Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Statistics
Der er i alt 671 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Brian

Vores brugere har i alt skrevet 238835 indlæg in 11998 subjects

En hård, men rar dag ~ Kieran

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

En hård, men rar dag ~ Kieran

Indlæg by Gæst on Fre 19 apr 2013 - 21:21

S: Gågaden.
V: Relativt varmt, men skyet og det blæser lidt.
T: Lidt hen på eftermiddagen, omkring klokken 16
O: Masser af mennesker, som er ude og shoppe.

Det var endelig blevet weekend efter en hård uge med kæmpe bunker af lektier. To stile, en blækregning og en fremlæggelse. Dog var Jake nået hele vejen igennem i et stykke og nu havde han valgt at tilbringe sin lørdag udendørs, som han ofte gjorde det. Selvom man skulle tro at udendørs livet ikke ligefrem huede ham, da han ikke kunne gå, var det næsten omvendt. Han havde elsket udendørslivet og havde ikke tænkt sig at lade en stol med hjul stoppe ham i at gøre hvad han elskede. Det var næsten lige meget hvilket vejr det var, så var han ude.
Egentlig havde han gået ud af døren med sin mor, da de skulle købe nogle piller til ham og ellers bare have en hyggelig dag sammen. Det var altså indtil hun var blevet nødt til at tage tilbage til arbejdet, da en af hendes patienter havde fået et anfald. Hun havde foreslået at tage ham med hjem, men han havde takket nej. Så nu var han alene herude. Men så længe solen var oppe, havde han intet problem med det.
I dagens anledning, havde han en lidt for stor, orange t-shirt på med en sort hoodie over, og et par sorte bukser som sad lidt løst på hans ben, samt et par løse gummisko. Hans hår var ikke stylet overhovedet, så det sad lidt som det ville, men var af natur ret vildt og strittede en anelse og på hans venstre arm havde han fem armbånd og ærmet var trukket lidt op, så de kunne ses. Tre af dem var nogle hans venner havde lavet til når han kom i skole efter ulykken der kostede ham evnen til at gå. Det fjerde var et lykkearmbånd hans storebror havde købt ham og det sidste var et sølvarmbånd med hans stjernetegn som vedhæng.
Jakes store, mørke øjne så opmærksomt omkring, for at være sikker på at han ikke endte med at være i vejen, inden han fandt et sted han kunne stoppe og nyde dagen udenfor. Det var lidt hårdt at bruge sine arme så meget som han havde indtil videre, så han ville hellere holde en pause. Når det var blevet lidt bedre kunne han begynde at tage tilbage. Selvom det var lyst længe nu hvor vinteren var ovre, havde han ikke lyst til at udfordre skæbnen. Når man ikke kunne gå, var man trods alt et let offer for... ja... alt egentlig. Men for nu sad han bare og så rundt, lettere drømmende, mens hans flyvske tanker opfandt alt muligt, som den altid gjorde.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: En hård, men rar dag ~ Kieran

Indlæg by Gæst on Fre 19 apr 2013 - 21:54

Kieran havde altid nydt at gå ture, om det så var i byen, i skoven eller langs stranden, fordi det gav ham tid til at tænke og slappe af på hans helt egen måde. Det var da også derfor, at han havde anskaffet sig en hund for omkring tre år siden. Det var blot en undskyldning for at komme endnu mere udenfor, både morgen og aften, i regn, blæst og snevejr såvel som i solskin og på skoldhede dage.
I dag var han dog ikke ude for at gå sig en tur for afslapningens skyld. Han var taget ind til gågaden for at hente nogle ting, han manglede, men Gregori, hans hvide og grå borzoi hund, havde han alligevel slæbt med sig. Den høje hund travede rundt imellem folk på gaden, nysgerrig som han var, og der blev så sandelig vendt blikke efter ham. Hvor ofte så man måske en hund uden snor rende rundt på gaden? Selvom Kieran ikke altid kunne se hunden for mennesker, bænke eller opstillede boder, vidste han, at det trofaste dyr altid var lige i nærheden, og når han gik ind i butikker for at købe diverse ting såsom tandpasta eller grøntsager, ventede Gregori pænt udenfor butikken, hvor han enten lå ned eller sad og fulgte opmærksomt med i, hvad de forbipasserende foretog sig.

Han havde netop forladt en grønthandler, hvor han havde købt nogle røde pebere og en squash til aftensmaden, da han fik øje på en dreng, en del år yngre end ham selv – drengen så ud til at være omkring de fjorten eller femten år, hvis han måtte have lov at gætte – der sad i en afkrog af gågaden. Hvad der ramte Kieran lige i hjertet var, at drengen sad i kørestol. Drenge på den alder plejede at løbe rundt og sparke til en bold eller cykle lange ture i ujævne terræner, men denne dreng sad blot og… Sad. Han kiggede rundt og så egentligt ikke specielt mut ud, men alligevel fik Kieran helt ondt af ham.
Han kaldte Gregori til sig og gik hen til drengen. Gad vide, hvorfor han holdt der? Det var et mærkeligt sted at parkere sin kørestol, men måske ventede han på en? Eller også var hans behjulede stol gået i stykker?

Kieran rømmede sig og hankede op i den hvide plastikpose, grøntsagerne lå i.
”Hey," begyndte han. "Har du brug for hjælp, stump?"


Sidst rettet af Kieran Lør 20 apr 2013 - 15:45, rettet i alt 2 gange

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: En hård, men rar dag ~ Kieran

Indlæg by Gæst on Fre 19 apr 2013 - 22:25

Et lille suk lød fra Jake's læber, mens hans blik blot gled over de mennesker, som var på gågaden. Der var flere end rigeligt, men det var ikke det han koncentrerede sig om. Det var mere den måde de gik rundt på. Det var ikke en hemmelighed at han gerne ville kunne gå igen, og det var da også kun forståeligt. Han havde ikke kunne gå i mange år efterhånden og det blev selvfølgelig træls at sidde ned hele tiden. Hvis han havde fået chancen for at kunne få lavet proteser til at hjælpe ham, ville han have taget den. Desværre gik lammelsen over hans knæ, så det var ikke muligt med den teknologi der var. En dag drømte Jake selvfølgelig om at kunne gå, men det var bare en drøm. Et fantasistof. Deprimerende som det lød, var det ikke første gang han tænkte over den slags. Hvis bare folk vidste hvor fantastisk det var at kunne gå.
Hans mørke øjne gled videre rundt og betragtede halvt hvad han så, men var nok mere optaget af sine egne tanker på nuværende tidspunkt. Tanker om at kunne gå. Hans læge sagde at han var 1.73 høj. Det lød rart ikke at skulle se op på alle omkring ham. Hans tanker var virkelig begyndt at tage en deprimerende drejning.
Jake var mere eller mindre faldet i staver da der pludselig var en person, som snakkede til ham. Han rettede straks sit blik mod personen, mens hvad han havde sagt sank igennem til hans hoved. Om han havde brug for hjælp? Hvorfor..? Nå ja, han sad i kørestol og manden troede sikkert at han sad fast eller noget i den stil. "Nej tak. Jeg hviler bare mine arme lidt" forklarede han, med et venligt smil om sine læber. Alligevel gjorde det ham glad at nogen var betænksom nok til at ville spørge. Det var altid rart at vide at der var mennesker, som ville hjælpe hinanden.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: En hård, men rar dag ~ Kieran

Indlæg by Gæst on Lør 20 apr 2013 - 15:39

Kieran fugtede sine læber med tungen, idet han lyttede til, hvad drengen sagde. Stumpen hvilede armene… Hvis han skulle trille omkring i en kørestol der udelukkende blev styret af hans arme hele dagen, ville han nok også selv blive en anelse øm i dem, så det var vel forståeligt. Drengen her lignede dog en, der var vant til at bruge sine armmuskler, for med så mange andre, der var lamme i underkroppen, var hans arme næsten bredere end hans ben af bare muskler. Det var næsten ligesom at brække en arm; når man fik sin arm ud af gipsen var den skræmmende tynd, fordi musklerne i den ikke havde været brugt i flere uger. Sådan var det også med lammes ben, bortset fra at det var en mere permanent tilstand – deres ben fik aldrig lov til at komme i brug igen og var derfor altid helt spinkle at se på.

”Fint nok,” svarede Kieran.
Gregori, hunden, havde lagt sig ved Kierans fødder, hvor den lå og holdt øje med en kat, der bevægede sig omkring på den anden side af gaden. At dømme på de mange sår og bare pletter, den havde på ryggen og hovedet, måtte katten være hjemløs. Det var ikke et sjældent syn her i byen, men ikke desto mindre var det stadig en fornøjelse for enhver hund at spæne af sted efter de stakkels katte. Bare ikke for Gregori, der altid holdt sig i ro når han var ude med sin herre.

”Hvis det er for hårdt at bruge dine arme hele tiden, hvorfor får du så ikke en elektrisk kørestol?”
Kieran rettede igen blikket imod drengen efter at have betragtet den selv samme kat. Han var sikker på, at hvis han nogensinde blev lam, ville han tage livet af sig selv med det samme, men for dem der havde lært at leve med den triste tilstand måtte det da være meget lettere at have en kørestol man kunne navigere rundt blot ved at trykke på en knap.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: En hård, men rar dag ~ Kieran

Indlæg by Gæst on Lør 20 apr 2013 - 22:03

Jake sendte bare endnu et smil til den fremmede. Det var lidt underligt at han ikke gik. Ikke at han ikke brød sig om selskab - det var mere end velkommen - men han så bare ud til at være nogle år ældre. Præcist hvor meget, kunne han ikke helt finde ud af, men i hvert fald omkring 20 år. De fleste voksne, med mindre de var ældre end 60 år, tog sig ikke tid til at snakke med en 15-årig, som sad i kørestol. Og hvis de gjorde, var det ikke længe. De fleste brød sig ikke om tanken om handicappede, da det kom for tæt på. Tanken om at miste en af sine evner var ikke den rareste.
Derfor blev Jake også ret overrasket, da manden spurgte hvorfor han ikke havde en elektrisk kørestol. Tja, det var vel et godt spørgsmål. "Jeg valgte selv ikke at få en... Bare fordi det er lidt hårdt nogle gange, betyder det ikke at jeg ikke kan lide det" forklarede han, stadig smilende. "Og hvis jeg fik en elektrisk kørestol, ville jeg bevæge mig mindre end jeg gør i forvejen... Så det er vel for ikke at føle mig helt ubrugelig" tilføjede han så, ved nærmere eftertanke. Han havde skam tænkt meget over det, lige siden han fik det foreslået. Men da han havde været et aktivt barn før i tiden, virkede det underligt at bare skulle trykke på en knap for at bevæge sig. Han kunne bare ikke se sig selv bevæge sig rundt på den måde. Så selvom det var hårdt, var det jo ikke forfærdeligt.
Jakes øjne gled kort ned til mandens hund, inden han igen så op på manden og til sidst tilbage ud på alle de mennesker, som gik forbi. Hans mørkebrune øjne var halvt lukkede og hans hænder var foldede i hans skød, mens han bare hvilede lidt. Det var ikke vildt hårdt at køre rundt, slet ikke. Han var vel bare begyndt at blive vant til at han blev kørt rundt af folk, hvis han var ude i længere tid. Oftest hans mor, men nogle gange også nogle venner hvis klassen var ude på tur eller noget i den stil. Ikke at han bad om hjælp, det gjorde det bare for at være venlige, hvilket der vel ikke var noget galt i?

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum