Latest topics
» Face Claim
Today at 2:11 by Christian

» Emne-, plot- og relationssøgning!
Today at 2:10 by Astrid

» Hos psykologen
Today at 1:33 by Morgan L. Withers

» Aria Foxwell
Yesterday at 20:42 by Aria

» Fashion show - Leetha (xxx)
Yesterday at 19:11 by Bailey

» Deal with the Devil (Maze)
Man 24 jul 2017 - 22:30 by Morgan L. Withers

» You're worse than nicotine. (XXX)
Tors 13 jul 2017 - 19:06 by Roar

» Proud Warrior or Caged Beast? (Maze)
Man 10 jul 2017 - 20:48 by Nightrage

» Afstemning: Beholde specifikke foras og in-game plots?
Man 10 jul 2017 - 15:41 by Thomas Darwill

Statistics
Der er i alt 511 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Ridley

Vores brugere har i alt skrevet 212220 indlæg in 10341 subjects

You are not connected. Please login or register

AuthorTopic: Desperat (Khá)

Desperat (Khá)
« on: on Man 30 jan 2017 - 18:23 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Sted: Et sted i bjergene ved Khás slot
Tid: Omkring kl. 3 om natten
Vejr: Stjerneklart og under frysepunktet

Månen lyste klart ned over landskabet, der var vildt og ufremkommeligt. En enkelt smal vej snoede sig frem foran Constantine, der ikke brugte meget energi på at kigge på sine omgivelser. Hans blik var rettet mod vejen og han havde en rynke i panden. Det var ikke ligefrem med sin gode vilje, at han var på vej hen, hvor han på vej hen. Det var efterhånden ved at være af desperation og det brød han sig ikke om.

Det sidste halve år havde været langt, alt for langt. Et uheldigt møde med en djævel og en sortelver havde ledt til, at han havde havde mistet sin venstre hånd og fået en ny magisk hånd af metal. Hånden i sig selv var ganske fancy og havde været til nytte mere end én gang, men den kom med en pris, som Constantine egentligt ikke brød sig om at betale - en herre, som mildest talt ustabil og glad for at bringe andre smerte.
Constantine havde aldrig haft det godt med autoriteter, og havde aldrig været fan af at have en skaber, der kunne hundse rundt med ham. Og denne sortelver havde været endnu mere afskyelig, med en opførsel som var han gud ham selv. Nej, det havde ikke været et godt halvt år for Constantine.

Men det sidste lange stykke tid, havde han ikke hørt noget fra Zane. Til sidst var han ved at være sindssyg af at vente på at blive hidkaldt, så han var selv taget til Abbadon, den store grimme borg, som sortelveren kaldte sit hjem. Vagterne havde ikke ville lade ham komme ind og de ville ikke fortælle ham, hvad der foregik. Så han var taget hjem med uforrettet sag og havde brugt nogle dage på at spekulere over, hvad han skulle gøre. Han ville ikke længere gå rundt og konstant kigge sig over skulderen, det var udmattende hele tiden at være på vagt. Han måtte af med hånden. Det var her desperationen kom ind, for hvordan kom man af med en magisk metalhånd, der var vokset fast, som var han født med den? Problemet var lidt, at han ville heller ikke ligefrem nøjes med én hånd, så ville han hellere beholde den falske.

Til alt held dukkede en person op i hans liv igen, som kunne give ham et tip. En engel, han skyldte en tjeneste, fortalte ham, at der var en engel i området, som måske kunne håndtere den kraftfulde og meget onde magi, der var indbygget i hånden og derved få den af. Og englen påstod også, at han ville kunne få Constantines hånd tilbage.

Så nu var han her. På vej op på et eller andet bjerg til et eller andet slot, hvor den her åbenbart åh så kraftfulde engel skulle bo.

Han hadede engle. Deres gode magi kunne sende ham til helvede uden problemer - og de fleste opførte sig som om, at de var hævet over alle andre, nu de var åh så ih så gode. En trækning af afsky og fortrydelse løb over Constantines ansigt. Det her var ikke nogen god idé. Trangen til at vende om var lige ved at få overtaget, da han nåede toppen af en bakke og fik øje på slottet forude. Han blev stående lidt og så på slottet, der som omgivelserne, var badet i månens skær. En hvid sky stod ud for ham, da han sukkede dybt og begyndte at gå det sidste stykke.

Endeligt kom han frem til slottet. Med nakken tilbage kiggede han op af murene og igen forvred hans ansigt sig. For helvede. Det her var noget lort, hvorfor fanden skulle det altid gå ud over ham?! Han sparkede surt til en sten med sin ene grønne converse og vendte rundt for at gå. Efter et par skridt ned af vejen, hev han hænderne op af lommerne på den sorte uldfrakke, der stod åben over en sort t-shirt, og slog ud med dem. Shit. Han kunne vel lige så godt se, om englen kunne hjælpe, nu han var her. Så han gik tilbage igen og så overvejende på porten. Skulle han banke på eller? Fandme nej. Så han skubbede til porten, der underligt nok ikke var låst. Den ledte ind til en gårdsplads. Tøvende bevægede han sig ind og så rundt. Der var selvfølgeligt helt stille og dødt, klokken var midt om natten. Endnu en hvid sky forlod hans døde krop, inden han trak vejret ind og råbte.
"Hallo? Er her nogen?" Han følte sig idiot, men et eller andet skulle han gøre.

Desperat (Khá)
« on: on Man 30 jan 2017 - 18:38 »

Khá

Highly Proficient (Rank 18)

avatar

Constantine nåede nærmest ikke før en utrolig gammel mand kom gående mod ham fra hvad der nok var hovedbygningen. På trods af den utrolige alder, gik den gamle med en utrolig elegance. Ud fra tøjet var det ikke besværligt at se den gamle var butler eller i hvertfald noget lignende.
Den gamle bukkede foran ham og sagde: "Godaften..... Jeg går ud fra de er her for at snakke med Herren? Følg med denne vej...."
Så viste den gamle mand ham med indenfor til et slot der var endnu mere overdådigt end det ydre og man kunne virkelig se at det var en der havde forstand på indretning. Dog var der et specielt Ægyptisk præg over stedet. Inde i den store foyer ledte den gamle ham hen til et lille bord med en stol og sagde:
"Hvis de vil tage plads så vil Herren komme snart......"
Så gik den gamle og forsvandt nærmest så hurtigt han var kommet.

Khá sad og fik styr på lidt papirarbejde og fik sig en kop kaffe da Bach kom ind til ham og bukkede: "Herre? Der er en ung vampyr her for at snakke med dem...."
Khá rejste sig stille og sagde: "Jeg kunne godt mærke ham.... Bach gider du gøre kaffe og et lille glas vin klar? Jeg tager ham med ind i den lille stue..."
Bach bukkede og sagde: "Skal ske Herre..." Hvorefter han gik igen.
Så tømte Khá sin kaffe og gik ned til Constantine der sad og ventede. I skikkelsen Khá havde lige nu lignede han en ganske almindelig atletisk mand med ok godt udseende. Han var klædt i sorte bukser og en hvid skjorte og afslappende sko.
Som han kom der ned rakte han hånden til Constantine og sagde:

"Godaften Constantine..... Jeg kan forstå på det hele du ønsker en snak?"

Desperat (Khá)
« on: on Man 30 jan 2017 - 19:02 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Constantine havde kun lige ladet ordene forlade sne læber, da en dør blev åbnet og en gammel mand kom gående. Der var noget forkert ved det, for hans bevægelser passede slet ikke til hans udseende, de var alt for spændstige i forhold til mandens alder. Det fik straks Constantine til at føre sin højre hånd ind under ryggen på sin frakke og lægge hånden om skæftet på den store kniv, han havde til at sidde gemt i en skede på ryggen. Han trak den ikke, men var klar til at forsvare sig selv, hvis det skulle blive nødvendigt.
Det var det ikke. Den gamle mand, som næsten kun kunne være stedets butler, ville i stedet have ham til at følge med. Tavst og med et mistroisk blik i øjnene, fulgte Constantine med ham ind på slottet.

Indenfor så det endnu mere pompøst ud og Constantine kunne med det samme ikke lide det. Det stank af rigdom - og engel, bogstavligt talt - og det pissede ham egentligt bare af. Den gamle mand bad ham sætte sig på en stol ved et lille bord, mens han ville hente 'herren'. Da han vendte ryggen til, skar Constantine ansigt af ham og blev stående. Uroligt. Ubevidst hev han sin helgenmedaljon frem fra bag t-shirten og begyndte at fingre ved den, mens hans blik utilpas gled rundt på omgivelserne. Han hadede at være utilpas, men han havde en lille klump nagende frygt ved at skulle snakke med en engel, og den ville ikke slippe ham. Det gjorde ham egentligt bare vred, for han var aldrig bange. Ting havde godt nok forandret sig siden den lille lort af en vampyr havde haft ham bundet til en stol og tortureret ham i to uger.

En lyd fangede hans opmærksomhed og han vendte sig for at se en mand i afslappet rigmandstøj komme gående i mod ham. Constantine slap halskæden og var klar til at hive kniven frem, men manden gjorde ikke andet end at række ham hånden. Og sige hans navn. Som Constantine ikke havde fortalt ham eller butleren. En rynke dukkede op i hans pande og han kneb mistroisk øjnene sammen uden at tage mandens hånd.
"Hvor kender du mit navn fra?"

Desperat (Khá)
« on: on Man 30 jan 2017 - 19:23 »

Khá

Highly Proficient (Rank 18)

avatar

Khá gjorde tegn til at ville gå ind i et andet lokale men ventede roligt til at Constantine viste om hvor vidt han ville gå med. Var det ikke tilfældet, blev de stående. Men hvis han valgte at følge med ville han blive ledt ind i en meget flot men egentlig hyggelig stue hvor der var blevet stillet vin og kaffe klar.
"Fordi jeg kan se det...... Der er meget få ting der er skjult for mine øjne..... Du kan være ganske rolig.... Selvom det er nemmere sagt end gjort...."
Så holdt Khá hænderne ud så Constantine hele tiden kunne se dem, nærmest som en tillidserklæring.

Inde i den lille stue, tog Khá selv en kop kaffe og gjorde tegn til at Constantine kunne tage hvad han ville. Så satte han sig roligt i en af de højryggede stole der var og tog en tår kaffe inden han betragtede den noget nervøse vampyr. Det krævede ikke specielle øjne at se hvor meget Constantine havde været igennem og Khá havde et eller andet sted ondt af ham.
"Der er vel ingen grund til at holde på formaliteterne..... Din art opsøger mig ikke uden et formål eller et ønske om at dræbe mig..... "
Grunden til at Khá gik lige til sagen sådan var at han ville se Constantine's reaktion når han ikke behøvede at gemme sit ærinde på nogen måde.

Selvfølgelig havde Khá sørget for de forskellige ting for at få en hyggelig og rolig atmosfære så Constantine ikke blev presset unødvendigt

Desperat (Khá)
« on: on Man 30 jan 2017 - 20:25 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Constantine tøvede lidt, men fulgte så efter englen ind i et rum, der viste sig at være en stue. Hyggelig, hvis man var til den slags. Constantine var ligeglad, hele hans opmærksomhed var rettet mod englen, stadig ikke sikker på, at den ikke ville vende sig i mod ham og sende ham til en anden verden i et stort lysglimt. Eller hvordan sådan noget foregik.
Fordi han kunne se det? En trækning gik over Constantines ansigt og lysten til at vende om på hælen og gå igen vendte tilbage. Hvad var det nu, han var ved at rode sig ud i?
"Lad være med at rode rundt i mit hoved." Det skulle egentligt være en advarsel men lød nok egentligt bare mest som surmuleri.

Mens englen hældte en kop kaffe op, lod Constantine blikket glide rundt i stuen, uden interesse for dens udseende, men mere for at sondere terrænet. Dog var hans øjne straks tilbage på englen, da denne bevægede sig - for at sætte sig i en stol. Da han blev tilbudt at tage noget at drikke, rynkede han kort på næsen. Som vampyr kunne han ikke drikke andet end blod, en lille smule vand og hvad der nu kunne blandes op i blod. Energidrik var et eksempel som hans ven Gabriel havde kastet sig over, men Constantine selv holdt sig nu til rent blod eller blod med alkohol. En gang i mellem savnede han at drikke sig en lille skid på.

Hvis Constantine havde vidst, at Khá havde ondt af ham, for alt hvad han havde været igennem, havde han sikkert leet ham direkte op i ansigtet eller være blevet vred. For ingen skulle have medlidenhed med ham, han var ikke et svageligt væsen, der havde behov for den slags. Hvad der skete, skete, og han levede med det. Nogle gange uden problemer, andre gange knapt så meget.
At han var så nervøs, som han var lige nu, var mere fordi at han vidste, at englen bare skulle knipse med fingrene, så ville han være en bunke aske. Samtidigt skulle han til at bede ham om en tjeneste, som han ikke vidste, hvad han skulle betale for - og det brød han sig ikke om.

Englens direkte tilgang til grunden til, at han var der, var lidt af en lettelse for Constantine, han hadede at lege lege. Stadig stående midt i det hele, løftede han venstre hånd - som ikke var en hånd af kød og blod, men af sort stål - så englen kunne se den. Man kunne ikke se det på den, men en lilla magi var indkapslet inde i hånden og selvom Constantine var vant til at have den siddende, kunne han stadig fornemme den dybe ondskab, magien bestod af. Hvis han lagde hånden på en levende væsen og koncentrerede sig lidt, kunne han sende smertemagi ud i væsnets krop - magi han selv havde prøvet, og som kun kunne beskrives som usynlige knive, der skar hver eneste lille millimeter af ens hud i stykker. På samme tid, konstant og smertefuldt. Nok havde Constantine prøvet meget, og det eneste han havde prøvet komme i nærheden af den smerte, var da Gabriel hældte kogende olie ud over ham. Ikke at der skete noget synligt, men det blev smerten ikke mindre af.

"Jeg vil af med den her. Jeg vil have min egen hånd tilbage." Nervøsiteten var pludseligt forsvundet fra ham og et dyb alvor skinnede ud af hans ansigtsudtryk og stålgrå øjne. For et øjeblik. Han sænkede hånden igen og fik kort et usikkert blik i øjnene.
"Der var en engel, der fortalte mig, at du kan den slags."

Desperat (Khá)
« on: on Man 30 jan 2017 - 21:35 »

Khá

Highly Proficient (Rank 18)

avatar

Han satte koppen roligt fra sig og kiggede på Constantine med en stoisk ro hvorefter han sagde: "Jeg roder ikke i dit hoved..... Jeg sagde jeg kunne se dit navn.... Og hvad du er..... Noget helt andet er...."
Kort glimtede hans øjne nærmest og han rejste sig og stod helt roligt imens han betragtede den unge vampyr foran ham. Det måtte tage en hel del at opsøge Khá så problemet måtte jo være tilsvarende voldsomt.
Da Constantine viste sin kunstige hånd, var det klart at Khá langt fra var tilfreds men hans vrede var ikke rettet mod Constantine.
Khá skulle lige til at sige noget da Bach kom ind med en flaske frisk blod og et glas. "Som Herren ønskede..." Bach bukkede en gang og gik elegant igen. Khá rakte så hånden mod flasken som tegn på Constantine bare kunne tage. Det virkede selvfølgelig underligt at den slags blev serveret fra en engel men det var nu en gang sådan.

Med et noget mere alvorligt blik satte Khá sig igen og sukkede en gang. Det generede ham ikke at andre vidste hvad han kunne, det var jo ikke alle. Men der imod hånden var ikke noget han brød sig om. "Englen der fortalte dig det havde ret.... Jeg genkender godt Zuresh' værk når jeg ser det.... Jeg er grunden til han ikke kom helt til magten.... Men ja jeg kan fjerne den hånd og give dig din gamle tilbage.... Men jeg vil ikke lyve for dig.... Det vil betyde en smerte ulig noget du nogensinde har prøvet før.... Jeg ved godt du har været igennem ting der burde have knækket selv de stærkeste.... Men det der kommer til at ske.... Du kommer til at værdsætte endnu mere bagefter at du ikke er død...."

Desperat (Khá)
« on: on Tirs 31 jan 2017 - 12:43 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Constantine blev stående, da Khá rejste sig, en smule utilpas under hans blik. Han vidste ikke, hvilke evner englen havde og brød sig ikke om, at han havde kunne "se" hans navn. Hvad ellers kunne han finde ud af, bare ved at se på ham?

Efter at have ladet sin hånd falde igen, lukkede han sin højre hånd om den og begyndte at gnide sin tommelfinger i håndfladen af den metalliske hånd. En vane han havde fået. Metalhånden var følelsesløs og selv efter alle de måneder, havde han ikke helt vænnet sig til det. Nogle dage kunne han næsten slide sin finger til blods bare ved at gnide og gnide og gnide.
Det vrede, som Constantine kunne se i ansigtet på englen gjorde ham ærligt talt lidt nervøs, selvom han havde en fornemmelse af, at det ikke var rettet mod ham.

Ingen af dem nåede at sige mere, før butleren kom ind og lugten af blod nåede Constantines næse. Lidt vantro så han på den røde væske, der blev placeret på bordet ved kaffen. Blod? Hos en engel? Og det duftede endda frisk og ikke som poseblod. Selvom Constantine altid kunne hælde mere af den livgivende væske ned, var han lige nu mere koncentreret om situationen og om englen kunne fikse ham, så blodet måtte vente. Lige nu var han heller ikke sulten, men det kunne komme senere - for hvis englen kunne fikse ham, ville det sikkert ikke blive behageligt.

Og som han tænkte tanken, fortsatte englen med at snakke, hvor hans tanke blev bekræftet. Det ville gøre ondt. Men det kunne lade sig gøre, og lettelsen spredte sig som en varm bølge igennem ham for et øjeblik. En rynke viste sig i Constantines pande. Zuresh?
"Zuresh? Dragemanden? Det er ikke ham. Det er en sortelver ved navn Zane, der har haft sjov med magisk ild og noget smederi." Han lagde ikke skjul på hadet for begge mænd og alt det, han var blevet rodet ind i. Når han tænkte over, hvor han var endt, ville han næsten hellere tilbage til sin skaber i Paris, han var i det mindste ikke sindssyg med gudekomplekser og heller ikke totalt uberegnelig. Ikke at han ville indrømme det overfor nogen.

Til Khás ord om smerte trak han på skuldrene og slap hånden igen.
"Jeg er ligeglad med smerte. Bare du kan få den her tingest fjernet og give mig min egen hånd tilbage." Der var en ligegyldighed over det, han sagde, der burde understrege, hvor ligeglad med smerte han var. Nej, smerte var på ingen måde behageligt, han ville da helst undgå, men så længe han kom levende ud i den anden ende, tjah, så gik det nok. Han havde prøvet så mange forskellige ting - hans nye liv som vampyr var startet med, at han som menneske var død i vilde smerter, efter at være faldet ned fra en bro for derefter at bløde ihjel, og siden havde han både prøvet af få flået lemmer af i kampe, tortureret med ildmagi, kogende olie, smertemagi og hvad ellers. Han var stadig sig selv. Smerte forsvandt igen. Så længe han overlevede, gjorde det ham ikke det store.

Desperat (Khá)
« on: on Tirs 31 jan 2017 - 13:23 »

Khá

Highly Proficient (Rank 18)

avatar

Da Constantine nævnte Zane, smilede Khá nærmest fornærmet men igen var intet af det rettet mod Constantine. Khá tog en tår kaffe mere inden han rejste sig og gik hen til et maleri af hvad der nok kunne beskrives som ondskaben selv. På billedet var der en askegrå udød mand klædt i sorte troldmandskåber med glødende symboler. Øjnene var erstattede med glødende røde orber. På et skilt nedenunder stod navnet 'Khá'.
"De to er skam ikke så forskellige... De er bare to skikkelser af samme væsen.... Et væsen der aldrig bliver sig selv igen.... Og jeg kender skam udemærket den type magi der også er lagt i den hånd...."

Så satte han kaffen fra sig og så roligt på Constantine med et næsten bedrøvet blik. Hvis staklen dog bare havde en lille anelse om hvad der var i vente. Specielt når han også var vampyr. "Det kan jeg..... Men først..... Jeg skal ikke have noget for det.... Men jeg vil til gengæld høre hvorfor jeg skulle gøre det? Du er frastødt bare ved at være her..... Noget siger mig det ikke bare er for at få din egen hånd igen.... Der ligger mere bag det end hvad du siger..... Det er ikke nogen lille ting der skal ske.... Så jeg vil gerne høre hvad der præcist nager dig ved den..."

Det var ikke fordi han ville være arrogant eller noget, men samtidig havde man bare lidt omløb i hovedet, så opsøgte man ikke bare en Engel og forlangte at få sin egen hånd tilbage. Hvilket Constantine også nok vidste

Desperat (Khá)
« on: on Tirs 31 jan 2017 - 13:57 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Constantine flyttede ikke sit blik fra englen, som den først smilede fornærmet og derefter gik over til et maleri, der så ud til at forestille noget fra et af de utallige computerspil, som verden havde kreeret. Altså noget ondt og magisk, som hørte til i et fantasyunivers. Hvilket Constantine teknisk set levede i, så om det faktisk var af en ægte person eller bare en kunstsmag englen havde, tjah, det kunne man jo ikke vide. Navnet på figuren sagde ikke Constantine noget, for ingen havde fortalt ham englens navn. Han var også ret ligeglad, så længe den var stærk nok til at gøre, hvad han ville have den til.

Lidt vantro lyttede han til, hvad den anden sagde. To skikkelser af samme væsen? En dragemand og en sortelver? På den ene måde gav det sikkert god nok mening, men... nah. Han rystede svagt på hovedet, det lød nu alligevel lidt for langt ude til at være sandt. Men igen, egentligt var han ligeglad. Han ville ikke have noget med nogen af dem at gøre, så de kunne være satan selv og han ville være ligeglad.

Da englen begyndte at snakke igen, faldt Constantines blik dog til gulvet. Først og fremmest troede han ikke på, at det ville blive gratis. Intet var gratis i livet, alting havde en pris. Og da englen insisterede på at vide, hvorfor han så desperat ville af med hånden, kom der en knude i hans mave. Det varede lidt, inden han svarede, inden han løftede blikket og så på englen med både had og skræk i blikket. Spørgsmålet tvang ham til at sige noget højt, som han ikke brød sig om at indrømme, men også noget som han knapt havde ville tænke over.

"Du har ret. Det er ikke bare for at få min hånd tilbage." Han løftede igen sin hånd op foran sig. "Prisen for at have det lort her er at være Zanes lille hund, der kommer, når der bliver kaldt. Manden er syg i hovedet. Hvis han har en dårlig dag, kommer man knapt levende derfra igen." Han knyttede hånden og han sænkede blikket. Det næste han sagde var dæmpet.
"Og jeg kan mærke ondskaben i den. Den kryber op af min arm, ind i min krop og prøver at få mig til at gøre ting, selv jeg ikke vil." Constantine havde aldrig påstået at være et god væsen, han havde svælget i blod, død og smerte siden sin forvandling, nydt skrigene af smerte, gjort alt hvad han havde haft lyst til. Men trods det, havde han haft følelser et sted under al ligegyldigheden, altid haft en snert af samvittighed. Som eksempel havde han aldrig gjort børn noget, aldrig voldtaget, aldrig skadet dem, som han på en måde fandt værdige til at leve. Men ondskaben fra hånden forsøgte at drukne den smule samvittighed han havde tilbage og han havde flere gange fundet sig selv i færd med at gøre ting, han aldrig kunne drømme om. Fantasere om ting, han aldrig ville gøre. Og det skræmte ham mere end Zanes sindssyge, skræmt ham mere end frygten ved hvad sortelveren nu kunne finde på. Skræmte ham mere end døden selv.

Ordene som kom ud af hans mund og som løb igennem hans sind fik ham til at spænde op i kroppen. Efter et par sekunder rettede han sig op og så fast på englen, nu uden skrækken i blikket, bare vrede og had, ikke rettet i mod ham, men mod livet selv.
"Hvis du ikke vil gøre det, finder jeg en anden måde." Han gjorde tegn til at ville gå. Han havde blottet noget af sig selv, som selv Gabriel, den eneste form for ven han havde, ikke vidste. Og det fik ham til at føle sig dårlig.

Desperat (Khá)
« on: on Tirs 31 jan 2017 - 14:19 »

Khá

Highly Proficient (Rank 18)

avatar

Khá så på ham og lyttede meget nøje efter hvad Constantine fortalte så Khá fik alle aspekter med. Det meste kunne han jo selv se i den unge vampyrs øjne men det lå ikke til Khá bare at gøre sådan. Så da Constantine var færdig med at fortælle hvordand et rent faktisk stod til, kiggede Khá med et nærmest majestætisk dog roligt blik.
"Der er ikke andre måder...... Enten skal han selv fjerne den.... Eller også skal jeg gøre det..... Og du har foralt hvordan det rent faktisk står til..... Og jeg forstår dig.... Det at miste kontrollen over hvad man gør og miste den sidste lille flig man har tilbage inden man bliver fortabt i mørke..."
Så vendte han sig halvvejs mod maleriet og fortalte: "For ikke mere end et par år siden var det der mig.... Jeg var ubevidst slave for en magt jeg dybest set ikke ville noget med...."

Så gik Khá hen og åbnede døren hvorefter han gik ud. Efter et par skridt stod han stille og kiggede efter Constantine og tog en dyb indånding. "Jeg forventer ikke at du nogensinde vil se anderledes på et væsen som mig... Men jeg vil bede dig om at tænke dig om en ekstra gang inden du dømmer.... Det er ikke alle der dømmer dig...."

Så stillede Khá sig nærmest i den ene ende af foyeren og nikkede til ham. "Constantine.... Gå ud midt på gulvet og frasig dig helhjertet hans magt. Så skal jeg nok klare resten... Snart vil du være Constantine igen.... Og ikke Zanes skødehund"

Desperat (Khá)
« on: on Tirs 31 jan 2017 - 15:05 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Constantine stoppede bevægelsen, der ville have ledt ham mod døren og skævede til englen. Den korte afsløring af sig selv, havde af en eller anden grund sendt et skud af træthed ind i ham, så hans blik var blevet lidt dødt, som han så fra englen til maleriet, mens englen afslørede, at han var den, der var afbilledet. Så han hed Khá. Godt at vide. Constantine rynkede på næsen, uden helt at tro på det, men så alligevel. Der var noget over manden, der sagde ham, at det var rigtigt. Selvom det var lidt svært at tro, at en engel kunne have været noget der lignede ondskaben selv.

Han trådte et skridt til siden, da engle gik forbi ham og hen til døren, som han åbnede og gik ud af. Constantine tøvede et sekund, men fulgte så efter. Han fik dog ikke gået så mange skridt, før Khá vendte sig om og så på ham igen. Tænke sig om, før han dømte? Constantine kunne ikke lade være med at skære ansigt over det, der blev sagt. Men han havde ingen anelse om, hvad han skulle svare, så han lod være og gik i stedet tavst efter englen ud i foyeren, som han var kommet igennem på vej ind.

Englens ordre fik ham til at tøve lidt. Det her var skummelt og han brød sig ikke om det. Hvad ville der ske? Ville englen hjælpe ham eller bare lege med ham, inden han slog ham ihjel? Han var trods alt noget af det, som englebasserne mindst kunne lide, en levende død med ondskab i kroppen. Hans egen ondskab, ikke håndens. Han tog en dyb unødvendig indånding for at berolige sig selv, knyttede hænderne og gik så ud midt i det store rum.
Helhjertet frasige sig hans magt? Han åbnede munden for at sige noget til englen, men lukkede den igen. Måse det bare var bedst at gøre som han ville have og så se, hvad der skete. En lille tanke, som han normalt skubbede hurtigt væk, om at døden var bedre end at være slave, dukkede op og det fik ham til at rette sig lidt op, lukke øjnene for et øjeblik og derefter se fast på Khá, mens han med fast stemme sagde, det, som englen ville have.
"Jeg frasiger mig den magt røvhullet Zane har over mig." Bandeordet sneg sig ind som modreaktion på det absurde i situationen, for ærligt talt følte han sig som idiot, at stå der midt i et slot og sige noget, som burde give sig selv.

Desperat (Khá)
« on: on Tirs 31 jan 2017 - 16:35 »

Khá

Highly Proficient (Rank 18)

avatar

Khá nikkede til ham og sagde roligt: "Når du udtaler det, er det også bindende for det der sker.... På den her måde har du selv været med til det..... Jeg vil anbefale dig at lukke dine øjne indtil du får at vide det er sikkert at åbne dem igen... Igen jeg understreger..... Det her bliver ikke rart.... På nogen måde......"
Så tog Khá et par skridt tilbage og ventede på Constantine havde lukket sine øjne. Som en advarsel til at han skulle lukke øjnene, ville Constantine kunne se hvordan hele Khá's krop begyndte at gløde.
Når hans øjne var forsvarligt lukkede, begyndte intensiteten af lyset at stige og Constantine ville kunne mærke varme som en varm sommerdag og alligevel skete der ham ikke noget.
Efter det kom der en kraftig buldren og det føltes som om slottet rystede.

Snart blev lyset mindre omend det stadig ville sitre svagt i Constantines hud. Stemmen der nu lød var dyb, magtfuld og majestætisk. "Constantine.... Åbn dine øjne og ræk hånden frem...." Når han åbnede ville han se Khá i sin sande skikkelse. Han var ca 3 meter høj og havde en helt perfekt muskuløs krop. Han bar et brystpanser hvor man ikke helt kunne sige om det var farvet læder eller om det var sølv. Der udover bar han skinner på benene i samme materiale og et langt flot lændeklæde med glødende symboler på.
Hans øjne glødede meget klart gyldent og han havde kraftigt langt gyldent hår. På ryggen havde han nogle kæmpestore vinger i en eller anden form for lys metal.

Han tog et par skridt hen mod Constantine og sagde med den rungende og dog flotte stemme: "Det du beder om kræver min sande form..... Ræk mig din hånd.... Og vær snart hel igen...."

Desperat (Khá)
« on: on Tirs 31 jan 2017 - 17:01 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Constantine så lidt skeptisk på Khá, da han sagde, at han skulle lukke sin øjne for sin egen sikkerhed, men i samme øjeblik englen begyndte at gløde, klemte Constantine sine øjne hårdt sammen. Han havde aldrig haft meget med engle at gøre, hans skaber havde beskrevet dem som nogle væsner, der ikke var sunde for vampyrer at have med at gøre, så han havde altid undgået dem. Derfor havde han ikke været så interesseret i at vide noget om dem, hvorfor skulle han? Derfor var første tanke, at han kunne få brændt øjnene ud af det skarpe lys, som begyndte at trænge igennem det tynde hud, hans øjenlåg var lavet af. Han var lige ved at skulle slå hænderne op for ansigtet, for at beskytte dem endnu mere, med lod være. Mon ikke at englen havde sagt, hvis det var nødvendigt?

Lyset var varmt og gav ham en for længst glemt fornemmelse af at sidde i solen som menneske en lun sommerdag, hvilket på en eller anden måde gav ham flash backs tilbage til sit uskyldige menneskelige jeg, der havde levet et fredeligt, og dog lystigt, liv i 60'ernes og 70'ernes paris. Det forsvandt dog i samme øjeblik, som følelsen af at slottet blev ramt af et jordskælv fik alting til at ryste. Han var lige ved at åbne øjnene i forskrækkelse, men lod være. At lægge sit liv i hænderne på nogen, som han gjorde nu, var atypisk ham og ikke specielt behageligt. Han havde hele tiden en nagende lyst til at spæne ud derfra og hjem i sikkerhed.

Endeligt forsvandt lyset og englen snakkede til ham med en stemme, han ikke kunne genkende og som skar sig ind i hans sarte ører. Tøvende åbnede han øjnene. Det første han så var en masse hvide pletter, som det skarpe lys havde brændt ind i hans følsomme natteøjne. Efter at have blinket et par gange, begyndte han at kunne se og det første han fik øje på, var Khá, der nu var næsten dobbelt så høj som Constantine, havde skiftet udseende, tøj og endda havde fået vinger. Constantine tabte kæben for et øjeblik. Han havde aldrig set en "rigtig" engel, kun de menneskeskikkelser de antog.

Som det gik op for ham, at det her pis var virkeligt, der stod faktisk en vaskeægte engel med vaskeægte englekræfter foran ham, kom frygten væltende, for det kunne være det sidste, han ville se. Men englen bad om at få hans hånd, så efter at have forsøgt at synke det spyt, han ikke havde, rakte han som beordret hånden frem. Advarslen om, at det ikke ville blive rart løb igennem hans sind og han forsøgte at forberede sig på, at nu kom smerten.

Desperat (Khá)
« on: on Tirs 31 jan 2017 - 17:35 »

Khá

Highly Proficient (Rank 18)

avatar

Khá gik endnu tættere på ham og kiggede i hans øjne så Constantine ville nærmest få følelsen af at Khá kiggede ind i hans dybeste indre, hvorefter stemmen igen lød:
"Jeg er Seraphim Khá! Lad giften der løber gennem dig blive renset, lad dig blive et helt væsen igen!"
Der kom nærmest en trykbølge fra hånden hvilket ikke rokkede Khá det mindste. Da Khá så begyndte at klemme om hånden, ville det første indtog af smerte melde sig og det ville føles som om det var sollys direkte på hans arm. Hånden blev klemt sammen som var det en konservesdåse og man kunne nu se på Khá at det for alvor skete. Der var heller ingen tvivl om at selvom han var urokkelig var det stadig ikke nemt.
Med en meget voldsom bevægelse, rykkede Khá den magiske hånd af så kødet trevlede ved armen. Den magiske energi kæmpede tydeligt mod Khá's hellige ild men tabte langsomt. Snart ville det føles som om alle årer i hans krop, samtlige nervebaner brød ud i hellige hvide flammer. En ting var olie og ild..... Men Khás ild brændte som tusind sole når det var en 'synder' han gjorde det ved. Var det ikke fordi Khá holdte det tilbage ville Constantine bryde ud i hvide flammer. Men hele hans krop begyndte at ryge og det ville føles som om selv hans øjenhuler kogte.

Den kunstige hånd blev smidt men der gik ikke et sekund inden Khá's hånd brændte klart og han hamrede den mod det åbne hul hvor hånden havde siddet. Khá måtte tage ved hans nakke ellers ville de kramper der kom få ham til at falde sammen. Det herskede klart at det kun var Khá's vilje der forhindrede Constantine i at blive brændt til aske langsomt. Som ilden fra Khá's hånd gennemsyrede hele Constantine's system, ville Constantine begynde at mærke smerten fra hans ofre, både psykisk og fysisk. Hele Constantine's krop glødede næsten hvidt som smerten steg og minderne blev klarere. Minderne fra dem der ikke havde haft muligheden for at sige nej. Minderne fra de ofre der tænkte på deres kære netop som de tog deres sidste åndedrag.

Blod begyndte at løbe fra Constantine's åndedrag netop som mindet kom om en lille pige der trak i Constantine's ærme og grædende bad ham om at hjælpe hende. Hendes mor lå bag hende med to mærker på sin hals og var utrolig bleg og livløs. Så kom der en voldsom trykbølge og Constantine fløj hen og ramte muren der underligt nok ikke skadede ham. Lyset blev mindre og en stakåndet Khá stod og kiggede på ham imens han langsomt blev til sit menneskelige jeg igen.
"Constantine.... Du er helt din egen igen...."
Ganske rigtigt var Zane's magt væk som dug for solen og han havde sin egen hånd igen

Desperat (Khá)
« on: on Ons 1 feb 2017 - 14:10 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Constantines blik blev fanget i Khás, som denne gik helt hen til ham. Han måtte lægge nakken helt tilbage for at se på i ansigtet på den nu enorme engel, men selvom frygten tog sit indtog i ham, kunne han intet gøre. Det var som om, at han var frosset til stedet.
Dog faldt hans blik til den metalliske hånd, da han tydeligt kunne mærke, at den kæmpede i mod det, der skulle til at ske. Og så kom smerten. Det føltes som om, at han havde stukket armen ud i fuld sollys, hvilket brændte, men var til at klare. Han skar ansigt, men det blev hurtigt til total chok, da englen klemte hånden sammen - han havde kunne banke den igennem mure uden en ridse, så det var syrealistisk at se den krølle sammen på den måde - og endeligt kunne han med vantro se den blive flået af hans arm, høre kødet blive rykket i stykker, knogle knække, se blodet løbe. Og smerten. Nerver, der blev rykket fra hinanden, som sendte en brændende skarp bølge af smerte igennem hans arm. Men han var alt for chokeret til at skrige, det var så uvirkeligt, som var det en film han så på øverste etage, afskåret fra resten af sin krop.

I stedet så han på kampen mellem god og ond magi, som englens magi så ud til at vinde. En lyd nåede hans ører og det gik op for ham, at det var ham selv, der skreg. Smerten kom væltende ind over ham, som var der gået ild i hans arm. Første tanke var, at det var ilddæmonens magi, men det gik hurtigt op for ham, at det var meget, meget værre. Og det flød igennem hans krop, hurtigt, glidende, fra armen, ud i hans bryst og ud i resten af hans lemmer. Som det nåede hans hoved vendte han det hvide ud af øjnene, øjne der føltes som om de kogte, og hans skrig blev om muligt endnu mere intense. Fra nu af registrerede han intet andet end smerten, der flåede igennem hans døde krop, som den brændte ondskaben bort.

Skrigene stoppede først, da han begynde at krampe, holdt oppe af den enorme engel. Med kramperne kom billederne i hans sind, efterfulgt af endnu mere smerte og bølge efter bølge af følelser, mange af dem, som han ikke havde kendt til siden sit menneskelige liv. Ansigter, bedende stemmer, skrig og den stærke smag af blod fór igennem hans sind, smerter efter bid, slag, knivsår og alle de andre ting, han havde fornøjet sig med at torturere sine ofre med igennem tiden bredte sig ind over hans krop sammen med den vanvittige smerte af den hellige ild, der udrensede hans krop. Men det var ikke det værste, hans egne minder levede han med til hverdag, men da minderne fra hans ofte begyndte at blande sig, var det som om, at noget knækkede inden i ham.

Den hellige ild rensede ikke kun Zanes ondskab ud af kroppen på ham, men den boostede hans samvittighed, følelser og undertrykte den ligegyldighed, som han havde overfor alting. Det blændende hvide lys overtog hans indre og skræmte mørket væk.

Et par tårefyldte, uskyldige blå øjne så op i hans, som en lille pige grædende bad om hjælp til sin døde mor, som Constantine havde suget tør for blod, et af hans allerførste ofre, og han blev overvældet af fortrydelse over, hvad han havde gjort. Men følelsen og mindet forsvandt i et glimt, som han fløj igennem luften og hårdt ramte en mur, men uden at mærke noget, og derefter gled ned på gulvet. Hans blik stirrede dødt ud i intetheden, han trak ikke vejret og naturligvis bankede hans hjerte ikke, så man kunne måske tro, at han var død. Men efter et kort øjeblik gav han et sæt og trak hårdt vejret ned i lungerne og hans ansigt fortrak sig. Hans øjne blev fyldt med forvirring og resterne af den fysiske smerte og han lod forvildet sit blik løbe rundt, indtil det faldt på Khá, der nu så ud som et menneske igen. Skrækken bredte sig i hans ansigt og fyldte hans grå øjne og han skubbede sig panisk op af muren.

"Hv-hvad har du gjort ved mig?" Hans stemme rystede og var tyk af angst. Hans blik faldt til hans hænder, som han løftede op foran sig. Hans hænder. Begge af kød og blod. Han havde fået sin hånd tilbage. Et glimt af lettelse dukkede op, men forsvandt hurtigt igen. Hele hans krop rystede som han på usikre ben kom op at stå. Igen så han med skrækken malet i ansigtet på Khá og klodset gik han et par skridt, der hurtigt blev til løb. Hvis ingen stoppede ham, ville han brage ud af dørene til slottet, løbe ind over gårdspladsen, ud igennem portene og uden pauser løbe så hurtigt han kunne med sin trætte, rystende krop, hjem i sikkerhed i sit lille grimme hus i Terra. hvor han ville ende under gemt under sin dyne som et bange lille barn, der gemte sig for et fiktivt monster under sengen.

Desperat (Khá)
« on: on Fre 3 feb 2017 - 22:48 »

Khá

Highly Proficient (Rank 18)

avatar

Khá sendte ham et roligt og fast blik og rettede sig så op hvorefter han hostede en gang.
"For at bekæmpe Zane's magi måtte jeg bruge noget der var tilsvarende i styrke.... Og han havde angrebet dit sind så det måtte jeg ligeledes helbrede..."
Da Constantine så løb, rystede Khá lidt på hovedet og løb efter ham. Havde det ikke været fordi den unge vampyr var så svækket, ville Khá nok skulle skifte form igen for at fange ham. Constantine var nået et stykke væk fra porten da Khá fik fat i ham. Så vendte Khá ham rundt og tog godt ved hans skuldre.

Selvfølgelig var Constantine bange og ville væk og i sikkerhed. Det var på alle måder en overvældende oplevelse for en vampyr med hans liv, lige pludselig at blive bebyrdet med en samvittighed. Khá rystede ham et par gange for ordentligt at få hans opmærksomhed imens han sagde: "Constantine! Lyt til mig! Ellers bliver det farligt!"

Da Khá så nogenlunde kunne se ham i øjnene, fastholdt han Constantine's blik og sagde:
"Det her er meget vigtigt.... Du skal nok få lov at gå....Din samvittighed vil forsvinde igen men minderne vil ikke.... Du fik som du ville have.. Men nu vil du tænke dig om... Jeg er godt klar over at jeg ikke kan rense byen for ondt... Men huske denne aften og hvad dine ofre har følt... Men derfor skal du ikke ødelægge din egen eksistens.... Jeg har ikke ændret hvad du er..."
Så slap han Constantine's skuldre og tog et par skridt tilbage

Sponsored content



Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen Besked [Side 1 af 1]

Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum