Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Latest topics
» Dance of the Brush (Cherish Radcliff)
Today at 1:28 by Caleb

» Ready for our weekend? (Charmeine Love)
Today at 1:23 by Khaa

» I am really worried Doctor.... (Angelique Dümont)
Today at 1:16 by Zakaroff

» Do I know you? - Aleksei
Yesterday at 20:06 by Aleksei

» How about no?
Man 20 nov 2017 - 1:52 by Roar

» Big changes - Khá
Lør 18 nov 2017 - 16:31 by Charmeine Love

» It is just fun! - Edward
Søn 12 nov 2017 - 22:40 by Edward Charleston

» Ny emneopstilling:
Lør 11 nov 2017 - 21:33 by Cathy

» Artistic Souls? (Cherish Radcliff)
Lør 11 nov 2017 - 21:22 by Cherish Radcliff

» I know I did something wrong... but I'm not sorry - Niklaus XXX
Tors 9 nov 2017 - 6:02 by Harry Jepsen

Statistics
Der er i alt 673 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Serena

Vores brugere har i alt skrevet 239772 indlæg in 12011 subjects

PLOT: Soul Shard retrieval.

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

PLOT: Soul Shard retrieval.

Indlæg by Autumn on Tirs 28 jun 2016 - 18:34

//Dette er en del af 'Soul Shard'-plottet og fortæller om, hvordan Autumn Kieplion Nephal fandt en af de tolv sten.//
____________________________________


____________________________________


Siddende på kanten af badekarret, mens det stille og roligt blev tømt for det nu lune vand, betragtede den unge hundjævel sin nøgne mave. Den var ikke længere præget af den grimme blodforsamling, men havde i stedet vendt tilbage til dens sædvanlige blege hudtone. Arret var der stadig, som en ekstra-bleg fed streg ned over hendes overkrop. Ganske blidt - nærmest uden at røre overhoved - kørte hun sine fingerspidser hen over det og studerede, hvordan hendes mave automatisk trak sig ind, som den havde gjort ved andres berøring. Det var lidt som om, at hendes krop også afviste hendes egne kærtegn.
Det var ved at være et par dage siden, og hun vidste stadigvæk ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun havde ikke engang overvejet en tur udenfor. De eneste gange hendes blik havde ladet sig snige hen imod den låste hoveddør, havde været i håb om at spøgelset ville træde ind af den, så hun kunne omfavne ham i en velkomst hjem. Han havde været væk længe. Meget længere, end hvad hun brød sig om. Hun følte sig så ensom i lejligheden. Hun ville helst ikke pege på sig selv og indrømme, at hun meget muligt var deprimeret. I stedet påstod hun for sig selv, at hun blot tænkte nogle lidt deprimerende tanker en gang imellem. Ligesom alle andre. At være i konstant benægtelse, var nok aldrig den nemmeste udvej, men det havde vist sig, at være det der tærede mindst muligt på hendes mentalitet. Så længe hun ikke brød ud af det.

Det var først, da Autumn rejste sig for at tage lidt mere tøj på, selvom hun i princippet sagtens kunne spadsere rundt i lejligheden kun iført undertøj, for der var ikke andre end hende, at hun lagde mærke til vandet. Hun så forvirret mod gulvet, da hun hørte den plaskende lyd og fik straks øje på den svage dybde af vand, der nu omgav hendes fødder. Meget hurtigt tvang hun sig fuldt vågen og trådte et par skridt længere væk fra badekarret, inden hun så sig yderligere omkring for at få et overblik over situationen. Badeværelset var mere eller mindre oversvømmet og vand sivede langsomt ud ad døren ind til stueområdet. Panik begyndte at vokse i hende. Det var så typisk! Og så på en af de dage, hvor hun var alene. Hurtigt trippede hun over til skabet med håndklæder og smed mindst et halvt dusin af dem på gulvet, så de kunne absorbere vandet. Håndklædet der havde været viklet omkring hendes hår kom også en tur på gulvet. Hun startede med at bare trampe på håndklæderne, men endte inden længe selv på gulvet og spredte håndklæderne ud og tørrede ihærdigst op, men det virkede ikke til at gøre den største forandring. ”No, no, no…”
Slubrende lyde syntes at komme over fra midten af badeværelset, og idet hun løftede hovedet for at se imod den, opdagede hun pludselig grunden til den mindre oversvømmelse. Afløbet, der ellers skulle sørge for at den slags ikke ville ske, boblede og kastede vand op, som blev det kvalt. Rester af sæbe fandt hun ligeledes ligge og svømme rundt på overfladen. Det tog hende ikke længe at forstå, hvad der foregik.

Irritabelt smed hun en klump gennemblødte håndklæder fra sig og trampede  hen til afløbet, efter at have kæmpet sig på benene igen. Sparkede til vandet, som ville det hjælpe. Hun faldt hårdt tilbage på knæ ved den gylpende rist og sneg sine fingre ned i hver sit hul, hvorefter hun trak til, indtil risten endelig kom løs og kunne blive fjernet. Undersøgende så hun ned i afløbet, men så ikke meget andet end vand og mørke. Hvad andet havde hun forventet? Hun var ikke ekspert i den slags. Dog kunne hun pludselig skimme noget der glimrede nede i dybet. Noget det syntes at… kalde på hende? Med klar forvirring i baghovedet og en stor lyst til at få ordnet forstoppelsesproblemet, rakte hun sin hånd ned i afløbet, hvor hendes arm lige kunne passe. Der var længere ned til bunden, end hun havde håbet og endte til sidst med at ligge med bagdelen i vejret og hovedet hvilende mod gulvets oversvømmede fliser. Hun var løbet tør for armslængde, men kunne lige akkurat mærke noget med sine fingerspidser. Bare et lille stykke mere.
Haps! I det samme øjeblik, som hun fik et ordentligt greb om, hvad der føltes som en kæde, rev hun til. Og idet hun fik det frit fløj hun nærmest tilbage og landede pladask på måsen. Afløbet lavede ikke længere kvalte lyde, og hun bildte sig selv ind, at hun endelig kunne se vandet sive ned det igen. Lidt efter lidt. Forbavset gled hendes blik videre ned til, hvad der tilsyneladende havde været grunden til blokaden. Det var rigtig nok en kæde. En halskæde. Hun løftede den op foran sig og kunne ikke helt lade være med at rynke på næsen. Det lignede noget fra middelalderen. Kæden var af en blanding af mørkt stål og sølv. Og selve smykket, der hang på kæden, var en relativt stor sten, holdt fast af en rem af samme sølv-ståls blanding. Umiddelbart så stenen gennemsigtig ud som en diamant, men som lyset ramte den fra forskellige vinkler viste den svagt-grønne refleksioner. Eller også var det bare hendes øjne, der spillede hende et puds. Hun havde svært ved at se, hvordan noget som et smykke kunne have blokeret afløbet. Og hun havde endnu sværere ved at forestille sig, hvordan det var havnet der til at starte med. Samtidig var hun også ret stolt af sig selv, over at have klaret problemet på egen hånd.

Nysgerrigheden sparkede sig hurtigt frem i forgrunden, jo længere hun sad og betragtede smykket. Hovedsageligt var det stenen, der tiltrak hendes opmærksomhed. Hun var ikke typen der brød sig om store sten eller lignende som denne, men hun kunne nu alligevel ikke lade være med at stirre på den. Specielt ikke, når den dinglede og udgav det lille nuanceshow. Så som en hver anden ville have gjort, rettede hun sit greb fra selve kæden til selve stenen for at føle overfladen og vægten. Glæden varede bare ikke så længe.
Ud af ingenting blev der skudt et jag af stød igennem hendes hånd, og hun tabte uden videre smykket ned på gulvet. Hun sad et øjeblik og tog sig ømmende til sin hånd, pressede imod den for at berolige de krampende muskler i den. Det var med nød og næppe, at hun nåede at se mod smykket igen, inden stenen blev opløst i det stadig lavvandsdybe vand, der hærgede badeværelset. Hun gjorde store øjne og stirrede endnu mere til, mens hun fulgte den oplåste sten, der på daværende tidspunkt lignede skinnende fe-støv, som den svømmede tættere og tættere på hende.

Idét der blev skabt kontakt, følte hun straks en brændende fornemmelse i sin krop. Det gjorde ikke ondt til at starte med, men efter blot få sekunder tog det virkelig til. Hele hendes krop blev spændt smertefuldt op. Hendes ryg blev rettet markant ud, hendes hænder knugede sig hårdt sammen og hendes ansigt fortrak sig ligeledes. Det var ikke det samme som det elektriske stød, som stenen havde givet hende før. Det var mere som om nogen var ved at koge hendes indre op mens en anden skar i hendes hud utallige gange. Hun kunne mærke alle sine muskler dunke voldsomt, som voksede de sig større og pressede imod hendes hud. Hun lod så det første skrig ud. Det lød nærmest som et hyl.
Hun faldt yderligere sammen på gulvet, hvor hun nærmest fik et brutalt krampeanfald. Hun drejede sig fra side til side og foldede sig ud og ind af fosterstilling. Endnu et skrig lød fra hende. Og endnu et. Det fortsatte. Når det ene var holdt, kom et andet. Hendes øjne var spærret så meget op som muligt og afslørede, hvordan hendes pupiller begyndte at strække sig og blive mere og mere aflange, mens den blå iris fik samme giftig grønne farve, som de mange plamager af skæl i forskellige størrelse, der også havde vokset frem over hendes krop og ansigt. Vingerne brød ud uden den mindste advarsel og fik hende til at skrige højere. De var større end normalt og havde flået huden på hendes ryg en smule, da den almindelige åbning ikke havde været stor nok. Hun lagde mærke til, hvordan hendes syn ændrede sig. Lige tidsnok før, den nu aflange pupil spredte sig ud og overtog det hele øje. Efterlod hende med de dybsorte djævelske øjne. Sorte fjer voksede frem på de flagermuslignende vinger, men de fleste faldt af lige så hurtigt som de var kommet igen.

Hun vred og drejede sig på det stadig oversvømmede gulv. Hun fik kæmpet sig om at ligge på maven, hvor hun desperat greb fat i gulvet i håb om at kunne begrave sine fingre i fliserne og på den måde have noget at klemme sig fast til, så smerten kunne blive mere udholdeligt. Hendes skrig blev til brøl, samtidig med at hendes tandsæt blev skarpere. Tårer faldt i høj fart fra hendes øjne og videre ned ad kinderne, der havde fået præg af tynde årer i blålige og lilla nuancer, der strakte sig fra hendes øjne og hendes læber, der ligeledes havde fået en mere grotesk farve. Hendes hud var også blevet en del blegere. Hun hostede, bed tænder i, klemte sine øjne hårdt sammen og spjættede, ude af stand til at kontrollere sin krop til det fulde. Selv hendes vinger baskede vildt og ustyrligt. Hun følte hornenes begyndende vej frem fra hovedbunden. Og inden længe blev hendes haleben forlænget til en lang tyk salamander-lignende hale, der ejede samme farve som plamagerne af skæl.

Hvad skete der?!
avatar
Autumn
Highly competent (Rank 14)

Bosted : En relativt stor lejlighed i Terre med en udsigt til Sombre. Her bor hun sammen med spøgelset Evan.

Antal indlæg : 879


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen

- Similar topics

 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum