Latest topics
» Face Claim
Yesterday at 14:41 by Thomas Darwill

» Fashion show - Leetha (xxx)
Fre 21 jul 2017 - 23:04 by Bailey

» Deal with the Devil (Maze)
Tors 20 jul 2017 - 0:14 by Morgan L. Withers

» You're worse than nicotine. (XXX)
Tors 13 jul 2017 - 19:06 by Roar

» Proud Warrior or Caged Beast? (Maze)
Man 10 jul 2017 - 20:48 by Nightrage

» Afstemning: Beholde specifikke foras og in-game plots?
Man 10 jul 2017 - 15:41 by Thomas Darwill

» Thomas Darwill Character Sheet
Man 10 jul 2017 - 0:53 by Thomas Darwill

» Busy Opening.... XXX(Cara)
Søn 9 jul 2017 - 20:16 by Caleb

» Bagom Thomas Darwill
Søn 9 jul 2017 - 12:29 by Thomas Darwill

Top posting users this month
Thomas Darwill
 
Nightrage
 
Casey
 
Aleksei
 
Ayla Shae
 
Maze
 
Bailey
 
Leetha
 
Cara
 
Lazarus
 

Statistics
Der er i alt 511 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Ridley

Vores brugere har i alt skrevet 212151 indlæg in 10338 subjects

You are not connected. Please login or register

Gå til side : 1, 2  Next

AuthorTopic: You're worse than nicotine. (XXX)

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Man 9 nov 2015 - 16:43 »

Cathy

Competent (Rank 9)

avatar

D. 14 Februar 2015.
Forbeholdt Roar Williams.

Klokken havde sneget sig ned på omkring de seks stykker. Hun var på vej hjem. Fødderne blev skrabet mod fortovet, som hun dovent slæbte sig af sted. Februar var kold og mørk. En følelse af forladthed hang over gaderne, der var oplyst af et gulligt skær fra lygtepælene. Der var mennesketomt. Hvert skridt hun tog ekkoede ned af strædet. I’m losing to you, baby I’m no match, ordene fløj ind af hendes ører. Kilden kom fra hendes gamle Ipod Nano, der lå i lommen på hendes hættetrøje. It’s a fucking drag. Halvmennesket hævede cigaretten op til sine tørre læber hvorefter hun inhalerede dybt ned i lungerne - nød varmen der langsomt spredte sig ud til alle afkroge i hendes spinkle lille krop. Cathy frøs noget så voldsomt.
I taste you on my lips and I can’t get rid of you. De is blå øjne lå fastfrosset til mørket foran hende. Musikken forsøgte forgæves at overdøve hendes tanker, der ikke var til at styre. Hun hadede ham, hun var sikker på det. Det var hans skyld. Varulven havde narret hende til, at gå i seng med ham. Han havde trykket på alle de rigtige knapper – for han kendte hende. Det var ikke fair. Overhovedet ikke. Han manipulerede helt klart med hende.
Ubemærket knyttede hun sin ene næve hårdt, som hun inhalerede endnu engang, dog mere hidsigt. Cigaretten var snart ved at dø ud. Hun havde stadig to tilbage i hendes lomme. You could never love me back. Tårer pressede på de kønne blå øjne. Converse skoene skrabede endnu højere mod asfalten, som hun krydsede vejen. I det samme startede sangen igen på repeat. Cigaretten faldt mod jorden, efter hun havde slået den ihjel ved det sidste sug. Halvenglen var nået over på den anden side. Lejligheden lå blot få hundrede meter væk.
Det prikkede mod tindingerne, som en hovedpine langsomt sneg sig over hendes baghoved. It’s better to leave than to be replaced, sang den høje mørkhårede sanger i høretelefonerne. Cathy gav ham ret. Det var farligt og dybt dumt samt for ikke at forglemme åndsvagt, det hun havde gjort. Hun dyrkede ikke kærligheden, sådan var det bare. Og sådan forblev det også. En eller anden dum anonym varulv skulle ikke komme og vende rundt på det hele. Halvmennesket kunne slet ikke kapere det.

So I say damn your kiss and the awful things you do. Hun besteg trappen. Koldsved viste sig på hendes blege pande, som små krystaldråber. Cathy åndede besværet ind og greb fat i gelænderet som støtte. Yeah, you’re worse than nicotine. Hun trak sig op af trapperne.
Endelig nåede hun døren. Sangen sluttede lige tids nok, og hun trak høretelefonerne ud af hendes ører, greb Ipod’en og viklede den hvide ledning om den, før den blev puttet ned i lommen igen. De matte blå øjne vendte sig nu mod døren. Cathy havde en stor klump siddende fast i halsen. Emotionelt tog hun et stort tilløb, mens en rystende arm blev hævet for at tørre sveden væk fra panden. Hun så virkelig ikke for godt ud. Håret var rodet, øjnene var røde og ansigtet blegere end normalt. Hendes vejrtrækning var heller ikke længere ens.
Hun trådte ind i lejligheden. Døren gav et smæk bag hende. Hættetrøjen blev lynet op, trukket af og dernæst placeret på en af krogene bag døren. Skoene blev også sparket af og tilfældigvis smidt et eller andet sted. Hovedpinen synes at være blevet gradvist værre de seneste par minutter. Det irriterede hende noget så voldsomt.
Blikket gled langsomt og dovent over værelset. Det landede på varulven i sofaen. Hun stirrede på ham et par sekunder, sagde ikke noget og vendte sig mod køkkenet. Her gik hun i gang med, at hælde vand i et glas. Vandet skvulpede over. Hun havde allerede lyst til, at ryge endnu en cigaret.



Sidst rettet af Cathy Tirs 14 feb 2017 - 2:40, rettet 1 gang

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Tirs 10 nov 2015 - 2:04 »

Roar

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

"No!" han fløj op i en siddende stilling, hans vejrtrækning hurtig og uregelmæssig. Han blinkede hastigt gentagende gange, i et forsøg på at fjerne billedet af pigen og hendes blodfarvede natkjole. "Why now?" hviskede han, som han hævede en skælvende hånd og kørte den igennem de mørkeblonde krøller. Pigen havde ikke hjemsøgt ham i hans drømme i lang tid. Ikke i alt den tid han havde sovet ved siden af Cathy. Hans hånd kørte hen over lagnet i sin søgen efter hende. Bare hendes tilstedeværelse ville berolige ham. Panikken tog et fastere greb i ham, da hans søgen ikke havde noget resultat. Et blik over imod den modsatte side af sengen bekræftede hans frygt. Hun var der ikke. "Cathy?" kaldte han hæst ud i stilheden. Intet svar. Han smed dynen til side, og bevægede sig på usikre ben ind i stuen. Han var stadig nøgen, og dækket af sved efter hans mareridt. Stuen var tom, og virkede øredøvende stille. Døren til badeværelset stod åben og afslørede ikke andet end mørke. Da han tændte lyset, afslørede rummet heller ikke nogen Cathy. Han hørte kun sit hastigt bankende hjerte i sine ører, som hans vejrtrækning steg i tempo. Hvor var hun? "Cathy?" kaldte han igen, uden nytte. Han vidste godt at hun ikke var i lejligheden.
Han fandt sig selv tilbage i soveværelset, siddende på sengen med ansigtet gemt i hænderne. Følelsen af mareridtet sad stadig i ham, og blandede sig med panikken over Cathys manglende tilstedeværelse. Calm down. Think! beordrede han sig selv. Han ville umuligt kunne have sovet igennem at nogen brød ind i lejligheden og kidnappede hende. Ville han ikke også have hørt hvis hendes telefon havde ringet? Han kom hurtigt frem til den konklusion at hun frivilligt var gået. Hun havde sørget for at være stille, så hun ikke vækkede ham. Men hvorfor? Og hvorfor havde hun ikke sagt noget til ham? She'll come back... Det blev hun nødt til. Problemet lå mere i, hvis nogen eller noget forhindrede hende i at vende hjem. Det var sket før. Uden at vide hvor hun var taget hen, havde han ikke andet valg end at vente på hende.

Håret var stadig vådt da han satte sig i sofaen, nu iført et par boxershorts. Det varme bad havde beroliget hans nerver en anelse, og havde gjort plads til irritationen. Han undrede sig kort over, om hun gjorde det med vilje. Stak af uden at fortælle ham det, så han kunne være alene med sin bekymring over hende. Hvor svært var det at skrive en seddel? Hi, I went out. Be back later, don't worry. Ikke at det ville gøre ham mindre bekymret, men han ville være knap så irriteret.
Hans hår var tørt, da han endelig hørte hende på trappen. Han anede ikke hvor længe han havde siddet der. Han stirrede stift på døren, og fortrak ikke en mine da den gik op og hun gjorde sin entré. Lettelse skyllede ind over ham. Hun var okay.
Hun måtte være klar over at han ikke var hendes største fan. Hun sagde ikke et ord, men vendte sig i stedet bare imod køkkenet. En handling der skruede yderligere op for hans irritation. "Is it completely impossible for you to leave a note, when you take off?" det var tydeligt at høre på hans ord, at det ikke var første gang hun havde lavet det nummer. Han rejste sig og bevægede sig over imod hende. "Where have you been?" forlangte han. Han lagde en hånd på køkkenbordet, som han stillede sig ved siden af hende. "You know you're a danger magnet! I was worried sick! Wait... Did you smoke?" han rynkede brynene som lugten af cigaretrøg fyldte hans næsebor, og dækkede for hendes naturlige, berusende duft. Han havde aldrig i sit liv troet, at Cathy ville ryge en cigaret. Overraskelsen var et øjeblik om at fortage sig. "Why would you leave in the middle of the night?" spurgte han, uden at skjule sin misbilligelse.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Tirs 10 nov 2015 - 12:01 »

Cathy

Competent (Rank 9)

avatar

En høj lyd brød stilheden, da glasset blev tabt ned i håndvasken. Hun stivnede med blikket rettet mod vandet, der sivede ud af glasset og ud i afløbet. Hendes hånd hang fortsat ude i luften, i samme stilling som da hun tabte det klare glas. ”Is it completely impossible for you to not give a fuck?” mumlede hun mellem sammenbidte tænder. Han lød som om at han var hendes kæreste. Det gav hende direkte kvalme. Cathy spændte i kæben. Varulven burde blot holde sine uintelligente ord for sig selv. Hvem troede han også lige, at han var? Han skulle kræftedme ikke tro at han bestemte over hende. Roar havde rejst sig op fra sofaen, og var nu på vej over til hende. Imens bredte hovedpinen sig over hendes pande og dominerede nu hele hendes kranie. Det kønne ansigt fortrak sig i smerte, som han forlangte at vide hvor hun havde været. Troede han virkelig at hun ville fortælle ham det? Det ragede jo ikke ham.
De fyldige rosa røde læber flækkede op i et skævt smil, der virkede meget provokerende. Cathy rettede sig op og tog hånden til sig. ”Really? A danger magnet?” man kunne høre grinet bag hendes rolige toneleje. Så hun tiltrak simpelthen fare? Han smørrede virkelig tykt på. Hun vendte sig mod ham og lænede sig op af køkkendisken. Et blond bryn hævede sig op, som han fortsatte sin rablen. I was worried sick! Åh herre gud, hun havde kun været ude i et par timer. Halvmennesket himlede med øjnene af ham, som hun lagde de korte tændstik arme over kors.
Blikket gled endelig op på hans solbrune ansigt, som det gik op for ham at hun havde røget. Han så overrasket ud. Det morede hende. Et sarkastisk smil, bredte sig op til hendes øjne. ”No” løj hun med vilje, som en fryd bredte sig i kroppen på hende. Endnu engang ville Kænguru fyren vide hvor hun havde været. Cathy havde fortsat ikke tænkt sig at fortælle ham det. ”You are not my father” svarede hun uden, at tage sine øjne fra hans. Hun hentydede tydeligvis til, at han ikke fik noget at vide så længe at han ikke var hendes forælder. Det blege ansigt blev lagt i neutrale folder igen – det samme gjorde hendes øjne og læber. Små perler af sved havde atter gjort sin entré på hendes sygeligt blege pande. Men hun fjernede dem ikke denne gang. De blå øjne stirrede blot tomt ind i hans grå blå. ”In other means.. It’s not your goddamn business” sagde hun stift og urokkeligt. Roar havde gjort hende sikker i sin sag – hun kunne virkelig ikke fordrage ham.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Fre 13 nov 2015 - 1:09 »

Roar

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Hvor kom det nu fra? Hvorfor var hun så fjendtlig? Hun var helt anderledes fra den Cathy han havde været sammen med, inden han lukkede øjnene og faldt i søvn. Hvad var der sket imens hun havde været ude? Og hvorfor gik hun overhovedet til at starte med? Hendes ord og hele hendes attitude tydede på, at det var spørgsmål han ikke ville få svar på. Hans undren forduftede, og irritationen blev der skruet yderlige op for, da hun himlede med øjnene. Det blev ikke bedre da hun åbenlyst løj for ham, og samtidig så ud til at fryde sig over det. "What are you? Twelve?" spurgte han, og kopierede hende ved at ligge armene over kors. Han fandt langt fra hendes barnlige opførsel attraktiv. Hans tålmodighed var snart brugt op, og hvis hun ikke passede på ville det ikke længere være irritation der dominerede varulvens indre.
For sent. Vreden brusede op i ham, da hun ytrede at han ikke var hendes far. "No? It feels like it, because you're acting like a fucking child!" næsten råbte han. Hans hænder var knyttet, som han betragtede hende med kolde, let sammenknebne øjne. Ved hendes næste ord, kastede han opgivende sine hænder i vejret, og lod dem falde ned langs hans sider igen med et sagte klask. Han bevægede sig væk fra hende, men syntes at ombestemme sig, snurrede rundt på hælen og stillede sig atter foran hende. "What's with the attitude?" forlangte han, som han stirrede insisterende ind i de isblå øjne. Han lagde en hånd på hver side af hende, og tog et fast greb i køkkendisken, inden han lænede sig frem imod hende så de var på samme øjenhøjde. "If you have something to say, just say it!" spyttede han. Der var en endelig klang over hans ord, der gjorde det klart, at hun ikke skulle nogen steder før hun havde besvaret hans spørgsmål. "I don't have the patience to guess what I possibly could have done, to piss you off like this!" Det var sandt. Han havde ingen anelse om, hvorfor hun pludselig opførte sig sådan. Men det var klart, at hendes problem lå med ham, hvad det så end var.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Søn 15 nov 2015 - 13:53 »

Cathy

Competent (Rank 9)

avatar

Endnu en gang himlede hun med de blå øjne, da Roar vurderede hendes opførelse til at matche en tolv åriges. Hun følte sig decideret også som en snotforkælet teenager, der var blevet taget i at være uden til langt sent om natten, og som nu fik sin skældud og sturearrest af sin far. Men Roar kunne lige vove på, at holde hende indendørs mod hendes vilje. Han havde ikke bemyndigelsen til at bestemme over hende – og han skulle virkelig heller ikke forsøge. Cathy hadede inderligt når man forsøgte, at kontrollere hende. Det var nok noget af det værste man kunne gøre.
Varulven så ud til at være ved at eksplodere af vrede. Et frydende smil prydede hendes læber og skjulte hendes anstrengthed. Enhver muskel i hendes krop var spændt, og rummets temperatur synes at være dalet. Hun frøs igen, men det var ikke noget man kunne spotte på hendes ansigt, der var dækket af klare perledråber. Han havde tydeligvis ombestemt sig og var derfor vendt rundt igen, med retning mod hende. ”What’s with your attitude?” svarede hun ufortrødent igen, mens hun fulgte ham med øjnene, som han placerede sig foran hende. Hans næste træk havde hun ikke set komme. Roar kom tættere på hende, og lukkede af ved at placere sine hænder på hver sin side af hende. Han havde fanget hende, og ved hans næste ord fik han understreget, at hun ikke kom nogen steder lige foreløbigt. Det føltes intimiderende og yderst ubehageligt. Instinktivt pressede hun sig tilbage mod køkkendisken i et forsøg på, at komme længere væk fra ham, men det virkede ikke what so ever. Varulven kom blot tættere på. ”You’re an arsehole” spyttede hun, som de blå øjne svømmede i stenhård kulde. Dråberne mod hendes pande var begyndt at bevæge sig ned af hendes ansigt, som hendes kropstemperatur steg markant. Hvis man berørte hendes blege hud, ville man instinktivt tro at hun havde høj feber – den type feber som man så som værende utrolig farlig.
Det pressede så smerteligt, mod hendes tindinger, der føltes som om at de sydede i det varmeste olie. Smerten, der var nået over hendes i forvejen høje smertetærskel, fik tårer til at presse sig mod de kønne blå øjne, men Cathy ville ikke lade dem passere gennem. At vise svaghed overfor varulven var efter hendes mening, at lade ham vinde. Og hun kunne for alt i verden ikke tabe til ham.
Modig som hun var, tog hun et skridt frem mod ham, så afstanden imellem dem blev mindre. ”Get. Out. Of. My. Way” sagde hun roligt, mens de blå øjne stirrede ind i hans med et intenst had. Halvmenneskets vejtrækning var anstrengt. Hvert åndedrag føltes som om, at det brændte. Det var det rene tortur. Cathy havde allermest lyst til, at bryde sammen i gråd og krølle sig sammen til en kugle inde i sengen, men hun kunne – eller rettere ville – ikke så længe han var der. Han måtte for alt i verden ikke se hende svag.
Halvmennesket hævede sine hænder og placerede dem på hans ene arm og pressede sin kropsvægt mod den, i et forsøg på at komme ud af hans fængsel.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Man 16 nov 2015 - 6:46 »

Roar

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Der var ingen tvivl om, at hun prøvede at pisse ham yderligere af. Det virkede. Hans kæbemuskler dansede under hans hud, som han bed tænderne hårdere og hårdere sammen. Hans knoer blev hvide, da han strammede sit greb om køkkendisken. Hvert åndedrag var dybt, og hævede og sænkede hans overkrop hver gang han trak vejret. Det tog næsten alt hans viljestyrke, at lade være med at ruske hende, indtil hun spyttede ud hvad fanden der foregik. Endnu mere, ikke at svare igen og give hende af samme skuffe. Hun ville blot fryde sig endnu mere, og hans temperament ville ikke kunne undgå at skyde helt i vejret. Det ville betyde at hun havde vundet. I det her spil havde Cathy en kæmpe fordel, men han ville ikke give op uden en kamp, selv om han så godt som allerede havde tabt.
”I’m so sorry that I care about what happens to you” lød det koldt og sarkastisk fra ham, da hun ytrede sin mening om ham. Hans stemme var faretruende stille, og vidnede sammen med hans kropssprog om, at han var en tikkende bombe der var få sekunder fra at eksplodere. Det intense had der hvilede i hendes øjne, gjorde det absolut ikke bedre. Boom! Han hørte mentalt eksplosionen. ”What the fuck is wrong with you?!” skreg han, som hun gjorde et nyttesløst forsøg på at bryde ud af hans armes fængsel. I sin frustration hamrede han sin knyttede hånd på den anden side af hende imod køkkendisken med et brag. Hvorfor kunne hun ikke bare fortælle ham det, i stedet for at være så fandens stædig og provokerende? Han havde oprigtigt troet, at tingene var begyndt at se lysere ud. At hendes hukommelsestab ikke ville være en stor altødelæggende faktor længere, at de stadig kunne være sammen til trods for at hun ikke havde ham i sin hukommelse. Men nu var hun vendt rundt på tallerkenen og hadede ham direkte, uden at ville fortælle ham hvorfor. Det ville drive en enhver til vanvid.
Noget vådt ramte hans arm. Wait a minute… Græd hun? Han slap køkkendisken, for i stedet at ligge hænderne på hendes skuldre, og vende hende rundt så hendes front var imod ham. Nej, hun græd ikke. Hvordan kunne han først ligge mærke til det nu? En skinnende film af sved dækkede hendes ansigt, der var blegere end normalt. Hendes øjne var røde og blodskudte. Han kunne tydeligt høre hvordan hendes åndedræt besværet kom og gik. ”No, seriously. What is wrong with you? You look like shit” der var stadig vrede i hans stemme, men bekymringen skinnede igennem. De mørkeblonde bryn skød sammen. Huden på hendes bare skuldre udsendte ikke sin typiske kølighed, men en feberlignende varme. ”You’re burning up. Are you sick?” hans vrede var forduftet. Kun bekymring hvilede i hans stemme og de gråblå øjne der granskede hendes ansigt, som om han kunne regne ud hvad der var i vejen med hende, ved at kigge længe nok på hende.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Man 16 nov 2015 - 17:38 »

Cathy

Competent (Rank 9)

avatar

Det var nyttesløst det hun havde gang i. Alligevel blev hun ved med at presse sin kropsvægt mod hans arm, der stadig ikke gav slip så hun kunne komme fri fra fængslet. Braget der fulgte kort tid efter, fik hende til at fare sammen. What the fuck is wrong with you! De blå øjne blev hårdt knebet i, som hun forventede at han rettede sin næve mod hende i stedet. Men forventningen faldt til jorden. Kolde stærke hænder tog en anelse for hårdt fast i hendes bare skuldre. Halvmennesket blev vendt rundt, så fronten nu stod mod den vrede varulv, der var eksploderet for blot få minutter siden. Tøvende åbnede hun de næsten tårefyldte øjne, og rettede dem mod hans stenhårde solbrune ansigt. Cathy trak vejret hakkende ind, hvilket fik hendes ligblege ansigt til at fortrække sig i en smertelig mine. Han fortalte hende, at hun lignede lort. ”Fuck off” spyttede hun instinktivt. Bekymring begyndte at skinne mere og mere igennem de grå blå øjne. Hvad helvede var han nu bekymret over? Hun havde det fint.
Et kort øjeblik forstod hun ikke at han konkluderede at hun var varm, for halvmennesket frøs noget så forfærdeligt. ”What?” mumlede hun, som hendes blik flakkede i alle andre retninger end ham. Han stillede hende igen et spørgsmål. ”I’m fine” de to standard ord blev spyttet ud, efterfulgt af ”Let go of me”. Det lykkedes hende endelig, at vriste sine skuldre fri fra hans greb. De små fødder fik fart på, da hun ikke ville have at han skulle gribe fat om hende igen. På usikre ben bevægede hun sig fra køkkenet, og ud til stuen, men længere nåede hun ikke..
En intensiv smerte, som føltes som hvis en hammer smadrede igennem kraniet, opstod brat. Cathy greb sig til hovedet og udstødte et højt smerteligt støn. Det pressede mod hendes øjne. Noget forsøgte at skære igennem hendes nethinde, og det gjorde afsindigt ondt. Balancen blev mistet, og hun faldt mod trægulvet, uden at afværge med hænderne der var begravet i hendes hår. Hun kunne ikke længere se. Pupillerne i hendes øjne var udvidet så meget, at det meste af den is blå farve var dækket til. Høje vejrtrækninger fyldte snart rummet. Virkeligheden blev fjern, og hun blev langsomt trukket ind i en anden verden.

Der lød råb. Et tykt hvidt gardin hang over mindet, der udspillede sig for hendes indre. Hendes blonde skikkelse stod foran den unge mand, med det solbrune ansigt og det mørkeblonde krøllet hår. Han skreg hende op i ansigtet, men ordene var slørede og gav derfor ikke nogen mening for Cathy. I hånden havde hun et glas, der blev fyret efter varulven, da han vendte ryggen til. Lyden af glasset der blev smadret i millioner af små stykker fyldte hendes ører. Sort. En spytklat blev fyret af sted mod hans ansigt og ramte hans kind. Sort. Billedet af Roar der smadrede sin knyttet næve igennem badeværelsesdøren. Sort. Hun lå i sengen og blev holdt nede. Roar lå over hende, med et stærkt tag i hendes håndled. Hun forsøgte at vriste sig fri, mens de højlydte råb imellem dem steg en tone. Ordene flød oveni hinanden. Sort. Et hæsligt billede af en mand med ulvetræk. Kløerne rakte ud efter hende, og var blot få centimeter fra hendes ansigt. Hans knurren var som et ekko i hendes bevidsthed. Sort. Tilbage i lejligheden. Roar råbte af hende, inden han smækkede døren og forsvandt ud. Sort. Den hvide kjole fløj i vinternatten, som hun løb i de høje hæle. Tårerne strømmede ned af hendes ansigt. I baggrunden kunne hun høre ham ”Cathy!” mens hendes hjerte langsomt faldt fra hinanden, og ud i trillioner af stykker. Sort. Roar stod foran hende, med en halvtom flaske i hånden. Flasken blev hævet til hans læber, som han tog en stor slurk. ”You don’t know anything!” råbte han, som han atter hævede flasken. Der var en kort pause. ”And since when is picking you up, all bloody from the sidewalk and screaming at eachother all the time called dating?" spurgte han iskoldt. Hun sagde ikke noget. De is blå øjne løb langsomt i vand. ”I think you misunderstood that concept!” fortsatte han arrigt. ”I don’t have any obligations to you!” han stemme var kold, det samme var hans øjne. Roar drak resten af indholdet. Sort.

Cathy gispede højlydt som hun kom tilbage til overfladen. Hele hendes kranie brændte og hendes tindinger føltes som, om at de kunne eksplodere hvert øjeblik det skulle være. De is blå øjne var opspilede, rædselsslagne. Der gik lidt tid før det først gik op for hende, at hun lå i hans arme. ”Don’t touch me you fucking psychopath!” skreg hun fyldt med rædsel, som hun i et ryk kastede sin krop væk fra ham. Cathy gled med ryggen mod gulvet, indtil hun ramte sofaen som hun lænede sig op af. Hendes vejrtrækning var nu ude af kontrol, og for første gang siden hun var vendt hjem, havde hun det varmt. De is blå øjne var rettet mod varulven foran hende. Tårerne havde fået frit løb, og blandede sig med perlerne af sved, der dryppede ned af hendes ligblege ansigt. Halvmennesket var gået i panik. Hun forstod ikke hvad der var sket, men noget vidste hun da – at han ikke var en hun skulle være i nærheden af overhovedet.
Halv englen hulkede ustyrligt, og greb hårdt fat i de blonde lokker i et forsøg på at fokusere væk fra den smerte, der pulserede rundt i, ikke blot hendes hoved, men også hendes krop.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Ons 25 nov 2015 - 14:52 »

Roar

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Jo længere han kiggede på hende, jo mere gik det op for ham at hun virkelig ikke havde det særlig godt. Hun var selv klar over det. Hendes blik flakkede rundt i rummet, som om hun gjorde et forsøg på at skjule sin dårligt holdte hemmelighed. Han lod hende gå med et opgivende suk, efter hun havde leveret sin standard løgn. Han vendte sig imod stuen, samtidig med at hun gled forbi ham. "Fine, don't tell me" sagde han med nyfunden irritation. Som altid ville hun ikke have hans hjælp. Han havde ikke meget lyst til at give hende sin hjælp, medmindre hun smed den forkælede teenager attitude. Desværre var chancerne for at det skete ret små, så han måtte vel være den voksne. Igen. For der var ingen tvivl om, at han ikke ville lade hende være alene og hjælpeløs i den tilstand.
Hvis ikke situationen havde været så alvorlig, havde han kastet et 'I told you so' efter hende. Men det smertelige støn der forlod hende og måden hun faldt til jorden, uden at afværge faldet overhovedet efterlod kun plads til øjeblikkelig bekymring og panik. Han var et par uendeligt lange sekunder om at bevæge sig. Hans knæ hamrede sig imod gulvet ved siden af hende. "Cathy?" kaldte han, som han lagde armene om hende og fik hende hevet op i sit skød. Intet svar. "Don't do this" mumlede han, og fjernede de blonde lokker fra hendes ansigt, så han kunne se hende. Han fik kun et glimt af de enorme pupiller der næsten dækkede for hele den kønne isblå farve, inden han blev trukket ind i filmen der spillede for hendes øjne.

Ham selv. Halv ulv, halvt menneske. Filmen fortsatte i disorienterende glimt og råb, men han genkendte det hele. Det var som at se et opsamlings afsnit af et dårligt reality program. Som hvis nogen havde filmet hvert øjeblik Cathy og Roar havde brugt sammen, og sat alle de dårlige øjeblikke op, ude af kontekst for at få det hele til at virke mere forfærdeligt end det egentlig var.

Han blinkede et par gange, og Cathys ansigt var igen foran ham. Panikken greb ham øjeblikkeligt. Det var præcis dette han havde frygtet. Hendes reaktion var som forventet, hun ville ikke være i nærheden af ham. Han rejste sig på sine knæ, og bevægede sig forsigtigt over imod hende. Hans hænder var hævet foran ham, for at signalere at han ikke ville gøre hende noget. "I know this looks bad, Cathy" sagde han i et blidt toneleje. "But you don't know everything, it was taking out of context" han stoppede op halvanden meter fra hende, gav hende plads.
Hvordan skulle han overbevise hende om, at han ikke var den psykopat hun beskyldte ham for at være? Han panikkede yderligere, da de gråblå øjne indtog tårene der strømmede ned ad hendes kinder. Hun havde ondt. Han kunne ikke bære at se hende sådan. Han anede ikke hvordan han kunne hjælpe, eller hvordan han overhovedet ville kunne få lov til at hjælpe hende. "You're not well. I know it's alot to ask, but will you please trust me to help you?" spurgte han med en let bævrende stemme, der ikke skjulte hvor desperat han var efter hendes tillid. "Please" bad han, og bevægede sig lidt tættere på hende. "What can I do?" spurgte han og forsøgte at fange hendes øjne med sine egne bekymrede gråblå.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Tors 26 nov 2015 - 20:06 »

Cathy

Competent (Rank 9)

avatar

Cathy ænsede ham ikke. Den umenneskelige smerte i hendes hoved, sendte store chokbølger igennem hele hendes krop. Hun rystede ustyrligt, og de salte tårer synes ikke at have nogen ende. Det gjorde så forfærdeligt ondt, at hun knap nok kunne være i hendes egen krop. Hendes fingerspidser borede sig ned i hovedbunden, ligesom hun greb fat i et par totter. Havde hun været bare lidt stærkere, så havde hun med garanti revet de små totter ud. Et skrig havde sat sig fast i halsen på hende. Men den eneste lyd der kom ud var et smerteligt lille klynk. Halv englen trak benene op under sig og lagde arme om sine knæ og knugede dem derefter ind mod hendes bryst, der bevægede sig i hurtige og raspende rytmer.
De is blå øjne, der svømmede i dyb smerte, rettede sig sig mod varulven, der nærmede sig hende med hænderne hævet afværgende. ”Fuck off!” råbte hun med gråd i stemmen. Hun ville ikke have at han skulle hjælpe hende. Hvis det stod til hende, så skulle han bare forsvinde ud af lejligheden med det samme. ”Trust you?” græd hun mistroisk, da han bedte hende om at stole på ham. Det gjorde hende vred, at han overhovedet turde at spørge hende. ”I don’t fucking think so, you freak!” råbte hun denne gang i et mere vredt toneleje. Et dybt hakkende åndedrag blev trukket ind. De rødsprængte blå øjne vendte sig mod ingenting, som hun lænede sin hage mod knæene. Armene greb mere om hende, i et klamrende forsøg på at holde sammen på de stykker af hende der stadig eksisterede. Underlæben bævede og resten af kroppen rystede fortsat. Slam! Det kom nærmest helt uventet. En strøm af smerte bredte sig fra hendes baghoved og op på hendes pandelapper. Hun bøjede hovedet, gemte det væk bag ved knæene og lod de lyse lokker skjule hendes ansigt, der var tildækket af sved og tårer. Øjenlågene blev knebet hårdt i. Skriget der sad fast, havde vristet sig fri. Fra hendes strube lød et højlydt skrig af smerte. Ubemærket borede hendes negle ind i hendes bløde hud, på siden af hendes tændstik arme. Nogle af neglene skar igennem.
Why won’t she let me help her? Ofcourse she would say that! It’s so typical Cathy! Doesn’t she know that I’m the only one that she’s got? What do I do? How can I help? Shit! It’s bad! It’s so fucking bad! I need to get her to the hospital! Tankerne, der ikke tilhørte hende, men den solbrune varulv ved hendes side, blandede sig med hendes egne. Det var ét stort virvar som man ikke kunne finde hoved eller hale i! ”Stop!” skreg hun og hævede hovedet. De is blå øjne var opspilede. ”STOP FUCKING THINKING!” hun slog ud efter ham med den ene hånd. Hun var dog langtfra at ramme ham, da Roar stadig sad længere væk end hendes armlængde. Her gik alvoren pludselig op for hende. Hun kunne høre hans tanker – uden at røre ham. Det var ikke noget hun havde kunnet i en del år efterhånden.
Den abnorme smerte synes at være ved at dø en smule hen. Hendes løse tanktop var våd og klistrede sig til hendes svedende overkrop. Det svimlede for hendes øjne. Alle de forskellige tanker blandede sig med hinanden og efterlod hende ekstremt desorienteret. ”Call Charles” hviskede hun hæst, som tårerne fortsat faldt stille ned af hendes kinder. ”If you want to help…. Then call him” hendes stemme knækkede over. Cathy så ikke engang på ham. De is blå øjne stirrede blot tomt fremfor sig, mens smerten i hendes hoved lammede hende. Hun følte, at hun skulle besvime. Sorte pletter dansede foran hendes åsyn. Oh fuck no! Skar hans stemme igennem myldret af tanker. ”JUST FUCKING DO IT!” Cathy havde hævet sin stemme igen. De blå øjne var atter blevet vendt mod ham.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Tirs 15 dec 2015 - 22:41 »

Roar

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

En såret grimasse fløj henover hans ansigt. Han havde ikke regnet med at hun ville acceptere hans hjælp, men de hårde ord føltes som en sviende lussing lige i ansigtet. Han faldt lettere opgivende sammen, så han igen sad ned på sine knæ. Hvad fanden skulle han gøre? Det var klart at hun ikke ville stole på ham, med den lortede film af minder hendes hjerne havde fabrikeret. Han var sat i et dårligt lys, uden nogen mulig måde at kunne ændre hendes syn på ham.
Han farede sammen, da hendes smertefulde skrig fyldte lejligheden. Øjeblikkeligt eksploderede hans hoved i paniske tanker. Han ville gerne røre ved hende, holde om hende. Forsikre hende om, at det nok skulle blive okay alt sammen. Men hans ben var pludselig tunge, og han kunne ikke bevæge sig. Han stirrede bare på hende, med enorme gråblå øjne der udstrålede hans panik. Han blev nødt til at gøre et eller andet! Hospitalet. Ja, han blev nødt til at få hende på hospitalet. Han farede atter sammen, da hun igen skreg. Stop med hvad? Hvad havde han nu gjort? "You can hear me?" spurgte han forbløffet. Det burde ikke være muligt. For hun blev nødt til at røre ved ham, for at kunne høre hans tanker, ikke?
Ringe til Charles. Det var det han kunne gøre for at hjælpe. Oh fuck no! Hvad kunne den idiot gøre der var nyttigt? JUST FUCKING DO IT! Hun kunne stadig høre hans tanker. "Fine" mumlede han modvilligt og fik kæmpet sig op at stå. Hans ben føltes usikre og rystende, som han bevægede sig over imod køkkenbordet, hvor Cathys telefon lå. Han kiggede stift på Charles' nummer i et par sekunder, før han ringede op. "Come on, pick up!" hviskede han arrigt. "What do you want, Cathy? I don't have time for this" lød hans tørre stemme. "Uhm.. It's Roar. Don't hang up, it's important" et par sekunders stilhed. "Please?" bad han og var nær ved at brække sig over, hvor desperat han lød i sine egne ører. "I'm listening" sagde han, fuldstændig upåvirket, stadig tør og kedelig. Irritation flammede op i brystet på varulven. Et enkelt blik på Cathy, var dog nok til at få ham til at glemme sit udestående med Charles. "It's Cathy. She's not well. Her powers are running wild and..." mere nåede han ikke at sige. "Calm down. I'll be there in ten minutes" der blev lagt på i den anden ende. Roar stirrede et øjeblik på mobilen, inden han lagde den tilbage på køkkenbordet. "Arrogant prick" mumlede han, inden han vendte sig imod stuen igen. Cathy havde ikke bevæget sig. Han nærmede sig hende langsomt. "Charles is on his way" sagde han i et blidt toneleje. Han satte sig på hug ved siden af hende, og forsøgte at fange hendes blik. "I'm going to carry you into bed" erklærede han forsigtigt, og rakte langsomt ud efter hende. Hun ville nok have det mere komfortabelt i sin seng, end der på gulvet. "So uhm.. I'm gonna touch you, okay?" han ventede et par sekunder, før han lod sin arm glide under hendes knæ, og den anden rundt om hendes skuldre. Han turde ikke at holde for stramt omkring hende, som han bar hende ind i soveværelset. Udover at være dækket af sved, og udsende en alarmerende feber-agtig varme, så føltes hun utrolig skrøbelig i hans arme. En smuk porcelændukke der nemt kunne smadres og gå i stykker. Han lagde hende fra sig på sengen, så forsigtigt som det overhovedet var muligt. Han trak dynen over hende, og sørgede for at den lå tæt omkring hende, præcis som hans mor havde gjort ved ham, når han havde været syg som lille.
Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. "Can I get you anything?" spurgte han forsigtigt, og vendte de bekymringsfyldte øjne imod hendes ansigt. Hun ville garanteret stadig ikke være i nærheden af ham. Men han kunne ikke lade hende være alene. Han blev akavet stående ved siden af sengen, imens hans hænder febrilsk flettede sig ind og ud af hinanden. Var der ikke snart gået ti minutter? Hvor fanden blev Charles af?

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Ons 16 dec 2015 - 0:11 »

Cathy

Competent (Rank 9)

avatar

Vrede, det var det hun følte mod ham. Vrede over alt han havde gjort hende. Selv i en situation som denne, så nægtede han at ringe Charles - den eneste der ville kunne hjælpe - op. De hårde og kolde øjne hun sendte ham, så dog ud til at have skiftet hans ellers selviske mening. Med et fine rejste han sig og bevægede sig over mod køkkenet. De sorte pletter dansede fortsat foran halv engelens åsyn, mens hendes hjerte bankede hårdt mod hendes ømme ribben. Hvert åndedræt hun tog var yderst smerteligt, og det var tydeligt at spotte ubehageligheden i hendes ansigt, der stadig var domineret af små perler af sved. De blå øjne gled i efterfulgt af neglene, der borede sig ind i hendes bløde hud. Cathy rystede over hele kroppen. Roars stemme blev mere og mere utydelig, indtil den blot var en svag summen af baggrundsstøj.
De oliven grønne øjne stirrede intenst ind i hendes. Sandet kildede under hendes fødder. Den livlige sommersol varmede hende. Det føltes rart. Det samme gjorde den blide omfavnelse, som hun befandt sig i. Hans arme trykkede hende blidt ind mod sig, og hun tog et skridt tættere på ham og eliminerede derfor de sidste centimeter der end måtte have været. ”Close your eyes” bad han hende i et lavt toneleje. Hun tøvede ikke et sekund, før hun gjorde som han bad hende om. Elektriciteten skød imellem dem, som Joshua kom tættere. Spændingen var næsten nået det højeste punkt da….
Roars berøringen sendte hende tilbage til virkeligheden. De blå øjne spærrede sig forvirret op og vendte sig i al hast mod varulvens solbrune ansigt. Hun havde ikke hørt efter. ”Hvad?” mumlede hun, inden hun vendte blikket mod hans kropsprog. Hans varme hånd fandt vej ind under hendes knæ, og derefter om hendes skulder. Hvor ville han bære hende hen? Cathy protesterede ikke, også selvom hun ikke brød sig om at han rørte ved hende eller blot befandt sig, under en meter fra hende. Men halvmennesket havde i dette øjeblik ikke noget valg.
Roar bar hende i seng. Hun bed specielt mærke i hvor forsigtig han var med hende. Hvorfor nu det? Det var jo ikke fordi hun gik i stykker eller noget. Ren undring dominerede det gudesmukke ansigt, som hun betragtede hans paniske ansigtsudtryk. Hun havde lyst til, at spørge om han var okay men så sprang hendes vrede frem. Den mindede hende stædigt om ikke, at kunne lide ham. Han var ond og overhovedet ikke god for hende. Det stak så smerteligt i hendes hjerte, da han pakkede hende ind i dynen. Det mindede hende om begge hendes mødre og fædre. Et kort øjeblik bestående af blot få nanosekunder, følte hun sig tryg og hjemme.
”Cold” udbrød hun, som en af hænderne dukkede op fra under dynen, for at ligge håndfladen fladt mod hendes pande. ”Jeg har brug..” stemmen knækkede, som en ny bølge af smerte sprang frem fra dybet. Hele hendes hoved følte som om, at den var sat ild til. Hun rullede per automatik om på siden, knugede hænderne og begravede hovedet i dynen for at skrige. Tårer brød igennem hendes panser, og passerede kinderne mens en ny bølge af svedperler dukkede op. Skriget svandt ud og blev i stedet til højlydt gråd. Smerten var ulidelig.


Han vidste ikke hvad han skulle forvente da bilen svingede ind til siden. Det måtte være vigtigt ellers ville hun ikke have bedt fjolset om at ringe ham op. Prettyboy lød dog også til at være i panik, hvilket tydeligt stred imod hans ellers maskuline holdning samt attitude. Noget var helt klart galt, det var sikkert og vidst. Charles låste sig ind i opgangen, og begav sig op af trappen med hastige skridt. Han nåede ikke en gang helt op til etagen før, at han kunne høre hendes dæmpede skrig, der blev blokeret af en pude eller noget andet. Helt almindelige mennesker ville ikke kunne høre det, men Charles’ sanser var efterhånden blevet så avancerede, at de havde taget en paranormal drejning. Han hoppede de sidste trin op og fløj hen mod døren til lejligheden, som han rev op med stor styrke. Stadig med flyvske trin betrådte han lejligheden, målrettet mod soveværelset hvor hendes skrig forvandlede sig til gråd.
Dæmonen trådte indover døren til soveværelset og i det samme blødte han op. De blå øjne blev straks dybe af bekymring, da han så hende med det ellers kønne ansigt begravet i dynen. Hun græd og han hadede det. Det var noget af det værste han vidste. Tasken han havde i hånden, blev ligegyldigt smidt på gulvet, som han nærmede sig hende. Charles ænsede overhovedet ikke Roar, da al opmærksomhed var blevet rettet mod hende og kun hende. Han bøjede sig ned og satte sig på hug foran sengen. ”Agnes?” Han rakte ud efter hende. Aldrig havde han troet, at han ville skulle kalde hende for sit sjældne kælenavn. Mellemnavnet vidste han, at hun holdt så meget af og i fortiden, havde det altid fået hende til at smile. En lille rest af håb i ham håbede også, at hun ville se op på ham og smile sit så dejlige smil.

Agnes? Gråden stoppede brat, da lyden af hendes mellemnavn kærtegnede hendes trommehinder. Dynen blev trukket væk af dæmonens hånd og viste nu hendes tomme ansigt, samt de våde øjne der svømmede i ulidelig smerte. Hun greb ud efter hans hånd, men fandt i stedet hans håndled. Neglene borede sig herefter ned i hans hud, som hun bedende så ind i hans blå øjne. ”Det gør ondt” hviskede hun, som tårerne faldt stødt mod hendes kinder. ”Make it stop. Make it stop” hylede halv englen og gråden begyndte atter igen. ”It hurts! Make it stop, please” fortsatte hun, inden hun valgte at begrave sit ansigt i dynen igen.
Charles lod sin frie hånd ae hendes hår, som han beroligende tyssede på hende. ”Det skal jeg nok, det skal jeg nok” sagde han blidt til hende, og vendte sig nu for første gang mod Roar. ”What happend?” spurgte han ham så, nu i et blødere toneleje end han før havde talt til ham. Dæmonens bryn skød sammen, som han afventede en dybere forklaring. Cathy var ikke selv i stand til, at forklare. Det var tydeligt for enhver at se.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Tirs 22 dec 2015 - 0:01 »

Roar

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Hun frøs. Det gav ikke mening med scenen der udspillede sig foran varulven. Sveden der dækkede Cathy, og den intense varme hendes hud udsendte burde føles som om den stakkels halvengel brændte op. I stedet frøs hun. Det var ikke et godt tegn. Hun slog over i fransk, men nåede ikke at afslutte sin sætning, før et smertefuldt skrig rev sig fri af hendes strube. Lyden rystede sig igennem hvert eneste celle af Roars krop, og virkede som benzin på det allerede enorme bål af panik der brændte i ham. Hans rystende hænder gled igennem de mørkeblonde lokker, og blev siddende som om de var blevet limet fast til hans hovedbund. Hvad skulle han gøre? Han havde akkurat lige besluttet sig for at ligge sig ved siden af hende og holde om hende, da døren til lejligheden fløj op.
Selveste Professor Pervert i egen høje person bevægede sig ind i soveværelset. Han var endelig dukket op. Took you long enough.. tænkte han bittert, men bestemte sig for ikke at sige sine tanker højt. Han stolede ikke på sin stemme i øjeblikket. Det var ikke fordi Charles overhovedet værdigede ham et enkelt blik, så han kunne se det utilfredse ansigtsudtryk. Hans opmærksomhed lå fuldt ud hos Cathy. Roar lod sine hænder falde ned langs hans sider igen, og så til imens professoren nærmede sig Cathy. Hans øjenbryn skød sammen, da Charles åbnede munden. Who the fuck is Agnes? Han nåede ikke at undre sig længe. Hans hjerne gik fuldstændig blank da Cathys stemme lød. Der lå så meget smerte i hendes stemme. Hun ville bare have det til at stoppe. Han forsøgte at sluge den klump han havde fået i halsen. Bekymringen gnavede stødt i ham, og fik ham til at skælve let over hele kroppen, som han frygtede for Cathys liv. Don't you die on me... bad han tavst. Han havde fuldstændig glemt det faktum at Cathy sikkert stadig kunne høre ham tænke.
For første gang siden han var ankommet, anerkendte Charles at Roar befandt sig i rummet. Han indtog en skarp vejrtrækning, og skulle lige til at råbe sit svar. Han ombestemte sig i sidste sekund, og sendte et nervøst blik i retning af Cathy. "You fucking happended!" hvæsede han lavt, og vendte de gråblå øjne imod Charles igen. Hverken hans vrede eller panik nægtede at fjerne sig fra hans stemme. Han var godt klar over, at der skulle mere forklaring til. Han tog en dyb vejrtrækning, og lukkede øjnene et par sekunder. Forsøgte at få sit temperament og ikke mindst hans stemme under kontrol. Hvis Cathy havde ret, og Charles virkelig kunne hjælpe hende blev han nødt til at samarbejde. Om han så brød sig om det eller ej. Der var mere panik end vrede i hans ord, da han endelig åbnede munden igen. "I'm sure you remember what happended the last time you were here" mumlede han og lod sine øjne vandre tilbage til Cathy. "She was recovering after... Whatever she did to you" han havde ikke spurgt hende. Han var ret ligeglad med, hvad der havde sendt Professor Pervert væk i vrede. "A few days later she passed out on me. When she woke up, she had... Amnesia, I guess" han rynkede på næsen, det var ikke den bedste betegnelse for det. "Except... The only thing erased from her memories was me" bitterheden krøb ind i hans ord, og blandede sig med hans lettere paniske stemmeleje. "For some reason she went out tonight after I went to sleep" fortsatte han med rynkede bryn. Han vidste stadig ikke hvorfor hun var gået. Hans øjne vendte sig endelig imod Charles igen. "I don't know if something happened while she was gone, but when she came back, she wasn't well" han behøvede ikke at tilføje, at hun var gået tilbage til at hade ham. Det ville bare fryde professoren. "Suddenly some of the memories she'd lost came back. Then she started screaming in agony, and could suddenly hear my thoughts without touching me... That's when she asked me to call you. She said you could help" han undslap et langt skælvende åndedrag.
Varulvens attitude ændrede sig brat. Han krydsede armene foran sig, knyttede sine næver for at skjule hans rystende hænder. "So here's the million dollar question..." der var kun et lille hint af panik tilbage i hans nu alvorlige ord. "What are you gonna do to help her?" spurgte han, oprigtigt for at vide det. Men tonen han leverede ordene i, gjorde det klart at han ikke brød sig om det, og at hvis Charles ikke kunne hjælpe hende så var han i problemer. If you hurt her, you'll have hell to pay... Han vidste trods alt ikke om Professer Pervert bar nag, efter hvad Cathy så end havde udsat ham for, sidst han havde været der. Men nu var han advaret, han burde have hjerneceller nok til at regne truslen ud, der var gemt bag Roars ord.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Man 4 jan 2016 - 23:30 »

Cathy

Competent (Rank 9)

avatar

Var hun overhovedet vågen? Halv englen synes at falde ind og ud af bevidstheden konstant. Det ene øjeblik var hun til stede, det andet øjeblik var hun indhyllet i dyb mørke. Trods det dunkle dyb, så havde hun stadig en lille smule forbindelse til verdenen omkring hende. Den forbindelse kom fra følelsen af hendes negle der borede sig ned i dæmonens arm. Cathy var sikker på, at neglene var brudt igennem barrieren af hud og hun var til dels også sikker på, at den våde substans hun kunne mærke under sine fingerspidser var blod. Varme salte tårer strøg ned af hendes øjenkroge og ned i hendes blondehår. De is blå øjne stirrede samtidigt tomt og forladt op i loftet. Den eneste lyd der kom fra hende var hendes raspende åndedræt og et let klynk der kom og gik under hendes udånding. Halv mennesket var dog så langt væk i mørket, at hun ikke ænsede smerten der bankede rundt i hendes krop.
Don’t you die on me. Hendes ene øje sitrede, som en skarp smerte skød igennem hendes tindinger og som dernæst flækkede hendes dukkeagtige udtryk. Hun greb hårdere fat i Charles, borede sine negle dybere ned i dæmonens hud, mens hendes tænder fandt plads i hendes underlæbe. Hun peb igen. Overfladen var nået. Roars stemme havde hevet hende op fra det mørke og kolde dyb. Hun var ikke helt sikker på om hun var taknemmelig eller ej. Deres dybe stemmer flød sammen til tomme ord for hendes ører. Dog flyttede hun sit blik, og lagde det på Charles. Men Cathy fandt ikke det hun forventede, nemlig hans så kønne mørke blå øjne. Det gjorde hende direkte ked af det. Et utilfredst klynk forlod hendes læber, som hun løsnede sit greb hun havde i hans arm for dernæst at stramme til igen. Se mig.

Charles stirrede upåvirket samt afventede på Pretty Boy, som tydeligvis var sur – eller rettere, rasende på ham. Varulven havde hurtigt konkluderet, at alt var dæmonens skyld. Charles bed trangen til at himle med øjnene i sig. Det var bedre ikke at hælde mere benzin på bålet. Det var trods alt Cathy, hans livs kærlighed, som han var der for. Desuden var han overbevist om at Hvalpedrengen her, blot var et lille ungdomsoprør fra hendes side af.
Se mig. De mørke blå øjne havde hele tiden lagt mod varulvens solbrune og yderst sure grimasse. ”What?” spurgte han hende blidt, som dæmonen vendte blikket mod hendes ligblege ansigt. Svedperlerne glinsede på hendes pande. Make him stop thinking. It hurts so bad, telepaterede hun. Charles rynkede sine perfekte bryn, hvilket gav ham en undrende panderynke i det ellers kønne og lettere stramme ansigt. Hendes is blå øjne stirrede tomt på ham, men jo mere han kiggede ind i den så flotte farve, jo mere åbnede hun sig for ham. Smerte. Følelser blev overført til ham selv. Håbløshed, tomhed. Det hele blandede sig i dæmonens indre og skabte kaos i hans ellers kontrollerede krop. ”I don’t think he knows how to do that” svarede han hende mundtligt, men i et meget underligt toneleje. Charles forsøgte ihærdigt at få styr på sig selv, men det var svært når hendes øjne borede sig så dybt ind i hans. Hun kontrollerede hans følelser – dog uden, at hun egentlig var klar over det. Siden hvornår var hun i stand til det?
”Stop” hviskede han til hende. Cathy rynkede brynene uforstående. ”Hey!” hans lettere hårde tone fik hende til, at løsrive sine øjne fra hans. Forbindelsen var brudt og Charles havde igen sine følelser for sig selv. The only thing erased from her memories was me, Charles vendte uforstyrret tilbage til samtalen. Han havde ikke misset noget. Dæmonen kunne jo trods alt flere ting på en gang. Det var dog ikke noget han gik og pralede af.
Roar fortalte alvorligt videre, dog uden så megen panik i hans dybe stemme. Dæmonen var dog menneskekender, og kunne tydeligt se gennem ham. Varulven var en bog der stod på vidt gab. ”So she forgot about you and you only?” spurgte han uforstående. Det lød yderst mærkværdigt. Brat og meget pludseligt ændrede Roars attitude sig. Charles betragtede det blot ske, et lille vip i hans mundvige afslørede dog at han godt kunne se igennem Roars eller så hårde ydre. Drengen var jo i panik. Sødt. Panikken fik han dog hurtigt skaffet af vejen, da en yderst fin trussel blev pakket ind foran dæmonen. Det skabte blot et mere eller mindre selvsikkert smil på Charles lettere lyserøde læber. Uden at give varulven et svar på hans trussel, vendte han sig mod Cathy der mere eller mindre var faldet ind i dybet igen. De så kønne øjne var lukket i.

If you hurt her, you'll have hell to pay.. Hvorfor var han også så ond? Cathy havde inderligt lyst til, at sige noget til ham. Sætte ham på plads. Men hun kunne ikke. Hun var som fastfrosset i den tilstand hun var i. Gemt væk i dybet, væk fra smerten. Men tilstanden viste sig blot at være midlertidig.
Hun blev rusket op til overfladen. Da hun slog øjnene op, så hun ind i Charles mørke blå. ”Darling.. Hey.. In order to help you, you have to let me in” hans ord kom veloverejede og tydelige ud af hans mund. Hendes øjne voksede to størrelser. Dernæst begyndte hun at ryste febrilsk med det kønne lille hoved. ”No… no no no no no” peb hun, som tårerne tog til i styrke. Charles forsøgte at få hende til at slappe af, ved at stryge hende terapeutisk og døsende over håret. ”I’m so sorry, but I have to” sagde han stadig i et yderst blidt toneleje, som hans hænder rejste mod hver sin tinding. Cathy fandt dog hurtigt ud af hvad han havde gang i. Skrækken satte sig i hendes knogler og hun greb fat i hans håndled og borede neglene ned, mens et stort og højt NEJ forlod hendes strube. Hun forsøgte at vriste sig fri, dog uden held siden at det pressede så hårdt mod hendes tindinger, som endnu et angreb bredte sig i hendes hoved. Hun græd igen hysterisk.
”Hold her arms” Charles vendte sig mod Roar, med dyb alvorlighed tegnet i de mørkeblå øjne. Blikket fortalte varulven, at hvis han skulle hjælpe hende, så skulle han også lade ham gøre det – uden hendes samtykke. ”And make sure to hold her down” den sidste sætning var hård, men gemt bag alvorligheden kunne man lige netop ane ubehageligheden, der lå i det han vidste at han skulle gøre mod hende nu. Det var ikke med hans gode vilje. Men han måtte jo hjælpe hende. Det skulle han.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Tors 14 jan 2016 - 1:09 »

Roar

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Professer Perverts opmærksomhed flyttede sig til Cathy. Havde hun sagt noget til ham igennem sine tanker? Han hørte ikke efter, som Charles snakkede lavt til hende, og hun sikkert kommunikerede telepatisk. Hørte han overhovedet hvad han sagde? Irritation flammede op i varulvens indre, og blandede sig med panikken et øjeblik. Men Charles havde tilsyneladende hørt alt hvad Roar havde sagt, da han endelig vendte sin opmærksomhed imod ham igen. "Yeah, that's what I just said" snappede han. Måske professoren alligevel ikke havde hørt helt efter. Det var dog klart, at han havde hørt hans sidste spørgsmål såvel som trussel. Den eneste respons var et arrogant smil, før han vendte sig imod Cathy. Roar bed tænderne hårdt sammen, inden hans øjne også rejste imod det blege men så smukke ansigt. For nu så hun lettere fredfyldt ud, hvis man så bort fra tårene der stadig dækkede hendes kinder.
Der var ingen fred at spotte, efter Charles havde erklæret at hun blev nødt til at lukke ham ind. Roar anede ikke hvad han mente, men det var uden tvivl ikke noget Cathy ville være med til. Der var ikke en gang plads til et stik af jalousi i varulvens indre, som Charles kørte en beroligende hånd henover hendes blonde hår. Panik og frygt på Cathys vegne fyldte det hele. Hendes skrig fyldte rummet, og syntes at vibrere sig igennem Roars krop. "What are you doing to her?!" råbte han, uden at lade de panikfyldte gråblå øjne forlade Cathy. Der kom intet svar fra Charles. Han var ikke et sekund i tvivl om, at dæmonen gjorde hende ondt. Burde Roar stoppe ham? "Hold her arms" beordrede Charles. De gråblå øjne hang stadig fast ved Cathys smertefulde ansigtsudtryk. "What? No!" protesterede han, og sendte et blik der var blandet med panik og en anelse vrede i Charles' retning. Hvad han spottede i de mørkeblå øjne, fik ham dog hurtigt til at ændre mening. Dæmonen prøvede virkelig at hjælpe hende, men som så mange gange før, stod Cathy i vejen for at det kunne lykkes. Så i stedet for at protestere, nikkede han ganske enkelt, da den næste ordre blev sendt hans vej.
Et øjeblik passerede, inden Roar sad overskrævs på Cathy, for at kunne holde hende nede med sin vægt. "I'm so sorry Cathy" sagde han lavt, inden hans hænder omsluttede sig hvert af hendes håndled, og han med lethed trak hendes hænder og negle væk fra Charles. De blev placeret i madrassen langs hendes sider, hvor han fortsat holdt et fast greb i dem. Han prøvede febrilsk at fange hendes kønne øjne, prøvede at signalere til hende at det hele nok skulle gå. You're gonna be okay... tanken kørte på repeat i hans hoved. Igen havde han glemt, at hun sikkert stadig kunne høre ham, så tanken var mest et forsøg på at forsikre sig selv om, at hun nok skulle klare den.
Hun skreg. Han mærkede en nyttesløs modstand under sig, som hun vred sig i smerte og forsøgte at tage sine arme til sig. Han kunne ikke se på det. Han havde for længst lukket øjnene hårdt i, og blev modvilligt siddende imens hun kæmpede imod både ham, og hvad Charles så end gjorde ved hende. "Please let this help" hviskede han. Som sekunderne tikkede forbi svandt hans tillid til Charles mere og mere. Det var ikke fordi der var særlig meget til at begynde med. Var det virkelig sandt, at denne tortur skulle hjælpe hende? Hun var ikke i bedring. Hun havde det værre. Hvad nu hvis det ikke hjalp? Så havde han deltaget i, at Professor Pervert havde gjort hende ondt. Ikke nok med at han ville slå Charles ihjel, han ville aldrig nogensinde tilgive sig selv. Men han kunne ikke være sikker. Han turde ikke at spørge hvordan processen gik. Han turde ikke åbne øjnene, for at se hvad der foregik. Så han blev ganske enkelt siddende.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Fre 22 jan 2016 - 18:06 »

Cathy

Competent (Rank 9)

avatar

Adrenalin pumpede i al hast igennem halvenglens årer. Hun hev febrilsk efter luft. Panikken havde ætset sig ind i hendes knogler og dominerede nu hvert et aspekt af hendes spinkle lille krop. Hendes lange negle borede sig fortsat ned i dæmonens bløde hud. En ændring i madrassens fylde, tog dog hendes skærpede opmærksomhed. Madrassen gav sig, da der sænkede sig en vægt nedover hendes krop. Hun følte sig med ét, låst fast. Der blev grebet hårdt fat om hendes håndled og hendes spidse negle blev revet fri fra dæmonen, hvor små striber af blod nu løb ned af hans arme i en mørk rød farve. Cathy forsøgte forgæves at trække sine arme til sig. Men hvad end hun gjorde så var det nyttesløs. Da hun endelig åbnede sine sammenknebne øjne, stirrede hun direkte op på det så kønne solbrune ansigt. Roar sad overskrævs på hende og forsøgte at få øjenkontakt, men hun ville ikke se på ham. Hun ville hellere blive fri fra hans greb. Så derfor vred hun sig under ham mens smertefulde lyde forlod hendes tørre mund.
You’re gonna be okay.. Et øredøvende skrig skar igennem lejligheden, efter at Charles fik placeret sig bag hende og dernæst havde lagt sine fingre mod hendes tindinger. Cathy vred sig vildt, sparkede med benene i et forsøg på at slippe væk fra smerten der flåede igennem alt hvad hun var. Hun skreg med alle de kræfter hun end besad. Det brændte så smerteligt i hendes tindinger samt kranium. Aldrig havde hun oplevet så stor en smerte som denne. Smerten var så stor og ødelæggende at hun ikke kunne rumme andet. Alle hendes tanker var sat på pause. Hendes skrig kom og gik i styrke og intensitet alt afhængig af smerte niveauet samt hvor meget luft hun havde tilbage i hendes lunger.

Hendes skrig forstummede da han trængte ind i hendes sind. Han brød med lethed koden og vandrede en tur i hendes verden. Men for hvert et skridt han tog, blev han nød til at tage to tilbage. Cathy forsøgte ihærdigt at smide ham ud igen. Men han var stærkere end hende, så han pressede på og løb, ned af memorylane i et forsøg på at finde kilden til hendes tilstand.
Turen var overstået efter 5-6 minutter. Charles blev kastet tilbage i virkeligheden som han gav slip på hendes tindinger. Hendes hæse skrig døde ud og blev dernæst erstattet af en høj samt hurtig vejrtrækning, der synes umulig for hende at styre. Han kom på benene, ”Keep holding her” bad han Roar i et lettere anstrengt toneleje, men man kunne dog godt ane panikken i hans stemme denne gang. Han fik gang i sine ben og gik målrettet mod sin doktortaske der lå smidt på gulvet. Han bøjede sig ned, åbnede tasken og rodede rundt i dens indhold indtil han fandt hvad han søgte. En nål og en lille beholder med flydende gennemsigtigt væske. Han fyldte nålen med væsken, der var morfin, slog en gang på nålen og bevægede sig atter over mod sengen. Charles satte sig på kanten og greb ud efter Cathys tændstiktynde arm. Nålen blev sat mod en af de fremtrædende blodårer og væsken blev derefter skudt langsomt ind i hendes blod. ”You can let go of her now” pustede dæmonen, som sveden havde gjort sin fremtræden på hans pande. Han rejste sig fra kanten af sengen, tilbage til tasken hvor nålen blev smidt ned i en plasticpose. Han vendte sig mod Roar, ”Just make sure that she doesn’t pass out!” sagde han højt og tydeligt for at understrege alvoren, ”If she does, she might slip into a coma and never wake up again!” fortalte han skarpt og sendte ham et strengt blik, inden han vendte ryggen til ham og forsvandt ud i køkkenet for at ringe. Han var rådvild.

Det var sløret. Kraniet dunkede vildt og det samme gjorde hendes hjerterytme. Hun hev efter vejret, men hendes krop var blevet helt slap. Sveden dryppede ned af hendes pande og hendes top klistrede sig til hendes bryst og afslørede formen af hendes brystvorter. Hun klynkede smertefuldt og forsøgte at rykke sin arm, men der skete ikke noget. Alle kræfter var væk og hun kunne heller ikke mærke sine hænder længere, grundet det tryk som Roar havde lagt på dem. Det ville ikke undre hende hvis hun fik nogle kæmpe blå mærker.
Tale blev til mumlen for hendes ører. Kort efter mærkede hun et lille prik ved hendes venstre arm. Den næste følelse kunne hun ikke beskrive. Ikke andet end at det var underligt. Mumlen blev mere tydelig, slip into a coma… Det hvide i hendes øjne vendte sig ud, som hun svajede i ryggen og gjorde hendes ribben mere fremtræden. Hun græd igen lydløst. "Make it stop" hviskede hun hæst, mens tårerne ingen ende havde.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Tors 18 feb 2016 - 0:14 »

Roar

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Det føltes som timer i stedet for minutter, før Cathys hjerteskærende skrig endelig døde ud. Det eneste der nu hørtes, var hendes hastige vejrtrækning. Roars hjerte var hoppet helt op i halsen, og hamrede overvældende højt i hans ører. Hvad nu? Var det overstået? Var hun kureret? Havde hendes minder om ham, fundet vej tilbage til hende? Han turde knap nok at håbe på det.
Charles' ordre afbrød hans tanker. Øjenlågene gled væk fra de gråblå øjne, og Cathy var i hans synsfelt. Til trods for hvad Charles havde sagt, så løsnede han sit stramme greb om hendes håndled, dog uden at give slip. Det var klart for en hver, at der ikke var mere kamp tilbage i halvenglen. Han var ikke engang sikker på, om hun var helt til stede. Hun var ikke kureret. Hun så ikke ud til at have det bedre. I det mindste skreg hun ikke mere. Han så Charles vende tilbage ud af sin øjenkrog, men fjernede ikke blikket fra Cathy. Han følte sig ufattelig udmattet. Den halve nats søvn han havde misset, føltes pludselig nærmere som 10. Søvn var dog ikke inden for hans rækkevidde. Det her var langt fra overstået.
Langsomt gled hans hænder væk fra hendes, efter Charles havde givet grønt lys for at han slap hende. Hans næste ord var lang tid om at synke ind. Han stirrede håbløst ned på Cathy. Han kunne ikke gøre noget for hende. Han havde ikke evnerne til at forbedre hendes tilstand. Han kunne kun se til. Han var fuldkommen nyttesløs. Make it stop… Hans syn, syntes at komme tilbage i fokus. Hvad han så foran sig, sendte hans hjerterytme i vejret og sparkede atter gang i panikken. Charles’ advarsel lød i hans hoved. Hun måtte ikke blive bevidstløs, hun kunne risikere at falde ind i en koma for evigt. Snart lå han ved siden af hende. Med en blid hånd fik han vendt hende, så hendes front var imod ham. ”Cathy?” kvækkede han hæst. Hans hånd omsluttede sig hendes kind. ”Stay with me” hans øjne granskede hendes ansigt, var hun stadig ved bevidsthed? Hans anden hånd fandt en af hendes små. ”You don’t have to speak, just squeeze my hand so I know you’re with me” ordene fløj hastige og paniske fra hans mund. Hvordan skulle han holde hende vågen? ”You can’t go unconscious!” lød den paniske ordre. Hans hjerne arbejdede på højtryk. Han blev nødt til at holde hende vågen. Forskellige muligheder fløj igennem hans tanker. Alt lige fra at hælde en kold spand vand over hende, til direkte at råbe hende ind i hovedet. Men lige nu var det ikke nødvendigt at gå så drastisk til værks. Var det?
”Just… Just listen to the sound of my voice, and hang on to it” det var en idé, der ikke ligefrem var en mishandling af hendes allerede kritiske tilstand. Men hvad skulle han sige? Hvorfor panikkede han nu over det? Det var fuldstændig lige meget hvad han sagde, så længe hun kunne høre hans stemme. Alligevel slog hans tunge knuder, og i et par meget lange sekunder var der ikke en eneste lyd der forlod hans læber. DO SOMETHING!! skreg hans indre stemme. ”Uhm.. I…” stammede han, imens han mærkede panikken stramme sit greb om hans hals og stemmebånd. Han kunne være skyld i, at hun forsvandt ind i en koma for evigt, og aldrig nogensinde vendte tilbage til ham. Alt sammen fordi han panikkede over noget så ubetydeligt som ord at sige. Hvor svært kunne det være? Uintelligente lyde ville sågar være nok, så længe hun kunne høre ham!
Idéen formede sig på et splitsekund, og før han vidste af det var han begyndt at nynne. Det var melodien på den første sang, der var poppet op i hovedet på ham. Hans stemme var ustabil, og nynneriet besad ikke nogle harmoniske eller beroligende kvaliteter. Men hun kunne høre ham. En gang imellem blev hans nynnen til ord. ”Trust I seek and I find in you, everyday for us something new… Life is ours, we live it our way… Forever trusting who we are, and nothing else matters…” Hans sangstemme var ikke noget at råbe hurra for. Men hun kunne høre ham. Det var det vigtigste.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Fre 19 feb 2016 - 0:15 »

Cathy

Competent (Rank 9)

avatar

Mørke. Mørke omsluttede den stakkels forpinte halv engel. Hun gled længere og længere ind i sig selv. Langt væk fra den virkelige verden. Al varme forlod hendes spinkle krop. Hun frøs. It’s so dark here… Hun famlede rundt med hænderne, forsøgte at finde en vej ud af mørket og kulden. Stay with me, Roars stemme sendte ekko igennem hendes underbevidsthed. Hun vendte sig på foden og forsøgt at finde kilden. Men forgæves. Det var blot dunkelt og koldt hvor end hun vendte sig. Roar? Kvækkede hun med tårefyldte øjne. Get me out of here! Hun vidste ikke hvor længe hun gik og famlede rundt før en pludselig nynnen brød frem fra det stille dyb. Roar? Det kunne godt lyde lidt som ham. Cathy vaklede frem mod lyden af de knap så fantastiske toner. Hun var der snart. Lyden blev højere og højere jo mere hun nærmede sig. Bare lidt mere.
De is blå øjne sitrede bag øjenlågene, der langsomt åbnede sig halvt op. Halv englen var blevet placeret på siden, med sin front mod… Roar. Hun havde ikke troet at hun nogensinde skulle synes dette, men hun var faktisk glad for at se hans solbrune ansigt. Det dunkle dyb var ikke et sted hun synes om. Det var skræmmende og hun ville for alt i verden ikke tilbage igen. Trust I seek, and I find in you.. Et svagt smil viste sig på hendes tørre læber. Hun kendte godt sangen, men det var længe siden at hun havde hørt den. You have a horrible voice Kangaroo-boy! Det kom drillende ud og egentlig troede halv mennesket at ordene havde forladt hendes læber, men tanken var så høj at den havde overdøvet alt andet. Cathy var faktisk slet ikke i stand til at snakke. Øjnene dalede atter i og hun vendte sin koncentration mod hendes ene hånd, der åbenbart havde fat i hans. Den spinkle lille hånd var fuldstændig slap og desuden føltes den umådelig tung. Efter et par stærke sekunder, fik hun løftet hånden og den faldt slapt mod hans skulder. ”… Closer” et raspende og knap hørligt ord forlod hendes strube. Hun ville tættere på ham, det føltes trygt og sikkert i hans arme og hun havde aldrig kunne forklare hvorfor. And nothing else matters.. Hun åndede tungt og hurtigt ind og ud. Sveden lå fortsat som et lille lag på hendes ekstremt blege pande. Den ellers så smukke glød var fuldkommen slukket og de rosa røde læber havde taget en lettere lilla farve. Hun frøs hvilket overhovedet ikke stemte ens med hendes høje kropstemperatur. ”.. C.. co.. cold” hviskede hun og greb slapt fat om hans skulder i et forsøg på at tvinge sig tættere ind til hans krop. Halv englen havde erfaret at han altid var varm.

Smerten blev mere og mere bedøvet, men sløvere blev hendes sind også. Roars stemme trådte i baggrunden og hun kæmpede for at åbne øjnene igen, men det mislykkedes. Hun var alt for træt og alt for svag. Dybet kom nærmere og nærmere og et strejf af panik blev sendt rundt i kroppen på hende. Hun ville ikke tilbage. Men lige som hun var overbevist om at det var den vej hun var på, så poppede der erindringer op i hendes sind. ”Hey Kitty! Think fast!” Blev der råbt, men hun nåede knap nok at vende rundt på hælen før en sneboldt smadrede ind i hendes kønne og yderst menneskelignende fjæs. ”Jooooosh, come oon!” peb hun irriteret og fjernede resterne af sne fra hendes ansigt. Hun kunne høre ham le bag de lukkede øjenlåg, ”Sorry.. I told you to think fast” undskyldte han dumt. Et irriteret grynt forlod hendes strube da hun slog øjnene op og stirrede indædt ind i hans ansigt. ”Are you trying to blackeye me?” spurgte hun med armene på kors og spillede med vilje tøsefornærmet. ”Black eyes would totally suit you” grinte han med et smørret fjæs. Cathy himlede med øjnene og traskede igennem sneen og over til den bænk han sad på. Et bekymret udtryk dominerede dog hendes ansigt, da han rejste sig usikkert op på benene. ”Relax Kitty. You know that I would only hurt you if you ruined a perfect game of mine” det var sagt i sjov, men hun vidste inderst inde godt at han mente det. ”Douche” mumlede hun, som han svang armene om hende og hev hende ind i en omfavnelse. ”Pff.. Yeah.. I’m your douche though” endnu engang lo han og hans latter kærtegnede hendes trommehinder og gjorde hende varm indeni. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt. ”Fine. Whatever” sagde hun i et forsøg på at spille ligeglad, selvom hun egentlig ikke var det. Uventet greb han hende om hendes nakke og pressede sine kolde læber mod hendes. Hendes hjerte gik amok og det snurrede rart i hendes mave. Hun havde savnet det, så fandens meget. Det havde været længe siden sidst. ”Happy birthday Kitty Cat” hviskede han mod hendes læber og gav hende et hurtigt kys inden han lod hende glide ud af sit greb. Joshua var hurtig om at dumpe ned på bænken igen. Han stod ikke særlig længe op af gangen. ”Sweet sixteen huh?” han nikkede op mod hende. ”Pretty cool or what?” spurgte han med de olivengrønne øjne lagt mod hendes is blå. Cathy trak på skuldrene og bed ned i læben. Hun var stadig lidt genert og befippet efter kysset. Hendes stemmebånd havde slået knuder. ”J’et Ta’ime” udbrød han pludseligt med armene flagrende. Hans smil var blændende. Det var rart at se ham i godt humør igen. Hun lo, en ganske normal klar latter. ”You pronounced it wrong” grinte hun, ”It’s… Je t’aime” rettede hun på sit perfekte fransk. Han trak på skuldrene, tydeligvis ikke påvirket af sine dårlige franskkundskaber. ”I don’t care.. It’s the meaning that counts” pointerede han og lænede sig frem mod hende og greb hendes små hænder, der var klædt i vanter. ”You know that, right?” han så pludselig helt bekymret ud og det gik hurtigt op for Cathy hvad han mente med spørgsmålet. Om hun vidste at han elskede hende? Hun bed ned i læben og vidste ikke hvad hun skulle svare. ”I guess” mumlede hun og trak på skuldrene. Han fik et underligt ansigtsudtryk, ”Just.. just know that I do that, okay?” – ”Okay” nikkede hun og faldt ind i hans olivengrønne øjne. Hun gav slip på hans hånd og rettede på hans hue, der dækkede hans nøgne hoved. ”Forever” fortsatte han og klemte hendes hånd. ”Forever” stemte hun i med et lille skævt smil.
”You tried to commit suicide” sætningen hang i luften. Cathy vendte de trætte og matte is blå øjne mod en halvgammel mand i slut 50’erne, der sad gemt bag sine runde brilleglas samt notesbog. ”Right?” sluttede han endelig sin sætning. Hun rømmede sig på den svinedyre stofsofa og vendte blikket ned mod hendes hænder der lå og flettede sig ind og ud i mellem hinanden, i hendes skød. For hendes indre syn blinkede billeder af hendes rodede spejlbillede, piller i hånden og en grædende Charles ved siden af hendes hospitalsseng. Halv mennesket gøs. ”I didn’t do it on purpose.. I was on drugs” sagde hun højt og tydeligt efterfulgt af et tungt suk. Hun orkede slet ikke at snakke om det. Hvorfor skulle den nar også bringe det på banen? ”According to my information, you left a voicemail in which you said goodbye to your boyfriend?” fortsatte den gamle gut med sin rolige stemme. Hun himlede med øjnene og kørte de svedige håndflader igennem hendes blonde hår. Hvornår var det her færdigt? ”Yeah so?” svarede hun spydigt, stadig med blikket rettet nedad. Hun gad ikke at se på ham. ”Do you still have a deathwish?” hun rejste sig brat op fra sofaen og rettede endeligt blikket mod ham. ”Isn’t it fucking obvious?!” vreden bredte sig langsomt rundt i kroppen på hende. Den steg. Hun satte gang i benene og bevægede sig rundt om sofaen, i et forsøg på at falde ned. ”Elaborate please” sagde han monotomt og skrev ting ned i sin notesbog. Hun gjorde et vredt sving med armene, som gav hun op. ”I DON’T WANT TO FUCKING LIVE ANYMORE BECAUSE LIVING SUCKS!” råbte hun arrigt og stoppede brat op på foden, så det hvinede på det kridhvide gulv. Stedet her var så klinisk. ”I have lost everyone that I have ever loved…. And I’m all fucking alone and…” stemmen knækkede over og adrenalin sparkede ind i halv englens spinkle krop. Hænderne fandt vej til hendes tindinger. ”It’s just too much for me to handle” hviskede hun som tårerne faldt ned af hendes blege kinder. ”I’m lost and empty in this world. Nothing makes sense anymore” hun vendte sig mod ham og for første gang siden hun var begyndt at komme hos ham, så så han hende i øjnene. ”Everything would just be so much easier if I just died” fortsatte hun ufortrødent, som hendes hænder gled slapt ned af hendes sider. Hun snøftede, ”If I could just join the people that I love in heaven, then everything would be alright again” Cathy troede helt og holdent fast på det. ”I wish he hadn’t found me. I wish he would’ve just let me die” en knugen i brystet opstod lige da hun sagde det. ”I love him but.. I just love them more and I doubt I would ever be whole or fully happy again – and I know for sure that he can’t give me that” hun bevægede sig hen mod vinduet, ”No one can” sukkede hun dybt som hendes knuste hjerte sank tungt.
Varmen brusede rundt i kroppen på hende, som hendes læber lystigt dansede mod hans. Han hev hende tættere ind til sig, så tæt at hun ikke kunne komme længere. Det var som om at alle brikkerne fandt deres plads. Hullet indeni blev fyldt ud. Hun følte sig i live og hun var… hel. De små spinkle hænder fandt vej ind i hans lange krøllede lokker og hun pressede sig ind til hans muskuløse krop. Hun ville ønske at han aldrig ville stoppe med at kysse hende. Det var den bedste følelse hun havde følt længe. Kysset endte dog før eller senere. Han trak sig væk fra hende, så han bedre kunne se på hende. Hun smilede dumt og fjollet og stirrede ind i de kønneste gråblå øjne. Cathy bed ned i underlæben og forsøgte at få styr på sin hurtige vejrtrækning. ”Do it again, Kangaroo-boy” hviskede hun med et kækt smil og satte sin pande mod hans. Han lo og latteren kærtegnede hendes trommehinder, inden at hans læber atter fandt hendes. De tynde tændstiks arme blev svunget rundt om hans nakke, og han løftede hende op og stå på sine fødder. Cathy var fuldendt i hans selskab og det var den mest fantastiske men på samme tid også den mest skræmmende følelse. Hun kendte ham knap nok..


Minderne faldt ud af hendes bevidsthed og i stedet fandt mørket hende. Hun vuggede frem og tilbage i dybet. Hun orkede ikke at kæmpe imod længere. Så hun flød med bølgerne.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Ons 23 mar 2016 - 22:52 »

Roar

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Der var ikke nogen reaktion fra hende. Hendes øjne var lukkede. Hendes lille hånd lå slapt i hans, og gav ikke et klem fra sig, som han havde bedt om. Var det allerede for sent? Nej, det kunne det ikke være. Det måtte det ikke være! Hun havde jo været vågen for et øjeblik siden. Hun kunne ikke allerede være gledet ind i bevidstløsheden. Hun var bare... Væk et øjeblik. Ja, hun ville finde sin vej tilbage til ham. Ingen grund til yderligere panik. Men hvad nu hvis han tog fejl? Prøvede han i bund og grund ikke bare at håbe på det bedste? Hans håb ville ikke hjælpe noget som helst, hvis hun faldt ind i en koma for evigt. For evigt fanget inde i sig selv... Hans paniske og kaotiske tankestrøm stoppede brat, men nynneriet fortsatte. Det kunne ikke være noget han bildte sig ind. Hendes øjenlåg havde sitret, han var sikker på det. De kønne isblå øjne kom til syne. Lettelsen der skyllede ind over ham, satte næsten en stopper for de uharmoniske toner der forlod hans læber.
You have a horrible voice Kangaroo-boy! Hendes stemme lød klokkeklart i hans hoved. Ordene var drillende og hendes overskønne latter kunne sagtens have fulgt efter. Hvis hun åbnede munden tvivlede han på, at hun faktisk ville lyde som sig selv. Dette fik han bekræftet, da hendes lille hånd faldt slapt imod hans skulder og en raspende, hæs lyd forlod hende. De mørkeblonde bryn rynkede sig en anelse. Han var ikke helt sikker på, at han forstod hvad hun havde sagt. Det hele gav dog mening et øjeblik senere, da hun besværet erklærede at hun frøs. Det tog ham ikke langt tid, at regne hendes hensigt ud. Hans arme gled omkring hende, og snart lå hendes febervarme, spinkle krop klods op af hans egen. Hans hånd lagde sig om hendes baghoved, og guidede derfra hendes hoved imod hans hals. Der hvor hun altid sneg sit ansigt hen når de sov, eller når han bare holdt om hende som nu. ”…And nothing else matters” lød det fra ham igen, imens hans hånd beroligende gled hen over hendes hår.
Meget brat og uden hans kontrol, blev hans øjenlåg tunge. Den dybe nynnen blev en anelse slørret og sjusket, som han blinkede langsomt et par gange, for at holde sig vågen. Det føltes som om en ukendt kraft trak i ham, og forsøgte at overtage hans bevidsthed. Han anede ikke hvordan han skulle kæmpe imod, det var også allerede for sent.

”Hey Kitty! Think fast!” Stemmen tilhørte Joshua. Han vidste det allerede før han havde lagt øjne på den unge mand. Til gengæld havde han svært ved at genkende den noget yngre Cathy, der irriteret fjernede resterne af snebolden fra sit kønne ansigt. Hun så anderledes ud. Ikke kun fordi hun var en fortidsversion af sig selv, der selvfølgelig ikke var lige så gammel som den Cathy han kendte nu. Hendes englelige glød var væk. De isblå øjne skinnede ikke lige som de plejede. Hendes hår var ikke tæt på at være hvidt, men havde en næsten normal blond farve. Hun så… mere menneskelig ud. Hun var stadig smuk, hun var stadig Cathy. Men hun lignede langt fra et overnaturligt væsen.
Han kyssede hende. Det var nyt. Det havde han ikke vidst. Joshua havde ikke kun været hendes bedste ven. Chokket den nye information resulterede i føltes afdæmpet, løsrevet fra ham selv. I stedet overvældede Cathys følelser ham. Savnet, den behagelige snurren i maven, det bankende hjerte og den lette generthed der fulgte bagefter.
Han elskede hende. Selvfølgelig. Alligevel virkede det som om, at det ikke var noget han sagde ofte. I et øjeblik var stemningen trykket, imens alvoren sank ind. Men kun i et øjeblik. Forever...
”You tried to commit suicide” scenen havde ændret sig brat. Ordene der kom ud af den midaldrende mands mund lød hverken bekymrede eller alvorlige. Bare flade, tomme ord der konstaterede fakta. Selvmord? Det kunne da ikke passe. Han vidste desværre at det var sandt, ligesom at han vidste at Cathy overhovedet ikke ville ind på emnet. ”…I was on drugs” lød endnu en uvidst information. Hvad? Cathy på stoffer? Han kunne ikke tro det. Han havde en trang til at ruske hende, og spørge hende hvad fanden hun tænkte på. Men han var kun tilskuer, han havde ingen form i hendes minder.
Endnu en gang blev han overvældet af følelser der ikke var hans egne. En kaotisk rutsjebanetur der startede ud i arrig vrede, og hastigt ræsede videre imod dyb sorg. ”Everything would just be so much easier if i just died” hun mente det. Hun troede fuldt og fast på, at det ville være bedre at dø, så hun kunne være sammen med de mennesker hun havde mistet. Hun fortrød at være i live. Sorgen var slet ikke til at bære. No one can… Det allerede krakelerede hjerte knustes igen.
Læber der bevægede sig imod hinanden. Den behagelige varme der spredte sig rundt i kroppen. Det var rigtigt. Disse følelser var ikke fremmede for ham. De mørkeblonde krøller var heller ikke fremmede. Ligesom de gråblå øjne så tilhørte de ham selv. ”Do it again, Kangaroo-boy” han anede ikke at hun havde det sådan. Følte hun stadig det samme når han kyssede hende nu? Han udfyldte et tomrum. Det var fantastisk og skræmmende på samme tid.

Mørkt. Koldt. Tomt. Hvor var han? Det var ikke et andet minde. Der var ingenting her. Alligevel følte han sig ikke fysisk til stede. Han var fyldt af en mærkværdig vægtløshed, som om han befandt sig under vand. Tungt, mørkt vand. ”Hello?” hans stemme gav ekko ud i intetheden, men der var intet svar. How the hell am I getting out of here? Han ikke så meget gik, men mere flød rundt i det tomme mørke. Han vidste ikke hvor han skulle hen, i virkeligheden kunne han bevæge sig væk fra vejen ud, og dybere ind i mørket. Men han kunne ikke tillade sig at blive opslugt af panik eller håbløshed.
Han vidste ikke hvor længe han havde famlet rundt. På et tidspunkt anede han noget langt ude foran sig. Et dybere mørke, noget solidt. Var det en skikkelse? ”Hello?” prøvede han igen. Kun stilhed svarede ham, da ekkoet endelig døde ud.
Han greb fat om hendes hånd. Han havde troet at hun stadig var ufattelig langt væk, hvordan var han kommet så hurtigt hen til hende? ”Cathy?” ligesom ham flød hun vægtløst rundt i mørket. ”Cathy, wake up!” han trak hende ind til sig, viklede sine lemmer omkring hende, som var han et tæppe der kunne beskytte hende imod det kolde mørke. Hun reagerede ikke. ”Come on, Cathy. We can’t stay here” desperat panik begyndte at præge hans ord. Hans hænder gled omkring hendes skuldre, ”wake up!” nærmest skreg han, imens han voldsomt ruskede hende. Der var stadig ingen reaktion, men i det øjeblik ordene forlod hans mund, syntes et blegt, svagt lys at flyde ind fra oven. Det lignede en stjerne. Et lille skrøbeligt lys, så langt væk. Det var vejen ud. Han vidste det. Med et fast tag om hendes hånd, bevægede han sig imod det. Pludselig var vægtløsheden forduftet, og i stedet for at flyde ubesværet imod lyset, var det en næsten umulig kamp. Men det var ikke ham der var tung. Det var Cathy. Det mørke dyb syntes at trække i hende, som om denne golde tomme verden ikke ville lade hende gå.
”I’m not leaving you here!” skreg han imellem sammenbidte tænder. Hans øjne var på stjernen, der skulle guide dem ud. Den synes at bevæge sig længere og længere væk, i stedet for at komme tættere på. ”Cathy, you have to wake up!” Han strakte sin frie hånd imod lyset. ”WAKE UP, GOD DAMMIT!”

De gråblå øjne blev slået op, i samme øjeblik som et højlydt gisp brød stilheden. Mere luft blev trukket ned i lungerne, som havde han ikke trukket vejret i adskillige minutter. Som havde han været under vand. ”Cathy?” åndede han forpustet, og kiggede sig desorienteret rundt i soveværelset. Hun var stadig i hans arme. Klodset omsluttede hans hænder sig hendes ansigt, og trak hende væk fra ham så han kunne se hende. ”Cathy! Are you awake?” hvis han havde haft luft til det, havde han råbt ordene. Et lettet suk forlod ham, hendes smukke isblå øjne kiggede tilbage på ham. ”Thank god!” hans arme gled atter omkring hende. Han knugede hende ind til sig i et langt øjeblik, imens det langsomt dæmrede for ham, hvad det var han lige havde været igennem. Mørket… Hvad var det? Hans bedste bud var, at han havde været fanget i hendes underbevidsthed sammen med hende. Ude af stand til at flygte. Havde han trukket hende ud af bevidstløsheden? Kunne det virkelig passe at hendes sind var i så forfærdelig en tilstand?
Charles… Det var rigtigt. Dæmonen var her et sted, og i færd med at finde ud af hvad de kunne gøre for at hjælpe hende. Hans dybe mumlen lød ikke længere fra køkkenet. Cathys ansigt var igen i hans hænder, hun var vågen. ”I’ll be right back. Okay?” han kiggede indgående på hende, for at sikre sig at hun havde forstået hvad han sagde, og at hun ikke var ved at glide tilbage i dybet. Et hastigt kys blev placeret på hendes varme, blege pande. ”Don’t fall asleep, okay?”
Hans ben føltes usikre, og svimmelhed ramte ham øjeblikkeligt, da han kom på benene. Efter et par dybe vejrtrækninger, kunne han orientere sig nogenlunde og bevægede sig imod køkkenet. Charles snakkede ikke længere i telefon. Men lod til at være fordybet i tanker. ”Well?” spurgte han anstrengt og udmattet. Han fik øjenkontakt med dæmonen. Udtrykket i hans ansigt var en blanding af bekymring, frustration og håbløshed. Anede han også noget panik? Roar mærkede sit hjerte hoppe uregelmæssigt. Hvis kedelige, tørre, monotome Professer Pervert gik i panik, kunne han kun have katastrofale nyheder at give.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Tors 31 mar 2016 - 0:23 »

Cathy

Competent (Rank 9)

avatar

Desorienteret kom hun op til overfladen igen. Cathy? Hun blinkede med de kønne øjne i det sekund, at den kønne solbrune varulv greb fat om hendes ansigt og trak hende væk fra hendes foretrukne gemmested. De grå blå øjne kiggede lettet men panisk ind i hendes. Halv englen trak vejret tungt. Roar synes at gynge frem og tilbage foran hende, som var hun på en båd. Hun kom dog på fast grund igen da hans stærke trygge arme gled om hendes spinkle krop. Hun tillod sig at lukke øjnene i igen. Hun var så træt og hendes krop var så tung og udmattet. Hendes livsenergi var lig med nul.
Havde hun mistet bevidstheden et kort øjeblik? De grå blå øjne så insisterende ind i hendes. Hvad havde han sagt? Hvis hun havde været i stand til at bevæge sin mimik i ansigtet, så havde hun hævet det pæne blonde bryn. I stedet stirrede hun tomt på ham. Et varmt kys blev placeret i hendes pande, sammen med ordene Don’t fall asleep, okay? Det var lettere sagt end gjort. Halv englen kunne knap nok holde sine øjne åbne. De gled også i det samme i, da han forlod madrassen og overlod hende til sig selv.

Charles stirrede oprevet med bordpladen. Han var fordybet i komplicerede tanker. Samtalen over telefonen havde ikke givet meget at gå efter, hvilket skabte en voldsom hovedpine for ham. Well? De mørke blå øjne rettede sig mod varulven foran ham. Han så fuldstændig udmattet ud. Hvad havde hun nu lavet ved ham? ”There are not much to go on” svarede han ham monotomt og tomt, mens en dyb panderynke fremstod på hans blege pande. Tænkende bed han sig i indersiden af kinden, ”Well.. She needs to be under constant surveillance and on medicine until her mind heals” sagde dæmonen med de blå øjne rettede mod bordpladen. Han tænkte stadig som det knagede. Oprevet var han også. Hvad havde hun lavet mens han havde været væk? Et kig ind i hendes sind havde ikke set kønt ud overhovedet. Dæmonen var i vildrede. Han havde dog nogle ting, der kunne gøres indtil der kom yderligere information. ”She’s not allowed to use any of her powers, you hear me? It might get worse if she does” et skarpt blik blev rettet mod prettyboys ansigt. Det var virkelig vigtigt at han fulgte hans regler. Andet kunne være katastrofalt. ”And take caution around her. She could kill you very easily” ordene var hårde nu. I hendes tilstand ville hun ikke have styr på noget som helst – og Charles havde et godt overblik over hendes magiers egentlige styrke. Det anede hvalpedrengen jo intet om. ”Don’t let her consume you” advarede han med sit syleskarpe blik, der rettede sig til hans taske på bordet.
En mellemstor hvid pakke blev stillet op på bordet og skubbet i retning af Roar, ”Morphine. Both in liquid and in pills. If she’s in great pain then I’d shoot it right in her veins.. and try not to overdose her, thank you” nok var sætningen sagt meget neutralt, men man kunne tydeligt høre hans mistillid til varulven. ”And you need to cut down, after a few days, on her morphine as well, otherwise you might stir up some other problems” sagde han med sammenbidt kæbe. Morfin var forholdsvist nem at blive afhængig af og dæmonen orkede ikke, at sende den kære Cathy til rehab igen. Charles gik dog ud fra at drengen ingen anelse havde om hendes fortid – derfor sagde han ikke mere om det. ”Thats really everything we can do at this time. I’ll go and make some more research and I’ll call you up tomorrow to check all right?” Han greb om tasken og tog tre skridt ud af køkkenet. De blå øjne lagde sig atter mod den krøllede varulv. ”Call me if there is anything” de blå øjne blødte en anelse op, som bekymring for hans største kærlighed voksede i brystet. Frakken blev svunget over hans brede skuldre, ”I trust you” var de sidste ord der forlod hans røde læber, inden han forsvandt ud af lejligheden og efterlod Roar med ansvaret.

Lys skar hende ind i øjnene og hun missede febrilsk med dem, som hun vågnede op igen. Hvor var hun? Hun løftede hovedet fra madrassen for at kigge rundt i sit soveværelse. Hvor var han? Han havde været der lige før, havde han ikke? Hun forsøgte at flytte sig, men intet virkede. Hun forblev hvor hun var, til hendes egen store forvirring. De is blå øjne flyttede sig til hendes arm og hun stirrede hårdt og længe på den. Move, come on. Move! Bloody hell, move goddamnit! Efter det der havde føltes som en evighed – men nok bare var noget nær 25 sekunder – så flyttede hendes arm sig, og snart faldt hele hendes krop i hak. I en ustyrlig bevægelse fik hun manøvret sig rundt, men halv mennesket havde ikke vidst at hun lå så tæt på kanten af sengen.
BUMP! Bag hovedet ramte først gulvet og dernæst fulgte resten af hendes livløse krop med. Et irriteret grynt forlod hendes strube og hele hendes ansigt fortrak sig i en misfornøjet mine. ”Roooar” kaldte hun hæst og svagt. Brystkassen hævede sig hurtigt op og ned. Kroppen var al for tung for hende. Hun kunne hverken sætte sig op eller flytte rundt på sig selv. ”Roar” peb hun endnu en gang med mere styrke på stemmebåndet. Hvor var han henne? De is blå øjne betragtede loftet over hende. Det snurrede stadig, men dog ikke i så stor grad som tidligere. Øjenlågene føltes så tunge som bly og Cathy blinkede langsomt – helt så hendes øjenæbler føltes tørre og irriterede. Men hun havde ingen kræfter til at hæve hånden og gnide sig. Endnu et smertefuldt grynt forlod hendes hårdtarbejdende brystkasse. Hvor blev han af?

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Ons 18 maj 2016 - 23:31 »

Roar

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Hans håb sank, allerede før dæmonen havde åbnet munden. Da han endelig gjorde, føltes ordene som en ualmindeligt tung vægt der pressede ned på hans skuldre. Der var ikke meget at gå efter. Ordene var alt andet end opmuntrende, men "ikke meget" måtte stadig betyde at der var noget de kunne gøre, hvor ubetydeligt og småt det så end måtte være. Han greb desperat fat om det spinkle håb. "Tell me what I can do" han lød stadig udmattet, men hans beslutsomhed skinnede igennem. Han ville ikke være nyttesløs.
Hun skulle være under konstant opsyn, og tage medicin lød den første ordre. "Got it" sagde han med et nik. Listen kunne umuligt være så kort, men Charles lod til igen at være fordybet i tanker. Som stilheden varede ved, blev varulven utålmodig. Spit it out already! snerrede han inde i sig selv. Som om informationen om hvad han kunne gøre for at hjælpe, ville være nok til at det hele var overstået. Han vidste selvfølgelig godt, at det langt fra var sandt.
Den næste ordre blev efterfulgt af et skarpt blik, der understregede vigtigheden af dæmonens ord. Det virkede dog åbenlyst, at hun ikke måtte bruge sine evner, men i stedet for at smide en flabet kommentar efter Charles, nikkede han ganske enkelt. For Cathys skyld ville han samarbejde, også selv om det var med en arrogant, højrøvet idiot som ham. …She could kill you very easily. Cathy? Slå ham ihjel? Et næsten uhørligt fnys undslap ham. Han ville have grinet højt og halv hånende, hvis det ikke var fordi situationen var så alvorlig. Roar var dog ikke et sekund i tvivl om, at Charles han overdrev. Den næste advarsel havde mere effekt på varulven. Too late. She already consumed me… Han var hurtigt fanget i et flashback der sendte ham tilbage til det kolde mørke, der måtte have været Cathys underbevidsthed. Han fik ikke lov til at mindes den ubehagelige oplevelse længe, før Charles’ stemme bragte ham tilbage til virkeligheden. Han stirrede på den hvide pakke, imens instruktionerne om morfinen synkede ind. Den mistroiske bemærkning om, at han gerne måtte lade være med at slå hende ihjel med en overdosis, fløj hen over hovedet på ham. Han registrerede det knap nok. Desuden havde han ikke længere energien til at være sit temperamentsfulde selv. Other problems… Han blev atter kastet tilbage i tiden, og hørte ekkoet af Cathy der tilkendegav, at hun ikke havde prøvet at begå selvmord med vilje, men at det var fordi hun havde været på stoffer. Bare tanken fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Ja, han skulle nok sørge for, at hun ikke endte i samme situation endnu en gang. Omstændighederne var dog anderledes denne gang, men han vidste ikke om problemet havde været tilbagevendende.
Det var dermed afslutningen på dæmonens instruktioner. De gråblå øjne fangede hans blik, som Charles lovede at ringe den følgende dag. ”Alright” lød det kortfattede svar, efterfulgt af et nik. Først da Charles var ude af døren gik det op for ham, at han stod alene tilbage. Hele ansvaret lå på hans skuldre nu. Opgaven virkede enorm og uoverskuelig, han var ikke sikker på, at han kunne klare det hele alene. I have to! Der var ikke andre der kunne gøre det.
BUMP! Lyden sendte et chok igennem hans krop, og i et langt desorienteret øjeblik kiggede han forvirret rundt i stuen og køkkenet, for at finde kilden til lyden. Først da han hørte sit navn inde fra soveværelset, gik det op for ham, at lyden selvfølgelig også var kommet derfra. Han måtte være mere træt end han troede. Benene føltes også tunge, som han slæbte sig selv imod soveværelset. Cathy befandt sig ikke længere i sengen. ”Jeez Cathy, how’d you end up on the floor?” mumlede han, imens han kiggede lettere opgivende ned på hende. Sikke et dumt spørgsmål. Hun kunne kun være endt på gulvet, fordi hun var faldet ud af sengen. Var hun i så dårlig en tilstand at hun ikke kunne stå på sine ben? Han knælede ved siden af hende, og fik hende uden meget besvær løftet tilbage i sengen. Selv satte han sig på sengekanten. Han blinkede langsomt et par gange, inden han vendte blikket imod hende. Han var så træt, men hans behov var langt fra i første række. ”How are you feeling?” spurgte han, og overkom endda at smide sin bekymring ind i hans ellers monotome stemmeleje. Han kunne ikke stoppe det gab han gemte bag håndryggen et øjeblik senere. ”You need anything?” lød det næste spørgsmål, uden meget entusiasme. Han hverken lignede eller lød som en der kunne være til særlig meget nytte for hende lige i øjeblikket.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Søn 22 maj 2016 - 18:09 »

Cathy

Competent (Rank 9)

avatar

Hans fodtrin vibrerede i det kolde trægulv og lyden snoede sig langsomt og hult ind i hendes øregang. Den svækket halv engel blinkede uendeligt langsomt, mens de længste sekunder i hendes liv passerede. Endelig.. Tænkte hun lettet da det solbrune fjæs, som hun holdt så meget af, stirrede ned på hende. Hans dybe stemme snurrede i hvirvlede mønstre rundt omkring i rummet. Cathy opfattede ikke hvad han sagde men af dømme af tonelejet så lød det som et spørgsmål der var rettet mod hende. Help me up goddamnit! Hvæsede hendes inderste tanker højlydt. Han lignede en eller anden fuld idiot, der bare stod og stirrede fraværende ned på hendes livløse krop. Havde han ikke tænkt sig at hjælpe eller hvad?
Sort. Hun huskede ikke at være blevet løftet op i sengen, men her lå hun åbenbart nu. De kønne blodskudte øjne stirrede fraværende mod højre side af sengen, hvor Roars skikkelse sad, fuldstændig smækket sammen i udmattelse. Hvad fanden var han træt af? Hvis hendes mimik havde fungeret korrekt, så havde hun uden tvivl løftede et af de perfekte lyse øjenbryn. Hoooowww aaareee yoouuuuu fffeeeling? Roars stemme lød helt forvrænget, som hvis nogen havde sat et filter af slowmotion over ordene. Is he fucking kidding me? Cathy var overbevist om at han snakkede sådan til hende for at gøre nar. Men det var bare overhovedet ikke sjovt. Et stort støn af jammer forlod hendes halv åbne mund. De næste ord varulven udtalte lød nu fuldstændig helt normale – intet langsomt filter var lagt over. Underligt. Om hun havde brug for noget? Yes! Control over my own fucking body, thank you! Hendes indre skrig var fornærmet. Hvad fuck skete der ikke også lige? Havde han dopet hende med stoffer eller hvad? De is blå øjne lagde sig nu mod hendes arm der lå helt twistet rundt, i en forvrænget og yderst akavet stilling. Hun forsøgte at flytte den, men intet skete. Desperation boblede op i hende. HELP ME! Skreg hun i håb om, at tanken ville flytte sig til Roars sind – men intet skete. Roar sad stadig pisse ligeglad og summede om sig selv, som en lille træt bi. Hun sukkede inderligt og udmattet og var uendelig tæt på at give op da en idé gjorde sin fremtræden i hendes vågne sind.
Koncentration. Hun stirrede hårdt mod hendes arm. Move. Please move. Der skete stadig ikke noget. MOVE!!! I en eksplosiv bevægelse svang hendes tynde arm op fra madrassen og ramte Roar pladask på siden af armen. Hendes øjne voksede sig så store som tekopper, mens hun blot så til som hendes arm faldt stødt ned i madrassen igen – samme sted som den havde lagt før. NO! Tårer af frustration viste sig i hendes øjenkrog. Dét skete bare ikke lige. Endnu et grynt af frustration forlod struben. Roar fattede selvfølgelig stadig ikke noget, så dum som han jo var. Det var ikke en hemmelighed at den fine blonde pige hadede ham noget så inderligt i dette øjeblik. Kunne han slet ikke se hendes kamp for hans opmærksomhed? Var han virkelig så blind og så fandens ligeglad? Stumme tårer faldt ned af hendes kind og ned på det snehvide lagen. Hendes brystkasse begyndte atter at hæve og sænke sig i højlydte ryk. Hun måtte prøve igen.

Miraklet var sket. Hendes fingre kravlede så inderligt langsomt mod hans hånd der lå i madrassen. Det gik langsomt ja, men i det mindste smadrede hun ikke sin arm ind i hans ansigt – også selvom hun virkelig havde lyst til det.
Der gik et par (lange) minutter før hun endelig havde nået sit mål. Med de oversvømmede øjne rettet mod hans hånd, lagde hun sin spinkle hånd i hans. Cathy sukkede lydløst og lettelse skyllede igennem den livløse krop. Hun følte sig helt psykisk udmattet nu. De tunge øjenlåg vidnede også om det.
Help me! Please! Roar please! I can’t move. I can’t talk. Please help me! Hendes tanker strømmede fra hendes krop mod hans. Hun kunne endda føle en stikkende sensation i deres hænder. Why did you leave? You promised me that you wouldn’t leave. De tårerfyldte øjne rettede sig mod hans trætte grå blå. Et svigt var at se i hendes øjne. You promised.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Ons 22 jun 2016 - 0:54 »

Roar

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Hans øjne var rettet imod gulvet. Hvornår havde han lænet sig frem ad? Hans krop føltes tung. Hans arme lå støttende imod begge hans lår, og hovedet hang slapt imellem hans skuldre. Begge fødder var plantet solidt imod trægulvet, men føltes ikke sikkert. Det føltes mere som om han ville falde igennem brædderne, som var der lænket kæmpemæssige cementblokke til hans ankler. Han var fastlåst. Han var ikke sikker på han kunne bevæge sig hvis han ville - og det ville han ikke. Han var så træt. Hvis bare han kunne ligge sig ned. Men noget forhindrede ham i at gøre det, og ikke kun hans tvivlen på om hans lemmer ville adlyde ham.
Hvorfor var det nu at han ikke måtte sove? Hans tanker og sind var i langt værre tilstand end hans udmattede krop. Aktiviteten i hans hoved var nær sat på pause. Den begrænsede tankestrøm flød langsomt, som en sumpet masse der var evigheder om at nå sin destination. At der overhovedet formede sig tanker i varulvens overbelastede sind måtte være et mirakel.
Eftereffekterne af den lille tur ind i Cathys sammenfaldne underbevidsthed havde for alvor ramt ham. Til trods for at det føltes som om han havde siddet der i flere timer, havde både hans krop og sind været aktivt fungerende for et øjeblik siden. Alle Charles' instruktioner og advarsler var lagret sikkert i hans hukommelse, men han havde langt fra adgang til dem på nuværende tidspunkt.
Klask! Den sagte lyd fik varulven til at åbne øjnene - hvornår havde han lukket dem? Han stirrede et langt forvirret øjeblik på de lyse brædder under ham. Noget havde rørt hans arm, eller hvad? Den buede ryg rettede sig ud, hans ene hånd landede tungt i madrassen. Så han kunne altså godt bevæge sig. Hovedet drejede langsomt, og de blanke gråblå øjne indtog den unge kvinde der lå i sengen. Cathy? Oh, right... Noget klikkede langsomt på plads i hans hoved, men han var endnu ikke sikker på hvad det var. Han gloede udtrykløst på hende, som informationer om de tidligere begivenheder uendelig langsomt forsøgte at kæmpe sig vej frem.
Help me! Please! Roar please! I can’t move. I can’t talk. Please help me! Han var ikke i tvivl om, at det var Cathys stemme der rungede i hans hoved. Han fattede ikke hvad hun sagde. Hun snakkede alt for hurtigt. Hans sumpede hjerne kunne ikke følge med, eller sætte mening til hendes ord. Han blinkede langsomt, inden de mørkeblonde bryn skød sammen i forvirring.
Why did you leave? You promised me that you wouldn’t leave... Hvad mente hun? Han havde været lige dér på sengekanten i evigheder. "But I didn't... When did I...?" hviskede han næsten uhørligt.
Hans hoved eksploderede. Hans tanker var ikke længere en sumpet masse, men en kæmpemæssig flod af informationer der brølede højlydt igennem hans sind. Det sortnede for hans øjne, inden han kneb dem hårdt i. Begge hans hænder fløj op og lagde sig omkring hans hoved. I få sekunder føltes det som om hans kranie var blevet splittet åbent, han nåede ikke at give en smertelig lyd fra sig, før smerten var forduftet og kun en stærk svimmelhed og kvalme blev tilbage. Han missede febrilsk med øjnene, som hans syn vendte tilbage og stillede sig selv i fokus. "What was that?" åndede han, og lod sine hænder falde ned i hans skød. Hver tanke fløj igennem hans bevidsthed med høj fart, og forsvandt sekundet efter den var formet. You promised me you wouldn't leave... Cathys ord ekkoede kortvarigt i hans sind. To og to blev lagt sammen, nærmest uden Roar opfangede det. Det var lang tid siden han havde lovet, at han ikke ville gå nogen steder. Han havde lovet at blive hos hende, så længe hun ville have ham. Men dengang... De gråblå øjne spilede sig op til deres yderste, inden de fangede Cathys isblå. "Is it really you?" kunne det virkelig passe? Hans overophedede hjerne satte alle brikkerne på plads på rekordtid. Lettelse skyllede ind over ham, og følelsen satte for en kort stund en stopper for den unaturlige fart hans sind arbejdede i. Han rykkede tættere på hende, lænede sig ind over hende. Han tøvede kun et sekund, før hans hånd omsluttede hendes kind. "You came back" hviskede han. Hans stemme var fyldt med lettelse, men gemte også på noget dybere, mere følelsesladet. Han fortabte sig i de smukke, isblå øjne, som han nu vidste ville genkende ham. Hun var den rigtige Cathy. Hun kendte ham, hun var tilbage, og fuck hvor havde han savnet hende.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Tirs 5 jul 2016 - 22:04 »

Cathy

Competent (Rank 9)

avatar

Hvorfor sad han bare der?! Han gjorde jo slet ikke noget og reagerede slet ikke på hendes skrig. Det gjorde den lille engel så inderligt oprevet. Salte tårer dalede hastigt ned af hendes ligblege kinder og hendes underlæbe, der havde taget en svag lilla farve, bævede sagte. Roar ignorerede hende. Det var tydeligt at se. Han så ikke engang på hende! Roar! Brølede hendes sind til hans i håb om at han endelig ville vende sin opmærksomhed mod hende. De is blå øjne stirrede ham desperat i nakken og Cathy betragtede hvordan han langsomt drejede sit kønne solbrune hoved. De smukke blå øjne stirrede udtryksløs ned på hende. Han så drænet ud. Livet havde helt forladt hans øjne. Havde hun været i stand til det, så havde hun hævet sine blonde bryn i forundring. Men hendes så smukke ligblege ansigt, forblev forstenet, som en statue af marmor, i sin bevægelse bortset fra hendes læber, der så ud til at være det eneste der fungerede på hendes krop. Foruden det, var halv englen fange i sit eget kolde fængsel, uden nogen chance for at bryde ud af de usynlige lænker, der holdt hende fast. Hun frøs også sådan. En inderlig kulde havde bredt sig. Den synlige hud der end var til skue, bar tegn af små prikker i form af gåsehud.
De oversvømmede øjne skød op i forskrækkelse over Roars pludselige udbrud i smerte. Hans krop skød sammen og hans stærke hænder fløj op mod hans hoved. Forvirring tog plads i hendes øjne, som bekymring blandede sig med tårerne, der umiddelbart stoppede deres færd ned af hendes våde kinder. What was that? Lød hans stemme, der druknede sig i hendes ører. Hvad var hvad? Undrede hun sig gevaldigt. Hvad foregik der lige? Han virkede så fjern. Og han svarede ikke engang på hendes nødråb. Lyden af hans hænder der faldt mod hans skød, skar hende ind i øret. Great, now I can’t communicate with the ignorant fool. Himlede hun indvendigt med øjnene. Fjolset havde jo fjernet sine hænder fra hende. Hun orkede ikke engang at forsøge at kæmpe sin vej frem til ham igen. Nej, Cathy følte sig udmattet og fuldstændig drænet for livsenergi, og i øjenkrogen pressede mørket til, og selv dér magtede hun ikke at kæmpe i mod. Hun ville sove. Måske når hun vågnede kunne hun bevæge sig igen? Søvn var for det meste altid en god udvej – specielt hvis det var hendes sind, den var galt med. Søvn virkede for det meste som en computer, der havde brug for at genstarte. Det samme havde hendes hjerne måske? Og var hun egentlig stadig så syg? Hun huskede ikke at være så syg og mat, sidst hun havde set ham.
Vælden af tanker havde fået hendes trætte øjne til at lukke sig i. Halv mennesket var næsten faldet hen i mørket, inden hun mærkede hans varme hænder der omfavnede hendes blege ansigt. Det var en kæmpe kamp for hende at genåbne de kønne blå. Men det skete, dog i et uendeligt langsomt tempo. Is it really you? Hans ord galopperede rundt i vælden af tanker. Hvad fanden var der galt med ham? Duh, Captain Obvious! Who else would it be, you moron? What the fuck is wrong with you? Rasede hendes tydeligt utilfredse stemme. You came back. Der var seriøst noget galt med ham. What do you mean? I never left? Spurgte hun ham undrende. De is blå øjne stirrede dybt ind i hans. Han virkede helt lettet og glad over at se hende. Lettet over hvad mon? Hun forstod ingenting – men forstod blot at Roar opførte sig virkelig underligt og fuldkommen anderledes. Han agerede som om at hun havde været væk, et eller andet sted henne. Og det havde hun jo ikke? Han fik hende helt til at være i tvivl. Hvis ja, hvor havde hun så været henne?

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Søn 7 aug 2016 - 23:45 »

Roar

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Duh, Captain Obvious! Who else would it be, you moron? What the fuck is wrong with you? Lyden af hendes irriterede stemme, sendte bølger af smerte igennem hans kranie. Et øjeblik krøb mørke frem i hans øjenkroge, og truede med at hive ham ned i underbevidstheden. Alligevel ville han ønske at hun blev ved med at kommunikere. Han ville høre hende, for hun var endelig vendt tilbage til ham. Irritationen hun udviste var så velkendt, så savnet. Hendes stemme var ikke længere badet i had. Hvilken befrielse.
Hendes stemme rungede igen overdøvende og smertefuldt i hans hoved. What do you mean? I never left? Så hun havde ingen anelse om den person hun havde været de sidste par dage. At hun havde været foruden minderne om ham. "It doesn't matter" hviskede han, både til hende og sig selv. Hun var der nu, hun var tilbage, det var det vigtigste. Nu kunne han ligge det mareridt bag sig. Hans anden hånd fandt vej til hendes kind. Hans pande ramte hendes, og et langt øjeblik fortabte han sig i de smukke blå øjne. Han havde lyst til at forblive sådan i en evighed. Men det var ikke muligt. Udmattelsen trak i ham med en enorm styrke, og det blev sværere og sværere at modsige sin krop det den længtes sådan efter. Søvn.
Bare lidt længere. Begge hans tommelfingre strøg hen over hendes kindben i kærlige bevægelser. "I missed you" åndede han, med en bævrende stemme, der understregede den overvældende lettelse og glæde han følte i dette øjeblik. De blytunge øjenlåg gled i, inden hans læber ramte hendes. Hans krop reagerede svagt. En lille ild tændte sig i brystet på ham, hans langsomme udmattede hjerte slog et ekstra slag, og satte i løb. Han var svimmel. Det snurrede underligt i hans lemmer. Alt for tidligt blev han nødt til at trække sig væk fra hende. Øjnene kæmpede sig åbne, hans syn var sløret. Vejret var pludselig svært at hive ned i lungerne, og mørket lurede stadig i hans øjenkroge.

Han var ikke sikker på, hvordan han havde fundet vej til at ligge ved siden af Cathy i sengen. Hans arme rakte ud efter hende, og med meget besvær fik han trukket hende ind til sig. Hans arme var så tunge, det var som om han ikke kunne holde ordenligt om hende, som om han ikke rigtig kunne mærke hende. Men han vidste hun var der. Hans Cathy lå i hans arme. Det var den sidste tanke der gik igennem hans hoved, inden mørket trak ham under, og han faldt i søvn med et saligt smil på læben.

You're worse than nicotine. (XXX)
« on: on Man 8 aug 2016 - 6:56 »

Cathy

Competent (Rank 9)

avatar

Det var den syvende nat. De røde tal på vækkeuret viste 01:57. Den lille halvengel lå uroligt i sengen. Hun vendte og drejede sig. Temperaturen i hendes krop steg langsomt jo længere mareridtet stod på. ”NEJ!” Udbrød hun som hendes ansigt fortrak sig i en smertefuld mine. Hun vendte sig brat rundt, ”please…” tårer løb ned af hendes kinder, ”lad mig gå” de franske ord lød så inderligt bønfaldende. ”PLEASE NEJ PLEASE DONT HURT ME” et skrig brød frem på hendes strube og hendes spinkle krop vred sig rundt i hurtige bevægelser. Hendes vejtrækning blev hårdere, hurtigere og skriget holdt ved. Krampagtigt greb hun rundt om den højre side af sin top…

Mørke. Dyb mørke. Den dybeste hun endnu havde oplevet. En latter så kold og kynisk, skar igennem hendes nænsomme ører som en kniv for en strube. Lyden af hendes fødder mod den våde asfalt, strakte sig mellem de oplyste lygtepæle. Hun løb men kom ingen vegne. Sort. Mørke. Denne gang florerede billeder ind imellem det sorte vand. Hans røde øjne. De sylespidse hjørnetænder samt det morderiske blik, indprentede sig på hendes nethinde. Vampyr! Vampyr! Vampyr! Vampyr! Vampyr! Vampyr! Skreg hendes indre alarm. Nytteløse næver mod hans brystkasse, som hun blev presset ned mod den grå asfalt. Skriget, der var hendes eget, rungede igennem gyden. Smerten, som hun aldrig havde oplevet før, udsprang fra hendes højre samt nedre side af maven. Kniven jog ind i hende og han sørgede for ikke at bryde øjenkontakten. Blod, der strømmede ind i det grå stof, der udgjorde hendes trøje. Erindringer om hans tunge, der slikkede op fra hans hånd. Og smerten, for ikke at forglemme det. Så dyb, så inderlig og umulig at ligge låg på. Skrig. Råb. Men ingen hjælp.
Lyden af hendes navn hev hende op fra dette morderiske komplot.

Et kæmpestort gisp brød stilheden i det dunkle soveværelse. Cathys skikkelse fór op og sidde i sengen. Hun hyperventilerede. De hurtige hvæs af hendes åndedræt dundrede for hendes ører. Lungerne brændte og føltes flade som en ballon. Der var ingen luft at hente, synes det. Hendes ligblege hud glinsede af svedperler, der havde besat hendes hud som skinnende diamanter. De isblå opspilede øjne oversvømmede i tårer, der strøg ned af hendes allerede våde samt kridhvide kinder. Hun var fuldstændig fra den. Hvor var hun? I gyden?! Stakkels Cathy kunne ikke finde hoved og hale i virkelighed. En fantom smerte gjorde entré i hendes sind og bildte hende ind, at smerten stammede fra den højre nedre side af hendes mave. Et smertefuldt støn forlod hendes fyldige læber, og hun greb derefter hastigt fat i hendes top og hævede den op, blot for at se mod det i gang helende sår, efter kniven havde brudt igennem hendes skind og piercet smertefuldt igennem hendes indre organer. Panisk lod hun hånden føle på såret, men noget var grueligt galt. Halv englen hævede hånden op, blot for at se den indsmurt i en dyb rødlig farve. Hendes blod.
Verden omkring hende gik i stykker og hendes allerede opspilede øjne, stirrede hypnotiseret mod dråberne der strøg ned af hendes arm i hvirvlende bevægelser. Det var så virkeligt. Panikken sparkede med det samme ind hendes årer og hun hev endnu højere efter vejret. Den spinkle hånd rystede faretruende i luften. Men da hun blinkede igen, forsvandt blodet for dernæst at komme tilbage efter det næste blink. Cathy blev hylet endnu mere ud af den. Blodet skulle væk. Lige nu. Hun mærkede hvordan hendes indmad vendte sig rundt, og kvalmen stod hende nu op til halsen. På de mest usikre ben i verden, løb hun op fra sengen. Men det var lige for hurtigt nok. Hendes balance fulgte overhovedet ikke med. Hun nåede mod den modsatte væg, inden hun faldt og satte sit blodige håndtryk, som støtte for hendes rystende ben. Øjnene blinkede endnu engang og som hun satte sit blik mod aftrykket, forsvandt det.

Baglæns, bevægede hun sig mod vinduet. Luft. Hun havde brug for luft. Ryggen ramte vindueskarmen hårdt, så en mindre lyd brød igennem de hvæsende åndedrag. Hun greb hårdt fat i karmen med begge hænder, så hendes ben havde støtte. Men det ville nok ikke forhindre hende i at falde alligevel. På kluntede fødder vendte englen rundt og skubbede vinduet af sine låse. Den kølige vintervind flød roligt mod hendes ansigt og hun lukkede saligt øjnene i. Det var rart, så ufatteligt rart. På mirakuløsvis fik Cathy med hjælp af sine rystende arme, placeret sig op og sidde i vindueskarmen. Hun placerede hovedet ud af vinduet, så hun nærmest hang – hvilket selvfølgelig var til fare for hende. Men det strejfede hende ikke.
”Jeg må være sindssyg… Fuldstændig sindssyg” hviskede hun panisk. Sindssyg, sindssyg, sindssyg. Ordet gentog sig i hendes hjerne der dundrede stødt mod kraniets knogle. Der var stadig ikke styr på hendes vejtrækning, der stadig blev trukket panisk ned i de ikke fungerende lunger. Langsomt slog hun de blå øjne op og blikket landede på gaden.
Is. Is borede sig rundt i hendes krop og hun frøs i en panisk tilstand. De røde øjne stirrede op på hende. Det sorte hår. De sylespidse tænder skinnende nærmest op til hende. Hårene rejste sig i nakken på hende. Det morderiske blik smadrede brat ind i hendes åsyn. Endnu et højlydt gisp hvæsede frem fra hendes lunger og hun roterede hårdt rundt mod soveværelset, med det mest paniske udtryk hun længe havde udvist, malet på det så kønne men ligblege ansigt.

Sponsored content



Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen Besked [Side 1 af 2]

Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum