Vie La Mort
Velkommen til Vie La Mort.
Login eller lad dig blive registreret i denne magiske verden!
Latest topics
» Ready for our weekend? (Charmeine Love)
Today at 2:42 by Khaa

» A beautiful night.... (Cherish Radcliff)
Today at 2:37 by Caleb

» I am really worried Doctor.... (Angelique Dümont)
Today at 2:33 by Zakaroff

» År 3038 - reklame
Fre 15 dec 2017 - 8:51 by Adriana

» I know I did something wrong... but I'm not sorry - Niklaus XXX
Tors 14 dec 2017 - 13:46 by Harry Jepsen

» Face Claim
Ons 6 dec 2017 - 14:09 by Ryuu

» Dance of the Brush (Cherish Radcliff)
Ons 6 dec 2017 - 7:59 by Cherish Radcliff

» Do I know you? - Aleksei
Lør 25 nov 2017 - 19:18 by Aleksei

» How about no?
Man 20 nov 2017 - 1:52 by Roar

» Big changes - Khá
Lør 18 nov 2017 - 16:31 by Charmeine Love

Statistics
Der er i alt 674 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Sigrid

Vores brugere har i alt skrevet 240188 indlæg in 12012 subjects

I'm Not Harmless

Vis foregående emne Vis næste emne Go down

I'm Not Harmless

Indlæg by Gæst on Man 16 apr 2012 - 19:26

Sted: Terre.
Tid: 02.43.
Omgivelser: Hovedgaden er overraskende øde og der er kun meget få væsner at finde, gemt rundt omkring.
Vejr: Lunt og overskyet.

”Kom her, snuske. Jeg ved, du har lyst.” En lokkende, fordrukken stemme hørtes i en af Terres gyder, hvor en fuld mand sad og hyggede sig lidt for meget med sig selv. Han sad med en halvtom ølflaske i hånden, og chancerne for, at det var den første øl han havde fået i løbet af natten, var meget lille. Han lød i hvert fald som om nogle havde proppet ham godt og grundigt med alkohol i lange baner. Satte manden ild til sig selv, ville han være væk på ingen tid. Hans blod bestod ikke af andet end blodlegemer og stærk alkohol. Gad vide hvor længe siden det var, han sidst havde været ædru.
Den gamle, fulde mand, havde spottet en ung og letpåklædt kvinde, der passerede gyden han opholdt sig i. Hendes beklædning bestod ikke af andet end en sort blondebluse, et par for korte sorte shorts og en meget kort top inden under blondeblusen, der stort set ikke skjulte noget. Hun vadede rundt i byen iført et par stiletter, der ville have kostet hende en halv bondegård og en hat, som hun ligeså bare havde ’lånt’ af en taxichauffør. Med hatten let på skrå og de blå øjne rettet dovent ned af den mennesketomme hovedgade, ignorerede hun manden, der tydeligvis var ude på det han kaldt for sjov. Men hendes definition på sjov, var meget anderledes end så mange andres.
Lydia gik og fumlede med en lille dolk, der altid opholdt sig alt for tæt på hende. Hver af hendes fingerspidser havde et lille snit, hvor blodet dryppede fra. Smerte var noget hun havde skidt sig af med og lært, ikke at lægge mærke til når den var der. Genialt, for så kunne hun have det sjovt med sig selv, hvis der ikke dukkede et offer op, når hun var legesyg eller bare følte sig i godt humør.
”Du ved ikke hvad du går glip af,” vrissede den fulde mand højlydt, som hun gik ud fra var en dranker. Selvfølgelig opfattede hendes skarpe høresans hvad han sagde, og rasende vendte hun om på den ene stilethæl og marcherede mod gyden med de to store containere, dystre mure, knust glas og drankeren.
”Vel ved jeg så hvad jeg går glip af. Tror du jeg er dum, gamle mand?” Med en enkel håndbevægelse greb hun sat om hans bluse og tryggede ham længere ind mod muren, end han allerede var. De knuste flasker omkring ham, fik et grumt smil frem på hendes læber.
”Hey hey, rolig nu, snuske,” befalede den fulde mand, før han himlede med øjnene og sukkede opgivende af hende. Det fik Lydias glas til at flyde over. Hvad bildte han sig ind? De sidste ord, var godt nok dråben, der fik hende til at gå amok. Hun havde nul tolerance, hvis hun ikke selv var med på legen. ”Sådan snakker man ikke til mig, er du med?” Hun hvæsede praktisk talt af ham og følte sig så fristet til at spytte ham i ansigtet, hvis hun fik brug for det.
”Rolig nu, skat, det var bare for sjov.” Mandes øjne kørte rundt og det var ikke svært at finde ud af, at han ikke fattede en brik af situationen. ”BARE FOR SJOV?!” Og så gik det hurtigt. Et skrig, lugten af blod og en bevidstløs mand lå nu på jorden foran vampyrkvinden. ”Stoder,” mumlede hun tvært og sparkede til ham med snuden af den ene sorte stilet. Blodet smagte hæsligt og der var intet sjovt ved det. Der havde ikke været noget sjovt at finde i byen de sidste par timer og hun var sulten. Sulten efter rigtig blod.
Lydia forlod gyden mens hun fnøs. Folk troede hun var harmløs, men der tog de fejl. Der var intet harmløst ved en vampyr-kvinde der skar i folk og torturerede dem for morskabens skyld. Lugten af blod fyldte snart Terre op, og hun var ikke sen til at indse, at hun om lidt ikke ville være alene længere.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm Not Harmless

Indlæg by Gæst on Man 16 apr 2012 - 21:57

Hun havde aldrig været alene.
Væsnet, på de golde tage havde fulgt hendes færd gennem den efterladte hovedgade.
Dets matte øjne havde set hendes lette, udfordrende påklædning. Ladet sig binde til det yndige ydre, der var så langt mere end blot en allitteration. Som tryllebundet, havde øjnene hæftet sig ved hendes elegance, og tvunget ejeren til at følge trop, højt oppe, afsides på de mørke tage, hvor intet lys kunne nå.

De opmærksomme og følsomme ører havde opfanget den fulde mands snøvlen, idet den unge kvinde havde passeret. Hørt bemærkningerne, der fik de høje sko til at klikke af vrede. Tavst, og på hug, havde væsnet i fugleperspektiv, været vidne til et scenarie, der fik stoppet den fulde mands ord og hjerte. Lugten var derefter kommet svævende mod denne, endnu usete gæst, og lagt sig, som en parfume over hele dets legeme. Og alligevel, var det eneste væsnet så hende. Den unge kvinde.

Han ser hende ikke, trods hendes evige forsøg på at fange hans opmærksomhed. Han ser kun sig selv, stående der i spejlet, med det brune, bølgede hår og det charmerende smil, der ligeså kun er rettet mod ham selv. Hun er intet andet end ubetydelig. En grå sølle klump er, hvad hun er.. Han ser hende aldrig.

Væsnet satte efter, da pigen atter valgte at gå. Efterlod den døde, og lugten af blod bag sig. Velvidende at de nu var de eneste to skabninger i nærheden, lod væsnet på taget sig glide over de tomme tage, for til sidst at hoppe ned, godt og vel et stykke foran den stadig intetanende pige. Et øjeblik stod væsnet stille, ventende, som sikrede den sig, at pigen nu var på vej.. mørket havde for længst omfavnet byen, og trods lygternes forsøg på at fordrive mørket bort, synes mørket blot endnu dybere.

Også pludselig, trådte væsnet frem. Slap delvist mørket omkring sig, og gik mod pigen, der nærmede sig fra den modsatte side af. Det spinkle gadelys ramte den rådne skikkelse, men lod ikke væsnet stoppe op. Den sprukne mund var let åben, og den ene arm rakt frem, i en næsten bydende gestus.
..”..Pæn..
Lød den drævende stemme længe før, den fulde krop blev synlig. Længe før, at væsnet endnu var stoppet… Dog ville det næppe være ordet, som vampyrpigen ville ligge sin opmærksomhed på, men derimod lugten af fordærv, der hang om både ord og væsen.. En stank, selv ikke blodet kunne dæmpe.
Væsnet selv var endnu lagt i lunefulde skygger, men de grove træk var synlige. Selv mørket kunne ikke sløre det gyselige udseende.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm Not Harmless

Indlæg by Gæst on Tirs 17 apr 2012 - 7:26

Lydia hvæste tilbage til den mand, der havde forsøgt at forføre hende til at komme med sig, for blot at være sikker på at han nu også var død. Det var ikke til at vide med de underlige væsner, der kaldte sig selv mennesker. Nu føltes den tid endda så fjern og minderne fra den gang hun selv var menneske, fik kun vreden til at stige endnu mere op i hende. Hvordan kunne han dog tillade sig selv at…
Utilfreds udstødte vampyren lidt af et hyl, nok mest af kedsomhed. Natten havde været fyldt med mænd, som hun med glæde ville havde skåret halsen over på, men det ville skabe lidt af et blodbad. Desuden ville hun bringe alle vampyrer i byen i fare, hvis hun havde slået dem alle ihjel. Der var ikke engang tal på de mænd som den nu døde, hun havde mødt, men der var intet sjovt ved dem.
En omgang ragelse og deres blod… Fy føj! Aldrig, aldrig skulle hun tilbage til det ækle stads! Hvis hun nu bare kunne komme tilbage til hendes lille fange, kunne hun endelig få stillet blodtørsten. Legetøjet, hvilket var en stakkels lille engel, ventede på hende der hjemme. Eller han ventede vel nok mere på, at hun slap ham fri. Men englens blod var så sødt og det eneste legetøj, der faktisk tilfredsstillede hende. Lydia fnøs, før hun vredt og oprevet marcherede længere og længere væk fra gyden med den døde mand.
Lydia rynkede på næsen, da en endnu ukendt lugt ramte den. Hun stoppede kort op for at danne sig et overblik. Pludselig var hun ikke så sikker på, at hun stadig var alene, men da hendes store lyseblå øjne kiggede forvirret rundt, var der ikke andet end mørket at se. Gaden var stille, men lugten gjorde hende utilpas. Det var første gang længe, at hun var bange… Hmpff! Bange, hvad var det dog hun tænkte som sig selv. Kvinden fnøs igen og rullede med øjnene, før hun fortsatte sin gang ned af den mennesketomme gågade.
Stanken blev værre, og til sidst næsten uudholdelig. Lydia satte farten op. Så mange ting havde forstyrret hende i nat og hun ville ikke lade en rådden stank standse hende. Den lille dolk, som hun havde gået og skåret i sig selv med, for at finde underholdning, blev trukket igen. Blikket hvilede kortvarigt på den, før de næsten healede sår blev skåret op igen. Blodet dryppede nu igen fra alle fem fingerspidser.

Den forfærdelige lugt, der skar i hendes følsomme og uhyre gode næse og til sidst løb tankerne igennem hendes hoved, om hun havde muligheden for at lukke stanken ude. På grund af hendes meget lette påklædning, var det ikke specielt let. Alligevel fik hun en genial idé, og trak lidt efter et sort tørklæde, som hun normalt bar om halsen, op foran munden og næsen. Tanken om tørklædet der skjulte mund og næse, mindede hende om…
En silhuet kom til syne lidt længere fremme, oplyst af en af gadelygternes blege lys. Den sagde et ord, der brændte sig fat i hendes tankegang, men der var andre problemer. Jo tættere skikkelsen kom, og jo tættere Lydia gik mod den, blev stanken så uudholdelig, at tørklædet ikke hjalp. Så hun rev det af, udelukkende for at finde ud af, at blodet hun lige havde drukket var på vej den forkerte vej. Hun måtte derfor, uden det helt store sceneri, synke det grimt smagende blod igen, til hendes store ulykke. Men der var andre ting vampyrkvinden skulle tænke på, nemlig skikkelsen, der endnu ikke havde afsløret andet end et ord og sin arm.
Den blonde vampyrkvinde rettede kort på hatten, som hun sendte en lille hilsen med, eftersom det var hvad skikkelsen selv søgte. Ordet havde brændt sig fast i hendes tanker, men stanken generede hendes næse så meget, at hun mere eller mindre gik i panik. Og da skikken endelig afslørede mere af sig selv, ved at træde nærmere og lade det blege lys oplyse den, trådte Lydia et skridt tilbage af flere forskellige årsager.
”Godaften.” Hun sendte skikkelsen, der så rådden og desværre så klam ud, et selvsikkert og forførende smil, selvom hun egentlig bare ville væk. Skikkelsen blev studeret kort, før Lydia uden videre, against all the odds, trådte nærmere, men mærkede blodet løbe den forkerte vej. Det var ikke muligt at holde blodet inde længere og hun måtte spytte det ud over sin højre skulder. Det var utroligt, så cool hun tog stanken og skikkelsens gyselige udseende. Han, for hun gik ud fra at det var en han, lignede mest af alt dårlig halloween-pynt.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm Not Harmless

Indlæg by Gæst on Tirs 17 apr 2012 - 19:59

Jo tættere på vampyrkvinden valgte at gå, jo tættere og des mere kvælende, ville lugten synes at blive.
Dog var det kun toppen af isbjerget..
I takt med den mindskede afstand blev udseendet nemlig ligeså tydeliggjort, og afslørede et væsen, der kun burde findes i gyselige bøger. Huden var grågrøn, neglene lange placeret på krogede fingre. Selve kroppen var en anelse foroverbøjet, næsten dyrisk, med halvt bøjede knæ og rygsøjle. Ansigtet forrevet, arret, med dybe skyggeskabende fure. Iklædt en sønderrevet jakke, og bukser, lod det barfodede væsen stoppe op.
Betragtede kvinden intenst, med øjne der var matte og tomme, uden en følelse der kunne placeres.

Hovedet væltede ned til siden, mens armen endnu var rakt en anelse frem mod pigen.
Munden var nu lukket, og selvom den drævende stemme var væk, synes ordet stadig at hænge fast i omgivelserne omkring.
Han vidste at hendes halstørklæde ikke ville nytte noget, ligesom han, væsnet, vidste at stanken ikke ville forsvinde. Det var en del af ham. Tilhørte forbandelsen.

Han hører deres ord, bader i deres beundring. Han stikker næsen i sky, og svæver på en sky, ingen kan nå eller hive ham ned af. Han er som et gudebarn blandt mennesker..

Så lod han pludselig armen falde og rettede hovedet op. Hendes handlig fik de bundende øjne til at løsrive sig og følge spytklatten, der forsvandt ind i mørket. Han læste afskyen, som havde det været ord hun havde spyttet ud. Han læste det hele i den enkle handling hun netop udførte og vidste ligeledes, hvor kvalmende lugten kunne være.. Hvor uudholdelig den var sammen med det viste ydre. En glød brød den matte overflade, der var lagt over de følelses tomme øjne. Tændte en følelse, der i særdeleshed kunne kategoriseres – fuldendte en blik, der rummede en indebrændt sindssyge, der kom fra det inderste dyb.

..Så.. –” Uhyret trådte atter frem, med langsomt løftende arme. Som en tåbelig parodi på en zombie. stemmen lød som om halsen havde snøret sig sammen, og selvom tonen bevarede den drævende stemme, kom ordet nærmest hikkende, og skilte det, som skulle være beregnet som en sætning, til to separate ord. ”..- pæn.” Gentog han mens øjnene atter klæbede sig til pigen. hæmningsløst.

Hvis hun ikke flyttede sig, ville han gribe fat i hendes skuldre, og trække hende mod sig og ikke give slip. Som en alkoholiker ville holde om en fuld ølflaske.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm Not Harmless

Indlæg by Gæst on Ons 18 apr 2012 - 19:13

’Så… pæn… ’ De ord brændte sig atter fast i hendes hoved, som om nogle havde mærket hende i panden med de to enkle ord. Det kunne måske kategoriseres som smiger men samtidig et kompliment, der virkede ganske underligt for Lydia, der var van til at forføre, ikke at blive forført.
Det virkede underligt at stå og vise afsky over for et væsen, der var grimmere end noget vampyrkvinden havde set i hendes lange liv. Hun havde set sindssyge mennesker bag tremmer, blodige og brændende mennesker, ja selv endda folk, der havde skåret det yderste lag af deres hud af. Det var måske mere uhyggelige syn, og som vampyr måtte man være van til lidt af hvert. Væsnet foran hende, virkede bare så surrealistisk, med den grønne hud og den foroverbøjede forkrop. Hvilken race det end var, det væsen foran hende, stod ikke helt klart. Det mindede ikke om noget hun havde set før, men nærmere noget hun havde hørt om. Man skulle næppe tro, at væsner som dem, faktisk eksisterede.

Lydia stirrede på det ilelugtende, ikke det mest kønne væsen, der stod foran hende, med øjnene klistret fast mod hende. Situationen begyndte at blive en smule ubehagelig, og hun var ligefrem begyndt at blive skræmt. Det lå ikke til hendes natur, og især ikke når hun mest af alt nød at gøre smerte på andre. Det lå ikke til hendes personlighed at være svag og skræmt over en enkel… tingest.
To arme, der bestemt ikke så tiltrækkende ud, blev lige så stille hævet og peget mod hende. Det fik kun vampyrkvinden til endnu mere at ville flygte. Hendes næse arbejde på højtryk på at holde stanken ude, hvilket gjorde at hun måtte rynke på den hele tiden. Til sidst endte det dog med. At hun tog til næsen og klemte til, selvom det ikke hjalp. Den kvalmende lugt havde ligesom ordet, brændt sig fast i den hjerne, som hun ikke gjorde brug af så tit.
Hun nåede ikke at reagere, før de to arme greb fat om hendes skuldre og trak hende nærmere væsnet. Lydia hvæste af væsnet, som hun havde ’navngivet’ som Den. Dens arme trak hende tættere på sig og det var lige før hun selv udstødte et forfærdet skrig, da stanken og ubehagen nærmede sig endnu mere. Det var omtrent det eneste tidspunkt hun havde været bange i hele sit liv, og så på grund af noget som Den.

Personlighedsterningen der styrrede hende, valgte nu at lade sig slå igen, og humøret blev pludselig anderledes. Stanken blev ignoreret, selvom det var ret svært, og det samme blev udseendet. Hendes lyseblå øjne stirrede rettere sagt lige gennem væsnet, mens hun forstillede sig, hvad der kunne være bag Den.
Begge skarpe hjørnetænder kom til syne og blev fuldkommen blottet da hun atter hvæste og forsøgte at gøre sig fri. Hun kunne dog ikke trække sig tilbage, prøvede i stedet at vride sig ud af væsnets greb. ”Giv slip på mig… eller du er så godt som død…” Hendes døde og kolde øjne stirrede ind i hans matte og følelsesløse, og først nu gik det op for hende, hvad væsnet var. En vampyr, men han virkede svag. Et lille smil bredte sig, selvom væsnet stadig havde et godt greb i hendes skuldre. Måske var aftenen ikke så kedelig alligevel. Rettere ret… ildelugtende.

Gæst
Gæst


Tilbage til toppen Go down

Re: I'm Not Harmless

Indlæg by Sponsored content


Sponsored content


Tilbage til toppen Go down

Vis foregående emne Vis næste emne Tilbage til toppen


 
Permissions in this forum:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum