Login

Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email



Latest topics
» Once Upon a Masquerade Ball (Hazel)
Today at 15:30 by Khá

» In distress //Zak
Today at 15:15 by Zakaroff

» Fashion show - Leetha (xxx)
Today at 8:54 by Leetha

» Busy Opening.... XXX(Cara)
Yesterday at 22:05 by Caleb

» Face Claim
Yesterday at 3:06 by Maze

» First Date
Yesterday at 0:06 by Noah Harris

» Is That How You Repay Me?! (Lucien)
Lør 24 jun 2017 - 2:04 by Sascha

» Between Lies and Lovers
Lør 24 jun 2017 - 2:03 by Sascha

» The curse inside //Caleb
Ons 21 jun 2017 - 23:06 by Alyssa

Top posting users this month
Caleb
 
Cara
 
Sascha
 
Khá
 
Zakaroff
 
Jordan
 
Hazel
 
Danayela
 
Lucien
 
Leetha
 

Statistics
Der er i alt 644 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Lazarus

Vores brugere har i alt skrevet 243748 indlæg in 12657 subjects

You are not connected. Please login or register

AuthorTopic: Gågaden *kreativt navn indsættes her* :3

Gågaden *kreativt navn indsættes her* :3
« on: on Tors 31 maj 2012 - 14:54 »

Giselle

Competent (Rank 9)


Tid: 17:56
Sted: Gågaden
Vejr: Solen skinner ikke ligefrem, men det er heller ikke koldt.
Omgivelser: Mange ivrige "shoppere" går rundt i gaden, med poser fra en masse af gadens butikker.

Gågaden var - som altid - fyldt med mennesker, når det bare var nogenlunde godt vejr udenfor. Både mænd og kvinder - dog mest kvinder - nærmest løb rundt mellem hinanden med flere poser i begge hænder, og ledte efter tilbud og kiggede på butiks-vinduer. Der var også meget at se på. Butikkerne havde garanteret regnet med, at få en masse kunder på denne dag, så de reklamerede med både det ene og andet i deres vinduer. Alt i alt en travl dag, både for forbrugere og sælgere.

Giselle gik ned gennem gågaden. Smilende, og i den grad i humør til at bruge nogle penge. For penge havde hun nok af. Hendes forældre ejede hver deres firma, som de brugte det meste af deres tid på. Pengene væltede ind og begge firma'er havde kæmpe succes. Begge forældre var tit på forskellige forretningsrejser. Nogle gange sammen, andre gange hver for sig. Så det kunne jo ikke komme som nogen overraskelse, at Giselle nærmest aldrig så hendes forældre. Og når hun endelig gjorde havde de utroligt travlt. Hun boede sammen med dem i den velhavende del af Terre i en kæmpe villa, hvor der var ansat folk til at gøre rent, ordne den enorme have, lave deres mad, vaske deres tøj osv. Det havde hendes forældre naturligvis ikke tid til. Giselle var også fra helt lille af, blevet vant til, at hvis hun ønskede sig noget materielt, behøvede hun knapt nok, at bede om det, før hun fik det. Men når det kom til hendes forældres kærlighed, var det langt sværere, at få, hvad hun gerne ville have.
Utroligt nok, var Giselle ikke snobbet. Hun havde nogle gode venner, som holdt hende nede på jorden, så hun ikke endte som hendes forældre. Disse venner, fungere langt mere som en familie for hende, end hendes egne forældre gjorde.

Giselles udseende var påvirket af, at hendes bedstemor var elver. Hun havde aldrig mødt hende, og anede ærlig talt ikke, om denne var i live eller ej. Det eneste hun vidste, var bare, at elver-generne, var noget hun havde arvet. Dette gav hende ingen seje "super-kræfter", eller noget i den stil. Det var som sagt, kun hendes udseende der var påvirket af dette. Det gav hende en naturlig skønhed, som ikke var særligt udbredt blandt mennesker. Eller, det kom jo an på hvem man var, men Giselle vidste godt, at hun var smuk, og at en masse mænd mente det samme.
Hendes tøj bestod udelukkende af designer-tøj, hvilket nok ikke kunne være en overraskelse, når hendes familie var så velhavende. Prada, Chanel osv. De samme navne stod også på de poser hun bar rundt på, imens hun gik rundt mellem de mange mennesker på gaden.
Hun satte sig på en bænk, og gav sig til at betragte de forbipasserende.

Gågaden *kreativt navn indsættes her* :3
« on: on Tors 31 maj 2012 - 18:56 »

Gæst

Gæst


16. dag i Di Morga
For sytten dage siden havde han siddet i en have, omgivet af vildtlevende blomster og forårsgrønne planter, som et paradis, omgivet af mure, der var dækket af stilke og blade og farver.
Solen havde skinnet, og himlen været så blå, at den næsten virkede urealistisk. Idyl, var hvad det havde været i haven med de tæmmede vækster. Paradis-lignende idyl, som selv kvinden ikke havde kunnet ødelægge.
De havde været alene, bare de to. Siddende i stilheden, mens den omliggende verden havde været ligegyldig og fjern. Nu var sytten dage gået og han befandt sig ikke mere i haven med kvinden, men derimod et sted, langt væk fra både idyl og fred og stilhed. Et sted fyldt med kaglende mennesker, der bar på poser rummende de enkles ønske om lykke.

Julian Grey undgik både udslagsskilte og gode tilbud, idet han snoede sig ind og ud mellem den vrimlende menneskeflok. Ryggen var ranket, uden at det blev overdrevet og øjnene, som var mørke og klare, så ud til at rumme både overblik og rolighed. En kontrast i mængden.

Den unge mand forsatte frem, uden et egentlig mål. Ja, selv øjnene, der havde rigeligt at se, synes ikke at fæste sig til noget, men flakkede blot over alt, som var intet af det af betydning. Da bænken kom stoppede han let op. Som overvejede han at sætte sig, puste ud og se på den evige strøm af mennesker, som det unge menneskebarn allerede havde gjort det. Øjnene landede på hende, men ligesom alt det andet, fandt de intet og gled videre. I samme øjeblik den kortvarige øjenkontakt blev brudt, begyndte fødderne atter at gå, og fulgte menneskestimen ned af gaden.
Larmen var for høj til, at nogle bemærkede lyden at den lille kugle, der faldt til jorden. Folk havde for travlt til at bemærke, da kuglen lige så forsigtigt gav efter for de lettere skrånende sten, gaden var gjort af. Til sidst satte den sig fast mellem to sten, og vejen mod bænken blev stoppet.
Her lå den så, kuglen, der kunne ligge i en barnehånd, og glimtede med en svag ulmende farve. Lokkende kaldte den, som forsøgte den at fange folks opmærksomhed.. Efterladt. Den unge mand med de mørke øjne forsatte videre. Som havde han ikke bemærket, hvad der var blevet tabt af hans lomme og som nu lå tilbage, vidnede om at han havde gået forbi.



Sidst rettet af Julian Grey Tors 7 jun 2012 - 13:54, rettet 1 gang

Gågaden *kreativt navn indsættes her* :3
« on: on Fre 1 jun 2012 - 20:31 »

Giselle

Competent (Rank 9)


Giselle lagde specielt mærke til en fremmed mand, som kom gående. Hun havde nok ikke lagt mærke til ham, hvis ikke det var fordi han stoppede op foran hende, som om han overvejede om han skulle sætte sig. Måske ved hendes side, måske på den modsatte ende af bænken. Hun betragtede ham imens - diskret - det skulle jo nødig ligne, at hun ligefrem stod og stirrede på den fremmede. Men hun kunne naturligvis ikke lade vær' med at betragte den fremmed, som bestemt ikke så værst ud - tværtimod. Han så ud til at være omkring de 20 år gammel. Men på den anden side, kunne han sikkert godt være meget ældre eller yngre, for Giselle var helt usandsynligt dårlig til at gætte alder. Og ligesom med alderen, havde hun heller ingen anelse om, hvor han kom fra, hvilken race han tilhørte osv.

Hun havde næsten håbet, at den fremmede ville gøre hende selskab på bænken, da det hele så småt, var begyndt at blive lidt ensomt, for hende. Så spændende, var det altså heller ikke, at sidde på en bænk, med sin egen vægt i poser fra designer-butikkerne. Han forsatte blot videre, og det virkede ikke som om, at Giselles tilstedeværelse interesserede ham mere, end en hvilken som helst anden. Desuden havde han ingen poser eller takser i hænderne fra diverse butikker, og han stoppede - så vidt hun kunne se - heller ikke op og kiggede på butiksvinduer eller tilbudene, som de valgte at udstille der.

En kugle kom trillende henover vejens ujævne sten. Den havde retning mod bænken, men stoppede sin flugt, da den støtte på to ujævne sten, og satte sig fast dér. Giselle opdagede kuglen med det samme, selv den ikke var større, end at den kunne ligge i en barnehånd. Den glimtede, som om, den bare prøvede på at få hendes opmærksomhed - og det fik den. Hun rejste sig op, og bøjede sig ned, for at samle kuglen. Hun undrede sig over, at den pludselig var der. Den måtte jo være kommet et sted fra..

"Har du tabt den her?", spurgte hun en tilfældig forbipasserende, som gik forbi hende. Han rystede blot på hovedet, og forsatte, af den vej han var kommet. "Har du?", spurgte en tilfældig dame, der også passerede hendes vej, men den tilhørte heller ikke hende. Smilende trak Giselle på skolerne, samlede sine poser op i den ene hånd og havde den glimtende kugle i den anden. Hun kunne jo ikke bare lade den ligge på gaden.

Hun begyndte at gå - samme vej som den fremmede. Men det var nu ikke fordi, hun ville opsøge ham, men fordi det var den eneste del af gaden, hvor hun ikke havde været endnu den dag.

Gågaden *kreativt navn indsættes her* :3
« on: on Fre 1 jun 2012 - 23:35 »

Gæst

Gæst


For et øjeblik forekom gågaden som en eviglang sti, uden hverken ende eller begyndelse. Folk vrimlede frem og tilbage, og selv om man kunne tro, at de ville forsætte sådan, tyndede det alligevel ud i mængden jo længere ned af gaden Julian kom. Som om der blev større afstand mellem samtalerne, og menneskerne der førte dem.

Men det var ikke kun menneskerne, hvis antal synes at mindske. Også butikkerne skiftede langsomt kulør, og udsalg var nu ikke en altoverskyggende faktor. Ligeledes blev stenene mere slidte, og gaden mere snoet. Gågadens udmunding nærmede sig, det var tydeligt. Og alligevel forsatte den, som nægtede den at give op og blot stoppe.
Julian Grey forsatte dog uforstyrret fremad. Ligesom han ikke havde skænket udslagsbutikkerne et værdigt blik, synes øjnene heller ikke at se noget interessant i de mere – hvad skal man kalde det – lukkede butikker. Faktisk var han den eneste i omgivelserne der ikke ændrede sig, overhovedet.

Endnu en kugle faldt til jorden, og ligesom den første bemærkede folk den ikke. Som en nøjagtig kopi af den foregående, lod den sig også føre mellem folks fødder, og hen over de nu mere slidte gågadesten. Tilbage, mod bænken der nu var ude af syne.
Også den endte med at sætte sig fast, rokkende, næsten dirrende fastklemt mellem endnu en af de utallige revner.
Atter synes den mørkøjede mand ikke at bide mærke i, at endnu en kugle gled fra ham og lagde sig som et trodsigt spor. Ja, faktisk var den meget lig en vis brødkrumme, der var at finde i et eventyr om to små børn.
Og ligeså, synes kuglerne også at få nogens opmærksomhed, som brødkrummerne havde fået det af fuglene

[..]

Julian Grey stoppede til sidst. Menneskerne var der langt færre af her og selv butikkerne var sparsomme.
Han vendte sig rundt, så ansigtet pludselig var vendt mod den vej han netop var kommet fra. Stående der, stod han i et øjeblik, mens tiden gik og de sidste folk trissede forbi. Så langsomt, ganske langsomt, som var det hele sat et tempo ned, fandt hånden op af den ene lomme, og blottede en ny kugle, nøjagtig samme slags som de to foregående. Uden at fjerne blikket fra den skjulte horisont længere fremme, rakte han hånden frem og slap så kuglen.
Den faldt ubemærket til jorden for hans fødder, men denne gang holdt de mørke øjne øje. Fulgte den lille kugle idet den påbegyndte sin trillende færd, mod der hvor det hele var startet. Nærmest ventende..

Gågaden *kreativt navn indsættes her* :3
« on: on Lør 2 jun 2012 - 0:00 »

Giselle

Competent (Rank 9)


Giselle betragtede den smukke kugle i hånden. Lod en finger kærtegne dens glatte overflade. Der var noget unikt og anderledes ved den. Selv ikke den største diamant hun ejede, kunne overgå denne kugle. Hun vendte den stille i hånden, imens hun gik. Hun gik uden et egentlig mål. Hun gik bare. Også da butikkerne blev færre og færre, og flere af dem var lukkede. Der gik længere og længere imellem en nogenlunde dyr butik, og hun vidste også udemærket godt, at de designerbutikker, hun altid købte tøj i, befandt sig i den fuldstændige modsatte ende af gågaden. Men der var noget, der alligevel fik hende til at forsætte. Hun ville gerne den vej, af en eller sær anden sær grund. Måske, trængte hun bare til noget afveksling, og en lidt længere gåtur, inden hun påbegyndte turen hjem, til den store villa, som hun igen, igen ville befinde sig helt alene i.

Giselle lagde knapt nok mærke til menneske omkring hende, og nu spurgte hun kun ganske sjældent, om kuglen mon tilhørte de forbipasserende. Hun havde efterhånden opgivet, at finde den ejermand. Hvis han - eller hun - manglede deres kugle, og var begyndt at gå tilbage, for at lede efter den, ville hun nok have mødt dem nu. De ville i hvert fald helt sikkert, havde lagt mærke til kuglen i hendes hånd, hvis de altså manglede den. Og det var der tilsyneladende ingen der gjorde, så det ud til.

Næsten ud af det blå, kom en anden kugle trillende. Og akkurat, som den første, satte den sig fast mellem to sten. Denne her, måtte også være tabt, men endnu engang, kunne hun ikke se nogen, der havde tabt den. Hun flyttede blikket fra kuglen i mellem stenene og kuglen i hendes hånd, og kunne konstatere, at disse var - så vidt hun kunne se - identiske. Hun spurgte endnu engang de forbipasserende, om det var deres ejendel, men ingen ville tilsyneladende kendes ved den. Hun bøjede sig ned og samlede kuglen op, og lod den være i den ene hånd, sammen med den anden. Hun stod stille lidt og studerede de to kugler, som lå side om side i hendes hånd. Så kiggede hun lidt fremad, og afgjorde for sig selv, at ejermanden måtte befinde sig et sted forude. Det var helt sikkert den samme, der ejede dem. Måske en mand der havde hul i lommen, gættede hun for sig selv.

Nu var det i hvert fald helt sikkert, hvilken vej Giselle ønskede at gå. Hun ville finde kuglernes ejermand. Han ville nok være glad for, at få dem tilbage. Umiddelbart, så de meget kostbare ud, og hun havde aldrig set noget lignende i nogle af de butikker, hun havde været i. Og det sagde slet ikke så lidt, for hun havde godt nok været i mange butikker i tidernes løb.


[..]


Giselle var kommet til en del af gågaden, hvor der ikke længere befandt sig så mange mennesker. Butikker, var der heller ikke mange af længere. Hun kiggede rundt, og kunne konstatere, at her, havde hun faktisk aldrig sat sine ben før. Hun kastede et blik på en butiksrude, og så sit eget spejlbillede i den. Hendes designer-tøj og diamant-smykker passede ikke ind i denne del af byen, det var en ting, der var helt sikker.

Pludselig dukkede endnu en kugle op. Den kom trillende, præcis som de to andre havde gjort det. Og denne her, var identiske med de to andre. Igen, satte den sig fast mellem to sten, som de to foregående havde gjort det ligeså. Hun bøjede sig igen ned og samlede den tredje kugle op. Den var mindst lige så smuk og unik som de andre. Eller, den var lige så smuk, og lige så unik, eftersom den var identisk med de andre.. Så så unik var den altså ikke, eftersom der fandtes flere.. Gad vide hvor mangle flere der var? Og hvem havde dog tabt dem?
Efter at have samlet kuglerne op, forsatte hun hen af gaden, i håb om at finde kuglernes ejermand. Hun spurgte en tilfældig eller to, men ingen af dem, havde nogensinde set kuglerne..


Gågaden *kreativt navn indsættes her* :3
« on: on Lør 2 jun 2012 - 18:02 »

Gæst

Gæst


Denne gang fæstnede øjnene til personen, der netop bukkede sig, og samlede den tredje kugle op.
Det var pigen fra bænken, bemærkede han med en skjult selvtilfreds mine, der ikke blev synliggjort i det følelsesforladte ansigt.
Ligeså bed han mærke i, at hun stadig bar på de to andre kugler, og at hun endnu uvidende, rejste sig for at spørge om en af de tre identiske genstande tilhørte et af menneskerne, der befandt sig på gaden. Selvfølgelig kendte ingen til dem.

Blikket fulgte hende, uden at virke nidstirrende eller direkte ubehageligt, mens hun gik i mod ham.
En flok kvidrende kvinder, men poser i hver hånd, brød pludselig den endnu ikke opdagede øjenkontakt, Julian netop havde skabt. For et øjeblik tabte han hende helt af syne, og så i stedet stirrende fremad, ventende på at kvinderne ville trisse ud af synsfeltet igen.

Tiden det tog kvinderne at gå forbi tog kun et øjeblik. Tilbage efterlod de et tomt, bart hul af ingenting. En afstand uden mennesker, hvor Julian Grey udgjorde den ene ende, og pigen pludselig udgjorde den anden. Enkle mennesker trådte stadig fordi, men holdt sig ubevidst ude fra den tomme afstand imellem de to personer, pigen og ham.
Atter løb blikket op, og lagde sig på hende, denne gang uden at skjule at det netop var hende han betragtede. Situationen kunne minde om en scene fra en film. Mødet udgjort af blikke, som ingen udefra kunne afbryde eller forstyrre. Oftest var disse filmiske øjeblikke relateret til en følelse. Enten en gensynsglæde, et kærligt øjeblik eller synet af en angst. En fjende.
Dette her var ingen af tingene. Dette her var blot et blik, rummende på noget som ikke kategoriseres, men som bruges overfor folk men ikke kender.

Julian Grey, var i det øjeblik sikker på, at han havde pigens fulde opmærksomhed. Han vidste ikke hvad hun tænkte, eller hvad hun ville tænke, om hun overhovedet ville reagere og i så fald hvordan. Han vidste blot, at i dette øjeblik kunne han sige alt, med den rolige lette stemme og hun ville høre det. Han havde fanget hende et øjeblik, og før hun brød fri, muligvis søgte videre, måtte han slå fast for hende, at den hun ledte efter var ham.

Jeg tror du har noget, som er mit..

Der var intet fjendtligt at spore i den lette stemme. Det sagte var blot en konstatering, noget der sikrede at hun ikke ville gå videre med sin søgen.
Fødderne trådte en anelse frem, og meterne imellem dem var pludselig til at tælle

Gågaden *kreativt navn indsættes her* :3
« on: on Lør 2 jun 2012 - 19:03 »

Giselle

Competent (Rank 9)


Giselle forsatte blot fremad. Hun anede ikke, hvornår hun ville finde, hvad hun søgte, eller hvordan hun ville finde det. Faktisk, vidste hun slet ikke, hvad det var, hun søgte. En person - så meget havde hun da fundet ud af. En person, som ejede disse tre kugler - og som helt sikkert havde flere. Men hun vidste ikke, hvilket køn denne person havde. Ej heller, vidste hun noget om denne persons race. Ikke engang alderen på personen kendte hun. Ikke engang et navn. Hun havde kun det at gå ud fra, at den retning kuglen kom fra, måtte være den retning, som personen var gået. Men hun kunne i princippet ikke vide, om personen var vendt om, gået ind i en butik. Eller måske drejet af ved en sidegade. I så fald, ville hun jo nok ikke få denne person at se.. Men de manglende oplysninger og den minimale chance, for at finde kuglernes ejermand stoppede hende ikke. Hun forsatte blot, og betragtede skiftevis kuglerne i hendes hånd og gaden, som om de - kuglerne - kunne vise hende, den vej hun skulle gå.

Giselles 11-centimer Louboutin-hæle gjorde det en smule mere besværligt, at gå på gadens sten. Hendes hæle føltes ind i mellem som kuglerne. Ind i mellem var de ved at sætte sig fast mellem stenene. Men hun lod som ingenting, og gik videre, med sine yndefulde og elegante skridt, som kunne gøre selv den mest talentfulde ballerina jaloux. Hun gik, som modellerne normalt ville gå på en storslået catwalk. Her var der kun en lang gågade, men det stoppede ikke Giselles gang. Hun gik i sine egne tanker, og betragtede forsat kuglerne en gang imellem.

Giselle bemærkede en fremmed ung mand, som stod stille et længere stykke fra hende. Han kiggede på hende, betragtede hende. Hun ved ikke, om han ønskede at hun ville se det, eller om han blot var dårlig til at skjule det. Uanset hvad, så var hans blik i hvert fald på hende nu. Og ligeså var hendes blik også på ham. Hun var alt, alt for langt væk fra ham, til at vurdere hvad hans blik indeholdt. Afsky, had, glæde m.m. Hun havde en fornemmelse af, at selv hvis hun havde været tæt på ham, ville hun stadig ikke vide det. Uden egentlig at tænke over hvorfor, gik hun nu direkte imod ham. Istedet for bare at gå fremad, som hun havde gjort indtil nu, var hendes rute nu direkte rettet mod ham. Han havde hendes fulde opmærksomhed, idet hun ikke flyttede blikket fra ham.

Giselle stoppede forundret op, idet den fremmede talte til hende. Hun gentog hans sætning i sit hoved et par gange, før det gik op for hende, hvad han mente. Og hendes blik søgte automatisk ned til kuglerne i hendes hånd. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle svare.

"Jeg tror, at du har tabt dem.. måske har du et hul i din lomme", fik hun så endelig sagt, imens hendes fødder næsten af sig selv, gik hen mod ham. Hun forsatte og forsatte, og lagde også mærke til, at han gik et lille stykke tættere på hende. Men hun stoppede ikke. Kuglerne i hendes hånd, tilhørte åbenbart denne mand. Og så skulle de naturligvis også afleveres. Hun bevægede sig helt hen til ham, indtil der kun var en halv meter imellem dem, hvorefter hun rakte armen frem med kuglerne.
"Her..",

Gågaden *kreativt navn indsættes her* :3
« on: on Man 4 jun 2012 - 23:31 »

Gæst

Gæst


Julian Grey fulgte hende blik og lyttede til hendes ord. Han opfangede hendes lette usikkerhed, men lod sig ikke hænge ved det. Faktisk valgte han ikke at svare hendes ord omkring et muligt hul, der kunne være i hans lomme, men lod hende blot gå mod sig.
Hvor kunne hun også vide fra, at kuglerne var tabt bevidst?

Da hun rakte hånden frem, for at overrække ham de ’tabte’ genstande, hvis ulmende farve pludselig forekom en anelse mere intens, spændte han musklerne til handling, og strakte sin egen hånd for at tage kuglerne fra hende. Hans egen hånd blev ført over hendes blottede håndflade, der fremvidste de tre kugler. Uden yderligere tanker, tog han kuglerne fra hende, for dernæst, mens han puttede kuglerne tilbage i lommen, greb han hendes åbne hånd, med den anden hånd, og foldede med en nærmest øm forsigtighed, hendes fingre om hendes egen håndflade.
Stadig uden ord, fjernede han hånden fra hendes hånd, og efterlod hende med en lukket – og stadig fremstrakt – hånd, der overraskende nok rummede en af de selv samme kugler, som hun netop havde overrakt ham.
Hvis hun åbnede sin hånd, ville den lille kugle blinke ulmende til hende, som ville den fortælle hende en vigtig hemmelighed.

Behold den. Se det som en belønning for at give mig dem tilbage

Først nu brød Julian den stilhed som havde lagt sig imellem dem, og som synes at holde alle udefra lyde ude. Som stod de i en kapsel, der adskilte dem fra livet udenfor.
I sig selv kunne handlingen, han netop havde udført forekomme mærkelig for ikke at sige uventet. Ikke nok med, at kuglerne synes at være forsvundet fra den unge mand, synes heldet alligevel at tilsmile ham, og bringe det han havde tabt tilbage. Noget, som den mørkhårede person havde regeret på med glæde, og nærmest lettelse. Og så alligevel, havde han givet den ene kugle bort.. Sådan, bare.
Nej, handlingen kunne i sandhed opfattes som uventet, især hvis man blot betragtede den udefra.

Gågaden *kreativt navn indsættes her* :3
« on: on Man 4 jun 2012 - 23:49 »

Giselle

Competent (Rank 9)


Giselles vidste ikke, om den fremmede havde opfanget hendes usikkerhed. Hun vidste ikke, om han fandt hende svær at tyde, eller om han læste hende som en åben bog. For hende, var han i hvert fald en fuldstændigt lukket bog. Hun kunne intet aflæse i hans ansigt. Han virkede som en, der havde styr på, at holde en facade. Det kunne meget let virke som om, at han kun viste hende det, som han ville have hende til at se ang. hans følelser og alt det. Men det var bare en fornemmelse fra hendes side af - for hans ansigt afslørede jo intet.

Hun betragtede kuglerne kort, med nysgerrighed i de grønne øjne. Deres farve, blev et kort øjeblik mere intens, idet hun rakte dem frem mod deres ejermand. Hun var dog ikke sikker på, om det rent faktisk var tilfældet, eller om det bare var hendes fantasi der spillede hende et puds eller to.
Hvad den unge mand så gjorde efterfølgende, nåede Giselle slet ikke, at følge med i. Først to han de tre kugler fra hende, tog hendes anden hånd og pludselig havde hun en kugle i den også.

Hun ville have spurgt ham hvordan han gjorde det, men det ville også bare virke underligt, så hun lod være. Han havde gjort det så hurtigt, med en så elegant bevægelse, at det næsten kunne kaldes en tryllekunst. Dog valgte hun ikke, at kommentere det, da det ville lyde en anelse dumt..

"Mener du virkelig det?", spurgte hun ham i stedet. Med det, mente hun naturligvis, om han virkelig ønskede at hun skulle have den kugle. Det var en ret besynderlig handling i følge hende, at han lige pludselig besluttede sig for, at give hende en af dem. Handlingen opfattede hun i den grad som uventet, og hun måtte lige sikre sig, at hun havde hørt rigtigt..

Gågaden *kreativt navn indsættes her* :3
« on: on Tirs 5 jun 2012 - 0:34 »

Gæst

Gæst


Atter betragtede han hendes reaktion, på den handling han netop havde udført. Som to kontraster, der repræsenterer hver sin del, stod han følelsesforladt med en spejlglat mine, hvor øjnene ikke rummede andet end hendes svage genspejling. Hun, på den anden hånd, forsøgte – sådan så det i hvert fald ud - ikke på at skjule de forskellige følelser og reaktioner, som gled over hendes ansigt. Lige så let at bemærke, som hvide skyer, der vader over en azurblå himmel.
Dog var hendes tanker ikke tilgængelige, men om de også var behøvet, kunne diskuteres. Hendes følelsesmæssige reaktioner, der blev malet i ansigtet på hende, talte sit eget let forståelige sprog.
Hans handling havde tydeligvis forvirret hende end smule.
Julian Greys iagttagelse blev hurtigt underbygget af hendes ord.

Selvfølgelig mente han, at hun skulle beholde den ene af de tre kugler. Ellers havde han aldrig tilladt hende så meget som at berøre dem første gang, hvis planen ikke hele tiden havde været, at hun ville stå med en tilbage til sidst, som hun kaldes sin egen.

Julian Grey nikkede.

Selvfølgelig. Bør finderen ikke altid få en belønning for dens bedrift?

Igen konstaterede stemmen blot. Stillede et retorisk spørgsmål, hvis eneste svarmulighed var at nikke af det.
Som prikken over i’et, løftede han det ene øjenbryn en anelse. Ved handlingen blev der pustet lidt liv i det ansigt, der ofte kunne fremstå som dødt, tomt. Ja, nærmest lammet.

Men husk at beholde den..

Lød det pludseligt efter en lille pause. Det kom som en påmindelse, af sådan en slags forældre ofte giver deres børn, for at sikre sig, at de nu har forstået det hele. At de har forstået meningen. Budskabet.
Dette var samtidig replikken, der synes at få Julian Grey til at lukke emnet, om hendes lille dusør. Der var tydeligvis ikke mere i den sag, og det stod da også klart, at hvis hun ønskede sin belønning – dusøren, måtte hun beholde den på sig. Hvis hun ikke ønskede dette, kunne hun blot give den tilbage. Der var ingen vej imellem de to muligheder. Det byggede udelukkende på enten-eller-princippet.

Og sig mig så..

Begyndte han igen. Stemmen havde snakket sig varm, og lød indbydende i den kølige luft.

Hvad er dit navn?

Gågaden *kreativt navn indsættes her* :3
« on: on Tirs 5 jun 2012 - 11:38 »

Giselle

Competent (Rank 9)


Forsat var den fremmedes ansigt totalt blottet for følelser. Hun regnede ikke med, at det var fordi, han ikke havde nogle følelser. Det havde alle, omend disse måske bare var had eller vrede. Sådan var det i hvert fald ifølge Giselle. Men hun havde på den anden side heller ikke stiftet bekendtskab med særlig mange forskellige racer, og hun vidste kun det allermest generelle om få af dem. Som at vampyrer drak blod, varulve blev til varulve ved måneskin, elvere var smukke og stærke osv. Hun vidste jo heller ikke, hvilken race den fremmede var, og det bevidnede jo bare om, hvor lidt hun vidste om de forskellige af slagsen.
Hun regnede uanset hvad i hvert fald med, at den fremmede bare var en ualmindelig god skuespiller, som så let som ingenting kunne stille en følelsesløs facade op. Det ville simpelthen være lettere for hende, at aflæse en stens følelser, for at sige det, som det var. Måske havde han ikke lyst til, at fremmede skulle se hans følelser, og valgte derfor at skjule dem? Alt hun kunne, var at gætte - og det gjorde hun også. I stor stil.

Hun svarede ikke på hans spørgsmål, der omhandlede om finderen ikke altid skulle have en belønning. Selvom han ikke viste hende nogen af sine følelser, var det alligevel klart at fornemme, at spørgsmålet var retorisk, og hun gjorde derfor ikke så meget andet, end at nikke en smule, som for at vise ham, at hun gav ham ret. Og dermed havde hun jo også accepteret, at tage imod finde-lønnen, som bestod af den lille kugle, der som de andre, var som og unik. Hun lukkede hånden om den, og smilede til den fremmede.

"Mange tak", svarede hun ham, med et taknemmeligt smil på læben. "Det skal jeg nok!", tilføjede hun, da han sagde til hende, at hun skulle huske, at beholde den. Som hvis, hun havde været et lille barn, hvis forældre lige skulle være sikre på, at hun havde forstået meningen i det ,der var blevet sagt. At hun havde forstået "budskabet".

"Jeg hedder Giselle. Giselle Dragomir", præsenterede hun sig selv. Den fremmede stemme var både varm og indbydende, og hun smilede derfor igen - ren automatik. Hun valgte, at præsentere sig med efternavn, af en grund, hun ikke selv var klar over. Det var vel en gammel vane, gik hun ud fra. Desuden, var det ikke altid positivt, at præsentere sig med efternavnet. Dragomir var nemlig navnet på en meget, meget rig og succesfuld menneske-slæt, som i generationer havde skrabet flere og flere penge sammen. Hendes forældre svømmede nærmest i penge, og man kunne godt tro, at der måske var nogen, der havde et horn i siden på slægten - eller måske nogle fordomme. Så i det samme hun havde præsenteret sig med det efternavn, fortrød hun det i samme øjeblik. Det kunne jo være han kendte til slægten, men det kunne også være, at han ikke gjorde. Men det var der ikke så meget, at gøre ved nu.

"Hvad er dit navn?", spurgte hun ham så, som han havde spurgt hende.

Gågaden *kreativt navn indsættes her* :3
« on: on Tirs 5 jun 2012 - 14:46 »

Gæst

Gæst


Et nik blev udført, som en tydelig respons på hendes tak.
Ingen ord var behøvet. Julian Grey havde ikke for vane at kaste ordene ud til højre eller venstre, blot fordi han var i stand til det. Han behandlede ordne som varm the, han nippede til og som ellers blev i koppen. Blev i stilheden. På den måde fremstod de sagte ord stærkere. Som om de fik mere fylde og dertil mere betydning, velvidende at de ord, der ikke havde nogen opgave at spille, simpelthen forblev usagte.

Ved et overfladisk øjekast synes den fint påklædte pige at have forstået de ord, der var blevet sagt. Hun beholdte kugle og stillede ikke yderligere spørgsmål til det, men synes ligesom ham selv, at acceptere, at det emne var afsluttet og forbi.

Hendes navn viste ingen form for genkendelse i det blege og stumme ansigt. Dog lod Julian Grey gentage hendes navn, for sig selv, for på den måde at skabe en forbindelse mellem hendes relativt kønne ydre, og navnet hun præsenterede sig med, for på den måde at sikre sig, at han ikke glemte det og dermed ikke hende.
Hendes øjne synes kort at flakke, som fortrød hun noget, hun enten havde sagt eller holdt inde med. Hvad det var, kunne Julian ikke sætte en finger på, og han lod ikke sin egen undren komme op til overfladen. Hvad hendes navn og ydre angik, kunne han i hvert fald med sikkerhed konstatere at han ikke kendte hende. Hverken hendes navn eller det designer prægede udseende.

God aften, Giselle Dragomir.

Svaret kom iklædt en høflig jakke, der holdt alle andre følelser ude.
Dog gjorde det forsat ikke stemmen fjendtlig.

Mit navn er Julian Grey.

Overraskende nok kom navnet let ud over de adskilte læber.

Gågaden *kreativt navn indsættes her* :3
« on: on Tirs 19 jun 2012 - 15:21 »

Giselle

Competent (Rank 9)


Giselle tog sig selv i, at smile lettet, da han ikke kommenterede ind på hendes efternavn. Hun regnede med, at han så ikke havde genkendt det. Og så alligevel? Han var jo ikke til at læse, og det gjorde det derfor umuligt for hende, at vide noget med sikkerhed. Denne fremmede havde så utroligt meget styr på sine følelser, at han ikke lod en eneste af dem, komme i nærheden af overfladen, og hans ansigt forblev neutralt. Det irriterende hende ikke, men det gjorde hende usikker. Han skjulte hvilke følelser og reaktioner, der kom frem i ham, på de ting hun sagde. Det føltes underligt. Han virkede på ingen måde ligeglad, men 70 % af de ting folk sagde, kom til udtryk gennem kropssprog, og derfor var det umuligt for hende at vide, hvordan han følte og havde det - og det var helt umuligt for hende, at vide, hvad han syntes om hende og hendes familie.

Derimod var hun nok selv den mest letlæselige person, som hun overhovedet kendte. Og dette gjorde hende og den fremmede til totale modsætninger. Også fordi, Giselle snakkede en del, og den fremmede sagde kun noget, når det var strengt nødvendigt; når der absolut ikke var andet at gøre, end at snakke. Og når han så gjorde det, var det stadig kun få ord.

"God aften, Julian Grey", smilede hun til ham, som svar på hans hilsen, og brugte hans navn, i slutningen af sætningen, sådan som han havde gjortdet ved hende.
Hun kendte ham ikke. Hun havde aldrig hørt navnet før, og hun havde såmænd heller aldrig set denne fremmede før. Kuglerne, var også helt nye for hende - dem havde hun heller ikke set før nogle steder.

Sponsored content



Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen Besked [Side 1 af 1]

Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum