Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Statistics
Der er i alt 670 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Demetre

Vores brugere har i alt skrevet 238566 indlæg in 11995 subjects

True Immortality

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

True Immortality

Indlæg by Vladimir on Søn 3 jul 2016 - 18:19

True Immortality
Part 1: Reunion of Grief




Terre’s undergrund, og kæmpe kloakker, havde i lang tid været et travlt mødested, og hjem, for nogen af Di Morga’s mere uønskede befolkning. De blev brugt som en scene af information, og mørke gerninger. Dybt i disse mørke gange, trivedes Nosferatuen. Mestre af spionage og skjult manipulation, havde denne uønskede Blodlinje af Vampyrer holdt sig gemt fra andres syn. En hemmelighed, mennesket sætter pris på ikke at kende til.
Men i de sidste år, var kloakkerne gået i forglemmelse. En moderne glæde, tit overset af privilegerede folk. Nosferatuerne var flyttet til Bjergkæderne i skovene, og gjort sig et nyt, renere hjem der. Og efter flere tragedier iblandt Nosferatuernes stærkeste Familie, var Nosferatuerne blevet stille. De havde ikke længere et job. Ingen Hersker. Ingen Alpha. Endnu engang, var Nosferatuerne gået i forglemmelse, og deres uovertræffelige evner inden for spionage, spildt på selvmedlidende magelighed.

Disse kolde, forladte gange, modtog i dag, endelig, besøgene igen. Kendte læder støvler, traskede på ny gennem dem. Klædt i deres bekendte lædertøj, traskede Jane og Ronnie igennem de velkendte gange. Under Karaktar, som koordinator, havde de været i spidsen af det beskidte arbejde der blev udført fra disse kloakker. Thugs. Bodyguards. De var blevet kaldt meget, men der var ingen tvivl om at de var de mest lojale Nosferatuer, som de elste Sired af Vladimir Rasputin.
Hverken den ene, eller den anden af dem, var særlig glad for at være tilbage. Det bragte for mange minder. Jane måtte snøfte, og tøre en blodig tåre væk, da de to ankom i deres tidligere hjem. Tron Salen. En gigantisk grotte, med utallige små udgange i væggene, der ledte ud til diverse kloak tunneller. Der var primitive, halv ødelagte tage og bygninger, ved visse indgange, hvor de mest lojale Nosferatuer boede. Der var udmundingen der ledte til det varme udspring af vand, som altid var rent. Der var indgangen til de to gamle Nosferatuer’s egen lille hybbel. Synet af denne indgang, fik Jane til stille at sukke, og Ronnie til at trække hende tæt ind til sig, og kysse den skaldede side af hendes hoved. De fleste minder sprang dog frem, da de så den forladte trone, i midten af grotten. Tronen stod på en klippe formation, som gav den lidt højde over resten af grotten. Ved siden af tronen, stod en fint påklædt skabning. Det sorte jakkesæt, med hvid skjorte, og sort top hat, gjorde det hurtigt klart for de to yngre Nosferatuer, hvem det var.
“Så er vi her, Karaktar.. Men hvorfor? Var det bare for at se Jane grædde, fordi så kunne du jo bare have sagt hans fucking navn, frem for at bringe os tilbage til hans trone!” Råbte Ronnie op efter den høje skabning ved tronen. Langsomt vendte skabningen sig om, så dens rådne ansigt kunne se ned på hans rådne håndlangere. Karaktar var, som altid, følelsesløs, da han røstede på hovedet. Jane daskede en anelse til Ronnie, højst sandsynligt for at minde ham om, at han råbte af en overordnet.
“Hvorfor vi er her, ved jeg endnu ikke. Jeg ved at Lady Mi’serable hidkaldte mig, og bad mig bringe jer med. Mere, ved jeg endnu ikke..” Svarede den tårnhøje skabning, og kiggede tilbage imod tronen bag ham. Begge de yngre Nosferatuer så overrasket op på Karaktar med dette svar, inden Ronnie fnøs hadefuldt.
“Hun viser sig ikke et helt år, efter vores fars død, og så hidkalder hun os til det sted hun vidste ville gøre mest ondt! Fucking kælling.. Vi har måtte vedligeholde en svag alliance med Dværgene, imens hun har fløjtet omkring! Hvorfor fanden hørte du efter, og mødder vi op? Vi skylder hende intet!” Ronnie’s stemme var endnu høj, og bidene. Det var tydeligt at han, og hans kærlighed, handlede forskelligt med sorg. Denne gang gjore Jane dog ikke andet, end at kigge op på Karaktar igen, tydeligvis enig med Ronnie i dette. Karaktar rystede kort på hovedet, og begyndte at bevæge sig ned fra tronen, imod paret.
“Jeg er stadig jeres overordnet, børn.. Både i rank, og alder. Jeg har ikke behov for at forsvare mig selv.” Sagde han stille, i hans dybe, hæse toneleje. Ronnie kiggede ned med et lavt fnys, og røstede på hovedet.
“Men jeg deler jeres sorg. På trods af hvad i ser. Jeg mødte op, og hidkaldte jer, fordi jeg ønsker at finde ud af, hvad Lady Mi’serable har ‘fløjtet omkring’, og lavet. Har haft mange øjne og øre ude at lede efter hende, men har kun fået glimt her, og der. Set hende rode rundt i skraldespande og forladte huse med en kost, og en fejebakke med låg… Det forvirrer mig, og jeg bryder mig ikke om at være forvirret.” Brummede hans dybe stemme, imens han lod sit blik glide over resten af grotten. Ronnie og Jane lignede lige så store spørgsmålstegn, som de havde gjort før, da Karaktar nåede deres niveau.
En duft begyndte at brede sig i grotten, som alle tre kunne lugte. Jane og Ronnie kiggede imod den tunnel hvor duften kom fra, og stillede sig begge klar til at forsvare sig. Duften bar en hvis parfume over sig, som de ikke kendte til. Karaktar var dog klogere, og drejede langsomt hovedet imod tunnelen. Hans ansigt var overrasket, hvilket normalt ikke tydede godt. Dog gjorde han sig ikke klar, som de yngre Vampyrer havde gjort, men stod der bar med en overrasket blik.
Frem fra tunnelen, trådte en kvinde, klædt i en fin lyserød kjole, og ligeså lyserød, fin, stor hat. Hendes blik gled rundt i grotten da hun kom ind, og hendes ansigt gav udtryk på de samme følelser som Jane. Jane og Ronnie genkendte endelig kvindens blod, og de gengældte Karaktar’s overraskelse. Og da kvinden endlig kiggede imod dem, skar et lille smil sig igennem sorgen der var så tydelig.
“Olga?” Spurgte Jane stille, i det kvinden begyndte at gå imod dem. Olga var en helt anden, end den kvinde der var løbet væk hjemmefra, for flere år siden. Olga hylkede en enkelt gang, da hun nikkede, og en blodig tåre gled ned af hendes rådne kind.
“Olga!” Råbte Ronnie i glæde, da de tre satte i et halvt løb imod hinanden, og hoppede i hinandens favne. En blanding af gråd, hylken og kys fløj igennem grotten, som de længe delte søskende endelig var samlet igen. Selv Karaktar’s ellers følelsesløse blik, skar sig et lettet smil, og et suk af glæde gled over ham.
Olga krammede Jane ivrig igen, imens Ronnie omfavnede hende fra den anden side. Råde striber af tåre, gled ned af begge de unge Nosferatue kvinders kinder, og selv den ‘mandlige’ Ronnie, havde måtte lade en tåre. Deres glædens smil blev dog langsomt brudt, da Olga gav Jane et spørgende blik. Spørgsmålet var åbenlyst i hendes ansigt. Et blik af hungren. Hungren efter kærlighed. Efter genforendelser. ‘Hvor var Vladimir’? Jane’s blik blev fyldt af sorg igen, og hun lagde sine hænder imod Olga’s kinder, mens hun langsomt rystede på hovedet. Olga’s blik var forstenet i vantro. Hun nægtede at tro det, da hun først havde hørt rygterne. Det kunne ikke være rigtigt. Han kunne ikke være væk. Han kunne ikke være død.
Olga’s hoved rystede langsomt, som hendes familie holdt om hende, og hendes ben gav efter. Vantro blev skiftet ud med dyb sorg, som hun fald langsomt ned at side, efterfulgt af både Ronnie og Jane. De krammede sig tæt sammen, som Olga’s hulken blev til skrig af dyb, hjerteskærende sorg. Hun trak sig sammen så meget som hun kunne, hvilket ikke var så meget da Jane ikke lod hende. Jane trak hende i stedet ind til sig, imens hun selv gav en sorgfuld hulken fra sig. Jane’s hulken skar gennem kloakkerne, og ud fra Kloak dæksler. Hendes sorgfulde hulken, var som musik for de melancholische. En hver der var så uhældig at høre et glimt af det, ville med det samme være nødsagit til at græde. Ledsage Jane i hendes sorgfyldte sang.


En times tid efter genforeningen, og de fire havde snakket de sidste nogen år igennem, trådte der endelig endnu en duft frem i grotterne.
“Det er godt, at se jer alle sammen samlet igen. Endnu bedre at se dig igen, Olga.” Kaldte Mi’serable’s blide stemme igennem den tunnel hun kom fra. De tre yngre Nosferatuer, som havde været sidene, rejste sig hastigt på benene. Karaktar var allerede stående, og kiggede imod den tunnel hvor lyden var kommet fra, og hvor Mi’serable nu stod. Ronnie skulle til at svare, men Karaktars udstrakte hånd stoppede ham, og han brummede i stedet sin vrede i bund. Olga tog et skridt frem fra imellem de to andre, og kiggede op imod Mi’serable.
“Jeg er også glad for at se dig. Tak.. Tak for din invitation. Jeg.. Havde nok ikke turret at vende tilbage, hvis ikke du havde insisteret.” Sagde Olga stille, og smilede blidt. Mi’serable smilede tilbage, imens de to andre unge Nosferatuer kiggede kort, og overrasket på Olga.
Mi’serable trådte ned imod midten af grotten, hvor de andre stod, ved siden af tronens klipper.
“Lady Mi…” Mi’serable viftede med hånden.
“Stop med at kalde mig det, Karaktar.” Sagde hun, imens hun fortsatte forbi de fire andre Nosferatuer. Den smukke kvinde, gik elegant op af tronens klipper, hvilket fik Ronnie til at tage et skridt frem.
“Du rør ikke den trone, kælling! Han er væk, men det betyder ikke at du har ret til at nærme dig hans domæne!” Bed han spydigt, hvilket tjente ham et kort blik fra Karaktar, som stilnede ham af igen. Mi’serable smilede blot, og fortsatte sin vandring.
“Jeg er den eneste her, der ikke faldt i dyb Melancholy, da jeg hørte om hvor kære Vladimir’s.. Død..” Startede hun blidt, inden hendes øjne stirrede hidsigt ned imod de fire andre, og hendes toneleje blev mere hvæsende. “Den eneste der ikke bare bukedde over, og gav op! Den eneste der huskede, hvem fanden Vladimir Rasputin er!” Hendes stemme fik de yngre Nosferatuer til at tage et skridt tilbage, da kvinden sadte noget fra sig på tronen med en lav klang.
“Vladimir, er i direkte blodlinje, med den første Uønskede! Vladimir, er den første Nosferatu’s barnebarn! Og hvad betyder det, fuck hoveder!?” Spurgte hun hidsigt, med et slag imod de fire andre. Alle stod de afventende, og stirrede imod den brune krukke som kvinden havde medbragt. Mi’serable trak været unødigt ind, og slappede af i kroppen, imens hun lagde en fingerspids på toppen af den lukkede krukke.
“Ægte udødelighed. I er ikke faderløs endnu.”
avatar
Vladimir
Beginner (Rank 5)

Bosted : Un Mineur i Nain Des' bjergkæde.

Antal indlæg : 79


Tilbage til toppen Go down

Re: True Immortality

Indlæg by Vladimir on Man 4 jul 2016 - 20:20

True Immortality
Part 2: Reanimation


//Disclaimer: Indeholder Ekstrem vold

De tre unge Nosferatuer måbede en anelse af Mi’serable’s besynderlige hentydning. Karaktar’s øjne kneb sig mistroisk sammen, inden han rystede kort på hovedet.
“Solen dræber en hver Vampyr. Selv Nosferatuer. Shakkas besynderlige evne til at modstå solens magt, er endnu ikke blevet forklaret. Men Shakkas søn, Vladimir’s far, blev henrettet ved solskin.” Forklared Karaktar kortfattet. Men der var et hint af håb i hans stemme. Et håb om, at han, for en gangs skyld, tog fejl. Med Mi’serable’s nik, dræbte han hurtigt hans håb, og sukkede gennem nlsen. Mi’serable lod sin finger glide i circler omkring knuppen på toppen af krukkens log, imens hun fortsatte.
“Sant.. Solen dræbte Ivar Rasputin.. Fordi de der udførte henrettelsen, vidste at han skulle holdes våd.. Det vidste den fantastiske Elverclan ikke.” Mi’serable smilede ned på de andre Nosferatuer, da lyden af skridt der traskede igennem lavt vandt, brød igennem grotten. Nosferatuerne kiggede alle imod en af tunnellerne, og Mi’serable’s smil blev en anelse større.
“Så er genforennelsen. Komplet.” Klukkede hun stille, da en skikkelse trådte frem fra tunnelen, med en anden skikkelse på slæb i hans højre, og foruden eneste arm. Den venstre arm havde kun en stump tilbage af overarmen, resten af skikkelsens ærme hang tomt ned af hans side. Karaktars øjne kneb en anelse sammen af duften, og rakte hurtigt en arm ud til siden, da Ronnie begyndte at løb imod den nyankommene.
“Forræder!” Råbte Ronnie hidsigt, som Karaktar’s arm mødte hans bryst, og stopped ham fra at hoppe i kødet på skikkelsen, der stadig ikke havde givet sig til kende. Jane hvæsede selv hidsigt, hvilket fik hendes rådne hals til at lyse en anelse rødt, hvilket fik Karaktar til at kigge over sin skulder, og nedstirrer hende.
“Jane!” Råbte han hurtigt, hvilket fik lyset til at dulme fra hendes hals, og forårsagede hende et smertefuldt host. Olga så blot forvirret ud, og gik imod Jane for at ligge en hånd imod hendes hals, og blidt lade hendes fingre massere den. Olga stod fortsat på tronen, og smilte en anelse mistroisk, med et ryst på hovedet.
“I har stadig ikke indset det.. Ivan gjorde os alle en tjeneste, og inderst inde, har i vidst det i lang tid. Var det ikke for ham, havde Toreadorsnes udrenselse lykkedes, og vi ville alle være væk. Selvom Ivan’s plan ikke gik som han havde planlagt det, og var en idiot for at tro på de lusede porselæns dukker, gjorde han hvad han kunne for Nosferatuernes fremtid.” Mi’serable talte i en roligt toneleje, alt imens skikkelsen, nu kendetegnet som Ivan trådte tættere på. Hans gang var haltene, og blev ikke gjort nemmere af den fuldvoksne Elver han bar i sin ene arm, ved halsen. Da han trådte frem hvor hans ansigtsudtryk kunne ses af de andre, var hans ydmyghed tydelig.
“Jeg har bragt min far, familie or race megen smerte.. Og det ved jeg. Jeg vil aldrig have en plads iblandt jer igen.. Og det ved jeg. Jeg vil aldrig kunne blive set som en bror, eller.. En søn.. Og.. Det ved jeg alt for godt. Men jeg kan tilbyde mine ressourcer, og mit liv, til Clan Rasputin, endnu engang. Jeg ved at I aldrig vil kunne stole på mig igen, men jeg tilbyder hvad I vil acceptere, uden denne luksus. Og. Som Mi’serable bad om, så bringer jeg et offer.. Som en gave.” Ivan’s stemme var klar, og uskadet, til forskæl fra de andre Nosferatuer til stede, bortset fra Mi’serable. Han bøgede hovedet ydmygt igen, i det han smed den bevidstløst Elver imellem han selv, og Karaktar. Først nu, reagerede flokken på Elveren, og så en de nærede et endnu stærkere had til end Ivan. Lederen af den fanatiske Elverklan, der havde forsøgt at udryde Nosferatuerne det sidste års tid. De startede, med Vladimir. Selv Karaktar måtte holde sig en anelse tilbage, for ikke at flyve i flæsket på dette ‘offer’, inden Mi’serable klappede i hænderne.
“Han er ikke jeres..” Hendes kald, fik de andre Nosferatuer til at kigge op, og give hende deres fulde opmærksomhed igen.
“Det er vidst også på tide, at du forklarer hvorfor vi alle er her, M’Lady.. Og hvorfor.. Den… Ikke bare er blevet henrettet med det samme.” Spurgte Karaktar, hans kolde stemme vendene tilbage. Mi’serable smilede sødt og nikkede en enkelt gang.
“Molekyle krystalisering.. Adamidis. Frem for at brænde op, forvandler en fuldblods Nosferatu’s Molekyler sig til sand, for at beskytte sig selv imod solens dræbende kræft. Derfor, smed Toreador Klanen Ivar i havet, og lod ham forkulde under overfladen. Men vores kære Vladimir.. Hans forsvars mechanisme slog i kræft, og han blev delt i vindene som sand. -Det- er hvad jeg har lavet, det sidste års tid.” Mi’serable trådte en anelse fra side til side, som hun forklarede hendes sag. Karaktar’s øjne kneb sig en anelse sammen, og han gav endnu engang det mistroiske blik han gav fra sig tidligere. De tre yngre Nosferatuer’s ansigter var dog grebet i håb, og betragtede Mi’serable, tæt samlet op af hinanden. Ivan stod med god afstand til de andre, og gjorde det samme, dog med et mere videne blik. Alle forblev dog stille, og lod Mi’serable fortsætte, til stor tilfredsstillelse for den smukke kvinde, som fortsatte.
“Væk Lysander op, Ivan. Han skal have lov til at se det komme.” Bad hun stille, imens hendes elegante fingre løftede krukken på tronen’s låg. Ivan gik i knæ over den livløse Elver, og lagde blidt hans ene hånd på den andens pande. Han mumlede stille for sig selv, imens Mi’serable fant en fint designet, skarp kniv frem fra sit bælte, og lod blikket falde over Ivan.
Efter en kort remse, trak Elveren dybt vejret, og åbnede hans øjne. Det blev dog ikke til mere bevægelse end det. Ivan greb fat i Elverens hår, og hev ham op fra jorden, og fik ham sat i en knælet stilling, fra hvor han kunne kigge op imod tronen, kvinden og krukken. Mi’serable smilte lumskt imod den lammede Elver, inden hun kiggede tilbage ned i krukken foran hende. Med sit hånled, og kniv, holdt hen over krukken, skar hun et elegant, men drabeligt sår i sig selv, og lod hendes tykke blod fodse ud, og ned i krukken. Hendes ansigt bare ingen reaction på skaden imod sig selv, men stod blodt smilende over krukken, og observerede blodet fodse.

Langsomt skete der en reaktion i krukken, og Mi’serable lagde en hånd for hendes sår, hvilket fik strømmen af blod til hurtigt at stoppe. Blodet, der nu lå fint oven på sandet i krukken, begyndte at boble, og søbe sig vej ned i sandets dyb. Mi’serable klukkede sejerherende, og tog et par skridt væk fra tronen, netop som den ønskede reaction skød sig frem. Sand og blod skød op fra krukken, i en rød fontæne. Blodet spredte sig dog ikke i rummet, men begyndte at flyve rundt om sig selv i luften, som var den en levende sø. Blodet blandede sig ikke med det sand der samtidig fløj omkring det. Sandet formåede sig at holde sig tørt, på trods af den strøm af blod det fløj omkring, og igennem. Overalt i grotten, begyndte der at komme flere sand krystaller flyvende, og skabte en hvirvelvind af sand og blod. Sandet begyndte at svæve imod tronen, og lande på den kolde grotte bund foran. Sandet begyndte at skifte farve, og hærde sig. Langsomt samlede det sig til et skelet, der lige så langsomt fik kød, muskler og sener på. Blodet begyndte at komme med, og fylde delene af kroppen med blod, som skulle bruge det. Tilskuerne kunne se et hjerte forme sig i brystkassen på skeletet, inden det blev omfavnet af yderligere organer, og krops masse. Skikkelsen der blev skabts hoved tog ligeså form, dog med skelettets købe knækket, og hængende med ganske få stumper kød. Dog blev dettet rettet op på, da det levende skelet lavede et ryk på hovedet, og kød samlede sig i den anden side. Tilskuerne kunne se de grålige kæber gro deres modbydelige, skæver tænder, inden kød, hud og muskler samlede sig omkring det.
Skikkelsen var nu stort set hellet, og stod med sit skaldede hoved lænet tilbage, og munden vidt åben, med tænderne til fri skue. Et skrigende hvæs skar sig igennem grotten, og ud på Terres gader, som skikkelsen holdt armende ud til sine sider, og de sidste sand krystaller formede skikkelsens venstre, hvide, matte øje. Hvæsset var fjendtligt, hidsigt og smertefuldt. Helle processen var tydeligvis smertefuld, og ufærdig. Skikkelsen, der nu tydeligvis var Vladimir, havde et stort, åbent hul, i hans venstre side, hvor fra blod virkede til at fosse ud, men uden fuldstændigt at forlade hans krop. Hans vensre ben, ligeså, manglede en stor luns af det’s lår, og sand fløj stadig omkring hans ben, som om det ikke helt kunne få sat sig fast der hvor det skulde.
Mi’serable smilede stort af den nøgne skikkelse der nu stod foran hende, men tog dog endnu et respektfuldt skridt tilbage. De tre yngste Nosferatuer så på i angst, og holdt sig forsat tæt ind til hinanden. Karaktar og Ivan var begge måløse af hvad de var vidner til, og stod med ukarakteristisk overraskelse skrevet i deres ansigter. Den lamme Elver’s ansigt, var dog det mest skræmte, som Vladimir’s hvæsende skrig, ledte ham til at kigge frem for sig. Det var endnu kun hans højre øje der var formet, hans venstre øje hul tomt, og viste for tilskuerne kød og muskler i hans indre. Det mat hvide øje stirrede hidsigt frem for sig, og Vladimir’s mund stod fortsat åben, med hans skæve, sylespidse tænder til syne. Den første hans øjne mødte, var Mi’serable, som stadig smilte stort i hans nærværd. Mi’serable bukedde respektabelt, og trådte til siden så Vladimir kunne se Ivan og Lysander for bunden af tronens klippe trappe. Vladimir’s øjne spærrede endnu mere op da han så Lysander, og hans mund hvæsede endnu engang, i det han satte af.
Frem for at løbe ned af trapperne, deformerede hans ben sig igen, og blev til sand, der nu svævede ham ned af tronens trapper, direkte imod Lysander. Lysander’s øjne stirrede ængsteligt imod den tilnærmende sky af sand, og tænder. Uden endnu at kunne gøre noget, sad han fuldstændig stille, selv da Vladimir’s klør satte sig i hans venstre skulder, og fingre rev hans hoved en anelse til siden. Med en grådig, hæs hvæsen og gurglen, sank Vladimir sine tænder dybt i Elveren’s nakke, og suede ivrig til sig i det andet kreaturs’ livs energi. Blod sprøjtede til alle side, som Vladimir’s tænder begyndte at tygge, og bide, sig vej igennem Lysander’s kød, sener og knogler. Vladimir’s tænder stoppede for intet, men fortsatte sin tyggen, og biden, selv som Elveren’s krop begyndte at falde fra hinanden, og afrevede legemer fald fra ved siden af liget, i pølen af blod under Vladimir’s fødder.
Vladimir stønnede hektisk, som han langsomt begyndte at rejse sig igen, fra den nedknælede stilling han havde måtte tage, for at kunne tygge sig igennem Elveren’s brystkasse. I hans venstre hånd bar han nu Lysander’s hoved, med stadig lidt nakke og skulder hængende derfra, med blod fodsende ned i jorden. Vladimir’s nøgne krop, var nu stort set ikke grålig længere, men komplet rød. Han bukkede sin nakke tilbage en anelse igen, og gav et hvæsende skrig fra sig igen imod grotten’s loft, så blod sprøjtede fra hans hals.
avatar
Vladimir
Beginner (Rank 5)

Bosted : Un Mineur i Nain Des' bjergkæde.

Antal indlæg : 79


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum