Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Latest topics
Statistics
Der er i alt 667 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Sirius Moore

Vores brugere har i alt skrevet 237991 indlæg in 11974 subjects

I'm sorry (Gabriel)

Side 2 af 3 Previous  1, 2, 3  Next

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Gabriel on Man 13 jun 2016 - 23:39

Gabriel sagde ikke mere til det, da Julien sagde at han ikke skulle undskylde, da han tydeligvis ikke var særligt tilfreds med svaret. Ærligt talt anede han ikke hvad dæmonen ville høre fra ham, for så mange andre gange, havde det været det han skulle gøre. Han var altid den der skulle sige undskyld, og give sig, hvis der var nogle uenigheder, sådan var det bare. Så da han bare gjorde hvad han regnede med at skulle gøre, og fik at vide at det var forkert, var der ikke meget at sige til, at han forblev stille. Nogle gange gad han godt at kunne læse folks tanker, så han vidste hvad der foregik i hovedet på dem, og især med Julien. Men mixede signaler var åbenbart hvad dæmonen havde sat sig for dagen. Først var han kærlig, så blev han kølig, så blev han vred, og nu var han... ja, det anede han ikke en gang.

Det var frustrerende. Han ville gerne være en del af Juliens liv igen, men så skulle det være på den gamle måde, hvor han nogenlunde kunne afmåle situationen, og reagere ud fra det. Det her stressede ham, og gjorde ham kun mere træt end han allerede var. Den der kugle i tindingen lød mere og mere fristende, jo længere han var på hospitalet.
Et eller andet sted ville Gabriel gerne konfrontere dæmonen med hvad der helt præcist foregik. Han ville vide, hvad der skulle ske, og hvad han skulle gøre for at det blev sådan. Det var derfor han havde Julien. For at have noget fast han kunne forholde sig til, og en person, som havde et køligt overblik. Dæmonen var det mest strukturerede han havde i sit liv, og så kunne han selv være underholdning i mellemtiden.

Men før Gabriel kunne gøre noget, fik han et tilbud om at hvile sig, i en seng. Det lød utroligt fristende, indtil man kom til den detalje om, at han skulle ligge sammen med Julien. Han var ikke pivet med den slags, de havde delt seng før, men i den her sammenhæng, og på en så lille seng? Alt i ham sagde nej. Julien var varm, og velkendt, ja, men han var også fyldt med blod, og oven i det var han skadet. Hvad hvis han nu bed ham i sin søvn? Hvordan ville sygeplejerskerne reagere på det? Eller værre, tænk hvis han brugte sin putteteknik fra da han var menneske, og ved et uheld brækkede alle knogler i mandens krop, fordi at han nu havde mere styrke, end han havde den gang? OG bed ham oven i det??

Han burde takke nej, og blive i den anden ende af lokalet. Men alligevel fandt Gabriel sig selv gå tættere på, og kravle op i sengen hos Julien. Måske burde han lægge sig med ryggen til ham, så tæt på kanten som muligt, og prøve at gøre det så lidt akavet som muligt, men han gjorde det ikke. Nope, han lagde sig med front imod dæmonen, dog påpasselig med dæmonens skrammer rundt omkring, og krøb forsigtigt ind til ham. Efter lidt tøven, lagde hen sin arm omkring dæmonens talje, og nussede sig lidt ind imod ham, lidt som en kat, der lagde sig til rette.
Som sagt, Julien var varm og velkendt, og selvom han lugtede underligt steril lige nu, så var det stadig rart at kunne lugte noget, som ikke skar i næsen på samme måde som sprit. Og i stedet for den tørst, som han havde regnet med, så dæmpede det på hans angst, fordi at selvom Julien lugtede af det blod, som han havde levet af i sin tid i hans kælder, så var det altså også den lugt og varme, som havde indhyllet ham, når han knækkede, og ikke længere kunne holde sig selv kørende. Han skubbede sine sko af, da han lå godt på sengen, og lukkede sine øjne, som roen bredte sig over ham. Han var stadig lidt bange for hvad der skulle ske, men et eller andet sagde ham at det nok skulle gå. Det ville være hårdt, men til at bære. Hvis han havde kunne overleve 15 år, 1 måned, 4 dage, 3 timer og 47 minutters tortur, kunne han også godt overleve at snakke om underlige følelser med Julien.
avatar
Gabriel
Competent (Rank 10)

Bosted : Hvorend han kan søge ly i løbet af dagen.

Antal indlæg : 390


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Julien on Tirs 14 jun 2016 - 11:29

Overraskende nok så det ud til, at Gabriel tog i mod hans tilbud om at ligge i sengen. Julien havde nærmere regnet med, at han ville afslå og sætte sig til at sove i en stol. Men nej, den unge vampyr bevægede sig over og kravlede op i sengen. Igen blev Julien overrasket, for Gabriel lagde sig ikke i god afstand fra ham, så godt som det kunne lade sig gøre i den almindelige seng. Nej, han lagde sig op af Julien og lagde en arm om hans liv, for derefter at putte sig ind til sig ham, hvilket fik ham til at minde ret meget om en kat.

Julien så overrasket ned på ham. Det var ikke ligefrem varme berøringer der havde været flest af i mellem dem, og slet ikke fra Gabriels side. Det havde været Julien, der havde holdt om drengen, når han havde haft det dårligt. Ham der havde givet ham trøstende kærtegn. Og alt sammen som manipulation. Eller? Han kunne pludseligt betvivle alt, hvad han havde gjort, når det kom til Gabriel.
Men nu lå han der med en arm hen over Julien.

Pludseligt fik Julien en klump i halsen og hans blik blev sløret. Han sank og blinkede et par gange, for at få den truende følelse af gråd væk. Hvad skete der med ham, det var anden gang i løbet af ikke så mange timer. Forsigtigt løftede han sin venstre hånd og lagde den på Gabriels underarm, der lå hen over hans liv, for ligesom at sige, at det var okay. Det gik op for Julien, at han havde spændt op i kroppen og han slappede langsomt af og lod hovedet hvile mod puden bag sig. Trangen til at tage en snak med Gabriel om, hvad det egentligt var, der skete og hvordan de skulle håndtere dette, tog til, men han besluttede sig for, at det nok var en god idé at vente til de begge havde sovet noget mere. Eventuelt helt til de kom hjem. Hvis Gabriel tog med hjem. Julien mærkede et stik af tvivl. Måske dette bare var Gabriels måde at sige farvel på? Han rystede tanken af sig. Måske de skulle snakke sammen, når de havde hvilet.

Det varede lidt, inden Julien faldt i søvn. Men da han endeligt sov, sov han tungt. Fornemmelsen af Gabriels fysiske nærhed var åbenbart beroligende, for der var ingen billeder fra slåskampen i hans hoved og han hørte ikke, da en sygeplejerske kom ind og hentede bakken med service.
avatar
Julien
Competent (Rank 9)

Bosted : En villa i Quartier de Saint-Jean

Antal indlæg : 283


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Gabriel on Tirs 14 jun 2016 - 18:38

Gabriel var lidt i tvivl om, om det han gjorde var okay med Julien, da dæmonen syntes at blive meget anspændt af det. Var det forkert at han gjorde sådan? Skulle han trække sin arm tilbage nu, eller var det for sent? Han så op på dæmonen, som så ud til at være ved at græde, og skulle til at trække i land, men før han kunne gøre det, lagde Julien sin hånd over hans arm, nærmest for at holde den hvor den var. Det føltes... underligt. Gabriel var ikke typen, som tog initiativ, når det kom til berøring. Ikke at han var berøringsangst, det faldt ham bare ikke naturligt at være særligt fysisk med folk, heller ikke som menneske. Han kunne sagtens reagere med det, hvis nogen tog det første skridt, som Julien havde gjort, når han trøstede ham, men han gjorde det bare ikke af sig selv. Hverken overfor Seelie eller nogle andre.

Men umiddelbart virkede det heller ikke til, at han ville blive slynget ud af et vindue for det, så han tog sin chance for at få noget søvn. Så Gabriel lukkede sine øjne, og faldt relativt hurtigt i søvn, i forhold til hvor lang tid det normalt tog ham, at falde til ro, og for en gangs skyld, sov han tungt. Han vågnede ikke når sygeplejersken kom ind, eller når Julien rykkede på sig. Måske var det trætheden, trygheden ved at ligge hos dæmonen igen, eller lidt en blanding.
Gabriel fik let sovet sig igennem dagen, som han plejede, uanset om Julien vågnede eller ej. Han var træt, det var dag, og han var vampyr. Det var nok godt ud på eftermiddagen, før han vågnede, og selvom han var vågen, og havde sine øjne halvt åbne, blev han liggende hvor han var, bare lidt endnu.
avatar
Gabriel
Competent (Rank 10)

Bosted : Hvorend han kan søge ly i løbet af dagen.

Antal indlæg : 390


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Julien on Tirs 14 jun 2016 - 20:00

Julien sov i en del flere timer, end han havde regnet med. Hans krop krævede åbenbart alt det energi, han havde, i helingsprocessen. Det var hen på eftermiddagen, da han endeligt slog øjnene op igen. Ikke at han kunne se det på lyset, da der var mørklægningsgardiner for vinduet, men der hang et ur over døren. Han ville flytte lidt på sig, men følelsen af Gabriels krop fik ham til at blive liggende. Han havde nær glemt, at den unge vampyr lå der. Meget kunne man sige om Gabriel, men han var utroligt nuttet. Det kunne selv Julien ikke komme udenom, som drengen lå og så fredelig ud i sin søvn.

Mens Gabriel sov, havde Julien tid til at tænke over alt, hvad der var sket de sidste par døgn. Ja, længere tilbage end det, helt fra dengang han havde fanget vampyren på parkeringspladsen til Juliens natklub.
Den nærdødsoplevelse, han lige havde været udsat for, satte gang i tanker, som han ikke havde haft før, eller i hvert fald havde valgt at ignorere. Det meste af det rodede rundt i hans hoved som vasketøj i en tørretumbler, og han vidste, at der var et større sorteringsarbejde forude. Lige nu valgte han at tage fat i problemet med Gabriel. Hvad var der sket? Han havde fanget drengen, tortureret ham, fordi han fandt ham spændende, og givet ham stockholmsyndrom bare for at prøve noget nyt, simpelthen fordi han havde kedet sig. Men der måtte være gået noget galt, for selvom Julien havde gemt alt i følelser langt væk, havde dét, at have den unge vampyr boende over et længere stykke tid åbenbart påvirket ham. Han havde vænnet sig til at have ham i huset, havde vænnet sig til at have en samtalepartner og vænnet sig til at have ham siddende i sofaen om aften. I starten havde det måske mest været som at have et kæledyr, men noget var vokset indeni ham. Og selvom han havde gjort alt for at ignorere det, havde det alligevel styret hans handlinger.

Julien løftede hånden og gned sig i ansigtet. Selvom han på den ene side var ved at gå i panik over det, for hvordan skulle han få det til at passe ind i sit liv? Så var han også resigneret. Og måske endda en smule.. lettet? Måske det ville være en god ting for ham, endeligt at have en eller anden i sit liv. Han havde været alene langt det meste af sit liv på jorden. Og det gik op for ham, at det var sørgeligt. En sørgelig måde at leve på. Han var ensom og selvom han brugte det meste af tiden på at arbejde det væk, var det alligevel en følelse, han ikke kunne slippe af med. Ignorere og lade som om, ikke eksisterede, men dog stadig en følelse han bar rundt på. At være så tæt på døden, havde fået ham til at indse det. Måske han skulle tage sin levemåde op til revision. Ikke lige nu. Lige nu skulle han finde ud af, hvad Gabriel ville.

Hvad ville han selv? Han vidste det ikke. Jo, han ville bare ikke rigtigt tænke det højt. Turde ikke tage det skridt. Han sukkede dæmpet og gned sin tinding. Hans hoved var begyndt at gøre ondt.
Da han åbnede øjnene, kunne han se, at Gabriel var vågnet. Ingen af dem sagde noget, så Julien sad bare og betragtede ham lidt, inden han brød stilheden.

"Gabriel. We need to talk." Julien gik i stå, for han vidste egentligt ikke helt, hvad han skulle sige. "About us. I need to know, what is going to happen now. I must admit, I'm a bit confused about why you are here still." Han undlod at lægge sin hånd på Gabriels arm igen, men lod den hvile på sengen.
avatar
Julien
Competent (Rank 9)

Bosted : En villa i Quartier de Saint-Jean

Antal indlæg : 283


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Gabriel on Tirs 14 jun 2016 - 21:51

Gabriel så op på Julien, da dæmonen begyndte at snakke, og sukkede, da det kun kunne betyde en ting. Følelsessnak. Det var ikke noget han var god til overhovedet. Han reagerede meget på sine følelser, ja, men han snakkede ikke om dem, og da slet ikke med Julien. Det tætteste på, havde været da han forklarede hvordan det var at være fanget i hans hoved, og det meste af tiden jokede han med det, i stedet for at være seriøs. Følelser var svære, indviklede og ulogiske.

Men alligevel satte han sig op, og svang sine ben ud over kanten af sengen, så han kunne se over på Julien, og kiggede ham for en gangs skyld i øjnene. "I get why you'd be confused, because I'm just as lost as you are with this whole... feely-stuff. But I know that I don't want you to disappear out of my life again." Man kunne godt se at hans blik flakkede ud til siden ind i mellem, fordi at det var svært for ham, at se folk i øjnene, men han gjorde sit bedste for at holde øjenkontakt, og holde sine følelser i ro, så hans evne ikke gik amok.
"I know it sounds stupid, and I'm not gonna lie, I think it's stupid too because... well, frankly, you've been an asshole to me. You've turned me into a bigger mess than I already were, and I should probably hate you for it... But I dunno. Somewhere along the way, I just... I started to like being around you. I legitimately wanted your approval, even if it was fake, and I know it's pathetic, and I don't want your pity but I... I-" Han afbrød sig selv, for hurtigt at tørre sine øjne, inden han begyndte at tude. Det var forfærdeligt så følelsesladet han følte sig, så i stedet for at sige mere om det, kom han op på benene, og gik lidt væk, for at få lidt mere fysisk afstand på. "A-anyway, I dunno what you wanna do about this, but I'm open for suggestions. Anything that won't turn me into a lovesick high school girl would be nice."
avatar
Gabriel
Competent (Rank 10)

Bosted : Hvorend han kan søge ly i løbet af dagen.

Antal indlæg : 390


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Julien on Ons 15 jun 2016 - 12:56

Det var specielt at se Gabriel i øjnene på Gabriels eget initiativ, og Julien kunne godt fornemme, at vampyren ikke var helt tryg ved det. Men dét, at han gjorde det, var med til at understrege, at det her var en samtale, der var vigtig for dem begge. Så Julien mødte roligt hans blik, trods faren for et udbrud af Gabriels evne. Og trods at han selv havde lyst til at kigge væk for ikke at virke sårbar. Øjnene er sjælens spejl, som det så poetisk blev sagt.

Han mærkede et stik af hvad han gættede på var glæde, da Gabriel sagde, at han havde lyst til at have ham i sit liv. Godt. Så måtte de tage den derfra. Julien fortrak ikke en mine, da Gabriel kaldte ham et røvhul. Med den behandling han havde udsat den unge vampyr for, var røvhul måske endda et ret mildt ord. Men Gabriels ord omkring, hvordan Julien havde gjort ham til et endnu større rod og at han burde hade ham, var lige ved at få ham til at bryde øjenkontakten. Skam? Ja, måske. Dårlig samvittighed. Igen en sær ting, han var ikke typen til at føle dårlig samvittighed, men når det kom til, hvad han havde gjort ved Gabriel, kunne han ikke skubbe følelsen væk.
Stadig tavs betragtede han Gabriel, som der kom tårer i drengens øjne og endeligt brød de øjenkontakten, så Julien kunne sænke blikket til bandagerne om sit liv. Sådan sad han lidt, mens han overvejede, hvad han skulle svare Gabriel.

"I could apoligize to you again, but it wouldn't change anything about what has happend. I cannot explain why I did what I did. And even if I feel bad about it, which is very strange for me, I can only say, I'm somehow happy I did it, because I got to know you." Han rømmede sig og så op på Gabriel igen. "At some point I started liking having you in the house. Believe it or not, I was beginning to look forward to you comming by." Han smilede et kort svagt smil, der hurtigt forsvandt igen for alvoren. "I'm not really sure, what we should do now. I have been alone for almost all my time in this dimension. And as you might have noticed, I'm not really into friendships, feelings and things like that. But I would very much like to keep having you around." Han måtte stoppe igen. Det var hårdt for ham at indrømme, hårdt at arbejde med alle de følelser, han ikke var vant til at skulle holde styr på.

Efter at have samlet sig lidt, trak det lidt i hans ene mundvig og der var et lille glimt i hans øjne.
"And even though I'm an asshole I will try to be a nice asshole."
avatar
Julien
Competent (Rank 9)

Bosted : En villa i Quartier de Saint-Jean

Antal indlæg : 283


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Gabriel on Ons 15 jun 2016 - 20:12

Gabriel vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre af sig selv mens Juliens fortalte om hvordan han havde det, men prøvede holde sit blik på ham for ikke at virke ligeglad, for det var han jo ikke. Han var bare ikke god til den slags, og det havde han heller aldrig været - og han blev det formentlig heller ikke nogensinde. Men det dæmonen sagde hjalp ikke på at han følte sig følelsesladet, faktisk gjorde det kun det hele værre. Det meste af tiden, havde han følt at deres forhold til hinanden havde været meget ensidigt, og det var nok også meget rigtigt, men åbenbart var der alligevel kommet lidt følelser bag. Hvornår det var sket, det kunne han ikke rigtigt finde ud af, men det betød mere for ham, end han havde regnet med. Og det, at dæmonen faktisk gerne ville have ham tilbage i sit liv, betød endnu mere.

Det varede ikke mange sekunder, fra at Julien havde sagt sine sidste ord, til at han havde Gabriel hængende om halsen. Han sagde ikke noget, og gjorde heller ikke andet, end at have armene omkring Juliens hals, og begrave sit ansigt under hans øre. Selvfølgelig passede han på med ikke at lægge pres på de skrammer, som Julien stadig havde rundt omkring, da det trods alt ikke behøvede at gøre fysisk ondt på nogen af dem, men ellers gjorde han ikke så meget andet.
Det føltes lidt underligt, og måske var det også lidt ukarakteristisk, men alligevel var det noget, som han følte for at gøre. Hvorfor han gerne ville være i fysisk kontakt med ham, var han ikke sikker på, og da slet ikke når man tog i betragtning, at de for få minutter siden havde sovet op af hinanden. Gabriel var som sagt ikke særligt touchy-feely når han var ved sine fulde fem, eller måske tre og en halv, taget hans mentale helbred i betragtning, og han kunne sagtens få nok af at blive holdt og nusset og puttet om. Men den grænse havde de ikke nået endnu, og lige nu tvivlede han på at han ville nå den i nærmeste fremtid. Måske fordi han havde haft et underskud af Julien i sit liv, og han skulle gøre godt for alt det han havde misset? Det virkede som en god nok undskyldning lige nu.
avatar
Gabriel
Competent (Rank 10)

Bosted : Hvorend han kan søge ly i løbet af dagen.

Antal indlæg : 390


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Julien on Ons 15 jun 2016 - 21:29

Julien nåede ikke rigtigt at reagere, inden Gabriel hang om halsen på ham i et kram. Han kunne mærke vampyrens unødvendige ånde kilde på sin hals. Forskrækket stivnede han i et øjeblik, men det var bare et kram. Gabriels voldsomme reaktion kom lidt bag på ham, for Gabriel plejede ikke at være så fysisk. Det eneste kram han havde fået af ham, var da han havde givet drengen en fødselsdagsgave. Tøvede lagde han sin hånd på ryggen af ham.

At Gabriel reagerede sådan her måtte betyde, at han var glad for Juliens ord om, at han gerne ville have ham omkring sig. Det betød tydeligvis meget for vampyren og det betød egentligt mere for Julien, end han havde regnet med og han måtte igen synke lidt hårdt for at få en klump i halsen væk. Han gav Gabriel et klem, så godt han kunne kun med én arm, og strøg så hånden ned over hans ryg.
"I guess that settles it then. You're welcome to come over any time you want. I'll get the maid to re-do yur bed." Han rømmede sig for at rense halsen og lænede kort sit hoved i mod Gabriels. Han havde en underlig lyst til fysisk nærkontakt, noget der havde forfugt ham, siden han vågnede. Måske en trang til at få bekræftet, at han var i live. Så Gabriels kram var overraskende tiltrængt, selvom han lige havde ligget og sovet med drengen ved sin side og hans arm over sit liv.

Men nok kunne vel også være nok og lige nu kunne han mærke, at det begyndte at blive for meget. Så med en blid bevægelse skubbede han til Gabriels skulder, for at skubbe ham lidt væk. Da det var gjort, så han på ham og rakte op for at lægge sin hånd i mod Gabriels kind for et øjeblik.
"Maybe this almost-dying-thing wasn't so bad at all." Han strøg tommelfingeren over hans kind og slap ham med et suk. "But I can't wait to get my arm back. And to go home. I miss my own bed." Han flyttede lidt på sig, for ligesom at understrege, at det var mindre behageligt at være bundet ind og ligge i en fremmed seng.
avatar
Julien
Competent (Rank 9)

Bosted : En villa i Quartier de Saint-Jean

Antal indlæg : 283


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Gabriel on Ons 15 jun 2016 - 22:32

Gabriel kunne ikke lade være med at smile lidt, da han kunne mærke Juliens hånd på sin ryg, og dernæst lænede sig lidt ind imod ham. Det var rart at vide, at han ikke var den eneste, som var påvirket af situationen, og at Julien også gerne ville have noget nærkontakt, selvom det ikke var noget de gjorde sig så meget i normalt. Det ville næppe blive en fast ting i mellem dem, men måske noget der kunne ske en sjælden gang i mellem, ved særlige lejligheder?

Dog passede det alligevel fint, at Julien skubbede Gabriel lidt tilbage efter noget tid, og han satte sig derfor op på sengen, ved mandens side i stedet for at være lænet ind over ham. Det var en lidt underlig situation, og egentlig vidste han ikke helt hvad han syntes om, at blive nusset på kinden sådan, men lænede alligevel sit hoved imod berøringen. Sådan noget var som regel forbeholdt til Seelie, i hvert fald hvis han ikke var midt i en eller anden form for anfald, men i lige den situation kunne han godt lade det ske alligevel. Dog sendte han dæmonen et skarpt blik, da han sagde at det måske ikke havde været så slemt, at han næsten var død.
"I feel like we just got friendship-married, so if this is what's gonna happen every time we fight, I'm filing a divorce, like, right now. I don't wanna get old ahead of time, just because almost-dying saves the day." Det var naturligvis en joke, men han var alligevel lidt seriøs. Gabriel ville virkelig ikke til, at skulle frem og tilbage på hospitalet fordi at Julien gjorde dumme ting, som at pisse en djævel af. Efter de første timer, havde det ret meget mistet sin charme, da han ikke længere kunne finde nye ting at tage sig til. Med et svagt suk, satte han sig ned på stolen igen, men selvom han spillede lidt små-fornærmet, kunne han ikke lade være med at smile lidt.

Der gik ikke ret mange sekunder, før Gabriel hørte nogle skridt lige ude foran stuen de var på, og derfor smed hætten på sin hoodie over sit hoved, og vendte hovedet væk fra døren, lige inden den gik op. Det ville ikke være nok til at undgå at blive bare lidt svækket af lyset det lod ind, men han undgik alligevel at blive brændt med det samme. Og da døren blev lukket igen kort efter, vendte han hovedet, for at se, hvem det var der var kommet ind.
Det var en man, som så ud til at være i midten af 50'erne, med kort krøllet, men alligevel tyndt hår som var mørkebrunt med nogle hvide tråde ind i mellem. Han havde et venligt ansigt, med smile-rynker og varme brune øjne, og generelt virkede han lidt som en sjov onkel-type, der havde smilet det meste af sit liv. Han var væsentligt højere end Gabriel, hvilket ikke var nogen overraskelse for nogen, men han havde nok også et par centimeter over Julien, og så var han ret normalt bygget. På en måde virkede han bekendt for Gabriel. Det burde egentlig få alarmklokkerne til at ringe, at han så nogen, som virkede bekendt på hospitalet, men han måtte stadig være påvirket af det rørende øjeblik, som han lige havde haft med Julien, for han tænkte ikke yderligere over det.

"Hr. Bonaparte?" spurgte manden, bare for at sikre sig at han var ved den rigtige patient, og med et venligt smil om læberne, gik han over imod sengen. Hans blik flakkede kort over imod Gabriel, hvor hans blik syntes at ændre sig et øjeblik, til noget, som ikke var helt til at læse, inden han igen havde fokus på Julien.
avatar
Gabriel
Competent (Rank 10)

Bosted : Hvorend han kan søge ly i løbet af dagen.

Antal indlæg : 390


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Julien on Tors 16 jun 2016 - 13:49

Julien var nær brudt ud i latter, men lod klogeligt være, da det nok ville have sendt jag af smerte igennem ham. Gabriel havde de mest spøjse udtryk og sammenligninger. En af de ting, han havde fundet interessant, da han.. mødte ham. I stedet for at le, smilede han skævt.
"Don't worry, I'm not planning to end up in a hospitalbed again. It's not very comfortable." Han fulgte vampyren med øjnene, som denne satte sig ned på stolen igen.
Nej, Julien kunne ikke vente med at komme hjem igen. Selvom han ikke havde lavet andet end at sove, siden han var vågnet op af bevidstløsheden første gang, var han stadig træt og han havde stadig en smule ondt, selvom det var begyndt at gå stærkt med at hele.

Gabriel trak hætten over hovedet og døren blev åbnet. I det der blev taget i håndtaget, forsvandt alle følelserne fra Juliens ansigt og det normale, kølige og dog småvenlige udtryk dukkede op. En læge kom ind og lukkede døren bag sig. Juliens første indtryk af ham, var en hjertevarm mand, der var glad for at smile og le. Og selvom det kunne være svært at vurdere, gættede Julien med det samme på, at han var menneske.
"Ja?" Julien så roligt på ham. Lægen smilede stadig til ham.
"Mit navn er Gerard Martel. Jeg er din læge."
"Ah. Glæder mig at møde Dem, monsieur."
"Åh, vi er ikke så formelle her. Gerard er fint. Nå, jeg vil gerne se lidt på dine skader. Hvis du kan komme op at sidde på sengekanten." Lægen kom over til sengen og Julien skubbede benene ud over sengekanten, så han kom op at sidde.
"Hvordan går det med smerterne? Det er noget tid siden, at du har fået smertestillende, og sygeplejersken sagde, at du ikke ville have så meget. Løft lige armen." Gerard begyndte at røre ved Juliens venstre side, hvilket ikke gjorde specielt ondt.
"Det kunne være værre. Det er vist godt i gang med at hele." Julien kunne dog godt mærke, at det trak lidt, da han løftede armen over hovedet.
"Godt. Jeg ved ikke, hvor hurtigt du plejer at hele?"
Julien sænkede armen igen, da lægen var færdig.
"Kommer selvfølgelig an på skadens størrelse. En skramme på en time eller to, en brækket arm halvanden dag eller måske to, alt efter buddet."
Lægen nikkede og begyndte at trykke lidt på hans skulder.
"Lyder meget normalt. Jeg gætter på, at det tager lidt længere tid denne gang, siden der er mange mere alvorlige skader. Du har fået en ordentlig omgang."" Han klappede venskabligt Julien på den gode skulder. Julien valgte at lade være med at svare, det kom ikke lægen ved, hvad der var sket. Gerard forstod dæmonens tavshed og gik videre.
Jeg har bestilt røntgen her om en halv time til din arm og dine ribben." Han begyndte at pille bandagen om Juliens overkrop af, så han kunne få armen fri. "Din skulder føles fin, hvad synes du selv?"
"Jeg tror, at den er ved at være i orden. En smule øm, men det er vel, hvad man kunne forvente." Det var ikke første gang, Julien havde en skulder af led. Det var sket nogle gange, et par gange på grund af at have håndteret heste. Man kunne være lidt uheldig med de store dyr.
"Det var godt." Lægen hev det sidste stykke til sig og begyndte at tage den af, som Julien havde om livet.
"Sygeplejersken sagde, at såret var hurtigt væk. Du har været meget heldig, det var et ret dybt sår, der blødte en del. Så." Han gik over og smed bandagerne i en skraldespand, inden han gik tilbage til Julien, der endeligt havde højre arm fri. Underarmen var pakket godt ind med bandager og skinner. Åh, det var skønt at kunne bevæge sig igen og ham rullede lidt med den ømme skulder.
"Hvis røntgenbillederne ser fine ud, får du lov til at tage hjem i aften. Og jeg gætter på, at du kan tage forbindingerne af i morgen." Han nikkede mod Juliens side, der stadig var bundet ind, og armen.
"Det lyder dejligt."
"Der er ingen grund til at holde dig her. Det ville dog nok være godt, hvis du ikke laver alt for meget de næste par dage."
"Selvfølgelig. Jeg tænker et par fridage er til at klare." Julien havde ikke planer om at kaste sig over arbejdet de første par dage. Der var for mange ting, der skulle tænkes igennem.
"Godt. Der kommer en portør efter dig, når det er tid til røntgen. God bedring." Gerard smilede til Julien og var på vej til at gå, da han vendte sig mod Gabriel med rynket pande.
"Jeg bliver lige nødt til at spørge. Hvad hedder du? Du virker bekendt."
avatar
Julien
Competent (Rank 9)

Bosted : En villa i Quartier de Saint-Jean

Antal indlæg : 283


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Gabriel on Tors 16 jun 2016 - 15:09

Gabriel lyttede kun med et halvt øre, mens Julien og lægen snakkede sammen, så det eneste han sådan rigtigt fangede var, at Julien skulle røntgenfotograferes, og at han måtte komme hjem i aften. Så ud fra det, måtte han vel have helet fint hvilket han kun kunne forestille sig, at dæmonen ville blive glad for at høre. Hospitalsenge var ikke de mest behagelige, og som sagt, så var det heller ikke det mest spændende man kunne foretage sig. Alligevel var der et eller andet, som generede ham, ved den her læge. Ikke fordi at lægen gjorde noget forkert, men fordi at han virkede bekendt, og at hvad end han havde været en del af, i Gabriels liv, så havde der været nogle gode øjeblikke, men helt klart og nogle dårlige.

Dog blev hans tankegang hurtigt stoppet, da lægen spurgte ham om noget.
"Sorry, I wasn't paying attention there, what did you say?" Han smilede fåret op til lægen, men holdt som altid, ingen øjenkontakt.
"Oh, I was asking what your name was. You seem kind of familiar. As I said earlier, my name is Gerard Martel." Manden rakte sin hånd ud til ham, og Gabriel tog den, en anelse tøvende. "My name is Gabriel-" "Phillip Moreau?" Gabriel trak straks sin hånd til sig, som havde han brændt sig, og man kunne se en svag panik i hans øjne.
"Don't worry, I haven't been stalking you. I remember your name from when you were an intern. I was also the one to do most of your surgeries after your accident, so that's why I know your full name. It wouldn't surprise me if you didn't remember though, you were on a lot of anesthetics whenever we met before a surgery"
Et øjeblik så Gabriel både forvirret og forstående ud på samme tid, for han kunne godt svagt huske at han havde fået nogle råd, og noget med en operation, som var gået godt, men desværre ikke havde gjort hans hånd brugbar igen. "I think... I remember?"
"I bet getting turned into a vampire makes those things kind of foggy, huh?" Gerard smilte venligt til ham, men det falmede ret hurtigt igen. "To be honest, your stunt with the wheelchair had everyone believing you were dead, and if I hadn't recognized you just now, I'd probably still believe that it was the case." Gabriel vidste tydeligvis ikke rigtigt hvad han skulle gøre af sig selv, og det syntes også at få lægen til at bakke lidt tilbage. "We had considered turning you, but we didn't think you'd make it through. I guess we were wrong. Was it your friend - what was her name? Seelie? Who turned you?" Gabriel nikkede forsigtigt, men hans øjne flakkede rundt, hvilket var et tydeligt tegn på, at hans angst trådte frem.

"Oh well, I suppose that was a lot to be confronted with, without any warning. I won't tell anyone that you're still alive, if you don't want me to but-uh.. If you ever feel like taking up your studies again, I'm sure we could find you a spot at night. You were a hardworking student, with a lot of potential after all" Igen nikkede Gabriel, uden noget verbalt svar, og Gerard tog et par skridt tilbage, da Gabriel, selv dengang, havde været lidt sær, og det vidste han godt.
Lægen rømmede sig lidt, inden han vendte sit blik over imod Julien igen. "Nå, ja, jeg sagde at portøren ville hente dig når du skulle til røntgen, ikke sandt?" Spurgte han, uden rigtigt at ville have noget svar, da han allerede gik over imod døren. "God bedring Hr. Bonaparte. Pas godt på drengen." Han nikkede imod Gabriel, inden han gik udenfor, og efterlod dem alene på stuen. 

Gabriel derimod, så endnu blegere ud end normalt, og hans vejrtrækning rystede lidt, som diverse minder kom tilbage til ham. Minder om at være fanget til sin seng, med diverse maskiner til at holde sig i live, og altid være svimmel og have kvalme på grund af alt det smertestillende han var på. Han huskede hvordan at det vildeste han prøvede i over en måned, var da han blev vurderet rask nok, til at kunne sidde i en kørestol, og at han kunne blive kørt rundt, men kun indtil han fik det så dårligt, at han var blevet skyndet tilbage til sin seng. Og da Gerard havde nævnt operationer, huskede han tydeligt en bestemt, hvor de havde prøvet at ordne hans venstre hånd, den som han skrev med, kun for at kunne fortælle ham efterfølgende, at han nok ikke ville komme til at kunne bruge den nogensinde igen. Han kiggede ned på sin hånd, og kunne mærke et stik i brystet over, at nogle af hans fingre stadig var skæve efter han var blevet vampyr, og at man, hvis man så meget godt efter, svagt kunne se nogle ar, fra operationen. Ligesom de ar, man kunne se på hans mave og ryg, som havde fulgt ham. Han havde ikke et eneste ar fra alle de skrammer han havde fået efter at være blevet vampyr, men der var stadig nogle fra hans tid som menneske.
avatar
Gabriel
Competent (Rank 10)

Bosted : Hvorend han kan søge ly i løbet af dagen.

Antal indlæg : 390


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Julien on Tors 16 jun 2016 - 20:45

Julien fulgte med i de to andres samtale. Mens de snakkede, fik han mere at vide om Gabriel og hans tid før han blev vampyr, end hvad Gabriel selv havde fortalt. Han havde aldrig ville presse ham med det, for han var tydeligvis meget utilpas over det og plejede at feje det af med, at han ikke kunne huske noget. Og Julien havde ikke haft noget behov for at vide noget, selvom han måtte indrømme, at han da var nysgerrig.

Det var meget usammenhængende, og Julien kunne ikke helt følge med i, hvad der var sket, men noget med et uheld, nogle operationer og at Gabriel åbenbart havde siddet i en kørestol. Og at Gabriels skaber hed Seelie. Drengen havde aldrig nævnt hendes navn, selvom Julien havde spurgt en enkelt gang. Det var som om, at han ville holde de to verdener fra hinanden, hvilket Julien havde besluttet sig for at lade ham gøre.

Mens han betragtede Gabriel og manden, fangede han hurtigt Gabriels udtryk for begyndende angst, men han hverken sagde eller gjorde noget. Han var ikke Gabriels beskytter og han regnede med, at vampyren nok selv kunne sige fra, hvis det blev for meget, eller til, hvis han havde brug for hjælp.
Åbenbart kunne lægen også se, at hans spørgsmål og snak gjorde Gabriel utilpas og utryg, for han skyndte sig at afslutte samtalen og forsvinde ud af rummet. Julien svarede ham ikke, da han ikke virkede til at forvente noget svar. I stedet betragtede han Gabriel, der så dårlig ud. Det måtte være nogle hårde minder, som lægen lige havde fremkaldt. Forsigtigt rejste Julien sig og gik rundt om sengen, så han kom over på den side, hvor Gabriel sad i stolen. Hans knæ var en del bedre og han kunne gå uden at støtte sig til noget. Roligt satte han sig på sengekanten foran Gabriel og betragtede hans ansigt.
"Are you okay?"

At have en fremmed inde i rummet havde givet Julien grund til at skubbe alle sine følelser tilbage og han var ikke så følelsesladet, som han lige havde været sammen med drengen. Så han var ikke ved at drukne i bekymring, men hans stemme var dæmpet og han så på Gabriel med et lidt bekymret glimt i øjnene.
avatar
Julien
Competent (Rank 9)

Bosted : En villa i Quartier de Saint-Jean

Antal indlæg : 283


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Gabriel on Tors 16 jun 2016 - 23:43

Gabriel vidste ikke helt om han skulle forklare Julien hvad den samtale egentlig handlede om eller ej. Han burde jo nok, men han var ikke sikker på at han ville. Han måtte dog tage en hurtig beslutning, da han blev spurgt om han var okay. "Yeah, I'm just... I kinda try to block it out, y'know? Forget the reason why I became a vampire, and just look ahead, even though it's one of the few things I remember the clearest" Han sukkede, og kiggede op på Julien. Det var nok bedst at forklare ham det nu. Det ville vel alligevel komme på et eller andet tidspunkt.

"About a month before I got turned into a vampire, I was in an accident. It was winter, and I remember that it was one of the coldest winters they had in a while. But it was in the holidays, and people would get drunk, and drive anyway." Gabriel tog en dyb vejrtrækning, inden han fortsatte, nærmest for at give sig selv lidt mere mod til at forklare det. "And this guy he was driving a lot faster than he should. The car slipped on the ice and before I knew it, my midriff was sandwiched between the car and a building. Most of my organs were damaged, my left hand got crushed, I had hit my head and my back, along with some of my ribs, were broken."

Mens han snakkede, pillede Gabriel ved en tråd, som var løs på ærmet af hans hoodie, mest for at have noget andet at tænke på samtidig. "When I woke up I needed machines to breathe, eat, and just about anything else. I rarely got out of my bed for more than a few minutes, because I would throw up from all the medication the pumped through my body on a daily basis, I could barely speak because my brain got damaged and other than my creator, back then housemate, I didn't see anyone. My family was in another country, and most of my friends were going hard with the studies. And when they were with me, they'd look at me with pity in their eyes, because they knew I even if I survived everything, I wouldn't get the life, that everyone expected me to have. I wouldn't become a surgeon, hell, I probably wouldn't ever get a job at all, and I'd need help for the most basic things for the rest of my life." Han kunne mærke tårene krybe frem, og igen prøvede han at tørre dem væk med sit ærme, men denne gang gik det ikke. For lige så snart han havde prøvet at tørre sine øjne, kom der flere tårer frem, og til sidst gav han op på at stoppe dem. For nu kunne han ikke fortsætte. Han ville nok prøve, men det blev ikke med det samme, for det var den ene ting i sit liv som menneske, som han kunne huske som en del af sit liv. Han vidste nogle andre ting, for det havde han fundet ud af, men han huskede dem ikke som minder. Det var ligesom at læse en biografi. Han kunne godt forstå hvad der var sket, og hvordan han havde haft det, men det føltes ikke som noget, han selv havde været igennem. Men den her periode af sit liv, var det eneste, som hans sindssyge havde ladet blive efter torturen.
avatar
Gabriel
Competent (Rank 10)

Bosted : Hvorend han kan søge ly i løbet af dagen.

Antal indlæg : 390


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Julien on Fre 17 jun 2016 - 12:38

Julien forventede ikke, at Gabriel fortalte ham sin historie, han havde aldrig lagt op til det før og det var tydeligvis noget, der var fyldt med smerte for ham at tænke på. Men da han alligevel fortalte, lyttede Julien tavst. Han havde lagt mærke til Gabriels ar, men havde aldrig spurgt ind til dem, heller ikke, da han havde brugt tid med ham i kælderen.

Gabriels historie gjorde Julien en smule trist. Han kunne godt forestille sig, at Gabriel kunne have kommet langt, hvis han var blevet uddannet. Men nogle gange ville verden bare ikke det samme som en selv. Det måtte have været hårdt at opdage, at man aldrig ville kunne komme til det, som man drømte om. Og det var jo ikke bare det, drengen havde levet på kanten af døden.
Selvom Gabriel ikke kom så langt i sin historie, kunne Julien jo sagtens sætte det samme med det, som lægen havde sagt. De troede alle sammen, at han var død. Efterladt kørestol. Han måtte have begået selvmord.
Det var ikke noget, Julien kunne bebrejde ham. Ærligt talt ville han ikke selv havde kunne leve med en så ødelagt krop, så meget var livet alligevel ikke værd for ham.
Om Gabriel så havde været heldig at kende en vampyr, var op til Gabriel at beslutte det. Det burde jo have været godt, hans skaber lod som en rar kvinde og ingen kunne have forudset, hvad der ville ske i forhold til hendes skaber.

Gabriel havde godt nok ikke haft det let.
Julien lænede sig lidt frem og lagde en hånd på Gabriels knæ i en trøstende berøring. Hvis han havde brug for mere, måtte han selv bede om det. Nok kunne Julien godt føle et lyst til at kramme drengen, men det var som om, at han havde fået det meste af trangen til fysisk nærkontakt ud af kroppen ved Gabriels kram.
"It sounds very horrible. You haven't had it easy." At Julien selv havde gjort livet forfærdeligt for Gabriel, var en fact, som han valgte at lade være med at tænke på lige nu.
avatar
Julien
Competent (Rank 9)

Bosted : En villa i Quartier de Saint-Jean

Antal indlæg : 283


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Gabriel on Lør 25 jun 2016 - 0:03

Gabriel snøftede kort, mens han så vidt muligt tørrede sine kinder igen. Hans øjne var stadig våde, og truede med at lade flere tårer falde, men for nu var det nogenlunde under kontrol. "Not with that at least. As far as I know I had a pretty good life before that. Good grades, great friends, a supporting family. Not that I remember that much anyway." Han holdt overvejende en pause, for at finde ud af om han også skulle nævne nogle af de bedre ting. Det var nok en meget god idé, så det ikke lød som om at livet havde været uretfærdigt altid. "I remember that my parents weren't strict compared to the Asian stereotypes, and I vaguely remember that I probably had a sibling, who I, from some pictures I found, assume to be my older sister. I dunno, but she was taller than me, and that's all that I'm really building that on - not that it's very hard to be taller than me, I mean, here in France even 13-year olds tower over me." Han fnøs kort, som om at det var fuldstændigt latterligt at være over 1.60 høj.

"My point is that I probably had a good upbringing, and they accepted me as I was, even when they found out that I was a schizophrenic with a 50-50 chance of bringing them any grandchildren. Well, I guess that, if I ended up with a guy, I could adopt, 'cause that's legal now, but I dunno. There'd so much paperwork, and then there's transport, and adopted children are prone to having mental disorders when they grow up - of course, depending on what they went through as a child and all that. But even so, my parents would know that they weren't their biological grandchildren, and I'd be a little worried that they wouldn't feel as close to my children as my sister's, if she got any kids. And then there'd be the trouble of telling them that they're adopted, and they might not feel as part of the family either after that, so we'd have to just trust that they'd do what's right, even if that means leaving my family behind to find their biological family... Wait, what was I talking about again?" Som sædvanligt når Gabriel begyndte at tænke mens han talte, røg han ud på et sidespor, hvor hans talestrøm var uendelig, og måske endda lidt underholdende.

We were talking about us when we grew up?
"Right. Oh well, I guess I don't have to worry about that anymore. I don't think a physically-19 year old vampire would be a very good dad - or mom for that matter. Unless I bit someone younger and smaller than me... But that'd be weird. I don't feel ready to be a dad."
Me neither. Too much work!
My thoughts exactly. Besides, we're probably not fit to be a parent with out mental health.
"Excuse you."
I was just stating what everyone were thinking!
avatar
Gabriel
Competent (Rank 10)

Bosted : Hvorend han kan søge ly i løbet af dagen.

Antal indlæg : 390


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Julien on Lør 25 jun 2016 - 13:34

Julien lyttede igen tavst til Gabriels snak. Normalt ville han nok have afbrudt ham, da han begyndte at ryge af sporet og snakke ud i et væk om noget, der næsten var samtalen ligegyldigt, men i dag gav han ham lov til at snakke. Det var måske en smule morsomt at høre om hans bekymringer i forhold til at være forælder, siden det højest sandsynligt aldrig ville blive aktuelt - Julien kunne heller ikke ligefrem se Gabriel blive skaber for nogen - og alle hans overvejelser i forhold til børnebørn til sine forældre. Et indblik i Gabriels nørklede tankegang.

Julien var lige ved at skulle mumle "tell me about it", da Gabriel sagde, at han ikke var klar til at være far. Et eller andet gav inden i ham sammenlignede kort hans forhold til Gabriel som noget far-søn, men tanken var latterlig og hurtigt væk igen.
"You really thought about that." Julien forsøgte virkeligt at lade være med at være sarkastisk, men det lykkedes ikke helt. Heldigvis nåede han ikke at sige mere, da der blev banket på døren og en portør med en kørestol kom ind.
"Hr. Bonaparte? Jeg er her for at køre Dem ned til røntgen." Manden havde venlige øjne og Julien smilede kort til ham, inden han så på Gabriel.

"Well, I guess you'll have to wait here. You can take a nap in the bed, if you want to, I dont know how long it's gonna take." Julien var ved at falde lidt tilbage i sin bestemmende rolle, hvor han gav ordrer uden rigtigt at give ordrer. Han gav Gabriels knæ endnu et klem og rejste sig. Portøren trådte frem for at hjælpe, men Julien gjorde tegn til, at det skulle han ikke. Lidt forsigtigt humpede han de få skridt over og fik sig sat i kørestolen. Portøren lod blikket glide over ham og mumlede så et eller andet, inden han gik hen til et skab og fandt en sygehus-trøje frem, som han gav Julien, der nu, efter at have fået fjernet forbindingerne, var i bar overkrop. Han takkede ham og fik den taget på med lidt langsomme og forsigtige bevægelser, inden portøren skubbede ham ud af døren og ned til røntgen.

Der var lidt forsinkelse, så der var gået en god times tid, inden han kom tilbage.
Mens han ventede på lægens svar på billederne, fik han noget aftensmad - ikke ligefrem en kvalitet han var vant til at få, men det kunne være værre og han var så sulten, at det gled hurtigt ned alligevel. Der var jo snart gået to dage uden ret meget mad, da han heller ikke havde fået frokost den dag. Sygeplejersken, der kom for at høre, hvad han ville have, tilbød også Gabriel, at han kunne få noget at spise. De havde blod, der var beregnet til at give vampyrer som mad, både ansatte og patienter.
Efter maden var Julien træt igen og han lukkede øjnene lidt, indtil det bankede på døren og en sygeplejerske kom ind.

"Lægen siger, at du er helet nok til, at vi kan lade dig tage hjem."
Lettelsen skyllede ind over Julien. Selvom han havde sovet det meste af tiden, mens han havde været på sygehuset, var han allerede ved at føle sig lettere sindssyg af ikke at have sit eget private. Og stilhed. Der var konstant larm ude på den anden side af døren, selv om natten.
"Det lyder godt. Mange tak."
Sygeplejersken nikkede med et smil og lukkede døren. Man skulle måske tro, at der blev arrangeret hjemtransport eller de i det mindste ville interessere sig lidt for det, men så snart patienten var udskrevet, stod der mange andre i kø for deres opmærksomhed. Julien så på Gabriel.
"They're discharging me." Han rynkede panden lidt. Tøj. Han havde ikke noget tøj. "I guess we have to call a cab."
avatar
Julien
Competent (Rank 9)

Bosted : En villa i Quartier de Saint-Jean

Antal indlæg : 283


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Gabriel on Søn 26 jun 2016 - 18:17

Gabriel rakte kort tunge ad Julien, da dæmonen kom med en sarkastisk bemærkning, men trak den til sig, da døren igen blev åbnet, da han vendte hovedet igen, for ikke at få solen lige i ansigtet. Da den var lukket igen, kiggede han over imod personen som netop var kommet ind, før han rettede blikket tilbage imod Julien, i det han blev bedt om at vente inde på stuen. "Sure. Just don't do anything I would do, when you're in there." Det blev sagt med et lille smil om læberne, hvilket de fleste nok ville forstå som værende en joke om, at Gabriel lavede lidt ballade ind i mellem, hvilket de da også havde ret i.. det var bare ret mildt tænkt om de ting han gjorde.

Det var dog først da Julien blev kørt ud, at Gabriel gjorde noget, hvilket egentlig bare var, at tage sin mobil op ad lommen, og læne sig ind over sengen, så han fra sit bryst og op hvilede på sengen. Sådan sad han i et godt stykke tid, før han lagde sine arme over kors, og hvilede sit hoved på dem. Han kunne godt rejse sig og lægge sig op i sengen, men det ville kræve noget af ham, hvilket ikke var særligt populært lige nu. Manglen på blod gjorde ham træt, men når det stadig var lyst, kunne han ikke gøre så meget ved det.
Den sidste del af dagen gik dog stille og roligt, og han blev endda tilbudt noget blod, hvilket han glædeligt sagde ja til. Og da først han havde fået noget at drikke, begyndte han at føle sig lidt mere tilpas. Det gjorde det lettere for ham at sidde og snakke med Julien igen, og det var knapt så ulideligt at være fanget indenfor. Der var heller ikke noget at sige til, at Gabriel blev urolig da solen var ved at gå ned, for han havde været fanget her lige så længe som dæmonen, og udover her til sidst, havde han stort set ikke sovet siden han fik opkaldet, som startede det hele.

Gabriel overvejede lidt, om han skulle sige, at han smuttede ud, men inden han nåede det, kom der en sygeplejerske ind, og selvom han ikke var god til fransk, forstod han stadig godt hvad hun sagde, selv før Julien oversatte. "Finally. I almost feared that they were gonna make you stay any longer," brummede han, og rejste sig fra stolen, så han kunne strække sin ryg ud. Derefter gik han over til det skab, som Julien havde fået tildelt, og fandt sin sportstaske frem derfra. Hurtigt fandt han den bluse og de bukser, som han havde pakket, sammen med et par sokker, frem, og lagde dem på sengen, og smed hans sko på gulvet, så Julien kunne skifte over til noget mere normalt tøj, inden han skulle hjem.
"I'll go outside and wait for you there, okay? You can just come down when you're ready." Og med det, gik han ud af rummet, og skyndte sig udenfor, for at få noget frisk luft. Han kunne selvfølgelig sagtens have fået noget frisk luft, når Julien havde sovet eller spist, men det var det bare ikke blevet til, så det var rart ikke at blive bombarderet med hospitalets sterile lugt, som kun syntes at være blevet værre efter han var blevet vampyr. Hvordan han havde overlevet at være derinde næsten hver dag i flere måneder, forstod han ikke længere.
avatar
Gabriel
Competent (Rank 10)

Bosted : Hvorend han kan søge ly i løbet af dagen.

Antal indlæg : 390


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Julien on Man 27 jun 2016 - 11:35

Julien fulgte Gabriel med øjnene, som denne gik over og hev en taske ud af et skab. Han kunne ikke lade være med at smile lidt indvendigt, det så ud til, at drengen havde tænkt fremad. Det var lidt en lettelse, at han havde taget tøj med til ham.
Gabriel forsvandt hurtigt ud af døren og Julien kom på benene og fik skiftet hospitalstøjet ud med sit eget tøj. Han havde lidt problemer, hver gang han skulle bukke sig frem, men ikke mere end at han både fik bukser og sokker på og bundet sine sko.
Til sidst tilkaldte han en sygeplejerske for at sige, at han var på vej ud, hvilket endte ud med, at han sad i en kørestol, mens en portør kørte ham ned til fordøren. Sådan var protokollen åbenbart.

Mens han blev kørt ned indgangen, havde han et øjeblik til at tænke over, hvor heldig han alligevel havde været. At Gabriel havde taget telefonen og endda havde valgt at komme ham til undsætning. Julien havde stadig ikke nogen anelse om, hvad der var sket, efter han kom hjem i bilen. Det var heller ikke ligefrem køreturen, der stod skarpest i hukommelsen.
Ingen tvivl om, at nu skulle han hjem, have et bad og derefter slappe af i et par dage. Gad vide, hvad Gabriel havde tænkt sig? Selvom de åbenbart lige havde trykket på "reset"-knappen i deres forhold, hvis man kunne kalde det det, og virkede til at skulle starte forsigtigt ud forfra, havde han lidt svært ved at tro, at det var let.
Men han kunne da ikke lade være med at håbe lidt på, at drengen havde lyst til at være i huset de næste par dage. Af en eller anden grund havde Julien ikke lyst til at være alene.

Endeligt kunne han rejse sig, sige farvel til manden og gå udenfor i den friske luft, som han med en dyb indånding trak ned i lungerne. Det var en smuk lun aften og det var det perfekte vejr at komme udenfor i, efter så lang tid lukket inde i et hospital.
Julien gik et par skridt længere ud og så sig om efter Gabriel. Han gik stadig ikke helt godt på benet, men han haltede nu kun næsten umærkeligt og han regnede med, at der ikke ville være mere næste dag. Det var ret dejligt med en krop, der helede i turbotempo.

Der holdt taxa'er overalt ude foran sygehuset, så det ville være let at komme hjem.
avatar
Julien
Competent (Rank 9)

Bosted : En villa i Quartier de Saint-Jean

Antal indlæg : 283


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Gabriel on Tors 30 jun 2016 - 17:04

Mens han ventede, havde Gabriel fundet en taxachauffør, som ville kunne køre Julien hjem, og som nu holdt ude foran indgangen, og ventede på at dæmonen kom ud. Gabriel var ikke helt sikker på, om han egentlig havde lyst til at tage med hjem til Julien, for selvom han var bekymret for hans helbred, så var tanken, om at de skulle være alene sammen, faktisk lidt ubehagelig. Han kunne mærke sin angst boble frem, på trods af undskyldningen, som han havde fået, sammen med løftet om, at Julien ville prøve at behandle ham pænere. For så meget, som han bare ville tilbage til hvordan det var før, havde deres sidste møde sat sine mærker på ham. Det havde forværret alle de problemer, som han havde i forvejen, og hans tillid til Julien var drastisk faldet, uanset om han ville være ved det eller ej.

Gabriel rystede dog tanken fra sig, da han hørte dæmonen sige farvel til portøren, og han skyndte sig tilbage til ham, med et lille smil om læberne. Se nu lignede Julien lidt mere sig selv. Ganske vist var det ikke et jakkesæt, men det var normalt tøj, og ikke noget fra et hospital. "'You ready to go home, old man?" sagde han en anelse drillende da han kom op til manden. "There's a cab waiting for you over there so.. yeah." Et øjeblik følte Gabriel sig lidt akavet i situationen, inden han kom til, hvad han nok egentlig selv var mest usikker på.
"Do you want me to go with you, or..?"
avatar
Gabriel
Competent (Rank 10)

Bosted : Hvorend han kan søge ly i løbet af dagen.

Antal indlæg : 390


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Julien on Lør 2 jul 2016 - 21:38

Julien fik øje på Gabriel, der kom over til ham med et smil. Trods smilet fik Julien en fornemmelse af, at der var noget galt. Et eller andet, der ikke var helt rigtigt. Men så igen, hvad føltes rigtigt lige nu?
Gabriels frække kommentar fik kun Julien til at smile, for han følte sig gammel lige nu, som hans krop værkede og han haltede af sted. Han så mod taxaen, hvor chaufføren sad og ventede inde på føresædet. Lige nu ville han bare gerne hjem, så han havde allerede taget det første skridt i mod bilen, da Gabriel spurgte, om han ville have, at han tog med ham. Julien stoppede lidt overrasket op. Han havde egentligt regnet med, at drengen ville tage med.

Med let rynket pande så han på ham, mens han langsomt svarede.
"Yes I do. But that doesn't really matter. If you don't want to come, then you shouldn't." Han tøvede et kort øjeblik, men rakte så ud og lagde en hånd på hans skulder, for at give den et blidt klem.
"I know this is not gonna be easy. For any of us. And I understand if you need time. I probably need time too. This situation is very confusing. I want you decide how fast or slow you want all of this to go. Alright?" Han betragtede ham lidt, inden han slap ham og begyndte at halte over mod taxaen uden at vente på et svar. Selvom det var vigtigt at snakke med Gabriel ville han virkeligt bare gerne hjem, det var som om, at det var det eneste, han rigtigt kunne fokusere på, nu hvor han var kommet ud af sygehuset. Hjem i sikkerheden. Sætte alarmen til og få fred i hovedet. Sove. Hvis han kunne. Han havde en fornemmelse af, at han godt ville kunne få svært ved at falde i søvn.

Heldigvis sprang taxachaufføren ud af taxaen og åbnede døren for ham. Han var faktisk ikke sikker på, at han ville kunne have hevet døren op selv. Efter at have sat sig ind, gjorde han dog tegn til chaufføren om at vente, mens han så mod Gabriel. Ville han tage med eller ville han tage hjem?
avatar
Julien
Competent (Rank 9)

Bosted : En villa i Quartier de Saint-Jean

Antal indlæg : 283


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Gabriel on Lør 9 jul 2016 - 16:12

Gabriel tøvede, og det var mere end bare lidt tydeligt. Mens Julien gik ind og satte sig, blev Gabriel blot stående, med et lettere forpint ansigtsudtryk. Tanken om at være alene med dæmonen skræmte ham en smule. Han var bange for at blive slæbt ned i kælderen igen. Han var bange for at det hele havde været skuespil, for at dæmonen kunne straffe ham for at gå imod hans ordre om at blive væk. Han var bange for at dæmonen bare havde ventet på at være rask nok til at kunne gøre det af med ham. Det ville ikke være første gang, at dæmonen legede med hans følelser og svagheder for sin egen underholdning, og det ville absolut ikke være første gang, at Julien misbrugte hans tillid.

Alt i ham skreg at han skulle blive væk, løbe mens han havde chancen, og prøve at lukke dæmonen ud af sit liv igen, for at det hele ikke skulle gentage sig. Det var for farligt at have en så stor trussel tæt på livet, både for hans fysiske helbred, men også det psykiske. Han vidste, at det ville ødelægge ham, hvis han lod dæmonen rive hans psykiske mur ned igen, for han kunne snart ikke bygge den om længere. Brudstykkerne passede ikke helt sammen, og nogle dele manglede for at han kunne blive ved.

Alligevel tog han en dyb indånding, og gik hen imod taxaen, åbnede døren til bagsæderne, og satte sig ind bag Julien. Der var for indelukket, og han var bange, men alligevel forblev han stille, og lod sin indre uro gå ud over sig selv, som Gabriel lod sin negl begynde at rive i huden på sin håndryg op.
Hele turen hjem var han usædvanligt stille, og så blot ned på sine hænder, mens han rev i sin håndryg. Det han havde gang i var dumt. Det var virkeligt dumt. Og stemmerne havde ingen problemer med at udpege hvor forfærdelig en beslutning han havde truffet. Men han blev siddende, og så tavst til, da der strømmede nogle dråber af blod op til overfladen af hans hånd. Gabriels hænder var aldrig pæne at kigge på. Der var næsten altid sår på, og hans negle var nedbidte og ligesom hans fingre, var de skæve. Og de rystede. Når de ikke holdt en pistol eller en anden form for våben, så rystede de altid. Og lige nu, var ingen undtagelse. Han var noget så bange og urolig, og det blev kun forværret at, at det var hans eget valg at ende i situationen.
avatar
Gabriel
Competent (Rank 10)

Bosted : Hvorend han kan søge ly i løbet af dagen.

Antal indlæg : 390


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Julien on Lør 9 jul 2016 - 16:59

Julien betragtede Gabriel, som denne blev stående tilbage med tvivlen tydeligt tegnet i hele ansigtet. Han behøvede ikke at bruge ret mange kræfter på at forestille sig, hvad Gabriel tænkte. Ville det være det værd, at følge med Julien hjem? Var det sikkert? Hvad ville han ham? Juliens hjerte sank lidt. For han kunne ikke selv se, hvilke positive svar, drengen ville kunne komme frem til. Han havde aldrig behandlet ham godt, havde mishandlet ham fysisk og misbrugt ham psykisk. Selvom de havde brugt en masse tid sammen, tid, der havde været fredelig, havde der altid været den viden om, at Julien var overlegen og altid tæt på at irettesætte.

Nej, han regnede ikke med, at Gabriel ville med. Tanken gjorde ondt, men samtidigt vidste han også, at det havde været det mest sandsynlige resultat, også selvom de havde besluttet sig for at finde en form for fred oppe i hospitalstuen. Det havde været et lille lukket rum, hvor der ikke havde været så mange muligheder for nogen af dem. Men her, hvor verden lå åben i mellem dem, havde Gabriel rig mulighed for at ombestemme sig.
Julien skulle lige til at bede chaufføren om at lukke døren og køre, da vampyren alligevel valgte at komme hen til bilen og sætte sig ind bagi. Julien nikkede til chaufføren, der smækkede døren og satte sig ind bag rattet for at køre dem hjem til Julien.

Mens de kørte, sad Julien og kiggede ud af sideruden og ud i natten. Det var ikke så ofte, at han bare var passager, men det passede ham alligevel fint i dag. Det var på en måde dejligt beroligende at se verden stadig arbejde videre, selvom han havde fået rykket et par dage ud. Der var en god køretur ud til det område, hvor han boede og han sagde ikke et ord hele vejen. Heldigvis var det en tavs taxachauffør, der i stedet skruede en lille smule op for radioen. Julien lyttede ikke efter. Han kiggede heller ikke efter Gabriel, der også var tavs.

Endeligt kørte taxaen op foran porten til Juliens grund. Julien drejede sig lidt, så han kunne skæve bagud mod Gabriel.
"Could you please jump out and punch the code?"
Da porten åbnede og Gabriel enten kom ind i bilen eller ej, kørte taxaen op af indkørslen og holdt foran døren. Chaufføren sprang ud igen og åbnede bildøren for Julien og hev derefter tasken ud af bagagerummet. Julien åbnede tasken og fandt hurtigt den lille plastikpose med hans ejendele i. Der var ikke meget, de havde åbenbart valgt at smide hans blodtilsølede tøj ud, men pengeklipsen med sedlerne var der. Og de var heldigvis ikke blevet blodige, de havde ligget i den venstre side, hvor han ikke havde blødt. Han gav manden sin betaling med ekstra drikkepenge og sagde pænt farvel og tak for turen, inden manden kørte ned af indkørslen igen, hvor porten åbnede automatisk for ham.

Han kiggede lidt efter bilen og vendte så blikket mod Gabriel. Han regnede med, at drengen havde en nøgle til hoveddøren, for hans egne havde ikke været blandt hans ejendele.
avatar
Julien
Competent (Rank 9)

Bosted : En villa i Quartier de Saint-Jean

Antal indlæg : 283


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Gabriel on Lør 9 jul 2016 - 20:49

Gabriel nikkede, og virkede nærmest lettet, da han fik lov til at komme ud af bilen. Han trak ærmerne på sin hoodie godt ned over sine hænder, mens han bevægede sig over, og tastede koden ind til porten. For det meste kravlede han selv bare over muren omkring Juliens hus. Ikke at det var lettere, for han var nødt til at tage tilløb, så han kunne springe tre skidt op, og oftest kunne han kun lige nøjagtigt nå, at gribe fat på toppen, så han kunne hive sig selv over, grundet dets højde.

Da koden var tastet ind, lavede han et nik med hovedet, for at vise taxachaufføren, at han bare kunne køre op. Hvis Gabriel fik en mulighed for ikke at være i en bil, tog han den. Og det passede også fint, for da han kom op til hoveddøren, havde Julien betalt, og ventede. Gabriel stak sin hånd ned i lommen på sin hoodie, og trak nøglen til huset op, hvorefter han stak den i nøglehullet, og låste op. Derefter gik han ind og slog alarmen fra, som han havde gjort tusind gange før alt det her rod i mellem dem.
Først efter han havde gjort det, indså han, at han allerede var begyndt at falde tilbage til sine gamle vaner, hvilket både var rart, men også lidt foruroligende. Og som han begyndte at tænke over meget over det, slog angsten til igen. Nu var de alene. Der var ingen omkring dem, og hvis dæmonen havde tænkt sig at dræbe eller torturere ham, var der ingen til at rede ham. Han var fanget mellem husets fire vægge, og af erfaring vidste han, at han ikke kunne flygte.

Frygten blussede op, og Gabriel sank en klump.
We should've left when we had the chance.
If we're quick we might be able to run off before he can react. He's still injured.
We need to hurry up and do something.
You heard that? Run!
Gabriel burde nok lytte. Men i stedet lod han sin verden blive sløret, som hans øjne blev våde af tårer. De faldt ikke endnu, og han lavede ikke en lyd. Uden at tænke over det, fandt hans hænder som altid hinanden, og han fortsatte med at kradse hul på sin hud ligesom tidligere. Hans blik var sænket, mens han ventede på at Julien gjorde eller sagde noget. Om det var en straf han endeligt fik tildelt, eller flere løgne for at overvinde hans tillid, vidste han ikke, men et eller andet sted havde han nu stadig et lille bitte håb om at dæmonen talte sandt. At han lige om lidt ville trække ham med ind i stuen og se film, frem for at hænge ham op nede i kælderen. Men det var et spinkelt håb, som var på kanten til at svinde ud, og som det så ud nu, skulle der ikke meget til for at slukke det.
avatar
Gabriel
Competent (Rank 10)

Bosted : Hvorend han kan søge ly i løbet af dagen.

Antal indlæg : 390


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Julien on Lør 9 jul 2016 - 21:37

Julien fulgte Gabriel med øjnene, som han kom gående op ad indkørslen og gik forbi ham, for at låse hoveddøren op. Det var blevet endnu mere tydeligt, at drengen ikke havde det godt. Julien tøvede lidt, inden han samlede tasken op og fulgte efter ham ind i huset. Forsigtigt lukkede han døren bag sig, han havde en fornemmelse af, at høje lyde og pludselige bevægelser ikke var en god ting lige nu. Med samme forsigtighed stillede han tasken fra sig.

Gabriel stod ved alarmen og lignede en lille hund, der forventede at få skæld ud. Julien betragtede ham lidt. Utroligt så godt han kendte det udtryk, hele Gabriels krop afgav. Hele kropsholdningen var som at læse en åben bog for Julien. Hans hænder, der ødelage hinanden. Det sænkede blik. Selvom problematikken var så let at læse, stod der ikke noget om løsningen. Hvordan kunne det være så let at frembringe sådan en situation men ikke vide, hvad man skulle gøre for at fjerne den igen?
Juliens blik flakkede ukarakteristisk for et øjeblik, mens endnu en følelse af dårlig samvittighed fór igennem ham. Det var ham, der havde gjort dette. Og han anede ikke, hvad han skulle gøre, for at gøre det godt igen.

Han gættede på, at Gabriel ventede på, hvad der skulle ske. Og at han forventede, at det ville være en straf for et eller andet, Julien ikke vidste hvad skulle være.
Egentligt ville han sige noget. Noget beroligende. "Skal vi se en film" eller "Tak for hjælpen" eller noget andet trivielt, men det føltes bare ikke som nok.
En pludselig spontan lyst fik ham til at gå de få par skridt over til ham. Til at starte med, ville han bare lægge en hånd på hans skulder, men som han kom nærmere spredte hans arme sig, også den dårlige, og han trak forsigtigt drengen ind i sin favn.
"Oh Gabriel. I'm not gonna hurt you. I'm so sorry." Hans stemme var mild, varm og en smule berørt.
avatar
Julien
Competent (Rank 9)

Bosted : En villa i Quartier de Saint-Jean

Antal indlæg : 283


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm sorry (Gabriel)

Indlæg by Gabriel on Lør 9 jul 2016 - 22:41

Da Julien bevægede sig tættere på, kunne man tydeligt se på Gabriel, at han blev mere anspændt. Han kunne høre at han nærmede sig, og angsten skar igennem ham. Stemmerne fortsatte med at sige at han skulle løbe. Og da han ikke reagerede begyndte de at råbe. At skrige. Hans vejrtrækning rystede, og han var som frosset til jorden. Lige nu følte han sig som et byttedyr. Et byttedyr, som var blevet narret ind i en blindgyde, og nu ventede på at blive angrebet, velvidende om at det ikke kunne gøre noget. Han pressede sine læber hårdt sammen, og lukkede sine øjne, klar på næsten alt. På at blive taget i nakkeskindet og smidt i kælderen igen, eller måske blive brændt med det samme. Det spinkle lille håb blev overdøvet af lyden af stemmerne der råbte, og Juliens stille fodtrin, som nærmede sig.

Han troede at han var klar, uanset hvad der blev kylet i hans retning, men da han mærkede dæmonens arme om sig, faldt tårerne frit. Der var ingen smerte. Ingen ubehag. Ingen lugt af brændt kød. Den varme han mærkede om sig var behagelig. Og ordene, som han knapt kunne få sig selv til at forstå, var så blide at han ikke kunne finde kræfterne til at prøve at komme fri. På så tæt hold, var Gabriel den stærkeste af de to. Julien kunne brænde ham, men Gabriel var stadig i stand til at lægge ham ned uden de store problemer. Han kunne bruge sine evner, og få overhånden igen. Eller bide en stor luns af mandens hals af.
Alle de ting, var muligheder, men i stedet lød et halvkvalt gisp efter vejret fra ham, efterfulgt af en lavmeld hulken. Gabriel var stadig bange. Han var så bange, at da han løftede sine hænder om ved Juliens ryg, for at lukke dem om hans bluse, rystede de så meget, at det ville være umuligt, at det ikke blev opdaget. Men alligevel kunne han ikke bære tanken om at rive sig løs fra mandens greb. Om det hele så var en løgn, eller måske en drøm, ville han ikke give slip. Det lille håb havde nu noget at hægte sig fast i, og det ville ikke give slip, ikke så længe det havde kræfter til at holde fast.
avatar
Gabriel
Competent (Rank 10)

Bosted : Hvorend han kan søge ly i løbet af dagen.

Antal indlæg : 390


Tilbage til toppen Go down

Side 2 af 3 Previous  1, 2, 3  Next

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum