Latest topics
» Fashion show - Leetha (xxx)
Today at 14:15 by Bailey

» Hos psykologen
Today at 13:48 by Bailey

» Face Claim
Yesterday at 15:50 by David O'Neal

» Deal with the Devil (Maze)
Tors 20 jul 2017 - 0:14 by Morgan L. Withers

» You're worse than nicotine. (XXX)
Tors 13 jul 2017 - 19:06 by Roar

» Proud Warrior or Caged Beast? (Maze)
Man 10 jul 2017 - 20:48 by Nightrage

» Afstemning: Beholde specifikke foras og in-game plots?
Man 10 jul 2017 - 15:41 by Thomas Darwill

» Thomas Darwill Character Sheet
Man 10 jul 2017 - 0:53 by Thomas Darwill

» Busy Opening.... XXX(Cara)
Søn 9 jul 2017 - 20:16 by Caleb

Statistics
Der er i alt 511 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Ridley

Vores brugere har i alt skrevet 212168 indlæg in 10339 subjects

You are not connected. Please login or register

AuthorTopic: Someone from the past (Angelie)

Someone from the past (Angelie)
« on: on Tirs 28 jun 2016 - 13:44 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Sted: Double Up
Tid: Omkring kl. 21
Vejr: Det har regnet det meste af dagen, men hen under aften er det klaret op og der er nu tørt og skyfrit, med en frisk smålun luft

"Det ser fint ud. Jeg har ikke noget, der skal rettes." Juliens skubbede en bunke papirer ind over disken til barens bestyrer, der stod på den anden side. Manden lyste op og takkede ham. Julien sendte ham et svagt smil. Det var aften og han burde egentligt være derhjemme, men Gabriel var der ikke og stilheden var ved at drive ham til vanvid. Han havde aldrig før haft problemer med at være alene, men de sidste uger havde været anderledes. Siden han var blevet udskrevet fra sygehuset efter at have været indlagt, døden nær efter at have haft et sammenstød med en djævel, havde han haft svært ved stilhed. Haft svært ved at være alene. Det var ikke noget, han havde sagt højt, heller ikke til Gabriel.

Så i dag havde han valgt at tage ned og afleverer regnskabet tilbage til bestyreren af hans blanding mellem en café og en bar, selvom det var aften. Stedet var café om dagen og om aftenen blev det til et sted, hvor der var en smule livemusik og baren serverede alkohol. En rigtig god blanding, der tjente mere end han havde regnet med, da han sammen med bestyreren havde lavet planer for stedet. Julien var god til forretninger, men han sørgede altid for at hyre folk, som vidste, hvad de lavede. Og det måtte man sige, at manden bag baren havde.

Julien tøvede lidt, men bestilte så et glas med whisky. Det skete meget, meget sjældent, at han brugte tid ude, han var for det meste hjemme, når han ikke havde ærinder ude. Men larmen fra de tilstedeværende og det liv, der var, lokkede mere end hans eget stille hjem. Så han satte sig på en af barstolene og drejede rundt, så han kunne se den lille forhøjning, der gjorde det ud for en scene i det ikke alt for store sted. Der sad en ældre mand med en guitar og sang et par engelske gamle sange. Måske ikke det, man ville opleve mest af i Frankrig, men der var fyldt op i baren alligevel. Alle de små borde, folk kunne sidde og spise ved i løbet af dagen, var fyldt op med folk, der sad med drikkevarer og hyggede sig.

Det tog ham ikke lang tid at tømme glasset og han fik en mere. Han drak gerne et glas ind i mellem, men det blev sjældent mere end det. Undtagen de sidste par uger, der havde stærk alkohol smagt ham bedre end i lang tid. Han drak en smule og lyttede til musikken uden helt at være til stede, som hans tanker begyndte at vandre væk. En dårlig vane han også var begyndt at få efter sit møde med døden. Som han sad der, så han lidt malplaceret ud, da han stadig havde sit jakkesæt på og så ulastelig ud som han plejede. Han lignede ikke en mand, der var ude for at have en god aften i byen, men en advokat der var gået forkert.

Someone from the past (Angelie)
« on: on Tirs 28 jun 2016 - 23:40 »

Angelie

Proficient (Rank 16)

avatar

Hold nu kæft hvor var der sket meget på ufattelig kort tid. Hendes hoved var ved at sprænges over alt hvad hun bar rundt på efterhånden. Det føltes som om et helt liv var gået forbi hende over den sidste uges tid. Eller var det længere end en uge? Hun anede det slet ikke længere.
Følelserne og frustrationer havde sat tegn i hendes eftertænksomme ansigt, der bar tydeligt præg af, at skævede man blot forkert til hende på denne dag, kunne man forvente en ommøblering af ansigtet.

Double up. Passende navn til hvad hun ønskede lige netop nu. Hun drak sjældent og fuldskab gjorde hun slet ikke i, men den varme væske, som kunne brænde sig ned igennem halsrøret og brede en beroligende følelse i kroppen, se det var hvad hun ønskede.
Hun lænede sig let ind over den blankpolerede bardisk ved siden af julien, for st fange mandens opmærksomhed på den anden side.
Imellem pege- og langefinger holdt hun en pæn sammenfoldet seddel frem imod ham, som han spurgte hvad hun ønskede..
"Whiskey.. Dobbelt" lød hendes svar, som han tog imod sedlen og kort tid efter, Stod et halvfyldt glas foran hende.

Hendes slanke fingre smøg sig let om glasset inden hun løftede det op for st indsnuse den rå duft. Et tilfreds suk kom fra hendes læber, inden hun let tog en lille slurk af glasset.
Den velkendte, let brændende følelse løb ned igennem hendes halsrør og sendte straks sin varme ud i kroppen på hende. Endnu en slurk blev taget.

Efter en tre fire tårer, var hun endda så rolig, at hun nikkede let til bartenderen, løftede glasset i en hilsen og skål, for igen at sippe af den.
Hun vendte nu for første gang blikket imod hendes såkaldte sidemand, imens hun drak.
Halvt spruttende, løftede hun sin frie hånd op til munden, inden hun bogstaveligt talt spyttede whiskeyen ud af alle åbne huller i ansigtet. De blå øjne spærrede sig op, som hun stirrede forbløffet på Julien, uden at sige så meget som et ord.

Hvad var der gået? Femten år.. Tyve år.. Han havde ikke ændret sig, hvis det overhovedet var ham. Hun var ikke sikker, men under alle omstændigheder lignede denne mand en fra hendes fortid, som hun for længst havde lagt bag sig.
Hendes åbenlyse stirren må have været let genkendelig, for bartenderen hviskede noget til Julien, inden denne pegede diskret over imod hende.
De spidse ører rettede sig let i et forsøg på at høre hvad der blev sagt, men det lykkedes hende ikke st høre alle ordene.

Someone from the past (Angelie)
« on: on Ons 29 jun 2016 - 12:23 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Julien lagde ikke rigtigt mærke til sine omgivelser, mens han sad der og lyttede til musikken. Den engelske musiker bragte ham tilbage til alle de gange, han havde boet i England. Nok var Julien franskmand af oprindelse, men han havde altid haft en forkærlighed for England. Det var en fantastisk lille nation, øen ude i det forblæste hav.
Han drak en smule mere af sit glas, der allerede var ved at være tomt. Væsken brændte hele vejen ned i maven og det var en dejlig fornemmelse. En kropslig følelse, der fik ham til at føle sig i live, hvilket han åbenbart trængte til for tiden.

Nogen rørte ved hans skulder og han vendte sig mod bestyreren, der stadig var bag baren. Manden lænede sig lidt frem for at tale-hviske til ham igennem larmen.
"Jeg tror, der er en, der vil i kontakt med Dem, mr. Bonaparte." Han pegede diskret mod en rødhåret elver, der sad og stirrede på Julien et par stole længere henne. Der var overraskende tomt i selve baren, de fleste var spredt ud i rummet vendt mod scenen.
"Det kan jeg se. Tak. Hov, kan jeg få dig til at fylde op?" Julien stillede sit glas og så så på elveren. Der var et eller andet over det røde hår og de blå øjne. Han rynkede panden, som hans hjerne sorterede igennem alle de mennesker, han havde mødt igennem sin tid. Nej, han kunne ikke erindre, at have mødt en elver med det udseende. I stedet dukkede der et billede op af en lille pige. Men det kunne umuligt være hende, for hun havde været en navajo. Født af menneskeforældre.

Selvom racen var forkert, kunne han ikke ryste ligheden af sig. Pigen havde ikke været ret gammel, så det var svært at drage en sammenligning ud over på håret og øjnene. Men den unge kvinde, der sad foran ham, kunne derimod godt minde om pigens forældre. Nej, det kunne ikke være hende, man skiftede ikke bare race.
Men han var ikke i tvivl om, at kvinden havde genkendt ham et sted fra, og hans nysgerrighed fik ham til at rejse sig og gå hen for at sætte sig på stolen ved siden af hende.
"Kan jeg hjælpe dig med noget?" Hans stemme var lige som tom for følelser som den altid var, det kølige, men små-venlige ansigtsudtryk var på plads, med et lille smil i mundvigen. Han kunne ikke holde op med at betragte hende, for han var lidt forvirret. Hun bar en stor lighed med de mennesker, han tænkte på, men racen..

Someone from the past (Angelie)
« on: on Ons 29 jun 2016 - 15:05 »

Angelie

Proficient (Rank 16)

avatar

Hendes øjne var stadig fuldt opspæreet, som fingrene klamrede sig omkring det fine glas i hendes hånd. Hun ville i løfte det i frygt for st dirre for meget med fingrene, som hun fortsat åbenlyst stirrede på de to mænd et par stole fra hende.
I stedet drejede hun blot glasset om sig selv på bardisken, som hun lagde det ene ben over det andet og rettede ryggen automatisk, da det gik op for hende, at han nu også havde lagt mærke til hende.

Selvom hun var forandret, så virkede han stadig til st være den samme, lige hvad hun kunne se i hvert fald.
Hun så stille til, som han let rejste sig, for at nærme sig hende og tage plads på stolen ved siden af hende.
Den følelsesløse stemme var ikke til st tage fejl af, som ordene flød imod hende, og alligevel blev hun i tvivl, som han sad der og kiggede nysgerrigt imod hende. Havde hun mon taget fejl?

Hun sank en let klump i halsen, inden hun blinkede et par gange, for at tage tilløb til ordene, der om lidt ville lyde fra hende.
"Mr. Hensworth?"
Stemmen var en anelse rystet, overrasket som hun udtalte navnet, der havde hængt ved i al den tid. Han havde været chefen for hende forældre, og haft en særlig interesse i hende, som den eneste, da hun gennemgik sine forvandlinger. Hun kunne sådan set takke ham for ikke at være gået helt ud af sit gode skind som barn. Han havde lært hende st forstå hvad der skete, og det havde hjulpet, selvom hun aldrig havde lært st leve med sin unaturlige evne.
Det havde hun siden hen. Den dag idag ville hun ikke opgive sin race eller evner. Hun havde accepteret hvem og hvad hun var, og bar det stolt frem. Mange racer skjulte deres kendetegn, men Angelie viste dem stolt frem til enhver.

Hvis han godkendte hendes navn af ham ville hun fortsætte med sin næste sætning. "Angelie Walentina". Så måtte det briste eller bære om han huskede hende eller ej.

Someone from the past (Angelie)
« on: on Ons 29 jun 2016 - 16:57 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Julien mærkede et stik af overraskelse, da han hørte det gamle navn. James Hemsworth havde været et navn, han havde brugt, da han boede i London sidst i 80'erne. Man kunne se på hans ansigt, at han genkendte navnet, og inden han kunne nå at sige mere, sagde elveren sit navn. Angelie. Det var den lille pige, han tænkte på. Overraskelsen ville være meget tydelig i hans blik og ansigt, som en række minder løb ind over hans indre skærm. Den lille pige, som viste sig at være navajo, født af menneskelige forældre. Det røde hår og de blå øjne, som hun havde fra sin mor, der havde været en smuk kvinde. Som Angelie var blevet nu.

"Angelie?" Forvirret rynkede han panden. "Den Angelie Walentina jeg kendte var ikke elver, men navajo." En navajo, som kunne forvandle sig til en kat.

Han kunne stadig huske den dag, hvor han var blevet ringet op af Angelies mor, der med en forkert stemme sagde, at hun og hendes mand ikke kom på arbejde den dag. Da Julien havde spurgt ind til det, var hun brudt sammen og faderen havde overtaget telefonen, for at mumle et eller andet med deres datter og så smække på. Julien der havde lært Walter og Vanessa som nogle stærke mennesker, der var gode til stressede situationer, var taget hjem til dem for at finde ud af, hvad der var galt. Ikke på grund af bekymring, men fordi de var gode ansatte, som han havde brug for. Først havde de ikke ville lukke ham ind, men til sidst gav de sig og det kom frem, at datteren havde skiftet skikkelse til en kat.

Normalt blandede Julien sig ikke i andres liv, men denne gang havde han sat sig ned og roligt forklaret de skræmte forældre, at barnet var en navajo. At der fandtes væsner ude i verden, som de ikke kendte til. Og at hun ikke var farlig, men blot kunne noget, som mennesker ikke kunne. Han havde selvfølgelig afholdt sig fra at fortælle om sin egen race og sine evner, selvom det måske havde lagt lidt i luften, at han ikke var et menneske. De ville nok have set ham som farlig. Det var sket før.

Selvom Julien ikke ligefrem var børnevenlig, i den forstand, at han ikke besad de helt store følelser, havde han påtaget sig opgaven med at forklare den lille Angelie om hendes evner. Han havde stået til rådighed for både hende og hendes forældre, når der var spørgsmål eller problemer. I de knapt fire år, brugte han mere tid sammen med Angelie, end han havde gjort med noget andet barn. Man kunne måske ikke påstå, at han fik følelser for hende, måske ikke mere end en person kunne få for en potteplante, man kunne gå at hyggesnakke til, men det blev efterhånden en vane at tilbringe tid sammen med barnet.

Og hvorfor gjorde han dette? Fordi hendes forældre var formidable til deres arbejde og han fik noget ud af det ved, at der blev lavet et godt arbejde og der skete fremskridt. Ellers havde han sikkert aldrig gjort det. Selvom man måske kunne påstå, at han, da han stod i Walentinanernes stue og så på de skrækslagne forældre, følte medlidenhed med den lille pige, der skulle vokse op i et samfund, der ikke ville tage i mod hende som den hun var. At hun ville være en fremmed. På en måde ramte det ham måske, fordi han selv var en dæmon, der boede blandt mennesker.

Someone from the past (Angelie)
« on: on Ons 29 jun 2016 - 18:10 »

Angelie

Proficient (Rank 16)

avatar

Hans kommentar fik hende til fraværende st løfte sin frie hånd op, for st nusse fingerspidserne imod de spidse ører, som hun sad rank og elegant, med øjnene hvilende roligt på ham. Det usagte dengang var ikke længere en nødvendighed. Selvom mistanken havde været der allerede som ung, kunne hun nu bekræfte den. Manden fra hendes barndom havde ikke været noget simpelt menneske, langt fra. Hende umiddelbare gæt ville være, st han tilhørte en af de mere dystre racer i Di Morga. En race der ikke ældedes.

Hun fik kontrollen over sine bevægelser, som hun løftede glasset op imod de let farvede læber, for at sippe roligt til den brunligt væske, inden hun med et suk, lod albuen ligge imod bardisken, drejede kroppen en anelse, så hun kunne sidde med fronten imod ham.
Hvordan kunne hun forklare det så simpelt som muligt? Spørgsmålet var om han overhovedet ville tro på hvad hun kunne berette om det liv hun havde levet.

"Der kan sker meget på tre årtier Mr. Hemsworth" startede hun simpelt, som hovedet faldt en anelse på skrå, så håret bølgede ned over den højre skulder. Hendes blik blev mere undersøgende af ham, som hun overvejede hvor meget og hvilket hun skulle fortælle denne mand. Han tilhørte en fortid hun havde forladt i London og ikke set tilbage på siden..
Hendes ansigt skar uvilkårligt en ubehagelig maske, inden hun rystede tanken af sig.. Siden hendes første mord havde hjemsøgt hende nogle år tilbage.

"Jeg er født Najavo, levet livet. Kort efter min ankomst hertil, måtte jeg stå over for langt stærkere væsner end jeg nogensinde havde troet fandtes." Hun havde uden tvivl undervurderet den kvinde, der havde dræbt hende for så længe, længe siden efterhånden.
"Jeg døde.. Levede som spøgelse uden mulighed for st finde den fred jeg havde brug for.. Jeg blev fundet af.."
Hun trak langsomt på smilebåndet ved mindet, der gled igennem hendes hoved. Den dsg Zane havde fundet hende på legepladsen. Han havde givet hendes liv og død et formål. Hendes ellers så normalt kolde blik, fik en varme over sig, inden hun rømmede på stemmebåndet.
"Han gav mig livet tilbage.. Som elver". Det havde været en lang og hård sti, men det var lykkedes i sidste ende, hvilket var alt der betød noget for hende.
Det var vel så kort hun kunne gøre historien om hendes raceskifte. Et beslutning hun aldrig havde fortrudt og heller ikke ønskede at fortryde.

Someone from the past (Angelie)
« on: on Ons 29 jun 2016 - 19:11 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Det så ud til, at det første chok lagde sig ved elveren foran ham og hun fik lidt mere kontrol over sig selv. Julien selv var overrasket, men havde efterhånden lært, at man kunne møde folk, man aldrig havde regnet med at se igen, alle mulige steder under alle mulige omstændigheder. Dét, der havde overrasket ham mest, var hendes raceskift. Men i den verden, som de levede i, med magi på alle niveauer, var det ikke utænkeligt at den slags kunne ske.

Han nikkede som bekræftelse på hendes ord. Der kunne ske rigtigt meget på tre årtier. Han var måske heller ikke den samme som dengang, selvom han ikke forandrede sig særligt meget. Eller gjorde han? Der var sket meget bare i dette år.
Der blev stillet et glas ved siden af ham med en væske magen til Angelies. Mens han lyttede til hendes korte historie, betragtede han hende. Hun var ikke længere den lille pige, han kunne huske. Hun virkede kold og stærk, sikkert formet af et hårdt liv. Minderne om dette hårde liv var tydeligvis både ubehagelige og glædelige for hende, efter hvad han kunne tyde af mimik.

Di Morga var et hårdt sted, især hvis man ikke havde kendskab til væsner i forvejen. Og med det liv, som Angelie havde haft, da han forlod London i 1989, var han ikke overrasket over, at det havde været svært for hende at komme til Di Morga. At han selv måske kunne være et af de væsner, man skulle gå udenom, det var der ikke så meget at sige til. Det var måske mere, at han var et af de mere fredelige, hvilket en som Gabriel eller Constantine dog ikke ligefrem ville påstå.

Selvom barstolen ikke lagde op til det, sad han ret op og ned som han plejede. Julien var ikke en mand, der hang i positur. Da Angelige var færdig med at fortælle stillede han glasset fra sig og nikkede, for at vise, at han havde hørt hendes historie.
"Du har været igennem en del." Der dukkede et glimt op i hans øjne. "Du er i hvert fald ikke længere den lille pige, jeg sidst så tilbage i '89." Der var intet spor af dårlig samvittighed i ham. Måske Angelies liv kunne have udfoldet sig anderledes, hvis han var blevet i London, men det var ikke hans ansvar at sørge for, at en navajo, født ind i en menneskeverden, havde et godt liv. Han havde gjort mere end hvad man kunne forvente.

At han ikke fik navn på, hvem der havde genoplivet hende, var lige meget, selvom han var en smule nysgerrig over, hvem der havde den slags kraft i Di Morga. Et par navne, han havde hørt om, gled ind over hans tanker, men det kunne lige så godt være nogen, han ikke havde hørt om. Den magiske verden var stor.

"Men jeg er imponeret over, at du kan huske mig." Han så på hende, stadig med sit ulæselige ansigtsudtryk.

Someone from the past (Angelie)
« on: on Ons 29 jun 2016 - 21:50 »

Angelie

Proficient (Rank 16)

avatar

Hun priste sig lykkelig for, st der ikke var andre i nærheden af dem, som hun bruste ud med sin historie om hvad der var hændt hende. Eller i hvert fald et par enkelte brikker til hendes puslespil. Livets brikker var aldrig lette at få til at hænge sammen, uheldigvis, og indtil nu havde han kun fået en smagsprøve af kagen.
Hun havde trods alt et image at opretholde, hvis Di Morgas borgere overhovedet kunne huske hende efterhånden. Folk kom og forsvandt jo hurtigt her i landet, og det virkede til st ingen huskede de dage, hvor en hvisken af hendes navn betød voldsomme problemer.. Men det skulle nok komme igen, ligegyldigt hvor hårdt hun end måtte arbejde for det, så skulle landet nok ende med st huske hvem hun var.. Hvem hendes hersker var.

Som hun hørte hans stemme, faldt blikket tilbsge på ham, efter det havde studeret whiskeyglassetm der havde en enkelt slurk tilbage i sig. Hun valgte at løfte det for at tæmme resten af indholdet ned i svælget, inden hun nikkede let. Han havde ret.. Hun var ikke længere den lille pige tilbage i 80'erne.
"Selv jeg måtte jo vokse op på et tidspunkt" svarede hun let, inden hun sendte ham et halvt opmuntrende smil. End ikke han kunne have reddet hende fra sin dumdristighed. Det var jo ikke fordi hendes forældre ikke havde forsøgt, hun havde bare nægtet st lytte, præcis som enhver anden teenager. Teenagere tænkte ikke over konsekvenserne af deres handlinger, hvilket hun havde måttet bøde for og selv udrede.
"Livet har været barmhjertigt ved os begge i en vis grad" tilføjede hun langsomt, inden hendes blik gled over ham.
Han lignede mere eller mindre sig selv. Pæn i tøjet, rank og stolt. En rigtig forretningsmand, der bar sine følelser dybt i sig.

"Nu forstår jeg bedre hvordan du vidste så meget om.. Min tendens". Det var tydeligt, st hun her hentydede til, at han måtte være af overnaturlig bestand, og langt ældre end de omkring tredive, som hun havde troet første gang hun mødte ham.
Det var helt bevidst, at hun i første omgang undlod at fortælle navnet på hendes skaber. Der var ingen grund til at lege med ilden, før hun vidste hvordan denne ville opføre sig. I stedet betragtede hun ham indgående, som om hun forsøgte at se hvilke hemmeligheder han bar på, nu hvor hun så ham igennem nye øjne.

"Man glemmer ikke den person, der egenhændigt holdt en på fornuftens vej" hviskede hun let imod ham, som var det en hemmelighed. Hendes fingre drejede det nu tomme glas ved siden af hende, inden hun tak fingrene ned i hendes våbenbælte, for at fiske endnu en af de pænt foldede sedler frem.
Sedlen blev let taget og en genopfyldning af hendes glas fandt sted. Hun greb om det, inden hun løftede det let imod Julien som en skål, nikkede, og drak dernæst en femtedel af indholdet.

"Hvad der overrasket mig Mr. Hemsworth er.. At De stadig husker mig".

Someone from the past (Angelie)
« on: on Tors 30 jun 2016 - 11:01 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Julien fortalte sjældent selv om sin fortid, ikke fordi det meste var specielt farligt for ham, men den var hans og han var en meget privat person. Med det Angelie fortalte, havde han ikke problemer med at forestille sig, at hun gerne ville holde sine kort tæt på kroppen, og han havde ikke planer om at spørge mere ind til noget. Det kom ikke ham ved.

Hendes ord om, at selv hun måtte vokse op på et tidspunkt, fik ham til at smile. Ja, det var ikke ligefrem det, han havde oplevet Angelie have som mål for sig selv - at blive voksen. Han havde aldrig selv været barn, og han havde derfor ikke den helt store viden om børn og teenagere, men han kunne ikke forestille sig andet, end at alle børn og unge ikke havde planer om at blive voksne. Voksenlivet måtte syntes ufatteligt kedeligt.
Hendes blik ned over hans figur og konstatering om, at livet havde været nådigt, fik han til at trække lidt på den ene skulder. Det hørte med til hans race, at man ikke ældes. Jo, han ældes, men meget meget langsomt. Og med de få år der var gået, siden han havde kendt Angelie som lille, ville hun ikke kunne se nogen forskel.

"Der er mange mystiske væsner derude, men det har du jo opdaget." Der var en smule humor i hans stemme, som han kaldte sig selv "mystisk væsen". Han havde ikke svært ved at forestille sig, hvad der ville være sket, hvis Angelies forældre havde fundet ud af, at han var en dæmon. Ordet i sig selv havde en klang, der kunne få almindelige mennesker til at kaste sig på knæ og bede til deres gud. At han absolut ingen tilhørsforhold havde til helvede, det ville sikkert være ligegyldigt. En forklaring om forskellen på dæmoner og djævle ville nok ikke have nogen betydning for skrækslagne mennesker. Han havde heller ikke fortalt den lille Angelie, at han var en dæmon, da han ikke stolede på, at et barn ville kunne holde på sådan en hemmelighed.

Julien gengældte hendes skål og drak selv noget af det stærke alkohol. Der skulle meget til, før han blev beruset, men det var ved at begynde at summe lidt, en behagelig summen, der fik ham til at slappe lidt af.
Da Angelie nævnte hans gamle navn, satte han glasset ned og rakte sin højre hånd frem, som havde de lige mødt hinanden og skulle hilse.
"Kald mig Julien. Julien Bonaparte." Som ved eftertanke tilføjede han et enkelt ord. "Ilddæmon." Der var ingen grund til at skjule, hvad han var. Hvis hun valgte at undersøge det, ville hun hurtigt finde ud af det, for det var ikke noget han lagde skjul på. Ikke et sted som dette, hvor størstedelen af befolkningen var væsner. Ikke at han skiltede med det, men mange var mest trygge ved at lave forretninger med en, som de vidste, hvor de havde henne.

At han kunne huske Angelie var ikke noget specielt, han havde en formidabel hukommelse hvad angik dem, han havde mødt igennem sin tid. Og han havde tilbragt meget tid med Angelie i forhold til, hvad han normalt gjorde.
"Selvfølgelig kan jeg huske dig. Jeg husker også den der fjollede lille bamse, du rendte rundt med under armen. Hvad var det, du kaldte den.. Tubbi.. Tutsi.. Dine forældre var vist lidt trætte af, at den skulle med til bords." Der var et smil om Juliens læber. Ikke at det udtrykte nogle følelser andet end let morskab over det barn, han kunne huske.



(( Sorry, fandt lige på et eller andet tilfældigt, hvis hun ikke havde en bamse der hed Tubbi-Tutsi-whatever, der skulle med til bords, så sletter jeg det bare igen :b ))

Someone from the past (Angelie)
« on: on Tors 30 jun 2016 - 18:54 »

Angelie

Proficient (Rank 16)

avatar

Det var behageligt med selskab fra en person, der intet kendte til hendes liv, synder og glæder. Der var ingen forventninger til hende i dette øjeblik, faktisk kunne hun blot sidde og slappe af, hvilket skete så sjældent. Selv søvn var noget hun sjældent fik chancen for efterhånden, i hvert fald en god nats søvn.

Hans diskrete smil løb hende ikke forbi, som hun snakkede om voksenlivet. Hun havde været heldig hvad det angik. Det meste af voksenlivet havde hun ikke været tvunget til at eje et arbejde, ej heller var det nødvendigt for hende at spise. Hun havde trods alt været død. Derefter havde hun haft alt hvad hjertet kunne begære, selvom hun ikke udnyttede sig af det, så kunne hun få hvad hun ønskede.

Han havde dog ret. Hendes hoved nikkede let i en form for bekræftelse. Væsner var der i mangfoldighed, spørgsmålet var bare hvilke væsner man skulle holde sig på afstand fra. Det var vel nærmere et spørgsmål om personen end racen dog. Selvom hun aldrig selv ville være klog nok til st bakke væk i tide, og hun havde ar både på krop og sjæl for hendes dumdristighed.

Hun kiggede lidt på hånden, som han strakte frem imod hende, inden hun let rynkede panden for derefter til sidst, at række hendes egen frem for st logge den i hans i et let håndtryk.
Hun forstod let hentydningen med præsentationen af hans nuværende alias. Mundvigen vippede en anelse i vejret, inden et næsten drilsk blik lagde sig på ham. "Hvad end De kalder dem nu, så vil de altid være Mr. Hemsworth til mig.. Julien Bonaparte".
Hvad hun ikke var klar over var dog hans race, hvilket han tilføjede efterfølgende. Så han var en ilddæmon.. Fascinerende. Dæmoner var en race hun ikke havde meget med at gøre, udover Damia der også var af den afstammelse.
Tanken om dæmonkvinden bragte et eftertænksomt blik over hendes ansigt, som hun kort huskede tilbsge på det korte møde de havde haft for nylig.

Hun blev først bragt tilbsge til virkeligheden, da han mindede hende om hendes elskede legetøj. Hvis der var noget hun havde håbet på han havde glemt, ville det nok have været netop denne del.
Ansigtet trak sig sammen i næsten pinlige folder, inden hun lagde hænderne over ansigtet, for st skjule hendes let rødmende kinder. ".. Tabby.. Og mind mig ikke om det.. Det var fjollet" hviskede hun imod hendes håndflader, inden hun forsigtigt tittede ud imellem fingrene på hænderne, for at betragte Julien, der havde bragt barndommen tilbage til hende.

Someone from the past (Angelie)
« on: on Lør 2 jul 2016 - 17:21 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Julien gav hendes hånd et let, fast tryk og smilede over hendes konstatering.
"Det må jeg jo så affinde mig med." Det var ikke så vigtigt, hvad hun kaldte ham, selvom hans nuværende navn ville være lettest. Navne havde ikke den store betydning for ham, han havde haft så mange igennem tiden, at han var overrasket over, at han kunne huske dem alle. Der var kun ét navn, der virkeligt betød noget for ham, det var det navn, han var kommet til denne verden med, hans originale navn, som der ikke var mange, der kendte. De kunne tælles på én hånd.

Angelies reaktion på det minde, han fik kaldt frem, fik ham ligefrem til at le. I det øjeblik kunne han tydeligt se den lille pige, hun havde været en gang. For et øjeblik kunne han se ind bag den hårde overflade, som hun havde fået, og ind til det barn, han havde kendt.

En hurtig følelse gled igennem ham, hvilket fik hans latter til at stoppe lidt mere brat end den ellers ville. Lidt for hurtigt greb han sit glas og slugte en stor slurk whisky. Det var forkert. Hver eneste følelse var forkert og han kunne stadig ikke finde ud af, hvad han skulle gøre ved det. Han havde næsten affundet sig med, at han ikke kunne komme uden om, at han åbenbart holdt af den unge vampyr, der var kommet ind i hans liv, men alle andre følelser skulle sendes tilbage til deres gemmested i hans sind. De var væltet frem efter hans korte møde med døden, endnu mere fremprovokeret af Gabriels tilstedeværelse på sygehuset bagefter, og han havde haft svært ved at gemme dem væk igen.

Den stærke væske fik ham hurtigt til at samle sig igen og han så på Angelie igen, nu med det typiske skæve smil om læberne.
"Tabby, det var sådan det var." Han skulle lige til at spørge til hendes forældre, men lod være. Han havde en fornemmelse af, at hun ikke var i kontakt med dem alligevel. I stedet sukkede han let og så ud i rummet.
"Det var ikke fjollet. Det var befriende uskyldigt. Du lærte mig noget om den uskyldige naivitet og glæde børn ser verden på." Selvom smilet stadig sad på hans ansigt, var hans øjne fraværende og ans stemme kunne næsten lyde til at have et strejf af melankoli.

Someone from the past (Angelie)
« on: on Lør 9 jul 2016 - 22:42 »

Angelie

Proficient (Rank 16)

avatar

Hans latter var noget hun sjældent, hvis nogensinde, havde hørt, hvilket frembragte en underligt, næsten skeptisk blik, der rettede sig imod ham, efter hun langsomt fjernede de to hænder, der havde dækket for hendes ansigt og svage rødmen over mindet.
Hvad der var langt mere besynderligt for hende, var hans bratte stoppen af denne handling, for derefter at overskygge den ved at hælde sin whiskey ned en anelse hurtigt.
De blå øjne, kneb sig undersøgende sammen, som hun lænede sig en anelse fremad, for at stirre direkte ind i hans, hvis han kiggede på hende. De piercende øjne, forsøgte at kigge ind bag hans egne, for at finde grunden til hans handling for at finde latteren forkert. Hans reaktion havde vist tydeligt, at det var en følelse han var ubekvem ved, men alligevel havde hun da hørt det før.

Hendes finger løftede sig langsomt, for at pege direkte imod hans læber, inden hun undlod at kommentere på hans sætning i første omgang. "Hvad var det?" Lød hendes næsten krævende stemme, som bar det luftige spørgsmål. Hun hentydede selvfølgelig til hans latterstop, men det var nok ikke hvad han ville forbinde med det i første omgang.
Blikket intensificerede sig en anelse, inden hendes finger lavede et par snurrende bevægelser. "Hvorfor er du utryg ved latter, det er menne.." Hun stoppede hastigt sin sætning, inden hun fugtede læberne kort. ".. Naturligt" rettede hun langsomt hendes kommentar, eftersom han på ingen måde var et menneske, og måske var han typen der ikke ønskede at blive sammenlignet med den svage race. Selv ville hun have hadet det.

Han havde dog ret. Man ville kun kunne se en smuk verden igennem et barns øjne. Det var sjælens uskyldighed, der hvilede i de små væsner og mennesker, renhed, intet mindre.
Mundvigen trak sig en anelse i vejret, inden hendes hånd faldt hvilende ned imod hendes skød endnu engang. "De har ret.. Børn er uskyldigheden selv, med et perfektioneret syn på deres omverden.. Dengang var livet simpel".
Igen var der noget underligt over hans talemåde. Hun var usikker på denne dæmonmand, som hun havde kendt fra barns ben. Dengang havde hun ikke pranget de forskellige dobbeltbetydninger, men nu hvor hun var voksen.. De spidse ører sitrerede let, som hun overvejede hvad han mon havde ment, eller om hun tænkte for meget over det.
Hvorfor skulle voksne være så krypterede. Sådan var hendes egne artsfæller også. Det at tale i gåder og koder var en kunst, og forbandet irriterende til tider.

Someone from the past (Angelie)
« on: on Søn 17 jul 2016 - 13:06 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Selvom han havde ladet blikket løbe ud i rummet, kunne han tydeligt fornemme Angelies øjne hvile på sig og til sidst drejede han hovedet så han kunne møde hendes blik, der tydeligvis krævede en forklaring på hans underlige opførsel. Blikket var gennemborende og igen kunne han næsten se det barn, han havde kendt. Hun havde været lige så nysgerrig og havde altid krævet svar på alt. Elverens finger løftede sig og pegede på ham, mens hun udtalte sit spørgsmål.

Hvad skulle han svare? Han skulle huske sig selv på, at hun ikke længere var et barn, men en ung kvinde, der havde gået igennem mere, end han sikkert kunne forestille sig. Han valgte at se roligt ind i hendes øjne og være næsten ærlig.
"Jeg er skam ikke utryg ved at le. Det var blot en tanke, der afbrød mig." Det havde været lidt mere end en tanke, men det behøvede han ikke at fortælle elveren. Som altid værnede Julien om sit privatliv og sine tanker og følelser, og hans øjne og ansigt var lige så ulæselige som altid. Han havde trods alt over 200 års træning i at gemme, hvem han var.
At hun havde været ved at sige, at det at le var menneskeligt rørte ham ikke. Det meste af den tid, han havde tilbragt på jorden, havde han tilbragt blandt mennesker, og selvom det var en svag race, havde de en usædvanlig evne til at overleve. Nok så Julien sig selv som hævet over de fleste racer, men samtidigt havde han stor respekt for især menneskeracen, som havde overlevet i så mange generationer, havde overvundet så meget og samtidigt havde udviklet sig så meget.

Som sagt, så havde Julien ikke selv været barn, så han kunne ikke vide, om det Angelie sagde passede. At livet var simpelt, når man var barn. Men han kunne forestille sig det, at alting var lettere og man havde plads til at være uskyldig, når man ikke skulle bekymre sig om alt det, som de voksne havde at bekymre sig om og tage ansvar for.
"Det kan jeg forestille mig," sagde han, mens han nikkede langsomt. Hans ene hånd havde stadig fat om glasset, der var sat på baren igen og han drejede det langsomt rundt. Lige nu var han splittet mellem lysten til at være hjemme i trygheden, hvor han kunne sidde med sin egen flaske whisky i sin sofa og stirre ud i luften, og til at blive her i larmen fra de snakkende mennesker og musikken, der fortsatte oppe på scenen. Egentligt var han allerede ved at være træt. Han sov ikke så godt for tiden.

Someone from the past (Angelie)
« on: on Tirs 15 nov 2016 - 17:25 »

Angelie

Proficient (Rank 16)

avatar

Det skærpede blik iagttog ham nysgerrigt, imens hun drejede glasset et par omgange imellem fingrene. Det var egentlig en smule akavet, nu hvor hun sad her med en person fra den fortid, som hun havde lagt bag sig for så mange år siden. Hvad skulle hun egentlig sige til denne?

Et lavt Mhm lød fra hende, som for at fortælle at hun stadig lyttede til ham, men det fortalte samtidig at hun nok skulle lade være med st snage mere i netop dette emne. Faktisk var der noget, som var langt mere interessant for hende, men turde hun overhovedet spørge? Ville hun høre svaret?

De lysende blå øjne lagde sig på ham, inden hun tog indåndingen, der skulle give hende modet til at starte sætningen, som skulle komme over hendes læber snart.
"Hvordan.. er der.. hjemme?" Selvom hun havde tænkt sætningen længe, var den kun halvt og hviskende udtalt, som om det ville gøre svaret nemmere. Måske havde han ikke engang været der siden. Hun håbede lidt i mangel på bedre muligheder. Hendes forældre ville være gamle nu, hvis ikke døde.. der var trods alt gået en del år efterhånden. Hun vat holdt op med at tælle..

Glasset blev tømt helt i en mundfuld, inden hun skubbede det let fra sig, som tegn på at hun ikke skulle have mere på nuværende tidspunkt. For meget alkohol gav hende følelsen af at blive uovervindelig.. for en stund.. derefter ville hun blive ufattelig syg i næsten en uge efterfølgende. Dette havde hun erfaret for længe siden.. ikke desto mindre var det fristende at fortsætte med at indtage den euforiserende drik.

Someone from the past (Angelie)
« on: on Fre 30 dec 2016 - 19:08 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Det var måske en smule særpræget at sidde der og drikke med en kvinde, som han ikke havde set siden hun var et barn. Men alt i hans liv var særpræget i øjeblikket, så denne situation var faktisk det letteste at bære. Også selvom han måske ikke ligefrem syntes om, at hun så ham i en ikke alt for god forfatning med lidt for meget alkohol i blodet. Det var ikke normalt for ham at være svag på den måde, men måske det var meget passende, at det netop var hende, som han sad her med.

Hendes tilkendegivelse om, at hun stadig lyttede, men nok skulle lade være med at spørge mere, var beroligende og han lod blikket falde til sit glas. Han burde stoppe med at drikke, men han havde ikke lyst. Overhovedet ikke lyst. Så i stedet løftede han glasset og tømte det, inden han fangede bartenderens opmærksomhed og gjorde tegn til at han skulle fylde op.

Hendes spørgsmål fik ham til at se på hende med øjenbrynene skudt i vejret og lidt overraskelse i ansigtet. Derhjemme? Hun ville gerne vide, hvordan det gik med hendes forældre. Et mildt udtryk gled over hans ansigt og øjne, inden hans ansigt faldt tilbage i de ulæselige folder.
"Jeg ved det ikke. Jeg har ikke været tilbage siden jeg overlod forretningen til dine forældre. Det sidste jeg hørte var, at de havde solgt det, for at gå på pension." Han sagde sandheden. Selvom han havde været glad for at have Angelies forældre som ansatte, havde han ikke interesseret sig i deres privatliv. Og selvom han havde været tættere på Angelie end så mange andre, så havde hun også været ude af hans liv i det øjeblik, han havde sat foden i flyveren. At hun var taget hjemmefra i en tidlig alder, havde han ikke vidst.
Han havde holdt lidt øje med selve firmaet, men det hverken udmærkede sig eller gik konkurs og derfor havde han ikke været specielt interesseret.

Sponsored content



Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen Besked [Side 1 af 1]

Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum