Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Latest topics
» Dance of the Brush (Cherish Radcliff)
Today at 1:28 by Caleb

» Ready for our weekend? (Charmeine Love)
Today at 1:23 by Khaa

» I am really worried Doctor.... (Angelique Dümont)
Today at 1:16 by Zakaroff

» Do I know you? - Aleksei
Yesterday at 20:06 by Aleksei

» How about no?
Man 20 nov 2017 - 1:52 by Roar

» Big changes - Khá
Lør 18 nov 2017 - 16:31 by Charmeine Love

» It is just fun! - Edward
Søn 12 nov 2017 - 22:40 by Edward Charleston

» Ny emneopstilling:
Lør 11 nov 2017 - 21:33 by Cathy

» Artistic Souls? (Cherish Radcliff)
Lør 11 nov 2017 - 21:22 by Cherish Radcliff

» I know I did something wrong... but I'm not sorry - Niklaus XXX
Tors 9 nov 2017 - 6:02 by Harry Jepsen

Statistics
Der er i alt 673 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Serena

Vores brugere har i alt skrevet 239772 indlæg in 12011 subjects

For what we'll ever be.

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

For what we'll ever be.

Indlæg by Gæst on Fre 16 nov 2012 - 22:17

Tiden er; 02.30
Stedet er; Terre, omkring lejlighederne.
Vejret er; Mørkt, like hell! Køligt med en let støvregn.
Påklædningen er; Et par denim shorts og en løs hvid Jack Daniels top med få rester af et tidligere måltid.

Privat ~ Andrew Hollows.
__________________________________________

Låsen på vinduet blev forsigtigt låst op med et næsten lydløst klik. Og meget langsomt blev vinduet samtidig også åbnet op. Bare sådan at en lille spinkel skikkelse kunne komme indenfor i den mørklagte lejlighed. Hun landede sikkert på det glatte gulv og hun følte med det samme den svage varme der steg op gennem hendes bare fødder. Hun frøs ikke men det var nu en dejlig følelse. Det var ikke alt for varmt for hende. Trods hendes krop ikke rigtig mere kunne nærme kulde eller varme var det stadig som om at disse følelser endnu strømmede rundt i hendes krop.
Macha så op og lod sit blik søge rundt i det rum hun stod i. Eftersom hun hverken kunne se nogen form for seng eller køkkengrej kom hun hurtigt til den konklusion. Godt nok var der mørkt men for hendes trænede øje så hun mindst lige så godt som hun gjorde i dagslys. Eller gjorde. Der var egentlig ikke meget at se af hende på grund af skygger. Men de store klare røde øjne lyste nærmest faretruende meget op. Man kunne nok se omridset af hendes kropsbygning. Den smalle talje og hendes fyldig krøllede hår der omkredsede hendes blege ansigt.
Hun tog en dyb indånding og indfangede så mange dufte som hun kunne. Det virkede ikke til at der befandt sig nogen her i øjeblikket. Eller kunne hun tage fejl. Der var fyldt med forskellige lugte. Det var normalt for boliger, havde hun fundet ud af. Forsigtigt listede hun hen over gulvet og gjorde alt for ikke at få det til at knirke. Hun ønskede ingen unødvendig opdagelse på hendes nuværende udflugt i denne nye bolig. Her virkede roligt. Ikke ligesom hendes rodede hotelværelse. Det her var et rigtigt hjem. Et lille smil lod sig nu spille på hendes blege læber og hun slappede lidt mere af. Skulderene var faldet ned og hun så sig mere nysgerrigt omkring i rummet hun befandt sig i. Fascinerende.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: For what we'll ever be.

Indlæg by Gæst on Fre 16 nov 2012 - 22:30

Den lille hvide chinchilla pilede hurtigt hen over asfalten. Der kunne lavt høres tak-tak-lyde fra kløerne.
Andrew havde igen været ude på en nattetur, da hans Insomnia holdte ham vågen, desværre. Han nærmede sig hurtigt den store bygning, hvor hans elskede lejlighed lå.
På tide! tænkte han og kom hen til den tunge hoveddør.
Han sukkede og prøvede at finde en indgang, hvilket var svært.
Andrews muskler spændtes, da han hørte en gøen.
Han var for udsat i denne form, men hvis han forvandlede sig, ville han stå nøgen midt på gaden og det var han ikke for glad for.
Godt nok havde han intet imod sin krop, men tanken om at resten af nabolaget skulle se hans nedre dele, tiltrak ham ikke.

Andrew fik øje på nedløbsrøret og begyndte at lægge en plan.
Hans lejlighed lå på øverste etage og hvis han tog vandrøret op på taget, kunne han måske finde en vej der.
Planen blev hurtigt fuldført og han masede sig nu op gennem nedløbsrøret.
Det var hårdt og besværligt, men han fik langt om længe mast sig op på taget. Den lille hvide chinchilla stod nu oppe på taget og undgik at blive fugleføde.
Han fik hurtigt mast sig ned i lejligheden gennem tagvinduet og landede med et piv i sit soveværelse.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: For what we'll ever be.

Indlæg by Gæst on Fre 16 nov 2012 - 22:43

Macha opfangede med det samme den pludselige lyd af skramlen. Eller var det er piv? Med et stivnede hun på stedet og så sig omkring. Hun var ikke ligefrem bange efter som hun forventede at have en større styrke end dette menneske der meget muligt boede her. Hun kunne i hvert fald ikke lugte andet end menneske og dyr i denne lejlighed. Hendes blik blev hurtigt sendt hen mod en af dørene. Hun stod et øjeblik og stirrede inden hun så fik taget sig selv i nakkeskinnet og bevægede sig forsigtigt der hen. Det lykkedes hende at komme til sit mål uden at skabe nogen form for lyd. Det var ikke svært for hende.
Meget forsigtigt satte hun sin ene fine hånd mod dør håndtaget for så efterfølgende at åbne den. Hvorfor var hun her stadig? Det var vel hendes nysgerrige tilværelse der tiltræk hende til at finde ud af hvad der havde lavet denne lyd. Hun kiggede ganske lidt frem fra dør åbningen. Så rundt i rummet. En seng. Et soveværelse. Der var ingen. Ikke nogen udover et egern. Hvad lavede et egern her? Lidt mere roligt trippede hun helt ind i rummet og nærmede sig dyret. Det var besynderligt. Hvem havde et egern som kæledyr? Hun stoppede efter to skridt og satte sig let på hug med arme om hendes ben. Hendes røde øjne var endnu rettet mod dyret som var det interessant men stadig farligt. Hun havde aldrig haft held med dyr så hun hold vel altid en vis afstand til dem. ”Hey..?” lød hendes engleblide stemme. Meget svagt og man kunne knap høre det.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: For what we'll ever be.

Indlæg by Gæst on Fre 16 nov 2012 - 22:56

Chinchillaen pilede ind under sengen og gemte sig helt ind til væggen.
Andrew panikkede. Hvordan fanden forvandler jeg mig nu!? Og der er en TYV i min lejlighed! For fucking fanden i helved da også.... RØDE ØJNE!
Han så hen på døråbningen og skimtede at døren til toilettet stod åbent.
Den lille lyse chinchilla tog chancen og pilede så hurtigt den kunne hen til døråbningen og forbi Macha.
Han satte hurtigt kursen mod toilettet og takkede Gud for at hans pyjamasbukser lå derude.
Man kunne tydeligt høre lyden af kløerne der hamrede mod gulvet.
Tak tak tak tak tak....
Den hvide og grå pels skinnede i lyset fra månen.

Andrew kom hurtigt ud på toilettet og forvandlede sig om. Døren blev smækket i, bukserne trækket på og døren flået op igen på mindre end 30 sekunder.
Lyset blev tændt og Andrew tog hurtigt fat i nærmeste genstand, hvilket var hans gamle legetøjsrobot i et forsøg på at forsvare sig selv. Ja, Andrew var en kæmpe drengerøv.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: For what we'll ever be.

Indlæg by Gæst on Fre 16 nov 2012 - 23:09

Med det samme, som det lille dyr pillede forbi hende, kom hun igen op at stå ret. Hun tog nogle skridt til siden som var hun bange for overhoved at blive rørt af dyret. Havde hun skræmt det lille væsen? Hun stirrede efter det og hvad der efterfølgende mødte hendes blik kom virkelig bag på hende.
Hun spærrede med det samme sine øjne op. Hun kunne have svoret at hun havde set noget fra et menneske. En hånd. Eller var det bare noget hun bildte sig ind. Hun stod bare der og stirrede mod den lukkede dør og hurtigere end hun faktisk kunne nå at reagere blev hun blændet af det skarpe lys. ”Argh!” En noget utilfreds lyd kom fra hende som hun missede med øjnene. Hvad fanden?! Hendes følsomme øjne vænnede sig nu egentlig hurtigt til den pludselige ændring på lysstyrke. Og igen spærrede hun sine øjne op ved synet af det menneske der nu stod et stykke fra hende. Med et stykke legetøj?

I det næste øjne stod hun lige foran animagusen. Rimelig tæt. Få centimeter mellemrum for at sige det ret. Og hendes ene kølige hånd havde nu lagt sig godt til rette hen over hans mund. ”Ikke en lyd..” hviskede hun til ham med den stadig engleblide stemme. Han var godt nok højere end hende 163 centimeter men det gjorde ham ikke truende på hende. Hun tog ikke sine røde øjne fra ham. Studerede ham på deres tætte hold. Lige som ham var hun nu selv afsløret på grund af lyset. Men den røde farve var stadig glødende.
Hendes hoved blev kort efter lagt på skrå. Hun havde aldrig rigtig fået muligheden af at smage animagus i lang tid. Ikke at det ligefrem var en delikatesse for hende men tanken kunne ikke lade være med at stryge forbi.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: For what we'll ever be.

Indlæg by Gæst on Fre 16 nov 2012 - 23:19

Andrew stirrede på pigen og kneb øjnene sammen. "Hvad vil du her? Jeg har intet af værdi." Han skævede hurtigt til robotten og smed den hurtigt og flovt væk. Han fik derefter lidt af et chok, da han så farven på hendes øjne.
Det føltes som om at hun kunne stirre direkte ind i hendes sjæl.
Han kendte ikke til andre overnaturlige væsener ud over animagus'er.
Selvfølgelig, havde Andrew da hørt et par historier, men han har aldrig rigtigt troet på dem. Før i nat, altså.
Han så ned på hende og det trak lidt i hans mundvige, men han prøvede ikke at smile. Hun var så lille i forhold til hans 1.90 cm!

Røde øjne.... Vampyr? Han så så resterne af pigens seneste måltid på hendes trøje og blev bleg.
"Animagus-blod er intet værd af hvad jeg har hørt rygter om." Man kunne ane lidt frygt i hans stemme, selvom han prøvede at maskere det.
Han håbede at hvis han skulle dø i nat, så skulle det fanme være af en ordentlig vampyr og ikke en eller anden Twilight-wannabe!

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: For what we'll ever be.

Indlæg by Gæst on Fre 16 nov 2012 - 23:35

Macha tillod sig at stå lidt længere tid og bare stirre på ham. Sagde ikke et ord. Kommenterede ikke på hvad han sagde. Det var tydeligt at han nok have fundet ud af hendes nuværende tilstand. Ingen overraskelse. En vampyr var så nem at genkende. Også selvom nogle, så som hende, havde andet i sig der gjorde dem smule anderledes. Hun huskede dog alt den snart om hvordan hybrider ikke blev accepteret som andre væsner så den anden halvdel holdt hun for det meste for sig selv.

Ganske forsigtigt trak hun sig så tilbage. Trådte roligt et par skridt væk fra ham. Mest på grund af den massive højdeforskel der gjorde hende flov og det faktum at hun bedre kunne læse hans kropskrop. Hun forbandede lidt sin ydre part af sig selv. At have at mere uskyldigt udseende hjalp ikke ligefrem i disse situationer. ”Tag det roligt. Jeg er ikke kommet på grund af dit blod, stupid.” sagde hun efterfølgende alt imens hun så mere væk fra ham. Stirrede ikke så meget på ham. ”Du dufter alt for sødt til min smag..” Hun trippede igen hen over gulvet og i et let hop landede hun i sofaen. Endnu oprejst. Hun strøg en af de sorte krøller væk fra sit blege ansigt og satte atter sine røde øjne mod ham. ”Men jeg har ingen føde fået i dag så jeg vil råde dig til ikke at gøre noget dumt.” Hun satte sig elegant ned på ryglænet af sofaen. Det studerende blik blev til et mere betragtende blik. Stemningen var måske faldet lidt til ro. Hun tog så en dyb indånding og så igen væk. Satte sit ansigt i profil. ”…Jeg undskylder for min ulovlige indtrængen.” mumlede hun svagt. Hun havde et sted ikke lyst til at sige det. Så hvis han ikke hørte det var det skam fint med hende.
Hun svag sit ene ben hen over det andet og med et let kast med hovedet så hun igen mod den unge mand. ”Hvem er du, animagus?” Hun prøvede virkelig at holde sin hårde facade oppe og lod ikke et smil passere sine læber i øjeblikket.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: For what we'll ever be.

Indlæg by Gæst on Fre 16 nov 2012 - 23:45

Andrew smilte over hendes kommentar omkring hans duft. Han kunne ikke lade være, da det var noget af det sjoveste han havde hørt længe.
De brune øjne fulgte hendes mindste bevægelse og han hævede overrasket et øjenbryn over det hun sagde.
"Well... Du kunne havde taget hoveddøren og banket på istedet." mumlede han og gik så stille hen i den slidte lænestol, som stod placeret overfor sofaen.
De utallige tattoveringer på hans overkrop og arme blev synlige i månelyset.
Hver eneste én havde en historie, som han altid elskede at fortælle om.
Apropos månelys, så virkede hun mere spøgelsesagtig i lyset, tænkte han og bed sig fraværende i læben. En stor uvane han har tillagt sig gennem årerne.
"Gøre noget dumt? Jeg slår faktisk ikk' på piger." sagde han og fnøs kort over hendes bemærkning. Han himlede derefter med øjnene og sagde:"Hør. Jeg har ikke noget imod at lære fremmede væsener at kende, men jeg bliver ikke ligefrem begejstret over at de bryder ind i mit hjem. Men.." Han kørte frustreret en hånd igennem håret og fortsatte derefter. "Hvis du ikke har andre steder at være såå..." Han stoppede. Sætningen kunne umuligt føre til noget godt.
"Jeg er Andrew. Andrew Hollows." Han, i modsætning til hende, havde smidt den hårde facade og besluttede bare at være sig selv.
Han gav hende et skævt, lille smil.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: For what we'll ever be.

Indlæg by Gæst on Lør 17 nov 2012 - 0:01

Det her gik ikke godt. Og hvorfor fanden var hun her stadig?? Hun fattede ikke hvorfor hun ikke bare var flygtet ud af vinduet igen i det hun var blevet afsløret. Og hvorfor havde hun også stoppet sig selv inden hun nåede at få sat tænderne i ham? Det var vel underligt. Hun plejede da ikke være typen der blev for at chit-chatte.
Macha skulle lige til at komme med endnu en spydig kommentar men hun fik hurtigt stoppet sig selv. Det lød bare aldrig rigtigt når hun sagde det. Hun vidste godt hun ikke kunne være faretruende med mindre hun virkelig hungrede. I stedet for at sige noget med det samme trak hun blot sine ben helt op til sig. Og hvilken magi at hun faktisk holdt balancen der på sofaens ryglæn. Hun svang sine arme omkring og gemte halvdelen af hendes ansigt inden hun lod sig glide ned af ryglænet for så at sidde normalt i den bløde sofa. ”Jeg har mit eget hjem, tak..” mumlede hun mere stille og roligt. ”Men.. jeg udforskede blot området.” Hun slappede lidt af i sine arme og hendes blege, dog kønne ansigt kom igen frem. De røde øjne var en smule mere blide en før og hendes udtryk virkede mere afslappet. ”Der er ikke meget at lave her om natten.” Forsigtigt slap hun sine ben helt og satte sig i en behagelig skrædderstilling. Som åbnede hun mere op. Hun bed sig blidt i sin underlæbe og man kunne måske ane en lille krusning i hendes mundvige. ”Jeg.. Jeg troede ikke der var nogen hjemme så….. ja..”
”Andrew..” mumlede hun for sig selv. Det lå godt på tungen og af en eller anden grund fik det rullende ’r’ det lille smil frem et kort øjeblik. ”Jeg er..” Hun stoppede sig selv. Hvad lavede hun!? ”...Macha..”

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: For what we'll ever be.

Indlæg by Gæst on Lør 17 nov 2012 - 0:18

Andrew smilte stille og rakte hænderne op i en undskyldende bevægelse. "Ville bare lige høre." Han havde et alt for stort hjerte, hvilket han nogle gange hadede sig selv for. Det bragte ham ud i nogle mærkelige situationer, f.eks. sad han ligenu og havde en samtale med en vampyr/indbrudstyv?
Han grinte lavt over situationen, men vendte så opmærksomheden hen til hende igen. "Udforskede området? Javel ja." Da hun nævnte kommentaren omkring det med natten, fnøs han. "Tell me about it."
Han havde, siden han var lille, lidt af Insomnia, hvilket var en lidelse der gør at han har utroligt svært ved at falde i søvn.
Han huskede med gru op til flere doktorer og professorer der prøvede at kurere ham for det, hvilket aldrig lykkedes.
Det skyldes dog hans 'indre dyr', som han kaldte det, hvilket er et natdyr.

"Macha... Deter et flot navn." Han smilte venligt til hende og lagde hovedet på skrå. "Men.. Macha. Skal jeg slukke lyset igen? Jeg har hørt at vampyrer ikk er så gode til skarpt lys, men det er måske bare en myte, så som hvidløg?"

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: For what we'll ever be.

Indlæg by Gæst on Lør 17 nov 2012 - 0:32

Macha blev en smule mere tørret op jo mere han talte. Det var underligt nemt rart. Hun havde stadig følelsen af noget var mislykkes for hende og den følelse ville hun mene at der ikke var mange der brød sig om. Hun så lidt overrasket på ham. Bare i en mild grad som fandt hun faktisk deres samtale spændende. ”Har du måske problemer med at sove om natten?? Eller er du i hemmelighed en vampyr in disguise?” Hun lagde hovedet en smule på skrå og igen syntes det lille smil at komme frem. Og det hjalp egentlig bare med at fremhæve de æblekinder hun havde over de let markerede kindben.

”Øh…Tak.” Komplimenten var hun vel vant til at høre men hun følte altid samme varme omkring sig når nogen sagde det. Hun var selv stolt af sit navn og havde altid elsket det. Så at bare vide at folk også kunne lide det bragte virkelig noget med sig. ”Åh?” Hun vågnede hurtigt fra sin lille dis af tanker og så mere direkte på Andrew. Så hen mod en stikkontakt og tilbage til ham. ”Altåå.. Hvidløg er eftersigende en myte det eneste der er at vi vampyrer har en stærkere og mere følsom lugtesans som gør at lugten af hvidløg er rimelig stærk for os. Men det er de færreste der ser det som en svaghed. Og det med lys.. Du har ret i at det er lidt skarpt men det gør intet at det er tændt. Mine øjne skal bare vænne sig til det.” sagde hun forsigtigt og kløede sig let på kinden med sin pegefinger.
Uden at hun tænkte over det var hendes smil vokset en lille smule og når hun snakkede var hendes spidse hjørnetænder en smule synlige.

Pludselig rejste hun sig så op fra sofaen og hoppede let ned fra den. ”Jeg håber det er okay jeg lige tager mig noget vand..?” sagde hun spørgende og så afventende mod Andrew mens hun nok allerede var godt på vej hen imod den nærmeste vask..

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: For what we'll ever be.

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum