Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email



Latest topics
» Once Upon a Masquerade Ball (Hazel)
Today at 15:30 by Khá

» In distress //Zak
Today at 15:15 by Zakaroff

» Fashion show - Leetha (xxx)
Today at 8:54 by Leetha

» Busy Opening.... XXX(Cara)
Yesterday at 22:05 by Caleb

» Face Claim
Yesterday at 3:06 by Maze

» First Date
Yesterday at 0:06 by Noah Harris

» Is That How You Repay Me?! (Lucien)
Lør 24 jun 2017 - 2:04 by Sascha

» Between Lies and Lovers
Lør 24 jun 2017 - 2:03 by Sascha

» The curse inside //Caleb
Ons 21 jun 2017 - 23:06 by Alyssa

Top posting users this month
Caleb
 
Cara
 
Sascha
 
Khá
 
Zakaroff
 
Jordan
 
Hazel
 
Danayela
 
Lucien
 
Leetha
 

Statistics
Der er i alt 644 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Lazarus

Vores brugere har i alt skrevet 243748 indlæg in 12657 subjects

You are not connected. Please login or register

Gå til side : 1, 2  Next

AuthorTopic: Not too far.

Not too far.
« on: on Søn 19 okt 2014 - 1:28 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Dato ¤ Onsdag d. 25. februar 2015
Tid ¤ 23.31
Sted ¤ Terre - Gågaden
Vejr ¤ Stadig få minusgrader men tørvejr.

Privat ~ Sean Brennan Rivers.
____________________

Djævlen så en sidste gang hen over sin skulder, inden hun satte af fra vindueskarmen og sprang ud i den frie luft. Hun var allerede godt klar over, at der var for langt ned til jorden, og hun fortrød meget hurtigt sin plan, men det var for sent. Hun slugte sine skrig og holdt ubehaget fra suget i maven inde. Der skulle helt ikke være nogen, der opdagede hende. Ikke endnu i hvert fald. Hun så jorden komme tættere og tættere på og til sidst blev hendes fødder hamret hårdt ned mod græsplænen. Per automatik svang hun sig fremover, så hun rullede en enkelt gang hen over sin skulder. Hun kom op på benene igen i en glidende bevægelse, men de første var skridt var noget klodsede, eftersom hendes muskler summede af adrenalin. Det stoppede hende dog ikke for at fortsætte.
Hun satte i løb med det samme. Og denne gang så hun sig ikke tilbage. Hun løb bare. Direkte hen over græsplanen. Hun holdt sig i nattens skygger så godt, hun nu kunne. Hun var trods alt ikke vant til at snige sig ud. Hun havde aldrig rigtig øvet sig med at snige sig ud af huset uden, at hendes forældre skulle opdage hende. Forældre havde ikke været noget, hun havde haft. Hun forsøgte at sætte farten op, men som hun nåede buskene nær det høje metal hegn, kom hun helt ned at liste. Som hun begav sig igennem buskene blev store totter af den mellemlange askeblonde paryk ved med at sætte sig fast i de små grene, men heldigvis blev den siddende, som den skulle. Hun havde tydeligvis ikke tænkt det yderligere igennem. Det havde egentlig ikke været en plan, hun havde haft længe. Den var blot kommet på i hovedet på hende denne morgen. Så det hun havde gang i var bestemt ikke udtænkt.
Hun nåede hegnet. Og hun fik mast sig igennem et af mellemrummene. Og så stod hun udenfor Dé Pestis’ boliggrund. Hun tøvede ikke med at sætte i løb igen. Hun løb så hurtigt hun kunne ned ad gaden. Forsøgte ikke at se sig for meget omkring. Hun kunne ikke holde en pause i dette kvarter. Det var alt for tæt på, det sted hun netop var smuttet fra. Hun fikserede sin hørelse omkring sig for at sikre sig, at ingen fulgte efter hende. Og så vidt som hun kunne hører, var hun alene. Hun kunne kun høre den svare brummen fra husene, hun passerede. De hyggelige rige hjem.

Autumn begyndte endelig at sætte farten ned endnu engang. Et forundret udtryk dominerede i hendes blege ansigt. Hendes nu hazel-farvede øjne var fyldt med uskyldige julelus, som de så sig omkring. Det havde været et stykke tid siden, hun vidst havde set Terres omgivelser. Gågadens butikker med udstillinger af tilbud. Gadelysene, der gav den behagelige oplysning, som hun havde nydt sig godt af før i tiden. Hun mindes de mange gå ture ned ad gaden. Både i dagslys og om aftenen i det beroligende mørke. Hun stoppede helt op og først der, lagde hun mærke til, hvor forpustet hun var. Hendes brystkasse rejste og sank markant, og hun kunne svagt se hendes ånde på grund af den kolde luft, der omgav hende. Vinteren var ikke helt ovre endnu, selvom marts og foråret nærmede sig. Hun kørte sine hænder igennem det blonde hår hår for at få det væk fra sit ansigt igen, dog faldt det korte pandehår automatisk ned over panden igen. Hun trak efterfølgende sin hoodies hætte op omkring hovedet og gemte begge sine hænder i de lange ærmer, inden de blev proppet godt ind i armhulerne for ekstra varme. Hun frøs ikke som sådan, men hun kunne sagtens mærke kulden prikke. Og hendes kinder havde uden tvivl allerede fået lidt varme. Ligeledes hendes næse blev det bevist, da hun snøftede.
Hun så sig igen lidt omkring. Der var ikke mange på gågaden, hvilket ikke var den største overraskelse. Det var sent. Og alle butikker havde som sådan lukket. Det var en onsdag, så ingen var rigtig ude og fest på byens klubber eller barer. Ikke på det vildeste plan i hvert fald. Hun så en til to par gå side om side. En gruppe venner. Og et par enkle kvinder og mænd omkring sig. Men det var ikke det store. Hun fik så gang i sine ben igen. Hun skubbede sine skuldre op omkring ørerne og spadserede nu stille og roligt, mens hun betragtede de velkendte omgivelser. Et smil formede sig hurtigt på hendes læber, og hun kunne fornemme en kriller i maven af varm glæde. Det føltes helt anderledes at gå alene. Uden at bekymre sig om, hvor hun gik, eller hvad hun lavede. Uden at have en ledsager ned sig. Det var behageligt. Men selvfølgelig skulle den glæde brydes.
Hun nåede knap nok at passerede en af gyderne, der lå imellem nogle af gågadens butikker, før hun kunne mærke andre tæt omkring hende. Hun sank tungt og prøvede bare at holde det rolige tempo. Lade som om at alt var okay. Det var bare ikke nok. Pludselig blev begge hendes arme grebet godt fat i. Tvang dem ud af deres varme hule. Hun så meget hurtigt op til hver sin side for at se de to robuste mænd, der havde fået deres fingre i hende. De ventede ikke med at tvinge hende med sig, og hun kunne høre sig selv råbe ad dem. At de skulle slippe hende. Dog huskede hun ikke selv at have sat det. Som om det havde været en refleks. Og hun måtte have sagt noget, får inden længe blev en hånd sendt ind foran hendes mund for at forstumme hende. Hun blev med det samme bragt ind i den nærmeste gyde - nok for ikke at bringe for meget opmærksomhed. Hendes arme blev da tvunget voldsomt om på ryggen. Og hun blev nu kun holdt af den ene af mændene. Men det gjorde det ikke nemmere for hende at kæmpe imod. Faktisk gjorde hun ikke meget ved det. Hun havde selv været uden om det. Og hun vidste, at hun ikke ville blive gjort noget, så længe hun ikke kæmpede imod. I det mindste have hun fået et glimt af det, hun ville.
”Vi har fundet hende. Hun var ikke nået langt. Kun lige ind i Terre.” Hørte hun en tredje mand sige ind i, hvad hun kunne se var en mobil telefon. Et suk løb over hendes læber og noget bedrøvet blev lagt over hendes ansigt.

Not too far.
« on: on Lør 1 nov 2014 - 23:10 »

Gæst

Gæst


Terre. Mange ting kunne siges om det møghul af en by. Det havde Sean lært i løbet af det sidste halve år. Den sydfranske by havde gang på gang mindet Sean om, hvor dårlig han var til at finde et dejligt sted, at endelig kunne forsvinde stille og roligt ud mod solnedgangen, efter flere års påtag af skud ment for at ende en anden mands liv. Dengang havde han jo blot ledt efter en charmerende by der havde rigeligt alkohol. Da en tilsyneladende stille by i en flække kaldt Di Morga dukkede op i et rejsemagasin, havde han fejlbedømt at det kunne være ligeså godt som noget andet sted. Indtil videre var han dybt skuffet. Der var alt for mange overnaturlige skikkelser som ham selv, og ikke alle var hyggeonkler. Byens alkohol var ingen gang god.

Alt i alt syntes han ikke om Terre for mange grunde.
Den eneste grund der var relevant denne nat, var at lumske typer luskede rundt omkring gaderne ved nattetid, som blot ventede på at brutalt fratage den uforsigtiges værdier. Det havde Sean for
længst skrevet sig bag øret, så derfor holdte han sine aftengåture langt fra områder som Allées, og foretrak derfor at spadsere rundt på Terres gågader.
Selvfølgelig var der altid små kryb luskende omkring i nogle afkroge, men gågaderne var generelt en smule mere betryggende end så mange andre steder. Derudover var han glad for gadelysene som fint oplyste omgivelserne og gav ham en fair chance for at se noget i det aftagende vintermørke i den sidste måned på årstiden. Om det så skulle være en pige med en blond paryk revet af gaden af et par muskelbundter, eller om det skulle være en blank mønt på kloakdækslet.

En let kølig brise strejfede Sean i det han tog sit næste skridt. Næsten komplet afværget af den nyere vindjakke, kunne brisen kun mærkes som et opfriskende pust mod Seans ansigt.
Luften var langt køligere omkring midnat, men han havde i løbet af vinteren lært at ignorere det værste af den.
For hvert skridt hen ad fortorvet han tog, faldt han dybere ind i sine egne tanker, som var ligesom et indviklet spind af træthed og kedsomhed hvirvlet så stramt ind om tindingerne at de truede med at kvase hjerneskallen. Aftengåture løste dette sammenfiltrede tankespind en smule af gangen og lod Sean tage et småt luftrum. Det var vel hele grunden bag disse smut ud på gaderne. Et perfekt alternativ til alkohol og hovedpinepiller.
Gaderne var naturligvis næsten helt tomme på dette tidspunkt. Det var hverdag. Alle fornuftige mennesker lå i deres seng og sov efter en lang dags arbejde. Bortset for et par skikkelser oplyst af lyskegler kastet fra gadelamperne lidt længere henne, var gaderne nærmest øde.
Det passede ham i princippet mere end fint, at kunne gå igennem gaderne uden brølet fra horder af sammenklyngede unge mennesker på druk. Gader som disse blev oversvømmet af beruset ungdom i weekenderne grundet de mange kroer, natklubber og barer stoppet ind imellem de mindre butikker. Det vidste Sean af egen erfaring efter han selv ejede et af disse mindre serveringssteder.

Han kastede kort et blik hen ad gaden. Løftede sit blik fra de grå brosten i fortorvet for at orientere sig om sine omgivelser, og om hvor langt henne han var ad ruten igennem Terres centrale gågader. At dømme fra det lukkede apotek på højre hånd, bedømte han at være omkring tre og en halv fjerdedele inde i sin sædvanlige rute. En skam. Han var eller lige ved at nyde sit eget trættende selvskab.
Han skulle lige til at lave endnu en håbløs vittighed om sin egen elendighed, da et råb ramte hans overnaturlige ører. Overrumplet af den uventede lyd, tog Sean sig til ørerene imens han forsøgte at afgøre, hvor råbet kom fra. Det tog Sean mindre end et sekund at komme sig, og endnu kortere tid for ham at regne ud hvorfra råbet kom fra; Gyderne. At dømme ud fra stemmens budskab og den efterfølgende bratte forstummelse af den kvindelige stemme, gættede Sean på at det var formentligt et gement overgreb. Tyveri, voldtægt eller kidnapning. Lige meget hvad slog instinkterne hurtigt ind, og eliminerede en hver logisk handling fra tankegangen.
Sean mærkede straks sine ben sætte i løb under ham. Hvorfor at han hovedløst taklede disse situationer gang på gang, havde han spurgt sig selv mange gange før i tiden. Han havde altid svaret sig selv at det var blot fordi at han havde noget imod røvhuller. Det var det lette svar. Så behøvede han ikke at slås mod hovedpinen der fulgte den indre diskussion om hvad motivet virkeligt var. Inderst inde vidste han at det selvfølgelig ikke var rigtigt. Han levede med røvhuller. Mange af hans venner var røvhuller. Han kunne også selv være et når han så allerdybest i flasken.
Nej, det var ikke fordi at han havde noget imod røvhuller. Den virkelige grund var at han var så håbløst heroisk. Det ville dog være den sidste ting han ville gide at indrømme i sit liv. Beskedenhed var et af hans mest dominerende træk.

Sean var næsten nået gyden da han hørte en sætning blive afsluttet.
... lige ind i Terre.
Han talte ikke fransk, men han kunne dømme ud fra tonelejet i mandens stemme (og det efterfølgende ”bib” fra mobiltelefonen) at måtte være en slags rapport til en eller anden af højere rang. Allerede der skulle han havde stoppet og tænkt over hvordan han ville takle det her. Han kunne hører deres vejrtrækninger og hjerteslag. Foruden offeret var der tre af dem og de var muligvis en smule mere organiseret end den gennemsnitlige forbrydertrio. De var tre og han var en. Han burde havde lagt en plan for at udligne sine odds en smule. Dog havde Seans instinkter som nævnt udryddet den slags logiske overvejelser.
Han væltede ind i den halvmørke gyde og vendte sig imod gruppen af veltrænede muskelbundter samlet omkring den unge tøs. Han nåede ikke at undre sig over hvorfor der var to mænd om at holde pigen, før at han åbnede munden.
Let her go, assholes! ” hørte Sean sin egen stemme råbe i retningen af mændene. Det var først da mændene (særligt manden som Sean gik ud fra var den øverstkommanderende af de tre) vendte sig om imod ham, at han lagde mærke til hvor professionelle de så ud. De var alle klædt i blå uniformer med et eller andet fransk i hvid skrift på deres brystkasser.
Selvom at deres uniformer var tykke nok til at holde det værste af kulden ude, kunne man stadig se hvordan muskler strakte sig rundt som kluntede torv omkring deres lemmer under deres tøj. De arbejdede sikkert for en eller anden rig snob. Uniformen pegede på privat tjeneste. Sean kunne dømme ud fra deres fært at to af dem var mennesker. Deres leder var, som Sean, en dæmon.
Forsvind før du kommer til skade! ” råbte dæmonen provokeret tilbage. Sean, som næsten ikke forstod et ord fransk, rokkede sig ikke ud af stedet.
De to som holdte fast i pigen mumlede et eller andet til dæmonen. Noget i retningen af
Skal vi klare ham?
Dæmonen holdte afvisende en hånd imod dem og vendte sig imod Sean.
Det her burde ikke havde været nødvendigt hvis du blot havde lyttet. Nu bliver jeg nød til at tvangsfjerne dig fra området. ” sagde han til Sean.
Sean lyttede ikke. Han knyttede blot næverne og gjorde klar til at undvige sin modstander. Da manden indledte slåskampen med et slag rettet imod Seans kæbe, dukkede Sean sig elegant og sendte hurtigt knæ op i sin modstanders mave. Let overrasket over Seans modangreb, vaklede modstanderen et halvt skridt tilbage. Derefter snerrede han og svarede Sean igen med to lynhurtige slag mod brystkassen og ansigtet.
Sean havde ikke tid til at reagere. Det første slag slog luften ud af lungerne på ham. Det andet slag ramte hans næse med et ubehageligt knæk. Der gik ikke mange sekunder før at han kunne smage blodets metalliske smag i sin mund, og kunne føle hvordan blodet piblede ned fra sine næsebor. Der skulle ingen doktor til at kunne sige at næsen var brækket. Dog følte han kun et svagt stik smerte i kampens hede.
Han betragtede nøje sin modstander. Manden havde uden tvivl en kolossal styrke, der overgik hans egen, kunne Sean bedømme efter at have følt slagene på egen krop.
Han tog ved lære af sine fejltagelse og genoptog kampen med så lidt huller i forsvaret som muligt. Grundet mandens styrke i slagene, holdte Sean sig fra forsøge at blokere. I stedet undveg han to-tre slag før at han forsøgte sig igen med et spark. Denne gang var det rettet mod bagsiden mandens knæ for at få ham i jorden. Da sparket ramte tabte han støtten i denne ene ben, og sank ned på knæ, hvor Seans næve ventede på at ramme ham på siden af hovedet. Det gik så hurtigt at Sean var springet på sin modstander og leveret adskillige slag og knæskaller mod mandens torso før at han vidste af det.
Dæmonen forsøgte mislykket to gange at få Seans serie af voldsomme udfald mod hans overkrop stoppet, dog var det svært når man lå mast ned på asfalten. I det tredje forsøg fik Seans modstander dog rullet dem rundt, så Sean nu lå mast under dæmonens vægt. Nu var det Sean der tog imod slagene fra sin modstander uden at kunne gøre noget ved det. Han bed tænderne hårdt sammen da han begyndte at mærke sin modstanders stennæve gennembanke den mest blottede del af torsoen. Han kunne ikke kaste sin modstander fra sig grundet mandens overlegende styrke. Alt han kunne var at tage imod en byge af knogleknusende slag. Flere gange troede Sean at han skulle dø. Sorte prikker begyndte at danse for hans øjne. Ulidelig smerte væltede indover ham. De spændte muskler begyndte at slappe af og han mærkede bevidstheden lige så stille slippe sit tag i ham. Det kunne Seans modstander også mærke, så derfor gav han langsomt slip i Sean og rejste sig fra ham. Heldigvis for Sean var det ti sekunder for tidligt. Sean var stadig ved bevidsthed da dæmonen rejste sig.

Dæmonen vendte ryggen imod manden, der havde håbløst forsøgt at redde pigen, som dæmonen havde fået til opgave om at finde. Derefter rettede han sig imod pigen og betragtede hendes forklædning. Han måtte indrømme at det ikke havde været helt tosset. Bare ikke godt nok.
Han gjorde tegn til sine mænd om at trække pigen af sted. Mændene nikkede og strammede deres greb i pigens arme. De begyndte slæbe og skubbe pigen længere ind i gydens mørke, og efterlod Sean gennembanket på asfalten.

Det gjorde ondt. Fra hver eneste vinkel i hans krop hvor at det kunne gøre ondt, gjorde det ondt. Han lagde først mærke til den overvældende smerte nu da adrenalinen havde forladt systemet. Hvert slag, der havde ramt ham føltes som dybe knivstik af smerte som satte hans hærdede smertetærskler på prøve. Allerhelst ville han gerne ligge og sunde sig på asfalten et par minutter, men alligevel måtte han rejse sig op. Hvis de gennembankede muskler altså tillod det.
De ømme muskler snørede sig selv helt sammen da han
kæmpede sig op på hug. Et kort gisp af smerte brød ud imellem de sprukne læber. Han havde ikke tid til at ømme sig mere, selvom dæmonen og dæmonens mænd havde kun nået yderligere ti meter ind i gyden. Dette betød at kun at Sean forhåbentligt kunne lade sin krop nå at hele nogle af skaderne før sit næste hovedløse angreb. Han kunne allerede mærke den behagelige varme, der langsomt kunne føles omkring skaderne. Det ville være dumt at forstyrre healingen af skaderne ved at presse sin krop til løb imod den uvidende dæmon længere henne. Derfor haltede han blot stille og roligt efter mændene med pigen.

Den haltende gang hen ad gyden blev hurtigt til en ubesværet listen i takt med at de ømme ben- muskler og led helede skaderne forvoldt til dem.
Hans bevægelser var komplet lydløse. En færdighed Sean ikke huskede at selv have lært at mestre, men var glad for at han gjorde. Denne evne havde også kommet ham til nytte flere gange end han selv kunne huske.
Meter efter meter halede han ind på dem, ved blot at være et skridt hurtigere per femte sekund. Skaderne i kroppen havde på dette tidspunkt helet fuldstændigt, og musklerne var nyopladet med energi. Desværre måtte det også gælde dæmonen. Sean måtte undertrykke et suk og knyttede næverne så hårdt at knoerne blev hvide. En dum plan dannede sig i hans hoved.

Da han endelig kom tæt nok på dæmonen, gjorde Sean noget der måtte kræve alt sin dumhed. Med venstre arm langede han ud efter dæmonen, og ramte ham hårdt i baghovedet.
Dæmonen, hvis reflekser var knivskarpe, nåede at komme sig over slaget, grynte af smerte og vende sig om før at Sean kunne slå endnu engang. Og det var lige hvad Sean havde tænkt sig at gøre.
Da han langede ud efter dæmonen endnu en gang, greb dæmonen som forventet fast i Seans arm for at blokere slaget.
Dig igen? Har du ikke fået nok tæv for en nat? ” snerrede dæmonen.
I et kort øjeblik kiggede de blot hinanden i øjnene og prøvede kræfter, imens dæmonen undrede sig over et svagt smil i Seans mundvig. Så spillede Sean sit skjulte kort i ærmet. Han satsede alt på en muligvis god gevinst, og chancen for at forhåbentligt distrahere sin modstander i lang nok tid til at få overtaget i kampen.
Med sin frie hånd greb Sean hårdt fat i dæmonens arm, og uden at tænke særlig meget over det aktiverede han sin evne. Det skulle han ikke have gjort. På mindre end et sekund lyste der et dæmpet, gulligt lys op omkring det sted på armen hvor Seans hånd var placeret. Og på mindre end et sekund blev dette lys hurtigt absorberet af Seans hånd.
I det dæmonens evner blev optaget i Sean, mærkede han en eksplosion i sit hoved. Virkeligheden falmede omkring ham, og et virvar af fremmede tankede væltede ind i Seans hjerne, kvalte hans egne tanker, og tvang ham i knæ. Tanker fra stort set alle i kvarteret væltede konstant ind over ham, som en syndflod af fremmede stemmer.
Argh! ” skreg han i smerte og krympede sammen.
Tankelæsning. På sådan et højt niveau? Dæmonen måtte have endnu mere brug for hovedpinepiller end Sean havde.
Uforstående rev Sean sig i håret i et håbløst forsøg på at rive tankerne ud. Denne nye evne overrumplede ham fuldstændigt. Hvorfor vidste han ikke.
Planen var at dæmonen skulle blive distraheret af evnens visuelle effekt i lang nok tid til at Sean kunne levere en ny serie slag mod ansigtet. Nu betragtede dæmonen blot Sean. Forvirret over hans pludselige smerte efter at have rørt hans arm.

De fremmede tanker forsatte med et hjemsøge Sean. Han prøvede at koncentrere sig. At samle sine egne tanker.
Han kæmpede sig op på benene og slog ud efter dæmonen uden at ramme. Han blev ved og ved. Som en tornado af næver, forsatte han med at slå huller i luften foran dæmonen. Halvt et forsøg på at ramme sin forvirrede modstander. Halvt et forsøg på at jage tankerne væk før at hjerneskallen flækkede midt over. Dog havde det ingen af de ønskede effekter, og dæmonen tillod sig at le før at han valgte at sikre Seans bevidstløshed. Med imponerende behændighed undveg dæmonen tre håbløse udfald fra Sean, og rettede derefter et slag imod sin modstanders tinding. Seans meningsløse armsving blev afbrudt efter det hårde slag, hvilket gav dæmonen en lovende mulighed for at færdiggøre sin modstander.
Dæmonens hånd lukkede sig lynhurtigt om Seans hals i et kvælertag. Derefter løftede han ham op i luften med sin overnaturligt forbedrede muskelstyrke.
Sean, som oven i det forfærdelige bombardement af hans tankegang, mærkede nu sine fødder hæve sig over jorden, sit luftrør blive spærret. Han kiggede desperat dæmonen i øjnene, og forsøgte at sige noget, men intet andet end en svag hvisken kom frem.
Dæmonen smilede grumt og trak armen let tilbage. Det tog ikke lang tid for Sean regne ud af hvad han gjorde. Dæmonen ville kaste ham ind imod muren.
Sean gik i panik. Han vendte og vred sig i et desperat forsøg på at komme fri, men det var allerede for sent. Med alle sine kræfter kastede dæmonen Sean af sted. Det var næsten som at alting gik i slowmotion fra det øjeblik dæmonen slap Sean, til det øjeblik Sean kolliderede med den mørke gydes mur. Tankestrømmen gik amok i løbet af turen igennem luften. Den ukontrollerede evne overdøvede Seans sidste tanker før han ramte muren. Dog vidste han hvad de drejede sig om; hvor stor en idiot han var at springe ind i dette.
Slam.
Sean ramte muren med ryggen. Den sparsomme luft i hans lunger blev øjeblikkeligt tømt ud, samtidigt med en eksplosion af smerte sprang ud fra rygraden.
Men dette var på en eller anden måde alt hvad han havde brug for. Der lød et klik i Seans tankegang, og den store vildrede af tanker revet igennem hans hjerne, faldt systematisk på plads.
Alt det tunge besvær blev løftet, og de fremmede tanker blev minimeret til kun at stamme fra de tre fjender foran ham. De tænkte dog på fransk så han kunne ikke forstå dem.
Sean sukkede let og forsøgte at komme op at stå, men smerten fra ryggen holdte ham effektivt nede. Han måtte vente lidt så han kunne heale, hvis han ville gøre sig håb om at kunne rejse sig op og gå til angreb igen med fornyet selvkontrol.

Dæmonen begyndte stille og roligt at gå hen imod Sean for at færdiggøre ham. Efter at dømme på det målrettede udtryk i de brune øjne, var hans hensigt at effektivt slå sin modstander bevidstløs så han kunne fuldføre sin mission uden forstyrrelser. Manden som ud af ingenting havde forsøgt at redde den unge bloddoner. Et ondskabsfuldt smil bredte sig på dæmonens læber da han knyttede næverne.

Dæmonen kom tættere og tættere på samtidig med at Seans ryg helede, men Sean var ikke bange. Hans puls blev holdt nede af det syntetiske hjerte, hvilket lod ham beholde fatningen. Lige meget hvor sort situationen end så ud.
Dæmonen nåede endelig ind for rækkevidde. Det hårde blik i mandens øjne var ikke til at tage fejl af. Han var vred, og han ønskede at ende kampen. Uden at tøve gik manden til angreb. Den mindre skade mod ryggen blev helet i akkurat tidsnok, til at Sean kunne nå at rulle til siden for dæmonens spark mod brystkassen. Adrenalinen strømmede tilbage til Seans krop. Det var som om at hjernen blev slået fra og at musklerne instinktivt tog over. I en adræt bevægelse kom han på benene igen, og sendte en serie af slag og spark mod sin modstander.
Dæmonen var ikke forberedt på dette, så mindst tre spark og slag brød igennem mandens ringe forsvar, og ramte forskellige steder på overkroppen. Dæmonen fik dog paraderne op da et fjerde spark skulle ramme ham i hovedet. Med brutal styrke væltede han imod Sean, som adræt undveg hvert af dæmonens slag og spark. I de korte mellemrum imellem hvert udfald, sendte Sean et let slag ind imod dæmonens skulder.
Da dæmonens lemmer blev ømmere og ømmere af at slå huller i luften, skiftede han over i en defensiv stilling, og tog imod Seans angreb.
For at teste dæmonens parader, genoptog Sean sine slag-spark serie, og prioriterede kraftfulde udfald imod siderne. Med jævne mellemrum gik et udfald igennem forsvaret, og efterhånden blev der kortere og kortere mellemrum imellem disse fuldtræffere. Efter ti minutter af konstante serier, var dæmonens forsvar hullet nok til at Sean kunne lægge alle sine kræfter i et spark imod skinnebenet.
Dæmonen så den ikke komme. Han var allerede strengt optaget af gentagende distraktioner sendt imod sit ansigt.
Da Seans spark ramte skinnebenet lød der et højt knæk efterfulgt af et endnu højere hvin af smerte. Dæmonen var tvunget til falde ned i knæ grundet det brækkede skinneben, hvilket åbnede ham for et hurtigt knæ mod kæbepartiet, som et slags hurtigt ”godnat”.
Dæmonen faldt bevidstløs bagover og dumpede ned på asfalten. En altopslugende sejrsrus gik igennem Sean, da han endeligt overvandt sin hårde modstander. Han sendte en velfortjent spytklat i sin fjendes ansigt og vendte så hovedet imod de to mennesker der holdt fast i pigen. De havde været så optaget af slåskampen, der havde udspillet sig imellem deres leder og denne fremmed, at de havde glemt at forlade gyden med pigen da de havde chancen.
Do you want same treatment? Let the girl go, you piece of shits! ” råbte Sean. De to mænd stirrede blot tilbage og pustede sig op, trods frygten som kunne ses i deres øjne. Opgivende rystede Sean på hovedet. Der var heller ikke noget at lede efter i mændenes tanker. Alt sammen fransk.
Alright, frenchies.. Let's go. En garde . ” sagde han og sukkede. Han hævede atter sine næver og fremviste sine hudløse knoer.
Den ene af mændene gav pigen et ordentligt slag i maven for at hindre hendes mulige flugt under den kommende slåskamp.

En af mændene, den højeste af dem, var først til at springe på Sean. Nok var manden veltrænet, men han var stadig blot et menneske imod en dæmon. Sean undveg mandens første slag, blokerede det næste, og ramte så manden med sådan en kraft at han blev sendt flyvende bag ud. Derefter gik den næste til angreb med en knyttet næve imod Seans ansigt. Sean greb fat i mandens arm ti centimeter før den ramte, og klemte så til om armen med alle sine kræfter. Smerten i armen fik manden til at åbne sin hånd. Han skreg og skreg og måtte tage sig til armen med den frie da knoglen brækkede. Derefter sendte Sean i knæ mandens mave og lod ham dumpe ned på asfalten i dyb smerte.
At banke de to mennesker, var ikke noget han havde nydt at gøre. Nogle gange blev man blot nød til det.

Han skyndte sig at løbe over til den stakkels pige. Bekymret over hvordan hun havde taget slaget i maven, og overgrebet i det hele taget. Helt frem til nu havde han ikke undret sig over hvorfor han ikke havde hørt hendes tanker.
Are you okay? Are you hurt? Være.. kvinden.. ødelagt? ” sagde han og forsøgte endda på sit håbløse fransk.
Han nåede ikke at sige noget andet før lyden af nogle klagende grynt blev hørt bag ham. Da han vendte sig om, så han at dæmonen var vågen og var ved at eksplodere i raseri.
Jeg dræber dig, dit barbariske dyr! ” råbte dæmonen og før at Sean kunne nå at reagere, skød der en gigantisk ildkugle imod ham, og pigen han lige havde reddet.

Not too far.
« on: on Ons 5 nov 2014 - 21:33 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Der løb ikke mange tanker igennem den unge djævels hoved. Hun var blevet overvældet af den skuffelse, der var kommet af at have været så nem at få indfanget igen. Hun burde ikke engang havde gjort et forsøg på at komme ud. Nu ville det blot blive værre for hende selv. Et suk skøjtede let hen over hendes tørre læber, og hun hang dovent med hovedet, hvilket samtidig gjorde det mindre ubehageligt at have sine arme så meget i lås. De behøvede ikke at stramme så meget til. Hun var trods alt ikke snild nok til at kunne komme væk fra dem, hvis de havde et løsere greb på hende. Hun lukkede sine øjne i et mere langvarigt blink, mens små tanker om det bestemt spøgelse, der ellers skulle holde øje med hende. Hun fik det helt dårligt, som hun blev mindet om, hvordan hun havde brudt en af hans regler. Hvorfor havde hun ikke bare spurgt ham, om hun måtte komme udenfor lidt? Hun havde pludselig enorme problemer med at huske hvilke grunde, hun havde haft for absolut at skulle tage på eventyr alene.
Autumn skulle netop til at mumle nogle ord om, at de sagtens kunne give slip på hende - hvor skulle hun dog løbe hen? - men meget hurtigt blev hele situationen afbrudt af en ny ukendt stemme, der rungede ud i gyden, de alle stod i. Der gik ikke mere end et par sekunder, før hun løftede sit hoved op, og selvom det tunge pandehår op parykken blokerede noget af hendes syn, havde hun stadig et godt udsyn til den person, der nu stod og gjorde sit til at virke truende. Et overrasket udtryk dominerede med ét over det bedrøvede udtryk, og hun fik endda lagt sit hoved en smule på skrå. Han så ikke ud af meget. Han havde rigtig nok sit udseende med ham, men han lignede langt fra en, der havde nok muskelkraft til at tage kampen op. Hvis altså det var hans plan. Dog skulle hun nok ikke dømme ham for hurtigt. Hun havde allerede godt og vel 7 års erfaring med Di Morga, hvilket bestemt var nok til at forstå, at man aldrig skulle undervurdere andre. Det blev sådan set også rettet mod hende.
Igen ændrede trækkende i hendes blege ansigt. Hun kunne sagtens høre alt, hvad mændene stod og snakkede om. En form for bekymrende frygt spredte sig hurtigt fra hendes øjne. Hun så kort mod dem, og hun ville have rystet på hovedet, hvis ikke det var fordi, hun vidste, at hun intet kunne gøre for at stoppe det, der snart ville gå i gang. Hun drejede blikket tilbage mod den fremmede mand, der stadig ikke havde flyttet sig det meste. Han virkede et sted afslappet. Ikke fuldkommen, men han så ikke ud til at tøve. Det var først, da den øverstkommanderende nærmede sig manden, at der kom en reaktion fra Autumn. Hun begyndte at vride sig lidt ekstra, og råbende ord forlod hendes mund. Kun for at blive tonet helt ud på grund af hånden, der stadig var placeret tæt omkring hendes mund. Hun forstummede dog med det samme, at det første spark fik kontakt. Hun måtte indrømme, at hun var noget overrasket. Det tog bare ikke den urolige følelse væk.
Hun hørte pludselig et sagte knæk, der syntes at bringe ekkoer ind i hendes hoved. Hun var ikke selv alt for bekendt med lyden, men det løb hende isnende koldt ned af ryggen, som havde nogen hældt vand ned af nakken på hende. Hun stivnede et øjeblik og fokuserede skarpt mod den fremmede mand, og hun fik hurtigt øje på blodet, der løb fra hans næse. Slaget måtte have ramt det helt rigtige sted. Eller hvad vidste hun om den slags? Hun forstod faktisk ikke meget af, det som der foregik. Denne mand måtte have misforstået, hvad der skete. Det var nok heller ikke så svært igen. Hun havde været dum nok til at råbe om hjælp ud fra ren refleks. Men de tre mænd, der var kommet for at hente hende ind, havde også været lidt for brutale. Hun var jo ingen trussel. Hun var ikke farlig. Men måske vidste de det ikke.

Det hele gik umådeligt hurtigt for hende. Og der gik ikke længe, før hun blev nød til at klemme sine øjne hårdt i. Hun ønskede ikke at se på det længere. Det var ikke andet end unødvendig skade, der blev udført. Det var hårdt bare at høre på. Hun ønskede virkelig, at hun havde haft sine hænder frie, så hun kunne holdte dem oppe omkring sine ører. Men i stedet måtte hun høre på hvert et slag, hvert et spark og hvert et støn af smerte, som kom fra de to mænd. Hun kunne svagt mærke uroen i de to mænd, der stadig holdt hende fast. I perioden, hvor det tydeligvis var deres overstående, der lå under slagene, strammede de deres greb bare en smule. Forståeligt nok.
Og så var det slut. Hun hørte ikke flere udbrud fra kampen. Kun den sagte lyd af forpustede vejtrækninger. Det tog hende lidt tid, før hun tvang sine øjne op igen. Og det hun så, da hun løftede hovedet, var ikke det meste behageligt. Af en eller anden grund, havde hendes øjne landet direkte mod den fremmede, lidt bag ved den bredskuldrede dæmon i uniform, der triumferede kom tilbage til hans første mission. Den unge mand, der havde gjort sit for at komme til hendes redning, lå der bare. Mer eller mindre stille. Hun kunne ikke se hans skader, men hun kunne fornemme dem på lang afstand. Hun sank tungt og et skrækslagen udtryk lagde sig hen over hendes ansigt, mens hun bare stirrede mod manden. Hun lagde først mærke til dem nu. De mange bevingede insekter. De smukke sorte sommerfugle, der pludselig sværmede omkring ham. Hun kunne ikke helt indikere, om de landede på ham eller bare forholdte sig omkring ham, men det skabte en tyngde omkring hendes brystkasse. Og som hun begyndte at blive ført længere ind i gyden, havde hun svært ved at tage blikket væk fra ham. Dog blev det gjort. Lige tidsnok til ikke at se ham komme mere til live.

Autumn drejede hurtigt hovedet hen over skulderen, da hun atter hørte den hårde stemme fra ilddæmonen. Hun nåede lige at få et glimt af hendes redningsmand, før et kraftigt ryk tvang hende yderligere væk fra slåskampen. Hun forsøgte igen med at se sig tilbage, men det blev mere og mere besværligt. Hun fokuserede så meget på det, at hun ikke engang havde lagt mærke til, at hendes mund ikke længere var blokeret. ”Kom nu..!” vrissede en af mændene, der havde et godt tag hende. ”Du har skabt nok problemer for i dag.” Hun var bekymret. Hun var nok mest bekymret for den fremmede mand. Han så ud til altid at have den mindste chance. Og den uniformerede dæmon så ud ikke ud til at stoppe, før truslen var fjernet fuldkommen, hvilket skræmte hende utrolig meget. Men samtidig var mistanke begyndt at krympe sig ind på hende. Havde denne mand bare misforstået det hele? Eller havde han andre planer, siden han brugte så mange kraft. Hvor blev han ikke bare liggende, selvom han tydeligvis var voldsomt skadet?
Hun vendte blikket væk fra det og igen lukkede hun sine øjne i. Lod sig selv blive fulgt væk. I det mindste var hun ikke på, at hun ville blive bragt i sikkerhed. Og hvad gjort et par ømme arme. Pludselig hørte hun endnu et skrig fra den ny-ankomne dæmon. Det var anderledes end de andre udbrud af smerte. Dette var højere og mere skingert. Dog fik det hende blot til at klemme sine øjne endnu mere i. Lukke det ude. De stoppede brat op, og hun blev nærmest kastet rundt, da begge mænd, der havde ansvaret for hende drejede omkring for at se, hvad der skete.

Resten skete overraskende hurtigt. Hun havde af en eller anden grund åbnet sine øjne igen. Og hun havde fulgt med i det hele. Hun turde næsten ikke lukke det ude igen. Lydene uden billederne gjorde det hele så meget værre. Hendes fantasi blev skruet alt for højt op. Men det var stadig ikke noget kønt syn. Hun var blevet utrolig bleg i ansigtet, og hendes øjne skøjtede frem og tilbage, som ønskede hun ikke at gå glimt af noget. Hendes mund blev tør, men intet syntes at virke. Hendes øjne spærrede sig betydeligt mere op, da hun så, hvordan manden blev løftet tilbage. Hun kunne svagt skimme blikket i hans blik, som han blev holdt oppe i halsen.
”STOP!!” skreg hun pludselig, men som forventet blev hun ignoreret. For kort tid efter blev den mere spinkle dæmon sendt direkte ind i den nærmeste mur. Selvfølgelig så hun væk lige i tide, som var hun bange for, at han bare ville knække over i to øje store halve dele. Hun overreagerede måske lidt, men det var endnu for brutalt til, at det var nødvendigt. Det måtte uden tvivl gøre ondt. Sådan at blive kastet rundt, som var han ikke meget andet end en klude dukke. Det fik hende i hvert fald selv til at tænke sig mere om at skulle gå imod deres vilje.
Selvom hun havde forventet, at det var ovre nu, tog hun fejl igen. Hun hørte det starte igen. Hun havde ikke lyst til at åbne sine øjne igen. Hun ville ikke se mod dem igen. Hun vidste, hvad hun ville se. Hun kunne allerede fornemme de bevingede insekter, som havde de strøjet hendes kind, før de nærmede sig de to dæmoner. Det fik hendes ben til at ryste en smule under hende, og hun var for første gang lykkelig over, at hun blev holdt fast. Hvilket også betød, at hun blev holdt nogenlunde oprejst. Hun gjort sit til at lukke det hele ude. Hun pressede hårdt sine læber sammen og skabte bekymrede rynker mellem øjnebrynene. Og som hun stod og ønskede, at det hele ville slutte hurtigst muligt blev hendes tanker brudt af en sætning af engelske ord. Det kom lidt bag på hende, hvor hurtigt hun endte med at se op igen. Scenen var nu helt anderledes. Hvad var der sket?

Med ét blev al luft slået ud af hende, og hendes krop blev pludselig bare sammen, da et slag blev sendt direkte ind i maven på hende. Hun landede hårdt på sine knæ, før hun svang sine arme omkring maven og lænede sig fremover for at ømme sig. Hun havde ikke forventet noget lignende, derfor var der ikke kommet den mindste lyd fra hende. Og hun gjorde ikke meget for at komme op at stå igen. Hun blev bare siddende, med et noget overrasket blik i øjnene. Hun stirrede mod intet i asfalten under hende. Og hun lyttede hun sagte til, hvad der skete omkring hende. Hvad var der lige sket?
Hun så først op, da hun endnu engang hørte de engelske ord. Denne gang blandet sammen med en omgang noget rysten fransk. Hun så ganske forsigtigt op mod ham med et forvirret udtryk. Så så hun hen ad gyden, hvor alle tre mænd lå mere eller mindre bevidstløse. Naiviteten spillede skarpt omkring hende, da hun så tilbage mod sin redningsmand. Mistanken havde vokset i løbet af de sidste par øjeblikke. Dog gjorde hun alligevel et forsøg op at svare ham. Men hun blev med det samme afbrudt af hårdt ord.

Autumn drejede hovedet. Hun så ilddæmonen rette sig lidt op. Og hun så ildkuglen. Derefter var det ikke den mindste tøven at fornemme omkring hende. Utrolig hurtigt rejste hun sig endelig helt op. Med sine arme fri, havde hun endnu mere balance og usikkerheden i hendes ben var fuldkommen forsvundet. Uden at sige et ord, placerede hun sine hænder på den engelsktalende mand og skubbede ham efterfølgende en smule væk fra sig. Lige i tide til at ildkuglen eksploderede og gjorde sin kontakt med hundjævlen. Eller den ramte hende ikke rigtig. Hun lukkede sine øjne i af ren refleks, da trykket af eksplosionen sendte hende et stykke tilbage, hvor hun landede hårdt på ryggen. Men udover det var hun efterladt uskadt. Ikke det mindste tegn, var at finde på hende. Derefter faldt den bredskuldrede dæmon hen i ubevidstheden igen.
Hurtigt så hun hen mod den eneste mand, der stadig stod oprejst. Hun stod et øjeblik uden at vide, hvad hun skulle sige til ham. Selvfølgelig håbede hun inderligt, at han ikke havde opdaget noget. Håbede at han havde slået hovedet nok til ikke at have registreret det. Hun sank besværet og et øjeblik prøvede hun at tvinge et lille smil frem, men der så ikke ud til at lykkedes.
”Who are you? And why did you…” Hun stoppede sig selv. Hun kom forsigtigt op at stå igen og tog et enkelt skridt tilbage - tog lidt afstand til ham. Hun rettede kortvarigt på parykken, så hun bedre kunne se ham igennem pandehåret. Og hun trak godt ned i hoodien. ”You shouldn’t stay here.” Men det burde hun nok. Hun ville bare ikke være den de vågnede op til. Hun så lidt frem og tilbage mellem den unge mand foran hende og de bevidstløse mænd på asfalten ikke langt fra dem. ”It was stupid for you to get hurt for this.” Hun tog endnu et skridt bag ud og lagde sine arme omkring sig selv. I en omfavnelse i kulden. Der var først her, at hun opdagede den skade, som han havde taget, til trods for hendes forsøg på at få ham i sikkerhed. Hun stivnede et øjeblik og stirrede skræmt mod ham. Det var som om at hele tavlen var blevet vasket ren, da hun så ham.
”Are you okay!?” lød det fra hende i en panisk tone, før hun spænede hen til ham. Hun kom ned på hug ved siden af ham og så op og ned af ham. ”I thought I got…” I rakte forsøgt ud efter ham. Hun kendte ingen former for helende magier. Og hun havde ingen af sine materialer, som hun skulle bruge, hvis hun skulle blege de brandsår, han havde fået. ”I though I got you out of the way! Oh my…” Hun rettede sine øjne direkte mod hans ansigt. Hun prøvede virkelig at forholde sig rolig. ”Can you.. Can you stand? We have to get you to the hospital!”

Hun fik det vel lidt dårligt af at se på ham. Det var et sted hendes skyld. Hun var overvældet af en dyb samvittighed. Hun så lidt ned af sig selv. Og så tilbage mod ham. Hun havde ikke engang en lille skramme. Og hun skjulte automatisk sine hænder i hoodiens ærmer, som om hun stadig kunne nå at skjule faktummet fra ham. Hun kom helt ned på knæ og bekymringen spredte sig hurtigt ud i hendes ansigt, som hun så på ham og tænkte muligheder igennem. Ville det virkelig være en god idé, at bringe ham til hospitalet? Ville hun blive genkendt til trods for forklædningen?

Not too far.
« on: on Søn 9 nov 2014 - 0:56 »

Gæst

Gæst


Sean nåede akkurat at vende sig om for at kaste sit blik på det farevarslende projektil, der med et løsnede sejrsrusens greb fra den nyligt overståede kamp om ham, og banede vej for at frygten kunne slå ned i ham som et lyn fra himlen. Da den store kugle af orangeflammer skød igennem luften, væltede adrenalinen ind over ham, og tankerne slog igennem i mindre end et hjerteslag. En simpel række af planer tog form i den unge mands panikslagne tankegang. Hvis dæmonen kunne manipulere med ild, kunne Sean også. I princippet kunne han ændre ildkuglens kurs, men han havde ikke tid til at lære hvordan denne evne virkede. Han måtte få den stakkels teenager væk før at ildkuglen kolliderede med de få meter asfalt imellem de to.
Lige før at Sean skulle til at kaste sig ind imod hende i et primitivt forsøg på at skubbe hende væk, mærkede han hendes hænder støde imod ham og skubbe ham i sikkerhed sekundet før at ildkuglen kolliderede med asfalten foran hende og eksploderede i et virvar af ild og flammer.
No! ” råbte han imens han kæmpede efter balancen efter det uventede skub nær havde kostet ham fodfæstet.
Men for sent. Pigens skikkelse blev opløst i en truende sky af altopslugende ild, som ildevarslende hurtigt bredte sig sultent ud til siderne i et forsøg på at få fæste i noget brandbart. Sean lukkede øjnene, lige før at han kunne mærke den svedende varme møde huden. Han bed tænderne sammen for at udstå den ubærlige hede, som ligeså snart den var kommet, forsvandt.

Forsigtigt åbnede han øjnene op igen, i frygt for at se pigens slemt forbrændte krop ligge foran ham. Da han så pigen ligge på asfalten, hoppede hans hjerte i brystet på ham. Var hun skadet? Død?
Han kastede et blik på hende. Hun så ikke ud til at være skadet af ilden den mindste grad. Hendes hud var ingen gang en smule rød trods at hun havde stået i midten af den mindre eksplosion. I et par sekunder stod Seans mund åben af forbløffelse imens hans øjenbryn var rynket af bekymring. Da hun rejste sig op åndede Sean lettet op. En tung sten lettede sig fra det syntetiske hjerte. Hun var i live! Sikke en nyttig evne at have. Immunitet over for ild?
Han kastede et overfladisk blik over imod ilddæmonen, og bedømte så at manden ikke længere var en trussel. Derefter fokuserede han på pigen.
Sean var forvirret i det hun åbnede munden. Burde han ikke være den som spurgte spørgsmålene? Hvem var mændene og hvad ville de hende for et eksempel. Det var ret tydeligt at hun var speciel, hvis man sendte professionelle efter hende. Han svarede ikke på hendes spørgsmål. At være forvirret over hvilken person der brutalt gik til angreb på sine overfaldsmænd måtte være naturligt, og de spørgsmål var ligeledes også naturlige, men hvorfor han havde reddet hende var åbenlyst, og hvem han var, var irrelevant.
I just saved you from a bunch of nasty bodyguards. Calling that accomplishment stupid is the first thing on your mind? Yeah. It is fucking retarded. Now, are you hurt? Need me to call your parents? ” sagde han og kiggede på hende. Det var først nu at han lagde mærke til at hun talte engelsk.

Da hun spurgte ham om at han var okay, hævede han forvirret et øjenbryn. Okay? Selvfølgelig var han okay..
Han kiggede ned af sig selv. Først nu havde han lagt mærke til hvordan flammerne nogle steder havde brændt sig igennem vindjakken og cowboybuskerne og efterladt store, grimme væskende brandsår. Nu da han var bevidst om skaderne, kunne han nu mærke smerten på sin ødelagte hud. Flammerne havde brændt sig igennem hans tøj mindst sytten steder, nogle steder værre end andre. Også hans ansigt var blevet lettere ramt af ilden. Huden var rød, og et utal af vabler havde allerede dukket op. Dog var skaderne forhåbentligt overfladiske. Han håbede at han ville kunne hele dem væk. Hvad der ikke ville hele var den nye vindjakke. Først var den blevet slidt imod asfalten, derefter plettet af blod og nu det her?
I'm fine! I just need to sit down for a bit.. ” sagde han. Stemmen knækkede lidt, påvirket af smerten fra sårene.
Langsomt sank Sean ned i skrædderstilling. Klagede stille over et af sårene der gik over hans brystkasse.
You saved me from the worst of the damage. The light wounds I got was inevitable. ” sagde han og kvalte et støn. Han vidste hvad hun nu ville sige.
”We got to get you to the hospital!”
Han imiterede en lys pigestemme i sine tanker. Og sekundet efter viste det sig at Sean havde ret med hensyn til hendes replik. Et træt suk undslap hans læber.
I just need to sit down for a bit.. I can heal. ” sagde han i et trist forsøg på at overbevise hende.

Not too far.
« on: on Ons 12 nov 2014 - 19:37 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

“Oh! So you can heal! Well isn’t that just great.” Selvom hun forsøgte at være mere sarkastisk i sin tale, var det nemt at høre hendes bekymring. Det var nærmest som om den sad helt oppe i halsen på hende. Lige som det sad i hendes øjne. Hun scannede ham grundigt. Op og ned. Hendes blik landede på de sår, hun nu kunne se fra hendes placering. Efterfølgende stoppede hun atter ved hans ansigt. ”But you’re not healing fast enough, now are you?” Det var ikke så meget et spørgsmål, hun ønskede et svar på. Det var blot en konstatering. Han havde en regenereringsevne, der tydeligvis var langt bedre end hende, men han havde været ude for en helveds masse på bare få minutter. Hun pressede sine læber sammen og en svag rynke dannede sig mellem hendes øjenbryn som for at indikere, at hun havde svært ved at tænke klar. Hun studerede hans næse og blot et split sekund senere, løftede hun sin ene hånd, skjulte den i ærmet, hvor efter hun førte den hen mod hans ansigt. Ganske forsigtigt tørrede hun det værste blod væk, som var kommet fra den brækkede næse med ærmet som klud. Blod var ikke rigtig noget, hun havde det største problem med. Og hendes tøj kunne vaskes. ”You’re a total mess.” mumlede hun afsluttende, da hun trak sin hånd til sig igen. ”And it’s all my fault, huh.”
Autumn sank tungt, mens hun stirrede ham bedende i øjnene. Hun vidste godt, at han ikke blot var et menneske. Hun kunne ikke bruge sin lugtesans til at sætte ham i bås, men hun kunne stadig fornemme den magiske ladning, der hang over ham. Så hun troede ham hundred procent på ham, da han sagde, at han ville hele op igen. Men det sitrede alt for ubehageligt i hendes fingerspidser, og hun sig et sted obligeret til at gøre noget. Godt nok ville hun heller ikke selv nærme sig hospitalet, men det virkede stadig som den allerbedste plan i øjeblikket.

Med ét rejste hun sig helt op. Hun tøvede ikke rigtig med at komme helt om på siden af ham, før hun bøjede sig ned efter ham. ”Come on..” Hun fæstnede sine hænder i hver hans armhule, hvorefter hun gjorde sit bedste for at tvinge ham nogenlunde op at stå igen. Det var egentlig ikke så svært for hende, som man ellers skulle forvente, men man kunne stadig se anstrengelsen i hendes ansigtsudtryk. Hun havde nu heller ikke haft den bedste stilling til at løfte en ung mand op på benene. ”At least.. don’t stay right here.” fik hun frem under anstrengelsen og til sidst, fik hun tvunget ham mere eller mindre op. Hun kunne nok ikke være til megen støtte på grund af deres højde forskelle, men lidt kunne hun give ham, hvis han ikke kunne gå selv. ”It wouldn’t be very wise of you to still be around when big guy number 1, 2 and 3 wake up.”
Til trods for at hun forsøgte at lyde fattet og nogenlunde rolig omkring situation, blev hendes nervøsitet afsløret ud fra flere ting. Hendes hænder rystede. Hendes balance var nok ikke den allerbedste. Og så var hun direkte elendig til at skjule det fra hendes ansigt. Hun så kortvarigt op mod ham efter at have svunget hans arm omkring sine skuldre, inden hun blot så direkte frem og begyndte at bevæge sig ud af gyden uden yderligere tegn på, at hun ville lade ham slippe så let.

Hun holdt sig selv stille under hele turen til hospitalet. Hun havde ingen idé om, hvad hun skulle sige eller spørge om. Hun var stadig ikke sikker på, at hun kunne stole på ham. Også selvom han virkede ret uskyldig i hendes øjne. Da de nåede frem havde kulden virkelig bidt sig fast i hende og fået hendes kinder til at blusse op. Også selvom, at dæmonen ved sin side virkede underlig varm. Det der var knap så godt, var at parykken igen havde sat sig skævt. Bare en smule. Hun havde ikke rigtig haft tiden til at sætte den ordentligt fast.
”Thanks.. By the way.” lød det pludseligt fra hende. Hun holdt sin stemme svag, som skammede hun sig lidt over sin tidligere reaktion over, at han havde gået fuldstændig amok for at få hende ud af mændenes klør. Hun beholdte blikket mod vejen foran dem. Så helst ikke mod ham, da hun sagde det. ”I guess I was just surprised. I haven’t been out in quick some time.”

Not too far.
« on: on Lør 15 nov 2014 - 12:59 »

Gæst

Gæst


Well I just took a beating for you, so I might not heal at record-breaking speeds. ” mumlede Sean muggent og holdte hånden op imod sin næse. Så man bort fra de opsvulmede brandvabler, var den næsten helet fra ilddæmonens stenhårde næve, der ved største lethed havde brækket den.
Yeah it is. Last time I am saving you, young lady. ” sagde han i en dårlig spøg og lod et skævt smil gå mod asfalten. Pludseligt kunne han ikke styre sin trang til at blot falde tilbage og lukke øjnene. Stille og roligt slap han paraderne, og lod afslappet sin ryg hvile op ad muren. Blikket blev i et kort øjeblik ubehageligt sløret. Han blinkede hurtigt for at få udmattelsen ud af øjnene.
Hele hans krop skreg på hvile. På mulighed for at ordenligt hele brandsårene i stedet for at blot holde det værste af smerten væk fra nervefibrene. Under ham begyndte asfalten at blive blødere, og hans krop blev tungere. Især hans øjenlåg kunne ikke længere holdes oppe af selv den dæmoniske styrke han besad. Langsomt giv de efter og faldt i, og så gik der ikke lang tid før at hans sind løsnede sig og gled ind i søv...
Med et sæt spærrede han øjnene op, da pigen uden nåde hev ham ud af den drømmende tilstand. På et split sekund sprang livet tilbage i hans lemmer, og bevidstheden udvejede trætheden.
Aaah! ” udbrød han overrasket i det pigens øjenbrynsløftende styrke fik ham op på benene med et ustabilt fodfæste. Det var tydeligt at hun var overnaturlig, og selvfølgelig derfor besad fysiske fordele (såvel som magiske), men alligevel formåede hendes overmiddel styrke dog at overraske ham let. Han havde tydeligvis undervurderet den spinkle teenager.
No choice, huh? ” mumlede han næsten uhørligt da han selv fik stabiliseret sit fodfæste.
Well I am no wise man, but I guess you must be right. Doubt I would could take that demon on a second time. sagde han og tog hårdt fat om hendes skulder for at støtte sig op ad den spinkle pige han endnu ikke kunne identificere racen på. Brandsårene omkring anklen smertede ulideligt meget når end han lagde for meget vægt på højre fod, så han var tvunget klodset halte sig igennem mørket. Få smertestik i ramte benene i ny og næ når de udmattede muskler vaklede under de forsigtige skridt.
Sean bed tænderne sammen. Godt nok brød han sig ikke om tanken om hospitalet, men han kunne sagtens bruge noget stærkt smertestillende lige nu, og måske en seng at sove i.

Under turen til hospitalet, havde Sean flere gange været nødt til at modstå trangen til give slip og lade sin krop ramme gågadens brosten med et lavmælt 'bump'. Bevidstheden så ikke ud have meget kontrol over ham længere, og han ville muligvis ligge besvimet på gaden, hvis det ikke var for pigens faste greb i ham, og dermed også de sølle rester af bevidstheden, der var ved at give slip i ham. Faktisk fandt han kun ud af at de var nået frem ved lyden af fremmede tanker der pludseligt gjorde sig til kende. Pressede doktorer, skræmte patienter og besøgende. Han kunne høre dem alle. Selv koma-patienternes ensomme tankegang. Stemmerne var nok til at vække ham lidt op. Hovedpinen forstyrrede hans forsøg på at sove i stående tilstand. Han løftede dovent blikket fra jorden. Gabte, og drejede så hovedet over imod pigen ved lyden af hendes stemme.
No problem. I can see why. ” sagde han og hentydede til muskelbundterne, med et skævt smil, der snart blev erstattet af en grimasse i ubehag. Han løftede sin hånd, og pressede to fingre opad sin tinding. Tankerne blev voldsommere jo tættere de kom på hospitalet.
Wait.. ” mumlede han. Tankestrømmen måtte kontrolleres med smerte indtil at han lærte, hvordan man undertrykte den selv.
Han bed tænderne sammen, og lagde så alt vægten over i sin højre fod. Den ulidelige smerte fra brandsårene brød straks ud i benet, og tvang et anstrengt grynt ud af hans læber. Men det havde da den ønskede effekt; tankerne faldt som før på plads, og nu var de eneste tanker han kunne høre, var mindre personale og småskadede i venteværelset indenfor i hospitalet nogle meter henne.
Alright.. I'm good. ” sagde han og kiggede på hende. Først nu lagde han mærke til den skæve paryk. Forundret løftede han et øjenbryn.
A wig? It's a litte awry. ” lo han kort. Derefter tillod han sig at rette på den skæve paryk. Han vidste ikke helt hvad han ellers skulle sige. Der var sikkert en god historie bag parykken, men han besluttede sig at spare dem begge for yderligere akavethed, og forsatte så sin besværede gang imod hospitalets indgang. Lige før at de gik indenfor, vendte Sean sig imod pigen.
If they ask, say that I tried to light up our campfire with gasoline. ” sagde han.

Da de trådte ind, blev de mødt af en panisk stemning. Rummet de kom ind i fungerede som både reception og venteværelse for dem med mindre skader. Dette foregik roligt nok, men høje råb, gråd og skrig blev hørt fra gangene ud fra venteværelset, og påvirkede stemningen. Receptionisten kiggede op fra sine papirer og betragtede lettere forskrækket den nyankommne unge mands brandskader, og rejste sig op fra stolen for at komme ham til hjælp.

Not too far.
« on: on Lør 15 nov 2014 - 20:39 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

På grund af Autumn’s følsomme nervesystem, kunne hun nemt fornemme hans anstrengelser. Hun gjorde, hvad hun nu kunne til at holde ham oprejst, men flere gange havde han nok været på nippet til at falde sammen. Men heldigvis virkede denne fremmede mand til at være fyldt med direkte viljestyrke. Han havde måske ikke kæmpet meget imod, da hun tvang ham med sig uden hans frie vilje, men så nu alligevel ud til at ville færdiggøre turen til hospitalet, hvilket gjorde hendes arbejde en hel del nemmere.

Hun havde været på hospitalet utallige af gange. Hun havde trods alt haft en god håndfuld praktiktimer der. Hun kunne ikke helt lade være med at se tilbage på den uddannelse, hun havde været i gang med før alt brød sammen og efterlod hende fuldstændig hjælpeløs. Hun havde egentlig virkelig nydt det. Det havde sådan set også været hendes drøm, hun havde været i gang med at få gjort til virkelighed. Men det var ikke altid, at verdenen tillod en at gøre, hvad man nu drømte om. At se tilbage var næsten at træde hende hårdt og brutalt i hælene. Det fik hendes tanker til at snuble klodset rundt i hendes hoved, indtil de faldt på plads og lod som ingenting.
Idet det enkle engelske ord blev hørt fra hans strube, stoppede hun automatisk. Hun så lettere undrende mod ham, som forstod hun ham ikke helt. Var han bange for hospitaler? Muligheden lå der, men hun fandt hurtigt frem til andet, da hun opdagede det smertefulde udtryk, der dannede sig i hans kønne ansigt. Hun skulle netop til at emne sin mund til at sige noget - Forsikre sig, at han var okay. Hun havde ikke rigtig lagt mærke til, hvad han selv stod og lavede med den mest skadede fod, så selvfølgelig malede bekymringen sig igen i hendes ansigt. Takket være de farvede kontaktlinser, der skjulte den blå farve, var hun næsten hundred procent sikker på at al følelsen ikke blev bragt helt frem. Dog kom han hende i forkøbet, da han pludselig så ud til at have det en del bedre. Selv de små panderynker af sammentrækninger i hans ansigt, var mere eller mindre forsvundet.
”Huh?” Hun havde godt nok selv haft opmærksomheden rettet mod parykken, som i øjeblikket var ved at falde ned i fjæset på hende, men at han kommenterede på det kom bag på hende. Hun stod helt stille, da han rettede på den. Og egentlig vidste hun ikke, hvad hun eller skulle gøre. Hun kunne godt mærke et par totter af de brune hår falde ned i nakken, men forhåbentlig blev det dækket så godt som muligt. ”Thanks. Yeah.. I’ve this dream of being a blonde someday but I’m way too scared to actually dye my hair.” forklarede hun med en svag latter I undertonen. Det var uden tvivl en stor fed løgn, men det vidste han nok ikke. Når det kom til hverdagens hvide løgne, var hun vel blevet ganske professionel, hvis hun selv skulle sige det. Hun holdt smilet på sine læber lidt endnu for at give ham den sædvandlige imødekomne fornemmelse, inden de fortsatte indenfor i virvaret.

Hun fandt det faktisk ret overvældende, da der pludselig var så travlt omkring dem. Hun havde ikke været i blandt så meget kaos i lang tid, så da en sygeplejeske pludselig kom til syne foran dem, sendte det et mindre chok igennem hende, hvilket vel bare lagde endnu mere oven i det skuespil, hun netop skulle til at vise frem.
”Vi.. Vi camperede bare i baghaven, og jeg så væk i ikke mere end et par sekunder, før han begyndte at råbe op!” panikken var tydelig i hendes stemme og hendes fransk var flydende. Hun så frem og tilbage mellem manden, der havde reddet hende, og receptionisten, der ikke fik den sande historie. ”Bålet havde ikke ville tænde, så han hældte pludselig bare benzin på og…” Hun behøvede ikke at sige mere, før hun havde fået receptionistens fulde opmærksomhed. Der gik i hvert fald ikke længe, før en han fik viftet en forbipasserende sygeplejeske hen til sig for at tage sig af dem, inden han smuttede tilbage til sin disk for at samle nogle papirer til den ny-ankomne duo.
”Hvad er der sket?” lød det fra det sygeplejersken, der endnu stod ved dem. Dog lod hun ingen af dem fortælle historien igen, før de blev genet med ned af en af gangene.

Der var overraskende stille i det lokale, de var blevet ført ind i. Ikke specielt stort. Helt hvide vægge. En seng. En computer med tilhørende kontorstol. Og alle små materialer, som kunne bruges til mindre akutte episoder. Den fremmede mand var blevet placeret på sengen, og Autumn sad lydigt på en af stolene, da hun blev talt til af sygeplejersken.
”Jeg bliver nød til at bringe en læge her til.” sagde hun med en ganske beroligende stemme, inden hun rakte djævlen en dokument-plade med et par papirer. ”Jeg er tilbage inden længe, men i mellem tiden få udfyldt dokumentet her.” Og så var hun ellers hurtigt ude af døren igen.
Djævlen sank en smule tungt, hvorefter hun så ned på papirerne med de forskellige felter, der burde blive udfyldt. Hun skimmede det hurtigt, inden hun så hen mod den skadede dæmon. ”Alright.. What’s your name?” spurgte hun, før hun pludselig rystede svagt på hovedet og holdt en hånd oppe som for at stoppe sig selv. ”No. I probably shouldn’t be filling this out for you. There’s some privat things… Unless you can’t write anything yourself. How are your healing going? I mean.. You look exhausted.”

Not too far.
« on: on Lør 29 nov 2014 - 23:06 »

Gæst

Gæst


Det var en sand lettelse da han mærkede den bløde seng under sin ømme krop. Omgivelserne smeltede bort. Bekymringerne løftede sig, og forsvandt under det hvide loft.
Han var stærkt fristet til at give efter og blot synke ned i madrassen, og falde i en sårplejende søvn. Men selvom hele hans krop skreg på hvile, så var sygeplejerskens afsked kort og det efterlod ham med den fremmede piges spørgsmål.
Hans navn? Hvad havde det at gøre med noget som helst... Han tvang sine øjne åbne og fik øje på dokumentet i hendes hænder. Et irriteret suk slap igennem hans læber.
I guess I will heal normally once I fall asleep. I don't think my body can stay awake and heal supernaturally at the same time. Not after getting pushed around by some juiced-up piece of ass anyways. ” sagde han og kastede så et blik på sine hænder for at bedømme hvor hårdt ilden havde skadet dem. Huden var lidt rød, og få steder var der et par enkelte vabler, men ellers så de ikke særlig slemt skadet ud.
I think I can write. But I don't speak French. You might have to translate something for me if I can't find out myself. ” sagde han og kæmpede sig op i en siddende stilling for at tage imod dokumentet. Siden fransk var et latin-baseret sprog kunne han sagtens regne ud af hvad der stod for det meste af tiden. Navn, adresse...
For et kort øjeblik overvejede han om han skulle skrive et falsk navn. Bare for at slippe for breve fra kommunen angående hospitalet. Dog ville det nok være en dum ide, så derfor noterede han sit eget navn og sprang videre til de andre felter på papirerne.

Da han var færdig rakte han papirerne tilbage til pigen, og lod sig atter falde tilbage i den bløde seng. Brandsårenes smerte kunne ikke længere mærkes. Det eneste han lige nu rent faktisk kunne mærke, var trætheden der herskede over hans skadede krop.
And by the way.. My name is Sean.
Han kiggede en sidste gang op imod pigen med et venligt smil, før han lagde sig på sin side og trak den tynde dyne op over sig. Taknemmelig over at endelig kunne ligge sig i en blød seng.
Hans sind løsnede sig hurtigt op og sank ned under puden. Øjenlågene gled i. Musklerne blev slappe. Før at man kunne tælle til tre var han allerede faldet i en drømmeløs søvn.
Normalt sov han meget let til slet ikke, men denne gang trak søvnens tag i ham dybere end den nogensinde havde gjort de sidste par måneder. Faktisk var det næsten som at skaderne påført af ilddæmonen ville resultere i noget godt for hans helbred. Det var næppe kun skaderne der havde givet Sean denne overvældende udmattelse og træthed efter den voldelige konfrontation med muskelbundterne.

Der var gået noget tid da hans øjenlåg begyndte at sitre.
En time? Ti?
Bevidstheden rørte sig langsomt op i ham. Som et bål der langsomt antændtes og flammede op i en stille og rolig ild, begyndte han at lige så stille svæve op af det søvnige dyb. Muskel for muskel genvandt han kontrollen af sin krop, og de første muskler var hans øjenlåg. Igen sitrede de let. Han ønskede ikke at vågne.. Ikke lige med det samme i hvert fald.
Der gik tyve minutter før at han fik samlet koncentrationen. Før at han tog sig sammen til at modstå trangen til at dovne den af under dynen.
Han bøjede let i sine fingre. Vrikkede med fødderne. Til hans glæde smertede de ikke længere.
Han tvang så øjnene på klem. Kiggede op imod loftet igennem de små sprækker, og forsøgte at vende sig til det skarpe lys. Lidt efter lidt kunne han åbne sine øjne fuldt, og blev mødt af synet af det mindre lokale. Hvide vægge og loft. En computer. Nogle stole. Alt det han havde været for sløret til at opfatte da han blev hjulpet her ind med den fremmede pige. Han havde været alt for fokuseret på at komme i seng. Nu ville han bare gerne ud..
Han så overrasket på pigen da han fik øje på, hvordan hun var faldt i søvn med hovedet hvilende på hans sengekant. Det var nok bedst at lade hende være i fred, så han rejste sig lydløst fra sengen, for at orientere sig om hvor skadet han stadig var.
Da han kiggede ned af sig selv var brandskaderne væk. Få steder var hans hud en lille smule rød, men ellers var der intet at se.
Han tog sin brandskadede jakke af og smed den på en af stolene. Der var ingen grund til at tiltrække blikke når han gik ud efter kaffen i automaten ude på gangen. Selvom resten af hans tøj ikke var uskadt efter ildkuglens eksplosion.
Da han vendte tilbage med en kop af dårlig sort kaffe, satte han sig på en af stolene, og ventede afslappet på at pigen ville vågne. Selvom at det muligvis kunne vare en time eller to. Kaffens høje koffein-indhold ville nok ikke få ham til at falde i søvn i løbet af ventetiden. Han kastede igen et blik på hende. Parykken var skæv igen. Mon lægen havde opdaget det da sygeplejersken sendte personen ind?

Not too far.
« on: on Søn 30 nov 2014 - 0:19 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

”Sure.” Et lille mere oprigtigt smil formede sig på hendes læber. Hun havde kunne mærke, at han ikke var fra omegnen allerede, da hun havde hørt ham spørge, om hun var okay. Men det var først blevet fuldt bekræftet nu, som han indrømmede det. Godt nok var det ikke alle der talte fransk i Di Morga, men de fleste forstod sproget til nødstilfælde. Hun kunne ikke lade være med at fnise lidt inden i over sammenligningen, der skete inde i hendes hoved. Begge dæmoner. Og begge elendige til fransk.
Det lille smil, han så sendte hende, inden han lagde sig godt til rette på sengen, fik hende til at føle sig lidt varm. Det skabte lidt mere tryghed for hende. ”I’m Au-… April.” præsenterede hun sig kort tid efter uden rigtig at vide, om han overhoved hørte det, eller om han i øjeblikket var på vej til drømmeland på sit flyvende tæppe.

”Kontakt en sygeplejeske, hvis der sker noget, eller når han vågner op.”
”Det skal jeg nok gøre.. Tak.”
Autumn lukkede med det samme døren i igen, da sygeplejersken endelig var blevet overbevist om at gå igen. De havde endda forsøgt at vække ham op men uden yderligere held. Hun stod et øjeblik og lænede sig op ad døren, mens hun så hen mod ham. Han måtte virkelig have været udmattet. Han havde uden tvivl brugt en masse kræfter. Måske endda for mange. Hun følte sig lidt skyldig. Havde det ikke været på grund af hendes rebelske handling, havde han sikkert ikke ligget der med brandsår og væskende vabler. Hun sank besværet og foldede sine arme omkring sin mave. Den snoede sig sammen af skyldfølelse.
Stilheden lagde sig tykt hen over lokalet. Det eneste hun kunne høre var det travle personale ude på gangen, hvilket var formindsket til uforståelige mumlende lyde, og Seans dybe vejrtrækninger. Det virkede afslappende, men samtidig begyndte ubehaget at krybe ind på hende. Hun brød sig virkelig ikke om hospitalet. Før havde hun haft noget andet at tænke på, men nu var hun helt alene og uden andet at lægge sine tanker på.
Hun tænkte så det knagede, mens hendes øjne flakkede rundt i lokalet. Hun var ikke i panik. Hun forholdte sig roligt. Dog var hun fyldt med lysten til at vende sig om og bare marchere ud af døren. Denne unge mand kunne vel sagtens klare sig selv uden hende. Og med den tanke drejede hun omkring og nåede kun lige at trykke håndtaget ned, før hun blev overvældet af ansvaret for at blive. Hun var den eneste, der holdt øje med ham. Hvad hvis der skete noget?
Hun bed sig frustreret i underlæben og støttede sin pande mod døren, mens hun løftede sin hånd fra håndtaget. Lod døren forblive lukket. Var det ikke bedst at blive? Samtidig ønskede hun heller ikke at skulle tage tilbage til palæet. Hun ville hellere nyde ikke at blive råbt af så længe som muligt.
Af den grund vendte hun sig atter om og tog de få skridt hen til sengen igen. Hun stod et øjeblik og betragtede ham, men opgav hurtigt efter for ikke at virke som en direkte stalker. Hun forstod ikke, hvad der var så fascinerende, ved at se andre sove. Var det fordi, det var der, hvor man smed alle sine facader? Al blokaden, man holdt oppe for at andre ikke skulle komme for tæt på? Hun sukkede lettere opgivende og trak sin stol i ryglænet helt hen til sengen, før hun dumpede ekstremt dovent ned i den. At se ham sove, gjorde hende træt. Og et gav overvandt hende. Tvang sig igennem hendes mund og gav hende ikke engang tid til at dække den med en hånd.
Hun sad et sekunds tid med skuldrene skubbet helt op til ørerne, og hænderne var proppet ned i trøjens lommer, som om hun frøs. Hun bed sig en smule i sin ene kind. Hun lagde forsigtigt sit hoved mod sengens kant og så hen ad madrassens overflade. Og derefter gik der ikke længe, før hun selv faldt helt hen.

Madrassen var overraskende blød. Hun havde altid set hospitalssenge som nogle elendige senge lige siden, hun selv havde tilbragt over to måneder i en. Men nu - efter over et halvt år - nød hun sig godt af sit underlag. Hendes arme havde holdt hendes hoved med selskab, mens hun sov, og hun var rykket helt ud på kanten af sin stol. Hun havde haft en stille og rolig søvn. Igen drømme. Kun et par små utilfredse lyde var kommet fra hende, da nogen bevægede sig ud af sengen. Dog havde det ikke vækket hende. Hun måtte have været mere søvnig, end hun havde troet.
Da hun så ellers endelig var ved at vende tilbage til den virkelige verden, lød det et dybt suk fra hende, inden hendes øjne åbnede sig via et par blink. Lidt efter lidt. Det at blinke hjalp virkelig også kontaktlinserne til at sætte sig på plads. Hun burde vide bedre, aldrig sov med kontaktlinserne i. Hun var heldig, at de ikke var faldet ud. Hendes hoved føltes tungt, og det tog lidt tid, før der kom mere liv i hende. Stadig med hovedet liggende på sengekanten fikserede hun sine øjne op mod hovedgæret, hvor hun egentlig havde forventet at finde sin redningsmand. Men han var der ikke. Dog virkede hun ikke panisk. I stedet drejede hun sit hoved til at ligge på den anden side, hvor hendes blik landede mod ham, som han sad i sin stol og drak kaffe. Kaffe-duften havde afsløret ham.
”Hey…” mumlede hun, mens hun langsomt satte sig op igen. Hun kørte en hånd igennem sit hår, hvilket blot resulterede i, at parykken faldt helt af og det lange brune hår faldt utæmmeligt ned omkring hendes ansigt. Det var noget andet end blond. Og det så sikkert også en hel del mere naturligt ud end parykken. Hun virkede dog ikke alt for bekymret. Hun lænede sig blot tilbage i sin egen stol og trak sit ene ben op til sig. Holdt det på sin plads ved at svinge armene omkring det. Parykken holdt hun bare i sin hånd.
”You’re up. How are you feeling? Any better?” spurgte hun med en rolig stemme og drejede hovedet for at se mod ham i stedet for at dreje stolen. Det var nemmere. ”They told me to call a nurse when you woke up.” Det var vel mere en hentydning til, om han fandt det nødvendigt.
”Oh man…” Hun lagde en af sine egne kølige hænder mod sin pande for at dulme den svage hovedpine, som hun havde fået over at sove i knap så behagelige stillinger. ”How long have I been sleeping..”

Not too far.
« on: on Lør 6 dec 2014 - 1:07 »

Gæst

Gæst


Sean løftede et blik fra bunden af kaffekoppen, da en mere eller mindre søvndrukken mumlen nåede hans ører fra sengekanten. Pigen, hvis navn han huskede som April, så ud til at have brudt søvnens tunge slør. Et drilsk, skævt smil spillede sig ud på hans læber.
Morning, sunshine. ” sagde han og slubrede de sidste dråber kaffe i sig. Han stillede koppen fra sig på gulvet og rettede opmærksomheden imod April, som satte sig til rette i stolen.
I am great, thank you. Turns out I was right. Seven hours of sleep and my healing is magically restored. Funny how that works. ” sagde han og lænede sig tilfreds tilbage i det spinkle ryglæn. Han havde siddet og nippet til kaffen godt en lille time før April vågnede. I mens at varmen langsomt havde gået af kaffen havde han så småt lært sig selv, hvordan han fiksede dette med sine nyfundne pyrokinisiske evne. Den evne viste sig at være langt mere nyttig end tankelæsningen.
Det var hans anden kop, og på vejen ud til automaten havde han fået øje på uret på væggen. Så ud til at det var otte lange timer siden nattens begivenheder. Et hvert spor af brandskader havde nu forsvundet fra hans krop, men hans tøj viste tydelige spor hvor ilden havde gnavet sig igennem det tynde stof, og efterladt store gabende huller.
Personally I would like not to come up with an explaination of how I suddenly recovered completely in eight hours. Are the nurses here even aware of people like us? ” spurgte han og lagde benene over kors. Det var vel næppe første gang at en overnaturlig besøgte hospitalet med sådan en stor del af dem blandt Di Morgas befolkning. Det var måske sjældent at der var overhovedet var noget behov for det, men det måtte da ske på et tidspunkt? Det var not heller ikke et sjældent syn at se en engel blandt lægerne. Med et naturligt instinkt for at hjælpe og ofte en evne til at hele de sårede, burde Jonlu være en ideel arbejdsplads for disse væsener. Så var spørgsmålet om hvor mange af de menneskelige sygeplejersker og læger så var indviet i det overnaturlige.

Prøvende lukkede Sean sine øjne. Åbnede sit sind og rakte ud efter de flydende tanker ude på gangen. Det var som en urolig sø. Hver tanke som en vildfaren mindre bølge som konstant skvulpede op ad kanterne. Alligevel koncentrerede han sig og greb fat i tankerne som hvislede forbi hans ører i en lavmælt hvisken. Det var for det meste fransk. Dog var der en tone at spore i måden de blev tænkt. Som et bestemt stemmeleje der faldt på et bestemt udtryk eller en følelse.
Stress. Bekymring. Knuste hjerter. Frygt. Han frasorterede tankerne med bekymrede, rædselsslagne og hjerteknuste miner fra tankerne med arbejdsstress. De stressede tanker tilhørte højst sandsynligt de arbejdende, så herfra ventede han blot på at ord som 'engel' eller 'dæmon' blev nævnt tilfældigt i tankestrømmen. Bare for at han kunne bekræfte at det muligvis ville kunne blive lidt lettere for ham at finde på en undskyldning for sin mirakuløse healing, hvis det kom til det.
Det var dog nok et lidt langt skud, at håbe på at sådan et ord skulle slå ind i tankegangen, og at lede efter specifikke tanker på denne måde gav ham en lettere kvalme. Derfor valgte han at give op i sin søgen, og sætte og sætte sin lid til pigens svar.
Well you were out quite a while. Maybe you should have a cup of coffee? ” sagde han og så lettere bekymret på pigen. At sove med hovedet mod sengekanten kunne ikke tænkes at være den mest behagelige måde at sove på. Og i hans verden var kaffe, hovedpinepiller og stærk alkohol kuren imod alting.
Or water, of course. I can go fetch some for you if you want? ” spurgte han venligt efter at have tænkt lidt over det. Det var ikke alle der kunne lide kaffe, og hver person havde sin egen tilgang til hvad der hjalp dem. Vand var nok i virkeligheden bedst.

Not too far.
« on: on Søn 14 dec 2014 - 20:10 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Det var noget af en lettelse at høre fra ham, at han var okay. Skyldfølelsen forsvandt stille og roligt og smilet på hendes læber, syntes at blive en smule mere oprigtigt. Hendes øjne var stadig en smule døsige, som om hun ikke rigtig havde fået nok søvn. Hun var heldigvis ikke en person, der havde brug for meget søvn længere. Hun havde ikke brug for at få mindst 9 timers søvn for at fungere optimalt i skolen. Hendes døgnrytme var fuldstændig vendt på hovedet, vredet omkring flere gange for så bare at blive smidt ned i den nærmeste container fyldt med kattegrus. Hun havde vænnet sig til den enorme mangel på søvn og turer til drømmeland, at hun i princippet ikke havde brug for at sove - troede hun. Selvfølglig havde hun brug for at sove en gang imellem med al den energi hun brugt på at bekymre sig og alt muligt andet unødvendige sager.
Et svagt overrasket udtryk formede sig i Autumns ansigt, da han spurgte indtil, hvor vidt overnaturlige væsner var kendte på hospitalet. Han var uden tvivl ikke nogen, der havde tilbragt meget tid i Di Morga. Og dette afslørede også, at han heller ikke havde hørt meget om stedet. Men alligevel fik det hende selv til at tænke lidt over det. I hendes hoved var lød det næsten absurd, når et andet væsen ikke kendte til den åbenhed, der var i denne magiske stat. Dog var det vel heller ikke så langt et skud ud i ingeting. Hendes udtryk ændrede sig en smule, samtidig med at hun drejede sit blik væk fra ham. Hun så betænktsom op mod et af hjørnerne i loftet.
”Some of the nurses and doctors are aware, yes. Most of them actually. It’s alsmot always another magical creacture who takes care of the likes of us. They can sense the difference.” Sagde hun stille og roligt, inden hun så mod ham igen med et svagt træk på skulderne. ”You can probably also sense something like that, right? I haven’t told you that I wasn’t human, but you seem to know already. And you maybe even did it without realising.” Der lå en form for visdom på hendes tunge, når hun talte om visse ting. Hun havde selv lagt mærke til det. Og det var underligt. Hun skulle stadig vende sig til, at hun vidste en del mere om verdenen, end hvad hun havde troet for blot 4 år siden.

Hun rystede på hovedet, da han tilbød hende kaffe. ”No thanks. I don’t need the energy. And besides…” Hun slap pludselig sit ben og satte foden ned på gulvet sammen med den anden, hvorefter hun rejste sig og drejede en halv omkring omkring. Hun manøvrede omkring stolen og luntede klodset hen til døren. Hun stod et øjeblik med ryggen til døren, mens hun satte parykken mellem sine tænder. Bare så hun kunne have sine hænder frie til at samle det pjuskede brune hår nok, så hun bagefter kunne tage parykken på igen. Hun rettede kort på dem, inden hun atter så hen mod Sean. ”Shouldn’t we get you out of here before a nurse comes to take your temperture?” Hun trykkede samtidig ned på håndtaget og åbnede langsomt døren en smule som en hentydning til det, hun netop havde foreslået.
”It’s not a difficult task to sneak out. Trust me. I used to be here in a long time. And it quickly become boring to just sit around to become well again.” Hun gjorde et kast med hovedet som et ekstra forsøg på at få ham med sig. Dog var hun lidt i tvivl, om han stadig havde brug for bare at sidde og sunde sig. Hun så afventende på ham. Forsøgte ikke at skynde på ham.
”How about I pay for a new jacket? As a thank you token or something?”

Not too far.
« on: on Ons 31 dec 2014 - 2:17 »

Gæst

Gæst


Come on, April. You survived the impact of a huge ball of magical fire without a scratch. Doesn't take a genius to figure out that you aren't your typical run-of-the-mill teenage girl. ” nævnte Sean kort med et glimt i øjet, da hun nævnte hans kendskab til hendes magiske blod. Indtil nu havde hun vist en sjov evne til at være immun overfor dæmonens ild og tankelæsning. Det var noget han i en svag grad havde lagt mærke til kort efter han duplikerede de to evner. Efter han sendte mændene i jorden, havde han forventet at høre en skræmt stemme fra pigens tankegang, men hørte ikke en pind. Dog havde han dengang haft et større fokus på hendes sikkerhed, så han havde ikke næret mistanke til hendes afskærmning af hans tankelæsning. Stadig var det vel noteret et eller andet sted i baghovedet, sammen med det tydelige faktum at ilden ikke bed på hende.
Would love that but how? The nurses are pretty much everywhere. And I think the one tending to us got aware of me being awake when I was out for coffee. Either she stops us out there, or she will be coming here soon. "
You used to be here alot? What would keep you here long enough to get bored? I mean.. You are supernatural, right? Most of us heal at remarkable speed. ” spurgte han med et lettere hævet øjenbryn. Der var selvfølgelig dem med mindre defekter i deres magiske opbygninger. Små forskelle der bestemte, hvilken omfang ens magi havde effekt på områder som healing. Nogen healede langsommere end andre. Og så var der selvfølgelig de mindre magiske racer. Varulve og navajoer. De healede ikke meget hurtigere end mennesker. Men April lignede ikke nogen simpel varulv eller navajo. Ikke med den mystiske evne hun besad.
Han rystede på hovedet. Rystede de sidste sørgelige rester af træthed, der ikke var nedbrudt af koffein af sig. Han gav sig selv ti sekunder til at samle sine tanker, og vendte så hovedet mod pigen ved døren. Tøvende rejste han sig så endeligt op på hendes opfordring. Så ud til at hun var seriøs omkring at snige sig igennem. Og hvor svært kunne det egentligt være? Til at starte med troede han blot at skynde sig igennem menneskemængden, og forsvinde bag kødrande var nok. Det kunne sikkert også fungere, men det lød som at April havde lidt mere erfaring.  
Selvom Sean aldrig rigtig havde haft brug for at forlade et sted på sådan en diskret måde, besad han et talent for det. Som at han var vant til det, men alligevel aldrig havde prøvet det. Sådan var det med overaskende mange ting.
Derudover var han også ved at trænge efter at komme hjem for et varmt bad og en stærk whiskey. Og alternativet var bøvl med en sygeplejerske, der ville gøre sit besøg om ikke så længe. Pludselig så det ikke ud til at være et rigtigt valg længere. Han måtte blot sætte sin lid til at April vidste hvad hun gjorde.
Sure. Sounds nice. But I will be paying you back if I ever see you again.
Med de ord forlod han sin stående plads ved stolen, trådte over til pigen i døråbningen.

So what is your plan? ” spurgte han da de kom ud på gangen. Hospitalet var mindre travlt end den sidste nat, men lyden af hospitalets summen lå stadig og irriterede i ørerene.

Not too far.
« on: on Lør 3 jan 2015 - 2:11 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Det samme øjeblik, at Sean begyndte at gå dybere ned omkring, hvordan overnaturlige normalt helede hurtigt, lagde der sig et slår af nærmest depressive udtryk over hendes ansigt. Hun så væk fra ham et øjeblik, stadig lænet op ad den svagt åbne dør. Hun slugte en mænge spyt og for et øjeblik, stod hun og overvejede at ikke sige mere omkring det emne. Det var jo alligevel ikke noget vigtigt. Hun endte dog med at gøre det alligevel. Hun slog et diskret klik med tungen, inden hun så mod ham igen. Mere direkte denne gang. Og hun forsøgte at holde et lille smil i mundvigen for at holde stemningen oppe. Så forfærdeligt var det heller ikke.
”I was involved in an…accident over six month ago. I was showered in chemicals that ended up affecting my abilities to heal. I was enrolled in the hospital for about two month before my regeneration finally started to kick in.” Hun trak lidt på skuldrene. “And besides - I couldn’t even walk at that time, so I was bound to the bed. I only came out when I friend of mine came by. So imagine how bored I could get.“ Hun skød sine øjenbryn en smule op sammen med et forstørret smil, inden hun endelig fandt sin vej ud på selve gangen sammen med sin nye partner in crime.

Roligt kørte Autumns øjne fra side til side. Ned ad gangen. Hun forsøgte at fokusere sin hørelse, men hun var stadig ikke nogen ekspert i den slags. Hun var alt for vant til at bruge alle sine sanser på en gang, at hun havde svært ved at kun bruge en ad gangen. Hun havde trods alt aldrig tænkt på, at hun måske en dag skulle få brug for den evne.
”There’s a door that leads outside by the end of the hall over there to the right.” Hun pegede ned ad gangen. Den vej, der førte væk fra selve venteværelsesområdet. ”It’s mostly just used for nurses to take a break or patients to get some fresh air. And probably a place for them to smoke, if that’s what they really need.” Hun så tilbage mod ham. Bare for at se om, han havde fanget, det hun havde sagt. Forstået, hvad deres såkaldte plan var. Det virkede lidt som om, de var i gang med at bryde ud af fængslet. Og det var utrolig unødvendigt. Dette var hospitalet. De var ikke tvunget til at blive. Og hvis de blev set på gangen, ville de nok ikke få mere end et enkelt kig, inden folk ville skynde sig forbi. De lignede trods alt ikke ligefrem patienter. Måske var alt bare blevet en leg af at snige sig væk fra ting for hende på det seneste.
”Come on, pretty boy. Or the sterilised smell will go to our heads.” Hun kastede med hovedet i deres fastlagte retning, inden hun kortvarigt så sig tilbage og begyndte at gå ned ad gangen. Hun havde sat tempoet lidt op. I hvert fald ind til, de lavede deres første drejning og deres udvej var i syne i den anden ende.

”It’s really not all that hard.” lød det fra hende, da døren bag dem lukkede i. De havde været heldige. Den eneste, der var at finde, var en ældre herre, der havde sneget en stor fed cigar med sig. Og han så ikke ud til at tage sig af de to unge individer, der nærmest kom brasende ud af døren, for at komme ud af hospitalet. Der sad nærmest en latter på hendes læber, da hun drejede omkring og gik baglæns, for at beholde øjnene mod dæmonen. Hun tog en dyb indånding af den friske morgen luft. Hendes hænder blev begravet i sweatshirtens forlomme, hvor efter hun endelig vendte sig ordentligt op og ventede i stedet på at have Sean oppe på siden af sig igen.
”Can I ask you a favor??” spurgte hun roligt, mens hendes blik søgte mod himlen. Mon de mørke skyer ville bringe regn senere? ”Can you keep that fact that I’m immune… a secret? You know - not tell anyone about it?” Da hun så mod ham igen, lå hendes ansigt I mere bekymrede folder. Bedende øjne. ”To be immune to magic stuff isn’t really something that should be sporting here in Di Morga. Anywhere for that matter.” Hun blinkede en smule og slog md øjenvipperne for at fremhæve hende bedende forsøg på at holde hans kæft lukket. ”It’s not fun to be someones shooting mark. Even if you can’t get hurt by it, it’s still terrifying to see a blasting fire ball geting thrown at you.”

Not too far.
« on: on Lør 10 jan 2015 - 21:02 »

Gæst

Gæst


No I guess it was easier than I imagined. ” kommenterede Sean. Det havde gået overraskende let. Få sygeplejersker, let tilgængelig udvej. Og sygeplejerskerne så kunne jo heller ikke rigtig sættes på niveau med vagter. Alligevel havde han som altid forventet at støde på et simpelt lille problem der eskalerede til pis. Når alt om til alt havde han et talent for at støde på denne slags problemer. Men måske viste April sig at bringe held? Et svagt, skævt smil blev antændt i hans mundvig. Så svagt at man nærmest ikke kunne notere det.
Yeah sure. It will stay a secret, trust me. I don't really have alot of people to tell it anyways. ” sagde han lettere forvirret. Evner betød ikke ekstremt meget for ham. De var altid lette at få fat på når man var ham. Som indkøbsvarer. At April kunne være så bekymret over sin evne var ikke ligefrem en tilgang han var vant til. Alligevel skulle han nok holde det en hemmelighed, hvis det var det hun ønskede.
Guess I didn't really thought about it that way. Sorry for being so thickskulled. I am just used to being okay as long as I don't die. It's simple that way. But it's still a nice ability. Is it all magic you are immune to or just fire?
Han vurderede let evnen. Tanken om at duplikere den svømmede rundt et eller andet sted i baghovedet. Mest fordi det var en nyttig evne, men også fordi at et eller andet sted..
meget småt sted....  
… var han meget betaget af hendes magi og hungrede efter den styrke der lå gemt i hende.
Sean kvalte straks den grådige tanke. Benægtede overfor sig selv at han ville have evnen for andre grunde end dens brugbarhed.
I am sorry.  I should just shut up. ” sagde han. April havde bedt ham om at holde det en hemmelighed. Sean vidste muligvis mere om hendes evne end hun ønskede i forvejen. Derfor lagde han spørgsmålet væk, og løftede blikket imod den mørke himmel som April havde kigget på for lidt siden.

Regn. Så blev det vel ikke bedre. Slåskamp, forbrænding, hospitalsophold og nu regn.. Eller måske ikke ligefrem endnu, men skyerne varslede ikke om en glad solskinsdag. Han kunne håbe på at være heldig at kunne komme hjem før det begyndte at regne.
Do you have a phone with you so we could call a cab or something? Or do you wanna walk with me to the nearest clothing store?
Nu da de var kommet udenfor kunne Sean atter mærke vinterkulden lukke sig om ham og trænge igennem de mange større huller i den afsværtede trøje. Selvom kulden på ingen måde var stærk nok til at bringe det mindste tegn af ubehag frem i hans ansigt, blev den stadig en tydelig genopfrisker af Aprils tilbud om jakken.
Han kiggede ned af sig selv. I dagslys var skaderne på tøjet tydligere. Det lignede nærmest at han var et overlevende ildebrandsoffer med det afbrændte stof der omringede hullerne i bukserne og trøjen. Et opgivende suk byggede sig op og slap ud. Sikke en nat det havde været.
Han kiggede over imod April. Der var noget han ikke rigtig kunne slå ud af hovedet. Den ivrige hungren efter hendes evne. Han havde aldrig følt sådan før. Var der noget specielt med denne pige? Eller var der noget galt med ham selv?
Tanken gav ham lettere kuldegysninger så han forsøgte at lade den ligge, men lige meget hvad syntes mindet om den grådige følelse komme frem igen.
Tøvende kastede han et blik på hendes underarm og forestillede sig, hvordan det ville så ud når hendes evner blev optaget i ham. Dog tog det ikke mere end et split sekund før han huskede at hun var immun. Ville hans evne overhovedet have en effekt på hende? Men hvad hvis at Sean fik taget kontrol af evnen før immuniteten nåede at reagere? Ville den ene immunitet neutralisere den anden?  
Spørgsmålene pressede sig på, og en tørst efter svarene blev ligeledes født. Den mærkværdige sult efter hendes evne kom tilbage. Og var der egentligt noget forkert i det? Ingen ville miste noget, hvis Sean forsøgte. Og det var bare nysgerrighed. Det var menneskeligt. Normalt. Ikke?
Fornuften slog dog ligeså stille igennem. Det var bedst bare prøve at ignorere det. Prøve.

Not too far.
« on: on Lør 17 jan 2015 - 19:50 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Hendes ansigt lyste med ét op i et af de muntre smil. Hun forstod udmærket godt den lille undring, der kunne sidde i ham, da hun spurgte om, han ikke kunne holde hendes lille evne for sig selv. Det lød uden tvivl meget mistænksomt, det var hun skam godt klar over, men hun kunne ikke tillade sig at tage chancen, hvis han en eller anden dag endte med at lade ordene komme ud omkring det. Hun kunne aldrig være for sikker. Ikke i en verden som den, hun levede i. Den magiske verden udenfor mennesket naive uvidenhed. ”Thanks.” Hun lavede et enkelt cache for at komme op i det rette tempo, som var nødvendigt for at gå ved siden af dæmonen.
”You should never be okay with just being alive.” Et punkt i hendes liv havde hun meget muligt også tænkt således. Så længe hun bare var i live skulle det hele nok gå. Men lige meget hvordan man så på det, var det den mest tomme metode at leve sit liv på. ”Yeah alright - you can heal up in no time, bla bla bla.” Hun sukkede højtlydt. Hun havde ingen vise ord. Ingen måde at formulere sig bedre, så han måske kunne ombestemme sig. Så hun holdt der. Droppede forsøget. Et sted følte hun, at hun manglede en god klump af den optimisme, hun ejede før i tiden. Derudover kom han hurtigt med et helt andet spørgsmål. Et hun desværre ikke nåede at svare. Hun havde været parat, men han viftede hende væk, inden hun overhoved nåede at klikke med tungen.

”Huh?” Den tågede fornemmelse forsvandt fra hendes øjne, da hun rettede opmærksomheden mod Sean igen. ”Oh! A phone? I don’t thi-…” Hun trak med et sine hænder op ad mavelommen i hættetrøjen for at lade dem søge rundt omkring hendes lår og bagdel, hvor bukselommerne sad. Inden længe fik hun så alligevel trukket en mobiltelefon op. En fin klaptelefon. En Nokia 2720 Fold. ”Must have brought it with me out of routine.” Hun så lettere undskyldende op mod ham og trak efterfølgende lidt på skulderne.
”Now let’s see. Taxi… Taxi…” Hun var ikke typen der kørte rundt i en taxa. Hun var blevet udstyret med et par stærke ben og en fantastisk balance, så for det meste bestod den af at gå eller tage skateboardet. Og som noget nyt blev hun nu kørt rundt til, hvor end hun skulle end. Men hun havde aldrig haft brug for at ringe til et taxa-firma. Hun bed sig lidt i underlæben, mens hun klikkede rundt i håb om at finde et hint. Hun fandt hurtigt et. Et meget klart fint. Der stod allerede en kontakt skrevet ind med navnet TAXI. Spøgelset måtte have skrevet det ind til nødstilfælde. Hun begyndte at få lidt dårlig samvittighed. Hun burde få klare indkøbet af en ny jakke hurtigt, så hun kunne komme tilbage til opholdsstedet, inden hun var gået for langt ud i sumpen.
”Uh! I actually have a numb-..” Igen knækkede hun sætningen på midten, da hun så op og tilbage på dæmonen. Hun havde først lagt mærke til den anspændte atmosfære, der hang over ham nu. ”Hey? Are you alright? You still seem a bit pale.” Måske havde han ikke helet ordentligt op endnu. Måske havde de forladt hospitalet for tidligt. Hun sank tungt ved den tanke. Hvis det var problemet, ville det have været hendes skyld. Lige som stort set alt det andet, der var sket de sidste 24 timer. Hun greb roligt omkring hans ene arm for at stoppe ham op, så hun kunne se lidt bedre til.
”Tough night, huh.”

Not too far.
« on: on Søn 18 jan 2015 - 14:06 »

Gæst

Gæst


As long as your life is good, you should always have the lowest requirements for being okay. If you had higher requirements, your life wouldn't be as good, as it would be closer to the minimum. Catch my drift? And yeah.. The healing part also helps you getting from 'okay' to 'great' in half a moment. ” kommenterede han med et smil. Det var en af de sjældne positive selvcitater han fortalte sig selv en gang imellem trods at hans liv langt fra var, hvad de fleste mennesker ville kalde godt. Han fulgte heller ikke sine egne ord. Det var blot en bleg undermuntring, bestemt til at blive opløst i løbet af næste tanke.

Det forvrængende slør af fremmed grådighed havde mere eller mindre løftet sig fra hans tankegang. Selvom det stadig lå gemt i baghovedet, løsnede hans sind sig en smule.
No.. I am fine. ” sagde han stille da han mærkede hendes berøring. Automatisk reagerede han og stoppede op. I et kort glimt af et sekund fik den fysiske kontakt imellem dem ham til at betragte det som en mulighed for at duplikere hendes evner. Han ignorede tanken og vendte sit ansigt imod hende. Han havde et talent for at analysere hver en aspekt af en persons kropsprog, og det så ud til at hun følte en eller anden form for bekymring. Muligvis skyldfølelse for det korte utilpasse øjeblik Sean netop havde slået sig ud af. Hun troede nok at det var grundet den ubehagelige nat de begge havde været igennem, men Sean friviligt tog på sig for hendes skyld.
Hvis bare det var derfor kunne det være lidt nemmere at analysere, hvad det var for en følelse af hungrende grådighed han netop delvist havde lagt fra sig. Han sukkede og valgte at tage muligheden for at kunne sige at det blot var grundet den voldsomme nat.
Yeah. Man, I could use a drink.. If you don't have enough cash for both the cab and a new jacket on you, we could stop by my place for my wallet. And my car so I could give you a lift home. ” forslog han for at skifte emnet en smule. Han havde ingen ide om hvor mange penge hun havde på sig, men havde en ide om det ikke kunne være mange. Hun var jo bare en teenager. Selvfølgelig kunne han ikke vide om hun havde tænkt sig at gå på shoppetur da hun blev overfaldet. Selv havde han i hvert fald ikke taget sin pung med sig på sin aftengåtur.

Efter den sidste replik var hans hoved tomt igen, og det tog ikke lang tid før at den slumrende grådighed kom tilbage for at udfylde pladsen. Han havde sådan håbet at han havde lagt det bag sig, men det ville ikke give ham fred. Hendes evne var simpelthen for værdifuld at lade passere. Han ville have den. Hvorfor? Denne hungren efter magi var fremmed, men føltes alligevel ubehageligt naturlig. Og det var forkert. Der var intet moralsk korrekt i denne lyst efter styrke, men alligevel var det så let at lade sig overtage af den.
Can I borrow something of you really quick? ” hørte han sig selv sige. Det var skræmmende så bekendte ordene var. Som om han havde sagt det mange gange før.

Not too far.
« on: on Søn 1 feb 2015 - 2:24 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

I det samme øjeblik som hans forslag lød fra ham, var der noget af en lettelse der blev hældt udover hende. Ikke så meget fordi, hun ingen penge havde på sig, men hun var måske ikke ligefrem blevet den største fan af nysgerrig taxa-chauføre, siden hun var kommet væk fra hvide vægge indelukkethed. Hun hørte altid spøgelsets stemme i baghovedet om, at hun skulle passe på med hvem, hun snakkede til og hvad, hun fortalte. Hun havde det trods alt med at sige for meget lige pludselig. Hun manglede lidt det filter, der nok var en nødvendighed for hende. Specielt nu. Hun begyndte at få lidt dårlig samvittighed, og kreditkortet brændte nærmest igennem stoffet i bukserne. Det var godt nok hendes, men hun havde været nødsaget til at tage det med sig uden at blive opdaget. En enkelt tanke fløj efterfølgende igennem hendes hoved: Hvis ikke hun havde råbt op, da organisationens mænd havde kommet for at hente hende, ville Sean ikke have været der. Og hun ville have været tilbage på sit værelse. Godt i gang med at skamme sig. Men i det mindste ville denne samvittighed ikke æde hende op som den gjorde nu. Nej. Det var ikke Seans skyld. Han vidste ikke noget vedrørende, hvad der foregik bag Di Morga’s slør. Lidt af en skam.

”I wouldn’t say no to that offer.” svarede hun med en opstillet munterhed. Hun kunne uden tvivl blive læst som en bog, men samtidig havde hun evnerne til at skrive ordene i bogen om. Hun trak endelig sin hånd helt tilbage til sig selv. Og som den første af dem, satte hun gang i sine ben igen. Dog forblev hendes blå øjne mere eller mindre på ham. Det var trods alt ham, der kendte vejen bedst. Hun kendte måske til de mere offentlige steder i Terre, men hun var sjovt nok ikke kendt med de mere private bygninger. Det ville nok også have været underligt, hvis hun gjorde.

Autumn havde netop fået rystet den forvildende tankestrøm på plads, da hun igen hørte hans stemme. Der var noget underligt monotomt hen ovre den, men det blev hurtigt forkastet til noget, hun bare bildte sig selv ind. Naiviteten trådte ind med det samme. Tilliden var der på et splitsekund. Hun satte farten ned igen. Hun stoppede næsten op, mens hun så en smule undrende mod dæmonen. Rynkede en smule på brynene.
”Borrow something? Sure. If I have what you need to borrow, that is.” En kort latter blev lagt hen over sætningen. Hun klappede sin mobiltelefon sammen og lagde den tilbage I varmen I mavelommen. Dog trak hun den hurtigt frem igen og rakte den roligt hen mod Sean. ”You need to make a private call?” Det var lige det eneste, hun kunne tænke sig frem til. Det var trods alt det eneste, hun havde på sig af materielle ting, som han faktisk kendte noget til. Lige udover en anden ting.
Hun løftede det ene øjenbryn en smule, og så lidt afventede på ham. ”Don’t tell me you want to borrow my wig?” Hun lød noget tilbageholdende. Det virkede mærkværdigt for ham, at ville have fingre i lige netop dét, men man kunne aldrig være helt 100 % sikker i en verden, de levede i.

Not too far.
« on: on Søn 1 feb 2015 - 15:56 »

Gæst

Gæst


No. Not your wig, phone or any worthless physical items like that. I need something a little different and don't worry, I'm not going to take your soul. ” sagde Sean med et fraværende smil. Hver eneste ord føltes så fremmed. Det var ikke hans egne ord, men dem tilhørende en grådig mand med færdighed for at dominere hans tankegang. Hvad var dette for en opførsel? Det var som at han selv var helt skåret væk fra at tage kontrol af sine handlinger, som i stedet blev overladt til en mørk underbevidsthed. Ikke mange sekunder gik før at han placerede sin hånd på pigens skulder. Han kunne nærmest allerede føle, hvordan hendes magi ville springe og sprutte op igennem ham.
This is not going to hurt. Not even a tiny bit. ” sagde han til hende med en nærmest mekanisk monoton stemme. Han følte sig så splittet. På den ene side følte han, hvor umådeligt forkert og grænseoverskridende dette var, men på den anden side var han opslugt af en brændende lyst efter hver lille del af hendes magiske kræfter. Det var den grådighed, der slog igennem efter et kort øjebliks tøven.
Han lukkede øjnene, rakte ud efter hendes magi og lod sin evne løbe igennem sin arm og ud i sine fingerspidser, der berørte hendes skulder.
Samme sekund som han aktiverede sin evne, blev han pludseligt afvist af hendes magi. Det var som om at der gik et lyn op igennem hans arm og fastlåste musklerne i grebet om hendes skulder. Skulderen blev vristet ud af hans greb i det Sean blev skubbet bagover af magiens brutale afvisning og ramte en hård seng af asfalt.
Smerten gik op igennem hans rygrad og holdte ham nede i lidelse. Hvad der lige var sket var stadig ikke gået helt op for ham. En underlig knude syntes at vokse i hans brystkasse. Hjertet bankede hurtigere og hurtigere. Han nåede et sidste suk over, hvor dumt det han havde forsøgt havde været, før at hjertet pludseligt gik komplet ud af kontrol. Det bankede af sted. Langt hurtigere end hvad sundt var.
En teori om årsagen til det pludselige anfald kunne knap nok danne sig i hans hoved. Desperat kæmpede han om at rejse sig og få fodfæste.
Bartley! ” udbrød han desperat uden nogen forventninger til at April skulle vide, hvem det var. Bartley, Seans livslange bedsteven siden hans første minders oprindelse i Irland, var personen der havde reddet Sean efter to skud i hjertet. Det var Bartleys magi, der holdte hjertet sammen, og da Aprils evne afviste magi måtte det også betyde Seans hjerte. Bartley ville nok være den eneste i stand til at stabilisere Seans hjerte.
I'm so fucking sorry! ” udbrød han i smerte til hende og tumlede ind imod den nærmeste mur for støtte. Den voksende smerte i brystkassen fyldte ham op med stress. Han slog flere gange imod muren i sin frustration, klar over at han højst sandsynligt lød som en galning i hendes ører.
Call.. a... cab. ”.
Ordene var svære at mønstre da hjertet pressede på. Det galopperede af sted, og Sean kunne sværge på at han kunne mærke to skudhuller tage form i det i takt med at Bartleys magi langsomt ætsede bort.
Det havde været umådeligt idiotisk at tro at forsøget på at duplikere hendes evner ville virke, og nu ville hun hade ham, hvis hun nogensinde fik af vide, hvad Sean havde forsøgt. Et håbløst smil dannede sig på hans læber i det en endnu stærkere bølge af smerte væltede indover ham. Svedet glinsede på den mildt solbrændte hud. Stressniveauet var langt over himlen fordi at han var hundrede procent klar over at dette kunne hurtigt ende fatalt.

Not too far.
« on: on Man 2 feb 2015 - 8:32 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Autumn havde ikke registreret meget af, hvad der var sket indtil, at hun følte sine knæ give op under hende. Hun faldt en smule sammen, som var hun blevet drænet for energi, selvom sandheden var, at hun næsten følte sig langt bedre, end hun havde gjort i lang tid. Hun sad med et noget forundret udtryk i ansigtet, mens hun forsøgte at koncentrere sig omkring situationen. Hun havde ikke følt neutralisationen. Det gjorde hun trods alt aldrig. Det skete bare. Men hvis blot hun satte pulsebrikkerne på plads, kunne hun pludselig forstå det hele lidt bedre.
Han havde forsøgt at bruge magi mod hende. Mod hende. Ikke for hende. Det var, hvad der skilte sig mest ud i hendes hoved. Hun havde stolet mere eller mindre på ham, og han havde forsøgte at skade hende. Var det ikke den eneste forklaring? Hun sad et øjeblik og stirrede mod ham. Var det derfor, at han havde ønsket at vide mere om hendes såkaldte evne? Hun vidste et øjeblik ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv.
Hun sagde ikke noget, mens Sean tydeligvis lå og var i ubehagelig smerte. Hun sank tungt og tvivlede på, om det var en god idé, for hende at nærme sig ham. Men samtidig begyndt den dårlige samvittighed atter at æde hende op. Denne gang var den dog rettet mod dæmonen foran hende. Hvis bare hun havde fortalt ham, hvad han ville, så ville dette ikke have været sket. Farven forsvandt langsomt fra hende ansigt, og det skræmte udtryk, udviklede sig en smule mere.
Hvordan kunne hun bare sidde der og gøre ingenting? Måske var det blot en misforståelse.

Undskyldningen, der pludselig lød fra ham, var den hovedsagelige grund til, at hun vågnede op. Af en eller anden grund, fik det hende ligeledes hurtigt på benene. Det var sjælendt at en undskyldning ikke havde nogen form for reaktion på hende. Og dette var ingen undtagelse. Hun skulle netop til at skynde sig helt hen til ham, da hun hørte de næste ord, der forlod hans mund. Lyden af ordene fik hende til at få det endnu dårligere.
Hun tvang sit blik væk fra ham og så lidt frem og tilbage for at orientere sig, inden hun begyndte at fumle med sin mobiltelefon. Med rystende hænder ledte hun lettere panisk efter det nummer, hun for kort tid tiden havde haft fremme og klar. Uden at tænke over det fik hun trykket sig frem til et opkald, og som mobiltelefonen blev sat op for øret, så hun tilbage mod Sean. Han så ikke alt for godt ud. Og det var hendes skyld. Igen.
”Skynd dig!” blev der nærmest råbt på fransk, inden hun hårdt klappede mobiltelefonen sammen. Hun havde ikke lydt som sig selv. Hun havde hørt sin egen stemme som noget panisk. Og personen i den anden ende havde nok eller ikke hørt hende som helt rolig. Mobilen blev knuget hårdt i hånden, før den blev smidt tilbage i den varme lomme. Hun var derefter hurtigt henne ved Sean.
Hun sneg sig endnu engang ind under ham for at kunne holde ham bedre støttet end muren. Denne gang var hun ligeglad med, hvor vidt hendes paryk satte sig skævt igen. Der var trods alt noget, der var vigtigere end en forbandet klump af falsk hår.
”Come on! We need to get out of this alley..” Som hun vidste ham vejen frem, kom hun til at tænke på, hvad de havde gang i. Hun stoppede ikke, men så alligevel et kort øjeblik noget undrende op mod ham.
”Why should we get a cab?! We’re right next to the hospital. Isn’t that better than getting home for a drink?”

Not too far.
« on: on Man 2 feb 2015 - 16:42 »

Gæst

Gæst


Hey, does it look like I'm fucking laughing here? ” råbte han vredt og tog sig til brystet. Han havde bestemt intet overskud til hendes milde sarkasme. Et eller to sekunder gik før at han var klar til at åbne munden igen. Han tog en dyb indånding for at kunne udtale endnu et par sætninger.
This is not a natural heart attack, April! The hospital won't have any luck trying to save me. One of my pals, Bartley, has the special gift of fixing unnatural health problems. I need you to call a fucking cab to his place!
Den overnaturlige hørelse var på sit højeste grundet den enorme mængde adrenalin udtømt i hans blod under denne livstruende oplevelse. Han kunne bogstavelig talt høre alt, hvad der foregik i kvarteret – dog overdøvede den galopperende hjertebanken i hans bryst det meste. Han ville have svært med at høre hendes svar, hvis hun skulle komme med sådan et.
1st floor on 25 Rue De La Marine, to the right. That's his place. Just in case I'm passed out before the cab arrives. ” mumlede han. For hvert sekund der gik syntes hans hud at blive blegere og fugtigere.
Nogen af de menneskelige træk i hans ansigt syntes at konstant udtværes og blive tegnet op igen. Et tydeligt tegn på at hans magiske system var i midlertidigt slået så meget ud af balance, at det havde en smule besvær med at opretholde Seans menneskelige skikkelse.
Sikke en nat. Sikke en morgen. Hvis dette blev ved ville han være død før frokost. Han ville havde sukket, hvis ikke det meste af hans energi gik til at forblive i live.
This is getting old. Me being half dead in your arms. ” sagde han fraværende i et mildere tonefald. Verden syntes at danse for hans øjne. Farverne flød over i hinanden, byttede plads og trak over omridset. Pludseligt så alting så fredfyldt ud..
Seans brune øjne var ikke så brune længere. De overnaturlige elementer havde trukket ind, og lige nu skiftede nuancerne imellem grønne og orange.
You know, if I die do you think I would go to Heaven? I mean.. Sure would like enjoying a drink with the big man upstairs with a couple of naked girls flashing by.
Han var døset lidt hen. Det hele så nu så afslappet ud, hvor det for et kort øjeblik havde været et kaos. Betød det at han var døden nær? Et smil udspillede sig på hans læber. Han kæmpede for at stå oprejst, selv med hendes støtte. Han havde det som at han snart ville besvime, derefter dø stille hen.
I et kort øjeblik lukkede han øjnene. For sit indre øre hørte han en pistol blive affyret to gange. Lige efter hinanden, uden tøven. Det blev ved i samme rækkefølge i godt et stykke tid før det gik op for ham, at det blot var hans hjertebanken.
Not for nothing, but I think it won't be long now.. You.. you called the cab? ” spurgte han nogenlunde i hendes retning.
For sig selv begyndte han at nynne melodien til en af de gamle sange, der jævnligt blev optrådt med tilbage i Las Vegas.
.. when the world seems to shine like you've had too much wine, that's amore. ” sang han lavmælt.

Not too far.
« on: on Man 2 feb 2015 - 17:18 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Autumn ville uden tvivl have kommenteret yderligere på hans beskyldninger om, at hun var sarkastisk over situationen. Det var hun bestemt ikke! Ikke i hendes hoved i hvert fald, men det kunne sagtens have sket, at hun havde sagt noget forkert i sit forsøg på at virke mere beroligende. Men til trods for at lysten var der, kunne hun ikke få dig selv til at sige mere. Det var ikke nødvendigt. Der var langt vigtigere ting at tage sig af. Som for eksempel så stod hun med en ung mand nær døden i sine arme. Hun kunne mærke, hvordan han blev tungere og tunger for hvert øjeblik der gik. Og for at det ikke skulle blive bedre, så følte hun sig utrolig underlig indeni, da han nærmest fik købt hendes navn. Eller hendes falske navn. Hun vidste, at han hentydede til hende, men det kostede en del af hendes anstrengelser at ikke råbe tilbage, at han skulle stoppe med at kalde hende det.
”I’ve already called one!”

Den unge djævle fik endelig ført ham helt ud af gyden og ud til selve vejen, hvor taxaen forhåbentlig ville ankomme om ikke alt for længe. Panikken var ved at fortære hende på samme måde, som Seans hjerte sendte ham tættere og tættere på døden. Et lille smil formede sig på hendes læber, da han selv forsøgte at løfte stemningen. Ja. Det var ikke første gang, at hun havde båret rundt med ham på den samme måde som nu. Han var noget uheldig. Indtil videre havde hun ikke kommet det mindste til, mens han flere gange var kommet gevaldigt til skade. Hvis altså man kunne kalde et seriøst hjerteproblem for en skade.
”I wouldn’t know..” lød det fra hende, mens hun en smule besværet fik et bedre greb omkring ham for, at han ikke ville ende på jorden. ”I’m not really the best of friends with God. It comes with the territory. But how about we don’t think about something so depressing as death? You’re gonna be alright.” Hun så hurtigt frem og tilbage for at få øje på noget der bare kunne ligne en taxa. Og overraskende nok kom der en af de velkendte orangegule biler kørende mod dem. ”See! The taxi is here.”

”25 Rue De La Marine!!” Det var ikke meningen at hun ville råbe, men frustrationen og stressniveauet havde været for højt til, at hun kunne holde sig i ro. Den stakkels chaufør så også helt overtrumlet ud. Hun havde heller ikke rigtig haft tid til at få både hende selv og Sean ind i taxaen, før hun havde fået udtalt adressen. Og hun nåede heller ikke rigtig at få gjort meget andet, end at smække bildøren i, inden hun hørte sig selv råbe Kør! og så var de ellers på vej. Og chaufføren havde åbenbart forstået vigtigheden, for der blev trukket godt ned på speederen. Noget der gjorde, at hun havde ønsket, at hun havde valgt at tage selen på.
Hun tog lidt tid til at selv falde ned, inden hun lagde de hazel-farvede øjne hen mod dæmonen. Hun trak vejret en smule forpustet og hendes hænder rystede stadig en smule. Hun holdt sig også fra at gribe ham hans hånd. Han var ikke noget barn. Og de kendte ikke hinanden godt nok til, om hun vidste, at det var i orden. Men hun blev ved med at tale til ham. Hun var måske lidt mere ude af den, end hun burde være.
”Now stay with me here, okay? We’re almost there.” Det troede hun i hvert fald. Hun havde ingen idé om, hvor denne ven boede henne af. Og hun var mest fokuseret på den underlige ujævne balance, hans krop syntes at befinde sig i. Hvad skete det?!
”Maybe I should call that friend of yours so he knows we’re coming?” Hun sank tungt, mens den ene hånd allerede var på vej ned i lommen for at snige mobiltelefonen frem. Den havde egentlig været ganske nyttig denne morgen. Hun takkede sig selv for at have valgt at tage den med sig.

Not too far.
« on: on Man 2 feb 2015 - 21:25 »

Gæst

Gæst


Not friends with God? What, you are a devil? Thought they were supposed to be big, hairy, horned and evil. You don't really fit in. kommenterede han inden taxaen ankom.

Det var rart at kunne komme ind i taxaen. Da motoren startede gav det ham et håb om at kunne komme ud af dette i live. Den tanke gjorde sædet hundrede gange mere behageligt imens stresset drev ned af hans pande i form af sveddråber. Hjertet bankede stadig af sted som et maskingevær med aftrækkeren holdt inde, men alting så bedre ud det øjeblik. Selvom han stoppede med at synge blev han ved med at nynne for sig selv. Hjalp ham med at fortsætte med at forsikre sig selv om at alt nok skulle gå.
Yeah, sure.. 34.. 56.. ehm.. 96 78. His name is Connell. Connell Bartley.
Livet fossede ud af ham for hvert sekund der gik. Døden ville snart opfylde tomrummet. Pludselig brød illusionen om tryghed op og han indså, hvor fucked op dette var.
Fuck. bandede han. Hans fingre fandt deres vej mod sædekanten. Greb hårdt fat.
FUCKING FUCK! ” råbte han i sin frustration. I stedet for at hamre sin hånd imod taget, strammede han grebet om sædet.
Hey, driver! Tænd for.. ehm.. you know, the radio. sagde han til chaufføren da anfaldet aftog. Radioen tændte ikke meget senere. Chaufføren skimmede igennem kanalerne og kiggede nervøst afventende på Sean for at være sikker på hvilken musik han ville have. Efter en håndfuld kanaler blev Sean endeligt tilfreds. Musik han kunne dø til.
Hvis ikke han selv var så tæt på at dø ville han havde ondt af chaufføren. Det var sikkert også stressende at have en dæmon med hjerteproblemer på bagsædet. Alt i alt var døende folk stressende.
Han lænede sig tilbage og forsøgte at nyde musikken, men var nok i virkeligheden for travl med at overleve til at kunne det.
Blikket svævede lidt rundt i bilen til det endeligt landede ud af vinduet. Udenfor passerede gaderne hurtigere end de burde. Han var klar over at chaufføren kørte hurtigt, og dermed også taknemmelig for det. Der gik små ti minutter før vejskiltet sagde Rue De La Marine, og endnu et par sekunder før adressen var 25. Alt i alt var Sean lidt ligeglad med med tiden. Der var ting af højere vigtighed lige nu, så de ti minutter kunne ligeså godt være timer.

Han åbnede døren og væltede klodset ud på fortorvet uden at se efter April, som først skulle betale en formue til taxachaufføren. En formue han nok skulle prøve at betale tilbage senere.
Et normalt menneske ville ikke havde overlevet så lang tid som ham, og den ekstra levetid det overnaturlige gav ham var ved at slippe op. Han forsøgte at komme op på sine ben. Tre gange uden noget held. Da det ikke hjalp måtte han kravle hen imod den grå bygning klemt ind imellem andre grå bygninger taxaen lå parkeret ved. Undervejs sled han den allerede ødelagte t-shirt op imod fliserne. Chaufføren sendte ham et bekymret blik fra bilen.

Sean nåede døren på sine knæ. Med hjertet hoppende i sit bryst greb han fat om dørhåndtaget og hev sig op med alle sine kræfter.
Bartley, Bartley, Bartley... Where the fuck is your name pal.. ” mumlede han og søgte efter sin vens navn på det hvide panel på buzzeren. Seans syn var mildt talt forstyrret af hjernens forsøg på at lade ham dø i en ekstatisk tilstand.
There you are mate.. Please be home.
Han trykkede 'Connell Bartley' ind på buzzeren. Der gik et bekymrende langt øjeblik før en søvndrukken stemme endeligt kunne høres i den anden ende.
Yeah who is this?
Bart, you really need to ready up that gift of yours.. I have a serious problem..
Buzzeren lød med det samme og Sean væltede bevidstløst ind i opgangen.

Not too far.
« on: on Fre 6 feb 2015 - 23:59 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Det kom som noget af et chok, da Sean allerede havde fået åbnet bildøren og efterfølgende væltede ud, som var han ikke andet end en kludedukke. Hun havde næsten sprunget ud efter ham, men i sidste øjeblik kom hun i tanke om chaufføren, hvilket hurtigt fik stoppet hende på halvvejen. Hun stod mere eller mindre op midt i bilen, mens hun fumlede med at finde det kreditkort, der længe havde brændt i hendes lomme. Hun fik fisket det frem, og det var noget af et under, at hun fik det overrakt uden at tabe det. Hun var helt ude af den. Hun havde det ikke specielt godt med pressede situationer som dette. Ikke længere i hvert fald.
Hun stod og trippede lidt på stedet, mens hun ventede på at det hele blev fuldført. Det ville have været langt nemmere, hvis bare hun havde haft kontanter på sig. Hun så flere gange ud af bildøren hen efter Sean og så tilbage på taxachaufføren. Altid med et noget bekymret udtryk i det blege ansigt. Hun skulle næsten lige til at finde sin vej ud af taxaen og bare glemme alt om sit kort, da det blev rakt mod hende igen sammen med en kvittering. Der blev ikke til meget andet end et lille bekræftende nik, inden hun selv endte med at snuble ud af bilen. Og hun var knap nok nået på benene, før hun forsøgte at smække bil døren i.

Det så ud til at dæmonen allerede var kommet indenfor i lejlighedsbygningen. Det var lidt af en lettelse, men det var stadig ikke nok til at få hendes eget hjerte til at slappe af. Hun hørte taxaen køre væk bag sig, som hun løb det sidste stykke hen til bygningen. Hvad var der med ham? Han lå der bare. Var han død? Et eller andet klikkede inde i hende og fik sendt det skræmte udtryk hen over hende. Hun satte ubevist farten op og have en smule svært ved at stoppe igen, da hun nåede sit mål. Hun nåede lige at stoppe døren i at lukke i omkring hans krop og en fod blev sat som stoppeklods, efter hun fik stillet sig selv hen over ham.
”Hey!? Sean!?” råbte hun panisk. Som om det ville virke. Hendes stemme kunne umuligt nå igennem til ham. Hun lænede sig så langt ned som hun kunne uden at skulle bøje i sine knæ og på den måde fjerne sin stopklods. Døren var overraskende tung. Men hvad andet kunne man forvente af en dør, der var sat til at lukke og låse af sig selv. Hendes smidighed tillod hende lige præcis at kunne få et greb i den bevidstløse mand.
Uden selv at tænke over det lagde hun kræfter i, og fik til sidst ham op. Selv stod hun lænet op ad den tunge dør, mens hun havde fået lænet Sean op ad sig selv. Hvad fanden havde hun gang i? Kunne hun virkelig bære ham rundt? Hun kunne fint da han hjalp til og faktisk var til stede, men dette var anderledes. Og panikken gjorde hende langt mere forpustet, end hun ville være normalt.
”Alright.. Stay with me..” mumlede hun under anstrengelserne, inden hun begyndte at fumle rundt med ham. Og til sidst lykkedes det hende åbenbart at få ham om på sin ryg. Og hende kunne hun træde væk fra døren og lagde den lukke i. Efterlod hende i et ekko i opgangen. Hun tog et sekund til at tog samlet sig igen, mens hendes øjne bevægede sig op ad trapperne, som hun skulle bestige.

Første sal. Til højre
”Connell! Connell Bartly!” Hun fik frigjort sin ene hånd for at kunne hamre den mod døren, hun stod foran. Hun håbede inderligt at det var det rigtige sted. Hun stod helt bøjet forover for at kunne have dæmonen liggende på sin ryg så fladt som muligt. Hun bankede igen. Denne gang en smule hårdere. Hun var uden tvivl blevet helt rød i hovedet. Og den blonde paryk skjule ikke længere meget af det brune hår. Hendes knæ rystede truende, som ville de give efter.
Hun havde ikke nået at få ringet. Men siden at døren var blevet åbnet for Sean, forventede hun at denne Bartley var hjemme.

Not too far.
« on: on Lør 7 feb 2015 - 17:27 »

Gæst

Gæst


Det tog Connell et kort øjeblik at trække en hvid skjorte over sin grå undertrøje, der vist nok en gang også havde været hvid. Buzzeren havde vækket ham fra en behagelig søvn i sin nye seng, men han kunne ikke brokke sig når Sean så ud til at have stærkt brug for hjælp. Søvnigt bevægede Connell sig ud på badeværelset og plaskede noget koldt vand i ansigtet, derefter traskede han hastigt over lejelighedens mørke trægulv hen imod døren. Hvis Sean havde problemer med sit syntetiske hjerte kunne det ikke være andet end farligt for Connells livslange ven. Det lød seriøst.
I en blanding af loyalitet for sin bedste ven og nysgerrighed efter at se, hvad problemet var fik han slået kæderne fra og åbnede døren op. Begge hans øjenbryn gik så diskret som muligt op i overraskelse da han så Sean bevidstløs klædt i forbrændt tøj, båret af en fremmed pige, med hvad der så ud til at ligne en skæv, blond paryk klasket på hovedet.
Det gik dog hurtigt op for ham at Sean var i stor livsfare, hvis han var besvimet, og overraskelse blev hurtigt til bekymring.
Get him in! ” vrissede han nærmest og gennede hende ind med Sean. Der var ikke et sekund at spilde.
Han flåede nærmest Sean af hendes ryg og fik et godt tag i ham ved at stikke sine arme ind under hans armhuler.  Uden anstrengelse fik han slæbt Sean igennem entréen og ind i spisestuen, hvor han fik ryddet det solide egetræsbord fra øl, vin og whiskey ved at ivrigt feje flaskerne ned på gulvet, hvor et par stykker af dem gik itu og spildte deres indhold udover det bordeauxfarvede gulvtæppe. Sean blev hurtigt løftet op og placeret på bordet og Connell smurte sine ærmer op.
My God... What happ... hvad skete der med Rivers? ” spurgte han i retningen af pigen, der havde hjulpet Sean op. Han kunne føle, hvordan sin magi i Seans hjerte blev svagere og svagere. Der var ingen tid at spilde. I et ordenligt ryk fik han revet Seans forbrændte t-shirt fra hinanden og placerede sine hænder på hans nøgne bryst ved de to blottede ar. Inden længe blev Connells hænder badet i blåt lys i det han aktiverede sin evne. I det han brugte sin evne blev der knyttet et specielt bånd imellem dem, og han følte han hver en del af Seans krop som sin egen..

Hjertet.
Det var åbenlyst at det var det som var ude af funktion. Det slog ustabilt. Ude af rytme i en skudstorm af hjerteslag. Magien fossede ud af det som luft ud af en punkteret ballon..


Connell stod i en trancelignende tilstand over Sean med sine lysende hænder imod hans bryst. Det var som om at han var væk i en anden verden. Hans grå øjne kastede deres slørrede blik imod noget der hverken var i lejeligheden eller den dimension. Han så forholdsvist rolig ud, men svag grad af anstrengelse syntes dog at kunne blive spottet i hans ungdommelige ansigt.

Han forsøgte at kanalisere sin magi igennem hjertet men lige meget, hvor meget magi han lagde i hjertet syntes det at fosse ud, som at mængden af magi ikke var nok til at blokere det opslugende hul. Panikken satte ind. Han tvivlede på om at han havde nok magi i sig til at alene kunne redde sin ven..

Pludseligt brød Connell igennem trancen med et forfærdet udtryk i sit ansigt. Det tykke tæppe af blåt lys der lod svøbt om hans hænder opløste sig. Lavmælt bandede han på irsk og slog en hånd i bordet.
Jeg har brug for noget mere magi. You shouldn't by any chance have some ancient magical talisman or something? ” spurgte han skiftende på fransk og engelsk. Han var i tvivl om, hvilket sprog hun talte og hans fransk var begrænset. Det var nok også lige meget. Han kunne nærmest være sikker på at hun ikke havde sådan en antik lille genstand der måske kunne forstærke hans magi nok til at han måske kunne redde Sean. Med andre ord var Sean så god som død, men det ønskede han ikke at indrømme overfor sig selv. Igen plantede han sine hænder på Seans bryst og lod det blå lys hvirvle frem.

Not too far.
« on: on Søn 8 feb 2015 - 2:42 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Autumn havde et sted mest lyst til bare at falde sammen på gulvet i den fremmede lejlighed, da Seans væg endelig blev fjernet fra hende. Men hun frastod lysten - nok mest for ikke at virke så uendelig svag. I stedet stod hun et øjeblik lænet op ad den nærmeste væg. Parykken havde allerede forladt hendes hoved og lå blot for sig selv på gulvet. Samtidig begyndte hun at samle energi fra det fremmede sted. Hun kunne ikke se meget fra entréen, men hun kunne stadig opfange både lugte og andre former for fornemmelser. Lige som når man altid følte sig mest tilpas hjemme hos sig selv frem for hjemme hos andre. Specielt når man ikke var så velvidende om stedet. Dog var det blevet lidt anderledes for hende. Hun havde trods alt ikke den konstante safe heaven. Og hun havde sprunget fra sted til sted så tit, at hun ikke havde nået at slå sig ordentligt ned. Det tog lidt mere end et par måneder. For hende i hvert fald.

Hun fik rettet sig op igen, da hun pludselig hørte glas klirre mod gulvet. Af en eller anden grund havde det fået hendes hjerte til at hoppe lidt, hvilket også fik hende til at skynde sig ud af entréen og videre igennem lejligheden, til hun stod i spisestuen med fronten mod bordet, hvor dæmonen var blevet lagt op på. Glas skår og andet diverse lå op gulvet. Meget som hun havde forventet af det, hun havde hørt. Men forsikringen fjernede nu ikke rigtig det skræmte udtryk der hærgede over hendes ansigt. Hun så hurtigt væk fra Sean og videre hen mod den person, der gik under navnet Connell, lige idét han begyndte at tale. Og det blev hurtigt gjort klart, at det var hende, han talte til. Engelsk. Og så fransk. Forvirrende var det i hvert fald.
”He…” Hun kunne mærke tudsen sætte sig godt på plads i hendes hals. Gav hende lidt tid til at tænke over, hvad hun egentlig skulle svare. For hvad var der overhoved sket med ham? ”I don’t really know.” startede hun så ud. Da Connell begyndte at bruge sin evne - eller hvad det nu var - kunne hun ikke tage øjnene fra det blå lys det linkede de to mænd sammen. Det var smukt, på en mærkværdig måde. ”He just kind of… touched me. I.. I must have neutralising some magic, I think…” Hun så kortvarigt tilbage på ham som for at tjekke om forklaringen var god nok. Det virkede akavet at sige meget andet.

Det at synke de tunge klumper blev mere og mere besværligt fra gang til gang. Bekymringen voksede også, selvom hun knap nok kendte Sean. Det var tydeligvis en af hendes stærkere følelser. En af de mere dominerende, hvilket tit gjorde hende frustreret. Dog var netop dét ikke noget, som hun sagde højt til nogen. Det virkede et sted alt for arrogant.
Hun så atter tilbage på Connell, da ord endnu engang forlod hans mund. Han virkede langt mere afslappet end hende, men stadigvæk var der malet den samme form for bekymring ind i hans ansigt. Hvilket ikke hjalp på hendes nerver. Hun rystede på hovedet til hans spørgsmål og så tilbage på den bevidstløse mand på bordet. Hun havde egentlig bare stået der det meste af siden. Så da forståelse af en grund til hendes eksistens slog ned på hende, gav det nærmest hende et lille set.
Hurtigt blev hendes øjne lagt mod den hårdtarbejdende mand. Og man kunne næsten se den tændte lyspære i hendes øjne. ”I… I might be able to help.” lød det en smule usikkert fra hende. Hun havde aldrig rigtig haft de fleste muligheder til at gøre det, som hun havde planer om. Men i det mindste var dette ikke en første gang for hende. Hun fik taget de sidste skridt hen til ham, og uden at sige meget, kom hun op på sine tær og placerede en af sine kolde hænder mod Connells hals. Det var lige det eneste blottede område, hun kunne finde i farten. Og ikke meget end et sekund senere blev hun overvældet af den ubehagelige følelse af at blive fyldt ud med noget, der ikke tilhørte hende, mens en svageligt lys omringede hendes hånd.
Hurtigt trak hun så sin hånd til sig igen og trådte et par skridt tilbage, mens et noget undskyldende blik blev lagt på Connell. ”Sorry..” lød det fra hende efterfulgt af et form for trak på skulderne. Efterfølgende skyndte hun sig om på den anden side af bordet. Hun så en sidste gang mod den irske mand. Studerede, hvad han gjorde. Og det virkede pludseligt bekendt. For det var ikke kun hendes krop, der fik evnen. Hendes hukommelse blev også fyldt ud med nok information om, hvordan det hele virkede. Hun pressede sine læber mod hinanden, inden hun endelig rakte sine hænder frem mod Sean. Hun tog en beroligende indånding. Og så begyndte det blålige lys at danne sig omkring hendes hænder for at danne det samme link mod dæmonen, som Connell havde.
”I can only do this for about half an hour.” Hendes stemme var blevet en smule mere sikker. Nok fordi hun endelig følte, at hun var til en form for hjælp. Det var en underlig følelse, der spredte sig i hende. Hun kunne allerede mærke det energitab evnen bragte med sig. ”But at least it’ll help just a little bit..”

Not too far.
« on: »

Sponsored content



Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen Besked [Side 1 af 2]

Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum