Latest topics
» Fashion show - Leetha (xxx)
Yesterday at 23:04 by Bailey

» Deal with the Devil (Maze)
Tors 20 jul 2017 - 0:14 by Morgan L. Withers

» Face Claim
Ons 19 jul 2017 - 22:59 by Morgan L. Withers

» You're worse than nicotine. (XXX)
Tors 13 jul 2017 - 19:06 by Roar

» Proud Warrior or Caged Beast? (Maze)
Man 10 jul 2017 - 20:48 by Nightrage

» Afstemning: Beholde specifikke foras og in-game plots?
Man 10 jul 2017 - 15:41 by Thomas Darwill

» Thomas Darwill Character Sheet
Man 10 jul 2017 - 0:53 by Thomas Darwill

» Busy Opening.... XXX(Cara)
Søn 9 jul 2017 - 20:16 by Caleb

» Bagom Thomas Darwill
Søn 9 jul 2017 - 12:29 by Thomas Darwill

Statistics
Der er i alt 511 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Ridley

Vores brugere har i alt skrevet 212153 indlæg in 10338 subjects

You are not connected. Please login or register

AuthorTopic: Privat visit.

Privat visit.
« on: on Tirs 7 jun 2016 - 14:28 »

Maya

Advanced Beginner (Rank 7)

avatar

Sted :: Julien's villa - Quartier de Saint-Jean - Di Morga
Tid :: 02:00+
Vejr :: Kraftig regnvejr og blæs, og mørket ligger tungt.

Julien Bonaparte
_________________________

”Mademoiselle Dąbrowski?” Der var ingen tydelig reaktion at finde hos den unge kvinde, men den noget ældre chauffør var ikke i tvivl om, at han havde hendes opmærksomhed. For Maya var ikke typen der faldt hen i sine dagdrømme længere. Hun var altid til stede, og hun havde altid et godt tag på sine omgivelser. I den verden hun levede i, kunne den mindste ting, som at sive væk i ikke mere end et splitsekund, ende fatalt. Ganske roligt fjernede hun sit blik fra bilens tonede vindue og frem imod bagspejlet, hvor hun blev mødt af sin trofaste chauffør, bulter, hvad end en som ham blev kaldt nu om dags, der så tilbage på hende med hans sædvanlige svagt bekymrede øjne. ”Regnen har taget til. Og De har endnu ikke indtaget føde i dag.” Hun vidste bedre end nogen anden, hvor han ville hen med det, og inden han nåede sin konklusion afviste hun ham ved blot at se tilbage ud ad vinduet og videre igennem mørket imod villaen bag porten.
”De burde forstå mig bedre end dette, Jean.” Hendes stemme var kølig. Og til trods for at hendes tone var rolig var den ikke yderligere afslappende. Den prikkede som kulde gjorde mod nøgen hud. Hun rakte sig om i nakken, hvorpå hun trak den store hue, der tilhørte hendes sorte kappelignende frakke, over hovedet og lagde straks hendes blege ansigt i skjulte skygger. Som det blev gjort blev fordøren til bilen åbnet og den ældre herre - Jean -  trådte hurtigt ud i regnen og slog en paraply op, inden døren til passageren blev åbnet for hende. Paraplyen blev hen over hende, som hun selv steg ud, men idét døren var blevet smækket i og Jean gjorde tegn til at følge hende, så hun stift imod ham. ”Det her er et privat ærinde. De ved, hvornår De skal vende tilbage efter mig.” Mere var der ikke nød til at blive sagt. Han forstod, og han accepterede.

Regnen stod ned i stænger, men grundet frakkens tykke og robuste stof blev hendes beklædning ikke gennemblødt. Og de dråber der landede på hendes flade laksko gled af uden problemer, som hun med bestemt skridt begav sig fra bilen og op til den store port. Hun hørte paraplyen blive slået sammen, hun hørte bildøren blive lukket i og hun hørte bilen starte og køre væk. Efterlod hende alene i natten. Præcis som hun havde ønsket.
Hun tøvede ikke med at lægge en finger imod, hvad der meget vel kunne kaldes en ringeklokke, og holdte den inde i et par sekunder. Bare for at sikre sig, at hun blev hørt. Hun kunne så nemt som ingenting begive sig op til hoveddøren uden at bøvle med at blive buzz’et indenfor. Men hun havde stadig lidt god skik tilbage i sig. Også selvom det var klar utilfredshed, der havde bragt hende til den del af Quartier de Saint-Jean. Hun spildte ikke sin tid på at trykke på klokken igen. Hun forventede, at hun var blevet hørt. Hun behøvede ikke at råbe op flere gange, for at få sin ønskede opmærksomhed. Og hvis rygter om boligejeren var korrekte tvivlede hun på, at han lod nogen vente. Om han så havde set hendes besøg komme eller ej.

Hun forblev stille. De klare røde øjne fjernede sig ikke fra det lille kamera, der var installeret ved samtaleanlægget, men selvom hun virkede tålmodig ud ad til stod hun nu alligevel og slog en finger rytmisk ind imod sit lår.



Sidst rettet af Maya Tirs 21 jun 2016 - 22:22, rettet 1 gang

Privat visit.
« on: on Tirs 7 jun 2016 - 15:18 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Julien sad i sin sofa med en bog i hånden, som han oftest gjorde på denne tid af dagen. Han havde spist aftensmad og ryddet køkkenet, som han plejede, selvom hans rengøringskone kom dagen efter. Han hadede rod, og han havde ikke noget i mod mindre pligter, et eller andet skulle man jo alligevel lave. Dog fik rengøringskonen lov til at ordne den mere krævende rengøring.
Dagen var som sædvanligt gået med arbejde. Han havde været forbi sit hotel, hvor regnskabet skulle kigges igennem, og han havde haft et møde med en mand, der måske kunne overtales til at sælge en kontorbygning, der ville være perfekt at renovere og derefter leje ud. Juliens lille forretningsimperium voksede støt og roligt.

Han havde også haft en anden vigtig aftale. Bestyreren af "Double Up", hans blanding mellem en bar og en restaurant, havde haft ringet. Dagen før var han og personalet blevet truet af to større mænd, der ville have "beskyttelsespenge". Det havde åbenbart været en ret voldsom oplevelse og både bestyreren og personalet havde været meget rystet. De to mænd havde sagt, at de ville være tilbage dagen efter på samme tid efter pengene, så Julien havde flyttet på en anden aftale og havde placeret sig i baren, da de to mænd dukkede op. Al personale var sendt hjem og der var et "Lukket"-skilt på fordøren, så han kunne tage i mod dem i fred.
Det viste sig at være en grim navajo og noget Julien gættede på var en varulv. To meget ubehagelige mandspersoner, som Julien hurtigt opgav at tale med. Da de begyndte at true med at smadre inventaret og brænde baren ned, havde Julien fået nok. De to mænd blev meget overraskede, da han afslørede sine evner, og som de fleste levende væsner, var de rædselsslagne for ild. Julien vidste, at der lå et bat bag baren, han havde selv givet tilladelse til, at det lå der, og de to mænd fandt hurtigt ud af, at det var en meget dårlig idé at gøre Julien vred. En rigtigt dårlig idé.
Inden han lod dem gå, gav han dem besked på at fortælle deres leder, at man ikke skulle true Juliens forretninger, hans personale eller ham selv. Hvis han fik problemer med dem igen, skulle de regne med at han ville brænde dem levende midt på tovet, så alle kunne se, at man skulle holde sig fra ham. Derefter smed han dem ud. Navajoen kunne knapt gå og måtte støtte sig til varulven, der tydeligvis have brækket en arm.

Det var ikke ret godt, at de var en del af mafiaen, men han kunne ikke lade to bøller ødelægge hans forretning. Om det ville få konsekvenser i forhold til organisationen, det håbede han ikke. Det ville være en masse unødvendigt besvær. Hvis det havde været for år tilbage, ville det ikke have været et problem, for dengang kendte han lederen, en ilddæmon. Han var blevet skiftet ud med en luftdæmon, Julien kun havde haft æren af at møde en enkelt gang, inden han blev leder. Og så havde han fornyligt hørt, at de havde skiftet leder igen, og han vidste ikke, hvem den nye leder var. Bare at det var en streng ung kvinde.

Men det tænkte han ikke over lige nu, som han sad og læste i sin bog. En lyd forstyrrede ham. Det var ringklokken på porten. Han så overrasket på sit armbåndsur. Han rynkede panden, lagde bogen fra sig og rejste sig for at gå ud til anlægget med skærmen, der viste, hvem det var. Hvem ville ringe på, på dette tidspunkt? Hvem i det hele taget? Der var ikke mange, der vidste, hvor han boede.
Han tændte for skærmen, der viste en skikkelse i en mørk kappe. En meget ung kvinde med røde øjne. En vampyr. Måske en Gabriel kendte? Der var forhåbentligt ikke sket drengen noget. Stadig lidt forvirret trykkede Julien på samtaleknappen.
"Ja?"

Privat visit.
« on: on Tors 9 jun 2016 - 17:28 »

Maya

Advanced Beginner (Rank 7)

avatar

1… 2… 3… 4…

Tiden gik, men Maya rørte sig knap nok ud af flækken. Hun blev blot stående og følte hver enkel regndråbe falde ned over hende, og hvordan det tungede ned på den allerede tunge frakke. Lidt efter lidt, som vandet blev absorberet. Men det var ingenting. Det bekymrede hende ikke det mindste. Regn var regn. Det var rent vand fra himlen. En lille dråbe landede på hendes læbe, hvilket endelig fik hende til at gøre andet end et blinke en gang imellem. Tungen stak frem og slikkede dråben væk samtidig med, at hun fugtede sine læber.

Hun hørte den skrattende lyd fra samtaleindlægget, da det blev aktiveret på den anden side, og inden der overhoved blev talt, reagerede hun. Blikket faldt roligt fra kameraet og ned mod højtalerens placering, hvorpå hun tog et halvt skridt tættere på, da den mandlige stemme blev transporteret fra et sted i villaen - formåede hun - og ud til hende. Det er en finurlig lille opfindelse. En klar opgradering fra ringeklokken for den paranoide borger. Men nu skulle hun ikke se ned på den ekstra sikkerhed, eftersom det selv var installeret ved blandt andet hendes kontorbygning.
”Jeg formoder, at De er Julien Bonaparte?” startede hun ud, mens hun bøjede sig lidt frem for at have sin mund tættere ved mikrofonen for at være sikker på, at den opfangede hendes stemme. Hendes stemme ejede trods alt ikke det højeste lydniveau i verdenen. ”Mit navn er Mayêmia Dąbrowski. Det er kommet mig for øre, at De har…” Hun holdt inde, nærmest som om at det resterende af sætningen gav hende kvalme. ”…leget rundt med et par af mine.. mænd.” Hun løftede da blikket mod kameraet igen, hvor hendes blik næsten havde fået et mere borende udtryk. Som ville det kunne fryse den uheldige der så hende i øjnene for længe. Hun så ikke yderligere tilfreds ud, men nu vidste hun ikke mange følelser i det hele taget. Vinden tog ved og fik frakken til at flagre, men mirakuløst flyttede hætten sig ikke det mindste, som blev den holdt fast af magi eller ren og skær viljestyrke.
Et af de perfekte øjenbryn blev efterfølgende løftet og man kunne ane hendes hoved blive lagt på skrå. ”Åbner De selv op eller skal jeg finde en anden vej indenfor, pan Bonaparte?”

Privat visit.
« on: on Tors 9 jun 2016 - 18:30 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Julien lyttede til, hvad kvinden havde at sige uden at sige noget. Mayêmia Dąbrowski. Navnet lød bekendt, men han kunne ikke lige placere det. Ikke før kvinden sagde, at hun var der fordi han havde 'leget' med et par af hendes mænd. Mafia. Havde han ikke en gang mødt en ung kvindelig vampyr ved det navn? Hans tanker blev afbrudt, da hun spurgte, om hun selv skulle finde ind. Han trykkede på knappen, der ville låse porten op med et klik, stadig uden at sige noget.

Der var et stykke fra porten og op til hans hoveddør af en lang indkørsel i grus, så han ville have et øjeblik inden hun stod ved døren. Han vendte sig mod det store spejl og lod hænderne glide over sit hår, for at sikre sig, at det sad som det skulle. Skulle han tage slips og jakken til jakkesættet på igen? Nej, han valgte at lade være, så han var stadig kun iklædt en hvid skjorte, de mørkegrå bukser til jakkesættet og et par hyttesko i blankt brunt læder. Han var i sit eget hjem, og han havde en fornemmelse af, at det måske var en god idé at virke mindre truende til denne samtale.

Han var en smule spændt på, hvad denne Mayêmia ville. Var det et mere eller mindre fjendtligt eller venligt besøg? Han håbede stadig på, at han ikke skulle til at slås mod mafiaen, det ville lægge en stor sten i vejen for hans arbejde her. Og han havde ikke planer om at forlade Di Morga, eller Frankrig for den sags skyld, hverken i hast eller ej. I øjeblikket var Di Morga hans hjem og Frankrig var hans fædreland. Hvis mafiaen valgte at blackliste ham, ville skabe et stort problem. Tanken fik ham til at rynke panden. Nej, han håbede, at der kom en fredelig afslutning på dette møde.

Han rettede kort på sin skjorte, der ikke var helt glat mere, efter en lang dags arbejde og en times tid i sofaen med en bog. Herefter ventede han på, at det ringede på døren. Da det gjorde, gik han hen og åbnede den, klar til lidt af hvert, selvom han havde holdt øje med sikkerhedskameraet, der sad skjult ude ved porten og set, at hun umiddelbart ikke havde selskab.
"Mademoiselle Dąbrowski. Kom indenfor." Han trådte tilbage fra døren, så kun kunne komme ind i den store entre. Selvom Julien havde råd til at bo i et palæ, havde han købt sig en diskret udseende villa i rigmandskvarteret. Selve huset var stort og udformet som et T med hoveddøren i midten af topstregen. En dør til venstre ledte ind til en større stue, hvor der var en pejs, pt uden ild, en større sofa, et sofabord, et meget stort fladskærmstv på væggen foran sofaen og to andre udgange, den ene ledte ind til en spisestue og den anden var en havedør, der ledte ud til den store have, der omgav huset. Langs alle væggene var der bogreoler og et enkelt ægte maleri af Van Gogh.
Entréen havde en trappe, der ledte ovenpå. Til venstre var en dør ud til garagen. Selve entréen blev efter trappen til en gang, der ledte ned til køkken og et par andre rum.

Julien gjorde tegn til at ville tage kvindens våde frakke. Selvom han kunne, havde han ikke ansat en butler. Han havde ikke mere tjenestefolk end højest nødvendigt. En rengøringskone, en gartner og det løse, alt efter, hvad han fik brug for.
Hvis Maya lod ham tage i mod frakken, ville han vise hende ind i stuen med en håndbevægelse og derefter hænge frakken op, så den kunne tørre en smule. Til sidst ville han gå ind i stuen.

"Mademoiselle, kan jeg tilbyde Dem noget at drikke?" Trods det lidt afslappede udseende, var Julien stiv, finpudset og høflig som altid, med sit kølige ansigtsudtryk, der havde et strejf af et smil ved mundvigen, så han virkede venlig.

Privat visit.
« on: on Tors 9 jun 2016 - 20:12 »

Maya

Advanced Beginner (Rank 7)

avatar

Det var en forfærdelig lyd der opstod, da porten blev åbnet. Selv hvis hængslerne havde været smut for nylig, skarp det i hendes sarte ører. Tungt metal der blev løftet væk for at åbne op for en fortsættende vej til - i hendes tilfælde - ilddæmonens bolig. Dog selvom lyden var skinger for hende, fortrak hun ikke en minde. Hun stod heller ikke bare og ventede tålmodigt til, at dørene var blevet slået helt op. Hun drejede bestemt omkring og marcherede nærmest direkte imod den åbnende port. Hun satte ikke farten ned, men alligevel da hun nåede den, var den allerede blevet åbnet nok til, at hun kunne få sin lille krop igennem sprækken uden at skulle masse sig igennem sidelæns. Hun opførte sig nærmest som om, at det var hende, der styrede mekanismen. Så sikker var hun i sine skridt og sine bevægelser. Og i sine udregninger. Hun havde sit eget liv i sin hule hånd. Det var hvad nær fire hundred år kunne gøre ved en.

Maya tog ikke tid af til at kigge sig omkring. Hun havde blikket rettet mod sit mål, som hun mere eller mindre kun fokuserede på. Hun var ikke kommet for et betragte hans skønne have, hvis blomster meget muligt kunne risikere at få en overdosis af vand denne nat. Hun var der heller ikke for at nærstudere den bilsamling, som hun kunne forstille ham have. Gruset lavede beklagende, knasende lyde under den hårde sål på hendes sko igennem de første fem til syv skridt, hvorpå lyden stoppede brat efter et sagte stenkast og blev erstattet af baskende vingetag, som den unge kvinde tog form som en kulsort ravn.
Hun var ikke meget for at spilde sin tid. Specielt ikke denne aften. Hvorfor havde han dog en sådan stor grund til sådan et hus, der så så lille ud sammenlignet med arealet? Med god luft under vingerne og blæsten i den bedst mulige retning, fjernede hun halvdelen af sin tid, som hun ville have brugt på at spadsere. Så så snart hun var nået hoveddøren forsvandt ravneformen. Hun landede let som en kat på sine fødder igen og tog de sidste par skridt, som var intet usandsynligt sket.

Dørklokken blev trykket og inden længe blev døren åbnet, som havde han stået klar med en hånd på håndtaget. Hun nikkede blot som svar, hvorpå hun roligt trådte indenfor i tørvejret. Straks løftede hun sine hænder op til hætten og trak den tilbage for at fjerne skyggen, der havde lagt over hendes ansigt for at skjule det i mørket og fremviste den porcelænsblege hud samt det lange hår, der var samlet i en tyk og fyldigt fletning. Hun rystede lidt på hovedet med øjnene lukket, inden hun knappede frakken op og afslørede den røde skaterdress, hun havde på indenunder. Frakken afleverede hun uden en eftertanke til manden, hun mistænkte for at være Julien. Og som - næsten - altid var hun ret. Også selvom han opførte sig meget lig Jean gjorde overfor hendes gæster.
Lydigt lod hun sig blive ført ind i stuen, hvor hun dog lod sit blik glide rundt for at scanne hans indretning. ”Et glas bordeaux, ville være tilstrækkeligt.” svarede hun ham, og så sig først over skulderen retningen af ham efterfølgende. Hun fremkom ikke som værende imponeret, men for dem der kendte hende, var det som sådan også standarden for hende. Med et tvunget suk rettede hun nu hele sin front mod ham. ”Jeg kan forstå, at De havde haft problemer med disse af mine mænd, jeg nævnte tidligere.” En arm blev lagt under hendes bryst mens den anden støttede sin albue mod den så en hånd kunne blive lagt blidt under hagen. Eftertænksomt. ”Den ene var nær brændt til aske? Ikke den mest optimale velkomst metode, synes De vel? Det var også ganske står af Dem at sende dem ’hjem’ med leftovers.”

Privat visit.
« on: on Tors 9 jun 2016 - 20:48 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Julien betragtede den unge vampyr, som var en del yngre i sit udseende, end han havde regnet med. Ikke at det havde nogen betydning, hun kunne være mange gange så gammel som ham, uden han ville kunne se det. Dog var han ikke i tvivl om, at hun ikke var en ung vampyr. Der var en form for ro over hende, som der ikke kunne findes i en yngre vampyr. Da hun trak hætten tilbage og han kunne se hendes ansigtstræk, var han ikke længere i tvivl om, at han havde mødt hende i forbindelse med mafiaen før. Men i hvilken position kunne han dog ikke huske. Det var mange år siden, at han havde tilbragt tid med den franske mafia.

At hun i og for sig behandlede ham som en tjener, burde vel hidse ham op, men han fandt sig i det for nu. Han gjorde heller ikke meget for at forhindre hende i at se ham sådan, hvilket var med vilje. Bedre at hun undervurderede ham. Da hun sagde, at hun gerne ville have et glas vin, nikkede han blot og gik over til et lille bord med flasker og glas. På reolen ved siden af stod der en lille vinreol med et par flasker. Han trak en flaske ud, skar toppen af og begyndte at skrue en proptrækker i. I mens han gjorde dette så han på hende. Hun gik lige til sagen.
"Brændt til aske er så meget sagt, så vidt jeg husker, var hans trøje blot en smule svedet." Han hev proppen ud af flasken og tog et glas. "Jeg reagerer ikke så pænt på at få mine ansatte truet af to bøller, der ønsker at få betaling for ikke at gøre min forretning noget. Og jeg reagerer slet ikke pænt på at blive truet på livet." Han trådte hen til hende med det halvt fyldte vinglas og rakte det frem.
"Mademoiselle."

Efter at have afleveret glasset, gik han tilbage til bordet og hældte en fingerbredde whisky op i et glas til sig selv, inden han vendte sig mod hende og betragtede hende med sine kølige klare blå øjne.
"Jeg valgte at forsvare både min forretning og mig selv. Hvis De har et problem med det, burde De måske ikke sende Deres folk ud for at true fredelige butiksejere for penge. Sidst jeg hørte, var mafiaen ikke så økonomisk trængt, at den havde brug for at bruge bøllemetoder mod menigmand, men meget kan selvfølgelig have ændret sig siden." Hans stemme var rolig, men der kom et kort glimt i hans øjne, som folk der kendte ham ville vide var en advarsel om det temperament som Julien besad. Glimtet var dog lige så hurtigt væk igen, gemt under den stive og kølige facade.

Det var ikke blot Julien, der ikke afslørede noget. Hans hjem var tomt for personlige ting, man ville ikke kunne gætte, hvem der boede der. Ingen billeder, ingen pyntegenstande, intet af følelsesmæssig værdi. Han havde aldrig gæster, han kunne bedst lide at have sit privatliv for sig selv, hvilket også var grunden til det tilbagetrukne hus. Han tog ikke sit arbejde med hjem, ud over papirarbejde og der var ikke mange der vidste, hvor han boede. At denne vampyr havde fundet ud af det, var en smule overraskende.

Privat visit.
« on: on Tirs 21 jun 2016 - 22:39 »

Maya

Advanced Beginner (Rank 7)

avatar

”Jeg vil mene, at De undervurderer Dem selv, synes De ikke?” Maya sukkede sagte og tog efterfølgende imod glasset med den dybrøde væske. Vin. Specifikt rødvin havde underligt nok ikke den samme effekt, som andet menneskelig føde. Det smagte ikke af aske på tungen, og det føltes direkte ulækkert i halsen. Hun havde før i tiden folk sig yderst nysgerrig over, hvordan det kunne være, men med årene var hendes interesse synket markant, og hun havde aldrig fået set nogen grund til, at faktisk få det undersøgt. Det kunne blot have noget at være med den lignede bitterhed, som var at finde hos den metalliske smag af blod. Men hvis det omhandlede jernindholdet, hvorfor kunne hun så ikke spise jordbær? ”Der er kun en meget lille mulighed for, at De ville blive overmandet af de simple ’bøller’ - som De så fint kalder dem - der truede Dem på livet.”

Men Julien havde travlt med at hælde et glas op til sig selv, tillod den ældre vampyr at kigge søgende rundt endnu en gang, inden hun roligt drejede omkring og uden tøven satte sig noget så elegant på hans sofas armlæn. At sidde på selve sofaen ville gøre hende alt for lav, til at hun kunne føle den rette mængde overlegenhed. Men samtidig så hun, hvorfor hun skulle blive stående. Han ville umuligt vælge at springe på hende, som et vilddyr.
Hun svang det ene ben hen over det andet og beholdte sin ene fods tær plantet på gulvet. Hun havde som sådan ikke brug for den ekstra balancestøtte, men det virkede langt mere naturligt på denne måde. Hun havde trods alt ingen problemer med, at nå gulvet fra sin siddeplads. ”Hmpf. Mafiaen? Så kujonerne talte rigtig nok over sig.” konstaterede hun til sig selv, hvorefter at glasset blev ført for hendes læber. Et enkelt diskret snif blev udført for at sikre sig, at der ikke var noget usædvanligt ved vinen. Og så blev den første lille slurk ellers taget. Ikke hvad hun normalt foretræk, men det var bestemt ikke dårligt. Hun slikkede en smule vin, der havde farvet hendes læber en tand mere røde, af og sænkede så glasset til sit skød.
”De må forstå, at mine mænd tog angrebet mod dem… selvstændigt. Ud af ren og skær dumdristigt overmod.” Hun så tilbage mod ham. ”Vi tager os ikke godt imod den slags, så De skal ikke bekymre Dem, om at høre mere fra dem.” Hun vippede næsten utålmodigt med den ene fod, der hang frit i luften. ”Men… Jeg er ikke kommet for, at udlevere en undskyldning. De er ikke den letteste person, at finde frem til, pan Bonaparte. Dog er De umådelig god til at efterlade brødkrummer, når De snuser i andre folk sager.” Hun tog endnu en slurk af vinen. ”Kunne De måske ikke bare lade situationen ligge efter… episoden?”

Maya smilede ikke. Det gjorde hun meget sjældent. Hun var nærmere kendt for, at aldrig smile. Ligesom hun var kendt for den konstante kølige tilgang til tingene. Ligesom mange af mørkets væsner, havde hun skubbet de mest unødvendige følelser til siden. Til gengæld havde hun aldrig skillet sig helt af med dem. En følelsesløs ville aldrig kunne komme langt, havde hendes skaber opdraget hende med. Måske havde han ikke ønsket, at hun i stedet ville ende med at være følelseskold, da han havde gjort det, men sket var sket.

Privat visit.
« on: on Ons 22 jun 2016 - 11:35 »

Julien

Competent (Rank 9)

avatar

Julien lod et hurtigt, let smil glide over sine læber og han bevægede hovedet en smule, for at acceptere hendes ord.
"Men en trussel er stadig en trussel, om den kan udføres eller ej." Han nippede lidt til whiskyen i glasset. Selvfølgelig var den ikke billig, han behøvede ikke at spare. Den stærke væske trak et behageligt brændende spor ned igennem hans hals. Det var ikke fordi han ofte slog sig på flasken, men et enkelt glas til en situation som denne, var passende. Der stod flere forskellige flasker på bordet, det meste til, hvis han skulle få gæster. At det så aldrig skete betød ikke, at man ikke kunne være forberedt.

Han betragtede hende, som hun satte sig. Den kønne vampyr virkede til at være en kvinde, som var vant til at folk gjorde, som hun sagde. Han havde svært ved at forestille sig, at ulydighed i den klasse, som de to mænd havde præsteret at lave, ville gå ustraffet hen. Julien var ligeglad. Han havde på ingen måde medlidende følelser for dem, og for hans skyld kunne hun skyde dem som et par gale hunde.
Og af en eller anden grund, havde han ikke problemer med at forestille sig Mayêmia give den ordre. Ikke udføre den selv, men give ordren. Hun virkede som en nådesløs kvinde. Men skulle man ikke også være det, for at kunne lede hele den franske mafia? Julien kunne kun forestille sig, hvilket postyr der måtte have været, da en kvinde overtog magten. Da han havde kendt ilddæmonen, der havde været leder, var det ikke ligefrem kvinder, der havde været øverst i hierarkiet.
Af denne årsag kunne Julien kun have respekt for kvinden foran sig. Selvom hun så spinkel og ung ud, måtte hun kunne håndtere mere end så mange andre.

"Folk har en tendens til gerne at ville snakke i mit selskab." Blot en konstatering. Julien pralede aldrig eller viste sig selv frem. At hans evner kunne få selv den største til at bryde sammen, var bare en fact. Da hun nævnte, at han snuste i andres sager, løftede han et øjenbryn. Lidt af en beskyldning, siden han ikke havde forsøgt at finde ud af mere om mafiaen. Men han lod den fare.
"Siden disse mænd ikke handlede på Deres ordrer, har jeg ingen problemer med Dem og mafiaen. Og De ser ud til at have taget dem af problemerne. Så medmindre De har planer om nogen form for gengældelse, ser jeg ingen grund til, at der skal ske mere."

Der var ingen reaktion på, at hun sagde, at han havde været svær at finde. Ja, det var han, medmindre man tog en mere officiel vej og kontaktede de mennesker, han havde ansat mere direkte under sig. De havde alle hans telefonnummer. Dog var der ingen, der havde hans adresse.
At hun ikke var kommet for at give en undskyldning, havde han heller ikke regnet med. Mafiaen undskyldte ikke. Og han ville heller ikke have en undskyldning, hvis det ikke havde været på hendes ordrer, at de to mænd havde skræmt halvdelen af gågaden til at skulle betale penge for ingenting. Hvis det havde været på hendes ordrer.. så kunne det godt være, at han måske havde ønsket mere af denne samtale, men det var tydeligvis ikke nødvendigt.

Han drak endnu en lille mundfuld og blev stående, hvor han var, med glasset i den ene hånd og den anden hånd i bukselommen. Han var ikke typen, der endte med at stå og hænge, så hans ryg var så rank som altid. Trods det lidt hjemmelige og afslappede udseende, var hans udstråling lige så stiv og kølig som altid. Han så lige nu ikke nogen trussel i Mayas tilstedeværelse, men han var altid klar til det uforudsete.

Privat visit.
« on: »

Sponsored content



Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen Besked [Side 1 af 1]

Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum