Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Statistics
Der er i alt 670 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Demetre

Vores brugere har i alt skrevet 238744 indlæg in 11996 subjects

Baggrundshistorie - Venus Kingsley

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Baggrundshistorie - Venus Kingsley

Indlæg by Venus on Lør 22 nov 2014 - 20:26

//OOG: Ingen kommentar i indlæg, tak.//




¤¤1941¤¤

”Er du døv?”
Drengen nikkede. Han virkede en smule usikker, som om han skammede sig.
”Sejt! Jeg er blind.” udbrød Venus med den sædvandlige muntre stemme, mens hun pegede mod sine øjne. Drengen så noget forundret på hende. Selvfølgeligtroede han hende ikke. Han greb så pludselig sit skolehæfte, som han havde stået og klamret sig til. Han trak en godt brugt blyant op ad sin lomme og begyndte at skrible noget ned i hæftet, inden han vidste det frem til pigen foran ham.
Men du kan da sagtens se..? Hun anstrengte sig virkelig for at forstå, hvad der stod. Men af en eller anden grund, forstod hun ham så nemt som ingenting. Som om han virkelig talte igennem bogen.
”Ja. Men jeg kan ikke se ord. Jeg er ordblind.” Han gik med det samme tilbage til sit hæfte.
Hvad betyder det? Hun stod et øjeblik og tænkte over et svar. Faktisk forstod hun ikke helt selv, hvad det betød.
”Min far siger, at det betyder, at jeg har svært at læse. Sådan, se ordene rigtigt.”
Går du så ikke i skole? Han så overraskende bekymret ud, og ordene var blevet skrevet sjusket, eftersom han havde skyndt sig. Det fik dog et lille smil frem på hendes læber.
”Jo jo. Jeg kan lære at læse og skrive med en masse øvelse. Lige som du har lært at høre.” Hun kendte stadig ikke den fulde frustration over sit handicap. Hun var jo bare et barn.
Men jeg kan ikke høre. Jeg er døv. Forvirring prægede hendes ansigt, da hun læste det, han skrev. Hun så lidt frem og tilbage mellem ham og hæftet, hvorefter han med ét tog hæftet til sig igen og skrev noget nyt.
Jeg kommer aldrig til at kunne høre.
”Hvordan forstår du så, hvad jeg siger?”
Jeg kan aflæse dine læber. Et lille glimt kom frem i hans øjne. Et lille snært af stolthed. Og der blev skabt en svag krusning i hans læber, som blødgjorde hans tilbageholdende figur.
”Virkelig? Kan du så også aflæse dem, hvis jeg taler rigtig, rigtig hurtigt?” spurgte hun med sit taletempo sat op i en fart, hvor hun næsten ikke selv forstod, hvad hun sagde. Og som om hun netop havde brudt igennem en enorm mur, spredte der sig et stort smil på hans læber sammen med en latter. Hun var nærmest blevet blæst væk i et par sekunder. Det havde været første gang, hun havde hørt hans stemme. Hun havde et sted glemt, at han havde en.
Efterfølgende rystede han lettere opgivende på hovedet.
Jeg har øvet mig i flere år. Jeg er ældre, end du tror. Det kom ikke ligefrem bag på hende. Den verden hun levede i, var ikke kun fyldt med mennesker. Der var andre. Hende, for eksempel.
”Hvad er du?” Han så lidt chokeret ud, da spørgsmålet bare røg ud af hende, som var det det mest almene i verdenen. Han tøvede i et stykke tid. Så sig omkring efter nogle der måske fulgte med i deres samtale.
Dæmon. Han trak hurtigt hæftet til sig igen, efter han havde sikret sig, at hun havde læst, hvad der stod.
Hvad er du? I modsætning til ham var hun ikke direkte bange af sig. Efter at have skabt en forståelse af sætningen i sit hoved trak hun med det samme alt for hår op i en sjusket hestehale og drejede hovedet til profil for at vise ham de spidse ører.
”Elver.” Han nærmede sig hende med et halvt skridt og så yderst fascineret mod hendes ører. Han havde aldrig stødt på en som hende før. Og da hun lod håret falde ned over ørene igen, syntes han at blive en smule skuffet.
”Er det ikke trættende at skulle tale igennem en bog?” Han blinkede et par gange med øjnene for at vende tilbage til virkeligheden, og han blev nød til at se undrende på hende. Han viftede lidt med sin ene hånd for at få hende til at gentage sig selv. Han havde ikke lige været opmærksom.
”Jeg sagde - Er det ikke trættende at skulle tale igennem en bog?” Han træk lidt på skulderne.
Jeg kan også tale igennem mine hænder.
”Igennem dine hænder?” Hun lagde hovedet en smule på skrå og afventede lidt mere uddybelse.
Tegnsprog.
”Tegnsprog? Hvordan fungere det?” Hun havde aldrig hørt om det før, så i hendes hoved forestillede hun sig med det samme en samtale, der foregik via en masse tegninger. Men hun blev hurtigt sat på rette spor, da han lukkede hæftet og satte den ind mellem sine ben, før han begyndte at lave forskellige fagter med sine hænder.
Venus stod som et stort spørgsmålstegn, og det så ud til at more ham en smule. Han var vant til at folk ikke forstod, hvad han lavede, men denne piges reaktion var så frembrusende. Det var næsten, som om hun altid overdrev med sine følelser. Hvilket var noget nyt for ham. Han greb atter om sit hæfte og fortsatte deres samtale på forståeligt plan.
Det betyder ’Jeg hedder Mark, og jeg er døv’.
”Ahh! Jeg hedder Venus.”
Venus? skrev han for at være sikker på, at han havde aflæst rigtigt. Navne var altid besværlige for ham. Men heldigvis nikkede hun bekræftende. Venus. Hvilket specielt navn.
”Mark minder om Mars. Må jeg kalde dig Mars?” Han så igen forundret ud. Med store øjne. Og en smule rødlig glød kom frem i hans kinder, inden han nikkede.
”Yay! Så er vi Venus og Mars.” Hun kunne ikke lade være med at smile stort over den lille sammenhæng, hun havde lavet af deres navne. Hun tog et øjeblik i stilhed, hvor hun forsøgte at lave nogle fagter med sine hænder selv. Tydeligvis prøvede hun at kopier, hvad han havde gjort, men det gik bestemt ikke så godt.
”Ehm..” Hun nåede ikke rigtig at se op og spørge om hjælp, før han var der. Han tog forsigtigt som hendes hænder og modulerede hendes fingre ind i de rette positioner, før han vidste på sine egne hænder, hvordan hun skulle bevæge dem rundt. Dog lavede han et helt nyt tegn, hun ikke huskede fra tidligere. Og han opdagede hurtigt hendes forvirring.
Det er mit tegn på ’Venus’. Hvis det er okay.
”Dit tegn?”
I tegnsprog vælger man selv tegnet for sit navn.
”Hvordan gjorde du det igen?” spurgte hun interesseret, og han gentog bevægelsen. Denne gang lidt langsommere, mens hun gjorde det samme.
”Jeg kan godt lide det. Så det er nu tegnet for mit navn. Hvad er nu tegnet for dit?” Han tøvede ikke det mindste med at lave tegnene for sit eget navn. Han havde brugt det så tit, at han kunne gøre det i søvne.
”Du er god til at gøre det forståeligt.”
Du er lærernem.


¤¤1986¤¤

Solen stod klart på den blå himmel. Sendte sine varme stråler ned over det smukke landskab af bakker. Grønt græs overalt og farvelige blomster hist og her.
Han lænede sig lydløst frem mod hendes ryg og placerede et let kys på hendes blottede nakke. Hun hvinede forskrækket og skulle netop til at vende sig om, da han lagde sine arme omkring hende og pressede sin overkrop ind mod hende. Hun drejede hurtigt sit hoved hen over skulderen, hvor han havde lagt sin hage til hvile. Han så kortvarigt ind i hendes øjne, før hans blik gled ned på hendes hænder, der bevægede sig så bekendt.
”Du forskrækkede mig.” sagde hun højt, mens hun brugte tegnsproget til at lade ham vide, hvilke ord hun ytrede. Sådan havde det længe været. Hun behøvede ikke at tale, men hun havde stadig brug for at høre ordene ud. Og så hjalp det hende med at huske.
Han rykkede lidt på sin stilling. Kom ned at sidde lidt bedre på det udbredte tæppe. Han slap grebet om hende, men han trak ikke sine arme til sig. Han viste i stedet en lille notesbog frem.
Det burde ellers være mig, der skulle være nem at forskrække. Hun lo muntert ved hans kommentar.
”Du udnytter min svaghed. Det er ikke specielt venligt.” Hun drejede hovedet mod ham igen og blev mødt af det mest fantastiske smil, hun kendte til. Hun elskede det smil. Og hun smilede selv det smil, som han elskede så højt.
Hun lukkede sine hænder omkring hans. De var noget større end hendes. Mere ru.
Han lukkede igen sine arme blidt omkring hende og vippede dem begge lidt fra side til side, før han så ned på den åbne bog, der lå foran hende. Han behøvede ikke at lave håndbevægelserne. Han pegede blot mod den for at indikere, hvad han spurgte om. Og hun forstod.
”Øvelse gør mester. Jeg kan stadig ikke bruge tegnsproget flydende.” Han nikkede sagte af forståelse. Han huskede, da han havde givet hende den bog. Den var ved at falde fra hinanden, men hun havde ikke ville af med den. Hun kaldte det et materielt minde.
Pludselig strammede han grebet omkring hende og lænede sig helt tilbage som for at løste hende op. Hun hvinede igen, som hun væltede bagover sammen med ham. Hun spjættede et øjeblik for at komme fri, men han lod hende ikke. Hun lo. Han lo.
”Mars!” Han trillede dem begge om at ligge på siden - Stadig inde på det ternede tæppe. De lå i ske i et par sekunder, før hun fik vrisset sig fri igen. Hun tvang ham om at ligge på ryggen, før hun satte sig bestemt oven på ham og løftede hænderne.
Fanget! Et stort smil dominerede på hendes ansigt. Og det smittede af på ham. Hun kørte en hånd igennem sit hår for at få det væk fra sine øjne. Så hun kunne betragte ham. Hun rakte roligt ud efter ham og fik fat i en smule af hans brune hår. Hun rullede det om sin finger, mens hun skabte øjenkontakt. Hans grumsede brunlige grønne øjne så mod hende. Og hendes mørkebrune så mod ham. De så på hinanden med sand kærlighed i deres blikke.
Han løftede sin hånd og kærtegnede hendes ene kind. Lod stilheden falde over dem et øjeblik.
Hvad siger du til at tage til Frankrig?
”Frankrig?”
Ja. Permanent. For at bo. Sammen. Noget boblede inde i hende, og hendes kinder blussede op ligesom hans. Hun så forundret mod ham og blinkede et par gange for at sikre sig, at det var virkeligt. Og så begyndte hun at nikke noget voldsomt. Hendes læber var sippet sammen for at undertrykke smilet, men det skabte bare det akavede ansigtsudtryk.
Hun rakte ud efter ham igen og tog roligt hans briller af for selv at tage dem på. Han lod hende. De klædte hende, selvom de var en smule for store til hende.
”Men jeg vil have et badekar.” Hun overdrev den bestemte tone i sin stemme og satte næsen i sky for at fremhæve sit skuespil. Derefter lænede hun sig ned mod ham. Han lukkede øjnene i samtidig med hende og lod deres læber mødes i et kys.

¤¤1988¤¤

”Hey hey hey! Pas på med den! Det er skrøbelige materialer.”
Hun var der med det samme, da flytte manden havde valgt at hjælpe med en de store papkasser. Der var skrevet ’BØGER’ på med tyk sprittuds. Store blokbogstaver. Hun smuttede hurtigt ind foran den muskuløse mand, der så noget forvirret på hende. Han forstod ikke værdien af indholdet. Det var klart.
”Lad mig tage den. Du har vidst gjort nok.” Hun fæstnede sine hænder i hver sit hul i papkassen og tog den forsigtigt ud af flyttemandens hænder, som blev overrasket over styrken, der lå i den unge kvindes arme. Hun sendte selvfølgelig bare et falsk smil af sted for at skygge over hendes overmenneskelige styrke.
Hun blev noget lettet, da hun hørte ham trampe igennem lejligheden og videre ud ad døren. Et lille fnys lød, og hun vendte sig om til synet af den mest perfekte unge mand.
Han stod og så sig hen over skulderen og så mod hende med et undrende blik og uforståeligt smil. Han morede sig tydeligvis lige så meget over scenen, som hun gjorde. Og kort efter rystede de begge blot på hovedet og fortsatte indflytningen.
Han satte en papkasse med ordet ’TØJ’ stående på siden ned på sofabordet, der fint stod foran sofaen. Han så sig efterfølgende rundt i hans nye hjem. Stuen var både entreen, og det eneste der skilte den fra køkkenet var køkkenskranken. Han var godt tilfreds. Der var masser af plads. Og det bedste var den måde solnedgangens lys skinnede igennem vinduerne og lagde en hyggelig stemning.
Hun stillede forsigtigt sin papkasse ned på gulvet nær deres enorme bogreol, som nærmest fyldte en hel væg. Selvom hun ikke var god til at læse, så var han. Han var den klogeste mand, hun kendte.
Hun rettede sig op med et lettet suk og strakte sin ryg, som havde bøgerne været lige lovlig tunge. Hun så sig selv omkring, men i sidste ende landede hendes øjne mod den unge mand, hun nu skulle bo sammen med. I Frankrig. I Nice.
Hun nærmede ham sig med rolige skridt, og han lod hende stille sig helt op ad ham. Han smilede lykkeligt.
Velkommen hjem. Hvad synes du? Der er endda også et badekar. Han virkede lidt mere kæk, da han fortalte om badekaret. Et drilsk glimt formede sig i hans øjne.
”Jeg elsker det.” Hun løftede en hånd og nussede hans hår. Kørte det lidt væk fra hans ansigt for bare at se det falde på ned og dække hans pande igen, da hun slap.
”Du trænger til en klipning.” sagde hun uden fagter. Han kunne aflæse hendes læber. Og hendes hænder havde travlt med at ugle sig igennem hans brune manke.
Så skiftede atmosfæren pludselig. Han tog blidt omkring hendes hånd og fjernede den fra sit hår. Han så dybt ind i hendes øjne og sank tungt og besværligt. Hun stod en smule forvirret og så lettere bekymret på ham.
”Ve-Venus.” Han talte. Hendes hjerte syntes at springe et slag over, og hun så mod ham med store øjne. Hun havde hørt hans stemme, når han lo. Men den var intet som, når han talte. Brugte ord, som hun kunne høre, man han ikke kunne.
Han tog et skridt tilbage og slap hendes hånd. Lod hende stå helt lamslået, mens han satte det ene knæ mod gulvet. Det var lidt klodset, men det var sådan, hun altid havde husket ham.
Med ét fløj begge hendes hænder op foran hendes mund, mens hun bare stirrede på ham sidde der foran hende, som han fumlede med at få noget frem fra lommen. En lille æske dækket af sort velour. Det var som om, at det foregik i slowmotion, da han løftede æsken op og rettede sit blik mod hende. En lille sveddråbe af nervøsitet gled ned over hans tinding.
”Vil du…” Han kunne mærke, hvordan han snublede over ordene. De sad fast i hans strube. Men han vidste, at han kunne gøre det. Han havde øvet sig så længe.
”Vil du gifte dig med mig?”
Hun gispede efter luft, da han endelig fik spørgsmålet frem. Og kuldegysninger spredte sig over hendes krop, da han åbnede æsken og fremviste ringen. Hun fik det næsten helt dårligt, sådan som maven snoede sig sammen.
Hun skulle netop til at åbne sin mund for at svare, men hun tav. Pressede sine læber sammen. Og løftede så sine hænder. Og denne gang sagde hun ikke selv noget.
Ja! Han talte hendes sprog, og hun brugte hans.
Det største smil formede sig på hendes læber, og hun sprang på ham uden tøven. Svang sine arme tæt omkring hans hals. Han lagde sine arme tæt omkring hende og rejste sig. Løftede hende op fra gulvet. Omfavnede hende helt ind til sig. Han ville aldrig give slip.


¤¤1997¤¤

”Tre passagerer er endnu savnet efter flystyrtet i Bolivia i Sydamerika.”
Tv’et flimrede i det mørke rum. Gardiner var trukket helt for. Dækkede godt for gadelygternes skær. Hun vidste ikke var meget klokken var, men hun gættede på, at den bestemt var over midnat. Hun kunne høre klokken tikke rytmisk i baggrunden. Hun tog sig ikke tid til at se mod det. Der var alligevel for mørkt til, at hun ville kunne se, hvor viserne viste hen. Det var kun Tv-skærmen, der lyste op.
”På grund af pludselige maskinproblemer blev et privatfly - ejet af Philip DeFawl - nød til at nødlande Amazonregnskoven nær udkanten til Bolivia. Flyet holdt flere forskere, der var blevet sendt af sted for at studere regnskovens planteliv. Der kom hurtigt hjælp. Der var ingen dødsfald, men flere var kvæstede. Dog vidste det sig, at tre af passagerne var forsvundet fra ulykkesområdet. Donna Bernard, Sigrid Gheigvion og Mark Quinsol.”
Et stød af direkte ubehag blev sendt igennem hende, da hun hørte det velkendte navn blive læst op. Hendes mave snoede sig helt sammen og skabte en kvalme, der nær havde fået hende til at løbe ud på badeværelse af ren frygt for at kaste op. Men hun blev siddende.
Hun pressede sine ben endnu tættere ind mod sin brystkasse. Så meget som hun nu overhoved kunne med den styrke, der stadig lå i hendes arme. Hun krummede tæerne på sine bare fødder, som frøs hun selvom tæppet gav hende varme, sådan som det var svøbt omkring hende. Dækkede alt undtagen hendes hoved. Lavede en lille tryg puppe.
”Søgs-holdet leder stadig regnskoven igennem efter disse tre, men efter to ugers søgning går der rygter om, at de har opgivet.”
Hun gispede under et snøft, da konklusionen blev udtalt, og hun greb hurtigt omkring fjernbetjeningen. Hun pegede den mod tv’et og trykkede på pause-knappen med en voldsomt rystende hånd. Videoen stoppede på nyhedsreportagens meget seriøse ansigt.
Så begyndte tårerne igen at finde sin vej fra hendes øjne. De sveg efter allerede så mange salte dråber. Og hendes kinder havde utrolige råde striber fra, hvor strømmene havde faldet. Hun snøftede. Hun holdt tydeligvis gråden inde på den måde, hun havde problemer med at trække vejret ordentligt.
Hun fugtede sine tørre læber med det slimede spyt, der havde samlet sig på hendes tunge, inden hun løftede fjernbetjeningen op igen. Hun spolede båndet helt tilbage til starten. Normalt elskede hun lysten af et VHS-bånd, der blev spolet igennem. Det mindede hende om ham. Og den måde han altid så diverse dokumentarer igennem igen og igen, når han stressede over sit arbejde. Han havde selvfølgelig ikke kunne høre, hvor irriterende lyden var. Men hun havde vænnet sig til den. Dog var det anderledes denne gang.
Hun trykkede start, og den blonde kvinde begyndte at fortælle det hele igen. Denne gang hørte hun dog ikke helt efter.
Hun rettede lidt på tæppet. Blot for at ødelægge det igen kort tid efter. Hun drejede hovedet og så mod billedrammen, der lå ved siden af hende på sofaen. Kun svagt lyst op af det kølige lys fra tv’et. Hun trak sin arm frem fra tæppe-puppen og rakte ud efter den. Hun strøg kortvarigt sine fingre hen over den glatte overflade af glasset, der beskyttede billedet.
Det var af ham. Og hende. Dem begge. Sammen. De smilede, som de altid gjorde, når de var sammen. Hans arme var omkring hende. Og hendes yndlings eng var til stede i baggrunden. Hun huskede, da billedet var blevet taget. Og hvor ville hun ønske, at hun kunne gå tilbage til den tid.
Lige pludselig blev en skarp ud fra et bip sendt igennem rummet. Hun så hurtigt op og søgte med det samme blikket hen mod telefonsvareren henne på køkkenskranken. Det lille røde lys var tændt og indikerede aktivitet.
”Det er Venus!”
”Og Mars!”
”Vi er ikke lige ved telefonen lige nu, så ring senere eller læg en besked.”
Det var som om at hjerte bristede fuldkommen ved lyden af hans stemme. De havde brug så lang tid på den telefonsvare-besked. Og nu var det den eneste måde, hun kunne hører hans stemme eller fornemme, at han var omkring.
”Hey! Det er Jean! Venus! Hvor i helvede er du? Du har lukket dig fuldkommen inde i de sidste tre uger…” Hun hørte ikke rigtig efter, hvad der blev sagt, men hun tøvede det mindste med at holde sin hånd ud og lave en bevægelse, som hev hun stikket ud.
Telefonsvaren blev voldsomt revet ud af stikket og fløj af køkkenskranken og ned på gulvet. Hun ville ikke høre de andres stemmer.
Hvorfor kunne det ikke være ham, der ringede for at fortælle hende, at han var okay. At han var ankommet til forskningscenteret i god behold.
”HOLD JER VÆK!!” skrig hun og krøllede sig helt sammen. Armene omkring benene igen. Og ansigtet skjult i mellemrummet mellem hendes knæ og brystkasse.
Og så kom gråden. Den havde været der før. Men den syntes altid at blive kraftigere for hver gang.
”…men efter to ugers søgning går der rygter om, at de har opgivet.”
Båndet løb ud af materiale og tv’et gik over til den sædvandlige sorte og hvide flimmer skærm. Efterlod lejligheden i stilhed. Kun hendes kvalte gråd var at til stede nu.
Hvornår mon hun ikke længere havde flere tårer tilbage i sin krop?
avatar
Venus
Beginner (Rank 4)

Bosted : En meget almindelig lejlighed for studerende i Terre. To-værelses på fjerde sal.

Antal indlæg : 38


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum