Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Latest topics
» Ready for our weekend? (Charmeine Love)
Today at 2:42 by Khaa

» A beautiful night.... (Cherish Radcliff)
Today at 2:37 by Caleb

» I am really worried Doctor.... (Angelique Dümont)
Today at 2:33 by Zakaroff

» År 3038 - reklame
Fre 15 dec 2017 - 8:51 by Adriana

» I know I did something wrong... but I'm not sorry - Niklaus XXX
Tors 14 dec 2017 - 13:46 by Harry Jepsen

» Face Claim
Ons 6 dec 2017 - 14:09 by Ryuu

» Dance of the Brush (Cherish Radcliff)
Ons 6 dec 2017 - 7:59 by Cherish Radcliff

» Do I know you? - Aleksei
Lør 25 nov 2017 - 19:18 by Aleksei

» How about no?
Man 20 nov 2017 - 1:52 by Roar

» Big changes - Khá
Lør 18 nov 2017 - 16:31 by Charmeine Love

Statistics
Der er i alt 674 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Sigrid

Vores brugere har i alt skrevet 240188 indlæg in 12012 subjects

Fortidens fremmede

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

Fortidens fremmede

Indlæg by Gæst on Tors 29 nov 2012 - 14:34

Tid: 16:18
Sted: En café på gaden overfor De Metro Porten, Øst-Di Morga
Vejr: Iskoldt, men klart, det typiske efterårsklima.
Omgivelser: En ny ladning utålmodigt sukkende folk fra metroen spreder sig pletvist udover fortovene og vejene.


“Strangers are exciting, their mystery never ends. But, there's nothing like looking at your own history in the faces of your friends.” - Ani Difranco



En sval brise sneg sig ind under huden på dem, der vovede sig udenfor dørene. Alle var bevæbnet til tænderne med flere centimeter tøj, og de steder, hvor tøjet ikke dækkede, var der rødt. Det var komisk. Hele det levende Di Morga havde æblekinder og radisse-næser, mens de vraltede afsted med stive bevægelser fra al den polstring. Eller i hvertfald det lille stykke af Di Morga, der befandt sig i togvognen med Briseis.
De fleste stod op, mens de ventede på at toget skulle nå deres bydel og klamrede sig til plastikløkkerne, der hang fra loftet. Nogle enkelte stykker lænede sig op af sidevæggene. Det var de gamle, der havde besvær med at komme op, når de først sad ned.
Briseis frydede sig over, at vinteren var på vej. Det var langt den smukkeste årstid, hun kendte. Og alle var ligeså stivbenede, som hun var! Derfor blev der ikke lagt så meget mærke til hendes halten, når hun - som tilfældet var - skulle stige på togvognen. Hun blinkede ved det pludselige klima-skift fra platformens susen til togvognens tidsløse tavshed og lænede sig op ad væggen ved døren, og betragtede den fugtige plet, hendes ånde dannede på det rimfrostkantede glas, mens hun ventede på, at vognen bumlede igang.

Hun ville selvfølgelig havde nydt mest af alt at sidde hjemme hos killingerne, mens de pjattede og boltrede sig i hendes dyner, mens hun læste en krimi og slugte kakao. Hvis det bare var: Hun sukkede pludselig efter kakao, mere end sine killinger, og så drømmende ud af ruden med funklende blå øjne. Grunden til, at hun overhovedet stod her, poppede op i hendes tanker, så pludselig var udtrykket i det unge, evigt solbrune ansigt ikke lige så saligt og muntert. Hvorfor var hun så vigtig nu?
Hun snøftede og det efterlod en eftertænksom rynke på næseroden, som stadig sad der, da toget raslende tøffede sig vej ind på hendes station. Den bratte standsning hev hende ud af den næsten autistiske tankeførelse. Hun hoppede af toget og sørgede for at lande på det raske ben. Det ville ødelægge hendes entré på platformen, hvis hun snublede ud, og sikkert også få det til at gøre mere ondt. Hun stak hænderne i frakkelommerne, samlede skørterne og bugtede sig op ad trappen, der ledte til det sene efterår.

Hun kendte godt svaret på sit spørgsmål. Hun vidste også, hvorfor hun havde tænkt to gange, før hun besluttede sig, og hvorfor hun besværede sig med at møde ham. Der var noget at hente for dem begge. Ellers ville hun være derhjemme med en varm kop i hænderne og ikke stå og snøfte. Åh, hvor kunne hun godt bruge en varm kop. Hun risikerede jo at få frostbid!
Sådan som folk boksede, for at komme ind i varmere omgivelser, var det nu mere sandsynligt, at hun blev skubbet ud på vejen, mens hun hev efter vejret. Man skulle ellers mene, at hun havde fortjent et hvil, når hun skulle bestige sådan en trappe! Når man kun var 155 centimeter høj, havde man altså ikke meget at stille op med. Hun krydsede vejen med en ankel, der sendte jag op gennem knoglerne, og begyndte at skralle lag efter lag af, før hun var trådt ind ad døren, der gav en hæs summen fra sig, når den annoncerede hendes tilstedeværelse.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum