Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Statistics
Der er i alt 671 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Brian

Vores brugere har i alt skrevet 238835 indlæg in 11998 subjects

Will Death Embrace Me Now?

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Will Death Embrace Me Now?

Indlæg by Gæst on Tirs 31 mar 2015 - 19:48

Dato og tid: 31. marts 2015, 00.18.
Sted: En forladt lagerbygning i udkanten af industri kvarteret.
Vejr: Udenfor er det køligt, med en mild blæst og en anelse regn.
Omgivelser: I midten af rummet, er der hugget et pentagram i betongulvet. I midten af pentagrammet er der placeret en firkantet stenblok, som en stakkels engel er bundet fast til. Det eneste lys stammer fra en stor mængde stearinlys, der er placeret rundt om pentagrammet, ellers er den store lagerbygning henlagt i mørke.


Emnet er forbeholdt Václav.


Øjenlågene sitrede, hovedet dunkede, og vejret blev med meget besvær trukket ned i lungerne. Hovedet hang slapt fremad, og det løse hår kildede hendes næsetip. Hun ville fjerne de mørkebrune lokker fra sit ansigt, men opdagede at hun ikke kunne bevæge sine arme. Noget strammede om begge hendes håndled og ankler, holdt hende stående og sørgede for at hendes lemmer, ligesom pentagrammet under hende, pegede i forskellige retninger. Hovedet syntes at veje et ton, da hun langsomt hævede det. Det bløde skær fra stearinlysene stak smerteligt i øjnene, da hun endelig åbnede dem. Hendes syn var sløret, hun kunne ikke kende det ene stearinlys fra det andet. Et blik til siden imod hendes hånd afslørede, at hun også så dobbelt. Dog var det stadig tydeligt at se det tykke reb, der omcirklede hendes håndled. Hvad foregik der? I lang tid kunne hun ikke huske det sidste der var hændt hende. Det føltes som at tænke rundt om vat. Havde nogen virkelig fyldt hendes hoved med vat? Og hvorfor? "Du er vågen" lød en dyb, kælen stemme fra mørket der omgav cirklen af stearinlys. Isabella spærrede øjnene op til deres yderste, og søgte efter kilden til stemmen. Hun kunne ingen se, men følte nu en ubehagelig, prikkende fornemmelse af, at hun blev betragtet. "Hvem... Hvem er det?" hendes stemme var svag, og knap hørlig. Intet svar. Hun var svimmel. Hendes hoved faldt til siden, og hvilede på skulderen. Hvis det ikke var for de tykke reb, der bandt hende til stenblokken ville hun være faldet til jorden.
"Det er tid" sagde stemmen. Var det henvendt til hende? Var der andre til stede? Et kor af lave, messende stemmer besvarede hendes spørgsmål. Hun glippede gentagene gange med øjnene, i et forsøg på at stille sit syn i fokus. Det nyttede ikke. Hvad var der med hende? Hvorfor havde hun så ondt i hovedet? Og hvor var hun? Hun var stadig for disorienteret til at stille sig selv de mere relevante spørgsmål. Det gik ikke op for hende, at nogen havde bortført hende. Heller ikke at de havde iført hende nyt tøj. En hvid, gulvlang kjole i tyndt og let stof, der mærkværdigt nok passede hende perfekt, som om den var syet til lige netop hende. Hendes arme var bare, og under skørtet var hendes ben nøgne. Det gik ikke op for hende, at den lave messen var på latin og at hun forstod hvert et ord, men ikke registrerede det. Alt dette gik først op for hende, da en skikkelse trådte ind i stearinlysenes skær. I dét øjeblik personen i den mørkerøde kåbe, med hætten slået op, og en kniv på længde med hendes underarm i hånden kom til syne, faldt realiteterne på plads. Øjeblikkeligt blev hendes syn skarpt, den smertelige dunken i hendes hoved faldt i baggrunden, som adrenalinen indtog hendes blod. Hendes hjerte bankede så højt i hendes ører, at det druknede lyden af de omkring ståendes messen. Imellem hjerteslag, fangede hun dog det latinske ord for "ofring" og "gave". Hun skulle ofres. Hun var en gave, til hvad disse mennesker end tilbad. Sved samlede sig i hendes håndflader, og panik samt frygt havde lammet hende. Hun stirrede med store, runde øjne på den kutteklædte, der nu havde bevæget sig forbi cirklen af lys, og nærmede sig hende med langsomme skridt. Det nederste af ansigtet var synligt, og præget af et koldt, tilfreds smil.
Endelig fortog den frygtfyldte lammelse sig, og hun hev og sled i de tykke reb, der ikke gjorde andet end at gnave sig ind i hendes hud. Det nyttede ikke. Den kutteklædte var nu tæt nok på, til at hun kunne se sorte skægstubbe på hagen. Det var en mand. "Nej, lad være!" bad hun. Smilet på hans læber blev større. Hans frie hånd rakte ud og gled langsomt nedover hendes kind. "Shhh.." tyssede han beroligende. Hun rev sit ansigt så langt væk fra hans hånd som det var muligt, hvilket resulterede i en lav latter fra manden der ville ofre hende. Han trådte tættere på, og strøg i noget der mindede om en kærlig bevægelse håret væk fra hendes øre. Hun kunne mærke hans varme ånde i sit øre, da han med en lav og intenst stemme hviskede "Skrig endelig alt det du vil, herude er der ingen der kan høre dig". Han trådte tilbage med samme ubehagelige smil som før, nu med kniven knuget i begge hænder. Snart begyndte han også at messe. Hun registrerede ikke hvad han sagde, kun at det var anderledes fra hvad resten af de tilstedeværende sagde. Hun begyndte igen sin kamp med rebene, der denne gang rev hul på hendes hud. Manden var blevet tavs. Han stod til venstre for hende, med kniven rakt frem foran sig. Et par latinske ord blev råbt, inden han skar en lang flænge i hendes underarm. Det var en brændende smerte, der rev et skrig ud af Isabellas hals. Blodet piplede frem, rendte ned ad hendes arm og dryppede i store mængder ned på betongulvet, og havde allerede dannet en lille pøl, da manden gentog sine ord, og skar en tilsvarende flænge i hendes anden arm. Det andet skrig føltes som tusind små nåle, der stak i hendes luftveje på dets vej ud. Mandens skikkelse svømmede for hendes øjne, da han messende stod foran hende. Hans kvalmende hvisken genlød i hendes hoved. Herude er der ingen der kan høre dig... Hun var fortabt. Der var ingen der kunne hjælpe hende. Hendes liv ville sive ud af hende med blodet, og hun ville igen være overladt til døden. Hun ærgede sig over, at hun ikke havde gjort mere, med de dyrebare dage hun igen havde været i live. Hun havde spildt dem med at være panisk og forvirret. Der var intet hun kunne gøre ved det nu. Hun accepterede bittert sin skæbne, som manden rakte kniven frem imod hendes hals.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum