Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email



Latest topics
» Once Upon a Masquerade Ball (Hazel)
Today at 15:30 by Khá

» In distress //Zak
Today at 15:15 by Zakaroff

» Fashion show - Leetha (xxx)
Today at 8:54 by Leetha

» Busy Opening.... XXX(Cara)
Yesterday at 22:05 by Caleb

» Face Claim
Yesterday at 3:06 by Maze

» First Date
Yesterday at 0:06 by Noah Harris

» Is That How You Repay Me?! (Lucien)
Lør 24 jun 2017 - 2:04 by Sascha

» Between Lies and Lovers
Lør 24 jun 2017 - 2:03 by Sascha

» The curse inside //Caleb
Ons 21 jun 2017 - 23:06 by Alyssa

Top posting users this month
Caleb
 
Cara
 
Sascha
 
Khá
 
Zakaroff
 
Jordan
 
Hazel
 
Danayela
 
Lucien
 
Leetha
 

Statistics
Der er i alt 644 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Lazarus

Vores brugere har i alt skrevet 243748 indlæg in 12657 subjects

You are not connected. Please login or register

Gå til side : 1, 2  Next

AuthorTopic: No use crying over spilt blood ~ Jose.

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Tirs 6 nov 2012 - 19:06 »

Gæst

Gæst


Sted:Byen Terre, en af de små sidegader.
Vejret: Mørkt og en smule blæsende.
Tid: omkring kl. 22
Omgivelserne:Ikke andet end nogle containere og nogle kasseret møbler.


Deltagere i den rækkefølge de kommer
Millicent & Jose.

***********************************************************************************************

Det var i sandheden en skam...næsten på kanten til at være flovt.
Selv om hun havde nydt det, selv om lysten og smagen havde været ubeskrivelig kunne hun ikke få sig selv til at sætte bisserne i nogen- endnu.
Hun havde kun drukket fra et håndled een enkelt gang, da Andrija havde serveret manden for hende....og så havde hun udover det, smagt en smule af Andrijas blod.
Ellers var det blod fra hospitalet, som Patrick skaffede hende, en af portørene.
Det var ikke fordi hun ikke havde lyst nu....tvært i mod...Andrija havde givet hende blod på tanden - bokstaveligt talt- dog var hun stiv af skræk for ikke at kunne stoppe igen, og hun havde bestemt ikke tænkt sig at tage livet at nogen.
Sålænge hun kunne undgå det altsår.

Penene skiftede hånd, og Patrick drejede hurtigt om på hælene og forsvandt ud af hendes syn.
Tilbage stod den unge vampyr, med rystende hænder og et lysende begær i hendes øjne, da hun så koncentreret ned på blodposen i hendes hånd.Ideen havde været at tage den med hjem, og spise på civiliseret vis, men hun kunne mærke hvordan hele hende krop skreg på blodet....det var simpelthen for længe siden hun havde fået mad, hun måtte holde op med at sulte sig selv...en dag ville hun miste kontrollen på den baggrund, og lave noget dumt.Hun kunne umuligt nå hjem.

Synet af hende snød...
Hun lignede nok mere en engel end et monster, som hun stod der klædt i hvidt fra top til tå.
En hvid nederdel der smøg sig klædeligt ind til hende, en hvidstriktrøje påsat lidt palietter der glimtrede ved al form for bevægelse , hvide bamse støvler og en al for stor hvid dyne jakke der stod åben var aftenens outfit.
Håret hang løs og lidt messy , da vinden legede i det og kun en mørkerød strik hue sad lidt på sned, og forsøgte holde bare en smule styr på balladen.

Den unge kvinde, Millicent Walker mistede koncentrationen og hengav al sin opmærksomhed til blodposen, da hun med et snær flåede den åben og satte den til sine dirrende læber.

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Ons 7 nov 2012 - 22:26 »

Gæst

Gæst


Hans tanker var fløjet af sted med vinden, som nu kom ham i møde. Han var træt, han var så ganske sagt ikke i sit fulde fem. Han havde ikke fået søvn i to nætter nu, og det kunne ses. Sorte rander under øjnene og ikke nok med det, var de blodsprængte, som om han var på stoffer. Men ha skjulte det, eller prøvede det. Ganske stille trak han vejret og skjulte sine vinger idet han landede elegant i en sidegade. Den forfærdelige lugt af blod ramte hans følsomme næse. Der havde sikkert været en lille slåskamp. Han trak på skuldrene og slingede af sted. Hænderne var i buskelommen, og sweatshirten beskyttede hans tynde stil. De gådefyldte øjne så fremad, som om de blot stirrede ind i et bål.

Han drejede af ved et hjørne og kom til at sparke til en kasse, som lå og flød ved en af containerne. Han stoppede op og så efter kassen, som stille havde fundet sig et andet sted. Hans øjne var nu ikke på kassen, men nogle hvide sko. Blikket arbejdede sig langsomt opad og han kunne mærke, hvordan øjnene åbnede sig lidt mere. Han havde ikke set noget hvidt i lang tid. For kvinden foran ham, var tildækket med det. Stille bøjede han sig fremad og betragtede hende med et skævt smil. Blodet kom fra hende. Men han kunne ikke rigtig se hvad hun foretog sig, men kunne sagtens regne det ud. Han kunne høre hvordan hun slumbrede det hele i sig. Han rettede sig op og begyndte at gå imod hende. Han vidste hvor farligt det kunne være, selvom hvis det var en kvinde. Så derfor stoppede han også op. Han kløede sig på nakken uden at tage blikket fra hende.

Jeg sværger De ligner en engel herfra” sagde han med hans hæse stemme.

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Ons 7 nov 2012 - 22:54 »

Gæst

Gæst


Smagen af blod havde to slags effekt på hende.
Den gav en dyb grundlæggende oplevelse af at blive tilfredsstillet og man kunne nærmest blive afhænig af den.
Det handlede ikke bare om at blive mæt, men om at få det kick....og hvis nogen sagde anderledes, havde de ikke været i hendes sko anyway.
Den anden følelse forstod hun ikke helt...den var mere...elektrisk og gnitrende, gav hende lyst til alle mulige andre ting, men den var først opstået efter Andrija havde tilbudt hende at drikke fra hans håndled.Den følelse af den varme bløde hud, hans duft...havde sat de tanker igang- og nu....selv mår hun drak fra poserne, kunne hun mærke det ulme et sted dybt inden i.Det måtte helt sikkert være en fejl.Endnu en fejl.
Som vampyr var hun en....søndagsmodel.

En pludselig lyd skræmte hende og hun tabte posen ned på jorden.Den balrede og blodet sprang ud til alle side, men hendes reflekser var udmærket og hun nåede at bevæge sig i tilstrækkelig længde væk fra de mørke stænk.
Hendes blik var på kassen....thank god...det var bare en kasse!
Tænk hvis nogen havde set hende..sådan her, nogen fra Desiré Noir...hvis Lawrence havde fået nys om hun stod alene i en gyde og drak blod fra en pose, så havde hun nok ikke det job ret længe, uanset at hun var meget dygtig- og flittig.

Endnu en forskrækkelse og hun krøb en smule sammen, som en skræmt kat.
En hæs men blød mande stemme snoede sig sin vej og viklede sig rundt om hende og hun så hun ikke længere var alene, men havde fået selvskab af en ung mand.Hendes egen alder og et meget tiltalende ydre.
Hvad ville han? Eller....mere vigtigt...hvad havde han set? At det var ham der indirekte kostede hende sin mad, var hun ikke i tvivl om, og hun rynkede på næsen...hvad skulle hun nu? patrick var jo over alle bjerge, fandens.
Endnu en nat uden mad.
Millicent vidste ikke helt, hvordan hun skulle .....geberde sig, men besluttede bare at være sig selv.
Andrija var ikke tilstede, så hun kunne tillade sig at være....flink.
Med et lille svagt smil og en imødekommende stemme, der havde et slør af humor , svarede hun.
" det må vist være en illusion....der er desværre intet engel over mig" ...hun ville give sin højre arm, for at være det...en engel....de måtte helt klart være bedre...mere venlige...og de måtte garanteret gerne have både en social samvittighed og et hjerte...alle de ting hun blev trænet så tæt i at ligge fra sig...alle hendes menneskelige træk og værdier, der ikke bille passe ind i billedet af en vampyr.

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Tors 8 nov 2012 - 16:39 »

Gæst

Gæst


Det skæve smil formede sig bredt. Kort hostede han, som en undskyldning for at have forskrækket hende, men kun de færreste vil tolke hosten korrekt. Og kvinden her, var ikke en af dem.
Jose skjulte det. Han var nærmest ved at besvime over blodet.. også lugten! Det var hendes natur, selvfølgelig. Han satte skam heller ikke spørgsmålstegn ved det, men så igen..
Dine øjne fortæller mig noget andet” den hæse stemme var ikke til at slippe af med. Ligesom trætheden som skjulte sig bag hans øjne. Han havde lyst til at vende om, men et eller andet tiltrak ham. Kvinden. Vampyren. Køn, det var hun. Hvis han ikke tog fejl, lignede hun en model. Men gjord alle vampyr ikke det? Han rystede på hovedet, bare for at ryste tankerne bort.

Igen røg hånden over til nakken og han begyndte at klø. Det var egentlig ikke fordi det kølede, men fordi det var behageligt. Man kunne også se, at hans ene øje lukkede sig. Det eneste han nu manglede var at spinde og rulle rundt. Han fnøs kort af sin egen tankegang og vente blikket imod kvinden igen. Han kunne lige pludselig mærke vinden igen. Ikke fordi det var stoppet før, men det blev lidt kraftigere. Han sænkede sin hånd og proppede den i lommen. Uden at sige noget smilede han til hende. Hvorfor var så kønne væsner farlige? Hvorfor blev han altid tiltrukket af dem?
Men i så fald..-” sagde han og gik over til hende. Han stod blot få centimeter fra hende og smilede skævt, inden han bøjede sig ned og samlede hendes donor pose op. Han havde lagt mærke til hvor hurtige reflekter hun havde. Uden tvivl kunne hun have nået at gribe posen inden den landede på jorden. Hans lyse hånd blev hun dækket af det mørke blod. Hans smilede for ikke at vise sin afsky til blod. ”- Sikke noget rod jeg har lavet. Det må du virkelige undskylde… ehm..” han så på hende og smed posen ned igen. Blodet dryppede ned fra hans hånd, men han så ikke ud til at lægge mærke til det. Det var trods alt ikke hans blod..

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Tors 8 nov 2012 - 17:27 »

Gæst

Gæst



Millicent blev stående , selv om hun havde set ham komme tættere på hende, nærme sig.
Hun kunne bedre se ham nu, selv om det var mørkt omkring dem , og kun ganske få gade lys skænkede dem en blid oplysning.Men det var nok...rigeligt til at se hendes fredsforstyrre var en ubestridt smuk mand, men også en megetvtræt en af slagsen.Hans øjne var en smule rødsprængte og de mørkelillae rander under hans levende øjne, afslørede det.
Millicents hoved lagde sig lidt til siden, imens hun så på ham....var han okay?
Bare han ikke var på stoffer, de var altid så...upålidlige.
Hans smil voksede, og som var de en spejlning af hinanden, gjore hendes det samme....indtil han talte.
Hun havde bevaret fatningen før, selv om hun helt ærligt måtte indrømme at ....ja hvad? At der var noget intenst over ham, på en eller anden måde.Hun anede ikke hvordan det skulle beskrives, hvis man overhovedet burde forsøge, men hans ord ramte hende.
Måske fordi han havde skudt med sin pil og ramt hende lige bulls eye der, der hvor hendes kampe forgik...dysten mellem hendes menneskelige dyder og værdier , der ar oppe imod de mere utæmmet og ufølsomme værdier en vampyr burde besidde , for at sikre sin egen overlevelse, og ikke dø af samvittigheds kvaler eller blive så deprimeret at man var ude af stand til at bevæge sig, og dermed ville dø af manglende føde.
Hun glippede et par gange med øjnene og så kort væk fra ham... " Du ser meget...på ufattelig kort tid"
Ordene blev ikke udtalt hårdt, men meget mildt....selv om hun vidste hun straks burde have hævet sine parader, han havde ytret to sætninger....og gjore hende helt ubeskriveligt nervøs.
* overblik...kom nu overblik*

Hun burde ikke...men hun fulgte alle hans bevægelser, hans hånd der skødesløst gled gennem hans hår, og hvor tydeligt han reagerede på det.Millicent måtte tage sig selv i at stirre, det her kørte helt af sporet..og Andrija ville helt klart blive utilfreds med hun ikke havde overtaget situationen, køligt og overskudsagtigt.
Han trådte endnu nærmere hende...faktisk til der stort set ikke var mere fri plads , kun få centimeter.Hendes øjne skiftede til en nuance mørkere og hun fik et bedende udtryk i dem...ville han ikke nok lade vær, lade være at gøre hende noget? Hun var så bange for ikke at kunne styre sig...bange for om han overhoved ville være i et stykke, når hun så gik herfra.Hun skulle til at tigge ham om at få lov til at gå, da han bukkede sig ned, og hun havde det som hun var med i et kapitel i The Xfiles....hvad skete der?
" det er okay...tænk ikke..p-p..på det" fik hun lige sagt , inden hun gik i stå.
Omgivelserne begyndte at snurre rundt...hvad tænkte manden på? Han afbrød en vampyr i et måltid...han kunne jonikke vide hvor kikset hun var, så det var ikke smart gjort..og nu...
Hun sniffede med næsen op i luften, og kunne mærke en trang bevæge sig..helt nede i hendes dyb...helt grundlæggende, en dyb lyst efter blod....og han stod der, nærmest med en fremstrakt hånd, smurt ind i det.
" Hvad tænker du dog på." Jamrede hun og kunne mærke det prikkede i hendes tænder..
" Det...det dér går ikke....du afbrød mig, jeg har ikke spist i dage vis....jeg ved ikke" hun holdte en pause,og så væk...hun rystede på hovedet...ulykkelig over at skulle face sandheden.." Jeg ved ikke om jeg kan ...holde mig tilbage...du er nød...til at gå....nu" hendes ord lød nok mere som en bøn der blev hvisket ud i mørket og ikke en kølig instruks eller ordre fra en vampyr.
Men....tanken om han stod lige der...hun skulle bare række ud, så kunne hun slikke det a?
* nej for helvede, ingen slik...du ender med at bide* forsøgte hun sætte snor på sig selv.

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Tors 8 nov 2012 - 19:29 »

Gæst

Gæst


Hendes ord var uforglemmelige. Bare den måde hun havde reageret på var uforglemmeligt. Han havde vidst det. Hun var stadig tørstig, han havde jo afbrudt hende. Men han havde ikke i sinde om at vende kinden. Han forførte hende ikke, han prøvede hende ikke af, han var blot sig selv. Men gud, hvor han dog allerede elskede øjnene. Dådyr øjne. Det lignede de når hun var nervøs. Hun stammede. Hun tænkte al for meget og det irriterede ham grænseløst! Ikke fordi han selv var bedre…

Opmærksomheden fløj over til denne skønne vampyr. Hun sniffede. Hun havde fået færten af blodet på hans hånd. Man skulle tro han prøvede hende af, men han havde andre ting i tankende. Og at lege med hende er ikke det. ”Hvad jeg tænker på?” sagde han med en rolig stemme som var rusten i det. Han lagede hovedet på skrå og kiggede nedad hendes krop. Hun var tynd.. men igen, var alle ikke det? Det næste hun sagde, fik ham til at smile. Gå nu? Hvorfor skulle hun bede ham om det? Hvorfor ikke bare gå til den? Han havde med at finde de mest hardcore typer. Han kunne se på hende. Det pinte hende. Hun var tørstig!

Han nærmede sig hende igen, men denne her gang bøjede han sig ikke ned for at samle donor posen. Men i stedet lod han sin lange pegefinger røre hendes fyldige underlæbe. Blodets farve passede til hendes læbe. ”Så drik” sagde han. Han bøjede hovedet ned til hende, da han cirka var et hoved højre end hende. Han smilede ikke denne her gang, for han vidste ikke hvor meget smerte det vil forvolde ham. ”Bid mig, Is dronning” han løftede hendes hage med den rene hånd, og lod den med blodet svinge frem og tilbage foran hendes øjne. ”Men lad mig leve, der er mange ting jeg mangler at få gjort” han fremtvang et smil og lod den hæse stemme runge i hendes ører. Men lad mig leve, der er mange ting jeg mangler at få gjort..
Al det han nu ville fortage sig, var udelukkende fordi han følte sig skyldig.

Da han havde lugtet blodet fra lang afstand tidligere, kunne han have fløjt sin vej. Da hun snakkede til ham, kunne han lade være med at røre blodet. Da hun havde givet ham en chance til at forlade stedet, kunne han have været smuttet. Tre hele gange kunne han have været sluppet for det her. Men her stod han, klar til at blive bidt. Tvivlsomt om hun vil holde ham i live, for hun så virkelig tørstig ud og plus… han var en engel. Det bedste blod. Men dog, han var sådan en godtroende fjols, at han stolede på denne her kvinde, vids navn han ikke kendte. Vids historie han ikke kendte..

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Tors 8 nov 2012 - 20:26 »

Gæst

Gæst


Millicent havde fået alarmeret hele sit system, og hendes drifter...den dyriske del af hende var godt på vej op til overfladen.Den lod sig ikke lige kontrollerer, den var som en stor hvid haj der cruiser de store have - og med et sigter mod at bryde gennem overfladen på det ellers så smukke og rolige hav....og lige der ..* husssh* mister en ung surfer dreng, med hele livet bredt ud for hans fødder, livet - i en stor dødbringende mundfuld.
Hun var ingen engel, hun var ....en hvid haj.

Millicent trak hagen lidt ind og måtte opgive at hitte hoved og hale i hans tankerækker, ham svarede ikke derpå med så istedet på hende...op og ned af hendes...krop?
Millicents øjenbryn røg op i panden..* you have got to be kidding me*
Hvorfor flygtede ham ikke..løb for livet....havde han ingen ting forstået?
Han skulle gå! Hun vidste ikke hvor længe hun magtede at tæmme bæstet i hende, og ja ..hun tænkte på ham ...primært...men sekundært påg selv.Hun skulle også holde sig selv ud i morgen....og de næste hvad...hundrede år?

Han ....han kørte en finger over hendes læbe, og efterlod et blodigt spor.Inden i Millicent blev der skiftet fra højeste alarm beredskab til undtagelses tilstand, og hun ville ønske at Andrija havde været der...så han kunne agere støttehjul for hendes slingrende tanker.Hendes læber sitrede, da
tungen , glinsende og lyserød ,gled ud og slikkede sig over læben..imens hendes øjne smed om sig med de små iskrystaller,der eksploderede når hun ' stod på max'.
Hendes fantom puls galoperede som hun lukkede øjnene , et ganske lille øjeblik...og lod sin tunge køre rundt med blodet , i hele mundhulen.
Åh gud....blodet skreg hendes navn...og hans duft infiltrede blodet, blandede sig med det...bød sig til.
Den var særlig...indbydende...anderledes.
Millicent knyttede de hvide hænder...hårdt...og som et særligt mildt anfald af spasmer, rystede hun voldsomt og en lav snerren kom fra hendes hals og flød ud mellem læber, da tirrede hende , da han tilbød hende at drikke.
" lad vær" tryglede hun, men modsat tidligere var hendes stemme spændt til det yderste og en advarelse lå under de mange plæderene lag af bøn- som ærten under de mange madresser, ,men den kunne mærkes!
Så blev det for meget....fristelsen....og sammen med den et flammende bål af en vrede, hvor vovede han ?
Denne intense skønne fyr, at ligge sit hoved lige ind i hajens dødbringende gab?
Hun nærmede sig ham...hun lystede efter det..,efter ham..og hendes tænder kom frem, hun kunne ikke længere tvinge dem tilbage.
Hendes ene hånd blev lagt på fyrens skuldre...og hendes øjne var sløret af begær da den anden, gled til hans hofte og greb fat.
" Is dronning? " hendes stemme var som en af de store raketter,der eksploderede på en mørk nattehimmel.
Hun lænede sig ind mod hans hals...hun vidste instinktivt at hans blod ville være så meget bedre ,end donor stadset....hendes tunge slikkede op af hans hals...og så....fnøs hun og rynkede på næsen, da hun samlede al sin energi, alle sine kræfter og bandt det sammen , i et bundt , med sin vrede . Hun forsøgte at slynge ham afsted langt væk fra hende....i sikkerhed...og da hun ikke bare var vampyr, men en nyfødt en af slagsen, burde hendes styrker være helt sufficiente til det job.
". Hvis du forsøger det igen...flår jeg hoved af dig...Prince Charming" hvæsede hun og vidste at hun ville få store samvittigheds kvaler, uanset hvad der skete.Men hun ville ikke lade sig manipulerer...hun var defekt, klodset ,proppet med samvittighed og selvbebrejdelser.....men hun var langtfra dum.
Hun stirrede mod ham....var han okay ?

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Tors 8 nov 2012 - 21:03 »

Gæst

Gæst


Her stod han så. Med en kvindelig vampyr, som snart vil dræne ham for blod. Eller måske ikke? Men altså, han var ligesom lidt væk i tankerne, mens han stod her. Kunne han nå at fortryde? Næ, det vil gøre ham til et skvat. Tænk på at komme hjem til gutterne og sige, at man havde doneret sit blod til en vampyr. En af de kønne af slagsen? I stedet for at komme hjem og sige, at man sgu var tæt på at blive bidt, men man så fortryd det.. Ah, det hang sgu ikke helt sammen.

Hans øjne var allerede lukkede, som om han skulle til at nyde biddet fra hende. Som om biddet ikke ville kunne gøre ham ondt. Som var det en godnat sang. Godnat.. gud hvor han dog længdes efter sin varme seng. Og søvn, det havde han brug for. Hendes stemme. Hendes stemme vækkede ham. Lad vær? Han åbnede det ene øje og kiggede på hende. Hånden blev sænket ned og øjnene fokuserede på hende. Hun ejede hans øjne i aften. Ingen tvivl om det.

Hun nærmede sig, hvor tæt kunne det hele blive? Hendes tænder. Monsteret i hende var vækket, var den ikke? Engel, skreg den sikkert. Men alt ændrede sig lige pludselig, alt gik for stærkt til han kunne nå at reagere. Det overraskede ham. Den ene øjeblik havde hun hånden på hans skulder og det næste fløj han. Han ramte hårdt ryggen imod en væg, men hans vinger reddede ham lige. Vingerne sprang ud af hans ryg og beskyttede ham. Men det var ikke nok. Han kunne mærke smerten i ryggen, men igen, han prøvede at skjule det. Han blev siddende på jorden, mens han hvide vinger var skudt i vejret. Faretruende. Se, det var også blevet vækket og det var de ikke særlig glad for.

Jose satte sin ene ben op og lod sin albue hvile dertil. Han kiggede kort ned på sin ene hånd og lod sin finger tegne et eller andet på asfalten. Han hørte hendes stemme. Men han vil ikke kigger over mod hende, ikke endnu. Hans hjerte rytme skulle lige sænke sig lidt. Sikke en stædig vampyr!

Da hun ikke sagde mere kiggede han op. Han lænede hovedet tilbage, så den ramte væggen. ”Prins Charming? Det må vist være en illusion, der er desværre intet Prins Charming over mig” smilede han og kiggede direkte på hende.
Hvor gjord det ondt. Hvor var han træt. Men hvorfor var han så opsat på, at hun skulle have hans blod....? Når jo... hun havde brug for det! Hvorfor fanden tog hun så ikke imod det? .. Man bliver aldrig klog på kvinder... uanset hvad for en race de var..

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Tors 8 nov 2012 - 21:58 »

Gæst

Gæst


Det var fuldstændig forfærdeligt, den måde blodrusen sagte stønnede og truede med at tage over.
Skulle det minde om noget, var det hendes første dage, hvor hun led....og skreg...og kæmpede for ikke at brutalt nedslagte dem hun mødte på sin vej, over til hospitalets blod doner bank.
Det var om natten, så naturligvis var der ikke mange folk i de lange gader men nogle få stykker , inklusiv portøren Patrick, hun husker lysten til at rippe hans hoved fri fra resten af kroppen, og drikke direkte af det.Hun havde grædt af skam og af forfærdelse , blod røde tåre der skræmte livet ud af hende...eller...ja døden, hvad man nu lige sagde.
Og hun havde forsøgt at skære sig i håndledet, men ....ikke engang dét kunne hun.

Hun var nød til at være sikker på han var okay...og da vingerne skød frem, røg hendes rystende hånd op og lagde sig for hendes mund.Beskyttende.
" du..du en engel....men hvorfor?" Gispede hun og det var ligefør hun blev religiøs ved synet af ham, ligefør.
Hun var så frustreret....hun turde ikke nærme sig ham, hun ville ikke risikerer ikke at kunne stoppe igen.
Og helt ærligt, det ville hun nok ikke...det var kun med nød og næppe hun undgik at fare over ham nu....så at forstille sig at standse , med hans vidunderlige blod der blev kastet rundt i et stor fyrværkeri inden i hende...nej vel.

Millicent knælede...og så helt fortabt ud.
Hun havde måske netop gjort dagens gode gerning, men...for det første kunne hun ikke garanterer for hun ikke satte tænderne i ham, i et split sekund hvor hun glemte selvkontrollen- for hun hungrede efter det.
Og for det andet, så han ikke ud til at være helt okay.
" Har du slået dig....kom nu...tal til mig...." Millicents stemme var over det hele, en ren farve palet af stemninger og følelser.
" Vil du ikke godt få blodet væk...din hånd" hun nikkede mod den., " for min skyld?" Næsten tiggede hun ham og slog blikket ned på hendes dirrende hænder, og tvang dem til ro, men sin stædighed og fokus.
Havde han et hjerte, ville det høre hende....havde han et hjerte ville han ikke pine hende.
Hun kiggede op, og øjnene lå først på hans ansigt...hans øjne...han var så ung! Så strøg de nænsomt over hans hvide vinger, og hun kunne ærligt sige at hun aldrig havde set noget så bjergtagende før.
" ikke en Prince Charming ? ...det var det eller Garfield, såååå" forsøgte hun at tage broden af den anspændte situation.
Hun blev helt ulykkelig...hvorfor ....hvorfor var hun et monster....og han en engel? Vidste han ikke hvor priviligeret han var ? Ikke at være en fange af natten og et offer for blodet?

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Fre 9 nov 2012 - 9:58 »

Gæst

Gæst


Stemmen. Den gennemborede ham. Det var som om hun råbte ad ham. Men det var fordi, at han ikke var kommet sig over slaget imod væggen. Han vil også gerne kaste op, men holdte det inde i sig. Hans mørke øjne sitrede og han havde svært ved at holde dem åben.

Hun vidste ikke at han var en engel før nu? Han smilede varmt til hende, og han kunne mærke hvordan vingerne forsvandt bag hans ryg. Han prøvede at rejse sig op, men trætheden melede sig og han faldt ned igen. Han grinede stille, da hendes stemme rørte ham. Hun var anderledes og det var han nødt til at indse. Han begyndte at tørre sin hånd, for hendes skyld. Hovedet nikkede som en undskyldning, men holdte med det samme op, da det gav smerter. Han rynkede sin næse og lænede sig tilbage. ”Hvorfor jeg er en engel?” sagde han og blev ved med at tørre sin hånd. Han smilede over spørgsmålet. ”Fordi jeg døde” sagde han og blikket blev fjernt. ”Men jeg har det fint” skyndte han sig videre. Han havde lyst til at røre hendes kind og fortælle hende det var i orden. Han havde lyst til det. Biddet.

Da hun sagde Gaffield fik det indre minder frem. Igen blev blikket fjernt, men denne her gang havde han et smil på læberne. ”Jose. Mit navn er Jose” sagde hans hæse stemme. Han smilede med øjnene og lod dem glide ned til hendes læber. Hvem mon de havde rørt? Og hvem havde rørt dem? Han smilede ved tanken. Det var længe siden. Længe siden at han havde en kær. Men hvem havde også tid til det nu?
Han hadede sig selv for at tænke så meget.

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Fre 9 nov 2012 - 11:11 »

Gæst

Gæst




En ny tanke begyndte at svirre rundt oppe i hendes hoved.
Hendes stryke..hendes...kræfter...helt præcis stærk var hun egenlig ?
Tale måden ' at rive et hoved af' havde fået en anden betydning nu..helt instinktivt vidste hun bare at v
Hun ville være i stand til netop det.Styrkemæssigt....emotionelt var en helt anden snak, men nu var hun jo også først lige begyndt at øve med Andrija, og der var vel ingen der tog en eksamen- og bestod den efter en uge?ikke hun i al fald, faktisk var hun ret sikker på hun var en forfærdelig elev, og ikke i nærheden af karakterskalaen- endnu.
Men hun var kvik og villig til at forsøge....det måtte være en start.
Men som hun så fyren sidde der, op af muren...medtaget....anede hun ikke sine levende råd.
Hendes krop higede efter blodets ingredienser, men hendes psyke rakte ud efter ham...ville hjælpe ham.

Hun bevægede sig en smule nærmere....bare lidt, mere turde hun ikke.
Hun stolede ikke på sig selv i situationer som hun endnu ikke vidste hvor meget eller lidt hun var istand til at kontrollere.Hun havde stort set ikke været i nogen tilsvarende og havde derfor ingen tryg erfaring at læne sig op af.Hér måtte hun sjusse sig lidt frem.
Millicent satte sig ned på knæ igen og hendes øjne blev igen spilet mere op, da hans vinger igen trak sig ind.
" Det er jeg ked af at høre....det var en tidlig alder" hvilke betød en af tre ting....ulykke,uheld eller sygdom.
En svag trykken i pandelappen generede, og Millicent gned lidt på stedet med sin hånd.Hun var vel også død, men var ikke blevet en engel....hun var hvad? Sendt tilhelvede og tilbage som vampyr? Hun anede ikke hvordan de ting hang sammen, ingen havde fortalt eller forklarede hende noget, og det var lige som ikke et tillægsfag i skolen.
Hun huskede ikke omstændighederne omkring hendes forvandling....de var meget tåget og formørkede,desværre.
" gør det ondt...vingerne...når de folder sig ind og ud ? " hun spurgte lidt tøvende...og ville ikke overskride nogen grænser her. Hun havde vist nok engang læst i en bog at engle og vampyrer ikke var ' venner'- men det var jo skønlitteratur og havde ikke nødvendigvis noget med sandheden at gøre?

Hun havde nøje deltaget med hendes blik, i hans rengøring af sin hånd.
Det var meget fint...men lugten af blod var selvfølge alle vegne omkring dem nu, og stadig på ham....og hans klæder.
Men det var bedre end før.
Millicent smilede...et lidt kejtet smil...hele situationen var vel det? Lidt kejtet, anderleder og skæv?

" Jose.." Hans navn rullede ud over hendes læber og landede blødt.
"Du lå love mig at passe bedre på dig selv ....hvorfor udfordrer du dig selv på den her måde?" Spurgte hun blidt og rejste sig, for at gå det sidste stykke over til ham.
Hendes indre var stilnet af...eller i hvertfald under hendes kontrol, så svag og så stærk på en og samme tid.
Igen knælede hun , denne gang ved hans side." Må jeg?" Mumlede hun og holdte begge hænder ved hans ansigt.
Sagde han ja... Ville hun lægge en hånd ...først på hans pande, og dernæst på hver af kinderne, imens hun undersøgte hans ansigtstræk indgående, for eventuelle skrammer og skader.
Nænsomt pressede hun forsigtigt på hans baghoved, for at vise han skulle læne ansigtet frem.
Millicents hænder arbejdede blidt men omhyggeligt i hans mørke tykke hår, og ledet efter sår.
Da hun var færdig , så hun på ham med bekymring i øjnene "Tror du at du kan have fået en hjernerystelse?"
Der havde ikke været nogle sår der blødte, men hans blik og måden han fik en svag grimasse af ubehag når han bevægede sit hoved, ledte hende til den mistanke.
Han var helt klart ikke i god stand.

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Fre 9 nov 2012 - 14:30 »

Gæst

Gæst


Øjnene fulgte hendes bevægelser. Som var han et rovdyr, som havde fundet sig sit bytte. Men byttet flygtede ikke fra ham, men kom tætter på. Han så på hende. Hvordan hun satte sig på knæ og kiggede på ham. Hvordan kunne hun beherske sig? Hvordan kunne hun holde trangen til blod ud? Det var et af de spørgsmål han aldrig vil få svar på, og i så fald, så vil han stadig ikke kunne forstå det. Kvinden, damen, pigen… hun var smuk. Han vidste ikke hvor mange gange han havde tænkt tanken, men det var så mange gange, at han ikke kan huske det. Da hendes stemme slog tavsheden ihjel vækkede hun hans øjne til live. ”I lige måde” sagde han. Ikke et eneste smil formede sig på hans læber, for nu slog en anden tanke ham. Blev hun forvandlet eller født sådan? Og hvordan kan en vampyr føde? Gav ingen mening. Det eneste han fik ud af tanken var hovedpinde.
Han betragtede hvordan hun lige pludselig gned sig på panden. Nu da hun sad foran ham, så kunne han ikke rigtig fokusere på noget. Han var så søvnig, så han vidste ikke rigtig hvad han foretog sig. Derfor lag han mærke til alt ved hende. Hvordan hendes tænkende udtryk spillede ind. Hvordan hun var forsigtig med tingende. Uhyggeligt. På så kort tid kendte han de mindste detaljer og hende.

Igen bevægede læberne sig. han så på hende, ikke fordi han havde fjernet blikket fra hende, men han var nogle gange fjern. ”Ud, er det værste jeg kender til, i sær hvis de ikke havde forventet det” sagde han og studerede hende igen. Hendes smil. Det var første gang han sådan rigtig lag mærke til den. Det var ikke en solskins smil, men den var der. Da hun sagde hans navn nikkede han. Jose, det var det. Han forventede, at hun vil sige sit navn, men det gjord hun ikke. Han vil ærligtalt heller ikke spørge ind til det, da han selv ikke kunne lide at blive spurgt. Han synes det lød latterligt. Velvidende at det også gjord!

Han smilede da hun spurgte det næste spørgsmål. Hun var kommet al for tæt på allerede. Alt for farligt. For dem begge. Det måtte stoppe…
Jeg har en jeg skal overbevise” sagde han blot med et smil. Men smilet forstummede sig, da hun lige pludselig rejste sig op og gik over ti ham. Han kunne mærke de kolde hænder på hans kinder, og det eneste han kunne gøre var at kigge ind i hendes øjne, eller i hvert fald prøve på det. Han sagde hverken ja eller nej, men lod hende gør det. Han forventede at se de syl spidse tænder, men intet kom frem.
Hun vil se om han var kommet til skade… Jose lukkede sine øjne og lod hende gør hvad hun vil. Selvom smerten skreg i ham, da hun rykkede i hans hoved. Han lænede sig stille fremad, så hun kunne tjekke hvad der end skulle være. Da hun stoppede med at lede efter sår kiggede han på hende, som hun kiggede på ham. Hjernerystelse?

Jose så på hende. Hørte kun lidt af ordene, men smed dem ned igen. Han løftede sin ene hånd imod hende, og lod den hvile på hendes skulder. Stille prøvede han komme op. Hun skulle nok kunne holde fast på ham med al sin styrke som gemte sig under de tynde knogler. Han nærmede sig hende, og hun vil nu kunne mærke hans ånde imod hendes næse. For netop nu, hvilede hans pande imod hendes. Hans øjne gled op til hendes og de smeltede sammen. Han ved ikke hvor længe han havde siddet med hende, men lige pludselig dukkede et af hans kendte skæve smil frem og han rejste sig op. Han kunne mærke hvordan det hele svingede. Så det resulterede i, at han fald tilbage til det sted han havde siddet før. Et kort gisp kom fra ham og denne her gang kunne han ikke skjule grimasse der fulgte efter. Smerten fra hovedet og ryggen var forfærdelig!

"Det her må stoppe" sagde han og lukkede sine øjne i. Smerten dæmpede af. Det her var ved at dreje om til et punkt, han ikke kunne døje..

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Fre 9 nov 2012 - 16:27 »

Gæst

Gæst



Selvpineri...selvnebrejdelse....en smukt indpakket gave , et talent for at vende det hele indad....at rette al ammunition mod sin egen sjæl gjore at hun til en vis grad var i stand til at udholde , og endog i kortere perioder, helt fortrænge smerten ved ikke bare at hengive sin sin natur og sine drifter.
Hun havde sine 'kødlige fysiologiske behov' og de stred imod hendes psykiske og hendes sjælefred.
Hendes mentor havde en klar pointe i at hvis hun ville overleve som vampyr, skulle hun ryste alle disse følelser af sig, væk fra hendes sind og ud af hendes øjne, ryste dem af som en hund der får den overskyende vand ud af dens pels.
Ja...hvis bare det var så let.

" Tak" hendes blik flakkede som en blå flamme , der blafrede i en mild strøm af luft.
Det blev ikke krydderet med et overflødig falsk smil, hvad ville pointen være ? Hendes øjne udtrykte med garanti det modsatte.Hun havde ikke bedt om at blive forvandlet....hun anede intet om de andre eksistenser , intet om vampyrer før hun slig øjnene op og oplevede sig selv bloodcrazed, og med hugtænder.
Dagslys...ha...den måtte hun også selv erfare var en seriøs No no, og det havde været et hårdt for hendes hud og et knock out for hendes sind.

" Nitte hva.....I guess der kommer lidt til os alle?" selv mind i elendighed og alvor, kunne den kantede humor hun besad, nogle gange finde vej.Hun var ingen tudemarie...eller i hvertfald klarede hun helst den side af sagen , når hun var alene, da hun ikke ville trække andre med ned...humør mæssigt.
" undskyld hvis de kom ud på grund af mig, jeg ville jo ikke gøre dig ondt..d-ddet var et forsøg på at undgå det."
Hendes øjne søgte hans...og havde et beklagende skær da hun næsten hviskede sin tilståelse, til Jose " Jeg ville ikke kunne stoppe, hvis jeg drak af dig" skammen slog hendes tværs over kinden, og hun drejede hovedet væk, som havde det været en lussing.

Millicent legede lidt med hans ord....hvad betød de? En der skulle overbevises? Den slags havde hun kun hørt i kriminel sammenhænge før? Og helt ærligt...hvis han var et enmands tæskehold, så burde han være i bedre stand, for lige nu så han helt flad og afkræftet ud.
". Stoffer? " spurgte hun i en lys tone - og dømte ham egenlig ikke, lige nu ville hun bare hjælpe...lidt...hvis hun kunne ?


"Jose...du". Indledte hun en sagte protest, da hans hånd lagde sig på hendes skulder.
Havde han ingenting hørt? Ingenting forstået? Hun var farlig, især for ham.
Men han fejede hendes protest af bordet, da hun kunne se han havde brug for hende.
Den varme lidt krydderet ånde ramte hende...og de sad helt tæt, så tæt st de var i berøring.
Det kostede hende en karuseltur...det forvirrede og netød hendes fodfæste vaklede, kort.

Millicent sad ubevægelig, så ind i Joses øjne...fænglsende,levende men også trætte.
Hvorfor det føltes så intenst med ham? Hun ville virkelig gerne kende det svar.
For...det virkede til han kunne se ind i hendes sjæl, hvilke i sig selv lød helt absurt.
Men...det var bare de ord....de ting han sagde...og de havde kun lige stødt sammen.
Hendes fine tanketråde, gik i hårdknude...blev sammen viklet af hans nærvær, og hun lukkede langsomt sine øjne, bare et lille øjeblik...og snusede ham ind.En instinkt duft...meget mandig...og ren...og indbydende.

Godt...nu skulle han op og stå, det hjalp på den lidt trance lignende tilstand , hun var ved at ruge i.
Hun så hans bestræb på det og blev forfærdet da det så tydeligt svimlede for ham, og benene kapitulerede inder ham.
Hun reagerede hurtigt, og lige inde hans hoved ramte muren, fik hun sin hånd i mellem.
" Du har ondt...al for ondt....ja, vi må have det væk" hang hun nu over ham og forsøgte finde ud af hvad hun skulle.Hun regnede med det var smerterne han ikke kunne udholde.
"Jose....hvor bor du...jeg kan hjælpe dig hjem?jeg tror du behøver ligge ned...ordenligt"
Millicent så sig omkring....her var tomt....øde...no way hun bare hun lade ham ligge her, overladt til selv at klare sig.
Han havde store smerter....og ja....han rørte noget i hende.

" måske skal vi se at komme videre herfra..." Det var nu ikke såmeget et spørgsmål som en konstatering, hun kunne slæbe ham hjem til Andrija, men hun regnede ikke med at Andrija ville stråle af lukke over det.
Så...nu måtte han ud med et sted...eller.." Vi kan også finde et sted du kan få noget at spise og drikke" tilbudet var udelukket omsorgsfuldt , og han ville sikkert gavne af det, men hvile var sikkert det han trængte mest til.

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Fre 9 nov 2012 - 17:57 »

Gæst

Gæst


Øjnene var stadig lukket. Han trak vejret langsomt og nød den kolde vind imod sine kinder. Kulde var egentlig ikke noget han kunne lide, men i dag var det magisk. han fugtede sine læber og prøvede at følge med hvad hun sagde, men han fik ikke noget ind. Nu var trætheden over ham og hans lille smil forsvandt. Nu lignede han en som var død. Men i virkeligheden slappede han af. Ikke nok med det var mørkt, og han havde mistet 20 % af hans kræfter, så var han også blevet slynget imod en væg. Og ikke nok med det… så var han træt. Så allerede her, var han på vej imod at grave sin egen grav. Men hun var her. Hun holdte ham oppe. Hun havde mange ting at sige, og det irriterede ham. Men det var kun fordi han var træt.
Han drømte. Han havde taget kvinden med på en normal date. De begge var normale, det vil så sige, at de begge var mennesker. Han havde købt en rose til hende og hun blev overglad. Derefter spiste de på en resturan og lavede grin med madet. De snakkede om deres barndom. Deres ned og opture. Han kunne lide hende, og hun kunne lide ham. Derefter tog de hjem til hende og det ene førte til det andet. Hun sagde, med et smil på læberne …

Hvad?” hans øjne gled op. Han havde en forvirret udtryk på ansigtet. Han prøvede stille at komme op ved hendes hjælp, og han skulle lige til at spørge hvad hun havde sagt, da hun sagde noget andet. Hun vil følge ham hjem. Skulle det her ikke være omvendt?
Men han glemte alt. Han var al for træt til at tænke på det nu. Han måtte undskylde senere. Han vidste hvor stærk hun var, så hun skulle nok kaste ham bag hendes ryg og løbe af sted.

”Jeg bor på hotellet. Værelse nummer 333, hvis du vil være sød” han rakte sin hånd op, så hun kunne tage fat på den. Derefter vil ha komme op og rode sig i den ene lomme. Han vil så lægge sin nøgler i hendes lomme. ”333, min is dronning. 333

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Fre 9 nov 2012 - 18:36 »

Gæst

Gæst


Havde hun kunne se hans tågede halvsovende drøm, ville hun have lukket øjnene og forsøgt at møde ham der.
Var det ikke det alle drømte om ? Romance og håbefuld kærlighed?
Flirt og tosomhed....forelskelse og nærhed? Hmm...måske ikke alle men det havde helt klart været hendes. Den drøm var udskiftet med mere pragmatisk en af slagsen....nu drømte hun om at leve i alle sine mange år, uden at gøre nogen fortræd.Sikke dejlige drømme at have....det var som hun drømte på andres vegne nu, og ikke sine egne.

Hendes hånd blev holdt under hans hage, tommelfingeren overpå....hun ruskede meget forsigtigt..." Jose..." Hun var bekymret...han måtte ikke miste bevidstheden.

Hans øjne gled op...og hun mærkede hvor lettet...nej..glad hun blev, over ikke at have mistet ham helt.Han tænkte ikke klart....hans øjne var ufokuseret, men hans tone rummede kun varme.
" Dont worry....I got your back.." Mumlede hun og trak hans arm godt på plads over hendes skulder..og tog et solidt tag i den anden,efter at fået adresse og nøgler.
" 333..forstået" talte hun, og ordene strøg sig op imod hans kind ,der nærmest hvilede op af hendes nu.
Han havde sikkert ikke bemærket at hun rullede opgivende med øjnene ved hans is dronning bemærkning, men også et svagt smil havde spillet kontra ...det var ikke altid at det nonverbale sprog stemte overens.

Millicent havde aldrig løbet med nogen før, men han virkede forbavsende let...eller ja...hun kunne ihvertfald snildt suse afsted i en helt uhyggelig vild hast, uden nogen kunne nå at opfande deres tilstedeværelse...og uh, hvor det føltes godt...at spurgte afsted, vinden....det var så befriende, hun måtte huske at føre det ofte....løbe med vinden.
Men det bedste var nu følelsen af at hjælpe, at gøre en forskel.

Først nær hotellet, sagtnede hun farten...og ved entreen fik hun Jose nogenlunde til at støtte på benene, imens hun beholdte ham halv over sin ryg.
Hun vinkede til pigen bag skranken, der først så lidt alarmerende på dem...men Millicent var hurtig.." Og det skulle have været vores års dag....og drikker han sig i hegnet, kender du det?" Og den smukke pige med langt kastanie farvet hår, ændrede udtryk...først til medlidenhed" ej..helt ærlig" sagde hun...og så blev det nærmest hårdt , da hun så på Jose.." mænd!" Snerrede hun og Millicent lavede en ' I know' grimasse, og masede sig ind i den lille elevator og trykkede på 3 sal, hvor hun forventede rummet at være.

" Almost there Jose....hold ud nu" mumlede hun imens hendes øjne fulgte værelsesnummrene....og dér....endelig...værelse 333.
Hun fiskede efter nøglerne i sin lomme, fik læst op og puffede døren åben, med sin fod....og trådte ind.

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Lør 10 nov 2012 - 20:19 »

Gæst

Gæst


Hvor var det dog noget pinligt stads han udsatte sig for. Her blev han båret af en kvinde, fordi han ikke havde styrken til at bære sig selv. Et kort smil sneg sig ud af hans læber, da han mærkede hvordan vinden ramte hans hoved. Alt foregik hurtigt i hans hoved. Han kunne ikke høre noget af det kvinden sagde.. hvis hun da sagde noget. Han så ikke engang på omgivelserne, da hans øjne var lukket. Igen drømte han sig væk. Han drømte på noget han havde oplevet før. Den første gang han havde været op og flyve. Han kunne huske hvor skrækslangen han var for at falde. Og da han så lettede, kunne han ikke tro det. Det var som en drøm der blev opfyldt. Altså at flyve, ikke at blive til en engel.

Han kunne nærmest mærke hvordan varmen omringede ham. Han hørte kvindens stemme og åbnede sit ene øje. Han kunne se en anden kvinde, som snakkede til dem. Han havde svært ved at høre hvad hun sagde, men han nåede at opfange det inden han blev ført op til sit værelse. I det hans heltinde åbnede døren, ville hun kunne se en stor fladskærms tv og en stor sofa. De store vinduer fik værelset til at se større ud end det var. Lidt længere inde, til højre, der vil det lille rene køkken ses. Og venstre side lå hans værelse, og lidt længere ud imod et lille hjørne, der lå toilettet.

Tak” hviskede han inde i kvindens ene øre. Han slap taget på hende og haltede over til sit værelse. Han åbnede døren og lag sig på den nydelige seng, som var redt klar til ham. Han lukkede sine øjne da hans hoved landede på puden. Skoene havde han stadig på, men det var fuldkommen ligegyldigt. Han .. han var træt. ”Tak.. tak” mumlede han. Han vil egentlig ikke sove nu da hun var her. Han åbnede sine øjne igen, da han kom på en tanke. ”Gå ud og drik… og kom tilbage. Jeg har ikke takket dig nok” sagde han til hende. Hvis hun var kommet ind på hans værelse ville hun kunne høre det ellers ikke.

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Lør 10 nov 2012 - 22:25 »

Gæst

Gæst



" Så lidt...se nu bare at komme ind og ligge lidt ned Jose" opfordrede hun ham blidt og gav et puf imod den lukkede dør, der måtte være soveværelset.
Millicent gik efter, næsten på vagt...ihvertfald parat til at springe ind, hvis hans ben knækkede sammen, igen.
Men Jose stavrede hen til senge og lagde sig...han lignede en der ville falde hurtigt i søvn.
Hun vidste stadig ikke om Jose havde fået måske en mindre hjernerystelse.Hvis det var tilfældet, skulle han vækkes fra tid til anden, og lige sikre at han var okay...at trykket i hovede ikke var steget,det kunne være livsfarligt.Nok også for en engel?

Millicent stod og tappede lidt uroligt med den ene fod, usikker...ubeslutsom...skulle hun gå eller blive og kom til at tænke på den gamle Clash sang ...og der blev trykket på mental play

Should I stay or should I go now?
Should I stay or should I go now?
If I go there will be trouble
And if I stay it will be double
So come on and let me know

Pokkers....hvad skulle hun stille op?
Millicent gik over til sengen, og satte sig på kanten.Hun rakte ned og løftede forsigtigt først den ene og så den anden fod, og tog hans sko af.De blev sat pænt, ved sengens side.
Hun pustede lidt luft ud af næsen, et lille frustreret fnys, og skiftede stilling så hun kunne se rigtigt på ham.
Han lignede lidt en af de her drenge modeller....mand, men med et boyish touch.
Et hurtigt smil....der fadede ud med det samme, da hun strøg en hånd over hans pande.


Ville han have hun skulle komme igen? Måske....bare for at tjekke op på ham så.
Han skyldte hende ingen tak.Hun var glad for at føle hun ...duede...til noget.
Hun lænede sig ned...snusede ind...og hviskede nær hans øre, da han sikkert var ved at falde i søvn .
Hun tjekkede nøglen stadig var i hendes lomme...
" Jeg kommer igen...og tjekker op på dig" - og så var hun væk.

Ude i det fri...slog hun tankerne kort fra.
Hun ville gerne drikke, men Patrick var ikke på job...så bloodbags var udelukket.Hun vidste han var tavet i sommerhus med sin kæreste by now.
Shit.Hun overvejede at trække på Andrijas goodwill, men bare ind i mellem måtte hun jo klare sig selv, og han ville sikkert blive rimelig pissed over hun legede Florence Nightingale.
Herligt....så var der kun dyr tilbage.Eeewww.

—————— en time senere—————————

En skramlende dør, råbte op om hun var vendt tilbage.
Hun havde drukket...og hvis nogen nævnte ordet hund nu...ville hun blive seriøst ophidset.
Det var ikke morsomt og smagte faktisk ikke videre fedt.Hundens ejer løb sikkert rundt og postede billeder af kræet op i alle supermarkeder.Hun måtte se at få et lager, hjemme hos sig selv.
Millicent skubbede sine hvide bamsestøvler af, og listede på de tynde nylonsokker ind i Joses værelse.
"Sover du?" Lød det som en blid vind, fra hendes mund mod sengen.

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Søn 11 nov 2012 - 20:13 »

Gæst

Gæst


Han kunne mærke noget koldt også var det væk. Det var det eneste han kunne huske, da hans øjne åbnede sig. De fløj hurtigt over til hans nat ur, og det sagde, at han kun havde sovet i en halv time. Han blev overrasket over, at han følte sig så hvilet ud, selvom det kun var en halv time han havde sovet. Jose rejste sig op og gabte. Han opdagede at han ikke havde sine sko på, vel vidende, at han var hundrede procent sikker på, at han havde haft dem på. Han trak på skulderen og rejste sig op. Han havde brug for et bad, så han stod helt op. Han fandt noget rent tøj og sit håndklæde og gik ind på badeværelset.
Det kolde vand, som han ikke var så vild med, kørte ned ad hans nøgne krop. Han nød det underligt nok, selvom vandet var koldt. Da han var færdig tørrede han sig. Han tog nogle sorte jeans, en hvid trøje og en læderjakke på. Han kørte en kam igennem sit våde hår og derefter børstede han tænder. Selvom det snart var lyst, så følte han, at natten havde varet i al evighed.

Han hørte lige pludselig en der åbnede døren. Han så sig selv i spejlet og et forvirret ansigt mødte ham. ”For pokker da!” mumlede han og smed kammen. Han skyndte sig, at gør rent efter sig. Stille åbnede han døren til badeværelset og gik roligt ud. Hans kunne lige nå at se hendes blonde hår. Han små lo for sig selv og gik stille imod hende. Hun var åbenbart allerede inde i hans værelse, så han listede med ind.

Nej, jeg sover skam ikke” sagde han og lag hånden på hendes talje. Han kunne dufte natten i hendes hår, da han gav slip på hende og gik forbi hende. Han satte sig på sengen og tog nogle rene sokker på. Han smilede varmt til hende og følte sig virkelig frisk. ”Så? Har du fået det du skulle, eller skulle jeg måske invitere dig ud?” spurgte han med et skævt smil. Da han havde fået sine sokker på rejste han sig op og gik over til hende. Han lagede sine hænder om hende, som en der krammede, og begravede sin næse ind i hendes hår. ”Tak” mumlede han. Der efter løsrev han sig fra hende og lod hænderne hvile på hendes kolde kinder. Han smilede igen og kyssede hende på panden. ”Drikke du kaffe?” sagde han og gik ud af værelset. ”Jeg kan lave et eller andet. Men har ingen ide om hvad du kan lide, pigen hvis navn jeg ikke kender” halv råbte han fra køkkenet. Han selv drak ikke kaffe men te, så det var lidt af en fail.

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Man 12 nov 2012 - 20:38 »

Gæst

Gæst


Hendes øjne sweepede rummet og den gråblå farve blev blandet op med st snært af bekymring, da Jose ikke lå i sengen , som forventet.
Inden hun kunne spæne gennem forskellige muligheder for hans fravær, kunne hun høre ham rumsterer og være på vej ind til hende.Så at han kom var ingen overraskelse, men hånden der kort varig lå på hendes hofte dén var.Som en magnet trak hånden hende øjne ned...og selv da Jose's bløde hæse stemme listede sig ind af øret, så hun ikke op...før en hånden forlod hende igen.
Da hun bagefter fik tage et godt kig på ham, var hun endelig tilfreds.
Han så ikke bare bedre ud, nej...han så godt ud.Frisk ud af badet, kulør i ansigtet og et varmt smil.
Hun spejlede ham, og smilte varmt til ham.Han lignede en lille knægt som han sad der og skiftede sokker, med et drengede smil i hele ansigtet.

Millicent så sig omkring...der så pænt ud...hyggeligt af et hotel at være,ikke at hun havde været på så mange.
Faktisk bare et, dengang faster Vivyan skulle giftes, der havde de lejet værelser til alle gæsterne...men Millicent huskede ikke detaljer...ikke længere.Det var begyndt at blive meget sløret, hendes tidligere liv...hun mistede minder, og det var i grunden meget trist- at hun ikke engang fik lov at beholde dem.
" Jeg fik spist...ja tak.." Der var ingen grund til at vade i hun havde spist en dejlig hund...dejlig at kramme, pokkers til discount blod da.
". Inviterer mig ud? Ikke med mindre du kender et sted de har tvillinger på menuen" jokede hun.

Hvad der var med ham...med Jose, kunne hun ikke lige blive klog på.Måske var det også bare hende der var lidt kantet og ikke slebet ordenligt til.Det lykkedes ham at overraske hende...gang på gang, og at han styrede over til hende og krammede hende, fik Millicent til at ryge en smule ud af kurs.Hvorfor han var så....sød og kærlig ?

" Det er okay, Jose...virkelig" mumlede hun ind mod hans nakke... Et tak havde været sufficient, men han virkede så....varm og blid.
Måske var hun bare træt? Da han trak sig væk, mente hun at faren var drevet over, men et sæt varme store hænder blev nu lagt varsomt på hendes kølige og blege kinder, hvorefter han smilede....og kyssede hende i panden.
Millicent måtte ligne en dukke med lidt for store øjne, der glippede automatisk vipperne op og ned....for hun blev skubbet helt ud på glat is. Ikke at der var noget helligt ved et kys i panden, men...det var bare det at hun kun lige havde mødt ham.Plus hun plejede at kunne holde folk i afstand fra sig, så hun var lidt Bambi lige her og nu...med ham.
Hun trak sig en smile væk..,og skyndte sig ind i stuen..

" kaffe , the, saft...whatever...noget at drikke vil jeg da gerne have, inden jeg skal vendes snuden hjem....det vare ikke længe før det lysner"
Millicent satte sig i sofaen og trak benene op under sig.."Hvorfor bor du på hotel Jose? Alt optaget i himlen eller hva?"
Hun smilede og håbede ikke at han ville blive stødt over engle jokes? Hun have en del på sig selv efterhånden også...alt fik et nyt perspektiv, når man pludselig var ...død.

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Man 12 nov 2012 - 21:32 »

Gæst

Gæst


Han tændte for sin ubrugte kaffemaskine og smilede for sig selv. Sjovt nok, han havde givet hende så meget hints og han kendte stadig ikke hendes navn. Gjord hun det med vilje eller forstod hun ham slet ikke? Han trak på skuldrene og tænkte ikke mere over det. Det vigtigste ting var heller ikke, at vide hvad en person hed. Men sjovt nok, så var det altid det folk vil vide. Om du så var god eller ond.

Kaffen begyndte at ryge, så han skyndte sig at slukke får alt, og fandt to store kopper frem. Han hældte noget kaffe op i dem. Hans tanker fløj rundt. Til kvinden og hendes væsen. Det var lidt sjovt, at han havde en vampyr siddende i stuen. Men han var for det meste også et væsen, som havde det godt med alle, som behandlede ham med respekt.

Han havde nu fat i kaffe kopperne og kom i tanke om, at kvinden nu snart skulle hjem. Han vidste ikke om de kom til at se hinanden igen. Han smilede til hende, da hun skød noget med engel. Han skubbede hendes kop over til hende og trak sig tilbage i sin sofa over for hende. ”Ah, ikke helt, prinsesse” smilede han og holdte om sin kop med et smil på læberne. Han havde nemlig iskolde finger, og det her hjalp altid. Hans øjne rettede sig over til hende et kort stykke, inden det nedstirrede kaffen. ”Jeg bor egentlig ikke her. Der er bare noget jeg skal have fået gjort, så rejser jeg hjem igen” han så op på hende og smilede skævt. Hans hæse stemme var nærmest blevet værre, men det vil man ikke rigtig ligge mærke til, hvis man ikke kendte ham helt godt.

”Jeg regner med at rejse om et halvt år igen. Tilbage til min familie.” han drak af sin kaffe og det medførte en grimasse. Han havde aldrig kunne fordrage det, men det gave et kick, som han virkelig kunne lide. ”Fortæl mig, Beauty. Hvad lavede du egentlig ved gyden? Helt alene?” tilføjede han og lag koppen fra sig. Han rettede sig op i sofaen, så han sad bedre. Hurtigt lod han hånden køre over det mørke hår.

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Tirs 13 nov 2012 - 18:54 »

Gæst

Gæst


Et kort øjeblik summede alt af normalitet.
Kaffens karakteristiske lyde og duften der så langsomt indfandt sig....en ung mand og en ung kvinde, småsludrede.
Millicent der savnede ' normalt' bigtime måtte siges at nyde det.
" Tak" sagde hun blot da kaffen blev serveret og Jose selv tog plads i sofaen.

Det var meget svært at blive vred på ham, over at overskride hendes egne små private grænser, hun mente at han nok var sådan overfor alle.Men hans små søde kælenavne , begyndte at bringe smilet frem hos Millicent....både udenpå - og inden i, selv om de var al al for ...' Varme', til den kølige vampyr.
Hun følte nu alligevel at det var på sin plads lige at...gøre opmærksom på det, selv om hun ikke lige vidste helt hvordan.

" Du har familie? ...men- hvad i al verden laver du, siden du er væk fra dem i et halvt år, Jose?" Millicent havde fået den lille rynke over næsen tilbage.
Hun brød sig ikke meget om tanken , at man var adskildt fra sig familie.
Det var vel noget man skulle værne om og tage på, sålænge man kunne.
Selv havde hun måtte afskrive sin, da hun blev vampyr....
Det begyndte at blive svært ved at finde det vildt fede ved at være vampyr.

" Har du ...børn?"
Det var normalt et stort tabu emne for hende...men som de sad der, med deres krus og stemningen var så tilpas afdæmpet, poppede det bare ud af hende, og hun blev næsten selv forskrækket.

Millicent fik drukket lidt af kaffen...og var tilfreds med emne skiftet.
" Ja...det så du næsten..." Hun sendte et undskyldende smil til Jose, det havde været letsindigt af hende at drille i offentligheden.
" Jeg køber mit blod af en portør fra donerbanken.Jeg vil helst undgå at skulle bide nogen...at gøre dem fortræd.. Og da jeg ikke have spist i et par dage...og er nyfødt...eller nyforvandlet, har jeg ikke så god kontrol...altid...så jeg ville skynde mig at spise, inden det gik galt.Ellers spiser jeg normalt indenfor...og ikke i en gyde" forklarede hun.

Hun kunne godt lide at se på ham...et venligt udseende og han virkede tillidsskabende....besynderligt.
Hvorfor?
" Millicent..." Hun pustede på kaffen...og holdte øje med ham over koppens kant.
" Jeg hedder Millicent"

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Fre 16 nov 2012 - 10:21 »

Gæst

Gæst


Han lag koppen fra sig, og lænede sig tilbage. De hvide tænder kom til syne og hans kendte smil fløj op og derefter ned igen. Han rodede sig i håret og kiggede på kvinden foran sig. Drømte sig kort væk inden han hørte hendes stemme. Hans familie, det var det hun havde spurgt om.
Jeg har en jeg skal overbevise” sagde han og lænede sig frem igen. Han lod albuerne hvile på sine knæ og hovedet sænket ned. Han trak vejret dybt inde og kiggede så op på hende med et smil. ”Og det kan kun gøres på et halvt år” han rettede sig op uden at fjerne blikket fra hende. Han kunne mærke på hende, at der var flere spørgsmål på vej. Jose kunne åbenbart ikke sidde stille, da han igen rettede sig for at tage fat i koppen. Væsken lod sig svømme i hans indre og varmede hans ellers varme sjæl op. Han var så uheldigvis ved at hælde alt op igen, da kvindens nye spørgsmål fløj ud. ”Børn?” sagde han overrasket og kunne ikke lade være med at smile fjollet. Han havde skam ingen problemer med børn, men tanken havde heller ikke strejfet ham en. Han lod en finger massere ham på tindingen. Han skulle lige have spørgsmålet i sin rette plads. Han kunne godt se sig selv med en om et par og nogle små nogle.

Nej. Desværre. Jeg tror du har misforstået mig. Når jeg siger en familie mener jeg mine forældre og søskende” sagde han med et nik og drak af sin kaffe med et smil. Hvor var hun dog kær. Han lag koppen fra sig, da hun besvarede hans spørgsmål. ”Nå for den da” sagde han og lod opmærksomheden glide over til hende. ”Så du er alligevel god” sagde han, men hun vil sikkert ikke rigtig kunne opfange ordene, da han sagde det mere til sig selv. Det fik ham dog til at smile inden i, mens han udenpå sad og nikkede, som om han forstod hende. Men det overraskede hende, at hun lige var blevet vampyr, så det vil så sige en eller anden idiot havde bidt hende, med mindre hun var gået med til det.. så var det når helt andet.
Millicent. Hendes navn var Millicent. ”Millicent. Du er en dejlig skabning” sagde han og lag sin tomme kaffekop fra sig og rejste sig op. Han strakte sig op og vingerne bag hans ryg fløj op. Han sukkede højlydt, men fik ikke rigtig tænkt på mere, da en velkendt lyd ramte hans ører. ”Undskyld mig lige, elskede” sagde han og gik på sit værelse. Han fandt sin mobil i sin jakke lomme og besvarede opkaldet:

Mor?” sagde han og lod den ene hånd gemme sig i sin buskelomme. Han gik ud af sit værelse og lod sig læne sig op ad væggen og kiggede på Millicent, som sad med ryggen til.
Ja. Nej, det bliver først på fredag, men skal nok købe det til hende. Eller så kan du får David til det, han er i Australien jo, og han kommer hjem i morgen?” Jose stemme lød lige pludselig træt. Han måtte indrømme, at han savnede sin mors kærlighed, men han var nødt til at holde ud. ”Men mor!” sagde han inden hun nåede at svare. ”Ringer til dig i aften, også ser vi på det okay?” sagde han og smilede kort til Millicent. ”Hils tvillingerne og far” også sluttede den samtalte. Hans vinger røg ind og han mobilen blev lagt væk.

Det må du virkelig undskylde” sagde han og lod en hurtig finger prikke hende på kinden. ”Men vil du gå ud? Så kan du også nå at komme hjem inden det bliver lyst” sagde han og strakte sig. Han vil faktisk gerne følge hende hjem, som tak for det hun havde gjort.
Han vil gerne blive sammen med hende, men han skulle jo arbejde i morgen og hun havde sikkert en der hjemme eller noget. For sådan et kønt væsen kunne absolut ikke være alene. Det virkede bare ikke rigtig.

Millicent ...

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Fre 16 nov 2012 - 18:54 »

Gæst

Gæst


Selv hans charme og smil kunne ikke aflede hendes nok så livlige tanker.
De spandt rundt som en snurretop og kiggede nysgerrigt på de ord han gav hende, forsøgte at regne ud hvad Jose mente, hvad det helt præcist betød at han ' skulle overbevise nogen' ?
Det kunne jo være hvad som helst, men at det ville tage et halvt år...at der i det hele taget var sat en tidsperiode på, det fik de små grå til at vride sig i modvilje , modvilje over at blive holdt i mørket.

Hun ville gerne vide mere, men for nu...lod hun sin fantasi arbejde — og den kedede sig bestemt ikke.
Hun trak benene lidt mere op under sig, imens hun legede en smule med sin kop, vente og drejdede den...og fulgte Jose's bevægelser , der virkede til at være ret afsappende, selv om hun på en måde udfrittede ham lidt om hans familie.
" oh sorry....jeg tænkte bare..." Millicent afbrød sig selv....ingen grund til ligefrem af vade i spinaten, mere end en gang, hvis det kunne undgåes.Kort tændtes en lille flamme,der smeltede de små iskrystal lignende flager i øjnene på Millicent.Familie...åh..han var heldig at kunne beholde dem.Vidste de mon at han var engel-eller troede de at han stadig var den samme ?
" Det lyder som du har en større familie....du er meget heldig...den slags skal man ikke tage for givet" lød det mildt, og der var pænt med alvor æltet ind i hendes ord.
Millicents egne familie minder var jo begyndte at blive en smule tåget...hun vidste godt at når de nærmest var væk...når hendes gamle liv ikke længere stod så klart, ville det ikke længere gøre så nas inden i længere men ...lige nu havde hun en trang til at klynge sig til dem...til det hele...til at suse ud og videooptage dem, billed og lyd og så bruge de næste dekader til at sidde i mærket og se på dem...og savne dem om natten.
Men hun vidste at vampyren i hende ville udviske den menneskelige del ,med alle dets minder og erindringer, og det ville ske for hver dag der gik.

Jose's lille bemærkning, fik hende til at smile..hans måde at sige det på mindede hende om en af de nye bøger...Beautiful Creatures...for han havde da delvis ret, hun var en skabning.En mørk en af slagsen....nu skulle hun bare..,tilpasses." Jose?...hvor hårdt slog du det hoved?" lød det fra hende, men inden han
Kunne nå at svare , blev stuen fyldt op med tonerne fra hans mobil telefon.
Joses ' afskeds salut' , da han ville tage besvare sit opkald, efterlod Millicent stum og kostede desuden et mindre hosteanfald.Først poppede hans vinger ud....bare lige uden videre.Hvilke fik hende til at mene at han nok havde lige så lidt kontrol over dem, som hun havde over sine tænder...altså hugtænderne.
Men som om det ikke var nok...med vinger...så lammetæskede han hende, med hans ord.
Det var jo en fejl.Det måtte da være en fejl!
Helt klart...hun havde hørt forkert.
Havde det været på skrift , ville hun havde læst sætningen et par gange for at opdage at hun havde læst forkert, for der var bare no way at han lige havde kaldt hende elskede ?
Hun satte koppen fra sig, og fik et noget blankt udtryk, der
enten var helt blottet for følelser...ellers viste det bare hvor komplet lamslået hans ord gjore hende, det var også muligt.
Hun fulgte ikke rigtig med i samtalen, hun forsøgte istedet at finde hoved og hale i sin samtale og til Jose, for den gik ikke sådan lige efter bogen.Hvorfor han var ...sådan...overfor hende og hvorfor hun blev helt rundforstørret, var ikke et punkt på den dagsorden som hun havde skrevet, hvis man kunne udtrykke det sådan?

Hans stemme og det lille dup på Millicents kind, der næsten gav stød, slukkede for hendes vandrende tanker, og trak hende tilbage i nuet.
Hun rejste sig fra sofaen og som det første , lagde hun mærke til at hans vinger ikke længere var ude.
Der var noget...storslået ..over engle, var der ikke?

" Ja..næste gang lader du den bare ringe.." Svarede hun , men at det udelukket var for sjov, kunne man sagtens høre på Den måde stemmen klirrede af humor på.
" Jo...selvom det er hyggeligt at sidder her og drikke kaffe, så skal jeg faktisk være hjemme inden sollyset bryder frem"
Det var næsten som at være barn igen...at have en tid man senest skulle være hjemme på.
Helt urimligt....og tanken om ikke at skulle solbade igen, aldrig mere....gjore hende gal.
Så måske var hun en smule mere hård, eller reservet nu " Så vil jeg sige tak for kaffe "
Millicent gik ud og fik sine hvide bamsestøvler på igen, og jakken og den lille hue.
Jose havde lydt som om han ville gå med hende, og han var mere end velkommen.
Millicent , som stod og lænede sig lidt op af væggen og betragtede Jose, lavede en lille trut mund, og tog sig så sammen til at spørge..." Du...Jose...det med vingerne...nu er de poppet frem to gange, og du siger selv det gør ondt, ik ? Har du kontrol over dem..kan du selv bestemme og styre hvornår de kommer ?"
Hun vidste jo godt at det ikke helt var det samme med hendes hugtænder....but still.

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Fre 16 nov 2012 - 22:52 »

Gæst

Gæst


Han fik hurtigt fat på sin læderjakke og kiggede på Millicent. Da lige akkurat sagde noget. Han kunne ikke lide at folk undskyldte og især ikke kvinder. Ikke Millicent. Hendes navn klingede så godt inde i hans mund. Hvor var hun dog dejlig med sin lille måde at være på. Så rolig og afslappet! Også var det der med familien kommet op igen. Allerede nu vidste han, at hun ikke havde sin. For så havde hun indskudt noget. Han blev sørgmodig. Hvor skulle vampyrer egentlig igennem meget? Det måtte være hårdt, at ende med at glemme sin familie. Han vidste ikke selv hvad han skulle gøre ved sig selv, hvis de alle var forsvundet den dag.. den dag livet forandrede sig, til noget bedre også ikke.

Han kiggede helt fortryllet på hende med de blå øjne han ny ejede. Han nikkede blot uden at kommentere. Han vil ikke have, at hun skulle tænke på sin familie, som hun sikkert ikke ville kunne huske. Han kendte vampyrer når det kom til familien. Kun de få kunne huske dem. Trist.
Millicent havde rejst sig op og gik over til sine sko. Ordene, de hang ligesom over hende, fordi han anede ikke hvordan han skulle besvare dem. Det var som om, at han ikke gad høre det, fordi han vidste, at hun nu skulle hjem. Han sukkede lidt, og gik over til hende da hun havde fået sine sko på. Hurtigt lod han læderjakken omfavne ham. Han lod sin ene hånd tage fat i Millicent’s. Han smilede varmt til hende. ”Det lover jeg” svarede han med sin hæse stemme. Når hun fremover var i nærheden af ham, så vidste han, at der ikke vil være tid til andet end hende. Han vil gerne knække hende, vil have, at hun åbnede sig lidt mere og smile. Men han vidste, at det var langt ude og farligt. Men hvad fanden…

Selv tak” sagde han og slap hendes hånd, da han åbnede døren. Men han tog den igen, da de gik ud. Han trak hende ikke med, men hvis hun gik med, så vil de fortsætte ned af trapperne. ”Altså jeg har faktisk styr på dem undtagen når jeg er sur eller bliver forskrækket. De popper kun ud når jeg bliver forskrækket eller..” han stoppede sig selv og kiggede på hende med et hemmeligt smil. Han kiggede igen ligeud for sig og gav Millicent’s hånd et klem. Han kiggede på en af piccolinerne som nærmest gav ham dræberblikket. Han løftede det ene øjenbryn. Hvad fanden?

Millicent?” sagde han, da de var kommet ud i kulden og var gået et stykke væk fra hotellet og imod en gyde.. Han kunne mærke, at det var ved at blive lyst. Egentlig meget pænt. – Han slap hendes hånd og stillede sig foran hende. En finger gled under hendes hage og løftede hendes blik op til ham selv. Han kiggede på hende og lod sine øjne nyde hendes. Han sukkede og kom tætter på. Hans øjne lukkede sig og et lille smil kom til syne. Fingeren på hendes hage gled langsomt ned og han rettede sig op. Han åbnede øjnene og tog sin læderjakke af. Han lag den over hende, og de hvide store vinger kom til syne. Man kunne bare høre dem. ”Kom” sagde han og trådte en skridt tilbage og spredte sine arme. Han ventede bare på, at hun skulle gå ind i dem.

Kom, min. Giv mig æren at følge dig hjem

No use crying over spilt blood ~ Jose.
« on: on Lør 17 nov 2012 - 13:39 »

Gæst

Gæst


Hun var heldig.
José tog sin jakke på og signaleredes at han ville gå med, i hvertfald et lille stykke. Hendes hånd i hans gav en dejlig varm fornemmelse. Hun var ikke kold som is, men køligere end mennesker og engle. Det var en dejlig fornemmelse at mærke hans varme strømme op igennem hende , og da hendes tanker med det samme lod sig inspirerer al for meget af den følelse, skulle hun igen bruge kræfter, på at rette dem til.
Hun nikkede til José og smilede tilbage , ikke et smil krydderet med hemmeligheder - som hans - men mere et varmt og accepterende et af slagsen. Igen åbnede hans svar op for døre hvor nye spørgsmål gemte sig bag.
Når han var forskrækket , vred eller ... ?
Hvad var han da mobilen ringede?
Hun blev mere interesserert i at kradse lidt i overfladen på ham , finde ud af mere ... At kende ham bedre kunne være skønt, men ... det var jo sjældent man blev sådan rigtige venner med en tilfældig på gaden ? Millicent måtte lige 'standse 'og bearbejde den tanke lidt. De eneste personer hun have en eller anden relation til nu, var alle nogle hun tilfældig var stødt ind i, så hun måtte nok se i øjnene at det var en big fáil at underkende random møder, så ville hun da blive meget alene - eftersom alle de gamle bånd var brudt.... Hun måtte se at opbygge nye - og pleje dem.

José blokerede hende vejen og hans bløde hæse stemme lagde op til et spørgsmål. " jaa? " svarede hun og tabte pusten da José havde fat i hendes hage.
Hun blev fanget i det blå hav , i hans øjne og da det hurtigt føltes for intimt slog hun blikket ned , på samme tid som han kom nærmere. Hun troede et sekund at José ville kysse hende , og selv om det ikke skete, skælvede hun let, da hans finger langsomt trak ned... Og José trak bagud.
Fandens! Hun måtte virkelig have mere kontrol. Og hun måtte spørge Andrija om det var normalt? Hvad forventede man af en som hende? Skulle hun flå hovederne af dem der kom tæt på eller være intime ? .. Helst ville hun bare lytte til sit indre... Når det altså ikke lige skreg højt på blod.
Hun mærkede tyngden af hans jakke på sine skuldre og begyndte " José? J-jeg ..." Men hun tav da lyd og en vibration i luften afslørede at vingerne igen var slået ud.
Millicent kiggede op og ganske sandt.... Der stod han, et fantastisk syn... Med arme bredt ud. By now havde hun nærmest opgivet at holde styr på hans ord og hans tale til hende , og hun gik med en snurrende følelse i kroppen , automatisk i læ i hans favn. Også hun kunne mærke daggryet nærme sig, lidt for hastigt.
Hun så op på José, hvis han ikke passede på hende , ville hun helt sikkert knække hans nakke ... Flere gange og supplere med et par skideballer undervejs . Millicent hviskede med
bekymret stemme sin adresse , som svar på hans spørgsmål , og stod tøvende ... Skulle hun lægge armene omkring ham eller hvordan forgik sådan noget?
Hun regnede med han ville flyve ? Hendes tanker føltes som de baskede forvirret rundt .

Sponsored content



Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen Besked [Side 1 af 2]

Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum