Latest topics
» Face Claim
Yesterday at 14:41 by Thomas Darwill

» Fashion show - Leetha (xxx)
Fre 21 jul 2017 - 23:04 by Bailey

» Deal with the Devil (Maze)
Tors 20 jul 2017 - 0:14 by Morgan L. Withers

» You're worse than nicotine. (XXX)
Tors 13 jul 2017 - 19:06 by Roar

» Proud Warrior or Caged Beast? (Maze)
Man 10 jul 2017 - 20:48 by Nightrage

» Afstemning: Beholde specifikke foras og in-game plots?
Man 10 jul 2017 - 15:41 by Thomas Darwill

» Thomas Darwill Character Sheet
Man 10 jul 2017 - 0:53 by Thomas Darwill

» Busy Opening.... XXX(Cara)
Søn 9 jul 2017 - 20:16 by Caleb

» Bagom Thomas Darwill
Søn 9 jul 2017 - 12:29 by Thomas Darwill

Top posting users this month
Thomas Darwill
 
Nightrage
 
Casey
 
Aleksei
 
Ayla Shae
 
Maze
 
Bailey
 
Leetha
 
Cara
 
Lazarus
 

Statistics
Der er i alt 511 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Ridley

Vores brugere har i alt skrevet 212151 indlæg in 10338 subjects

You are not connected. Please login or register

Gå til side : 1, 2  Next

AuthorTopic: La fin est proche. (M)

La fin est proche. (M)
« on: on Lør 17 jan 2015 - 21:04 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Date: 16. december 2014
Time: 21.05
Place: IRS - International Research System, skjult i udkanten af skoven, Forêt.
Weather: Mildsnestorm og meget mørkt. Og meget koldt.

Forbeholdt til Thomas Keefer (& Evan Ferraro).
_________________________


Det var så småt begyndt at blive rutine for hende, at ’donere’ en god mængde af sit blod. Det foregik hver tredje dag. Sådan lige inden den sene aftenmad blev serveret for hende. Bare for at sikre sig, at hvis hun blev dårlig, at hun ikke ville ende med at kaste det hele op igen. Og så ville hun forhåbentlig gendanne noget af den energi, hun mistede ved at få taget blod. Selvfølgelig var det meget muligt også som en gevinst, hvis hun klarede det stille og roligt uden problemer. Præcis som hun gjorde nu. Hun havde ikke engang et ord, som hun sad på en af de senge, man normalt ville finde hos vagtlægen eller hos skole sygeplejersken. Dog lignede rummet, hun befandt sig i, mere en operationsstue end et hyggeligt rum, hvor man kom til det årlige helbredstjek. Der var det samme sted, hun fik lavet det fine snit ved sine vinger, en gang om ugen. Bare for at sikre sig, at hun ikke ville kunne flyve væk til trods for, at hun ikke kunne flyve i forvejen.
Hendes blå øjne var en smule matte, men ikke følelses løse. Hun sad bare og se til, som hendes eget blod blev overført væk fra sin krop via en gennemsigtig slange. Hun trak vejret roligt. Afslappende åndedrag. Hun ventede blot på at det ville var overstået. Den underlige fornemmelse var forsvundet for nogle måneder siden. Hun kunne knap nok mærke, hvordan blod forlod hendes krop længere. Men alligevel blev området ved indersiden af sin albue altid øm. Hver evigt eneste gang. Hun fugtede sine tørre læber med tungespidsen og følte, hvordan slimet spyt havde samlet sig i hendes kinder. Vand. Hun var tørstig. Ikke rigtig sulten. Det var hun sjælendt. Men hun spiste nu alligevel altid op.

Autumn vågnede lidt mere op og rettede øjnene mod kvinden, der havde siddet og taget hendes blod, da hun begyndte at rører mere op sig. Fjernede endelig nålen fra hendes arm igen og satte efterfølgende den velkendte lille klump af vat hen over hulet for at stoppe blødningen. Den kunne hun få lov til at have siddende der de næste 72 dage, indtil hendes krop valgte at hele det åbne hul ind til sin blodåre. Kvinden, var næsten altid den samme som udførte blodindsamlingen, men hun havde droppet den lille imødekomne kommentar, som hun ellers altid havde givet djævlen i starten i et forsøg på at gøre stemningen lidt bedre. Hun var nok også begyndt bare at se hende som et objekt. Det var lidt trist men et sted, så var Autumn ligeglad. Det var hun nød til at være.
Som noget af det først trak djævlen sin arm til sig og bøjede den et par gange for at få blodomløbet helt ud til fingerspidserne igen. Hun kørte efterfølgende sin hånd igennem det utæmmelige hår. Det var vokset. Specielt hendes pandehår. Hver gang hun fjernede det fra sit ansigt, ville det falde ned igen med det samme. Heldigvis spredte det sig i store totter, så hun stadig kunne se ud af det. Hun tog imod plastikkruset med vand, som blev rakt til hende kort efter, og hun tog, med det samme, store slurke i sig. Kruset blev taget igen, hvorefter at Autumn blev efterladt alene i rummet. Hun kunne trods alt ikke komme i skuffer eller skabe med redskaberne lige meget, hvor meget hun prøvede. Hun sad lidt og dinglede bare med sine bare ben, som ikke kunne nå gulvet på grund af højden af sengen, hun sad på. Hun nød sig godt af, at have bevægelsen tilbage i sine ben. Hun løftede roligt sin arm op foran sig, hvorpå hun forsigtigt fjernede vatkuglen, der var tapet fast. Der gik lidt tid inden den første dråbe af de røde blod piblede frem og gled ned af hendes arm. Hun sukkede højtlydt og blokerede hurtigt til igen. Lod striben af blod, efterladt af dråben blive siddende på hendes arm. Det var vel en lille form for rebelision.
Med ét løftede hun sit blik og så mod døren, da den blev åbnet igen. Hun var altid en smule ivrig for at komme tilbage til sit eget alt for hvide værelse.



Sidst rettet af Autumn Man 19 jan 2015 - 22:55, rettet 1 gang

La fin est proche. (M)
« on: on Lør 17 jan 2015 - 22:06 »

Thomas Keefer

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Det var Mayas skyld at Thomas Keefer var rasende. I to måneder var han gået med et udmattende had gnavende i legemet. Hun havde forvist ham – sendt ham bort som en anden hund, til et lortested af dimensioner. Varmen, menneskerne, jobbet. Det hele havde været forbandet rædselsfuldt og der var ikke gået en dag uden at Thomas havde mindet sig selv om, hvor meget han afskyede Maya og hendes magt.
Men raseriet havde affødt handlinger, og Thomas havde på de to måneder i udlandet forandret og finpudset sig selv. Maya ville ikke genkende ham lige med det samme; sågar identiteten var tilpasset det nye ukendelige ydre, med det dyre tøj, den veltrænede krop og det afblegede hår.
Selvom Thomas ville fornægte det, havde Mayas beslutning om at sende ham af sted i to måneder været den bedste der nogensinde var sket for ham. Han var i sin livs form, både fysisk og mentalt. Begge ting skabt på grund af had, hævn og frygten for total afmagt.

Nu var han tilbage! Og med en gennemtænkt plan i hovedet, vidste Thomas præcis hvad han skulle gøre for at hævne sig på sin chef. Han ville tage det fra hende, som han selv havde bidraget med i første omgang. Som han sad i taxaen og så til mens byen blevet erstattet af træer, voksede et syrligt smil frem. Thomas rettede blikket mod forsædet: ”Kør hurtigere. Besøgstiden er snart slut.
Chaufføren nikkede stumt, og trykkede speederen i bund.

Der var ingen som stillede spørgsmål, da en lyshåret fyr med et mørkt jakkesæt trådte ind ad døren og stedkendt gik mod gangen, hvor et bestemt værelse ventede. Ingen forsøgte at stoppe ham, selvom fyrens blik emmede af hævntørst og venstre hånd holdt om et bat af jern og træ. Halvmennesket kendte stedets rutiner, og han vidste at dagens blodprøver, eller snarere blodtapninger, var overstået for 7 minutter siden. Derefter havde det kun taget personalet få minutter at følge ’objektet’ tilbage til det hvide værelse. Timingen var perfekt. Selvfølgelig var den det.

Thomas Keefer åbnede døren og fæstede omgående sit blik til personen, der skulle spille hovedrollen i hans hævn. Battet hang ved hans side. Et underligt våben til en fyr som var iført så dyrt tøj.
Godaften Autumn. – Vi to skal have os en snak. ” Lige på og kontant.
Bagved Thomas hørtes et klik, da døren blev låst.

La fin est proche. (M)
« on: on Lør 17 jan 2015 - 22:31 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Det var ikke glæde, der spredte sig i hendes kønne ansigt, da hun fik øje på den fint påklædte mand. Det var heller ikke det samme nærmest følelsesløse udtryk af ligegyldighed, som spillede sin rolle længere. I stedet var det frygt. Ren frygt, der havde skjult sig dybt inde i hende igennem de sidste to måneder. Hun havde troet, at han var væk. At han ikke længere kom forbi. At han var blevet træt af hende og endelig have valgt at finde et nyt stykke legetøj, som han kunne pille fra hinanden og kaste rundt med. Hun syntes pludseligt at glemme sine vejrtrækninger, og hendes krop var frosset fast, som de blå øjne fik mere og mere dybde jo mere de spærrede sig op og stirrede mod ham. Hendes læber havde skilt sig svag fra hinanden, som var hun samtidig forundret over at se ham. Han havde ændret sig, men hun genkendte ham stadig ved første blik, hun lagde på ham. Det blonde hår og det mere veltrænede ansigt kunne ikke skjule, hvem hun huskede ham som. Dog virkede han langt mere skræmmende. Han stod langt mere selvsikkert. Var han blevet højere?

Idet lyden fra låsen blev opfanget, virkede det som om, at hun fór sammen. Ganske lidt. Som et tik. En automatisk reaktion. Hun vågnede også mere op. Lod sit blik søge mere hen over ham. Der gik ikke længe, før hun fik øje på battet, han holdt i hans hånd. Og med ét blev atmosfæren langt tungere og mere kvælende for hende. Hendes hænder greb forsigtigt omkring kanten af sengen, og hun strammede mere og mere, mens hun igen sank utrolig besværligt. Men kunne direkte se nerverne omkring hendes hals blive fremprovokeret, som hun gjorde det.
”Snakke?” Efterfølgende lod hun sig selv glide ned fra sengen og ned på gulvet. ”Snakke om.. hvad?” Hendes stemme rystede faretruende, som hun først gik et par skridt til siden og så tilbage, så hun til sidst havde taget afstand til Thomas. Og der samtidig var en seng imellem dem. Hun følte sig ualmindeligt truet lige nu. Hun havde aldrig følt sig truet vedrørende hybriden. Selv da han var blot et menneske. Men han virkede så anderledes nu. Vreden var anderledes. Mere kontrolleret men kogte også ved en langt højere temperatur. Og hun var svagere. Hun var svimmel på grund af den store mængde af blod, hun havde mistet for ikke engang 10 minutter siden.
”Hvad laver du… her? Jeg troede du… var væk.” Hun gjorde virkelig alt for at forholde sig roligt. Hendes hænder rystede til det punkt at det føltes som krampe. Hendes vejrtrækninger hoppede af og til, sendte ubehag igennem hendes brystkasse. Og hendes kæbe bævrede, som om hun stod og frøs.

La fin est proche. (M)
« on: on Lør 17 jan 2015 - 23:46 »

Thomas Keefer

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Det var svært at forklare præcis hvorfor, men synet af Autumn beroligede ham. Selvom han havde planlagt det hele nøje, havde der dybt inde i halvmennesket været en frygt for at hans plan ville slå fejl. At hun for eksempel var blevet frigivet, forflyttet eller allerede var død.
Men hun sad på sengen – mere ynkelig end nogensinde. Det kunne ikke være bedre.
”Ja. Der er sket en lille ændring i planerne.” Han slog battet blidt mod sit underben, ganske ubevidst. Iveren og glæden over at hans plan ikke var spoleret og at døren nu var låst, og det hele derfor var sikkert gjorde, at han tillod sig selv at svare på hendes spørgsmål.
Øjnene fulgte hende med et nyfigent blik. Der var noget rørende ved, at hun troede at sengen imellem dem, ville kunne give hende den mindste form for sikkerhed.

Som jeg allerede har sagt, kommer jeg for at snakke. ” begyndte han og blev stående ved døren. Der var ingen grund til at fremskynde processen, ved at fare frem og slå hende til jorden med det samme. Maya vidste ikke, at han var kommet tilbage endnu. End ikke Carl vidste noget. Og desuden ville det være en skam ikke at nyde scenariet, nu hvor det endelig var gået i gang.
Du kan takke min chef..” det sidste ord blev nærmest spyttet ud ”-for at jeg er nødt til komme her. Forstår du.. Det min chef har gjort kræver – hvordan skal jeg sige det? Hævn. Og du er den som kan ramme hende hårdest.”

Det var utroligt så befriende og let det var at sige. Ikke den mindste skyldfølelse eller beklagelse var at spore i stemmen, da han forsøgte at retfærdiggøre den syge forbrydelse, han snart ville begå. Men når alt kom til stykket ville han jo kun gøre djævletøsen en tjeneste? Man aflivede jo også fugle, som ikke kunne flyve..
Jeg beklager meget.. Men hun kan ikke gå ustraffet fra det, som hun har gjort.

Dybt i sit urealistiske sind regnede Thomas Keefer med, at Autumn ville blive glad og om muligt tage imod sin egen død med åbne arme. Fødderne satte i bevægelse og med ansigtet i alvorlige folder, trådte han frem mod hende. Autumns tid var kommet – Thomas ville frelse hende ved at sende hende i døden, og samtidig ville han ramme Maya, den forbandede vampyr. Og som alle vidste: Alle sejre kræver sine ofre.

La fin est proche. (M)
« on: on Søn 18 jan 2015 - 0:30 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Autumn brød sig ikke om de svar, som hun blev givet. Hun havde inderligt håbet på noget andet. Noget langt bedre. I stedet blev hun tildelt ord, som sendte kuldegysninger hen over hele hendes krop og fjernede selv det mindste hint til farve i hendes ansigt. Hans stemme snoede sig kvælende omkring hendes hals. Trak hende længere og længere mod ham ligemeget hvor meget, hun bakkede væk. Han var altid det mikroskopiske skridt foran hende. Det skræmte hende. Det var dog stadig en helt anden frygt frem for den, hun fremviste hos djævlen i sit liv. Normalt frygtede hun ikke for sit liv. Men den måde Thomas kunne krybe under hendes hud - hen ad hendes kød - fik hende til at føle den direkte livsfare ved situationen.
Hun tøvede ikke med at tage skridt væk fra hybriden, som han nærmede sig. Hun så konstant frem og tilbage mellem hans ansigt og battet. Små linjer havde formeret sig i udkanten af hendes opspilede øjne. Hun var så anspændt, at en kraftig hovedpine uden tvivl var på vej. Men hun kunne kun koncentrere sig om manden foran sig. Hun ville ikke dø. Hun ville ikke have levet igennem så meget lort for bare at lade sit liv. Hun løftede sine hænder op foran sig, som om det ville skabe lidt mere forsvar. Dannede lidt mere barrikade mellem dem. Endnu en barrikade, der muligt ville holde ham fra hende.
”Ra-Ramme hende hårdest..?” Utroligt at hun stadig forsøgte at tale ham fra det. Og endnu mere utroligt, at hun stadig prøvede at holde sin stemme fra at knække på midten ved hvert andet ord. ”Du ha-har misforstået.” Hvis han nærmede sig yderligere blev hun ved med at træde længere væk. Hun var virkelig taknemmelig for ikke at være fanget i kørestolen længere. Dengang havde hun følt sig en god del mere hjælpeløs, end hun gjorde nu. ”Du-Du vil ikke kunne ra-ramme hende ved at gøre mi-mig fortræd. Hun har allerede mere e-end nok.”
Selvfølgelig kendte Autumn ikke til en skid af, hvad der foregik udenfor hendes synsvinkel. Hun vidste ikke, hvor meget at hendes blod der blev spildt hver dag. Hun vidste ikke, hvor meget knoglemarven de testede. Hun kendte kun til de mængder, som blev fjernet fra hende. Igen og igen. I hendes hoved havde de virkelig nok. Mere end nok. Derudover havde hun ingen idé om, hvad der faktisk skete med alt hendes blod. Og hvad deres overordnede mål med det hele var. Hun havde en fornemmelse. Sin egen lille forestilling om, hvad der foregik. Men hun ville nok aldrig blive 100% sikker.

”Bare… stil ba-battet væk..” Det var lidt ironisk. Hun huskede selv, hvor mange hun havde dræbt med et bat. Meget lignende sådan et, som Thomas stod klar med. Hun huskede at have nydt det, når slaget havde ramt. Specielt når det havde ramt plet. Når kranier var blevet knust på mennesker. Når al luft blev slået ud af lungerne. Efterladt blod i munden, som med det samme blev kastet op. Og nu stod hun i samme situation. Denne gang som offeret. Kødet under hammeren.
”Du sa-sagde, at du ko-kom for at snakk-snakke.” Hendes knæ blev pludselig meget svage. Hun knækkede en smule sammen, men hun nåede dog at rette sig op igen i tide til, at hun ikke fald tpå røven, men i stedet bare gik klodset et par skridt bagud for at genvinde balancen. Dette var sindssygt. Hvad var der sket med Thomas?

La fin est proche. (M)
« on: on Søn 18 jan 2015 - 1:05 »

Thomas Keefer

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Hah-hah, Åh Autumn, dit naive fjols.” Thomas Keefer smilede igennem det anlagte alvorlige ansigt. Det var svært at tage frelserrollen seriøst, når ens offer var så usædvanlig tunghovedet.
Selvfølgelig har hun ikke nok. Faktisk er hun først lige nu ved at få et gennembrud. Genialt ikke? Tænk hvor mange timer, ressourcer og penge hun har brugt på dig. Det ville virkelig være smertefuldt, hvis alle de ting skulle være forgæves. ” Thomas blinkede indforstået til djævlen. Som var de begge med på den groteske spøg.

Imens han snakke stirrede han mod Autumn, men øjnene så det fremtidige scenarie og Mayas skuffede og sure ansigt. Det var et behageligt og frydefuldt indre syn som formåede at opildne Thomas endnu mere. Da hun bad ham om at stille battet rystede han blot på hovedet. Intet kunne få ham til at ændre sin mening og afbryde sin igangsatte plan. Intet.
Vores snak er slut Autumn.. Jeg lover dig, at jeg nok skal slå hårdt. Du vil intet mærke.

Han gik mod hende, til han kunne mærke sengekanten, og slog så pludselig ud mod hende med battet. Det var ikke for sjov at han havde valgt det våben, og eksempelvis ikke en pistol, som ellers var meget mere præcis og hurtig. Grunden skyldtes Maya.
Hun vidste at han ikke brød sig om blod, og ved så at vælge battet reducerede han sandsynligheden for at hun ville finde ud af at det var ham betydeligt. Selvfølgelig ville hun finde ud af det på et tidspunkt, men jo længere der gik desto bedre.
Han ramte ikke, og det havde som sådan heller ikke været meningen. ”Lige meget hvad, vil du dø, Autumn. Så snart hun får sit gennembrud bliver du dræbt. Det har aldrig været meningen at du skulle blive fri igen.
Denne gang bedømte han slaget mod hende før han atter slog.

La fin est proche. (M)
« on: on Søn 18 jan 2015 - 1:52 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Et eller andet inde i hende, fik hende til at stoppe helt op. Hun bevægede sig ikke fra sin plads. Hun kunne ikke. Hendes arme hang slapt ned langs siden, og hun stirrede direkte på ham. Tog ikke blikket væk. Blinkede ikke. Hun så helt knust ud. Som om hun ville begynde at krakelere hvornår det end skulle være. Hvad havde han lige sagt? Ordene rungede i hendes hoved, som var der intet andet indhold end hans sætninger. Hun havde glemt alt om det hårdfører våben, der truede med at brække hver eneste knogle i hendes krop. Hun følte sig pludselig tung i hovedet, som om hun slet ikke kunne fokusere på noget. Hun trak skam heller ikke vejret, som hun søgte efter den rette forståelse af denne hybrid udtale. Hun var blevet lovet friheden. Hvorfor kunne hun så ikke få den? Hun gjorde, hvad der blev sagt. Hun kæmpede ikke imod længere. Blev de gode børn ikke altid belønnet, når de opførte sig ordentligt?
Det var der, at noget hårdt ramte hende. Direkte i hovedet. Tvang hende ud af den trancelignende tilstand, hun langsomt var sivet ind i. Bragte hende tilbage til den virkelige verden. Hun faldt med det samme til gulvet, mens hun råbte af smerte. Afstanden havde været stor nok, til at slaget ikke havde været for voldsomt. Kun lige spidsen af battet havde ramt hende i den ene side af hendes pande, nær tindingen. Hun førte meget hurtigt begge hænder mod netop det område, der var blevet ramt. Hun kunne ikke stoppe med at udbryde flere og flere smertefulde lyde. Det sveg om bare helvede. Nej. Det var værre end det. Hendes hoved snurrede rundt, og sad helt sammenkrøllet på sine knæ.

De første tårer begyndte at forlade hendes øjne. Og hun kunne ikke skjule dem, da hun drejede hovedet for at kunne se på mod Thomas igen. Hun var tilbage til den skræmte lille pige som før. Alle de hjerteskærende følelser var tilbage. Den mørke skygge var væk igen. Efterlod hende fuldstændig hjælpeløs. Som havde hun fået stød fik hun sendt sig om. Sad i stedet på sin bagdel, hvor efter hun ufattelig panisk begyndte at skubbe sig væk fra ham. Langt væk. Så langt som hun overhoved kunne. Få dråber af blod gled ned af siden af hendes ansigt fra den noget brutale hudafskrabning, som slaget havde efterladt. Det var tydeligt at han havde mere styrke, end han lige så ud til. Han var blevet stærkere. De skræmte øjne turde ikke fjerne sig fra ham, som hun blev tvunget til at stoppe, da en mur blev placeret mod hendes ryg. Hun så mere blottet ud nu, hvor hendes kinder var blevet våde. Efterlod svage tegn af salt. Tårerne brændtes nærmest mod hendes sarte hud.
”Sto-Stop.. I be-beder dig..” begyndte hun så småt at fremstamme, efter at have samlet sig lidt igen. Hun var et rod. De sorte rander under hendes øjne var pludselig blevet fremhævet. Og hendes læber var så småt begyndt at sprække. ”Du… Du beholder i-ikke at gøre de-det he-her.” Hun ville ikke dø.
"Hjæ-HJÆLP!!! En eller anden!!!"

La fin est proche. (M)
« on: on Søn 18 jan 2015 - 19:10 »

Thomas Keefer

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Reaktionen som ordene affødte var prisværdig. Thomas Keefer var godt klar over, at ord kunne slå hårdt. At de til tider endda kunne overgå direkte fysisk vold, men aldrig i sit korte liv havde sådan en kort sætning haft sådan en effekt. Det var ikke alene prisværdigt – det var direkte beundringsværdigt og respekt indgydende. Thomas følte ikke alene at han voksede en smule af det, han følte sig decideret overbevidst om, at kontrollen ikke blot var en illusion. Halvmennesket kunne i sandhed knække Autumn. Åh, hvis bare han havde kunne filme det!

Selv det første slag der ramte hende, kunne ikke overgå den følelse, som hendes reaktion havde skabt i ham. Egentlig ønskede halvmennesket som sådan ikke at dræbe djævletøsen. Det had han havde haft mod hende, siden hendes blod nær havde slået ham ihjel var for længst borte. Det var kun Mayas sorg han ønskede at føle. Mayas ulykke og vrede. Det betød dog ikke, at han holdt af Autumn. For det vidste han at han ikke gjorde. Hun eksisterede bare. Intet andet.

Hun blødte. Og skreg. Thomas ænsede det knapt nok. Så kun på det lille insekt, der pludselig var kommet til syne, fra sit usynlige skjul. Han havde aldrig brudt som om insekter, men havde hurtigt lært at sætte pris på de små kræ, med sort-grønne kroppe og behårede ben. Fluerne sladrede og svirede om død. Deres tilstedeværelse var blevet betryggende og rar.
I et øjeblik lod han hende være. Beruset af hele oplevelsen og synet af den første flue, stod han bare og stirrede mod den faldne djævel. Du vil aldrig rejse dig igen, tænkte han med ét. Dit liv er slut, og mit vil for alvor begynde.

Da hun satte i bevægelse gjorde han også. Uden videre overvejelser blev sengen skubbet til side. Intet ville kunne bremse ham; hverken hendes seng eller hendes arme.
Autumn var fanget. Muren kunne hun ikke fjerne. Uden at besvare hende ord eller råb om hjælp slyngede han atter battet mod hendes siddende krop. Kraften bag slaget var voldsommere end før.

La fin est proche. (M)
« on: on Søn 18 jan 2015 - 19:34 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Djævlen nåede knap nok at registrere, at al blokade mellem hende og hybriden var blevet fjernet, før det næste slag blev sendt mod hende. Hun bildte sig kortvarigt ind, at hun kunne se det bevæge sig mod hende med minimal fart. Legede med hendes hoved, at hun ville kunne undgå det, hvis bare hun prøvede. Bare et lille stykke til siden. Men det var ikke noget, hun normalt fik reageret på - disse små muligheder. Hun var så vant til, at der aldrig var noget at gøre, så snart det ene eller anden var blevet sendt mod hende.

Battet ramte sit mål. Og om hun så end ønskede det eller ej, lød det atter et råb af smerte. Det var ikke så meget et skrig. Den skingre undertone var ikke rigtig at finde i den pinsefulde lyd, hun lavede. Hun blev tvunget til siden. Nærmest som om, at battet havde taget fat i hende og bare kastet hende væk fra sig. Skulderen dunkede noget så gevaldigt, som hun bare lå på gulvet. Hun havde krøllet sig en smule mere sammen, og en hænd var igen blevet placeret mod, det område, hvor slaget havde ramt. Selvom det gjorde ondt at så meget som at røre det, var det en refleks.
Hun havde hørt den svage knasende lyd, da battet havde ramt. Og hun havde følt den ubehagelig følelse af, at noget gled fra hinanden. Hvilken kraft battet var blevet svunget med. Det var tydeligt, at han ikke holdt alt for meget igen. Men den stigende styrke, skræmte hende alvorligt med, at det næste ville være langt mere voldsomt.
Tårerne ville ikke stoppe. Og gråden var højlydt. Hun lå nærmest og vuggede for at berolige sig selv. Som når man hamrede sin lilletå op i bordbenet, og man lige skulle danse lidt rundt, inden smerten ville falde ned igen. Problemet var bare, at smerten her ikke bare forsvandt igen. Den skød igennem hende, hver eneste gang hun så meget som prøvede at bevæge den skadede arm.

”La-Lad mig væ-være! Jeg beder di-dig!” lød det fra hende imellem hendes nærmest hysteriske gråd, lige inden hun endelig fik åbnet de tårefyldte øjne og rettede dem mod ham. Noget hun fortrød med det samme. Sommerfuglene. Hun havde helt glemt dem. De havde ikke domineret hendes fokuseringspunkt før nu. Hun tvivlede stærkt på, at de ikke også havde været der, da han ankom.
Gråden stoppede brat og blev blot til et par hulk. Øjnene blev spilet helt op på ny og den velkendte frygt hærgede i hendes ansigt mere end ynkeligheden og hjælpeløsheden. De pragtfulde insekter med de sorte vinger sværmede omkring ham. Panik, var det eneste hun så. Og ingen af dem ønskede at nærme ham for meget. Hun forsøgte ihærdigt at tælle dem, men hun turde samtidig ikke at tage blikket helt væk fra Thomas - midten af virvaet.
Igen forsøgte hun at skubbe sig længere væk fra ham. Lidt besværligt, siden hun stadig lå mere eller mindre på gulvet. ”De-Det er no-nok nu..! Du behøver ikke gø-gøre det her!” Hun rystede fuldstændig uden kontrol.

La fin est proche. (M)
« on: on Søn 18 jan 2015 - 22:30 »

Thomas Keefer

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Den knasende lyd, da battet ramte Autumns arm og skulder, fik i et øjeblik Thomas Keefer ud af den rus, han ellers synes at befinde sig i. Lyden skabte livagtige billeder i hovedet ham. Billeder, han slet ikke brød sig om. Knuste knogler og blottede muskelfibre indsmurt i rødt, let klæbeligt blod. Det imaginære syn gav ham kvalme. Hvorfor fanden kunne hun ikke bare dø? Så han slap for at høre lyden og se blodet. Thomas trak vejret dybt. Samlede sig sammen og lovede sig selv ikke at lade sig slå ud af det. Det skulle klares. Snart var det overstået. Snart.
Hold kæft!” Endnu engang svingede han battet imod hende, men valgte bevidst ikke at ramme hende.
Jeg kan ikke koncentrere mig, når du jamrer dig sådan!

Endnu en dyb vejrtrækning. Tankerne hang stadig fast i de mentale billeder om knoglebrud. Det stod med et klart for Thomas at det ikke ville hjælpe at banke hende tilfældigt. Det ville hun ikke dø hurtigt nok af.. og han ville bare risikere at få det endnu dårligere. Der måtte en ny plan til. En hurtigere aflivningsmetode. Hvis bare hun kunne blive der, helt stille. Så kunne han forsøge at ramme hende i hovedet et sted. Måske slå næsebenet ind i hovedet på hende? Eller ville det bløde for meget? Ville det være bedre at ramme hende i toppen? Simpelthen smadre battet ned. Havde Carl ikke også sagt, at det var et følsomt sted? Noget med at kraniet var vokset sammen der..?

Det generede ham grænseløst, at han var nødt til at tænke sig til en ny plan midt i denne situation, hvor hun bare skulle dø hurtigt og let.
Hvorfor fanden var hun også så stædig? Så forbandet åndsvag? Kunne hun slet ikke se, at han gjorde hende en tjeneste?
Lig stille!” befalede han, og trådte helt hen til hende, så hans skosnuder nærmest rørte hende. Armene blev løftet højt over hovedet, idet han tog om battet med begge hænder.
Jeg gider ikke mere. Nu skal du dø.

La fin est proche. (M)
« on: on Man 19 jan 2015 - 17:22 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Der var ikke meget andet for hende at gøre, end blot at stirre på op ham. Hun havde svært ved at tro, at hun faktisk ville komme ud af det, som hun var landet i. Hendes hjerte galopperede, og hendes vejrtrækninger hoppede af og til, til trods for, at hun stadig syntes at glemme og trække vejret overhoved. Hun så til, som han hævede battet over sig. Ordene han blev ved med at kaste mod hende gjorde hende forvirret. Var det virkelig tilfældet, at hun skulle gøres af med, så han kunne få det bedre? Som var hun ikke meget andet end en tjørn i hans hæl.
Flere gange måtte hun tvinge sig selv til at synke med mange klumper, der satte sig fast i halsen på hende. Der blev bare ved med at samle sig mere og mere slimet spyt i hendes mund. Og hendes hals blev ved med at blokere. Blod gled stadig ned over hendes blege ansigt og dryppede videre ned fra hendes kæbeben og ned ad hendes beklædning. Flere totter af hår havde klidset sig fast i blodet. Hun så allerhelveds ud. Måske havde hun ikke haft de mest klare rander under øjnene, men nu stod de frem på grund af den markante mangel af farve i hendes ansigt.

Autumn forstod ikke. Thomas havde lovet hende muligheden for at gå fri. At hun ikke længere skulle være i fangeskab bag hvide vægge. Var dette hans syn på frihed? At dræbe hende? Bringe hende helt ud af hendes mislykke? Hun følte sig snydt. På mere end en måde. Tænkt at hun nogensinde havde stolet på ham. Han var ikke andet end en løgner. En psykopatisk løgner. Han havde været grunden til, at hun overhoved var endt som forsøgskanin, så derfor havde hun virkelig forventet, at han ville kunne få hende ud igen. Betød dette at hun ikke ville få lov til at se verdenen udenfor igen? Sine venner? Derek?

Før hun selv fik tænkt sig om, havde hun fået rettet sig lidt bedre op og så lænet sig ind mod hybriden. Hun slap grebet om den skadede arm og greb i stedet fat omkring hans ben. Hun åbnede sin mund på vidt gab og lukkede så tænderne omkring hans skinneben. Hun bed hårdt til. Så meget som hendes samvittighed nu tillod kæben.
Derefter gik der heller ikke længe, før hun trak sig tilbage igen og gjorde alt hvad hun kunne for at komme på benene igen. Hun var utrolig svimmel, så hun havde et par problemer med at holde balancen, men til sidst lykkedes det hende at komme op på de eller så svage ben. Hun lagde igen sin hånd støttende hen over det mest skadede område af sin arm, hvor et helveds stor blåtmærke allerede var begyndt at tage form, på grund af knuste blodkar.

”Du er ikke en til at bestemme, hvornår jeg skal dø!” råbte hun, og var selv overrasket over, hvad der kom ud af munden på hende. Hun havde jo altid været så bange for ham.

La fin est proche. (M)
« on: on Man 19 jan 2015 - 19:07 »

Thomas Keefer

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Som han stod der, med battet højt hævet over Autumn og en sur smag i munden, så han deres fælles minder for sit indre blik. Hendes fødselsdag. De evige uenigheder og kampe. Thomas Keefer havde altid haft kontrollen over hende. Han havde, modsat hende altid vidst, hvordan det hele ville ende. Siden den dag, hvor hun blev udvalgt og fanget havde djævlen været fortabt. Hun havde levet på lånt tid, reduceret sin identitet til et blodfyldt hylster fanget i et hvidt værelse.
Thomas var ikke i tvivl om, at han ville føle lettelse, når djævlen endelig var helt død. Dræbt. Borte. Tanken fik ham til at gyse. Tænk, at han, drengekongen, ville tage sit første liv i dag, om lidt? Han var ikke i tvivl om, at handlingen, drabet, ville påbegynde en ny epoke. Mayas fald.

Vent hvad? .. Rørte hun sig? Havde han ikke bedt hende om at ligge stille?
I et øjeblik var Thomas fuldstændig forvirret. Hun kunne da ikke rejse sig nu, hvor hun endelige skulle dø? Det virkede som en latterlig tanke at tænke, men ikke desto mindre var det det, som fór igennem hovedet på ham, da hun lænede sig frem mod hans ben. Det måtte udefra være et bizart syn; Thomas, med battet stadig rakt mod loftet, og den ynkelige skikkelse ved halvmenneskets fødder.

Smerten kom med det samme. Og Thomas bandede højlydt, og sparkede af ren refleks med foden, så hun kunne slippe sit tag. ” DIT FORBANDEDE BÆST! HVAD FANDEN ER DER GALT MED DIG?!” udbrød han arrigt. Øjnene var hvidglødende og battet sænket grundet chok og smerte.
Blødte det? Thomas turde ikke se ned, i frygt for at øge kvalmen, som allerede havde sat sig fast i kroppen på ham.
I stedet fæstende han sit blik til Autumn, der havde formået at rejse sig op og nu råbte i mod ham. Halvmennesket var i et øjeblik målløs. Aldrig i sit liv havde han forventet, at hun—at hun ville.. Hun skulle jo være død.
Vreden kom pludselig tilbage, krydret med en bitter fortrydelse over at han ikke bare havde skudt hende med det samme.
Så satte han af og sprang mod hende. Battet var atter hævet, klar til et knusende slag. Munden var knebet sammen. Benet gjorde stadig ondt, men han tillod sig selv ikke at tænke på det.
Da han endnu engang var inden for rækkevidde svingede Thomas battet mod hende, med al sin kraft. Hvis Autumn ikke rykkede sig, ville hun føle en voldsom smerte.

La fin est proche. (M)
« on: on Man 19 jan 2015 - 20:49 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Autumn havde ikke tænkt så langt som, hvad der ville ske efterfølgende. Hun havde ikke haft tiden til det. For slet ikke at tale om den fungerende hjerneaktivitet, som hun havde mistet det samme øjeblik, da den rene frygt havde skudt op i hende. Den havde lammet hendes evne til at udtænke planer, der faktisk havde en mulighed for at blive en succes. Af netop den grund blev hun ufattelig forskrækket, da hybriden pludselig stormede mod hende og råbte højere end, hun havde hørt om gøre længe. Meget længe. Han havde aldrig haft kontrol. Var han selv ved at bryde sammen? Hvis hun ikke vidste bedre, ville hun havde bildt sig selv ind, at alt blod var steget ham til hovedet.
Det værste var, at hun atter var lammet. Frosset fast på stedet. Igen syntes hun at se battet blive svunget mod hende i en form for slowmotion. Det var skræmmende. Det var som at se sin egen død i øjnene, som den kom nærmere og nærmere. Man fik lov til at se hver en fibre, der gik ind i handlingen. Hver en bevægelse. Hørte hver en lyd. I sidste øjeblik kunne hun mærke sin egen krop vende sig omkring, som om hun havde planer om at blokere battet. Det endte bare ikke som håbet.

Hun nåede ikke engang at holde sin blokade op, inden battet blev hamret direkte ind i djævlens mave. Hun fik ikke engang registreret det, da hun nærmest blev lettet fra gulvet og sendt tværs hen over gulvet. Råbet af smerte kom dog først efterfølgende, da hun landede direkte på den arm, der var skadet godt og grundigt i forvejen. Denne gang begyndte det dog at lyde mere som et skrig. Et skrig, der kom helt nede fra maven. En smule halvkvalt, eftersom størstedelen af luften i hende lunger var blevet fjernet.
Hun begyndte med det samme at hoste noget gevaldigt. Hun hostede nærmest med hele kroppen, sådan som den næsten endte i krampelignende træk. Mere blod kom til syne. Vidste tegn på hvilke skader, der var blevet påført hende. Det dryppede fra hendes mund og farvede hendes hage. Hvis det ikke havde været så det ynkelige og skræmte udtryk i hendes ellers så skønne ansigt, ville hun ligne et glubsk dyr, der havde været godt i gang med at fortære sit seneste bytte.

”Sto-Stop..” lød det overraskende svagt fra hende, da hun talte igennem hostene og manglen på luft. Hun kæmpede både med at hoste sin hals fra hinanden og samtidig få hevet så meget luft tilbage i sine lunger. Hendes friske arm var blevet lagt hen omkring den smertende mave, så godt hun nu kunne. Hun lå ganske akavet. Halvt omme på maven og halvt på siden for ikke at ligge på den skadede arm. Hun løftede meget forsigtigt sit hoved for at se hen mod Thomas endnu engang.
De klare blå øjne var ikke blot fyldt med tårer men også bedende blikke. Dog blev hun tvunget til at lukke øjnene i igen, da endnu mere blod blev hostet op og ud på gulvet foran hende. Var der ingen der kom for hende? Var der ikke overvågning nogen steder? Var hun virkelig fortabt? Igen?

La fin est proche. (M)
« on: on Man 19 jan 2015 - 22:45 »

Thomas Keefer

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Slam! Pletskud. Thomas Keefer betragtede battets effektivitet. Og fik det omgående dårligt. Synet der mødte ham var skrækkeligt: Hendes ansigt var nærmest dækket af blod. Det gled ned ad tindingen. Væltede ud af munden, dryppede fra hendes hage. Han var nødt til at se væk for at sunde sig. Eller rettere: minde sig selv om, at det snart ville være overstået. At der bare lige skulle to-tre slag til.. Hun var jo ødelagt. Fysisk smadret.

Thomas rankede sig. Rullede med skuldrende og fikserede sit blik på Autumn, hvor der ikke var rødt af blod. Det skulle overstås nu. Han nød det ikke engang mere – lige siden at hun havde bidt ham i benet var al sjov forsvundet.
Uden at rykke øjnene fra det sikre, blodfrie sted på djævlen, rykkede Thomas sig igen frem.
Han forsøgte at overdøve hendes spæde og bedende ord. Snart var det slut. Han glædede sig sku til at han kunne forlade værelset og synet. Og den lugt af angst som hang over alt.

”Jeg stopper ikke. ” lød det mekanisk fra ham, lige så meget sagt til hende som til sig selv. Øjnene forsat på det samme sted. Han skulle ikke se blodet. Ikke se hendes ansigt eller den knuste arm. Da han begyndte at slå igen måtte han koncentrere sig voldsomt, for ikke at registrere scenariet med sine forstærkede sanser. Hvis bare han havde været høj. Måske havde det hjulpet på processen?
Thomas slog mod hendes ben til at starte med. Slagene var ikke så voldsomme, som da battet havde ramt maven, men det ville stadig gøre ondt.
Hver gang et slag ramte og efterlod en aflang cirkel af sprængte blodkar rykkede han battet lidt, så det opfølgende slag ramte højere oppe end det forrige. Jo tættere på maven, brystet og ansigtet han kom, jo større blev lysten til at lukke øjnene og øge tempoet. Bare lade slagene regne ned over hende, igen og igen. Til alt var stille og tavst.

La fin est proche. (M)
« on: on Tirs 20 jan 2015 - 15:39 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Igen begyndte rummet at runge af skrig. Slagene sendte skarpe jag af noget, der mest af alt mindede om stød, igennem hele hendes krop. De var ikke brutale nok til at knuse hendes knogler denne gang, men det gjorde skam ikke oplevelsen meget bedre af den grund. Det er derimod en del værre. Hun skreg igen og igen, hver gang battet blev plantet mod et nyt sted på hendes ben. Hun havde fuldstændig droppet at ømme sig omkring de andre skadede områder, og hun var i stedet endt med at ligge mere eller mindre på maven. Hendes fødder krampede voldsomt. Hvis han havde brækket knoglerne, ville hun i det mindste være ude af stand til at bevæge sine ben, så hun ikke ville fremkalde endnu mere smerte. Men næh nej.

Jeg vil ikke dø.
”STOP!!!” råbte hun igen og igen. Altid lige inden han igen hamrede battet mod hende. Hendes ansigt var helt rødt - og ikke kun på grund af blodet. Øjnene producerede flere tårer, end hvad man ellers ville tro. Hun behøvede ikke engang at blinke, uden at de salte dråber gled ned over hendes kinder.
Jeg vil ikke dø.
Hun havde opgivet at rykke rundt på sig selv. Hun lå bare på maven. Kinden lagt mod gulvet. Hænderne lå og hvilede oppe omkring hendes hoved. Den raske hånd blev gentagende gange åbnet og knuget i, hver gang smerten skød igennem hende. Hun kunne ikke lade være med at huske på tiden, hvor hun ikke kunne gå. Hvor der ingen funktion var i hendes ben. Hun ville ikke opleve det igen. Men ville hun overhoved få tiden til at gå igennem det? Hun tvivlede på, at hun faktisk ville komme ud af det her i live. ”STOP!!”

Hun begyndte at føle sig underligt tilpas. Ikke fordi det var underligt, at hun følte ubehag. Men hun havde det som om, at hun langsomt faldt hen. Gråden var det første der forsvandt. Hun begyndte at ligge endnu mere stille. Som var hun blot en kludedukke, som blev kastet rundt. Hendes syn blev mørkere, som lukkede hun øjenlågene, selvom at begge øjne endnu var åbne - men tomme. Skrigene var stoppet.
Jeg vil ikke dø.

Pludselig kom der igen liv i den lille djævel. Endnu engang blev et skrig sluppet fri. Denne gang langt mere skingert. Langt mere hjerteskærende. Som en sirene. Alle musklerne i hendes krop var spændte, som truede de med at briste. Det gjorde ondt. Det havde aldrig gjort så ondt før. Ikke engang den første gang, havde smerten været så stor. Hun kunne mærke, hvordan de pressede mod hudens tykke overflade indefra. De ville ud. Og de gav ikke op, før de havde fået, hvad de ville have. Med ét brød de igennem barrieren. Det var næsten som om, at de flænsede sig igennem huden. Og videre igennem det tynde stof, som hendes beklædnings bestod af. De store vinger bredte sig ud i deres maximale vingefang, som hyldede de deres sejer. Hvis ikke hybriden havde nået at flytte sig langt nok væk, ville han meget muligt have blevet dasket på afstand. Så døde skriget igen, og hun blev liggende på gulvet. Heftige vejrtrækninger kunne både ses og høres. Vingerne baskede et øjeblik for sig selv, inden hun bevægede sig en smule mere. Begge hendes arme - selv den skadede - blev sat til støtte, da hun stille og roligt løftede sin overkrop op fra gulvet. Alt imens at sorte blanke fjer gik i gang med at vokse ud fra vingernes læderagtige overflade. En efter en. I høj fart. Der gik ikke længe, før begge vinger var dækket, og de mest af alt lignede deforme englevinger. Lidt mere blod kom til syne fra området, vingerne havde brudt igennem. Ikke meget. Bare et par dråber.
Der gik ikke længe, før hun havde fået kæmpet sig op i en mere siddende stilling. Hun nåede kun lige at se mod Thomas, inden hun krummede sig sammen endnu en gang. Bed tænderne hårdt sammen og begravede hænderne i det pludselig meget længere hår. Det var som om, at hendes kranium blev knust. Det var langt værre end nogen anden form for hovedpine. Men der kom ikke andet end kvalte lyde over hendes læber, da de tykke horn endelig vidste sig. De voksede sig frem fra hendes utæmmelige hår og snoede sig, som horn på en vædder. Og efterfølgende løftede hun atter hovedet for at stirre mod manden, hun hadede, da hornene ikke længere voksede.
Det lykkedes hende da at komme helt på at stå. Benene var noget ustabile under hende i starten, inden hun bare stod, som var intet sket. De store mærke var dog stadig at finde på hendes ufattelig blege hud. Derudover så gav vingerne hende en ekstra balance. Hun tog dybe indånding, som hun stirrede mod halvmennesket igennem totter af hår. Den blå farve var væk. Erstattet af en dyb sort farve, som havde hendes pupil overtaget alt. Også det der ellers plejede at være hvidt. Hun stirrede tomt på ham. Øjnene var blevet så dybe, at man næsten kunne frygte at forsvinde i dem.
Hospitals-bluse, med den flænsede ryg, gled stille af hendes arme og ned på gulvet. Og hun lod den. Forlegenhed over for sin nøgne krop, var ikke noget der skyllede over hende. En hale, der mest af alt lignede noget taget fra en salamander, faldt hårdt mod gulvet, som den voksede sig frem fra hendes haleben. Den var dækket af den samme farvede skæl, som de plamager, der nu var at se over alt på hendes krop. Ben, arme, mave, ansigt. Nogle større end andre. Dog var det hendes almene hud, der så ud til at dominere. Skællene var der blot for at give en lille smagsprøve.

Uden så meget som en tøven lagde hun sin raske hånd mod den skadede skulder og med et enkelt ryk blev den sat på plads, og hun kunne bevæge den frit med det samme, som havde hendes helende evne blevet sat på speed. Derefter løftede hun sin hånd op til sin mund og tørrede det værste blod væk, til det ikke var mere end et udtværet mørke omkring hendes hage. Såret i hendes pande havde allerede lukket sammen.
De skridt hun tog var ganske bløde. Uden bekymring. Tog ikke øjnene fra hybriden. Groteske fremprovokerede blodårer var at finde både omkring hendes mund og hendes øjne. Hun så næsten syg ud.
”Jeg sagde - Du er ikke en til at bestemme, hvornår jeg skal dø.” Hendes ord var som slanger. Og som hun talte kunne man svagt ane det spidse tandset. Om han slog ud efter hende eller ej, greb om fast omkring battet, da hun kom tæt nok på. Hun var stærkere end ham. Det vidste hun. Hun havde bare aldrig ville vise det.

La fin est proche. (M)
« on: on Tirs 20 jan 2015 - 23:16 »

Thomas Keefer

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Hver gang et slag faldt mod den fortabte djævel tænke Thomas det samme ord om og om igen. Som en slags mantra lod han hovedet blive fyldt med det ene ord; enhver anden sansning blev lukket ude eller på anden måde blokeret. Det var næsten som om halvmennesket blev det, ordet. Blev et med de to bogstaver. Åndedrættet, hjerterytmen, slagene – alle som en kom de ind i den samme rytme. For en stund var det, dette ord, det eneste som betød noget. Det eneste som eksisterede.

Men det varede ikke ved. Da hendes skrig og beklagelser forstummede blev Thomas hevet ud af sin trance-lignende tilstand. Han endte med at åbne øjnene, der var blevet lukket da ordet havde skabt en rytme. Djævlen var ikke død. Hun bevægede sig svagt, kunne han konstatere, idet han holdt battet an. Han var klar til at slå igen. Men noget stoppede ham – en pludselig nysgerrighed over, hvad hun havde gang i.. Hvad der var så vigtigt, siden hun var nødt til at bevæge sig, trods de smerter han netop havde påført hende.
Der gik ikke længe, før han fortrød at han var stoppet med at slå. Men der var det for sent. Lamslået kunne han blot se til, mens Autumn gennemgik sin forvandling.
Vingerne der pludselig kom frem, styrken hun pludselig fik tilbage, selvom hun for længst skulle være død. Thomas Keefer stirrede med øjne, der emmede af skræk og væmmelse. Munden var tør og den lille rest at spyt, der syntes at være tilbage, havde sat sig fast i hans svælg og fik adamsæblet til at hoppe.

Han ville rykke sig tilbage, men vidste omgående, at det intet ville nytte. Det der stod foran ham, var ikke længde Autumn, som intet kunne. Der der.. Det.. En bitter smag af opkast fyldte hans mund, da hornene borrede sig ud af hovedet på hende. Thomas følte sig svimmel. Battet virkede pludselig tungt og ubrugeligt, og det eneste han egentlig ønskede var at tabe det og kaste op. Men han turde ikke. Han turde end ikke se væk, da hendes nøgne krop forvandlede sig til det, hun i virkeligheden var; et monster. Stemmen der sneg sig mod ham gav ham lyst til at svare, men tungen lå slatten og død og ubrugelig.
Da hun greb fast om battet slap han det, selvom han egentlig ikke turde. Lugten af angst havde ændret karakter, og Thomas vidste hvorfor; den kom ikke længere fra Autumn.

La fin est proche. (M)
« on: on Ons 21 jan 2015 - 8:45 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Hun måtte indrømme, at hun var overrasket. I den tid, hun havde kendt til denne Thomas Keefer, havde hun haft svært ved at forestille ham, som en der gav op let. Men hun så det nu. Han var ikke andet end en ussel lille dreng. En forkælet møgunge, der plejede at få alt, hvad han pegede på. Han forstod sig slet ikke på det, når han ikke længere var meget højere end andre. Han var ikke længere kongen af legepladsen. Hun havde givet ham tid til at lade som om, men nu var legen slut. Han var ikke det værd at lege med mere.
Hun lod bare sin arm falde ned langs siden, da han slap battet og lod hende have det. Dog tog hun ikke de sorte øjne fra ham. De røde mærker fra de utallige tårer kunne stadig anes, hvis man virkelig så godt efter. Hendes ansigt var ikke fuldstændig følelseskoldt. Der hang et form er brændende had over det. Et had hun tydeligvis kæmpede for at holde tilbage. Men hun ville snart briste. Det var klart.

Hun tog et enkelt skridt tættere på hybriden. Efterlod endnu et blodigt fodaftryk. Og forhåbentlig inden, han flygtede, kastede hun i høj fart sin ene hånd frem mod ham. Greb voldsomt omkring hans krave. Trak ham yderligere mod sig. Alt imens hendes ene fod blev viklet rundt omkring det ene af hans ben, hvorefter hun fjernede hans fodfæste og tvang ham helt ned på gulvet.
Som noget af det første blev battets spids hamret mod gulvet lige netop ved siden af hans hoved, hvor det gav en rungende lyd. Efterfølgende gik det ikke mere end et enkelt sekund, før djævlen stod hen over halvmennesket. En fod på hver siden af ham. Dog blev den ene kort tid efter placeret mod hans brystkasse. Hælen blev boret direkte ned i hans solarplexus område, da hun stille og roligt bøjede i knæene for at komme ned i en god nok højde. Stoppede først, da hendes ansigt var blot få centimeter fra hans. Og nu var vreden tydelig at se. Hun snerrede nærmest af ham.
”Du vover at træde på mig..” startede hun ud. Det lød ikke som hende. Men det var hende. Den del af hende, som hun ikke ville erkende som en del af sig selv. Hun pressede mere og mere ned mod det ømme punkt ved hans brystkasse, som kvaste hun blot en myre.

Hun trak så pludselig sig selv tilbage. Rettede sig op. Fjernede trykket om sin fod, men lod den stadig hvile samme sted. Hun så ned på ham. Der hang ingen form for hån i luften. Kun en mærkværdig blodtørst og et startende raseri. Et øjeblik blev hovedet lagt på skrå, mens hendes øjne søgte omkring insekterne omkring ham. ”De tør nærme sig igen.” mumlede hun for sig selv, om hun betragtede, hvordan sommerfuglene blev mindre paniske.
”Du er en syg mand.” Hun så hurtigt tilbage mod Thomas. Battet blev løfte igen. Hun holdt det ud foran sig, så spidsen lige snittede hans hals. ”Som en vild hund.” Stille og roligt blev hende fod flyttet længere ned, indtil den lå og hvilede hen over hans skridt. ”Måske burde du blive kastreret?” Et lille smil formede sig i mundvigen.

La fin est proche. (M)
« on: on Ons 21 jan 2015 - 23:25 »

Thomas Keefer

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Thomas kæmpede ikke imod. Det havde han aldrig gjort, og det var uden tvivl en af de største fejl han besad. Så snart noget blev for svært eller der på anden måde var større sandsynlighed for, at han tabte end vandt, spildte han ikke kræfterne på at forsøge at kæmpe alligevel. Håndklædet blev kastet i ringen. Ind til nu havde taktikken virket. Allerede fra de små klasser havde det lykkedes halvmennesket at undgå ballade ved at spille kujonkortet og eventuelt give andre skylden, som ellers retmæssigt tilhørte ham. Men ingen kunne tage skylden nu, ud over ham selv. Ingen kunne redde ham eller på anden måde neutralisere den fare, som han stod over for.
Men på intet tidspunkt så han virkeligheden i øjnene og bebrejdede sig selv,for den ulykke han var havnet i. Aldrig.
Derimod voksede hadet til Maya, hadet til Autumn og hadet til den generelle magiske verden kun yderligere.

Halvmennesket forbød sig selv at sige noget, selvom smerten jog igennem han, da han til sidst endte på gulvet med et brag. Pupillerne var store af frygt og flakkede uroligt rundt. Han var svimmel, havde kvalme og følte sig generelt mere ynkelig end nogensinde. Selv de værste rysteture og abstinenser kunne ikke overgå dette mareridt. Presset mod brystkassen fik ham til at hive efter vejret i uregelmæssige og anstrengte stød. Men han sagde intet. Heller ikke da øjnene begyndte at løbe i vand og tænderne, der var bidt sammen, begyndte at knirke.

Der var mange fluer nu, bemærke han pludseligt, da hun fjernede presset. Hvorfor havde han ikke bemærket dem før? De kravlede rundt på hende. Ind og ud af hendes mund når hun snakkede, over hinanden og satte sig fast i hendes øjenvipper. Selvom synet af de vrimlende insekter ikke var synderligt behageligt, foretrak han det frem for at se direkte på hende. For en stund kunne han ikke se på andet end de små glitrende kroppe med behårede ben.

Først da bæstet havde sagt de sidste ord, åbnede Thomas munden. Hans svælg var så tørt, at han måtte rømme sig, for at ordene kunne høres ordentligt. ”Hargh... ” Læberne blev fugtet. Han havde bidt sig selv i kinden, men smagen af sit eget blod rørte ham ikke. Det havde det aldrig rigtig gjort – kun synet af det.
Du kunne også bare lade mig voldtage dig med det bat, hvis du er så skide bange for nosser.
Thomas smilede ikke tilbage.

La fin est proche. (M)
« on: on Tors 22 jan 2015 - 12:43 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

En mørk skygge lagde sig dybere hen over hendes ansigt. Smilet var forsvundet med det samme, og der var ikke blevet efterladt noget tegn på, at det overhoved havde været der. Hun sagde ikke noget til hans lille kommentar. Halen blev hævet op over gulvet, som en trussel. Stilheden hang i luften i korter tid, end det måske føltes. Men det var en stilhed af uvidenhed. Stille og roligt fjernede hun sin fod fra hans skridt. Hun trak battet tilbage. Hun bevægede sig med bløde skridt omkring ham, indtil hun i stedet stod på siden af ham. Var hun virkelig et monster?
Hvis det var en nødvendighed, så ja.
Hun kunne ikke holde sig tilbage. Synet af ham bragte så meget vrede. Hun havde lyst til at råbe og skrige. Hun ønskede, at han skulle føle, hvordan det havde været for hende. Hun ville sende ham direkte ned til helvedet brændende flammer. Han var intet værd. Med ét greb om omkring battet med begge hænder og hævede det højt over sit hoved. Vingerne blev spredt ud. Og ingen hun selv kunne nå at registrere det, slog hun ned mod hans maveområde. Følelsen af det tunge våben i sine hænder var både som en genvundet nydelse og et skrækslagent tilbagekig. Hun ventede dog ikke med at slå igen. Samme sted - med mindre han havde flyttet sig. Ved det tredje slag, lagde hun mærke til, hvordan hun ikke kunne få sig selv til at stoppe. Hendes fornuft skreg til hende, at hun skulle holde. Men hendes krop ville ikke reagere på det. Fornuften havde aldrig været den dominerende. Bestemt ikke det stadie, hun befandt sig i nu. Men alligevel fik hun stoppet sig selv, da hun ved det fjerde slag slap battet før, det ramte halvmennesket. Det fløj i stedet tværs igennem rummet. Ligeglad med hvad det ramte.
Hurtigt var djævlen over Thomas igen. Placeret på hans mave med et knæ på hver sin side af ham. Hun greb om hans krave igen og rykkede ham brutalt en smule op. Tvang ham til at se på hende. Årene om hendes øjne syntes at have fået mere lilla nuancer.

”Det er alt sammen din skyld!!” råbte hun ad ham. Hendes øjne blussede nærmest af et inderligt raseri. Hun klem dem efterfølgende sammen. Borede sit blik mod ham, inden hun med en snurrende stemme afsluttede: ”Du er selv uden om det her, Keefer.”

La fin est proche. (M)
« on: on Tors 22 jan 2015 - 20:29 »

Thomas Keefer

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Sætningen gjorde indtryk på bæstet. Det var så tydeligt at Thomas næsten fortrød de ord han havde sagt, trods tilfredsstillelsen som denne ellers havde skabt. Hendes smil var blevet blæst væk, og øjnene efterlod kun spor af vrede. Men det værste af det hele var stilheden, som med et fyldte det hvide værelse. Thomas Keefer vidste godt nok ikke hvad præcist der ventede ham, men han var udmærket klar over at stilheden ikke var et godt tegn – at det kun var et stumt varsel. Halvmennesket gjorde sig klar til hvad der end måtte komme.

Men det hjalp selvfølgelig ikke en skid. Da det første slag ramte ham i maven røg al luften ud af ham så det sortnede for hans blik fik det Thomas Keefer til at tro at hans tid var kommet. Selv den gang, da han første gang lå for døden – ironisk nok også på grund af den forbandede djævel – virkede ufattelig tiltalende nu. Måske især fordi, at han vidste, at han ville overleve det giftige blod og gå der fra stærkere end nogensinde... men dette? Savnet efter Carl ramte ham samtidig med det andet slag. Hvor var han overhovedet? Hvorfor kom han ikke og snakkede bæstet til fornuft, som han før havde gjort det? Hvorfor hjalp han ikke?

Smerterne forsvandt ikke, selvom slagene holdt op. Han ænsede ikke engang at hun lod battet flyve gennem luften. Hele hans bevidsthed cirkulerede om dem dominerende smerte der udsprang fra legemets midte og spredte sig ud med de overbelastede nervebaner til de yderste led på fingre og tæer.
Men han fik ikke lov til at dø. Djævlen var pludselig over ham igen og hev ham mod sig. Thomas gjorde intet for at stritte imod eller hjælpe til. Som to ubrugelige klumper kød hang hans arme bare på hver side, mens smerterne i maven gjorde blikket sløret af tårer.
Men selv det salte vand kunne ikke skjule bæstets skrækindjagende ansigt, der var så tæt på. Det lyste nærmest gennem de kravlende insekter og printede sig ind på hornhinderne.

Halvmennesket kunne mærke hendes ånde da hun råbte, men selve ordene virkede udviskede og utydelige. Thomas Keefer så imod hende og for første gang synes en anden følelse at træde frem i det angste og modløse ansigt. Det var en følelse der mest af alt kunne minde om beklagelse.
U-undskyld

La fin est proche. (M)
« on: on Tors 22 jan 2015 - 21:20 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

”UNDSKYLD?!”
Undskyld var ikke et ord der passede ind i hans ordforåd. I hvert fald ikke ifølge Autumn. For hende var det ikke andet end et tomt ord, når det kom fra ham. Det havde ingen betydning. Det var ikke andet end et forsøg på at komme ud af det, han var endt i. Og det tillod hun ham ikke. Hun strammede sit greb omkring hans krave. Strammede hans beklædning ind omkring hans hals. Velvidende at det ville blokere en smule af hans luftveje. Men han havde alligevel ikke brug for luft længere, var hun overbevist om. Han var en af nattens børn nu.
”Tror du virkelig at en undskyldning, kan redde dig!?” Hun kunne mærke sig selv falde længere og længere ned i dybet. Hun huskede hvor mange gange hun havde undskyldt eller bedt om tilgivelse for at undgå diverse torturerende metoder. Men ingen havde virket. Ligesom de ikke ville virke for Thomas. Stadig med grebet i hans krave slog hun hans hoved mod gulvet. Og så igen. Hun trak vejret heftigt. Som var hun forpustet. Adrenalinen skøjtede rundt inde i hende, og hendes hænder var så småt begyndt at ryste. Bare ikke af frygt. Men af vrede.

Hun slap endelig grebet i ham, men lod ham ikke ligge og synde sig, før en knyttet næve blev sendt lige i ansigtet på ham. Tænderne var bidt hårdt sammen. Hun opdagede først, hvor stor en lyst hun havde haft til at slå ham. Alle disse mørke tanker havde aldrig været undertrykt for at opretholde kontrollen. Men kontrollen var væk nu. Hun kunne gøre, hvad hun ville.
Efterfølgende rejste hun sig igen. Kastede lidt med håret for at få det væk fra sit ansigt, nu hvor lokkerne var blevet så meget længere og langt mere utæmmeligt. Det lignede i sandhed en mørke og pragtig manke. Hun tøvede ikke med at sparke hårdt til ham, som hun stod op igen. ”Du er svag.” Hun tillod sig lige at sparke en sidste gang. Denne gang med kursen mod hans ribben. Hun ejede trods alt ingen nyttige evner i øjeblikket.
Halen sneg sig stille og roligt hen mod halvmennesket og viklede sig omkring hans hals som en slange, hvorefter han blev løftet op så højt, som det nu var hende muligt. Der var trods alt stadig en højdeforskel. Hun skulle netop til at kaste ham mod den nærmeste mur, da døren ind til lokalet pludselig blev brudt igennem. Hun nåede at høre skuddet. Og så følte hun det lille prik. Efterfulgt at følelsen af den bedøvende væske der sivede igennem hendes krop på ingen tid. Halen slap Thomas. Og djævlen faldt slapt på knæ. En hånd blev ført hen mod skulderen og rev brutalt det bedøvende skud ud.
Hun følte sig svimmel. Dog drættede hun ikke om, som hun plejede. Hun var kun lidt usikker, som hun kom op at stå på ny. Der var et nyt blik i hendes øjne. Et dyrisk blik. Hun vendte opmærksomheden væk fra halvmennesket og i stede hen mod de hvide klædte, der endnu stod nær døren. Et par stod med hende i sigteøjet. Et form for brøl lød fra hende. Vingerne spredte sig atter truende, inden hun overraskende hurtigt var over ved de ubudne gæster. Og ingen hun selv nåede at lægge yderligere mærke til meget, sad hun lænet over en fremmed mand, med blod på sine hænder og en lille gruppe af døde individer omkring sig.
Det havde været det sidste strå.

La fin est proche. (M)
« on: on Tors 22 jan 2015 - 23:02 »

Thomas Keefer

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Med hendes voldsomme udbrud døde Thomas sidste håb. I en fjern og noget omtåget del af hans hjerne havde han troet, at ved at udtrykke sin beklagelse med ord, muligvis ville kunne hive Autumn ud af det djævelske stadie, som hun befandt sig i. Det var om muligt en latterlig og naiv tanke, men i et øjeblik havde Thomas Keefer været sikker på, at det ord, undskyld, ville have reddet ham fra det psykopatiske monster. Måske fornemmede hun at han ikke havde ment det oprigtigt? Måske kunne bæstet mærke at den eneste beklagelse Thomas følte var, at han ikke havde medbragt en pistol og en joint – åh. Halvmennesket ville gøre alt for at glide væk bare for et øjeblik. Helt, helt væk.

Flere og flere fluer kom til. De udsprang fra hinanden, igen og igen. Bæstets ansigt vrimlede nærmest med dem nu. Det var ikke et godt tegn. Hendes hænder var også begyndt at ryste mere. Da hun slap ham, og faldt tilbage med hovedet, lukkede han øjnene. Få sekunder senere kom slaget og for første gang lød en gisp af smerte. Varmen bredte sig og brændte sig gennem huden. Af ren refleks røg hænderne op foran, i tilfælde af at slaget skulle få følgeskab. Der var en underlig trykken for hans ører.
Det næste angreb fik ham til at rulle sig sammen. Som en lille kugle, forsøgte han at blive til ingenting. Hænderne var stadig beskyttende lagt om ansigtet, som nu virkede helt lammet. Det var næsten helt rart, nåede han at tænke, før endnu et spark ramte ham.

Tidsfornemmelsen var væk og den gennemtæskede krop rykkede sig kun besværet op og ned. Ved hvert åndedrag, ved den mindste lille bevægelse krampede legemet af smerte. Med selv nu lod djævlen ham ikke være. Denne gang prøvede han med sine hænder at kæmpe i mod, men styrken havde for længst sluppet hans krop, og han kunne intet stille op. Halen hev ham næsten på benene. Nu. Han vidste det ville være nu. Smerten var begyndt at komme tilbage til hans ansigt i takt med hævelserne begyndte at blive synlige.

Halvmennesket nåede ikke at opfatte hvad der skete. Men pludselig landede han på gulvet. Det havde ikke været meningen. Selvom Thomas knapt nok kunne orientere sig, vidste han, at det aldrig havde været bæstets hensigt at tabe ham uden at påføre ham yderligere smerte. Han havde fornemmet døden. Han havde smagt den i sin mund.
Med en kraftanstrengelse forsøgte han at komme op på knæ. Der var andre i rummet, kunne han fornemme i det fjerne. Men halvmennesket befandt sig i en verden af gråt slør, der gjorde det umuligt at skelne dem fra hinanden. Det eneste, som han var klar over, var at han skulle væk. Nu.
Alt i mens han forsøgte at undertrykke alt for opsigtsvækkende opkastlignende-host kravlede han diskret mod udgangen, vel vidende at han skulle passere både djævlen og de fremmede. Da kaosset brød ud greb han chancen og satte sine sidste kræfter ind. Halvt i blinde lod han instinkterne tage over, fik formået at rejse sig i en let foroverbøjet og yderst akavet stilling og fór dernæst det sidste stykke forbi lyden af mennesker der blev dræbt og ud på gangen. Uden at se sig tilbage løb han slingrende af sted, mens fødderne kastede lyde mod væggene. Et spor af blod løb fra hans næse og mund og efterlod pletter på gangen mod udgangen.

La fin est proche. (M)
« on: on Fre 23 jan 2015 - 1:06 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Hun trak stille og roligt sin hånd ud af den unge kvindes brystkasse. Blodet var slimet og dryppede tykt ned fra hendes fingerspidser. Det døde hjerte blev hun siddende. Hun havde intet brug for det. Hun var intet bæst. Det var ikke den form for føde hun indtog. Men alligevel syntes hendes spytkirtler at sætte i gang ved synet af den røde væske. Hun holdt sin håndflade op foran sig og betragtede nogle af dråberne glide ned over hendes håndled og videre ned af hendes arm. Det var smukt, var det ikke? Den røde farve. Ganske forsigtigt førte hun sin arm tættere på sig. Hun satte blidt tungen mod armen og slikkede sig hele vejen op til hånden. Selvom hun gjorde det yndefuldt, fik hun det alligevel ud over hele munden. Det gjorde dog ikke så meget. Hun var allerede mere eller mindre dækket af blod fra de brutale mord, hun havde begået.

Med ét skød den hovedsagelige tanke op i hovedet på hende. Thomas Keefer. Hun havde ladet sig distrahere et øjeblik. Lettere panisk drejede hun hovedet fra side til side og søgte efter halvmennesket. Hun kom hurtigt på benene igen, som ville det give hende bedre udsyn. Hvor var han? Der gik ingen tid, før hun begyndte at bevæge sig ud af lokalet. Men så snart hun nåede den åbne dør, begyndte hun så småt at vakle. Bedøvelsen havde alligevel sin effekt. Hendes ben gjorde ondt. De store blåmærker dækkede dem stadig. Sprængte blodkar syntes aldrig at hele meget hurtigere end hos et menneske. Hun lænede sig hurtigt op ad dørkarmen for at samle sig lidt. Det hele kørte stadig lidt rundt for hende.
Dog forblev hun ikke helt så fredeligt meget længere. Hun hørte denne gang skuddet før, hun blev ramt. Hun fik undveget det, men det endte nu stadig med at snitte hendes overarm, hvor en rift blev skabt. Mørket lagde sig ekstra tungt i hendes sorte øjne, før at endnu et brøl lod fra hendes strube. Hvor vovede de?! Hun genvandt meget muligt sin balance og styrke igen. Og der gik ikke en eneste gennemtænkning igennem hendes hoved, inden hun satte i gang hen mod den nærmeste forsker. Det var pludselig ikke kun halvmennesket, som kunne stable vreden op i hende. Alle de andre fra centeret var også med i skylden. Alle!

Mere og mere blod sprøjtede op ad hende. Satte i hendes hår. Skrigene havde været så høje og skrækslagene, at hun blev helt overrasket over det, da de alle forstummede. Hun faldt helt sammen til sidst. Hun var udmattet. Der var død hele vejen omkring hende. Hun havde ikke tal på, hvor mange hun havde dræbt. Hun var sikker på, at der var flere tilbage, men hun var bestemt ikke i humør til at lege gemmeleg.
Hun hev nærmest efter vejret. Hovedet blev lænet helt tilbage. Øjnene lukket i. Armene hang slapt ned langs siden. Hendes nøgne brystkasse hævede og sank markant. Hvordan kunne hun overhoved føle sig hjemme i sådanne omgivelser? Det var absurd. En enkelt vildfaren tåre gled ned over hendes ansigt, der var plettet af blod.
Hun var ikke færdig endnu. Hun manglede en.

Hun kæmpede sig op at stå igen. Hendes blik søgte rundt endnu engang. Hun ville umuligt kunne finde hans duftspor i det helvede, hun havde ladt løs. Men hvad var det? En enkel lille dråbe af blod nær en af dørene. Hun tog hintet - og chancen. Hendes skridt var rolige. Hendes vinger var slappe og blev nærmest bare slæbt hen ad gulvet bag hende. Det samme med halen.
Som døren lukkede bag hende, var der kun den lange gang med hvide vægge foran hende. Ingen andre. Der var helt stille. Ingen summen, som der altid plejede at være. Hun efterlod igen blodige fodaftryk. Og striber af blod blev efterladt på den ene væk, som hun kørte sin ene hånd hen ad den for støtte. Forbandede bedøvelse.
”DET ER SLUT NU!!” råbte hun, i håb om at finde halvmennesket, som hun drejede om hjørnet. Hun fulgte blot de små spor, han havde ladet ligge som små brødkrummer.

La fin est proche. (M)
« on: on Fre 23 jan 2015 - 14:14 »

Thomas Keefer

Advanced Beginner (Rank 8)

avatar

Thomas Keefer løb for sit liv. Eller han prøvede i hvert fald. Slingrende og afkræftet fulgte han gangen til den delte sig i to og tog vejen til venstre, uden overhovedet at overveje at orientere sig. Han skulle bare væk. Væk fra blodet og skrækken og lugten af bitter angst. Men aller vigtigst skulle han væk fra bæstet, der havde udløst det hele.  Monsteret med vinger og hale, der var så langt fra den sølle pige, som Thomas havde kendt som Autumn.
Han snublede over sine egne fødder, men genvandt balancen eller nåede at tage fra hver gang, så kroppen ikke endte på gulvet. Hvis han væltede ville han aldrig komme op igen, det stod klart.

Hævelsen omkring det ene øje var begyndt at genere ham. Synet synes at forsvinde bag den ophobede blodansamling og gjorde ham om muligt endnu mere svimmel og desorienteret. Snart ville øjenlåget dække det hele og lukke fuldstændig af, så det venstre øje ikke så andet end mørke.
Til sidst stoppede han op og med væggen som støtte og en voldsom ringen for ørerne bukkede han sig frem og brækkede sig. Den gullige opkast gjorde tænderne melede, og efterlod en harsk smag i munden. Men det hjalp. Maven, der stadig var præget af de slag og spark som djævlen havde givet, synes at blive lettere.  Så lød stemmen gennem væggene. Selvom ordene ikke var til at tyde vidste Thomas hvem der råbte. Hun måtte have fundet ud af, at han var væk. Tanken fik ham til at ryste af gru. Uden betænkning fjernede han sig fra væggen og satte atter i løb. Paranoiaen tillod ham ikke at blive og sunde sig. Snart ville hun være over ham, og denne gang ville ingen kunne stoppe hende.

Hvordan han nåede udgangen, vidste han ikke. Men pludselig stod han uden foran hovedbygningen. Forvirret og panisk ledte øjnene efter et hvilket som helst menneske. Thomas måtte have fat i Carl, men hans egen mobil var smadret af et af de mange slag så han måtte forsøge at få fat i en andetsteds.. Kom nu, kom nu, kom nu, gentog hans hjerne om og om igen.

La fin est proche. (M)
« on: on Fre 23 jan 2015 - 22:22 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Hun kravlede nærmest hen ad væggen, da hun endelig kunne se en udvej. Den lange hvide gang havde skabt en gnaven hovedpine dybt ind i hendes tindinger. Hendes skulder blev konstant presset mod hinanden, som smerten begyndte at vende tilbage. Vingerne havde ingen energi tilbage. De hang og tungede på hendes ryg. Et par fjer var endda blevet efterladt på hendes vej. Et lille afskedskort, kunne man vel sige. Hun knurrede for sig selv. Kom af og til med en langt mere kvalt udgave af hendes brøl. Hvorfor var hun så udmattet? Det bedøvende middel burde ikke kunne virke. Ikke i hendes stadie. Hendes syn drejede rundt foran hende, og der var ingen tvivl om at hun var begyndt at vakle.

Det kom som noget af et chok, da hun væltede igennem døren og landede på alle fire udenfor. Kulden lukkede sig ned det samme omkring hendes mere eller mindre nøgne krop. Og nattevinden omfavnede hende ligeledes. Det var som om at hun blev mere klar i hovedet igen. Hun havde aldrig haft det godt indenfor faciliteterne. Hun havde savnet livet udenfor de kvalmende rene og hvide murer.
Hun løftede forsigtigt sit hoved og hun fik med det samme øje på ham. De skarpe lys fra lygterne, der lysnede området omkring hoveddøren op, stod han klart foran hende. Hendes tænder blev bidt samme og overlæben blev skubbet op for at vise tænder. Der var han. Hun fik kæmpet sig op at stå på ny. Baskede med vingerne som en form for hjælp. Hun kunne stadig ikke flyve. Og hvilken skam det ikke var.
Hun råbte dyrisk som hun satte i løb hen mod halvmennesket. Hun lod ham ikke bare slippe. Hun var hurtigere end ham. Han var trods alt skadet. Det var lidt synd for ham, at han ikke havde samme helende evne som en fuldblodsvampyr. Men det stod til hendes fordel. Hun satte overaskende elegant af fra jorden og sprang på ham, som hun var tæt nok. Hendes hænder plantede sig ned det samme mod hans skuldre og tvang ham helt ned. Og de var tilbage i samme stilling som tidligere.
Med det samme satte hun begge sine hænder omkring hans hals. Men hun forsøgte ikke at kvæle ham. I stedet satte hun begge tommelfingre ned under hans kæbeben og pressede op ad, altid imens de andre fingre holdt hans hoved rettet op så meget som muligt. Hvor modtagelig var hans nakke mon.
Hendes øjne borede sig faretruende ind hans. Man kunne sagtens se, hvor meget hun spændte i sin krop. Lige indtil at det hele forsvandt igen. Først faldt endnu en tåre fra hendes øjne. Og så en til. De trillede ned af hendes kinder, som de havde gjort tidligere. Dryppede fra hendes hage og ned på manden under hende. Og så træk det sorte sig væk fra hendes øjne. Fremviste endelig den abnormalt blå farve. Og vigtigst af alt - det skræmte udtryk i dem. Stille og roligt fjernede hun sine hænder fra ham igen. Trak dem indtil sig. Skjulte sin barm alt imens hun nærmest klamrede sig til sig selv. Hun vidste skam godt, hvad hun havde gjort. Det var det værste. Hun huskede hver og en ting. Og selv dem ved Thomas, begyndte hun med det samme at fortryde, som kontrollen blev gjort op med.
Hun rystede gevaldigt, og da hun meget forsigtigt kom op at stå igen - trådte lidt væk fra halvmennesket - var det tydeligt, at hendes ben var i høj smerte, og hun ikke kunne stå meget sikkert. Hun så panisk fra ham op mod den store hovedbygning. Så tilbage på ham. Hendes læber skilte sig ad, men inden hun fik sagt noget, vendte hun omkring og løb væk. Langt væk.

Hun var allerede noget langt ind i skovens skjul. Det høje sne var besværligt at gå i, og hun havde næsten ingen kræfter tilbage. Ville hun kunne nå byen snart? Var hun overhoved på rette vej? Vingerne var nu helt nøgne. Fjerne var faldet af en efter en på hendes vej. Halen havde også forsvundet. Og hornene tittede kun lige frem fra hendes uglede hår. De grønne plamager af skål var skallet af. Og de groteske blodårer var væk igen. Hun var så småt tilbage til en genkendelige form.
Hun støttede op ad hver andet træ, hun kom forbi. Men til sidst var det for meget. Hun nåede knap nok at sætte sin hånd mod træstammen, før hun faldt sammen. Hånden blev skrabet mod barken, efterlod en ynkelig hudafskrabning i forhold til alt andet. Hendes overkrop faldt ligeledes ned i den bløde seng af sne. Hun så fraværende hen over landskabet. Tænk at hun alligevel ville dø. Selv efter alt det, hun havde gjort af utilgivelige ting. Hendes ånde var tydelig i kulden, og som en sidste brug af energi svøbte hun vingerne omkring sig selv, inden hendes øjne faldt i, og hun faldt hen i ubevidstheden.

Sponsored content



Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen Besked [Side 1 af 2]

Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum