Da Angelie bekræftede, at hun boede i den store skræmmende bygning, bredte der sig et stort begejstret smil på Max' ansigt. Tænk at bo i en så stor en bygning! Den var jo kolonorm. Han var selv vokset op i noget, der mindede om et palæ, men det blegnede i forhold til Abbadons størrelse og udstråling. At det der var sket i hans hjem sikkert var det rene vand i forhold til, hvad der nok foregik i Abbadon, det kunne han jo ikke vide.
"Sejt!"

Hendes spørgende blik fik ham til at nikke. Jah, det var nok en god idé at komme videre. Han havde heller ikke lyst til at sidde for længe, selvom hans mave sikkert ville være glad for lidt ro. Men han kunne jo tage hjem og sove. Eller, forsøge på det.
Han sprang op, da Angelie rejste sig, men stoppede op, da hun smed penge på bordet. Han havde ingen anelse om, hvad maden kostede, men der så ud til at være mere end rigeligt i den bunke penge. Så hun betalte for ham? Han tøvede lidt, men skyndte sig så efter hende.

Henne ved døren stoppede han op foran hende og stak hånden i lommen på sine cowboybukser. Med tungen i mundvigen fik han hevet nogle meget krøllede pengesedler frem, som han rakte frem mod hende. Ham og penge var en meget dårlig combo, han havde absolut ingen fornemmelse af, hvor mange han havde eller kunne bruge. Så han anede heller ikke, hvor meget, han holdt frem, men han ville da betale for sin egen mad.

Ventende ve døren så hun til, som han rejste sig og fulgte med hende, indtil denne stoppede foran hende. Undrende så hun til, som han fandt et par nussede sedler frem fra lommen og rakte dem frem imod hende.
Hendes øjenbryn hævede sig en anelse, inden hun blot stirrede på ham med et intetsigende blik, som om hun følte sig fornærmet over hans opførsel. Desuden når alt kom til alt, så havde jan uden tvivl langt større behov for dem, end hun nogensinde ville få.

"Glem det!" Ordene lød en anelse hårdere end det havde været hendes intention, men hun nægtede ganske enkelt at tage imod dem.
I stedet forsøgte hun st presse sig forbi ham og igennem døråbningen, for st komme ud i tusmørket, der lå over byen.

Hendes blik lagde sig på hans skikkelse, inden hun nikkede ganske let til ham. "Husk hvad jeg sagde" gentog hun endnu engang, for st være sikker på han ville huske det.
Hun drejede om på hælen, og satte sig i bevægelse ned ad gaden, for at finde hjem til hvor hun boede.

Max lukkede hånden om sedler og lod den falde, da Angelie sagde, at han skulle glemme det Han fik et lidt såret udtryk i ansigtet over hendes tone, men det forsvandt hurtigt igen. Inden Angelie nåede at gå, gav han hende et spontant kram, som tak for mad og den tid, hun havde brugt på ham. Han nikkede hurtigt til hendes ord og vinkede farvel, inden han tullede den modsatte vej af hende, hjem mod sin lejlighed.

Det havde været noget af en oplevelse at møde elveren og han havde lidt at tygge på. Ikke for meget, for han havde ikke lyst til at tænke alt for meget over det, hun havde vist ham, men oplevelsen med at blive suget ind i en fantasiverden var.. speciel.

Hun havde været sød og venlig og Max gik derfra med en lidt rar fornemmelse i maven. Hende ville han gerne møde igen, men sandsynligheden var nok ikke så stor. Det var han lidt ked af. Han regnede ikke med at opsøge hende i den store fæstning, han allerede havde glemt navnet på.
Med et suk flyttede han lidt på sin hat og slentrede igennem mørket mod sit hjem.