Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Latest topics
Statistics
Der er i alt 673 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Serena

Vores brugere har i alt skrevet 239713 indlæg in 12011 subjects

A forgotten memory

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

A forgotten memory

Indlæg by Lavi on Ons 20 jul 2016 - 0:16

Bunkeren stod halvt åben, som den lille pige vadede igennem den rustne metaldør, der gemte på simple trapper, der ville bære hende flere meter under jorden. Hendes altid godmodige smil, var plantet på hendes læber, skønt der var en prikken langt, langt inde i hendes baghoved. En følelse af at hun havde glemt et eller andet, men ligegyldigt hvor mange timer, dage hun brugte på at forsøge at huske det, så ville det aldrig komme helt frem. Det hindrede hende dog på ingen måde hendes glæde. Lavi var stadig munter og lalleglad med hendes tid på jorden.
På overfladen ville solen på nuværende tidspunkt være igang med at sænke sig ned bag den dunkle horisont, imens mennesker og væsner så småt ville overveje at falde til ro, og derefter overlade gaderne til de mørkere. Hun havde mødt en enkelt eller to af disse efterhånden, hvilket havde været... oplysende. Hun havde fået en vis respekt for at se personer an inden hun hovedkuls kastede sig ind i en velkomst efter hendes sidste møde med en særdeles sadistisk spidsøre.

Hun nåede bunden af trappen, for derefter at stå i en form for glasmontre, hvor hun kunne se genspejlingen af sig selv.
Forsigtigt trådte hun hen foran glasvæggen, for at dreje lidt fra side til side, så den hvide kjole med den bare ryg, svang let om benene på hende. Vingerne var pænt foldet sammen ned langs hendes ryg, og de lyse lokker faldt pænt omkring hendes fejlfrie ansigt.
De lysende øjne betragtede hendes spejlbilleder, som den lydløse latter lød fra hende. Muntert løftede hun begge arme i vejret, hastigt, for at se om hendes genspejling ville kunne følge med, hvilket den naturligvis gjorde.

I baggrunden opdagede hun nu for første gang de indtørrede røde mærker omkring i lokalet hun befandt sig i. Lugten af gammelt rust hang tungt omkring hende, og flere forskellige objekter lå spredt over jorden og gulvet. Ansigtet drejede sig en halv omgang, inden hendes mund lavede en O form. Langsomt knælede Lavi ned, for at samle en metallignende saks op fra jorden. En anelse rusten, og den besad de samme røde mærker, som resten af lokalet.
Rynkende på næsen snuste hun lidt til den, inden hun skar ansigt over den ubehagelige lugt, for derefter at ligge den fra sig på et nærtliggende bord.
I stedet greb hendes hænder fast i en kolbe, inden hun hvinede overrasket for derefter at slippe den, så den splintrede i flere tusinde stykker, da den ramte jorden.
avatar
Lavi
Beginner (Rank 5)

Bosted : En lille lejlighed i Terre midtby

Antal indlæg : 68


Tilbage til toppen Go down

Re: A forgotten memory

Indlæg by Jebediah on Ons 20 jul 2016 - 1:02

Et kort ryst på hovedet, bar tegn på uforståelse i en smuk kvinde, der stirrede ind i et spejl foran sig. Spejlet bar dog ikke hendes genspejling, men i stedet et billede af en ung Engel, der bevægede sig igennem døren til en efterladt bunker, tidligere brugt til tortur, gemt bag en maske af forskning.
"Hvad laver hun dog? Hvad skal hun dog sådan et sted?" Kvindens lyse stemme, rungede igennem det blålige lokale hun befandt sig. Stemmen var ikke menneskelig, ej heller i et toneleje mennesker ville have kunne forstå, skulle de have lyttet. Hendes krid hvide vinger, blafrede en anelse med et ryk, da manden bag hende trodte tættere på. Manden's grålige, majestætiske vinger, gjorde lige så plads, så han ikke skubbede til kvinden da han gik forbi. Manden, iklædt et sort jakkesæt, smilede glædeligt ved synet. Han rystede en anelse på skuldrene, som om hvad kvinden i spejlet lavede var det mest almindelige han kunne forestille sig.
"Udforskning.." Klukkede hans rungende, stærke stemme, imens han lagde en hånd imod hendes skulder, og bevægede sig imod det store vindue parti, der gik fra gulv til loft i den ene ende af rummet. Kvinden kiggede efter ham, med et rejst øjenbryn.
"Af hvad? Ved hun ikke hvor hun er på vej hen? Den fare der kunne være? Tusinde sjæle kunne stadigt hjemsøge det sted!" Protesterede kvinden. Manden rystede kort på hovedet igen, og lo afværgende med blikket ud over skyerne uden for vinduet han stod ved.
"Hun har glemt sin mission, Eleanor.. Hun har glemt at mennesket ikke forstår hendes stemme. Hvordan skulle hun kunne huske De Recherche? Og du husker Lavi. Nysgerrig som en Kat, ville menneskene sige, med deres lystige ordbrug." Manden lo muntert, og kiggede over sin skulder imod kvinden, som rystede kort på hovedet, med en hånd pegende imod spejlet.
"Se dog på stedet, Jebediah! En hver ville da kunne se, at det er ufornuftigt at bevæge sig der ind... Hun kunne komme noget til.. Hun har endnu ikke sine evner! For pokker da, Jebediah, vis dog at du er bare en smule bekymret!" Beklagede kvinden sig, og slog ud med armene i frustration. Jebediah gav en rolig viften med sin hånd, som for at berolige Eleanor.
"Så giv mig et link. Giv mig et link, og så skal jeg nok få hende ud. Der er flere muligheder der nede.. Sørg for at hun ser mig.." Jebediah's stemme var stadig rolig, og venlig, men havde en mere beordrene tone i sig nu. Der var hast i ham. En hast, der ikke kunne vente. De skulle fange hendes opmærksomhed nu. Det var for længe siden de havde haft en chance. Kvinden nikkede hurtigt, og holdt hænderne ud foran sig, med hænderne spændt sammen i krage klør. Damp og skyer samledes omkring hendes fingre, og viftede rundt imellem hendes hænder, imens et billede begyndte at skabe sig i vindues partiet foran Jebediah. Et smil bredte sig over hans læber, da han så hvor tæt han var på Jebediah med dette link. Dog faldt smilet en anelse da han så hende forsvinde længere og længere væk, inden billedet knækkede fuldstændigt.
"Ups... Tror at jeg gav hende et shock... Hun samlede tingen op." Jebediah rejste et øjenbryn, og kiggede tilbage imod Eleanor, som hurtigt samlede hendes koncentration og evner igen.

Bag Lavi, i glasmontreren, begyndte et spejlbillede at træde frem fra siden af, i fuld størrelse. Mande i spejlbilledet smilede stort, og tog sig en dyb indånding, inden han exhalerede med et ord. Et navn.
"Lavi?" Kaldte spejlbilledet, og på en eller anden måde, gik stemmen igennem rummet, som var manden der faktisk. Stemmen var dog rungende, som blev der talt igennem vibrerende glas.
"Lad dig ikke skræmme.. Jeg vil dig intet ondt.. Noget jeg også tror du ved." Talte stemmen igen, rolig, og stærk. Manden bar attraktive træk over ansigtet, og hans blonde hår lå afslappet ned af hans pande. Hans grålige vinger var tegn på, at han også havde betrådt jorden, men imod Guds vilje. Hans blå øjne var næsten lysende, imod det klarer glas han befandt sig i, og betragtede Lavi's med et venskabeligt behag, af nogen der kendte hende.
avatar
Jebediah
Novice (Rank 1)

Bosted : Intet

Antal indlæg : 5


Tilbage til toppen Go down

Re: A forgotten memory

Indlæg by Lavi on Ons 20 jul 2016 - 2:44

Hendes let lysende øjne stirrede ned imod de splintrede glasstykker på gulvet imellem hendes bare fødder, inden hun tålmodigt knælede ned på hug, for langsomt at begynde at samle hvert enkelt stykke op i hendes modsatte hånd, der var løftet i en form for skål.
Lige indtil det næste chok ramte hende. Det lød som hendes navn, der ville blive råbt igennem vinden. Glasstykkerne i hendes håndflade fløj ud omkring hende, som hun hastigt kom helt op på benene, for at dreje et par gange om sig selv, indtil hun opfattede noget i periferien.

Pupillerne trak sig en anelse sammen, da hun efter tredje drejning, stod med fronten imod spejlvæggen. Med armene ned langs siden, betragtede hun manden i spejlet foran hende. Hendes øjne spærrede sig kraftigt op, som hun lod hovedet falde på skrå, nysgerrigt. Han virkede så bekendt, men hun kunne ikke sætte navn på vedkommende. Hun huskede ikke hvem han var, skønt han virkede og lød som en gammel bekendt fra fortiden.
Hendes mund åbnede og lukkede sig, som hun langsomt trådte helt frem til glasset, for at betragte. Han besad grå vinger, hvilket hun vidste hvad betød. Han var faldet, ligesom hun, men ikke helt ens. Hendes vinger var stadig hvide trods alt.

hendes ansigt pressede sig helt op imod glasset, hvorefter hun lagde en hånd på hver side af hendes ansigt. hænderne og næsen blev let mast imod det, som hun stirrede intenst på manden.
Han ville hende intet ondt, og hun troede på ham. Hendes mund, der før havde haft et overrasket udtryk, bredte sig langsomt ud i et næsten muntert smil. Vingerne vibrerede tilfreds på hendes ryg, som spandt hun tilfreds. Hun havde ikke mødt andre engle på jorden, og det gjorde dette til noget særligt. Et særligt møde, selvom hun ikke kunne komme igennem glasset og om på den anden side hvor han befandt sig.
For at demonstrere dette, pressede hun hele sin spinkle krop imod spejlet, i et forsøg på at presse sig selv igennem det, inden hun lavede et utilfreds udtryk med ansigtet, og let slog en flad hånd imod det.

Efter flere ihærdige forsøg, gav hun op, og trådte et skridt tilbage inden hun lod sig falde ned på knæ iblandt glaskår og blodpletter. Hendes blik vigede på intet tidspunkt fra hans, som hun foldede hænderne i sit skød, afventende. Hun havde en fornemmelse af, at der var en mening med dette. Der var en mening med alt.
Skønt den prikkende fornemmelse om at hun burde vide hvem han var, sad bad hendes pandeskal, kunne hun stadig ikke huske ham. Hun kunne trods alt ikke huske meget efter hendes fald. Hun huskede lys og smil. Glade stunder og muntre stemmer. Men ingen ansigter eller specifikke samtaler.
avatar
Lavi
Beginner (Rank 5)

Bosted : En lille lejlighed i Terre midtby

Antal indlæg : 68


Tilbage til toppen Go down

Re: A forgotten memory

Indlæg by Jebediah on Ons 20 jul 2016 - 10:55

Manden i spejlet smilede let, og rystede kort på hovedet med en munter klukken. Hans ryst var hverken hånene, eller ondt ment, men venligtsindet, præcis som hans udtryk. Manden's store vinger rystede en anelse selv, og strakte sig en smule bag ham, for at udvise det store vingefang. Eleanor bag ham rullede øjnene en anelse, med en lav fnisen, noget Lavi hverken kunne se, eller høre. Det var kun Jebediah, og hende. Jebediah lagde en hånd imod spejlet, for at vise han var lige så interesseret i at kunne nå hende. Ligge armende om hende, og minde hende om de glade stunder på den måde. Men han vidste, at det ikke ville gi sig. Han vidste, at det kunne var billeder, og lyde, de to ville kunne dele denne dag. Hvilket han var sikker på, også ville være nok. Specielt, hvis han ville kunne minde hende om hendes stemme. Den smukke stemme han kendte, og som hun havde haft i himlen. At hun godt kunne snakke til ham, på deres toneleje. Et leje, ingen folk på jorden kunne tale, forstå, eller overhovedet høre.

Jebediah betragtede Lavi sætte sig på knæ, og lagde hovedet en anelse på skrå. Han smilede stadig, og lod sin hånd glide ned fra spejlet, og hænge ned langs hans sider.
"Du kan tale, Lavi. Endnu en ting Rafael fra tvang dig. Mindet om vores sprog, og ligeledes de på jordens. De ønskede ikke at du kunne huske noget. Dine venner. Din stemme. Din mission.. Mig." Forklarede stemmen vibrerende, imens de blide øjne betragtede den lille Engle kvinde.
"Mit navn er Jebediah. Og jeg kender dit navn, fordi -vi- kender hinanden. Husk det.. Husk hvad du var for mig. Hvor meget du betød." Startede han, imens han langsomt gik på hug i spejlet, for at være nærmere hendes siddende højde. Han lagde igen en flad håndflade imod spejlet, imens han fortsatte.
"Vi diskuterede følelser. Husker du det? Menneskets evne til at forstå hinanden. Holde af hinanden. Endda hade hinanden. Vi snakkede om.. Hvor ondt det gjorde, at rive elskede fra hinanden, da deres død stod for døren. At du hjalp mig med en blid hånd, både til mig og de sjæle vi inviterede i himlen. At det første jeg, og nye sjæle, mødte i himlen, var dit kønne ansigt, og varme smil. Dit lys, var det eneste der gjorde arbejdet muligt. Gjorde mig stærk nok, til at udføre min pligt. Min.. Forbandelse." Fortsatte den blide, men stærke stemme. Hans hånd lå fortsat på spejlet, og aede det blidt med en tommel tot. De varme blå øjne betragtede Lavi, nu med nufundet energi, og fast beslutning, da han fortsatte.
"Mit navn er Jebediah, og du vil huske mig. Du vil huske din stemme. Du vil huske dit værd. For du er savnet. Og jeg længes efter at se genkendelse i dine smukke øjne." Manden udtalte sig nu, med et desperat hint i hans stemme. Hans blik blev en anelse sørgmodigt, hvilket bestemt ikke havde været med vilje. Han havde lært meget af mennesket, og glemt meget fra hans tid som Engel. Og det var ikke Lavi's skyld at hun havde glemt så meget, så Jebediah håbede at hun ikke fik skyldfølelse af hans blik.

"Jebediah.. Der går ikke lang tid, før Rafael's håndlangere kommer.." Sagde Eleanors stemme i baggrunden, hvilket fik Jebediah til at skæve en anelse bag ham, hvilket var det eneste Lavi ville kunne se, og høre. Igen forvred hans ansigt sig i sorg, og hans øjne gled tilbage imod lavi. Håbefulde. Ønskende.
avatar
Jebediah
Novice (Rank 1)

Bosted : Intet

Antal indlæg : 5


Tilbage til toppen Go down

Re: A forgotten memory

Indlæg by Lavi on Ons 20 jul 2016 - 16:30

Hans sætning fik hende til at sende ham et næsten medlidenhedsfuldt blik. Han troede hun kunne tale, men hun havde ikke erindringer om hvordan man brugte stemmen længere, hverken den menneskelige eller overjordiske. Han måtte have husket forkert. Hun havde fået den frataget for ikke at kunne berette om himlen, ikke fordi der var en mission hun ikke måtte omtale, eller det var i hvert fald hvad hun selv havde konkluderet, da hun ikke havde haft tiden til at spørge hvorfor og ingen havde brugt tid på at forklare.
Hun bøjede sig en anelse forover, satte hænderne imod gulvet, for derefter at kravle hen til glasruden igen, så hun forsigtigt kunne lægge sin hånd imod den, der hvor hans egen befandt sig.

Den lette prikken ved genkendelsen af hans navn, satte et næsten utydeligt glødende lys i hendes blik. Hun havde svage minder, hvor hun havde hørt netop dette navn, men de var langt fra klare og forståelige.
Hun havde været en form for assistent i himlen. Personen dødsenglene indberettede til, når de skulle overlevere en sjæl. Hun var den, der ville skrive oplysninger ned, lytte til fortællingerne og drømme om en dag at blive en af de store. En af de betydningsfulde. Men han fik det næsten til at lyde som om, at det var hende der havde været i den betydende ende og ikke ham.
Hendes hoved rystede, så krøllerne flød let omkring hendes ansigt, som i et forsøg på at få rystet tankerne sammen. En svag illussion, der langsomt formede sig for hendes indre blik af en mand, med selv samme smil, som stod foran hende i sin majestætiske positur med nyheden om en speciel sjæl, denne netop havde hentet hjem.

Hun rejste sig op på knæene, for at kunne være i samme højde som han, da han knælede, imens hun vendte blikket imod ruden, hvor tommelfingeren gled let over. Læberne var let adskilte, som hun huskede ham.
Hun blev revet ud af det, da hun så ham kigge over skulderen, som om han kiggede imod noget, noget hun ikke kunne se. Øjenbrynene kneb sig overvejende sammen, inden hun intenst stirrede imod det selvsamme sted, som han havde skævet imod.
Hun kunne fornemme hans følelser igennem væggen. Et brændende ønske om at hun ville huske det, men det forblev ved mindet om ham. Hun huskede, at han havde været en af de engle, som hun havde konverseret længe med, en hun havde nydt selskabet af, en hun havde stolet på, og..
Øjnene spærrede sig op, da øjnene vendte sig tilbage imod ham. Munden åbnede sig overrasket, som hun lagde den anden hånd imod spejlet igen, som havde hun netop opdaget noget. Hendes første minde af sorg, et fortrængt minde.
Hun havde været grædefærdig, da han var blevet forvist. Hvad end de havde påstået, havde hun ikke kunnet tro på det. Han havde været et godt væsen, en fantastisk engel, der havde passet sit arbejde. Alligevel var han blevet sendt væk, og hun havde mistet en nærkommen person.
Læberne dirrede let, som hun kiggede på ham med denne nyfundne information. Øjnene var vide, glasserede, som hun følte stikket af medlidenhed og savn i sig. Hun blinkede hastigt et par gange, som hun blot blev stående på knæene med hænderne på ruden, uden et ord, uden en bevægelse, men med minderne til denne person, og en ualmindeligt tyk væg imellem dem.
avatar
Lavi
Beginner (Rank 5)

Bosted : En lille lejlighed i Terre midtby

Antal indlæg : 68


Tilbage til toppen Go down

Re: A forgotten memory

Indlæg by Jebediah on Ons 20 jul 2016 - 17:34

Jebediah's blik havde ladet sig trække en smule i skuffelse, da han så hende opgive håbet om en stemme. Var den virkeligt blevet taget? Havde Rafael virkelig turde rive en Engel's stemme væk? Nej. Han nægtede at tro det. Han nægtede at tro, han aldrig ville høre hendes blide stemme igen. Den stemme, der havde gjort hans arbejde gørbart. Han huskede de gange en anden Bærer havde lyftet ham tilbage, og mærket hvordan de aldrig kunne lindre sorgen over at tage en sjæl fra deres nærmeste. Men Lavi kunne altid minde ham om, at de ville være et bedre sted nu. Et sted, hvor de ville se deres elskede igen, når de også skulle forlade jorden. Han måtte finde hende igen. Hendes stemme.

Da Lavi lagde sin hånd imod spejlet ved hans, smilede Jebediah blidt igen. Hans hånd var større end hendes, så han kunne ikke se hendes forbi hans, men vidste at den var der. Han ville have klukket, hvis ikke sorgen om hendes forglemmelse var for høj. Men da slog det klik for hende. Hun lyste op, og lagde hendes anden hånd imod spejlet. Jebediah's egne øjne spærrede op, og hans blik fyldtes med håb. Selv den ellers kolde Eleanor bag ham, lyste op ved Lavi's erindring. Eleanor havde endnu ikke studeret menneskets følelser for meget, i angst for at ende som Jebediah, og Lavi. Så kunne hun ikke tjene ham længere. Så kunne hun ej hjælpe ham, som hun troede på mest i himlen. Ham hun stolte på. Det var gentagende, blandt de Engle der fulgte Jebediah. Hans link med menneskene, lod ham tage sig af andre Engle, med de samme følelser. Følelser mange var begyndt at se op til. Men Lavi. Lavi forstod dem.

Jebediah lagde også sin anden hånd imod spejlet, og nikkede et par gange, med håbfulde øjne.
"Ja.. Ja, du husker mig, ik?" Spurgte han ivrigt, og slog ud i en blid latter, og rystede kort på hovedet. "Jeg vidste du stadig var der inde, Lavi.. Min lille blinkende sol. Kunne se det i din nysgerrighed. Altid så opdagelsesrejsende. Du stillede altid så mange spørgsmål.. Kan du huske det? Vores lange snakke om menneskenes verden?" Spurgte han, lige så ivrigt, hans blå øjne nærmest blinkende med glæde, og et lettere smørret smil. "Kunne også se det på din naivitet, din dejlige lille tåbe.. Den -første- du blev venner med på jorden... Var en Djævel? Hah.. Dem vi altid fik af vide, alle var af den samme støbning." Spurgte han, med en venskabelig, drillende tone. "Du ser altid det bedste i folk. Det er hvad der er mest fantastisk ved dig, Lavi.. Måske lidt min skyld. Fyldte dit hoved med alle de her historier, om at alle har en god side til sig. Fortalte måske ikke altid om de mørke sidder.." Han lo muntert, med hans varme smil stadig bredt over læberne.
"Jebediah! Fokus... Salen's Hænder er her snart.. Forhøret burde allerede være startet." Brokkede Eleanor sig bag ham, og han kiggede igen over skulderen. Med et suk, lukkede han øjnene, og gled sit ansigt fremad igen, denne gang med blikket imod gulvet, og ikke Lavi. Han tog en dyb indånding endnu engang, og blæste det ud af næsen igen inden han kiggede tilbage på Lavi. Hans blik var mere seriøst nu, og han lod sine hænder falde ned langs siderne, og rejste sig igen. Han holdt en hånd frem, og virkede til at bede hende rejse sig ligeså. Det var tydeligt at den store Engel havde lyst til at fortsætte hvad han selv lige havde startet. Men det var også tydeligt, at han ikke havde tid. At han blev nød til at være seriøs, og bad hende rejse sig, for at kunne tale seriøst.

"Du bliver nød til at finde din stemme igen. Hvis ikke for nogen andre, så for mig. Telepatisk, et eller andet. Vi vil finde en vej. Men jeg har ikke meget tid, Lavi.. Jeg skulle stå for retten, på nuværende tidspunkt. Forklare mig, for Rafael og de andre første. Kan du huske det? Kan du huske, da de tvang mig tilbage?" Spurgte han søgende, og nu med en mere seriøs toneleje. Om hun nikkede, eller rystede på hovedet, fortsatte Jebediah.
"Du bliver nød til at kunne huske dette. Vi vidste at du ville blive smidt til jorden. Det havde vi forudset. Kan du huske det? Vi gjorde os klar til det, og forberedte os, men.. Rafael var smartere end vi troede. Han havde forudset det, og kastede dig så hårdt, at du glemte din opgave. Tænk. Kan ud erindre noget? Opgaven? Planen? Du var en Portal Hersker her, og vi ved hvad der sker med vores evner, når vi bliver forv... Forvist.." Jebediah skar ansigt i sorg, lukkede øjnene, og lagde blikket væk fra Englen i spejlet foran ham. Kunne knapt nok få sig selv til at kigge op igen, da hans øjne åbnede. Lagde i stedet hånden imod spejlet, og sukkede sorgmodigt.
"J.. Jeg.. Beklager så inderligt.. A.. Alt.. Alt det der er sket." Startede han igen, og magtede endeligt at kigge tilbage i spejlet imod Lavi. Hans blik var forvrænget i angren, og han rystede kort på hovedet. "Kunne jeg gå tilbage.. Tage det igen, så du.. Du ikke var blevet forvist.. Det fortjente du ikke. Du fortjener at være her. I himlen. Dens lys. Dens varme. Det er mit had til stedet, der har forvist dig til jorden. Dens kulde. Dens mørke. Jeg..." Han stoppede sig selv, og lukkede øjnene igen. Hans fingre, stadig aet imod spejlet, begyndte at samle sig til en næve. En næve der rystede da den blev spændt, vrede tydeligvis ophobende i ham. Hans had til hans ældre brødre, var vokset til helt nye højder. Det var slemt nok, at de nægtede at lytte til ham, omkring menneskenes, og jordens andre væsner's værd.. Men de straffede hans venner... Regnede med, at dette blot ville blive glemt.. Tilgivet. Men de glemte selv, hvad Jebediah havde dedikeret de sidste tusinde år af hans eksistens på. At forstå følelser. Og med alt den varme. Glæde. Omsorg. Han havde også lært had. En gnist, de havde hidset op længe nok, og gjort til et brændene bål.
avatar
Jebediah
Novice (Rank 1)

Bosted : Intet

Antal indlæg : 5


Tilbage til toppen Go down

Re: A forgotten memory

Indlæg by Lavi on Ons 20 jul 2016 - 19:09

Hendes reaktion fortalte tydeligt mere end ord, eftersom han kunne læse den næsten med det samme. Hun havde udviklet sit kropssprog til at være skudt ud af position, netop for denne grund, da hun ikke kunne forklare sig med ord. I stedet kommunikerede hun ved hjælp af kroppen og mimik.
Hans ord om at hun huskede ham, fik hende til at nikke ivrigt, inden et langsomt og oplysende smil, afslørede den hvide perlerække af tænder hun besad. Jo hun huskede ham, noget af ham, men hun havde stadig forfaldede minder om hende selv. Nu hvor hun tænkte nærmere over det, så var der meget hun ikke huskede. Indtil dette øjeblik havde hun ikke tænkt videre over det, men nu.. Hun kunne se hullerne, der manglede at blive fyldt ud. Hullet i hendes fortid, der forbandt hende til ham.

Hun så til da han langsomt rejste sig, for derefter at gøre mine til at hun skulle gøre det samme. Hendes uforstående grønne øjne vendte sig op imod ham, som hun stadig blev siddende på knæ. Det så dog ikke ud til, at han ville tale før hun havde rejst sig, og med et lydløst suk rettede hun sig op på fødderne, for at lade hænderne glide ned og glatte det hvide stof om hendes korpus.
Hun var.. Hvad? Det var ikke nok at hand forlangte, at hun skulle genfinde stemmens brug, men hun var også en portal manipulator? En evne hun end ikke huskede at have ejet.
For hvert ord han udtalte, fornemmede hun hvordan hans had hævede sig for at overskygge ordene til sidst. Hvis bare hun kunne hjælpe ham, men uden berøringen kunne hun ikke få hans sind til at slappe af.
Hendes øjne blev næsten bedende og triste, som hun betragtede hans næve, der langsomt knyttede sig sammen. hun blev tydeligt mærket af hans had og rasen, hvillket ikke var noget under i sig selv. Andres følelser havde nemt ved at påvirke hende selv, eftersom hun besad evnen til at manipulere med dem for andres velbefindende.

Hun rystede på hovedet, inden hun igen sendte ham et storslået smil. Hun ønskede ikke at han skulle bære sorg over hans valg. Han skulle ikke beklage noget over for hende. Hun vidste at der var grunde til alt, og det så ud til at hendes grund netop var begyndt at indfinde sig. Hun havde et formål med at være her, udover ren og skær nysgerrighed og ønsket om at redeeme sig selv.
Igen nikkede hun let. hun huskede at han havde en rettergang i himlen. Det havde været en forfærdelig dag den dag. Hun mindedes netop den dag, hvilket fik hende til at klemme læberne sammen i en streg, for derefter hun trække let på skuldrene.
Hans sætninger udfyldte nogle af de huller hun havde, og det begyndte langsomt at gå op for hende, at der var noget vigtigt i vente. Han ville bede hende om noget, hun fornemmede det næsten.

Hendes små hænder knyttede sig let, som hun lagde dem imod spejlet, for derefter at åbne øjnene. De voksede sig skræmmende store, som lyset i dem udvidede sig, og at se direkte ind i disse ville blænde en normal person. De to lygter i hendes ansigt, stirrede intenst imod Jebediah, som hun koncentrerede sig.
Små svedperler dukkede op på hendes pande, som hun forsøgte at presse sine tanker imod ham. Englenes sprog kunne trods alt tales på mere end en måde, og ved hjælp af andet end stemmebåndet.
'Jeb-e-ediah.. Hjæ-ælp.. mi-i-g' Hendes stemme ville lyde hæs i hans sind, eftersom det var rustent og længe siden hun havde talt netop dette sprog, ja brugt evnen i det hele taget.
Hænderne dirrede voldsomt imod ruden, som hun måtte opgive koncentrationen efter at have sendt ordene afsted. I al denne talestrøm, havde hun ednu ikke fundet ud af, hvad det præcist var han ønskede af hende. Hvordan kunne en som hun hjælpe en som ham. Han var langt ældre og stærkere end hende.
avatar
Lavi
Beginner (Rank 5)

Bosted : En lille lejlighed i Terre midtby

Antal indlæg : 68


Tilbage til toppen Go down

Re: A forgotten memory

Indlæg by Jebediah on Ons 20 jul 2016 - 19:51

Jebediah havde fulgt med i et hvert af hendes udtryk, da han vidste det til dels var blevet hendes måde at kommunikere på. Det var tydeligt at hun var forvirret, og stadig ikke kunne huske det helle. Huske deres aftale. Deres plan. Det frustrerede ham endnu mere, og fik haddet til at stige. Han bannede Rafael's navn i hans tanker, og stor foragt voksedes for de andre Ærkeengle. Jebediah skammede sig over, at være en del af disse følelsesløse, blinde hyklere! En side af ham, begyndte at se frem til hans forvisning. Han vidste at turen ikke gik til jorden, denne gang. De vidste at han foretrak det. Det, var ikke en straf. Der var kun et andet sted, han kunne banlyses til. Og det var snart, at Jebediah ville fortrække selv det sted. Selv hvis Lavi aldrig fandt sin evne igen, og Jebediah var bestemt til en evighed i helvedet. I det mindste skulle han ikke lade som om at kunne lide Rafael, og hans første..

Håbet begyndte langsomt at lyse op i ham, da en hæs stemme kunne høres i hans hoved. Hans øjne åbnede sig endeligt igen, og kiggede forundert til siden først, da det havde lyddet som om det kom fra hans side af, før han indså hvad der foregik. Hans blå øjne skød tilbage til Lavi, og et varmt smil bredte sig endnu engang. Hans håb var tilbage. Hendes stemme kunne findes igen. Om så, kun for ham, var det en velsignelse. Hun havde ikke mistet den helt, da Rafael forviste hende.
Jebediah's hånd slappede af igen, og fladdede endnu engang ud på spejlet. Hans anden hånd lagde sig ligeså, og han sukkede lavt. Det var et suk af lettelse, men ligeså sorg.
"Der var den.. Dygtig.." Sagde han først blidt, imens han langsomt lagde sin pande imod spejlet, og lod blikket vige væk fra hendes øjne, og imod hendes fødder. "Men.. Det kan jeg ikke.. Lavi.. Den endelige dom, falder nu.. Havde vi.. Kunne komme i kontakt noget før, havde vi måske kunne have fundet ud af noget, men.. I aften.. Bliver jeg kastet i helvedet.." Sagde han stille, sørgeligt. Hans øjne bevægede sig op imod Lavi igen, og han smilede halvt. Nettop da, ville lavi kunne høre en rungen, og spejlet ville vibrere en anelse. Jebediah kiggede kun halvt til siden, inden tilbage imod Lavi.
"Lavi.. Vores plan, var at genforene dig med din evne.. Portaller. Hvis vi havde fundet ud af noget i tide, kunne vi hav nøjes med at finde dine gamle. Ville have været nemmere, men nu er det blevet mere kompliceret. Jeg kan ikke forlange noget af dig, og ville ej heller aldrig gøre det.. Du har gjort så meget for mig, at jeg intet kan forvente af dig, Lavi.. Og det vil jeg gerne takke dig for." Hans stemme var mere en hvisken nu, og spejlet vibrerede endnu engang, men denne gang hårder. Jebediah kneb sine øjne sammen et øjeblik, inden han kiggede tilbage på Lavi.
"Det her, skal være dit valg, Lavi. Du har nu muligheden, for at slippe ud af dette spil. Når jeg bliver sendt i helvedet i aften, vil Rafael tro at det er overstået. Han vil glemme alt om dig. Du kunne leve et liv i fred. Men hvis du vælger at hjælpe mig, vil du blive jagtet, som jeg blev, så snart de finder ud af hvad du planlægger." Hans stemme slappede mere af med denne sætning, dog snakkede stadigt lavt. Der var stor sorg i hans blik, som var han igang med at sige farvel. Noget han havde et svagt håb om at han var. Hvis Lavi glemte det hele igen, kunne hun fortsætte en rolig tilværelse. Der var en bidene stemme i hans baghovede, der spurgte ham selv hvorfor han overhovedet havde kontaktet hende. Havde han ikke gjort det, kunne hun have fortsat hendes eksistens, uvidende. Men nej. Det havde væsnernde på jorden lært ham. Det var bedre at vide, hvem man virkelig var. Og Lavi var en hæderlig, og god Engel. Ikke en forvist forræder, som Rafael ville have alle til at tro.

"Men du må forlade Di Morga, hvis du ønsker at være fri igen... Rafael.. De andre.. De har tænkt sig at fortsætte med den plan, som jeg forsøgte at stoppe, før jeg blev hevet tilbage fra jorden. Også selvom vores Fader ikke har talt siden da. De har tænkt sig at sende en syndeflod. Udryde væsenerne i Di Morga.. Det vil tage tid at forberede. Men planen vil blive udført. Forlad Di Morga, hvis du ønsker at være fri.." Hans stemme blev igen hastig, og hviskende, da han vidste at han havde travlt nu, og han havde endnu ikke givet hans råd.

"Men hvis du ønsker retfærdighed... For alle de Engle, der nu er blevet forvist, for at tænke som mig. For at tænke frit, og uafhængigt.. Dig.. Marchus.. Theodora. Einrik.. Hydel.. De blev alle forvist på grund af mig. For at kunne gennemføre en unødig, uvis syndeflod... Så er der en vej.." Hans stemme var blevet hårde, da han nævnte flere af deres venner. To af disse, Theodora og Hydel, var først blevet forvist efter Lavi var, så ville hun ikke kunne kende til. Men Marchus og Einrik var begge Engle, der var blevet forvist samme dag som Lavi. Også Engle der mente, Di Morga fortjente at forblive, præcis som Jebediah.
Han kiggede kort over skuldrene, inden han så tilbage, og fortsatte, nu endnu hurtigere.
"Der er en heks, ved navn: Ni.. Spørg mig ikke hvor hun har det navn fra, aner det ikke. Præcis som alt andet om hende. Hun er ukendt for mig. Men en ting ved jeg. Hun har evnen til at lave portaler til helvedet.. Præcis som jeg tror at du vil kunne lære.. Hvis du ønsker at hjælpe mig, som du har gjort så mange gange før, så -må- du finde hende.." Han tog en kort pause, for at lade navn, og evne synke ind. Glasset vibrerede meget oftere nu, og det virkede som om nogen var igang med at bryde en dør ned. Jebediah fortsatte, i samme hast.
"Men der er nogen som kan hjælpe dig. En race af uønskede væsner, med en fantastisk evne til at finde ting, og oplysninger. Nosferatuerne. Jeg var aldrig helt sikker på dem, så undersøgte dem aldrig så meget, så ved ej heller hvor man ville kunne finde dem. Men Di Morga's Valshaar's kone.. Angelie, er hendes navn. Hun kender en af dem. Hun vil kunne få dig i kontakt med dem. Hvis du ønsker at hjælpe mig, med at få retfærdighed for vores faldne brødre og søstre, og rede Di Morga fra en unfair skæbne.. Så find Angelie.. Okay?" Endlig stoppede han, og slappede en anelse mere af i hans stemme, med det sidste ord. Glasset vibrerede igen, og han bredte et blidt smil til hende, hænder, og pande, stadigt imod spejlet.
avatar
Jebediah
Novice (Rank 1)

Bosted : Intet

Antal indlæg : 5


Tilbage til toppen Go down

Re: A forgotten memory

Indlæg by Lavi on Ons 20 jul 2016 - 21:18

Hun lyttede ihærdigt i et forsøg på at forstå hvad alt dette var. han fortalte så meget, men hun havde svært ved at følge med. Alligevel blev hun en anelse stolt, da han roste hende for at have fundet sin indre stemme frem. Den var der, rusten og næsten uvirkelig, men hun havde fundet den. Vigtigere var, at han forstod den, hvilket kunne komme til nytte.
svedperlerne dryppede ned over hendes pande, da hun hævede armen, for dirrende at tørre de værste væk, inden hun igen måtte lægge øre til hans beretninger. Der var så meget at fortælle, og hun følte at han var igang med at sige farvel. Det lød som et farvel.

Øjnene forsvandt ind i sig selv, og blev til de let unaturligt lysgrønne, som blikket af desperation lagde sig over hende. Han kunne da ikke bare forsvinde nu, hvor hun endeligt havde fundet ham og kun han var villig og i stand til at udfylde de tomme huller. Han havde vækket den vidende tørst i hende, men nu var han midt i at..
Hun hørte den rungende lyd, og hendes mund spærrede sig op i et lydløst skrig, som hun slog hænderne febrilsk imod spejlet. Hun vidste hvad den lyd betød, men de havde ikke haft nok tid! Desperat forsøgte hun endnu engang at banke hul igennem glasset, men uden held.

Hendes hamren stoppede, da han nævnte en heks med samme navn som et tal. Undrende stirrede hun på ham, som skulle hun til at spørge om hvem der ville kalde sig selv et sådan navn, da han netop bad hende om ikke at gøre dette.
Næsten opgivende lagde hun panden imod spejlet, som hun åndede tungt ud, inden hun kiggede op på ham, fortvivlet og med stikket af savn. Så hun skulle fine en Ni og en Nosferatu, og en Angelie.
Hendes hjerne kunne knap kapere alle disse informationer, og hun pressede en pegefinger imod hver af sine tindinger imens hun stod lænet imod det kølige glas. Hvem sagde at denne såkaldte Angelie overhovedet ville hjælpe hende? De havde aldrig mødt hinanden, og Lavi havde sine tvivl, eftersom hun havde mødt Valsharen. Det havde været ham den sadistiske, der slog hende i maven. Hvis en kvinde kunne være sammen med sådan en, var hun næsten sikker på, at denne ikke ville hjælpe medmindre det gavnede hende selv.

Hun sank en klump i halsen, inden hendes øjne blev fyldt med tårer, som hun kiggede op på ham. Et bestemt og beslutsomt nik kom fra hende. Hun skulle gøre hvad han havde bedt hende om. Hun ønskede ikke, at han skulle tilbringe resten af sin eksistens forvist til skærsilden. Det var en forfærdelig dom for en engel som ham.
Tårerne trillede langsomt ned over hendes let farvede kinder, inden hun sendte ham et forsigtigt og opmuntrende smil. Den ene hånd hævede sig, imens den anden faldt ned langs siden, for derefter at lave små vinkebevægelser, som i et 'vi ses'. Desuden var tanken om at forlade Di Morga ikke synderlig attraktiv for hende, eftersom hun allerede havde mødt så mange fantastiske personer i dette land. Hun ville langt hellere bruge sin tid fornuftigt og på at hjælpe. Han kunne lige så godt have rakt en hånd ud til hende og bedt om hendes hjælp, for det var hvad han ønskede, det var hvad hun ønskede.
Hun vidste, at de uden tvivl skulle ses igen en dag. Den dag, hvor hun ville kunne være hel og vide hvad hun havde glemt under faldet. Hendes pegefinger gled over venstre øje, for at samle dråberne op, inden hun endnu engang måtte sænke en klump i halsen, for derefter at vente. Hun ventede på, at han ville blive revet fra hende, inden hun ville gå igang med hendes mission, som han havde tildelt hende.
Det skulle ikke blive svært at finde denne person, eftersom vedkommende formegentlig ville bo i den enorme borg i byen, hvor det siges, at herskere havde boet i årevis.
avatar
Lavi
Beginner (Rank 5)

Bosted : En lille lejlighed i Terre midtby

Antal indlæg : 68


Tilbage til toppen Go down

Re: A forgotten memory

Indlæg by Jebediah on Tors 21 jul 2016 - 12:50

Lavi's forvirelse var forståelig, og Jebediah følte medlidenhed med hende. Der var så meget at sige, og ikke megen tid. Han ville så gerne høre om hendes oplevelser. Hendes erfaringer. Hvad havde hun set? Hun hørt? Han havde nået at bruge langt længere tid på jorden end hun havde, men han vidste at alle opdagede tingende anderledes. Specielt da de ikke var af samme køn, eller alder. Og hun var langt mindre forsigtig, og mere nysgerrig end ham, hun kunne have set så meget. Lært så mange ting, han aldrig havde forstået.
Banken på døren ud til gangen blev hårde endnu, da Jebediah havde fuldendt sin sætning, og ventede på svar. Han smilede varmt, men sørgmodigt, da hun nikkede, og tilsyneladende havde taget sit valg. Han kendte hende. Bedre end nogen anden Engel. Han var sikker på hvad hendes valg havde været. Men han havde lov at håbe. Håbe på at hun ville leve et liv i fred, og ro. Men de to, var som skåret af samme sten. De ville hjælpe en anden, så længe at de kunne.

Da hun vinkede, for at sige farvel, smilede Jebediah igen. Sorg var stadig at finde, men han virkede mere beroligene nu, end noget andet. Hans håndflade, stadig fladet ud på spejlet, kneb sig en smule sammen, så det overordnet var hans fingerspidser der rørte glasset. Hans tommeltot aede det blidt igen, og han sukkede lydløst.
"Angelie kender mig. Stav mit navn for hende, og så tror jeg at hun vil hjælpe dig.. Ved dog ikke med Nosferatuerne. Af hvad jeg ved, kan de tit være ret så grådige, og vil sansynligvis bede om betaling. Hvis de gør, så kontakt Theodora and Sky Industries. Er mit gamle firma, som Theodora overtog da hun blev forvist.. Theodora kender til planen, og vil skaffe dig hvad som helst du skal bruge. Jeg ved at du kan gøre det, Lavi.. Du har altid været langt stærkere, end mange her oppe kunne forestille sig. Jeg.. Har altid sent en smule op til dig. Din varme, burde være et forbillede for en hver her oppe.." Hans stemme var mere rolig nu, da han vidste at hun havde hvad hun skulle bruge. At hvis han blev revet væk nu, så var hans eneste håb på rette vej. For Lavi var hans eneste håb, om at finde glæde, og varme igen. Så snart dette link blev knækket, ventede der ham kun smerte. Og ild.

"Tak.. Lavi. Tak for alt du har givet mig. Så meget, og jeg har givet så lidt igen. Min største grund til at håbe på at du finder en vej ud for mig, er så jeg kan give dig igen, hvad du har givet mig. Også selvom jeg aldrig tror at jeg vil kunne give helt igen." Han klukkede halvkvalt, sørgmodigt, og lagde sin pande imod spejlet igen, for at være så tæt på Lavi at han kunne. Hans blå øjne stirrede efter hendes, og en finger aede over spejlet, som ville han hjælpe hende med at tørre hendes tåre væk.
"Farvel.. Lavi. Og hvis vi ikke ses igen.. Så håber jeg at du finder din glæde på jorden.. Pas på dig selv, okay? Gå ikke for langt, for at kunne hente mig igen. Tag ikke for store risikoer. Mit liv er ikke mere værd end dit.." Han sagde sin farvel, med et varmt, venskabeligt smil, inden han skubbede sig væk fra spejlet, bortset fra hans ene hånd, der blidt bankede en tommeltot imod spejlet, før den gav slip, og gjorde et halvt vink inden linket knækkede, og spejlet blev tomt.


"Jebediah! Åben den dør..." Blev der råbt på den anden side af døren. Jebediah's øjne lukkede i, og han sukkede lavt med et ryst på hans skuldre. Eleanor slappede mere af i armene, og kiggede op til Jebediah som han nikkede. Døren åbnedes med et klik, og to vagter stormede ind, og imod Jebediah. De stillede sig på hver side af ham, og ventede på den tredje ankomst. Rafael stod i et skarpt lys, og var utydelig for en hver i rummet da han trådte ind.
"Jebediah. Du skuffer mig igen." Sagde lys kuglen koldt. Jebediah rettede på sin krave, og vendte sig langsomt om, og sendte kuglen et koldt blik.
"Det vender man sig hurtigt til, som en af dine søskende, broder.." Jabediahs stemme var lige så kold som Rafaels, og hans blå øjne stirrede uhindret ind i lyser. Et fnys lød fra kuglen, som den flyttede sig fra døren, og nærmede sig spejlet.
"Hvem talte du med?" Spurgte lyset stille. Jebediah rullede på øjnene, uden at dreje sig imod sin bror.
"Theodora. Hun har overtaget det firma jeg startede på jorden. Jeg sagde farvel, og overgav det officielt.. Der er jo ikke meget håb om at vende tilbage.." Brummede Jebediah køligt, og drejede igen blikket imod lyset, som bevægede sig nærmere.
"Dette er din egen skyld, Jebediah. Du måtte have vidst at det ville ende sådan.. Ingen nytte i at fortyde ting nu." Vibrerede lyset koldt, og svævede tæt op af Jebediah. Hans øjne skød imod lyset, og kneb sig snævert sammen.
"Jeg fortryder kun, at jeg nogensinde stollede på jer, Rafael.. Hvem skulle have troet, at man kunne stole mere på væsnerne på faders jord, end i hans egen himmel!" Snerpede Jebediah vredt, og lyset svævede et skridt væk fra ham med et fnys.
"Før ham til salen.." Beordrede lyset vredt, og de to vagter rakte hænderne ud efter Jebediah. Den store Engel svang armende ud imod dem i forsvar, og begyndte selv at gå.
"Jeg kender vejen!" Udstøte han vredt, og gik imod døren. Eleanor kiggede fortvivlet efter Jebediah, før hendes blik gled imod jorden.

avatar
Jebediah
Novice (Rank 1)

Bosted : Intet

Antal indlæg : 5


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum