels tilstedeværelse, så kunne det godt ende ud i at Gabriel kom i problemer, når Constantine havde kræfter til at overmande ham.

Det måtte han tage til den tid.

"I'm heading out. Don't leave this place, because if you do, I won't be this nice again," sagde han bestemt, mens han gik over imod døren. Efter lidt overvejelse, snuppede han Constantines nøgler. "See you in a few," og med de ord, gik han ud, og låste døren efter sig. Så måtte han ud og finde noget at spise til Constantine... Tænk at det var noget han nogensinde skulle gøre.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Tirs 7 feb 2017 - 15:05 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

"I wish they did," mumlede Constantine uden at åbne øjnene. Trætheden væltede ind over ham, som blodet skabte en lille smule mere ro i hans hoved. Ikke meget, men nok til at han følte sig en smule mere nærværende og alle minderne, følelserne og tankerne om smerte blev lidt mere tilbage i hans sind, så han kunne samle sig om virkeligheden. Der kom dog ikke nogen reaktion, da Gabriel rejste sig. Logikken var alligevel vågen nok til, at Constantine godt vidste, at den yngre vampyr nok ikke havde planer om at skade ham, når han lige havde tvunget blod i ham og truede med at tvangsfodre ham igen. Han havde dog ikke helt styrke nok til at diskutere, om Gabriel skulle fodre ham igen i mod hans vilje eller ej. Selvom det havde været godt at drikke blod, så var Constantine stadig overbevist om, at han ikke skulle have mere - blod kom fra levende væsner og man skadede dem ved at drikke deres blod, ergo ville han ikke drikke blod. Hans samvittighed var ødelagt nok i forvejen ved tanken om alle de mennesker og væsner, han havde haft tænderne i.

Constantine svarede ikke Gabriel, da denne gik, men blev bare liggende på gulvet mellem alle sine nøgler. Det varede ikke længe, inden trætheden blev så tung, at han var ved at falde i søvn. Lige som han skulle til at falde det sidste stykke, dukkede der et par blå barneøjne op foran ham og han satte sig op med et sæt. Han kunne ikke sove.
Efter at have siddet og stirret tomt ud i luften i et stykke tid, begyndte han langsomt at samle sine nøgler sammen og putte dem i krukkerne. Til sidst var alle nøglerne lagt i krukkerne og krukkerne blev placeret på hans lille runde spisebord i mørkt træ. Selvom han havde fået blod, var alle hans bevægelser stive og man kunne ikke være i tvivl om, at der ikke var ret mange kræfter tilbage i den døde krop.

Lidt rastløs stak han en finger i munden og gnubbede på tandkødet i overmunden. De to tænder var langsomt ved at vokse ud og det kløede gevaldigt. Nok meget smart, at hans krop valgte at bruge energi på tænderne, siden det teknisk set var dem, han skulle bruge til at spise med. Han var ved at overveje at rive dem ud igen, men endte med at sætte sig op af væggen igen, samme sted som før, nu bare uden nøgler, uden at gøre noget ved dem.
I stedet gled han langsomt ind i minderne, der ikke var hans, og både følelser og samvittighed begyndte at plage ham igen. Hans blik blev tomt og nu hvor han ikke havde nøglerne at gnide på, begyndte han at gnide sin højre hånds tommelfinger i håndfladen af venstre hånd, lige som han havde gjort med metalhånden. Forskellen var bare, at nu kunne han mærke det.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Tirs 7 feb 2017 - 22:17 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Det tog alligevel et godt stykke tid for Gabriel at jage. Ikke så meget fordi det var svært at finde nogen, som han kunne dræbe, det var nærmere fordi han prøvede at forstå hvad der foregik. En ting var, at Constantine opførte sig utroligt underligt, som om at hans samvittighed var blevet tusind gange stærkere end den var før... Men en anden ting var, at vampyren havde fået sin hånd tilbage. Selvom Gabriel ikke vidste hvordan Constantine havde formået at slippe af med metalhånden, så kunne han godt lægge to og to sammen, og konstatere, at de to ting ikke var tilfældige.

Han måtte spørge Constantine hvad der foregik, når vampyren tænkte klart igen.

Endelig fandt Gabriel et passende bytte. En ung menneske-kvinde, der så ud til at være på vej hjem fra en fest. Det var vel noget, som faldt i Constantines smag. Selv var han ikke så kræsen, og kunne godt finde på at nuppe et måltid når han var på arbejde, men Constantine virkede mere kræsen. Ingen mænd, det var for bøsset, ingen børn, for det var synd, og han mistænkte også vampyren for at undgå mødre, men han var ikke helt sikker på det.
Han rystede på hovedet, inden han uden videre hev kvinden ind i en gyde, og smadrede hendes kranie ind imod en mur. Hårdt nok til at dræbe, men han var påpasselig med ikke at lave for mange blødninger. Constantine havde brug for så meget blod som muligt.

Han hev kvinden op på sin ryg, og bar hende på den måde hjem til den ældre vampyr. Der var nok gået en lille times tid fra han efterlod vampyren, til han låste døren op igen. Han gik roligt ind i stuen og smed liget af kvinden på gulvet, inden han strakte sig godt. "There you go, that's a proper meal for a growing boy." sagde han, mens han gik tilbage over til døren, og låste den efter sig. Ingen grund til at naboerne kom brasende ind, fordi de hørte Constantines reaktion.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Lør 11 feb 2017 - 18:57 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Constantine nåede ikke at sidde ret længe og blive pint af sin ødelagte psyke, før det raslede ved døren og Gabriel låse sig ind. Det var dog først, da der lød et tungt bump, at Constantine vendte helt tilbage til virkeligheden og hans blik blev nærværende. Det gled over til den døde kvinde på gulvet.
Et væld af forskellige følelser væltede op i ham - skræk, afsky, forfærdelse og sult var nok nogle af dem, man mest tydeligt kunne læse på hans ansigt. For et kort øjeblik blottede han sine tænder i en grimasse som et udsultet rovdyr, der fik øje på en mulighed for at spise sig mæt, men udtrykket forsvandt for forfærdelse.

"No, no, no, what have you DONE?!" Klodset, på stive og trætte ben, kom Constantine op at stå med ryggen mod muren. Med vidt åbne øjne så han fra liget til Gabriel og tilbage igen.
"You killed soneone. Why?!" Spørgsmålet var næsten mest retorisk, for Constantine regnede med, at det var fordi, at Gabriel ville have ham til at spise.
Synet af den døde krop delte Constantines indre i to - for selvom han var fyldt op med samvittighed, minder og følelser, som fik ham til at hade selve essensen af, hvad han var, var hans egen personlighed stadig gemt inde i ham og hans krop skreg efter at spise. Blodet som hans krop havde hungret efter i et par uger, var nu lige foran ham og det var næsten ikke til at holde til.

Den indvendige kamp kunne godt ses på ham, både i hans grå øjne, men også ved at hans krop begyndte at ryste ukontrollabelt. Samtidigt trykkede han sig op i mod muren bag sig i et lidt desperat forsøg på at komme så langt væk fra den døde person som muligt.
"I'm not gonna eat. I can't. You-you killed her, why did you do that, I can't..." Med en frustreret bevægelse pressede han det nederste af sine håndflader mod sine øjne, som for at blive væk fra situationen, og hans vejrtrækning fortalte, at han var halvvejs inde i et panisk anfald over det hele. Det var mere end hans udpinte sind kunne holde til. En del af ham ville så gerne spise, en anden del skreg af ham, at han var et monster, et forfærdeligt individ, der burde brænde op i solen ved daggry. Og selvom sulten var stor, var englens magi stadig så frisk i hukommelsen, at han ikke kunne. Han kunne ikke. Ikke mere pinsel til andre. Også selvom kvinden var død, kunne han ikke. Han ville ikke godkende det, som Gabriel havde gjort.

Mens alting inden i ham sejlede rundt, blev han stående, gispende efter vejret, rystende som et espeløv og med hænderne presset mod øjnene.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Man 20 mar 2017 - 22:15 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Gabriel måtte indrømme at det var hårdt at se sin ven på den måde. Fair nok hvis man ville vende sit liv rundt, men man kunne tydeligt se at det ikke var frivilligt at han havde det på den her måde. Problemet var bare, at Gabriel ikke vidste hvad det var, der påvirkede den ældre vampyr så voldsomt, at han ikke kunne komme til sig selv. Men før havde det virket til at han var blevet lidt mere normal, da han havde drukket blod... Så måske hvis han fortsatte...?

Det kunne sagtens give bagslag, og hvis Constantine ikke kom til sig selv, ville han nok fortsætte med at være bange for Gabriel, hvis ikke decideret hade ham igen. Og et eller andet ved den tanke, gjorde utroligt ondt, for med tiden var den dumme vampyr nok kommet ind under huden på ham. Men det var en risiko han måtte løbe, for hvis vampyren fortsatte på denne her måde, ville han sulte ihjel - eller hvad der nu skete med en vampyr når den ikke fik blod.
Med den tanke, trampede han stædigt over til Constantine, greb fat i en stor tot af hans hår og rev ham med sig over til liget, og fejede hans ben væk under ham med et spark, så han ville falde ned over kvinden. Heldigvis havde Constantine ikke drukket nok til at nå sin fulde styrke, så Gabriel kunne stadig godt slæbe rundt på ham, uden alt for store problemer... Men nu hvor han havde et helt lig, begyndte det snart at være lidt knebent. For nu holdt han dog sit blik hårdt, og pressede ned imod vampyrens ryg for at han ikke kunne komme op særligt let.

Forhåbentlig ville Constantines instinkter slå igennem så Gabriel ikke skulle tvinge ham alt for meget mere. Hvis vampyren kom til sig selv igen, ville han nok ikke være alt for glad for at blive kostet rundt med af en "rolling" som han jo så kærligt havde døbt ham. "I hope you know, that I'm doing this in your best interest" mumlede han stille, ikke sikker på om Constantine overhovedet ville høre ham.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Tirs 21 mar 2017 - 21:15 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Panikken flåede igennem Constantine, hvis hjerne splattede helt ud i en intern krig mellem sulten og selvhadet. Han kunne måske have prøvet at spille væk, men for det første var han alt for svag, for det andet var der noget, der holdt ham tilbage. For hele hans krop skreg på mad og det var lige der foran ham. Så han blev stående med et underbevidst ønske om at spise.

Da Gabriel greb fat i hans korte hår, gispede han forskrækket, men trods den smule blod han havde fået, havde han ikke kræfter til at trække sig fri. Desuden fik smerten ham næsten til at få tårer i øjnene. Inden han ellers nåede at reagere, fældede Gabriel ham, igen uden de store problemer. Lidt klodset fik Constantine taget fra sig, men han faldt hårdt ovenpå den døde kvinde. Inden han kunne nå at fjerne sig, holdt Gabriel ham nede. Stadig med panikken i kroppen, begyndte han at kæmpe for at komme fri. Den dødes ansigt var næsten ud for hans og han kunne se ind i de døde øjne. Det fik ham til at flippe helt ud for et øjeblik.
"Let me go, I don't want to, let me go... stop..."

Langsomt stoppede hans kamp i mod Gabriels greb og i stedet stirrede han tavst på kvindens ansigt. Rædslen bankede igennem ham, men efterhånden trængte lugten af blodet, der stadig var nogenlunde varmt i den døde krop, igennem alt mere eller mindre funktionelt i Constantines hoved.
Blod. Sulten fik hans mave til at vende sig, som da han stadig var i live. Det gav et svagt ryk i ham, men ellers rørte han sig ikke før, at han langsomt lod øjnene glide ned til ligets hals. Igen som et sultent dyr, trak han overæben lidt op og hans nye, spidse tænder blev blottet. Alting væltede rundt inden i ham, men kampen var tabt. Sulten, det mest basale instinkt, var så voldsom, at han måtte give efter.

Da tænderne brød igennem huden og smagen af blod væltede ud i munden på ham, forsvandt alt andet. Gabriel, den psykiske smerte, trætheden, alt. Smagen af blod var alt, der var i hans verden.
Hvor længe det dog ham at suge så meget blod ud ag liget som muligt, vidste han ikke. Men da han ikke længere kunne få flere af de røde dråber ud, åbnede han langsomt øjnene og der var en tydelig forskel fra før. Angsten og det meste af selvhadet var væk og i stedet var den gamle Constantine nogenlunde tilbage.
Hvis Gabriel havde sluppet ham, ville han trille af liget og lægge sig på ryggen, mens han stirrede op i loftet. Hvis ikke, ville han bare hvile hovedet mod gulvet ved siden af liget.
"What date is it?" Hans stemme var dæmpet, træt og hæs, men mere normal end før.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Ons 29 mar 2017 - 20:50 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Da Constantine endelig begyndte at drikke, fjernede Gabriel sin fod fra hans ryg, og satte sig et par meter væk fra ham. Det var dumt at sænke paraderne helt endnu, for når den ældre vampyr havde drukket alt det blod, ville han formentlig godt kunne overrumple Gabriel uden alt for meget besvær. Han var trods alt ældre og stærk af sin alder, mens Gabriel var væsentligt yngre og fysisk svag af sin alder, grundet alle de år hvor han blev sultet og holdt fanget. 
Så hans holdt sit blik på vampyren og blinkede knapt nok. Selv den mindste trækning ville være advarsel nok til, at Gabriel kunne nå at reagere på et eventuelt angreb. Men det kom aldrig.

I stedet rullede Constantine om på ryggen og stirrede ud i luften. Men et eller andet i ham sagde, at vampyren var mere sig selv, end han havde været før. Og snart blev han også spurgt om hvad dag det var. "Y'know, my sense of time is pretty shitty, but-uh..." Han trak sin mobil op af lommen. "It's Friday. 13th of January. My timing is impeccable as always." Han skubbede sin mobil i lommen igen og så overvejende på Constantine. "How are you feeling?"

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Ons 29 mar 2017 - 21:32 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Fredag d. 13. januar. Det sidste Constantine havde nogen klar erindring om, var den dag, han var taget ud i skoven og op til englens slot. Det havde været d. 28. december.
"Shit." Han løftede en arm op og lagde den over sine trætte øjne. Han vidste godt, hvad der var sket, men der lå en tyk tåge hen over det hele. Bare... træthed. Frygt. Alt det frygt og selvhad. Han sank en klump og stoppede sig selv i at tænke nærmere over det. Det kunne han næsten ikke bære. I stedet gled hans tanker tilbage til besøget i slottet i skoven. Hvad havde englen gjort ved ham?

Det gik op for ham, at Gabriel havde spurgt ham, hvordan han havde det. For et øjeblik anede han ikke, hvad han skulle svare. Men hvad Gabriel lige havde gjort for ham, krævede vel en form for taknemmelighed, selvom Constantine stadig hellere ville have haft, at han slog ham ihjel.
"I'm tired as fuck. I don't think I have been sleeping for about two weeks. I'm just... tired." Hans stemme var stadig ikke rigtig hans endnu og han rømmede sig. Sove. Tanken gjorde ham både længselsfuld, men samtidigt skrækslagen. For han kunne godt huske, hvad der var sket de par gange, han havde prøvet. Tanken fik ham til at skubbe sig op af sidde i skrædderstilling med fronten mod Gabriel.

Med et blik, der tydeligt fortalte, hvor træt han var, så han på den yngre vampyr. Et eller andet begyndte at ringe op i hans hoved og hurtigt løftede han sine hænder for at se på dem. Lettelsen skyllede ind over hans ansigtstræk.
"It worked. It bloody worked!" Hans stemme steg i styrke, men knækkede ved sidste ord. Han lagde ikke mærke til det, som han optaget, og med svag glæde igennem trætheden, så på sin venstre hånd, som han drejede, så han kunne se den fra alle vinkler. Det var en hånd af kød og blod. Næsten forsigtigt bukkede han fingrene, først sammen, så en for en og derefter knyttede han hånden hårdt. Han havde fuld følelse i den, fuld bevægelse. Den var... hans. Som den altid havde været. Undtagen et ar, han havde haft ned over det ene fingerled. Det var væk. Det var ligegyldigt. Han havde fået sin hånd tilbage. Han var fri fra Zane.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Ons 29 mar 2017 - 22:32 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Gabriel blev helt lettet da han hørte Constantine snakke igen, og lyde normal. Han vidste ikke om angsten var forsvundet, eller om han stadig var væk rent psykisk, men han virkede mere som sig selv end før. Det var beroligende, og det gav Gabriel et håb om at vampyren ikke forblev så bange for ham. Constantine anede næppe hvor meget han egentlig havde været savnet for Gabriel, og på en måde havde han lyst til at sige det. Men det var ikke helt så nemt igen at snakke om følelser, når man kun var semi-venner. Sidst de så hinanden havde det ikke været fordi de havde været best buddies 5-ever.

Man kunne dog godt se overraskelsen på Gabriels ansigt, da Constantine var overrasket over det havde virket... Havde han virkelig været så langt væk? Hvis han ikke havde sovet i 2 uger, kunne Gabriel gå ud fra at det var omkring 2 uger siden han havde fået hånden tilbage. Men han virkede helt fanget af synet af sin egen hånd.
Et lille smil nåede Gabriels læber, da man kunne se lettelsen i Constantine. Og han gjorde dernæst noget, som han sjældent gjorde med andre. Han kravlede over til ham, og lagde armene om den ældre vampyrs hals. Normalt krammede de aldrig. De eneste gange de havde gjort det, var da Gabriel og Julien var... ikke så gode venner. Hvilket efterhånden føltes som 100 år siden, der var sket så meget siden da.

"I don't know what the hell you did, but don't do it again. You had me worried sick." brummede han, inden han trak sig tilbage, og bare sad overfor ham igen, men væsentligt tættere på. "What the hell did you even do to get your hand back? You were way out there."

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Tors 30 mar 2017 - 11:35 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Constantine var så optaget af at se på sin hånd, at han ikke så Gabriel nærme sig og det var først, da Gabriels arme nærmede sig hans hals, at han opdagede ham. Det gav et hård ryk i ham og angsten var tilbage i hans øjne i et øjeblik, indtil det gik op for ham, at det bare var et kram.
Et kram. Hvorfor krammede Gabriel ham? Det var forkert. Det var unaturligt, de krammede aldrig og hvorfor skulle de? Det var... Som hans hjerne blev ved med at brokke sig, løftede hans arme sig op og hans hænder lagde sig på Gabriels ryg i et akavet wanna-be-kram. Det var lidt som om, at den svage del af ham, virkeligt havde brug for et kram, også selvom det var Gabriel, så han tog i mod, hvad han kunne få.

Heldigvis varede det ikke så længe, før Gabriel trak sig væk igen og Constantine lod blikket falde til sit skød, hvor hans hænder også faldt ned.
"Don't worry, I won't be doing something like that again." Then rather die in the sun. Men det sagde han ikke højt. Det varede et øjeblik inden han fik samlet sig nok til at svare ham, hvilket han gjorde med et trækning på den ene skulder.
"You remember that angel who helped us kill that devil? I bumped into him down town and eh, he noticed I was a bit... off. He told me about another angel, living in the forest, who would have the power to redo what Zane did. I didn't really have anything to lose, so I went and he did something and..." Lidt usikkert trak han på skuldrene igen og skævede til Gabriel med et blik, der tydeligt fortalte, hvor forfærdelig en oplevelse det havde været. "Angel magic is not something I would recommend trying. I have never tried anything that hurt so much." Han rømmede sig og så ned igen. Hvad han ikke sagde var, at det ikke kun havde været fysisk, men også psykisk. Det var dog nok ikke så svært at regne ud, siden hele hans psyke hang i laser.

Med sin nu kødlige hånd, pillede han ved sine bukser og på den ene side ville han gerne have, at Gabriel gik, på den anden side havde han på ingen måde lyst til at være alene. På den ene side havde han lyst til at græde sine øjne ud, for at få opløst nogle af de indre spændinger, der voksede som han snakkede og tænkte på tingene. På den anden side ville han bare gerne sove. Men det turde han ikke.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Tirs 4 apr 2017 - 13:18 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Gabriel rynkede lidt på panden mens han lyttede til Constantines forklaring. Selvom den ældre vampyr ikke gik så meget i dybten med hvad der faktisk var sket, kunne Gabriel ret let fylde de blanke dele af historien ud, bare ud fra Constantines udstråling. Han ville af med hånden, det havde Gabriel godt vist længe, men at han ville gå til så drastiske midler, som at kontakte en engel. Han havde aldrig haft fornemmelsen af at Constantine havde været så desperat. Gad vide hvad Zane egentlig havde gjort? Men det var englemagi som havde gjort det, og det forklarede også hans opførsel da Gabriel først var kommet. Det måtte have sparket Constantines samvittighed i over-drive, og hvis det var tilfældet, havde den ældre vampyr nok rigeligt grund til at føle sig skyldig, med de mange personer han havde dræbt.

I know...” Han rakte ud og gav Constantines hånd et lille klem, meget blidere i sine bevægelser og stemme end han nogensinde havde været overfor den ældre vampyr. ”But you're alive and it worked... You have your hand back, that's what matters the most, right? It means Zane doesn't have anything on you anymore.” Han slap vampyrens hånd, og trak sin egen hånd tilbage, så han ikke rørte ham længere. De to havde aldrig rigtigt været touchy-feely med hinanden, den eneste undtagelse var da Gabriel havde fået blæst hjernen ud, og det var ikke med Constantines gode vilje. Så han ville hellere være på den sikre side, og lade vampyren selv initiere nærkontakt.

Oh, that reminds me, I actually have something for you.” Han fiskede hurtigt rundt i lommerne på sin hoodie, indtil han fandt hvad han ledte efter; en eller anden mønt som Julien havde givet ham for ret lang tid siden. Selvom Gabriel og Constantine ikke snakkede sammen om deres hobbyer, vidste Gabriel faktisk godt, at Constantine samlede på mønter. Når man tog hjem til folk på de underligste tidspunkter, fangede man dem ofte i underlige ting, og Gabriel fangede faktisk Constantine i at sortere i nogle mønter engang, på samme måde som Constantine havde fanget Gabriel i at læse nogle af sine gamle lærerbøger fra sin tid som medicinstuderende. Som sagt, så snakkede de ikke om det. Men Julien havde givet ham den, for eventuelt at kunne bløde Constantine lidt op igen da de var på knapt så god fod. Og måske kunne det være et skridt på vejen til at vise at han faktisk gerne ville hjælpe. Ikke for at købe hans tillid, men mere for at vise, at han faktisk gik lidt op i Constantines liv og at han ikke var så ligegyldig for ham, som man nok godt kunne få et indtryk af at han var. Så han rakte Constantine mønten, med hovedet og blikket sænket lidt. Et eller andet sted ville han gerne undskylde for hvad han havde gjort efter at have fået sin hukommelse igen, men lige nu handlede det mere om Constantines velbefindende, end Gabriels skyldfølelse. ”I don't know if it's worth anything, but I thought you'd have more use for it, than I do.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Tors 13 apr 2017 - 14:50 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Gabriel var stille længe nok til, at Constantine atter var ved ar glide ned i mørket, som trætheden og elendigheden hang tungt over ham. Pludseligt rørte Gabriel ved hans hånd og igen gav det et sæt i Constantine, men meget mindre end sidste. Den blide berøring og det blide tonefald i Gabriels stemme fik tårerne til at presse sig på og hans øjne blev blanke, noget han heldigvis kunne holde skjult ved at have hovedet sænket. Ja, han var fri for Zane. På den ene side fik det glæden og lettelsen til at vælte rundt i ham, på den anden side... prisen havde været meget højere, end han havde kunne forestille sig. Den følelse han havde indeni, var ulig noget andet han nogensinde havde følt. Ikke engang dengang han havde været et svagt menneske med svage følelser. Nej, det var meget værre end det. Og lige nu var han rædselsslagen for, at den følelse aldrig nogensinde ville gå væk. Hvordan skulle han kunne leve med den?

Gabriel trak sin hånd til sig igen og et par sekunder efter rakte han ham noget. Sløvt tog Constantine i mod tingen, der viste sig at være en mønt. Først kiggede han med et dødt blik på mønten, men efterhånden som hans øjne fulgte indgraveringen, så metallets alder og hans fingre kærtegnede den, kravlede hans øjenbryn længere og længere op i panden, hans øjne blev store og man kunne se vantroen i hans ansigt. Med åben mund så han på Gabriel et øjeblik inden han så på mønten igen.
"You're fucking kidding me! Right? You don't know what this is?! This is..." Han rystede på hovedet. Selvfølgelig vidste Gabriel ikke, hvad det var. Forsigtigt vendte han mønten mellem sine fingre. "This is very valuable. This is... amazing." Han så igen på Gabriel, nu med en tydelig glæde og uskyldighed, der uden tvivl tilhørte det menneske, han engang havde været. For et øjeblik var lidelsen glemt.

Hurtigt, omend lidt klodset, kom han på benene og gik ind i soveværelset. Her åbnede han et klædeskab, hvor han havde et rimeligt dyrt pengeskab sat ind i muren bag. Hurtigt drejede han rundt på låsen, åbnede lågen og hev en stor møntsamlerbog ud, som han tog med ind i stuen og lagde på det runde stuebord. Han åbnede bogen på en side, der kun havde nogle enkelte mønter. Normalt sorterede Constantine dem grundigt, men denne side var reserveret til nogle bestemte mønter. Og denne var uden tvivl en af dem. Stadig forsigtigt fik han sat mønten i en lomme og skubbet på plads. Kærtegnende lod han en finger glide over plastikket, inden han så på Gabriel igen.
"I don't know what to say... thank you?" Han var lige ved at give den mindre vampyr et kram, men lod være. Det var alligevel næsten for meget.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Søn 16 apr 2017 - 0:38 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Gabriel blev faktisk overrasket over at Constantine lyste sådan op da han gav ham den mønt, som Julien havde givet for hvad det føltes som en uendelighed siden. I starten var det ikke så meget, men som det gik op for Constantine hvad han havde fået, blev det tydeligt at han var begejstret over det. Gabriel havde nok aldrig rigtigt set den ældre vampyr sådan her, hverken være deprimeret eller ovenud glad for noget. Han virkede generelt bare ligeglad. Ikke på samme måde som Julien, som havde oveblik over nærmest alle situationer, men på en anden måde, som var svær at forklare. Men det her virkede oprigtigt.

Han sagde ikke rigtigt noget, som Constantine kom på benene, og løb ind i sit soveværelse, men ventede blot på at vampyren kom tilbage igen. Gabriel havde aldrig rigtigt set mere end stuen hos den ældre vampyr, da han aldrig rigtigt blev og sov. Som oftest var de ude, og når de ikke var det, så var de hjemme hos Gabriel. Ikke at han kunne bebrejde Constantines valg om ikke at lukke Gabriel ind med åbne arme, han var skam klar over at han havde tortureret vampyren... Men som sagt før, var det ikke noget han som sådan fortrød. Han havde næppe mødt Constantine hvis han ikke havde taget imod jobbet. Og uanset hvor irriterende og dum han kunne være, så holdt Gabriel vel lidt af ham, selvom følelserne ikke var gengældt. Det var ikke romantisk, efterhånden så tvivlede Gabriel på sin evne til at have sådanne følelser for folk. Det var noget... Platonisk. Venskabeligt. Så tæt på det man nu kom når man var så fucked i hovedet som Gabriel.

Først da Constantine kom ind igen, rejste Gabriel sig op, men gik ikke rigtigt over imod ham. I stedet blev han bare lidt akavet stående, ikke helt sikker på hvad han skulle gøre af sig selv. Men da han mødte Constantines blik, i det den ældre vampyr takkede ham, fik han en ide til hvordan han måske kunne få ham til at slappe af. "I... No problem." Han gik stille og roligt over imod Constantine, med sine hænder stukket i sine bukselommer, generelt med en afslappet kropsholdning. "I never actually understood what makes coins all that valuable. Don't get me wrong, it's interesting to see how the coins looked and what they were made of, but like... I don't get why that old coin is different from all other old coins." Han trak lidt på skuldrene for at understrege at han ikke forstod det og holdt så en kort pause inden han fortsatte. "... What I guess I'm kinda trying to say is... Would you explain it? I mean, you seem like you have pretty reliable knowledge on this, and I'm actually a little curious."

For så mange andre ville det nok ses som et ærligt spørgsmål, men for Gabriel var det lidt noget andet. Han elskede at drille Constantine når der var noget den ældre vampyr ikke vidste, og kaldte ham ofte dum. Og udover det, brød Gabriel sig ikke om ikke at vide ting, og det vidste Constantine godt. Hvis de sad og snakkede og Gabriel nævnte noget, som han ikke kendte eller kunne huske navnet på, opsøgte han svaret indtil han fandt det, og ville simpelthen ikke lade samtalen fortsættte før han havde fået sit svar. Så for ham at indrømme at der var noget han ikke forstod, og spørge om hjælp fra Constantine, med tilføjelsen af at han var en troværdig kilde, var lidt mere end bare ren nysgerrighed. Og forhåbentlig tog vampyren det som et klap på skulderen, og holdt det i baghovedet som noget han kunne drille tilbage med i fremtiden.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Man 17 apr 2017 - 18:58 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Constantine så på Gabriel og det slog ham, at Gabriel ikke selv havde fået anskaffet mønten, men at det nok nærmere var en han havde fået af Julien. Alderen passede. Men den tanke kunne ikke ses i hans ansigt og han ville aldrig nogensinde afsløre overfor Gabriel, at han havde regnet det ud. Måske, hvis han en dag fik muligheden, ville han takke Julien, for det var virkeligt noget, der betød noget for ham. Men det betød også noget for ham, at han ved at være taknemmelig overfor Gabriel, måske kunne gøre Gabriel glad. Selvom den yngre vampyr troede, at han ikke betød noget for ham, var sandheden, at Costa var begyndt at se Gabriel som en form for lillebror. På deres egen twistede måde, lavede de ting, som for Costa bragte minder tilbage om hans forhold til hans lillesøster. Og han havde en enkelt gang eller to, forsvaret Gabriel uden at denne vidste det. Og han ville gøre det igen.
Normalt var det ikke noget, han ligefrem tænkte over eller godtog som sådan, men hans indre svaghed i det øjeblik fik ham til at indse det bevidst. Hurtigt flyttede han blikket til møntbogen, så det måske mere så ud som om, at det øjebliks blødhed var over mønterne og ikke den anden vampyr.

Han nåede dog ikke at se på sine nye mønt længe, for Gabriels spørgsmål fik ham til at løfte blikket og se overrasket på ham. Ville... ville Gabriel virkeligt høre om mønter? Fra ham? Først var han lidt forvirret, nok mest fordi han var så træt, at det tog ham lidt at tænke Gabriels ord igennem. Men glæden vendte efterhånden tilbage til hans ansigt, for det virkede til at være oprigtig interesse. Og selvom det ikke var, greb Costa muligheden for at tænke på noget andet. Noget godt.
"Well, this coin is pretty speciel. If you look closely you can see, they spelled France wrong. Someone actually misspelled it Frnace. There's only about 100 known coins of this type." Han lagde for én gangs skyld ikke låg på sin begejstring over det nørdede emne. Det var hvad han havde interesseret sig for siden barnsben og havde taget en hel uddannelse for at kunne arbejde med til hverdag.

Så i omkring en halv times tid snakkede han løs om mønter, hvordan man vurderede dem og hvad der gjorde dem specielle, helt opslugt af sin egen interesse. Det fik ham til at virke underligt livlig, som han slog lidt ud med armene og bladrede rundt i bogen.
"An at the part of the museum I wo..." Om det var trætheden der nåede ham eller om han bare var ved at have snakket for meget, var han ved at fortælle om sig selv. Han bremsede sig selv i at sige, at han havde arbejdet på et museum. For meget information om hans menneskeliv og for meget information til Gabriel. Det gik op for ham, at han var idiot at stå og snakke om noget så nørdet. Man kunne se på hans kropsholdning, at det var nok. Hans skuldre røg lidt op og hans hoved lidt ned, som han forsigtigt lukkede bogen.
"... the museum I visited in Paris had a lot of those." Lidt kærligt lod han hånden glide over omslaget på mappen. "I'm getting pretty tired. I..." Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Det var som om, at glæden forsvandt som dug for solen og trætheden kom væltende ind over ham, trætheden og den klamme følelse, han ikke kendte, men som havde taget bolig i hans krop.

Om muligt faldt hans krop lidt mere sammen og han skubbede en trang til at lægge armene om sig selv væk. Han var sølle nok i forvejen.
"Can we just... watch some tv or... I don't know. Anything. I'm very... tired." Han foreslog ikke, at han skulle sove, selvom det ville være det mest logiske. Tanken om at sove var ved at skræmme livet af ham, for han vidste godt, at det ikke ville blive en behagelig oplevelse. Faktisk gjorde tanken ham dårlig og han blev en lille smule mere bleg end han allerede var i forvejen. Selvom han havde fået en masse blod, så han stadig død ud, ligbleg og med mørke rane under øjnene.
Han spurgte heller ikke, om Gabriel gad at skride, for han havde ikke lyst til at være alene. Trangen til at græde var væk lige nu, så det var okay, at han var der. Hellere at rollingen var der, end at han skulle være alene. De grå øjne så ned på bogen, hvor hans tommelfinger gled over læderet i et langsomt kærtegn.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Man 17 apr 2017 - 20:51 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Gabriel blev faktisk overrasket over at Constantine gik med på at snakke om mønterne, samt den glæde det fik frem. Nok var Gabriel måske ikke super interesseret i mønter, men den entusiasme som den ældre vampyr viste gjorde det faktisk okay at lytte til. Måske var det ikke den mest brugbare viden, men det var for ham ligegyldigt. Så længe det fik vampyren i bedre humør, så var det fint. Det var lettere at deale med en ukarakteristisk glad og entustiastisk Constantine end en deprimeret Constantine.

Måske var det fordi han altid havde lyttet til andre som menneske, eller også var det bare fordi situationen kaldte på det, men uanset hvad, så deltog han aktivt i Constantines fortællinger om diverse mønter. Han kom med spørgsmål og kommentarer som kunne fortsætte samtalen om emnet i et godt stykke tid. Det var faktisk den ældre vampyr som ente med at afbryde det, og i stedet kørte han over på at han var træt og hellere ville se fjernsyn.
Undrende rynkede Gabriel på panden, en anelse bekymret, men besluttede sig for ikke at presse vampyren. Lige nu var det vel bare at gøre hvad der gjorde Constantine mest komfortabel, så det måtte blive en anden dag hvis han huskede det.

"Uh sure, anything specific you wanna watch?" Han rakte ud efter fjernbetjeningen og tændte fjernsynet. Der var ikke noget sådan specielt interessant. Det var ved at være... Han tog hurtigt sin telefon op af lommen. Det var ved at være morgen. Huh. "Say, you don't mind me staying over, right? The sun's rising in a few minutes, so..." Han så overvejende på Constantine inden han afbrød sig selv. "You know what, you don't get a choice, I don't feel like running." Det var dog ikke rigtigt at han ikke gad at løbe, men nok nærmere at han ikke ville lade Constantine være alene helt endnu. "Anyway, I don't think there's anything super exciting on right now, it's like 4 in the morning. But I have all the dark knight movies - uh, Batman and stuff - on my laptop. I can wire it up to your TV so... you down?"

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Tirs 18 apr 2017 - 13:54 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Constantine trak på den ene skulder, da Gabriel spurgte, om der var noget bestemt, han ville se.
"Not really." Som fjernsynet spredte sit lys omkring dem, flyttede Constantine forsigtigt bogen fra sit skød og lagde den på sofabordet, inden han trak sine ben og i sofaen og lagde sine arme om dem. En meget atypisk stilling for Costa, der normalt fyldte godt og ret ofte med spredte ben. En tryg stilling. Denne stilling skreg angst og ubehag. Og træthed. Som han fik knæene op, hvilede han sin hage i mod de og stirrede tomt ind i skærmen, der ikke viste noget spændende.

Da Gabriel begyndte at snakke om at blive, trak han bare igen på skulderen, for han havde hverken lyst til at bede ham om at gå eller blive. Men det var med noget lettelse, at Gabriel valgte at blive. Han kunne holde Constantine vågen, det plejede i hvert fald ikke at være problem, siden Gabriel, sidst Constantine så ham, ikke sov selv.
Batman. Ikke ligefrem hvad Constantine interesserede sig for, men bedre end ingenting. Så han nikkede bare.
"If you can. The tv is pretty old." Det var et gammelt tv, et gammelt kassetv, men måske ikke så gammelt. Om det ville lykkedes Gabriel eller om de endte ud med at se på computerskærmen var ret ligegyldigt for Constantine. Han stirrede fast ind i den udvalgte skærm, men fulgte ikke rigtigt med i, hvad der skete.

Efterhånden som de kom ind i filmen begyndte Constantines øjne at falde lidt i. Og hver gang gav det et lille sæt i ham og han flyttede lidt på sig for at holde sig vågen. Han var bare så træt. Han ville sikkert kunne holde sig vågen i mere end to uger - hvis han var fysisk og mentalt frisk. Men selvom han havde fået en stor mængde blod, trængte hans hoved så meget til at slukke og få en pause efter den voldsomme mængde af psykisk tortur, han havde gennemgået. Men hver gang han lukkede øjnene, blandede skrig sig i lydene fra filmen og blod, skrækslagne ansigter og øjne og minder om smerte dukkede op på hans nethinder. En enkelt gang var han så tæt på at sove, at han pludseligt var i tvivl om, om det han så var virkeligt eller ej og hans grå øjne gled med et øjebliks skræk rundt i stuen. Intet. Lidt usikkert skævede han til Gabriel. Hvordan skulle han komme videre herfra? En kort tanke om dødens fred strejfede ham, men han skubbede den væk igen. Det måtte holde op på et eller andet tidspunkt. Han skulle bare... holde sig vågen.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Tirs 25 apr 2017 - 15:59 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Gabriel trak nogle stik op af sin taske - ærligt talt, han havde alt muligt med just in case, han havde endda et AUX-stik i tilfælde af at han stjal en bil og det der var i radioen ikke var spændende - og fandt et HDMI-stik. Så inden længe fik han sat sin computer til fjernsynet og krøb over og sidde hos Constantine. Han havde selv set Batman aaaalt for mange gange, så han kunne sagtens holde øje med den ældre vampyr samtidig. Muuuuuligvis havde han et crush på Heath Ledger. Hvis han droppede joker makeuppen og beholdt personligheden, så havde Gabriel med glæde datet ham da han var i live.

Men som filmen fortsatte og han holdt øje med Constantine, kunne han godt se problemet. Han sov ikke. Godt nok ville det være dobbeltmoralsk af Gabriel at tvinge ham til at sove, men ærligt talt så havde han nok ikke et valg. Constantine kørte den alt for langt, og selv Gabriel havde nok fornuft til i det mindste at give sig selv noget fred ved ind i mellem at skyde sig selv i hovedet.
Så mens Constantines øjne var ved at falde i, placerede Gabriel et hårdt slag i tindingen på den ældre vampyr, for at slå ham ud. Og så snart han faldt sammen, bevidstløs, rejste han sig op, og bar Constantine med sig, som var de nygifte, og tog ham med ind på værelset. Forsigtigt lagde han den ældre vampyr i sengen, og trak dynen op over ham. Lidt halvt overvejede han at gå. Ikke langt væk, bare ud i stuen og se filmen færdig... Men han kunne ikke rigtigt få sig selv til det. Med et suk gik han ud og hentede sin gameboy og en stol. Han havde nok rigeligt tid til at træne sin magicarp op til en gyarados, så træt som vampyren havde set ud inden han slog ham ud.

Samvittighed (Gabriel)
« on: on Tirs 25 apr 2017 - 17:25 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Constantine var faktisk halvt om halvt overrasket over, at Gabriel ikke bad ham gå i seng, så han havde forsøgt at finde på en forklaring til, hvorfor han ikke ville. For ærligt talt havde han ikke lyst til at kaste det hele på bordet og fortælle, hvad der foregik i hans hoved. Selvom han et eller andet sted så Gabriel som sin ven, måske en underlig form for lillebror, havde han ikke lyst til at dele sin angst med ham. Være svag. Han var sikker på, at Gabriel bare ville udnytte det i mod ham.
Intet af det han fandt på lød dog plausibelt og han havde stadig ikke fundet på noget ordentligt, da hans øjne igen var ved at glide i - og alt blev sort, som Gabriels næve ramte ham.

Først var der bare sort. Sort og stille, hvilket var uendeligt rart. Men langsom som bevidstløsheden gled over i søvn, begyndte ting at dukke op. Først lidt mere uskyldige ting, som ham på jagt eller Gabriels ansigt. Men efterhånden begyndte ansigter forvredet i smerte at dukke op. Ansigter, blod og en sær blanding mellem hans egen nydelse og deres smerte.
Det fik ham til i søvne at begyndte at dreje rundt i sengen og ligge uroligt for et øjeblik. Indtil et barn dukkede om. Det var en lille pige på måske fem år. Ved siden af hende lå hendes døde mor, drænet for blod. Pigen så på ham med store blå øjne, fyldt med tårer. Hun bad om hans hjælp.

Med et sæt og rædslen malen i ansigtet satte Constantine sig op. Som om at det ikke var nok, at han stadig kunne se pigen for sig, var det første han fik øje på Gabriel. For et øjeblik var hans hjerne tom og det første der dukkede op var billede af Gabriel med hans tarme i hænderne, smurt ind i hans blod. Skrækken fik hans krop til at flippe ud og han kastede sig til side i dobbeltsengen, fik sig viklet ind i dynen og væltede derfor uelegant ned på gulvet på den anden side af, hvor Gabriel sad. Mødet med gulvet fik ham til at gå i stå, som han kom i tanke om, at den anden vampyr skulle forestille at være hans ven nu. Hvis han havde haft et hjerte der virkede, ville det banke i voldsom fart efter både drøm og forskrækkelse. Nu lagde han bare panden mod det kolde gulv og lukkede øjnene.
"Why did you do that? I don't want to sleep. I really don't. I can't." Igen var hans stemme intet lig, hvad den plejede at være, som den var hæs og næsten grådkvalt. Alle drømmene sad stadig i ham, lyden af skrig rugede i hans ører og han kunne stadig smage blodet og føle smerten. Han kunne virkeligt ikke tage det mere og selvom han forsøgte at stoppe det, trak hans mellemgulv sig sammen i et svagt, lydløst hulk og han lagde sin arm om sit hoved for at skjule sig selv og den gråd, han ikke kunne holde tilbage.

Sponsored content



Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen Besked [Side 1 af 2]

Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum