Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email



Latest topics
» Once Upon a Masquerade Ball (Hazel)
Yesterday at 22:38 by Khá

» The shy newcommer
Yesterday at 22:01 by Danayela

» Søger folk der vil lege
Yesterday at 17:37 by Lazarus

» In distress //Zak
Yesterday at 10:10 by Zakaroff

» Varulv: Race Beskrivelse (Nye ændringer LÆS!!!)
Tirs 27 jun 2017 - 18:04 by Thomas Darwill

» Busy Opening.... XXX(Cara)
Tirs 27 jun 2017 - 16:25 by Caleb

» I know I did something wrong... but I'm not sorry - Niklaus XXX
Tirs 27 jun 2017 - 13:45 by Harry Jepsen

» Fashion show - Leetha (xxx)
Man 26 jun 2017 - 8:54 by Leetha

» Face Claim
Søn 25 jun 2017 - 3:06 by Maze

Top posting users this month
Caleb
 
Cara
 
Khá
 
Sascha
 
Hazel
 
Zakaroff
 
Jordan
 
Danayela
 
Lucien
 
Leetha
 

Statistics
Der er i alt 644 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Lazarus

Vores brugere har i alt skrevet 243765 indlæg in 12659 subjects

You are not connected. Please login or register

Gå til side : 1, 2  Next

AuthorTopic: It's christmas time!

It's christmas time!
« on: on Tors 28 nov 2013 - 23:30 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Datoen ¤ 4. december 2013
Tiden ¤ 21:23
Stedet ¤ Gågaden i Di Morga.
Vejret ¤ Det sner stille og roligt. Ingen vind. Mørket er for længest faldet på og holder kulden på minusgraderne.
Påklædning ¤ Et par almene lysegrå jeans, en langærmet blå- og hvidstribet bluse. En sort fleece trykket hen over, beige uggs-støvler, halstørklæde i matchende farve og en rød beanie.


Privat ~ Derek K. Holland.
__________________________________________

Sneen dalede endelig ned fra himlen og lagde sig som et hvidt tæppe over Di Morga. Der var ingen vind denne aften til at forstyrre det, så det hele virkede overraskende idyllisk. Juletræet ved midten af gågaden var blevet pyntet, lige som de mange butikker og gader. Julelys i forskellige farver over alt. Det føltes virkelig som om at julen var på vej for alvor. Dette var, hvad hun havde ventet på så længe. Vinteren. Juletiden. Selvom hun ikke selv fejrede den del længere, ville hun ikke stoppe med at nyde den lige som alle de mange andre år, hun havde holdt dem. Et sted fejrede hun nok alligevel julen. For sig selv. I smug, så ingen ville lægge mærke til det. Hun ville sidde med sceneriet i sit hoved. Forestillede sig det hele. Og det eneste der ville afsløre hendes tanker, ville være det lille smil på hendes læber, så snart de fløj igennem hendes hoved. Men nu var blot starten. Der var længe til selve fejringsdagen. Så nu var der ikke meget andet end at gøre sig klar og bare nyde den behagelige stemning i byens nye natteliv.

Uventet havde Autumn bevæget sig udenfor uden nogen ordentlig grund som indkøb eller et besøg på biblioteket. Hun havde trykket den store fleece trøje over sig og stukket sine fødder i et par varme bamsestøvler. Også selvom hun nok stadig ikke ville fryse, som hun så sad i shorts. Det gjorde det nok bare mere hyggeligt at klæde sig i noget der var i nærheden af andres. Bare så hun ikke stod ud i mængden. Hun sad alene i samme område som juletræet. Blot havde hun placeret sig ved springvandet, der desværre ikke var i funktion, eftersom den smule vand i bassinet allerede var begyndt at fryse til is. Hun havde trukket sit ene ben op til sig, mens det andet blot hang ud over kanten. Hendes arme var svunget dovent omkring det optrukne ben. Eller det var nok kun den ene arm der var det. Den modsatte arms hånd lå fladt imod det kølige sten. I den anden hånd holdt hun en allerede halvspist sukkerstok, som ikke syntes at blive fjernet fra hendes mund. Hendes tungespids var i hvert fald alt på arbejde, ved at slikke diskret sig op ad den hvide og røde pebermyntestang. Noget fraværende, som var det blot blevet til en vanesag, og hun blot gjorde det af sig selv. Hendes blå øjne var atter gemt bag det sorte brillestel og så nysgerrigt omkring på de par, der gik rundt og kiggede på vinduer sammen.
Lidt efter stak hun hele stokken i munden, for at gnide sine håndflader imod hinanden, som sad hun rent faktisk og frøs sine hænder. Hun ville lyve, hvis hun sagde hun ikke kunne mærke kulden prikke. Måske skulle hun havde taget hansker på. Efterfølgende fik hun rettet på den store strikkede beanie, der sad på toppen af hendes hoved. Holdt hendes nu mere krøllede løse hår på plads. Det tykke stikkede halstørklæde blev også lige sat ordenligt, inden hun til sidst fjernede sukkerstokken fra sin mund og slikkede det tynde sukkerlag af sine læber, inden hun roligt lænede sit hoved tilbage for at se imod himlen. Eller hun fokuserede nok mest på sneen, der dalede omkring hende. Og meget muligt også på hende. Hun løftede langsomt sin frie hånd og lagde den forsigtigt imod sin nærmeste tinding, hvor et blåtmærke var begyndt at falme. Men det var så også det eneste der så ud til at være galt med hende. Hun nød køligheden fra sin hånd et øjeblik, inden den vendte tilbage til sin plads ved siden af sig. Og hun atter startede sin kamp om at komme igennem stokken. Dog forblev hendes blik imod bygningernes toppe. Og sneen. Og hun tog sig ikke specielt meget af det, når snefnug landede på hendes ansigt. Hun var trods alt en smule varmere end dem, så de smeltede hurtigt, lige som hos så mange andre.

It's christmas time!
« on: on Lør 30 nov 2013 - 15:34 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Påklædning :: Mørkeblå jeans, sort T-shirt, hættetrøje, en sort frakke udenover, røde converse. Han bærer desuden en guitartaske over ryggen.

Det ville være den første jul i hans lange liv, hvor han ikke havde været i staterne, eller med sine venner i bandet. Den første jul, hvor han stod på egne ben. Det var ikke just fordi han nogensinde havde fejret højtiden. Som regel havde han bare været sammen med gutterne, set gamle football optagelser og drukket bajere. Feststederne lukkede jo ofte i højtiderne, og folk trak sig mere tilbage til deres familier. Selvom Derek var skeptisk overfor højtidens fundament og mening og selvom han lod som om han var ligeglad med den – måtte han indrømme, at han udmærket forstod hvorfor folk gik så meget op i det hele. Hvis ikke hans forældre havde dumpet ham på et børnehjem, så ville han måske have omfavnet ideen om julen mere. Nu var det bare en stor, tydelig, farvet og lysene reminder om det liv han aldrig havde haft. Familielivet.
Nu var han i Di Morga. Et sted hvor han stadig forsøgte at finde sin plads. Julen her lignede udadtil den jul som han kendte fra staterne. Det var tydeligt at på trods af alt det lort der foregik her – så skulle det ikke stoppe de til tider tåbelige dekorationer, det lidt agressive farvede lys og de store skilte i butiksvinduerne der reklamerede med juleudsalg. Selvfølgelig var der noget 'hyggeligt' over det hele, selvom dæmonen fandt forsøget på at fremme julestemning – ret ynkeligt. Alligevel var der måske ikke mange der delte hans mening.

Trods de ulidelige frostgrader og den elektroniske belysning, var der  fornyet energi over dæmonen. Han så sund, ren og endda også ædru ud. Det mørke hår var blevet klippet til, hans hage var barberet fri for grove skægstubbe, og der var ingen mørke rander under øjnene. Vigtigst af alt, var der noget selvtilfredst over hans ansigt. Så selvom julen i sig selv, syntes at sende små stik gennem hans brystkasse – ønskede han ikke at bekymre sig for meget om det. Heller ikke om det faktum, at vejret kun ville blive 'værre'. Eller rettere sagt – koldere. Han var netop vendt tilbage fra et mindre 'gig' på en cafe. Selvom det havde været stille og roligt, havde han nydt hvert et sekund. Han havde ikke været omringet af voldsom druk, men bare af rolige folk, der sad med poser med julekøb og spiste kage, og drak kaffe. Alt havde været akkustisk, og et par nye sange var blevet smidt ind i mixet mellem nogen af de tidlige numre af Bloody Mistakes. Kun de sange han selv havde skrevet, af rent stædige årsager. Jovist mindede sangene ham om voldsommere tider. Tider med stoffer, tilfældig sex og slagsmål. Havde han ændret sig? Ja... Det var som om Derek Holland endelig havde fået smidt et par kolde spande vand over hovedet, og kunne tænke klarere end han havde gjort i årevis. Han havde det rent faktisk... godt.
”Do you know anyone who could hire me to play for some christmas-gigs or something?” Dæmonen trykkede mobilen mod øret, mens han gik ned gennem hovedgaden, og lod blikket glide tilfældigt ind mod de forskellige butiksvinduer. Han snakkede med manden der ejede selskabet der var i gang med at overveje at signe Derek som deres klient. En musikproducer, der havde holdt Derek i skindet de sidste par uger, og havde indgået en aftale med ham om, at hvis alkoholen og stofferne blev lagt på hylden – så ville de lave en kontrakt. Motivationen havde været hvad dæmonen havde haft brug for... Desværre var alle gigs omkring jul begrænsede, og lejet for måneder siden. Derek ledte vel bare efter undskyldninger, for at lave noget i de helligdage hvor butikker, cafeer og feststederne var lukket. Hvad fanden skulle han ellers lave?
"I understand. Thanks anyway..." Dæmonen lagde på og fik mobilen ned i lommen på den nye sorte frakke. En frakke der ikke stank langt væk af alkohol, og som rent faktisk kunne holde på lidt af varmen. Netop da hans fingre strejfede inderforet i lommen, stødte han også på pakken med smøger og lighteren. Én ting han da ikke var nødsaget til at droppe. Smøgerne! Han fiskede straks en smøg op, og stak den i kæften. Efterhånden havde han nærmet sig det gigantike juletræ, der stod og strålede. Noget der automatisk fik ham til at knibe øjnene lidt sammen. Han stoppede op tæt ved springvandet, og tændte cigaretten. Selvom det ikke blæste, holdt han en hånd op bag lighteren. Den lille smule varme der skød fra den, virkede behagelig i kulden. Det samme gjorde dunsten af nikotin, så snart cigaretten begyndte at gløde. En tilfreds brummen kom fra ham, før han lukkede øjnene, lagde hovedet lidt tilbage, og lod røgen skyde ud over læberne.

It's christmas time!
« on: on Lør 30 nov 2013 - 22:49 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Automatisk blev bevægelse opfanget ikke langt fra hendes placering. Det virkede underligt, eftersom gågaden stadig var fyldt godt ud med forskellige individer, der befandt sig i Di Morga. Utroligt at byen var så stor som den var. Og samtidig så skjult fra udkommende fare. Det var trods alt ikke alle der brød sig bestemt meget om de mere overnaturlige væsner, der havde bosat sig her for at få mere frihed. Eller fred. Hun havde i hvert fald ikke kendt til nogen af delene, inden hun flyttede til byen. Nu var hun blevet mere vant til at nattens børn vandrede gaderne sammen med lyset velsignede engle. Men netop på grund af denne bevægelse, fik hun dovent drejet sit hoved en smule til siden. Og lidt mere. Indtil de blå øjne landede på, hvad hun havde set gå forbi. Ikke underligt at det havde haft kræfterne til at trække hende ud af sit evige dagdrømmeri. Som egentlig bare blev stærkere, nu hvor sneen endelig var kommet. Og nu hvor julelysene var sat op. Det her var i sandhed en af de bedste tider på året.
Forundret blinkede Autumn et par gange. Alt imens hun forhold sit blik imod denne ene person lidt længere henne. Eller han befandt sig nærmest samme sted som hende. Bare med en byget vinkel fra hende. Hun rystede hurtigt på hovedet, eftersom beregningerne i hendes hoved begyndte at sætte sig op imod hinanden. Der var ingen grund til at få udregnet, hvordan og hvor ledes denne unge mand stod i modsætning til hende selv. Skolen havde tydeligvis steget hende til hovedet. Hun så så ellers tilbage imod ham. Studerede ham på af sted. Det overraskede hende, at han befandt sig her. Eller det overraskede hende at bare se ham. Det var nok derfor, hun blev siddende og stirrede. Forhåbentlig kun for at få bekræftet sine indre gæt om, hvem det var. Selvfølgelig var det ham. Hun kunne endda huske lugten fra cigaretrøgen, der havde blandet sig med hans ånde. Hun forblev dog lidt usikker, omkring hvad hun skulle gøre. Også selvom hun af en eller anden grund var begyndt at rejse sig op. Ganske forsigtigt. Og uden for meget lyd. Slikstokken var blevet stukket i munden og hendes bløde støvler gjorde det muligt for hende at trippe afstanden imellem dem væk, uden at lave nogen unødvendig lyd. Hun forblev dog stående op springvandets kant. Nærmest lige bag ham, inden hun fik skilt sine læber og sendt sin stemme ud i offentligheden efter at have fjernet slikstokken væk fra sin mund igen.

”I didn’t expect to see you out here in this freezing cold. I mostly imagined you’d just stay in your hive untill spring.” Sagde hun forhåbentlig højt nok til at Derek, kunne høre hende. Eller i hver fald ham hun troede var Derek. Atmosfæren omkring ham, virkede anderledes. Men han lignede sig selv. Nogenlunde. Han var knap så sjusket. Han virkede mere velplaceret i de hyggelige omgivelser bestående af den livlige gågade trods klokken. Hun stod blot der med benene samlet helt, og hænderne langt imod lårene, som hun stod en smule foroverbøjet. Nu, hvor hun stod på et lidt højere plan, var det hendes tur til at stå ham over hovedet. Så dette gjorde det nemmere, for dem at få en bedre øjenhøjde-plan med hinanden. Et smil havde formet sig på hendes læber. Hun var tydeligvis i sit es nu. Og hun så ikke nogen grund til ikke at få sendt ham et mere muntert smil. Han fortjente det vel nok. Og så måtte hun indrømme med sig selv, at hun nok var en smule glad for at se ham. Bare en smule.

It's christmas time!
« on: on Søn 1 dec 2013 - 1:08 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Der gik lidt tid, før Derek åbnede øjnene. Han havde stået i omkring et dusin sekunder og mærket den kolde prikken mod huden, som snefnuggene forårsagede, og røgen der sendte varme bølger ned gennem svælget. Det var ved lyden af en velkendt stemme, at han blev hevet tilbage til virkelighed. En stemme og en accent, der nærmest virkede uvirkelig for ham i denne kontekst. Hvor lang tid var der gået siden sidst? Han huskede det ikke. Hans liv havde ændret sig markant blot over de sidste par uger. Derfor virkede det som et næsten uvirkeligt gensyn, da han endelig vendte de mørke øjne mod skikkelsen der stod på springvandets kant. At han ikke havde lagt mærke til hende før, lod til at komme bag på ham. Hun lignede vel også sig selv... Det kunne stadig komme bag på ham, hvor lidt hendes situation kunne sætte præg på hendes ydre. Der var de vel forskellige. Derek var som en åben bog på mange måder, når han kæmpede med noget. Men for en gangs skyld så de begge... sunde og friske ud? Det sendte minderne fluks tilbage på mødet i musikforretningen. Havde det virkelig været den eneste gang de begge udadtil havde været i en nogenlunde forfatning? Derek kunne ikke lade være med at smile. Faktisk kom det bag på ham, at dette møde skulle sætte så tydeligt et præg på hans mimik. Alt havde jo gået godt for tiden. Bedre end han havde forestillet sig det ville; Autumn havde ikke været ofte i hans tanker. Måske fordi han af egoistiske årsager ikke havde ledt efter hendes selskab, netop fordi alt var gået glat.... At se hende nu, var bare et bevis på, at det sikkert ikke var tilfældet. Han var rent faktisk glad for at se hende. Glad for, at de stødte på hinanden. Et møde der ikke startede ud med, at én af dem var fuldstændig screwed, og desperat havde brug for hjælp. Ingen drama. Overhovedet ingen drama.

"I gotta pay rent, right?" Kom svaret fra ham, før han tog endnu et hiv af cigaretten. Selvom han knapt nok havde røget den halvvejs, lod han den alligevel falde til jorden, hvorefter han trådte løst på den, og bevægede sig tættere på hende; "When I get rich and shit - I'll definatly hibernate through the winter." Tilføjede han dernæst, og blottede tænderne i et let smil. Han stoppede op foran hende, og rettede lidt på stroppen fra guitartasken, da den havde hvilet for længe i én lidt akavet position over hans kraveben.
"You're embrazin the whole 'christmas-fuss', huh?" Han bemærkede slikstokken, og smilede skævt til hende. Det var mærkeligt at kunne stå foran hende, uden at skulle kigge ned på hende, for at få den mindste smule øjenkontakt. Alligevel kunne han vel godt lide at føle sig lidt højere end andre. Det havde sikkert noget med hans milde storhedsvanvid at gøre, selvom det var som om det var stilnet af i takt med alkoholen og stoffernes forsvinden i hans liv : "I bet you're such a sucker for christmas, that you even want to buy me a present." En lidt drillende tone lå i hans ord. Det var tydeligt, at hans humør var bedre end det havde været længe. Ja, selv på trods af det kolde vejr. Men sandheden var jo, at han havde tacklet kulden bedre på det sidste. Han havde øvet sig i at praktisere sin evne, og havde - på baggrund af energioverførslen til Autumn - opdaget, at kulden var langt mere håndterbar, når han havde overført sin varme til et andet objekt - eller en person i Autumns tilfælde. Så var temperaturforskellen ikke så voldsom, men selvom han stadig følte sig svagere i kulden - var det intet i forhold til, hvordan han før havde håndteret det.
"But I guess you won't give me a gift, since I broke my promise...-" Han holdt en lidt dramatisk pause; "I didn't give you your umbrella back." Han sendte hende et smil, "And I didn't sign your wall." Hans lidt dramatiske tone, gjorde det lettere komisk: "But then I'm gonna give you a gift. My fucking great company."

It's christmas time!
« on: on Søn 1 dec 2013 - 1:52 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Det virkede næsten underligt at set ham smile sådan som han gjorde. Hun havde ikke set det smil siden de for første gang rigtigt havde stødt ind i hinanden. Sådan face-to-face. Dog måtte hun indrømme at der var noget anderledes ved det. Det virkede knap så selvisk som den gang. Det lå stadig et let lag af det over det, men hun virkede sig ikke helt så lavtstående mere. De nærmede sig mere og mere den lige linje, hvis man kunne tillade sig at sige det. De var i hvert fald ikke længere fremmede. Og de sted ikke og stirrede imod hinanden med had i blikket mere. Havde hun egentlig overhovedet hadet ham? Had var nok for stærkt i den sammenhæng. Kunne hun overhoved besidde sådan en følelse? Den virkede for enkel og for kraftig, til at hun endnu forstod meningen med den. Og dog. Hun kendte en hun hadede. Utrolig højt. Det fik hende nu ikke helt ned i kulkælderen længere. Og specielt ikke omkring juletiden. Håbede hun da.
”Of course I am! Even though I’m not really allowed to celebrate the holidays ’cause of my new anti-Christ lifestyle, I just can’t stop myself. And they are now selling candy canes everywhere, so I’m definitely not complaining.” Hun rettede sig helt op igen og rakte sine arme op over sit hoved, mens hun svagt lænede sit hoved tilbage. Bare for et øjeblik indtil hun atter vendte tilbage til dæmonen. ”And besides. It’s snowing.” Hun følte ikke selv hun havde brug for at sige meget mere til det. Man kunne sikkert set det lille barn komme frem i hendes øjne. Forestillinger om hvordan hun sikkert løb rundt og legede i sneen med røde kinder. Og når man begyndte at tænke over det, virkede det også til at hun udseendemæssigt passede bedre ind i de køligere måneder med det mørke hår, blege hud og blå øjne. Et sandt vinterbarn. Lige meget fødselsdag. ”But about your present.. You never send me your Christmas wishing list. So I had no idea of what to get you. I’m sorry. At least there’s still some days left!” Det virkede næsten som om hun ikke rigtig lavede sjov omkring det. Hun lignede allerede den typiske person der ville kunne finde på at få gaver til alle hun kendte. Og hun havde vel også pengene til det. Helt tomhændet var hun i hvert fald ikke.
Efter kort tid hoppede hun så endelig ned fra kanten i selv samme barnlige form af et hop, som man ville forvente af hende. Med samlede ben og armene let ud til siden for bedre balance. Hvor efter hun elegant drejede omkring for igen at stå med fronten til ham. ”You did break your promise. And I’m very disappointed. I’ve been forced to get all soaked by the rain ’cause you didn’t come back with my umbrella.” Hun rystede en smule på hovedet, men efter en lille periode med seriøs skuffelse, brød hendes ansigt op I endnu et smil. ”But don’t sweat it too much. We never sat a date for it. You’ve still got some time to make up for it.”

“Either you are on your way to a ‘gig’ or you’ve already been it one. Am I right?” Nysgerrigt havde hun taget et par skridt omkring ham, for at få et bedre kig på guitaren på hans ryg. Eller nok mere guitartasken. Man kunne aldrig vide med sikkerhed, hvad der kunne findes i sådan en. ”This reminds me: I’ve finally learned to play alittle myself. I have fingers for piano so it took some time.. and some of the skin from my fingertips, unfortunately.” Samtidig med at det blev sagt, løftede hun roligt sin ene hånd op foran sig og viftede sine fingre en smule, for at vise at både tommel-, pege og langefingeren var blevet bundet ind i plastre ved fingerspidsen. ”Still worth it, though.”

It's christmas time!
« on: on Søn 1 dec 2013 - 21:30 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Et lidt skeptisk udtryk gled over dæmonens ansigt, ved Autumns meget entusiastiske erklæring om december-feberen, der vist havde bredt sig til alle der overhovedet havde nærmet sig gågaden. Alligevel kunne han ikke lade være med at hæve den ene mundvige lidt højere op end den anden. Hvis han kunne være halvt så entusiastisk overfor julepynt og slikstokke, så ville han nok gå i gang med at dekorere lejligheden med det samme... Det var vel forfriskende, at se hende så ubekymret. Ikke fordi hun ikke havde været det før, men det lod altid til at komme bag på ham. Hun virkede så normal. Så ung. Ikke fordi han havde en anelse om hvor mange år hun egentlig havde bag sig, men sommetider var det begivenhederne i selv et kort liv, der gjorde én ældre.
"Yeah... Sadly it is." Sagde han med en rolig tone i stemmen, da han kortvarigt lænede hovedet lidt tilbage, og så mod snefnuggende som faldt fra den mørke himmel. Dernæst sænkede han igen hagen, og vendte øjnene mod hende; "Why the fuck did I go to cold Europe, when I could've gone to Florida or something." En let komisk tone lå i hans stemme. Men han kendte jo grunden. Han ville bare langt væk. Men ikke langt nok væk, til at kulturchokket ville have været så stort. Alligevel var Di Morga ikke som andre steder han nogensinde havde været. Af en eller anden grund blev han. Det var vel bare rart at starte et sted, hvor han ikke behøvede at frygte at være sig selv. Selvom han nu, ironisk nok, var havnet i den helt anden ende af skalaen...- Han havde forbedret sig.

"I'll bet you're gonna find the perfect gift for me." Kommenterede han, og blottede endnu en gang den øverste tandrække en smule. Efterhånden var han stoppet med at tænke alt for meget over, hvorfor Autumn havde en evne til at få nogle af de gode sider frem i ham. Han hævede ikke hagen eller undveg hendes blik som om hun var mindre værd. Han så hende rent faktisk i øjnene, og snakkede med hende på den åbne gade, selvom den lille smule success han havde (eller mente han havde), ellers ville have steget ham til hovedet. Deres forhold var generelt noget han havde indset at han ikke kunne gøre sig klog på.
Da hun hoppede ned fra kanten, trådte han et enkelt skridt tilbage, og stak hænderne helt ned i lommerne på frakken. Inderforet var dejlig blødt og varmt. Da hun havde vendt sig mod hende, måtte han sænke blikket en smule. Som altid, når han stod foran hende. "I'm not gonna say I'm sorry." En stadigt lidt drillende tone hvilede over hans ord; "I'm too busy to visit every fan... I'm not fucking Santa-Claus." Det var med en del selvironi at han lod en hånd glide gennem håret, som om han solede sig i beundring. Okay... En stor del af det, var vel stadig den grundlæggene selvtillid der hvilede i ham.
"Yeah... I've got time. I will get it back to you." Der var noget mere roligt og alvorligt over hans toneleje. Måske fordi han vidste, at han ønskede at besøge hende, for at gøre en anden ting han havde sat sig for - - forsøge sig med sine evner igen. Han havde trods alt øvet sig, med henblik på at kunne hjælpe på et tidspunkt. Jovist, havde andre ting distraheret ham - men at stå foran hende igen, huskede ham om, hvorfor han ønskede det... Hun virkede for uskyldig, og for 'god' til at skulle leve med kvaler, som han måske kunne fjerne fra hendes liv.

Det var som om han lige skulle opfange hvad det var hun sagde. Automatisk, lod han sine fingre strejfe stroppen fra guitartasken igen, for at forsikre sig, at den stadig hang hvor den skulle. Han kunne vel mærke vægten mod sin ryg? Guitaren virkede dog så vant der, at han knapt nok registrerede dens tilstedeværelse længere.
"Already been." Svarede han kortfattet, og sendte hende endnu et smil; "Surprised not to see my super-fan there." Tilføjede han dernæst, med noget lidt for kækt i øjnene.
Han slog en let latter op ved hendes kommentar: "You gotta suffer for the music, hon." Måden han talte på virkede temmelig afslappet. Som om han i nogle sekunder havde glemt hvad de havde været igennem sammen, og hvilke sider de havde set af hinanden; "You'll get there eventually. That's the thing about imortality. .." Han så på plastrende på hendes fingre, og mødte dernæst igen hendes øjne; "- We have too much time to waste." Han fik møvet guitartasken af sin ryg, og stillede den mod siden af springvandet. Dernæst satte han sig på kanten, med front mod resten af hovedgaden, hvor et par mennesker... ja, eller væsner - gik rundt og gloede på dekorationerne, som om det var første gang de havde set sådan nogle. Det var finurligt hvordan de selv nærmest kunne få julelys i øjnene, når de så på udstillingsvinduerne. Endnu sjovere var det, at betragte visse par's forsøg på, at hinte til deres julegaveønsker, mens de samtidigt skulle prøve ikke at være så direkte: Nej, den er for dyr... Men den er smuk Hørte han en kvinde sige på fransk i det fjerne. Efterhånden var han blevet bedre til at forstå sproget, men stædig som dæmonen var - nægtede han stadig at tale det.
Rolig fik han taget hætten fra hættentrøjen op fra pladsen under frakken. Han placerede denne halvt over sit hår, så snefnuggende ikke ville lande i hans nakke eller på halsen. Noget ubekymret hvilede over hans ansigt, selvom han var i sit værste element lige nu. Hvorfor han havde sat sig ned, var også lidt af et mysterium. Det var bare så... uforpligtende, at snakke med hende. Og rart, når han kunne tale på sit modersmål, frem for at være tvunget til, at tale med franskmænd, der knapt nok kunne sige en hel sætning på engelsk, uden at snuble over ordene.
"I don't get what it's all about you know." Kom det roligt fra ham, mens han fulgte menneskerne med øjnene, "People are emptying out their pockets during christmas. Wasting money to please others with gifts." Han trak roligt på skulderne; "Is'nt that what it's all about? The gifts, the food and the decorations, I mean. Is it worth it?" Han så på hende og lagde hovedet lidt på skrå. Som om det var en general nysgerrigheden der skubbede hans spørgsmål frem over læberne.

It's christmas time!
« on: on Søn 1 dec 2013 - 22:29 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

”Yearh. Way too much time.” Det var lidt som om hendes muntre personlighed sank en smule. Bare et kort øjeblik, inden den vendte tilbage. Eller det var nok mere at hun faldt en smule mere til ro. Hun havde sandt nok været overraskende glad for at se ham. Hun stødte ikke altid på sine bekendtskaber. Og det var endnu mere sjælendt at hun tog sig tid til at tage kontakt. Hun var stadig vant til at skubbe alle væk fra sig det øjeblik, hun følte sig for tæt knyttet. Hun tvivlede stærkt på at de endnu ikke var nået det punkt. Hun følte sig mere eller mindre knyttet til ham. Hun følte sig ikke det meste usikker, når hun talte til ham. Han var ikke længere en fremmed, der havde været trykt på en plakat, som havde hængt fint på hendes værelse i England. Hun var ret sikker på, den ikke hang der længere. Huset var der sikkert heller ikke. Og ikke engang den glædesfyldte familie, ville være tilbage. Så hun havde kun Di Morga som hjem.
”Luckily I haven’t reach that part of my immortal life. I still have things to do. And not just for fun.” Hun lod sig selv dumpe ned på kanten ved siden af Derek. For hende var det ikke koldt af sidde der. Men hun lod stadig ikke sine hænder være placeret imod overfladen forlænge. ”Immortality. It sounds so unreal. When I was younger I didn’t believe in the fact that I wouldn’t die from age or stuff like that. But I guess it’s just ‘cause I didn’t really lived my life as a devil. More like a human.” Hun dinglede sine ben lidt frem og tilbage, alt imens hendes blik var rettet imod himlen. Igen kunne hun ikke andet end at lyde snefnugenes kærtegn. ”Immortality..” gentog hun med en lidt mere dramatisk stemme, som blev efterfulgt af en kort omgang af hendes latter.

Det var først da Derek begyndt at tale omkring det hele med julen, at hun tog blikket fra himlen og rettede det imod dæmonen ved siden af sig. Det nysgerrige udtryk i hans øjne virkede uvant for hende. Og hun blinkede vel også et par gange med et forundret og forbavset slør over sit ansigt. ”Huh?” Det tog lidt tid for hende at rigtig fatte, hvad han havde sagt til hende. Hun havde hørt efter, men det virkede som sådan et alment spørgsmål, at hun lige skulle tænkt svaret igennem.
”Hmm..” Hendes blå øjne forlod ham igen, og blev roligt rette ud over menneskemængden omkring dem. Hun åndede tungt ud for bevidst at lave en sky af tåget dis. ”I guess you just haven’t really been that much into it all. You should know that this is the holiday for giving. For me it’s also all about the wishing. You can wish for anything you want. And after that hope comes along. Hoping you get what you want. But I think I understand where you’re going at.” Hun holdt en lille pause lige at få strakt sine arme op over hovedet og så få trukket sine ben op til sig, så hun nu sad I skrædderstilling. ”Christmas is actually more an excuse for all this you see.” Hun lavede en hurtig gestus til al julepyntet og så videre. ”And ’cause it’s made into a holiday it feels more speciel. To be honest I haven’t thought about it. I just get with the flow of it all. Like I said in the beginning. It’s not something you can explain. You have to experience it yourself.” Endelig drejede hun hovedet og fik atter sendt et smil imod dæmonen. ”One day you should just release yourself from everything. Walk down the street. Look at all the decorations and stuff. Just relax. And enjoy it. But then again. It could be that you’re just that much of a sucker for Christmas.”

It's christmas time!
« on: on Man 2 dec 2013 - 23:09 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Der var absolut ingen mulighed for, at han igen ville tage hænderne op af sine lommer. Blot ved at ryge en smøg, havde de været mærket lidt af kulden, selvom den smule gløden fra cigarettens spids, havde forsøgt at nå hans blodåre. Det var vel også godt, at varmen ikke satte for dybe indhug i ham. Det gjorde blot kulden endnu mere ulidelig. Ganske vist kunne man være varm indeni, men når huden var glohed udenpå - føltes luften som små nåle eller daggerter, der forsøgte at trænge ind i kroppen. Af netop samme grund, forsøgte han at overføre sin varme med jævne mellemrum. Bare en del af den i hvert fald. Det var ikke blevet meget lettere. Han kunne stadig ikke koncentrere den om ét specifikt punkt, og hans krop havde svært ved at sige stop, inden han var drænet helt af energi... - Selvom det nu var ganske køligt af sidde på kanten af springvandet, var frakken heldigvis lang nok til at det ikke forvoldede ham kæmpe problemer. At få noget der for en gangs skyld var specialsyet efter hans eget ønske, var ikke bare noget han ikke havde haft råd til længe - men noget han ikke have overvejet en eneste gang før han havde fået arbejdet i hus. Han havde jo ikke andre grunde til at vove sig udenfor, end hvis han skulle spille musik... Ja, eller købe smøger. At være ædru gjorde jo ikke byture til noget af det mest morsomme. Når man var vant til at få et kæmpe kick af alkohol og stoffer, var det i hvert fald som at tage et koldt, skrækkeligt brusebad.

Han drejede roligt hovedet, da hun satte sig ned, og lod de mørke øjne hvile mod hende. Han trak derefter let på skulderne: "It's odd really..." Kom det fra ham, med en rolig tone i den halvdybe, brummende stemme. Han løftede hovedet, og lænede igen nakken lidt tilbage. Snefnuggende faldt stille ned et sted deroppefra. Det var som om hans sensitivitet gjorde at han nærmest kunne mærke dem ramme mod hætten på trøjen, der dækkede noget af hans hår, samt hans nakke. "Living forever... It fucking sucks sometimes, but I don't pity the fokes running around being chased by supernatural beings, without even knowing it. Well... I guess I would rather be fucking clueless than know about the one's who would wanna kill me, and eat me raw. But yeah...-" Han sænkede igen hagen lidt, og så frem for sig; "I guess, any kid would like to be special. To live forever. But if a human looks back at all the pain they've experienced in their short lives, I don't think they would have wanted to gain the experiences of immortal beings like us." Han så mod hende, og sendte hende et lidt ironisk smil.

Han lyttede til hendes beskrivelser om julen. Ikke fordi han ikke havde hørt noget af det før; men det var rart at få et ikke-så-sketisk perspektiv ind igen. Og denne gang for en person, der ikke var det average naive menneske, som han havde så vældige fordomme imod. Hoping you get what you want.. Han studsede over hendes ord, men der lå noget skeptisk over hans ansigt. Det ene øjenbryn var strategisk placeret en anelse højere op end det andet. Som for at understrege, at han ikke forstod sig nøjagtigt på den tankegang hun fremlagde. Men det var jo længe siden han havde sat sin lid til drømme, håb og ønsker.
"So... Have anything ever come true, since people keep on hoping" Spurgte han, og slog en lidt sarkastisk latter op; "Come on! As soon as people grow up they realise that the magic about christmas is gone. It's just some silly fantasy you place in the heads of children to make them behave the rest of the year." Han rystede let på hovedet, og begyndte at pille lidt ved cigaretpakken i lommen på frakken.
"But yeah... Maybe you're right." Kom det så lidt tøvende fra ham. Men han forsøgte ikke at lyde for afvisende overfor hendes ide. Derek vendte øjnene mod hende; "Maybe I need to experience it one day. But I guess there always needs to be a Mr. Scrooge to ruin the christmas spirit. That might as well be me." Han huskede tydeligt at have læst 'A Christmas Carol' på børnehjemmet, om julehaderen, der lod sin modvilje mod jule-ideen gå ud over de omkring ham. En person der så - ganske vist - fik en overordentlig smag af hans egen medicin.
"Even if I liked it... Don't expect me to ever sing christmas-carols. I'm not gonna be one of those musicians who covers 'Let it Snow' because I need to sell records." Et skævt smil formede sig om hans læber. "Even though that's about the only gig I can get during christmas-time, I won't do it." Han slog en let latter op; "I'm screwed if I begin singing songs about snow and christmas-trees."

It's christmas time!
« on: on Tirs 3 dec 2013 - 18:48 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

”Me too. You know, be clueless and all.” Igen åndede hun tungt u dog smilede egentlig bare af synet af den nærmest tilfrosne ånde. Det var altid lige fascinerende for hende. Nok fordi hun ikke selv nogensinde havde haft en cigaret i nærheden af sine læber. Ikke én gang i sit liv! Så hun fandt det stadig mere eller mindre spændende. Som et lille barn. Helt sikkert kun på grund af hendes unge sjæl. Sin naive personlighed. Hun var blevet god til at holde sine indre følelser på afstand. Også selvom Derek allerede vidste, at hun meget muligt ville elske at bare sidde og tude i øjeblikket over sit liv, holdt hun sig på plads. Hun holdt sig balanceret. Og det føltes godt. ”Actually. I was one of those clueless people in the world. I knew nothing about all the supernatural species. Nothing more than what I read about in books. I thought they all just were made up. But it didn’t really make me ..not believe. I wanted to be one of them. And see me now. I am. And I have always been. Shocker!” Hun fumlede lidt med plastikken omkring slikstokken og fik hurtigt pakket resterne ind igen, hvor efter den blev lagt ned i en af flisens lommer. Hun lagde efterfølgende begge sine hænder i den lille ’rede’ hendes ben havde lavet via skrædderstillingen og begyndte at vippe en smule frem og tilbage. ”Try imagine that.” afsluttede hun med en latter, hun forsøgte at få til at lyde knap så akavet, som den egentlig var.

En smule chokeret rettede hun sit blik imod ham, som han nærmest sad og lo af hendes udtale om håb. Hun vidste, han ikke selv havde det som hende. Og hun kunne ikke bebrejde ham. Men det stak alligevel lidt i brystkassen. Dog holdt hun sig fra at kommentere yderligere på det. Der var ingen grund til at få en diskussion op omkring det. For når alt kom til alt, var det jo blot en lille ting. Og kort efter det chokerende udtryk havde landet på hendes blege ansigt med de røde kinder, fik hun fundet sit smil frem igen.

”Oh come on, mate!” Med ét fik hun foldet sine ben ud af sin stilling, før hun pludselig rejste sig op på kanten af springvandet. Som hun havde gjort ved starten af aftenens møde. ”You have to at least make a whole christmasalbum. You could make it just for me.” Selvfølgelig lavede hun sjov. Og det kunne man også høre på hendes drillende tone i stemmen. Hun balancerede en smule, som hun drejede omkring for at så med fronten imod dæmonen. ”Dedicate it for the one and only Autumn Nephal! Da da da dammmm!” Det så ud til hun havde fået energien tilbage igen. ”With an amazing rock cover of Rockin’ around the Christmas tree. And maybe even an accustic cover of Last Chrismas.” Hun havde ikke kunne holde sin latter inde halvvejs igennem sin tale, og den sad som smøret på hendes ansigt, i det hun lænede sig forover. Stod igen med hænderne imod lårene og blikket rettet imod ham. ”Come on. Sing with me. Rockin’ around. The Christmas tree. At the Christmas party hop. Mistletoes hung where you can see. Every couple tries to stop.” Det havde været længe siden hun egentlig havde synget foran nogen. Ikke fordi hendes stemme lød a’ helved til, men det var nok et andet punkt hun fandt sig selv nervøs. Og genert omkring. Men underligt nok løb hun ikke væk og gemte sig i et klædeskab efter at have ladet sangstemmen komme frem. Hun blev egentlig bare stående. Med samme muntre smil. Og samme selvsikre udstråling. Hun bøjede så i sine knæ og kom helt ned på hug ved siden af ham. Nu var de nok i lidt bedre øjenhøjde. "Sorry. I got a bit carried away."

It's christmas time!
« on: on Ons 4 dec 2013 - 14:37 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Derek kunne ikke forestille sig hvordan det måtte være, ikke at kende til sin egen race. Selv ikke i de tidlige barndomsår. Så længe han kunne huske, havde han følt sig adskilt fra 'normalen'. Det havde ikke just været nemt. Når man gik på et børnehjem for mennesker, blev man hurtigt stemplet og tilsidesat hvis man udviste et andet adfærdsmønster. Han var nærmest blevet spærret inde på grund af den øgede agressivitet da han var barn, og de voksnes frygt for, at det skulle gå ud over de andre beboere. Til dæmonens held kom en anden af hans slags ind på børnehjemmet. Én der kunne give ham de svar, som han havde manglet. Men intet syntes alligevel at have kommet bag på Derek. Han havde vidst, at han ikke var menneskelig. Bare ideen om at være det, havde altid syntes at frastøde ham.

Derek fulgte hende med øjnene, da hun rejste sig op. Han rystede på hovedet af hende, med et skeptisk smil smørret over læberne: "That's never gonna happen." Svarede han så, med en ironisk, og dog komisk tone i stemmen: "Don't..-" Derek prøvede at komme med indvendninger, da Autumn sagde at han skulle synge med hende. Han lagde en hånd lidt skyggende over øjnene, som om han skammede sig, og forsøgte at gøre det klart for de forbipasserende, der tydeligvis morede sig over den pludselige impulsive sang.
"Autumn - stop it." Mumlede han, med et lidt akavet udtryk over ansigtet. Han nægtede at rejse sig op, og omfavne jule-ånden, selvom Autumn nu stod rimelig centralt i gadebilledet, og sang. Det lød ikke dårligt; men for dæmonen var det en lidt grænseoverskridende handling. Dog var der ikke mange mennesker på gaden. Man kunne vel synge så højt som man ville, uden at det ville fange alt for megen opmærksomhed.

"A bit?" Han fjernede sin hånd, og vendte de mørke øjne mod hendes blå. Et lidt skævt og fjoget smil foldede sig ud over hans læber. Noget der fik ham til at se et par år yngre ud. Han slog en let latter op; "Maybe you should make a fucking christmas-album. I'm not gonna sing a single song... I don't even think I know the lyrics to any." Det var vel ikke sandt. Selv en skeptiker som ham, havde ikke kunne undgå at høre sangene i radioen eller butikkerne. Det var nok de færreste der ikke kunne teksten på et par af de klassiske julesange, selvom man nok ikke engang fejrede højtiden.
"If I should ever write my own christsmas song, I definatly wouldn't praise the snow, like those jerks." Kommentaren kom netop efter et snefnug havde landet på hans næse, og tøede i sekundet den ramte den lidt varme hud. "Why do people love the fucking snow? It makes the transportation impossible, and it's freaking cold. I'd like to ban snow. Like... For good." Det var utroligt hvor meget han lød som en gammel, kritisk borger, der sendte sine små bekymringer ud til ting som ingen egentlig ville kunne forandre. Han trak skulderne op mod ørene, og gøs i et kort sekund. "It wouldn't surprise me if my toes will rip off, when I take my shoes off later." Måske var det heller ikke det bedste valg at have converse på i frostvejr. Men Derek havde ikke just tænkt sig, at være udenfor længe. Men han var stadig ikke helt glad for bare at forlade stedet og tage hjem. Måske fordi det var rart bare at snakke ganske uforpligtende for en gangs skyld. Det var... roligt.
"Why are you even here? Not gonna study?"

It's christmas time!
« on: on Ons 4 dec 2013 - 21:45 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Hendes latter havde nu sat sig som et smil på hendes læber. Det virkede en smule akavet at opføre sig som hun gjorde foran Derek. Så gode venner var de heller ikke. Så de overhoved hinanden som venner? Eller var de stadig blot bekendt? Ikke at det rigtig betød så meget. Måske var det netop det, at de ikke var alt for tætte, at hun ikke følte hun skulle skubbe ham væk. Det var der ingen grund til. ”No way. I would never make an album of me singing. That little demo before was the last time you’ll hear me sing.” Atter fandt hun sin plads tilbage på kanten. Helt ned og sidde. Og igen med benene dinglede ud over kanten. Og nok med samme afstand til ham som før. Det kunne godt ske hun mere eller mindre stolede på ham, men hun havde altid haft problemer med at være alt for tæt på andre. Med mindre det hed en mere spontan affære. Sådan var det vel for de fleste af jordens befolkning.

”Well.. I don’t know. Personally I find snow beautiful. And ..I actually like the cold.” Den søde latter løb svagt over hendes læber, som hun kort førte sin ene hånd op foran sin mund. ”We’re so different. We’re almost like minus and plus. Night and day. Winter and summer. It’s pretty funny when you think about it.” Hos dem passed ordsproget ‘modsætninger mødes’ perfekt. Når folk så dem side der, ville de nok ikke ligefrem se på dem som søskende eller en anden form for reel relation. Lige hvis man så bort fra deres samtale. Og hvordan de begge to sad og lo lidt af hinanden. Lidt ad gangen. Hun satte sig lidt bedre til rette og stoppede sine ben. Hun strakte sine vriste og satte sine tær imod jorden. Så langt var der heller ikke. Og hun kunne i hvert fald sagtens nå. Det var bare sjovere at have følelsen af ikke at kunne nå. Derefter så hun mere overrasket op imod ham igen ved hans spørgsmål. Det så ud til at tage lidt tid for hende at fange, hvad han faktisk havde sagt. Og i den tid tog hun ikke blikket fra ham. Ikke det mindste. Det eneste der afbrød kontakten var, når hun blinkede. Heldigvis var hun ikke frosset helt fast og kom hurtigt tilbage igen. Med endnu et mere afslappet smil. ”I don’t always study, you know. I’m still a teenager even though my age doesn’t say so.” Hun vippede lidt fra den ene side til den anden og fik samtidig skjult sine hænder I ærmerne for efterfølgende at lægge de mind under sin bagdel for at give dem en smule varme. Hun måtte give ham ret i at der var fandens koldt. ”I… I just needed a break from it all. It was getting a bit… tense at home. And as you probably know. I love Christmas. I couldn’t really stay away. Not on a night like tonight. I love it when it snows.” Hun drejede roligt blikket imod Derek igen, efter at have se imod stjernehimlet et øjeblik. ”So please don’t ban it. It’d make me very… very sad. But.. I can’t sit outside the house in Logenment, and since I had a craving for sugar I found my way here.” Hun fjernede sine hænder fra sin siddeplads og folded dem begge ind I deres modsatte ærmer, for at danne en form for muffe til dem. Så lagde hun efterfølgende sine arme helt ind til sig og lænede sig en smule forover. Endnu med de klare blå øjne imod ham.
”Maybe I can’t have the Christmas I really want. But I can always be the creepy one observing those who can.”

It's christmas time!
« on: on Søn 8 dec 2013 - 20:18 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Derek nikkede, da Autumn sagde at de var så forskellige. Det var vel sandt. De var så forskellige som man nu en gang kunne være. Varm og kold... For en gangs skyld delte de da én ting : de begge lod faktisk til, at være nogenlunde stabile i denne stund. Ingen af dem lod til at være syge, eller ude hvor de absolut ikke kunne bunde. Derek vidste at Autumn generelt var i noget af en situation; men lige nu tillod de sig begge at kunne smile til hinanden, og virke forholdsvist rolige og komfortable. Dæmonen var udmærket klar over, at det de havde ikke var et venskab. Efterhånden havde han vel givet Autumn nok grunde til, ikke at give ham hele sin tillid. Derek var jo lettere ustabil. Måske kunne han i det ene øjeblik virke meget put-together, men i det næste, kunne han have næsen i stofferne, eller mærke agressionerne ude i fingerspidserne. Faktisk havde han vel forholdt sig eksemplarisk overfor hende ved de sidste møder. I hvert fald i forhold til, hvordan han normalt ville té sig i sådanne omstændigheder. Måske var det fordi de netop var så forskellige.. Dæmonen ville ikke ødelægge noget, der virkede så uskyldigt.
"Yeah, I don't get why I wanna hang out with you." Kom det lidt drillende fra ham, før han lod blikket stryge roligt gennem området; "I guess we're pretty damn different. But maybe that's a good thing. I would even dare to say that you've had some sort of good influence on me." Han vendte igen blikket mod hende, og trak let på skulderne. Det var vel sandt. Han holdt sig lidt mere i skindet i hendes selskab nu. Sikkert fordi han ikke ønskede at være det monster, hun engang havde sagt, at han var.

Selvom han ikke var god til det der med en langvarig øjenkontakt, så formåede han faktisk at holde øjnene mod hendes. Det virkede ikke voldsomt akavet. Men det virkede måske en anelse malplaceret. Som om han stadig ikke kunne gøre sig klog på, hvad der egentlig gemte sig bag Autumns blå øjne og det ungdommelige ydre. Det kunne stadig forekomme ham fascinerende, hvor få spor han kunne se på hende, fra de oplevelser hun havde været igennem. Sommetider kunne man nærmest direkte se de ar folk havde på sjælen, gennem deres øjne.
"I'm not gonna ban it then." Sagde han med en rolig tone i stemmen, og vendte igen øjnene mod gadebilledet. Efterhånden mødte det mørke blik, juledekorationerne der hang over lygtepælene og mellem visse bygningsværker, "I guess I'll live with the snow. I've done so far. It's the cold that worries me." En lidt utilfreds grimasse gled over hans ansigt. "But I guess I can't have everything, huh?"

Han rettede igen blikket mod hende; "Well.. Maybe you can have the christmas you want. Or... just obtain something close to the christmas of your dreams." Han vidste ikke om dette direkte var muligt, men måske kunne selv små ting gøre en lille forskel; "It sucks living live through other peoples eyes. But if you can't get your dream-christmas, then you might hope that you'll get that present next year." Et lille skævt smil gled over hans læber; "You said yourself, that this was the holliday for hoping and wishing. Then I'll - as the big christmas-cynic as I am - hope for you too. I'm not wishing for anything anyway, so.. You can get my wish."
Det lød cheesy i hans øre, men måske lå der en smule tiltrængt optimisme i det.

"I haven't forgotten about my promise, you know. I'll try'n help you. I'm still... challenging myself. Maybe I really can make sure that you get a real christmas next year." Han lænede hovedet lidt tilbage, og så op mod den mørke himmel. Et kort øjeblik efter, begyndte hans telefon at ringe. Roligt tog han den op af lommen, men så blot nummeret på sin gamle band-kammerat. Noget der altid fik ham til at savne Amerika, selvom han havde brugt så lang tid på at fornægte sin fortid der, og sine gamle bekendtskaber. Han slukkede telefonen og proppede den ned i lommen igen. "Even though I don't celebrate christmas, it will still be the first one I've had where I'm alone. I guess I'll sleep in and try to find movies on TV which aren't christmassy." Et ironisk fnys kom fra ham; "That's the bad thing about quitting drinking. You're bored as hell."

It's christmas time!
« on: on Søn 8 dec 2013 - 20:41 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Autumn sad og havde lidt svært ved at holde sin latter inde, som han begyndt at snakke om håb, som hun havde gjort før. Sandt nok håbede hun altid på at få en rigtig jul igen. Eller bare det at blive fri. Men lige meget hvad, så virkede det hele så urealistisk. Hun var ret sikker på at hendes liv var ødelagt for good. Det eneste hun kunne var at håbe, at hun havde det hele forkert. Dog var det mest komiske nok det faktum at han rent faktisk tog ordene i hans mund. Han var normalt ikke typen der sad og gav hende håb. Ikke med vilje i hvert fald. Det var heller ikke fordi hun ikke brød sig om det. Det virkede bare… komisk. ”I thank you. I promise to use your wish wisely when the time comes and I need it.” Hun vidste hun ikke kunne få den jul hun ønskede dig. Det forlangte, at hun havde en familie. Meget vel den samme familie hun havde fået proppet ind i hovedet som minder. Hvorfor var det egentlig at hun kunne sidde og smile som hun gjorde. Hvad var det der altid fik hende op på benene igen? Det var håb, men et håb om hvad? Hvem var det der skabte håbet? Hun sukkede tungt og slappede helt af i nakken, så hendes hoved blev lænet forover og hendes ansigt skjult i halstørklædet.

Det var først da hans telefon begyndte at ringe, at hun kom til syne igen. Hun havde hørt ham. Men hun var usikker på, hvad hun skulle sige. Det var ikke tit det skete. Hun følte sig nok bare overraskende træt i hans nærvær. Ikke fordi han var trættende, men hun kunne trods alt slappe en hel del mere af med ham omkring. Han kendte til en del af hendes historier. Og han var der stadig. Han var ikke løbet væk. Ikke endnu. Hun drejede roligt sit hoved og så spørgende imod ham. Og hvis det havde været muligt, ville hendes hoved have været blevet lagt på skrå. ”Shouldn’t you be replying? It could have been important..” Det virkede bekendt. Rollerne var bare blevet byttet omkring. Men ellers var det nogenlunde samme sceneri som ved deres første møde. Men han virkede ikke til at være interesseret i telefonen, som han forsatte med den underlig optimistiske snak.
”Hmm..” Han sad lidt og tænkte. Ganske kort. For lidt efter rettede hun sig ordentligt op i sin siddende stilling. Hun fik sine hænder ud fra deres skjul og klappede sig lidt på sine lår, inden hun kom helt op at stå. Hun drejede omkring og tog et skridt til siden, så hun stod lige foran ham. Med fronten til ham. ”What do you say.. to either a cup of coffee or maybe a cup of hot chocolate? My treat.” Hun fik stukket sine hænder ned I lommerne på flisen. Et selvsikkert smil sad på hendes tørre læber og et nærmest forventningsfuldt blik herskede i hendes øjne. ”You must be freezing and I’m pretty sure it’s alot warmer inside a café or what ever. Then you can tell me about your lastest gig. I can’t keep you company on christmas eve but I can now. So how about it?”

It's christmas time!
« on: on Man 9 dec 2013 - 23:51 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Derek vidste, at hans forsøg på, for en gangs skyld at være den person der spredte håb, var absolut latterligt. For han var bestemt ikke den person. Når det galt sådanne ting indså han sig selv som en rationalist. Verden var kun fyldt med håb, for at få folk til at kunne fortsætte i den. Selvom han ikke ville indrømme det, var håb vel også en del af hans egen drivkraft. Hvad ellers havde man at leve for? Derek vidste, at hans instinkter var en stor del af det. Nydelsen… sanserne… musikken… Jovist var de hans drivkræfter, men alle havde vel en eller anden snert af håb gemt derinde. Han skulle nok bare grave dybt for at finde sit. Efterhånden var han blevet så caught-up i at leve i nuet, at han ikke yndede at håbe på ting i fremtiden. Det gjorde simpelthen for ondt at blive skuffet. Af netop samme grund, var det nemt for ham at trykke på den røde knap hver gang mobilen ringede og mindede ham om fortiden i Amerika. For han begyndte at håbe på, at de ville komme og finde ham… At han ikke selv skulle tage tilbage, men at dé ville bede om tilgivelse og tigge om at få ham med i bandet igen.
”It’s not important. It never is.” Svarede dæmonen derfor afmålt. Han vidste hvad hans gamle ven ville: sikkert spørge om råd til tonarter, gamle akkorder, eller de ubrugte sangtekster, som Derek stadig var i besiddelse af, og som bandet gerne ville købe sig til. Derek var dog – selvom pengene kunne hjælpe – opsat på at klare sig selv, og ikke lade nogen tage credit for hans arbejde. Ikke nu, hvor han ikke var en del af udførelsen deraf.

”You definitely don’t have to say that fucking twice.” Han trak lidt på smilebåndet, og strakte ryggen en smule, før han rejste sig op. Nu hvor han støttede på fødderne, kunne han mærke hvor kolde tæerne egentlig var. Eller rettere sagt; han kunne knapt nok mærke dem. Det føltes som at gå på nåle i de første par sekunder, men hans ansigtsudtryk syntes alligevel ikke at lade sig påvirke synderligt af det.
”But no caffeine for me. If you’ve thought the buzzed version of me was bad, then you shouldn't see the hyperactive one." Det blev sagt med en komisk ironi; men sandheden var vel, at koffein ikke just havde den bedste effekt på ham. Havde andre dæmoner der sådan? Det var som om at i den tid koffeinen nu varede, lod til at få musklerne og nerverne til at stå på højkant. Som om han havde taget et dusin expresso-shots, eller en omgang speed. Sådan havde det vel ikke altid været. Men Derek var jo først ved at lære at beherske sin krop igen uden stofferne og alkoholen. Det var som om alting var hypersensitivt. Hvis ikke det havde været fordi han havde fundet en måde at overgive lidt af varmen på, ville hans krop sikkert nu, kæmpe gevaldigt mod kulden.
"Let's go." Han svang guitartasken op på den vante plads på ryggen. Remmen trak han over hovedet, så den dernæst hvilede mod kravebenet. Han skævede mod Autumn og smilede dernæst; "You wanna know about my gig? Well... I'm pretty damn disappointed that you weren't there, cheering everybody on." Han begyndte roligt at gå; formodede at hun var med, "But I guess you'd rather look at christmas-decor right?" Han rystede let på hovedet af sig selv; "It was pretty low-key. Nothing special. But my producer..-" Han stoppede sig selv; "- The one who might sign me in the future - he says it's good practise."
Derek lod en hånd glide gennem de mørke lokker; "But I'm not that comfy in the low-key, intimate settings yet. It's fucking wierd when there's no noise in the background, or any other instruments on stage than my guitar and my voice." Han vidste ikke om Autumn ville forstå; men når hun kendte musikken, ville det måske give mening, hvorfor akkustiske settings ikke altid var det han havde været mest i nærheden af; "It's... different, I guess."

Snart så han en café lidt derfra. Den virkede ikke særlig crowded, og var badet i et lys der udadtil virkede forholdsvist behageligt, for hans lettere sarte øjne. "Should we go in there? I guess you might know more about the go-to places here."

It's christmas time!
« on: on Tirs 10 dec 2013 - 20:21 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Autumn ventede relativt tålmodigt på at Derek kom på benene igen. Selv havde hun nærmest sprunget op, som var hun halv fjeder. Hun var nok bare overtræt. Hun havde trods alt siddet længe og lavet ingenting. Og turen til Terre fra Logenment, var ikke bare en 10 minutters gåtur. Hun ville nok tage bussen hjem senere. Bare for at undgå at skulle gå hele vejen igen. Og der var koldt. Det ville hun give dæmonen ret i. Så ganske ret i. Hun klarede det bare en hel del bedre end ham. Det var da tydeligt at se. Både på deres kropstillinger og deres påklædning. Virkede han ikke en smule mindre sjusket? Hun rystede svagt på hovedet. De tanker havde allerede kørt igennem hendes hoved. Ingen grund til at gentage sig selv. Utroligt at hun var ved at løbe før for intelligente tanker. Men igen - Hun var nok bare træt.
”Yeah..” lød det bekræftende fra hendes side, inden hun gik med ham. Hun registrerede ikke, hvor de gik, lige udover når hun skulle undgå at gå ind i forbigående. Så hendes blik var ikke som limet imod ham. Men hun lyttede til ham. Det var egentlig først da det blev tid for hende at besvare, at hun drejede hovedet og så imod ham. ”Oh.. I’m sorry. But my daddy wouldn’t let me go..” Det var først efterfølgende at hun lagde mærke til, hvor forkert det lød, og der lagde sig en hvis form for væmmelse over hendes ansigt et øjebliks tid, som hun tænkte det igennem. Det havde lyt en del bedre i hendes hoved. Eller havde hun overhoved ladet ordene gå forbi en kontroller? Næppe. ”God… Let’s just pretend I didn’t just say that.” Hun rystede atter på hovedet af sig selv og sank tungt, for at få den grimme smag væk igen.
”Hey wait.. So there’s actually a chance for you to get a contract signed sometimes in the future?” Som hun vendte hovedet imod ham igen, var det so mom julelys var tændt I hendes øjne. ”That’s amazing!” Hun virkede næsten mere spændt over det end ham. Og hun vidste ikke engang hvorfor. Hun havde vel bare nok glæde for dem begge to. Næsten da. ”I mean.. Even if you’re not really signed in yet. You’re still on your way back.” Hun begravede sine ikke behandskede hænder dybt I fleecens lommer og følte med det samme den smule varme der flød igennem hendes fingre. ”And sure it’s different. The strong power in the stuff you used to play isn’t something you’ll fine in the more… low-key community. But if you want all the gourgose noise, you could always try to find some new band members. Start it somewhat over. Make something better thand Bloody Mistakes. But still.. I have no idea how it is or anything. So don’t take my words on it all.”

Hun så nysgerrigt op, da de stoppede op foran en mere eller mindre tilfældig café. Hun genkendte det ikke, men hun følte sig skræmt væk af, hvad hun så. ”Sure. Why not? I’m not really filled with knowledge about these kinds of things either. Blake usually makes me coffee, so I don’t find myself in places like these that often.” Dog uden at tøve åbnede hun døren og blev mødt af en nærmest hyggelig varme, der blev smidt I hovedet på hende. Det larmede ikke for meget, så man kunne lige høre de svage toner af Winter Wonderland fra højtalerne rund omkring. Der duftede behagelig af kaffe. Og pige bag disken havde overskud til at se imod dem og byde dem velkommen, selvom hun havde godt gang i at lave bestillinger til andre kunder. ”So.. What what should it be, mr Holland? I'll order, you can go on and find us a seat.” spurgte Autumn, mens hun selv stod og tjekkede udvalget ud. Hun trak efterfølgende sin hue af og rystede voldsomt på hovedet, så de krøllede lokker fløj en smule omkring hende. Mest for at fjerne det værste sne. Så blev en hånd kørt igennem pandehåret, og huen blev sat der på igen. Så kom det til fleecen, der blev lynet ned og afslørede hendes beklædning inden under. Lige tidsnok inden hun blev tvunget til at skjule et lydløst gab med sin ene frie hånd. Først derefter så hun spørgende imod Derek. Med et smil tilføjet selvfølgelig.

It's christmas time!
« on: on Ons 11 dec 2013 - 22:24 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Skulderne var næsten trukket helt op omkring ørene, mens han gik - side om side med Autumn. Når han stod op, syntes frakken lige nøjagtigt ikke at dække det sarte sted mellem kæbepartiet og halsen. Af netop samme grund, forsøgte han, at fordele sin kropstemperatur, inden han forvandlede sig selv om til en istap. Uden at tænke synderligt meget over det, knugede han telefonen i hånden, som var i den ene lomme på frakken. Den var slukket... Alligevel havde han fanget sig selv i, gentagende gange at forvente, at den snart skulle vibrere eller ringe. Et eller andet sted, var det nok fordi han ønskede at de gamle venner skulle forsøge at skabe kontakt til ham. Ynkeligt? Ja, måske.
Øjenbrynene blev skudt let op i panden, hvorefter han rettede de mørke øjne mod hende. Ordene virkede ufattelig malplacerede, og syntes næsten at gøre ham direkte ukomfortabel. Dog forsvandt følelsen så snart, Autumn tog ordene i sig igen. Tydeligvis havde hun ikke selv nydt at høre de betegnelser forlade læberne. Derfor nikkede han blot, med en lidt akavet grimasse. I det mindste unlod han at kommentere på det, og derved gøre situationen mere... sær. Det var derfor foruroligende rart, da de kom ind på et andet emne.

"Does that honestly surprise you?" Han sendte hende et lidt for selvhøjtideligt tandsmil - men det hørte vel til hans natur. Han havde aldrig været særlig ydmyg, og selv når nogle udsagn lød som en form for joke - lå der noget sandhed i ordene. Hendes reaktion boostede også et-eller-andet i ham. Ligesom klapsalverne, selv på de små spillesteder - eller måske endda de feromoner han kunne mærke som kom fra visse pre-teenagere i nærheden. Der var vel intet galt i at nyde opmærksomheden. "But yeah.. He'll probably sign me. He's actually promised to do so if I 'lay off the booze' and the drugs." Det var ikke ligefrem det mest tilfredse udtryk der gled over hans læber, men han vippede bare overvejende med hovedet; "It's my motivation now I guess. Now I've got a reason to lay off all of that shit." Motivationen havde før været alt for begrænset. Det var ligesom der var flere ulemper ifølge Derek, end der var fordele, når det galt at blive ædru og clean. Når man holdt sig væk fra rusmidlerne blev man næsten 'for' bevidst om sin omverden og sine egne handlinger.
Han kunne dog ikke forestille sig, at forme et band igen. Selvfølgelig havde tanken strejfet ham, men det virkede absurd. Jovist, var det sådan han følte sig mest komfortabel, men nu havde han set hvor galt det kunne gå. Og det havde endda været hans bedste venner, udover blot at have været bandmedlemmer: "I've thought about it - sure. But I don't think it will ever be...- Yeah, I guess I'm not ready for that. It's like a commitment, you know. I guess I would have the time of my life, but it's fucking hard when everybody wants to be the one that stands out in the band; gets all the girls; or the one who refuses to do drugs or drink if the others do." Han følte ikke, at ydligere forklaring var nødvendigt. Måske ville Autumn, alligevel forstå - selvom det måske virkede fjernt for hende.

Derek trådte ind, og syntes straks at hvile mere i sig selv, så snart han blev mødt af varmen. Selvom han glædeligt kunne have smidt frakken, åbnede han den blot, før han baksede guitartasken af, og tog fat i hankerne med den ene hånd i stedet. Dæmonen havde bestemt en intention om ikke at smide overtøjet før han havde det varmt nok til at han igen kunne mærke sine tæer og næsen, der var blevet ramt af alt for mange snefnug. Roligt skubbede han hætten fra hættetrøjen tilbage, og afslørede håret der var dagen-derpå'-pjusket.
"Uhm..." Derek lod øjnene glide over skiltet med 'dagens the' der var tegnet med en pæn og snørklet håndskrift i kridt. Når det ikke galt alkohol, syntes han at være temmelig clueless. "Black tea." Han tog bare en hurtig beslutning - valgte det, der lød mindst feminint. Var det ikke kun tøser der drak the? Og englændere selvfølgelig. Selvom Autumn var begge ting, skulle det vise sig hvorvidt hun levede op til dæmonens mystske fordomme.

Han så rundt i cafeen og fik øje på et bord der havde udsigt til en juleudstilling på den anden side af gaden, der var mere end blot jævnt-kreativ. Der var ting der bevægede sig i udstillingsvinduet og et væld af farver. Selvom dæmonen måske ville have valgt et mere isoleret hjørne, frem for et ved vinduet, hvis han havde været alene - tænkte han, at Autumn da skulle svælge lidt mere i julestemningen som hun var kommet der for. Det gjorde vel ikke ham lidt skade, roligt at vænne sig til omgivelserne mens de stadig var der.
Guitartasken lagde han roligt mod gulvet, før han satte sig ned på den overraskende-komfortable stol. Hænderne foldede han over bordet, før han roligt gav sig til at se rundt mellem de forskellige kunder. Musikken virkede cheesy; men det gjorde alt julemusik jo efter dæmonens smag. Alligevel forsøgte han virkelig at tage det ind for en gangs skyld. En gang imellem fangede han nogens blikke. Om det var fordi de bemærkede at hans blik gled rundt i cafeen, eller om det derimod var dem der prøvede at få kontakt - vidste han ikke. Det var som om han lagde mærke til mere, når han ikke var udsat for påvirkninger i blodet. Lagde mærke til de små ting, og begyndte at analysere folk, og overveje hvem og hvad de var.
Kortvarig så han over mod Autumn, og mindede sig selv om hvor absurd det hele var. At de skulle til at sidde som normale mennesker og drikke varme drikke sammen, i en tilfældig cafe i gadebilledet, med juledekorationer udenfor vinduerne. Af en eller anden grund gjorde det ham perpleks, og fik ham kortvarig til at smile. Det føltes så fremmet for ham, at det gjorde ham ilde tilpas. Alligevel var der en rar følelse af at slå hjernen fra, og ikke tænke alt for meget over sit image eller sin race.
Det var uforpligtende... Roligt...
Da han hørte døren gå op til cafeen blev det salige i ham, dog erstattet med en let følelse af uro. Nærmest af refleks rykkede han sig over på den anden side af bordet, så han kunne sidde med ryggen til vedkommende. At skylde penge til en dealer i Di Morga, og støde tilfældigt på dem her, ville ikke være et kønt syn. Derfor sørgede han for, at sænke blikket mod bordpladen og virke så afslappet som overhovedet muligt.


It's christmas time!
« on: on Ons 11 dec 2013 - 23:06 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

”Fine. Black tea it is.” Autumn måtte erkende, at hun ikke havde forventet at høre det fra ham. I hendes øjne lignede han ikke en te drikker. Men så igen - Hun havde kun haft et billede i hovedet at ham af en eller anden alkoholiker. Det eneste hun havde lagt mærke til, han havde indtaget havde været alkohol. Eller vand. Derudover virkede te som en alt for afslappende drik i forholdt til ham. Men hun kommenterede ikke rigtigt på det. Det var hans valg. Og lidt nyt måtte hun jo ende med at vide om ham med den mængde af møder, de endte ud med at have.
Hun tog de sidste skridt hen imod disken, som syntes at virke en tand for høj til hende. Hun kunne sagtens se over. Og hun ville sikkert kunne læne sine arme imod overfladen. Men hun følte sig nu alligevel en smule lille. ”Øh.. Do you have any coffee that’s not made by the machine??” “Undskyld hvad?” Hun forstod hurtigt, hvorfor ekspedienten stod med et forvirret udtryk mast op i ansigtet. Hun havde tydeligvis ikke gjort sig mentalt klar til at bestille og havde ikke nået at skifte over til fransk. Engelsk var trods alt hendes modersprog. Så det var altid nemmere at tale. ”Åh. Undskyld. Har I anden kaffe end det der laves i maskinen?” spurgte hun igen og smilede lidt usikkert imod pigen på den anden side af bordet. Hun var ikke altid vant til at føre samtaler med fremmede. Ikke bare sådan. ”Nej desværre. Vores individuelle kaffemaskine virker ikke i øjeblikket.” ”Oh.. Hhm.. Så lad mig få en sort te og en ferskente. ” ”Alright.. Vil du have mælk og su-..” Inden hun fik sagt mere fik Autumn i sit asociale forsvar og viftede afvigende med sin ene hånd, mens den anden sank ned efter pungen i baglommen. Hun kunne mærke, hvordan hendes stressede hverdag og mangel på søvn pludselig sparkede røv. Hun havde nok i at bruge sin energi på én person.

”Here you go. One hell of a big cup of black tea that’s not actually black but red.” Det tog lidt tid for hende at komme tilbage fra din lille irritable episode ved kassen. Men hun fik det da skjult nogenlunde i sin stemme. Og så snart hun fik stillet hans kop, der var overraskende stor, foran ham, faldt skuldrene tilbage på plads og det sædvandlige smil kom tilbage på hendes læber. ”And this.” Hun lagde efterfølgende et hvid serviet, med et nummer skrevet med fine tal på sin overflade, på bordet og skubbede det videre imod ham. ”Don’t worry. It’s not mine.” Med et lille fnis lavede hun et svagt nik hen imod pigen, der havde taget imod deres bestillinger. Mest for at forklare meningen bag servietten. Hun fik så endelig selv placeret sig på stolen overfor ham og som det første, fik hun taget sin hue af igen og lagde den på bordet. Så begyndte hendes svagt røde fingre at klamre sig om den varme kop, som havde en utrolig tiltrækkende duft. Hun drak ikke altid te, men hun kunne stadig blive beroliget af det.
Hun sukkede en smule opgivende og med lukkedes øjne, førte hun sin kop op til sine læber. Stadig med begge hænder omkring den. Hun pustede et øjeblik ned i den varme drik, inden hun fik taget en lille slurk. ”They didn’t have any co-..” Hun nåede lige at sætte koppen tilbage på bordet og rette de blå øjne imod Derek, inden hun stoppede sig selv i, hvad end hun var ved at fortælle. Han så ikke alt for godt ud. Eller det gjorde han, men han virkede stadig anspændt. ”Hey. Are you still cold? You seems a bit…I don’t know.. tense?” Hun så mere eller mindre forbavset ud. Han havde virket afslappet før. Eller var det bare noget hun havde bildt sig selv ind. ”Are you alright?”

It's christmas time!
« on: on Søn 15 dec 2013 - 19:01 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Han lod de slanke fingre tromme på bordets kant, i takt med musikken, for at få uroen ud af fingerspidserne. Han vidste at han tog sorgerne på forskud; dealeren ville sikkert ikke lægge mærke til ham i disse omgivelser, eller med dén afstand der var mellem dem. Selvom dæmonen var yderst glad for, at han havde nået at komme over på den anden side af bordet, følte han sig lettere ukomfortabel ved ikke at kunne se hvad der foregik bag ham: Om dealeren ville vende om og gå ud af caféen når han havde bestilt hvad-end-han-skulle-have, eller om han satte sig ned. Selvom Derek for tiden havde skrabet flere penge sammen, havde det kun været nok til at betale for huslejen, som han havde forsømt de sidste to måneder. At betale for diverse stoffer, var ikke noget han kunne på nuværende tidspunkt. Det var fandens dyrt.
Hårene rejste sig næsten i nakken på ham da han hørte fodtrin bag sig. I nogle sekunder havde han antaget at dealeren måtte have bemærket ham, da han så brat havde rykket sig over på den anden side af bordet. Alligevel måtte han hurtigt indse, at de lød for lette – og det derfor måtte være Autumn der var kommet hen med deres drikkevare. Så snart han hørte lyden af hendes stemme, kune han bekræfte påstanden. Han tillod ikke engang at dreje blikket op mod hende, eller lade øjnene ramme hende, før han var sikker på, at hun havde taget plads foran ham.
”I'm sure, it's fine.” Kommenterede han dernæst, og tog nærmest instinktivt hænderne rundt om den varme kop. Det virkede som en tryghedsfaktor for ham; selv nu hvor han både havde hættetrøje og frakke på indenfor i den ellers varme café. Og ganske rigtigt, gjorde rastløsheden i hans fingerspidser udslaget. For med det samme begyndte de at opfange noget af varmen fra koppens yderside. Det skete næsten lidt for hurtigt... Som om han havde glemt at bruge lidt af dén kontrol han på det sidste havde øvet. Derfor måtte han snart lægge håndfladerne mod bordet, for at undgå at efterlade koppen kølig, og derved også nedkøle teen.
Snart ramte hans øjne den hvide serviet med nummeret. Antydningen af et smil strejfede over hans ansigt. ”The waitress, huh?” Han havde sådan lyst til at kaste et blik tilbage over den ene skulder, men kunne ikke få sig selv til det. Selvom han med glæde lige ville stikke tøsen dét elevator-blik han ikke havde undet hende da han gik ind – var det for risikabelt, hvis han fik øjenkontakt med dealeren, ”I've still got it.” En meget ironisk kommentar, når man overvejede at hans udseende ikke havde ændret sig synderligt de sidste mange, mange år. Han stak roligt servietten ind i frakkens inderlomme ; selvom han tvivlede på at ringe til servitricen, var det ligesom en reminder – en form for medalje. Sådan havde det altid været med ham. Det var et boost i den alligevel ret dominerende selvtillid.

Lidt fraværende havde hans blik ramt koppen og dens indhold. Han tog roligt fat i hanken og forsøgte sig med en slurk af den varme drik. Han savnede alkohol; alt, alt for meget. Den stærke smag af bourbon, tequila eller bare en øl – det hele var noget der syntes at give ham en rar fornemmelse i kroppen. Med thé var det – for ham – som at drikke en form for tynd hostesaft. Det smagte alt for sundt, og ikke voldsomt stærkt. Alligevel kunne det da synkes. Og det sendte varme bølger ned gennem hans svælg.
”Wha?” Han satte koppen mod bordet og fangede sig selv i, at have knuget den lldt for meget mellem hænderne. Tankerne havde været et andet sted. På dealeren, på alkoholen og på det gamle liv. At dealeren var her nu var bare en reminder om, hvor tillokkende det var at vende tilbage til 'the old ways'. Hvor tillokkende det var, at købe noget fra ham igen, og hæve den allerede store gæld. At risikere at blive tævet, hvis bare muligheden for at han ville lade én få endnu en chance, stadig var der.
”Yea... I'm alright.” Kom det lidt tøvende fra ham. Da han hørte døren gå op og lukkes igen ind til cafeen, vovede han at sende et kort blik tilbage over skulderne. Ganske diskret. Dealeren var væk... Det var som om en del af lettelsen forsvandt fra dæmonens skuldre, selvom han nu følte sig mere rastløs end før. Varmen havde sat sig i hans krop : føjet energi til ham. Dén energi som han havde brugt på sit gig, og som var blevet ydligere dulmet af kulden.
”I guess it's just hard to...-” Han rystede let på hovedet af sig selv; ”-Pretend to be normal, when I'm not.” Han skævede kortvarig rundt i cafeen. ”I'm still getting used to it all you know.” Han trak let på skulderne, og strøg en hånd gennem det lidt stride mørke hår,; ”It's tough when you're used to living in one way, but have to turn the tables to get what you want. I guess it would have been easier if my friends had my back, or something. Now my only source of motivation is myself.”
Han så på hende, og diskede op med et lidt ironisk smil; ”Growing up sucks.” Han lød som en teenagedreng – men gennem hele sit liv havde han vel også opført sig som én. Han havde altid tænkt på sig selv, og alligevel forventet at alle skulle hjælpe ham, og ikke forvente noget tilbage.

It's christmas time!
« on: on Søn 15 dec 2013 - 20:41 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Autumn forblev mistænkelig. Hun vidste selv, hvilke signaler man udgav, når man løj. Eller bare virkede det mindste usikker i, hvad man fortalte. Det var trods alt sådan, hun selv lavede sit liv for tiden. Hun var elendig til at lyve, men det var blevet bedre. Og hun var ikke sikker på, om det var noget positivt eller noget negativt. Det virkede underligt at tænke på, at hun øvede sig på det hver eneste dag. For en dag at kunne gøre det, så let som ingenting. Og måske ikke få udsendt signalerne om løgn. Men med den mistanke, der endnu svømmede rundt i hovedet på hende, forblev det nu stadig. Og blandet med ren og skær nysgerrighed, fandt hun sig selv i gang med selv at se direkte over hans skulder. Hun nåede dog kun lige at se døren lukke i og hælen af en sko, som egentlig bare var definitionen af en persons vej ud af caféen. Efterfølgende rettede hun hurtigt blikket hen imod Derek igen. For ikke at vise, hvor hun før havde set hen. Også selvom, hun nok allerede var blevet afsløret. Han havde i hvert fald flyttet sit blik væk fra døren, da hun så tilbage på ham. Igen løftede hun sin kop op til sine læber, og som hun kæmpede for ikke at kommentere på hans benægtelse af sin tilstand, kom hun til at slubre, som hun tog en stor tår af sin te. Hvilket blot resulterede i, at det ikke tog hende lang tid til at få koppen sat imod bordet igen. Den nok lidt for store slurk af te, sank hun lige efter. Måske med lidt besvær, men den kom ned og gjorde hendes mund fri. Klar til tale igen. Lige tidsnok til at han udtalte sig igen. Reddet.
”Well.. It’s understandable.” startede hun ud. Hun kendte vel til hans følelser. På et hvis punkt. Det kunne godt ske, at hun havde levet normalt hele sit liv. Men hun havde stadig skulle sætte sit daglige system på den helt anden ende. Op til flere gange faktisk. ”It’s not easy to adjust your life. It never is. It takes time. And yeah. It suck ass.” Hun satte sig lidt til rette. Stolen var begyndt at virke hård imod hendes bagdel, så bare det at få trukket det ene ben op så ud til at hjælpe en del. Hun havde tydeligvis siddet på den måde utrolig mange gange. Det virkede som den letteste ting i verdenen for hende at gøre. Og det var det vel også. Hendes krop havde vænnet sig til det. Hun svang sin ene arm omkring benet for at holde det på plads imod hendes brystkasse. Og så fik hun så ellers begge sine hænder omkring koppen igen. ”I was wondering..” Hun lagde blidt sit hoved på sit knæ. Drejet en smule, så de blå øjne kunne se ud af vinduet, de sad ved. Brillerne sad skævt, men hun tog sig ikke af det. Ikke så meget at hun ville skubbe dem på plads. ”What made you stop? What made you take a distant to drugs and alcohol? You know… before someone came and gave you a chance for a signed contract? I understand that it’s something new. Or am I mistaken?” Han virkede pludselig en del stærkere end hende selv. Bare sådan. Uden meget andet end et par tanker. Hun kæmpede i princippet ikke. Hun lod bare tingene ske og tvang sig selv til at vænne sig til det. Hun havde ikke gjort meget ved sine egne ting. Hun havde vel hjulpet ham en lille smule. Men nu, hvor hun sad og tænke over det, blev det klart, at hun holdt styrken væk fra sine egne problemer. Hun så så endelig tilbage imod ham. Uden at få drejet sit hoved specielt meget fra dens nye plads. Det var først lidt efter at hun rettede sig op igen. Kun for at få skjult endnu et gab bag sin ene hånd. Det virkede uhøfligt at sidde og gabe, som hun gjorde. Men i det mindste var det ikke noget, hun kunne gøre noget ved.

”What am I to you?” lød det pludselig fra hende. Hun holdt det samme toneleje, som hun havde gjort igennem størstedelen af deres samtale. Hendes blå øjne så spørgende imod dæmonen. Bare et øjeblik inden hun igen så ud imod byens travle omgivelser. Og sneen der stadig dalede. Et suk løb over hendes læber, hvor efter et lille smil gled over dem. ”I can’t allow myself a friend but..” Hun stoppede hurtigt sig selv og rystede voldsomt på hovedet for at få tankerne ud af sit hoved. Så lænede hun blot sit hoved helt tilbage i en opgivende bevægelse og en kort latter. ”Never mind.”

It's christmas time!
« on: on Tirs 17 dec 2013 - 23:50 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Han hævede endnu en gang koppen i sine hænder. Varmen kunne han allerede mærke mod læberne, før han satte den mod disse, og lod endnu en mængde af teen glide ned gennem svælget, og varme kroppen op. Det smagte lettere bittert, men det var sikkert noget man ville vende sig til i længden. Ikke fordi dæmonen just havde tænkt sig, at gå ud og investere i te. Når han knapt nok kunne betjene en elkeddel uden at smelte et-eller-andet, så var det et mindre problem. Selvom han havde lært at kontrollere lidt af varmen, var han langt fra målet.
   Da Autumn stillede sit spørgsmål, så han på hende over koppens kant. Da han satte denne mod bordet igen, havde han næsten drukket 3/4 af materialet. Hans krop havde endelig nået et sted tæt på den normale - lidt for varme temperatur. Dén de fleste 'normale' nok ville opleve, når de havde ligget under en tyk dyne i et par timers tid - indhyllet i deres egen varme. Alligevel beholdt han stadig frakken på. Bare lidt tid endnu... Det var ikke just fordi Autumns spørgsmål syntes at komme bag på ham. Alligevel fik det ham til, at tænke lidt ekstra over de forskellige svar han kunne give. Det var let at pakke sandheden ind, men måske var det også godt bare at sige hvad man havde på hjerte, uden at det typiske 'compulsive liar'-gen trådte ind, og forsøgte at hæve ham op på et højere niveau, hvor han ikke kunne blive dømt af andre. Sandheden var vel, at Derek ikke havde noble motiver, når det galt hans afholdenhed overfor alkohol og stoffer. Hvorfor skulle han lægge skjul på det? Han behøvede vel hverken at være nobel, eller have moralske motiver. Autumn kendte ham måske alligevel bedre end det.

"I never really wanted to stop, to be honest." Igen, gled et lille ironisk smil over hans læber. Dernæst slap han grebet om koppen, der hvilede mod bordet, og tillod derefter sig selv, at vippe lidt ekstra tilbage i sin stol, så han med en afslappet mine - kunne hæve de to forreste stolben og balancere roligt på de bagerste. "When I came to Di Morga, I was in a pretty sucky condition. I was..." Han trak på skulderne - stoppede sig selv, før han virkede for svag. Sandheden var jo, at han havde været såret. Det var ikke blot stoltheden, men også noget dybere og mere nært. Han havde mistet sine venner - mistet sin tillid og mistet det han elskede mest. Et band. Bare den fornemmesle af at stå og dele musikken med nogen der elskede det ligeså meget som ham selv: -" When you're alone it's easier to double the amount of drugs and alchohol just to get by, and to distract yourself... But by buying thát amount of drugs, comes with a price. A rotten economy, and debt."  Han stoppede med at vippe på stolen, og sendte et kort tænksomt blik ud af vinduet.
"I stopped because I didn't  have any money. Now I'm stopping because of my recklessness before. But I don't really want to. It's just the price I have to pay now. But I know I'll find my way back to the drugs at some point. But I have to be able to balance it with my music. Just for now. Until I get cash." Han trak let på skulderne: "I like turning that switch off you know. The humanity one. If I even have one, that is." Et komisk smil satte sig over hans ansigt, før han foldede armene over bordet, og fortsat betragtede gågaden udenfor. Jo, der var gode ting ved at give slip på rusmidlerne, men han følte sig tom indeni, når han begyndte at stille spørgsmålstegn ved alt, eller når han begyndte at huske ting fra sin fortid. Det var ikke rart at være årvågen. Ikke for ham.

Han rettede næsten straks blikket mod hende, ved spørgsmålet: What am I to you?. Det forekom ham meget pludseligt, og da han så oprigtigheden i hendes blå øjne, kom han pludselig selv i tvivl. Det var ikke just fordi han ikke havde tænkt over spørgsmålet før. Han havde blot aldrig troet at nogen af dem ville turde at stille det. For jo. De var som ild og vand. Måske nærmere ild og is. De var atypiske... forskellige... Og alligevel havde skæbnen - eller hvad det nu var - ført dem sammen gang på gang. Deres møder var tilfældige, og alligevel fór tilfældige. Han lod hende ikke tage det hele i sig igen...- Han lod det i hvert fald ikke ligge, da hun rystede på hovedet og forsøgte at få ham til at glemme, at han overhovedet havde hørt det.

"Do you consider me a friend?" Dæmonen lød nærmest mistroisk, og en lille rynke have plantet sig mellem hans øjenbryn. Dernæst hævede han den ene mundvige lidt højere op end den anden. "It's not like we're...-" Han stoppede sig selv, og kunne ikke lade være med at undslippe en kort sarkastisk latter, selvom det måske virkede lidt.. hårdt. "That's fucking insane." Det var som om det smørrede grin over ham, forsvandt så hurtigt som det var kommet frem. Dog blev han nødt til at ryste på hovedet over sig selv. Havde han lige overvejet muligheden? Så han hende virkelig som sin ven?
"I'm grateful for what you've helped me through, and shit, ut I think we'd be the worst of friends ever. We're like.... Opposites. We'd influence each other in a very, very wierd way. I would probably mess you up. And you'd make me into a christmas-loving, almost innocent creature. We'd cause the end of the world." Den sidste del af kommentaren var efterfulgt af et skævt smil.

"You know what you are to me?" Han holdt en dramatisk pause, hvorefter han blottede tænderne i et let grin; "You are my fangirl number one." Han så på hende, og hævede igen sin kop op mod munden; "And I can sort of stand you, at this point.. That's a pretty big deal."

It's christmas time!
« on: on Ons 18 dec 2013 - 0:34 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Autumn havde ikke rigtig forventet andet svar fra ham. Hun vidste, at de nok aldrig havde haft det forhold til hinanden. Men hun sad nu alligevel og ønskede, han bare havde glemt hendes spørgsmål. Det havde været ret spontant. Som havde hun ikke tænkt yderligere over, hvad hun egentlig sad og sagde. Det ville ikke undre hende, hvis det var sådan landet lå. Hun var træt. Hun var udmattet. Og hun var ensom. Noget hun nok aldrig ville indrømme for meget. Ikke engang Derek. Hun virkede allerede alt for svag. Det indtryk han havde af hende, var nok kun at hun var alt for naiv og svag. Og hun prøvede ikke at skjule det faktum. Men af og til ville det være rart, at ikke få det stempel sat lige i panden, hvor alle kan se det. Hun strammede grebet om sin kop. Ganske diskret. Hun havde altid forberedt sig op en benægtelse, som han sad og kom med. Og selvom hun ikke så ham som en ven. Sådan direkte. Så var det stadig utrolig ubehageligt at få at vide. Hun burde aldrig have spurgt. Men så igen - Det var måske godt nok at få lagt på plads. De var blot bekendtskaber. Intet andet.

En kort latter forlod efterfølgende hendes strube efterfulgt af en bekræftelse på hans ord: ”Yeah. It’s insane. And no no. I don’t…consider you a friend. I don’t really know what I was thinking when I asked. IT just seem right at that time. And now… just a bit awkward.” Hun var blevet ret god til det med at forfalske en latter. Og i princippet var den ikke falsk. Hun lod bare sine tanker glide over i et helt andet område. Glemte følelserne, der steg op i hende ved det, han havde sagt. Og så var hun ellers tilbage. Nogenlunde.
”I honestly don’t think you can mess me up any more than I already am. I’m pretty damn messed up.” Det havde lykkedes hende at sende en latter ind under sin stemme som hun talte. Det hele virkede blot som i musikforretningen. Dengang de stod og jokede frem og tilbage. Afslappende. ”But if we were friends or not I will succeed in my quest to make you a Christmas-loving innocent creature. Mark my word!” Jo mere hun gjorde sig enig i ham, jo mere begyndte hun at se klart. Selvfølgelig ville de ikke kunne passe sammen i den relation. Hun ville for evigt gå i frygt for, hvad fanden der ville ske med Derek. Men hun savnede nu det nu stadig. På ret groft plan.

”Yeah… I’m your biggest fangirl.” Pludselig lød det ikke helt så overbevisende, som hun havde ønsket det. Hendes blik gled ned. Væk fra ham. Og ud ad vinduet. ”You know… this really is the worst seat in the entire café.” sukkede hun lavmælt, inden hun endelig satte sig ordentligt. Benet ned fra stolen. Begge fødder imod gulvet. Og endelig de klare blå øjne hen imod dæmonen endnu engang. Denne gang forblev de der. Og et smil fandt hurtigt sin vej frem igen. Hun lænede sig en smule ind over bordet. Lagde sine arme omkring sin krop, som et hegn og fik fugtet læber lidt. ”I actually don’t like christmas all that much. Not as much as I show. I just really like the homely feeling I get everywhere. Acceptance. I get jealous of other people around me like there’s no tomorrow. I’m good at hiding it, though.” Hun rettede sin ryg op igen. Og koppen blev sendt op til hendes læber på ny. Endnu en slurk. Heldigvis havde hendes kropstemperatur ikke ændret på teens temperatur. Men den var ikke gloende hed længere.”And again.. I feel like I’m opening up way too much.” Den sidste kommentar var egentlig bare ment komisk. Selvom hun et sted gerne ville kunne pakke sig selv ind og holde på sine hemmeligheder. Hun var ikke længere sikker på, om det havde været en god idé at fortælle Derek om sit liv. Hun kendte til intet om hans. Og hun var begyndt at ville.

"Is it really that bad to be different?"

It's christmas time!
« on: on Ons 18 dec 2013 - 18:54 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Derek lod sit blik glide ud mod gaden endnu en gang. De mørke øjne betragtede roligt de forbipasserende. Dem der enten slæbte store poser med juleindkøb eller gik hånd-i-hånd med en eventuel kæreste. De fleste lignede vel ganske normale mennesker. Det kunne de vel nok også være. Der var noget ved deres bekymringsfrie ansigter, der fik noget i dæmonen til, at føle sig mistroisk. Som om der ikke fandtes denne 'glansbillede'-perfekte tilværelse som mange gik rundt og pralede med i offentligheden. Men måske var der nóget virkeligt blandt den lykke de havde formet i ansigtet, eller glæden i deres øjne. I sidste ende misundede han dem vel. Måske var det bedre at være uvidende om alt det lort der foregik, frem for at være bundet af det onde blod i årene, eller afhængigheden som man havde levet med gennem hele ens liv.
Roligt rettede han igen øjnene mod hende. Nej, det kom ikke bag på ham, at hun sagde, at hun ikke så ham som en ven. Alt andet ville komme bag på ham. Der var vel ingenting der kunne trække tilbage hvad han havde gjort, eller sagt til hende førhen. Havde han ikke allerede ødelagt alt potentiale til at stable et venskab sammen med denne pige, fra første øjeblik han så hende? Det var jo aldrig fordi han havde regnet med, at han skulle se hende igen, efter at have mødt hende i musikforretningen. Han havde blot solet sig i hendes beundring, og rosene ord omkring 'Bloody Mistakes'. Intet andet... Men dengang havde han jo heller ikke kendt til hendes historie... Eller hendes person... Det var som regel ikke noget han havde behov for at vide om andre. Han var for egoistisk til at bekymre sig om andres fortid eller deres livssituation, når han istedet kunne involvere dem i sin egen. Men involverede han dem nogensinde på et personligt plan i sidste ende? Han vidste det i grunden ikke. Det var sjældent han lukkede folk ind. At snakke om alkohol og stoffer var ikke noget der fik ham til at føle sig svag. Jovist havde han blottet sig et par gange, når han førhen havde snakket med Autumn, men det havde altid blot været i nogle flygtige øjeblikke. At holde hovedet højt, var noget han satte mere pris på.

"Well... I wouldn't wanna mess you up anyway..." Han diskede op med en lidt komisk grimasse. Dernæst sendte han hende et let smil, ved hendes efterfølgende kommentar: "Christmas is not that many days away, you know. I think succeeding at this point, would be a bit over-enthuastic." Han kløede sig kortvarig i panden under det stride hår. Huden der virkede varm som altid. Varm og behagelig mod de stadig lidt kulde punkter på hænderne. "But luckily there's more christmases to come." Nu hentydede han vel til, at deres - hvad end det nu var - relation skulle holde i længere tid. Alligevel var der intet akavet over hans kommentar. Der var derimod noget håbefuldt bag ordene, selvom netop dette faktum, syntes at komme bag på ham.

Da han mødte hendes blå øjne, holdt han også fast i hendes blik. Øjenkontakten virkede ikke forceret; han var derimod komfortabel nok til, ikke at lade blikket vige fra hendes i et godt stykke tid.
"Well... I guess it's normal to glance at other people's happiness, when your kindá miserable yourself." Han trak let på skulderne, "Hiding the truth, is a skill. But maybe it's also a way of coping with things... By pretending to be happy, you might make it easier for yourself to get through the day." Der kom noget lidt forundret over hans ansigtsudtryk, før han gned sin pande: "Gosh... I sound like a tool." En let, selvironisk latter gled over hans læber, før han let rystede på hovedet, og endelig tillod sig selv at lade frakken komme af. Dernæst kørte han hænderne op af hættetrøjens mørke, bløde materiale, så ærmerne blev trukket mere op over armene, og blottede tatoveringerne på den ene. Snart placerede han albuerne i bordet, foldede hænderne og lod sine læber hvile bag disse, så han let lænede sig ind over bordet.
"Well... I don't mind." Sagde han, bag de foldede hænder. Han havde oprigtigt talt intet imod, at Autumn inkluderede ham i sin tankestrøm: "But if you feel like you're saying too much, then it's up to you, right?" Et retorisk spørgsmål. Dernæst var han stille. Som om han ikke vidste hvor hvad han skulle sige, eller gøre. Det virkede stadig atypisk, at sidde med hende i sådan en situation. I offentligheden, og faktisk med en okay stabilitet over sig. En afklarethed.

Ved hendes spørgsmål, lod han til at tænke over det i lidt tid. Øjnene ramte tænksomt hendes kop, og materialet deri. En lille tænksom rynke havde formet sig mellem hans mørke øjenbryn. Da han endelig så op på hende igen, rystede han tænksomt på hovedet.
"It's not bad..." Han lod den ene hånd glide ned mod bordpladen, hvorefter han lod hagen hvile i den anden, "It makes it sort of... interesting, when you can't put yourself in the mindset of others. You can't imagine what their lives must be like, or what the hell they think about you. But that sort of makes it more fascinating to get to know one-another." Han sendte hende et let smil: "No offence, but I would never have approached you if you had'nt talked to me that day in the store. 'Guess I thought you looked way to innocent - and knowing myself, I'd rather stay away than corrupt people who don't deserve it. Yeah, I have hurt people in the past - but they've never been defenceless." Han stoppede sig selv, og så på hende; "Well, you aren't defenseless either - but I thought you were then." Han lod hånden finde ned til den anden der lå på bordet, og foldede disse foran sig.
"So, yeah. It's not bad to be different.. But it's a task. Especially when you feel like a bigger.. 'monster' than the other one." Hans blik ramte kortvarig bordpladen; "Does that even make sense?"

It's christmas time!
« on: on Søn 22 dec 2013 - 16:36 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

”Exactly!” udbød hun med en overraskende munter udstråling. Som havde hun ikke netop siddet og hængt med mulen over den mindre afvisning. Hun virkede igen som den lille happy-go-lucky pige. Munter. Og uden nogen som helst bekymringer overhoved. Hun var i sandhed god til at skjule sit sande jeg. Hun var vel en værre løgner en Derek. På et punkt i hvert fald. Måske var hendes munterhed blot en facade. Måske fandtes den rigtige djævel bag det søde smil og blå uskyldige øjne. Måske var hun langt fra den person hun vidste frem. Måske var hun slet ikke i en del af en sindssyg mands planer om ejerskab. Det ville nok være svært at tro på, men hun havde da faldet ind i den slags typer, der ikke troede hende. Netop fordi hun var så langt fra hendes oprindelige races opførsel og tankegang. ”Sooner or later I’ll bring out the ending of A Christmas Carol upon you. And you’ll end up going around with Christmas lights in your pretty brown eyes.” Det virkede enormt komisk at tænke på, hvordan denne dæmon nogensinde ville dele juleglæden som hende selv. Hun kunne ikke forestille sig ham på den måde. Og hver gang hun prøvede, kom der det mest morsomme billede af hams i nissemandskostume op i hovedet på hende. Hun kunne da slet ikke tage det seriøst. Hvilket hendes nærmest latterfylde smil nok også afslørede.

Ved hans næste kommentarer sagde hun ikke så meget. Hun lyttede blot. Han havde ret. Det var meget klart, at hun blot gjorde tingene nemmere for hende selv. Han syntes at forstå hende, meget bedre end så mange andre. Hun følte sig ikke direkte tryg i hans selskab, men tryg nok til ikke at læbe væk. Tryg nok til at stole på ham, og hvad han sagde. Det var underligt. Det virkede næsten som om de havde kendt hende længere end så mange andre. Især på den måde de kunne sidde og have den her slags samtaler med.
”Actually.. I often never hide myself back in the days. Before my life became a hell of misery I was the kind of person who could go around in the city in a big white princess dress of some kind.” En svag latter kom roligt fra hendes strube, som hun fortalte. Selvom hun nok ikke ville turde gøre det nu, bragte minderne ikke meget andet en glæde. Og latter over hvor dum hun nok ville have set ud, som hun havde spadseret igennem byen i kjole og bare fødder, som en eller anden sindsforvirret.
Hun blev dog trukket tilbage til virkeligheden, da hendes mave tillod sig at give en ganske sagte lyd. Hun lagde automatisk en hånd imod den og følte hvordan den rumlede en smule. ”Oh.. Sorry. I skipped dinner.” nåede hun lige at komme frem med, inden hans ord igen blev sendt imod hende. Det lille smil forsvandt stille og roligt. Ikke fordi hans ord sårede hende. Det var ikke direkte hårdt at høre. Mere opvækkende. Derfor sad hun bare og observerede ham, som hun lyttede med omhu. Hun sank et par gange med en smule besværg, hvorefter hun fandt det nemmere at tage en større slurk af den lunkne te.

”Innocence.” Den del ved hende, der gav hende alt for mange problemer. Hun var for uskyldig. Hun så for uskyldig ud. Men også den del, der fik skjult hendes liv på den bedste måde. Et smil formede sig igen, og hun tillod sig endnu engang at lade sine blå øjne mødes med hans. Mere direkte end før. Eller hun prøvede. Kort efter så han blot imod bordpladen. Hun tog nu ikke blikket fra ham. ”I may be strong. Maybe I’m even stronger than you at some point.” Det var muligt. Hendes krop kunne sagtens holde hendes kræfter skjult lige som alt andet. ”But I don’t like brought down. So I always try and stay at the bottom. I never try to rise over others ’cause I’m just likely afraid of losing it all.” Hun tog en dyb indånding og pustede afslappende ud igen efterfølgende, for så at føre sin kop op til sine læber på nu. Og fik så endelig tømt den helt. Hun lagde koppen tilbage på bordet og træk roligt sine ben op til sig. Satte sig i en mere smidig udgave en af skrædderstilling. Og hun holdt balancen perfekt. Og overraskende nok, sad smilet stadig fast og oprigtigt på hendes læber.

”Did you know you weren’t human from the beginning? Or when did you find out? I mean… demons are born into the supernatural world.” Ikke som djævle, der var blevet skabt. Og for det meste kendte til deres egen tilværelse med det same.

It's christmas time!
« on: on Ons 25 dec 2013 - 14:34 »

Derek

Competent (Rank 9)

avatar

Dæmonen løftede ét øjenbryn lidt længere op end det andet, mens han lod de mørke øjne møde hendes. Et skævt smil var plantet over hans læber, og rastløst kløede han sig kortvarig over hagen. Han kunne allerede mærke skægstubbene mod fingerspidserne.
”I read A Christmas Carol as a kid. I doubt, I'll get this huge epiphany and reevaluate my life.” Han lavede en lille fakt med sin ene hånd, og lagde dernæst igen armen mod bordet. Der gik dog ikke lang tid, før hans fingre fangede koppen, som han roligt tog mellem begge hænder. Øjnene lod han glide rundt i det resterende mørke materiale, før han igen så op på hende. ”Wait. You think my eyes are pretty?" Sagde han med en drillende stemme, og viftede igen lidt med hånden. Nærmest som en parodi på en stereotyp teenager: "Oh you..." Han grinede dernæst, og hævede koppen op mod læberne. Der gik ikke lang tid før han havde tømt koppen fuldstændig, og kunne sætte den mod bordet igen.
"What?" Han blottede tænderne i et let, men undrende smil, da han havde set det komiske udtryk glide over Autumns ansigt. Hvis dog bare man var tankelæser... Okay, Derek måtte indrømme at hans evne til at fornemme feromoner var ligeså godt i visse tilfælde. Hvor han savnede koncerterne med Bloody Mistakes, hvor han ligefrem var omringet af disse udsendte stoffer fra en masse besatte fans. Selvom en del havde været mindreårige, var det altid en rar bekræftigelse.

Derek foldede sine hænder sammen og sig til at trykke sig selv lidt i håndfladerne, mens han lyttede til hendes ord. Han kunne næsten forestille sig, at hun troppede op midt i gågaden med den største kjole på - som mest af alt lignede en gigantisk snekugle, eller candyfloss. ”Why doesn't that surprise me?” Selvom han måske ikke kendte hende så godt som han troede - var netop dénne ting ikke ligefrem noget der ville få ham til at sende et undrende blik i hendes retning. Hvis man var komfortabel nok til at opføre sig som en lallende idiot, var Derek helt klart mere accepterende over dét, end overfor personer der kun fulgte normen.

Da hendes smil langsomt forsvandt, syntes hans også at gøre det. Et mere tænksomt udtryk gled over hans ansigt. Det var som om, at han altid så langt ældre ud når hans ansigt lå i alvorligere folder. Men det var vel normalt, ikke? Hans øjne ramte roligt bordet, og hænderne derpå, da hun talte. Han lænede sig igen lidt mere tilbage i stolen, og forsøgte at sætte sig ind i hendes tankegang. Det var bare svært... Visse meninger syntes de at dele, mens andre virkede absurde for ham. Han forstod ikke hvordan man kunne ønske at lade sig underminere. Ikke selvom, at være overstående kunne betyde at man kunne miste det hele på et tidspunkt.
”That's something I don't get about you. Why not fight your way till the top? If people fear you the'll respect you.” Han rystede uforstående på hovedet, og lod igen blikket hvile mod hende: "Isn't it better to try instead of being afraid of what you might loose?" Han kørte en hånd gennem sit hår endnu en gang. Der bevægede sig pjusket tilbage, og stod i en tydelig kontrast til den lyse hud, der stadig var påvirket af kulden udenfor.

Derek vendte sin stol lidt mere mod vinduet, så han kunne se rundt i kafeen. Et par gange fangede han sig selv i, at skæve over mod servitricen, selvom han måtte konstatere, at hun virkede alt for normal. Mennesker appellerede ikke til ham. Det gjorde de sjældent. Ironisk nok havde hans eneste egentlige forhold været til et menneske. Men det var jo også over 70 år siden nu.. Roligt lod han blikket glide videre rundt i kafeen. Alle lod til at være inde i hver deres lille sfære.
"Wha.?" Han rettede blikket mod hende og skulle lige opfange hvad hun havde sagt. Han trak dernæst på skulderne. Han brød sig ikke om at snakke om sin baggrund. Ikke fordi han havde meget at skjule - men fordi han hadede at dvæle ved sin fortid. Ofte havde folk analyseret hans opførsel ud fra hans opvækst: som om det var gået op for dem, hvorfor han var på en bestemt måde, eller gjorde bestemte ting. Derek vidste at der var en sammenhæng, men han vidste også, at han jo ikke kunne gøre det om.  
”Yeah... I guess so.” Svarede han, og vendte igen sin stol mere mod bordet. ”I didn't know I was a deamon, but I definatly knew I weren't human.” Han nikkede roligt, og så på hende:
”It might surprise you – but I actually wanted to be human when I was younger.” Han blottede tænderne i et skeptisk smil. Som om han indså hvor idiotisk det var, og hvor åndssvagt han selv så sit gamle ønske: ”That was of course before the other kids I lived with started noticing I was different." Igen trak han let på skulderne.

”The only way humans have been able to be a surviving breed for so long, is because they outnumber us. They villainize us, believing we are all monsters.” Sagde han dernæst: ”I guess I just embraced their predjudies towards me. I gave them the anti-hero that they deserved. Becoming a monster is way better than being some weak human whose only way to survive as a breed is to get together like sheep and trampled down every wolf they meet."

It's christmas time!
« on: on Ons 25 dec 2013 - 20:16 »

Autumn

Highly competent (Rank 14)

avatar

Lidt ubevidst blev hendes små fine hænder knyttet. Og hendes læber blev presset sammen til en lige linje. En skygge havde lagt sig hen over hendes øjne, som hun så ned i bordet. Det var ikke direkte frustration der hang over hende. Hun kunne ikke tillade sig selv den følelse. Det var hans mening. Og alle havde hver deres omkring tingenes gang. Men hun måtte indrømme, at hun heller ikke forstod ham det mindste. Hvorfor nogensinde leve på frygtet respekt? Hun så ikke pointen. Eller det gjorde hun et sted. For siden han havde introduceret hende for det at kæmpe i stedet for blot at forsvare sig, havde hendes tanker cirkleret omkring det. Hun brød sig bare ikke om de forestillinger, der automatisk blev sendt ind i hendes hoved. De virkede alt for forkerte. Også selvom det hele var markeret, som hvad en djævel i sandhed stod for. Magt. Kaos. Hun var en del af en af de stærkere væsner på jorden. Og hun gjorde intet for det. Hun skjulte sig bare. Væk i et hjørne. Sammenkrøllet. Og lod sig være svag, selvom hun var stærk. Hun turde bare ikke lade det komme frem til overfladen. Hun var bange for at miste kontrollen.
”I’d rather have a real relationship. I guess…” Hun bed sig lidt i underlæben. Og lidt efter kom hun tilbage. Hun slappede af i sine hænder igen. Og efter en dyb indånding så hun igen op. Dog hang den underlige fornemmelse om hende. Hun burde aldrig havde ladet samtalen komme denne vej. Hun havde ingen gode argumenter. Der var ingen undskyldning. Der var en måde hun burde være. Og den måde var i sandhed noget… hun virkelig burde være. Ingen spørgsmål. ”I mean.. The feeling of someone being afraid of you is only that great for.. Never mind.” Så fik hun endelig lukket af igen. Hun havde en dårlig smag I munden. Som ham, var der ting hun ikke kunne sige højt til nogen. Og heldigvis holdte den dårlige smag hende på måtten. Og der var ingen grund i at fortælle ham det. ”You don’t have to understand me on this.”

Autumn kunne dog efterfølgende ikke lade være med at gøre store øjne, da han endelig fik ladet et svar ud. Hun stirrede overrasket over imod ham. Ja selvfølgelig blev hun overrasket. Hun havde ikke et eneste øjeblik troet, han havde ønsket sig livet som menneske. Det virkede falsk. Absurd. Men hun troede han nu alligevel. Han havde trods alt sagt det. Og hun stolede på ham, at han ikke sad og løj hende op i ansigtet. Hun sad lidt med åben mund. Og hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Hun ville have sagt noget. Men hendes ord syntes at være forsvundet. Sammen med hendes stemme. Synket dybt ned i hendes mave. Og hun nåede ikke finde det frem igen, før han forsatte. Undgik at tale mere om det.

Igen syntes hendes mave at trække sig sammen. Hun vidste ikke hvorfor, men hver gang han lod mennesket blive et centrum for deres samtale, følte hun, at han talte om hende. Eller bare hendes eksistens. Hun havde nu også levet livet som et menneske det meste af sit liv. Troede hun. Hun var ikke længere sikker. Det ændrede bare ikke på den slående følelse, hun konstant fik placeret. Hun tvang sig dog til at lytte. Og hun tvang sig selv til at finde en tilbage kommentar imod ham. Hun fandt dog ikke modet til at få sagt noget. Da hun skilte sine læber ad igen. Men kun luft og ingen lyd kom ud. Det var som, var hun Ariel. Fået taget sin stemme. Selvom hun ønskede inderligt at tale. Som ville hun kun være der, hvis hendes stemme var til stede. Så ynkelig hun var. Han så hende endda også som ynkelig. Gjorde han ikke? Hun ønskede ikke at bebrejde ham, for hvad han sagde.
Så til sidst fik hun viklet sine ben ud af siddestillingen. Hun satte fødderne imod gulvet. Satte sine hænder blidt imod bordpladen og kom derefter op at stå. Skubbede stolen tilbage med sine ben. Den lille grå sky hang stadig over hende. Det havde ikke været meningen, at det skulle ende som nu. Hendes humørsvingninger var så udmattende. Og hun kunne intet gøre for det.
”I… It’s time for me to go home. He’ll probably be mad if I don’t.” lød det endelig fra hende. Hun holdt sin stemme helt forsigtig. Lige hørligt, og hun fik endda rettet de blå øjne imod ham, som hun talte. Et undskyldende smil sad over de tørre læber, og inden længe havde hun fået trukket sin fleece omkring sig. Og fået sat hatten på toppen af hendes hoved. ”I’m sorry…” ..for being weak. Så uden et andet ord, bevægede hun sig ned imellem rækkerne af borde og stole. Afslørede hendes gang ud af døren via den lille klokke i toppen. Og inden længe stod hun tilbage i kulden. Den kulde der syntes at berolige hende. Hun så sig roligt imod himlen. Skjulte sine hænder i lommerne. Og først lidt efter bevægede hun sig væk fra caféen. Med knap så hurtige skridt, som man nok ville have forventet af hende, hvis hun virkelig skulle skynde sig hjem.

Sponsored content



Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen Besked [Side 1 af 2]

Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum