Plot ⤋

Vi befinder os i en fiktiv by, kaldet Di Morga, som er beliggen i Frankrig. Dette sted, vrimler med forskellige væsner, hvis eksistens er ukendt for den omgivende verden, der ikke er klar over de mange racer der befinder sig i verdenen udover nogle typiske mere kendte: Vampyrer og Varulve. I denne by lever de forskellige væsner side om side med hinanden. Dette resulterer i forskellige slag imellem disse, som ofte leder til et større tumult i byen. Tidsperioden er i vor nutid, placeret i Frankrig.

Latest topics
» A pure heart - [Carver]
Today at 10:54 by Aphrodite Cypris.

» Death is only another step (Nessa)
Yesterday at 2:12 by DuChance

» I am really worried Doctor.... (Angelique Dümont)
Søn 9 dec 2018 - 15:16 by Zakaroff

» Missed you - [Alain]
Søn 9 dec 2018 - 1:51 by DuChance

» What is going on?!
Tors 6 dec 2018 - 2:23 by Khaa

» Show me you are worth it - Nightrage
Man 3 dec 2018 - 10:51 by Nightrage

» How about no?
Fre 30 nov 2018 - 20:59 by Roar

» I dont like the word 'Patient' (Noah)
Ons 21 nov 2018 - 21:02 by Morgan L. Withers

» Silence and Violence
Ons 21 nov 2018 - 13:49 by Cimberlie

» Face Claim
Man 19 nov 2018 - 10:49 by Edward Price

Nyheder


Mulig race ændring på Engle og Djævle i deres oprindelse. Vigtigt at få det læst, og deltaget i valget om denne ændring skal ske!

Statistics
Der er i alt 504 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Milo Fuchs

Vores brugere har i alt skrevet 253288 indlæg in 12778 subjects

Consumption, through necessity.

Go down

Consumption, through necessity.

Indlæg by Vladimir on Tirs 30 okt 2012 - 15:12

Gently, most gently, on thy victim's head.
Consumption, lay thine hand!--let me decay
Like the expiring lamp, unseen, away,
And softly go to slumber with the dead.
And if 'tis true what holy men have said,
That strains angelic oft foretell the day
Of death to those good men who fall thy prey,
O let the aerial music round my bed,
Dissolving sad in dying symphony,
Whisper the solemn warning in mine ear;
That I may bid my weeping friends good-by
Ere I depart upon my journey drear:
And, smiling faintly on the painful past,
Compose my decent head, and breathe my last.

Henry Kirk White's poem: Sonnet To Consumption


!Advarsel: Emne indeholder meget billedlig vold!
Historie tilegnet forklaring af Vladimir, og hans grundlag til at gøre hvad han gør. Hvis andre ønsker indmeldinger omkring historien, bedes de sætte det i [[ ]], for at vise det er ooc, da historien også vil blive brugt som miniemne med Ahngel.

I nattens mulmre mørke, i Paris' lange tomme gader, bryder mange lyde en ellers blide stilhed. Var det ikke for regnens blide symfoni imod de ynkelige, smålige vandpytter og de beskyttende paraplyer, så de mange menneskelige råb og latter i glæde. Der var aldrig stille i denne by. Præcis som det sted væsnet stammede fra. Dog var det her, ikke skrig og gråd af angst og sorg, men i stedet glædens latter og smil. Nej her bar de ikke kendskab, til skyggernes fare og ondskab. Til deres forrådnede rædsler, der hungrede efter deres livgivende blod. Natten var Vampyrendes tid. Deres levemål. Ikke menneskenes. Men det holdte Vampyrende i denne by skjult. Gemte deres sanne jeg, og holdt deres adfærd skjult for menneskenes blinde øjne. Og hvorfor? Overlevelse. Ligemeget hvor stærke deres race var, så var menneskene stadig overlegende. De havde overtaget. Andtallet. Magten. Men stadig havde Vampyrende deres lange fingre, i alle hændelser. Kendskab til menneskenes udvikling. De holdt øje. Sørgede for at de aldrig ville se, det de skulle være blinde for. Dem.

I den mørke, regnfyldte nat, bar de fleste paraplyer, for at skjule dem selv fra vejrets færden. Og dem der ikke havde det nødvendige til rådighed til at skjule sig, løb hastigt i læ fra naturens sandhed. Men midt i alt dette påstyr, stod der en skikkelse. Høj, ranglet og grålig i mørkets skær. I midten af den travle gade, fyldt med blodåre, der dunkede hastigt for at holde dets skal varm. For at holde liv i de to benede måltider. Ingen så det grålige lig på to ben, der stod der, iført en lang sort frakke, og simple brune jeans. Barfodet imod de kolde våde brosten. Forrådnet hud, der gjorde til kende, at denne skikkelse burde ligge i en grav, og ikke stå i dette mylder af mennesker. Ingen så de matte hvide øjne, der stirede tomt frem for sig. Ingen åbnede deres øjne for det, de ikke ønskede at tro på. Folk var blinde. Men det skulle de ikke være, meget længere.
En høj, yndig gudinde iblandt menneskene, hvis ben og gang kunne forvandle en hver ærefyldig mand til et rovdyr. Så blidt et smil, over den smukke facade, der udstrålede en sådan livsglæde, at det næsten gjorde ondt for alle der så derpå, og ingen glæde havde i deres egen eksistens. En perfektion. Men i det den smukke skabning bevægede sig ind foran den høje, grålige skabning, skulle hendes dage være endt. Hendes håb om et roligt liv, med børn og husbond til at tage sig af hende, skulle alt blive revet væk, med fire spinkle klør, der jog igennem helle hendes skabning. Skar sig igennem siden, knækkede ribben, organer og åre på sin vej, og sendte blod sprøjtende ud af den modsatte side. En smertefuldt skrig rev sig fri fra hendes strube, imens de blå øjne stirede uforstående imod den høje skikkelse der blot stirede tomt tilbage. Ude af stand til at acceptere hendes ende, inden de lange, groteske og skæve tænder satte sig imod hendes struber, og rev den over. Og i samme øjeblik, blev hendes krop overmandet af dette kreatur, der satte sig på alle fire legemer over hende med et hidsigt hvæs, der spyttede blod, scener og stykker af kød med sig. De hvide øjne stirede nu rundt på det rædselslagende publikum omkring sig. Og da begyndte tænderne at tykke. At indtage det kød der før havde udgjordt kvindens, som nu gurglede og kvaltes i sit eget blod. Indtagelsen af dette, fik blodet i det grålige kreatur til at skrige i dets udvikling. En modig mand råbte hidsigt af kreaturet, og løb hastigt imod det groteske scenarie, men hans søgen efter at blive dagens helt, blev hastigt stoppet. En enkelt hånds udslag, uden noget andet end den bærende arm bevægede sig, blev manden sendt tilbage igennem luften, blod sprøjtende hen af gaden. Væsnet satte hastigt tænderne i kvindens kød igen, denne gang med et dybt bid i hendes skulder, der knækkede knogler i dets omfavnelse, og rev både knoglestykker, kød, scener og blod med sig fri. Kvinden var ikke længe i stand til at skrige, men følte stadig smerten i ganske kort tid endnu, enden livet endelig forlod hende. Enden en mand gjorde sit forsøg på nattens hæderherre, men blev ligeså sendt tilbage igennem luften i et blodigt billede, inden det helle stoppede i splintret glas og skrigende butiksejer.
Væsenet hvæsede igen og strak sin nakke, imens kæbernes kraft indtog hvad der var blevet revet af. Den kunne mærke hvordan dens egen krop styrkedes ved indtagelsen af et andet væsens liv. Endnu et bid blev gjort. Hud, knogler og kød revet løs fra brystkassen, og indtaget med hastig tyggen og fortæren. Hvor kødet kom fra, hvad det indholdt, betød intet for dette væsen. Der skulle blot indtages. En andens krop indtages, for at styrke dennes. Ved at fortære en anden krop, skulle denne krop regenereres. Det var ritualet. Det var det nødvendige.
Gaderne var nu næsten tomme, skrig og skrål var rejst andetsteds. Endnu et bid blev gjort. Kæbe, kind og tunge revet med, og tygget ned af det hæslige væsen, der bare fortsatte dets fortæren.
"Stop! Fjern dig fra kvinden!" Lød en flydene fransk stemme, i det tre mænd trådte frem fra skyggerne, med ynkelige menneskeskabte våben, det var meningen skulle udgøre en trussel. En trussel om døden, der skulle få dets mål til at ændre mening, og bukke sig for deres overmand. Men dette væsen fortsatte, og tog endnu et bid. Overarmens muskler revet med i maskinen, og indtaget. Skud blev affyret, skrig efterfulgte, og natten tog endnu tre ofre, inden alt stilende af. Seks afdøde, en fortæret. En god nats jagt.


"Det.. Er hvad der skete, her den anden nat... For helvede, vi bliver nød til at gøre noget..." Forbandede en lav ranglet figur, iført et fint sort jakkesæt, der hastigt gik frem og tilbage ved siden af et langt bord. Hans huds rådenskab og forfald var tydelige varetegn på den sjældne Nosferatu race. Kun sjælden fordi denne person enevældigt havde ødelagt den. En hel blodlinje nedslagtet, på grund af hans egen dumme, ungdommelige rebelion. "Lucifers... Idiotiske idé, om at dræne Vladimir, for så at smide ham i havet var en forfærdelig! Idé! Han er blot kommet tilbage, endnu stærkere. Nu indtager han sine ofres kød, knogler og blod... Han er allerede næsten lige så stærk som han var den gang! Stærkere end mig! Stærkere end den nye Lucifer! Han vil ende med at være stærkere end den gamle på denne måde!! Vi bliver nød til at stoppe ham, Sûbell.." Råbte den lave Nosferatu frustreret. Angst var tydelig at læse i hans ord og bevægelser. Og som han afsluttede bankede han hænderne imod bordet, og slog øjnene imod kvinden, der befandt sig i rummet med ham. Alt hvad han sagde, var overdramatiseret. Overdramatiseret, da han godt vidste at Vladimir ikke var nær så stærk som han sagde, men bestemt stærkere end han selv. Og det var ham, specielt, han var ude efter. Han, havde en skydeskive i panden.
avatar
Vladimir
Advanced Beginner (Rank 6)

Bosted : Un Mineur i Nain Des' bjergkæde.

Antal indlæg : 88


Tilbage til toppen Go down

Re: Consumption, through necessity.

Indlæg by Ahngel on Ons 31 okt 2012 - 16:04

Et dybt, kvindeligt suk blev frigivet som den kære Ivan blev ved med at slide gulvet op i den samme bevægelse: frem og tilbage. På den anden side af boret sad et velkendt ansigt og betragtede ham i hans lettere hysteriske måde at tackle problemer på. Og selvfølgelig havde Lucifer udgjort en stor del af skylden til disse problemer. Sübells gyldenbrune øjne var lagt over bordets dug imens hun gennemtænkte dilemmaet. Hendes lange frakke med hætte hang over stoleryggen dovent og holdt en pause fra dens evige beskyttelse af dæmon-kvindens unormale udseende: Sübell var en smuk kvinde, men en del mærkværdige termer gjorde hende ligeså bebyrdet med hemmelighedsfuld sociale omgange, som nosferatuerne måtte have. Hendes hud var gråblå og udgjort af små, skinnende skæld. Hendes blødhed føltes mere som en glat overflade fra en mindre slange og hendes mangel af hår på hovedet gjorde hendes reptillignende udtryk mere kraftigt. Hendes stærke, kvindelige træk over kindbenene og kæben havde dog reddet hende fra en stempling af grimhed. Hendes øjne var store og varme og prydet med lange, feminine øjenvipper og hendes læber af en ligeså stærk kvindelig karakter, men farvet i en mørkere form for blå. Glaslignende fingernegle gled ind over bordets overflade med sælsomme mønstre tegnet i fingerspidserne. Trods dette unormale ydre, klædte hun sig menneskeligt og måske endda i en overdrevet grad. Fra hendes ører hang der to lange øreringe af gyldne metaller og pyntet med endefjeren fra en påfugl. Hendes fingre var besmykkede med forskellige ringe af vidt forskellige materiale og sten og om hendes lange, slanke hals bar hun et halvt dusin forskellige, improviserede halskæder. Alle med henblik på naturlige redskaber, som perler og farverige ædelsten. Hendes overkrop bar en hvid tunika med grå tegn der mest af alt lignede noget, som stammede fra det gamle inka-rige. Lange, mørke cowboybukser snoede sig om hendes slanke ben og tunge, behælede støvler svøbte dem fra undersiden af hendes knæ.


”Du overvurderer Vladimir.” svarede hun endelig den oprevne vampyr. Hendes stemme var dyb, men udgjort af en sjælden feminin blødhed, som nærmest svøbte sig om ens hørelse som en kælen kat. Hun rettede sig lidt op i sit sæde og foldede sine besmykkede hænder i skødet. Hendes gyldenbrune øjne blev bekymrede som hun tænkte over sagen. ”Lucifer… ville være oplagt at bede om hjælp.” Sagde hun så, trods hun vidste det ikke ville falde i god jord hos Ivan og hans egentlige ret sandfærdige syn på den forhenværende alfahan. ”Dog er han ikke til at få ud i det fri, nu den trettende har sendt et bud på hans hoved.” Ikke at hun troede på at den unge Lucifer kunne gøre en ende på sin fader, selvom det var den retfærdige sag. Stakkels dreng. Hun rejste sig op og lod armene falde om hendes sider. Hun bevægede sig hen til Ivan og lagde en rettende skulder på hans hånd, som bad ham slappe af. ”Har du overhovedet overvejet at gå til det trettende imperiet og omtale sagen? Hvis du forklarer Vladimirs togts vigtighed kan alfahannen ikke afvise dig beskyttelse.” Hun lænede sig roligt imod bordet og betragtede Ivan med et opgivende suk, som syntes at gøre værelset koldere. ”Du er integreret i deres system, så udnyt det. De kan heller ikke risikere hans destruktion.”
avatar
Ahngel
Master (Rank 21)

Bosted : Officielle bolig: Hans slot, lidt uden for Paris, Frankrig - Midlertidig bopæl: Lejlighed i Terre centrum

Antal indlæg : 3469


Tilbage til toppen Go down

Re: Consumption, through necessity.

Indlæg by Vladimir on Tors 1 nov 2012 - 4:18

Den yderst eksotiske kvinde, gik langt over beskrivelsen af smuk, i Ivan's øjne. Og hendes blotte blik, plejede at kunne skabe en hvis ro over hans ellers brændene, ængstelige krop. Men denne gang, ville dette slet ikke være nok. Ville langt fra være nok, til at dulme de flammer der rev ham i stykker dybt inde. Han var simpelthen alt for ængstelig. Nosferatuer focusere oftest på en følelse de lever ved, og udviser. Ivan fik aldrig chance for, at udvikle andet end frygt. Før var det frygten for at blive overset. Så frygten for at Vladimir skulle vende tilbage. Og nu da han var det, var at Vladimir skulle finde ham. Og frygten brændte umådelig kraftigt, siden Vladimirs seneste opvisning af vrede og dybbrændene had. Vladimir var nu uafhængig af sin klan. Han var ikke længere dennes leder, og Klanen stod ikke til at skade, ved hans gerninger. Den var stadig i hans navn, men ikke længere hans byrde. Hvad end han gjorde, kunne Nosferatuernes blodlinje, ikke længere bære konsekvenserne. Det var det eneste der havde stoppet Vladimir i sin søgen. Nu, var der kun den beskyttelse han kunne tigge sig til, der kunne stoppe ham.

De første ord fra Sûbel, havde bestemt ikke hjulpet Ivan's desperate frygt, og et nærmest klynkende fnys kom fra ham, i det han lod armende slå ud til siderne. Han havde ryggen til hende, så så ikke det bekymrende blik der efterfulgte hendes ord, inden han igen talte.
"Overvurdere? Overvurdere! Bare fordi han blev besejret en gang, og det med brug af dybt foræderi, betyder det bestemt ikke at han er en simpel modstander! Nehej... Tror de undervurdere ham, min kære Sûbel.." Sukkede han, og lod sig vende for så at se det blik hun havde bygget. Noget voksede i ham, og han lod sine nerver afslappe. Den unge Nosferatu havde stadig masser af lære, men at kunne stå op til sin fader, var bestemt ikke en af dem. Så endnu engang, måtte han ligge på knæ for nogen, langt stærkere end ham. Han lyttede, stille og afslappet til hendes ord, og sukkede beroliget som hun kom nærmere, og lod de mørke røde øjne falde imod bordet, som han lænede sig imod det på sine håndflader. Han lukkede øjnene, og lod foreslagende gå igennem hans tankestrøm, inden hendes blik lagde sig tilbage imod Sûbel.
"Tror de virkelig, at imperiet vil ligge kræfter i.. At beskytte mig? Hvad er jeg for dem, hvis ikke bare endnu en smålig arbejdskraft." Sukkede han lavt, og rystede på hovedet, imens øjnene lod sig lukke igen. "Det er vel ikke fordi, jeg ville have mange andre muligheder, hm?" Spurgte han med et lavt kluk, inden blikket blev lagt tilbage imod Sûbel. Han betragtede hende tænkende et øjeblik, inden han nikkede imod hende. "Hvorfor hjælper de mig egentlig, Sûbel? Hvad har jeg gjort, der fortjener deres opmærksomhed?" Spurgte han let smilende. "Hvad gjorde a..." Han blev skarpt afbrudt, af en umådeligt ubehagelig lyd, da hans venstre arm, pluslig blev adskilt alt under hans overarm, albue og resterende fløj hastigt igennem luften, som om kun denne del, var blevet påkørt af et tog. Et gisp, efterfulgt af en smertefuld jamren faldt fra Ivan, som han lod blikket falde imod sin arm.
"N.. Ne..." Hans tale blev afbrudt, af endnu en ubehagelig skærende lyd, da lange klør skar sig igennem den højre side af hans brystkasse, og nettop i det sekund, kom attentatmanden til syne, i form af den højre, muskuløse figur, der nu løftede den lavere Ivan, imellem han selv og Sûbel.
"Hendes hjælp... Har mæske noget at gøre.. Med den hjælp. Du tilbød dem.. Ivan. Rasputin." Lød den hæse, hvæsende stemme, nu bag den gurglende Ivan, der hang imellem de to stærkere kreaturer. Vladimir havde bestemt, megen stor respekt for Sûbel's evner, ingen tvivl om dette. Men da Vladimir havde opsnappet Ivan's bolig, og fundet den kun småligt beskyttet, kunne han ikke dy sig chancen, for endelig at blive velsignet med sin hævn.
Ivan forsøgte at tale, men blodet der flød fra hans mundvig, og fyldte hans hals gjorde dette et umuligt gøremål, så i stedet hang han der bare. Disse skader ville ikke ende hans liv, blot give ham et handikap for resten af hans eksistens. Vladimir tog sig nu tid til langsomt at skue forbi den lidene Ivan, hvis ansigt var vendt imod Sûbel nu. De hvide øjne stirede indædt imod Dæmonen, med et sammenknebet dyrisk blik, der ville skabe frygt i de fleste. Det vidste han dog godt, ikke ville ske med denne kvinde, specielt.
"Så.. Svar de. Den unge Nosferatu, på hans. Spørgsmål. Hvorfor. Beholdt de ham? Tog sig. Af ham? Var hans. Dybt gående. Familie. Og Blodlinjes forræderi.. Værd at holde hånden over? Alt det. Blot fordi. Han ikke havde mod på, blot at tale med sin fader!" Hvæste Vladimir hæst, inden kløerne fra hans anden hånd, skar sig igennem Ivan's side, for at tildele det unge kreatur endvidere smerte.
avatar
Vladimir
Advanced Beginner (Rank 6)

Bosted : Un Mineur i Nain Des' bjergkæde.

Antal indlæg : 88


Tilbage til toppen Go down

Re: Consumption, through necessity.

Indlæg by Ahngel on Lør 24 nov 2012 - 0:00

Sübells øjne var forstående og varme som altid. Hun havde altid været en velkommende kvinde for Ivan, men trods det, havde hun sjældent delt historier og informationer om sig selv. Hun havde altid fattet sig kort og præcist og nød ikke at dvæle ved fortiden og ej heller hendes forhold til Lucifer. Det syntes altid at drive en ældende skygge over hendes ansigt, som blev et lille glimt af hendes uviste, egentlige alder synlig i et lille øjeblik. Hun var vis på livet, men det kom fra en mærkelig og spirituel kilde. Sjældent så man hende læse nyheder eller være en del af en social omverden – det var hende ikke muligt med hendes udseendsmæssige abnormalitet, men det havde aldrig syntes at være hende en byrde. Hun accepterede hvordan hun så ud, trods det burde give hende en lyst til at søge et sted, hvor der var andre som hende. Hun havde aldrig nævnt det. Aldrig brugt tid til at diskutere det. Men Ivan havde hun haft øre for og hun havde haft en næsten overvældende sund drift til at hjælpe ham. Om det var godhed…? .. Det var svært at tro på, at nogen som helst i Lucifers såkaldte inderkreds var i stand til at have en sådan egenskab.


Som Sübell ville til at besvare ham med et bekymret udtryk, syntes hendes stemme aldrig at få frit løb. Lyden af knækkende kød og knogler syntes at få hendes øjne til at opspærredes imens en vildfaren spurt af blod ramte hendes kindben. Hun var stille – for synet foran hende var forfærdeligt. Hun ville ikke have genkendt nosferatuen hvis hun ikke allerede havde indset at han ville komme før eller siden. Men hun havde ikke ventet, at han ville dukke op uden det mindste vartegn. Man kunne næsten se hvordan hendes hjerte stoppede et øjeblik, grundet hendes opspildte øjne, hvis brune farve langsomt blev fortæret af en gylden, brændende nuance. Hendes smukke ansigtstræk strammedes i et fortvivlet had, hvis inderste kerne fyldtes med gyldne flammer og gnister! Det eksotiske blik var stramt fastsat på Ivan. Vladimir var nærmest ikke yndet et blik før hendes skuldre trak sig nærmere hendes overkrop og hendes ansigt løftedes med et nu overraskende koldt udtryk. Altid havde Sübells øjne været fulde af en distanceret kærlighed og visdom til hendes omgivelser. Nu var der intet tilbage, som havde hun henkastet hendes personlighed til en afskygget del af hendes brønd-dybe sind. Da tændtes der noget i hendes ansigts kompleksitet: Små lys.. Optændende i blå, rene toner i takt med hendes læber hvislen: ”Duśmana hērē aura gandē sāmpa kē..” Hendes håndflader samledes imens dette svage, blå lys kom frem som snoende slanger fra hendes påklædnings ærmer. De slangede sig om hendes fingre og ud til hendes negle og som symboler blev født i lys under hendes hud, blev flammer født i hendes håndflader: Ligeså lysende blå som symbolerne. ”Mērī hathēlī sē jāgō!” Denne sidste påkaldelse blev fremført med aggression i hendes før bløde stemme og under hendes forheksende læber vistes en dæmons tandsæt, hvis kompleksitet lignede en hybrid fra en slanges og et menneskes. De blå flammer bredte sig med en hastighed som et forskrækket hjertes banken! Over hendes krop og under hendes tøj – over hendes nakke og flammende som en brandfarlig manke over hendes hårløse hoved, hvis lys forandrede hendes ansigts’ mørke kerner. Intet brændte dog. Sübell forblev beklædt, trods resten af omverdenen ikke syntes at være ligeså immun. En imponerende opvisning, men ikke mange sekunder blev givet før en hamrende albue blev ført som et projektil imod Vladimirs hals som hun skød sig selv frem imod ham! Hendes lemmer havde optaget en orientalsk adrætheds grundstammer og hendes huk blev affyret imod den udøde med en anormal styrke for en kvinde af hendes udseende! … Alt imens hendes krop armerede sig med de brændende flammer!
avatar
Ahngel
Master (Rank 21)

Bosted : Officielle bolig: Hans slot, lidt uden for Paris, Frankrig - Midlertidig bopæl: Lejlighed i Terre centrum

Antal indlæg : 3469


Tilbage til toppen Go down

Re: Consumption, through necessity.

Indlæg by Vladimir on Søn 25 nov 2012 - 8:01

De tomme hvide øjne, blev knebet sammen til smålige hvide streger, som de stirede imod den eksotiske kvinde. Aldrig havde han set så speciel en skønhed, i andre end sin førhenværende kone. Hvis skønhed blot havde været en facade, over det simple, grådige sind. Mon denne var af samme bygning? Samme flotte udseende, der skjulte noget dyrisk der bag? Det var hvad der gjorde Vladimir, stolt af hvad han var. Han forsøgte ikke at gemme hvad han var. Et monster.
Inderst inde, spurgte han nu sig selv, hvad der stoppede ham i, blot at fuldende hans hævn. At tilfredsstille hans brændene had, til hans førhenværende elskede søn. Han ville have haft Ivan til at vokse sig stærk, og havde derfor givet ham en hård opvækst. Men aldrig, mente han sig fortjent til hvad han fik. Det blinde forræderi der blev ham påført, havde efter hans mening ikke været fortjent. Specielt ikke over resten af hans blodlinje. Det skulle have endt i hans afstraffelse. Men det gjorde det ikke. udrydelsen havde udslettet størstedelen af den ellers gemte blodlinje, som var de en skamplet på den Vampyrske historie. Men andre blodlinjer, havde selv skabt dem. Hvorfor skulle de afstraffes, for at leve med en afstraffelse?

Vladimir og Ivan, modtog intet svar, og Vladimir forblev derfor stille. Mørkt blod, flød langsomt fra den unge Nosferatu's mund, som hans døde organer, iførte han hjerne med utallige fantom smerter, der tvang ham til at gurgle i smerte, for at rengøre sin hals for blod. Og som Sûbell begyndte at fremmane, hvad Vladimir kun kunne anse som en kamp art, rakte Ivan opgivende sin stadigt intaktte arm beskyttende frem.
"N.. Nej.. H.." Hans forsøg på at tale, blev afbrudt af en halvkvalt hosten, der næsten opkastede blod ned af hans overkrop. Vladimir snerrede stille, inden han med en slående bevægelse, smed den halvdøde krop fra sig. Ivan fløj igennem rummet, uden at fralade sig en lyd. Men larm kom der, som han brasede ind i en reol, der splintredes under hastighed han var blevet kasted i, inden den livsløse krop faldt til jorden, i et næsten sagelig suk af smerte, endelig frigjort fra de svigende klør. Ivan forblev stille, med ansigtet begravet imod jorden, men stadig flød blodet igennem hans krop, og holdt det svage legeme fast grebet til dets eksistens.

Vladimir, nu frigjort fra beskyttelsen af Ivans krop, stod blankt imod den eksotiske kvindes, formegentligt kommende angreb. Men sådan foretrak han det, og et bredt smil blev farvet over hans kolde læber. Han havde ikke forventet megen modstand i hans attentats forsøg, men dette ville bestemt gøre alt meget mere interessant. De døde hvide øjne, forblev sammen knebet, indtil kvinden endelig gjorde sit angreb, og med et hvæs hoppede Vladimir til siden, og svingede de lange hvide klør fra sin venstre hånd, imod kvindens side. Den hastighed hendes krop bevægede sig i, ignorerede dog fysikens love, og overraskede ham. Dette gjorde, at han stadig blev ramt af hendes projektil bevægende krop, dog var hans strube ude af fare, men i stedet lod hans side sig blive ramte, og hans krop blev sendt i hastig svinging, igennem rummet. Dog fik han kontrol over sin krop, ved at begrave sine klør i rummets gulv, og landede på alle fire, et stykke fra kvinden. Hun bestod sig nu imellem Ivan og Vladimir, som et beskyttende skjold, over den dørhenværende ubetydelige Nosferatu. Vladimir havde slet ikke regnet med, at han ville have betydet så meget, for nogen som helst. Ivan var et forræderisk udskud, der knapt nok fortjente en dråbe blod for hans handlinger. Vladimir væste hidsigt, inden han rejste sig igen, og stillede sig denne gang, langt mere klar til kvindens hastighed og styrke.
"Hvor.. Beskytter du ham? Hvorfor. Holder de en hånd over.. Hans forræderi! Han forårsagede en udrydelse, af en hel art! Hvordan kan sådan en handling, fortjene.. Nogen som helst form for beskyttelse!?" Snerrede Vladimir hidsigt, som han strakte og knækkede sine fingre, inden klørende blev strakt truende ud fra hans hænder.
Den yngre, lettere ødelagte Nosferatu, begyndte endelig at bevæge på sig, som han løftede sig op, på hans intakte arm.
"Det.. Var aldrig min mening.. Vladimir.. Det.. Havde ikke været en del.. Af min plan.. Jeg.. Ønskede blot dig! Afstraffet. Ikke. Vort folk.." Brummede det hakkende fra Ivan, som han forsøgte at sende blikket imod Vladimir. Vladimir fnyste ignorant, uden at fjerne det hvide blik fra Sûbell.
"Det er ikke.. Dit folk. Længere. Du. Lavede en pagt. Med en Djævel. Nosferatuerne... Betalte prisen, dit afskum." Væste den store Nosferatu hadfuldt.
avatar
Vladimir
Advanced Beginner (Rank 6)

Bosted : Un Mineur i Nain Des' bjergkæde.

Antal indlæg : 88


Tilbage til toppen Go down

Re: Consumption, through necessity.

Indlæg by Ahngel on Tirs 4 dec 2012 - 16:31

En flænge i tøj og overfladen af Sübells hofte havde Vladimir formået at give hende inden han blev sendt væk af det slangelignende huk fra hendes side. Nu stod hun imellem dem og stirrede på Vladimir med et blik, som ikke var afkortet den vrede man før havde set.. Trods det, bevægede de gyldne farver i hendes øjne med en selvkontrol så mægtig, at hun ikke mindede om mindre end et væsen fra årtiers uafbrudt selvdisciplinering og åndelig adræthed. Hendes blik var afkortet disse stærke følelser endnu engan og hendes såkaldte godhed blev kun vist i hendes selvofrelse for Ivans sikkerhed. Nu stod hun blot imellem dem.. Forsikrende Vladimir med sit blik, at hans overraskelsesmoment var overstået og nu… Nu kunne han ikke slippe denne gorgons gyldne øjne. Om som en klapperslange med en raslende halespids, var han mere end advaret om, at hendes næste træk ikke ville være forbeholdt et opbygget defensiv. De slanke flammer, som omgav hendes væsen kærligt rejste sig faretruende og udgjorde denne giftslanges skarpe bid. Et bid af det element, som de udøde, solsky væsener mindst ville konfronteres med. Trods det, var hun tålmodig i sine blikke. Trods flængerne fra Vladimirs klør begyndte at bløde, fortrak hun knapt en mine. En uordinær farve gled som hendes blods erstatning… En sælsom skinnende farve, nærmest som var hendes blod skabt af flydende ædelmetal med et blåligt skind som resten af hendes udtryk. Hendes skuldre sænkede sig roligt og hun gav Ivan et undersøgende blik i nogle sekunder. Som var flammerne levende individer i sig selv, bukkede de sig imod Vladimir og ’holdt øje’ imens hun selv tænkte på andre ting.


”Det er ikke kun hans ’forræderi’ jeg lægger hånd om…” Svarede hun med sin bløde, dog dybe og sensuelle, kvindelige stemme. De gyldne øjne vendtes atter imod Vladimir. ”… Men om det, du selv ville have skabt.. Eller rettere, det du er på vej til at ødelægge for din slægt.” De blå flammer rettede sig lydigt op, som bar hendes ord en skjult ordre til dem. Hun sukkede sagte og så Vladimir an. ”Jeg hjælper din søn af egne grunde. I mine øjne har hans udstødelse hævn nok i sig selv… Det er dog en anden sag..” Hendes sidste ord lagde op til hendes næste. ”Din slægt er stadig ikke mangfoldig, men tiderne er skiftet og de har et håb om at frigøre sig deres udryddelse. Du er, enmandigt, dog i fuld gang med at ødelægge den chance.” Uden at give Vladimir megen tid til at tale tilbage til hende, ville hun fortsætte. Afbrød han, ville hendes stemme gives en tordens kraft og overdøve ham. ”Det franskvampyriske imperium har ladet jer integreres, støttes og suppleres. Talsmanden for dit eget område har været nøglen til denne ’succes’… Men giv imperiet og alfahannen grunde til nosferatuernes utroværdighed, falder dette til grunden. Og hvilket budskab ville blive givet bedre, end af Den Berygtede Vladimir, som maltrakterer sin søn og Paris gader, som en enmandig terrorgruppe på denne fred?” En lille pause kom imens Sübell ville betragte den famøse nosferatu. ”Imperiet ville vende jer ryggen… Og du ville jages af dine egne, som den forræder de ville antage at du var.”
avatar
Ahngel
Master (Rank 21)

Bosted : Officielle bolig: Hans slot, lidt uden for Paris, Frankrig - Midlertidig bopæl: Lejlighed i Terre centrum

Antal indlæg : 3469


Tilbage til toppen Go down

Re: Consumption, through necessity.

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum