Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Latest topics
» Dance of the Brush (Cherish Radcliff)
Yesterday at 23:59 by Caleb

» Ready for our weekend? (Charmeine Love)
Yesterday at 23:53 by Khaa

» I am really worried Doctor.... (Angelique Dümont)
Yesterday at 23:48 by Zakaroff

» How about no?
Yesterday at 1:52 by Roar

» Big changes - Khá
Lør 18 nov 2017 - 16:31 by Charmeine Love

» It is just fun! - Edward
Søn 12 nov 2017 - 22:40 by Edward Charleston

» Ny emneopstilling:
Lør 11 nov 2017 - 21:33 by Cathy

» Artistic Souls? (Cherish Radcliff)
Lør 11 nov 2017 - 21:22 by Cherish Radcliff

» I know I did something wrong... but I'm not sorry - Niklaus XXX
Tors 9 nov 2017 - 6:02 by Harry Jepsen

» Hos psykologen
Søn 5 nov 2017 - 23:03 by Morgan L. Withers

Statistics
Der er i alt 673 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Serena

Vores brugere har i alt skrevet 239710 indlæg in 12011 subjects

La fin est proche. (M)

Side 2 af 2 Previous  1, 2

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Re: La fin est proche. (M)

Indlæg by Thomas Keefer on Søn 25 jan 2015 - 17:22

Det hele gik så hurtigt. Thomas Keefer nåede knap nok at få hænderne op for at afværge det pludselige angreb. De endte med begge at falde til jorden; hun mere elegant end han. Hovedet blev slået ned i jorden. Det føltes som om at kraniet flækkede.
Han mærkede hendes hænder omkring hans hals, men den svimlende fornemmelse med sorte prikker regnende ned over det seende øje, gjorde det svært for ham at fokusere ordentligt på faktum, at djævlen inden længe kunne gøre en ende på det hele. Efterhånden var det en fristende tanke. Smerterne der plagede legemet var ved at blive for meget for halvmennesket.
Så..- Så d-.. ” Stemmen knækkede. Efterlod en traumatiserende stilhed, som kun blev forstærket af at se ind i hendes altopslugende øjne. De var bundløse... Næsten. En rynke formede sig mellem Thomas øjenbryn. Hvad var det? .. Han så hvordan den første tåre gled ned af det hæslige ansigt. Og den næste. Hvad fanden skete der?

Da det skræmte blik viste sig, smuldrede den betonklods som havde siddet og presset i brystet på ham. Lettelsen var så overvældende at han fik lyst til at grine. Med et fungrende øje var han vidne til den mest fantastiske forvandling, som han nogen sinde havde set.
Thomas Keefer var så lykkelig, at intet kunne vække hans vrede, og han gjorde derfor ikke noget da det rystende pjok løb nøgen ind mellem træerne, og efterlod han liggende tilbage.

Skrid! Aha- aha! Stik af! Aha.. SKRID!” Stemmen var anstrengt men latteren banede sig alligevel frem over de sprukne læber da han råbte op den plettede himmel. Ordene kastede ekko mellem stammerne omkring. Jorden var kold, men Thomas Keefer blev liggende. Så drejede han pludselig hovedet, løftede sig lidt op på den ene arm og brækkede sig igen.

//OOG; OUT. Så, tilfreds? ☺
avatar
Thomas Keefer
Advanced Beginner (Rank 8)

Bosted : Di Morga - Terre - i en mellemstor, nyrenoveret lejlighed med altan.

Antal indlæg : 233


Tilbage til toppen Go down

Re: La fin est proche. (M)

Indlæg by Evan Ferraro on Tirs 27 jan 2015 - 23:30

Evan betrådte sneen uden, at efterlade nogen former for spor, der indikerede at han havde været der. Ingen spor i sneen. Intet. Han kunne høre blæsten, der tudede i hans ører. Ellers var skoven, den så dybe og sneklædte skov, stille. Han havde ingen anelse om hvad klokken var. Han havde dog en følelse af, at det var sent eller rettere, tidligt om morgenen. Spøgelset, gik igennem nøgne træer og sneklædte buske. Han var ligeglad. Kendte efterhånden vejen ud og ind. Hans sidste visit havde blot været et par dage før. Dette visit ville dog blive en af de korte af slagsen. Han skulle være ude inden, at nat blev til dag. Inden at solen ville pryde himlen, med dens varme solstråler. Evan åndede tungt ud i luften. De seneste dage havde været hektiske. Flere angst anfald havde krøbet sig ind og efterladt ham smadret, som hvis en tornado havde raseret hans inderste. Han ville sværge på, at han af og til kunne føle hans indvolde blive hevet og trukket i for ikke, at forglemme den umenneskelige smerte, der af og til ud af den blå luft, dukkede op. Han kunne aldrig finde en logisk forklaring. Fordi der var næsten aldrig nogen. Det var bare sådan, at det havde været igennem årerne. Han havde vel lært, at leve med det.

I et ryk stoppede han op, ved synet af noget endnu mere uforklarligt. Fjer. I skoven. Evan bukkede sig ned, plantede sit ene knæ ned i sneen, mens han så nærmere på fjerene. De mørke øjne fulgte de så fine sorte fjer, der nærmest dannede et zigzaggene spor, der fulgte træerne. Hans første tanke var, at det var en engel i nød. Men hvad ville en engel dog lave herude? Og det måtte jo heller ikke være en engel? Måske en falden en af slagsen? De utallige spørgsmål blev overdøvet af nysgerrigheden, der prægede spøgelset. Han rettede sig op og besluttede sig for, at følge sporet.

Han vidste ikke hvor længe, at han havde gået. Det føltes som en evighed. Sporet af fjer var blevet mindre, som om at væsenet havde tabt dem. Og pludselig endte det. Sporet. Evan stoppede op. Hans nysgerrige blik blev nu mere og mere erstattet af forivrelse. Han så op fra sneen og ud i den nu, lidt lysere nat. ”Hallo?” han lød ynkelig, men det var da et forsøg værd. Der måtte være nogen herude. ”Er her nogen?” Hans toneleje var nu mere selvsikkert, også selvom en følelse af panik, stod og gloede ham ind i nakken. Hans hjerteslag tog til. Evan tog et tøvende skridt, og så et til… og et til, indtil han fandt sig selv, gående søgende omkring. Han følte sig virkelig forvirret. Var det en eller anden form for syg joke? Men hvem fanden ville joke ude i skoven, på dette tidspunkt? Spøgelset var ved, at give op på sin eftersøgning, efter dette væsen, da han…

Hans hjerteslag var gået amok. Det hamrede af sted i brystet på ham. Panikken lå nu over ham. Den krøb ind under huden på ham og erstattede hans rolige vejrtrækning, med en hurtig stønnen, som om at han havde løbet et helt marathon. I sneen, foran ham, lå der en lille nøgen person. Skikkelsen så kvindelig ud, men han kunne ikke helt afgøre det. Bang! Det føltes som et kæmpe slag i hovedet. Evan faldt ned på knæ i sneen. Vingerne var bekendte. Den lille skikkelses størrelse var bekendt. Autumn.
Autumn!” gispede han. Var hun død? Hvordan var hun kommet ud? Og hvorfor var hun indsmurt i blod? Spørgsmålene blev overdøvet af hans vejrtrækning og ikke mindst, hans hjerteslag. ”Autumn! Autumn wake up!” Han rakte ud efter hende, greb fat i hendes skulder. Men det ville ikke nytte noget. Ikke før, at han var forvandlet tilbage til sin menneskeskikkelse. Evan var desperat. ”Autumn… Can you hear me?” Gispede han, mens han lagde en flad hånd mod sit ansigt, mens en anden rev i de mørke lange, krøllede lokker. Spøgelset synes, at befinde sig i en chok tilstand. Der var intet han kunne gøre for, at hjælpe. Det drænede ham indeni.
avatar
Evan Ferraro
Competent (Rank 9)

Bosted : En relativ stor lejlighed i Terre, ved siden af Sombre. Her bor han sammen med Autumn.

Antal indlæg : 275


Tilbage til toppen Go down

Re: La fin est proche. (M)

Indlæg by Autumn on Søn 1 feb 2015 - 3:01

Intetheden var så beroligende. Hun havde aldrig været så bange får intetheden. Den tid der ville følge hende, når hun ikke længere ville befinde sig på jorden. I live. Var dette virkelig tiden efter døden? Hvorfor havde hun været så skræmt af tanken om sådan et sted. Hun var helt alene her. Helt for sig selv. Intet gjorde ondt. Havde det egentlig overhoved været andre? Hvad var andre? Hun følte at hun svævede. Øjnene var lukket i, men hun vidste, at hun alligevel intet ville se, hvis hun åbnede dem. Dette var intetheden. Ingen tanker. Ingen lyde. Ingenting. Hvad havde dog holdt hende fra intetheden så længe?
Noget afbrød pludselig hendes intethed. Det var en forstyrrelse i systemet. Det gjorde forbindelsen svagere og svagere. Hun begyndte at høre en stemme. Den rungede sig længere og længere ned mod hende i dybet. Den rystede. Hvad var det? Et ord? Hun begyndte at ryste uden at ryste. Hun fik det mere og mere ubehageligt. Nej! Hun ville ikke forlade dette sted. Hun ville ikke lade det komme ind. Hun hørte det igen. Hendes navn. Autumn. Var det hendes navn? Havde hun virkelig sådan et mærkværdigt navn? Efterår Det var nu et smukt navn.
Og det var bestemt hendes.

Med ét skød følelserne igennem hende igen. Den første var kulde. En kulde der prikkede faretruende mod hendes nøgne hud. Så kom en smerte fokuseret over alt. Den tvang hende tilbage til virkeligheden. Tvang hende hele vejen ud af den eller så behagelige intethed. Hun føltes pludselig tung, som var hun slet ikke vant til at have en fast krop. Hjertet der slog langsomt i hendes brystkasse gjorde ondt. Det samme gjorde de svage vejrtrækninger. Stemmen var tilbage. Og denne gang genkendte hun den.
Evan.
En form for varme overtog hendes brystkasse for et kort øjeblik. Var det ham? Spøgelset? Hun kunne ikke få sig selv til at åbne øjnene endnu. Halvdelen af hende ønskede stadig at falde tilbage til intetheden. Hun kunne mærke den underlige fornemmelse, da noget gennemtrængende gik igennem hende et eller andet sted. Det var som om at vinden forsøgte at holde fast i hende, men kunne bare ikke få plads.
”E-Evan..?” Denne gang forblev navnet ikke i hendes hoved. Det blev sagt højt. Eller så højt som hun nu engang kunne. Hun kunne stadig smage blodet, der lå på tungen, men det havde minimeret gevaldigt. Nu var det ikke meget andet end en eftersmag. Men det ændrede bare ikke, at den faktisk var der. Og det var ikke kun hendes egen. Hun smaskede sagte. Og hun vrikkede en smule med næsen. Hendes læber føltes stive og de havde fået et spil af blå og lilla nuancer efter at have ligget i sneen så længe, som hun havde. Sne havde endda fået langt sig oven på hende. Og hvor priste hun sig lykkelig over at have brugt vingerne som en form for ly. I øjeblikket kunne hun slet ikke bevæge dem.
Hendes øjne åbnede sig endelig op. Bare en smule. Lige nok til at lade den blå farve snige sig frem et øjeblik, inden øjnelågene faldt i igen. Hun havde slet ikke nået at se om det faktisk var Evan. Hun gjorde alt, hvad hun kunne for at bevæge sig, men hun kunne ikke. Hendes ben var ikke til at vægge, men de sendte kraftige jag af smerte. Hun kunne kun lige vippe med tæerne. Hendes hænder kunne lige knytte sig. Men derudover begyndte hun at ryste af kulden, da hendes hjerte fik registreret det hele. Og kort tid efter begyndte gråden at komme tilbage for at opbruge al hendes energi igen.
”It… hurts… Please make it …sto-stop…” kunne der lige høres under den sagte hjerteskærende gråd. ”It’s …not my…fault…” Hun var træt. Og hun var knust. Hele hendes rustning var forsvundet. Efterladt hendes nøgen og forsvarsløst. Hun var som et lille barn, der trængte til en kærlig omfavning. Tårer begyndte automatisk at falde, selvom hun gjorde absolut intet for at lade det ske. Havde hun egentlig nogensinde grædt foran Evan? Havde hun nogensinde vist ham andet end den stærke og smilende side? Hvad ville han ikke tænke om hende nu? Hun var så svag.
avatar
Autumn
Highly competent (Rank 14)

Bosted : En relativt stor lejlighed i Terre med en udsigt til Sombre. Her bor hun sammen med spøgelset Evan.

Antal indlæg : 879


Tilbage til toppen Go down

Re: La fin est proche. (M)

Indlæg by Evan Ferraro on Man 2 feb 2015 - 21:26

En følelse af lettelse pulserede igennem spøgelset, da endelig Autumn gav lyd fra sig. Hun var ikke død. Hun var stadig levende. Men hvor længe ville hun være det? Hun frøs jo. Det kunne han se på hendes læber, der normalt havde en rød farve, men som nu havde taget en blå og lilla nuance. Langsomt sneg panikken sig tilbage og overgik lettelsen. Evan kunne intet gøre for, at hjælpe hende. Hun græd hysterisk. Hvis han dog bare kunne holde om hende, varme hende samt vugge hendes i sine arme, indtil alt blev okay igen. Men Evan var magtesløs helt indtil, at solen stod op og prydede himlen med sine solstråler. Han kastede et blik over skulderen og rettede de mørke øjne mod horisonten bag sig. Han kunne lige præcis ane en lille kant af solen. Han følte sig utålmodig. Hvis han bare kunne komme tilbage til sin oprindelige skikkelse. Slap af, fald ned.. Han forsøgte, at dæmpe det kaos af frustration, der herskede indeni ham. Han måtte rette sig mod Autumn i stedet. Han måtte sige et eller andet! Men hvad? Evan gav slip på sine mørke lokker. Langsomt rakte han en hånd hen mod hende, og lagde den i hendes mørke hår. ”Everything is going to be alright. I promise” hviskede han sagte. Han vidste ikke om det var løgn eller sandt. Han håbede bare inderligt, at det ville berolige hende.

Og nu skete det. Et hårdt ryk fik Evan til at falde forover, med hovedet ned i sneen. Han gispede efter vejret. En skarp smerte skød fra brystet, som hvis at en pil havde skudt igennem og piercet den. Det var først da han rettede sig op, at blikket landede på solen. Det var nok en af de smukkeste solopgange, som han længe havde set. Solen havde en hel rød farve, som genreflekterede ned i sneen og som farvede den lilla. Det var smukt. Himlen havde de smukkeste røde samt lilla nuancer, der blandede sig ind imellem hinanden, bag de hvide skyer, der nærmest så ud som hvide pletter på et farvestrålende maleri. Evan holdt vejret ved synet. Hans hjerteslag faldt i takt med, at roen overfaldt ham. Han følte, at han svømmede i det et kort øjeblik. Men lige så hurtigt som følelsen kom, forsvandt den. De mørke øjne blev lagt ned af sig selv. Hans tøj, de forvaskede mørke jeans, den sorte hættetrøje med den grå t-shirt indenunder, var nu tørt. De slatne mørke lokker havde fået sin fylde igen. Hans ansigt, der før så næsten råddent ud, var nu helet. Han lignede sig selv. Som han havde gjort det for over 100 år siden.

Evan lænede sig ind over Autumns spinkelt udseende krop. Hans hånd rystede da han rakte ud efter hende. Hånden lod han svæve et par centimeter over hendes hud, inden han placerede hånden der, og pressede ned for at vende hende rundt. Han mødte hendes blå øjne. De abnorme blå, som han allerede nu holdt så meget af. Evan bøjede sig lidt længere ned og lagde en arm under hendes knæ og løftede hende op fra den kolde seng af sne. Her lagde han mere mærke til blodet, der nærmest så ud til at være blevet sprøjtet på hende. Det gav ham en ubehagelig fornemmelse i maven. Noget var galt, men han havde ikke i sinde at finde ud af det lige nu. Evan placerede Autumn i sit skød, hvorefter han knugede hende ind til sig. ”Sssh… I’m here. I’ll never leave. I promise” hviskede han blidt, tæt på hendes øre. Per automatisk begyndte han, at vugge hende i sine arme. En hånd fandt op i hendes hår, mens den anden havde et godt tag om hende. Det føltes rart endelig, at røre hende. Evan kunne knap nok huske hvornår han sidst, havde været så tæt på et andet menneske. Det føltes som år, hvilket det nok også var. En anelse tøvende, gav han hende et kys i håret. ”You’ll be fine.. I’m here” der var noget skrøbeligt over hans stemme. Det viste sig i hans øjne, der var rettet ned mod hende. Hun skulle nok blive okay igen, ikke?
avatar
Evan Ferraro
Competent (Rank 9)

Bosted : En relativ stor lejlighed i Terre, ved siden af Sombre. Her bor han sammen med Autumn.

Antal indlæg : 275


Tilbage til toppen Go down

Re: La fin est proche. (M)

Indlæg by Autumn on Tors 5 feb 2015 - 21:21

Autumn havde nær begyndt at skrige, da hun pludselig kunne mærke en hånd blive placeret mod hendes skulder. Men i stedet trak blev et chok sendt igennem hendes krop, og hun havde nær foldet sig helt sammen. Hvad havde rørte hende? Hvem tilhørte den hånd? Hun var pludselig bange. Skrækslagen. Og hun følte på ny alle sine muskler blive spændte til et maksimum. Lige indtil at hendes krop blev drejet omkring, og hun endelig tvang sig selv til at åbne sine øjne nok op til at kunne se mod den person, der var ved hendes side. Evan. Men var det den virkelige Evan? Denne person lignede ham. Men han var hverken gennemsigtig, drivvåd eller dækket af groteske sår. I stedet var hans ansigt helt glat. Kun skægget brød hans ansigts perfekte folder. Og hans øjne virkede langt dybere. Hun så ikke længere direkte igennem dem, men i stedet direkte ind i dem. Morgensolens lys lagde et nærmest guddommeligt skær henover ham. Synet af ham fik hende stoppet hendes tårer, mens hun bare lå og stirrede på ham i et øjeblik. Men så snart realiteten ramte hende med lige nok forståelse, slog det hende tilbage i den sårbare tilstand.

Hun tøvede ikke med at svinge sine arme omkring hans hals. Hun pressede sig helt ind til ham og skjulte sit ansigt fra ham. Hun kunne atter høre sig selv klynke under den voldsomme gråd. Og hun kunne mærke de utallige tårer glide ned over sine kinder. Hun var så lettet at der var intet selvforsvar tilbage. Ikke engang den mindste lille mursten var tilbage af muren. Hun var ligeglad med om dette var den rigtige Evan eller ej. For det vigtigste for hende var at hun troede at dette var spøgelset. Og det var langt bedre end ingenting.
Efter lidt tid stivnede hendes krop og gråden stoppede kortvarigt for at give plads til mere klagende lyde. Hendes skulderblade blev skubbet mod hinanden og blot et halvt sekund derefter, begyndte hendes vinger endelig at trække sig selv tilbage. Knækkende lyde kom fra dem, men inden længe var de ikke til stede. Og hun var endelig tilbage til sin humane form. Og efterfølgende faldt hun nærmest helt sammen af anstrengelse. Armenes greb blev en smule mere slapt og hun syntes at synke ordentligt ned i hans favn. Hun skjulte i stedet sit ansigt ind mod hans brystkasse. Og gråden var blevet langt mere lydløst. Der kom kun et par høje snøft en gang imellem. Hendes ben var stadig slappe, som var hun bange for at det ville gøre for ondt at overhoved bevæge sig. Kysset fik hende ligeledes til at slappe af og jo mere hun slappede af jo mere begyndte hun at reagere til kulden. Armene blev fjernet helt fra hans hals, så hænderne kunne gribe fat omkring hans overkropsbeklædning i stedet. Hun begyndte at klamre sig til ham, som var han hendes eneste mulighed for varme. ”Evan…” hørte hun sig selv mumle. Helt lettet. Som var det bare for at forsikre sig selv om, at han var der hos hende.

”I… I killed them..” sagde hun så pludselig, som de sad der midt i skoven, mens solen begav sig op i horisonten. ”I killed them...” Hendes stemme var umådelig monoton, hvis ikke det havde været for den måde den rystede. Hun åbnede roligt sine øjne endnu engang og så fraværende ind imellem træerne. Hun ønskede ikke at se på ham. ”I’m a monster…” Da de ord forlod hendes læber kom der langt flere følelse frem i hendes ansigt og tårerne kom igen. ”But they… he tried to kill me...” Hun klamrede sig pludselig endnu mere ind mod ham. ”Why do I feel like it’s f-f-fair for me to kill them… It’s should ne-never be fair…” Hun var som en lille fortabt pige i hans arme. ”I'm sorry. Please don’t hate me…!”
avatar
Autumn
Highly competent (Rank 14)

Bosted : En relativt stor lejlighed i Terre med en udsigt til Sombre. Her bor hun sammen med spøgelset Evan.

Antal indlæg : 879


Tilbage til toppen Go down

Re: La fin est proche. (M)

Indlæg by Evan Ferraro on Ons 4 mar 2015 - 11:45

Hans hjerte var gået amok. Det hamrede af sted i hans bryst, med mindst 100 kilometer i timen. Overvældelse strømmede indover ham, som en tidevandsbølge og begravede ham i en panikslagen tilstand. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Situationen føltes yderst uvirkelig Aldrig havde han troet, at han skulle sidde med denne lille djævel i sine arme. Aldrig havde han troet, at han skulle mærke hende og aldrig havde han troet, at hun ville slippe fri fra sit fangeskab. Hvordan det var sket, var ham dog stadig en gåde. Men det spørgsmål måtte han stille hende senere. Det var ikke rigtig et godt tidspunkt at stille spørgsmål.
Virkeligheden føltes som en kæmpemæssig lussing. Evan knugede Autumn mere indtil sig, som for at se om hun egentlig var virkelig, eller om dette bare var et af hans surrealistiske mareridt. Efter at have stirret på hende i godt og vel 5 minutter, løsrev han blikket og rettede de mørke øjne mod den snebedækket skov, hvor sneen havde efterabet himlens flotte nuancer. Det så nærmest helt eventyrligt ud. Som var det taget ud af en Disney film. Men tankerne der hørte til spøgelset, var langtfra idylliske og eventyrlige. Var de alene? Var det farligt for dem, at være her? Spørgsmålene kredsede rundt i hans hoved. Men han kendte ikke svaret på nogen af dem. Frustration tog over. Hvad fanden skulle han gøre?

Evan kunne mærke hvordan hun knugede sig indtil ham. Hun higede efter varme. Det var jo også forståeligt, for det var dødsens koldt og hun var jo ikke iført noget tøj. Forfærdet over, at han ikke havde tænkt på det noget før, gav han forsigtigt slip på hende med den ene arm. ”You must be freezing” gispede han, med stemmen lagt i en yderst panikslagen tone. Med den frie hånd, lynede han den sorte hættetrøje op. Akavet, fik han listet sit arm ud af det ene ærme. Den beskæftigede arm, byttede nu plads med den anden. Armen snoede sig om på hendes nøgne ryg, og tog om hende nedefra, så hånden lige præcist snittede siden af hendes bryst. Stadig i en yderst akavet bevægelse, fik han hættetrøjen af, lige i tidsnok til at hun begyndte at hulke. Evans bevægelser stivnede, i mens, at han lyttede til hendes ord. Havde hun slået ihjel? Han blinkede hastigt et par gange med de mørkebrune øjne, mens hans ansigt fortrak sig i en følelsesløs mine. Blikket rettede sig, per automatisk mod blodet på hendes nøgne ryg, der nærmest så ud som, hvis det var blevet sprøjtet på hende. En stor klump blev dannet i hans hals. Autumn blev ved med, at hulke men han hørte ikke længere hvad hun sagde. Hendes ord var blevet baggrundstøj. De gik ind af det ene øre ud og af det andet. Evan vidste ikke længere hvordan han havde det. Han var blevet smidt ind i et kaos af følelser. Følelser, som han ikke kunne håndtere. Efter adskillelige minutter i en fastfrosset tilstand, så han nu endelig på hende. ”It’s okay..” Ordene kom stærkt og roligt ud. Han kunne ikke tro, at han sagde dette. Det var jo aldrig okay at slå ihjel. Men han burde ikke dømme hende. Han havde trods alt selv slået ihjel. Han var en morder, og ligeså var denne lille skikkelse i hans arme. Verdenen var et virkelig syret sted.

Alright… We’ve got to get away” Evan lagde nu fokus på, at han skulle have hende et sikkert sted hen. Men hvor? Hans gamle værelse i byen, var for centralt til at han kunne komme spankulerende med hende. Iscariot. Tanken strejfede ham først nu. Malzahar kunne passe på hende, kunne han ikke? Han måtte vel gøre sit forsøg. ”Here. Put this on.” sagde han blidt, og sendte hende et lille smil, der fortalte at alt nok skulle blive okay igen. Med en lettere rystende hånd, rakte han hende sin hættetrøje. ”Can you walk?” spurgte han så, mens han rømmede sig og gjorde derfor tegn til, at han ville rejse sig. Han håbede, at hun godt kunne gå. Han ville ikke være i stand til, at bære hende hele vejen. Forsigtigt lod han sin håndryg, stryge henover hendes kindben, alt imens han sagde ”You’re going to be alright. I promise.” der var noget skrøbeligt, at finde i de mørke øjne, der stirrede ind i hendes abnorme blå. Han var bange. Ikke for sig selv, men på vegne af hende. Der opstod pludseligt en sælsom varme i hans bryst. En varme der opstod, på baggrund af den tanke, der florerede i hans baghoved. Han ville beskytte hende. Koste hvad det ville.
avatar
Evan Ferraro
Competent (Rank 9)

Bosted : En relativ stor lejlighed i Terre, ved siden af Sombre. Her bor han sammen med Autumn.

Antal indlæg : 275


Tilbage til toppen Go down

Re: La fin est proche. (M)

Indlæg by Autumn on Søn 14 jun 2015 - 1:55

Autumn blev pludselig fyldt med panik, da Evan så småt gav slip på hende igen. Hun hørte sig selv pive, og hun gjorde et sidste forsøg på at klamre sig til ham, da hun måtte give op. Hun forstod, hvad han prøvede. Det var bare svært for hende at give slip på den varme, som han udgav. Det var langt fra på samme niveau som hun havde oplevet før, men det var stadig en højere temperatur end den, hun selv havde i øjeblikket. Hellere lidt end intet. Automatisk var hendes øjne blevet lukket i, som forestillede hun sig et langt mere behageligt sted. Bare imens han fumlede med at få sin trøje af. Hun kom med et enkelt gisp, da han meget svagt snittede hendes hud igen. Hun lagde slet ikke mærke til at det var hendes bryst. Det hele føltes ens.
Hun arbejdede hårdt med ikke at hulke for meget. Hendes øjne sveg allerede af tårer. Og kulde. Og hun kunne fornemme, hvordan Evan tog det, hvilket ikke var alt for godt. Hvis hun ikke vidste bedre, ville hun faktisk tro, at han fandt det direkte ubehageligt at høre hende græde. Eller hvad hun nu gjorde. Hendes hoved var tungt. Hun kunne sagtens høre, tænke og tale, men hun var ikke sikker på, hvordan resten af hendes krop reagerede på det hele.

Hun åbnede sine øjne igen, da han talte på ny. Det var sandt. De burde ikke være der længere. Hun frøs. Og hun var stadig for tæt på centeret. Det var hun sikker på. Hun ville bare væk. Og hvad med ham? Han måtte da også fryse nu. Eller kunne han ikke mærke kulden? Hun var lidt forvirret over, hvad der var sket og som gjorde det muligt for ham at røre hende. Og omvendt. Men hun undlod at spørge ind til det. Det kunne vente. Hun så atter op mod ham og så ned på trøjen, han overrakte hende. Hun nikkede bekræftende og tog først trøjen til sig og krammede den indtil sig, inden hun kæmpede for at komme lidt bedre op at sidde.
Hele hendes krop rystede voldsomt. Det var næsten skræmmende at se hvor meget hendes hånd var ude af kontrol, som han smurte den ind i det ene ærme. Det var som om en eller anden dæmon havde besat den. Det samme med den anden. Men det lykkedes hende nu alligevel at få trøjen på. Og varmen spredte sig med det samme. Lige som den nye duft af Evan. Hun havde ikke oplevet den før, men hun vidste at det var hans. Og det beroligede hende. Lige som hans blide kærtegning. Noget der fik hende til at se tilbage på ham igen. Og for første gang syntes et smil at finde sted på hendes blå læber. ”I… I can walk… Don’t worry..”

”Where …are we.. going?” Det tog hende noget tid at komme op at stå igen. Der var brug for en masse støtte, om det så var fra Evan eller det nærmeste træ. Det gjorde umådelig ondt. Og hun kunne nærmest ikke mærke sine ben, men alligevel stod hun. Dog nåede hun ikke meget mere end et enkelt skridt før hun faldt tilbage ned i sneen. Hun var ynkelig. Og hun måtte bide sig selv i kinderne for ikke at begynde at græde igen.
”E-Evan… My legs…” Hun så kortvarigt ned mod dem selv. Som kulden havde gjort hendes hud blegere var de store blodansamlinger der prægede begge hende ben mere synlige. Hun lod sig selv falde ned at sidde i stedet for at stå på alle fire. ”I… I can’t…” Og hun havde lige fået evnen til at gå tilbage. Ville skaderne hybriden havde påført hende være permanent skadet?
avatar
Autumn
Highly competent (Rank 14)

Bosted : En relativt stor lejlighed i Terre med en udsigt til Sombre. Her bor hun sammen med spøgelset Evan.

Antal indlæg : 879


Tilbage til toppen Go down

Re: La fin est proche. (M)

Indlæg by Evan Ferraro on Man 25 apr 2016 - 13:46

Spøgelset slæbte sig mekanisk af sted, det ene ben blev solidt plantet ned i den ankeldybe sne, sikkert foran det andet så han ikke væltede. Han prustede udmattet, trods den mindre vægt der trykkede ned mod hans skuldre samt ryg. Han havde smidt hende op på ryggen, da hun lettere panisk erklærede at hun ikke var i stand til at gå længere på hendes lange usikre ben. Der havde jo ikke været andet at gøre – han var nødsaget til at bære hende resten af vejen til sikkerhed. Evans stærke arme havde derfor fat om hendes tynde blege ben. Autumn føltes iskold – og det gjorde ham blot mere bekymret end hvad godt var. Klare kolde svedperler lå mod hans solbrune pande og de flotte bløde krøller, klistrede sig til svedens masse. Han vandrede med stor beslutsomhed mod deres destination. En hvid røg af ilt strøg ud fra hans tørre røde læber og hvirvlede op i luften, i utrolige piruetter. De var der snart. Det store monstrum af et slot lå forude for dem. Solen skinnede så fint og ømt mod de snebelagte tage og himlen havde en lettere bleg blå farve. Hvad mon klokken var blevet? Forhåbentlig var den stadig tidligt nok, til at holde de rige borgere indendørs – bare lidt endnu. Han havde også været nødsaget til at tage lidt af en omvej, for at sikre at ingen ville se dem. Ja, hvad mon folk ville sige hvis en ung mand kom slæbende med en halvnøgen blodindsmurt pige, som dinglede lettere livløst fra hans ryg? Der ville lyde skrig fra flere struber, det var han sikker på.

Endelig. Stadig med Autumn på ryggen, skubbede han til den store høje dør af træ. Det var døren til Iscariot. Det var døren til Autumns sikkerhed, måske endda også hendes befrielse? Her kunne de begge i det mindste ånde lettet op – forhåbentligt. Evan manglede stadig at konsultere med Malzahar om hendes mulighed for at komme under deres beskyttelse. Men en ting til hver sin tid. Nu gjaldt det om at få vasket blodet af hende.
”All right” sagde han med en let bævrende stemme. Hvorfor nu også det? Der var ikke noget at flæbe over. Han rømmede sig med vidt åbne øjne og gav med yderst forsigtighed, slip på hendes ben så hun havde fri passage til at glide ned af hans ryg. Spøgelset sørgede dog for at holde fast i hendes ene arm i tilfælde af at hun ikke kunne stå selv. De kønne mørke øjne søgte dernæst rundt i den marmorbeklædte forhal. Her virkede så koldt og tomt. Stilheden susede for vildt som en storm for hans ører. Folk måtte stadig sove. Evans opmærksomhed landede hurtigt på en dør et par døre nede, som han vidste førte ind til et badeværelse. ”Come” proklamerede han og trak forsigtigt af sted med hende, ved at trække i ærmet på hættetrøjen.

Døren lukkede han i bag dem. Klik. Han låste. De skulle helst ikke havde ubudne gæster – specielt ikke når hun endnu ikke var velkommen i huset. Med en hånd skubbede han de lange mørke krøller væk fra hans agtsomme øjne, så han bedre kunne se deres nuværende omgivelser. Badeværelset var af lille størrelse. Til deres held var der et hvidt badekar der stod på flotte gyldne løvefødder. Vægge og gulve var selvfølgelig betrukket af det dyreste lyse marmor.  ”We have to wash the blood off” sagde han blidt, som hans øjne rejste sig fra hendes blodbetrukne fødder – der tydeligvis havde sat et aftryk på gulvet – og hele vejen op til hendes ansigt, op til de kønne blå øjne. Evans mørke øjne var blide og fyldt med en ro, der tydeligvis fortalte hende at alt var okay nu. Hun behøvede ikke længere være på vagt.
Og alt var okay, ikke? Egentlig var det forvirrede spøgelse ikke sikker. Han håbede blot at ved at agere rolig overfor hende, så ville han overbevise hende – og måske også ham selv i sidste ende. ”You can stand, right?” spurgte han forsigtigt, som han betragtede hendes tilstand yderligere. ”I’ll fill the tub for you” sagde han hurtigt, hvorefter han slap det tag han havde haft i hendes arm. Han bevægede sig en anelse slingrende ned mod badekaret. Skød ned på knæ og greb fat i de gyldne håndtag, der åbnede for det varme vand. En hånd under hanen sikrede ham at vandet heller ikke blev for varmt for hende. Han skulle jo nødig koge suppe på hende.
Inden længe var vandet nået langt nok op. Hanen lukkede han for og drejede dernæst overkroppen mod hende, helt så der lød et knæk fra hans rygrad. Han sendte hende et forsigtigt smil. Spøgelset afventede hende tålmodigt.
avatar
Evan Ferraro
Competent (Rank 9)

Bosted : En relativ stor lejlighed i Terre, ved siden af Sombre. Her bor han sammen med Autumn.

Antal indlæg : 275


Tilbage til toppen Go down

Re: La fin est proche. (M)

Indlæg by Autumn on Ons 22 jun 2016 - 20:47

Autumn var stille igennem hele turen. Hun sagde ikke en lyd, som spøgelset kæmpede for at få hende igennem skoven, og allerede inden, de nåede halvt igennem den sovende by, var hun faldet hen i en udmattet trance. Hun havde forsøgt at klemme sig bedre fat i Evan med sine lår, men hun havde hurtigt givet op, da hun ikke besad kræfter nok til at gøre det fast nok til, at det faktisk havde en betydning. Hendes arme havde hun i starten flettet omkring hans hals, men ligeledes var de hurtigt end med at hænge dinglende og balancerede vægten lige akkurat til, at hun ikke var i fare for at glide af, hvis ikke man havde godt nok fat i hende. Hun havde hvilet sit hoved imod hans nakke, og selvom totter af hans krøllede hår havde kildet imod hendes ansigt, havde det ikke holdt hende fra at falde hen med lukkede øjne og tunge vejrtrækning. Tryghedsfølelsen, der havde skyllet over hende, det samme øjeblik, at han have fået hende op på sin ryk, havde virkelig slået hende ud. Som havde det været det første tidspunkt, hvor hun kunne slappe af igen i lang tid.

Det var derfor ingen overraskelse, at den unge djævel var yderst døsig, da hun kom tilbage til den vågne verden. Det havde været en utrolig underlig følelse, at pludselig være inde i varmen igen. Hun havde nær været ved at gå i panik, da Evan lod hende glide af sin ryg. Hun havde været overbevist om, at hun ikke ville kunne stå eller gå eller bruge sine ben nogensinde igen, men til hendes glæde, så faldt hun ikke sammen, da hendes fødder ramte gulvet. I stedet stod hun - usikkert, men der var italieneren allerede kommet hende i forkøbet og holdt hende støttet, som han førte dem igennem det næsten alt for store hus. Var der her han boede? Det var som om at ham og huset clashede med hinanden, men det kunne være. Hun kendte trods alt kun det om ham, som han havde fortalt hende igennem ord.

Som de var nået badeværelset, stod hun bare og så på, mens han gjorde et bad klar til hende. Det var underligt, at se ham som han var. Selv med det ufatteligt smukt designet badeværelse, var det kun Evan, hun lod sine øjne ligge på. Hun forventede altid at kunne se direkte igennem ham. Hun forventede at se de velkendte groteske sår. Og det våde hår. Men der var intet af det længere. Som var han blot et menneske i kød og blod. Hun turde ikke pege det ud. Og selv hvis hun gjorde, ville hun nok ikke kunne få ordene ud. Hun anstrengte sig nok for at blive stående uden hans hjælp. Det hele var så ømt.
Det var først, da han vendte sig imod hende, at hun reagere lidt kraftigere. Det var næsten som om, at hun blev forskrækket, måden hendes øjne meget hurtigt fløj op til hans. Som var hun blevet taget i at stirre lidt for betagende på ham. Og så gled hendes blik videre imod badekarret, inden hun med de samme forsigtige skridt bevægede sig over til det. Eller rettere - over til ham. Hun stillede sig lige ved siden af ham og rakte forsigtigt frem efter ham. Fornemmelsen af hans krøller imellem hendes fingre fik et smil frem på hendes tørre blå læber. Hun havde altid ville prøve det.
Hun lukkede så sin hånd meget blidt omkring en tot af hans hår og hoved, som hun lige så blidt tvang omkring, så han ikke havde sit ansigt - og blik - rettet i hendes retning. Hun slap så hans hår, trådte et lille skridt tilbage, før hun selv drejede omkring og trak endelig hættetrøjen af sig for at afsløre den blege nøgne krop, misfarvet af blå, grønne og gule mærker og malet med rød. Hætte trøjen smed hun fra sig på toiletbrættet og efter at have taget underbukserne af, smed hun dem over i et skjult hjørne. Og så steg hun endelig op i badet.
Vandet var som flammer imod hendes kolde hud, og hun havde været lige ved med at trække sig tilbage. Men hun bed tænderne sammen, og inden længe kunne hun lade sig selv synke ned i vandet, der straks fik en lyserød tone fra det blod, der allerede kom af. Hun trak med det samme sine ben op til sig, som for at skjule sig selv lidt og bare lade vandet omgive hende. Det prikkede til hende som nåle de første par øjeblikke, men dampen steg hende lige så hurtigt til hovedet og fik hendes skuldre til at falde markant. Hun tillod sig endda at lade sin mund dukke ned under vandet, mens hun blev varmet op. Hendes øjne falde skam også i et per sekunder, før de åbnede sig igen for at se hen mod Evan.

”You don’t hate me now, do you?” spurgte hun med en meget stille stemme. ”It just… clicked.” Hun vidste ikke, hvordan hun skulle forklare ham, hvad der var sket. Hun skammede sig. Hun krammede sine ben tættere indtil sig. Hvis hun kunne spole tilbage, ville hun gøre det anderledes? Hun var begyndt at tvivle.
avatar
Autumn
Highly competent (Rank 14)

Bosted : En relativt stor lejlighed i Terre med en udsigt til Sombre. Her bor hun sammen med spøgelset Evan.

Antal indlæg : 879


Tilbage til toppen Go down

Re: La fin est proche. (M)

Indlæg by Evan Ferraro on Søn 23 apr 2017 - 3:13

De flotte blå øjne af hendes, stirrede forskrækket op på hans ansigt. Det var som om at Evan havde taget hende i, at betragte ham lidt for længe end det var tilladt. De buskede bryn trak sig sammen mod hinanden, i en lettere undrende grimasse. De mørke øjne af hans forblev blide, blot for ikke at forskrækkede den lille djævel yderligere. Hans ører opfangede lyden af hendes blodbetrukne fødder, der slæbte sig hen mod hans skikkelse. Lyden blev forstærket af ekkoet rummet. Den kastede den klistrede lyd, rundt omkring i hjørnerne. Spøgelset holdt vejret. Hvert muskel i hans krop spændtes ængsteligt, da hendes små fingre gled ind i hans krøllede lokker. Hun var kold. En kuldegysning rejste sig ned af hans rygrad og han betragtede hende. Bøjede nakken yderligere ned mod hende. Hvad var hendes næste træk? Hun drejede ham rundt, på en yndefuld måde som han slet ikke kunne lade være med at bide mærke i. Hun trådte derefter tilbage og efterlod ham følelsesløs, med blikket rettet væk fra hendes blodige skikkelse.

Lyden af tøj der blevet taget af, rungede i hans lettere sarte øregange. Han stirrede tomt mod væggen, med tankerne andre steder henne end hvor han befandt sig i øjeblikket. Hvad skulle han egentlig gøre af hende? Hvad nu hvis Malzahar ikke ville tage hende under sine beskyttende vinger? Hvad skulle spøgelset - så ynkelig som han nu egentlig var – gøre ved hende? Han kunne ikke svigte hende. Hans eneste ven som han havde haft i årevis. Han ville ikke kunne bære tabet af hende. Autumn var den mest unikke skabning han nogensinde havde mødt, i hans smertelig år på denne jord. Evan slugte en mindre klump der havde sat sig i hans hals. I netop det øjeblik besluttede han sig for at han ville, med al sin magt, beskytte hende fra dem der ville gøre hende ondt. Det var det venner gjorde, ikke?

Autumn havde sat sig ned i karet med vand. Han kunne høre det. Væsken plaskede mod kanterne i det kridhvide kar, højest sandsynligt lavet af marmor. En hørlig indånding blev trukket, inden han drejede rundt på hælen. Hans Converse sko lavede en høj knirkende lyd i gulvet, der fik hans øje til at sitre et nanosekund. Forhelvede. Han kneb hastigt øjnene i, efter at have set de forskellige nuancer af gul, blå og lilla på hendes kridhvide samt lettere udsultet krop. En let smerte prikkede til spøgelsets hjerte og han tvang sig til at åbne øjnene op igen, selvom han egentlig ikke havde lyst. Det pinte ham så inderligt, at se hende sådan.
”H-Hade.. d-dig?” nåede han forvirret at fremstamme før hun afbrød ham. Det havde klikket for hende, sagde hun. Endnu en nervøs klump dannede sig i hans hals og tarmene i spøgelsets solide krop, snoede sig en anelse rundt i en nervøs trækning. ”Øh..” mumlede han da en hånd af hans kørte igennem krøllerne på toppen af hans hoved. ”Nej?” hvorfor lød han så tvivlende på sig selv? Selvfølgelig hadede han hende ikke! ”Nej, det – det gør jeg ikke” et lille smil, der forsøgte at virke overbevisende, viste sig på hans røde læber. Men Evan virkede langt fra overbevisende. Det fandt han også godt selv ud af.

Knæene knækkede under ham, da han satte sig på hug foran karets kant. De mørke øjne fandt hendes og han rakte umådeligt langsomt, sine arme frem mod hendes knæ. ”Jeg ved godt hvad de gjorde ved dig” startede han blidt. Øjenkontakten brød han dog. Endnu en gang stikkede det ham i hjertet. Åh, stakkels Autumn. ”Og jeg lover at ingen – nogensinde – skal udsætte dig for det igen” han havde taget modet til sig. De mørke øjne fatter atter hendes smukke blå. ”Jeg lover det, Autumn” han lød så håbefuld og han mente hvert eneste ord. ”Jeg skal nok passe på dig” fortsatte han, som hans tommeltot strøg kærligt hen over en af hendes knæ. ”Det er det venner gør… ikke?” det kom håbefuldt ud af munden på ham. Men samtidig satte han også et spørgsmål ved sig selv. Det var det venner gjorde, ikke? Evans sociale færdigheder var lettere rustne efter så mange år. ”Du skal nok blive okay igen” sagde han så med et lille smil. Hans hjerte hoppede heppende med. Hun skulle blive okay igen. Han håbede det så inderligt. Hun havde fortjent intet mindre end et godt liv.  

”Lad os få…” det blod vasket af dig. Ej, det kunne han altså ikke sige. ”.. få dig vasket” ja, det lød meget bedre. Han rømmede sig, rejste sig kortvarigt for, at gribe en svamp på en lille hylde af marmor, højere oppe. Svampen vædede han op med vand og en lille klat sæbe. De mørke øjne gled over hendes krop, der sad krummet sammen. ”Vil du helst gøre det selv, eller skal jeg hjælpe dig?” spurgte han så i en meget forsigtig tone. Han ville ikke støde hende på nogen måde. Det ville aldrig være hans hensigt. Han afventede hende tålmodigt, med et roligt smil over læberne. Selv de mørke øjne smilede blidt og det gav ham en mindre glød over hans solbrune ansigt. Vandet fra svampen flød ud af revnerne mellem hans fingre, som han klemte til svampens bløde materiale. Hvis hun ikke var klar, så var dette også okay. De havde hele dagen. Solen var lige stået op. Der var stadig længe til at hans bæstlige udseende ville komme tilbage.
avatar
Evan Ferraro
Competent (Rank 9)

Bosted : En relativ stor lejlighed i Terre, ved siden af Sombre. Her bor han sammen med Autumn.

Antal indlæg : 275


Tilbage til toppen Go down

Side 2 af 2 Previous  1, 2

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum