Latest topics
» Fashion show - Leetha (xxx)
Yesterday at 23:04 by Bailey

» Deal with the Devil (Maze)
Tors 20 jul 2017 - 0:14 by Morgan L. Withers

» Face Claim
Ons 19 jul 2017 - 22:59 by Morgan L. Withers

» You're worse than nicotine. (XXX)
Tors 13 jul 2017 - 19:06 by Roar

» Proud Warrior or Caged Beast? (Maze)
Man 10 jul 2017 - 20:48 by Nightrage

» Afstemning: Beholde specifikke foras og in-game plots?
Man 10 jul 2017 - 15:41 by Thomas Darwill

» Thomas Darwill Character Sheet
Man 10 jul 2017 - 0:53 by Thomas Darwill

» Busy Opening.... XXX(Cara)
Søn 9 jul 2017 - 20:16 by Caleb

» Bagom Thomas Darwill
Søn 9 jul 2017 - 12:29 by Thomas Darwill

Statistics
Der er i alt 511 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Ridley

Vores brugere har i alt skrevet 212153 indlæg in 10338 subjects

You are not connected. Please login or register

AuthorTopic: When the Past Catches Up with You

When the Past Catches Up with You
« on: on Tirs 26 jan 2016 - 18:33 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Dette emne er forbeholdt Autumn


LOCATION En af de mange løjper i skiområdet Livigno i Norditalien
TIME OF DAY Sen eftermiddag
WEATHER Solen begynder at glide ned over himlen, men området er stadig ganske oplyst. De fleste skiløpere begynder dog at pakke tingene sammen og fjerne sig fra de mere afsides løjper inden solen går ned. Temperaturen er ganske lav, og luften er klar.
SURROUNDINGS På netop denne løjpe er der ikke faret en skiløper igennem i den sidste halve times tid. Et par træer står og afgrænser løjpen en smule; og visse små passager leder folk hen til deres respektive skihytter, eller ned til områdets lille by Livigno
APPAREL En sort frakke med en mørkegrøn hættetrøje indenunder, sorte handsker, mørke jeans og lidt kraftige, slidte sneakers.

Det var et overvældende landskab når man tillod sig selv at stoppe op og kigge sig omkring. Bjergene og højene der var dækket af dyner med sne, tronede sig op: Den ene mere høj og majestætisk end den anden. Fyretræer stod hist og her i området, men var naturligvis fældet dér hvor skiløperne skulle glide ned. Derek forstod ikke fascinationen af at stå på ski. Måske var det menneskernes måde at føle at de virkelig levede på. Måske var det i virkeligheden ikke så anderledes fra dén følelse og dén adrenalin han selv fik gennem stoffer. Eller... Som han plejede at få dengang han tog. Hvad var der gået? 2-3 år snart?
Med en smøg i mundvigen bevægede dæmonen sig gennem området. Kulden generede ham ikke så meget som det gjorde det første stykke tid, efter at han havde stukket af fra Iscariot. Dengang var han blevet guidet til dette sted; afsides men dog også en stor attraktion for turister. Det havde været svært at tilpasse sig. Han havde isoleret sig selv i en skihytte, og først efter et par måneder i isolation gav han sig til at mænges med de lokale. Dette sted var ikke blot ment til at være et gemmested og et sted Iscariot aldrig ville finde ham - nej. Dette var et sted hvorfra han langsomt kunne bevæge sig videre i området og undersøge sine rødder, for at trække sig tilbage hver dag. Iscariot havde fortalt ham at de vidste alt om hans familie. At de havde dokumenter der kunne give ham svar - men da han stak af og stjal sin sagsmappe, var det blot blanke felter og ubesvarede spørgsmål der mødte hans øjne. Det eneste hint var Norditalien, og navn på et par landsbyer i området. Det var for farligt at drage direkte mod dem og bo der, i tilfælde af at Iscariot ville finde ham - så han måtte tage til takke med at fare rundt en gang imellem, forklædt - og isolere sig selv derefter i skihytten i Livigno.
Derek vidste, at det ville have været bedre for ham blot at fokusere på at holde sig ude af Iscariots synsfelt. Men hvad ellers skulle han lave? Hans liv var meningsløst uden denne opgave. Og han var mere desperat end nogensinde til at finde noget der var værd at kæmpe for, nu hvor han havde mistet alt. Sit band, sine venner, stofferne og hende.

Han tog et sug af cigaretten og stoppede sin frie hånd dybere ned i frakkelommen. Kulden svækkede ham, men alligevel fik den ham vel efterhånden til at føle sig mere levende. Eller i hvert fald menneskelig. Noget Iscariot dengang havde taget fra ham. Hans tid dér var nok den værste i hans voksne liv, og mareridtende plagede ham hver nat.
Han lod røgen passere de halvtørre, forfrosne læber og satte kurs mod skihytten der på den anden side af løjpen. Der var noget beroligende ved dette sted. Men også noget ufattelig ensomt.

When the Past Catches Up with You
« on: on Tirs 26 jan 2016 - 19:35 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Det var ved at blive sent. Solens stråler virkede skarpere og mere orange, end de havde gjort hen over de tidligere dele af dagen. Men hun var ikke klar til at forlade løjperne. Ikke endnu. Hun nægtede at tage hjem - eller nok mere tilbage til hotellet. Også selvom hun så småt var begyndt at blive udmattet af alt lige fra kulden til motionen selv. Hvis bare hun ikke stoppede op for længe, kunne hun alligevel ikke mærke den krybe ind over sig. Sne fløj hende omkring ørene, som hun susede ned ad mod samlingen af skilifterne. Knæene var godt bøjet for at stabilisere den fantastiske balance, den unge kvinde havde på det udlånte snowboard. For hende var det meget lig at stå på skateboard. Og med et talent i den Bredgade lå dette alternativ for ski hende næsten helt naturligt. Hvis man så bort fra den første dag på løjperne og de utallige gange, hun havde faldt lige på røven. Hun havde været helt bange for at brække sit haleben i processen. Men efter kun et par dage med flove episoder på børnebakken, havde hun fundet fidusen ud. Selv hun var overrasket over, hvor nemt hun klarede de længere ruter.

Det gav et sug i Mayweathers mave i det samme øjeblik, som hun drejede skarpt, og hun kunne ikke holde sig fra at smile stort. Det var det der holdt hende i gang. Det var som at flyve. Hun forstod ikke, hvordan hun havde levet hele sit liv uden det. Omgivelserne var utrolig smukke. Og stilheden… Stilheden var så fredsfyldt. Det var helt anderledes fra England, hvor sneen mest af alt var sjappet på nuværende tidspunkt. Nej, dette sted mindede hende om noget taget ud af et eventyr. Dette sted var definitionen af Winter Wonderland. Hvilken bedre måde at fejre, at man var trådt ind i de voksnes rækker?
Men det havde aldrig været en god idé, at have hovedet i skyerne. For jo mere hun lod sig distrahere, jo mindre opmærksom blev hun på sine omgivelser. For ikke at nævne, hvordan hun i forvejen var blevet yderst arrogant over sine evner til at styre et snowboard. Hun var stadig langt fra at være professionel. Så i det samme øjeblik, hun drejede skarp igen og hendes blik pludselig fangede en forhindring, sparkede panikken ind og sendte hende ud på dybt vand.
”WATCH OUT!” nærmest skreg hun med armene viftende omkring sig. Troen på sig selv var væk. Og det samme var kontrollen. Så selvom hendes hjerne beordrede hendes ben til at svaje udenom den stakkel person på sin spadseretur, blev det ikke registreret hurtigt nok. Og før hun viste af det stødte hun direkte ind vedkommende og stoppede meget brat. Selv trillede hun voldsomt videre et lille stykke ned ad bakken, hvor hun genvandt fodfæste. Hun nåede knap nok at ligge og ømme sig, før hun strakt kom op at sidde, afspændte boardet og kom noget klodset op på benene igen, hvorefter hun hakkede sit redskab godt ned i sneen så det ikke ville glide videre ned og komme i vejen for andre skiløbere.

Det var ikke nemt at løbe i den relativt tykke flyverdragt. Specielt ikke i det store støvler, der ikke gav meget manøvrer mulighed. Men hun nåede op til ham, så hurtigt hun nu kunne. ”Oh my god oh my god oh my god!” Hun faldt pladask ned ved siden af ham, hvorefter hun rev tørklædt, hun havde foran sin mund og næse ned og fumlede panisk med at få skibrillerne op at sidde på hjelmen, så hun bedre kunne se, hvad der var sket. ”Are you alright!? Fuck! I am so sorry! I didn’t see you in time.” Der var et tydeligt bekymret udtryk i hendes blege ansigt. En smule mascara rester sad under hendes ene øje som en konsekvens på at have iført sig make up. ”Oh dear god!” Det havde været et hårdt sammenstød. Selv hun kunne mærke det i sin krop.

When the Past Catches Up with You
« on: on Ons 27 jan 2016 - 21:39 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Røgen bevægede sig dejligt rundt i lungerne på dæmonen, og den lille bid af varme syntes at gøre godt i den ellers lettere frostramte krop. Smøgerne var vel en stor del af det der fik ham udenfor lige for tiden. Det var i hvert fald mere motiverende at gå rundt udenfor med en smøg i hånden, så man kunne klynge sig til den lille varmekilde, og mørke røgen kradse behageligt i halsen, når resten af ens krop var følelsesløs af kulden.
Der gik dog ikke lang tid, før smøgen blev slået ud af hånden på ham, og røgen og luften ligeledes blev banket ud af de netop fyldte lunger. Han havde knapt nok nået at vende hovedet fra han hørte et ungdommeligt kvindeskrig, til han blev slået til jorden. Han faldt direkte ned på ryggen og bankede hovedet mod den snebeklædte jord, uden at kunne nå at tage den mindste smule fra i faldet. Smøgen lå knust under ham; begravet i sne og miserabelt krøllet sammen. Der kom en del brummende lyde fra dæmonen, som lå - fuldstændig stift - mod den kolde sne, med næsen vendt mod sky og med øjnene forvirret rettet opad. Det summede for hans øre i de første par sekunder, og han var nærmest lammet af forskrækkelse, og efter det pænt hårde slag, som nok måtte have skyldes den fart pigebarnet havde på da hun ramte ham.
Da han endelig kunne krænge mere end lyde over læberne, var det en masse højlydte bandeord der ramte luften: "Fucking - FUCKING SHIT!" Ydmygelsen havde ramt meget hårdere end hun havde, men alligevel kom han ikke hurtigt på benene. Nej, han blev liggende i den første stund, og gav sig til at gnide øjnene lettere intenst. Han lyttede til pigebarnets stemme: Hun lød ikke umiddelbart som om hun var særlig gammel, hvilket af en eller anden grund gjorde situationen meget værre for dæmonen.
"Are you fucking insane girl?!" Brummede han, mens han fortsat gned øjnene. Hans stemme var hæsere end normalt, eftersom hun havde givet ham hans livs mavepuster. "Stupid fucking tourists..." Kom det derefter mumlende fra ham. Han lød virkelig som en gammel gnaven mand i denne situation.

Endelig fjernede han hænderne fra øjnene, og i første omgang stirrede han lettere tomt op mod himlen, eftersom hans øjne lige skulle vende sig til lyset igen. Dog drejede han snart hovedet mod skikkelsen, eftersom han mærkede nærværet ved siden af sig. Just leave me alone Tænkte han, og åbnede egentlig munden for at sige det, da genkendelsen vandrede op i de mørke øjne. Autumn.... Der var ingen tvivl. Overhovedet ingen, selvom det virkede for absurd, og selvom situationen fik ham til at sætte spørgsmålstegn ved hans tilstand.
"Shit..." Endnu et bandeord ramte luften, men denne gang var tonen meget anderledes. Den var forundret, men også ufattelig blid.

Han satte sig lettere kejtet op, uden at fjerne blikket fra hende.
"Autumn? Is that really you?" Var han ved at blive sindssyg? Havde han slået hovedet for hårdt? Nej... Det var hende. Der var ingen tvivl. Den blege hud og de store blå øjne. Hun levede i bedste velgående efter hvad han kunne bedømme. Et smil begyndte at danne sig over hans læber. Det var virkelig blidt og ærligt. Sidste gang han havde set hende, var han overbevist om at det virkelig ville være den sidste gang nogensinde. Nu var hun lige foran ham.
"I can't believe it... Han begyndte så småt at tro at hun var kommet for at finde ham. Hvordan ville dette ellers kunne ske? Langsomt begyndte han at blotte en bid af den øverste tandrække i et smil. Et håb bredte sig i ham. Han havde forladt Di Morga for at holde sig væk fra hende. For at give hende en chance. Men han havde forandret sig. Og et uskyldigt håb om at få hende til at blive en del af sit liv igen, breddte sig i hans krop.

When the Past Catches Up with You
« on: on Ons 27 jan 2016 - 22:18 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Mayweather tog ind hvert enkelt ord, han smed mod hende. Hun fortjente dem vel et sted for ikke at være observant nok i sin overlegende tur ned ad løjpen. Men samtidig beviste det, at han ikke var slået fuldkommen ud. Han kunne trods alt stadig kaste bandeord efter bandeord ud af munden. Så helt galt var det heller ikke gået. Hun havde haft ret groteske billeder i hovedet af, hvordan han var endt, allerede før hun overhoved var nået op til ham og kunne konstatere, at han stadig var i et helt stykke, og at hans hoved ikke sad omvendt. Billeder der nok var overdrevne urealistiske. Hun beskyldte panikken og den enorme forskrækkelse, hun havde modtaget.
”I really am sorry, sir..” var dog det eneste, hun kunne svare ham igen. Og hun tvivlede lidt op, om han ville kunne høre hende under hans egen stemme, da hendes egen havde nærmet sig definitionen af en hvisken, som havde hun været en smule usikker på at sige det. Måske ville det bare gøre situationen værre. Det havde hun hørt om, at kunne ske i tilfælde med meget aggressive individer.

Men det blev efter kort tid afsløret, at hun heldigvis ikke havde gjort noget forkert. Eller sådan føltes det i hvert fald igennem det første øjeblik, hvor han pludselig så ud til at bløde op. Hun blev helt forundret over hvor hurtigt de irritable folder kunne forsvinde fra hans udtryk. Måske havde hendes eget overbevist ham, at det virkelig ikke havde været andet end et uheld. Automatisk som han gjorde sit forsøg op at sætte sig op holdt hun sine arme ud - klar til at enten hjælpe til eller gribe ham, hvis det ikke gik. Men det gik, mirakuløst nok. Sætningen der så forlod hans strube kom nu lidt bag på hende.
”I’m.. pretty sure it’s winter.” Ironisk nok som det passede. Hun opfangede hurtigt, at han nok ikke snakkede om årstiden. Mest fordi han lød stærkt amerikansk, og hvis hun vidste ret sagde de fall. Ikke autumn. Var det et navn? ”But.. no?” Hun rynkede øjnebrynene og så yderst undrende mod ham med hovedet på skrå. ”My name is Mayweather.” Smilet der voksede frem hos ham gjorde hende nervøs. Det virkede utroligt underligt for en af sidde og stor smile lige efter at fået en anden person slynget ind i sig. ”Are you sure you’re alright? Maybe you hit your head alittle too hard?” Hun så flygtigt i retningen af hans baghoved. Hun kunne ikke se blod. Men hans hår var ret mørkt - næsten sort. Lige som hans øjne, lagde hun mærke til, da hun lod de bekymrede blå øjne mødes med hans.

”Can you stand?” Hun tillod sig ikke at falde i staver. ”It’s not a great idea to lay in the snow for too long.” Hun kom selv på benene med en del besvær, hvorefter at balancen slog ind og holdte hende stående fast på den svage skråning. ”Especially not with that little clothe on. Are you freezing like hell?” Hun skulle lige til at tilføje noget i stil med ’I sure do’, men hun stoppede i tide. For egentlig frøs hun ikke. Hun havde det behageligt nok. Kulden prikkede rigtig nok til hendes kinder, der viste en klar rød farve. Beviser på, at hun havde været udenfor i minusgraderne. Det var så også bare det. Hendes beklædning måtte være total top notch. Hun fjernede den ene handske fra sin hånd og rakte den efterfølgende hen mod ham. ”You need help getting up?” Hun havde det lidt dårligt. Havde hun hjerneskadet ham? Det var trods alt muligt, at slaget kunne have givet ham hjernerystelse. Den slags kunne nemt skjule sig. Også selvom han så ud til at være på toppen ude fra.
”What are you doing out here anyway? It’s dangerous as long as the trails are open.”

When the Past Catches Up with You
« on: on Ons 27 jan 2016 - 22:43 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Forundringen i hendes ansigt var tydelig, og det fik hans smil til at forsvinde ligeså hurtigt som det havde placeret sig på de kolde læber. Dét undrende udtryk kopierede han ubesværet: Dét udtryk der stadfæstede sig i hans ansigt var velnok nærmere forfærdet. Som om det lille håb i hans krop var taget væk fra ham så snart han havde følt dets tilstedevær i sin krop. Hvorfor opførte hun sig som om han var en fremmet? Sneens kulde, og svagheden han mærkede gradvist bevæge sig gennem kroppen ved at sidde mod den kolde jords, var skygget af hans overraskelse over situationen. Hun jokede med ham... Gjorde hun ikke?
"Maryweather..." Han fnøs og rystede dernæst forundret på hovedet; "What the fuck are you even talking about?" Han forsøgte at læse hendes ansigt, men hun virkede så ærlig, og intet tydede umiddelbart på at hun genkendte ham. Det var mærkeligt. Faktisk mere end mærkeligt. Det var absurd.
Da hun vendte blikket mod hans baghovede, lod han selv en hånd glide derom. Der var intet blod, men stedet var godt og grundigt ømt da han lod de handskebeklædte fingre glide over området. Måske havde han virkelig slået hovedet? Måske var dette en mærkelig illusion - et ondt mentalt trick som han skulle udsættes for i sin isolation i Livigno. Hvad var ellers forklaringen på hendes adfærd.
"Uhm...." Han var fuldstændig paf, og tankerne kørte rundt i hovedet der stadig summede en smule. Dog følte han sig okay... Men var det måske også bare hans sanser der spillede ham et puds? Måske var han værre tilredt end som så. "I'm fine, I think." Svarede han. Det var så nemt at forkaste situationen som at hans hjerne blot spillede ham et puds, men hver gang han så på pigebarnet, så han Autumn. Og hver gang hun talte, hørte han hendes britiske stemme. Hvordan kunne det ikke være hende, når det føltes så virkeligt?

Han rystede på hovedet da hun tilbød at hjælpe ham op. Efter et par sekunder, kæmpede han sig op på benene, trods det var en smule besværet, og trods lemmerne syntes at være svækkede efter faldet og efter kollisionen med den kolde sne. Heldigvis havde han optaget en del kropsvarme efter at have siddet på en bar i skiområdet i en times tid. Uden dét ville han nok være død af kulde for længst.
Han hævede og sænkede skulderne for at strække de ømme muskler en smule fra hinanden. Han havde det fint. Virkelig. Dette kunne umuligt være et fatamogana. Hun var kød og blod, og hver gang han bevægede de mørke øjne forundret over hende, var det den samme Autumn han så - som han havde kendt for nogle år siden. Hun så dog sundere ud. Men det vár og blev hende. Han var ganske sikker i sin sag. Men hvorfor dette skuespil?

Det var fordi han havde skudt hende. Hun havde vel forkastet ham - smidt ham ud af sine tanker og sit liv, og han var nu reduceret til ingenting. Der var intet andet svar.
"Don't pretend like you don't know who I am..." Kom det fra ham. Der var en bestemt tone i hans stemme, men også en snært af smerte og inderlighed.
"You can hate me, but don't pretend I'm a stranger to you, okay?" Han havde virkelig prøvet at holde sig ude af hendes liv. Kunne hun så ikke bare skride nu istedet for at opføre sig så barnligt?
"We've been through hell together. I shot you for christ sake!" Men hvad hvis han egentlig havde skadet hende? Hvad hvis hendes traume havde fået hende til at glemme?

When the Past Catches Up with You
« on: on Tors 28 jan 2016 - 16:02 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Det kom nærmest som et chok, da den unge mand pludselig valgte at blive mere aggressiv i sin udstråling. Og det stod som malet i hendes ansigt. Hun havde altid været lidt af en åben bog, når hun blev fanget uden nok fokus til at reagere falsk. Øjnene havde åbnet sig en smule mere op og hun blinkede mere forundret end så meget andet. Læberne var som forseglet og gjorde det umuligt for hende at afbryde ham. Og det blev blot værre og værre for hvert ord han ytrede sig. Hvad var der med ham? Var han fuld? Muligheden var der. For hvordan ellers kunne han forklare, hvorfor han ikke var frosset til is ude i kulden. Brandevin kunne nemt være skyldig i sagen. Men samtidig havde hun fået set ham i øjnene. Og mest af alt lignede han en, der var hundred procent stedfastet til jorden og den virkelige verden.

Afvigende bakkede hun et skridt væk fra ham, eftersom det var begyndt at krible ned langs ryggen. Hun følte sig truet. Som var han en farlig mand. En af dem man burde holde sig langt væk fra lige meget hvad. Han lød så vred, at hendes mave trak sig sammen i frygt for at han ville springe på hende. Men det var stadig ikke andet end ord. Alt det andet var noget hendes livlige fantasi satte i gang for hende.
I shot you.
Med ét kunne hun mærke et stik i kroppen. To for at være præcis. Et for hvert ar, der var at finde på hendes overkrop. Det var en meget let men ubehagelig smerte, som når nerverne lige rystede sig et kort øjeblik. Det mest mærkværdige, var dog tankerne, der poppede op i hendes hoved. For det første stod han og snakkede om at have skudt nogen - hende tilsyneladelse - hvilket i sig selv var et stort advarselstegn. For det andet kunne hun ikke undlade tro på det i de første par sekunder. For arene, der var så fint placeret ved det ene kraveben og under det ene ribbensgitter, havde samme runde form som de helede skudsår man så på film, når en aktion helt tog sin bluse af. Problemet var bare: Hun var ikke blevet skudt. Hun huskede ikke fuldt ud, hvor arene var kommet fra, men hun var ret sikker på, at hun ville kunne huske det, hvis nogen havde holdt en pistol mod hende og trykket på aftrækkeren.

”I.. I don’t have any idea what you’re talking about.” sagde hun, da hun endelig fik fjernet den mentale blokade fra hendes strube. Hun så usikkert mod ham. Som var hun på vagt. Hun kunne nok ikke kunne gøre meget, hvis han først fik fat i hende, men forhåbentlig kunne hun indgå den situation ved at være observant på hans bevægelser. ”You’re mistaken me for someone else. I’m not this Autumn.” Egentlig lå navnet ganske fint på tungen. Også selvom det havde virket lidt akavet i hendes hoved. Hun tog endnu et skridt tilbage. ”I swear to God. I don’t even know who the fuck you are.” Bandeordet blandet med den blide stemme der tilhørte hende havde ofte overrasket hendes venner. I deres øjne var hun jo for uskyldig til den slags ordforåd. Men hun var stadig en teenager.
”Why would you even say something like that you shot me?! I can’t think of anyone who would want to be reminded of that.” Åh gud. Havde han en pistol på sig? Hun så sig hurtigt omkring. Så snowboardet stå, hvor hun havde efterladt det. Hun tvivlede på, at det var sikkert at blive i selskabet med ham. Hun så tilbage på ham og sank tungt i stedet for at tale videre på emnet.
”I’m sorry for disturbing you…” lød det i stedet for hende, inden hun ganske hastigt luntede det sidste stykke med til sit udstyr. Handsken hun netop havde taget af for at hjælpe ham op, tabte hun ubevist i sneen foran ham. I stedet trak hun hurtigt boardet op ad sneen, smed det fladt ned på løjpen og sprang på som var det et skateboard. Hun havde ikke tid til at tage de helt op. Lige nu ville hun bare uden for farzonen. Og forhåbentlig ville hun kunne styre det uden at spænde sig fast længe nok til at komme et sted hen, hvor hun kunne gøre det og komme videre ned. Og det så ud til at lykkes for hende.
Tanken om at forblive på løjperne længe endnu var forsvundet. Lige nu ville hun bare tilbage til sit varme og trygge hotelværelse.

___________________

Flyverdragten var nu blevet udskiftet med et par tætsiddende jeans i lyseblå og en løssiddende langærmet bluse i rød. De klodsede skistøvler var skiftet ud med et par kun lidt mindre klodsede vinterstøvler. Og det lange mørkebrune hår var endelig befriet fra den kejlede hjelmen og sat op i en sjusket hestehale for at holde de ustyrlige totter væk fra ansigtet. Hun havde overtaget det ene bord i hjørnet af den største - og bedste, samt mest hyggelige - pub, der var at finde nær hotellet i skiområdet. Bordet var en smule isoleret fra alt det andet, men det var lige akkurat, det som Mayweather nød ved det. Det var lidt mere privat, men man var stadig en del af det hele. Det var ikke fordi man var fuldkommen lukket af med et par vægge.
En kop med rygende indhold blev placeret på bordet ved siden af hende, og hun løftede strakt hovedet mod betjeneren. Et hurtigt og taknemmeligt thank you blev ytret sammen med et stort smil, som blev gengældt inden den unge mand atter forlod hende for at vende tilbage til arbejdet. Hun kunne med det samme indfange duften af hasselnødder, som steg op fra den varme kakao. Det var lige, hvad hun trængte til efter en tur udenfor i kulden. Og ingen kunne sige hende imod. Ingen  - stor eller lille - kunne sige nej tak til en god kop opvarmet kakao. Den drik havde ingen aldersgrænse. Og den første slurk var altid højtepunktet. Længere nåede hun så heller ikke, før hun vendte tilbage til den blok og blyant, hun havde liggende foran sig.

Det ene ben blev løftet op til hende på stolen, hvilket hendes smidighed tillod hende, og greb omkring den mekaniske blyant og begyndte at vippe den ubevidst mellem sine fingre, mens de blå øjne betragtede tegningen af et font portræt, der havde taget form. Hun kunne ikke huske, hvor længe hun havde brugt på den. Og hun forstød ikke fuldt ud, hvorfor hun havde valgt det motiv, som hun havde. Ham. Manden fra løjpen. Hun havde haft svært ved at få hans ansigt ud af sit hoved. Hun var så godt som færdig, men hun kunne bare ikke få det rette udtryk i hans øjne. Hun viskede på ny og gjorde et forsøg igen med detaljerne. For en hver anden ville den realistiske tegning nok se fuldend ud. Bare ikke for hende. Det var frusterende.
”♪ Blue lips. Blue veins. ♪” nynnede hun sagte for sig selv. ”♪ Blue, the colour of our planet from far far away. ♪” Hun så fraværende mod tegningen, mens der blev tegnet lidt flere hårstrå. ”♪ Blue~.. ♪” Blyanten kørte et par gange omkring de optegnede linjer ved øjnene. Bløde linjer skabte nemt at hårdere blik. ”♪ The most human colour. Blue~.. ♪” Hvem var han? Og hvad lavede han deroppe på løjpen? ”♪ The most human colour.. ♪”

When the Past Catches Up with You
« on: on Man 1 feb 2016 - 21:56 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Der var en stædig målrettethed over hans udtryk, da han trådte ind i pubben hvis omgivelser han bestemt ikke var fremmet i. Med et nik til pubbens ejer der netop var på vagt og som stod bag biksen og sendte Derek et blik fyldt med uoverkommelighed over de tyske turister der forsøgte at spørge ind til alle smagsnuancer i hver en øl, trådte dæmonen ind i rummet og lukkede kulden ude, som den tunge trædør lukkedes bag ham.
Det var umuligt at se over dæmonens ansigt, at han havde været gennem et virvar af følelser og forundring. At han havde været gennem alt fra vrede til håbefuldhed. Nyvasket og kontrolleret virkede han, som han tog et par skridt ind i pubben og bankede skoene let af fra sne. Nervøsiteten var ikke til at se på ham, selvom det havde taget ham hele tre smøger udenfor pubben før han vovede at tage det sidste skridt indenfor. Han havde aftalt med ejeren af stedet at han skulle sende en besked mod ham hvis han så den ungdommelige tøs med de store blå øjne og det uskyldige udtryk. Selvfølgelig havde ejeren undret sig gevaldigt, men en aftale var en aftale i sidste ende, og ingen uddybende spørgsmål var blevet stillet.

Samtalen med Evan havde været... Ja, Derek kunne velnok ikke selv sætte ord på det, og da Evan's teorier var blevet luftet var det som om Derek følte en uforklarlig tomhed. Tre ting var ganske sikre: 1) Skikkelsen på skibakken kunne meget vel være meget mere end hans fantasi, 2) Hvis hun var virkelig, kunne hun umuligt have set på ham med så lidt genkendelse i blikket, medmindre - 3) Autumn havde glemt hvem hun var, og med dét også glemt hvem han var.
Endnu en gang havde Derek følt at han havde mistet hende. Netop som den gang han havde troet at hun var død. - Han havde mistet noget han ikke kunne erstatte.... Og dog.... Hvis hun blot havde glemt hvem hun var - kunne han så få hende til at huske? Eller... Kunne han måske starte forefra, og viske alle de dårlige ting bort?
Tabula rasa... Derek havde engang hørt om en filosofisk teori om at alle mennesker var født som renviskede tavler, og at alt der blev skrevet på dem var grundet indtryk. Så hvad hvis Autumn nu var en renvisket tavle hvor han kunne nedskrive dé ting som måske kunne få dem til at kunne leve med hinanden, uden de forfærdelige minder om hvad han havde gjort? Hvis essensen af hende var den samme, vidste han, at det ville være det værd for ham. Det var en selvisk tanke, men ideen dannede et håb om en frisk start i ham. Og et håb om at kunne beskytte Autumn fuldt ud, og være der for hende.

Efter at have set sig lidt omkring, bemærkede han hende sidde ved et mere isoleret bord. Langsomt nærmede han sig. Frakken hængte han på en tætsiddende knage, før han stoppede op ved bordet. Han lagde ikke just mærke til hvad hun tegnede - nej, hans mørke øjne var fastlåst mod hende. Nysgerrigt. Hun så meget sundere ud. Måske kunne dét skyldtes at han så hende sidst, tilsølet i blod. Både sit eget og hans.
"Excuse me. Mayweather right?" Navnet var for ham ganske ironisk, men han sørgede for ikke at lade det vise sig i sit ansigt. Derimod var det et let, venligt og dog også undskyldende smil der spillede over hans læber. "I wanted to apologize..." Allerede nu følte han sig meget anti-Derek. Men det skulle blive en blød start hvis han kunne føre en samtale med hende og sikre sig at denne... Nye Autumn, var okay.
"I probably freaked you hella out earlier." Hans stemme var sammenfattet og rolig, og han forsøgte at holde hendes blik i sit - i et mildt håb om at øjenkontakt kunne få genkendelse frem i hendes blik. Men hvad hvis hun havde glemt alt på grund af ham? Måske burde han virkelig ønske for hende, at hun skulle forblive sådan. Han rystede hastigt tanken af sig.
"Hit my head pretty hard, so I guess I mixed fiction will reality for a few moments." Smilet blev mere skævt og drenget-kejtet. Han var glad for at han var relativt god til at lyve når han kunne få noget ud af det, og når han rigtigt tog sig sammen.
"I don't really remember much of what happened, but I know I probably behaved like a manic, so..." Han tog en dyb indånding, og trak så på skulderne "Yea sorry if I scared you."

Han nikkede mod stolen overfor hende, men satte sig egentlig bare ned uden at spørge. Som om det var en selvfølge. Det var så underligt at være så tæt på hende, eftersom han sidste gang - med den 'gamle Autumn'-, havde forsøgt at holde sig på afstand for ikke at skræmme hende.
"I think you'll find that I'm really not that bad when it comes down to it." Han blottede den øverste tandrække en lille smule.
Da en af tjenerne kom forbi, bad ham om en kop kaffe. Dog skyndte han sig hastigt at vende blikket mod Autumn - eller Mayweather - med ét: "If it's all right that I stay for a bit?"
Han tog sine handsker af, lagde dem på bordet og rakte dernæst sin hånd over mod hende, "I'm Derek by the way. Derek Holland."

When the Past Catches Up with You
« on: on Tirs 2 feb 2016 - 21:15 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Den sølle sæbeboble, der havde indfanget hende i hendes egen lille verden, sprang i det samme øjeblik, at en stemme nævnte hendes navn. Man kunne næsten fornemme det lille pop, sådan som hun i et blidt lille ryk løftede hovedet og fjernede blikket fra skitsen, inden hun ganske stille og roligt drejede hovedet og så op mod individet, der tilsyneladende ønskede, at komme i kontakt med hende. Til hendes held havde hun ikke bare hørt syner, men som hun fik øje på, hvem det var, blev de blå øjne spærret en ekstra smule op ud af ren og sker overraskelse og forundring.
Mayweather havde ikke troet, hun nogensinde ville se noget til ham igen. Og hun havde heller ikke troet, at han ville ønske at se noget til hende. De var trods alt ikke mødtes på god grund. For hende personligt havde det endt med at blive yderst ubehageligt. Og selvom hun følte sig som en kujon for at flygte, var hun blevet lettet, så snart hun var nået bunden af bakken. Men skæbnen ville hende tydeligvis noget andet. For der stod han. I egen høje person. Han virkede godt nok anderledes - mindre aggressiv, vel. Der var noget mærkværdigt over ham denne gang. Noget hun ikke helt kunne sætte sin finger på. Ligesom hun ikke kunne finde frem til den sidste detalje, der manglede ved tegningen.
Tegningen! Straks så hun ned på sit mesterværk og fik diskret - men utrolig hurtigt - vendt skitsebogen på hovedet, så tegningen blev skjult. Ikke at han så ud til at have lagt mærke til den, men hun kunne ikke være for sikker. Det ville have været pinligt, hvis han havde nået at se noget. Hun burde stoppe med at tegne fremmede mennesker. Også selvom det ofte var de mest interessante motiver. Hun så atter tilbage mod den unge mand og havde på ny al sin opmærksomhed mod ham og så til, som han inviterede sig selv til at sidde overfor hende. Det var omkring det tidspunkt, at hun lagde mærke til, hvor stille hun havde været. Til hendes forsvar havde han kom han ret pludseligt og smed en masse i hovedet af hende, som hun lige skulle forholde sig til.

”Stay?” Hun rystede sagte på hovedet og rettede sin kropsholdning en smule op, inden et smil viste sig frem på hendes læber. ”Oh, sure. I could use some company.” Der var noget andet over ham, end den underlige malplacering. Det virkede naturligt at tale til ham. Også selvom han gav udtryk for at være i en helt anden kategori end hende. Hun samlede forsigtigt et par vildfarende blyanter sammen, så hun ikke fyldte hele bordet og lagde dem lidt mere ud til siden sammen med skitsebogen, hvorefter hun fluks børstede fnulleret fra viskelæderet ned på gulvet. Hun måtte have siddet fordybet i længere tid, end hun havde troet.
Hun så til, som han fjernede sine handsker og rakte hånden frem mod hende for at præsentere sig, og en smule akavet rakte hun sin egen frem for at lukke sig om hans. ”I’m Mayweather Winthers. But you can just call me May for short.” Efter at have trukket sin hånd til sig igen, kunne hun ikke lade være med at se helt fortryllet ned på sin egen håndfalde. ”Wow! Your hands are warm.” Begejstringen sad på det yderste lag af hendes udtryk, da hun så op på ham igen med et stort smil. ”Almost as if you’ve a burning fire inside you. Maybe I should invest in a pair of those gloves. My hands are always so cold..” Ubevidst gned hun sine hænder mod hinanden, før de viklede sig omkring koppen med kakao.

Benet blev roligt sat tilbage på gulvet for så at blive smidt hen over det andet. Lidt manere havde hun da. Hun kunne godt tillade sig at være sjusket og sidde som en abe, når hun var for sig selv, men nu havde hun pludselig fået selskab. ”I.. I appreciate that you came over to apologize. I should probably do it too, huh.” Hun trak let på skulderne. “Especially since I just left you even though you hit your head so hard.” Den same bekymring, der havde hænget over hende på løjpen, spredte sig igen. ”I mean.. what if you had gotten a serious head injury.” Bare tanken gav hende en dårlig smag i munden. Hun løftede sin kop op til sin mund, tog en slurk, men lod nu alligevel koppen forblive i samme højde i et forsøg op at skjule sig lidt bag det. ”So I’m sorry myself. You did scare me. I actually thought you had a gun on you and you were going to shoot me.” Stemningen var begyndt at blive lidt for tung til, at hun brød sig meget om det. ”I also thought you were some kind of mountain man, but I guess not since you’re here.” kommenterede hun med en lille komisk undertone.

When the Past Catches Up with You
« on: on Tors 4 feb 2016 - 15:34 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

En hvis form for success bredte sig i brystkassen på dæmonen, da hun havde sagt at han gerne måtte blive. Dét smil dér. Det var så ubekymret, og han var ikke det mindste sekund i tvivl for at han intet andet end en fremmet var for hende. På visse punkter smertede det ham, og på andre gjorde det ham umådelig taknemmelig. Taknemmelig fordi han ellers ikke ville kunne sidde sådan foran hende. Var det naivt af ham at tro at dette var skæbnens måde at give ham en anden chance med hende på? - Måske. Men når det galt Derek og Autumn var der lidt for mange mirakuløse tilfældigheder...

Hendes fulde navn fik et lille smil til at spille over hans læber. Den ene mundvige hævede sig i hvert fald en smule over den anden, og det lykkedes ham at undlade at lade ordene 'yeah right' glide over munden. "A pleasure May." Det var mærkeligt. Ikke fordi et navn betød så meget, men det fik ham dog til at fundre over hvorvidt det ikke kun var et navn, men også en helt ny personlighed som hun havde tilegnet sig.
I et øjeblik var det som om han var sendt tilbage til de første gange Autumn kommenterede på hans varme, og han kunne ikke lade være med at smile en smule over hendes begejstring. Som var den født på ny. "I'm always hot." Kommenterede han, nøjagtigt ligeså kækt som han et par gange for et par år siden havde gjort. Han rystede dog kort på hovedet af sig selv.

Snart blev den bestilte kop kaffe placeret foran dæmonen der straks lagde hænderne omkring koppen, og lod varmen give energi til kroppen; især de forfrosne øre og næsetippen, der altid syntes at være dé dele af ham der først blev ramt af kulden. Det føltes som en blid strøm hver gang han overførte varmen, og det var en god støtte for ham i denne situation. Det gav ham vel mod at holde fast i det der gjorde ham stærk. Alligevel bevarede han udadtil roen i sit ansigt.
Han så ned mod den kulsorte væske i koppen da hun begyndte at tale. I actually thought you had a gun and you were going to shoot me Ordene gjorde ondt, og fik ham til at gribe lidt hådere fat om koppen. Dog beherskede han sig, trods minderne og smerten bevægede sig i ham. But I did shoot you Tænkte han, mens han, udadtil ganske tænksomt, så ned i koppen An d I'm so freaking sorry for that...

"Don't apologize for anything, okay?" Sagde han, da han rettede blikket mod hende igen. Det var ham der skulle undskylde. Undskylde for alt han nogensinde havde gjort hende. "I could walk, stand and talk fine. Even though I spoke nonsence." Han to endelig koppen op mod sine læber og tog en slurk uden hverken at puste på væsken eller teste dets varme. Det lå trods alt ikke til hans natur.
"I get why you got scared. As I said. Fiction and fact might have melted together in my bid head... I might watch to many gangster movies." En løgn; men det bedste han kunne komme op med. Et let smil strøg dog igen over hans læber da hun nævnte at hun troede han var en mountain man. Han satte koppen lidt fra sig og lænede sig en smule tilbage i stolen.
"Mountain main? Did I really look that unkempt?" Han lo og strøg en hånd gennem sit hår. "I'm not really that much of a nature-guy actually." Han huskede sig selv på at han nok lige ødelagde det normale grundlag for at besøge Livigno.
"But I had work to do around her so..." Han redede situationen en smule, men besluttede sig hurtigt for at rette samtalen over mod hende, "You here on holiday I suppose?"

When the Past Catches Up with You
« on: on Fre 5 feb 2016 - 14:29 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Selvfølgelig. Hun skulle have set det komme, det samme øjeblik hun kommenterede på hans kropsvarme. Hun fandt dog ikke noget negativt i hans selvfede konstatering. For et eller andet sted var det første gang, ordene matchede ham. Han var charmerende. Det måtte hun da give ham. Han var et godt stykke fra, hvad hun havde troet efter at have mødt ham første gang. Hun kunne bare ikke sætte en finger på, hvorvidt det var en god ting. For et nagede hende lidt i siden, at hun kunne lægge noget så indtryksvækkende bag sig. Måske var hun alt for naiv, som folk hele tiden fortalte hende.

”Oh? So you’re a mob movie kind of guy, huh?” Koppen blev atter fjernet fra hendes ansigt. Der var vel ingen rigtig grund til at skjule sig. Ikke når deres atmosfære kunne blive ændret så nemt som at bøje i lillefingeren. ”I’m more of a zombie movie kind of girl myself.” For hendes vedkomme var der ingen spor af løgn i, hvad hun sagde. Indtil videre havde der trods alt ikke været grund til at lyve, fordi sandheden havde aldrig været nødvendig at skjule.
Hun havde netop samlet en smule resterende flødeskum op med sin pegefinger og var midt i at proppe det ind i munden, da han pludselig endte med at le. Hun var ikke sikker på om det var selve latteren eller om det var, hvad han sagde, der gik hende til at næsten blive kvalt i den lille smule flødeskum. ”Unkept? No no! Don’t get me wrong.” Hun bankede blidt mod sin brystkasse og gjorde et lille forsøg på at lade som om intet var sket. ”It was just.. You seemed to know your way pretty well since you just carelessly waddled around. Either that or you had already hit your head before the crash.” På vej mod slutningen af hendes sætning blev hendes stemmes toneleje lavere og lavere, da den anden mulighed så småt gik op for hende. Blikket hun havde rettet mod ham blev en smule mere intens og tænker strømmede igennem hendes hoved. Han lignede ikke en der var hjerneskadet. Langt fra. Han lignede en der var i tiptop form. Måske endda mere til stede end hun nogensinde var med hendes dagdrømmeri. Så virkede det mere logisk, at han måske havde drukket. Hvis ikke han var kommet til hendes redning og trukket hende ud af tankespindet, var hun næsten hundred procent på at endnu flere scenerier var poppet op. Den ene mere langt ude end den anden.

”Yep. I’m here with a couple of friends” Hun tog en god indånding og rettede sig ud på ny. Lænede sig ligeledes tilbage i stolen, men måtte modstå at trække benet op til sig igen. Det var begyndt at blive en dårlig vane. Som gjorde hun sig altid ubevidst mindre. ”I turned 113…” Meget brat blev hendes stemme forseglet og et forundret udtryk hærgede over hendes ansigt. I et splitsekund stirrede hun bare ud i luften lige foran Derek. Og i et andet splitsekund fokuserede hun direkte mod ham. ”No wait...” Et undskyldende smil formede sig og hendes øjenbryn krummede sig i forvirring. ”What I meant to say is that I turned 20 back in october on the 13th.” Så matchede det op. Hun måtte have blandet det hele sammen. Hvor hun lige havde fået de ekstra hundred fra, kunne hun ikke finde frem til. ”So as a ’I’m now an legitiment adult’ thing it was decided that we’d go somewhere. That ’somewhere’ then became Livigno.” Et enkelt trak på skuldrene og et skævt smil blev tildelt ham. ”It’s too bad that I’m going back to England next week. I really like it here. The snow, especially. You’re lucky that your work gets you places like this.”
Hun kunne ikke holde sig tilbage længere. Hun sad ikke behageligt. Hun lænede sig kortvarigt frem mod bordet, greb godt om den lune kop, lænede sig helt tilbage og trak endnu en gang benet op på stolen. Det var straks mere afslappende for hende. Hun lod sit blik flytte sig fra Derek for at søge mere rundt i pubben. ”I was surprised, that you recognised me.” sagde hun med en rolig stemme. ”I was wrapped in more layers that an onion.” Hun så tilbage på ham. ”But then again - you did get to see my face, I guess.”

When the Past Catches Up with You
« on: on Man 15 feb 2016 - 18:16 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Der var noget ufattelig velkendt ved situationen. Alligevel var det længe at han og Autumn havde kunne tale så afslappet; uden en eller anden form for resistens mellem dem. Måske var det ikke hende, men hun virkede som sig selv. I hvert fald den ubekymrede del, som han havde beundret grundet dets store kontrast med alt det shit hun havde været igennem. Autumn var stærk, og måske var hukommelsestabet hendes krops måde at gøre det hele nemmere på. Derek fangede sig selv i at tænke over hvor befriende det kunne være, hvis han selv kunne påtage sig en ny identitet. Måske ville han kunne sove om natten, og måske ville han ikke længere have en pistol liggende over sengen, og under køkkenvasken. Men det hele var ikke sort og hvidt.
Han forsøgte at virke overrasket over hendes kommentar om zombiefilmene; da han med et let smil sagde: "Really? Who would have thought." Bevarede hun virkelig de samme uskyldige træk som dén Autumn han havde kendt? Disse små finurligheder i hendes personlighed, interesser og måden hun bevægede sig på - det var dét samme. Men nu med en større ubekymrethed, som han ønskede han havde set mere til i fortiden.

Han satte igen koppen mod læberne og tog en overordentlig slurk af den stærke drik. Han havde lyst til at spice kaffen op med lidt alkohol, men han vidste at det nok blot ville gøre den mindre uro og utålmodighed i hans krop større. Og lige nu var han altså godt tilfreds med hvor roligt han kunne agere trods alt der fløj gennem hans tanker.
Han satte koppen fra sig og lyttede til hendes ord. Ja, han var velbefærdet i området. Meget endda. Det blev han nødt til at være hvis Iscariot kom efter ham. Det kunne ikke nytte noget hvis han farede vild i aplerne, og ikke kendte de bedste smutveje gennem området. "I've been here for some time now so... I know the area pretty well." Han trak den ene mundvige en smule op i et skævt smil, mens de mørke øjne fortsat hvilede mod hende. Det var så mærkeligt at sidde foran en person som han havde troet han aldrig skulle se igen. Især når der ikke var had eller rædsel i hendes øjne. Det var underligt, men følelsen sendte også en varme gennem hans krop, som ikke blot var grundet hans dæmoniske tendenser.

Friends... Det underlige var, at han vel altid havde ønsket at hun ville finde nogen der kunne passe på hende og skåne hende for smerte. Alligevel følte dæmonen et stik af jalousi over ikke længere at kunne være hendes beskytter. Men hvem kunne han narre? Han havde ikke haft den rolle i lang tid nu. Men hvad hvis han kunne være det nu? Hvad hvis universet gav ham en ny chance for at forbedre sig?
113? Var der noget i hende der huskede det, eller var denne 'nye Autumn' bevidst om hvad hun var. Dæmonen var usikker, men hvad hvis det hele kunne vækkes i Autumn igen? Alle minderne? Var det så noget han skulle hjælpe hende med, eller skulle han forhindre hende i at huske for at skåne hende for de traumatiske minder, og sig selv for smerten ved at se hende hade eller frygte ham igen?

En lille ændring havde trådt over hans ansigt, men han lod sig selv kigge lidt rundt i lokalet for at afværge at hun bemærkede det. Da hans blik endnu engang mødte hendes, var der et ubekymret smil om hans læber. "Happy late birthday then"
Han lænede sig lidt tilbage i stolen og vippede lidt på den. Det var vigtigt for ham at optage sig selv med en smule bevægelse for ikke at virke alt for åbenlyst rastløs. "Lucky..." Han fnøs, men sendte hende derefter et lidt skævt, jokende smil: "I'd rather be on a tropical island but.... well... Yeah, perhaps I should'nt complain too much."

Fuck... Ja, hvad skulle være hans forklaring? At han var god til det med ansigter? Derek sendte hende et roligt smil og trak på skulderne, "I just recognized those blue eyes of yours for some reason." Han lagde et lidt besynderligt tryk på ordene; som om noget i ham forsøgte at indprinte dé ord i hendes hukommelse.
"So why not stay for some extra time if you like the place?" Spurgte han. Hvis der var en chance for at hun kunne blive i mere tid; ville han dermed få længere tid til at sikre sig at hun var okay. Og måske til at finde ud af hvordan han selv skulle tackle denne situation.

When the Past Catches Up with You
« on: on Tirs 16 feb 2016 - 20:27 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Mayweather skar en mistroende grimasse ved hans tilbagemelding vedrørende hendes valg af genre, når det kom til film. For hende havde det lydt lidt mere som en sarkastisk kommentar. Og et sted kunne hun godt se tilbage og fornemme, hvor åndsforladt hun havde lydt. Som havde hun forsøgt at imponere ham med sin knap så stereotypiske livstil. Det kunne godt være, at hun var lidt af en omvandrende definition af en tomboy, men at prale om det, var sjælendt en god idé. Og så havde hun vel sine feminine sider, som gjorde det endnu sværere. Dog havde reaktionen fra Derek været en del mildere, end hun ellers ville have forventet. Hvilket var ganske rart. Hun havde måske været lidt for hurtig til at dømme ham og proppe ham ind i en stereotype. Selvom hun ikke var meget for at indrømme det, var det nok tilfældet alligevel.

”Oh really? So if that’s the case, maybe I can actually call you a mountain man by now.” drillede hun videre. Hun begyndte at forestille ham gå rundt oppe  i de snebelagte bjerge. Han passe ikke rigtig ind i billederne, hun fik i hovedet, så der gik ikke længe, før hun i stedet så for sig, hvordan han konstant ville snuble i sneen. Noget der ubevidst fik hendes kække smil til at voksne sig lidt mere blidt.
Hun begyndte at sidde mere uroligt. Hun kunne ikke finde den perfekte siddestilling længere. Og selvom deres samtale flød ufattelig naturligt - det var næsten skræmmende - følte hun sig akavet. Bare en smule. Nok til at hendes fingre konstant var nød til at fumle med den lune porcelænskop. Men ikke nok til, at hun ikke kunne holde det ud. Det var heller ikke det største problem at tvinge sig selv til at forblive siddende, som var intet galt. For lige meget hvor meget hun egentlig gerne ville nyde sin tid alene, ville hun mindst lige så meget fortsætte selskabet med Derek. ”Maybe you should grow out your beard. Just to really commit, you know.”

Det burde virkelig ikke komme bag på hende, at det netop var hendes øjne, der havde afsløret hende. Hun var trods alt ikke dum. Hun havde set sig selv i et spejl og var godt klar over, at deres farve ikke var i den allermest almene farveskala. Eller det omhandlede mere intensiteten. Blue var jo en ganske normal farve. Blue. The most human color. Men trods at hun var velvidende om sit eget udseende, kiggede hun overrasket på ham. Meget muligt fordi, hun ikke havde troet, at han havde haft tid til at nærstudere hende tidligere. ”Ah.” Smilet vendte tilbage. ”Of course. My eyes are quite.. eye catching.” Det lød åndsvagt. Det var en elendig joke. Og den blev ikke bedre af, at hun efterfølgende viftede med øjnevipperne, som var hun taget ud af en tegnefilm. Hun fortrød det også meget hurtigt efterfølgende.
Hun så strakt væk fra ham og placerede en hånd op foran øjnene som en afskærmning, mens hun sagte mumlede til sig selv: ”Oh god…” Af en eller anden grund gjorde det også situationen værre, at hun havde gjort det overfor ham. ”That was just awful.” Hun skjulte kortvarigt sit hoved i mellemrummet mellem sit knæ og sin brystkasse og sendte hånden tilbage til den rette plads omkring kroppen. Hun havde bare lige brug for et øjeblik til at sunde sig. Ikke at hun gik meget tid til det, inden et nyt spørgsmål løb henover Derek læber.

Automatisk løftede hun sit hoved igen og fremviste det lidt fortumlede ansigtsudtryk. Hun så forvirret mod ham det første stykke tid. ”I could do that.” Hun rettede sig atter op igen og lagde overvejende sit hoved på skrå. ”But I have school. Not that I have to worry too much about that.” Hun trak let på skulderne og begyndte distraherende at kørte sin langefinger hen over sin krops kant. Blikket var ligeledes faldet ned i den halvtomme drik. ”But even without school in my schedule my friends would need to go back home. Which would leave me for myself.. in Italy.” Hun så hen mod Derek igen med et undskyldende smil. ”It would be kind of lonely don’t you think? I know.. Sure, I can probably get to know the locals and stuff like that..” De tørre læber blev presset sammen og skulderbladende blev skubbet mod hinanden for at sætte rygsøjlen på plads. ”I don’t know, man. It’s tempting.” sukkede hun tungt, hvorefter hun lagde begge hænder hen over det opløftede knæ og lænede sit hoved oven på dem.
”Bad Derek! Now you made me want to stay.”

When the Past Catches Up with You
« on: on Ons 17 feb 2016 - 20:03 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

For helvede hvor føles det befriende at have vasket sine forhenværende indtryk af Autumn's sind. Derfor gjorde han sit bedste for at bevare roen og virke fattet og cool. Det var ufattelig svært, men at høre hende komme med drillende kommentarer som hun gjorde engang; og at se hende smile på en måde som virkede så ubekymret, gjorde ham mere ihærdig i kampen for ikke at træde forkert, men derimod bibeholde hendes opmærksomhed.
Ved hendes kommentar om hans ikke-eksisterende skæg, kom den øverste tandrække igen en smule til syne. Han lod to fingre glide over sin hage, og fnøs derefter lettere komisk: "Or just a suttle stubble right?" Situationen var så unaturlig, og alligevel spillede han rollen så godt, at han begyndte at overbevise sig selv om at dette var en ny virkelighed.

Han vendte sit blik ned i koppen med kaffe på bordet, der nu var halvtom - eller halvfuld, afhængig af hvordan man så på det. En metafor Derek syntes egentlig var ganske passende i denne situation. Varmen fra drikken, og varmen fra rummet havde efterhånden trængt gennem hans krop: Og sammen med koffeinen, var der en glød af energi i hans udtryk.
Han tvang blikket op mod hende igen ved den ufatteligt dårlige joke der lod sig trænge over Autumns læber. Han kunne ikke lade være med at løfte et øjenbryn lidt i skepsis, mens et skævt smil viste sig over hans ansigt. Really Autumn? Really? Fuck, hvor var det rart at se hende sådan her. Han ville ønske at hun kunne forstå dén lettelse der bevægede sig i hans krop. En lettelse over at hun var sluppet væk og havde bevaret markante dele af sin personlighed.

Han fangede sig i at ønske at manipulere hende yderligere til at blive. For hvordan kunne dette bare være en tilfældighed? Derek havde aldrig troet på skæbnen, men med ham og Autumn virkede det dumt ikke at gøre det. Han foldede sine hænder over bordet, og lagde albuerne mod overfladen, mens han roligt så på hende. Ved hende sidste kommentar, tog han kortvarigt hænderne op foran sig; som en komisk tilbagetrækning.
"I'm sorry A-.." Han var så tæt på at sige hendes navn, men rømmede sig blot, og fortsatte som om intet var hændt: "About that." Han var bestemt ikke 'sorry'. Selvfølgelig var han nu en fremmet der bad hende om at blive, men hvad hvis det faktisk ville lykkes?
"I was just stating a fact." Han lænede sig endnu en gang tilbage i stolen, og lagde armene roligt og overvejende over kors. Dernæst nikkede han kortvarigt ud i rummet mod de andre gæster i lokalet: "It's just sad how many people there are out there, who don't follow their wants because it would be easier to follow the trajectory of others instead. Stepping in the footsteps of other's you know."
Han vendte igen de mørke øjne mod hende og trak så let på skulderne: "But I get it. It's scary being alone in a strange place sometimes. But who knows - perhaps deviating from your path may pay off." Efter et par sekunder hvor han forsøgte at fastholde sit blik mod hendes blå øjne, viftede han dog lidt afværgende med den ene hånd, før denne fandt sin vej gennem det stride, mørke hår.

"I'm gonna stop now. Promise." Sagde han med en varm tone i stemmen. "School's important, right? I shouldn't prevent people from getting a proper education just because I don't have one myself."

When the Past Catches Up with You
« on: on Tors 18 feb 2016 - 0:31 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

He would look good with a little stubble.
Tanken kom ud af ingenting. Det lød nærmest ikke som hendes egen. Godt nok var hun helt enig, når hun lige fik betragtet ham lidt mere og fik forestillet sig det, men det gav hende blot yderligere myrekryb i nakken. Hun genkendte hurtigt følelsen som deja vu. Også selvom det virkede skræmmende tæt på i stedet for, når ens hjerne valgte at bare en svag fornemmelse af genkendelse imod en. Men til trods for tanken, blev den aldrig til hørte ord. Hun holdt det for sig selv. Det var et sted en underlig kompliment. Og det var en underlig præference at have ifølge hende selv. Og alt i alt burde hun nok ikke se for meget på ham på den måde. For et sted dybt i maven kunne hun mærke en fremmed boble blive dannet. Hun håbede bare at det ikke kunne ses på hende.

”There’s absolutely no need for you to apologize, Derek.” sagde hun med tydelig undring i både stemme og blik. Fremhævet af de rynkede øjenbryn. ”One, I was just joking around with you by calling you ’bad’. If I was to stay longer it would be ‘cause I’d want to not ‘cause you forced it on my. And two, you didn’t even do that. You just mentioned the possibility as you say yourself.” Og som havde smilet slet ikke forsvindet fra hendes læber, var det atter tilbage. For hun var bestemt ikke i et dårligt humør. Tvært imod så følte hun sig på toppen. Tiden for sig selv havde været det perfekte for hende efter en halv dag ude i sneen. Men socialisering var nu også rart. Og det var vigtigt. Det var i hvert fald det hendes forældre og folk omkring hende hele tiden smed i hovedet på hende. Hun stod som sådan ikke imod det. Hun havde bare fundet frem til, at hun måske nød sit eget selskab bedre end andres til tider. Det ændrede heldigvis ikke på hendes aktuelle evner inden for det, at være sammen med andre.
”But you did ge tone thing wrong. Kind of. I don’t feel like I’m following everyone else. I..” Hun stoppede sig selv I et øjeblik. Fulgte hun egentlig ikke bare den belagte vej, der blev vist foran hende? ”I enjoy studying and learning new stuff. Chemistry has always been a strong point of mine. But to be honest - I don’t really know what I should use it for.” Det havde altid været det åbenlyse, som at stræbe efter at blive kemiker eller laborant. Men det var lidt kedeligt. Og hun havde svært ved at forestille sig selv sidde i en hvid kittel, lænet ind over et teleskop dag ind og dag ud. Omgivet af muligt farlige gasser. Hun kunne godt selv mærke sit humør falde lidt i takt med at hun sænkede sit hoved dybere ned imod sit knæ. Hun var ikke god til at blive stillet over det mere filosofiske lys. Hun fandt det ikke behageligt at tænke for meget over ting. Eller stille de store og vigtige spørgsmål. Der var en grund til at størstedelen holdt afstand til den slags. Hun holdt stille og roligt øjenkontakten, indtil han selv brød den, og de blå øjne søgte i stedet ud af vinduet, hvorefter et tungt og opgivende suk opstod fra hendes strube.

”You’re much deeper than I would’ve thought.” Der var ingen grund til at hænge med mulen. Det var bare sådan livet var. Der var ikke rigtig nogen retur service. ”And you’re probably right. The world is a scary place. Even though I just said I like learning something new I can confess that I’m still a little scared of new things.” Hun løftede hovedet og så direkte på Derek. Denne gang med et blidt smil, der prægede hendes ansigt. ”It’s safer to go with the flow. And I like feeling safe.”

Mayweather sprang pludselig en millimeter, da hendes baglomme vibrerede med en brummende lyd og trak hende helt tilbage til virkeligheden. Klodset begyndte hun - letter panisk - at fumle rundt på stolen. De første par sekunder forsøgte hun at nå mobiltelefonen mens hun stadig sad som før, men på grund af mangel på balance blev hun til sidst nød til at give efter og fjerne benet lidt for så at kunne få fingre i en godt brugt Sony Ericsson T707Oi. ”Ehm..” Hun så strakt fra elektronikken i sin hånd og hen mod Derek. ”Just..” Som afslutning på sætningen holdt hun en pegefinger op og vendte tilbage til mobilen. Flippede den op med tommelfingeren og kort tid efter at have trukket sig ind på beskeden, tastede hun hurtigt sit svar. Og så snart den var sendt, klappede hun den sammen og så tilbage på manden over sig, som var intet hent. ”Sorry.”
Hun skulle netop til at lægge sin telefon fra sig igen, men hun stoppede i bevægelsen. Blot for at holde den frem igen. ”I know it’s a bit strange of me to ask. But could I get your number?”

When the Past Catches Up with You
« on: on Tirs 23 feb 2016 - 21:06 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Han lyttede til hendes ord, med en hvis inderlighed. Som om han forsøgte at udfylde dén info han havde om Autumn, med det hun lagde på bordet nu. Hovedet var blevet lagt en smule på skrå af nysgerrighed. Han betragtede hvordan hendes humør gradvist syntes at smuldre lidt af frustration over hendes studier og fremtidsmuligheder. På en eller anden måde gjorde det ondt på dæmonen, at hvis dette virkelig var en ny frisk start for Autumn - at hun stadig ikke kunne få alt det hun gerne ville have. Da han registrerede hendes suk, gled et lille smil frem på hans læber: Et smil der tiggede om at opmuntre stemningen igen, så han kunne beholde hende her. Lige som hun sad nu. Måske som en person under andet navn, men som en glad udgave af dén Autumn der på mange måder havde været hans største svaghed, men også dét der fastholdt hans medmenneskelighed.
"That's not the important thing..." Kommenterede han med en ro i den lidt hæse stemme. Hans stemme var hans instrument; og dog var den mærket af år i kulden; "What you should use it for I mean" Han trak på skulderne, "As long as it interests you, ya know."

Da hun kommenterede at han var mere filosofisk og dyb end hun havde troet, kunne han ikke lade være med at lade en kort blandning mellem fnys og latter, glide over læberne. Han kløede sig kort i panden med den ene hånd, "We all get a little philosphical living alone in a hut for so long.... Philosophical and a bit insane perhaps." Han var enig med hvad hun sagde. Verden var virkelig et skræmmende. Skræmmende og fuldstændig korrupt: Kun naive øjne kunne ikke se det. Selv som barn havde Derek ikke været i stand til at se lykken og lyset for alt mørket og lortet i hans eksistens i New Orleans.

Der var bestemt en nysgerrighed i hans bryst, da Autumn's mobil begyndte at erklære sin tilstedeværelse. Spørgsmål om hvem mon det var, om hun var i fare, eller om nogen søgte hendes tilstedeværelse andetsteds - løftede sig op i hjernen på dæmonen, der stadig forsøgte at beholde hende i sit greb lidt endnu. Han var dog stadig ikke sikker på om det var for sin egen skyld, eller for hendes - for at se om hun var okay.
Ved hendes spørgsmål, kunne han dog ikke lade være med at sende hende et let smil. Okay... Hun opsøgte kontakt. Et led mellem dem, selvom dette kun var teknologisk. "Yea, sure." Kommenterede han med et fabrikeret overskud i stemmen, mens han tog mobilen som hun rakte ham. Mens han begyndte at taste sit navn ind på displayet, arbejdede hjernen på højtryk.
"You know..." Begyndte han, mens fingrende trykkede hans nye nummer ind på hendes telefon, " I kinda have a hobby in music, and I'm fourtunate enough to be allowed to play here the day after tomorrow." En direkte løgn. Derek havde bestemt ingen aftale med ejeren; men alligevel var der en del af ham der var fast besluttet på at med den rette bestikkelse kunne han få det til at ske. Hvis denne 'udgave' af Autumn virkelig havde interesser tilfælles, kunne musikken måske imponere hende? Derek forstod stadig ikke sin egen taktik, men det var som om hans læber talte og sendte smil til hende, før hans hjerne kunne sætte det gennem process.
Han rakte mobilen tilbage til hende: "If you wanna drop by, I'd by happy to grab a... yea whatever you drink, with you after." Det lød meget henslængt og afslappet. Alligevel begyndte en del af hans hjerne at skælde ham ud over dén manipulation han udøvede, og dén situation han bragte sig selv ind i. Det kunne gå begge veje.

When the Past Catches Up with You
« on: on Tirs 1 mar 2016 - 20:01 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

”Definitely insane.” lo hun uden videre kun et splitsekund efter, at han selv have nævnt det. Det virkede så naturligt for hende, at bare kaste diverse ting mod ham. Som var hun velvidende om, at det ikke ville såre ham, eller at han umuligt kunne tage der forkert ind, ligesom så mange andre kunne. Til held for hendes eget mentale helbred, var det ikke noget hun lagde mærke til, eftersom følelsen af hygsomlighed overmandede de fleste af hendes flygtige tanker.

Til gengæld var det som om at al hendes opmærksomhed hang omkring den svagt nervøse trykken for brystkassen efter, hun havde spurgt efter hans nummer. Ligeledes var det umuligt for hende at undgå, da trykket blev fjernet igen, da han sagde ja. Det var vel en meget normal ting, som hun havde gjort. Han var ikke den første. Men der havde nu alligevel hærget sig en vis form for usikkerhed over det. Som skabte hun et bånd, der oprindeligt ikke burde opstå. Hun var godt klar over, at det var ingeting. For hun så absolut ingen grund til ikke at fortsætte kontakten til denne mand. Selvfølgelig havde han ikke fremvist den mest perfekte førstehåndindtryk, men som de havde siddet og snakket, kunne hun ikke andet end at ville lære ham bedre og kende.
Så da han bekræftede hendes anmodning, kunne hun ikke andet end at smile taknemmeligt og nyde letheden om skulderne igen. Hun lænede sig automatisk indover bordet og satte albuerne i bordpladen, mens hun ventede spændt mod hans hænder, hvor hendes mere eller mindre kiksede mobiltelefon nu lå i.

”Huh?” Straks røg de blå øjne fra hans hænder og op til hans ansigt, da han igen talte til hende. Hun var næsten hundred procent sikker på, at hun måtte have set forbløffet ud det første øjeblik, hvor hun lige skulle fange, hvad der var blevet sagt til hende. Hun lyttede interesseret til trods for, at det måske ikke kunne ses på hendes ansigt.
Hun satte sig efterfølgende ordentligt op igen med hovedet på skrå, hvorefter hun roligt tog imod sin mobil. ”You play music, you say?” Hun smagte lidt på det for at give sig selv tid til at falde på plads igen. Hun tillod sig selv at se sig omkring i pubben. Der var rigtig nok en lille platform af en scene. Og der havde været et par musikanter forbi et par af de aftner, hvor hun havde tilbragt sin tid, hvor hun var nu. Ved det præcis samme bord. Blikket landede atter på Derek og som havde det aldrig været væk, tittede smilet frem igen. ”Well, sure. It sounds fun.”

Snap!
Lyden af en stol, der langsomt blev slæbt henad trægulvet, fyldte skibaren efter der pludselig var blevet fuldkommen stille. Alt var gået i stå. Selv den unge djævletøs sad som frosset fast i tiden. Med et mildt slam blev stolen placeret for enden af bordet, før gerningsmanden satte sig på den og lænede afslappet sin front op ad stolens ryglæn. ”It’s really a shame, that this is her last chance.” til trods for at han sukkede ordene ud, lød det umådelig kølige. Og blikket der lå i de mørke øjne, var intet som det venlige blik, der ellers havde lagt sig i dem, da han havde serveret kakaoen til Mayweather. Eller kaffen til Derek.
Den ellers så imødekommende unge tjener rettede al sin fokus mod dæmonen ved sin ene side. Og da han fangede hans øjne voksede det djævelske smil en smule. ”I’d love to see you desperatly try to get back into her life again. I’m sure it will be much more fun the next time around.” Han lagde sine arme henover ryglænet og hvilede sit hoved oven på dem. Han lagde ikke skjul på, at han faktisk morede sig i dette øjeblik. ”Oh yea!” Med ét sad han dog op igen, som havde han glemt noget. ”Just to make it clear from the start. This is merely a borrowed vessel. So don’t bother striking at me, m’kay? We can’t have you harming an innocent human boy.” Der var det igen. Smilet der snørede sig om I mundvigene. Det var tydeligt, at han var erfaren med træf som disse. Og hans udstråling fortalte om, at han allerede vidste nok om Derek til at komme med den indvending.
”Awh.” Blikket vandrede nu mod den frosne blåøjede på ved sin anden side. ”Look at her. I do understand why you can’t leave her alone. She’s.. precsios.” Han rakte en hånd ud og strøg en tot af de lange mørke hår i sin hånd. ”Haps!” Som ud af ingeting greb han udefter mobiltelefonen i hendes hænder og fik med nemhed den ud af dem. Det næste skete overraskende hurtigt. Mobilen var blevet klappet op, et par taster var blevet trykket, før et billede pludselig var blevet taget af den smilende pige. ”It’s probably best to keep a memory of this, don’t you think?” Flere taster blev trykket, mens hans vendte tilbage til den eneste - udover ham selv - der ikke var fanget i den frosne tid. ”We both know how it’ll end after all. So better stock up on that angelic smile.” afsluttede han inden billedet, han netop havde taget, blev sendt til den nyeste kontakt i hendes kontaktbog.

When the Past Catches Up with You
« on: on Ons 16 mar 2016 - 15:06 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

I visse øjeblikke var det som om han glemte hvad der havde skilt dem ad. Det føltes nemt at joke med hende; det var afslappende og nærmest befriende. Derek havde ikke den store interesse i at inteagere med mange længere. Han var en outsider for sin egen sikkerheds skyld, og havde ikke forsøgt at få nogen tættere på sig. Alligevel lod han sig selv være fri i disse øjeblikke. Han kendte hende, og hun havde glemt at hun kendte ham. Situationen burde være anstrengt fra hans side, men alligevel tillod han sig selv at glemme om fortiden i nogle øjeblikke, og sætte pris på nuét, trods denne beslutning nemt kunne proppes ind i listen over 'Derek's egoistiske handlinger'.
Et smil der måske var en tand for stolt, tronede sig over hans læber da Autumn sagde ja til at komme og så ham til hans noget så impulsive og ikke eksisterende optræden. Stoltheden var nok begrundet med, at han nu havde vundet sig en ekstra gang til at se hende. I et sekund havde han glemt at han havde troppet op for at se om hun var okay, frem for at trække hende ind i sølet igen der var hans liv. Men netop som han så ind i de blå øjne, med et smil om læberne, var det som om alt gik i stå. I de første par sekunder, havde han ikke rigtigt registreret det; men der var en tomhed i Autumn's øjne, og de blinkede ikke en eneste gang.
Først dá, registrerede dæmonen den forfærdelige lyd af en stol der blev slæbt gennem den nu, fuldstændig forstummede bar. Stilheden var nærmest mere højlydt end noget andet; den virkede fabrikeret og morbid. I et sekund blev han i tvivl om hvorvidt han var blevet sindssyg, og hvorvidt han - som alle andre - var frosset fast. Med en lille bevægelse i fingerspidserne, fik han dog afkræftet den teori, og vendt blikket mod tjeneren, der begyndte at tale, med en stemme langt mere overlegen end den der havde sagt ordene 'Your coffee Sir'.

De første ord den fremmede sagde, fik blodet til at løbe koldt i de ellers varme åre på dæmonen. I et sekund var han så lammet af kommentaren, at han virkelig følte at han var frosset fast. Han kastede et blik over på Autumn: Stadig forstenet som var hun en voksdukke.
Da Derek rettede blikket mod tjeneren igen, mærkede han hans øjne bore sig ind i hans egne, som langsomt blev spærret op ved hvert ord. Så mange tanker fløj gennem hans hoved, at han åbnede munden for at sige noget, men ikke anede hvad det skulle være. Dog begyndte en vrede over hans kommentarer om Derek's forsøg på at udnytte Autumn ved at komme ind i hendes liv igen, at brede sig gennem dæmonens krop. Han rejste sig hastigt op. "Shut your fucking mouth!" I sandhed havde kommentaren ramt hovedet på sømmet. Hver en muskel spændtes hastigt i hans krop, og han klemte næverne sammen, for at hæve den ene til at slå. Dog var det som om hans bevægelser havde været så langsomme, eftersom tjeneren formåede at stoppe hans handling med sie ord. Det var sandt. Hvis denne skabning virkelig havde kræfter nok til at stoppe tiden, læse hans intentioner om Autumn, samt overtage kroppen af et individ: Så ville det ikke nytte noget med fysisk vold. Derek var ikke så stærk som han havde været. Eller... Måske havde hans ændrede vaner gjort ham stærkere; men han havde aldrig kontrolleret sin styrke særlig godt. Eller sine evner, for den sags skyld.

Da den fremmede begyndte at tale om Autumn, følte Derek at hans blod begyndte at koge af anstrengelse over at dæmpe sig temperament. Måden hvorpå Autumn blev beskrevet, sendte bølger af vrede igennem ham. Som om Autumn var hans, og at han var hendes beskytter.
"Don't you fucking touch her!" Vreden i hans stemme fik ordene til at vride sig lidt. De kom stødt over læberne grundet den sammenbidte kæbe; og hvis ikke det var fordi den fremmede snart brød kontakten med Autumn, og overførte denne til hendes mobil, var Derek sikker på at han ville have handlet overilet.
Det næste der skete, skete utrolig hurtigt. Før end Derek vidste af det, var Autumn - fulstændig hjælpeløst i sagen - blevet fotograferet. Han kunne snart mærke mobilen i sin lomme vibrere, men tog den ikke op. Han vidste hvad det var; det havde den fremmede gjort meget tydeligt.
"She's in charge of her own life." Sagde han, med en tone i stemmen der langt fra var så kontrolleret. Dette væsen.... Dette væsen sendte fortvivlelse gennem ham. Autumn var ikke fri... Han vidste det nu mere tydeligt end nogensinde. Hvor havde han ofte sagt til hende, at hun en dag kunne blive det. At hun skulle stikke af. Men dette var mere end han kunne forstå. Måske var det virkelig ude af deres hænder... Alligevel forsøgte han, med en sammenbidthed, at virke sikker i sin sag. "She deserves better than this. And you know it." Alligevel kørte ordene gennem hans hoved 'this is her last chance'... Hvad betød det? Derek sank en klump i halsen, og nærmede sig væsnet, med det snørrede smil.
"And she'll decide how this ends."

When the Past Catches Up with You
« on: on Ons 16 mar 2016 - 22:34 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

”Wow, wow, wow.” brød han nærmest beroligende ud, efter at have overdramatisk rettede sig rank i stolen og skubbede sig tilbage så langt hans arme tillod ham, mens hænderne stadig var lukket fast omkring stolens ryglæn. Derek var ham ikke nogen trussel. Ikke på nogen måde. I hvert fald ikke ifølge ham selv. Det kunne lige så godt stå skrevet i panden på ham, hvor meget han i princippet så ned på den sølle dæmon, som lod hans temperament styre ham. Det tog ikke en videnskabsmand til at komme til den selv samme konklusion af ham, som den fremmede unge tjener. ”You would almost think that you’re her loyal dog the way you start barking up if someone comes near.” Smilet var tilbage. Det morede ham stadig. Specielt nu, hvor det var blevet bevist, at den udslukkede musiker ikke turde røre ham. Lidt af en skam egentlig. Han lænede sig atter tilbage op ad ryglænet og så blot nedgørende på Derek, som han stod og prustede som en rasende tyr. Der var intet som at trykke på alle de korrekte knapper. Især når det kom til en person, hvis knapper alle lyste og blinkede rødt for hele verdenen at se. ”Besides… it’s not like I’m gonna burn her just by touching her.”

Til trods for, at han måske virkede ufattelig respektløs, lyttede han nu alligevel til de ynkelige ord, der forlod Dereks mund uden at bryde alt for meget ind. Inderst inde fandt han det nu en smule kedeligt - den måde han spillede den oversete stalddreng, der aldrig ville blive opdaget af prinsessen eller hvordan klichéen oprindeligt gik. Men han holdt sine falske gab på afstand. Det var for barnligt. I stedet sukkede han blot, da dæmonen var færdig. I en fluks bevægelse rejste han sig fra stolen og svang den omkring på det ene af de fire stoleben, hvorefter han ganske ubekymret satte måsen tilbage i sædet. ”I don’t remember saying that she isn’t her own master of her life.” Hårdt slå hans fødderne - krydset over hinanden - op på bordet, kun få centimeter væk fra Mayweathers hænder, der holdt om hendes kop. Dampen fra den varme drik stod ligeledes stille lige som alt andet. Med undtagelse af den besatte tjener og Derek. ”I think you’re mistaking me for someone else. I’m rather from the french mafia or..” Han så spørgende og undrende op mod Derek et kort øjeblik. ”..what do you call it again? Ice Cream Shop? Ah, yes. Iscaroit. Of course.” nikkede han stolt over at have fundet svaret selv. ”Narh.. Even though the mafia did do a great job at fucking her up in the right way. Kudos to them.” Han skiftede sine bens placering og lænede sig arrogant tilbage, hvorpå han begyndte at studere sine negle.

”You know - You really weren’t supposed to live through the memory replacement. I mean - You got her twisted in all the wrong ways.” Han pillede lidt ved sine neglebånd, inden han et kort øjeblik bed par vildfarende væk, før han atter rettede blikket mod Derek. Ikke med et særlig imødekommende udtryk. ”But then you screwed yourself big time and left without coming back which apparently made you irrelevant. We should have known you wouldn’t stand up a chance like this one, so I guess we failed.” Han slå en kort latter af, som lo han af sig selv og sine egne fejlregninger.
”Anyway!” udbrød han pludselig langt højere, end han ellers havde talt, og svang benene ned fra bordet i og lod dem møde med gulvet i et ordentligt dunk. ”I have been wondering.” Den fulde opmærksomhed var tilbage mod dæmonen, da der blev søgt øjenkontakt. ”Why do you try to slither your way back into her life? Hmm?” Han løftede tæt på hånende øjnebrynene. ”Do you hope to get something from it? A new chance? Oh, maybe your utterly in love with her. Or you just wanna bang her since you didn’t do it before. I don’t judge. She is a succubus, so I understand if you feel a strange urge.” Han trak ligegydligt på skulderne og så kort hen imod den stadig frosne hundjævel. ”Or..” Langsomt drejede han hovedet tilbage til Derek. ”Do you want to be remembered again? You should know that it’s possible. But then I wanna ask: Why would you ever want her to remember?” Smilet vendte tilbage. “So far as I remember… there aren't that many great memories, now are there?”

When the Past Catches Up with You
« on: on Ons 6 apr 2016 - 18:10 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Det var nok de færreste som virkelig kunne forstå dén kamp der herskede i dæmonens krop. Hans raseri fik blodet til at koge op i små bølger, som kun skyldtes hans forsøg på at få kontrol over sin krop. Hans psyke og fysik havde vel aldrig rigtigt været meget adskilt fra hinanden: Derimod afspejlede de hinanden på alle måder. Derfor var det ekstra svært for ham at kæmpe imod lysten til at slå personen foran ham. Især fordi næverne allerede var klemt sammen, trods han forsøgte at slappe af i fingrene og lade dem spredes fra hinanden. Det var umuligt. Musklerne kæmpede imod fordi vreden fik det varme blod til at samles i hver en nerve og muskel i hans arme og hænder. Derek lyttede, mens han inderligt forsøgte at kontrollere sin vrede. Hvor han dog hadede dét blik. Det nedgørende blik, som han selv havde sendt sine ofre da han arbejdede for Iscariot. Det fik ham til at føle sig underlegen, og at blive sammenlignet med en hund - en simpel køter - mildnede bestemt heller ikke hans humør. Han vidste at denne mand legede med ham. Legede med ham fordi det var så nemt med Derek, eftersom hans selvkontrol - selv efter 90 år i livet - ikke havde stadfæstet sig. Det lå ikke til hans natur.

Han fulgte 'tjeneren' med øjnene, som langsomt klemte sig en smule mere sammen mens han lyttede. Langsomt faldt brikkerne mere og mere på plads; og alligevel poppede spørgsmålene atter frem i hans hoved. Trods denne mand havde sat sig ned; med en arrogance som prikkede og stak til dæmonen - blev han selv stående.

Da 'tjeneren' spurgte hvorfor Derek forsøgte at komme ind i Autumn's liv igen, forsøgte dæmonen inderligt ikke at bryde øjenkontakten. Dét spørgsmål havde han stillet sig selv hvert sekund efter han mødte hende igen på skibakken. Hvad var det han ønskede? Tid? Tilgivelse?
"It's none of your business." Hvæsede han lavt. Kæben var så sammenbidt, at han nærmest blev en smule overrasket over, at ordene overhovedet kom ud over læberne. Da det blev antydet at Derek ville i trusserne på Autumn, tog han et skridt fremad. Det krævede alt hans viljestyrke at stoppe sig selv før han gjorde noget dumt. Dét havde aldrig været ét af hans motiver. Jovist havde han følt en passion for hende i dé sekunder han havde kysset hende; men aldrig på dén måde. Det havde været anderledes med hende. Og nej, Derek forstod det ikke engang selv. Det gjorde ham dog rasende at denne mand skulle tale om hende på denne måde. En måde som gjorde hende til et objekt. Et markat som Derek vel havde stemplet de fleste relationer i sit liv med: Objekter til egen vindning og selvtilfredstillelse.

Så, Autumn kunne være i stand til at huske alt igen? Selvfølgelig havde tanken slået Derek før, men nu var det direkte blevet til fact. Hvilket vel på en måde gjorde hans situation endnu mere vanskelig. For skulle han hjælpe hende med at huske, eller hjælpe hende med at forblive i sin lykkelige uvidenhed?
"Even if there aren't...." Begyndte dæmonen. Hans mørke øjne udstrålede en varm, rasende glød. Alligevel havde han formået ikke at ytre sin vrede med mere end udtryk og ord, "Even if she would be happier this way, she should have the right to know. Ignorance is a bliss, right? But Autumn was capable of smiling even though she was standing in shitty situations. That's who she is. Someone stronger than anyone." Hans stemme var mere kontrolleret. Den var fast og bestemt. For år tilbage havde han måske været modvillig til at sige at en person som så ud som Autumn; lille og uskyldig - var stærkere end ham. Men han vidste at det var sandt.
"She was capable of being human. And that's the hardest part for us creatures of darkness." Han kastede et blik på Autumn og fortsatte: "She could actually fight her fucking demons, and still hold onto hope. Remembering will not take that hope away from her. I'm sure of it."

Han vendte igen blikket mod ham. Efterhånden var han faldet mere ned. Han forsøgte i hvert fald at kæmpe for at holde hovedet koldt. Snart placerede hans sine hænder i lommerne på sine jeans, for at afholde sig selv for at føle lysten til at kvæle væsnet foran sig.
"So I suggest you leave us the hell alone." Derek vidste hvilken situation han måske havde bragt sig selv i. Men han var ikke bange. Ikke lige nu. Selv hvis han var Autumn's 'vagthund', var det en position han var villig til at tage, efter alt hvad hun havde gjort for ham; og efter alt det forfærdelige han havde ladet påfalde hende.

When the Past Catches Up with You
« on: on Tirs 12 apr 2016 - 2:00 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

”Waow!” Hans stemme var tydeligt klart højere og overdrevent for at fremhæve den provokerende fremtoning, der snildt fulgte med. Han havde ikke ventet mere end et halvt sekund, efter at Derek var blevet færdig med at ytre sin mening, før han havde åbnet sin mund. Meget vel for at give fornemmelsen af en afbrydelse. ”Is it even possible for a person to be more selfish then you right now?” Han kastede opgivende armene op i vejret og lod sig selv glide en smule ned i stolen, før han straks efterfølgende satte sig op igen. ”I mean – fuck! Det grumme smil var væk, men det tegnede ikke som, at han ikke stadig morede sig endnu. Rigtig nok havde dæmonen skuffet ham ufattelig meget ved at holde hovedet koldt. Han havde virkelig håbet på, at få ham til at eksplodere. Men nej. Han havde været standhaftig. Hvilket tog en god del ud af det sjove. Ikke nok til at ødelægge humøret helt, men nok til at han kunne kede sig igennem den lange tale, om hvor stærk den unge hun-djævel var. ”I knew you were dense and could barely see over your own big nose.” Han klukkede ironisk. En lyd der mest lød som om, at han var ved at blive kvalt i det frem for at præstere en falsk latter. Even if she would be happier this way… blev der gentaget i en forvrænget barnlig stemme, fuldendt med en håndbevægelse, i form af et talende næb. Og lige så hurtigt som parodien havde svømmet over hans ansigt, forsvandt det og efterlod i stedet et køligt udtryk. ”I am ready to bet my soul that you just can’t take that she doesn’t remember you.”

I stil med at nogen havde trukket i et par usynlige tråde, gled han endelig op fra sin siddeplads i en yderst elegant bevægelse. ”You’re right about one thing, actually. That little dimvip…” Han pegede en bestemt pegefinger hen imod hovedpersonen af deres samtale. “…is much stronger, than the eye sees. But…” Han trak sin hand til sig igen og se tilbage på Derek. ”…in a different sense than what you’re blabbering about. You really do speak of her as if she is your master.” Mundvigene voksede på ny og viste hans tandsæt frem for en hver at se.
Han tog først et skridt baglæns men drejede derefter lystigt rundt på hælen for at spadsere det sidste stykke med fronten i den rette retning. Han stillede sig ubekymret om bag ved Autumns stol, hvor han ganske roligt lænede sig ned over hende og lagde sine arme til at hvile på der sin af hendes skuldre. ”You talk about her smile, huh.” Han greb fat omkring hendes hage og pressede blidt en tommel- og langefinger ind mod hendes kinder. ”Then shouldn’t you also know that her smile, back then, was never real? She just… what would they call it? …turned the other cheek to.” Han slap den blåøjede unge kvinde I et hurtigt jag, efterfulgt af et let klap mod hendes ene kind, før han rettede sig op igen. ”It’s creepy to think that she’s so good at pretending, wouldn’t you say? And on top of that: she would probably be able to rip you in half. Are you sure you can trust her, big boy?”

Urgh! En hand blev klasket hårdt ned I bordpladen, samtidig med at den ‘lånte’ tjener pludselig syntes at have mistet balancen. Han stod krummet sammen et kort øjeblik, før han svagt forpustet strakte ryggen ud igen. Det gik ikke at holde det ud meget længere. Selvom kroppen var menneske, var der stadig modstand. Og at ’stoppe’ tiden tærede tilsyneladende også på den ubudne gæst. Dog forsøgte han at lade som ingenting, da han trådte omkring bordet igen hen imod Derek. ”But sure. I’ll leave you two lovebirds again. I just thought I’d say hi.” Alle tegn på udmattelse var væk som dug fra solen. Han stoppede op kun få centimeter fra dæmonen, hvorpå han lagde en hånd mod hans skulder og lænede sig ind, så hans mund var lige ud foran hans øre. ”One day she’ll give in. No one can deny their instints forever.” Han slap han skulder igen og svævede nærmest forbi ham op imod baren igen, lige inden han holdt sin ene hånd oppe.
Snap!

”I am a big music lover myself. So I espe-…” Ved lyden af Mayweaters blide stemme, begyndte hele pubben at summe igen, som var der nogen der skruede op for volumen igen. Hun syntes dog ikke at kunne komme igennem sin sætning, til trods for at den havde siddet fast og klar i hendes hoved. I stedet foldede hendes ansigt sig i forundrede folder og automatisk røg en hånd op mod hendes kind, som blev gnedet en smule. Det var underligt. Hun havde ikke haft den sitrende sensation før. Heldigvis lykkedes det hende at blive trukket tilbage til, hvad der foregik foran hende igen. Hun klikkede tændt igen og de blå øjne rettede sig straks mod Derek. Eller hen mod hvor hun ellers mente han var. Siddende på sin stol overfor hende. Men hun fandt ham i stedet stående ved siden af den.
”Hey?” startede hun en smule usikkert med hovedet lagt forvirret på skrå. ”Derek? Are you alright?”

When the Past Catches Up with You
« on: on Man 18 apr 2016 - 22:23 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Det var svært at forsvare sig selv, når man også var lige forvirret over sine egne motiver. Alligevel nød dæmonen bestemt ikke at høre de bespottende ord der ramte luften, trods visse af dem havde en mørk sandhed bag sig. Den nedsættende tone der lå over dem, gjorde det derudover svært for Derek at kæmpe mod lysten til at slå knægten ned. Alligevel lykkedes det ham at bevare sin forfatning, trods mørket i hans øjne syntes ligeså kaotisk som dengang han tog koktain. Derek vidste at han var selvisk; og alligevel vidste han også at med Autumn - tillod han også sig selv at føle empati.
'I am ready to bet my soul that you just can't take that she doesn't remmeber you Derek så igen på den lille djævel, og sank en klump i halsen. Trods 'tjeneren' rørte ved hendes kind, forblev han stille. For sin egen sikkerhed og for hendes, trods han begyndte at tvivle på om han overhovedet var i stand til at beskytte hende efter alt hvad han havde gjort. Det var svært for ham at tro på, at der ikke var den mindste gnist af håb i dét smil han havde set hos Autumn i små dyrebare sekunder. Men igen, hun gjorde ham perpleks, og han vidste at selv hvis han tilbragte en livstid med at lære hende at kende, ville den fulde sandhed nok aldrig komme frem.
"She wouldn't harm me." Sagde han med en fasthed i stemmen uden at fjerne blikket fra hende. Det havde været hám der havde skadet hende: Aldrig omvendt.

Da tjeneren rørte ham på skulderen, gav det et mildt sæt af energi i Derek. Som om hans krop forsøgte at brænde modstanderen dét sted hvor berøringen fremstod. Ordene der ramte ham rungede i hans ører, men Derek ville ikke tro på det. Det kunne han ikke.
Med ét syntes alt at komme i bevægelse igen. Det skete så pludseligt, at Derek gispede for at få luft, og endelig kunne lade musklerne falde til ro. Hans blik gled rundt i rummet med en mild forvirring og uro.
"I'm fine." Bemærkningen var så uendelig brat og ufokuseret. Hans hjerne var ét stort tumult, og kroppen var så varm af energi og adrenalin, at han følte han ville eksplodere. Han vendte blikket mod hende; vejede hende lidt med øjnene for at se om hun var okay.
"Sorry, I felt a bit lightheaded for a second..." Der var en underlig tone i hans stemme, men han lignede bestemt også en person der måske ikke havde det super godt. Han tog sin mobil op af lommen, og kiggede på den som om skærmen var tændt og han kunne se uret: "And I gotta go. I've forgot that I had some business to attend to."
Uden at se hende direkte i øjnene, gled der et let smil over hans læber; trods det var besværet og langt fra ærligt. Han vidste bare at han skulle udenfor nu; for det føltes som om han var ved at blive sindssyg. "C'ya." Og med dét farvel, vendte dæmonen rykken til hende, og skyndte sig ud af baren, og efterlod sig ikke blot en halv kop kaffe, men også en forvirret hundjævel.

Sponsored content



Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen Besked [Side 1 af 1]

Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum