Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email



Latest topics
» Busy Opening.... XXX(Cara)
Today at 20:29 by Caleb

» Once Upon a Masquerade Ball (Hazel)
Today at 17:44 by Khá

» Is That How You Repay Me?! (Lucien)
Yesterday at 20:46 by Lucien

» In distress //Zak
Yesterday at 12:03 by Zakaroff

» The curse inside //Caleb
Ons 21 jun 2017 - 23:06 by Alyssa

» Its been a while
Tirs 20 jun 2017 - 22:47 by Khá

» Anyone?
Tirs 20 jun 2017 - 21:44 by Aubrei

» Emnesøgning: I need someone to hit on (literally)
Man 19 jun 2017 - 19:46 by Amy

» Face Claim
Man 19 jun 2017 - 13:05 by Sonya

Top posting users this month
Caleb
 
Cara
 
Sascha
 
Khá
 
Jordan
 
Zakaroff
 
Hazel
 
Lucien
 
Bailey
 
Danayela
 

Statistics
Der er i alt 642 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Sonya

Vores brugere har i alt skrevet 243725 indlæg in 12656 subjects

You are not connected. Please login or register

AuthorTopic: Until we meet again

Until we meet again
« on: on Tirs 23 jul 2013 - 21:25 »

Milo

Competent (Rank 10)


T: 18:37
S: En tilfældig restaurant. 
V: Solskinsvejr.
O: Læs indlægget.


Noget af det sureste i verden var da at være på arbejde, når solen bagte ned udenfor. Det eneste gode ved at arbejde indenfor var, at restauranten var udstyret med aircondition, så medarbejderne og gæsterne ikke smeltede, men det var da også den eneste fordel. Milo, der netop nu stod i baren og tørrede glas af, ville langt hellere sidde på græsset i parken og nyde dagens sidste sollys, før solen forsvandt bag tagene på de høje huse. Men nej, hans chef havde ringet ham op og påduttet ham en vagt som han ikke engang kunne sige nej til, fordi han var ny på arbejdet og ikke kunne risikere at miste det. Ikke endnu et job. Så ville han være helt fortabt. Han kunne knap nok betale for den lille, usle lejlighed, ham og hans kat boede i for tiden. 

Milo havde før arbejdet som tjener, men det job havde han hurtigt mistet på grund af sin daværende kæreste, så han vidste præcis, hvad han skulle gøre. Lige nu var der dog ingen nye gæster, så imens han stod og ventede, kunne han lige så godt rydde op i baren.

Until we meet again
« on: on Tirs 23 jul 2013 - 21:40 »

Gæst

Gæst


Påklædning :: http://25.media.tumblr.com/tumblr_mapjiedbND1qghqaqo1_r1_500.gif, plus slidte jeans og et par gamle jeans, mørke solbriller

Solen trak ikke ligefrem i ham, gav ham ikke lysten til at tage ud, men et eller andet måtte han jo lave, han kunne ikke blive ved med at sidde inde, fordi hans øjne ikke kunne klarer alt for meget sol, dog var han heldig nok til at kunne være ejer af et par virkelig mørkesolbriller, sandt og siger var de mørkere end dem folk gik med og det gjorde at sollysen ikke var til nær så stor irritation for hans øjne, som de normalt ville havde været.
Med hænderne i lommerne, begav han sig igennem bygaderne, uden rigtig at vide hvor pokker han skulle gå hen, valgte han at gøre et kort visit på en tilfældig restaurant. Hans ansigt var som altid fuldkommen sat i en følelses tom folder, ingen kunne rigtig trænge igennem til ham...dog var der en, måske to der havde haft succes, men ellers var han altid kold og indelukket.
Netop som han kom ind, fik han øje på en lidt for bekendt skikkelse, han kendte den krop ud og ind, ikke på nogen klam måde, men han havde taget så mange billeder at han næsten var bekendt med hver enkel af hans skønhedspletter. Uden at tænke på solen, tog han sine mørke solbriller af, betragtede ham med sine mørkeblå øjne og et nysgerrigt blik og for engang skyld, synes at smil at dukke op "jamen hvem har vi nu her, og de siger at verden ikke er lille" sagde han med en blød, blid og varm stemme, godt optrukket af hans britiske accent

Until we meet again
« on: on Tirs 23 jul 2013 - 22:12 »

Milo

Competent (Rank 10)


Døren gik op og lyden af fodtrin, der krydsede gulvet indikerede, at der var kunder i butikken. Milo kiggede op fra det glas, han var i færd med at tørre af, klar til at føre gæsten hen til et bord. Det var dog ikke en hvilken som helst gæst, for den lyshårede herre lod til at genkende Milo.
Englens første tanke var, at han måtte forveksle ham med en anden. Han havde aldrig mødt manden her i byen før, men pludselig slog det ham, at det heller ikke var her i byen, han havde mødt ham. Nej, det var i en anden by, i et helt andet land, i en hel anden tid. Manden der stod der med et smil på læberne og med hår, der skinnede gyldent i solens sidste stråler og garanteret duftede af sommer og solskin, havde været Milos nabo dengang, han endnu boede i Frankrig. Dengang han netop var blevet smidt ud hjemmefra og stadig var i live.
 
”Damien…?” lød det spørgende fra Milo. Hans stemme var hæs og forsigtig. Han havde lyst til at række en hånd ud for at føle på Damien, føle om han var virkelig. Det var så længe siden, de sidst havde set hinanden, at Milo knap nok kunne tro, at de var stødt på hinanden igen. Og så endda på en lille, ligegyldig restaurant af alle steder!
Men nej. Den varme stemme og de venlige, blå øjne var virkeligt nok. Milo lyste op i et smil og stillede glasset fra sig; det skete i sådan en fart, at glasset vaklede faretruende på kanten af baren, snurrede rundt om sig selv, før det til sidst faldt til ro med kun 2/3 af dets vægt indenfor bordet plade. Milo bemærkede det dog ikke, for han var allerede nået om på den anden side af baren, hen til Damien.
 

”Jeg kan ikke fatte, at det er dig! Det er så længe siden, det… det… jeg… hvad laver du dog her?” Han havde så mange spørgsmål, at ordene bare kom ud på én gang, og det hjalp ikke ligefrem på det, at Milo havde så travlt med at komme hen til Damien, at han tilmed snublede over sine egne fødder...

Until we meet again
« on: on Tirs 23 jul 2013 - 22:41 »

Gæst

Gæst


Han lagde solbrillerne til rette oppe i panden, nikkede da Milo spørgende udtalte hans navn, hans smil synes ikke at kunne forsvinde, hvilket var sjovt hvis man kendte ham. Damien var helt klart ikke en mand der gad smile, men Milo her fik bare det hele frem, smil og blidhed, i stedet for kulde og tomhed "ja det er mig" sagde han og gik stille mod ham, dog stoppede han op da han så hvordan han selv gik frem af. Han huskede deres møde, han havde startet ud med at være fascineret af Milos skønhed, fotograferet ham op til flere gange, men nu mere ham kom ind på livet af denne unge mand, desto mere blev han betaget af ham, han havde lyst til at være tæt på ham, aldrig slippe ham igen.
Han klukkede, greb ham inden han skulle snuble "hej rolig nu, jeg går ingen steder" han holdte ham fast i armene, før han gav slip, dog først da han var sikker på Milo stod ordenlig fæstet. Han smilede, strøg ham kort ned af kinden, før han lagde armene over kors "det har det godt nok, jeg er flyttet her til, gamle England var ved at blive for meget, sidst jeg var i Frankrig, virkede her til at være hyggeligt, men hvad med dig selv" spurte han blidt, han satte sig op ved baren, holdte sine øjne direkte rettet Milo.
Det var helt sjovt, dengang han havde været et menneske, havde Milo, dette ene lille menneske virkelig haft en stor betydning for ham, han havde rørt noget i ham, fik ham både til at smile og grine, alt det der engang havde vidst hans menneskelighed, dukkede op som de havde lært hinanden at kende.

Until we meet again
« on: on Tirs 23 jul 2013 - 23:01 »

Milo

Competent (Rank 10)


Det var ham. Milos smil voksede kun, da den anden bekræftede hans ord. Hvor havde det været pinligt, hvis ikke det havde været Damien, men så igen, hvor mange lyshårede mænd kendte han, der ville hilse på ham på den måde? Ingen, ikke så vidt han huskede, i hvert fald.
Milo lod sit blik scanne den anden, da manden greb ham, inden han faldt. Damien var præcis, som han huskede ham. Samme højde, samme frisure og det samme smil, der altid syntes at hænge om hans læber, når englen var i nærheden. Han så ud præcis, som da Milo sidst havde set ham, inden han pludselig forsvandt. Mindet fik ham til at rynke på panden. Forladt… det var, hvad Milo var blevet dengang. Ligesom nu, hvor han netop var blevet forladt af den mand, han troede, han skulle leve resten af sit liv sammen med. Selvom han efterhånden var kommet over tabet af sin ekskæreste – han havde endda fået ny lejlighed og nyt job – var hans hjerte endnu revet i tusind stykker over igen at være blevet forladt, og han var ikke sikker på, at det nogensinde ville blive helt igen. Han havde i hvert fald ikke turde binde sig til nogen endnu af frygt for, at de bare ville skride fra ham.
Så Damien kunne sagtens påstå, at ingen steder gik. Milo havde bare andre erfaringer.
 
Tilbage til virkeligheden. Damien snakkede til ham og strøg ham over kinden, og selv da hans hånd var væk, kunne Milo stadig mærke den, lige der, på hans kind. Han var dog glad for, at Damien var så hurtig til at fjerne sine fingre igen, for i løbet af sekunder var han blevet helt varm i kinderne.
 
”England? For meget?” Milo rystede leende på hovedet. Åh, hvor han dog gerne ville til England en dag! Han ville i det hele taget bare væk fra Frankrig.
Hans smil falmede dog, da Damien pludselig spurgte ind til ham. Han tøvede lidt, før han svarede.

”Jeg har bare haft lidt problemer, så jeg besluttede mig for at flytte, og så faldt jeg til her.” Han trak på skuldrene. Det var den korte, censurerede version af hans historie. Damien lod ikke til at have gennemskuet det igen - men så igen, der gjorde det færreste - så han undlod at nævne, at han var død og senere genopstået som en engel.

Until we meet again
« on: on Ons 24 jul 2013 - 16:50 »

Gæst

Gæst


Han klukkede "jeg har boet der længe, jeg har mange minder der, både gode og dårlige" forklarede han stille, dog sagde han intet nærmere om det, det var der alle hans elskende døde, familien, vennerne og hans forlovede...nok elskede han hende ikke, men hun havde da stadig ikke fortjent at dø, det var koldt, selv for ham var det modbydeligt. Blot måden hun døde på og nu hvor han tænkte tilbage på det, fik han det helt dårligt, dog fik Milo's blide stemme ham tilbage til virkeligheden og han så hvordan hans smil var forsvundet, hvilket han ikke just satte højt, denne unge mand burde smile døgnet rundt, aldrig burde det smukke smil forsvinde fra hans læber.
Han nikkede dog stille, lyttede til hvert enkel ord "det skal nok gå" sagde han blidt, han rodede ham i håret, så rundt før hans blå øjne igen landede på Milo "kom lad os smutte, ud og have noget sjov, vi skal have det smil tilbage, det går ikke at sådan et kønt ansigt ikke smiler" klukkede han og rakte ham hans hånd, han ville gerne have Milo havde det sjovt, selvom han selv ikke var jordes bedste person til at brede smil blandt folk, så ville han hellere ed gerne gøre en indsats for at han, denne smukke unge mand havde det sjovt

Sponsored content



Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen Besked [Side 1 af 1]

Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum