Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Latest topics
» Breathe, love - Ashley
Today at 13:52 by Nicholas Tallon

» Trust me
Today at 13:29 by Ashley White

» Out of order - Kate Melora
Today at 2:32 by Kate Melora

» Forklaring på pludseligt fravær
Yesterday at 17:23 by Ashley White

» One year, and I'm still in love
Yesterday at 16:40 by Adrian

» What is this? - Jack
Yesterday at 12:13 by Taylor

» Meet the Devil - Matt Jonas (XXX)
Yesterday at 12:09 by Taylor

» That Was Unexpected? (Ashley White)
Fre 22 sep 2017 - 23:49 by Ashley White

» Don't wanna change - Khá
Fre 22 sep 2017 - 23:29 by Charmeine Love

» Please play with me? (emnesøgning)
Fre 22 sep 2017 - 23:25 by Hazel

Statistics
Der er i alt 667 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Sirius Moore

Vores brugere har i alt skrevet 238004 indlæg in 11975 subjects

Drink up with me now.

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Drink up with me now.

Indlæg by Autumn on Tirs 19 apr 2016 - 22:26

Forbeholdt til Derek Konrad Holland


Dato: 11. januar 2019
Tid: Over midnat (00.32)
Sted: Livigno, Norditalien.
Vejr: Solen er for længst gået ned og efterladt en klar nattehimmel med utallige af blinkende stjerne og en bananmåne. Der er næsten ingen vind til stede, men temperaturen er stadig under minuspunktet.

_____________________

”What a perfect day…”

Løgnen strakte sig langt over de sidste godt tyve timer, som hun havde været vågen. Det havde egentligt været en skøn dag. Men så kun hvis man så på noget så overordnet som vejret, for lige siden morgenstunden havde solen været fremme iblandt få hvide skyer på en klar på himmel. Stort set alle have været påvirket af det gode vejr. Hun kunne heller ikke lyve om, at hun ikke havde nydt det, mens hun havde været på løjperne. Det var først, da hendes udlånte snowboard havde givet op og pludselig havde stoppet brat på grund af en klump is, der tilfældigvis lå i hendes vej. Anklen blev vredet om og ventede ikke ét sekund med at hæve op og blive blå. Tvang hende til at forblive i ro. Men det var kun starten på hendes ’fantastiske dag.

Hun havde ikke længere nogen idé om, hvor længe hun havde siddet der. På den lille trætrappe bag den hygsomme pub, der var tilsat hotellet, hun boede på. Det havde været mørkt, da hun satte sig der ud. Og det var stadig mørkt. Bare meget mere stille, hvis man så bort fra den svage summen, der kom inde fra bygningen bag sig. Hun var også ligeglad med, hvor længe hun havde været der. Ja. Hun var ligeglad. Hun kunne ikke blive mere ligeglad.
Hun åbnede sin ’old’-gamle mobiltelefon. Stirrede på skærmen. Og klappede den efterfølgende bare i. Blot for at blive åbnet igen. Hun havde gentaget handlingen flere gange nu, som sad hun i en eller anden form for trance. Selv hendes øjne fortalte en tydelig historie om, hvor lidt hun var til stede. Hun sad bare i sin helt egen verden. Uden den mindste bekymring om sine omgivelser. Hvilket nok også kunne bevises ved, hvordan et par grønne ølflasker – tomme, selvfølgelig – var blevet kastet fra sig og ud i sneen lidt fra hende. Skærmen blev slået endnu en gang, men den blev sådan i længere tid denne gang, så hun kunne absorbere billedet af de to på billedet. En dreng og en pige. Hendes selv… og universets største røvhul.
”Jerk…” mumlede hun, inden hun løftede den større flaske, som hendes frie hånd havde haft et fast greb omkring i forvejen, op til sine læber og tog en ordentligt slurk af den røde vin. Uden at tage blikket fra billedet af dem. Smilende. Glade. Men nu så hun noget, hun ikke havde lagt mærke til før. Et falsk glimt i den ældre drengs øjne. Det gav hende kvalme, og mobilen blev straks klappet sammen. Hårdere end de andre gange.

Der var ingen tvivl om at Mayweather var fuld. Hvis ikke man antog det ud fra den mængde af alkohol, hun havde drukket igennem aftenen, så var det stadig svært at modsige ud fra hendes udstråling og i det hele taget udseende. Hendes kinder var fuldkommen blusset op og det strakte sig næsten i en linke over hendes næseryg, hvor det store brillestel sad en smule skævt. Og de ellers så klare blå øjne var matte og ufokuserede. Ikke nok med det, så var hun bestemt ikke klædt på til at tilbringe natten udenfor i det snebelagte Livigno. Benene var helt bare og det samme var hendes fødder. Fremviste stolt den forslåede ankel og dens tilhørende blåmærke. Overkroppen havde hun kun påklædt i en alt for stor skjorte, hvor hun ikke engang havde knappet den helt op til halsen. Men til trods for den store mangel på tøj, så gik det hende ikke på. Kulden bed ikke ubehageligt. Og hun havde trådt over til et punkt, hvor hun var ligeglad med, om hun blev syg. For hun følte sig sexet, og det var hvad der var vigtigst. Folk skulle i stedet være glade for, at hun havde beholdt undertøjet på.
Hendes ansigt var ikke præget af den samme munterhed, som den havde gjort tidligere. I stedet var det blevet lagt i tydelige utilfredse, vrede og frustrerede folder. Næsten overdrevent. Barnligt. Som var hun blevet benægtet en småkage. Hvis man dog så tættere på var der stadig rester af indtørrede salte tårer på hendes kinder.
avatar
Autumn
Highly competent (Rank 14)

Bosted : En relativt stor lejlighed i Terre med en udsigt til Sombre. Her bor hun sammen med spøgelset Evan.

Antal indlæg : 879


Tilbage til toppen Go down

Re: Drink up with me now.

Indlæg by Derek on Fre 22 apr 2016 - 0:10

Han havde ikke været så tørstig i månedsvis. Men han havde trods alt heller ikke drukket sig så fuld som han havde de sidste dage, i en bemærkelsesværdig lang periode; taget i betragtning af at det var Derek Holland man talte om. Den mørkhårede dæmon vågnede op, netop på grund af tørsten, der havde været et dominerende tema i hans vej gennem drømmeland. Det virkede som om øjenvipperne nærmest var klistret en smule sammen, da han endelig åbnede de brune 'vinduer til sjælen' op, og forsøgte at samle de første brikker på plads. Sveden lå i perler over hans ansigt, og havde gjort fronten på hans T-shirt dejlig fugtig, eftersom han var faldet i søvn på maven, med armene spredt ud til siderne, og hovedet akavet på skrå - og eftersom skihytten, af gode grunde, altid var skruet gevaldigt op på termostaterne.
Før han orienterede sig rigtigt over tidspunktet - eller noget andet for den sags skyld - satte han kurs mod badeværelset, og stak hovedet ind under vandhanen for at slurpre det kølige vand i sig. Derefter, med et enkelt kig i spejlet, kunne han se hvor langt han var på mess faktoren, at et bad var dét han behøvede nu. Godt ti minutter efter, trak han et par sorte jeans på, samt en af sine gamle mørkegrønne T-shirts, der havde ligget i hans åbne guitarkasse af en uforklarlig årsag. Det samme sted, lå den gamle mobil, som han tog til sig, og tog et kig på, som han begyndte at fare et håndklæde gennem sit mørke hår et par gange før det blev smidt på sengen.
00:25....
Fuck, var klokken så mange? Derek havde en svag erindring om at være faldet om af udmattelse, frustration og fuldskab omkring eftermiddagstid, og var nu lysvågen. Èn af de gode ting ved hans høje temperatur, var at hans forbrændning var så høj, at tømmermændende nærmest ikke var tilstedeværende nu. Nu var han blot... Energisk. Men det gjorde ham bestemt ikke mere klar i hovedet over dét problem der havde fået ham til at drikke. Han strøg fingeren på skærmen og åbnede MMS'en han havde fået fra Autumn's mobil: Hendes ansigt trådte op på skærmen, og fik ham til at rynke brynene. Han var stadig i rådvildhed. Frem for at løse sine problemer, havde han trods alt tyet til Whiskey'en; og trods Skotterne havde fat i noget, fandt man ikke en højere sandhed i bunden af en flaske.
"Shit." Med ét huskede han sin invitation. Det var dénne aften at han havde foregivet at han skulle spille på baren. Var hun mon dukket op? Derek havde i sin fuldskab dagen før ringet til barejeren og tigget om at kunne spille, i sin fulde desperation for at se Autumn igen, men var faldet i søvn efter afvisningen. Og nu var det fucking midnat.... Havde han ødelagt sine chancer? Eller... Havde han ødelagt chancen for at give hénde en chance i livet?
---
Hun ville sikkert ikke være der. Det vidste han. Men et spinkelt håb var alt hvad han kunne gribe fat i. Han blev nødt til at vide at hun var okay. Og han blev nødt til at finde ud af om han skulle hjælpe hende med at huske, eller hjælpe hende med et vedvare den lykkelige illusion. Håret var stadig en smule vådt, og redt tilbage med fingrene. Minusgraderne udenfor gjorde det dog umådelig ulideligt at træde gennem mørket, efter et varmt bad; men han var målrettet.
"She was here a while ago" Var en fordrukken mand udenfor baren der sagde, da Derek viste billedet på sin telefon. Det eneste billede han vel nogensinde havde haft af Autumn (eller af Mayweather nok nærmere) trods hun ikke anede at det eksisterede. Efter at have taget et kig indenfor, var det dog som om håbet smuldrede. Han havde mistet hende. For evigt denne gang. Derek trådte snart udenfor, og fjernede sig fra hovedindgangen, og de fulde mænd og kvinder der hyggede sig med deres cigaretter. Fuck... Han havde glemt sine egne.... Efter at have nasset sig til en enkel smøg, og tændt denne, bevægede Derek sig dog om på bagsiden af baren for at få lidt ro. Og dér... Lige dér sad hun.
"Blue eyes?" Noget i ham kunne ikke lade være med at kalde hende det, som han nærmede sig bænken hvor hun sad. Han stoppede op foran hende, "Shit, I'm sorry... I didn't have your number, so I couldn't tell you about the gig...." I hendes øjne var det vel sandheden. Det var hende der havde fået hans nummer, og trods han havde fået et billede sendt fra hendes, var det ikke noget hun kunne vide.
"Aren't you fucking freezing?" Han gav sig endelig et par sekunder til at tage et kig på hende. Hun havde knapt nok noget tøj på, taget i betragtning af vejret, og han genkendte kun alt for godt de blussende kinder og den lille smule uro der hvilede over hendes skrøbelige krop:"Have you been drinking?"
avatar
Derek
Competent (Rank 9)

Bosted : On the run at the moment

Antal indlæg : 257


Tilbage til toppen Go down

Re: Drink up with me now.

Indlæg by Autumn on Fre 22 apr 2016 - 19:56

Mayweathers sensitive ører opfangede hurtigt lyden af sne, der blev knust under et par sko, men hun kom ligeledes til den konklusion, at hvem end der nærmede sig hendes lille gemmested – hendes hemmelige sted, som kun hun havde tilladelse til at være – var ikke værd for hende at bruge energi på at holde øje med. Hun havde langt vigtigere ting at se til. Som at ignorer verdenen, som den var. Og have enorme mængder af selvmedlidenhed. Desværre skulle det vise sig, at der tilhørte en stemme til disse nærmende skridt. En stemme rettet hen i hendes retning. Hun havde virkelig ikke lyst til at løfte blikket mod ham. Hun vidste allerede, hvem det var. Hans stemme var ikke så nem at glemme. Den eneste amerikanske accent i omegnen vel. Hvorfor skulle han også være lige der? Og så endda mens hun var der. Var det umuligt for en ung kvinde som hende selv at have noget alene tid? Var der virkelig ikke mere noget, der hed privatliv? Åbenbart ikke, hvis man hang ud i et offentligt område. Og et eller andet sted, var han kommet på det helt rette tidspunkt.

”Eeh!” Hun så atter op og fik med det samme øje på ham foran sig. Et tydeligt falsk smil sad på hendes læber. Lettere irriteret. ”Look who finally chose to show up, huh. None other than Derek Holland!” Smilet blev en smule mere provokerende og hun viftede overdrevent med øjenvipperne, for at forstørre effekten. Ganske kort tid efter, falmede smilet dog tilbage til det udmattede og frustrerede udtryk, hvorefter hun tog blikket væk fra ham igen for at se sig omkring. Og sluttede per hans ord af med at se ned af sig selv, som havde hun glemt alt om, hvad hun havde på kroppen af beklædning.
”No. I’m not fucking cold. If I was fucking cold I wouldn’t be sitting out here in the fucking cold without pants.” Svaredede hun ham igen. Måske en smule for hårdt, sådan som hun konstant påpegede hans made at formulere sit spørgsmål på. Der var ingen tvivl, om at det blev gjort med vilje, sådan som hun trykkede ekstra meget på det tilføjede ord. Hun lagde blikket tilbage på ham. Hendes følelser havde altid siddet yderst på hende. Og det var ikke kun de glædelige eller skræmte følelser, der gjorde det. Vreden skjulte sig heller ikke, når den var til stede som nu. ”And of course I’ve been drinking. What does it look like?” Hun løftede vinflasken op foran sig og rystede den en smule så den resterende vin skvulpede. ”I’m in Italy. Home of fine wine. It would be stupid of me to not indulge.” Flasken blev sænket igen, og hun satte sig lidt bedre op. Samlede de bare ben i en skrædderstilling og lænede sig lidt mere fremad, så hun fik en langt mindre sjusket holdning, som var hun en fordrukken middel aldrende mand med topmave.
”What are you doing here anyway??” sagde hun efter et par øjebliks stilhed. Denne gang var hendes stemme langt mere svag og beroliget. Men samtidig blev hun igen svøbt ind i udstrålingen af, at være dybt såret. Næsten hen imod at vær sorgmodig. ”This is my place. I was here first.” Gud, hvor var hun barnlig. Hun beskyldte alkoholen. Den havde tilsyneladende den effekt på hende. Hun så ned i sit skød. Hun vidste ikke, hvor hun skulle beholde sit blik uden at det virkede akavet eller underligt. Eller ubehageligt. ”Also – what was up with you calling me out as ’Blue-eyes’? Are you making fun of me and my eyes’ freakiskly bright colour, too?” Hun ændrede tonelejet igen for at gøre en elendig efterligning af en anden person, der talte. Urg, have you seen May’s eyes? Aren’t they like super weird? That’s not natural! She’s probably wearing contact lenses to seem cooler. She’s such an attention whore. Så forstummede hun ellers igen. Pressede sine tørre læber sammen og virkede endnu mere såret, som hun blev overvældet af minder, inden hun hviskede sagte: ”It’s not my fault…”
avatar
Autumn
Highly competent (Rank 14)

Bosted : En relativt stor lejlighed i Terre med en udsigt til Sombre. Her bor hun sammen med spøgelset Evan.

Antal indlæg : 879


Tilbage til toppen Go down

Re: Drink up with me now.

Indlæg by Derek on Fre 22 apr 2016 - 22:27

Frustrationen i hendes ansigt var tydelig; og fik nærmest dæmonen til, automatisk, at låse kæben mere sammen ved at trykke kindtænderne mere mod hinanden, mellem sine sug af cigaretten han balancerede mellem to fingre i højre hånd. Kombinationen mellem frosten og det halvvåde hår, var bestemt ikke rar for et væsen, så afhængig af varme, men han forsøgte at virke meget fattet, og havde været klog nok til at tage en hættetrøje på under frakken.
Hendes mindre udbrud og dén hårde tone i hendes stemme, fik ham til at ønske at træde lidt tilbage. Men han vidste at han velnok fortjente at være boksebold for hende lige nu - og han vidste vel også, at hvis hun kunne huske hvad han i fortiden havde gjort hende, var dette ingenting i forhold til dén straf han egentlig fortjente. Der var dog også noget ved hendes emotionelle ustabilitet lige nu, der fik ham til at synke en klump i halsen: En klump forsaget af dé ord der var blevet sagt sidste gang han så hende. Advarslerne om hvor farlig hun var, og at hun nemt kunne gøre ham skade. Han vidste at det var sandt, og kun fordi dénne version af Autumn ikke kendte ham, begyndte han at tvivle på hvad hun kunne gøre i en ustabil tilstand.
Han kiggede på flasken som hun løftede den, og forblev tavs. Han skulle til at svare på hendes spørgsmål, men lod hende tale færdigt, eftersom tøsen ikke syntes at stoppe med at plapre: Noget der vel var begrundet af dén mængde alkohol hendes lille krop havde indtaget.
Fuck... Hendes følelsestumult og de skiftende udtryk af frustration, vrede og sårethed, gjorde ham endnu mere forvirret. Han havde altid haft svært ved at tackle sådanne situationer, og kvinder var perfekte til at sætte dem igang... Især når de var fulde. Stick to one emotion please... I can't deal with this....

Han havde ikke fjernet øjnene fra hende i ét sekund, men havde blot betragtet hende, med en ro udadtil, trods han ganske vist havde svært ved at finde ud af hvordan fanden han skulle redde denne situation, og om han alligevel skulle redde den. Var det sundere for hende, at han vendte ryggen til hende, og fjernede sig fra hendes liv igen? This is her last chance Ordene havde givet genlyd i hans hoved gennem de sidste dage, og han følte en pligt til at advare hende. Men var det det rigtige at gøre?
"I'm not making fun of you." Sagde han endelig, med en kontrolleret ro og sammenfattethed i sin stemme, da han endelig fornemmede at hun var færdig med sin lille dialog med sig selv, "I like your eyes." Et forsigtigt, prøvende smil gled over hans læber i et ganske blidt sekund. Måske kunne komplimenter blødgøre hende en smule? Han lod sin cigaret falde til jorden, så snart den var brændt lidt over halvejs ned, og plantede sin fod ovenpå skodet.

Han stak snart hænderne i lommerne på sin frakke, og slog kortvarig blikket ned i jorden. "I get why you're angry with me. I'm a jerk." Han havde altid hadet at undskylde, men efterhånden havde han gjort det så meget, at det i det mindste rullede nemmere over tungen, "And I'm sorry." Han lod igen blikket ramme hende, "I know it's no excuse, but I overslept," Det vár i det mindste sandheden, "And to answer your question...- I came here to redeem myself in case you'd come to see me."
Han nærmede sig bænken en smule, "So if I may join you..- then I'll promise to behave, and not call you blue-eyes again, if that offends you." Der var et lidt fåret udtryk over hans ansigt, men han forsøgte sig med et let, varmt smil, i håbet om at mildne hende en smule, "And you can insult me all you like." Tilføjede han så, og lod den ene mundvige hæve sig en anelse over den anden.
avatar
Derek
Competent (Rank 9)

Bosted : On the run at the moment

Antal indlæg : 257


Tilbage til toppen Go down

Re: Drink up with me now.

Indlæg by Autumn on Lør 23 apr 2016 - 0:15

”You like them?” Hun kunne ikke skjule en smule af mistroen, der hærgede i hende ved hans kompliment, men den var mere tvunget frem for at skjule forundringen, der havde fyldt hende. Det havde været det sidste, hun ville have forestillet sig kommer fra ham. Ikke nok med at han var en fremmed for hende, så det nemt kunne virke en smule underligt. Men også fordi hun i lige præcis det øjeblik ikke selv troede på, at nogle overhoved vil kunne lide dem. Hun havde trods alt allerede dykket dybt ned i selvkritik. En klar bivirkning ved blandingen af tragedier og alkohol. ”I guess that makes you the first one.” Det var uden tvivl løgn, men på nuværende tidspunkt havde hun det som om, at det var sandt.
Hun trak svagt på skulderne og fik smidigt justeret på sine ben igen, så de i stedet var bøjet op foran hende. Hun slap flaskehalsen og svang automatisk armene omkring benene for at presse dem tættere ind til brystkassen, som hun altid syntes at gøre. Specielt når hun følte sig mentalt svækket. Følelsen af at være mindre var beroligende og betryggende af en eller anden grund. Dog fik det venstre ben ikke lov til at blive der særlig længe, da et jag af smerte blev sendt igennem den tilhørende ankel. Hun sagde ikke rigtig noget til det. Hun skarp blot en grimasse, inden hun strakte benet ud igen, så det kunne ligge og hvile igen.
Blikket var stadig ikke rettet mod hans ansigt endnu men holdt i stedet øje med, hvordan cigaretten blev smidt i sneen og slukkede med en meget sagte svitsende lyd. Ufatteligt at hun overhoved kunne opfange lyden.

De resterende ord der forlod hans mund var egentlig ikke nogle, hun havde behov for at høre. Fornuften måtte have sneget sig igennem en sprække i fuldskabet, for hun fik det lidt dårligt med at have ham stå og undskylde. Det var som sådan ikke hans skyld. Han var ikke rigtig den, hun var vred på. Han var bare den, der tilfældigvis var i nærheden. Og som oven i købet havde trådt på hendes naivitet tidligere. Men det havde langt fra været nok til, at hun oprigtigt kunne blive sur på ham. Det var ikke et stævnemøde, der havde været på tale.
Hun bed sig frustreret i underlæben, mens hendes hjerne kørte på højtryk. Presset blev større og større, jo mere længere Derek talte. Og til sidst kunne hun ikke holde sig tilbage længere. Hun rettede bestemt de blå øjne direkte i kursen mod hans brune og sendte ham endnu et af sine barnligt utilfredse udtryk. ”Sit!” kommanderede hun ham og nikkede fluks hen på pladsen ved siden af hende.  Hun blev stædigt siddende, hvor hun var. Der burde være nok plads for ham til at sidde uden problemer. Men alligevel – hvis altså han valgte at følge hendes ordre og rent faktisk satte sig – rykkede hun sig forsigtigt på sig. Meget diskret. Bare for at komme en tand tættere på ham. Bare lige nok til, at hun, som hun lænede sig sidevejs, kunne lægge sit hoved på hans skulder, hvor hun blev siddende ret stift.
”It kind of defeats the purpose of insulting people if they give you permission beforehand, wouldn’t you say..?” mumlede hun lige højt nok. Hun sukkede tungt og lettere dramatisk, samtidig med at øjnene blev lukket i et langvarigt blink. ”I know you wouldn’t come, by the way. The so-called owner – in my eyes he’s just looks like a regular chummy bartender or something – was in ealier when I came by so I asked him about tonight. And guess what! Nope. No musician. None!” Niveauet af bebrejdelse var faldet markant, mens hun sørgede for at det stadig var lidt til stede. ”I was just like: Well.. that’s just great! Another big fat liar. I seem to really attract that type of people.” Hun drejedet hovedet og så længselsfyldt hen imod vinflasken ved sin modsatte side. ”…I need more wine. I’m almost out.”
avatar
Autumn
Highly competent (Rank 14)

Bosted : En relativt stor lejlighed i Terre med en udsigt til Sombre. Her bor hun sammen med spøgelset Evan.

Antal indlæg : 879


Tilbage til toppen Go down

Re: Drink up with me now.

Indlæg by Derek on Lør 23 apr 2016 - 21:23

Ved hendes kommando, trådte han tættere på for derefter at sætte røven roligt i sædet ved siden af hende. So far, so good... Han var ikke blevet sendt væk, men på den anden side var pigebarnet så fordrukkent, at han ikke præcist kunne tyde om hun overhovedet ønskede hans selskab, eller blot ønskede hvem-som-helst's. Men det var nok heller ikke vigtigt nu. Bænken var kold, men heldigvis var frakken netop lang nok til at han ikke ville få forfrysninger i bagpartiet. Han sad med lidt spredte ben, og lænede ryggen tilbage, ind mod muren bag sig, mens han foldede hænderne i sit skød.
Et let smil bredte sig over læberne ved hendes mumlende kommentar. Derefter lyttede han tavst til hendes ord, med blikket rettet ud i baggården foran dem. Et par svage lygter på murene oplyste dele af området, og sneen der lå spredt i bunker hjalp også med at genspejle lidt af skæret. Den bebrejdende tone i hendes stemme ramte hans øre, trods han bestemt bemærkede at den havde dæmpet sig en smule. Han ønskede ikke at have det dårligt med sig selv, men var alligevel skuffet over dét mærke han nu havde stemplet sig selv med, trods han i grunden havde haft en mulighed for at starte forefra med en ren tavle. Og nu var han endnu en big fat liar.
Han rakte hende flasken, så hun i det mindste kunne tømme det sidste før potentielt at drikke sig mere i hegnet.
"I did lie, yeah." Kommenterede han så efter en længere pause, "I lied about the gig, but honestly... And this might make me sound like an even bigger jerk than I already am - but I wanted to see you again, and didn't even consider the idea that I'd be rejected playing in a place like this." Det var vel sandheden. Han havde tænkt at det ville blive umådelig nemt, at spille hér, når barejeren hørte om hans karriere, og han diskede op med nok charme og selvtillid til at få det til at ske - free of charge. Men hvem gad høre på en fordrukken musiker der ringede plørefuld en eftermiddag, for at spille på en bar selvsamme aften?
"I didn't lie about being a musician though. But I admit my ego got the best of me this time around." Han begyndte roligt at gnide sine hænder imod hinanden for at få lidt friktion, og blodomløb til sine fingre. Endnu en gang var han stille. Og i et sekund gik det op for ham hvor tæt de egentlig sad på hinanden, og hvor lang tid det var siden at det havde virket så normalt. Men fuck, det var jo ikke normalt! Et lidt mut udtryk gled kortvarig over dæmonens ansigt, mens han kiggede ud i mørket, og kortvarig betragtede én af lamperne som gav sig til roligt at flimre en smule med lyset. Han vidste endnu ikke hvad han skulle gøre. Advare hende, få hende til at huske.... Eller være passiv og sørge for at dette var sidste gang de sås.
"But my being a 'big fat liar' isn't the only reason why you're drinking alone, am I right?" spurgte han så. Var hun lykkelig? Han sank en klump i halsen. Denne version var så anderledes fra dén han havde set for et par dage siden. Det kunne være alkoholen, eller dét faktum at hun måske - selv som Mayweather - var dygtig til at skjule det der gjorde ondt.
avatar
Derek
Competent (Rank 9)

Bosted : On the run at the moment

Antal indlæg : 257


Tilbage til toppen Go down

Re: Drink up with me now.

Indlæg by Autumn on Man 25 apr 2016 - 18:05

Meget hurtigt fik Mayweather sippet sine læber sammen og kinderne blussede automatisk lidt mere op, da han afslørede sin oprindelige plan – at han faktisk bare ville se hende igen. Det virkede absurd. Og det blev ikke bedre af at alkoholen gjorde hende mere forlegen over det end, hvad hun uden tvivl ville have været ellers. Det kunne meget muligt også være på grund af det faktum, at hun et sted også gerne ville have set mere til ham. Også selvom hans måde at forsvinde på sidst, de havde mødtes, havde været underlig. Faktisk udstrålede han det en del. Underlig.
”It’s always something that not everything that comes out of your mouth is a lie. It holds me from stopping a piece of soap down your throat.” Hun lagde mere vægt over imod hans side og pressede derfor sit hoved lidt mere ind mod hans skulder. Vinflasken - som han så venligt havde rakt hende - blev omfavnet og holdt tættere ind til kroppen, som var det en bamse, mens hun faldt en smule mere sammen på bænken. Hun fik det bare dårligere med sig selv, hver gang hun hakkede på Derek. Hun kunne bare ikke holde sine ord tilbage. Men hvorfor skulle hun også det? Hun var ikke den altelskende lille spirrevip, som bare vente den anden kind til. Sådan var det i hvert fald, at hun personligt ikke ville have, at hun var. Selvom sandheden var en anden. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at sige undskyld. Lige nu - var hun for stædig.

Hun gjorde sit bedste for ikke at vise en yderligere reaktion, da han fandt frem til, at problemet nok ikke kun involverede ham. Det var alligevel hurtigt. Hun mente da, at hun havde skjult det godt. Hun vendte diskret blikket lidt længere væk fra ham, som var hun flov over at tale om det, hvorefter hun i stedet bare satte sig ret op igen. Og stadig med vinflasken i sine arme drejede hun hele sinde krop en vis vinkel, så hun i stedet sad med ryggen til ham. Benene blev smidt op på det resterede stykke bænk på hendes tide - det skadede ben lå fladt, mens hun ikke tøvede med at trække det andet op til sig som før. Og til sidst lænede hun ryggen op ad ham igen. Uden rigtig at overveje, om det overhoved var okay med ham.
”You’re right.” startede hun med en noget sagte stemme. ”You might be a jerk - or something - but you’re not the jerk.” Hun stirrede sorgmodigt ned igennem toppen af flaskehalsen, inden hun ubevidst begyndte at følge åbningens glatte cirkel. ”But since you did fuck up I’ll punish you to listen to my sad sad romantic life.” Hun sukkede dybt. ”My boyfriend… of…” Hun så fluks ned på sin ene hånd, som talte hun på fingerne. ”…8 months chose to break it off with me ’cause he apparently found someone better thane me. Hurray!” Der var ingen tegn på glæde i hendes stemme. Det var ikke andet end en skarp sarkastisk jubel. ”It’s so stupid..” Vinen blev atter sat imod hendes læber og endnu en slurk, der burde være for stor til hende, blev taget. ”And guess what! He did it over the phone. I didn’t have the …balls to tell me in person. And on top of that! I was the one calling him to tell him about the tragedy that happened.” Hun pegede frustreret ned imod den lilla ankel.

“Love sucks…”
avatar
Autumn
Highly competent (Rank 14)

Bosted : En relativt stor lejlighed i Terre med en udsigt til Sombre. Her bor hun sammen med spøgelset Evan.

Antal indlæg : 879


Tilbage til toppen Go down

Re: Drink up with me now.

Indlæg by Derek on Man 25 apr 2016 - 22:44

Det krævede ikke en psykolog, at finde frem til at det var et andet problem end blot hans fravær der havde frosset hende fast til en bænk, skidefuld i en baggård. Nok havde Derek et stort ego i visse sammenhænge, men dette var ikke dén Autumn der huskede ham - hun så ham som fremmet, og derfor var han sikker på, at det umuligt kunne være ham der malede dét udtryk over hendes ansigt, som om noget var gået skævt, og at ynkeligheden måske var skruet lidt for hårdt op. Han ønskede blot at finde frem til problemet, - for hvad hvis det var alvorligt? Hvad hvis  denne udgave af Autumn, under navnet Mayweather, i virkeligheden havde en forfærdelig tilværelse, trods hun havde virket så forfriskende naiv og... bekymringsfri sidst han havde set hende? Da hun nævnte sit kærlighedsliv, gled en mindre grimasse over dæmonens ansigt. Okay... Han skulle ikke have spurgt. Det virkede det så fandens banalt, at dæmonen på den ene side var glad for at dette var hendes største problem lige nu, og på den anden, virkede det tragikomisk i sammenligning til dé situationer han førhen havde set hende i. Ganske vist om Autumn, but still. Der var vel også en del af ham, der bare, af uforklarlige årsager, ikke ønskede at høre om hendes kvaler med én eller anden fyr: Og i hvert fald da ikke se hende så oprevet over ham. Men sådan var hendes liv vel nu... Så fandens simpelt at han ikke vidste om kvalmen i hans mave skyldtes misundelse, frastødthed eller måske små resterende stød af tømmermænd.

Han vendte kortvarig øjnene mod hende, som hun talte færdig. Da hun pegede mod sin ankel, vendte han dog automatisk blikket mod dem, og slap derfor hendes øjne før der blot var gået et par sekunder med øjenkontakt. Dog rystede han snart blidt på hovedet, før et let suk gled over hans læber, mens han lod hende komme med sin sidste afsluttende kommentar.
"Well..." Begyndte han roligt, mens han fortsat gned sine hænder lidt koncentreret mod hinanden. Den lettere ru flade i håndfladerne havde altid gjort det lettere meditativt for ham at sidde netop sådan, når hans rastløse væsen var tvunget til at sidde stille, og når han ikke sad med en smøg i kæften. Om det var ADHD eller blot en af de mange mærkeligheder ved at være en dæmon, vidste han ikke.
"I know its cliché, but I'm gonna say it anyway: You're probably better of without him." Han trak let på skulderne, og lænede sig snart frem, for at placere albuerne på sine lår, så ryggen bøjede sig. Han foldede hænderne og lod dem netop strejfe de kolde læber. Det var rart at mærke den varme ånde mod de kolde, slanke fingre, "But I'm not gonna tell you that's theres someone beter around the corner, cause life's full of shitheads." Han efterfulgte sine ord med et let smil, og så frem for sig, ud i mørket, "One a bigger asshole than the one before."

Han drejede hovedet en smule, og vendte først blikket mod flasken, og derefter de blå øjne.
"So you wanna drown your feelings in alchohol and feel sorry for yourself, or are you actually gonna have some fun, doing whatever the fuck you want for the first time in... 8 months ?" Han sendte hende et roligt smil, og rettede snart ryggen en smule mere op igen.


Sidst rettet af Derek Tors 28 apr 2016 - 0:54, rettet 1 gang
avatar
Derek
Competent (Rank 9)

Bosted : On the run at the moment

Antal indlæg : 257


Tilbage til toppen Go down

Re: Drink up with me now.

Indlæg by Autumn on Man 25 apr 2016 - 23:26

Cause life’s full of shitheads.
Der var næsten ingen advarsel, før hun kunne mærke sine stive muskler I kinderne blive sat på arbejdet. Hendes mundviger vendte overraskede hurtigt op ad. Og inden længe blev det pludselige smil efterfulgt af en kort, men hundred procent ægte latter. Det havde været sådan en dum joke. Og det havde lige netop været sådan en dum bemærknings, som hun havde haft brug for. Det virkede mærkværdigt at gå fra det ene nedtrykte ansigtsudtryk til et andet langt mere muntert. Latteren havde endda nået ud igennem hendes skuldre, som rystede med i de få sekunder, som den varede. Den havde endda fået hende til at knibe øjnene i et øjeblik med lidt tvang fra de fede æblekinder, som hun besad. Og som lyn fra en klar himmel, havde trykket på hendes brystkasse lettet en smule. Hun havde det bedre. Bare for så lidt. Selvfølgelig mistænkte hun bare sin biopoliske mentalitet til at være mere ustabil under påvirkningen af alkohol. Alt for meget alkohol til, hvad godt var. Hvordan havde hun overhoved kunne fylde så meget af det i sig. Hun var en petite pige. Burde hun ikke ligge et eller andet sted? - klar til udpumpning?

Som det abrupte gode humør lagde sig til noget mere afslappet tillod hun sig nok for første gang, siden han var kommet, at høre, hvad han sagde til hende. Før havde hun ladet det meste sive ind ad det ene øre og ud ad det andet, eftersom hun ikke havde troet, han havde noget vigtigt eller brugbart at sige. For nu var det hende der var i dårligt humør. Og verdenen skulle have medlidenhed med hende. Ikke?

Hun svagede i ryggen og lænede sit hoved så langt tilbage - stadig lænet op ad hans overarm - så hun til sidst kunne skimme Dereks ansigt ud fra kanten af sit synsfelt. Hun så på ham med store nysgerrige øjne og et hvalpe-lignede udtryk og svagt munden mund. ”I quite like just feeling sorry for myself.” Hun trak akavet på skulderne. ”I don’t get to do it that often. But I did do ’whatever thr fuck’ I wanted in those 8 months. Not like he inslaved me or something.” Hun rynkede forvirret brynene, som hun fortsat bare så på ham. Hun var endnu ikke tilbage i et stadie, hvor hun kunne lægge mærke til, hvor tæt på hun var. Men nu havde han heller ikke vist tegn på, at han faktisk havde noget imod det. Det virkede bare så umådeligt naturligt. Og så var han varm. Betryggende varm.
”Though I should…-” Det eneste hun gjorde var at lægge sit hoved på skrå - eller forsøgte, hvilket ikke var nemt i hendes nuværende stilling - og med det samme gled hun fra hans overkrop og røg helt ned at ligge med hovedet på hans lår. Til at starte med lå hun bare og stirrede op på ham med opspilede øjne og et overrasket flovt udtryk i det blege ansigt, hvorefter hun ellers meget hurtigt kom op at sidde igen takketværet sin mavemuskler. ”Sorry!” Hun fik hurtigt manøvet sig selv så overkroppen og ansigtet var drejet hen imod ham, mens hun stadig sad ned benene oppe på bænken, som turde hun ikke sætte sine fødder ned på den kolde og snebelagte jord. ”What I tried to say was that I’m not that fun anyway. You got any ideas? I'm up for some... fun.”
avatar
Autumn
Highly competent (Rank 14)

Bosted : En relativt stor lejlighed i Terre med en udsigt til Sombre. Her bor hun sammen med spøgelset Evan.

Antal indlæg : 879


Tilbage til toppen Go down

Re: Drink up with me now.

Indlæg by Derek on Tors 28 apr 2016 - 1:13

Trods han vidste at hendes tilstand lige nu måske ikke var den største indikator for noget som helst, var det rart at se hende smile og grine. Det var så mærkværdigt, som det kunne sende ham tilbage til dé stunder, hvor de faktisk havde været ok. Dengang han, jovist nok havde opført sig som et fjols, men hvor hun havde syntes at tilgive ham. Og så kom Iscariot ind i billedet. Han havde været så forblændet af det, og havde følt magten når han vaskede blodet af sine fingre, at han havde skubbet hende væk: Måske også for hendes skyld, men hovedsageligt for sin egen. Dernæst havde han skudt hende, ved en ren tilfældighed. Ja, hvis noget virkelig vár tilfældigt når det galt dem.
Han følte dog et stik af dårlig samvittighed ved at sidde her og lege den 'gode fyr'. Den der bestemt ikke havde været ved at dræbe hende, og gjort alt i sin magt for at slette hende fra sin hukommelse. Men måske var det i virkeligheden hende der skulle slette ham fra hendes egen. Det lette smil om hans læber blev mere forstummet ved tanken. Der havde været en knude i hans bryst siden han så hende første gang i Livigno: En knude der skyldtes fortvivlsen over ikke at vide hvad fanden der var bedst for hende, og hvordan han kunne hjælpe.

Han betragtede hende roligt, som hun lænede sig op af ham. Han var ikke et sekund i tvivl om at den fulde tøs sikkert ville få overbalance hvis han vågede at bevæge sig mere end han allerede havde. Ved hendes kommentar, hævede han dog den ene mundvige lidt højere end den anden, i et skævt, lidt skeptisk smil. Ja, han kendte sgu godt følelsen af bare at have ondt af sig selv. Han var i grunden en mester til det. Stoffer og alkohol var bare dét der kunne slukke for det for en aften; eller dage i træk.
"Aren't relationsships always somewhat close to... restriction?" Spurgte han så ved hendes kommentar, men rystede dernæst på hovedet, "Not that I'm an expert." Gennem sit lange liv havde han trods alt ikke været meget fixeret på at involvere sig i et forhold. Når man knapt nok kunne tage vare på sig selv, hvordan skulle man så tage hensyn til en anden person?
Det virkede som om hun havde trygget sig lidt tættere på. Sikkert fordi hun kunne mærke den høje kropsvarme gennem frakken. En gentleman ville måske have tilbudt hende frakken, nu hvor hun sad i nærmest ingenting, men Derek reagerede for hårdt på kulde til bare at lade ideen lokke. Selv den mindste temperatur reducering, ville gøre ham uendelig svag. Han skulle dog til at læne sig yderligere tilbage, så det var nemmere for hende at sidde som hun gjorde, da hun med ét, mistede balancen og dumpede hovedet ned på hans lår. Han kiggede ned på hende. Et par lokker af det mørke hår, gled ned over hans pande, som de mørke øjne så på hende med et lidt forvirret udtryk. Han sagde dog ikke noget, da hun virkede rimelig opsat på at komme op så hurtigt som overhovedet muligt. Men et roligt smil fandt alligevel vej til de kolde læber.

"Well... Step 1..." Lød det fra dæmonen, som drog en hånd gennem sit hår, for at få lokkerne væk. De var simpelthen for kolde, og syntes stadig en smule våde, trods det nok blot var frosten, "I would suggest we go inside before you get hypothermia." Han gned roligt hænderne mod hinanden, "I don't wanna carry you to the hospital...-" Han var ganske tæt på at indsætte ordet again men stoppede hurtigt sig selv, og skjulte den abrupte kommentar med et host; som havde kulden nået lungerne.. Eller de mange års nikotin.
"I can buy you a beer or something inside? And promise to get you back to the hotel, not that you've officially become a drunk cripple." Han vidste at det måske ikke var klogt at hælde mere alkohol i hende, men han kunne ikke lade være. Han ønskede ikke at sende hende hjem nu, for hvornår forlod hun Livigno? Det var meget muligt, at han ikke ville få en chance for at se hende igen. Og han havde brug for tid... Tid til at finde ud af hvorvidt sandheden skulle frem eller ej. Hvis han ville miste hende om hun huskede eller om hun ikke gjorde, handlede det trods alt om hvad der var bedst for hende.
Han rejste sig snart op, og rakte en prøvende hånd - eller nærmere arm ned mod hende, for at støtte hende, hvis hun nu ønskede at tage imod hans tilbud.
avatar
Derek
Competent (Rank 9)

Bosted : On the run at the moment

Antal indlæg : 257


Tilbage til toppen Go down

Re: Drink up with me now.

Indlæg by Autumn on Tors 28 apr 2016 - 18:24

”Is that your equivalent of fun?” Der strøg et lettere bebrejdende og undrende udtryk hen over hendes ansigt efterfulgt at et løft i det ene øjenbryn. ”Going inside and just.. drink beer?” Hun var tøvende og trak ud i ordene, som forventede hun, at der lå mere i det. ”I mean.. I’ve done plenty of that already.” Skuffelsen var uden tvivl forstærket på grund af hendes tilstand. Hun havde forestillet sig noget langt mere spændende, da han havde foreslået hende, at gå ud i verdenen og havde det sjovt. Selvfølgelig ville hun ikke sidde og påstå, at hun var en bedre ekspert end ham. Han virkede trods alt som en, der havde det sjovt dag ud og dag ind. En det spildte sin tid på at leve frem for at gøre som hende og leve livet med næsen i en tyk fastbundet fakta-fyldt bog. ”Hmm…” Hun klem sine øjne i og stirrede intenst på ham et øjeblik uden at sige noget, hvorefter hun opgav at finde hemmeligheden bag hans forslag.
Hun sukkede tungt og lod alle de anspændte muskler slappe af igen. Hun svang så ellers bare benene udover bænkens kant igen og satte de nøgne fødder ned i sneen, der allerede var fyldt med både hende og hans fodaftryk. Hans betydeligt større end hende. Han var i det hele taget en langt større størrelse end hende. Hvad skulle han ligne at være? Midten af tyverne? Hun missynede ham lidt. Hun lignede stadig en teenager. Det var forfærdeligt! Hun lagde sine hænder fladt mod bænken på hver sin side af sig selv og strakte sine arme helt ud så de albuerne klikkede i lås, inden hun lænede sig helt tilbage imod ryglænet for at se op imod himlen. Det var først, da hun hørte ham rejse sig grundet den knastende lyd af sne under hans sko, at hun rettede blikket fremad igen. Eller rettere - opad.

”I suggest… karaoke!!” sagde hun med en mere hævet stemme, da hun endelig kom på benene igen. Hun greb straks fat i Dereks tilbudte arm og tumlede et første skridt i frygt for at støtte for meget på den ømme fod, før hun rettede ryggen ordentligt og stod så sikkert som det var hende muligt. Sneen der stod højt om hendes fødder gik hende ikke på. Det var blødt. Og det kølede den stadig svagt hævede ankel. ”That way I can actually hear you sing. There’s no need for a big band behind you. Karaoke bars have both the drunken audiences and a small scene.” Hun holdte bevidst omkring hans arm, som eskorterede han hende til et adeligt bal. ”Though… I don’t know if there’s such a thing in the nearby..” mumlede hun søgende og lagde ligeledes en kurvet pegefinger over sine læber.
Pludselig mistede hun al kraft, hun havde i nakken og hendes hoved faldt tungt frem imod hans arm - eller hvad der nu var nærmest. ”Or maybe we eshould just… do whatever it is you said… The world is suddenly swirling around like some jackass.” Hun havde det ikke dårligt som sådan. Hun havde bare haft det langt bedre, da hun sad ned og ikke skulle tænkte så meget.
”Mmh..” Hun viste heller ikke tegn på at ville flytte sig igen. ”You’re so warm. Why are you so warm when I’m so cold? It’s not fair. Did you steal my warmth! Outrageous!” Hun pressede sit ansigt en smule tættere ind mod ham og gned det et par gange fra side til side, før hun blev nød til at trække sig væk igen for at få vejret igen. ”You can’t be human. Humans don’t steal my warmth.” Man skulle tro at en elpære blev tændt over hendes hoved, sådan som hendes øjne lyste op og hun med det samme så direkte på ham. ”Hey! It reminds me! Do you know the book ’The Humans’ by… what’s his name… Matt Haig!” Det var tydeligt, at hun var ret meget over det hele. Det nedtrykte humør havde holdt virvaret af følelser til et minimum. ”At some point the alien tells his higher up ’I want to be a human. Or as close to being a human as it is possible for me.’ I don’t know what it is but I feel weirdly attached to that saying. And it’s cool too! How a highly intelligent alien want to become a dumb human.” Som hun talte voksede der sig et stort goofy smil frem på de tørre læber. Hun elskede virkelig sine historier og bøger.
avatar
Autumn
Highly competent (Rank 14)

Bosted : En relativt stor lejlighed i Terre med en udsigt til Sombre. Her bor hun sammen med spøgelset Evan.

Antal indlæg : 879


Tilbage til toppen Go down

Re: Drink up with me now.

Indlæg by Derek on Lør 7 maj 2016 - 16:37

Skuffelsen ved hans tilbud var tydelig. Men nej, det var måske ikke hans definition af 'sjov', at slæbe en pige ind for at tilbyde hende en øl og nurse om hendes alt for emotionelle og fordrukne tilstand. Men Derek Holland's beskrivelse af at have det sjovt var måske langt anderledes end noget han nogensinde ville byde hende - og sig selv. Han havde været clean i en længere periode end nogensinde. Han var vel stoppet med stofferne godt en måned efter han havde skudt den eneste person der havde betydet noget for ham i Di Morga. Og måske grundlæggende i hans liv efter han forlod Bloody Mistakes... Fuck, hvor virkede det lang tid siden nu.
"Take it or leave it." Kommenterede han derfor roligt og trak let på de halvbrede skuldre. Han skulle netop til at trække sin arm til sig igen, da pigebarnet gav sig til at bevæge sig. Han mærkede straks den milde vægt af hendes krop mod sin arm: Nærmest som om hun støttede hele sin kropsvægt til ham, som ville hun falde til jorden hvis han vovede at give slip. Men det var vel heller ikke så underligt taget i betragtning af hendes skadede fod. Ved hendes tilbud, rynkede han dog brynene. Han havde aldrig deltaget i karaoke, og havde bestemt ingen intention om at gøre det denne nat. På en eller anden måde mente han vel blot at han var for dygtig til den slags - ja, dæmonen havde sgu høje tanker om sig selv. Men når musik var det eneste man var dygtig til, måtte man sgu holde fast i det med et fast greb.
Han rystede dog snart på hovede: "Tuesday is karaoke night, I'm afraid." Fuck, hvor var det heldigt, at baren i dag ikke satte de skide mikrofoner op, så han ikke havde en undskyldning for at lade være. Han var ikke i humør til at spille smart på en scene for amatører.
Han mærkede snart hendes hoved mod sin arm. I et sekund kunne han mærke hvordan nakkehårene rejste sig en smule. Det var stadig så abnormalt at hun overhovedet rørte ved ham, når han så tilbage på hvordan hun havde rystet under hans berøring dengang hun stadig var.... sig selv. - Og hvordan han havde forsøgt at holde en hvis distance fra hende, for at forhindre at frygten i hendes øjne var blevet mere dominerende.

Han begyndte langsomt at føre hende væk fra baggården, mens hun snakkede løs som om det galt ham livet. Han forblev dog rolig og rystede blot på hovedet ved hendes kommentar om en eller anden bog, som tydeligvis havde imponeret hende noget så grueligt. Alligevel var der noget ved hendes kommentar om at være menneske, der virkelig stak til noget i ham. Being human.... Han havde altid været fascineret og dog også forvirret over hvor menneskelig Autumn kunne forekomme at være, og hvor meget hendes evner og hendes væsen stod i kontrast til det. Det var som om denne Mayweather viste små tegn - små glimt - af dén Autumn han havde kendt, og det fik klumpen i hans brystkasse til at blive større. Han huskede advarslerne der havde ramt luften sidst han havde været i baren med hende: Advarsler om at hendes uskyldige ydre var en facade og at han skulle passe på.
"I guess everyone wants to be something that they are not." Kommenterede han blot, med et let sammenbidt udtryk i ansigtet, som han førte hende rundt om bygningen mod hovedindgangen. Et par personer udenfor der stod og røg sendte dem lidt skeptiske blikke: Det de så var trods alt en voksen mand, slæbende med sig en pige der udadtil lignede en teenager, og som tydeligvis var fuld. Derek forsøgte dog at ignorere dem, som han åbnede døren og fulgte Autumn indenfor. Varmen ramte ham med det samme, og syntes at løsne ham en smule mere op. Han fulgte hende hen til et lidt afsides bord i den let fyldte bar, og nikkede mod den ene bænkerække.
"Sit down, okay? Then I'll get you something to drink." Han forlod hende, i håb om at hun selv kunne sidde dér uden at kuldre om. Hun var i det mindste i varmen nu... Han nærmede sig baren og bestilte to letøl, i håb om at hun ikke ville kunne smage forskel når han kom tilbage med dem. Hun var fuld nok i forvejen, og det ville være forkert at gøre skaden endnu værre.
"Here you go." Sagde han, da han kom tilbage, netop som han placerede en af de kolde fadøl foran hende, og dumpede ned på en stol på den anden side af bordet: "Isn't this better than sitting out in the fucking cold? " Han tog en let slurk af sin egen øl, før han stillede den mod bordet, og gned sine hænder lidt mod hinanden.
avatar
Derek
Competent (Rank 9)

Bosted : On the run at the moment

Antal indlæg : 257


Tilbage til toppen Go down

Re: Drink up with me now.

Indlæg by Autumn on Tirs 31 maj 2016 - 23:36

Autumn lod ham blot tage hende af sted. Hun var ikke bange for, at han ville føre hende et fremmed sted hen. Det kunne være alkoholen der dominerede og talte højest, men hun stolede på ham. Hun var ganske taknemmelig for at være stærkt påvirket af den store mængde fortyndet ethanol, for ellers ville hun uden tvivl have siddet og grublet over, hvorfor hun kunne stole så nemt på en mand som Derek. Dog nåede hun ikke mere end et par skridt, før hun brat fik stoppet dem begge op for at lange ud efter mobiltelefonen, der stadig lå på bænken sammen med vinflasken, hun derimod ikke havde tænkt sig at tage med sig. En eller anden kunne samle den op for hende. Hurtigt efter at have grebet efter sit lille stykke teknologi, fik hun dog sat gang i deres tur indenfor igen. Mere klodset og klumpet end det var elegant og kontrolleret. Men hans hjælp holdt hendes balance i et fast tag, så der skete heldigvis inden ulykker.

Den pludselige ændring fra minusgrader til plusgrader slog hende hårdt i ansigtet og sendte kortvarigt kuldegysninger ned igennem hendes krop, da den skulle vænne sig til det efter at have siddet udenfor i måske lidt for langt tid. Hun klamrede sig ubevidst tættere til ham, som han førte hende henover gulvet i den muntre pub, hvor de før blot få dage havde tidligere havde siddet og haft deres første rigtige samtale. Forsigtigt satte hun sig, som hun var blevet bedt om, hvorefter hun nikkede bekræftende til ham og fulgte ham så, som han forsvandt. Og straks blev hun fyldt med ubehag. Hun havde ikke haft problemer med at være alene, da hun sad udenfor. Men nu hvor hun var alene og omgivet af andre samtidig, så var det pludselig anderledes. Eller også havde det noget at gøre med, at hun nu havde fået smagsprøven på hans selskab. Det var trygt med ham omkring.
Lettere nervøst lod hun sit blik glide rundt i baren. Fra side til side og undgik hvert et blik, der blev rettet mod hende. Hun satte sig godt til rette på sine hænder for, at hun ikke sad og fumlede med dem. Og ligeledes krummede hun sine tæer, som var de frosset. Hendes ansigt nåede lige at synke og af en eller anden grund kunne hun mærke sin næse svige lige inden hendes øjne blev fyldte med tårer. Hvad lavede hun?
Det kom som et chok, da Derek vendte tilbage, og hendes hoved sprang op for. Hun reddede sine tårer og lod ingen af dem falde, men hun tvivlede på, at hun kunne skjule sine øjnes blanke overflade til trods for, at hun hurtigt så ned igen og blinkede ihærdigt. Kun for at se tilbage op på ham med et lille smil. ”Thanks.” mumlede hun, som hun lukkede sine blege fingre omkring glasset med øl. Hun tøvede ikke med at løfte det op til sine læber og tog en ordentligt slurk. Det var tydeligt for en hver, at hun var i processen om at glemme. Udmattet pustede hun ud, da hun til sidst satte glasset fra sig. ”The cold never bothered me anyway.” svarede hun med et tilføjet fnis, velvidende om sin elendige reference til en 6 år gammel Disney film. Igen så hun flygtigt op mod ham, så ned i sin øl og så tilbage op mod ham, hvor de blå øjne forblev. ”Who exactly are you, Derek Holland?” Hovedet blev lagt let på skrå. ”You barely know me and yet you’re taking care of me.” Hendes smil syntes at vokse en smule. “You…“ started hun, før et overvejende udtryk spredte sig I hendes ansigt. Hun smagte på sine tanker. Forsøgte at finde de korrekte. ”You are an interessesting – but also quite weird – young man. I mean, you’re wasting you time with a total drunk like me.”
avatar
Autumn
Highly competent (Rank 14)

Bosted : En relativt stor lejlighed i Terre med en udsigt til Sombre. Her bor hun sammen med spøgelset Evan.

Antal indlæg : 879


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum