Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Latest topics
» Ready for our weekend? (Charmeine Love)
Today at 2:42 by Khaa

» A beautiful night.... (Cherish Radcliff)
Today at 2:37 by Caleb

» I am really worried Doctor.... (Angelique Dümont)
Today at 2:33 by Zakaroff

» År 3038 - reklame
Fre 15 dec 2017 - 8:51 by Adriana

» I know I did something wrong... but I'm not sorry - Niklaus XXX
Tors 14 dec 2017 - 13:46 by Harry Jepsen

» Face Claim
Ons 6 dec 2017 - 14:09 by Ryuu

» Dance of the Brush (Cherish Radcliff)
Ons 6 dec 2017 - 7:59 by Cherish Radcliff

» Do I know you? - Aleksei
Lør 25 nov 2017 - 19:18 by Aleksei

» How about no?
Man 20 nov 2017 - 1:52 by Roar

» Big changes - Khá
Lør 18 nov 2017 - 16:31 by Charmeine Love

Statistics
Der er i alt 674 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Sigrid

Vores brugere har i alt skrevet 240188 indlæg in 12012 subjects

Just another day....

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Just another day....

Indlæg by Gæst on Lør 29 dec 2012 - 21:07

Tid: Eftermiddag
Sted: Gågaden, På en café
Vejr: Lettere overskyet
Omgivelser: Ramiel, samt andre der har valgt at tage i byen.

På trods af menneske mylderet, og det inferne helvede, af børn, som både skreg og skrålede, Ramiel kiggede og sendte næsten dræbende blikke, dog så der ikke blev lagt mærke til det, til de familier som tydeligvis ikke kunne kontrollere deres afkom. Et hurtigt blik faldt på en café, den så næsten død ud, knap så mange mennesker, et stille og roligt sted, alt i alt. Det var nok det værd, og på samme tid kunne han også få lidt at drikke, med hastige skridt, og et velplaceret smil på læberne, blev kursen sat i mod den. Munderingen som Ramiel bar, opfangede en del opmærksomhed fra folk, den blå-hvide jakke, med den grønne foring, og teksten på ryggen, fik folk til at kigge efter ham, hvilket at han faktisk brød sig en del om, og alligevel så væmmedes han ved at så mange, simple mennesker skulle se ham stråle, Caféen, stod med åbne døre for at byde folk indenfor, dog så var der kun en lille rund håndfuld af mennesker, som befandt sig bagerst i lokalet, og snakkede lavmælt sammen, en lille blondt kvindelig, tjener kom luntende hen til Ramiel, og fik han gelejdet hen til et bord med plads til en ekstra, ”Jov jeg tager noget kaffe” lød det fra Ramiel som hurtigt vinkede tjeneren væk, så han kunne slappe lidt af, en ting som han sjældent fik, på bordet lå dagens avis som Ramiel, ikke havde læst, hvilket nok også var på tide at han fik gjort. Den lille tjener kom hurtigt styrtende med en kop og en kaffe kande, ”bare lad den stå” lød det kommanderende fra ham, tjeneren nikkede blot og lod kanden stå, duften af kaffe var, berusende, kaffe var særdeles noget han sjældent fik, og når han endelig gjorde, så var det virkelig i store mængder. Ramiel begyndte at hælde kaffen op i koppen og lod det stå og simre lidt imens han læste avisen. Efter at han var færdig med avisen lod han den blot dumpe ned på bordet, hvorpå at han tog kaffe kruset og drak det hele i et snuptag, hvorpå han hældte op endnu et krus ”Nå, gad vide hvad dagen skal gå med..” lød det lavmælt fra Ramiel imens han begyndte at drikke af sin kaffe og kigge ud igennem vinduet, hvor han kunne se menneske myldret som væltede forbi, i færd med deres små opgaver.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Lør 29 dec 2012 - 22:31

En varm ånde lunede de iskolde fingre og et halstørklæde blev slynget om en kvindehals endnu engang. Den lette kulde havde farvet hendes næsetip, der nu passede meget godt med de røde krøller, der blidt hoppede på hendes skuldre, mens hun gik igennem Terres gade, på vej imod sin yndlingscafé.
Den sorte rygsæk, hun altid havde med sig, var svunget hen over den ene skulder. Hendes grønne jakke sad tæt om hende, men hun rakte op og åbnede den, det sekund hun trådte ind på caféen, da der var ganske varmt inde på caféen.
Hun burde faktisk være på vej hjem. Hun skulle arbejde om aftenen og så bruge natten på at læse. Men hun var lige kommet fra skolen. Det var hårdt at være studerende. Tre år endnu … Oh, hvor måtte de gerne gå hurtigere.

Der var, som altid på kolde dage, mange mennesker og andre væsener inde på caféen. Men hendes blik faldt dog på en ledig plads, overfor en mand, der ikke kunne være mange år fra at være dobbelt hendes alder. Hun stillede sig ved siden af stolen og begyndte at vikle halstørklædet af.
"Sidder der nogen her?" Hun smilede venligt ned til manden. Der var et grønt skær i hendes brune øjne, der ikke så ud til at høre sil der. Med et par kontaktlinser ville hun have lignet sin mor på en prik, skønt hun ikke selv var klar over dette faktum, eftersom sidste gang, hun så sin mor, var i en alder af fem. Det eneste, hun huskede af hende, var et blodigt hav af rødt hår og et par skinnende smaragd-øjne.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Lør 29 dec 2012 - 23:29

På trods af menneske mængderne som bevægede sig udenfor, og de mange personer som åbenbart besluttede sig for at strømme ind på den ellers så fredfulde café, fik stemningen til at ændre sig, i stedet for den ellers så rolige café, så blev det mere til hvad der lignede et sted for unge, måske endda teenagers, som ikke vidste bedre end at tilbringe deres tid, på at drikke kaffe og tro de var udødelige, tjenerne, eller hvad der skulle forestille tjenere, løb forvirret rundt, for at opvarte alle de unge individer som ikke anede, hvilket stort arbejde disse, servitricer og lignende, faktisk lavede, for dem. En ung pige, eller nærmere, kvinde, kom ind på caféen, udseendet, mindede Ramiel, om en gammel, ven, en som han havde kendt i flere år, hvordan kunne hun stadig holde sig ung? Hvis det da var hende, dog så var Ramiel helt sikker på at kvinden var Dina. Det kom bag på ham at hun ikke hilste, mere venligsindet, måske havde hun glemt ham? Naah, det var umuligt, hun kunne ikke havde glemt ham, aldrig, ”Jamen, selvfølgelig må du da sidder ned” Ramiel smilte venligt til hende, og uden at tænke sig om, rejste han sig blot op, og lagde sine arme omkring hende, uden, at hun kunne havde nået at sætte sig ned, ”Hvor lang tid siden er det vi sidst så hinanden 15, 20 år siden sidst?” Det var lige før at Ramiel faktisk lyste op, en sjælden ting at man så, da det ikke var tit han gjorde det, ”Dit hår er ligeså rødt som det plejer, og du har ikke ændret dig en dag” der var så meget Ramiel gerne ville vide, hvordan hun havde holdt sig så ung, at, hvordan hendes familie havde det og så videre, ”fortæl, fortæl” lød det hastigt fra Ramiel, som hurtigt havde slået sig ned i stolen ”nåår ja, hvor uhøfligt af mig… noget at drikke måske?” lød det fra Ramiel, inden at han havde givet hende en chance for at drikke var han allerede i færd med at vinke en af servitricerne, hen imod ham, ”Jeg betaler selvfølgelig” kom det fra Ramiel, som ikke kunne vente med at få alle oplysningerne. Han opførte sig som om at han var et lille barn, som der for første gang var inde i en slik butik, og måtte tage så meget han ville, men hvad havde hun også regnet med, efter at de ikke havde snakket sammen i så mange år.


Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Søn 30 dec 2012 - 0:08

Megan fik et chok, da fyren pludselig rejste sig og lagde armene om hende. Hun spærrede øjnene op og pressede læberne sammen, mens hun forsøgte at finde ud af, hvad hun skulle sige, og hvorfor fyren opførte sig som om han kendte hende.
Hun vidste, at hendes mor var overnaturlig og sikkert ikke ville ældes, som Megan selv gjorde, men når hun ikke vidste, at hun lignede den kvinde, der havde født hende, kunne hun ikke ligge to og to sammen og tænke; 'Ah, det er derfor!' Hun nikkede blot, da han spurgte, om hun ville have noget at drikke. Det var vist bedre at lade ham falde til ro, før hun begyndte at spørge ham om, hvad der gik af ham. Han var egentlig tiltrækkende, når han smilede, og hun kunne ikke lade være med at gengælde det.
Hun satte sig ned og tog jakken af. Hun var iført en sort t-shirt, der bestemt ikke afslørede nogen kavalergang. Meget ulig de unge piger nu om dage, der ikke kunne lade være med at vise sig frem.
"Kender vi hinanden?" Hun smilede venligt til ham. Hun håbede ikke, hun skubbede ham for meget, fordi hun ikke vidste, hvem han var …

15-20 år … Han havde ramt ret langt ved siden af. Hun havde kun levet i 19 år allerede … Så hvis de havde mødtes for femten år siden … han ville i hvert fald ikke have været i stand til at genkende hende nu! Men der var alligevel et eller andet rart ved at føle sig genkendt. Som om hun rent faktisk havde mødt en gammel ven, selvom hun ikke engang havde den fjerneste anelse om, hvad mandens navn var.
"Jeg … tror, du har forvekslet mig med en anden." Selv hendes stemme lød ikke meget ulig Dianas, og hvis hun dog bare havde vidst disse ting, ville hun straks have forstået den stakkels mands forvirring. Men nu, uvidende, sad hun blot og tænkte, at det var rørende en mand blev så lykkelig over at 'se' en, han ikke havde set i årevis. Forkert person, ja, men stadig et meget rørende sceaneri.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Søn 30 dec 2012 - 0:57

”Prøv lige at se selv” kom det venligt fra Ramiel, som blot kiggede på hende, ”Det er da utroligt.” Ramiel vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, han var overlykkelig, efter så mange år, at møde hende her, på denne café, da han kom i tanke om at Dina også havde en datter, som nok var omkring den myndige alder nu, hvilket at han absolut ikke kunne lade være med at bringe på banen ”Hvordan har lille Megan det så?, jeg har ikke set hende i snart… 15 år, og trods alt, så må hendes gudfar vel også snart møde sin guddatter” kom det fra Ramiel, som endelig havde fået servitricen over til ham, ”En kop mere, og noget mere kaffe tak” lød det fra Ramiel som viftede servitricen væk, ligeså hurtigt som hun var kommet, i det at han stadig troede at det var Dina som han sad overfor, ”Du ser lige så godt ud som altid” lød det blot fra Ramiel, som ikke var klar over hvad han sagde, dog så tog han sig hurtigt til hovedet, det at han ikke havde set hende i lang tid, og at hun formentligt nok var gift, og havde stiftet familie, ”undskyld, jeg mente det ikke på den måde, eller jov.. du ser godt ud, men… ja du ved hvad jeg mener” efter så lang tid, så var det helt surrealistisk for ham at sidde i denne situation, Dina, den kvinde som havde ændret ham fra værre til god, og nu sad han overfor hende igen, eller det fik han hurtigt afkræftet at det gjorde han ikke ”Så… Du er ikke Dina?” lød det søgende fra Ramiel, han var ikke sikker på, om det var en dårlig joke hun lavede, eller om det faktisk ikke var hende, ”Det… Det må du undskylde” lød det fra ham, hurtigt tog han sig til hovedet og lod sin hånd glide igennem håret, ”Jeg var sikker…” kom det lavmælt fra ham, hvorpå han lavede en lille pause og fortsatte så ”helt sikker på at du var Dina”
På trods af de mange år, så kunne hun umuligt havde glemt ham, eller kunne hun?
Servitricen kom hurtigt tilbage med mere kaffe og et krus mere, og tog den tomme kande, ”Så jeg kan gætte mig til at du heller ikke vil have kaffe?” lød det undskylde fra Ramiel, som ikke anede hoved og ende i hvad der skete, ”Det må du undskylde… Noget jeg kan tilbyde?” Ramiel prøvede at smile til hende, på trods af at han nu var endt i en situation som han næppe ville befinde sig i, dog så kunne han heller ikke lade være med at finde det en smule underholdene, ”for resten jeg er Ramiel” prøvede han venligt at sige, dog så kunne man godt ane en smule at han var forvirret, hvis man ikke kunne høre det på hans stemme.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Søn 30 dec 2012 - 1:23

Guddatter … Guddatter. Megan … Hun sad målløs i et par lange sekunder, mens alle brikkerne faldt på plads. Underbevidst dog, for den eneste bevidste tanke, hun kunne mønstre var; 'ligner jeg hende virkelig så meget?' Om aftenen ville hun sikkert bruge en mindre evighed på at stirre i spejlet, røre ved sit ansigt og forestille sig selv med grønne øjne. Blot for at kunne få et mentalt billede af hendes mor. Hun havde ingen fysiske billeder af nogen slags. Noget kom over hende. Et behov for at lære manden at kende. Et behov for at være tættere på ham - Han kunne fortælle hende alt, hun havde brug for at vide! Hvis hun bare sagde, at hun var Megan Rae Roberts! Men det var ikke det, der kom ud af hendes mund.
"Megan Rae har det helt fint. Hun er i gang med en frisøruddannelse." Hun mærkede en trækken i mundvigene og hendes hjerte bankede hårdt og hurtigt. Hun lænede sig lidt ind over bordet og så manden i øjnene. Lagde mærke til hans specielle træk og smilet voksede bare lidt for lidt.
"Ramiel … Oh, jo, kaffe tak." Det sidste lød som om spørgsmålet om, hvad hun ville drikke kom bag på hende og hun lænede sig tilbage i stolen igen med et skævt smil. Egentlig var hun ikke meget glad for kaffe. Hun foretrak varm kakao i vintertiden, men han vidste vel kun, hvad Dina ville have taget …

Hvor var det latterligt! Hun kunne jo ikke holde løgnen kørende! Snart ville han vide, hun blot var Megan. Og hun anede ikke om en mand som ham ville le eller blive rasende. Hun var allerede en smule bange for, at det sidstnævnte ville være resultatet … Men det var så pirrende at bryde reglerne for en gangs skyld. At vide, hvordan en person ville se på hendes mor.
Det gav mening … at hun lignede sin mor så meget. Hun havde ofte lagt mærke til, at hendes far ind imellem måtte se væk fra hende, når de snakkede om alvorlige ting. Måske var det simpelt hen fordi, det gjorde ondt på ham at se Megans ansigt? Det føltes pludselig ikke længere, som om det var hendes ansigt. Som om det var en maske. En imitation af hendes mor. Hvilket var præcist hvad hun havde gang i.
"Meget længe siden," svarede hun med et svagt smil. Hvad ville Dina gøre? Hvad var Dinas forhold til den mand overhoved? De måtte have været venner, hvis han var hendes gudfar. Kunne der være anden relation?

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Søn 30 dec 2012 - 1:41

Noget var i vejen, blikket i Dinas ansigt, det så ud som om at hun blot spillede med, og at det ikke var Dina han snakkede med, dog så tænkte han slet ikke så meget over det, at det virkelig var Dina han sad overfor ”Frisør uddannelse siger du?” Ramiel tog endnu en slurk af sin kaffe og kiggede uden for ”Så Dina.. jeg vil gerne møde Megan, helst snart” Ramiel smilte atter venligt til hende, og tog endnu en slurk af sin kaffe, ”Hvordan ser hun ud, og hvem minder hun om?” det var næsten 17 år siden at han sidst havde set sin guddatter, og det at Dina åbenbart var flyttet tilbage uden at give kald fra sig, lignede ikke Dina, ”Hvor lang tid har du været tilbage?” lød det fra Ramiel, som blot så undrende på hende, dog stadig med et strejf af glæde, over at se hende igen, ”Frisør uddannelse siger du…” lød det atter fra Ramiel som åbenbart ikke havde tygget godt nok på informationen første gang, hvorpå han fortsatte ”Hvorfor ikke noget mere brugbart… hun kunne jo komme ud og bo ved mig” foreslog Ramiel, han ville absolut intet have imod at Megan kom ud og boede hos ham, så længe at hun ville kunne opfylde de enkle regler, samt at hun ville få en brugbar uddannelse, På trods af at Dina ikke virkede særlig glad for kaffe, som hun normalt plejede, så var det ikke det at han slog ud overfor, det var det at hun ikke huskede ham, hvem han end sad overfor, var han nu i tvivl om, han var sikker på at det ikke længere var Dina, dog så lod Ramiel sin facade stå åben som den før var, og smilte stadig til hende, ”Kan du ikke længere lide kaffe? Måske noget andet så?” Smilet var venligt og, måske ligefrem sødt.

Ramiel besluttede sig for at teste denne kvinde viden omkring Dina, for at se om hun kendte hende, ligeså godt som han selv gjorde, i de emner hvor han var professoren omkring Dina, ”Kan du huske dengang på stranden?” kom det fra Ramiel, som havde taget en af de mange cigarer som hang over hans brystlomme, hurtigt kom han så i tanke om at Dina, ikke røg, og altid havde haddet ham for det, hvorpå at tog endnu en cigar og lagde den over til Dina, eller hvem hun nu var, ”Du kan vel stadig lide at ryge en cigar med en god ven?” kom det fra Ramiel, godt nok vidste han at det ikke var tilladt at ryge indenfor, men det var blot mere en test, fordi hvis hun tog den, så var han sikker i sin sag, om at det ikke var Dina han sad med.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Søn 30 dec 2012 - 2:24

"Hun ligner mig på en prik," sagde hun, med en form for moderlig stolthed i stemmen. Hun var lige ved at tilføje; 'men hun har sin fars øjne.' Dette passede dog ikke rigtig. Hun lignede ikke sin far på nogen måde. Bruce, der havde været en sorthåret englænder med den brede kæbe, der ikke haft én fregne i fjæset. Nu var han dog ved at være gråhåret …
"Bo hos dig?" mumlede hun med et skævt smil og rystede så på hovedet. "Hun har sit eget sted. Hun er en voksen kvinde, ved du jo." Manden var så generøs anlagt … Hun kunne ikke lade være med at smile til ham. Var det sådan Harry Potter havde det, da han fandt ud af, Sirius var hans gudfar? Nej, Harry havde nok været endnu mere lykkelig end hun var, eftersom han ikke havde haft nogen af sine forældre, men hun følte alligevel pludseligt, at hun kunne sætte sig ind i det.

Hun sad lidt med koppen i hånden og drejede den rundt, så væsken skvulpede imod tanken engang, før hun løftede den op til læberne. Hun var tvunget til at stritte med lille fingeren, eftersom koppens hank var så lille, at hun ikke kunne have flere fingre på den. Det smagte bedre end hun havde regnet med. Men det kunne vel sagtens være fordi hun lige var kommet ind fra kulden. Lidt bittert, måske. Men hun havde en fornemmelse af, at hendes mor også havde drukket sin kaffe sort. Det ville passe til det billede, Megan havde skabt sig af hende …
"Nej … Kaffen er god nok. Lidt billig, men god nok." Hun tog en slurk mere af kaffen, før hun satte den ned og lukkede hænderne om den for at få lidt varme i fingerspidserne.

Det var som om hun fik et flashback. Det var som et drømmebillede og hendes øjne blev smalle for et øjeblik. De havde ikke boet særligt tæt på stranden, hjemme i Skotland … Men hun kunne huske at have været på stranden engang … Kunne det være den gang, Ramiel hentydede til? Det ville være et skud i blinde, men hvis hun ramte ved siden af, måtte det være sådan.
"Da vi var på stranden med Megan?" Hun smilede skævt, men rynkede pludselig på næsen, da han trak en cigar frem og hendes sparsomme fregner hoppede næsten. Hun rystede på hovedet og tog en slurk mere af den bitre kaffe.
"Du burde ikke ryge. At du ikke er menneske spilder ingen rolle." Endnu et skud i tågen. Men hun kunne ikke forestille sig, at hendes mor ville omgive sig med særligt mange mennesker … Og fyren overfor hende burde også se ældre ud, for at være hendes gudfar, så at tro han var overnaturlig ville kun være … ja, naturligt! At hun nægtede at tage imod cigaren derimod var ikke noget, hun havde analyseret sig frem til. Hun fandt det bare ikke særligt lækkert at se folk fylde deres lunger med røg.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Tirs 1 jan 2013 - 23:18

”Aha, så det gør hun?” kom det smilede fra Ramiel som blot sad og prøvede at få brikkerne til at falde på plads i dette mystiske puslespil, om det virkelig var Dina, han sad overfor, eller om det var Megan som blot var blevet, en voksen kvinde nu ”Dog så har hun ikke dine øjne” kom det lavmælt fra Ramiel, som slet ikke havde tænkt på at han sagde det, alt hvad han prøvede på, var at se om det nu virkelig var Dina eller om det var Megan han sad overfor.
”Ja, bo hos mig, der er masser af plads, samt at hun kan bo der gratis, og du ved godt at du kan stole på mig” kom det fra Ramiel, som blot smilede til hende, på trods af at Ramiel måske virkede noget generøs, så plejede han ikke ligefrem at være det, men trods alt, så havde han jo kendt Dina igennem, flere år end hvad han ville være bekendt at udtale sig omkring, og dette var da den mindste af hans kunster.
Og hvis det var Megan han sad og snakkede overfor, så kunne han kun forestille sig, hvordan alle disse informationer lige pludselig var sprunget ud i ansigtet på hende, og hvordan hun havde taget dem alle i en strakt arm.

Ramiel lagde lettere hovedet tilbage og trak vejret dybt, hvorpå at hans øjne lettere faldt på, denne såkaldte ’Dina’ han sad overfor, dog så var han stærkt begyndt at tro at det var Megan han sad overfor, ”Tja, den er måske bitter, men den går da ned” kom det fra Ramiel som stadig smilede til hende, det var faktisk ret, underholdende, og underligt at det var Megan han sad overfor, hvordan hun mindede så meget om hendes moder, dog så var han i tvivl om, hun overhovedet brød sig om kaffen, eller hun blot gjorde det for at opretholde maskeraden til ære for ham, hvilket blot fik ham, til at føle en smule sorg i hjertet, han ville gerne møde den rigtige Megan, og ikke en som blot udgav sig for at være en anden, hvilket at han altid havde respekteret Dina for, hun prøvede aldrig at være en anden, ud over hende selv.

Det var tydeligt at se, hun tænkte, meget endda, hvilket blot fik Ramiel til at holde et halvkvalt smil tilbage, på det seneste var han begyndt at blive mere og mere, hjælpsom, glad, alle disse følelser var nye for ham, og da han så Dina igen, så var det ikke ligefrem fordi at følelserne stoppede, men blussede blot frem i ham, normalt, så var Ramiel blot neutral eller meget egoistisk, men, det så ud til at Megan havde arvet de samme egenskaber som hendes moder havde, hun kunne altid få ham på andre tanker, og vise sin.. ’bedre’ side.. ”Nemlig, dengang vi var på stranden med Megan, og ved du hvad jeg husker bedst fra den tid?” kom det fra Ramiel, som kiggede op i loftet, et bredt smil var der at se på hans læber. Et kort sekund eller to bagefter, kiggede han på ’Dina’ ”Jeg husker hendes øjne bedst” Ramiel smilede stadig og drak videre af sin kaffe, for at lade informationen fare hen til ’Dina’ hvorpå at en halvkvalt latter undslap hans læber ”Ja, det burde jeg vel, men jeg kan simpelthen ikke” Ramiel tog cigaren fra hende og den han selv havde og satte dem på plads, hun mente nok det samme som hendes moder, Dina var også altid imod at han røg og mente at det næsten var ulækkert, hvilket at han absolut ikke gjorde, ellers så var han stoppet for lang tid siden.
Ramiel lænede sig over bordet og hviskede, lavmælt til ’Dina’ så kun hun kunne høre det, ”Jeg ved godt at det er dig Megan, dine øjne afslørede dig til sidst” Ramiel smilte stadig til hende og fortsatte så ”Det er lorden, du narrede mig næsten” da han var færdig lænede han sig tilbage og så afventede på hende, hvad var det næste træk? Hvad ville hun gøre? Blot forlade ham, eller blive og snakke lidt mere?

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Ons 2 jan 2013 - 11:49

Megan kunne ikke sætte ord på, hvor taknemmelig og rørt hun var over Ramiels tilbud. Men hun ville ikke kunne flytte ind til ham, selv hvis hun ville. For det første kendte hun ham ikke, og for det andet, så havde hun sin egen, lille hemmelighed at holde på, som hun ikke var klar til at fortælle en komplet fremmed. Også selvom han havde kendt hende mor. Hun smilede blot til ham og rystede lidt på hovedet. Det var et meget diskret, uskyldigt afslag. Også selvom hun allerede følte, hun var i stand til at stole på ham.

Øjne … Hendes hjerte syntes at stoppe et øjeblik og de brune øjne var opspilede, mens hun bed sig i læben - med en smilende grimasse - og flyttede hurtigt blikket fra Ramiel og ned imod hendes kaffekop. Hun havde faktisk fået et chok. Også selvom de sad og snakkede helt roligt sammen. Så snart hendes hjerte slog igen, slog det så hårdt og hurtigt at hun mærkede blodet blusse op i kinderne og selv spidserne af hendes øre blev røde. Så snart hendes tanker så også fulgte trop, begyndte hun at overveje, hvordan han var i stand til at huske Dinas øjne så godt. Mænd plejede da ikke at huske øjenfarver, gjorde de? Hun havde kigget på Ramiel for et øjeblik siden, men hun havde allerede glemt hvilken farve øjne han havde! Hun rynkede lidt på næsen og blev urolig et øjeblik. Måske kendte Ramiel hendes mor på en måde, hun ikke ønskede at vide noget om … Hun kunne ikke forestille sig det, men frygten var der.

Hun så op på ham igen med et skævt smil og strøg de røde krøller om bag ørene, så hendes øre strittede en smule. Hun var virkelig glad for at vide, at hun lignede sin mor så meget, at hun næsen kunne narre folk, der kendte hende. Hvordan mon hendes mor ville reagere, hvis hun nogensinde fandt hende?
"Ligner jeg hende virkelig så meget?" Hun skubbede kaffekoppen lidt væk og skabte øjenkontakt med en servitrice, hvorefter hun bestilte noget varm kakao i stedet. Det ville få varme i hende, uden at give hende den bitre smag i munden.
Hendes hjerte slog stadig hårdt. Hun havde aldrig regnet med, at ville sidde i den slags situation. For første gang i en mindre evighed følte hun sig feminin. Kvindelig. At vide, hun lignede sin mor var nok den største smiger, hun havde modtaget; og hun vidste med sikkerhed, at det ikke var en løgn, nu hvor hun næsten havde snydt Ramiel. Havde hun været lidt mere sikker i deres fortid, havde hun sikkert kunne snyde ham med kryds og slange.
"Undskyld … Det var bare så fristende." Hun grinede lidt, og purrede lidt op i sit hår på en lettere kejtet måde. Alligevel virkede hun rimelig selvsikker. Hun sad ret og så ham direkte i øjnene. På en måde nervøs og selvsikker på én og samme tid. Det var vist en blanding, men ikke så særligt tit. "Hvor kendte du min mor fra?" Hun tog kakaokruset op til læberne - og brændte tungen. Det gik slet ikke op for hende, at hun optalte sin mor i datid, som var hun død. Det var blot en vane, efter ikke at have haft sin mor i årevis. Så var det kun naturligt at omtale hende, som om hun ikke fandtes mere …
Hun var ret glad for, at han ikke tændte cigarerne. Hun havde én enkelt gang prøvet at ryge, for nogen år siden - og lige siden havde hun nægtet at prøve igen.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Ons 2 jan 2013 - 15:57

”Du ligner hende på en prik, som jeg sagde før, du narrede mig i starten” Han prøvede stadig at holde et halvkvalt smil nede imens hans opmærksomhed flakkede rundt i rummet, Megan og Dina mindede forfærdeligt meget om hinanden, udseendet var unikt, samt deres opførsel stemte overens, Ramiel kunne også huske fra dengang Megan var lille, hvordan hun tit gik rundt og smilede, den lille søde pige som han kendte fra så mange år siden var vokset op, dog uden at han vidste meget omkring det, han havde vist ikke været den bedste gudfar man kunne ønske sig. Kun få mennesker fik en plads nær Ramiel, som han rigtigt kunne og ville kalde familie, Dina og Megan havde begge fået sådan en plads tildelt, også på trods af at han ikke havde set Megan siden hun var en lille pjevs, som ikke engang kunne klare sig selv. Det var en smule underholdende at se hvordan Megan, efter hvordan hun havde opgivet sin mors identitet, hvordan hun så ud til at hade kaffen, på trods af den bitre smag, og den nye bestilling af den varme kakao ”Så du brød dig ikke om kaffen?” kom det lavmælt fra ham, selvom han havde svært ved at holde et lille grin tilbage ”Jeg kendte din mor, fra, før din tid, vi var nære venner” Ramiel smilte til hende og tilføjede så ”Meget nære venner” i en lidt mere drilsk tone, simpelthen fordi at han, indtil videre godt kunne lide Megan for den hun var, hun virkede oprigtig, venlig og en hel del som hendes mor, ”Men sig mig Megan, hvor gammel er du egentlig blevet?” Der var en del at indhente, en del tillid, som han skulle opbygge, et forhold til Megan, og trods alt, så var det som om, at skæbnen havde ført hende til ham, hvilket at han ikke blot kunne lade passere, ”Hvor meget skylder jeg dig så?” kom det fra ham, i det at han regnede med at han vidste at Megan nok ville forlange nogle gaver, trods alt, så havde han ikke givet hende gaver, i hvad der kunne ligne årtier, og hun var også i sin gode ret, til at gøre krav på nogle gaver, hvis det var sådan hun ville starte med at lære ham at kende.

”Du ved, sidst jeg så din mor, så lovede jeg hende at jeg ville holde øje med dig, og hjælpe dig hvis du nogen sinde skulle få brug for det, også på trods af, at jeg muligvis ikke har gjort mit arbejde særligt godt, så vil jeg blot sige at, jeg er, sørgmodig over at jeg mistede dig, jeg prøvede jo på at få dig til at bo hos mig, efter at din mor var rejst, men, jeg kunne ikke fjerne dig fra din far” Ramiel stoppede med at snakke, han vidste ikke hvordan han skulle udforme sine ord, og hvordan hun ville tage den. Dette var en af de mere sjældne gange hvor at han faktisk kunne udtrykke empati, hvorimod at han normalt blot plejede at være en iskold skid, som ikke tænkte på andet end ham selv, ”Jeg er ked af det Megan” kom det atter lavmælt fra ham, en kort pause opstod hvorpå at han fortsatte ”Jeg kan ikke give dig noget information om hvor din mor befinder sig lige nu, jeg ved, at du leder efter hende, ligesom jeg selv gør, men jeg ved ikke hvor hun er, dog så kan jeg love dig Megan” Han rettede sig op i stolen og lagde sine hænder på bordet, som et tegn på at hun også skulle, ”Jeg vil love dig, at du aldrig vil være alene, din mor er i live, og jeg har tænkt mig at finde hende” en stålfast vilje var der at spore i hans øjne, stemmen var urokkelig, og hvert ord, var nemme at læse, han mente hvert eneste ord han sagde, om så hun ville tro på ham eller ej.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Ons 2 jan 2013 - 17:13

Det var lettende, at han ikke blev sur på hende over hendes lille spøg. Det havde været meget upassende af hende, at påtage sig sin mors identitet, men det faldt hende underligt naturligt at påtage sig et andet liv. Det var nok også derfor, hun havde så let ved at trække i en paryk, tegne lidt skæg på ansigtet og kalde sig 'Robert'. En hemmelig identitet hun holdt for sig selv. Ikke tale om, at hun ville lade sin far, Bruce, kende til den slags opførsel. Det var ikke passende for hans lille prinsesse at klæde sig ud som en mand. Ramiel ville heller ikke komme til at kende til det, hvis hun kunne slippe udenom. Det var nok også hovedårsagen til, at hun hellere ville bo alene end at flytte ind hos sin gudfar. Når hun tog til fest med skæg og slips.

"Jeg er nitten," svarede hun med et skævt smil. Sidst, hun havde set hendes mor havde hun været fem … Så det måtte altså også være fjorten år siden hun sidst havde set Ramiel. "Og jeg er i gang med mit første år på frisørskolen, som du åbenbart ikke billiger." Det var umuligt for hende ikke at grine lidt over denne sandhed. Han var ikke den første, der havde reageret anderledes, end hun havde regnet med. Men når man forsøgte at få sit drømmejob … Folk kunne da ikke misbillige, at det var det, hun ønskede.
Hun rømmede sig lidt og trak på skuldrene, da han spurgte, om hun virkelig ikke kunne lide kaffen. Hun havde ikke noget imod den. Hun foretrak bare kakao. Kaffe var godt, når man skulle være længe oppe, men når det bare var for varmens skyld, var der aldrig kakao nok i koppen. Hun ville have sagt dette, men da han så spurgte, hvad han skyldte hende, var hun helt rundt på gulvet og hævede bare det ene bryn med et spøgende udtryk. Han skyldte hende intet. Han havde allerede givet hende noget, hun havde manglet i næsten halvandet årti; et link til hendes mor. En lille guldkæde, der rakte tilbage i tiden og koblede hende sammen med ting, hun ville ønske, hun kunne huske.
"Intet … Men hvis jeg får brug for noget, skal jeg nok sige til," jokede hun. Aldrig i livet. Hun var typen, der helst ville klare sig selv. Om hun så ikke var i stand til at betale sin husleje og hvis hun måtte gå sulten et par dage ville hun endda nægte at bede sin far om hjælp. Hun var stædig. Selvom hun lignede en bly viol.
Hun satte hænderne op på bordet og tog blidt fat om hans hænder. Hun tænkte, at hun nok burde føle sig som et lille barn - at holde sin gudfar i hånden på den måde. Men det gjorde hun ikke.
Hun smilede skævt og hun var usikker på, om hendes hænder rystede eller ej. Hun havde faktisk ikke ledt særlig meget efter sin mor - ikke fysisk, i hvert fald. Men hun havde finkæmmet internettet. Hun var ingen steder at finde. Ingen Diana Roberts. Selvfølgelig var der mange af dem, men ingen af dem var hendes mor. Hun var som forsvundet fra jordens overflade.
"Vi finder hende," mumlede hun og gav hans hænder et klem. Hendes teori måtte have været rigtig. Ramiel havde faktisk følelser for hendes mor, hun var sikker på det. Og det fik hende til at føle sig en smule usikker. Hun havde regnet med, at hendes mor ville have fundet en ny mand og måske have fået flere børn, men … tanken var så urealistisk for hende! Hun kunne ikke forestille sig, at hendes mor ville være sammen med andre end Bruce.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Ons 2 jan 2013 - 20:15

”nitten år siger du?” I fjorten år, havde han ikke set hende, hele fjorten år, det var næsten helt surrealistisk, at se hende nu, han kunne kun huske hende fra dengang hun var en lille pige, som løb rundt på stranden, og pegede på de forskellige ting, hvor nysgerrig hun var, og nu sad han over for hende, fjorten år efter.
”Selvom jeg ikke billigere det, så betyder det jo ikke at du skal lade være, hvis det er din drøm at klippe hår, så synes jeg du skal det” Selvom han ikke gik meget ind for at Megan, valgte en så ussel, karriere, så var han også glad for at se, at hun traf sine egne valg, det at hun selv valgte hvad hun ville, og hvad hun drømte om, i forhold til ham selv, som altid blot var gået af flere forskellige ruter, for at komme frem til et eller andet, som han ikke havde nogen idéer eller planer om.
”Du skal endelig bare sige til, jeg skylder dig vist også fjorten fødselsdags gaver, samt fjorten års julegaver” Atter smilte han til hende, og kunne godt selv se det sjove i det, også på trods af at der nok vankede en ordenligt potion af gaver, samt hvor mange penge han skulle bruge, men, nogle gange måtte man godt forkæle en person, og trods alt, så skyldte han Megan disse gaver, så han havde ikke i sinde at snyde hende, ej heller havde han overhovedet tænkt i sådanne tanker, dog så havde Ramiel, også i tankerne at, Megan ville være denne kvinde, som ikke ville modtager nogen form for hjælp, lige meget hvad der skete, så ville hun klare sig selv.
Hendes hånd var glat, blød, behagelig, det var som at holde om Dinas hånd igen, hvilket blot fik illusionen til at poppe frem i hovedet på ham igen, hvordan kunne de minde så meget om hinanden, det var næsten skræmmende, hver gang han kiggede på hende, var det som at se Dina, ud over øjne, de var ikke Dinas, men Megans far, Bruce, en mand som Ramiel aldrig havde mødt, og som han ikke ville møde. Ramiel mærkede den lille rystelse som der kom fra hende, hvilket blot fik ham til at smile endnu bredere, han var vist ikke den eneste som havde prøvet at finde Dina ”Hun er her stadig” kom det lavmælt fra Ramiel, som blot kiggede på hende.
Blikket som Megan havde, afslørede hende tydeligt, hun tænkte på hendes mor, hvilket ikke kom bag på ham, han tænkte også tit selv på Dina, men lod det næppe tage kontrollen over ham ”Jeg kan love dig, den Dina jeg kender, vil ikke finde en ny familie, hun kommer tilbage” Ramiel prøvede at sende hende et venligt smil, på trods af at han stadig var en smule i tvivl, efter så mange år, så kunne han godt tage fejl omkring Dina, hvilket han før havde gjort, men aldrig indrømmet, ej heller havde han udtrykt sig på skrift at han havde taget fejl.


Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Ons 2 jan 2013 - 21:02

Hun sukkede af hans toneleje. Hun følte kort, at hans ord var nedladende, men rystede det af sig med et selvsikkert smil.
"Faktisk," startede hun, og trak lidt på den ene skulder. "Vil jeg gerne være stylist … Du ved … Måske endda på et teater eller bag catwalken." Da hun havde været mindre ville hun gerne være catwalken - som enhver lille pige ville. Men hun havde lært sig selv bedre at kende, og hun havde forstået, at hun kun kunne være i spotlightet, når … Nej, hun kunne ikke være i spotlightet. Robert kunne, men Megan Rae ville blot stivne og være på kanten af et nervesammenbrud. Så mange øjne på sig. Det var ikke til at holde ud.

Hun rystede på hovedet - det diskrete afslag, som da han havde spurgt, om hun ville flytte ind hos sig. Nej, hun ville ikke modtage nogen gaver. Hun brød sig ikke om gaver. Hendes far havde også efterhånden lært, at han ikke måtte købe noget stort til hende. Hun ville blot blive irriteret, men han insisterede på at købe noget. Men når man kun havde tre familiemedlemmer var det heller ikke ligefrem en overflod af gaver, man fik.
"Du skal ikke købe noget til mig. Men måske kan vi fejre jul sammen engang … " Selskabet betød mere for hende end gaverne. Hun trak tøvende sine hænder væk fra Ramiels igen. Hun samlede sit hår og trak det over den ene skulder, hvilket betød at en af hendes tykke, krøllede totter faldt ned og dækkede hendes ene øje.
"Hvordan kan du være så sikker på, hun stadig lever?" Hun fandt det ikke realistisk - også selvom hun vidste, hendes mor ikke var et menneske som hun selv. Pludselig stoppede hun op og stirrede på Ramiel. Hun vidste allerede, at han ikke var menneske, men … Hun havde ikke engang spurgt ham, hvad han var, havde hun vel? Nej, det mente hun ikke, hun havde. Hun tøvede lidt og lagde hovedet på skrå. Ville hun være i stand til at gætte det?
Tja, han så ikke ud til at være særligt gammel, så hun gættede sig frem til, at han sad fast i den alder, han havde. Han var venlig … og havde tilsyneladende ikke noget slemt temperament. Hvordan havde hans hud været, da hun havde rørt hans hånd? Den havde ikke været kold, det ville hun have lagt mærke til. Den virkede vel egentlig … ret normal. Hun rømmede sig.
"Hvad … er du?" Hun så på ham med brune hvalpe-øjne og hendes ord var ret så lavmælte. Var det et upassende spørgsmål? Vidste han … hun kendte til det overnaturlige?

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Tors 3 jan 2013 - 19:55

Den sukkende lyd som kom fra Megan, fik ham næsten til at smile endnu bredere, dog så prøvede Ramiel at fastholde en, neutral maske fremme, det lignede ham slet ikke at være så ’glad’ og have så mange følelser, det var nyt for ham, og han brød sig ikke ligefrem godt om disse såkaldte følelser, de ville nok ende med at blive hans død før eller siden. ”Stylist siger du, jamen, hvad så med at vi tager til Rom eller Paris, det er lang tid siden jeg har været ude og flyve, og på samme tidspunkt, kan vi få dig op på den catwalk” kom det fra ham, hvorpå at han stadig prøvede at opretholde den neutrale maske, også selvom at han prøvede at opbygge et familieligt forhold til Megan, han havde jo nogle ting som han skulle klare, før han rigtigt kunne ’tilgive’ sig selv for at havde svigtet hende. Selvom han ingen anelse havde om, hvad en stylist lavede, ej heller hvad en catwalk var, da det ikke ligefrem interesserede ham, eller faktisk, så ragede det ham en flyvende pind, om hvad dælen de to ting var, dog så følte han sig en smule tvunget nu hvor hans guddatter drømte om at gøre sådanne ting.
”Du skal ikke se det som gaver så, se det som, generøse tilbud din gudfader tilbyder dig” kom det fra ham, hvorpå et lille smil bredte sig på læberne, Megan mindede forfærdeligt meget om sin mor langt op af dagen, de var vist lige stædige, hvilket godt kunne være en god egenskab, men også en dårlig en, da hun nok ville ende i nogle problemer, hvis hun ikke allerede var havnet i sådanne, ”Du tager vel ikke stoffer gør du?” kom det koldt og ligefrem ærligt fra ham, som pludselig virkede en smule mere interesseret i hendes liv, og hvad hun foretog sig. ”Jeg har kendt din mor, i hvad der minder om mere end et menneskets levetid” kom det fra ham, som så ud til at være mere optaget af sin kaffe, som han blot sad med i hånden, dampene som kom op fra kaffen, begyndte så småt at tage former, for dernæst at forsvinde ud i luften, dog så uset at man skulle fokusere på dampene, før man rigtigt kunne se hvad han prøvede på at lave, Ramiel kiggede atter op på Megan ”Jeg ved det, fordi jeg stadig tror på at hun er i live, og jeg har ikke mærket hun er død, ergo er hun i live” En stålfast vilje var tydelig at se i hans øjne, samt stemmen ikke lød til at kunne blive knækket, Ramiel var virkelig stærk i sin tro når det gjaldt emnet om Dina, og om hun levede, der skulle mere end blot nogle ord til at modbevise ham, ”Hvad jeg er?” kom det fra ham, som om det kom bag på ham, at hun ikke vidste det, en halvkvalt latter blev holdt tilbage, dog så skulle hun da havde det at vide, atter lænede Ramiel sig ind over bordet, cirka halvejs, og hviskede så til hende ”Jeg var en engel, men.. gud og de andre engle, brød sig ikke om hverken Lucifer eller undertegnede, så vi blev uretfærdigt smidt ud af himlen, og er tvunget til at gå iblandt, tja, jeg tror du har fattet hvad jeg prøver på at sige” Ramiel lænede sig tilbage i stolen, og kiggede på hende, hvis hun da troede på ham, det var jo spørgsmålet, atter smilede han til hende, dog ikke et venligt smil, men nærmere et, selvfedt smil, som om at han var bedre end alle andre, og han kunne gøre hvad han lystede, ”Se her” kom det blot fra ham, hvorpå han stillede sin kop fra sig på bordet, og pegede sin hånd imod koppen, dog så skete der intet, lige indtil, et lille smil var atter nemt at spotte på hans læber da, hans hånd forvandlede sig til en tyk hvid røg, som lagde sig omkring koppen, og løftede den op, hvorpå at Ramiel ikke kunne stå for at drikke af det ”Og det er ikke bare et lille trylletrick Megan” kom det fra ham, hvorpå han satte koppen ned igen, og hans hånd, forvandlede sig tilbage til hvad der kunne kaldes en normal hånd.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Tors 3 jan 2013 - 20:48

Hun spærrede øjnene op igen og så et øjeblik på ham, som om han var blevet sindssyg. Man skulle vel egentlig tro, at det var fordi han havde tilbudt, at flyve hende til Rom, men det var nu mere det første, han havde sagt.
"Bag catwalken." Hun lagde et næsten for stort tryk på ordet 'bag'. Men hun måtte få ham til at forstå, at hun ikke skulle op på den. Fandme nej, hun skulle ikke være nogen model. Hun ville blot gøre modellerne klar … Det var stadig en plads i modeverdenen. Tilstrækkeligt højt oppe, uden at hun selv skulle udsættes for de nærstuderende blikke. Hun smilede skævt til ham, og det var som om hans tilbud først sank ind der. "Vi kan måske tage af sted i sommer … Jeg har min skole at passe."Hun kunne ikke blive ved med at afvise ham, men det 'måske' i hendes sætning, havde været lige præcis det. En afvisning. Så ville hun næsten hellere tage imod julegaverne. Der kunne hun i det mindste sørge for, at han ikke spildte for mange penge på hende.
Han måtte bo alene og være lavet af penge, sådan som han snakkede … Hun sad lidt og lagde mærke til flere små, ubetydelige træk i hans ansigt. Han virkede glad, med af en eller anden grund havde hun lyst til at rejse sig og give ham et knus. Han virkede ikke rigtig okay … inde bag smilet, han undertrykte …

Hun var ved at kløjes i den tår kakao, hun netop havde drukket, da han spurgte hende, om hun havde taget stoffer. Hvor latterligt. Hun havde lige sagt til ham, at det ville være skrækkeligt at ryge! Hvordan kunne han så tro, hun selv var ude på at gøre noget, der var endnu mere usund!
Og dog … Robert havde da røget vandpibe engang eller to - selvom hun ikke anede, hvad der havde været i den. Hash også. Og han havde ikke ligefrem holdt sig fra alkoholen. Måske var hun bare bedre til at holde fast i sine principper, når hun var Megan. Ville det være en løgn at sige nej til ham? Det var jo ikke direkte hende, der havde … Jo, det ville være at lyve.
"Jeg har prøvet det … Men jeg er ikke nogen narkoman. Hvad er det for noget at spørge om?!" Hun rynkede brynene af ham. Hun frygtede pludseligt, at hun ville få det skuffede far-blik af ham, eller at han ville sige noget om, at hendes mor ikke ville kunne lide, at hun gjorde den slags. Hun rankede sig og ventede på det. Han kunne umuligt bare lade det passere. Men hun var en voksen kvinde. Hun ville ikke finde sig i det, hvis han troede, han skulle til at rode rundt i hendes valg. Eller Roberts …

Hun ville ikke stille spørgsmål til, hvordan han vidste, at Dina var i live. Hun havde allerede på fornemmelsen, at hendes liv ville være meget nemmere, hvis hun ikke forsøgte at forstå alting - der var alt for mange ting mennesker ikke var ment til at forstå.
Hun lænede sig ligeså ind over bordet, for at høre, hvad han havde at sige til hende. De store, brune øjne holdt ham fast som et lille barns nysgerrige blik. En engel … En falden engel … Det passede helt perfekt ind i det, hun havde forestillet sig om hendes mor. Selvfølgelig ville hun omgive sig med den type. Mystiske, mørke typer, der ikke nødvendigvis var onde … Hun regnede da i hvert fald ikke med, at Ramiel var ond, blot fordi han var en djævel.
Hun måbede en smule, da hun så røgskyen løfte hans kaffekop. Hun lukkede først munden igen, da koppen igen stod på bordet, og hun stirrede op på ham med store øjne - udtryksløs et øjeblik, før hendes ansigt brød ud i et bredt smil.
"Jeg ved godt, det er rigtigt."

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Tors 3 jan 2013 - 21:35

”Hvorfor dog bag den? Du skal da være på Catwalken, du er meget kønnere, end.. hvad er det nu de kalder sig selv?” En let knipsen kom fra ham af, da han prøvede at finde det rigtige ord, dog så gik der ikke særlig lang tid før han havde fundet ud af hvad det var ”Modellerne, du er da meget kønnere end dem” Han prøvede stadig at fastholde den neutrale mime, dog så kunne han ikke lade være med at smile venligt til hende, han løg ikke, eller ikke efter sin mening, så syntes han da at Megan var en flot ung kvinde.
Den modvillige Megan, fik ham blot til at smile endnu mere, og, indvendigt fik det ham også til at græde en smule, hvordan kunne Dinas datter, hans guddatter, være så sceneskræk, det var ikke muligt, eller han ville ikke tro på det ”Du skal op på den catwalk, om du vil det eller ej” kom det fra ham, den næsten faderlige, og dog, autoritære stemme, fik det til at lyde som om, at han ikke havde i sinde at lade hende slippe, hvilket han absolut heller ikke havde, og det tilbud hun gav ham, til sommer, som om at han havde tid der, han havde tid nu, han havde andre planer at lave, og også travlt, ”Vi tager af sted, om to dage, så har du tid til at sige farvel til dine venner og veninder, og du skal ikke tænke på skolen, det skal jeg nok tage mig af” Han havde ikke i sinde at tage endnu et nej fra hende, om han så selv skulle slæbe hende til flyet, så ville han gøre det ”Og du må gerne tage en ven med” lød det sukkende fra ham, hvis det måske kunne være lidt mere fristende, at hun måtte tage en med, det betød heller ikke det helt store for ham, så længe han blot kunne tilbringe noget tid med Megan.

”Så, du har altså taget stoffer” kom det koldt fra ham, hvorpå han blot tog sin kaffe og begyndte atter at drikke af den, ”Jamen, det er da din krop, det er op til dig selv” han var stort set ligeglad, hvad hun gik og tog, så længe at hun ikke overdrev, og pludselig blev en eller anden narkoman som man kunne finde på gaden, så måtte hun stort set gøre hvad der passede hende, hvilket at nok var en forkert holdning, men trods alt, så var han ikke hendes far, eller onkel, eller rigtigt blodsbeslægtet med hende, på trods af at han måske følte det fra tid til anden, ”Da jeg først mødte din mor, var hun helt nede” kom det kort fra ham, selvom han slet ikke havde tænkt over hvad han sagde, som om at det fik til at fremstå som en idiot, der blot havde hjulpet en, eller det at han nu talte ned om Dina, hvilket ikke var hans mening, hverken at tale ned om Dina, eller fortælle det til Megan, dog så håbede han blot at Megan ikke havde opdaget noget, og blot ville lade det lægge.

”Så, du ved godt at vi findes, og der er mange farlige ting der ude, så sig mig, hvad kan du?” Han var helt bevist over at Megan havde en eller anden gave, noget hun kunne, ligesom han selv kunne forvandle sig selv til røg, skabe det, og ændre tætheden på det, og da Dina også var overnaturlig, så måtte Megan da havde arvet en eller anden evne fra hendes mor, om det så blot var den mindste ting, så ville det da altid være noget brugbart, måske ikke ligefrem for Ramiel, da han gik og spekulerede på andre ting for tiden.

”Megan..” kom det fra ham, en lav nervøsitet var at spore i hans stemme, og en smal rysten på hans hånd var der også at spore, dog så lod han det hurtigt forsvinde, ved at tvinge nervøsitet væk, ”Megan, bare så du ved det, der bliver lagt planer” Ramiel vidste ikke hvad han skulle sige, ej heller om han overhovedet burde røbe noget overfor Megan, eller om hun blot ville finde ham skør, og gå sin vej, men han følte at det var hans pligt at fortælle hende det, og beskytte hende imod det.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Tors 3 jan 2013 - 22:13

Hun smilede til ham. Et skævt, smil, med tætte læber, mens hun forsøgte at lade være med at grine. Hvor var han dog sød. Hvor var det rart, at der faktisk var nogen, der ville gøre den slags for hende. Hun rakte ind over bordet og tog blidt fat i hans hånd med et smil. Hun var sikker på, dette blot var noget han gjorde, af taknemmelighed for noget hendes mor havde gjort for ham. Men det betød ikke rigtig noget. Hun var bare glad for at have endnu et 'familiemedlem'.
"Jeg er frygteligt sceneskræk," konstaterede hun, stadig ude af stand til at stoppe sit smil. "Hvis du trækker mig op på en Catwalk besvimer jeg - eller det, der er værre." Hun huskede, at hun engang havde været ved at kaste op foran sin klasse, tilbage i folkeskolen, hvor hun skulle have holdt et oplæg. Hun var styrtet ud af klassen med det samme, og det havde vel blot øget hendes sceneskræk, da hendes klassekammerater senere spurgte hende grinende, hvad der var gået af hende.
Hun vidste, at hun som meget lille havde været ret glad for at klæde sig ud. Dette havde hun hørt fra en anden af hendes mors gamle venner. En djævel ved navn Abira. Hun havde tilsyneladende været et meget livligt barn. Det havde overrasket hende at høre, at hun allerede dengang klædte sig ud - i et omfang, der ikke var normalt, selv for børn i den alder, hvor de var deres egne påklædningsdukker. Hun havde vist udviklet den kostume-tryghed meget tidligt i sit liv … Ville Robert kunne gå på catwalken? Ja … Det ville han sikkert.

"Du kommer ingen veje ved at prøve at tvinge mig," sagde hun stålsat og gav hans hånd et lille glem. Hvis hun ikke ville med, så ville han ikke kunne få hende med. Så måtte han fandme smide hende over skulderen og kidnappe hende. Og hans tilbud om at tage en ven med betød ikke synderligt meget. Megans sociale færdigheder var ikke særligt godt udviklede. Hvis han derimod havde kendt Robert … Så ville han have oplevet en meget anderledes attitude.

"Datid," understregede hun. Alle unge lømler havde vel gjort et eller andet, de ikke var stolte af. Hun havde ikke planer om at gøre den slags igen. Men mennesker var en svag race. De kunne give under for gruppepres, når det blev lidt for hårdt for dem. Og selvom Megan ikke var typen, der gav op uden kamp, så var det dog muligt for hende at opgive indimellem. Især, når hun troede, hun kunne få noget ud af det … Men det var ikke en fornuftig måde at få de ting, hun søgte. Især ikke, når hun skulle nedlade sig til stoffer.
"Hvad mener du med, at hun var helt nede?" Han havde hendes opmærksomhed igen og hendes hånd trak sig tøvende fra Ramiels. Hendes hjerte gjorde ondt et øjeblik, mens hun frygtede, hvad hendes mor kunne have gjort. Hvad hun kunne være blevet udsat for. Hun rynkede brynene i en bekymret mine. Selvom det var sket for mange, mange år siden, blev hun stadig usikker. Intet barn kunne lide at vide, deres forældre havde været igennem hårde tider.

Hun rømmede sig tøvende og rørte rundt i sin kakao i lang tid, mens hun blot tænkte. Hun havde ingen evner. Ingen som helst. I virkeligheden lignede hun jo ikke sin mor så meget. Hun var ikke overnaturlig. Et usselt, sølle menneske.
Hun trak på skuldrene.
Hun kunne ikke få sig selv til at sige direkte til Ramiel; "oh, jeg kan ingenting." Hun ville ikke lyde som et udueligt, forbandet, lille menneskebarn, der ikke var brug for til andet end at brødføde vampyrer og give dæmoner lidt legetøj. Var mennesker andet for overnaturlige væsener? Var de blot legetøj?
"Hvilke planer?" Hun var glad for, at han førte samtalen videre. Hendes kop var tom og teskeen slog imod siderne, men det tog et øjeblik, før hun opdagede at hun blot rørte rundt i luften. Hun slap teskeen og hendes hånd faldt ned i hendes skød.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Fre 4 jan 2013 - 15:22

Sceneskræk? Blot et andet ord for at hun var for bange til at vise sig frem, og det skulle Ramiel nok gøre noget ved, han skulle nok få Megan til at indse at han havde ret, på den ene, eller den anden måde ”Hør Megan, dette er en, once in a lifetime, mulighed, og har du blot tænkt dig at gå forbi den? I stedet for at tage chancen og hoppe med på toget?” en alvorlig mime var at spotte i ham, om han havde tænkt sig at give en mulighed for en sådan oplevelse igen, var han selv i tvivl om, indtil videre, så havde hun blot kasseret alle hans forslag, eller sat dem på en hylde og ladet dem være, hvilket at han ikke var en stor fan af, og hvorfor hun ikke tog disse muligheder vidste han ikke, eller det forstod han ikke, var det fordi hun ikke troede på ham? Eller var det blot fordi hun ikke kendte ham?
”Du beviser ikke, jeg er der, men hvis du hellere vil…-” Ramiel stoppede et øjeblik og tænkte sig over hvad han skulle til at sige, hvorpå han fortsatte ”-være en.. stylist?...så kan jeg godt få dig bag catwalken, men det kræver at du siger ja til mit tilbud” På trods af omstændighederne, og at det nok ville være svært for ham at få Megan til at være stylist, så var det dog ikke umuligt for ham, han skulle blot trække i nogle tråde, og indkassere nogle gamle tråde, folk skyldte ham trods alt, og det var både fra underverden såvel som andre berømtheder, så det var absolut ikke umuligt for ham.

”Jeg tvinger dig ikke, jeg vil blot smide dig over min skulder og slæbe dig med på et fly, tog eller båd for at du kan kommer din sceneskræk, og få noget anderkendelse” Ramiel fortsatte med at skænke op af kaffen, dog indtil at han var løbet tør igen, koppen var kun halvt fyldt, idet at han blot sukkede over det, måske burde han holde op med at drikke kaffe, for mindre end hvad der syntes at være en evighed, havde han en hel kande fyldt med kaffe, og nu var han så løbet tør ”Uheld rammer da også kun mig” kom det lavmælt fra ham, i det at han ikke var klar over om nogle hørte ham, eller han blot sad og mumlede for sig selv.
Med en knips i retning af en servitrice, og en finger imod sin kaffe, forstod hun godt hvad hun skulle bringe til ham, og i løbet af kort tid, havde hun allerede skiftet den tomme kaffekande ud, med en frisk en.

”Jaja, om du gør, eller om du gjorde, spiller ingen stor rolle i samtalen, men jeg forstår jer nu ikke, hvordan i kan lade jer friste af sådan noget, jeg personligt ville aldrig falde for sådan et billigt trick” selvom han aldrig ville falde for et billigt trick som narkotika, så var han vist det man godt kunne kalde, afhængig af kaffe, eftersom han allerede alene havde drukket en kande, og ikke så ud til at han skulle stoppe med at drikke lige foreløbig, eftersom han blot for mindre end et minut siden, havde bestilt en ny kande.
”jeg mener, at din mor var helt nede, om hun var på stoffer, eller om det var på grund af følelser, ved jeg ikke, dog så ved jeg, at jeg hjalp hende, og hun mig” et koldt ansigt, kiggede op fra kaffen og imod Megan, Ramiel, prøvede ihærdigt ikke at huske den fortid, hvor han blot havde mødt Dina for første gang, var ikke en rar tid at møde, hvor han så følte at han måtte være kold og kynisk for at kunne tale om det, ellers så vidste han ikke hvad han kunne finde på.

På trods af det manglede svar, om Megan havde kræfter, så, så det ud til at der ingen held var i Megans sprøjte, hun var vist en af dem, uden nogle specielle, kræfter, hvilket blot, borede sig dybt i hjertet på Ramiel, det kunne ikke passe, hun havde blot ikke opdaget dem endnu, hvilket bragte en lille glød ”Du ved Megan, jeg kan muligvis hjælpe dig” kom det sagte fra Ramiel, som blot roede i sin kaffe med en ske, om han kunne hjælpe hende, eller om han ikke kunne vidste han ikke, dog så kunne han altid lære hende hvordan man håndterede våben, og lære hende at kæmpe med dem også.
Da Megan begyndte at blive nysgerrig omkring hvilke planer der var ved at blive lagt, så kunne han ikke se andre ting end at han blev nødt til at fortælle hende om det, han lænede sig atter ind over bordet og hviskede til Megan, i en sagte tone, så kun hun kunne høre det ”Der bliver lagt planer om at lave ravage i himlen, og kraftigt skære ned på disse såkaldte engle, og deres selvretfærdighed” om Megan vidste dette var ved at ske som de snakkede, eller det at Ramiel på en måde, prøvede at advare hende om, det der skulle til at ske, og at hendes gudfader faktisk var med i planerne om at hævne sig på himlen, for det de gjorde imod ham, var han ikke klar over, men i det at Megan kun havde kendt ham for en kort periode, så kunne hun umuligt havde fundet en forklaring på noget omkring ham endnu.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Søn 6 jan 2013 - 20:06

Måske var det ikke så slemt. Han så ud til at give sig, med det pjat om at hun skulle på catwalken. Og at kunne style modellerne … At få den chance, før hun overhoved havde fået sin licens. Hold kæft, hvor var hun egentlig heldig. Hun burde takke Ramiel med armene om halsen på ham.
"Okay … Det er en aftale." Hun lagde hovedet lidt på skrå og prøvede at finde ud af, hvordan hun skulle takke ham. At sige det lille ord var ikke nok - og det var også lettere ubehageligt. Hun brød sig ikke om at takke på den måde. Det virkede ikke oprigtigt.
"Det er også en god måde at få lidt kvalitetstid med dig," grinede hun og skubbede fraværende kakao-koppen fra sig. Der var ikke nogen grund til at smide hende over skulderen for at tage hende med. Det ville sikkert også være lidt af en mundfuld, hvis hun vred sig nok. Godt nok var hun ikke stærk nok til at slå fra sig på en djævel, men hun kunne gøre det til ret surt arbejde, at forsøge den slags … Ikke fordi hun ønskede det … Det ville være utaknemmeligt af hende og ville gøre hende til en rigtig højrøvet møgunge, nu hvor han blot forsøgte at gøre, hvad han mente var det bedste for hende.

Hun gik helt i baglås, da han sagde, hun skulle komme over sin sceneskræk. Hun rystede på hovedet, ude af stand til at få endnu et ord over sine læber. De røde krøller sprang om hovedet på hende, i takt med at hendes hovedrysten blev voldsommere.
"Nej. Nejnejnejnej!" Ikke tale om. Hun skulle ikke op på nogen forbandet catwalk. Ikke nogen scene. For helvede da, hun var ved at besvime hvis nogen bare rettede et kamera imod hende! "Jeg vil ikke. Jeg har det fint sådan her." Hun lænede sig tilbage og lagde armene over kors. Mon han overhoved forstod, hvor dybt det påvirkede hende, og at hun faktisk var tilfreds … Men selvfølgelig, nå r man ikke kendte til andet, var det svært at være utilfreds.
Hun kunne ikke lade være med at smile af hans lille udbrud, da han ikke havde mere kaffe tilbage, og hun var lige ved at grine af ham - eller måske mere med ham, faktisk - da han bestilte endnu en kande. Sikke dog et kaffeforbrug. Hun begyndte at forstå, hvorfor han havde lagt så meget mærke til, at Megan ikke selv rørte den kaffe, der blev sat foran hende.

Hun ville ikke tro på, at hendes mor nogensinde havde prøvet stoffer … Eller jo, det kunne hun faktisk godt. Hvis hendes mor havde gjort det for nogen årtier siden, tilbage før man vidste, at det var skadeligt. Det ville give mening. Det var jo muligt at hendes mor havde været flere hundrede år gammel, så det ville faktisk være underligt, hvis hun ikke havde prøvet det engang for længe siden.
Alligevel håbede hun, at det var noget andet, der havde gjort den slags ved hende. Men af samme grund, undrede hun sig over, at han sagde, han ikke ville falde for sådan et "billigt trick". Det måtte altså betyde, at han ikke var helt så gammel, måtte det ikke? Hun rynkede brynene og lænede sig lidt frem imod ham. Albuerne plantet på bordet og læberne i en tynd streg.
"Ramiel, hvor gammel er du? Nej … " Hun måtte omformulere spørgsmålet, så han forstod, hvad hun virkelig mente. "Hvor mange år har du … eksisteret?"

Der var aldrig sket noget synderligt sært for Megan, så vidt hun selv huskede. Hun var ret så sikker på, at hun, hvis hun havde nogen særlige evner, ville have opdaget det for længe siden. Og det gjorde hende ret så trist. Hun var så trist over, at hun ikke havde andet end et blodbånd til det overnaturlige. Tænk engang, hvis hun opdagede en evne, der ville gøre det nemmere for hende, at finde sin mor! Det ville være helt utroligt.
Hun så på ham i et par sekunder uden at sige noget. Hun havde svært ved at se, hvordan deres kamp i himlen kunne påvirke hende. Kunne himlen overhoved påvirke folk på jorden? Det mente hun bestemt ikke …
"Hvorfor er det vigtigt, at jeg ved det?" Det var ikke for at være respektløs. Det var virkelig fuldstændig ærlig nysgerrighed. Hun var ikke typen, der blev rapkæftet, blot fordi hun ikke kunne se det store billede. Det var vigtigt at finde ud af, hvor ens plads var, i stedet for at skubbe realiteterne væk og bare sige, at det ikke rager en.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Tirs 8 jan 2013 - 20:01

”En aftale er det så” kom det fra Ramiel, som gned sine hænder sammen og smilede, mere end blot venligt til hende, nærmest familie agtigt, han vidste godt det var en stor mulighed for hende, hvilket også var en af de mange grunde at han havde tilbudt hende det, hun var trods alt, hans guddatter, noget han ikke længere ville løbe fra, hvis han kunne undgå det, om det så skulle koste ham alt hvad han ejede, så ville han bruge hver en rød reje han havde dem alle sammen på hende, om hun vidste det, var jo spørgsmålet.
”Det er nemlig en fantastisk måde at tilbringe lidt mere tid sammen” kom det fra ham da hun var færdig med at snakke, det havde faktisk været en genial måde at de kunne få noget mere tid sammen, samt at de også kunne lære hinanden bedre at kende, turen ville jo nok tage nogle timer, og i den tid, så kunne de jo snakke, eller hvad man nu gjorde under sådanne ture, ”Så sig mig, Rom eller Paris?” kom det fra ham, han ville lige være sikker på hvor HUN gerne ville hen, inden han skaffede billetterne.

han havde virkelig ramt et ømt punkt, og det havde Megan virkelig vist ham, på trods af de mange ’nejnejnej’ere som hun havde smidt lige lukt i hovedet på ham, var hun virkelig så sceneskræk? Nej det kunne ikke passe, han ville ikke have det passede, hun var jo Dinas datter, det var ikke muligt at hendes afkom var sceneskræk, en ny opgave, et tegn fra Dina var lige lukt faldet i skødet på ham, hans opgave var at hjælpe Megan med at overvinde sin frygt, fra scenen ”Du har det ikke fint, du vil gerne der op, men tør ikke, du er bange for at fejle, foran mange, mange mennesker” kom det fra ham, han var sikker på han havde set lige lukt igennem facaden hun bar, hun ville gerne op på en catwalk, men havde ikke ligefrem modet, fordi hun frygtede at hun ville fejle og se dum ud, samt at folk nok også ville grine af hende, men det ville Ramiel ikke lade ske, næ nej, han ville være der for hende, i både tykt og tyndt, og igen, hvis han var tvunget til at slæbe hende ud på catwalken, så ville han skam også gøre det.

”jeg skulle ikke have bragt det på banen” det var lige før at han var ved at sige undskyld, man kunne se at orderne var ved at tage form på hans læber, dog så smed han det hurtigt ud af hovedet og så fortsat på Megan, det var nok ikke ligefrem det smarteste at havde bragt det på banen, men nu var det trods alt for sent, så om hun ville tro på ham eller ej var op til hende, men hvis hun spurgte ind til det, så ville han svare med oprigtighed, ligesom han havde gjort før, han ville ikke have hemmeligheder for sin ny-fundne guddatter.
”Hvor gammel jeg er?” Ramiel kiggede ned i bordet, tja hvor gammel var han egentligt, vel ligeså gammel som han havde eksisteret, men hun omformulerede spørgsmålet, så det var mere.. ja så det gav en smule mere mening ”Jeg husker” sagde han og kiggede på hende ”Jeg husker Kain som dræbte Abel i misundelse, jeg husker skabelsen af det første menneske, men det mest mindeværdige var da jeg mødte og kæmpede for Lucifer” nu havde han alligevel lagt alle kortene på bordet han kunne ligeså godt fortsætte med at fortælle hende sandheden, hvordan hun ville reagere vidste han ikke, dog så håbede han på at hun ikke ville blive skræmt af det, men nærmere respektere hans alder, dog ikke som man respektere de gamle og svage, men hans visdom og erfaringen ville hun forhåbentligt respektere.

”Du har ingen specielle evner” kom det fra ham, han havde før hørt om halvblandinger som ingen kræfter havde, det måtte være forfærdeligt, men nogle havde også først opdaget deres kræfter senere, på grund af den anden race som var i dem, måske var det tilfældet for Megan?
”Vi kan prøve at træne?” lød det fra ham, måske kunne hun udvikle en evne på den måde? Med hans hjælp? Det ville gå over historier, hvis han kunne fremtvinge evner i andre.
Da sporet atter blev lagt hen på den nær forestående krig, kunne han ikke lade være med at sukke kort over det, hvorpå han begyndte at tale ”Krigen vil have en stor indflydelse på selve jorden, mange engle vil dø, og de beskytter jo mennesket, imod tja, det onde, og ja, det onde” om hun forstod alvoren i det, havde han ingen anelse om, dog så håbede han inderligt at hun forstod et.
Ramiel lagde begge sine hænder på Megans skuldre og kiggede hende alvorligt i øjnene ”Jeg vil ikke lade dig ske noget Megan, hører du?” han mente hvert et ord, og hvis nogen rørte hende, ville han personligt skade vedkommende, om det så skulle koste ham selv livet.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Tirs 8 jan 2013 - 22:39

"Rom." Hun tøvede ikke et øjeblik, før hun spurgte. Hun kunne altid tage til Paris - det var så tæt på. Og selvom hun måske ikke til hver en tid kunne være stylist i Paris, ønskede hun stadig lidt rejse ud af dette … At komme lidt længere væk. Også selvom det sikkert ville få hendes gamle far til at skide i bukserne, at hun havde planer om at forlade byen sammen med en djævel. Ikke at det ankom ham længere …

Hun stirrede på ham med store øjne, da han begyndte at snakke om hendes sceneskræk. Han kunne ikke være mere gal på den! Hun var ikke bange for at blive grinet af. Hun havde ofte prøvet at folk grinede af Robert - ja, der var endda blevet kastet ting efter ham fra tid til anden, når han stod på scenen. Men det var Robert. Han var næsten som en anden person. Hendes tvillingebror, der havde taget den ene del af hendes krop. Hun var ikke som ham. Hun ønskede ikke at have noget med scenen at gøre - i hvert fald ikke i spotlightet eller hvor folk kunne se hende. Bag scenen var fint. Det var lige præcis den passende dosis af det liv.
Hun rystede på hovedet. Langsomt men fattet og målrettet. Han skulle ikke få hende op på nogen scene. Og hun måtte få ham til at forstå, at hun ikke løg. At hun virkelig havde det ganske udmærket! Men hvordan skulle hun så lige gøre det? Han havde allerede lavet sine konklusioner, og de så ud til at ligge rimelig fast. Hun anede ikke, hvordan man overtalte en djævel.
"Fejl har jeg lavet rigeligt af. Dem frygter jeg ikke." Hun trak på skuldrene. Han måtte da vide, hvordan det var. Han havde helt sikkert lavet langt mere alvorlige fejl end hun havde."Ramiel … Lad være med at drage konklusioner om, hvordan jeg føler." Hun rakte ind og tog blidt fat i hans hånd. Det føltes som noget, hendes mor kunne have sagt … Men om det var rigtigt havde hun jo ingen idé. Det føltes bare så modent … så voksent at sige. Hun gav hans hånd et svagt klem og smilede til ham. Han gjorde det jo ud af god mening, det vidste hun.

Hun stivnede dog, da han havde fortalt om, hvad han havde oplevet. Hun var få sekunder fra at rejse sig og gå i det selvsamme øjeblik. Hun havde ikke tvivlet på ham et øjeblik, men det her tog fandme prisen! Måske var det bare fordi hun var så anti-kristen, at hun benægtede, at den slags nogensinde var sket - og han ville aldrig få hende til at tro på det - eller også var det blot fordi det var så utroligt usandsynligt at han var så gammel. Menneskekroppen så anderledes ud dengang. Den havde ændret sig så meget de sidste tusindvis af år, at det var helt umuligt, at han lignede et nutidigt menneske så meget … Selv om han var overnaturlig kunne hun simpelt hen ikke tro det.
Hun trak omgående hånden til sig og rynkede brynene i en grublende grimasse, der virkede for gammel til hendes unge ansigt.
"Jeg håber ikke, du forventer, at jeg tror dig … " Hendes hånd, der var gledet ned fra bordet, havde diskret grebet fat om hanken på hendes taske. Egentlig kunne hun jo ikke vide, om han blot var en sindssyg djævel, der blot ville have det lidt sjovt. Det ville ikke være første gang et overnaturligt væsen gjorde den slags … Og hun havde jo ingen beviser på, at de ting, han havde sagt, ikke blot var noget, han havde fundet på. Hun blev mistænkelig ved turen til Rom. Men hun kunne ikke bare rejse sig og gå nu, kunne hun vel?

Han ville træne hendes ikke-eksisterende evner … Men hvis hun havde nogen, ville de jo nok dukke op lige pludselig, ville de ikke? Hun havde svært ved at se pointen, men hun ville nu egentlig gerne. Det kunne jo godt være, at det faktisk ville blive til noget! Men stadig var hun tæt på at forsvinde ud af caféen.
Hvis det ikke var fordi hun var så rystet, som hun var, ville hun have lænet sig frem og sagt; "Jeg har ikke brug for nogen skytsengel. Jeg har jo allerede en falden engel. Det kan vel være ligeså godt." Men nu sad hun blot og så ham i øjnene uden at sige noget. Ikke længere helt sikker på, hvad der var sandt og hvad der ikke var sandt.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Ons 9 jan 2013 - 11:42

’Rom’ havde hun sagt, tja, det var trods alt også lang tid siden at han selv havde været der, så lang tid siden at han ikke engang selv kunne huske det, så det måtte være omkring et dusin års tid siden, dog så kendte han trods alt også nogle personer, som stadig boede der, folk med indflydelse, nok også nogle i modeverden, men om de skulle være der, når han også lige var der med sin guddatter, var jo spørgsmålet, men et par opringninger hist og pist, og så kunne han muligvis godt arrangere noget.
Dog så, så det ud til at lykken var vendt for ham, efter mange års søgning, så havde han fundet et spor af Dina, eller nærmere, af hendes datter, og nu hvor han skulle med hende til Rom, så kunne de også få snakket om diverse emner, så som hvad hun havde i sinde at lave? Hvor ville hun bo? Og bare fremtidsplaner. ”Rom bliver det så” kom det fra Ramiel, imens han smilte til hende, det kunne ikke blive planlagt bedre.

”Tja… begår vi ikke alle fejl?” trods alt, så havde Ramiel selv begået fejl igennem sit liv, dog så var der ingen som rigtigt kendte til dem, og han ville aldrig indrømme at han havde begået fejl, han var jo perfekt, eller det mente han da selv at han var, trods alt, så var han jo engang en engel, og perfektion var et mål for ham, lige indtil han hoppede over på Lucifers side, men dengang virkede det som det rigtige valg, hvilket det jo også havde været, menneskene var ikke andet end et kæledyr, nogle lakajer som gud havde skabt, men der var dog altid nogle som afkræftede reglerne, såsom Megan, men hun var også lidt speciel, hun var jo Dinas datter, så hun gik ikke helt som et normalt menneske, men mere som speciel, hvilket hun nok ikke engang selv havde opdaget endnu, et mutter blik blev sendt til Megan, han havde jo trods alt bare prøvet at hjælpe hende, også selvom han ville havde slæbt hende op på catwalken, og holdt hende i hånden, hvis det var hvad der skulle til, dog så havde hun da givet sine holdninger til kende, hun ville ikke op på catwalken, og han skulle stoppe med at drage konklusioner, også selvom de nok var korrekte ”Okay, det stopper jeg så med” kom det fra ham, et venligt smil var atter at spotte på hans læber, Megan virkede mere og mere som hendes gamle mor, måden hun talte på, hendes udseende, det var helt surrealistisk, det gav et lille chok i ham, da hun gav hans hånd et klem, han havde ikke lige frem regnet med at hun ville være så imødekommende, men en behaglig følelse var der trods alt skabt.

Den hurtige bevægelse hvor Megan trak hånden til sig, fik ham til at kigge op, han havde vist skræmt hende, men trods alt, så var det hende som var nysgerrig efter hans alder, men den kunne jo overraske enhver, endda ham selv fra tid til anden ”Nej Megan.. Jeg er stærkt overbevist om at du inderst inde, ved at jeg fortæller dig sandheden” det var tydeligt at spotte at Megan allerede var klar til at forlade Caféen, hvilket jo heller ikke var kommet bag på ham, når han begyndte at tale som sin alder, så havde folk, faktisk ofte forladt ham, hvorfor vidste han ikke, men han regnede da stærkt med at det var fordi de sammenlignede ham med en eller anden tosse, som blot snakkede og røven gik, men sådan var han trods alt ikke, han havde fortalt hende, den rene og skære sandhed, hvilket åbenbart også skræmte hende. Ramiel lod sit blik hvile på hende ”Stil mig hvilket som helst spørgsmål, og jeg kan besvare det” kom det fra ham, han var ikke i tvivl om at han kunne besvare hvilket som helst spørgsmål hun kunne finde på at stille, han havde trods alt også en stor viden indenfor en hel del.

På trods af den halv-dårlige overtalelse til at træne hendes evner, så kom der ikke megen lyd fra hende, måske havde han skræmt hende for meget, og nu ville hun bare løbe, indtil hun faldt om, men hun havde brug for ham, mere end nogen sinde, bare hun da snart opfattede det, han havde råbet at der var en krig på vej, og så endda til et menneske ”Megan, du stillede mig spørgsmålet, at du ikke kunne lide svaret, er ikke min skyld, men slap af, og lad os snakke” Alvoren var nem at se i hans øjne, og han havde sandelig ikke tænkt sig at lade hende stikke af, det måtte hun vel også vide nu.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Gæst on Fre 11 jan 2013 - 15:23

Hun følte sig stiv i kroppen. Hendes bevægelser var i forvejen kejtede, men nu var det som om hendes led bøjede i ryk. Som om hun ikke længere var i stand til at bevæge sig i den glidende bevægelse der var normal for de fleste mennesker og andre menneskelignende væsener.
Hun mærkede sin ene hånd, den, der ikke holdt fat om taskehanken, lukke sig om bordkanten. De korte negle blev rødligt lilla og fingerspidserne hvide, mens hun klemte så hårdt om bordkanten, hun kunne. Troede inderst inde på ham, hva'. Hvilken frækhed. At tro, han allerede kendte hende så godt, var latterligt. Han kunne ikke bare sige, hvordan hun tænkte og følte om noget som helst! Hun mærkede sine kinder blusse af forlegen vrede og så blot ned på kaffekoppen. Hun blev varm og selv hendes ørespidser fik samme farve som en solskoldning.
Men hun holdt sig siddende. Lige nøjagtig.
"Hvis du var så gammel, ville din knoglestruktur være anderledes." Hendes fødder var som fjedre. Det krævede hver et stykke af hendes viljestyrke, at blive siddende. Hun bed tænderne sammen, spændte i kæben. De brune øjne havde nok aldrig før været så alvorlige. Hun var overrasket over, at hendes stemme lød så rolig. Hvis det havde været en samtale med hendes far eller onkel ville hun sikkert have hvæset og smækket døren hårdt på vej ud. Men det her var Ramiel. Hun kunne ødelægge meget mere end blot husfreden, hvis hun begyndte at opføre sig sådan over for ham. Og hun vidste godt, han ikke havde gjort det for at provokere hende; men hun troede stadig ikke på ham.

"Ikke 'lide' svaret?" Hun var lige ved at le hånligt af ham, men bed sig i læben og så væk. Hun kastede blikket ud over de andre folk på caféen. Hun havde jo blot regnet med at få et tal. Ikke en hel sæk fuld af historier, der lød som den ene sekt-agtige freakhistorie efter den anden. Hun var begyndt at danne sig et billede af engle, der langt fra var positivt … Kunne det være, at de virkelig var så hjernevaskede, at de selv troede, der sad en guddom deroppe og holdt øje med folk. Men når man tænkte på forureningen kunne man godt forestille sig, at skyerne gjorde nogen underlige ting ved deres hoveder. Eller måske var der bare et eller andet, der påvirkede engle på den måde …
Hun ville finde hver en undskyldning, hun kunne formulere, til at benægte eksistensen på en guddom. Og selv, hvis hun en dag stod foran et sådan væsen, ville hun stadig ikke tro det. Hun ville blot være overbevist om, at hun var blevet sindssyg og ville sikkert indlægge sig selv på den lukkede.

// Undskyld, det blev så kort. Jeg blev distraheret af min splinternye eboglæser og tabte motivationen xD

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: Just another day....

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum