Latest topics
» Face Claim
Today at 2:11 by Christian

» Emne-, plot- og relationssøgning!
Today at 2:10 by Astrid

» Hos psykologen
Today at 1:33 by Morgan L. Withers

» Aria Foxwell
Yesterday at 20:42 by Aria

» Fashion show - Leetha (xxx)
Yesterday at 19:11 by Bailey

» Deal with the Devil (Maze)
Man 24 jul 2017 - 22:30 by Morgan L. Withers

» You're worse than nicotine. (XXX)
Tors 13 jul 2017 - 19:06 by Roar

» Proud Warrior or Caged Beast? (Maze)
Man 10 jul 2017 - 20:48 by Nightrage

» Afstemning: Beholde specifikke foras og in-game plots?
Man 10 jul 2017 - 15:41 by Thomas Darwill

Statistics
Der er i alt 511 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Ridley

Vores brugere har i alt skrevet 212220 indlæg in 10341 subjects

You are not connected. Please login or register

Gå til side : 1, 2, 3  Next

AuthorTopic: Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Man 29 aug 2016 - 17:25 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Sted: Juliens rigmandsvilla
Tid: Omkring kl. 14
Vejr: Gråt, men tørt

Constantine
Det føltes som en meget lang tur med den livløse Gabriel i favnen, som Constantine hurtigt, men forsigtigt, bar ham igennem natten i Terra. Han sørgede for at gå udenom de mere befærdede gader. Klokken var ikke mere end at der stadig var liv i byen rundt omkring og han ville helst undgå at komme slæbende med et blodigt lig ind i mellem folk. Ingen grund til at hyle nogen ud af det.
Heldigvis lå hans destination ikke i den anden ende af byen, så han kunne sagtens nå det mens der stadig var mørkt.

Han ville helst tage Gabriel med hjem og holde øje med ham der, men fordi at djævlen havde brugt dum-dum-kugler, der havde spredt sølv i hele Gabriels kranie, ville han ikke bare hele af sig selv, og Constantine havde på ingen måde mulighed for at få alle de små stykker sølv ud selv. Han måtte have hjælp. Desværre var det en bestemt person, han blev nødt til at bede om hjælp og han var ikke meget for det. At dukke op ved Gabriels ilddæmon midt om natten med en død Gabriel var ikke ligefrem noget, der skreg af at være en god idé. Constantine ville ikke indrømme, at han var bange for ilddæmonen, men han havde en sund respekt for ham, især efter at være blevet tævet og tortureret af ham for at have slået en af dæmonens ansatte ihjel. Og dæmonens ildmagi var farlig for en som Constantine, siden ild var en af de få ting, der kunne slå en vampyr ihjel. For evigt.

Så det var ikke med en følelse af glæde (måske mere lettelse), at han endeligt kunne stoppe op foran den store gitterport, der markerede indgangen til Juliens hjem. Han stod der et øjeblik med Gabriel i favnen, tøvende i nattens mørke og med lyden at dryppende blod ved sine fødder. Der var nok et pænt spor hele vejen fra gyden og til dette fine område, men det var der ikke noget at gøre ved. Heldigvis havde Constantine en fornemmelse af, at det trak op til torden med det lune vejr, så det skulle regnen nok tage sig af.
Han bed sig hårdt i underlæben, inden han gik hen til samtaleanlægget og fik trykket på knappen uden at flytte for meget med Gabriel. Det summede og nu kunne han bare vente på, at Julien svarede. Hvis han var hjemme.

Julien
Der var gået et par måneder siden Julien havde haft sit sammenstød med en djævel ved navn Lucien, der næsten var endt med hans død, hvis ikke Gabriel havde kommet til hans redning og fået ham på sygehuset. Siden da havde Julien haft en smule psykiske mén at slås med, men hverdagen havde efterhånden fået overtaget igen og han var ikke længere utilpas ved at være alene hjemme. Hans følelser var også ved at være faldet på plads igen, gemt væk i dybet af hans sind. Alting var ved at være tilbage til normalen, bortset fra, at hans forhold til Gabriel havde ændret sig og at han var begyndt at arbejde mindre. Involvere sig mindre og overlade de mindre ting til sine ansatte. Arbejde mindre og give sig mere tid til at nyde livet. Han var endda ved at planlægge en lille ferie, hvilket han ikke havde gjort mange gange i sit liv.

I aften havde han dog haft en almindelig aften, hvor han havde spist god aftensmad og havde slappet af med en bog i sofaen, sammen med noget afslappende musik, indtil han var gået i seng omkring kl. 23.
Et par timer efter, at han var gået i seng, blev han vækket af en summende lyd. Han satte sig lidt forskrækket op og hans hjerte sprang et slag over, men det gik hurtigt op for ham, at det var ringeklokken til porten, der havde vækket ham. Lidt groggy fik han tændt for lyset og med missende øjne kastet et blik på uret. Hvem i alverden ringede på porten på et tidspunkt som dette?
Han væltede ud af sengen og greb en skjorte, som han tog på og begyndte at knappe, som han hastede ned af trapperne og hen til det lille panel, hvor den modsatte ende af samtaleanlægget sad, her også udstyret med en skærm, der var forbundet til det lille kamera, der sad over anlægget ude ved porten. Der sad lys ude ved porten og han kunne straks se, hvem det var, der ringede på. Det var Constantine, Gabriels ven. Overrasket trykkede han på knappen og snakkede ned i mikrofonen.
”Ved du godt hvad klokken er?” Han brummede irriteret. Constantine flyttede lidt på sig og kastede et blik mod kameraet, hvorefter han trådte et skridt tilbage, så Julien kunne se, hvad han havde i armene.
”Undskyld, men jeg … Gabriel har brug for hjælp. Han er blevet skudt i hovedet og, øh … det er ikke godt.” Der var noget i hans stemme, der gav Julien en klump i maven, og det gik op for ham, at det var Gabriels krop, vampyren havde i favnen. Gabriels livløse, slappe krop med hovedet pakket ind i et eller andet. Hurtigt trykkede han på knappen, der ville låse porten op.

”Kom ind.” Han åbnede døren og så ud i mørket, hvor Constantine hurtigt dukkede op. Uden at sige noget trådte Julien til side, så han kunne komme ind af døren. En dråbe blod landede på gulvet og Julien overvejede hurtigt, hvor de skulle placere Gabriel. Det var ikke ligefrem fordi han havde et sted, der var egnet til meget blod, så til sidst besluttede han sig for, at Gabriels seng måtte være udmærket.
”Tag ham med ovenpå.” Uden at vente, førte Julien an ovenpå og viste Constantine ind på værelset, hvor sengen som sædvanligt var redt. Hurtigt fjernede han både dyne og pude fra sengen, så Constantine kunne lægge ham på sengen.

Constantine
Constantine havde nerverne uden på tøjet, som han blev lukket ind i Juliens hjem. Det havde ikke været nogle specielt behagelige besøg de andre to gange, han havde været her. Tænk hvis Julien pludseligt besluttede sig for at det var Constantines skyld at Gabriel var kommet til skade uden at vide, hvad der var sket, og bare brændte ham af. Man kunne ikke ligefrem sige, at han havde nogen fidus til ilddæmonen, der dog bare virkede bekymret for Gabriel.
Dæmonen bad ham bære Gabriel ovenpå og Constantine gjorde som ham sagde uden at sige noget. Bekymringen for Gabriel var begyndt at fylde en del i ham og han var bange for, at de ikke ville kunne redde ham.

Oppe på værelset fjernede dæmonen dyne og tæppe fra sengen og forventede tydeligvis, at Constantine ville lægge Gabriel på sengen. Han tøvede lidt, for af en eller anden grund havde han det ikke helt godt med hverken at placere den blodige Gabriel på den rene seng i et rent hjem, der ikke ligefrem var egnet til blod, eller at give slip på ham. Ikke af følelser for rollingen, men fordi han følte sig mere sikker, mere beskyttet i forhold til ilddæmonen, med den yngre vampyr i favnen. Dog var Juliens afventende blik nok til at han alligevel fik lagt Gabriel ned, forsigtigt og med ekstra nænsomhed omkring det ødelagte hoved.
”Hvad er der sket?” Juliens stemme var skarp, selvom der tydeligvis var bekymring i den og Constantine undgik at se på ham. I stedet begyndte han at pakke Gabriels hoved ud af trøjen.
”Vi, eh … Gabriel ville slå djævlen der angreb dig ihjel, og djævlen skød ham, okay?” Han spyttede det hurtigt ud, for han regnede ikke med, at Julien ville være glad for at høre det. Han havde ligesom kunne forstå på Gabriel, at Julien ikke ville have, at han tog hævn for ham. Inden Julien kunne nå at svare, løftede han trøjen væk fra det store hul i Gabriels hoved.
”Han brugte åbenbart dum-dum-kugler i sølv og det er … grimt.” Selvom sådan noget normalt overhovedet ikke rørte ham, måtte han indrømme, at synet af rollingens ødelagte hoved var nok til at gøre ham skidt tilpas. Måske var det fordi han kunne lide ham, hvem vidste, men han flyttede endeligt blikket til Julien for at se på noget andet.

Julien
Julien havde en grim knude i maven, som Constantine lagde den slappe Gabriel på sengen. Trøjen om drengens hoved var gennemblødt af blod og den alvor der var over den anden vampyr gav ham en fornemmelse af, at det ikke bare var et kødsår.

Det svar, han fik på sit spørgsmål fik ham til at rynke panden. Nå så Gabriel havde alligevel besluttet sig for at gå efter den djævel, der nær havde tævet Julien ihjel. Inden han nåede at svare, blottede Constantine Gabriels hoved og hans mave vendte sig. En stor del af Gabriels kranie manglede og der var hjerne og blod overalt. Han kunne mærke blodet forlade sit hoved og han måtte synke en ekstra gang, da hans mave vendte sig igen.
”Åh gud,” hviskede han hæst, inden han måtte se væk. Hans blik mødte Constantines og for et øjeblik delte de forfærdelsen over deres vens skade. Vampyrens grå øjne var fyldt med bekymring.
”Skaden i sig selv burde han kunne hele selv, men hans hoved er fyldt med sølv. Hvis ikke det bliver fjernet, kan han ikke hele og så…” Constantine rystede på hovedet, så ned på Gabriel og rørte næsten ømt ved drengens hånd. Han behøvede ikke at afslutte sætningen, Julien vidste godt, hvad han mente. Så var der ikke mere at gøre.
”Det var godt, du tog ham med herhen. Jeg kan fjerne sølvet.” Han tøvede lidt. Nok havde han set vampyrer gro lemmer ud og komme sig af de mest vanvittige ting, men Gabriel var ikke ret gammel og det så slemt ud. ”Er du sikker på, at han kan komme sig fra det der?”
Constantine trak lidt usikkert på den ene skulder.
”Det tror jeg.”

Usikkerheden i hans stemme var næsten for meget at bære og Julien bed sig kort i læben inden han rettede sig lidt op.
”Der er ikke andet for end at se, hvad der sker. Jeg … henter lige en skål. Og et par bukser.” Det sidste mumlede han mest for sig selv, som han rejste sig og forlod værelset. Han nåede ikke ned til sit soveværelset før hans mave vendte sig igen, og han måtte skynde sig ind på det store badeværelse og bukke sig ind over toilettet, som hans aftensmad kom op. Han var ellers ikke sart, men synes af Gabriels ødelagte hoved ville ikke forsvinde fra hans tanker.
Efter at have tømt maven og smidt lidt koldt vand i ansigtet, gik han på gummiben ind og fik taget et par bukser på, inden han gik nedenunder og fandt en flad rund skål, som han kunne stille under Gabriels hoved, til når han smeltede sølvet.

Constantine
Julien forsvandt ud af værelset og Constantine kunne høre ham være forbi toilettet en tur. Ikke at han bebrejdede ham det, hvis han selv hade været menneske og have haft mad i maven, kunne det godt være, at han havde gjort det samme.
Det var som om, at han ikke helt have lyst til at slippe Gabriels hånd, så han blev bare ved med at klemme blidt om den, mens han så tomt ned på deres hænder. Han vidste ikke, om Gabriel ville kunne komme sig, om han ville have kræfter nok til det, men der var ikke andet for end at prøve. Bare ilddæmonen kunne fjerne sølvet fra rollingens væv, så ville der i hvert fald være en chance.
Endeligt kom Julien tilbage, bleg, men fattet. Han rakte en flad skål til Constantine.
”Hold den her under hans hoved, så sølvet løber ned i den, når jeg smelter det. Ingen grund til at få det ud over sengen, dig eller Gabriel.”
Constantine tog i mod den og holdt den frem, så Julien kunne løfte Gabriels hoved ind over.
”Kan du godt, sådan, kun smelte sølvet og ikke Gabriels hoved også?” Constantine havde egentligt ikke tænkt så meget over, hvordan han mente Julien skulle få sølvet ud, ikke andet end at han kunne noget med varme og at varme og metal ikke gik godt sammen.
”Det er ikke et problem. Bare hold skålen stille under hans hoved.”

Julien
Julien lagde sine hænder på Gabriels hoved, så meget på hver side, som han kunne komme til, da det var nemmere at ramme metallet med hans magi på den måde, og løftede det lidt op, så Constantine kunne stikke skålen under. Kort lukkede han øjnene og lod magien søge ud efter sølvet, som han forsigtigt varmede op til smeltepunktet. Et øjeblik efter løb bitte små dråber af smeltet metal ud af Gabriels hoved, dråber der løb sammen til lidt større dråber og endeligt dryppede ned i skålen. Han kunne dog kun smelte sølvet og ikke bestemme, hvilken vej det skulle løbe, så noget af det forsvandt ind i Gabriels hår og han kunne endda mærke en enkelt dråbe lande på sin håndled, da det løb ud af Gabriels ødelagte øre. Det varede lidt, inden han forsigtigt gav slip på drengens hoved og lod dråben fra håndleddet falde ned i skålen. Der var ikke meget sølv, det virkede næsten som latterligt lidt i forhold til, at det kunne slå ihjel.

”Det var det hele. Du må godt fjerne skålen nu.” Han lagde forsigtigt Gabriels hoved ned, da Constantine havde fjernet skålen. Vampyren så lidt imponeret på ham, men sagde ikke noget. De sad lidt i stilhed og så på Gabriel, som om at drengen ville hele i løbet af sekunder, nu hvor sølvet var væk.
”Så er der vel ikke andet for at vente.”
Constantine rystede på hovedet.
”Nej.” Vampyren kastede et blik på ham. ”Det kunne være, at jeg skulle finde noget blod, til hvis … når … han vågner op. Hvis du altså ikke har noget i mod, at jeg skærer halsen over på en eller anden, måske to, så jeg kan få de fem-seks liter han skal bruge.”
Julien rørte ikke en muskel i ansigtet, da han svarede.
”Det er fint.” Julien gik ikke ligefrem ind for at slå tilfældige mennesker ihjel, men han så som sådan heller ikke nogle problemer i det. Så længe det ikke kunne spores tilbage til ham, hvilket han tvivlede på skulle ske.
”Fint. Det tager nok lige en time eller to.” Constantine rejste sig op og Julien kom ligeledes på benene.
”Du ringer bare på, når du kommer tilbage, jeg bliver oppe og holder øje med Gabriel.”
”Fint nok.”
Julien kunne høre døren smække bag ham, da han gik ud.

Omkring halvanden time senere ringede det på og Julien gik ned for at åbne. Han ventede ikke på at Constantine kom op til hoveddøren, men gik bare op til Gabriel igen. Der var ikke noget forandring, ikke synlig i hvert fald. Julien var ved at være godt bekymret.
Constantine kom op af trappen og ind på værelset med to store dunke i hænderne. Han selv havde fået lidt glød i kinderne, så han havde sikkert enten nydt jagten eller spist selv. Eller begge dele. Vampyren stillede dunkene op af vækken og gik så hen til sengen.
”Nogen forandring?”
Julien rystede på hovedet og lænede sig lidt frem på den stol, han havde sat sig på.
”Ikke så vidt, jeg kan se.”
Constantine stirrede på det store hul i Gabriels hoved.
”Det kommer nok. Det tager lidt tid, når han ikke har noget blod i kroppen. Desværre kan vi ikke få noget i ham, når han ikke har nogen synkerefleks. Men det kommer også, når hans hjerne er vokset lidt mere sammen.” Vampyren virkede ikke så bekymret som tidligere, og det beroligede Julien en smule. Hvis nogen måtte vide noget om heleevner hos vampyrer, så måtte det vel være vampyrer.
”Godt.”

Constantine skævede til ham.
”Hvis du vil, kan du jo bare gå ind og sove. Jeg plejer jo ligesom at være oppe om natten, så jeg skal nok holde øje med ham.”
Julien så lidt vurderende på ham. Kunne han lade Constantine være alene, mens han selv gik ind og sov? Turde han stole på, at han ikke kom ind for at dræbe ham i hævn over turen ned i kælderen? Constantine kunne åbenbart godt se skepsissen i hans ansigt, for han rynkede på næsen og pegede på Gabriel med en finger på den metalliske hånd.
”Han slår mig ihjel, hvis jeg forsøger på at gøre dig noget. Og du brænder mig op, inden jeg når ind af soveværelsesdøren. Tror du selv, at jeg er så dum?” Han løftede et øjenbryn og Julien løftede begge sine.
”Fint nok. Væk mig, hvis der sker noget. Der er mørklægningsgardin for vinduet og hvis du keder dig, er der bøger på reolerne nedenunder. Hvis du da læser.” Det sidste blev sagt uden at han tænkte over det, mere som en eftertanke. Han havde ikke noget indtryk af, at Constantine var specielt intellektuel, men det fornærmede udtryk, der dukkede op på den andens ansigt, sagde noget andet.
”Selvfølgelig læser jeg, jeg er ikke en eller anden analfabet. Og jeg skal nok vække dig, hvis du lover ikke at brænde mig af, så snart jeg banker på døren.”
”Ja ja.” Julien kastede et blik på Gabriel, hvor der stadig ikke var nogen forandring, inden han rejste sig og forlod de to vampyrer for at gå ind og prøve at sove. Han var ikke sikker på, at han kunne falde i søvn med det, der var sket.

Constantine
Det havde gjort ham godt at være på jagt. Mest fordi han kunne komme af med noget af det anspændthed, der sad i hans krop efter kampen med djævlen, men også fordi han kunne tænke på noget andet. Få det hele på afstand. Og smagen af frisk varm blod hjalp næsten altid på tingene.
Det var stadig forkert at tage tilbage til Juliens hus og gå frivilligt ind i det. Han var lige ved at overveje bare at stille dunkene med blod inden for døren og så smutte hjem, men det kunne han alligevel ikke. Han blev nødt til at sikre sig, at Gabriel kom sig. Med hans hjælp, for han var ikke sikker på, at Julien vidste, hvordan man lige tog sig bedst af en helende vampyr. Ikke at det var så svært, det var bare en masse hvile og en masse blod.

Efter at have sendt dæmonen i seng, sad Constantine lidt og så på Gabriel indtil han begyndte at kede sig for meget. Julien havde sagt, at han bare skulle gå ned i stuen, så det endte han med at gøre. Gabriel helede ikke hurtigere af, at han sad og gloede på ham. Nysgerrig gik han igennem huset og fandt den store stue med det store tv, sofaen og bogreolerne. Hurtigt lod han øjnene glide over bøgerne for at finde noget spændende. Efterhånden som han læste titlerne og så på bøgerne, spærrede han øjnene op og bevægede lydløst læberne i imponerede udtryk.
Til sidst tog han meget forsigtigt en bog ud af en af reolerne og stirrede på forsiden, inden han forsigtigt åbnede den. Endnu mere imponeret læste han titelbladet, inden han lige så forsigtigt stillede bogen på plads igen, næsten ærefrygtigt. Efter at have kigget på resten af bøgerne, tog han en bog ud, som så ret ny ud og den var nu heller ikke specielt interessant. Endeligt gik han op på værelset med bogen i hånden og satte sig på stolen.
”Det er længe siden, jeg har brugt tid på at læse,” mumlede han til den døde Gabriel og slog så op på første side. Hurtigt blev han opslugt i fortællingen og natten forsvandt hurtigt. På et tidspunkt rejste han sig for at rulle mørklægningsgardinet ned, inden han læste videre igen.

Julien
Det lykkedes ham alligevel at falde i søvn, kun forstyrret af næsten lydløse skridt, der bevægede sig ned af gangen. Constantine der tog på opdagelse i huset. Af en eller anden grund var Julien ikke så nervøs som han måske burde være ved at have vampyren i huset. Måske fordi han havde argumenteret godt for, hvorfor han ikke skulle røre Julien. Hvem vidste, men Julien faldt i søvn og sov til en times tid før vækkeuret ringede. Han kom ud af sengen, fik taget noget tøj på og var lige forbi toilettet, inden han gik ned til Gabriels værelse. Da han var kommet derned, sad Constantine i stolen med en bog i hånden og læste. Nå så han læste faktisk. Det var lidt svært at forestille sig, især efter hvad Gabriel havde fortalt, men skindet kunne jo bedrage. Vampyren så op, da han kom ind på værelset.

”Er der nogen forandring?” Julien gik hen til sengen og så ned på Gabriel. Constantine lagde bogen fra sig og rejste sig. Der var et smil på hans ansigt.
”Ja. Det er begyndt at hele i kanterne. Han skal nok klare det.”
Julien mærkede lettelsen skylle igennem sig. Det var gode nyheder.
”Godt. Meget godt. Han rakte ud og rørte ved en tot af Gabriels hår, der ikke var stift af størknet blod, hvorefter han så på Constantine. Den unge vampyr så egentligt ret drabelig ud med blod splattet ud over ansigtet og både bukser og t-shirt, der havde pletter af blod.
”Vil du have et bad og noget rent tøj? Der er også gardin ude på badeværelset.”
Constantine så ned af sig selv og trak på skuldrene.
”Det var måske en god idé,” mumlede han.

Julien nikkede og gik så ud for at fine noget rent tøj. De var af næsten af samme statur, så Constantine burde kunne passe noget af hans. Han fandt et par cowboybukser og en almindelig t-shirt, som han gik tilbage og afleverede til vampyren, der gik ud på badeværelset. Julien besluttede sig for, at siden helingsprocessen var så langsom, kunne han godt gå ned og få sig noget morgenmad. Da han kom tilbage igen, var Constantine allerede tilbage på værelset, nu i ren tøj og med vådt hår.

Constantine
Det var egentligt ret godt med et bad. Han havde glemt alt om, at han var splattet ind i Gabriels blod og hjerne, og han havde ikke ligefrem været forsigtig med ikke at få blod på sig, da han skar halsen over på den tilfældige forbipasserende, der var blevet udvalgt til at være mad for Gabriel. Dæmonens tøj passede faktisk fint og han følte sig noget mere frisk, da han gik ind på Gabriels værelse igen. Han kastede et blik på sin telefon, der meget praktisk havde et ur, og han kunne konstatere, at solen havde været oppe i et par timer. Tiden gik stærkt, når man læste.

Julien kom op nedefra og de stod lidt i stilhed, mens de så på Gabriel. Constantine brød sig ikke om stilheden og valgte at afbryde den. Hans skræk for dæmonen var faldet, for det så ikke ud til, at han ville gøre ham noget. Constantine gjorde også alt hvad han kunne for ikke at virke som en trussel.
”Det er nogle vilde bøger, du har stående. En signeret førsteudgave af Candide af Voltaire. Er du klar over, hvor meget den er værd?! Den burde stå på en museum!” Constantine kunne ikke holde sin begejstring skjult. Han havde aldrig selv haft så værdifuld en bog i hånden, men wauw, det var jo vanvittigt, og nu stod den på en hylde i et almindeligt hjem hos en ilddæmon. Julien så først meget overrasket ud, men smilede så faktisk.
”Bare rolig, jeg har doneret et eksemplar til det store bibliotek i Paris. Voltaire var så venlig at signere et par stykker.”
Constantine tabte underkæben. Det gik op for ham, at han faktisk snakkede med en dæmon, der var nogle hundrede år gammel. Han måtte jo have mødt Voltaire selv. Han vidste slet ikke, hvad han skulle sige.
”Hvordan kan det være, at du ved så meget om bøger?” Julien så nysgerrigt på ham og Constantine rettede sig lidt op, inden han rømmede sig lidt og kastede et blik på Gabriel.
”Jeg kom jo ikke gennem mit menneskeliv med bare mit gode udseende. Selvom det hjalp en del. Jeg gik faktisk på universitetet. Jeg læste historie og endte med at tage en ekstrauddannelse, så jeg kunne arbejde med arkivering af historiske genstande, mest bøger og mønter. Men det må du for guds skyld ikke sige til rollingen, han ender med at mobbe mig til min død.” Han skar ansigt og vidste egentligt ikke, hvorfor han lige havde afsløret så meget om sig selv for dæmonen. Måske fordi han faktisk havde lyst til at bevise, at han ikke var så dum, som de alle gik og troede. Måske fordi dæmonen allerede vidste noget om ham, da han kendte hans skaber.

Julien
Julien så imponeret på Constantine. Han havde ikke forestillet sig, at den unge vampyr havde en uddannelse bag sig, endda så tør uddannelse. Der var mere i den unge mand, end man lige skulle tro.
”Bare rolig, jeg skal nok lade være med at sige noget.” Det virkede som om, at vampyren ikke ønskede, at folk vidste, at han var mere end bare muskler, vold og blodtørst. Hvorfor skulle Julien ikke kunne sige, men han ville ikke afsløre noget overfor Gabriel. Igen var de stille, inden iveren igen fik Constantine til at snakke.
”Nu har Gabriel ikke sagt, hvor gammel du er, bare at du var meget gammel …” Han gik i stå, da det gik op for ham, at han lige havde fornærmet dæmonen, men Julien nøjedes med at løfte et øjenbryn. Han var gammel, men ikke gammel. Constantine skyndte sig at fortsætte. ”… men Voltaire er jo fra 1700-tallet … hvem har du ellers mødt?!”
Julien kom næsten til at le over udtrykket i Constantines ansigt. Nå, ja, hvad skulle de ellers lave? Han kunne vel godt fortælle lidt om de kendte skikkelser, han havde mødt igennem sin tid.
”Tjah, jeg var rimeligt gode venner med Napoleon.

De næste par timer gik med begejstrede spørgsmål fra Constantine og fortællinger fra Julien. Det åbnede op for en side af Constantine, som Julien ikke ville have gættet eksisterede. Og han var ret sikker på, at Gabriel heller ikke kendte til den.
På et tidspunkt kom de ind omkring en eller andens besættelse af katte, og Constantine knipsede ud i luften.
”Åh, kat! Marshmallow! En eller anden burde se til hende, hun bliver muggen, hvis Gabriel ikke kommer hjem som lovet.”
Julien blinkede lidt over det pludselige emneskift, men endte så med at nikke.
”Jeg skal nok køre hjem og se til hende. Så kan du få dig noget søvn. Jeg kan hænge et tæppe op foran vinduet i et af de andre gæsteværelser?”
Constantine rystede på hovedet og satte et grin op.
”Det er ikke nødvendigt. Jeg sover bare her. Hils prinsessen.” Han rejste sig og til Juliens store overraskelse skiftede vampyren skikkelse til en sort kat. Katten hoppede op i sengen og lagde sig op af Gabriels side, krøllet sammen til en kugle. Den så på Julien med et glimt af morskab i øjnene.
”… godt så. Jeg skal nok … hilse.” Han rejste sig og forlod Constantine til hans søvn.

Constantine sov inde ved Gabriel det meste af dagen og Julien skiftede lidt i mellem at sidde inde ved de to vampyrer og lave lidt forskelligt i huset.

Constantine
Det var ved at være aften, da Constantine slog de grøn-gule øjne op og så rundt. Julien rumsterede rundt nedenunder. Efter at have strækket den lange kattekrop og gabt så alle de perlehvide tænder kunne ses, gik Constantine op til Gabriels hoved og så lidt på såret, der tydeligt var ved at hele. Hullet var ved at lukke sig, stille og roligt. Hvor længe det ville tage, før Gabriels hjerne også var helet, det vidste Constantine ikke. Det var ikke et almindeligt skudhul med en almindelig kugle, det var mere som om, at en bombe var eksploderet inde i hovedet på den yngre vampyr.

Et suk kom fra vampyrkatten, før han hoppede ned på gulvet og listede ud i gangen. Det så ud til, at solen lige var gået ned, så han kunne roligt gå nedenunder, hvor han satte sig og stirrede på Julien, der ikke havde opdaget ham. Det var sært at være i det her hjem. Han og Julien havde haft en god lang snak om historie og det løse og det havde som sådan været fint. Underligt, men fint. Han havde en fornemmelse af, at de havde en våbenhvile på grund af Gabriel, og han havde ingen planer om at ødelægge freden ved at te sig tosset, som han ellers normalt ville. Det her skulle foregå stille og roligt. Okay, næsten stille og roligt.
Han luntede frem og hoppede op på køkkenbordet, hvilket fik Julien til at give et mindre sæt, da han åbenbart ikke havde opdaget ham. Constantine skiftede skikkelse, så han sad på kanten af bordet med benene hængende ned, og med et grin på ansigtet. Julien sendte ham et skarpt blik.
”Du kan godt komme ned derfra.” Hans stemme gjorde ikke plads til indsigelser og Constantine gjorde, som der blev sagt.
”Ja ja. Før øvrigt, det begynder at se godt ud med Gabriel.”
Julien nikkede og stillede en tallerken væk.
”Det går fremad. Tror du snart, at vi kan give ham noget blod?”
Constantine trak på skuldrene. Det vidste han ikke.
”Vi kan prøve. Har du et glas?”

Julien fandt et glas frem og de gik ovenpå. Constantine greb en af dunkene og Julien satte sig med den slappe Gabriel, så han sad ret op. Efter at have hældt blod i glasset, satte Constantine det for Gabriels læber med et koncentreret udtryk.
”Kom så Gabriel, drik.” Først skete der ikke noget, andet at en dråbe blod løb ud af mundvigen på Gabriel. Men lige pludseligt bevægede glasset sig lidt, som Gabriels krop begyndte at synke den røde væske. Constantine og Juliens blik mødtes kort og der ar lettelse at se hos dem begge.
Det tog sin tid, men de fik hældt et par liter i Gabriel inden de tog en pause. I løbet af natten fik de hældt et par liter mere i ham, lidt af gangen.

Julien fik noget søvn og Constantine holdt øje med Gabriel i løbet af natten. Der skete ikke det helt store, men hullet i hans hoved voksede langsomt og roligt sammen og da Julien stod op næste morgen var Gabriels kranie helt.
De blev enige om, at de godt kunne vaske blod og snask af ham, hvis de var forsigtige. Hans hoved og overkrop blev holdt ind over badekarret og forsigtigt fik de vasket det resterende af hans hår rent og vasket blodet af hans hud. Til sidst fandt Julien noget rent tøj til ham. Inde på værelset hev Constantine lagnet af. Der var en blodplet på sengen, men den var næsten ikke gået igennem topmadrassen, så Julien bad ham hente en af de andre fra et af de andre værelser. Endeligt lå der en ren Gabriel i en ren seng med rent tøj. Julien lagde en dyne over ham og sukkede så.
”Så skal vi vel bare vente på, at han vågner op.” Julien så på Constantine, der nikkede. Der var ikke andet for end at vente.
Constantine skiftede skikkelse til kat og lagde sig på dynen ovenpå Gabriel for at sove, siden dagen var startet og han var ved at være træt. Julien satte sig igen i stolen, tog sin bog og satte sig til at læse.
Nu måtte tiden vise, hvordan Gabriels heling ville gå.



Sidst rettet af Constantine Søn 25 sep 2016 - 18:04, rettet 1 gang

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Man 29 aug 2016 - 22:03 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Alting var sort, men let for Gabriel. Der var ingen tanker, ingen lyde som trængte igennem, og der var ingen smerter efter de skader han havde fået sig da... da hvad? Hvorfor havde han haft ondt? Han følte ikke noget nu. Han var der, men alligevel ikke. Det virkede skræmmende, men samtidig kunne han jo ikke føle det, så hvad var der at være bange for?

Men som tiden gik i intetheden begyndte ting at trænge igennem til ham. Lyde. Meget fjern lyd, som va rhan under vand. Men han kunne ikke finde ud af hvad det betød. Noget i ham begyndte at føle. Hvad end lydene var, følte han sig sikker på en måde. Men samtidig kunne han mærke en smerte, som virkede fjern. Varme. Det brændte. Han kunne svagt mærke sin krop blive anspændt, men straks forsvandt den brændende fornemmelse, og han lå igen på noget blødt.

Næste gang han fornemmede noget, var det igen lyde, men det virkede til at være i en mere komfortabel situation. Han prøvede at åbne øjnene for at se, men de føltes tunge, så han blev liggende og lyttede, indtil hans krop blev løftet. Den var for tung til at han kunne hjælpe, så hans lemmer dinglede nytteløst da han blev løftet, som var han en eller anden livløs dukke.
Der blev sat noget for hans mund, og hans instinkt var egentlig at prøve at rykke hovedet væk og sige nej, men det blev bare til en underlig halvkvalt lyd og en svag spænding af hans nakkemuskler. Han anede ikke hvad det var, men det havde væske i sig, som han først prøvede at lukke ude i frygt for at blive kvalt, men et underligt snøft gennem næsen fik ham på andre tanker, og hans krop syntes at reagere af sig selv, da den sank væsken, uden at han skulle kæmpe for det. Så da hans bevidsthed opfattede at den ikke var behøvet for at finde ud af dette, forsvandt hans tanker sig ind i mørket og stilheden igen med en viden om at hvor end han var, så var han i gode hænder.

Første gang han åbnede øjnene så han rødt. Ikke som at han var vred, men han kiggede direkte ned i noget rødt, som blev opløst i noget hvidt... nej, det faldt på noget hvidt. Det blandede sig med noget gennemsigtigt. Resten kunne han ikke rigtigt se fordi at det var som om at der var en ramme af sort rundt om.
Endelig gik det op for ham hvad det var. Det var vand og blod. Der blev hældt vand over hans hoved. Varmt vand. Og samtidig mærkede han hænder på sin krop, som føltes langt varmere end han selv var. Det var rart. Noget i ham sagde, at de hænder, var de samme som tidligere, og at de var der for at han skulle få det bedre. Han lavede et underligt spjæt med kroppen, som næsten fik ham til at falde med hovedet først ned i det hvide, men hænderne var der til at holde ham.

It's gonna get better, I promise.

Det var de sidste ord han hørte inden han endnu en gang lukkede øjnene og faldt tilbage i mørket.

Fra badet og frem begyndte Gabriel at komme med halvkvalte lyde, som både lød som nogle af smerte, men også nærmest som om at hans krop afprøvede dens funktioner igen. Hans fingre begyndte nærmest at ae stoffet under dem, mens han prøvede sin bevægelighed af, men det var ikke før langt ud på dagen, at han åbnede sine øjne.

Måske ville man regne med et glædesjubel over at han var i live, eller at han ville sige noget, men i stedet kom han med en utilfreds brummen, da han stadig ikke kunne rykke sig ud af stedet. Nej, han var tvunget til at ligge med ansigtet vendt mod loftet. Alligevel prøvede han at se rundt, for at fornemme hvor han var, kun for at indse at han ikke havde nogen ide om hvor han var, og da slet ikke hvor han sidst havde været. Det føltes som en evighed siden han sidst havde åbnet sine øjne.
"Seelie." Det lød ikke som hans egen stemme, for den var hæs og næsten uhørlig, så han måtte hoste svagt for at få gang i den igen. Han peb navnet svagt igen, som et barn der ville se sin mor, og rykkede også på sine ben for at skubbe sig op igen. Men andet end at bøje dem lidt og derefter strække dem ud, kunne han ikke mere. Han havde ikke kontrol over sin krop. Var det ikke lykkedes? Var han stadig lam? Han peb navnet højere og tårerne samlede sig i hans øjne, i frygt for at være blevet efterladt, fordi at hun havde indset at forvandlingen ikke virkede.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Tirs 30 aug 2016 - 17:18 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Det havde været et langt halvandet døgn siden Constantine havde ringet på Juliens dør. Ikke at vide om Gabriel ville overleve havde været svært at forholde sig til, og selv da han var begyndt at hele, endda hele så meget, at hullet i hans hoved lukkedes, havde Julien været nervøs. For hvordan ville det gå med hans hjerne? Han vidste, at Gabriel selv en gang i mellem satte en pistol for panden for at få ro for stemmerne, men der var forskel på en normal kugle og en dum-dum-kugle af sølv.
Gabriels ven havde også været nervøs, selvom han havde forsøgt at skjule det. Det havde ikke set kønt ud.

Lige nu sad han i stolen på Gabriels værelse og forsøgte at læse i en bog, mens Constantine lå som kat på Gabriel og sov. Det havde været underligt at bruge tid med Constantine, som havde vist sig at være meget mere voksen end Julien regnede med. Og med meget mere personlighed. Især den lange samtale, hvor de havde snakket historie og personer, havde overrasket Julien. Men det havde i det mindste taget hans tanker af Gabriel at have Constantine til at snakke med. Det havde også været beroligende i den forstand, at nok vidste Julien lidt om vampyrer, men at have en anden vampyr til at overse Gabriels helingsproces var bestemt bedre.

Endnu en gang havde hans tanker bevæget sig væk fra bogens sider og væk fra virkeligheden, da et eller andet trak ham tilbage. Gabriel havde sagt små lyde og bevæget sig lidt flere gange siden han var kommet ind i sengen igen efter bad. Julien havde ikke haft nogen fornemmelse af, at han havde været bevidst, mere at det var hans krop, der begyndte at prøve signaler af. Men denne gang var det anderledes. Gabriel sagde faktisk noget. Julien lagde hurtigt bogen fra sig og rejste sig, for at tage et skridt hen til sengen og læne sig ind over drengen, der gentog ordet. Seelie. Han ville have sin skaber. Et eller andet sted kunne det vel godt gøre ondt, at det var den første person han tænkte på, men det gav nok meget god mening. Julien havde fået det indtryk, at de to var meget tætte. Og hun var jo også hans skaber.

Forsigtigt lagde han en hånd på Gabriels bryst for at berolige ham.
"It's okay, Gabriel. Everything is okay. Relax. You have had a head injury. But you're healing." Tårerne i Gabriels øjne og det tågede blik fik Julien til at rynke panden. Det så ikke ud til, at drengen havde nogen fornemmelse af, hvor han var henne. Gad vide, hvor meget han kunne huske? Hvor meget af hans hjerne, der faktisk virkede?


Constantine
Constantine lå og sov på Gabriels mave, da han kunne mærke, at rollingen begyndte at røre på sig. Og snakke. Hurtigt sprang han ned og gik op til Gabriels hoved. Ilddæmonen kom derover og begyndte at tale beroligende til Gabriel. Constantine besluttede sig at forblive i sin katteskikkelse, da det sikkert kunne blive for meget med to personer, der stod og gloede. Gabriel så pænt forvirret ud, men det var nok meget logisk, siden han lige havde fået blæst sin hjerne ud. Så Constantine satte sig ned og svingede lidt med halen, afventende.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Tirs 30 aug 2016 - 18:07 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Man kunne godt fornemme at Gabriel var godt på vej til at decideret græde, men det syntes at stoppe brat, i det en mand kom over til ham, og prøvede at berolige ham. Han rynkede lidt på panden, da han fik at vide at han var ved at hele fra en hovedskade. På en måde troede han ikke helt på hvad manden sagde, for hvornår skulle han have slået sit hoved? Men samtidig kunne han svagt erindre en voldsomt smerte i sin tinding inden alting blev mørkt. Tøvende rakte han op hvor smerten havde været, hvor hans fingre blev mødt af små hår på kun et par millimeter frem for det halvlange, som han huskede at han sidst havde haft, og en lille smule sårskorpe, som var noget af det sidste overfladiske, der var ved at hele.

Men hvem var manden? Han var ikke på hospitalet, så meget vidste han, så det var nok ikke en læge. Det var heller ikke nogen han gik i skole med - for ærligt så han for gammel ud til sådan noget. Var han lærer? Nej... Det var han heller ikke. Men han virkede stadig bekendt.
Hånden som før havde rørt ved såret, lagde sig over mandens hånd, som lå på Gabriels bryst, og han tog forsigtigt fat rundt om den. Underlige glimt af både smerte, varme og tryhed væltede ind over ham, og han anede ikke hvad han skulle tænke, før hans hoved syntes at lægge vægt på en bestemt situation. Der var han også bange, og manden havde taget ham op til sig, nusset ham på ryggen og beroligede ham, meget lig hvordan han tydeligt huskede at Seelie havde gjort det.

He's nice. We like him a lot. He makes us feel safe.

"Warm..." mumlede han, næsten uhørligt, hvorefter han rakte begge sine hænder op imod manden, som var han en baby der gerne ville op. Men i forhold til en baby, havde Gabriel væsentligt længere arme, så han kunne faktisk nå op til mandens skuldre, så da hans fingre nåede stoffet der var i mellem ham, og mandens hud, lukkede han dem omkring det, og hev manden ned imod sig med mere styrke end han selv havde regnet med, og det burde være mere end rigeligt for at trække ham ned til sig.
Så da manden endelig var tættere på, lagde Gabriel armene omkring hans hals, og nussede sin kind imod Juliens hals, nærmest som en kat. Manden var varm, og han vidste ikke hvorfor, men det sammen med den svage lugt af brænde fik ham til at falde lidt ned fra sin panik.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Tirs 30 aug 2016 - 21:27 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Først så det ikke ud til, at der var nogen genkendelse i Gabriel. Det var måske også for meget forlangt, siden hele hans hjerne havde været grød. Julien håbede, at hans erindring kom tilbage, at hans hjerne helede tilbage til sig selv. Men der var ikke gået så lang tid og Constantine havde ikke kunne svare på, hvor længe det ville tage, så måske der ville gå flere dage, inden Gabriel kunne huske alt.

Han betragtede drengen, som han rakte op og rørte ved den hårløse isse, så ud til at spekulere over, hvad der egentligt var sket, uden at se ud til at kunne huske det, inden han lagde samme hånd over Juliens. Det var som om, at der skete et eller andet, måske ikke ligefrem genkendelse, men et eller andet, i Gabriels blik. Han sagde et eller andet så lavt, at Julien ikke fik fat i, hvad det var, og han nåede ikke at spørge, inden Gabriel rakte op, tog ved hans skjorte ved skuldrene og med stor styrke trak ham ned til sig, hvor han lagde armene om Juliens hals. Først blev Julien overrasket, men glad, over den kærlige gestus, men det forsvandt ret hurtigt, da Gabriel åbenbart ikke havde styr på sin egen styrke, for han klemte pænt hårdt om Juliens hals. Faktisk klemte han så hårdt, at det var lige før, at Julien ikke kunne få luft.

Blidt skubbede Julien til ham, for at få ham til at slippe.
"Gabriel, you're squeezing a bit too tight." Der var ingen reaktion fra Gabriel. Julien lagde lidt flere kræfter i at skubbe ham væk, hvilket stadig ikke hjalp. Til sidst så han på Constantine efter hjælp, for han ville ikke kunne få Gabriel væk ved egen kræft. Nok var han stærkere end et almindeligt menneske, men han var ikke så stærk som en vampyr, heller ikke en så ung som Gabriel. Constantine, der stadig var i katteskikkelse, sad bare og så på ham med øjne, der tydeligt fortalte, at han morede sig.
"Stop med at grine og hjælp mig!" Hans stemme var hæs af det tryk, som Gabriel lagde på hans hals og han begyndte at blive lidt svimmel af både ild og blodmangel til hjernen. Lidt mere desperat forsøgte han at skubbe Gabriel væk, men drengen ville ikke slippe!


Constantine
Constantine så til, mens Julien forsøgte at komme i kontakt med Gabriel, og endeligt så det ud til at virke. Gabriel tog hans hånd og pludseligt rakte han op for at give Julien et kram. Først overvejede Constantine at gå, nu begyndte det at blive lidt akavet. Han havde ikke behov for at se Gabriel genkende sin sugar daddy, hvem vidste, hvad det kunne lede til. Men det virkede nu ikke helt som om, at det var det, der skete.

Julien begyndte at se forkert ud i hovedet, og det gik op for Constantine, at Gabriel klemte så hårdt, at ilddæmonen ikke kunne få vejret. Hvis ikke det var fordi, at han stadig var kat, havde Constantine slået en latter op. At se den spinkle Gabriel være ved at klemme livet ud af Julien i et kram var hysterisk morsomt og meget underligt, især når man vidste, hvor stor respekt Gabriel normalt havde for Julien.
Constantine kunne ikek stoppe med at le af det inde i sig selv, indtil Julien så på ham og bad ham om at hjælpe. Eller bad og bad, det havde en miskendelig klang af en ordre, så det var lige før at Constantine lod være, men det advarende blik i ilddæmonens øjne og den forkerte farve, hans ansigt var ved at få, fik ham til at rejse sig og skifte skikkelse, sådan at han sad på alle fire i sengen ved siden af Gabriel.

Han kunne dog ikke lade være med at grine af situationen, faktisk var det på kanten til en latter, mens han rakte ud og tog ved Gabriels arme.
"Det er da ellers så kært at se på." Fast, men roligt og forsigtigt, begyndte han at rykke Gabriels arme fra hinanden, hvilket godt kunne lade sig gøre. Gabriel var yngre end Constantine og Constantine var pænt stærk af sin alder at være.
"Gabriel, don't kill the nice man, he needs to breathe. He's just a demon, not a vampire."

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Tirs 30 aug 2016 - 21:49 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Gabriel registrerede ikke rigtigt at Julien prøvede at få ham til at give slip. Men måske havde det noget at gøre med, at han endelig opdagede at der var en kat i rummet. Man kunne roligt sige at han på det tidspunkt ikke havde evnen til at koncentrere sig om mere end en ting ad gangen. Og styrken havde han heller ikke helt styr på, for at sige det mildt. "Kitty," konstaterede han stille, men kort efter skiftede den skikkelse til en anden mand, som også virkede en smule bekendt. Men ikke på samme måde som ham han holdt om lige nu. Det var noget helt helt andet end det.

Hvem end denne katte-mand var, så grinte han og så glad ud, hvilket fik et lille smil frem på Gabriels læber. Katte-manden tog fat ved hans arme og rykkede dem fra hinanden, hvorefter han forklarede at den mand han havde krammet, ikke kunne tåle sådan noget. Men katte-manden mente jo også at han var flink, så der måtte være noget rigtigt ved Gabriels minder. Nu var det både katte-manden, stemmerne og hans minder, som mente at manden var flink nok. Men hvad med katte-manden? Var han også flink? Gabriel rynkede lidt på panden. Han kunne godt lide katte... Og katte-manden kunne forvandle sig til en kat... Så mon ikke han også var meget flink?

"Kitty!" udbrød han så, mens hans lille smil voksede lidt mere, og han rakte ivrigt sine hænder op efter katte-manden. Men han var ikke lige så tæt på som den anden, så han kunne ikke nå, og for nu kunne han ikke rigtigt få musklerne i sin ryg til at makke ret, så han kunne ikke sætte sig op for bedre at kunne nå. Så i stedet hintede han imod at han ville have katte-manden tættere på ved at lukke og åbne sine hænder om luften, i retning imod ham.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Ons 31 aug 2016 - 11:18 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Constantine slap Gabriels arme, da Julien fik rykket sig fri. Han kunne stadig ikke holde op med at grine af det hele, nok havde Gabriel en hjerneskade, men hvor var han da blevet kær. Han mindede Constantine om en toårig. Stor, lam toårig, men alligevel.

Pludseligt rakte Gabriel ud efter ham mens han sagde kitty. Det fik straks Constantine til at holde op med at grine og læne sig tilbage, så han var helt sikker på, at rollingen ikke kunne nå.
"Uh-uh, no hugging for me, I'm no teddy bear. Get it? I'm not huggable." Han rystede på hovedet for at understrege sine ord. Ikke om han skulle krammes af Gabriel, der tydeligvis ikke havde styr på, hvad han lavede.


Julien
Lige så snart Gabriels arme var væk fra hans hals, rettede Julien sig op og tog en dyb indånding. Det gjorde ha bare mere svimmel for et øjeblik, som der kom ild og blod i store mængder til hans hjerne. Drengen havde godt nok klemt til! Lidt forsigtigt masserede han sin hals med en hånd, mens han fik fokuseret på Gabriel, der åbenbart nu havde kastet sin interesse på Constantine. Det virkede ikke til, at der var plads til mere end én ting af gangen i drengens hoved.

Da Constantine sagde nej til at blive krammet, satte Gabriel sit velkendte tiggende hvalpeblik op og Julien skævede til Constantine.
"Giv dog drengen, hvad han vil have." På den ene side morede det ham lidt, på den anden side var det hele stadig meget alvorligt. Tænk hvis hjerneskaden ville vare ved? Hvad i alverden skulle man så gøre med en halvt lam, for evigt levende babyvampyr?


Constantine
Gabriels øjne blev store og Constantine kunne næsten sværge, at det var lige før tårerne begyndte at vælte ud af dem. For helvede, det var vitterligt som at skulle passe en toårig! Han skulle lige til at sige nej igen, da Julien så på ham og med en hæs stemme bad ham om at give Gabriel sin kat. Der var både morskab og alvor i ilddæmonens øjne og Constantine sukkede højt, inden han ligegyldigt trak på skuldrene.
"Okay så. min hvis jeg brækker ryggen, skyder jeg skylden på dig." Han tøvede kort og fik en rynke i panden. "Tror du overhovedet, at han har nogen idé om, hvem vi er?"
Han ventede ikke på svar, men så Gabriel i øjnene med et advarende blik.
"If you hold to tight, I'm gonna claw your eyes out, alright?" Og så skiftede han til kan igen og hoppede op på Gabriels bryst klar til at blive klem ihjel af en stor baby-gabriel.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Ons 31 aug 2016 - 18:11 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Gabriel så nærmest ud som om at Constantine havde sparket ham, sådan som han lavede sit efterhånden ret kendte hundehvalpe blik. Det var ikke rigtigt noget han tænkte over, men bare noget han gjorde automatisk, hvilket måske kunne ses som noget positivt. Ganske vist kunne han ikke huske hvem han var sammen med, men han vidste at hundehvalpe blikket ofte hjalp - dog var det for det meste med en trussel til at understrege det, når det kom til Constantine - så noget kunne han huske.

Og det virkede. Måske ikke til at starte med, men den flinke mand fik katte-manden overtalt, og Gabriel kunne ikke lade være med at smile, da han forvandlede sig til en kat igen - dog med en advarsel om at passe på. Og da katten hoppede op hos ham, var han også forsigtig. Han lod katten lægge sig på sit bryst, og placerede forsigtigt en hånd på kattens hoved, som var det en lille bitte killing, der knapt nok kunne holde til at blive rørt i første omgang.

"Mar-mallow," mumlede han og gabte forsigtigt, allerede lidt småtræt, da han jo stadig var i fuld gang med at hele. Det var ikke fordi at han som sådan huskede sin kat helt, men han huskede da hendes navn, og at hun var en kat. Dog var Constantine næsten så modsat Marshmallow som han kunne. Hvor hun var hvid med lang fin pels, var Constantine sort med kort og kraftigere pels.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Tors 1 sep 2016 - 15:51 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Julien betragtede Constantine skifte til kat og Gabriels blide berøring af katten, der lagde sig på hans bryst. Om Gabriel vidste, hvem de var? Det vidste Julien ikke. Det var som om, at der havde være en eller anden form for genkendelse af ham, da Gabriel havde rørt ved ham, men så alligevel ikke. Han tvivlede på, at Gabriel kunne huske deres navne eller hvem de i det hele taget var. Men at han sagde sin kats navn, det måtte alligevel betyde, at han begyndte at kunne huske.
"Yes, Marshmallow, that's your cat. She's white and fluffy. This is Constantine. He's your friend. And I'm Julien. I'm... also a friend." Han tøvede lidt ved det sidste, men vidste ellers ikke lige, hvad han skulle beskrive sig selv som.

Julien flyttede lidt på sig, rejste sig så fra at sidde på hug og trak stolen hen, så han kunne sidde ved sengen og se på Gabriel. Han sagde ikke noget til at starte med, men betragtede ham bare i et forsøg på at finde ud af, hvor godt det gik med at hele. Det kom der bare ikke rigtigt noget ud af, så lidt sidst rakte han bare ud og rørte ved hans arm.

"Gabriel. Do you want some blood? It will make you feel better." Egentligt var det ikke så meget et spørgsmål, som at være høflig, for han regnede med at give Gabriel blod, om han så ville have det eller ej. Så han rejste sig og hældte blod fra en af de store dunke, der nu var ved at være tom, i et glas og gik tilbage til sengen, Her fik han løftet op i Gabriel, så han kunne sætte glasset for vampyrens læber.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Tors 1 sep 2016 - 17:26 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Gabriel så op på Julien da han snakkede, og hans hånd lå stille på Constantines ryg, mens han lyttede, da multitasking ikke ligefrem var et speciale for ham lige nu. Men han fik at vide, at de to mænd var hans venner, og at han havde en kat. "Mar'mallow." sagde han igen, mens han tænkte lidt. Han kunne ikke huske hvad katten han sad med hed, for det havde været lidt for langt med for mange svære konsonanter. Men noget havde han alligevel fået ind i hovedet. "Costa." Han nussede kort Constantine på ryggen, hvorefter han hvilede sin hånd på Juliens lår. "Julie." Han nikkede kort for at vise, at noget af det havde han fået fat i, selvom ingen af navnene blev sagt rigtigt. Men lige nu var hans krops bevægelser generelt ret klodsede, som var han en forvokset 2-årig, så der var nok ikke så meget at komme efter der.

Men jo mere han tænkte sig om, kunne han i hvert fald godt huske at han om ikke andet var positivt stillet overfor de to mænd. Især Julien, selvom der også var mange blandede følelser, som han ikke kunne placere på nuværende tidspunkt. Men for nu, var han tilfreds. Selvom han ikke havde Seelie, var han stadig omringet af folk, som om ikke andet gerne ville passe på ham.

Gabriel var faldet lidt hen i sine egne tanker, da Julien spurgte om han ville have noget blod. Og nu hvor det blev nævnt, var hans hals faktisk utrolig tør, og lysten til blod var lidt overvældende, når man var så lammet som han var. Heldigvis kom Julien over og hjalp ham lidt op og sidde, så han kunne drikke. Han holdt dog stadig om Constantine, så han ikke faldt nogle steder hen, men stadig blidt, så han ikke kom til skade. Faktisk holdt han ham nærmest som en baby.
Da han havde et godt hold på katten, så han op og lænede hovedet lidt tilbage, så han kunne drikke blodet fra glasset. Nu hvor han selv kunne synke gik det væsentligt hurtigere end før, så det varede ikke mange sekunder før glasset var tomt. "More" bad han så stille, som han slikkede sin overlæbe ren. Selvom Gabriel ofte dræbte folk, drak han sjældent deres blod. Ikke fordi at han var kræsen, men bare af princip. Derfor gik der ofte lang tid mellem han fik drukket blod, hvilket så betød, at når han endelig gjorde det, drak han masser af det, og det gik hurtigt, ligesom det gjorde nu.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Man 5 sep 2016 - 19:28 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Det var ikke ligefrem den bedste udgave af Juliens navn, der kom ud af Gabriels mund. Julie. Han vidste ikke helt om han skulle le eller græde og endte ud med at skære ansigt for et kort øjeblik. Constantine virkede heller ikke tilfreds med at blive kaldt Costa, men utilfredsheden forsvandt ret hurtigt for et blik, der sagde Julien, at han morede sig over "Julie". Selvom Julien kunne begynde at rette Gabriel, lod han være. Det lod ikke til, at han kunne håndtere ret meget i øjeblikket af navne, sprog eller tale.

Julien støttede godt om Gabriel, da den unge vampyr tømte glasset på meget kort tid. Han ville have mere. Julien havde været så fornuftig at stille dunken ved sengen, så han skulle bare lige bukke sig lidt til siden, så han kunne nå den. Der var ikke mere end en lille liter tilbage, så han valgte at give dunken til Gabriel, så han kunne drikke direkte fra den, selvfølgelig med hjælp til at holde den, hvis nødvendigt, så han ikke spildte ud over det hele.
Hvis Gabriel ville have mere, måtte Julien rejse sig og hente den anden dunk og begynde at hælde i glas, da den dun stadig var godt fyldt op med blod. Der var ingen grund til at stoppe ham i at drikke, hvis de kom til at mangle, var Julien ikke i tvivl om, at Constantine nok ville hente noget mere. Den dreng virkede til at have lidt for stor en glæde ved at slå ihjel.

Da Gabriel var færdig med at drikke, ville Julien lægge ham ned igen og sætte sig på stolen.


Constantine
Costa. Han skar tænder, da Gabriel sagde navnet. Han hadede virkeligt det kælenavn. Costa havde været et svagt menneske med alt for mange følelser og et kedeligt liv. Og hver gang nogen sagde Costa mindede det ham om det liv. Et liv han både savnede, men også afskyede. Dog forsvandt ubehaget med det samme, fordi Gabriel kaldte Julien for Julie. Julie. Hvis han havde været i menneskeskikkelse havde han leet højt. Okay, måske ikke af frygt for ilddæmonen, men... Julie! Den ville han huske.

Gabriel tog ved ham, som Julie(n) fik sat ham op. Constantine måtte indrømme, at Gabriel klarede det her katte-nusseri ret godt. Han havde været meget forsigtig omkring Constantine og havde heller ikke hårdt fat ved ham nu, men sørgede bare for, at han ikke faldt af. Det var sært at blive nusset af en hjerneskadet Gabriel, det var ikke ligefrem kæl Constantine brugte sin katteskikkelse til, kun hvis han stødte på kvindelige ofre. Det var ret forkert at blive nusset af en hankøn, også selvom det var Gabriel. Dog fandt han sig i det, for det virkede til at være noget Gabriel gerne ville.

Han fulgte med i at Julien fik hældt blod i Gabriel. Synet og lugten af den røde væske var næsten for meget, men ærligt talt ville Constantine hellere ud at finde noget friskt, hvis han skulle have noget at spise. Det der med "dåsemad", det sagde ham ikke så meget. Så han lukkede i stedet øjnene og begyndte at spinde næsten lydløst, bare for at udstråle noget tryghed for Gabriel. Det var vel det en kat var til, når man ikke havde det godt? At spinde? Suk. Constantine havde ikke noget i mod at være kat for Gabriel, men glædede sig nu lidt til at det her nusse-pusse-fniller-fnaller var slut.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Ons 7 sep 2016 - 9:12 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Man kunne se hvordan at den stolthed han havde vist efter næsten at kunne sige deres navne forsvandt igen, og han rynkede lidt på panden, tydeligvis en smule frustreret. Var han helt gal på den? Han sænkede sit blik igen, lidt flov og skuffet over sig selv, for de to mænd havde tydeligvis haft højere forventninger til ham end det her. Manden havde forventet at han kunne snakke bedre, og at han kunne huske dem - for han havde godt fornemmet den skuffelse som Julien havde, da han ikke viste nogen genkendelse efter at have vågnet. Han åbnede kort munden for at sige undskyld, men lukkede den igen, da han faktisk var lidt bange for heller ikke at kunne udtale det simple ord.

Men alle de tanker lagde sig lidt i baggrunden, da han fik blod, og han drak glædeligt så meget som han kunne få ud af Julien. Så da han endelig var færdig, og blev lagt ned igen, var han godt mæt, og klar til at få sig lidt mere søvn. Derfor tog hen blidt rundt om Constantine, og flyttede ham væk fra sin mave, så han lå på sengen, hvorefter han vendte sig på siden og krøb lidt sammen, med sin dyne trukket godt op om sit bryst.
Igen åbnede han sin mund, denne gang for at sige godnat, men han lukkede den igen og overvejede nøje sine ord. Han blev altså nødt til at gøre det mere simpelt, så han ikke fuckede op, og skuffede Julien igen. "'night" mumlede han stille, uden at vende sig for at se op på dæmonen, så det var ikke en gang sikkert at det var til at høre endnu.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Ons 7 sep 2016 - 12:02 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Julien kunne godt mærke, at der skete en forandring med Gabriel, hvilket han spekulerede lidt over, mens han fodrede ham med blod. Glæden var forsvundet for et øjeblik i drengens blik og Julien havde set et glimt af usikkerhed. Som sædvanligt var Gabriel rimeligt nem at læse for Julien og det tog ham heller ikke mange tanker, før han havde en idé om, hvad der gik ham på. Både Julien og Constantine havde haft store forhåbninger til ham, da han vågnede op, og da Gabriel ikke kunne leve op til dem, virkede det sikkert som om, at de var skuffede. Hvilket selvfølgelig ikke var tilfældet, de var ikke skuffede, de var bekymrede. Eller, Julien var, han skulle ikke kunne sige på Constantines vegne, men mon ikke, at det var det samme.
Julien kendte efterhånden Gabriel rimeligt godt og vidste godt, at han gerne ville gøre Julien stolt af sig. Og måske han ikke rigtigt følte, at det var sket denne gang.

Så da Julien havde sat sig på sin stol og betragtede Gabriel, der lagde Constantine ved siden af sig og rullede rundt, hvilket allerede var en stor forbedring, om han selv lagde mærke til det eller ej, overvejede han, hvad han skulle gøre, for at opmuntre Gabriel lidt igen. Det eneste han kunne finde på, var at række ud og lægge en hånd på hans hoved og nusse han lidt i håret.
"We're just very happy for you to be alive. You did give us a scare, we thought you might not wake up again. Rest now and hopefully everything will be better, when you wake up again. We'll be here, no matter how long it takes for you to heal."

Han flyttede hånden og gav i stedet Gabriels skulder et klem, inden han sendte et strengt blik til Constantine, der lå og kiggede op på ham med et ulæseligt blik. Endeligt himlede katten med øjnene, hvilket nok var noget af det særeste Julien nogensinde havde set, inden den rejste sig, jokkede højt spindende ind over Gabriels krop med poter og kløer æltende i dynen, inden han maste sig ind og lagde sig op af Gabriels mave, stadigt spindende. For øjeblik måtte Julien huske sig selv på, at det faktisk var en person og ikke en kat. En morderisk, blodtørstig person, der ikke virkede til at være den kærlige putte-nutte-type, som katten på sengen var lige nu. Julien rystede kort på hovedet. Nok påstod både Gabriel og Constantine, at de ikke var venner, men der måtte alligevel være noget venskab imellem dem, for Julien havde svært ved at forestille sig Constantine gøre noget så atypisk for nogen, han ikke på en eller anden måde måtte holde af. Men han havde også en fornemmelse af, at han nok ikke skulle snakke med Constantine om det her senere. Ligesom han håbede, at Constantine ikke nævnte alt for meget om de følelser der var mellem ham og Gabriel. Ikke at han skammede sig over det, det var bare... akavet. Han havde ikke vænnet sig til det.

Han blev siddende på stolen. Hvis Gabriel lagde sig til at sove, ville han tage sin bog og læse i den i et stykke tid, inden han ville bevæge sig nedenunder for at ordne lidt hverdagsting.

Costa ville blive liggende op af Gabriel og falde i søvn på et eller andet tidspunk, hvor han først ville holde op med at spinde.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Ons 7 sep 2016 - 20:41 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Et lille smil nåede Gabriels læber, da Julien fortalte at de bare var glad for at han var i live, og ville være der indtil han var god igen. Det var rart, og fik de negative tanker lidt på afstand, så for at vise at det var noget han satte pris på, lagde han forsigtigt sin hånd oven på Juliens, da den hvilede på hans skulder, og gav den et lille klem, hvor han passede på med hvor meget styrke han lagde i det. Det var stadig lidt klodset, men tanken bag kom nok alligevel igennem bedre end hans ord nok kunne lige nu.

Et lille gab løs endnu en gang fra ham, og han gav sig til at nusse Constantine på ryggen indtil han selv faldt i søvn kort efter. Hans krop havde tydeligvis brug for hvile, så generelt var han ikke vågen mange timer ad gangen de næste par dage. Han vågnede lidt spontant, nogle gange midt på dagen, og andre gange midt om natten, og for hver gang han vågnede kunne han lidt mere end sidst han var vågen. Det tog ham ikke meget mere end halvanden dag at kunne snakke forståeligt igen. Det var dog heller ikke uden øvelse. Spontant ville han konstatere et eller andet han så, som at Julien gik ud af døren, Constantine blev til en kat, fugle pippede og at der lå en død fugl i Juliens have. Det var lidt ligesom at have en baby, som lærte tingene i fast-forward mode.

Men hverken kroppen eller hukommelsen var lige så hurtig. Han kunne huske de sidste par måneder af sit menneskeliv, og en stor del af hvad der var sket de sidste to år. Han vidste at han var lejemorder, selvom han ikke helt forstod hvorfor, og at han lige for tiden havde Julien, Constantine og Seelie i sit liv, som sine nærmeste. Men alt mellem 1999, da han blev forvandlet, og indtil for to år siden, var væk, og han kunne heller ikke huske hvor fra han kendte Julien og Constantine. Det eneste han vidste var, at han havde mødt dem i løbet af de sidste to år.
Dog viste han tegn på at have det i underbevidstheden. Det var underlige ting, som ikke at bryde sig om, når han blev båret forbi kælderen, de gange han kom med ned i stuen, og at han af en eller anden underlig årsag havde et underligt forhold til Constantines mave. Det var lidt et love-hate-relationship. På den ene side var han nysgerrig over hvorfor det lige var Constantines mave han huskede tydeligst, men også en ad-fornemmelse, for han ville på den anden side ikke vide det, for han huskede godt at vampyren var ret sex-fikseret.

Hukommelsen kunne han dog ikke gøre så meget ved. Forhåbentligt kom det af sig selv. Men kroppen? Den kunne han godt prøve at få på banen igen. Han kunne sagtens vippe tærene og fødderne, og han kunne også bøje og strække sine knæ... Men han kunne stadig ikke gå eller stå. De knækkede sammen under ham når han prøvede. Men han var fast besluttet for at genvinde sin mobilitet.
Derfor sad han lige nu på sin seng, med fødderne på gulvet. Han havde bedt Constantine og Julien om for en gangs skyld at lade ham være - lysten til at være sammen med dem konstant var forduftet kort efter hans personlighed vendte tilbage - og lige nu var målet at komme hen til døren. Måske endda overraske dem. Det var tidligt på aftenen og Julien burde ikke være gået i seng endnu, så det kunne være ret sejt at give ham den glædelige overraskelse inden han gik i seng. Mest af alt, fordi at han stadig gerne ville have, at dæmonen var stolt af ham.

Med en dyb indånding skubbede han sig op, og formåede at stå op i omkring 0.7 sekunder, inden hans knæ var ved at knække sammen. Men før han faldt på røven, fik han fat i stoleryggen på den stol, som Julien havde haft med ind. Nok var hans benmuskler ikke helt med endnu, men han havde sin styrke i sin overkrop. Så han formåede at holde fast, og blive stående. Det var svært, men han fik rettet sine ben ud, og låste fast i knæene så de ikke knækkede under ham igen. Med sine ene hånd på stolen i et fast greb, tog han et usikkert skridt frem, og et lille smil nåede hans læber. Han kunne godt gøre det her.
Usikkert så han rundt i rummet efter flere ting han kunne støtte sig op ad. Med lidt besvær, og hjælp fra den anden stol i rummet, kunne han komme over til kommoden ved siden af døren, og åbnede den.

"Hey, Julien, Costa, get up here, I want to talk to you!" kaldte han ned imod stuen, hvor de formentlig sad. Han stillede sig op ad dørkarmen, så han kunne holde sin balance uden at ligne en baby, som netop havde lært at rejse sig op.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Søn 11 sep 2016 - 13:59 »

Constantine

Competent (Rank 9)

avatar

Constantine havde det som om, at han snart blev sindssyg. Nu havde han brugt mange dage og nætter i Juliens hjem, og selvom det ikke var det samme som at være spændt fast i hans kælder, føltes det stadig som om, at han var fange. Han var fri til at gå om natten og havde også været ude på mindre ture, bare for at få noget luft, men havde aldrig været væk længe. Gabriel var stadig hårdt ramt af at have fået skudt hjernen ud og selvom der nu ikke var nogen tvivl om, at han ville overleve, havde han både problemer med motorikken og hukommelsen og af en eller anden grund, kunne Constantine ikke få sig selv til at efterlade ham helt alene hos Julien. Ikke at ilddæmonen ikke ville være mere end duelig til at passe på ham, men... nej, Constantine kunne ikke få sig selv til at gå. Hvilket var noget underligt noget, som han ikke helt kunne holde styr på.

Men det havde været en blandet fornøjelse at være gæst hos Julien. Han stolede på ingen måde på ilddæmonen, hvilket måske var meget forståeligt, efter hvad han havde gjort ved ham og truet ham med, men havde måtte stole på, at der var fred mellem dem, mens Gabriel var "syg".
Dog havde det vist sig, at hvis man var på dæmonens gode side, at han var nogenlunde behagelig at være sammen med. De havde haft nogle længere samtaler omkring dæmonens liv og viden omkring historien. Og de store begivenheder han faktisk havde deltaget i! Nøden var kommet op i Constantine, hvilket nok havde afsløret lidt for meget af hans psykiske rester fra sin tid som menneske, men det havde simpelthen været for spændende at høre om.
Når de ikke havde snakket, havde de passet sig selv. Faktisk var det oftest endt med, at de sad og læste. Læste! Constantine havde læst som en vanvittig som menneske, men havde næsten ikke rørt en bog efter sin forvandling. Men her var der ikke så meget andet at lave og Julien havde en et godt udvalg af bøger. Og i løbet af de få dage havde han allerede fået læst et par stykker. Julien havde også et tv, men kun én sofa og af en eller anden grund kunne Costa ikke se sig selv sidde i den anden ende af den nok så lange sofa med Julien i den anden. Det hele var sært nok i forvejen!

Så enten sad han ved spisebordet, oppe ved den sovende Gabriel eller ude i havemøblerne på terrassen, når solen var gået ned. Han havde ikke brug for mere lys end det, der kom indefra igennem ruderne.
Det var her han sad nu, i en overraskende behagelig havestol, med det ene ben bukket op og foden under det andet bens knæhase, dybt begravet i en bog. Dog fik lyden af Gabriels stemme ham til at kigge op. Hvad ville han? Der lød et suk fra Constantine. Åh, han glædede sig til at få sin hverdag tilbage. Hvis Gabriel nogensinde blev sig selv igen.
Han lagde omhyggeligt et bogmærke i bogen og gik indenfor, hvor Julien var kommet ud fra køkkenet. De kastede et blik på hinanden og efter at have lagt bogen fra sig, fulgte Constantine efter ham op af trappen. Oppe i døren til Gabriels værelse stod Gabriel.
"Hey, you're out of bed!" Constantine kunne ikke lade være med at grine, måske lidt for lettet. Var det her et tegn på, at han snart kunne komme hjem igen?


Julien
Ærligt talt måtte Julien indrømme, at han var ved at være lidt træt. Han var ved at have vænnet sig til at have Gabriel på besøg i perioder, men både at have ham til at ligge og være kommet til skade på sin værelse, men også at have hans ven på besøg i flere dage, det var udmattende. Ikke at der krævedes så meget af ham, det virkede til, at Constantine også var typen, der helst var alene, men derfor var det stadig anstrengende. Men fordi Constantine var der, havde Julien haft mulighed for at passe sit arbejde. Heldigvis havde han, på grund af sin nærdødsoplevelse, allerede lagt op til at skære ned på mængden af arbejde og han havde kunne overlade en del af det til sine ansatte i disse dage. Det var stadig ikke helt let, men det kunne lade sig gøre.

Der havde ikke været lynhurtig fremgang med Gabriel og Julien var bekymret for, om han i det hele taget ville få det bedre. Det virkede ikke til, at resten af hans hukommelse var på vej tilbage - om det var godt eller skidt kunne man så diskutere, for det virkede til, at meget af det var de grimme tider af Gabriels liv. Også Juliens tortur af ham. Selvom Julien ikke skammede sig over det på nogen måde, var det alligevel noget, han faktisk helst ikke havde lyst til at tænke på. Og det ville alligevel passe ham fint, hvis Gabriel ikke kunne huske det.
Det vigtigste for Julien var faktisk, at Gabriel fik sin fulde førlighed tilbage. Tanken om at have en Gabriel, der ikke kunne komme rundt på egen hånd... sikke et arbejde det ville blive. Julien var ikke i tvivl om, at det ville falde på hans skuldre at skulle være den, der tog sig af Gabriel, men han håbede for alt i verden, at det ikke ville blive nødvendigt. Han havde ikke nogle planer om at skulle passe på en handicappet vampyr for resten af sin levetid. Hvor lang eller kort den end måtte blive.

Tankerne ville ikke slippe ham, som han stod i køkkenet og fik ryddet lidt op efter aftensmaden, da Gabriel kaldte oppefra. Tale med dem? Var det godt eller skidt? Han tørrede hænderne i et viskestykke og gik ud i gangen. Constantine kom ind i stuen udefra haven, hvor han åbenbart godt kunne lide at sidde og læse. Han var en underlig ung vampyr, som Julien ikke helt kunne finde ud af, hvordan han skulle forholde sig til. Han havde en fornemmelse af, at den eneste grund til, at de kunne finde ud af at være så meget om hinanden, var fordi Gabriel var det, der lige nu gav dem et fælles mål. Ellers ville det nok ikke se så kønt ud.
Han drejede op af trappen og kunne høre Constantine følge efter sig. Oppe ovenpå fik han øje på Gabriel, der stolt stod i døren ind til sit værelse. Julien mærkede et stik af lettelse. Han var faktisk kommet på benene.
"You're standing. That's progress." Julien undertrykte en trang til at gå hen og tage ved ham for at sikre sig, at han ikke væltede.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Fre 16 sep 2016 - 18:53 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Et smil brød frem på Gabriels læber over både Julien og Constantines reaktion (dog mest Constantines, da han virkede mest lettet og glad), og selvom det var hårdt at blive stående, formåede han alligevel at gøre det. Om ikke andet så bare for ikke at skuffe dem igen. Han var nok for hård ved sig selv, især taget i betragtning at han konstant fik at vide at de bare var glade for at han stadig var i live, men det var svært ikke at prøve at være bedre end han var dagen før. De havde trods alt passet på ham da han var mest sårbar, så det mindste han kunne gøre, var at prøve på at bevise at det ikke var forgæves.

Men da glæden ved det var faldet lidt, kunne han mærke angsten gnave lidt i ham. Forventede de at han kunne gå helt nu? At nu var der ikke længere brug for at han skulle hjælpes? Han kunne ikke gå så langt endnu - han havde knapt nok gået herud! Han havde støttet sig op af diverse møbler, som et lille barn der netop var ved at lære og gå, og han tvivlede stærkt på at han bare kunne gå over til Julien herfra, selvom der ikke var langt. Han så lidt nervøst over på Julien, i håb om at kunne finde ud af hvad der blev forventet af ham nu, for han turde næsten ikke spørge. Hvad hvis næste skridt var at smide ham for døren, og at han så skulle klare sig selv? Han kunne ikke jage, ikke sådan her, og uden hjælp ville han næppe kunne komme hjem til sig selv før solen stod op. Han burde have ventet med at vise dem det. Vente til han kunne gå uden hjælp, og kunne klare sig selv igen. Med sin manglende hukommelse var han ikke sikker på hvorfor dæmonen og den anden vampyr overhovedet havde interesse i at hjælpe ham, så hvordan kunne han overhovedet vide hvor længe de gad at hænge på ham?!

Gabriel pressede den indestængte frygt væk, mens han ventede på at Julien sagde et eller andet, fortalte ham hvad han skulle gøre.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Lør 17 sep 2016 - 12:40 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Julien betragtede Gabriel, som en unge vampyr stod og holdt balancen ved at have fat i døren. Måske det ikke var så tydeligt at se på ham, men han var glad for, at Gabriel var kommet på benene. Om han så havde kravlet hen og havde hevet sig op ved hjælp af dørkarmen, det var fremgang. Gabriels immobilitet bekymrede ham meget, for det ville gøre alting meget mere besværligt. Og selvom han holdt af Gabriel og selvom han følte sig ansvarlig for ham, var han ikke sikker på, at han ville kunne klare at skulle passe ham så længe en af dem levede.

Gabriel så på ham med et nervøst blik og det gik op for Julien, at han ikke vidste, hvad der skulle ske nu. Og at han sikkert ikke selv kunne gå tilbage til sengen. Julien skubbede sine bekymrede tanker væk og fremtvang et smil. Han havde ikke smilet så meget til Gabriel som inden for de sidste dage, simpelthen for at berolige ham. Roligt gik han over til ham og stillede sig tæt på ham, mens han rakte en hånd ud og rodede rundt i hans hår.
"I am very impressed. It must have been hard to walk all the way over here. Do you want a little help going back to bed?" Det var den mest diplomatiske måde at spørge, om han havde brug for hjælp, han kunne komme på.

Hvis Gabriel indikerede, at han godt ville have lidt hjælp, ville Julien lægge en arm rundt om ham, så Gabriel ville kunne holde ved hans skulder. Og hvis det var nødvendigt kunne Julien holde ham så godt oppe, at han næsten bar ham, dog sådan at Gabriel stadig kunne nå jorden. Og så ville han hjælpe ham tilbage i sengen, tålmodigt og med et par beroligende ord om, at det gik godt.


Constantine ville ikke rigtigt gøre noget, andet end at følge efter dem ind i værelse og derefter smide sig på en stol ved siden af sengen, doven som han var.
"Now you'll soon be able to run a marathon." Han grinede og blinkede til ham, for at gøre det ekstra tydeligt at han drillede ham. Han havde opdaget, at man skulle passe lidt på at Gabriel ikke tog ting lidt for bogstavligt i øjeblikket. Åh, han håbede, at Gabriels hjerne helede tilbage til det, den havde været før, for det var så meget sjovere!

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Søn 18 sep 2016 - 22:24 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Gabriel nikkede da Julien spurgte om han ville have hjælp til at komme tilbage ind i seng, og lagde en arm om ham for at kunne støtte sig op ad dæmonen. Det var ikke meget af sin vægt som han selv bar, men i forhold til at det var hans første lille gåtur klarede han det ret godt, og han var faktisk ret stolt. Selvfølgelig ville han gerne have at det gik hurtigere, for det kunne altså ikke gå hurtigt nok før han fik sit gamle liv tilbage, men det var stadig fremskridt, og han var allerede nået længere end han nogensinde kom som menneske efter sin ulykke.

Som de gik, kunne man godt se at det var med fuld koncentration fra Gabriels side. Det med at sætte den ene fod foran den anden på en måde, så det var stabilt, var ikke helt let, så det gik ikke meget hurtigere end da han selv nåede over til døren. Men inden længe nåede de sengen, og han dumpede ned og sidde. For en gangs skyld blev han dog siddende, for det var utroligt befriende at kunne komme op derfra. Hele hans ryg og nakke føltes øm efter at have ligget ned så længe, og selvom han følte sig lidt småsvimmel, var det ikke noget som han ikke kunne håndtere.

Et smil nåede Gabriels læber, da Constantine jokede om at han snart kunne løbe et maraton, og et lille grin lød fra ham. Det kunne være rart snart at kunne løbe igen. Og jage. Og generelt kunne bestemme hvad han selv ville, uden at skulle spørge om hjælp, for som sagt ville han gerne have sit gamle liv tilbage. Men det var svært, for han kunne ikke huske alt om sit gamle liv. Han havde store huller i sin hukommelse, og det var faktisk ret foruroligende at han stadig ikke kunne huske noget. Smilet falmede lidt ved tanken, og han sænkede sit blik ned til sine ben.
"Do you think I'll get my memories back?" spurgte han så stille, stadig med blikket sænket. Det var nok noget de alle havde overvejet, men ingen af dem havde nævnt det, af frygt for hvad de andre ville sige. Som tingene så ud nu? Der virkede det ikke særligt sandsynligt. Selv før ulykken havde han manglet kæmpe brudstykker af sin hukommelse, som han kun svagt havde kunne sætte sammen efter at have lavet noget research. Men uden at kunne huske hvad der skete efter han blev forvandlet var det altså svært at sige noget om.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Tirs 20 sep 2016 - 15:40 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Julien havde et godt tag i Gabriel, som de gik tilbage til sengen. Der var lang vej endnu, han havde en fornemmelse af, at han næsten bar drengen, men det var en start. Så tålmodigt støttede han ham igennem værelset og satte ham i sengen.
At Constantine kunne joke med det, kunne måske undre Julien lidt, for hele situationen var så alvorlig, men det var måske en god måde at komme af med spændinger på. Gabriel grinede i hvert fald af det.

Med et uhørligt suk satte Julien sig på stolen på den side af sengen, hvor han havde sat Gabriel af, og betragtede ham lidt. Det var dejligt at se, at han bevægede sig fremad og fik det til at få det bedre og bedre. Dog forsvandt smilet hurtigt fra vampyrens læber og hans spørgsmål gav Julien en knude i brystet. Hurtigt flyttede han blikket til Constantine, hvis smil også var forsvundet. Den ældre vampyr trak umærkeligt på skuldrene - han vidste det heller ikke. Julien rakte ud og rørte ved Gabriels knæ.
"I don't know. I don't know how a vampire's brain heals from such an injury. We're still pretty impressed, you woke up at all." Han overvejede kort, hvad han skulle fortsætte med. "But it's important you know no matter what, we'll be here for you." Han sendte Constantine et strengt blik og den ældre vampyr skar ansigt, sikkert ikke tilfreds med tanken om at skulle være babysitter for Gabriel mere end højest nødvendigt.
"Yeah, sure, whatefter," mumlede han og Julien måtte holde et suk tilbage. Det var jo ikke ligefrem fordi det var noget, han selv havde lyst til.

"But don't be sad. Your body probably just needs time. Look how far you've gotten until now." Han smilede opmuntrende til ham og gav hans knæ et klem.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Tirs 20 sep 2016 - 20:17 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Et lille smil nåede alligevel Gabriels læber, da Julien sagde at det nok ville komme, som han gradvist fik det bedre. Det var beroligende, selv hvis ingen af dem måske ikke helt troede på det selv. Resten af aftenen, frem til at Julien smuttede i seng, sad Gabriel bare og snakkede lidt med dem. Han var stadig rastløs og havde brug for at bruge sin energi på noget – og det noget var virkeligt dårlige jokes.

De følgende dage begyndte det hele at gå hurtigt igen, med forbedringer hver dag. Selvfølgelig startede alt ud i det små, hvor han selv holdt det meste af sin vægt på møblerne omkring ham når han gik, eller næsten blev båret af Julien eller Constantine når han ville et sted hen hvor han ikke havde noget at kunne støtte sig op af. Men så småt begyndte han at kunne holde mere og mere af sin egen vægt på sine ben, og i løbet af en uges tid kunne han gå bare ved at støtte sig lidt op ad væggene for at holde balancen, eller ved at holde Julien i hånden hvis væggene ikke var der til at støtte ham. Han nægtede dog at lade Constantine hjælpe, for så meget gad han alligevel ikke at støtte sig op ad den ældre vampyr. Lidt stolthed var der tilbage i ham.

Og sammen med stoltheden begyndte hans humor og personlighed også at skinde igennem igen. Han jokede tit om ikke at kunne gå, når Julien ville have ham til at rykke sig, og falde i armene på ham, og der havde været et par gange hvor han ikke blev grebet, og blev mobset efterfølgende. De små diskussioner med Constantine vendte også så småt tilbage, samt hans lyst til at have tid for sig selv. Faktisk var det lige før han undgik fysisk nærkontakt, bare fordi han havde fået så meget af det efter at være vågnet. Det der med at blive nusset om og sådan noget var stadig ikke ham. Så generelt var det meget positivt. Men der var også nogle knapt så heldige situationer ind i mellem.
Gabriels hukommelse var stadig ikke helt god, og der kom ikke flere minder tilbage end dem fra de sidste to år, månederne op til sin død, og selv der, var der blanke huller som han ikke kunne fylde. Han vidste stadig ikke hvornår eller hvordan han havde mødt Constantine og Julien, og hver gang han spurgte, skiftede de emne. Selvfølgelig var det frustrerende, men de første par gange, lod Gabriel den ligge hvor den var uden at spørge mere ind til det. Men jo oftere de to mænd skød hans spørgsmål til jorden med diverse undskyldninger, jo mere frustreret blev han, og det kunne også ses. Han spurgte yderligere ind til det, pressede dem indtil de snerrede af ham, eller simpelthen gik, og Gabriel havde endda låst sig selv ude på badeværelset i ren protest over deres behandling af ham.

Måske hvis det bare var det, kunne Gabriel nok godt klare det. Men nej. Han fik heller ikke lov til at vende tilbage til sit eget liv. Han fik ikke lov til at jage eller arbejde, og han måtte heller ikke gå udenfor alene, hvilket var forståeligt, for han havde trods alt fået blæst hjernen ud... Men det var stadig frusterende! Han blev urolig og det gik også ud over Julien og Constantine. Mest Constantine. Flere gange havde Gabriel lagt sig på lur – under sofaen, ovenpå skabene, bag møbler, hvor som helst han kunne klemme sig ind uden at kunne ses – og når Constantine gik forbi ville han overfalde ham. Nogle gange var det i leg med mere dril end slag, men nogle gange var det tydeligvis gjort i frustration, som en gang hvor han havde bidt sig fast i Constantines arm, så en god luns kød blev bidt af, og Julien havde måtte skille dem ad. Heldigvis var det udenfor, så der var ikke noget blod der kom på nogle møbler, men dæmonen havde stadig ikke været glad for det.

Så efter noget tid, havde Gabriel bedt Julien om at komme hjem i sin lejlighed og hente nogle ting; en gammel notesblok fra sin tid som menneske, og sit penalhus. Det virkede underligt, men det var en god måde for ham at få styr på sine tanker og minder, og det holdt ham fra at tage sine aggressioner ud på Constantine. Han skrev minderne ned, for at være sikker på at han ikke glemte noget, og det var ikke altid noget der gav mening for andre. Alt hvad han huskede skrev han ned med så mange detaljer han kunne komme på, uanset hvor ligegyldige de var. Hvis han huskede en dag hvor Julien havde haft synlige skægstubbe eller at Constantine sagde noget på en bestemt måde, blev det skrevet ned. Intet var for småt til at komme med, uanset hvornår han blev ramt af en tanke.

Men nu var der gået to og en halv uger siden han begyndte at gå. Tingene blev lettere igen, og han var ikke lige så vred konstant. For nyligt var hans hår også blevet langt nok til at han gik med til at få det klippet, selvom det gjorde ondt helt ind i sjælen at lade Julien komme i nærheden af ham med en trimmer. Hans hår var helligt, og han foretrak det halvlange uglede hår over det undercut han havde fået nu, selvom det allerede var et par centimeter langt på det korte, og det lange af det var ikke meget kortere end det havde været før. Men 90% af tiden havde han en hætte over hovedet eller en beanie på, så det ikke var lige så synligt, og de sidste 10% sov han.

Men hans hukommelse kom ikke tilbage Han kunne ikke skrive videre på sine minder, så som han sad ved spisebordet, stirrede han sig blind på det han havde skrevet ned, ledte efter noget han ikke havde skrevet ned endnu, løftede blyanten for at skrive mere, inden han endte med at slå hovedet ned i spisebordet med en frustreret brummen.

Endelig rejste han sig op, lukkede blokken i, lagde blyanten ovenpå og gik ud for at finde Julien, så han kunne få sine tanker væk fra sin frustration. Constantine var vist ude for at få noget luft, eller jage, eller måske var han bare smuttet fordi at han var lige så frustreret over situationen. Who knows. Og da det efterhånden var blevet ret sent, varede det nok ikke længe inden Julien ville pakke sammen for aftenen og gå i seng. ”Whatcha doing old man?” spurgte han da han endelig fandt dæmonen.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Tirs 20 sep 2016 - 21:02 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Det havde været nogle hårde uger for Julien, at have Gabriel til at være der hele døgnet rundt. Sammen med Constantine. Dog efterhånden som Gabriel fik det bedre, var Constantine mere og mere ude af huset - især da Gabriel begyndte at overfalde ham som en anden kat, i leg og frustration. Det var til sidst noget, der havde skubbet den ældre vampyr ud over kanten og Julien havde måtte skille dem af flere gange, hvor Gabriel havde angrebet Constantine, der endte med at være ved at tæve den yngre, svagere vampyr. En af gangene havde været så slemt, at Gabriel havde bidt en luns af Constantines arm og derefter var Julien og Constantine blevet enige om, at det nok var en god idé, hvis Constantine begyndte at tilbringe noget tid derhjemme. Så den sidste uges tid han havde kun været forbi fire aftner og nætter. Det hjalp lidt på roen i Juliens hjem, men han kunne stadig godt mærke, at det var hårdt. Nu gik han dog ikke rundt med en konstant lyst til at brænde begge vampyrer af.

Gabriel havde brugt meget tid på at spørge ind til både ham og Constantine og hvordan han havde mødt dem og sådan. Både Julie og Constantine havde undgået at svaret. Hvordan fortalte man, at man havde lært ham at kende ved enten han begik tortur eller blev tortureret? Det var ikke fordi Julien og Constantine havde brugt meget tid på at snakke om, hvordan de skulle håndtere det, det var mere en stiltiende aftale om, at ingen sagde noget om hverken den ene eller den anden.
I og for sig kunne Julien godt forstå Gabriels frustration, det måtte være forfærdeligt ikke at kunne huske, men han kunne ikke forklare ham, at det nok var bedst, at han ikke kunne huske noget.
Julien var dog imponeret over hans ihærdighed, for de havde hentet en blok og et penalhus i hans lejlighed, og han skrev og han skrev og han skrev, lige så snart, der var et eller andet, der måtte være interessant. Julien havde ikke kigget i blokken, men havde dog fanget noget ala "Julien kunne ikke lide Titanic", hvilket ikke gav så meget mening for Julien, ud over at han faktisk ikke kunne lide filmen.

Nu sad han inde i stuen i fred og ro med en spindende Marshmallow liggende krøllet sammen op af hans ene ben og en bog i hånden. Han havde hentet katten ikke ret mange dage efter at Gabriel var vågnet, både i håb om at det kunne hjælpe på Gabriels heling, men også fordi det var synd for katten, at den var alene i lejligheden, trods underboens venlighed med at passe den. Han havde passet den mange gange før, men ikke i så lang tid af gangen, og han havde knyttet sig til dyret. Det var faktisk ganske hyggeligt at have en kat i hjemmet. Især efter at Constantine havde hjulpet ham med at forklare hende et par husregler, som at gå på bordene.

Han blev afbrudt af Gabriel, der rejste sig fra spisebordet og kom hen til sofaen. Omhyggeligt satte han bogmærke i bogen og så op på ham. Det var underligt at se ham med undercut, men Julien måtte nu indrømme, at det klædte ham. Det fik ham til at se lidt mere voksen ud, af en eller anden årsag.
"I'm reading, as you can see. How about you?"

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Ons 21 sep 2016 - 12:25 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Gabriel trak lidt på skuldrene, da han blev spurgt hvad han selv lavede. "Nothing really. Can't remember anything new," mumlede han, hvorefter han gik over og satte sig ved siden af Julien, med den sædvanlige afstand mellem dem. Men ikke mere end at han kunne nå over og nusse Marshmallow. Hun var efterhånden faldet godt til hos Julien, og selvom hun havde været lidt utilfreds over reglerne i huset - hvilket hun tydeligt havde gjort udtryk for til Constantine - så slappede hun af, og nød at der nu var endnu flere personer, som kunne nusse om hende.

Da han lagde sin hånd på hendes ryg, rullede Marshmallow om på ryggen, så hans hånd hvilede på hendes mave i stedet, og miawede for at sige, at han godt måtte fortsætte med at nusse. Et lille smil fandt Gabriels læber, og det varede ikke længe før den fine hvide kat lukkede øjnene og begyndte at spinde højlydt. Nok havde hun intet imod at være sammen med Constantine og Julien, men hun holdt nu mest af Gabriel. Nok påstod han at hun var hans baby, men han var mindst lige så meget hendes baby, som hun også havde vist løbende. Ofte havde hun siddet og slikket ham i håret mens han sov, og hun havde været der når han fik angst og ikke ville snakke med nogen. Der skulle i hvert fald ikke herske nogen tvivl om at de var tætte.

"Are you working tomorrow?" spurgte han så ud af det blå, og vendte blikket imod dæmonen, uden at stoppe med at nusse marshmallow på maven. Det var ved at være standard for dem at sidde sådan, med Marshmallow i mellem dem. Nogle gange snakkede de, nogle gange gjorde de ikke, men når de snakkede, så var det banale ting, som egentlig ikke betød så meget. Men denne her gang gjorde det lidt. Gabriel ville rigtig gerne gøre op for at have været til besvær, da han ikke ville ses som en eller anden hormonal teenager, hverken af Constantine eller Julien. Så forhåbentligt kunne han finde på et eller andet hyggeligt... som ikke indebar mord... det blev nok lidt svært, men hans sans for normale ting var ikke helt væk endnu!... håbede han.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Tors 22 sep 2016 - 12:13 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Julien lagde bogen på sofabordet, da Gabriel gik rundt om sofaen for at sætte sig.
"You shouldn't try to force it, it will come in time." Julien håbede, at det ville komme med tiden, men han måtte forsøge at opmuntre Gabriel lidt. Han tog det meget tungt ikke at kunne huske, men hvem ville ikke også det? Det var nok kun fordi, at Julien vidste, hvad Gabriel ikke kunne huske, at han næsten kunne ønske, at resten af vampyrens hukommelse ikke ville komme tilbage. Også selvom det betød lidt forandring i hans personlighed.

Han så lidt på Gabriel, mens hans tanker endnu en gang drejede sig om, hvordan alting havde ændret sig, efter den unge vampyr var kommet ind i hans liv. Nok var Julien vant til at skifte levested ofte, men derudover havde hans liv ikke ændret sig specielt drastisk. Men efter han var flyttet til Di Morga og havde mødt Gabriel, var alting gået stærkt og nogle gange havde han fornemmelsen af, at han havde svært ved at følge med. Trygheden ved faste rammer var væk og han havde det som om, at hver dag var fyldt med forandringer. Ikke at han panikkede over det, for selvfølgelig havde han prøvet det før og det hele skulle nok falde til ro. Lige nu var det sværeste næsten at han både havde nogen i huset hele tiden, men også forsøgte at skære ned på sit arbejde. Begge dele krævede mere end man skulle tro.

Han sænkede blikket til den hvide kat, der tydeligvis var glad for at Gabriel gav hende noget opmærksomhed. Hvis Gabriel en dag blev rask og tog hjem, ville han tage katten med. Det var næsten sørgeligt at tænke på, Julien havde virkeligt vænnet sig til at have en kat i huset. Ikke at han regnede med at anskaffe sig en selv, nok var det hyggeligt, men han så nu ikke sig selv som en velegnet kæledyrsejer.
Gabriel spurgte ham om noget og han kom tilbage til virkeligheden.
"Yes, I am, but most of it I can do at home. Though I have to go out for a couple of hours around noon." Han rettede igen sit blik i mod Gabriel.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Fre 23 sep 2016 - 14:04 »

Gabriel

Competent (Rank 10)

avatar

Gabriel nikkede og kørte fingrene igennem Marshmallows pels. "Okay. But nothing tomorrow evening?" spurgte han med hovedet lagt lidt på skrå. Han havde ikke sat sig for noget bestemt endnu, men forhåbentlig ville det komme til ham. Måske ville han bare hive Julien med ud, og så kunne de finde ud af et eller andet. Normalt var det ikke noget han gjorde sig i, at tage ud med de få venner han havde, for han havde ikke selv nogen interesse for sådan noget. Han gad ikke at tage ud og feste med Constantine, for hans sociale angst afholdt ham fra at kunne socialisere når der var mange personer omkring ham, og Julien lavede mest nogle officielle arbejds-relaterede... ting... som heller ikke helt faldt i Gabriels smag. Det var for fint. Nej, normalt så han meget hellere en film derhjemme, og slappede af, når han gerne ville lave noget.

Men nu kunne han godt lave en undtagelse. Han havde selv været fanget hjemme hos Julien - og når Julien var hjemme vidste han godt at det havde været trykkende, grundet den situation som Gabriel var i. Så det var nok meget godt for dem begge at komme udenfor og lave noget.

Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)
« on: on Fre 23 sep 2016 - 20:26 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Julien lagde hovedet lidt på sned og så en smule nysgerrigt på Gabriel. Gad vide, hvad han havde planlagt?
"No. I don't have any plans for tomorrow evening." Han flyttede lidt på sig og begyndte at nusse katten under hagen, uden at flytte blikket fra Gabriel. Han var nysgerrig, det var første gang Gabriel havde lagt op til at de skulle noget, og Julien overvejede, hvad den unge vampyr kunne finde på. Alt fra film i sofaen til en tur hjem til ham efter noget dukkede op, men Julien havde ingen anelse. Det skulle nok blive spændende. Han valgte dog ikke at spørge ind til det, men så i stedet ned på katten, der strakte hals under hans kærtegn. Gabriel skulle nok fortælle, hvis han havde noget at sige.

"Heard from Constantine today?" Ikke at Julien havde brug for at vide, hvad den idiotiske vampyr nu rendte rundt og lavede, men det var et par dage siden, at han havde været forbi og se til Gabriel. Det var ikke lige altid, at Julien forstod, hvorfor de to var venner - efter at Gabriel var kommet mere til bevidsthed, var de startet på at diskutere alt, de kunne komme til at diskutere. Og slås. Både i sjov, men også rimeligt voldsomt, især da Gabriel havde sin voldelige periode. Nej, Julien forstod det ikke helt, især ikke når man tænkte på, at Gabriel havde brugt tre uger på ret så grov tortur, af hvad Julien havde opfanget, af Constantine. Men så igen, Gabriel havde nu boet ved Julien i flere uger, og deres forhold var også startet på en lettere heldig måde.

Tanken fik kort en rynke til at vise sig i Juliens pande og han løftede hånden og gned sig over det ene øjenbryn med et par fingre. Hvilket nok mest var et tegn på, at han var ved at være træt, også af at spekulere på Gabriels helningsproces. Hvor meget ville han kunne huske, hvordan ville han tage det og hvor voldsomt ville det blive? Julien havde affundet sig med, at drengen måske ville trække sig fra ham og vælge ikke at have ham i sit liv mere. Det gjorde ondt, men risikoen var der og der var nok ikke noget, han kunne gøre ved det. Lige nu virkede det dog ikke til, at Gabriel havde nogen som helst fornemmelse af, hvordan deres forhold var startet. Julien kunne ikke lade være med at håbe, at det ville blive ved med at være sådan.

Sponsored content



Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen Besked [Side 1 af 3]

Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum