Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Statistics
Der er i alt 670 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Demetre

Vores brugere har i alt skrevet 238603 indlæg in 11995 subjects

Lucans baggrundshistorie

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Lucans baggrundshistorie

Indlæg by Lucan on Fre 28 okt 2016 - 10:54

Noget baggrundshistorie for Lucanus ”the Wolf” Beaumont
Og hans ven Hugo Debois (NPC)

27 år
Hans skrig rungede imellem murene, som det glohede metal blev presset i mod hans bare hud. Smerten eksploderede i hans hoved i de samme røde og hvide farver som metallet besad, og hans ben blev slappe under ham. Men de to, der havde fat i hans arme, forhindrede ham i at falde til jorden. Lyden af hans korte skrig gled ud i intetheden og pludseligt var det i stedet lyden af metallet, der brændte hans kød, der fyldte hans ører. Det føltes som en evighed, men det var kun et øjeblik før brændejernet blev fjernet.
”Nu vil alle vide, hvem du er. Hvad du er. En udstødt.”
Endeligt slap de to mænd Lucans arme og han faldt til jorden med et dæmpet støn. Smerten fra hans skulder pulserede som hans blod pumpede igennem hans krop og han kunne mærke sine muskler ryste. Ikke kun af smerten og adrenalinen, der løb igennem hans årer. Men også af raseri. Raseri i mod hans flok, der havde valgt at vende sig i mod ham. Raseri i mod flokkens leder, hans egen bror, der nu havde gjort ham til en udstødt, sendt ham ud af det fællesskab, de begge havde været en del af siden fødslen. Langsomt løftede han blikket til den mand, der var som et spejlbillede af ham selv, som stod foran ham med ringeagt og skuffelse i blikket. Deres blikke mødtes og for et kort øjeblik kunne han se tvillingebrorens blik miste dets styrke. Trods smerten, trods ydmygelsen, trods vreden, dukkede der et svagt, men hånende smil op på Lucans ansigt.
”Men jeg vil altid være den stærkeste.”
Octaves ansigt blev hårdt.
”Du vil altid være den voldelige drukkenbolt, der ikke kan styre sit raseri. Og nu er du også en morder af én fra din egen flok. Selv dét kunne far ikke prale af.” Hans ord ramte hårdt og pludseligt kunne Lucan ikke holde vreden tilbage. Med en snerren kom han på benene og sprang frem i mod sin bror med hænderne fremme, klar til at kvæle livet ud af ham. Men han kom aldrig så langt. Et smerte skød ud fra hans baghoved, som nogen slog ham og pludseligt lå han på jorden igen, denne gang sammenkrøbet for at beskytte sig selv i mod spark fra de mænd, der havde holdt ham oppe.
”Stop.”
Volden stoppede i samme øjeblik som ordet blev udtalt. Fornemmelsen af en, der satte sig på hug ved siden af ham, fik ham til at se op. Brorens grønne øjne mødte hans.
”Forsvind herfra. Lad være med at komme tilbage.” Octave tøvede lidt, men lænede sig så frem for at tale dæmpet til ham. ”Jeg kan ikke tilgive dig. Men jeg vil altid elske dig.” Med de ord rejste han sig og gik. Det var som om, at al vreden løb ud af Lucan, da broderens ord sank ind. Han protesterede ikke, da han blev hevet på benene og slæbt væk.

31 år
Isposen var kold i mod hans ansigt, men den fik smerten fra hævelsen om hans øje til at føles mere tålelig. Lucan sad tilbagelænet på en af de indbyggede bænke i sin store, gamle campingvogn, der var spændt efter hans pickup. Foran ham stod en flaske vodka, der allerede var halvt tom. Noget af det var hældt på småsår og skrammer, som han havde fået i arenaen, men det meste havde han drukket i nogle store mundfulde og alkoholen løb nu rundt i hans årer og fik den velkendte fornemmelse af begyndende fuldskab til at brede sig. Et tungt suk forlod hans læber. Hele hans krop gjorde ondt efter at være blevet slået og sparket på, men det var han så vant til. Det var omkring fem år siden, at han var blevet smidt ud af sin flok og siden havde han tjent til dagen og vejen ved at tage løsjobs og deltage i ulovlige nævekampe. Han var blevet slået på mere, end han orkede at spekulere over, men efterhånden var han begyndt at vinde, og nu var det sjældent ham der endte liggende i støvet. Også i dag havde han vundet, selvom det havde været en hård kamp.
Han skulle til at række frem efter flasken for at dulme sin ømme krop endnu mere, da der var nogen, der bankede på døren til campingvognen. Hurtigt lagde Lucan isposen fra sig og greb i stedet en revolver, der lå på en hylde. Man kunne aldrig vide, hvem der stod udenfor, især ikke når det var en aften, han havde vundet. Med revolveren gemt bag det ene ben med hanen spændt, åbnede han døren, klar til lidt af hvert. Men det han så, da han åbnede døren, havde han ikke været forberedt på.
”Hugo!” Overraskelsen fik ham til at slappe af i kroppen. Hugo. Hans barndomsven, som han var vokset op med sammen med sin tvillingebror i flokken. Den store lyshårede mand, der stod ude i nattens mørke, så på ham med et ubevægeligt ansigt, men hans blå øjne afslørede som sædvanligt de mere varme følelser, som denne mand syntes at bestå af.
”Lucan. Inviterer du mig ind?”
Lucan, der var hylet lidt ud af den ved at se sin gamle ven, trådte tilbage og gik ind i vognen igen, hvor han på sin vej hen til bænken og bordet med isposen, lagde revolveren på plads igen. Han satte sig og så på den store mand, der fik campingvognens indre til at virke meget mindre. Hugo var næsten lige så høj som Lucan, men modsat den smalle, langlemmede Lucan, var Hugo bred som en bjørn - og mindede også meget om samme dyr. Hugos blik gled rundt i vognen, der flød med beskidt tøj, skrald og en masse tomme flasker. Det var ikke sine omgivelser, Lucan gik mest op i. Af en eller anden grund havde han det dog skidt med, at Hugo så rodet, der gav et tydeligt indblik i hans liv, der ikke ligefrem var noget at prale af. Hans gamle ven sagde dog intet, men kom i stedet over og satte sig modsat ham på den anden bænk. Lucan flyttede lidt på sig og rømmede sig så.
”Hvordan fandt du mig?”
”En fra flokken så dig. Du var ved at tampe livet ud af en eller anden helt ude øst på. Han kom hjem og fortalte om det og jeg tog af sted med det samme for at finde dig. Du var dog rejst videre. Jeg har fulgt efter dig i nogle måneder, men hver gang jeg fandt frem til, hvor du var taget hen, var du taget videre. Det sidste sted, fortalte en barmand mig, at du havde snakket om at komme her.”
Lucan samlede isposen op og satte den for øjet igen i et forsøg på at virke knapt så påvirket af, at Hugo havde fundet ham. Han havde aldrig regnet med at se nogen fra det gamle liv igen.
”Jeg så dig slås i dag. Du har forbedret dig en del.” Det lød både som et forsøg på ros, men også et forsøg på humor og Lucan brummede bare som svar. Hvad han skulle han sige til det? I stedet valgte han at gå lige til sagen.
”Har Octave sendt dig?”
Hugo rystede på hovedet.
”Nej. Han bad mig hilse, men jeg valgte selv at tage af sted. Jeg ville se, hvordan det gik dig.” Hans blik løb rundt i vognen og stoppede ved flasken på bordet, inden han så på Lucan igen. ”Jeg må indrømme, det er ikke helt, hvad jeg havde regnet med.” Hans stemme var neutral, men hans ord fik det til at give et stik i Lucan, og han smækkede isposen i bordet, som vreden blussede op.
”Jeg lukkede dig ikke ind, for at skulle høre på dig dømme mig. Hvis du ikke vil andet, så kan du godt skride igen.” Han stirrede med et vredt blik på den store mand, der rynkede panden.
”Luca, hør nu lige…”
”Nej, fandme nej!” Han rejste sig, hvilket også fik Hugo til at rejse sig. ”Jeg er ikke en del af flokken mere, hvilket jeg fik et smertefuldt bevis på.” Han hev ned i halsen på sin t-shirt og drejede sig, så Hugo kunne se toppen af det grimme ar, brændejernet havde lavet på hans skulder. ”Så jeg ved ikke, hvad du laver her, men rend du bare hjem til Octave og fortæl ham, at hans bror er et fordrukkent og voldeligt røvhul lige som hans far.” Lucans stemme steg i styrke, som han snakkede, for vreden voksede og voksede, ikke kun opildnet af års indestængthed og Hugos tilstedeværelse, men også alkoholen, der var i han krop. Hugo bakkede roligt tilbage til døren med et trist udtryk i ansigtet. Han huskede godt Lucans raserianfald og havde ikke lyst til at kaste sig ud i et skænderi med ham. Lucan gik efter ham, vild i blikket og tydeligvis klar til at slås, hvis Hugo skulle sige noget forkert. Men det eneste den store mand gjorde, var at stikke hånden i lommen og hive et visitkort op.
”Jeg er ked af, at du tror jeg ville gøre sådan noget.” Han kastede et blik på kortet og lagde det så på det lille køkkenbord ved siden af sig. ”Jeg er ked af, at det skal være sådan her. Jeg havde håbet, at jeg kunne lære dig at kende igen. Jeg bor på dette motel. Jeg har lejet værelset, nummer 7, i to dage mere, så hvis du skulle fortryde, så ved du, hvor du kan finde mig.” Han åbnede døren bag sig og trådte ud. Lucan skar ansigt og gik hen til døren, som han smækkede hårdt efter ham. Der stod en tom flaske ved siden af, som han i sit raseri greb og kylede igennem campingvognen. Den splintrede med et brag og Lucan brølede af vrede, inden han hamrede hånden ind i et skab. Smerten fra slaget skar igennem vreden og efter at have taget et par dybe indåndinger gik han vredt tilbage til sin halvfyldte vodkaflaske, som han satte for munden.

Det var meget sent om natten, da det dundrede på døren ind til Hugos motelværelse. Med missende øjne så Hugo på sit armbåndsur, som han havde lagt på sengebordet. Det var timer siden, at han havde forladt Lucan i campingvognen, hvorefter han var taget direkte tilbage til motellet med en trist følelse i kroppen. Han havde ikke vidst, hvad han skulle forvente, når han endeligt fandt frem til Lucan, men han havde håbet på mere end tomme flasker og en mand, der lod andre slå på sig for penge.
Den hårde dundren fortsatte og Hugo svingede benene ud over sengekanten og greb sine bukser, som han hurtigt trak på, inden han gik hen og åbnede døren. Udenfor stod Lucan, tungt hvilende op af dørkarmen, med et blik der sejlede og en halvfyldt flaske i hånden. Plakatfuld. Han så ufokuseret på Hugo, inden hans ansigt fortrak sig.
”Jeg er et røvhul.” Ordene var slørede, men forståelige. Som han havde sagt dem, skubbede Lucan sig ud fra dørkarmen og gik slingrende forbi Hugo ind i hans værelse. Hugo nåede lige at gribe flasken, der gled ud af Lucans hånd, inden den faldt mod jorden. Uden at svare på Lucans konstatering lukkede han døren bag dem og vendte sig mod ham, efter at have placeret flasken på det lille bord ved siden af døren. Lucan stod midt i rummet og svajede lidt, inden han vendte sig mod Hugo igen.
”Se på mig. Jeg er et svin og en drukkenbolt. Jeg slås med folk, fordi jeg ikke er andet værd og jeg hutler mig igennem livet. Jeg er et nul. Jeg fortjener ikke at være med i flokken. Den har det meget bedre uden mig. Octave gjorde ret i at udstøde mig.” Som han talte begyndte hans øjne at blive våde, og da han udtalte sidste sætning, trak hans ansigt sig sammen og han begyndte at græde. Hugo blev usikkert stående og vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. Til sidst gik han hen og lagde en hånd på Lucans skulder.
”Luca…” Han fik ikke sagt mere, før Lucan rystede på hovedet og kørte ærmet på sin jakke over sit ansigt og snøftede ind. Da det var gjort, var han holdt op med at græde igen.
”Hvordan har Octave det?” Det var et hurtigt skift, han virkede mere rolig. Hugo betragtede ham lidt, inden han svarede.
”Han har det godt. Han er stadig leder. Alle er tilfredse.”
Et skævt smil dukkede for et kort øjeblik op på Lucans ansigt.
”Selvfølgelig. Han har altid været den, folk bedst kunne lide.”
Hugo valgte ikke at svare på det, men fortsatte med at fortælle.
”Kan du huske Noëlle?”
Lucan rynkede på næsen.
”Selvfølgelig kan jeg huske Noëlle. Jeg forsøgte at lokke hende med i seng i flere år,” mumlede ham. ”Hun havde de største…”
”Hun og Octave er blevet et par.”
”Hvad?! Det er typisk! Han har altid hugget mine piger!” Selvom hans stemme var surmulende, var der et smil i hans svømmende øjne. Hugo tog forsigtigt ved hans arm og trak ham hen til sengen, hvor han fik ham til at sidde ned. Smilet forsvandt og en rynke dukkede op i Lucans pande i stedet.
”Savner han mig? Jeg … savner ham … hver eneste dag.” Han rømmede sig, da han stemme blev grødet. Hugo nikkede og begyndte at tage hans jakke af.
”Han savner dig. Kan du huske det billede af jer to på stranden, med sandslottet? Hvad har I været. Otte-ni år gamle?”
Lucan nikkede og gjorde ikke modstand.
”Han har det stående fremme og når der er noget, han skal tænke grundigt over, sidder han med billedet. Jeg tror ikke, at han selv ved det, men han gør det hver gang." Hugo gik over og hængte jakken på en knage. Da han vendte sig, havde Lucan lagt sig ned på sengen, nu med tårer i øjnene igen.
”Jeg ødelagde det hele. Jeg vanærede ham. Og han vil ikke tilgive mig.” Hans ansigt trak sig igen sammen, som tårerne væltede ned af hans kinder. Hugo gik hen og satte sig på sengekanten og lagde en hånd på hans skulder.
”Selvfølgelig har han tilgivet dig. Han er din bror. Han elsker dig.” Det var som om, at det var Hugos ord, Lucan havde ventet at høre, for han brød helt sammen, drejede hovedet og hulkede ned i madrassen. Hugo kunne ikke gøre så meget andet end at klemme lidt om hans arm og vente på, at det stoppede igen. Da det endeligt gjorde, var Lucan faldet i søvn.

Det første Lucan lagde mærke til, på vej ud af søvnens mørke, var den velkendte dundrende hovedpine, der kom, når han havde drukket for meget. Han stønnede dæmpet og førte hånden op til sit ansigt. Han kunne mærke det hævede område omkring sit øje og han havde en svag erindring om at have fået en på hovedet. I ringen. Af en eller anden stor skaldet gut med en slange tatoveret op af armen. Lucan havde vist vundet. Og var taget hjem. Resten var sløret. Pludseligt kom billedet af Hugo ude foran hans dør op og han satte sig hurtigt op. Lidt for hurtigt for hans mave vendte sig. Han så hurtigt rundt og fik øje på en dør, der ledte ud til et badeværelse, og han hastede derud. Det var ikke fordi, at han havde så meget i maven, så det var hurtigt overstået. Bagefter plaskede han lidt vand i ansigtet og så sig selv i spejlet. Området om hans ene øje var blåt og hævet, men det var ikke værre end at han nok kunne se ud. Ellers så han bare forfærdeligt ud med det lange hår, der trængte til at blive vasket og klippet, hængende om hans magre ansigt, og øjne der udstrålede livstræthed. Han sukkede, skubbede håret tilbage over issen og begyndte så at undre sig over, hvor han var henne. Minderne fra natten var væk i spruttens tåge, og han kunne ikke huske, hvordan han var endt her. Hvor? Et motelværelse? Han gik ud på værelset og så rundt. Der var ikke noget, der afslørede hvis rum det var, ud over at der stod en taske, der ikke var hans. Så ikke hans værelse. Men hans jakke hang pænt på en knage. Måske det bare var en god idé at komme ud derfra, inden nogen kom tilbage. Han gik hen og tog sin jakke, men lige som han skulle til at trække den på, lød nøglen i låsen på døren og døren gik op. Det var Hugo. Da Lucan så hans ansigt, fór der en masse brudstykker fra aftenen før igennem hans hjerne. Ikke meget, men nok til at han havde en fornemmelse af, at han havde smidt Hugo ud af campingvognen, havde drukket sig en kæp i øret og derefter var taget hen til motellet med et eller andet ønske om at forklare sig. Og hvad der var sket efter det… tanken var skamfuld og han undgik at se Hugo i øjnene.
”Du er oppe. Godt. Jeg har morgenmad og kaffe med.” Hugo lukkede døren bag sig og stillede en pose op af væggen, inden han satte to papkopper med kaffe og en stor papirspose med rundstykker på bordet. Lucan kunne dufte kaffen og selvom hans mave stadig ikke var helt tilfreds, var tanken om mad lokkende. Tøvende hang han jakken på plads igen og gik over for at sætte sig på den ene stol, der hørte til det lille bord. Hugo satte sig også og gav dem hver en kop og hev posen åben. Alle rundstykker var smurt og med en skive kødpålæg på. Sulten som han var, greb Lucan et rundstykke og begyndte hurtigt at spise. Hugo var noget mere afslappet og betragtede ham i mens med sine blå milde øjne. Da Lucan havde spist den første halve, rømmede Hugo sig dæmpet.
”Hvordan har hovedet det?”
Lucan brummede.
”Som om nogen har spillet fodbold med det.” Han drejede lidt rundt på papkoppen med kaffe og trak så vejret dybt ind. ”Jeg må hellere sige undskyld for min opførsel i går, jeg-eh…” Alt det han lige havde tænkt over at sige, var forsvundet og han trak på skuldrene i stedet. Hugo tog endnu et halvt rundstykke.
”Det er helt i orden.” Han tøvede lidt, hvilket fik Lucan til at se på ham. Det var fem år siden, han sidst havde set sin store ven, der havde fulgt ham og hans bror i tykt og tyndt igennem deres barndom og ungdom. Han havde ikke ændret sig meget, måske fået en smilerynke mere her og der. Lucan havde en gang i mellem tænkt over, at det måtte være hårdt at være ven med to brødre, der var så forskellige. Bare se nu. Lucan havde en fornemmelse af, at det skulle til at være akavet og han slog hurtigt over på noget andet.
”Hvor længe bliver du?” Han tog hurtigt en bid af sit rundstykke i et forsøg på at skjule forhåbningen om, at Hugo have planer om at blive længe. Hugo greb lettet chancen om at snakke og noget andet, og trak på skulderen.
”Jeg ved slet ikke, om jeg tager tilbage.”
Lucan havde nær fået rundstykket galt i halsen og måtte hoste. Han så chokeret på Hugo.
”Men flokken er dit hjem. Din familie.”
”Den var også dit hjem og din familie. Måske endnu mere end min. Måske det er på tide at prøve noget nyt.” Hugo kastede et kort blik på ham og så så ned på sin kaffe. Lucan stirrede vantro på ham. Hugo ville noget andet end flokken? Det kunne han ikke forestille sig.
”Men… hvad vil du så?”
”Det ved jeg ikke. Mon ikke at jeg kan finde noget arbejde og et sted at bo. Eller også vil jeg rejse og se verden. Jeg har kværnen med.” Han henviste til et motorcykel, han havde købt for mange år siden, og som Lucan altid havde misundt ham. Lucan lænede sig lidt tilbage og så stadig lidt vantro på ham.
”Jeg har svært ved at se mig dig rejse alene rundt.”
”Hvem sagde, at det skulle være alene?” Hugo løftede koppen til læberne og sendte Lucan et sigende blik. Det gik pludseligt op for Lucan, hvor han var på vej hen. Et mix af følelser væltede op i ham. Hans bedste ven, eller i hvert fald en mand, der havde været hans bedste ven for år tilbage, tilbød ham at rejse med. På den ene side skreg alt i Lucan på at sige ja. Han var et flokdyr, vokset op i en flok med sin familie og han havde været meget ensom, siden han havde forladt dem. Han havde ikke lært nogen at kende i de fem år, han havde rejst rundt, og han var ved at blive sindssyg af ensomhed. Men på den anden side ville dét, at få Hugo ind i sit liv også betyde, at han nok var tvunget til at få styr på sit liv. Han kunne ikke forestille sig den blide kæmpe lade ham fortsætte med at slås og drikke sig selv ihjel, noget han gjorde for at dulme de psykiske smerter. Så han ville pludseligt skulle forholde sig til realiteterne. Man kunne sikkert se følelsernes kamp på hans ansigt, men Hugo sagde ikke noget, han ventede bare i stilhed på en reaktion. Lucan rystede langsomt på hovedet.
”Du er sindssyg. Efter alt det, du lige har set. Efter at have set, hvad jeg er blevet til. Så vil du slå dig sammen med mig?” Hans stemme var fyldt med undren.
”Luca… Jeg har kendt dig hele mit liv. Jeg ved, hvad du kan og hvad du er. Og det er ikke det her. Du er så meget mere. Jeg tror, at du bare skal have en hånd med at komme på ret kurs igen.”
Lucan vidste ikke, hvad han skulle svare. Det Hugo sagde, gav ham en klump i halsen og han måtte rømme sig, inden han mødte Hugos blik.
”Det er på eget ansvar. Jeg kan ikke garantere, at det bliver problemfrit.”
Et smil viste sig på Hugos ansigt.
”Har det nogensinde været det?”
”Nej, det har det sikkert ikke.”
”Det kan du bande på. Jeg glemmer aldrig dengang I fik mig overtalt til at vi skulle hugge Store Claudes smøger.”
Lucan kunne ikke holde en latter tilbage.
”Jeg troede, at jeg skulle skide i bukserne, da han opdagede os.”
”Jeg var sgu lige ved.”
De småsnakkede videre om gamle minder, mens de fortærede resten af morgenmaden. Efter at have spist det sidste stykke rundstykke, strakte Lucan sig og så så ned af sig selv. Hans t-shirt var ikke ligefrem ren og han lugtede egentligt heller ikke specielt godt. At Hugo kunne være i nærheden af ham, var imponerende.
”Det kunne være, at jeg skulle tage hjem og finde noget rent tøj. Og finde et sted, at tage et bad.”
Hugo rakte ned og tog posen, han havde sat der tidligere, hvorefter han rakte den til Lucan.
”Du kan tage bad her. Jeg tænkte, at det nok var nemmere at købe dig noget nyt tøj. Håber det passer.”
Lucan sukkede overdrevet højt.
”Du tænker da også på alt.” Han kiggede ned i posen og skævede så til ham. ”Tak.”
”Det var så lidt. Se så at komme ud under bruseren, du lugter som en bryggeri.”
Lucan skar ansigt af ham og forsvandt ud på badeværelset, hvor han tog et langt, varmt bad.

Hugo så efter ham, kastede et blik på sit ur, samlede skraldet sammen og listede så ud af døren. Udenfor gik han ned til en betalingstelefon, hvor han smed nogle mønter i og tastede et nummer. Efter et par ring blev den taget i den anden ende.
”Octave.”
”Det er Hugo. Han sagde ja.”
”Åh, godt!” Lettelsen i Lucans tvillingebrors stemme var tydelig. ”Har han fattet mistanke?”
”Det tror jeg ikke. Det virker til, at han tror på, at jeg selv har valgt at der skal ske noget nyt.”
”Du kan altid fortryde og komme hjem.”
”Det ved du godt, at jeg ikke vil. Din bror har brug for en hånd. Han er min ven. Jeg bliver her.”
”Er det slemt?”
Hugo tøvede. Det var slemt. Han ville ikke lyve for Lucans bror. ”Ja.”
Der var tavst i den anden ende i et øjeblik, før Octaves stemme igen lød igennem røret med et fast tonefald.
”Pas godt på ham.”
”Det skal jeg nok. Jeg må hellere løbe igen. Jeg ringer en gang i mellem.”
”Tak. Du er en sand ven.” Der blev lagt på. Hugo så lidt på røret, inden han hang det på plads. Langsomt gik han tilbage til værelset. Det havde været hans egen idé at tage ud for at tjekke op på Lucan. I den tid, han havde forsøgt at fange ham, havde han hørt historier om Lucan ”The Wolf” Beaumont og på et tidspunkt havde han luftet idéen om at blive ved ham for Octave, der havde taget i mod den idé med kyshånd. Så han havde ikke løjet for Lucan, da han havde sagt, at han ikke var sendt af Octave. Men det var nok bedst, at Lucan ikke vidste, at Hugo holdt Octave opdateret. Selvom han havde fornemmelsen af, at Lucan ikke ville blive så vred, som man skulle tro. Ikke efter aftenen før. Han slog et smut om skraldespanden, inden han gik ind på værelset, hvor der stadig var gang i bruseren. Det varede dog ikke længe inden der blev slukket for vandet og Lucan kom ud iført de cowboybukser som Hugo havde købt ham. Han var ved at rode et håndklæde igennem det lange hår for at tørre det. Hugos blik faldt på den store tatovering af et sort snerrende ulvehoved, der dækkede den venstre halvdel af hans bryst.
”Jeg kan forstå, hvorfor de kalder dig ”The Wolf”.” Han nikkede sigende mod tatoveringen. Lucan så ned på den, mens han ubevidst lod fingrene glide over de fire aflange ar, der strakte sig hen over hans høje side. Man kunne ikke være i tvivl om, at det var et stort dyr med store klør, der havde lavet de ar.
”Jah, hvis de bare vidste.” Et kort smil gled over hans ansigt, inden han vendte ryggen til Hugo for at hænge håndklædet op. En knude dukkede op i Hugos bryst, da han fik frit udsyn til arret efter brændemærket. Det var en stor cirkel i to dele. Det skulle forestille en fuldmåne, der var splittet i to, hvilket symboliserede, at personen, der var mærket, ikke længere var velkommen i sin flok. I nogen flok. For evigt sat udenfor fællesskabet. Han måtte flytte blikket. Han havde tigget Octave om ikke at gøre det, men Lucans tvillingebror havde ikke haft andre valgmuligheder. Selv ikke over for sin egen bror. Lucan forsvandt ud på badeværelset og kom tilbage, mens han trak den nye t-shirt over hovedet.
”Så er det vel at finde ud af, hvad vi så skal nu? Er der nogen plan?”
Ja, var der nogen plan? For et kort øjeblik var Hugo ved at fortryde at forlade flokken for at følges med Lucan. Men da deres blikkes mødtes, var han ikke i tvivl. Han ville slå sig sammen med sin bedste ven i et liv udenfor flokken.


32 år
Lucan snøftede ind igennem næsen og sank noget, der var en blanding mellem slim og blod. Hugos utilfredse blik hvilede tungt på ham.
”Tror du ikke, at du skal stoppe med at lade andre tæve løs på dig? Der er andre måder at tjene penge på, almindeligt arbejde, for eksempel.”
”Vi har diskuteret det før. Det her er nemmere. Og jeg har brug for det.” Han sendte Hugo et bestemt blik. Det var et års tid siden, at Hugo var dukket op foran døren til Lucans campingvogn. Meget var sket siden da, Lucan var holdt op med at drikke så meget og havde fået lidt mere styr på sit liv, hvilket man kunne se på campingvognens indre, der var ryddeligt og rent. Andre ting havde ikke ændret sig - han rejste stadig rundt, nu med Hugo på slæb, og de tog det arbejde de kunne finde, samtidigt med, at Lucan stadig deltog i de ulovlige slåskampe. Hugo brød sig ikke om det sidste, hvilket han stort set hver eneste gang, Lucan havde været i en kamp, luftede højlydt. Men Lucan mente det, han sagde. Han havde brug for det. Der var en grund til, at han var blevet udstødt af sin flok - han havde slået en mand ihjel i en brandert i voldeligt raseri. Et raseri han ikke kunne kontrollere, medmindre han en gang i mellem fik brændt noget af det af. Og de voldelige nævekampe var et godt afløb. Det virkede, han var knapt så nem at tænde af, hvis han regelmæssigt deltog.
”Jeg ved det godt, men der må da være noget andet…”
”Åh for helvede, hold op med at opføre dig som om, at du er min mor. Jeg har styr på det.” Lucan rørte forsigtigt ved sin næse for at tjekke efter, om den var brækket, mens han sendte Hugo et irriteret blik. En rynke viste sig i Hugos pande og Lucan fik en fornemmelse af, at det her nok endte ud i et skænderi.
”Ih ja, det kan jeg godt se. Du sidder ikke og bløder i en gammel faldefærdig campingvogn, efter at have ladet en eller anden fyr, dobbelt så stor som dig selv, slå på dig i en evighed, for at få penge til at leve for. Vi lever ikke som vagabonder, der kæmper for at klare sig igennem dagen og vejen ved at tage hvad som helst i arbejde. Det er slet ikke et stort skridt ned for to mænd, der kunne have været med til at lede en af de største flokke i hele Nordfrankrig!” Hugo hævede stemmen og slog ud med armene. ”Der er virkeligt styr på det!”
Lucan fjernede den blodige klud fra sin næse, der ikke ville holde op med at bløde. Han kunne mærke vreden begynde at boble op.
”Du vidste, hvad du gik ind til, da du besluttede dig for at slå dig sammen med mig! Jeg lovede dig ikke, at det ville blive let!”
”Jeg havde bare ikke regnet med, at det ville blive så usikkert!”
”Så skrub tilbage til flokken og dens sikkerhed!” Lucan fortrød det, lige så snart han havde sagt det, for han havde ikke lyst til at se Hugo forsvinde igen. Hugo stivede og sænkede blikket, og et stik af frygt for at han ville gøre det, løb igennem Lucan.
”Det ved du godt, at jeg ikke vil.” Hans stemme var dæmpet og alvorlig. Der blev stille, mens Lucan forsøgte at tackle sin vrede, samtidigt med den dårlige samvittighed, der var dukket op. En lyd fik dem begge to til at rette sig op.
”Der er en på ladet af pickuppen.” Lucan rejste sig fra bænken.
”Det er nok en, der forsøger at stjæle kværnen.” Hugo rynkede panden. Motorcyklen var hans kæreste eje. Når han sad i pickuppen sammen med Lucan, var den sat op i ladet af bilen og spændt godt fast under en presenning.
”Ikke alene, den er alt for tung. Lad os se efter.” De bevægede sig begge overraskende lydløst hen til døren, åbnede den forsigtigt og kom ud af campingvognen, der stadig var spændt fast på bilen. Der var ikke noget at se, men begge mænd kastede et blik på hinanden, ikke i tvivl om, at der var nogen, der gemte sig under presenningen. Hjerteslag, vejrtrækning og en umiskendelig lugt af varulv afslørede personen. Lucan nikkede sigende til Hugo og de gik stille hen, tog ved presenningen og hev den af og greb derefter hver sin arm på den fremmede, der gemte sig i ladet. Den unge mand gispede forskrækket og kastede et rædselsslagent blik på de to mænd, der sikkert så ganske skræmmende ud, Hugo med sin størrelse og Lucan, der stadig havde blod i hele ansigtet. De løftede ham uden besvær ud af ladet og satte ham på jorden, uden at slippe ham.
”Hvad laver du i min bil?” Lucan kneb øjnene lidt sammen og så vredt på den fremmede, som nok nærmere var en voksen teenager. En stor dreng. Han krympede sig, som forventede han, at Lucan ville slå ham.
”Undskyld, jeg ville bare … I må ikke … I er varulve, er I ikke?! Jeg kan … lugte det.” Det sidste væltede ud af ham og han så nærmest desperat fra den ene til den anden. Hugo og Lucan sendte hinanden et blik. Ingen af dem var i tvivl om, at den unge mand var varulv. Lucan brummede lidt bekræftende.
”Og hvad hvis vi er?”
Drengen så ned i jorden.
”Det … ved jeg ikke. Jeg…” Han gik i stå og Lucan ruskede lidt i ham.
”Ja?”
Efter lidt tøven løftede drengen hovedet og mødte hans blik.
”Jeg … jeg har brug for hjælp.” Selvom han tydeligvis forsøgte at kæmpe i mod det, fyldtes hans øjne med tårer. Lucan rynkede panden. Han vidste ikke, hvad drengen ville, og selvom hans første indskydelse var at sende ham af sted med et spark bagi, endte han med at sukke og se på Hugo.
”Lad os tag ham med ind.” Han slap ham og lod Hugo slæbe ham med ind i campingvognen. Lucan greb to flasker vand fra det lille køleskab og satte den ene på bordet mellem de to bænke og satte sig så på sin sædvanlige plads. Herefter greb han sin klud og hældte vand ud på den, så han kunne vaske noget af alt blodet af sit ansigt. Hans næse var endeligt holdt op med at bløde. Hugo satte den unge mand af på den anden bænk og stillede sig så ved siden af som en eller anden vagt. Lucan pegede på vandflasken.
”Til dig.” Hvis de havde haft noget mad, ville han nok have givet drengen noget, han så sulten ud. Drengen tog flasken, men gjorde ikke andet end at sidde med den. Lucan kørte den våde klud over sit ansigt, mens han betragtede ham.
”Fortæl.”
Drengen flyttede lidt på sig og stillede så flasken fra sig igen, inden han tavst begyndte at tage sin hættetrøje og t-shirt af. Han fik den ene arm ud af ærmerne og løftede så højt op, at man kunne se en masse nye ar, der sat i et velkendt mønster om hans skulder. Han var uden tvivl blevet bidt af en varulv, og det for ikke særligt længe siden.
”Hvornår er det sket?” Hugos stemme var blevet venlig igen.
”Det er et halvt års tid siden.” Drengen tog tøjet på igen. Lucan og Hugo vekslede igen blikke. De var begge født varulve og ingen af dem havde den store erfaring med nybidte varulve. Lucan lagde den nu endnu mere blodige klud fra sig.
”Jeg ved ikke, hvad du forventer vi kan hjælpe dig med.” Hans stemme var afvisende og hans blik hårdt. Han havde ondt af den unge mand, for det kunne umuligt være en rar oplevelse at blive varulv. Selvom Lucan havde været varulv hele sit liv, var det ikke noget, han ønskede for andre. Der var intet godt ved at være varulv, ud over de få goder, som man åbenbart havde over mennesker. Men mareridtene, den viden om, at man måske skadede andre uden at kunne forhindre det og bare den tunge byrde det var, at man måske smittede andre med sin forbandelse, det var ikke de få goder værd. Han havde ikke mødt mange, der var glade for at være varulv. Han havde aldrig kendt til andet, men de, der var blevet bidt, havde det oftest sværere med det hele.
Hans ord fik drengen til at sænke blikket igen og spænde op, som havde han faktisk slået ham.
”Det ved jeg heller ikke. Jeg … jeg er bare så … bange … fortabt.” Han lagde armene om sig selv og selvom han ikke kunne se hans ansigt, var Lucan ikke i tvivl om, at drengen græd. Hugo rømmede sig dæmpet for at fange Lucans opmærksomhed og lavede så vip med hovedet hen i mod døren. Lucan rejste sig og fulgte efter Hugo udenfor.
”Du kan ikke bare sende ham væk igen.”
Lucan stirrede lidt overrasket på Hugo.
”Hvad vil du have, at jeg skal gøre? Har vi ikke nok i at skulle hjælpe os selv?”
Hugo havde et lidt lusket blik i øjnene og Lucan havde en fornemmelse af, at hans ven havde fået en idé, som han nok skulle få gennemført, om Lucan kunne lide den eller ej.
”Vi kan tage ham med. Lære ham, hvad vi kan.”
”Hvorfor?” Lucan ventede på, hvad det var for en idé, Hugo havde fået.
”Han har brug for en flok.”
”Ja? Og?”
”Måske det var en god idé at starte en flok.” Hugos ord var seriøse, selvom han havde et smil om læberne. Lucan stirrede bare chokeret på ham, uden at vide, hvad han skulle sige.
”Tænk over det. Han er ikke den eneste, som leder efter et sted at høre til. Hvorfor ikke skabe sådan et sted?”
”Du tager pis på mig.” Lucan kørte en hånd over sit hår og så vantro på ham. Hugo rystede på hovedet.
”Jeg mener det. Du ville blive en god flokleder.”
”Mig?!”
Lucan kunne ikke lade være med at slå en latter op. En god leder? Hans latter stoppede brat og han så alvorligt på sin ven.
”Du er vanvittig. Jeg kan ikke lede en flok. Det har jeg bevist. Du har fat i den forkerte bror.”
Hugo gengældte hans blik.
”Nej, jeg har ikke. Der var en grund til, at I begge to blev valgt til flokledere. Ikke bare fordi den ene fulgte med den anden, men fordi I begge to havde noget at komme med.”
Der var stille som Lucan forsøgte at fatte Hugos ord. Til sidst rystede han langsomt på hovedet.
”Hugo. Jeg er en udstødt. Jeg kan ikke lave en flok, om jeg så ville eller ej.” Det var en trist konstatering. Han ville ikke kunne skabe en flok, ikke med tegnet brændemærket på sin krop. Hugo lagde en hånd på hans skulder og klemte om den.
”Hvorfor ikke? Ingen vil tage dig ind i en flok, men der er sikkert mange enlige varulve som den her dreng derude, der vil sige ja tak til en flok med kyshånd. Og som vil se stort på, at du er udstødt af de regulære varulvesamfund. Så længe du er en god leder.”
Lucan så spekulativt ind i sin vens blå øjne, der udstrålede støtte og varme. Kunne han virkeligt gøre det, som Hugo sagde? Skabe sig sin egen flok? Sin egen familie? Han ønskede sig så hårdt at blive lukket ind i en flok. Få en familie. Flokken havde altid været det bærende element i hans liv, indtil … Det slog ham, at Hugo også måtte savne at bo i en flok. Han var som Lucan født ind i en. Det var som om, at tanken fik ham til at tage beslutningen. For Hugos skyld ville han prøve. Han rettede sig lidt op og fik et bestemt udtryk i ansigtet.
”Hvis du virkeligt tror, det kan lade sig gøre.” Han så kort den store mand i øjnene igen. ”Måske du har ret. Måske det er på tide, at vi skaber vores egen sikkerhed.”

34 år
Bildøren smækkede bag Lucan og han skuttede sig i efterårskulden. Det var en overraskende kold dag. Endnu en bildør smækkede, som Hugo fik mast sig ud af bilen. De holdt på en parkeringsplads foran en stor bygning, der engang havde været et hotel. De var her alene, da de havde efterladt den lille flok tilbage ved deres campingvogne og hvad de ellers boede i. Det var et par år siden de havde sagt ja til drengen om at tage ham med og siden var den lille flok vokset stødt. I dag var de 23, som rejste rundt sammen i en kortege af biler og vogne. Det havde vist sig, at der var mange varulve, de fleste bidt, som ledte efter et sted at høre til. Og det var, hvad Lucan kunne tilbyde dem. Hugo havde lige så meget at gøre med succesen, men han nægtede at lade dem se ham som leder. Det var Lucan. Det havde været en svær tid, at starte en gruppe op med varulve med så forskellige baggrunde og personligheder havde ikke været let, og Lucan havde lært meget om sig selv og det at være leder. Der havde været mange svære beslutninger. Men der var ingen tvivl om, at ingen ønskede sig en anden leder end ham. Der var ingen, der udfordrede hans beslutninger. Men han sørgede også for, at alle havde noget at sige. Ingen var undtaget demokratiet og for det meste stemte de om ting.
At Lucan og Hugo stod her i dag, var også et resultat af en enstemmig beslutning i flokken - det var på tide at finde sig et sted at slå sig ned. Både på grund af gruppens størrelse, der var ved at være for iøjnefaldende, men også fordi alle var ved at være trætte af altid at være på farten. Og Lucan kunne mærke, at han trængte til at have en fast base i stedet for en campingvogn, som han havde boet i, i syv år. De havde snakket længe om, hvor de skulle slå sig ned. De fleste ville ikke i nærheden af, hvor de oprindeligt kom fra. Til sidst havde et af de ældre medlemmer nævnt et område i det sydlige Frankrig. Et område, hvor der hovedsageligt levede væsner. Ingen kom så langt syd fra og ingen havde været i dette område, så det blev hurtigt vedtaget, at de skulle tage af sted og se, om det var et passende sted at skabe et territorie.
De havde været her i et par uger og alle havde haft øjne og ører åbne efter et sted at bo. Det var lidt et tilfælde, at et af medlemmerne havde set det gamle hotel med et mindre ”til leje” klistret på døren. Det var placeret ret godt i udkanten af byen i kanten af et stort industrikvarter, med en skov ikke ret langt væk. Et godt sted at være i fred og ro og et godt sted til fuldmånen.
Hugo stillede sig ved siden af ham, mens de så op på bygningen.
”Tror du, den kan bruges?”
”Det håber jeg. Det kan næsten ikke blive bedre.” Lyden af en bil fik Lucan til at dreje hovedet. En lille rød corvette kom ned af vejen og drejede ind på parkeringspladsen. Da motoren var blevet slukket, steg der en høj, meget elegant klædt mand ud. Han kom over til Lucan og Hugo og rakte hånden frem med et mindre skævt smil i den ene mundvig og et par øjne, der var helt tomme for følelser. Lucan tog hans hånd og gav den et tryk.
”Goddag. I ville se på hotellet? Mit navn er Julien, Julien Bonaparte.” Hans hånd var varm og Lucan kunne lugte røg og varme. Manden måtte være en ilddæmon, for hvis han havde været en djævel, ville han have lugtet langt væk af svovl.
”Lucan Beaumont og dette er min, hm, partner, Hugo Debois.” Lucan kastede et blik på Hugo. Han havde ikke rigtigt en officiel titel, selvom Lucan mest refererede til ham som sin højre hånd.
”Goddag.” Hugo tog mandens hånd og manden, der havde introduceret sig som Julien, lod blikket glide fra den ene til anden. Hvad han tænkte var svært at sige, der var intet at læse i hverken hans ansigt eller øjne. Det gjorde Lucan en smule utilpas, men manden virkede nu til at være venlig nok.
”Skal vi kaste et blik på bygningens indre?” Dæmonen gik frem til døren og hev en nøgle ud af en af lommerne på de dyre jakkesæt. Hurtigt låste han op og lod Lucan og Hugo gå ind først. Der lå et tykt lag støv over gulvet og det inventar, der var efterladt i den store indgangshal. Et kort ikke helt tilfredst udtryk viste sig på Juliens ansigt.
”Ja, det har stået tomt længe. Men det fejler ikke noget, jeg havde en ejendomsinspektør herude, da mit firma overtog ejendommen efter et andet firma, der gik konkurs. Det er i overraskende god stand. Det kunne bruge en renovering, men ledningsnettet, vandrørene og varmen skulle virke rimeligt godt.”
Lucan så rundt og pludseligt følte han et forsigtigt stik af begejstring. Han lod blikket glide rundt i det store rum og tanken om at skabe et hjem til sin flok her, fik næsten alting til at snurre for ham. Dæmonen rømmede sig.
”Jeg må hellere lade jer se bygningen for jer selv. Der er værelse på to etager over os. Her i stuen finder i både køkken, en større spisesal og andre rum, man kan indrette som man vil. Åh ja, der en kælder med indgang både udefra og i køkkenet.” Han lavede et minimalt buk med overkroppen og gik ud af døren igen. Lucan og Hugo kiggede på hinanden og begyndte så på deres tur rundt i hotellet.
Da de stod i indgangshallen igen kunne ingen af dem lægge en dæmper på deres begejstring. Det var et perfekt sted til en flok. Det måtte have været et ganske fint hotel engang, der var badeværelser til næsten alle værelser, køkkenet var enormt og trods støvet, var der en hyggelig atmosfære. Med en kærlig hånd kunne det blive perfekt. I kælderen havde Hugo stået og set spekulativ ud. Da Lucan havde spurgt ham, hvad han tænkte på, havde Hugo lidt tøvende, men meget alvorligt sagt, at der var masser af plads til celler i den store kælder. Lucan havde nikket og givet sin vens skulder et klem. Nogle varulve gjorde alt hvad de kunne, for at være lukket inde under fuldmånen og deres forvandling. Hugo havde aldrig været glad ved at løbe fri under sin forvandling og det respekterede Lucan. Lucan selv kunne ikke se sig selv som et dyr i bur, heller ikke selvom det var mere sikkert for hans omgivelser. Men han vidste, at flere i flokken ville være meget taknemmelige for at få muligheden for at være låst inde, og det kunne de sagtens bruge kælderen til.
”Hvad tror du stedet koster?” Hugs begejstring var forsvundet for bekymring. Det var ikke noget, nogen af dem havde snakket om, selvom Lucan havde insisteret på at snakke med en højtansat ved ejendomsmægleren, da han ringede for at lave en aftale. Fordi han vidste, at de ikke ville have råd til at købe kontant med det samme. Han kørte en hånd over sin hage og de korte skægstubbe.
”Jeg ved det ikke. Jeg håber, at monsieur Bonaparte er til at snakke med.” De stod lidt og så rundt i det store rum, inden de langsomt begav sig udenfor. Dæmonen stod lænet op af sin bil med sin telefon i hånden, men han stak den hurtigt i lommen og gik hen i mod de to mænd med det samme lille skæve smil klistret på ansigtet som tidligere.
”Jeg håber, at stedet er faldet i jeres smag.” Han så fra den ene til den anden. Lucan smilede kort og nikkede.
”Det er lige det, vi leder efter. Vi kunne meget godt tænke os at købe stedet.”
”Fantastisk. Nu til prisen.” Dæmonen sagde et beløb og Lucan måtte synke en klump. Ved siden af ham var Hugo blev en smule bleg. Han lænede sig ind i mod Lucan for at hviske til ham.
”Så mange penge kan vi umuligt skaffe.” Lucan løftede en hånd for at bremse ham. Dæmonen havde tydeligvis fanget, at prisen var et problem og han fik et beklagende udtryk i ansigtet.
”Jeg er bange for, at jeg ikke kan skære mere ned på beløbet.”
Lucan skævede til Hugo og kastede let med hovedet for at bede ham om at gå. Hans ven så først lidt forvirret på ham, men gik så tøvende væk fra dem. Med rynket pande gik Lucan hen og lavede en bevægelse med armen, der sagde, at han gerne ville have Julien til at gå en tur med ham, hvilket dæmonen gjorde med løftede øjenbryn.
”Vi har ikke den slags penge. Ikke lige nu. Jeg havde et håb om, at vi eventuelt kunne lave en ordning. Det var derfor jeg bad om nogen, der bestemmer.” Han rømmede sig kort. ”Jeg kan lægge omkring en tredjedel af beløbet. Og derefter håbede jeg på, at jeg kunne få lov til at betale af.” Det var det bedste, han kunne tilbyde. Han havde lagt en del til siden, siden han var blevet udstødt af sin gruppe. Med den livsstil han havde haft, havde han ikke haft mange ting at bruge penge på. Alvorligt så han dæmonen i øjnene, stadig ude af stand til at se, hvad manden tænkte. Det varede et øjeblik, inden Julien svarede.
”Hvis vi siger, at jeg siger ja til denne aftale. Hvor ofte og hvor meget regner du med at kunne betale?”
Lucans blik flakkede lidt.
”Det er en smule vanskeligt at svare på, da jeg lige i øjeblikket står uden et arbejde. Men det vil blive så meget som muligt.”
Julien betragtede ham fortsat og var igen et øjeblik om at svare. Lucan var ved at være ret utilpas under hans blik og ved hans tavshed.
”Jeg har et andet forslag. Jeg skærer noget af prisen, du afbetaler mig når du kan, dog skal det senest være afbetalt om otte år. Derudover står du og din ven til rådighed, hvis jeg skulle få brug for et par mænd af jeres kaliber.”
Lucan vidste ikke helt, hvordan han skulle tage i mod mandens forslag. At slå i gæld var ikke ligefrem noget, der var ønskværdigt, men det værste var idéen om at skulle ”stå til rådighed”. Til hvad? Han nåede ikke at svare Julien, før denne smilede en anelse mere.
”Bare rolig, jeg snakker ikke om at hyre jer som lejemordere. Ikke at jeg kan garantere, at det altid vil være på den rigtige side af loven, men for det meste vil det være ganske kedelige jobs. Chauffør, livvagt, den slags.”
Lucan så lidt skeptisk på ham, men igen kunne han ikke se igennem dæmonens ydre.
”Desuden hører jeg, at du slår en proper næve. Den slags kan være meget værd i et område som dette. Se ikke så overrasket ud, jeg tjekker grundigt op på alle mine kunder.” Det glimtede kort i hans øjne, og Lucan knyttede hænderne. Den her samtale var mere ubehagelig end han regnet med. Dæmonen stoppede og gjorde tegn til at gå tilbage.
”Du kan jo tænke over det. Jeg kan ikke love, at hotellet ikke er solgt, hvis du tænker for længe.”
Lucan lagde en hånd på hans arm.
”Nej, jeg … jeg siger ja til dit forslag.” Han blev nødt til at sige ja. Selvom han ikke kunne lide det, var det mere end han havde kunne håbe på. ”Bare lad være med at sige noget til Hugo om, hvad aftalen indebærer.” Hugo ville absolut ikke syntes, at det var en god idé. Han ville protestere og ødelægge det hele. De blev nødt til at have den bygning, den var perfekt. Julien lukkede det ene øje i et blink og da han åbnede det igen, kunne Lucan for et splitsekund se ind bag den følelsesløse maske. Hvilken mand havde han lige solgt sig til?
Hugo kom over til dem, da de nåede tilbage foran hotellet. Han så spørgende på Lucan, der fremtvang et smil.
”Monsieur Bonaparte og jeg er kommet frem til en ordning og hotellet er vores.” Selvom han forsøgte at lyde så normalt som muligt, måtte hans utilpashed over aftalen skinne igennem, for Hugo kneb øjnene en smule sammen og så mistroisk på ham - men han sagde ikke noget om det.
”Det lyder godt.”
Lucan nikkede og de blev heldigvis afbrudt af Julien.
”Jeg vil sørge for at få lavet nogle papirer. Har I en adresse jeg kan få en kurer til at aflevere dem på eller vil I hellere komme forbi kontoret og skrive under?”
”Det er nok bedst, at jeg kommer forbi kontoret.”
”Perfekt. Hvis du kommer forbi i morgen omkring middag, så burde det hele være på plads.” Julien gav Lucan et visitkort med ejendomsmæglerens adresse. ”Jeg er der ikke selv, men det burde ikke være et problem.” Han sendte Lucan et fast blik, inden hans smil vendte tilbage og han bukkede let for de to mænd. ”Så i morgen er nøglerne jeres. Held og lykke med projektet.” Han åbnede bildøren og satte sig ind. Kort efter kørte den lille smarte røde bil ud af parkeringspladsen. Lige så snart den var væk, vendte Hugo sig mod Lucan.
”Hvad har I aftalt? Hvad skylder du ham?” Den store mands blik var vredt og Lucan mærkede selv vreden dukke op.
”Det er lige meget. Vær glad. I morgen har vi et sted at bo. Et sted at skabe en ny familie.” Han slog ud med armen mod den store bygning. De så begge op af facaden og blev tavse. Et nyt kapitel i deres liv var startet. Et nyt kapitel med fred og ro og skabelsen af en ny flok. Forhåbentligt.
avatar
Lucan
Beginner (Rank 4)

Bosted : I et gammelt hotel sammen med sin flok i udkanten af Terra ved siden af skoven.

Antal indlæg : 42


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum